52011DC0084

[pic] | EUROPA-KOMMISSIONEN |

Bruxelles, den 28.2.2011

KOM(2011) 84 endelig

RAPPORT FRA KOMMISSIONEN TIL EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET

om gennemførelsen og anvendelsen af visse bestemmelser i direktiv 2008/94/EF om beskyttelse af arbejdstagerne i tilfælde af arbejdsgiverens insolvens

RAPPORT FRA KOMMISSIONEN TIL EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET

om gennemførelsen og anvendelsen af visse bestemmelser i direktiv 2008/94/EF om beskyttelse af arbejdstagerne i tilfælde af arbejdsgiverens insolvens

INDLEDNING

Direktiv 2008/94/EF[1] (i det følgende benævnt "direktivet") kodificerer Rådets direktiv 80/987/EØF[2], senest ændret ved direktiv 2002/74/EF[3].

Direktivet sigter mod at beskytte arbejdstagerne i tilfælde af arbejdsgiverens insolvens, navnlig for at garantere betaling af deres tilgodehavender. Medlemsstaterne skal derfor etablere en institution, som garanterer betaling af disse tilgodehavender.

Direktivets artikel 15 bestemmer, at Kommissionen skal forelægge Europa-Parlamentet og Rådet en rapport om gennemførelsen og anvendelsen af artikel 1-4, artikel 9 og 10, artikel 11, stk. 2, artikel 12, litra c), samt artikel 13 og 14 i medlemsstaterne.

Som forberedelse til denne rapport bestilte Kommissionen en rapport fra uafhængige eksperter, sendte medlemsstaterne og de europæiske arbejdsmarkedsparter et spørgeskema og opfordrede dem til at fremsætte bemærkninger til resultaterne af undersøgelsen.

ANVENDELSESOMRÅDE OG DEFINITIONER (ARTIKEL 1, 2 OG 13)

Beskyttede arbejdstagere

Bortset fra nedennævnte undtagelser finder direktivet anvendelse på alle personer, der betragtes som arbejdstagere i henhold til national lovgivning. Kommissionen bemærker, at arbejdstagere, som har indgået aftale om udførelse af en arbejdsopgave, er udelukket fra beskyttelsen under direktivet i Tjekkiet. Kommissionen vil undersøge nærmere, om disse personer ikke betragtes som arbejdstagere i henhold til den tjekkiske arbejdsret, da denne udelukkelse kan udgøre en overtrædelse af direktivet.

Direktivet pålægger eksplicit medlemsstaterne at dække deltidsansatte, personer med tidsbegrænset ansættelse og personer med vikaransættelsesforhold (artikel 2, stk. 2). Ifølge Kommissionens oplysninger opfylder alle medlemsstaterne dette krav.

Direktivet forbyder medlemsstaterne at gøre arbejdstagernes beskyttelse betinget af en minimumsperiode for ansættelsesforholdet (artikel 2, stk. 3). Kommissionen bemærker, at lovgivningen i Cypern kræver, at en arbejdstager skal have arbejdet kontinuerligt for samme arbejdsgiver i mindst 26 uger før datoen for arbejdsgiverens insolvens for at være berettiget til udbetalinger. Dette kunne efter Kommissionens opfattelse udgøre en overtrædelse af direktivet.

Medlemsstaterne kan undtagelsesvis udelukke visse arbejdstagerkategorier:

a) såfremt der findes andre former for garanti, som sikrer de pågældende arbejdstagere en beskyttelse svarende til den, der følger af direktivet (artikel 1, stk. 2). Tre medlemsstater har gjort brug af denne mulighed: I Belgien er arbejdstagere og lærlinge i virksomheder, som er medlem af mange fælles udvalg eller underudvalg, udelukket fra den generelle garantifonds beskyttelse, men er beskyttet af sektorfonde, der er oprettet i medfør af fælles overenskomster. I Cypern er udenlandske søfolk i handelsflåden udelukket. I Det Forenede Kongerige er søfolk i handelsflåden udelukket. Kommissionen er af den opfattelse, at den "retention"[4], som synes at være den vigtigste beskyttelse for søfolk i disse to medlemsstater i tilfælde af arbejdsgiverens insolvens, ikke altid giver en beskyttelse svarende til garantiinstitutionens, da fartøjets værdi i visse tilfælde ikke kan dække det minimum for tilgodehavender, som direktivet indeholder bestemmelser om

