EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 52011XC1209(05)

Offentliggørelse af en ansøgning i henhold til artikel 6, stk. 2, i Rådets forordning (EF) nr. 510/2006 om beskyttelse af geografiske betegnelser og oprindelsesbetegnelser for landbrugsprodukter og fødevarer

EUT C 359 af 9.12.2011, p. 17–19 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

9.12.2011   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 359/17


Offentliggørelse af en ansøgning i henhold til artikel 6, stk. 2, i Rådets forordning (EF) nr. 510/2006 om beskyttelse af geografiske betegnelser og oprindelsesbetegnelser for landbrugsprodukter og fødevarer

2011/C 359/12

Denne offentliggørelse giver ret til at gøre indsigelse mod ansøgningen, jf. artikel 7 i Rådets forordning (EF) nr. 510/2006 (1). Eventuelle indsigelser skal være Europa-Kommissionen i hænde senest seks måneder efter datoen for offentliggørelsen.

ENHEDSDOKUMENT

RÅDETS FORORDNING (EF) Nr. 510/2006

» Image « (YANCHENG LONG XIA)

EF-Nr.: CN-PGI-0005-0625-16.07.2007

BGB ( X ) BOB ( )

1.   Navn:

»Image« (Yancheng Long Xia)

2.   Medlemsstat eller tredjeland:

Kina

3.   Beskrivelse af landbrugsproduktet eller fødevaren:

3.1.   Produkttype:

Kategori 1.7 —

Fisk, bløddyr, skaldyr, ferske, og produkter på basis heraf

3.2.   Beskrivelse af produktet med betegnelsen i punkt 1:

»Yancheng Long Xia« (videnskabeligt navn: Procambarus Clarkii) er en flodkrebs, som tilhører kategorien clarkii blandt krebsdyr i gruppen astacura. Det er et naturligt vildlevende skaldyr, som lever i områder, hvor ferskvand og saltvand flyder sammen som i Doulong-flodområdet i distriktet Dafeng, der henhører under forvaltningsområdet for byen Yancheng i Kina. »Yancheng Long Xia« må kun sælges kogt og efterfølgende nedfrosset og vakuumpakket. De levende, friske, vildtfangede krebs koges og lægges herefter i plastbakker, hvor de overhældes med en særlig sovs, der hovedsagelig består af salt og fennikel, hvorefter de vakuumpakkes i plastposer, der lukkes hermetisk, og pakkes i kasser. Hver kasses nettovægt er 1 000 g (sovsemængden er efter kundens ønske). Normale størrelsesklasser er 8-15 stk./kilo, 16-23 stk./kg og 23-28 stk./kg. Produktet skal holdes på mindst – 18 °C ved lagring og transport.

»Yancheng Long Xias« ernæringsegenskaber: proteinindhold ≥ 18 %, fedtindhold ≤ 3 %, vitamin A ≥ 2 %. Den spiselige del: ≥ 23 %. »Yancheng Long Xia« kan spises direkte efter optøning i luft eller i mikroovn.

3.3.   Råvarer (kun for forarbejdede produkter):

Krebsene, som udgør råvaren i »Yancheng Long Xia«, skal komme fra Doulong-flodområdet, der ligger i forvaltningsområdet for byen Yancheng i Kina. Dette område, hvor ferskvand og saltvand flyder sammen, ligger mellem to nationale naturreservater til beskyttelse af japansk trane og milu (Père Davids hjort).

3.4.   Foder (kun for produkter af animalsk oprindelse):

3.5.   Specifikke etaper af produktionen, som skal finde sted inden for det afgrænsede geografiske område:

Fangst og forarbejdning af krebsene skal finde sted inden for det afgrænsede geografiske område. Bearbejdningen omfatter sortering, skylning, iblødlægning, kogning, nedkøling, sortering, klassificering, krydring og indfrysning af krebsene.

3.6.   Særlige regler vedrørende udskæring, rivning eller emballering osv.:

Når de friske, rå krebs ankommer på det aftalte tidspunkt med den aftalte leveringstemperatur, bliver de vejet og vakuumpakket og gennemgår hurtig indfrysning. Når kernetemperaturen når – 15 °C eller lavere, pakkes krebsene efter at være blevet sorteret efter vægtklasser i en masterkarton og flyttes herefter til kølelagring ved højst – 18 °C. Under forarbejdning og pakning kontrolleres tid og temperaturer videnskabeligt samtidig med, at strenge hygiejneforskrifter for ansatte og forpakningsmateriale forhindrer vækst af mikroorganismer og garanterer, at produkterne er sikre.

Inderemballagen til »Yancheng Long Xia« består af bakker af bøjelig plast beregnet til levnedsmiddelbrug og bløde vakuumposer beregnet til levnedsmiddelbrug. Alle emballagematerialer produceres af emballagefabrikker, der opfylder de nødvendige krav. Inderemballagen til hvert parti, der skal anvendes til »Yancheng Long Xia«, skal efterprøves af virksomhedens kvalitetskontrolafdeling og skal opfylde kravene til fødevaresikkerhed og godkendes via rapporter eller certifikater. Poser eller bakker, der ikke opfylder kravene, må ikke komme ind på forarbejdningsvirksomheden for »Yancheng Long Xia«.

