51998AR0266

Regionsudvalgets udtalelse om »Det Europæiske Fysiske og Funktionelle Udviklingsperspektiv« (1999/C 93/07)

REGIONSUDVALGET har -

under henvisning til »Det Europæiske Fysiske og Funktionelle Udviklingsperspektiv« (EFFU),

under henvisning til Kommissionens beslutning af 8. juni 1998 om i overensstemmelse med EF-traktatens artikel 198 C, stk. 1, at høre Regionsudvalget om dette emne,

under henvisning til beslutning truffet af præsidiet den 15. juli 1998 om at henvise forberedelsen af denne udtalelse til Underudvalg 4 »Fysisk Planlægning, Bypolitik, Energi, Miljø«,

under henvisning til forslag til udtalelse (CdR 266/98 rev. 2) vedtaget af Underudvalg 4 den 11. december 1998 (ordfører: Claude du Granrut, medordfører: Anders Knape) -

på den 27. plenarforsamling af 13.-14. januar 1999 (mødet den 14. januar) med et flertal af stemmer for vedtaget følgende udtalelse.

1. Generelle bemærkninger

1.1. EFFU's målsætninger og tilgang

1.1.1. Udarbejdelsen af EFFU er udtryk for Den Europæiske Unions vilje til at tage globale økonomiske udfordringer op. Det sker i en situation kendetegnet ved forstærket økonomisk integration i Europa, voksende regional og lokal indflydelse på den fysiske planlægning og forberedelse af udvidelsen mod øst. Der blev på det uformelle rådsmøde (fysisk planlægning) i Leipzig opstillet tre fundamentale mål for EFFU: økonomisk og social sammenhængskraft, bæredygtig udvikling og en afbalanceret konkurrenceevne funderet på solidaritet.

I dette perspektiv lægger EFFU op til et koncept for fysisk og funktionel udvikling, som er integreret og relevant med hensyn til anvendelsesområde, og som gør det muligt at sikre en mere afbalanceret, mere effektiv og ansvarlig anvendelse af det europæiske rum og en bedre forvaltning af de naturlige, menneskelige og tekniske ressourcer.

For at tage højde for de store forskelle i fysisk-funktionelle forhold og de meget sammensatte økonomiske og sociale problemstillinger lægger konceptet op til en beslutningsproces, der inddrager de forskellige ansvarsniveauer og fremmer sammenhængen og komplementariteten i medlemsstaternes fysiske planlægnings- og udviklingsindsats.

1.1.2. EFFU lægger ligeledes op til en effektiv helhedstilgang til de forskellige EU-politikområders påvirkning af de fysisk-funktionelle forhold og bliver dermed en kilde til merværdi og til optimering af Den Europæiske Unions interventioner. Iværksættelsen af EFFU indebærer således en såvel horisontal som vertikal koordinering af EU's sektorpolitikker og af de tiltag, der gennemføres af de forskellige myndighedsniveauer, som bidrager til den fysiske planlægning og udvikling i det pågældende område.

I og med sit helhedssyn på det europæiske rum ligger der i EFFU en opfordring til medlemsstaterne og de regionale og lokale myndigheder om at blotlægge og tilgodese hensyn til de problemer i den fysiske planlægning, der rækker ud over deres egne grænser. Omend EFFU præsenteres som et referencepapir af ikke-bindende karakter, tilstræber det en legitimation af det foreslåede koncept for fysisk planlægning, af den samordningsproces, der ligger i konceptet, og af kravet om, at enhver fysisk planlægningsindsats skal ses under en overordnet europæisk fysisk planlægningssynsvinkel.

For at underbygge sidstnævnte synspunkt foreslår EFFU fire indsatsområder inden for fysisk planlægning, som er under hastig udvikling, og hvis problematik spiller en rolle inden for hele det europæiske rum, og foretager dernæst en analyse af den indvirkning, som forskellige EU-politiktiltag har på den fysiske planlægning i Europa.

Det drejer sig om:

- iværksættelsen af en ny bypolitik;

- partnerskabet mellem by og land og landdistrikternes rolle;

- en indsats på områderne: transport, kommunikation og vidensadgang;

- bevaring af den europæiske natur- og kulturarv.

Med hensyn til EU-politikområdernes, dvs. den fælles landbrugspolitiks, strukturfondenes, miljø- og konkurrencepolitikkens samt transport- og kommunikationsinfrastrukturens effekter på de fysisk-funktionelle forhold i regioner og lokalområder, mener EFFU, at disse ikke er neutrale, og at det derfor er nødvendigt at analysere, hvilke effekter der er tale om, således at politikområderne kan gøres mere komplementære og deres økonomiske og sociale virkninger optimeres.

1.2. Generelle bemærkninger og kritisk analyse

1.2.1. Regionsudvalget anerkender kvaliteten af det analysearbejde og det politikoplæg, som EFFU udgør. Det finder også de tabeller og kort, der indgår i papiret, illustrative, selv om de godt kan forbedres yderligere ().

Regionsudvalget finder overordnet, at det fysisk-funktionelle udviklingskoncept, EFFU lægger op til, udgør et vigtigt bidrag til integrationsbestræbelserne i Den Europæiske Union: Uden en fysisk integration vil den europæiske integration ikke være fuldkommen.

EFFU skal indtil videre være et referencepapir for de nationale, regionale og lokale aktører inden for fysisk planlægning, der ganske vist fremviser store forskelle i deres praksis, og med hensyn til institutioner. Det er nødvendigt, at papirets referenceramme på én gang er nydannende og indiskutabel, og at det føjer en merværdi til den praksis og det instrumentarium, herunder det institutionelle afsæt, som anvendes i øjeblikket. Med andre ord skal EFFU ikke være et nyt »lag« i planlægningen, hvilket ville indebære en indtrængen på de ansvarlige nationale, regionale og lokale myndigheders ansvarsområder, men skal derimod overbevise disse aktører om, at papiret kan inspirere dem og sætte nogle nye vinkler på indsatsmulighederne og sikre øget effektivitet i indsatsen. På en række punkter kan kvaliteten af EFFU's analyser imidlertid forbedres.

1.2.2. Det havde været nyttigt at belyse de fysisk-funktionelle elementer i økonomiens internationalisering og de konsekvenser, som disse har på mellemfristet og på lang sigt for handelsstrømmene, erhvervslivets lokalisering, de finansielle centre, relationerne mellem storbyer af verdensformat, aktiviteten i EU's gateway-byer og søhavne samt energiforsyningen. Med en sådan analyse ville man have været bedre i stand til at vurdere den konkrete risiko for en forværring af de regionale skævheder, således som den skitseres i samhørighedsrapporten, og på den baggrund ville man have kunnet sætte fokus på de vigtigste politiske målsætninger, som skal gennemføres i de kommende år med henblik på så effektivt som muligt at bekæmpe sådanne tendenser og målrettet at forberede politikkerne for tidsrummet efter 2006.

Det samme er tilfældet, når det drejer sig om udvidelsen af Den Europæiske Union: ansøgerlandenes optagelse betyder ikke bare en tilføjelse af nye landområder, men integrering af lande med en historie, en kulturarv, økonomiske styrkepositioner og svagheder - som virker ind på indretningen af det europæiske fysiske rum. Det vil være påkrævet hurtigst muligt at indlede en seriøs analyse af fremtidsperspektiverne med henblik på en detaljeret undersøgelse af de direkte og indirekte rumlige virkninger af udvidelsen for såvel de nuværende medlemsstater som for EU's fremtidige medlemmer.

EFFU bør i højere grad fremhæve de europæiske middelhavsregioners strategiske rolle som naturligt bindeled mellem det kontinentale Europa og det sydlige middelhavsområde og som et område, der i højere grad kunne bidrage til den euromediterrane samarbejdspolitik. Dokumentet bør desuden foreslå løsninger på bjergområdernes særlige problemer.

1.2.3. EFFU burde være kommet langt mere indgående ind på effekterne af det voksende samkvem mellem medlemsstaterne, virkningerne af det indre marked, af den fri bevægelighed for personer og kapital, spredningen af ny teknologi, indfasningen af euroen - og have set nærmere på de fysisk-funktionelle konsekvenser heraf og f.eks. undersøgt, hvordan disse faktorer kan bibringe visse zoner ny tiltrækningskraft og give impuls til nye udviklingskorridorer.

Den indvundne viden kunne åbne vejen til en komparativ analyse af den fysiske indretning af traditionelle europæiske korridorer og af deres svage sider set i forhold til den nye dimension i den fysiske udvikling og i forhold til EFFU's fysisk-funktionelle koncept. I dette perspektiv kunne man forestille sig, at en bestemt by eller et bestemt urbant netværk spiller en rolle som »kraftcenter«. Egnede transportinfrastrukturer og forskningscentre kunne give de regioner, der i dag er bagud i udvikling, et økonomisk skub og sikre en bedre udnyttelse af deres erhvervspotentiale.

1.2.4. EFFU bruger INTERREG IIC-programmet som eksempel på en indsats, der sætter fokus på de gunstige virkninger af transnationalt samarbejde og gør det muligt at få mere ud af investeringerne. Det havde været interessant, hvis man kunne udbygge dette samarbejde med et mere målrettet regionalt partnerskab, som satte ind over for zoner af mindre geografisk betydning, eller som har visse handicap på grund af klima, isoleret beliggenhed, ø-karakter eller højde, men med en større demonstrationseffekt målt på de umiddelbare fysisk-funktionelle og økonomiske resultater. Dette ville samtidig give mulighed for at afhjælpe de begrænsninger, der skyldes manglende fysisk og funktionel kohærens i visse af de nuværende INTERREG IIC-programmer.

Selv om EFFU med rette anerkender, at mangfoldigheden er et aktiv for Den Europæiske Union, og at det vil være halsløs gerning at forringe den, tager det ikke den fulde konsekvens heraf. Hvis man vil fastholde diversiteten, skal man også anerkende eksistensen af en fysisk-funktionel politik på det regionale og lokale plan, og acceptere, at den er en forudsætning for befolkningens trivsel og for demokratiet. EFFU burde have insisteret mere på denne anvendelse af subsidiaritetsprincippet i tilgangen til fysisk planlægning. Inddragelsen af de regionale politikker for fysisk planlægning er netop nøglen til det fysisk-funktionelle koncept, EFFU lægger op til.

Regionsudvalget er enig i, at de regionale og lokale aktører må være grundelementerne i en enhver europæisk tilgang til fysisk planlægning, for så vidt som de bl.a. ved at inddrage de økonomiske og sociale aktører i den lokale udvikling er i stand til at indfri deres medborgeres forventninger ud fra de regler for solidaritet, der gælder i Europa.

Med hensyn til EU-sektorpolitikken er Regionsudvalget af den opfattelse, at EFFU burde have været mere eksplicit og stillet krav om en systematisk analyse af sektorpolitikkens fysisk-funktionelle effekt og fordret, at der sker en nødvendig koordination af denne politik på det institutionelle plan. Det er et spørgsmål om effektivitet og sund forvaltning af offentlige midler - et punkt, hvor Kommissionen bør gå foran og være et godt eksempel.