b) tjenestefolk, der beskæftiges af en fysisk person, og partsfiskere, såfremt sådanne udelukkelser allerede fandt anvendelse i den nationale lovgivning på tidspunktet for ikrafttrædelsen af direktiv 2002/74/EF i den pågældende medlemsstat (artikel 1, stk. 3). Kommissionen bemærker, at partsfiskere er udelukket i Grækenland, Italien, Malta og Det Forenede Kongerige; tjenestefolk er udelukket i Spanien, Frankrig, Malta, Nederlandene og Polen.

Berørte arbejdsgivere

Direktivet finder anvendelse på alle arbejdsgivere som defineret i den nationale lovgivning, som er insolvente. Direktivet giver ikke mulighed for at udelukke visse arbejdsgiverkategorier.

En arbejdsgiver anses for at være insolvent (artikel 2, stk. 1), når:

- der med hjemmel i den nationale lovgivning er indgivet begæring om indledning af kollektiv bobehandling som følge af arbejdsgiverens insolvens, som medfører, at arbejdsgiveren helt eller delvis mister rådigheden over sine aktiver, og at der udpeges en kurator (eller en person med en lignende funktion)

- den kompetente myndighed har truffet afgørelse om indledning af bobehandlingen (eller har konstateret, at arbejdsgiverens virksomhed er lukket endeligt, og at de foreliggende aktiver ikke er tilstrækkelige til at berettige indledning af bobehandlingen).

Kommissionen bemærker, at Rådets forordning (EF) nr. 1346/2000[5] finder anvendelse på kollektive bobehandlinger som følge af en skyldners insolvens, der medfører, at skyldneren helt eller delvis mister rådigheden over sine aktiver, og at der udpeges en kurator (artikel 1, stk. 1), dvs. de samme bobehandlinger, som er dækket af direktivet. Under disse omstændigheder har medlemsstaterne med nogle få undtagelser bekræftet over for Kommissionen, at de typer af nationale insolvensbehandlinger, der er omfattet af direktivets anvendelsesområde, er anført i forordningens bilag A. Der er tale om følgende undtagelser: Tyskland, hvor kun Insolvenzverfahren giver grundlag for et krav, der er beskyttet i medfør af direktivet; Grækenland, som udelukker sager, hvor a) virksomheden er sat under midlertidig administration (kreditorstyrelse), og b) virksomheden er under tvangsadministration, således at der kan opnås et kompromis med kreditorerne; Irland, hvor "examinership" (en proces, hvor domstolene griber ind for at sikre virksomhedens overlevelse) og opløsning af partnerskaber er udelukket; Ungarn, hvor kun likvidationsprocedurer ("felszámolási eljárás") er omfattet af de nationale gennemførelsesbestemmelser; Slovenien, hvor skrajšani stečajni postopek og prisilna poravnava v stečaju er udelukket. Da definitionerne for de insolvensbehandlinger, der er dækket af de to redskaber, er de samme, undersøger Kommissionen sagen nærmere for at afgøre, om alle relevante insolvensbehandlinger er dækket.

Desuden bruges begrebet virksomhedslukning i stedet for insolvens i den belgiske lovgivning. Virksomhedslukning betyder endeligt ophør af virksomhedens hovedaktivitet, når antallet af arbejdstagere reduceres til under 25 % af det gennemsnitlige antal beskæftigede i virksomheden i de fire kvartaler, der går forud for det kvartal, hvor det endelige ophør af virksomhedens hovedaktivitet fandt sted[6]. De tilfælde af insolvens, der er defineret i direktivet, er muligvis ikke dækket af den belgiske garantifond.

Danmark, der ikke er bundet af forordningen, har meddelt Kommissionen, at følgende situationer er dækket af den nationale garantifond: a) konkurs, b) arbejdsgiverens ophør, når det godtgøres, at arbejdsgiveren er insolvent, c) arbejdsgiverens død, hvis boet behandles som insolvent eller sluttes uden skiftebehandling.

