»BILAG XIX

Aktivitetsspecifikke retningslinjer for produktion af natriumkarbonat og natriumhydrogenkarbonat som anført i bilag I til direktiv 2003/87/EF

1.   AFGRÆNSNING OG FULDSTÆNDIGHED

De aktivitetsspecifikke retningslinjer i dette bilag finder anvendelse på udledninger fra anlæg til produktion af natriumkarbonat og natriumhydrogenkarbonat som anført i bilag I til direktiv 2003/87/EF.

2.   BESTEMMELSE AF CO2-UDLEDNINGER

Ved anlæg til produktion af natriumkarbonat og natriumhydrogenkarbonat stammer CO2-udledningerne bl.a. fra følgende udledningskilder og kildestrømme:

—	brændsel, der forbruges i forbrændingsprocesser, fx til produktion af hedtvand og damp

—	råmaterialer (fx aftræksgas fra kalcinering af kalksten, for så vidt som den ikke anvendes til karbonering)

—	spildgasser fra vaske- og filtreringstrin efter karbonering, for så vidt som de ikke anvendes til karbonering.

2.1.   BEREGNING AF CO2-UDLEDNINGER

Eftersom natriumkarbonat og natriumhydrogenkarbonat indeholder kulstof, der hidrører fra de til processen tilførte materialer, beregnes procesudledningerne ved en massebalancemetode som beskrevet i punkt 2.1.1. Udledninger fra forbrænding af brændsel kan enten overvåges særskilt som beskrevet i punkt 2.1.2 eller indgår i massebalancen.

2.1.1.   MASSEBALANCEMETODEN

I massebalancemetoden medregnes alt kulstof fra tilførsler, lagerbeholdninger, produkter og andet, som eksporteres fra anlægget, i drivhusgasudledningerne i løbet af rapporteringsperioden, undtagen udledningskilder, der overvåges ifølge punkt 2.1.2. Den mængde CO2, der medgår til produktion af natriumhydrogenkarbonat ud fra natriumkarbonat, anses for udledt. Der anvendes følgende ligning:

CO2-udledninger [t CO2] = (tilførsel – produkter – eksport – ændring af lagerbeholdning) * omregningsfaktor CO2/C

hvor

—   tilførsel [t C]: alt kulstof, der tilføres anlægget

—   produkter [t C]: alt kulstof i produkter (1) og materialer, herunder biprodukter, som forlader anlægget

—   eksport [t C]: kulstof, som eksporteres fra anlægget i flydende og/eller fast form, f.eks. ledes til kloakeringssystemet, deponeres i affaldsdepoter eller indgår i tab. Eksport omfatter ikke frigivelse af drivhusgasser og kulilte til atmosfæren

—   ændring af lagerbeholdning [t C]: forøgelse af beholdningen af kulstof inden for massebalancens afgrænsning.

Beregningen foretages som følger:

CO2-udledninger [t CO2] = (Σ (aktivitetsdatatilførsel * kulstofindholdtilførsel) – Σ (aktivitetsdataprodukter * kulstofindholdprodukter) – Σ (aktivitetsdataeksport * kulstofindholdeksport) – Σ (aktivitetsdataændring af lagerbeholdning * kulstofindholdændring af lagerbeholdning)) * 3,664

hvor

a)    Aktivitetsdata

Driftslederen analyserer og rapporterer massestrømmene til og fra anlægget og ændringerne i beholdningen af alle relevante brændsler og materialer hver for sig. Hvis en massestrøms kulstofindhold sædvanligvis hænger sammen med energiindholdet (brændsler), må driftslederen bestemme og anvende det kulstofindhold, der hænger sammen med energiindholdet [t C/TJ] i den pågældende massestrøm, ved beregning af massebalancen.

Metodetrin 1

Aktivitetsdata bestemmes for rapporteringsperioden med en usikkerhed på mindre end ± 7,5 %.

Metodetrin 2

Aktivitetsdata bestemmes for rapporteringsperioden med en usikkerhed på mindre end ± 5 %.

