EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32015D2414

Kommissionens gennemførelsesafgørelse (EU) 2015/2414 af 17. december 2015 om offentliggørelse, med en begrænsning, i Den Europæiske Unions Tidende af referencen for standard EN 521:2006 »Specifikationer for specielle gasapparater til flaskegas (LPG) — Bærbare apparater, som arbejder ved ureduceret damptryk fra flaskegasbeholdere« i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/142/EF (meddelt under nummer C(2015) 9145) (EØS-relevant tekst)

EUT L 333 af 19.12.2015, p. 120–123 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

Legal status of the document In force

ELI: http://data.europa.eu/eli/dec_impl/2015/2414/oj

19.12.2015   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 333/120


KOMMISSIONENS GENNEMFØRELSESAFGØRELSE (EU) 2015/2414

af 17. december 2015

om offentliggørelse, med en begrænsning, i Den Europæiske Unions Tidende af referencen for standard EN 521:2006 »Specifikationer for specielle gasapparater til flaskegas (LPG) — Bærbare apparater, som arbejder ved ureduceret damptryk fra flaskegasbeholdere« i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/142/EF

(meddelt under nummer C(2015) 9145)

(EØS-relevant tekst)

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/142/EF af 30. november 2009 om gasapparater (1), særlig artikel 6, stk. 1,

under henvisning til udtalelse fra det udvalg, der er nedsat ved artikel 22 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1025/2012 af 25. oktober 2012 om europæisk standardisering, om ændring af Rådets direktiv 89/686/EØF og 93/15/EØF og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 94/9/EF, 94/25/EF, 95/16/EF, 97/23/EF, 98/34/EF, 2004/22/EF, 2007/23/EF, 2009/23/EF og 2009/105/EF og om ophævelse af Rådets beslutning 87/95/EØF og Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse nr. 1673/2006/EF (2), og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

I henhold til direktiv 2009/142/EF må gasapparater (i det følgende benævnt »apparater«) kun markedsføres og tages i brug, hvis de ved normal anvendelse ikke frembyder nogen risiko for mennesker, husdyr og ejendom.

(2)

Apparaterne skal opfylde de væsentlige krav i bilag I til direktiv 2009/142/EF. De formodes at være i overensstemmelse med disse krav, hvis de er i overensstemmelse med de relevante nationale standarder, der gennemfører de harmoniserede standarder, hvis referencer er blevet offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende.

(3)

Den 28. december 2005 vedtog Den Europæiske Standardiseringsorganisation (i det følgende benævnt »CEN«) den harmoniserede standard EN 521:2006 »Specifikationer for specielle gasapparater til flaskegas (LPG) — Bærbare apparater, som arbejder ved ureduceret damptryk fra flaskegasbeholdere«. Standardens referencenummer blev efterfølgende offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende  (3).

(4)

Den 30. juni 2014 gjorde Nederlandene, jf. artikel 6, stk. 1, i direktiv 2009/142/EF, formel indsigelse mod den harmoniserede standard EN 521:2006. Grundlaget for den formelle indsigelse var den vurdering, at standarden ikke fuldstændig opfyldte de væsentlige krav i direktiv 2009/142/EF.

(5)

Ifølge Nederlandene havde det efter en række ulykker, der involverede bærbare flade gaskogeblus (vandret konstruktion), og efterfølgende markedsovervågning af de pågældende produkter vist sig, at disse produkter udgør en risiko for brugerne. Nærmere bestemt er temperaturen i gaspatronen, når de flade gaskogeblus anvendes med en grillplade eller et stykke kogegrej med en diameter på over 180 mm, langt højere end de 50 °C, som standard EN 521:2006 foreskriver, og der er således risiko for, at patronen bryder i brand eller eksploderer. Nederlandene bemærkede, at de test, som standard EN 521:2006 foreskriver, ikke i tilstrækkelig grad omfatter risiciene ved sådanne bærbare kogeblus eller lignende gasapparater, da sådanne apparater ikke er sikre, når de anvendes med store stykker kogegrej, og at EN 521:2006 derfor ikke opfylder de væsentlige krav i punkt 1.1 og 3.1.1 i bilag I til direktiv 2009/142/EF.

(6)

Bærbare flade gaskogeblus er bærbare gasapparater til brug ved madlavning og er omfattet af direktiv 2009/142/EF. De udgør, sammen med opretstående gaskogeblus, de to primære typer af konstruktioner af bærbare gaskogeblus, der er direkte forbundet med gaspatroner. I modsætning til opretstående gaskogeblus, der består af en brænderanordning fastgjort oven på en gaspatron eller et rum til en sådan patron, består flade gaskogeblus af en brænderanordning fastgjort på en vandret hoveddel, der indeholder et indbygget rum til en gaspatron ved siden af brænderen. Bærbare flade gaskogeblus synes at udgøre en stigende del af markedet for bærbare gaskogeblus, der er forbrugerprodukter og almindeligt anvendt til fritidsaktiviteter i familien.