1.3. EFFU's opgaver

Som afslutning på de generelle bemærkninger er det Regionsudvalgets ønske, at EFFU udvikler tre funktioner: vidensfunktionen, forslagsfunktionen og den politiske funktion.

1.3.1. Vidensfunktionen

EFFU erkender selv, at den første funktion bør forbedres. Det er det, der er formålet med de uddybende seminarer, der afholdes af Kommissionen og medlemsstaterne, og som medlemmer af Regionsudvalget deltager i (). Hvert tema behandles af eksperter, hvorefter det diskuteres af de ansvarlige planmyndigheder på alle niveauer og illustreres med INTERREG IIC-initiativer.

Regionsudvalget foreslår, at den lære, der kan drages af disse seminarer, der vil muliggøre en første version af EFFU, ligeledes skal tjene til at fastlægge opgaverne for et netværksbaseret observationscenter for EU's fysiske og funktionelle udvikling, ORATE. Regionsudvalget foreslår, at der straks gøres en særlig indsats med hensyn til udvekslinger, undersøgelser og forskning i forhold til CØEL.

1.3.2. Forslagsfunktionen

Regionsudvalget foreslår en tostrenget tilgang på kortere sigt: en eksperimentel og en institutionel.

Med afsæt i EFFU-arbejdet bør der udvælges nogle europæiske indsatszoner for fysisk planlægning ud over dem, der er omfattet af INTERREG IIC-programmet, der tjener som eksperimentarium for den tilgang til fysisk indretning, der anbefales i EFFU, både for koordineringen af deres programmer for fysisk planlægning og for den fysisk-funktionelle dimension i de EU-politikker, der skal sættes iværk. En af disse zoner bør gøre det muligt at gennemføre et forsøg med en handlingsplan for partnerskab by/land.

Ud over mekanismer og instrumenter til koordinering af fysisk planlægning burde EFFU kunne tilbyde juridiske og finansielle værktøjer til brug for en mere struktureret indretning af forskellige former for transnationalt samarbejde.

1.3.3. Den politiske funktion

EFFU's politiske funktion går for indeværende ud på at opnå, at de ansvarlige politikere på samtlige planniveauer tilslutter sig papirets problematik og tilgang. EFFU's troværdighed, som bestemmes af den merværdi, dets analyser og forslag medfører, vil blive styrket, hvis man udmønter dets tilgang i pilotaktionzoner ved at inddrage de forskellige planniveauer, herunder navnlig det regionale, i enhver form for fysisk planlægning via anvendelse af dets konsensusbaserede beslutningsmetode.

EFFU bør ikke overse en anden påvirkningsfaktor, som har at gøre med politiske løsningsmuligheder: EU's sektorpolitik, herunder nærmere bestemt den fælles landbrugspolitik og strukturfondene. Når medlemsstaterne bliver opmærksomme på, at EFFU-indfaldsvinklen gør det muligt at undgå overlapninger mellem programmerne eller selv på sigt at sikre investeringerne en bedre rentabilitet, vil de indse, at EFFU kan gøre dem en »politisk« tjeneste. Det er ikke EFFU's opgave at ændre ved kompetencestrukturen på de forskellige niveauer af regional og lokal forvaltning, men at vise myndighederne vejen til bedre fysisk planlægning. Det fysiske rum er et gode, hvis udrustning og udviklingspotentialer kan anvendes på en mere rationel og integreret måde.

2. Specifikke bemærkninger

2.1. Vedrørende forslaget til et mere afbalanceret og polycentrisk system af byer

Regionsudvalget konstaterer med tilfredshed, at EFFU ser byerne som en faktor af vital betydning for regionernes økonomiske dynamik og for Den Europæiske Unions konkurrenceevne i forhold til resten af verden samt som en aktiv eksponent for europæisk kultur i hele dens mangfoldighed.

2.1.1. Diagnosen

Regionsudvalget er af den opfattelse, at EFFU opregner samtlige de problemer, de europæiske byer støder på, og som hæmmer dem i deres udvikling, og for visses vedkommende skaber tilbagegang. Hver by er dog kendetegnet ved sin egen kombination af problemer og styrkepositioner. Hvis EFFU havde analyseret disse parametre til bunds, havde det været en lejlighed til at bekræfte, at den politik, der føres af de ansvarlige lokale myndigheder, er uomgængelig nødvendig, og at den bør anerkendes og koordineres med enhver form for national og europæisk indsats.

EFFU gør opmærksom på, at en egnet byforvaltning stiller krav om relevante og sammenlignelige oplysninger for de europæiske byer. I den forbindelse minder Regionsudvalget om Kommissionens beslutning om at gennemføre en undersøgelse af byernes forhold, som vil omfatte 58 byer, 8 byagglomerationer og 21 regionale centre, med måling af livskvaliteten som hovedformål. Regionsudvalget minder ligeledes om den rundspørge, det anbefaler for at efterprøve anvendeligheden, gyldigheden og holdbarheden af visse indikatorer, der bruges til at måle levevilkårene i byer og byområder, uanset størrelse.

Det europæiske Forum om Byen, der fandt sted i november 1998 i Wien, redegjorde for, hvor langt man er med disse rundspørger og denne tilgang samt anerkende, at lokale myndigheders erfaringer er uundværlige for udarbejdelsen af en integreret bypolitik. Hvis der bliver nedsat en ekspertgruppe vedrørende byudvikling af mere permanent karakter, er det vigtigt, at der også er repræsentanter for de lokale myndigheder i gruppen.

2.1.1.1. Visse punkter burde i højere grad have tiltrukket sig EFFU-redaktørernes opmærksomhed. Det drejer sig dels om den tendens, der er til, at byerne breder sig over et stadigt større område, dels udviklingen af erhvervslokaliseringsfaktorer, der begunstiger dannelsen af nye udviklingspoler. Overordnet fremtræder EFFU som et øjebliksbillede og ikke som en perspektivplan, der beskriver forholdene om ti eller tyve år:

- Hvilken fremtid vil vi give gateway-byerne? Skal der være flere af dem, og skal vi søge at væbne dem mod deres egne svagheder?

- Har eksemplerne med urbane netværk og byklynger været medvirkende til at sikre en optimal befolkningstæthed, som befordrer deres udvikling? Er der et strukturelt bånd mellem urbane netværk og korridorer, og hvilke faktorer indgår i bekræftende fald i dette samspil?

- Dækker de økonomiske omkostninger ved byernes udbredelse og forstædernes vækst ikke over de reelle omkostninger ved driften af transportmidler og ved infrastrukturudstyringen?

2.1.1.2. Regionsudvalget har bidt mærke i en mangel, som er alvorlig, fordi den vedrører filosofien bag fysisk planlægning og udvikling: Når der er tale om zoner, hvori 80 % af den europæiske befolkning bor, kan det undre, at EFFU ikke forholder sig til manden på gaden, og til trods for, at det med rette gør opmærksom på den sociale udstødning og dens ødelæggende effekt, ikke gør sig nogen forestillinger om at give en rolle til dem, der lever blandt eller i nærheden af udstødningens ofre.

2.1.2. Strategien

Det foreslås i EFFU, at det polycentriske princip kombineres med en decentraliseret koncentration. Det anføres med rette, at de europæiske byers udvikling i væsentlig grad påvirker det europæiske områdes balance, og at der derfor skal foregå en koordinering med andre byer eller med oplandet, evt. begge dele. Dertil kommer, at alle aktioner, som skal gennemføres til fordel for byerne, skal indgå i flerstrengede strategier for den fysiske planlægning og udviklings sektorpolitikker. Alt dette forventes at føre til et mere afbalanceret og polycentrisk system af byer. Dette system vil formodentlig indebære en række fordele, nemlig en styrkelse af samarbejdet mellem byerne, et nyt syn på samspillet mellem by og opland, en begrænsning af den unødvendige spredning af byerne samt nye relationer mellem by og land.

2.1.2.1. Det polycentriske system af byer og funktionelle byområder

Det polycentriske system af byer, som foreslås i EFFU, kan blive en ramme for aktioner, hvor byerne og de tilstødende områders behov kommer til udtryk, og hvor den fysiske og funktionelle planlægning tilvejebringer egnede løsninger.

I den sammenhæng er Regionsudvalget enig i, at de europæiske byer står over for problemer, der ligner hinanden, og at det er ønskværdigt at bestræbe sig på at systematisere og koordinere indsatsen. Regionsudvalget ønsker dog at påpege, at forskellene er så store, at man ikke kan gennemtvinge et fælles system for alle byerne. Regionsudvalget insisterer på, at der skal anvendes en fleksibel fremgangsmåde, som bygger på en kombination af tre centrale elementer i bypolitikken, nemlig:

- at styrke strukturerne og den økonomiske konkurrenceevne;

- at forbedre adgangen til transport og trafikstrømmene, idet den kollektive transport skal prioriteres højt;

- at gennemføre identitetsskabende kulturelle aktioner og bekæmpe alle former for udstødelse.

I forbindelse med ønsket om at gøre byernes udvidelse mere harmonisk samt øge samarbejdet med oplandet kunne EFFU i øvrigt have bygget på begrebet »funktionelle byområder« (). Det er en by eller et netværk af byer og et område, som er tæt forbundet med hensyn til den lokale og regionale økonomi og indbyggernes daglige færden.

Dette begreb gør det nemmere at gennemføre en politik, der omfatter mange sektorer, og en koordineret beslutningsproces, der inddrager alle de niveauer, som beskæftiger sig med fysisk og funktionel udvikling. Det gør det ligeledes muligt at rette indsatsen mod »nervecentrene«, der er forskellige fra ét område til et andet, alt efter om det drejer sig om økonomisk udvikling, transport, belastede kvarterer, forureningsbekæmpelse, landskabernes kvalitet eller støtte til kulturelle aktiviteter. Begrebet »funktionelle byområder« er også relevant, når man skal finde frem til den optimale størrelse og fastlægge retningslinjerne for interventionerne.

Endelig minder Regionsudvalget om, at det med henblik på at øge virkningen af de lokale og regionale partnerskabers engagement er nødvendigt at tilpasse de europæiske sektorpolitikker, der har indvirkning på byerne, og i givet fald at gennemføre nye EU-aktioner. Der er tale om en form for moralsk forpligtelse, som er en forudsætning for, at man kan gennemføre en europæisk bypolitik.

2.1.2.2. En bæredygtig byudvikling

For at sikre byernes fremtid foreslås der i EFFU en række politiske løsningsmodeller, der sigter mod at bevare deres økonomiske funktioner og deres opgaver på serviceområdet, at standse den videre udbredelse af byen, at fremme en forsigtig forvaltning af det urbane økosystem og øge indbyggernes mobilitet.