Metodetrin 3

Aktivitetsdata bestemmes for rapporteringsperioden med en usikkerhed på mindre end ± 2,5 %.

Metodetrin 4

Aktivitetsdata bestemmes for rapporteringsperioden med en usikkerhed på mindre end ± 1,5 %.

b)    Kulstofindhold

Metodetrin 1

Kulstofindholdet i tilførte eller producerede strømme beregnes ud fra referenceemissionsfaktorerne for de brændsler eller materialer, som er anført i punkt 11 i bilag I eller i andre aktivitetsspecifikke bilag i disse retningslinjer. Kulstofindholdet beregnes som følger:

Kulstofindhold [t/t eller TJ] = (Emissionsfaktor [t CO2/t eller TJ])/(3,664 [t CO2/t kulstof])

Metodetrin 2

Driftslederen anvender landespecifikke kulstofindhold for de forskellige brændsler eller materialer, som den pågældende medlemsstat har rapporteret i den seneste nationale opgørelse, som er blevet forelagt sekretariatet for FN's rammekonvention om klimaændringer.

Metodetrin 3

Kulstofindholdet i tilførte eller producerede strømme beregnes efter forskrifterne i punkt 13 i bilag I hvad angår repræsentativ prøvetagning af brændsler, produkter og biprodukter samt bestemmelse af disses kulstofindhold og biomassefraktion.

2.1.2.   FORBRÆNDINGSUDLEDNINGER

Udledninger fra forbrænding af brændsel skal overvåges og rapporteres i overensstemmelse med bilag II, med mindre de indgår i massebalancen i punkt 2.1.1.

2.2.   MÅLING AF CO2-UDLEDNINGER

Retningslinjerne for måling i bilag I og XII skal anvendes.

»BILAG XX

Aktivitetsspecifikke retningslinjer for produktion af ammoniak som anført i bilag I til direktiv 2003/87/EF

1.   AFGRÆNSNING OG FULDSTÆNDIGHED

De aktivitetsspecifikke retningslinjer i dette bilag skal anvendes til at overvåge udledninger fra ammoniakproduktionsanlæg som anført i bilag I til direktiv 2003/87/EF.

Ammoniakproduktionsanlæg kan indgå i integrerede anlæg i den kemiske industri eller raffinaderiindustrien med deraf følgende intensiv udveksling af energi og materiale. CO2-udledningerne kan stamme fra forbrænding af brændsel og fra brug af brændsel som tilført procesmateriale til produktion af ammoniak. Ved mange ammoniakproduktionsanlæg bliver CO2 fra produktionsprocessen opsamlet og anvendt i andre produktionsprocesser, fx til produktion af urinstof. Sådant opsamlet CO2 skal regnes som udledt.

2.   BESTEMMELSE AF CO2-UDLEDNINGER

Ved anlæg til produktion af ammoniak stammer CO2-udledningerne fra følgende udledningskilder og kildestrømme:

—	forbrænding af brændsel til levering af varme til reforming eller delvis oxidation

—	brændsel, der tilføres som procesmateriale i ammoniakproduktionsprocessen (reforming eller delvis oxidation)

—	brændsel, der anvendes i andre forbrændingsprocesser, fx til produktion af hedtvand og damp.

2.1.   BEREGNING AF CO2-UDLEDNINGER

2.1.1.   FORBRÆNDINGSUDLEDNINGER

Udledninger fra forbrænding af brændsel, der ikke tilføres som procesmateriale, skal overvåges og rapporteres i overensstemmelse med bilag II.

2.1.2.   UDLEDNINGER FRA BRÆNDSEL, DER TILFØRES SOM PROCESMATERIALE I AMMONIAKPRODUKTIONEN

Udledninger fra brændsel, der tilføres som procesmateriale, skal overvåges og rapporteres i overensstemmelse med bilag II.