Desuden giver direktivet (artikel 2, stk. 4) medlemsstaterne mulighed for at udvide beskyttelsen af arbejdstagerne til også at gælde i andre tilfælde af insolvens end de i artikel 2, stk. 1, omhandlede.

I direktivet sondres der ikke mellem erhvervsdrivende og ikke-erhvervsdrivende, små og store arbejdsgivere samt arbejdsgivere, der driver henholdsvis kommerciel og ikke-kommerciel virksomhed, og det bør der heller ikke gøres i medlemsstaternes garantiordninger. Kommissionen bemærker, at kun visse typer personer eller enheder kan gøres til genstand for konkursbehandling i Ungarn. Ligeledes kan kun et erhvervsdrivende selskab eller en fysisk person, der anses for at være erhvervsdrivende, underkastes konkursbehandling i Luxembourg. Dette kunne indebære, at arbejdstagere ansat af visse juridiske og fysiske personer, er udelukket fra direktivets beskyttelse.

TILGODEHAVENDER, SOM GARANTIINSTITUTIONEN DÆKKER (ARTIKEL 3 OG 4)

De tilgodehavender, garantiinstitutionen dækker, er ikke-udbetalt løn, der er optjent i en periode, der ligger inden og/eller eventuelt efter en dato, som medlemsstaterne har fastsat. Bulgarien, Danmark, Grækenland, Malta, Portugal, Tjekkiet og Østrig har fastsat, at tilgodehavendet skal vedrøre en referenceperiode på seks måneder forud for insolvensbegæringen; Polen anvender en referenceperiode på ni måneder; Italien og Letland anvender en periode på 12 måneder; Slovakiet, Irland og Litauen anvender en periode på 18 måneder; Cypern anvender en periode på 78 uger, og Belgien anvender en periode, der går fra 12 måneder før til 13 måneder efter virksomhedslukningen. En række medlemsstater har ikke en fast referenceperiode, og tilgodehavendet skal blot vedrøre en periode, der ligger før og/eller efter en bestemt dato. Dette er tilfældet i Estland, Finland, Det Forenede Kongerige, Frankrig, Luxembourg, Nederlandene, Rumænien, Slovenien, Spanien, Sverige, Tyskland og Ungarn.

Det er overladt til medlemsstaterne at definere begrebet "løn" i den nationale lovgivning, og der er derfor forskelle mellem medlemsstaterne med hensyn til garantiens omfang. Ikke desto mindre skal medlemsstaterne i den nationale lovgivning respektere det overordnede princip om ligestilling og ikkeforskelsbehandling, når de fastlægger de ydelser, som garantiinstitutionen skal udbetale[7].

Direktivet (artikel 4, stk. 1) giver også medlemsstaterne mulighed for at begrænse betalingspligten for garantiinstitutionerne på to måder:

a) Fastsættelse af den periode, for hvilken garantiinstitutionen dækker tilgodehavender, såfremt denne periode mindst omfatter lønnen for de seneste tre måneder af ansættelsesforholdet eller otte uger, hvis referenceperioden er på mindst 18 måneder (artikel 4, stk. 2). Belgien, Danmark, Frankrig, Finland, Ungarn og Østrig har ikke udnyttet denne mulighed. Bulgarien, Estland, Grækenland, Italien, Letland, Litauen, Malta, Polen, Rumænien, Slovakiet, Slovenien, Tjekkiet og Tyskland har valgt en maksimumsperiode på tre måneder; maksimumsperioden er på otte uger i Irland og Det Forenede Kongerige, 13 uger i Cypern og 19 uger i Nederlandene; i Spanien er den på 150 dage, mens den i Luxembourg og Portugal er på seks måneder; i Sverige er den på otte måneder.

b) Fastsættelse af lofter over garantiinstitutionens betalinger, såfremt disse lofter mindst er på et socialt niveau, der er foreneligt med direktivets sociale målsætning (artikel 4, stk. 3). Med undtagelse af Nederlandene har alle medlemsstaterne fastsat sådanne lofter, men der er store forskelle mellem metoderne for beregning af disse lofter. Direktivet omfatter ingen præcise bestemmelser på dette område. Som Kommissionen anerkendte i sin rapport fra 1995 om gennemførelsen af direktivet[8], antages det dog, at der kan opstå problemer med foreneligheden med direktivets sociale målsætning, hvis garantibetalingerne i den endelige analyse viser sig at svare til socialydelserne eller den lovpligtige mindsteløn.