Regionsudvalget ønsker at bygge videre på disse teoretiske løsningsmodeller og supplere dem med en række forslag til konkrete initiativer, som en række byer i Europa i mange tilfælde allerede eksperimenterer med, og som i øvrigt viser, at der foregår et samspil mellem de forskellige politiske elementer i den fysiske planlægning, særlig i tilknytning til begrebet »byområder«.

Byerne kan således træffe foranstaltninger for at forebygge en spredt vækst, der medfører ekstra omkostninger på transport- og energiområdet og i forbindelse med arealanvendelsen. Det kan ske ved at planlægge væksten i områder, der grænser op til eksisterende og velfungerende kvarterer, idet opførelsen af nye boligområder skal støttes ved, at den kollektive transport udbygges.

Desuden er livskvaliteten blevet en faktor, der har betydning for, hvor virksomhederne vælger at etablere sig, og som ud over tilstedeværelsen af byggegrunde, transportinfrastrukturer, tjenesteydelser samt forsknings- og udviklingscentre spiller en større og større rolle for virksomhederne og lønmodtagerne. Derfor bør oprettelse af stabile arbejdspladser af god kvalitet og nedbringelse af arbejdsløsheden være hovedmålsætningen. De politikker, der sigter på styrkelse af erhvervsaktiviteten og den dermed forbundne fysiske planlægning, bør underordnes dette mål. Den fysiske planlægning på regionalt plan bør gennemføres på en sådan måde, at den ikke bliver en hindring, men en drivkraft for de regionale erhvervsaktiviteter.

Transportplanlægningen er en faktor, der spiller en afgørende rolle for byområderne, og Regionsudvalget er i den sammenhæng tilhænger af et system, der bygger på intermodal transport. Taksten skal være ens i hele byområdet, og der skal være et fælles transportsystem for små og mellemstore byer, som tilhører det samme udviklingsområde, således at der knyttes forbindelser, som fremmer den økonomiske og kulturelle komplementaritet mellem byerne.

Hvad angår de byer, der ligger i industriområder, hvor der foregår strukturomlægninger, bør der arbejdes ud fra tanken om bæredygtig udvikling, og der bør først og fremmest arbejdes på at finde nye bymæssige aktiviteter i og omkring de nedlagte industriområder.

Endelig skal man være særlig opmærksom på de historiske bykerner, som findes i de fleste af Europas storbyer. De skal renoveres og tilføres nyt liv, og de skal ligestilles med de andre dele af byen. I de historiske byer, hvor kulturarven er berømt over hele verden, som f.eks. Firenze og Weimar, og i løbet af en kort årrække også Prag og Krakow, skal man sikre, at de ikke bliver til museer, der udelukkende er vendt mod fortiden, men at de derimod er kulturcentre, der er åbne over for strømninger i moderne kunst, det være sig musik, billedkunst, teater, opera eller audiovisuelle udtryksformer.

2.1.2.3. Tilrettelæggelsen af partnerskaberne

Med henblik på at genoprette byernes balance og dermed balancen i Europa, argumenteres der i EFFU for, at der etableres partnerskaber mellem byerne, og man mener, at initiativerne på lokalt og/eller nationalt plan således vil blive tilført en merværdi.

Regionsudvalget konstaterer i den sammenhæng, at der allerede findes eksempler på partnerskaber, og at man kan trække på en række erfaringer. Partnerskaber mellem mellemstore byer, der som regel omfatter flere områder, bør være synlige, og der skal opnås hurtige og konkrete resultater. Det drejer sig om deres troværdighed i borgernes øjne, og borgerne skal tilskyndes til at engagere sig og give udtryk for deres ønsker.

Partnerskaberne mellem meget store byområder (»gateway-byer«, hovedstæder, havnebyer eller byer med en lufthavn) begrænser sig oftest til en eller to prioriterede aktioner, der bygger på udveksling af erfaringer, og man beskæftiger sig med et vigtigt problem, der kan løses tilfredsstillende inden for en rimelig frist.

Formålet med INTERREG IIC-initiativet er at fremme disse partnerskaber og at gennemføre EFFU's retningslinjer. I forbindelse med det nordvestlige storbyområde har de nationale og regionale myndigheder valgt at beskæftige sig med to emner: byområderne og transportsektoren. I byområderne ønsker man at styrke byernes konkurrenceevne, særlig byer i grænseområder, hvor man vil øge støtten til netværk mellem byerne. På transportområdet ønsker man forbedret adgang til transport i byerne, begrænsning af vejtrafikken og udvikling af intermodal transport.

Hvis man opfordrer alle Europas byer til at deltage i aktioner under partnerskaberne, er det vigtigt, at de bliver vejledt på grundlag af de erfaringer, som allerede er indhøstet i forbindelse med de eksisterende partnerskaber. Det er endnu vigtigere for de partnerskaber, som skal indgås med byer fra Øst- og Centraleuropa. Regionsudvalgets kontaktgruppe kunne undersøge, hvilke tilpasninger der er nødvendige.

Regionsudvalget havde gerne set, at EFFU i højere grad præciserede disse partnerskabers mål, metoder og midler, hvis funktion enten kan være at yde støtte og tilføre dynamik til en eller flere igangværende økonomiske aktiviteter eller til en fremtidsorienteret udvikling i startfasen. Sidstnævnte punkt er især af afgørende betydning for de regioner, der trues af ørkendannelse, for visse perifere regioner og i endnu højere grad for regionerne i den yderste periferi. Man burde i EFFU have lagt større vægt på at analysere de særlige problemstillinger i disse regioner og foreslå aktioner i tilknytning til fysisk og funktionel udvikling, der kan få dem til at udnytte deres potentiale, hvilket vil give dem grund til at være optimistiske og engagere sig i projektet, hvis berettigelse dermed bevises.

2.1.3. Gennemførelsen

I forbindelse med udmøntningen af EFFU's forslag til bypolitik beklager Regionsudvalget endnu engang - ligesom ved flere tidligere lejligheder - at det nye mål 2 hverken i tilstrækkelig grad tager højde for aktioner, der er rettet mod byerne, eller de konklusioner, som kan drages på grundlag af en række programmer under URBAN-initiativet. Det samme gælder for landdistrikterne, selv om retningslinjerne i EFFU burde have været en inspirationskilde for anvendelsen af strukturfondene på dette område.

2.1.3.1. Regionsudvalget anmoder om, at mål 2's kriterier for tildeling af støtte skal gøre det muligt at gennemføre aktioner - selv punktvise - der integreres i en overordnet programmering til fordel for byerne eller de funktionelle byområder. Regionsudvalget mener, at mål 3 bør anvendes til at fremme byernes eller de funktionelle byområders økonomiske vækst og til at bekæmpe udstødelse. Endelig forslår Regionsudvalget, at man under mål 1 skal tilskynde og øge antallet af aktioner til fordel for byerne og de funktionelle byområder.

Som tidligere nævnt påpeger Regionsudvalget, at EU's sektorpolitikker bør tilpasses, så de effektivt kan integreres i programmerne til fordel for byerne eller de funktionelle byområder. EU-støtten bør ligeledes anvendes til at hjælpe de programmer, der sigter mod at koordinere de forskellige lokale og regionale niveauer.

2.1.3.2. Som Regionsudvalgets udtalelse om bypolitikken () har påpeget, kræver gennemførelsen af en europæisk bypolitik ligeledes institutionelle ændringer. Det blev foreslået, at der i Kommissionen nedsættes et tværfagligt team, som støttes af en ekspertgruppe. Regionsudvalget minder om, at repræsentanter for de lokale myndigheder bør deltage. Deres tilstedeværelse vil sikre, at man får gavn af deres ekspertise, men det vil også betyde, at alle de lokale myndigheder tilskyndes til at tage byernes problemer op til fornyet overvejelse.

Aktioner til fordel for byerne og de funktionelle byområder kræver ligeledes i de fleste tilfælde langsigtede og kostbare programmer. Man bør bestræbe sig på at få private investorer - evt. udenlandske - til at deltage, for økonomiens internationalisering kan og bør tjene til at øge dynamikken i byerne og de funktionelle byområder i Europa.

2.1.3.3. Endelig er årsagen til, at Regionsudvalget i så høj grad lægger vægt på de lokale myndigheders deltagelse, at det på denne måde ønsker at fremhæve den rolle, som borgerne spiller i deres egenskab af aktører, der påvirker den sociale samhørighed og den økonomiske udvikling. Hvis borgerne på nuværende tidspunkt ikke har hørt om EFFU - eller kun i begrænset omfang - kunne det være anledning til en positiv debat om deres rolle for den fysiske planlægning og udviklingen af de områder, hvor de lever deres liv.

2.2. Nye relationer mellem by og land

2.2.1. Partnerskab mellem by og land

Regionsudvalget mener i tilknytning til partnerskabet mellem by og land, at det er storbyområderne, og ikke landdistrikterne, der rummer flest problemer, og at det ofte er byernes problemer, der forstyrrer balancen i landdistrikterne. Storbyerne »gnaver sig ind på« landdistrikterne for at opfylde deres behov for arealer, hvor de kan opføre transportinfrastrukturer og boliger. Desuden er der en række faktorer, som gør forholdet mellem de store byer og deres opland vanskeligt.

På trods af en vedvarende urbanisering bliver virksomhederne ved med at forlade centrene i byområderne, og beboerne forlader dem til fordel for yderområderne. Befolkningen stiller større og større krav til boligernes areal, til ejendomspriserne og til miljøkvaliteten. Disse krav kan for ofte kun tilgodeses uden for byområdernes centre. Det medfører en social opsplitning. De virksomheder, der ikke er tvunget til etablere sig inde i byerne, ønsker større og billigere grundarealer, hvor adgangen til vej- og motorvejsnettet er bedre. De får således bedre arbejdsvilkår, og det er nemmere for virksomhederne at overveje en udvidelse.

Byerne er tvunget til at blive ved med at vedligeholde deres infrastrukturer, særlig på det sociale og kulturelle område, samtidig med at indtægterne falder. Det kollektive transportnet skal ligeledes udvides, så det omfatter yderområderne, og det medfører betydelige udgifter. De strækninger, som de enkelte trafikanter dagligt tilbagelægger, bliver længere og længere, og det medfører en overbelastning af hovedfærdselsårerne i myldretiden.

Man kan ikke udvikle byerne uden at inddrage periferien, men i byområderne spiller de politiske hensyn en stadig vigtigere rolle i forhold til det administrative niveau. For at overvinde de administrative begrænsninger og de afledte økonomiske problemer mener Regionsudvalget, at der er et påtrængende behov for at forbedre den fælles planlægning, der skal inddrage byerne, deres opland og det regionale samarbejde, hvilket kan ske ved at koordinere de lokale og regionale myndigheders aktiviteter inden for fysisk planlægning.

Den største koncentration af nye boligområder i Europa vil fortsat være at finde i de store regioner omkring byerne, der er drivkraften for den økonomiske udvikling. For at nå EFFU's vigtigste mål, en bæredygtig og afbalanceret udvikling, er det strengt nødvendigt at udarbejde særlige politiske strategier for disse regioner.