2.2.   MÅLING AF CO2-UDLEDNINGER

Retningslinjerne for måling i bilag I og XII skal anvendes.«

»BILAG XXI

Aktivitetsspecifikke retningslinjer for produktion af brint og syntesegas som anført i bilag I til direktiv 2003/87/EF

1.   AFGRÆNSNING OG FULDSTÆNDIGHED

De aktivitetsspecifikke retningslinjer i dette bilag skal anvendes til at overvåge udledninger fra anlæg til produktion af brint og syntesegas som anført i bilag I til direktiv 2003/87/EF. Hvis brintproduktionen er teknisk integreret i et olieraffinaderi, skal anlæggets driftsleder i stedet anvende de relevante bestemmelser i bilag III.

Anlæg til produktion af brint og syntesegas kan indgå i integrerede anlæg i den kemiske industri eller raffinaderiindustrien med deraf følgende intensiv udveksling af energi og materiale. CO2-udledningerne kan stamme fra forbrænding af brændsel og fra brug af brændsel som tilført procesmateriale.

2.   BESTEMMELSE AF CO2-UDLEDNINGER

Ved anlæg til produktion af brint og syntesegas stammer CO2-udledningerne fra følgende udledningskilder og kildestrømme:

—	brændsel, der anvendes i brint- eller syntesegasproduktionsprocessen (reforming eller delvis oxidation)

—	brændsel, der anvendes i andre forbrændingsprocesser, fx til produktion af hedtvand og damp.

2.1.   BEREGNING AF CO2-UDLEDNINGER

2.1.1.   FORBRÆNDINGSUDLEDNINGER

Udledninger fra forbrænding af brændsel, der ikke tilføres som procesmateriale i produktionen af brint eller syntesegas, men anvendes i andre forbrændingsprocesser, skal overvåges og rapporteres i overensstemmelse med bilag II.

2.1.2.   UDLEDNINGER FRA BRÆNDSEL, DER TILFØRES SOM PROCESMATERIALE

Udledninger fra brændsel, der tilføres som procesmateriale i produktionen af brint, skal beregnes ved hjælp af den tilførselsbaserede metode i punkt 2.1.2.1. Hvad angår produktion af syntesegas benyttes der en massebalance, jf. punkt 2.1.2.2. Hvis der produceres både brint og syntesegas på samme anlæg, kan driftslederen vælge at beregne de respektive udledninger fra begge produktionsprocesser med én massebalance efter fremgangsmåden i punkt 2.1.2.2.

2.1.2.1.   PRODUKTION AF BRINT

Udledninger fra brændsel, der tilføres som procesmateriale, beregnes ved hjælp af følgende formel:

CO2-udledninger = aktivitetsdata * emissionsfaktor

hvor

—	aktivitetsdata udtrykkes som nettoenergiindholdet i det brændsel, der tilføres som procesmateriale, [TJ] eller, hvis der anvendes en masse- eller volumenrelateret emissionsfaktor, som den mængde brændsel, der tilføres som procesmateriale [t eller Nm3]

—	emissionsfaktoren udtrykkes i ton CO2/TJ eller i ton CO2/t eller i ton CO2/Nm3 brændsel, der er tilført som procesmateriale.

Der gælder følgende krav på de enkelte metodetrin:

a)    Aktivitetsdata

Aktivitetsdata udtrykkes generelt som nettoenergiindholdet [TJ] i det brændsel, der forbruges i løbet af rapporteringsperioden. Energiindholdet i brændselsforbruget beregnes ved hjælp af følgende formel:

Brændselsforbrugets energiindhold [TJ] = forbrugt brændsel [t eller Nm3] * brændslets nedre brændværdi [TJ/t eller TJ/Nm3]

Hvis der anvendes en masse- eller volumenrelateret emissionsfaktor [t CO2/t eller t CO2/Nm3], angives aktivitetsdata som den forbrugte brændselsmængde [t eller Nm3].

hvor

a1)   Forbrugt brændsel

Metodetrin 1

Mængden af brændsel, der er tilført som procesmateriale [t eller Nm3] i rapporteringsperioden, opgøres med en usikkerhed på højst ± 7,5 %.

Metodetrin 2

Mængden af brændsel, der er tilført som procesmateriale [t eller Nm3] i rapporteringsperioden, opgøres med en usikkerhed på højst ± 5,0 %.