SITUATIONER, DER ER GRÆNSEOVERSKRIDENDE (ARTIKEL 9 OG 10)

Direktivet bestemmer, at såfremt en virksomhed, der har aktiviteter i mindst to medlemsstater, bliver insolvent, er det garantiinstitutionen i den medlemsstat, hvor arbejdstageren sædvanligvis udfører eller udførte sit arbejde, der skal dække betalingen af arbejdstagernes tilgodehavender (artikel 9, stk. 1). I sin dom i sag C-310/07[9] fastslog Domstolen, at det ikke er nødvendigt for at kunne anse en virksomhed, som er etableret i én medlemsstat, for at have aktiviteter på en anden medlemsstats område, at virksomheden har en filial eller et fast driftssted i denne anden stat, men virksomheden skal dog i sidstnævnte stat have en fast, økonomisk tilstedeværelse, som er karakteriseret ved, at der er menneskelige ressourcer til stede, som gør det muligt for virksomheden at udføre aktiviteter dér.

Kommissionen bemærker (jf. tabel 4 i bilaget), at der i perioden 2006-2008 var 239 sager, hvor en garantiinstitution i én medlemsstat foretog udbetalinger til en insolvent virksomheds arbejdstagere i en anden medlemsstat. 1 158 arbejdstagere var berørt, og der blev udbetalt ca. 10,8 mio. EUR.

Kommissionen har bistået medlemsstaterne med udarbejdelse af en standardformular, der kan anvendes til informationsudveksling. Formularen er for nærværende under færdiggørelse og vil lette gennemførelsen af direktivets artikel 10, stk. 1.

Desuden offentliggør Kommissionen i overensstemmelse med direktivets artikel 10, stk. 2, de kompetente myndigheders og/eller garantiinstitutionernes kontaktoplysninger på sit websted (http://ec.europa.eu/social/main.jsp?catId=706&langId=en&intPageId=198), som ajourføres regelmæssigt.

KLAUSUL OM GARANTI MOD FORRINGELSER (ARTIKEL 11, STK. 2)

Kommissionen har ikke konstateret tilfælde, hvor gennemførelsen af direktivet har ført til forringelser i forhold til situationen i medlemsstaterne på tidspunktet for direktivets ikrafttrædelse eller i forbindelse med det overordnede niveau for beskyttelse af arbejdstagerne i tilfælde af arbejdsgiverens insolvens. Gennemførelsen af direktivet har derimod styrket beskyttelsen af arbejdstagerne, da det har ført til oprettelse af garantiinstitutioner i de medlemsstater, som ikke i forvejen havde sådanne institutioner.

SITUATIONEN FOR LØNMODTAGERAKTIONÆRER (ARTIKEL 12, LITRA C))

I medfør af direktivet kan medlemsstaterne afvise eller begrænse beskyttelsen, såfremt arbejdstageren selv eller sammen med nære slægtninge var ejer af en væsentlig del af den pågældende virksomhed og havde en betydelig indflydelse på dens aktiviteter.

En række medlemsstater har gjort brug af denne mulighed (Tjekkiet, Danmark, Tyskland, Grækenland, Cypern, Letland, Malta, Nederlandene, Østrig, Slovenien og Sverige). I andre medlemsstater (Spanien, Irland og Finland) afvises beskyttelsen af disse personer indirekte gennem definitionen af "arbejdstager", dvs. at personer, som ejer en del af virksomheden og har en betydelig indflydelse på dens aktiviteter, ikke betragtes som "arbejdstagere". Hvis arbejdstageren er partner eller medlem af virksomheden bestyrelse, er det i Bulgarien tilstrækkeligt til, at pågældende udelukkes fra beskyttelse. Da der ikke findes noget krav om, at aktieposten skal være betydelig, og at arbejdstagerne har betydelig indflydelse på virksomhedens aktiviteter, synes dette ikke at være i overensstemmelse med direktivet. De resterende medlemsstater (Belgien, Estland, Det Forenede Kongerige, Frankrig, Italien, Litauen, Luxembourg, Polen, Portugal, Rumænien, Slovakiet og Ungarn) har ikke gjort brug af denne mulighed.