Endelig ønsker Regionsudvalget at fremhæve to punkter:

- problemstillingerne vedrørende storbyområdernes og de små og mellemstore byers forhold til deres opland er meget forskellige og kræver forskellige løsninger;

- EFFU bør begrænse sig til at udstikke retningslinjerne for positive initiativer, og de lokale aktørers aktioner skal respekteres.

2.2.2. Diversificeringsforanstaltninger i landdistrikterne

EFFU indeholder en kort, men præcis analyse af landdistrikternes udvikling; men forslagene til politiske løsningsmodeller giver indtryk af, at formålet først og fremmest er at forbedre mulighederne i byområderne. Det fremgår særlig tydeligt af påstanden om, at energiproduktionen tæt ved større byer på grundlag af biomasse og affald er lovende områder for økonomisk diversificering i landdistrikterne. Man bør under ingen omstændigheder planlægge en bæredygtig udvikling i landdistrikterne på denne måde.

Man kan heller ikke hævde, at udviklingen af højproduktive landbrugsområder ikke forværrer situationen uden at uddybe synspunktet. Den intensive dyrkning af jorden betyder, at landdistrikterne mister deres image som et sted, hvor man holder ferie og slapper af. Dertil kommer, at den indebærer en risiko for grundvandet, og den kan fremskynde jorderosionen. Man bør tænke sig nærmere om, inden man opgiver det traditionelle landbrug pga. den internationale konkurrence, for i virkeligheden lever den i langt højere grad op til princippet om bæredygtig udvikling og bidrager til at bevare menneskeskabte landskaber.

Landdistrikterne dækker ca. 80 % af EU's areal. De spiller en fremtrædende rolle i produktionen af landbrugsprodukter og i den overordnede miljøsammenhæng, men de bør ikke reduceres til disse to funktioner. Specielt bør landdistrikterne ikke ses som et sted til bevaring af biodiversiteten, naturrigdomme, landskaber og miljøet alene til gavn for bybefolkningen. Der hersker således ingen tvivl om landdistrikternes betydning som levesteder og selvstændige økonomiske områder; den er allerede godtgjort. Regionsudvalget opfordrer til, at der lægges større vægt på landdistrikterne i EFFU's overvejelser og tilgang.

Man skal tage hensyn til de stærke og svage sider i de enkelte landdistrikters struktur. Med udgang i en sådan analyse af landdistrikterne og deres indbyrdes forskelle skal man fastlægge hovedlinjerne for bestræbelserne på at opnå en selvstændig udvikling samtidig med, at man respekterer princippet om ensartet livskvalitet. Landdistrikterne bør ikke anses som andenrangsområder i forhold til byerne og deres forstæder. De er helt ligeværdige samarbejdspartnere, som kan indgå i samarbejde om fælles projekter.

I den Europæiske konvention for landdistrikterne fra 1998 insisterer Europarådet på, at man skal lægge lige så megen vægt på landdistrikterne som på byerne, og at udviklingen af landdistrikterne først og fremmest skal tilgodese de berørte befolkningsgruppers interesser. Regionsudvalget støtter Europarådets anbefalinger om udviklingen af landdistrikterne og foreslår, at man i EFFU skal tage hensyn til den europæiske konvention.

Den høje arbejdsløshed, som ofte findes i landdistrikter i periferien af storbyer, afspejler de økonomiske problemer i disse områder. Udbudet af uddannelse og erhvervsuddannelse er ikke tilstrækkeligt stort, og det tilskynder de unge til at forlade områderne, hvilket skaber social ulighed og bidrager til befolkningens aldring.

I de tyndt befolkede, perifere landdistrikter spiller de små og mellemstore byer en særlig vigtig rolle for regionen i deres egenskab af økonomiske og kulturelle centre. De politiske retningslinjer i EFFU skal således omfatte bæredygtig udvikling i disse byer, f.eks. ved at forbedre deres vejnet og udvide det kollektive transportnet, således at de supplerer hinanden til gavn for hele oplandet.

Programmet Natura 2000 vedrørende naturbeskyttelse vil næsten udelukkende blive gennemført i EU's landdistrikter. Det er muligt, at det vil betinge den økonomiske udvikling i visse landdistrikter, men det åbner dog også mulighed for diversificering. Regionsudvalget mener, at de berørte befolkningsgrupper skal inddrages i gennemførelsen af Natura 2000, og at man bør bevare de pågældende områders økonomiske, sociale og kulturelle funktion, således at de ikke omdannes til »naturmuseer«.

EU's udvidelse mod øst vil også gøre det mere nødvendigt at styrke landdistrikterne. De regioner, der befinder sig i områderne omkring EU's indre grænser, består først og fremmest af landdistrikter. Regionsudvalget mener, at man ligeledes skal fremme udviklingen af disse regioner ved hjælp af politiske foranstaltninger, der sigter mod at fremme grænseoverskridende samarbejde mellem landene, regionerne og kommunerne.

2.3. Adgang til kommunikationsinfrastrukturer

EU's politikker i forbindelse med infrastrukturer og transport bør udvikle sig i retning af et mere sammenhængende kommunikations- og transportsystem. Fremskridtene inden for kommunikationsteknologi vil ligeledes medføre store ændringer for valget af etableringssted og aktivitetstyper.

2.3.1. Regionsudvalget foreslår følgende løsningsmodeller for at forbedre adgangen til infrastrukturen:

- forbedring af infrastrukturen, herunder serviceydelser i tilknytning til transportnettet på landjorden og fly- og skibstrafikken, og det gælder både for indlandsområder, regioner i periferien og i den yderste periferi samt andre fjerntliggende regioner;

- forbedring af den interkontinentale adgang til sø- og lufthavne;

- bedre adgangsforhold gennem en styrkelse af de regionale offentlige transportnet i de områder, der ikke har adgang til de store net;

- øget adgang til serviceydelser på telekommunikationsområdet: indførelse af takster, der er forenelige med tilvejebringelsen af universelle tjenesteydelser i tyndt befolkede områder og i regioner, hvor den økonomiske situation er mindre gunstig.

2.3.1.1. I forbindelse med en mere effektiv og bæredygtig anvendelse af infrastrukturerne foreslår Regionsudvalget følgende:

- tilskyndelse til at udarbejde etableringsstrategier, der mindsker afhængigheden af privatbiler og fremmer multimodal transport;

- mindskelse af vejtrafikken på trafikalt belastede strækninger, f.eks. ved at indføre vejafgifter og ved at internalisere miljøomkostningerne i transportprisen og ved at fremme overførslen af godstransport fra landevej til jernbane;

- fremme af multimodalitet og kombineret transport i euro-korridorerne, herunder udnyttelse af de muligheder, de europæiske søhavne frembyder for kystfart og nær linjefart;

- fælles udnyttelse og samordnet forvaltning af infrastrukturer, hvor den indbyrdes konkurrence resulterer i overskydende kapacitet;

- forbedring af forbindelserne mellem transportsystemerne på det nationale og det regionale niveau, især i tyndt befolkede områder.

I den sammenhæng bør regionerne deltage på linje med medlemsstaterne og fremhæve de særlige regionale forhold, og ved hjælp af grænseoverskridende samarbejdsprojekter skal de bl.a. undersøge, hvordan visse af deres udviklingsprojekter kan integreres.

Det er vigtigt, at Regionsudvalget udarbejder en kategorisering af de forskellige typer underregioner i Europa på grundlag af kriterier, der kan overføres fra én regional eller lokal situation til en anden. På dette grundlag kan de kompetente myndigheder i de enkelte områder sammenligne kategorierne, politikkerne og de værktøjer, som de allerede anvender med henblik at indføre nye, fælles arbejdsmetoder ved at etablere et forum, hvor der kan indgås kompromiser.

2.3.1.2. Regionsudvalget mener, at infrastrukturernes udformning, anvendelse og struktur er elementer, der spiller en afgørende rolle for den fysiske og funktionelle planlægning. De bør integreres med fremskridtene på transport- og kommunikationsområdet (telekommunikation, højhastighedstog), og kravene på miljøområdet bør skærpes. Åbningen for handel med Øst- og Centraleuropa vil skabe nye transportstrømme.

Regionsudvalget konstaterer, at de nationale politikker i forbindelse med de overordnede infrastrukturer ofte er usammenhængende, hvilket gør det nødvendigt at færdiggøre de manglende led i de berørte regioner.

Der bør i alle projekter tages højde for en anden konstatering, nemlig at vejtransport er langt den vigtigste transportform. Men jo længere distancen er, jo mere konkurrencedygtige er de alternative transportformer. Man skal således opprioritere de politikker, der fremmer intermodal transport, også på tværs af grænserne. En øget anvendelse af fælles tranport indgår i disse bestræbelser og bør forsat støttes.

Der er flere grunde til, at dette aspekt spiller en afgørende rolle. Man kan således aflaste byerne og tilføre dynamik til beboelsesområderne, økonomien og kulturen. Man kan forbedre forbindelserne mellem landdistrikterne og tilstødende vækstcentre. Man kan gøre det muligt at bruge højhastighedstog på mellemlange distancer og sikre, at flytrafikken og højhastighedstogene supplerer hinanden.

2.3.1.3. Endelig oplever man i praksis, at der opstår udviklingskorridorer, der er kendetegnet af en intens transportstrøm, og som er meget dynamiske, fordi de tiltrækker økonomisk aktivitet.

En euro-korridor forbinder byer på europæisk plan og repræsenterer et geografisk bånd med stor samfærdselsaktivitet på supraregionalt og internationalt plan, som kan tjene som støtte for udviklingen på lokalt plan. I den forbindelse bør begrebet euro-korridor gøres til et vigtigt redskab i den fysiske planlægningspolitik, der er samordnet på nationalt og regionalt plan, som skal inddrage miljøhensyn i deres økonomiske vækst eller kort sagt omsætte princippet om bæredygtig udvikling i praksis.

Etablering af grænseoverskridende netværk er i den forbindelse af stor betydning, når det gælder om at udnytte kombinationen af muligheder på det udvidede europæiske marked, at styrke sammenhængen mellem regionerne samt at sikre, at mere perifere regioner kan kobles på nye udviklinger i Europas kerneregioner. Samarbejdet med tredjelande i fx Østeuropa er også meget nyttigt ved den videre udvikling af euro-korridorer.

Konklusionen er, at en integreret fysik planlægning i Europa bør omfatte problemstillingerne vedrørende infrastrukturerne, transportformerne og deres geografiske fordeling samt den hurtige udvikling af teknologierne på telekommunikationsområdet.

2.3.2. Adgang til nye teknologier på informations- og telekommunikationsområdet

Regionsudvalget mener, at det pga. af den nuværende og fremtidige udvikling i telekommunikationssektoren er af afgørende betydning, at der udarbejdes en europæisk politik på informationsområdet.

Uden en sammenhængende strategi på dette område er der stor risiko for, at en række regioner og byer bliver marginaliseret i forhold til vækstcentrene.