Metodetrin 3

Mængden af brændsel, der er tilført som procesmateriale [t eller Nm3] i rapporteringsperioden, opgøres med en usikkerhed på højst ± 2,5 %.

Metodetrin 4

Mængden af brændsel, der er tilført som procesmateriale [t eller Nm3] i rapporteringsperioden, opgøres med en usikkerhed på højst ± 1,5 %.

a2)   Nedre brændværdi

Metodetrin 1

For hver enkelt brændselstype anvendes referenceværdierne i punkt 11 i bilag I.

Metodetrin 2a

Driftslederen anvender landespecifikke nedre brændværdier for de forskellige brændsler, som den pågældende medlemsstat har rapporteret i den seneste nationale opgørelse, som er blevet forelagt sekretariatet for FN's rammekonvention om klimaændringer.

Metodetrin 2b

For kommercielt handlede brændsler anvendes den nedre brændværdi, som udledes af indkøbsfortegnelserne fra brændselsleverandøren for det pågældende brændsel, forudsat den er udledt på grundlag af anerkendte nationale eller internationale standarder.

Metodetrin 3

Den nedre brændværdi, der er repræsentativ for et anlægs brændsel, måles af driftslederen, et eksternt laboratorium eller brændselsleverandøren i overensstemmelse med forskrifterne i punkt 13 i bilag I.

b)    Emissionsfaktor

Metodetrin 1

Referenceværdierne i punkt 11 i bilag I anvendes.

Metodetrin 2a

Driftslederen anvender landespecifikke emissionsfaktorer for de forskellige brændsler, som den pågældende medlemsstat har rapporteret i den seneste nationale opgørelse, som er blevet forelagt sekretariatet for FN's rammekonvention om klimaændringer.

Metodetrin 2b

Driftslederen udleder emissionsfaktorer for brændslet på grundlag af en af følgende fastsatte referencer:

—	densitetsmåling af bestemte olier eller gasser, som er fælles for f.eks. raffinaderibranchen eller stålindustrien, samt

—	nedre brændværdi for bestemte kultyper

kombineret med en empirisk korrelation, som bestemmes mindst en gang om året i overensstemmelse med forskrifterne i punkt 13 i bilag I. Driftslederen skal sikre, at korrelationen opfylder kravene med hensyn til god teknisk praksis, og at den kun anvendes på de værdier af referencen, som ligger inden for det område, den er opstillet for.

Metodetrin 3

Der anvendes en aktivitetsspecifik emissionsfaktor [CO2/TJ eller CO2/t eller CO2/Nm3 tilført materiale], som er beregnet ud fra kulstofindholdet i det tilførte brændsel efter forskrifterne i punkt 13 i bilag I.

2.1.2.2.   PRODUKTION AF SYNTESEGAS

Eftersom en del af kulstoffet i det brændsel, der tilføres som procesmateriale, er indeholdt i den producerede syntesegas, skal der anvendes en massebalancemetode til beregning af drivhusgasudledningerne.

I massebalancemetoden medregnes alt kulstof fra tilførsler, lagerbeholdninger, produkter og andet, som eksporteres fra anlægget, i drivhusgasudledningerne i løbet af rapporteringsperioden, undtagen udledningskilder, der overvåges ifølge punkt 2.1.1 og 2.1.2.1. Der anvendes følgende ligning:

CO2-udledninger [t CO2] = (tilførsel — produkter — eksport - ændring af lagerbeholdning) * omregningsfaktor CO2/C

hvor

—   tilførsel [t C]: alt kulstof, der tilføres anlægget

—   produkter [t C]: alt kulstof i produkter og materialer, herunder biprodukter, som forlader anlægget

—   eksport [t C]: kulstof, som eksporteres fra anlægget, f.eks. ledes til kloakeringssystemet, deponeres i affaldsdepoter eller indgår i tab. Eksport omfatter ikke frigivelse af drivhusgasser og kulilte til atmosfæren

—   ændring af lagerbeholdning [t C]: forøgelse af beholdningen af kulstof inden for massebalancens afgrænsning.