OVERSIGT OVER SAGERNE

I begyndelsen af 2010 sendte Kommissionen et spørgeskema til medlemsstaterne for at indsamle oplysninger om antallet af insolvenssager, som de nationale garantiinstitutioner har behandlet, samt antallet af berørte arbejdstagere og de udbetalte beløb (jf. tabel 1, 2 og 3 i bilaget)[10]

I perioden 2006-2009 greb de nationale garantiinstitutioner ind i over 420 000 insolvenssager (jf. tabel 1 i bilaget). I samme periode modtog 3,4 mio. arbejdstagere udbetalinger fra garantiinstitutionerne på grund af deres arbejdsgiveres insolvens (jf. tabel 2 i bilaget). Desuden har garantiinstitutionerne udbetalt 17,7 mia. EUR til disse arbejdstagere (jf. tabel 3 i bilaget). I perioden 2006-2009 berørte en sag i gennemsnit otte arbejdstagere, mens de nationale garantiinstitutioner i gennemsnit udbetalte 5 187 EUR til den enkelte arbejdstager.

Kommissionen bemærker den markante stigning i antallet af sager mellem 2008 og 2009 (+ 19 %) og, først og fremmest, antallet af berørte arbejdstagere (+ 61 %) og det beløb, der blev udbetalt (+ 72 %); denne stigning kan tilskrives den økonomiske krise. Gennemsnitligt set blev de virksomheder, der blev insolvente i 2009, også større (fra 7,4 arbejdstagere pr. sag i 2008 til 10,0 arbejdstagere pr. sag i 2009, dvs. en stigning på 35 %), og der kunne også konstateres en stigning i gennemsnittet for de ubetalte lønninger (fra 5 059 EUR pr. arbejdstager i 2008 til 5 409 EUR pr. arbejdstager i 2009, dvs. en stigning på 7 %).

Mens Tyskland er den medlemsstat, der tegner sig for det største antal sager (146 673 i perioden 2006-2009), tegner Frankrig sig for det største antal arbejdstagere (953 887 i perioden 2006-2009) og de største udbetalinger (6,4 mia. EUR).

SYNSPUNKTER HOS ARBEJDSMARKEDETS PARTER I EUROPA

De syv Business Europe-sammenslutninger, der fremsatte bemærkninger, samt UEAPME er af den opfattelse, at direktivet har opfyldt målet om at sikre et minimum for beskyttelse af arbejdstagerne i tilfælde af arbejdsgiverens insolvens, og at de lofter, der er fastsat i henhold til artikel 4, stk. 3, er forenelige med direktivets sociale målsætning.

EFS betragter direktiv 2008/94/EF som et uundværligt redskab under EU-lovgivningen, som sikrer arbejdstagere i hele Europa et minimum for beskyttelse. EFS er dog meget bekymret over, at medlemsstaterne i henhold til direktivets artikel 4, stk. 2 og 3, har mulighed for at fastsætte meget lave lofter og meget korte tidsfrister. Ifølge EFS har et stort antal nationale medlemmer udtrykt stor bekymring over, at de ubetalte lønninger for et betydeligt antal arbejdstageres vedkommende overstiger de lofter, der er fastsat i den nationale lovgivning. Desuden understreger EFS, at formuleringen i navnlig artikel 4, stk. 2 og 3, er meget vag og i høj grad giver medlemsstaterne mulighed for at udvande deres forpligtelser i henhold til direktivet betragteligt. Som følge heraf bør det ifølge EFS overvejes at revidere disse bestemmelser. Ifølge EFS er et andet problematisk område, som giver anledning til bekymring, direktivets anvendelsesområde, herunder navnlig begrebet "tilgodehavende", da en række medlemsstater anvender en snæver fortolkning af begrebet løn (og f.eks. udelukker afskedigelsesgodtgørelser, bonusser, godtgørelsesordninger osv.). Ifølge EFS kan dette medføre, at en række omfattende krav ikke indfries.