Det konstateres med rette i EFFU, at de nye teknologier på informations- og telekommunikationsområdet er et middel til at overvinde marginaliseringen med henblik på at fremme etableringen af virksomheder, og det er derfor nødvendigt at fremskynde udvidelsen og udbredelsen af kommunikationsnettene, så de omfatter hele det europæiske område.

2.3.2.1. Regionsudvalget mener, at en geografisk afbalanceret udvikling af de nye teknologier på informations- og telekommunikationsområdet er en forudsætning for at gennemføre de overordnede retningslinjer i EFFU. Vækstcentrene findes udelukkende i de mest udviklede byer og regioner, og deres eneste virkning er, at de øger ulighederne, f.eks. ved at øge migrationen. Derfor lægger Regionsudvalget stor vægt på at understrege, at man skal tage højde for den nære sammenhæng mellem bedre adgang til de nye teknologier på informations- og telekommunikationsområdet og de regionale uligheder.

2.3.2.2. Regionsudvalget ønsker at henlede opmærksomheden på to punkter:

- adgangen til informations- og telekommunikationsteknologien skal være til gavn for hele befolkningen. Informationssamfundet berører alle Europas borgere, både de unge og de ældre, og det er et værktøj, som kan bruges til uddannelse, og som vil udvikle nye kommunikationsformer til fordel for borgerne og samfundet;

- de offentlige myndigheder, det være sig på nationalt og/eller regionalt plan, skal træffe foranstaltninger til at kontrollere virkningen af liberaliseringen og for at mindske risikoen for et lavere serviceniveau eller øgede omkostninger.

Regionsudvalget konstaterer, at de offentlige monopoler ikke er i stand til at udvikle de nødvendige infrastrukturer, og at de regioner, som har de mest udviklede net, er dem, som har gennemført en liberalisering.

De lokale og regionale myndigheder skal gøre en indsats for, at indbyggerne i disse områder ikke forpasser de muligheder, som informationssamfundet giver dem. Dette problem er aktuelt i de fleste af de perifere regioner, og det vil ligeledes være tilfældet i ansøgerlandene.

2.3.3. Formidling af innovation og viden

Regionsudvalget bifalder EFFU's indfaldsvinkel til spørgsmålet om formidling af viden og innovation. Hvis innovationen skal styrke virksomhederne i den verdensomspændende konkurrence, er det nødvendigt at forvalte den europæiske forskning bedre og at etablere en konstruktiv dialog mellem forskerne, producenterne og det politisk-administrative system. En optimering af videns- og innovationspolitikken kræver, at regionerne inddrages i udarbejdelsen og iværksættelsen heraf. Kort sagt er det tvingende nødvendigt, at innovationsfordelene ikke længere kun forbeholdes nogle få regioner i nogle få lande.

2.3.3.1. Adgang til innovation og viden

I EU findes der såvel områder med høj videnskabelig aktivitet og høj investeringsprocent som områder med en traditionel erhvervsstruktur, der til tider er forældet, lidet rentabel og baseret på håndværkssektoren. I disse ofte perifere eller bjergrige områder findes der fortrinsvis mindre virksomheder med begrænset knowhow og uden selvstændig innovationsevne. Disse regioner og deres befolkninger udgør et solidaritets- og socialt samhørighedsproblem for EU som helhed.

I EFFU foreslås det, at man forbedrer det almene uddannelsesniveau og de erhvervsfaglige kvalifikationer hos befolkningen i disse områder, og at man inddrager forskning, udvikling og innovation i en udviklingsstrategi.

Regionsudvalget foreslår, at der iværksættes nogle mere målrettede aktioner på baggrund af virksomhedernes specifikke behov og de eksisterende eller kommende virksomhedsnets menneskelige ressourcer, og at der skabes større bevidsthed om ny teknologi og nye produktionsmetoder.

EFFU burde have understreget, at strukturfondene er nødt til at bidrage med en væsentlig andel, hvis sådan en strategi skal kunne iværksættes. Den nuværende strukturfondsstøtte på cirka 1 % i gennemsnit () er slet ikke tilstrækkelig. For at opfylde strukturfondenes målsætning om udvikling og social samhørighed bør midlerne kunne anvendes til forskning og innovation, og regionalplaner, der prioriterer forskning og innovation højt, bør fremmes. Der er gjort erfaringer på dette område, og resultaterne er dokumenteret ().

2.3.3.2. Tiltag til fordel for SMV

I forhold til de store virksomheder er SMV's adgang til innovation mindre end 50 %. Det er således givet, at SMV bør være det primære mål for videns- og innovationsformidlingsstrategien. Systemet af afbalancerede og polycentriske byer er et skridt i retning af en bedre formidling af viden i hele EU, hvilket er til gavn for SMV og fremmer udviklingen i de tilbagestående områder.

Derfor slår Regionsudvalget til lyd for, at der iværksættes en række foranstaltninger, der kan forbedre virksomhedernes evne til at udnytte de muligheder, der skabes i kraft af innovation, og som gør det muligt at skabe dobbelt så mange job som i de traditionelle sektorer. Udgifterne til disse foranstaltninger skal ses i forhold til de økonomiske, sociale og menneskelige omkostninger ved en hel eller delvis lukning. Regionsudvalget foreslår følgende foranstaltninger:

- uddannelsestilbud til den erhvervsaktive lokalbefolkning med henblik på en bedre udnyttelse af innovationsteknikkerne;

- støtte til forskningsinstitutter, der indgår indbyrdes partnerskaber og udvekslingsaftaler, og som indvilliger i at placere forskere i virksomheder for derved at få bedre kendskab til forretningsgangen og/eller for at følge op på teknologioverførsler. Partnerskaber med store virksomheder bør ligeledes fremmes;

- indførelse af teknologier, der kan tjene som vidensformidlere og som logistisk støtte i forbindelse med virksomhedsetablering;

- etablering af en juridisk og finansiel ramme, der kan give SMV adgang til »tålmodig kapital«, pensionsfonde, risikokapital .... eller skattelettelser i forbindelse med lancering af nye produkter eller indførelse af nye produktionsmetoder.

Regionsudvalget mener, at EFFU bør overtage denne vifte af målrettede aktioner til fordel for SMV i EU.

2.3.3.3. Regionernes rolle

EFFU nævner regionernes rolle i de politiske løsningsmodeller.

Regionsudvalget minder om, at i EU's medlemsstater ligger ansvaret for de almene og erhvervsfaglige uddannelser enten helt eller delvist hos de regionale og lokale myndigheder. Er det så ikke også dem, der er bedst rustede til at udbrede anvendelsen af den nye informations- og kommunikationsteknologi ikke alene i skolerne, men blandt hele befolkningen?

Regionerne kan endvidere udarbejde en integreret FTU- og innovationsstrategi, der er tilpasset deres økonomiske system, og som kan øge de regionale udviklingsplaners indhold under den næste runde af strukturfondsinterventioner. På baggrund af de hidtidige erfaringer bør der kunne foretages en forudgående vurdering af samhørigheden i de regionale udviklingsplaners FTU- og innovationsstrategi. Derudover bør der opstilles en række indikatorer, der gør det muligt at følge og vurdere de positive virkninger af videns- og innovationsformidlingen.

Regionsudvalget understreger, at konceptet med »Learning Region« eller »region under oplæring« sammen med begrebet »clusters« (virksomhedsklynger) eller klynger af industriområder allerede har bevist, at det indeholder fremtidsperspektiver. Disse projekter har det til fælles, at de fremmer de lokale aktørers ansvar samt aktiv støtte fra det lokale eller regionale niveau. De kan føre til en erkendelse af, at misforholdet mellem udbuddet af og efterspørgslen efter viden og innovation træder klarest frem på det lokale eller regionale niveau, at der på dette niveau effektivt kan skabes en dialog mellem virksomhederne og forsknings- og uddannelsessektoren, at det kan sikres, at der ikke dermed sker udelukkelser fra arbejdsmarkedet eller fragmentering af arbejdet - og endelig, at man på dette niveau kan skræddersy de finansielle løsninger.

2.4. Forvaltning og udbygning af natur- og kulturarven

Regionsudvalget beklager, at beskyttelsen af den naturlige livsramme og EU's miljøbeskyttelsespolitik kun fylder ganske lidt i de politiske løsningsmodeller, EFFU opstiller. Ligeledes mangler der klart nogle politiske erklæringer om luftforurening, klimaet, beskyttelse af jordbunden og udnyttelsen af jorden og naturen. En bæredygtig fysisk planlægning bør imidlertid omfatte alle miljøbeskyttelsesaspekter.

Afsnittet om »natur- og kulturarven« bør helt klart revideres. Naturarven sammenkædes med landområderne, og kulturarven sammenkædes med byerne, hvilket ikke er logisk. Det europæiske rum er et overordnet begreb: naturlandskaber og kulturarv udgør en helhed. Man kan ikke sige, at slottene i Loire-dalen og slottene langs Rhinen er en del af den »urbane« kulturarv. I byområderne findes der ligeledes naturområder, som det er særdeles vigtigt at sørge for at bevare. Ved siden af og som et grundlæggende supplement til nettet af naturområder (Natura 2000-nettet) bør det overvejes at oprette et net af friområder omkring bykernerne, der skal skabe forbindelse til nettet af naturområder og fungere som rekreative områder.

Turismen er en vigtig økonomisk aktivitet i relation til beskyttelse og fremme af natur og kulturarven. Den bør imidlertid ikke begrænses til de mest kendte »natur- og kulturattraktioner«. Fremme af en »blød« og grøn turisme på regionalt niveau i de landskaber, der er formet af mennesker, er et vigtigt skridt i retningen af landskabernes bevarelse og landbefolkningernes økonomiske overlevelse. I den forbindelse bør man ligeledes øge offentlighedens bevidsthed om disse landskabers økologiske betydning.

Regionsudvalget mener, at det her omhandlede kapitel bør uddybes.

2.4.1. Bevaring og udbygning af naturarven

Regionsudvalget mener ikke, at det er tilstrækkeligt at udpege de fredede områder enkeltvis, hvis man skal bevare eller udvikle naturarven. Regionsudvalget går derfor ind for at oprette et netværk af fredede områder, sådan som det foreslås i Habitat-direktivet. Når Habitat-direktivet er fuldt ud gennemført, råder vi over et grundlæggende europæisk net, der sikrer beskyttelsen af vores naturarv. Dette skal være udgangspunktet for Det Europæiske Fysiske og Funktionelle Udviklingsperspektiv. På dette grundlag kan der gennemføres en planlægning af det europæiske rum, hvorunder de øvrige komponenter integreres.

Efter Regionsudvalgets opfattelse spiller skovene en strategisk rolle for det fremtidige fysiske rum i Europa. Det finder det derfor nødvendigt, at der udarbejdes oplæg til skovenes forskellige økologiske og økonomiske funktioner og udstikkes retningslinjer for at fremme en rationel teknisk forvaltning af skovene.