Beregningen foretages som følger:

CO2-udledninger [t CO2] = (Σ (aktivitetsdatatilførsel * kulstofindholdtilførsel) — Σ (aktivitetsdataprodukter * kulstofindholdprodukter) – Σ (aktivitetsdataeksport * kulstofindholdeksport) – Σ (aktivitetsdataændring af lagerbeholdning * kulstofindholdændring af lagerbeholdning)) * 3,664

hvor

a)    Aktivitetsdata

Driftslederen analyserer og rapporterer massestrømmene til og fra anlægget og ændringerne i beholdningen af alle relevante brændsler og materialer hver for sig. Hvis en massestrøms kulstofindhold sædvanligvis hænger sammen med energiindholdet (brændsler), må driftslederen bestemme og anvende det kulstofindhold, der hænger sammen med energiindholdet [t C/TJ] i den pågældende massestrøm, ved beregning af massebalancen.

Metodetrin 1

Aktivitetsdata bestemmes for rapporteringsperioden med en usikkerhed på mindre end ± 7,5 %.

Metodetrin 2

Aktivitetsdata bestemmes for rapporteringsperioden med en usikkerhed på mindre end ± 5 %.

Metodetrin 3

Aktivitetsdata bestemmes for rapporteringsperioden med en usikkerhed på mindre end ± 2,5 %.

Metodetrin 4

Aktivitetsdata bestemmes for rapporteringsperioden med en usikkerhed på mindre end ± 1,5 %.

b)    Kulstofindhold

Metodetrin 1

Kulstofindholdet i tilførte eller producerede strømme beregnes ud fra referenceemissionsfaktorerne for de brændsler eller materialer, som er anført i punkt 11 i bilag I eller i andre aktivitetsspecifikke bilag i disse retningslinjer. Kulstofindholdet beregnes som følger:

Kulstofindhold [t/t eller TJ] = Emissionsfaktor [t CO2/t eller TJ]/3,664 [t CO2/t kulstof]

Metodetrin 2

Driftslederen anvender landespecifikke kulstofindhold for de forskellige brændsler eller materialer, som den pågældende medlemsstat har rapporteret i den seneste nationale opgørelse, som er blevet forelagt sekretariatet for FN's rammekonvention om klimaændringer.

Metodetrin 3

Kulstofindholdet i tilførte eller producerede strømme beregnes efter forskrifterne i punkt 13 i bilag I hvad angår repræsentativ prøvetagning af brændsler, produkter og biprodukter samt bestemmelse af disses kulstofindhold og biomassefraktion.

2.2.   MÅLING AF CO2-UDLEDNINGER

Retningslinjerne for måling i bilag I og XII skal anvendes.«

»BILAG XXII

Aktivitetsspecifikke retningslinjer for produktion af organiske massekemikalier som anført i bilag I til direktiv 2003/87/EF

1.   AFGRÆNSNING OG FULDSTÆNDIGHED

De aktivitetsspecifikke retningslinjer i dette bilag skal anvendes til at overvåge udledninger fra produktion af organiske massekemikalier som anført i bilag I til direktiv 2003/87/EF. Hvis en sådan produktion er teknisk integreret i et olieraffinaderi, skal anlæggets driftsleder i stedet anvende de relevante bestemmelser i bilag III, især på udledningerne fra katalytisk krakning.

Anlæg til produktion af organiske massekemikalier kan indgå i integrerede anlæg i den kemiske industri eller raffinaderiindustrien med deraf følgende intensiv udveksling af energi og materiale. CO2-udledningerne kan stamme fra forbrænding af brændsel og fra tilførsel af brændsel eller materialer som procesmateriale.

2.   BESTEMMELSE AF CO2-UDLEDNINGER

Blandt potentielle kilder til CO2-udledninger kan nævnes brændsel og procesmateriale, der tilføres til følgende processer:

—	krakning (katalytisk og ikke-katalytisk)

—

reforming

—	fuldstændig eller delvis oxidation

—	lignende processer, der medfører CO2-udledninger med kulstof fra kulbrintebaseret råmateriale

—	afbrænding af spildgasser, herunder flaring

—	anden forbrænding af brændsel til levering af varme til ovennævnte processer.