KONKLUSIONER

Mere end 30 år efter vedtagelsen af det oprindelige direktiv i 1980 spiller det efter Kommissionens opfattelse stadig en central rolle for sikring af et minimum for beskyttelse af arbejdstagernes rettigheder på det indre marked. Medlemsstaterne er blevet pålagt at etablere garantiinstitutioner, som i tilfælde af insolvens griber ind for at dække arbejdstagernes tilgodehavender. De 3,4 mio. arbejdstagere, som har nydt godt af det sikkerhedsnet, som garantiinstitutionernes indgreb – de fleste i perioder med økonomisk krise – har udgjort i løbet af de sidste fire år, viser, hvor nyttigt dette sikkerhedsnet er. Den revision, der blev gennemført i 2002, afklarede de juridiske konsekvenser af tværnationale situationer, og bestemmelserne blev tilpasset for at tage hensyn til ændringerne af insolvenslovgivningen i medlemsstaterne, hvilket har forbedret retssikkerheden.

Ovenstående analyse viser, at de bestemmelser, som er genstand rapporteringsforpligtelsen, overordnet set er blevet korrekt gennemført og anvendt. Der er dog stadig en række områder, som giver anledning til bekymring, og Kommissionen vil finde løsninger ved hjælp af passende midler, herunder om nødvendigt overtrædelsesprocedurer.

Kommissionen vil fortsat overvåge anvendelsen af direktivet, under hensyntagen til yderligere udvikling inden for arbejdsretten og insolvenslovgivningen, for at sikre, at målene med direktivet opfyldes i passende omfang.

TEKNISK BILAG

Tabel 1: Antal tilfælde, hvor garantiinstitutionen er blevet anmodet om at gribe ind

2006 | 2007 | 2008 | 2009 | I alt 2006-2009 |

Belgien | 4 256 | 3 744 | 3 967 | 4 174 | 16 141 |

Bulgarien | 6 | 3 | 9 | 18 |

Tjekkiet | 449 | 382 | 386 | 750 | 1967 |

Danmark | 1 221 | 1 091 | 1 847 | 3 167 | 7 326 |

Tyskland | 38 133 | 38 711 | 35 447 | 34 382 | 146 673 |

Estland | 131 | 94 | 176 | 491 | 892 |

Irland | 167 | 194 | 287 | 671 | 1 319 |

Grækenland | - | - | - | - | - |

Spanien | 12 431 | 12 654 | 13 229 | 16 466 | 5 4780 |

Frankrig | 19 655 | 19 577 | 24 046 | 27 113 | 9 0391 |

Italien |

Cypern | 7 | 5 | 1 | 2 | 15 |

Letland | 95 | 60 | 84 | 138 | 377 |

Litauen | 379 | 293 | 300 | 340 | 1 312 |

Luxembourg |

Ungarn | 1 273 | 1 235 | 1 419 | 2 222 | 6 149 |

Malta | 0 | 1 | 0 | 1 | 2 |

Nederlandene | 3 796 | 2 392 | 2 580 | 4 641 | 13 409 |

Østrig | 4 036 | 3 508 | 3 563 | 4 036 | 15 143 |

Polen | 635 | 631 | 338 | 401 | 2 005 |

Portugal | 583 | 795 | 1 216 | 2 889 | 5 483 |

Rumænien | 4 | 22 | 47 | 73 |

Slovenien | 92 | 88 | 76 | 108 | 364 |

Slovakiet | 80 | 58 | 62 | 174 | 374 |

Finland | 2 167 | 2 098 | 2 243 | 2 965 | 9 473 |

Sverige | 2 200 | 1 900 | 2 400 | 3 300 | 9 800 |

Det Forenede Kongerige | 9 369 | 8 036 | 7 593 | 12 135 | 37 133 |

EU 27 | 101 155 | 97 557 | 101 285 | 120 622 | 420 619 |

Tabel 2: Antallet af arbejdstagere, hvis tilgodehavender helt eller delvist er blevet betalt af garantiinstitutionen