I det omfang naturkatastrofer ikke helt eller delvist er forårsaget af mennesket, er de en naturlig del af økosystemet. De store skader, de forårsager, er ofte en følge af, hvordan landskabet er blevet anvendt. For at redde menneskeliv og materielle goder bør der iværksættes en langsigtet strategi, der tager udgangspunkt i forebyggelse.

2.4.2. Bevaring og kreativ forvaltning af kulturlandskaberne i Europa

Regionsudvalget understreger, at de europæiske kulturlandskaber, der er grundlaget for økonomien og turismen, har stor betydning for den regionale identitet.

Kulturlandskaberne er landskaber, der er blevet formet af menneskelige aktiviteter. De nyder godt af tidligere tiders landbrugsmetoder. Bevarelse af disse landskaber fordrer ofte en ekstensiv landbrugsdrift, der ikke skader dem. Bevarelse af sådanne kulturlandskaber bør derfor især fremmes i høje og middelhøje bjergområder. I øvrigt bør der ydes erstatning, hvis bevarelsen af et landskab medfører forbud mod at udøve en bestemt aktivitet.

Regionsudvalget mener, at det i den nuværende situation »i de fleste tilfælde ikke er muligt at udvikle disse landskaber på en kreativ måde«, men at der desuagtet bør udarbejdes programmer, der tager højde for, at bevarelsen af disse kulturlandskaber har særdeles stor betydning.

2.4.3. Bevaring og kreativ forvaltning af den urbane kulturarv

Regionsudvalget erkender, at de historiske monumenter har ganske særlig betydning for byernes identitet og karakter, men ønsker, at det pågældende kapitel koncentrerer sig om den vigtigste kulturarv, hvis vedligeholdelsesudgifter overstiger de lokale myndigheders økonomiske formåen.

Europa har ligeledes en stor teknisk og industriel kulturarv, der på lige fod med de forskellige monumenter er en del af den europæiske kultur. Det er ligeledes vigtigt at nævne de arkæologiske steder, som endnu ikke er udgravet. Det er vigtigt, at man forhindrer, at disse steder definitivt begraves under moderne bygningers beton. Man bør ligeledes beskytte dem mod visse virkninger af intensiv landbrugsdrift som f.eks. bygning af infrastruktur i form af veje og jernbaner.

Regionsudvalget vil gerne understrege, at den europæiske kulturarv ikke begrænser sig til, hvad der kan ses. De regionale traditioner, kommunikationskulturen og folkekunsten er en del af den europæiske ånd og den regionale identitet.

2.4.4. En forsvarlig forvaltning af vandressourcerne

En betingelse for en bæredygtig økonomisk udvikling er, at der i hele fællesskabet er adgang til tilstrækkelige vandressourcer af tilfredsstillende kvalitet.

EFFU udmærker sig ved at fremhæve vands betydning som naturressource og ved at foreslå, at vandforvaltningen indarbejdes i den fysiske planlægning, som der slås til lyd for. Endelig understreges behovet for en transnational indfaldsvinkel. EFFU beskæftiger sig imidlertid primært med to eksempler i sin analyse: forebyggelse af oversvømmelser og bekæmpelse af tørke. Imidlertid findes der på den ene side andre vandforvaltningsstrategier, og på den anden side ser EFFU's forslag ikke ud til at dække alle aspekterne af de eksempler, der behandles.

2.4.4.1. Forebyggelse af risikoen for oversvømmelser

De traditionelle oversvømmelsesforebyggelsesmetoder bør forbedres, især i betragtning af at oversvømmelseskatastrofer sker med stadigt større hyppighed og med stadigt stigende økonomiske og samfundsmæssige omkostninger til følge. For at kunne nå dette mål er det vigtigt at udvide vor tekniske viden om vand, især hvad angår konsekvenserne af vandreguleringer, dæmninger og offentlige anlægsarbejder (som f.eks. veje, skovrydning ...), de verdensomspændende og lokale klimaændringer, følgerne af ændrede jordbrugsmetoder, studier af oversvømmelseshyppigheden, flodernes pladsbehov i perioder med højvande.

EFFU burde i første omgang have fokuseret på konsekvenserne af visse sektorpolitikker, som f.eks. urbaniserings- og boligpolitik, transportinfrastrukturer, den fælles landbrugspolitik, på såvel EU-plan som nationalt og regionalt plan. Det bør understreges, at den bedste måde at sikre byer og lavtliggende områder mod oversvømmelser på er ved at fremme bjergbyerne, sikre kontinuiteten i landbrugs- og skovbrugsaktiviteterne og vedligeholde de hydrogeologiske forebyggende foranstaltninger.

Regionsudvalget støtter de punkter i INTERREG IIC-initiativet, der handler om forebyggelse af oversvømmelser og begrænsning af skader ved hjælp af iværksættelse af forebyggende foranstaltninger i flodområder. Dette program bør udvides til andre oftest transnationale flodbækkener, og INTERREG IIC bør tilføres flere finansielle midler.

2.4.4.2. Bekæmpelse af tørke

Nogle af ovenstående bemærkninger og forslag gælder også for områder, hvor der er risiko for tørke. I disse områder er der dog nogle mere komplekse forhold, som man bør være opmærksom på.

Tekniske fremskridt inden for kunstvanding, en stor efterspørgsel efter landbrugsvarer og det øgede opdyrkede landbrugsareal har ført til øget vandmangel. Udvidelsen af antallet af dæmninger/vandreserver har ikke være tilstrækkelig, og man har været nødt til at tage en ny vandforsyningskilde i brug i form af pumpning fra de vandførende lag. Dette system er ikke risikofrit: overudnyttelse af grundvandet og risiko for forurenet vand.

På regionalt plan handler problemet ikke alene om knaphed, men også om konkurrence mellem brugerne i relation til vandprisen. Bør man lade vandprisen stige for at afbøde virkningerne af den vandmangel, der skyldes tørke? Det mener Regionsudvalget ikke. Ansvaret for at sikre, at disse områder altid forsynes med et minimum af vand, ligger hos myndighederne på EU-, nationalt og regionalt plan.

I den forbindelse foreslår Regionsudvalget følgende aktionsmuligheder:

- udvikling af teknikker til genanvendelse af vand fra byområder og kunstvandingsområder;

- iværksættelse af ny forskning i rensning af vand til såvel byområder som kunstvandingsområder;

- planlægning af opbygning af store vandreserver på grundlag af vand fra Nordeuropa i stil med, hvad man har gjort med gas.

3. Gennemførelsen af Det Europæiske Fysiske og Funktionelle Udviklingsperspektiv (EFFU) og konsekvenserne heraf

At skabe den begrebsmæssige ramme for en vellykket integration af politikker og handlingsprogrammer ud fra en fysisk og funktionel indfaldsvinkel er et vigtigt mål for EFFU. Dette er EFFU's bidrag til opfyldelsen af målsætningerne om økonomisk og social samhørighed, en bæredygtig udvikling og et afbalanceret, konkurrencedygtigt EU. Hertil kommer miljøbeskyttelsen, som hidtil ikke har været prioriteret højt nok.

De europæiske, nationale, regionale og lokale aktører afgør dog selv, om de vil anvende EFFU i den fysiske planlægning og indgå i et samarbejde om samordning af deres handlingsprogrammer.

For at fremme EFFU foreslås det:

- systematisk at indarbejde hensyn til lokale og regionale interesser i udformningen, gennemførelsen og evalueringen af fællesskabspolitikker, især for så vidt angår ansøgerlandene;

- at fremskynde det transnationale, interregionale og grænseoverskridende samarbejde mellem stater og regioner, f.eks. gennem pilotaktioner under INTERREG IIC;

- at udbrede kendskabet til EFFU blandt såvel aktører som EU-borgerne generelt.

Regionsudvalget giver sin generelle støtte hertil, men ønsker at fremsætte supplerende forslag vedrørende:

- Fællesskabets sektorpolitikker;

- Agenda 2000 - reformen af strukturfondene og udvidelsen;

- Forlængelse af INTERREG-programmet;

- Retsgrundlag og opgaver for et netværksbaseret observationscenter for EU's fysiske og funktionelle udvikling (ORATE).

3.1. Fællesskabets sektorpolitikker

Fysisk planlægning er en horisontal politisk synsvinkel, som har til formål at samle trådene fra de forskellige sektorpolitikker på europæisk, nationalt og regionalt niveau med henblik på at skabe et mere ligeligt forhold mellem territorierne og deres befolkninger; dermed undgår man de negative konsekvenser, der undertiden er en følge af at give markedskræfterne frit spil uden indgreb fra myndighedernes side. EFFU-tilgangen til fysisk planlægning adskiller sig fra den, som planlæggerne ofte lader sig lede af: det drejer sig ikke om en bedre fordeling af væksten mellem medlemstater, regioner eller forskellige dele af EU, men om at få de vækstfremmende metoder til at arbejde sammen i et område, hvor de pågældende metoder med fordel kan benyttes. Der ligger heri et forsøg på at skabe synergi mellem behovsanalyse på den ene side og opfordringer til lokale og andre aktører om at gå ind i denne problematik og finde frem til den bedst mulige løsning på den anden.

Efter Regionsudvalgets mening gælder det ikke om at ændre eller supplere Fællesskabets sektorpolitikker, men snarere om at indgå i en dialog med de lokale initiativtagere og revidere gennemførelsesbestemmelserne i lyset af deres virkning på udviklingen i et givet område.

Den gruppe med repræsentanter for forskellige tjenestegrene, som Kommissionen har nedsat for at undersøge interaktionen mellem Fællesskabets politikker og den fysiske planlægning er et første skridt i retning af samordning - men den er utilstrækkelig, fordi den ikke beskæftiger sig med planlægningen inden for de enkelte sektorpolitikker. Gruppens arbejde skal danne grundlag for Kommissionens stillingtagen til en eventuel »intern« ændring af sektorpolitikkernes indhold og udarbejdelse. Man kan f.eks. godt forestille sig, at flere infrastrukturprojekter under det program for transportinfrastruktur i EU, som blev vedtaget på det Europæiske Råds møde i Essen, i dag havde befundet sig i gennemførelsesfasen eller måske allerede havde været færdige, hvis programmet havde fået styrket sin troværdighed gennem støtteforanstaltninger fra andre EU-sektorpolitikker eller fra nationale/regionale programmer.

3.1.1. Den fælles landbrugspolitik

Ved reformen af den fælles landbrugspolitik reduceres støtten til landbrugspriserne, samtidig med at udviklingen af landdistrikterne og miljøpolitikken opprioriteres. Den fælles landbrugspolitik får herved nye opgaver, som har relation til den fysiske planlægning: differentiering af landbruget, fremme af bierhverv i landbrugszoner, hjælp til unge landbrugere - eller som skal bremse indvandringen til byerne: oprettelsen af nye arbejdspladser i skovbruget samt inden for miljøbeskyttelse, landskabspleje, turisme og forarbejdning af landbrugsprodukter.