Yderemballagen (masterkarton) til »Yancheng Long Xia« består af papirmateriale. Masterkartonen produceres af emballagefabrikker, der opfylder de nødvendige krav. Masterkartoner til hvert parti, der skal anvendes til »Yancheng Long Xia«, skal efterprøves af krebsevirksomhedens kvalitetskontrolafdeling og opfylde kravene til fødevaresikkerhed og underbygges med kvalitetsrapporter eller certifikater. Masterkartoner, der ikke opfylder kravene, må ikke komme ind på forarbejdningsvirksomheden for »Yancheng Long Xia«.

3.7.   Specifikke mærkningsregler:

Etiketten indeholder produktnavnet (»Yancheng Long Xia«), logoet for den geografiske oprindelse og fabrikkens navn.

4.   Afgrænsning af det geografiske område:

Det geografiske område omfatter både fangstområdet og forarbejdningsområdet. »Yancheng Long Xia«-krebs fanges i Doulong-flodområdet, hvor ferskvand og havvand løber sammen. Doulong-flodområdet i Yancheng er det område, hvor Doulong-floden flyder gennem Yancheng og dets forskellige distrikter. Området dækker et samlet areal på 11 200 kvadratkilometer. Dafeng, som er Kinas første by i økologisk balance, ligger inden for dette vandområde ved Det Gule Havs kyst mellem to nationale naturreservater til beskyttelse af japansk trane og milu (Père Davids hjort). Det er et vådområde med sandstrande, hvor ferskvand og havvand blandes.

5.   Tilknytning til det geografiske område:

5.1.   Det geografiske områdes egenart:

Doulong-flodområdet ligger i byen Yanchengs forvaltningsområde i provinsen Jiangsu og strækker sig med en kystlinje på over 110 km langs Stillehavets kystlinje. I dette område løber floden Huaihe i nord og floden Yangtze i syd ud i havet, hvor flodvandet i en dags- og årsrytme blandes med Det Gule Havs tidevand. Herved er opstået et årtusindgammelt bredt strandvådområde. Området er berømt for sine frugtbare jorder og store rigdom af forskellige vanddyr og -planter. Det er levested for mange sjældne dyr og fugle, blandt andet milu (Père Davids hjort) og japansk trane.

På de brede, flade sandstrande og i det komplicerede system af floder og vådlande i området har krebsene ideelle forplantnings- og levebetingelser. Det milde vejr og det rene vand med en koncentration af opløst ilt på > 4 mg og det store indhold af organiske stoffer er gunstige økologiske faktorer og gør Doulong-flodområdet til et optimalt levested for krebs.

5.2.   Produktets egenart:

»Yancheng Long Xia«-krebs er et amfibisk, polyfagt vanddyr med egenskaber, som er forskellige fra andre arters egenskaber. Halekødet har et højt proteinindhold og et lavt fedtindhold, og smagen i krebsens fedt (gult fedt) minder om krabbefedts udsøgte smag Eftersom der er tale om et amfibisk dyr, er dets ernæringsmæssige egenskaber fremragende (proteinindhold ≥ 18 %, fedtindhold ≤ 3 %, vitamin A ≥ 2 %) og udviser således fordelagtige egenskaber for både landlevende dyr og fiskedyr. De spiselige dele af »Yancheng Long Xia«-krebs omfatter halekødet, kødet i kløerne og det gule fedt i hovedet.

5.3.   Årsagssammenhængen mellem det geografiske område og produktets kvalitet eller egenskaber (for BOB) eller produktets særlige egenskaber, omdømme eller andre kendetegn (for BGB):

Doulong-flodområdet ligger i nærheden af de kystnære vådområder, hvor ferskvand og havvand mødes. Den frostfrie periode er med 240 dage meget lang. Vandkvaliteten er god med en koncentration af opløst ilt på > 4 mg og en pH-værdi mellem 7,8 og 9. Vandstanden er stabil hele året. I området findes et utal af forskellige vanddyr og -planter, som frembringer et rigt organisk materiale og således bidrager til krebsenes vækst.

Alle ovennævnte faktorer bidrager til, at »Yancheng Long Xia«-krebs er forskellig fra krebs fra andre områder: »Yancheng Long Xia«-krebsen er velproportioneret, har tynd skal og en spiselig del, som udgør ≥ 23 %, og dens kød er mere elastisk og fast. Krebs fra andre områder har store hoveder og tyk skal. Deres spiselige del er ≥ 18 %, og kødet er løsere og mangler elasticitet. Vandet i området, hvor ferskvand og havvand blandes, giver kødet en vis salthed og alkalinitet. Krebsens amfibiske levevis og det særlige naturlige miljø giver kødet dets helt specielle ernæringsindhold og smag. Disse egenskaber findes også hos ferskvandsrejer og -krabber og produkter baseret på akvatiske dyr, men sjældent hos andre spisekrebs.

Henvisning til offentliggørelse af varespecifikationen:

(Artikel 5, stk. 7, i forordning (EF) nr. 510/2006)


(1)  EUT L 93 af 31.3.2006, s. 12.


Top