(7)

I henhold til direktiv 2009/142/EF skal apparaterne være konstrueret og fremstillet således, at de kan anvendes sikkert og ikke frembyder fare ved normal anvendelse. Yderligere må der ikke opstå ustabilitet, formforandringer, brud eller slid, der formindsker sikkerheden. Endelig må dele af apparater, som er bestemt til at blive anbragt nær ved gulvet eller andre overflader, ikke nå op på temperaturer, som udgør en fare for omgivelserne.

(8)

EN 521:2006 omfatter en lang række forskellige bærbare apparater, som arbejder ved ureduceret damptryk fra flaskegasbeholdere, og som er konstrueret til anvendelse med engangsgaspatroner, til brug ved madlavning, oplysning og opvarmning. Eksempler på apparater til brug ved madlavning, der er omfattet af standarden, er varmeplader og nogle typer grillapparater, undtagen grillapparater til indendørs brug. EN 521:2006 indeholder detaljerede bestemmelser om og tegninger af konstruktion og ydeevne for så vidt angår sikkerheden ved og rational energiudnyttelse af de bærbare apparater, der falder ind under dens anvendelsesområde, herunder testmetoder og informationskrav.

(9)

I henhold til forskellige bestemmelser i EN 521:2006 skal test af stabilitet, temperatur etc. udføres med et stykke kogegrej på 180 mm, selv om der i bilag A, tabel A.1 (om karakteristika ved kogegrej til anvendelse ved testning) henvises til kogegrej med dimensioner fra 120 til 340 mm. Yderligere gør de vejledninger og advarsler, som apparaterne skal ledsages af, ikke brugeren opmærksom på, at der kun må anvendes kogegrej med en diameter på højst 180 mm.

(10)

EN 521:2006 er almindeligt anvendt som en referencestandard til kontrol af, om bærbare flade gaskogeblus opfylder de væsentlige krav i direktiv 2009/142/EF. Imidlertid indeholder EN 521:2006 ikke nogen bestemmelse vedrørende risikoen ved anvendelse af kogegrej med en diameter på over 180 mm på flade gaskogeblus. Den indeholder ikke nogen advarsel af brugerne mod anvendelse af større stykker kogegrej. Yderligere indeholder den ingen konstruktionskrav (teknisk specifikation), som det er muligt at opfylde i lyset af det aktuelle tekniske niveau, og som ville gøre anvendelse af større stykker kogegrej end dem, der giver garanti for sikkerhed, upraktisk. Således findes der for bærbare flade gaskogeblus på markedet ikke nogen konstruktionsløsning, der forebygger risici ved anvendelse af kogegrej med en diameter på over 180 mm, og de pågældende produkter er i den forbindelse ikke ledsaget af nogen advarsel eller vejledning. Imidlertid er gaspatronerne i flade gaskogeblus fra et temperatursynspunkt mere følsomme over for anvendelse af store stykker kogegrej end gaspatronerne i opretstående gaskogeblus, for hvilke der ikke er rapporteret om ulykker eller andre problemer.

(11)

I fraværet af advarsler eller konstruktionsspecifikationer, der ville begrænse muligheden for anvendelse af kogegrej med en diameter på over 180 mm på bærbare flade gaskogeblus, er det rimeligt at forvente, at forbrugerne kan finde på at anvende større stykker kogegrej, når de laver mad til familien. Dette må betragtes som en adfærd, der med rimelighed kan forventes, og dermed som »normal anvendelse« i den i direktiv 2009/142/EF fastlagte betydning. Nogle producenter tager, på eget initiativ, allerede højde for denne praksis og forsyner deres apparater med en advarsel til brugerne mod anvendelse af kogegrej med en diameter på over 180 mm.

(12)

Det fremgår af indholdet af EN 521:2006, at standarden ikke tager højde for de særlige karakteristika ved bærbare flade gaskogeblus. Den indeholder kun tegninger og test for så vidt angår opretstående gaskogeblus. Dette afspejler situationen på det tidspunkt, hvor standarden blev udformet, og hvor denne type bærbare gaskogeblus ikke var blevet indført på markedet. Resultatet er, at EN 521:2006 kun sigter mod at omfatte opretstående gaskogeblus og ikke den flade type, som Nederlandenes formelle indsigelse vedrører. Dette fremgår imidlertid ikke af hverken anvendelsesområdet for standarden eller bestemmelserne heri. Der er således risiko for forvirring blandt producenter, anmeldte organer og andre berørte parter for så vidt angår rækkevidden af anvendelsesområdet for EN 521:2006.