2.1.   BEREGNING AF CO2-UDLEDNINGER

Udledninger fra forbrændingsprocesser, hvor brændslet ikke indgår i eller hidrører fra kemiske reaktioner til produktion af organiske massekemikalier, fx processer til produktion af varme eller el, skal overvåges og rapporteres efter punkt 2.1.1. I alle andre tilfælde beregnes udledningerne fra produktion af organiske massekemikalier ved hjælp af en massebalancemetode, jf. punkt 2.1.2. Alt CO i røggassen regnes som CO2. Med den kompetente myndigheds godkendelse kan der i stedet for en massebalancemetode anvendes en tilførselsbaseret metode som den i bilag II beskrevne under hensyntagen til bedste praksis i industrien, hvis driftslederen kan påvise, at dette er mere omkostningseffektivt og har en tilsvarende nøjagtighed.

2.1.1.   FORBRÆNDINGSUDLEDNINGER

Udledninger fra forbrændingsprocesser skal overvåges og rapporteres i overensstemmelse med bilag II. Hvis der udføres røggasvask ved anlægget, og de deraf følgende udledninger ikke beregnes ved hjælp af massebalancen i punkt 2.1.2, skal de beregnes i overensstemmelse med bilag II.

2.1.2.   MASSEBALANCEMETODEN

I massebalancemetoden medregnes alt kulstof fra tilførsler, lagerbeholdninger, produkter og andet, som eksporteres fra anlægget, i drivhusgasudledningerne, undtagen udledningskilder, der overvåges ifølge punkt 2.1.1. Der anvendes følgende ligning:

Udledninger [t CO2] = (tilførsel – produkter – eksport – ændring af lagerbeholdning) * omregningsfaktor CO2/C

hvor

—   tilførsel [t C]: alt kulstof, der tilføres anlægget

—   produkter [t C]: alt kulstof i produkter og materialer, herunder biprodukter, som forlader anlægget

—   eksport [t C]: kulstof, som eksporteres fra anlægget, f.eks. ledes til kloakeringssystemet, deponeres i affaldsdepoter eller indgår i tab. Eksport omfatter ikke frigivelse af drivhusgasser og kulilte til atmosfæren

—   ændring af lagerbeholdning [t C]: forøgelse af beholdningen af kulstof ved anlægget.

Beregningen foretages som følger:

CO2-udledninger [t CO2] = (Σ (aktivitetsdatatilførsel * kulstofindholdtilførsel) – Σ (aktivitetsdataprodukter * kulstofindholdprodukter) – Σ (aktivitetsdataeksport * kulstofindholdeksport) – Σ (aktivitetsdataændring af lagerbeholdning * kulstofindholdændring af lagerbeholdning)) * 3,664

hvor

a)    Aktivitetsdata

Driftslederen analyserer og rapporterer massestrømmene til og fra anlægget og ændringerne i beholdningen af alle relevante brændsler og materialer hver for sig. Hvis en massestrøms kulstofindhold sædvanligvis hænger sammen med energiindholdet (brændsler), må driftslederen bestemme og anvende det kulstofindhold, der hænger sammen med energiindholdet [t C/TJ] i den pågældende massestrøm, ved beregning af massebalancen.

Metodetrin 1

Aktivitetsdata bestemmes for rapporteringsperioden med en usikkerhed på mindre end ± 7,5 %.

Metodetrin 2

Aktivitetsdata bestemmes for rapporteringsperioden med en usikkerhed på mindre end ± 5,0 %.

Metodetrin 3

Aktivitetsdata bestemmes for rapporteringsperioden med en usikkerhed på mindre end ± 2,5 %.