Regionsudvalget har tidligere udtalt sig positivt om disse mål (). Nu efter offentliggørelsen af EFFU ser Regionsudvalget det i endnu højere grad som den fælles landbrugspolitiks opgave at tjene udviklingen af landdistrikterne og stille de nødvendige midler til rådighed for en differentiering af aktiviteterne i landdistrikterne, fremstilling af kvalitetsvarer, forarbejdning af landbrugsprodukter, forvaltning af turistområder og rekreative områder samt opretholdelse af en bæredygtig landbrugskultur baseret på familiebrug, der kan klare sig i konkurrencen på verdensmarkedet.

Udformningen af en miljøpolitik for landbruget bør ske på grundlag af en undersøgelse af den fælles landbrugspolitiks indflydelse på arealudnyttelsen og forvaltningen af naturressourcerne. For at opfylde EFFU's mål om en fornuftig forvaltning af natur- og kulturarven i Europa må man vurdere den fælles landbrugspolitiks indflydelse på de lokale og regionale bestræbelser i retning af naturbevarelse og opretholdelse af den biologiske mangfoldighed.

I lyset af udvidelsen og i betragtning af landbrugets store betydning i ansøgerlandene bliver det nødvendigt at anvende de midler, der frigøres gennem reformen af den fælles landbrugspolitik, til en reform af landbrugsstrukturerne i disse lande - i den forbindelse kan man bygge på erfaringerne fra aktioner i visse af EU's mere vanskelige sektorer - med henblik på en rimelig balance mellem strukturforbedringer i landbruget, et rimeligt prisniveau og sunde fødevarer, samt en differentieret økonomisk udvikling i landdistrikterne.

3.1.2. Miljøpolitikken

EFFU skal bl.a. gøre det klarere, hvilke områder der omfattes af hvilke direktiver (habitatdirektivet, miljøvurderingsdirektivet osv.), og hvilke områder der skal fredes (Natura 2000). Beskrivelsen af miljøbeskyttelsesforanstaltninger, som skal iværksættes af EU - såsom planer for affaldskontrol og -forvaltning, som tager hensyn til, hvordan emissionerne kan nedbringes, kontrol med dumpning og kildesortering - hjælper de ansvarlige regionale og lokale myndigheders foranstaltninger. EU's miljøpolitik bør rettes ind efter EFFU, så de lokale og regionale myndigheder får mulighed for at stille deres lokalkendskab til rådighed i forbindelse med beslutningstagningen.

3.1.3. De transeuropæiske net

Selv om det i EFFU understreges, at transportsystemerne skal ses i en større sammenhæng, har Regionsudvalget bemærket, at søtransport over korte eller lange afstande ikke får en fyldestgørende behandling. Efter Regionsudvalgets vurdering kan udviklingen af søtransporten - det være sig i Middelhavet, Atlanterhavet eller Østersøen - bidrage til en effektivisering af handelen og til en større geografisk spredning af denne i EU. Kontaktfladen mellem sø- og landtransporten er et af de vigtigste emner i EU's fysiske planlægning, ligesom den er af afgørende betydning for EU's evne til at klare globaliseringens udfordringer. Regionsudvalget anser det desuden for vigtigt at udvikle de interne og interregionale forbindelser, der befordrer økonomisk aktivitet og knytter økonomiske bånd mellem regionerne.

3.2. Agenda 2000 - reformen af strukturfondene og udvidelsen

Efter Regionsudvalgets opfattelse må EFFU og Agenda 2000 tilpasses hinanden, om ikke andet så fordi de begge sigter mod at forbedre EU-budgettets interventionsmuligheder under hensyntagen til tidligere erfaringer og udviklingen i den europæiske og internationale økonomi samt at forberede ansøgerlandenes tiltrædelse.

Man bør endvidere bygge på berøringspunkterne mellem følgende to dokumenter:

3.2.1. Reformen af strukturfondene

Forslaget til strukturfondsreform, som blev udsendt i forbindelse med Agenda 2000, er især baseret på erfaringerne fra perioden efter reformen i 1992, medlemsstaternes uvilje mod at forhøje bidragene og sidst men ikke mindst udsigten til en udvidelse af EU med de ansøgerlande, der opfylder de politiske og økonomiske kriterier, som er forudsætningen for igangsættelsen af en førtiltrædelsesprocedure.

3.2.1.1. EFFU udgør endnu et bidrag til reformen af strukturfondene, som man ikke kan lukke øjnene for af følgende grunde:

- det sigter mod at effektivisere de eksisterende instrumenter, herunder den faste støtte fra EU, hvilket vil styrke Agenda 2000's målsætninger i de kommende EU-medlemsstater og modvirke eventuelt restriktive virkninger på medlemsstaternes offentlige udgifter;

- internt vil det betyde støtte til Kommissionens og Regionsudvalgets forslag om dels at indføre operationel koordinering af de forskellige strukturfonde, dels at harmonisere de administrative initiativer for at undgå alt for store udgifter og overlapning.

Regionsudvalget skriver i sin udtalelse om udformningen af EU's strukturpolitik efter 1999 (): »EU's strukturpolitik bør møde de nye udfordringer på en ny måde, der åbner mulighed for at lægge mere ambitiøse udviklingsstrategier baseret på partnerskab og på regionale og lokale udviklingsprojekter ...«.

3.2.1.2. Regionsudvalget konstaterer, at projekter alt for ofte »deles op«, for at de kan modtage økonomisk støtte efter de enkelte fondes særlige regler. Det foreslår i stedet at gøre systematisk brug af globale programmer, der er berettiget til støtte fra flere fonde (EFRU, ESF, EUGFL udviklingssektionen og EUGFL garantisektionen). Dette vil klart og uomtvisteligt vise den ekstra gevinst ved EU-tiltag. Regionsudvalget anbefaler, at programmerne for mål 1-områder integrerer EFFU-synsvinklen på fysisk planlægning. Med hensyn til mål 2, der er mere komplekst og ikke modtager så meget støtte, er det vanskeligere - men så meget desto mere påkrævet - at anvende EFFU-tilgangen, navnlig når det drejer sig om byområder og problematikken omkring by- kontra landzoner.

Regionsudvalget understreger, at det er hensigtsmæssigt at anvende en global tilgang, når man skal finde ud af, i hvilke områder det er relevant at udarbejde et program, der er berettiget til mål 2-støtte. Man skal udvælge områder, der er berettigede til en lang række foranstaltninger, f.eks. vedrørende forskning/udvikling, nyskabelse, transport- og kommunikationsinfrastruktur, hjælp til små og mellemstore virksomheder og oprettelse af servicevirksomheder, uddannelse af unge i særligt belastede kvarterer, særlige kommunale tiltag, lokale partnerskaber mellem den offentlige og den private sektor - foranstaltninger, som reelt kan tilføre økonomien og byområderne en ny dynamik.

Endelig vil EFFU, når det er blevet justeret og uddybet efter den første gennemførelsesfase, kunne tjene som grundlag for den reform af strukturfondene, der er planlagt til 2006.

3.2.2. Udvidelsen

Udvidelsen er en stor udfordring, en enestående chance - og EU's udvidelse kan benyttes til at indføre det fysiske og funktionelle udviklingsperspektiv.

Tre forudsætninger skal dog være opfyldt, før dette kan lade sig gøre:

- de lokale og regionale myndigheder i ansøgerlandene skal have den fornødne kapacitet og de fornødne ressourcer til at fungere som hovedaktører i den fysiske planlægning på deres område;

- ansøgerlandenes centralforvaltninger skal have rådighed over instrumenter, der sætter dem i stand til sammen med de lokale og regionale myndigheder at udarbejde globale programmer, der berettiger til økonomisk støtte fra EU;

- EU-støtte fra forskellige programmer (ECOS-OUVERTURE, PHARE, TACIS og Den Europæiske Bank for Genopbygning og Udviklingsprogrammer) må samordnes.

Regionsudvalget kan gennem sin »Kontaktgruppe« yde effektiv assistance såvel til centralforvaltningerne som til de lokale og regionale myndigheder ved at videregive erfaringer, overføre konkret viden om EU's sektorpolitikker og yde økonomisk støtte via strukturfondene.

Tilgangen kan også udstrækkes til regioner i nabolande som Schweiz og Norge. Regionsudvalget foreslår, at sektorpolitikkerne for miljø, forskning og udvikling, kultur og transportinfrastruktur integreres i udviklingsprogrammerne under behørig hensyntagen til de lokale og regionale forhold. Det vil være en lejlighed til at bevise EFFU's »merværdi« og berettigelse samt til at få de ansvarlige lokale og regionale myndigheder i disse områder til at tage aktivt del i udviklingen af områderne og eventuelt fremskynde deres tiltrædelse af EU. En sådan tilgang kan også tjene som grundlag for aktioner i Middelhavsområdet. For at øge chancerne for succes foreslår Regionsudvalget, at man også anvender INTERREG-samarbejdsproceduren i dens forskellige former.

3.3. Forlængelse af INTERREG-initiativet

I EFFU-dokumentet lægges med rette stor vægt på erfaringer fra pilotaktioner under INTERREG IIC, som fremhæves som et nøgleinstrument for fremme af anvendelsen og udviklingen af et fysisk og funktionelt udviklingsperspektiv på transnationalt, interregionalt og grænseoverskridende niveau og for udvælgelsen af støtteberettigede områder, så man bedre kan styre de forskellige konfigurationer og begrænse inflationen i interventionsområderne.

For at nå dette udviklingsmål samt målsætningen om en »normalisering« af samarbejdet mener Regionsudvalget, at fire betingelser skal være opfyldt:

- de lokale, regionale og nationale myndigheder skal råde over »troværdige« strukturer til programmering, udformning og forvaltning af projekter for fysisk planlægning;

- såvel de regionale og lokale myndigheder som EU skal sikre tilstrækkelige midler til gennemførelsen af programmer, de har udarbejdet i fællesskab;

- der skal skabes fysisk og funktionel kohærens mellem de berørte områder for så vidt angår fælles styrkeområder, svagheder, muligheder og trusler;

- forvaltningsorganet skal fungere i henhold til en retlig statut for at sikre, at det grænseoverskridende og/eller transnationale samarbejde nyder anerkendelse og får en permanent karakter.

Regionsudvalget anser den sidste betingelse for meget vigtig, for hvis forvaltningsorganet ikke er juridisk anerkendt på begge sider af grænsen, vil det ikke have tilstrækkelig gennemslagskraft over for de offentlige myndigheder til at modtage og forvalte de nødvendige midler til gennemførelsen af det program, det har ansvaret for. Regionsudvalget lægger desuden stor vægt på følgende: selv om samarbejdsorganerne i første omgang skal fokusere på de aktionstemaer, som foreslås i EFFU, bør de frit kunne tilføje andre temaer, som passer bedre til de lokale forhold, eller bestemme, i hvilket geografisk område det pågældende program skal iværksættes.

Regionsudvalget skal ikke gå i detaljer med hensyn til gennemførelsesbestemmelserne for de enkelte dele af det interregionale, transnationale og grænseoverskridende samarbejde. Men det vil dog foreslå, at et samarbejde mellem regioner, dvs. et samarbejde, der udelukkende finder sted mellem et antal regioner - hvad enten disse støder op til hinanden eller ej - skal betragtes som ligeværdigt med et samarbejde, der foregår mellem flere stater og som generelt omfatter et større område.