2006 | 2007 | 2008 | 2009 | I alt 2006-2009 |

Belgien | 19 104 | 16 628 | 17 414 | 18 922 | 72 068 |

Bulgarien | 45 | 20 | 433 | 498 |

Tjekkiet | 7 549 | 6 888 | 5 055 | 19 451 | 38 943 |

Danmark | 9 886 | 10 244 | 19 328 | 34 694 | 74 152 |

Tyskland | 189 695 | 167 593 | 173 004 | 304 719 | 835 011 |

Estland | 1 256 | 1 158 | 2 292 | 6 661 | 11 367 |

Irland | 4 687 | 6 609 | 9 704 | 20 172 | 41 172 |

Grækenland | 758 | 284 | 432 | 148 | 1 622 |

Spanien | 57 738 | 56 382 | 63 994 | 99 071 | 277 185 |

Frankrig | 220 812 | 208 233 | 235 062 | 289 780 | 953 887 |

Italien | 0 |

Cypern | 48 | 16 | 2 | 63 | 129 |

Letland | 2 598 | 928 | 1 029 | 2 015 | 6 570 |

Litauen | 11 140 | 5 794 | 6 894 | 8 110 | 31 938 |

Luxembourg | 0 |

Ungarn | 21 319 | 15 888 | 12 665 | 28 664 | 78 536 |

Malta | 0 | 32 | 0 | 17 | 49 |

Nederlandene | 30 729 | 21 554 | 27 890 | 59 243 | 139 416 |

Østrig | 34 521 | 30 986 | 28 219 | 36 191 | 129 917 |

Polen | 20 321 | 17 151 | 20 319 | 35 674 | 93 465 |

Portugal | 9 530 | 12 220 | 14 120 | 18 263 | 54 133 |

Rumænien | 618 | 2 578 | 2 353 | 5 549 |

Slovenien | 1 276 | 430 | 448 | 6 259 | 8 413 |

Slovakiet | 2 604 | 2 821 | 4 308 | 8 114 | 17 847 |

Finland | 6 022 | 5 021 | 7 714 | 9 253 | 28 010 |

Sverige | 17 100 | 14 000 | 19 100 | 29 100 | 79 300 |

Det Forenede Kongerige | 92 516 | 86 006 | 76 416 | 164 083 | 419 021 |

EU 27 | 761 209 | 687 529 | 748 007 | 1 201 453 | 3 398 198 |

Tabel 3: Beløb udbetalt af garantiinstitutionen (i euro)

2006 | 2007 | 2008 | 2009 | I alt 2006-2009 |

Belgien | 132 410 251 | 110 682 560 | 122 806 878 | 151 927 588 | 517 827 277 |

Bulgarien | - | 14 265 | 5 115 | 232 022 | 251 402 |

Tjekkiet | 6 477 066 | 7 060 182 | 6 026 217 | 31 928 617 | 51 492 081 |

Danmark | 28 287 595 | 36 372 910 | 89 592 275 | 157 395 719 | 311 648 498 |

Tyskland | 983 495 381 | 849 977 920 | 822 226 706 | 1 755 302 560 | 4 411 002 567 |

Estland | 954 629 | 1 476 662 | 4 329 696 | 13 492 496 | 20 253 484 |

Irland | 4 308 000 | 5 727 000 | 10 068 000 | 19 958 000 | 40 061 000 |

Grækenland | 2 130 303 | 496 418 | 986 256 | 311 315 | 3 924 292 |

Spanien | 269 549 468 | 327 130 512 | 359 752 446 | 643 538 235 | 1 599 970 661 |

Frankrig | 1 458 000 000 | 1 400 000 000 | 1 463 000 000 | 2 117 000 000 | 6 438 000 000 |

Italien |

Cypern | 96 147 | 7 803 | 1 910 | 14 554 | 120 414 |

Letland | 1 937 982 | 821 591 | 1 850 184 | 2 724 831 | 7 334 587 |

Litauen | 6 835 032 | 3 880 908 | 5 271 084 | 6 545 412 | 22 532 437 |

Luxembourg |

Ungarn | 21 360 781 | 16 841 854 | 18 043 815 | 32 734 634 | 88 981 085 |

Malta | 0 | 35 816 | 0 | 22 062 | 57 878 |

Nederlandene | 205 314 711 | 141 211 281 | 174 557 007 | 398 691 488 | 919 774 487 |