Metodetrin 4

Aktivitetsdata bestemmes for rapporteringsperioden med en usikkerhed på mindre end ± 1,5 %.

b)    Kulstofindhold

Metodetrin 1

Kulstofindholdet i tilførte eller producerede strømme beregnes ud fra referenceemissionsfaktorerne for de brændsler eller materialer, som er opregnet i punkt 11 i bilag I, i tabellen nedenfor eller i andre aktivitetsspecifikke bilag i disse retningslinjer. Kulstofindholdet beregnes som følger:

Kulstofindhold [t/t eller TJ] = Emissionsfaktor [t CO2/t eller TJ]/3,664 [t CO2/t kulstof]

For stoffer, der hverken er nævnt i punkt 11 i bilag I eller i andre aktivitetsspecifikke bilag i disse retningslinjer, kan driftslederne beregne kulstofindholdet ud fra det rene stofs støkiometriske kulstofindhold og stoffets koncentration i den tilførte eller producerede strøm.

Tabel

Referenceemissionsfaktorer  (1)

Stof	Kulstofindhold (t C/t råmateriale eller t C/t produkt)
acetonitril	0,5852 t C/t
acrylonitril	0,6664 t C/t
butadien	0,888 t C/t
carbon black	0,97 t C/t
ethylen	0,856 t C/t
ethylendichlorid	0,245 t C/t
ethylenglycol	0,387 t C/t
ethylenoxid	0,545 t C/t
hydrogencyanid	0,4444 t C/t
methanol	0,375 t C/t
methan	0,749 t C/t
propan	0,817 t C/t
propylen	0,8563 t C/t
vinylchloridmonomer	0,384 t C/t

Metodetrin 2

Driftslederen anvender landespecifikke kulstofindhold for de forskellige brændsler eller materialer, som den pågældende medlemsstat har rapporteret i den seneste nationale opgørelse, som er blevet forelagt sekretariatet for FN's rammekonvention om klimaændringer.

Metodetrin 3

Kulstofindholdet i tilførte eller producerede strømme beregnes efter forskrifterne i punkt 13 i bilag I hvad angår repræsentativ prøvetagning af brændsler, produkter og biprodukter samt bestemmelse af disses kulstofindhold og biomassefraktion.

2.2.   MÅLING AF CO2-UDLEDNINGER

Retningslinjerne for måling i bilag I og XII skal anvendes.«

»BILAG XXIII

Aktivitetsspecifikke retningslinjer for produktion eller forarbejdning af ferrometaller og nonferrometaller som anført i bilag I til direktiv 2003/87/EF

1.   AFGRÆNSNING OG FULDSTÆNDIGHED

De aktivitetsspecifikke retningslinjer i dette bilag skal anvendes på emissioner fra produktion eller forarbejdning af ferrometaller og nonferrometaller som anført i bilag I til direktiv 2003/87/EF, undtagen fremstilling af støbejern og stål og produktion af primær aluminium.

2.   BESTEMMELSE AF CO2-UDLEDNINGER

Ved anlæg til produktion eller forarbejdning af ferrometaller og nonferrometaller stammer CO2-udledningerne bl.a. fra følgende udledningskilder og kildestrømme:

—	traditionelle brændsler (fx naturgas, kul, koks og olie)

—	andre brændsler (plast fx fra genvinding af batterier, organisk materiale (granulat) fra shredderanlæg)

—	reduktionsmidler (fx koks og grafitelektroder)

—	råstoffer (fx kalcinering af kalksten og dolomit samt kulstofholdige malme og koncentrater)

—	sekundære råmaterialer (fx organisk materiale i skrot).

2.1.   BEREGNING AF CO2-UDLEDNINGER

I anlæg, hvor kulstof fra det anvendte brændsel og tilførte råmaterialer, indgår i produkterne eller andre resultater af produktionen, fx i form af reduktion af malme, anvendes der en massebalancemetode (se punkt 2.1.1). I anlæg, hvor det ikke er tilfældet, beregnes forbrændingsudledninger og procesudledninger hver for sig (se punkt 2.1.2 og 2.1.3).