Endelig vil Regionsudvalget anmode Kommissionen om at sørge for en særlig opfølgning af samtlige samarbejdsprojekter, så man kan udveksle informationer, udbygge Orate-planlægningen, fastsætte størrelsen af bevillingerne til strukturfondene og gøre status over INTERREG IIC's udbredelse med henblik på iværksættelsen af et INTERREG III med større aktionsradius, bedre juridisk bistand og større bevillinger med særligt henblik på udvikling af netværk af byer.

3.4. Orates retsgrundlag og opgaver

Regionsudvalget er positivt stemt over for en hurtig igangsættelse af Orate, og det vil gerne deltage i arbejdet i Orates forvaltningsråd.

Regionsudvalget gør opmærksom på, at Orate må oprettes på et retsgrundlag, der sikrer de nødvendige midler til varetagelsen af dets opgaver. Finansieringen via artikel 10 i EFRU-forordningen vil ikke kunne fortsætte. Som den nuværende EU-traktat er formuleret, påhviler det medlemsstaterne at give økonomiske bidrag til Orate og at udpege en eller flere kontakter i deres nationale informations- og planlægningsnetværk. Regionsudvalget foreslår, at man undersøger, om man ikke i stedet kan anvende traktatens artikel 235 som retsgrundlag, og at der til oprettelsen af Orate anvendes en særlig post i Fællesskabets budget, som skal godkendes af Europa-Parlamentet, hvorved man sikrer Kommissionens støtte til driften af Orate.

Udvalget for Fysisk Planlægning og Udvikling vil overdrage Orate en række opgaver med henblik på at fremme det fysiske og funktionelle udviklingsperspektiv blandt alle aktører inden for fysisk planlægning. Temaseminarerne og konklusionerne herfra vil skulle fungere som inspirationskilde.

Regionsudvalget insisterer på, at der skal foretages effektivitetsvurderinger af det lokale samarbejde og af regionernes rolle i dette samarbejde. Det ønsker desuden, at regionerne får direkte adgang til de informationer, som indsamles gennem Orate, samt til Orates videnskabelige og tekniske dokumenter. Det støtter planerne om at knytte Orate til de organer, som er ansvarlige for aktioner under INTERREG IIC. Det foreslår, at sammenknytningen udvides til alle interregionale partnerskaber. Endelig insisterer Regionsudvalget på, at de lokale og regionale myndigheder skal høres i forbindelse med valget af koordineringsnetværk i medlemsstaterne.

4. Konklusioner

EFFU indebærer konstant planlægning og tilpasning af de eksisterende fællesskabspolitikker i lyset af deres fysiske og funktionelle betydning. EFFU er medlemsstaternes vigtigste skridt hen imod en erkendelse af de fælles træk i landenes fysiske og funktionelle udvikling og dermed hen imod den nødvendige inddragelse af EFFU i udformningen af deres individuelle fysiske planlægning.

EFFU skal bygge på konsensus både i koordineringen og tilpasningen af de sektormæssige fællesskabspolitikker og i de deraf følgende programmer, som udformes og iværksættes af de lokale, regionale og nationale myndigheder. Dette samarbejde skal opnås ved at inddrage de økonomiske og sociale aktører i den lokale udvikling.

EFFU er et led i en demokratisk strategi, der hviler på nærhedsprincippet og på interregionalt, grænseoverskridende og transnationalt samarbejde.

Regionsudvalget giver sin tilslutning til EFFU og støtter tankerne om et fysisk og funktionelt udviklingsperspektiv. Det agter at medvirke til, at EFFU krones med held. I den forbindelse anmoder Regionsudvalget om, at de lokale og regionale myndigheder, som fuldgyldige aktører i gennemførelsen og finansieringen af den fysiske planlægning i EU fuldt ud konsulteres og inddrages i forbindelse med udarbejdelsen og opfølgningen af EFFU, og at Regionsudvalget deltager som observatør i Udvalget for Fysisk Planlægning og Udvikling.

4.1. Regionsudvalgets udtalelse skal ses som et supplement til det første udkast til EFFU'en, der indeholder for få målsætninger og politiske valgmuligheder i henseende til f.eks.: konsekvenserne for den fysiske planlægning af økonomiens globalisering og udvidelsen af EU, den dynamiske vækst i visse af EU's regioner, vigtigheden af at SMV og befolkningen har adgang til innovation og de nye kommunikationsteknologier, betydningen af landtransporten, den mangelfulde behandling af landdistrikterne og deres funktion og behovet for at sikre dem et reelt samarbejde med byzonerne, den lære, man kan uddrage af tidligere internt og interregionalt samarbejde, miljøets, kulturens og den europæiske natur- og kulturarvs rolle.

Regionsudvalget fremsætter som supplement til de politiske valgmuligheder i EFFU konkrete forslag til aktioner, ofte aktioner, som tænkes iværksat af lokale og regionale aktører, der kan tage den økonomiske og kulturelle udfordring i de europæiske byer og deres opland op, og aktioner, som berører de europæiske borgere i dagligdagen. Hvad enten borgerne bor i byer, forstæder eller på landet, er de interesseret i at bevare deres arbejdsplads, der ofte er en lille eller mellemstor virksomhed. De interesserer sig for transporttid, efteruddannelse, miljøet omkring dem og deres kulturelle identitet.

Regionsudvalget minder i den forbindelse om, at det påhviler EFFU at hjælpe de ugunstigt stillede, perifere, ultraperifere og bjergrige områder til bedre at kunne analysere de pågældende områders behov og muligheder, således at de i kraft af EU-politikkerne kan blive mere konkurrencedygtige i Europas fysiske rum. Endelig ser Regionsudvalget gerne, at Orate får tildelt opgaver af større betydning for de lokale og regionale myndigheder og aktører.

Regionsudvalget lægger stor vægt på, at der for både EFFU og ORATE skabes et hensigtsmæssigt EU-retsgrundlag, som erkender behovet for, at såvel Kommissionen som Udvalget for Fysisk Udvikling og Planlægning er ansvarlige for dem.

4.2. Ud over disse bemærkninger og anbefalinger henleder Regionsudvalget opmærksomheden på de principper, der bør ligge til grund for det fysiske og funktionelle perspektiv.

Det er ikke hensigten med EFFU at indføre et nyt planlægningsniveau eller ændre de nationale, regionale og lokale myndigheders kompetence og ansvar.

Formålet med EFFU er derimod at fremme et institutionaliseret samarbejde for fysisk planlægning på EU-plan:

- dels ved at foranledige en revision af planlægnings- og gennemførelsesbestemmelser for Fællesskabets sektorpolitikker med henblik på at gøre disse mere effektive og indtænke deres indvirkning på fysisk planlægning i EU som helhed;

- dels ved at udvikle den fysiske og funktionelle helhedsopfattelse i den fysiske planlægning og i udvælgelsen af støtteberettigede områder, hvad enten det drejer sig om regionale, interregionale eller transnationale aktioner, med henblik på en koordineret gennemførelse af ethvert program for fysisk planlægning og udvikling, som de lokale og regionale myndigheder måtte stå for.

EFFU bør støtte sig til INTERREG IIC-initiativet og bane vejen for INTERREG IIIC ved at sikre, at dette får et klart retsgrundlag, samt at der herunder kan iværksættes konkrete pilotaktioner om de temaer, som vil falde under EFFU, når dette engang har fået sin endelige form (justeret i forhold til konklusionerne af den igangværende seminarrække og forslagene fra EU-institutionerne, ikke mindst fra Regionsudvalget).

Aktionerne vil kunne gennemføres i »europæiske samarbejdszoner«, hvor man forsøger sig med en bedre anvendelse af strukturfondene, og den fælles landbrugspolitik tildeles nye opgaver, f.eks. inden for miljø- og landskabspleje. Aktionerne bør desuden fremme økonomisk udvikling og skabe nye arbejdspladser.

Endelig bør EFFU lette udvidelsen af EU gennem konkrete aktioner for regioner, der grænser op til ansøgerlande, med henblik på at hjælpe disse med at klare de økonomiske, demografiske og logistiske udfordringer. Sådanne aktioner skal også kunne gennemføres sammen med andre af EU's nabolande.

4.3. Regionsudvalget erindrer om, at de lokale og regionale myndigheder gennem EFFU skal kunne udvikle den lokale mangfoldighed, samtidig med at de viser deres evne til at placere deres programmer for fysisk planlægning og udvikling i en europæisk sammenhæng. Man bør derfor tilstræbe en konsolidering af bottom up-metoden og fastslå, at det er nødvendigt at samarbejde med de lokale og regionale forvaltningsniveauer.

I udtalelsen påviser Regionsudvalget, at de lokale og regionale myndigheder hører til de vigtigste aktører, når det gælder fysisk planlægning, samt at deres deltagelse er af afgørende betydning for at nå de fleste af EFFU's mål. Deltagelsen bør sikres fortsættelse i fremtiden på såvel nationalt som europæisk niveau.

Eftersom det er EFFU's opgave at lede de ansvarlige lokale, regionale og nationale myndigheder på sporet af en ny logik for fysisk planlægning, bør man dels via Orate give dem den nødvendige baggrundsviden og med argumenter overbevise dem om, at de skal gå i den retning, dels skal analyser og forslag offentliggøres i et klart sprog, illustreret med de dertil egnede kort, være tilgængelige såvel for de lokale aktører inden for fysisk planlægning som for borgerne generelt.

Om helhedsopfattelsen i EFFU får succes, afhænger af, hvordan de europæiske borgere og deres repræsentanter i nærdemokratiet vil tillempe det. Det er således en udfordring for demokratiet, nærhedsprincippet og en bæredygtig udvikling i den europæiske økonomi.

Bruxelles, den 14. januar 1999.

Manfred DAMMEYER

Formand for Regionsudvalget

() Det drejer sig om det udkast, der blev omdelt på det uformelle rådsmøde i Glasgow i juni 1998.

() Berlin 27.-28. april: præsentation af EFFU. Napoli 25.-26. maj: transport. Lille 22.-23. juni: bypolitik. Thessaloniki 1.-2. juli: vandforvaltning. Manchester 17.-18. september: adgang til innovation. Salamanka 15.-16. oktober: landdistrikter. Gøteborg 26.-27. oktober: miljø. Wien 25.-26. november: EU-udvidelsen.

() CdR 316/97 fin - EFT C 251 af 10.8.1998, s. 11.

() Tal for 1994-1999. Mål 1: 5 %. Mål 2: 17 %. Mål 5b: 2 %. Mål 6: 8 %.

() Nordjylland (mål 2), Wales: Regional teknologiplan.

() CdR 239/96 fin - EFT C 116 af 14.4.1997, s. 39.

() CdR 131/97 fin - EFT C 64 af 27.2.1998, s. 5.