Østrig | 184 854 654 | 208 047 412 | 208 055 837 | 277 579 642 | 878 537 545 |

Polen | 18 203 753 | 21 036 816 | 27 170 354 | 43 977 262 | 110 388 185 |

Portugal | 40 198 540 | 52 988 075 | 70 475 958 | 80 900 936 | 244 563 509 |

Rumænien | - | 431 282 | 1 067 814 | 1 168 956 | 2 668 052 |

Slovenien | 2 163 308 | 744 805 | 849 295 | 13 321 203 | 17 078 611 |

Slovakiet | 2 570 000 | 2 304 056 | 5 111 233 | 9 872 000 | 19 857 289 |

Finland | 18 930 558 | 16 447 990 | 24 135 752 | 35 396 292 | 94 910 592 |

Sverige | 101 854 253 | 90 453 076 | 101 734 753 | 224 435 216 | 518 477 298 |

Det Forenede Kongerige | 415 375 589 | 245 454 000 | 267 021 651 | 479 967 226 | 1 407 818 465 |

EU 27 | 3 905 308 001 | 3 539 645 194 | 3 784 140 235 | 6 498 438 266 | 17 727 531 696 |

Tabel 4: Garantiinstitutionens interventioner i perioden 2006-2008 til fordel for arbejdstagere med arbejdsgivere, for hvem der er blevet anmodet om insolvensbehandling i en anden medlemsstat

Antallet af grænseoverskridende insolvenssager pr. garantiinstitution | Antal berørte arbejdstagere | Udbetalte beløb (i euro) |

Belgien | 48 | 156 | 2 093 600 |

Bulgarien | 0 | 0 | 0 |

Tjekkiet |

Danmark | 2 | 2 | 19 119 |

Tyskland | 26 | 188 | 400 850 |

Estland |

Irland | 22 | 43 | 139 949 |

Grækenland | 0 | 0 | 0 |

Spanien | 0 | 0 | 0 |

Frankrig | 39 | 163 | 2 513 154 |

Italien | 6 | 6 | 156 458 |

Cypern |

Letland | 0 | 0 | 0 |

Litauen | 0 | 0 | 0 |

Luxembourg | 1 | 29 | 129 368 |

Ungarn | 0 | 0 | 0 |

Malta | 0 | 0 | 0 |

Nederlandene | Der foreligger ikke tal, fordi den nederlandske garantiinstitution ikke registrerede de tværnationale sager separat. |

Østrig | 59 | 214 | 1 346 751 |

Polen | 0 | 0 | 0 |

Portugal | 1 | 17 | 111 172 |

Rumænien | 0 | 0 | 0 |

Slovenien | 1 | 3 | 3 855 |

Slovakiet | 0 | 0 | 0 |

Finland | 15 | 69 | 434 253 |

Sverige | 13 | 259 | 3 415 180 |

Det Forenede Kongerige | 6 | 9 | 65 214 |

EU 27 | 239 | 1 158 | 10 828 924 |

[1] Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/94/EF af 22. oktober 2008 om beskyttelse af arbejdstagerne i tilfælde af arbejdsgiverens insolvens (EUT L 283 af 28.10.2008, s. 36).

[2] Rådets direktiv 80/987/EØF af 20. oktober 1980 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om beskyttelse af arbejdstagerne i tilfælde af arbejdsgiverens insolvens (EFT L 283 af 28.10.1980, s. 23).

[3] Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/74/EF af 23. september 2002 om ændring af Rådets direktiv 80/987/EØF om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om beskyttelse af arbejdstagerne i tilfælde af arbejdsgiverens insolvens ( EFT L 270 af 8.10.2002, s. 10).

[4] Retention af et fartøj giver visse krav (herunder lønkrav) højere prioritet end registrerede prioriteter, hypotekslån og afgifter. (International Convention on Maritime Liens and Mortgages 1993).

[5] Rådets forordning (EF) nr. 1346/2000 af 29. maj 2000 om konkurs (EFT L 160 af 30.6.2000, s. 1).

[6] Artikel 3, stk. 1, første led, i lov af 26. juni 2002.

[7] Domstolens dom (første afdeling) af 16. december 2004. Sag C-520/03. José Vicente Olaso Valero mod Fondo de Garantía Salarial (Fogasa). Sml. 2004 I, s. 12065, præmis 34.

[8] KOM(95) 164 af 15. juni 1995.

[9] Domstolens dom af 16. oktober 2008. Svenska staten mod Anders Holmqvist.

[10] Italien og Luxembourg har ikke besvaret spørgeskemaet.