EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 52014PC0625

Forslag til RÅDETS GENNEMFØRELSESAFGØRELSE om forlængelse af Rådets gennemførelsesafgørelse 2011/335/EU om bemyndigelse af Republikken Litauen til fortsat at anvende en særlig foranstaltning, der fraviger artikel 287 i direktiv 2006/112/EF om det fælles merværdiafgiftssystem

/* COM/2014/0625 final - 2014/0289 (NLE) */

52014PC0625

Forslag til RÅDETS GENNEMFØRELSESAFGØRELSE om forlængelse af Rådets gennemførelsesafgørelse 2011/335/EU om bemyndigelse af Republikken Litauen til fortsat at anvende en særlig foranstaltning, der fraviger artikel 287 i direktiv 2006/112/EF om det fælles merværdiafgiftssystem /* COM/2014/0625 final - 2014/0289 (NLE) */


BEGRUNDELSE

1.           BAGGRUND FOR FORSLAGET

I henhold til artikel 395, stk. 1, i direktiv 2006/112/EF af 28. november 2006 om det fælles merværdiafgiftssystem (herefter "momsdirektivet") kan Rådet med enstemmighed på forslag af Kommissionen give en medlemsstat tilladelse til at indføre særlige foranstaltninger, der fraviger bestemmelserne i nævnte direktiv, for at forenkle momsopkrævningen eller for at undgå visse former for momsunddragelse eller momsundgåelse.

Ved brev registreret i Kommissionen den 16. maj 2014 anmodede Litauen om tilladelse til fortsat at kunne afgiftsfritage afgiftspligtige personer med en årsomsætning, der højst er lig med modværdien i national valuta af den øvre grænse for årsomsætning på 45 000 EUR beregnet på grundlag af kursen på dagen for landets tiltrædelse. I overensstemmelse med momsdirektivets artikel 395, stk. 2, underrettede Kommissionen ved brev af 6. juni 2014 de øvrige medlemsstater om Litauens anmodning. Ved brev af 12. juni 2014 meddelte Kommissionen Litauen, at den rådede over alle nødvendige oplysninger for at kunne vurdere anmodningen.

Generel baggrund

Det følger af kapitel 1 i afsnit XII i momsdirektivet, at medlemsstaterne har mulighed for at anvende særordninger for små virksomheder, herunder mulighed for at indrømme afgiftsfritagelse til afgiftspligtige personer med en årlig omsætning under et vist beløb. Afgiftsfritagelsen indebærer, at en afgiftspligtig person ikke skal opkræve moms på leveringer og følgelig heller ikke kan fratrække indgående moms.

Litauen blev indrømmet foranstaltningen ved Rådets gennemførelsesafgørelse 2011/335/EU[1], som udløber den 31. december 2014. Foranstaltningen fraviger kun afsnit XII i momsdirektivet på den måde, at den særlige ordnings øvre grænse for den afgiftspligtige persons årsomsætning er højere end den, der for øjeblikket gælder for Litauen efter momsdirektivets artikel 287, nr. 11), og som er 29 000 EUR.

Litauen har nu anmodet om, at foranstaltningen, som er frivillig for afgiftspligtige personer, bliver forlænget i endnu en begrænset periode.

Ud fra de oplysninger, som Litauen har fremlagt, vil foranstaltningens virkning på de samlede afgiftsindtægter fra det endelige forbrug være ubetydelig. Ifølge den analyse, som Litauen har forelagt, lod størstedelen af de afgiftspligtige personer, som er momsregistreret (ca. 82 %) i årene 2012-2013, sig registrere på grundlag af denne foranstaltning.

Der foreslås derfor, at fravigelsen skal gælde i endnu en periode, nemlig indtil den 31. december 2017.

Gældende foranstaltninger på det område, som forslaget vedrører

Andre medlemsstater har fået tilladelse til lignende fravigelser.

Overensstemmelse med andre EU-politikker og ‑mål.

Foranstaltningen er i overensstemmelser med EU's målsætninger for små virksomheder som omhandlet i Kommissionens meddelelse Tænk småt først - En "Small Business Act" for Europa (KOM(2008) 394 af 25. juni 2008).

2.           RESULTAT AF HØRINGER AF INTERESSEREDE PARTER OG KONSEKVENSANALYSER

Høring af interesserede parter

Ikke relevant.

Ekspertbistand

Der har ikke været behov for ekstern ekspertbistand.

Konsekvensanalyse

Afgørelsen tager sigte på at videreføre en forenklende foranstaltning, som fjerner mange af momsforpligtelserne for virksomheder, hvis årlige omsætning ligger under et vist beløb.

Da undtagelsen har begrænset rækkevidde og varighed, vil virkningen under alle omstændigheder være begrænset.

3.           JURIDISKE ASPEKTER AF FORSLAGET

Resumé af forslaget

Bemyndigelse af Litauen til fortsat at anvende en foranstaltning, som fraviger momsdirektivet, idet Litauen ønsker at indføre en forenklingsforanstaltning for virksomheder med en årsomsætning på højst 45 000 EUR.