(13)

På grundlag af EN 521:2006 og de oplysninger, som Nederlandene og de øvrige medlemsstater, CEN og industrien har fremlagt, og efter høring af arbejdsgruppen for gasapparater er der bred enighed om, at standard EN 521:2006 i fraværet af bestemmelser, der tager højde for de særlige karakteristika ved bærbare flade gaskogeblus og de risici, der er forbundet hermed, ikke opfylder de væsentlige krav i direktiv 2009/142/EF for så vidt angår denne type apparater. Producenter af bærbare flade gaskogeblus bør derfor sikre, at deres apparater opfylder de væsentlige krav i direktiv 2009/142/EF ved hjælp af andre midler, der vil blive underlagt kontrol under overensstemmelsesvurderingen. EF-typeafprøvningsattester, der, på grundlag af formodning om overensstemmelse med direktiv 2009/142/EF, allerede er blevet udstedt for sådanne apparater, bør genbehandles med henblik på kontrol af, om de pågældende apparater opfylder de væsentlige krav i det nævnte direktiv.

(14)

Referencenummeret for EN 521:2006 bør fortsat være offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende, da der for så vidt angår de apparater, der falder ind under dens anvendelsesområde, ikke er rejst tvivl om, hvorvidt den opfylder de væsentlige krav i direktiv 2009/142/EF Dog bør offentliggørelsen, med henblik på at sikre retssikkerheden for så vidt angår anvendelsesområdet for EN 521:2006 og herigennem rækkevidden af formodningen om overensstemmelse, ledsages af en advarsel, der gør brugeren opmærksom på, at EN 521:2006 ikke omfatter bærbare flade gaskogeblus —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

1.   Referencen for den harmoniserede standard EN 521:2006 »Specifikationer for specielle gasapparater til flaskegas (LPG) — Bærbare apparater, som arbejder ved ureduceret damptryk fra flaskegasbeholdere« trækkes ikke tilbage fra Den Europæiske Unions Tidende.

2.   Offentliggørelsen af referencenummeret for EN 521:2006 i Den Europæiske Unions Tidende ledsages af en advarsel som fastsat i bilaget.

Artikel 2

Denne afgørelse er rettet til medlemsstaterne.

Udfærdiget i Bruxelles, den 17. december 2015.

På Kommissionens vegne

Elżbieta BIEŃKOWSKA

Medlem af Kommissionen


(1)  EUT L 330 af 16.12.2009, s. 10.

(2)  EUT L 316 af 14.11.2012, s. 12.

(3)  Meddelelse fra Kommissionen i forbindelse med gennemførelsen af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/142/EF om gasapparater (kodificeret udgave) (EUT C 349 af 22.12.2010, s. 6).


BILAG

Titler og referencer for harmoniserede standarder, som skal offentliggøres i henhold til EU's harmoniseringslovgivning

ESO (1)

Standardens reference og titel

(Referencedokument)

Reference for erstattet standard

Formodning om overensstemmelse ved efterlevelse af den erstattede standard ophører den (dato)

Anm. 1

CEN

EN 521:2006, Specifikationer for specielle gasapparater til flaskegas (LPG) — Bærbare apparater, som arbejder ved ureduceret damptryk fra flaskegasbeholdere

EN 521:1998

Anm. 2.1

Udløbsdato

(30.11.2009)

Advarsel  (2): Denne offentliggørelse omfatter ikke bærbare flade gaskogeblus (3).


(1)  ESO: Europæisk standardiseringsorganisation:

CEN: Avenue Marnix 17, 1000 Bruxelles, Belgien, Tlf. +32 25500811, Fax +32 25500819 (http://www.cen.eu)

(2)  I overensstemmelse med Kommissionens gennemførelsesafgørelse (EU) 2015/2414 af 17. december 2015 om offentliggørelse, med en begrænsning, i Den Europæiske Unions Tidende af referencen for den harmoniserede standard EN 521:2006 »Specifikationer for specielle gasapparater til flaskegas (LPG) — Bærbare apparater, som arbejder ved ureduceret damptryk fra flaskegasbeholdere« i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/142/EF (EUT L 333 af 19.12.2015, s. 120).

(3)  Flade gaskogeblus består af en brænderanordning fastgjort på en vandret hoveddel, der indeholder et indbygget rum til en gaspatron ved siden af brænderen.

Anm. 1: Formodning om overensstemmelse ved efterlevelse af standarden vil normalt ophøre ved den tilbagetrækningsdato, der fastsættes af Det Europæiske Standardiseringsorgan, men brugerne af disse standarder gøres opmærksomme på, at den i særlige tilfælde kan ophøre på et andet tidspunkt.

Anm. 2.1: Den nye (eller ændrede) standard har samme anvendelsesområde som den erstattede standard. Fra og med den anførte dato medfører efterlevelse af den erstattede standard ikke længere formodning om overensstemmelse med direktivets væsentlige krav.


Top