Retsgrundlag

Momsdirektivets artikel 395.

Nærhedsprincippet

I betragtning af den bestemmelse i momsdirektivet, som forslaget bygger på, henhører forslaget under EU's enekompetence. Subsidiaritetsprincippet finder derfor ikke anvendelse.

Proportionalitetsprincippet

Forslaget er i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet af følgende grunde:

Beslutningen vedrører en bemyndigelse til en medlemsstat på dennes egen anmodning og udgør ikke en forpligtelse.

På grund af fravigelsens begrænsede anvendelsesområde står den særlige foranstaltning i rimeligt forhold til det tilstræbte mål.

Valg af reguleringsform

Foreslåede instrumenter: Gennemførelsesafgørelse vedtaget af Rådet.

Andre midler vil ikke være hensigtsmæssige af følgende årsager:

I henhold til momsdirektivets artikel 395 kan de fælles momsregler kun fraviges, hvis Rådet med enstemmighed på forslag af Kommissionen giver tilladelse hertil. En gennemførelsesafgørelse vedtaget af Rådet er det eneste egnede middel, eftersom den kan rettes til en enkelt medlemsstat.

4.           VIRKNINGER FOR BUDGETTET

Forslaget har ingen konsekvenser for EU's budget, eftersom Litauen vil gennemføre en kompenserende beregning i henhold til artikel 6 i Rådets forordning (EØF, Euratom) nr. 1553/89.

5.           FAKULTATIVE ELEMENTER

Forslaget indeholder en udløbsklausul.

2014/0289 (NLE)

Forslag til

RÅDETS GENNEMFØRELSESAFGØRELSE

om forlængelse af Rådets gennemførelsesafgørelse 2011/335/EU om bemyndigelse af Republikken Litauen til fortsat at anvende en særlig foranstaltning, der fraviger artikel 287 i direktiv 2006/112/EF om det fælles merværdiafgiftssystem

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Rådets direktiv 2006/112/EF af 28. november 2006 om det fælles merværdiafgiftssystem[2] ("momsdirektivet"), særlig artikel 395, stk. 1,

under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)       Ved brev registreret af Kommissionen den 16. maj 2014 anmodede Republikken Litauen om tilladelse til at indføre foranstaltning, som fraviger artikel 287, nr. 11), i momsdirektivet, med henblik på at fritage visse afgiftspligtige personer, hvis årsomsætning ikke overstiger modværdien i national valuta af 45 000 EUR efter omregningskursen på dagen for landets tiltrædelse af Den Europæiske Union. Ved hjælp af denne foranstaltning vil disse afgiftspligtige personer være fritaget for nogle af eller alle de momsmæssige forpligtelser, som er omhandlet i afsnit XI, kapitel 2-6, i momsdirektivet.

(2)       Kommissionen underrettede ved brev af 6. juni 2014 de øvrige medlemsstater om Litauens anmodning. Ved brev af 12. juni 2014 meddelte Kommissionen Litauen, at den rådede over alle nødvendige oplysninger for at kunne vurdere anmodningen.

(3)       Medlemsstaterne kan i forvejen gøre brug af en særlig ordning for små virksomheder i henhold til afsnit XII i momsdirektivet. Den forlængede foranstaltning fraviger kun afsnit XII i momsdirektivet på den måde, at den særlige ordnings øvre grænse for den afgiftspligtige persons årsomsætning er højere end den, der for øjeblikket gælder for Litauen efter momsdirektivets artikel 287, nr. 11), og som er 29 000 EUR.

(4)       Ved Rådets gennemførelsesafgørelse 2011/335/EU af 30. maj 2011[3] fik Litauen tilladelse til som en fravigelsesforanstaltning indtil den 31. december 2014 at indrømme afgiftsfritagelse til afgiftspligtige personer, hvis årsomsætning ikke overstiger 45 000 EUR. Da tærsklen har medført en begrænsning af momsforpligtelserne for mindre virksomheder, bør Litauen indrømmes tilladelse til at anvende foranstaltningen for endnu en begrænset periode. Afgiftspligtige personer kan stadig vælge den normale momsordning.

(5)       Ifølge Litauens oplysninger vil forlængelsen af fravigelsen kun have en ubetydelig virkning på de samlede afgiftsindtægter fra det endelige forbrug.

(6)       Fravigelsen får ingen indvirkning på EU's egne indtægter fra merværdiafgift —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

I artikel 2 i beslutning 2011/335/EU ændres "den 31. december 2014" til "den 31. december 2017".

Artikel 2

Denne afgørelse anvendes fra den 1. januar 2015

Artikel 3

Denne afgørelse er rettet til Republikken Litauen.

Udfærdiget i Bruxelles, den […].

                                                                       På Rådets vegne

                                                                       Formand

[1]               EUT L 150 af 9.6.2011, s. 6.

[2]               EUT L 347 af 11.12.2006, s. 1.

[3]               EUT L 150 af 9.6.2011, s. 6.

Top