2.1.1.   MASSEBALANCEMETODEN

I massebalancemetoden medregnes alt kulstof fra tilførsler, lagerbeholdninger, produkter og andet, som eksporteres fra anlægget, i drivhusgasudledningerne i løbet af rapporteringsperioden efter følgende ligning:

Udledninger [t CO2] = (tilførsel – produkter – eksport – ændring af lagerbeholdning) * omregningsfaktor CO2/C

hvor

—   tilførsel [t C]: alt kulstof, der tilføres anlægget

—   produkter [t C]: alt kulstof i produkter og materialer, herunder biprodukter, som forlader anlægget

—   eksport [t C]: kulstof, som eksporteres fra anlægget, f.eks. ledes til kloakeringssystemet, deponeres i affaldsdepoter eller indgår i tab. Eksport omfatter ikke frigivelse af drivhusgasser og kulilte til atmosfæren

—   ændring af lagerbeholdning [t C]: forøgelse af beholdningen af kulstof inden for massebalancens afgrænsning.

Beregningen foretages som følger:

CO2-udledninger [t CO2] = (Σ (aktivitetsdatatilførsel * kulstofindholdtilførsel) – Σ (aktivitetsdataprodukter * kulstofindholdprodukter) – Σ (aktivitetsdataeksport * kulstofindholdeksport) – Σ (aktivitetsdataændring af lagerbeholdning * kulstofindholdændring af lagerbeholdning)) * 3,664

hvor

a)    Aktivitetsdata

Driftslederen analyserer og rapporterer massestrømmene til og fra anlægget og ændringerne i beholdningen af alle relevante brændsler og materialer hver for sig. Hvis en massestrøms kulstofindhold sædvanligvis hænger sammen med energiindholdet (brændsler), må driftslederen bestemme og anvende det kulstofindhold, der hænger sammen med energiindholdet [t C/TJ] i den pågældende massestrøm, ved beregning af massebalancen.

Metodetrin 1

Aktivitetsdata bestemmes for rapporteringsperioden med en usikkerhed på mindre end ± 7,5 %.

Metodetrin 2

Aktivitetsdata bestemmes for rapporteringsperioden med en usikkerhed på mindre end ± 5 %.

Metodetrin 3

Aktivitetsdata bestemmes for rapporteringsperioden med en usikkerhed på mindre end ± 2,5 %.

Metodetrin 4

Aktivitetsdata bestemmes for rapporteringsperioden med en usikkerhed på mindre end ± 1,5 %.

b)    Kulstofindhold

Metodetrin 1

Kulstofindholdet i tilførte eller producerede strømme beregnes ud fra referenceemissionsfaktorerne for de brændsler eller materialer, som er anført i punkt 11 i bilag I eller i andre aktivitetsspecifikke bilag i disse retningslinjer. Kulstofindholdet beregnes som følger:

Kulstofindhold [t/t eller TJ] = Emissionsfaktor [t CO2/t eller TJ]/3,664 [t CO2/t kulstof]

Metodetrin 2

Driftslederen anvender landespecifikke kulstofindhold for de forskellige brændsler eller materialer, som den pågældende medlemsstat har rapporteret i den seneste nationale opgørelse, som er blevet forelagt sekretariatet for FN's rammekonvention om klimaændringer.

Metodetrin 3

Kulstofindholdet i tilførte eller producerede strømme beregnes efter forskrifterne i punkt 13 i bilag I hvad angår repræsentativ prøvetagning af brændsler, produkter og biprodukter samt bestemmelse af disses kulstofindhold og biomassefraktion.

2.1.2.   FORBRÆNDINGSUDLEDNINGER

Udledninger fra forbrændingsprocesser ved anlæg til produktion eller forarbejdning af ferrometaller og nonferrometaller, som ikke overvåges efter en massebalancemetode, skal overvåges og rapporteres i overensstemmelse med bilag II.

2.1.3.   PROCESUDLEDNINGER

For hver type råmateriale, der anvendes, skal mængden af CO2 beregnes som følger:

CO2-udledninger = Σ aktivitetsdatatilført procesmateriale * emissionsfaktor * omregningsfaktor

hvor

a)    Aktivitetsdata

Metodetrin 1

Mængden [t] af tilførte råmaterialer og procesrestprodukter, der anvendes som råmateriale i processen, som ikke er rapporteret efter punkt 2.1.2, bestemmes for rapporteringsperioden med en usikkerhed på mindre end ± 5,0 %.

Metodetrin 2

Mængden [t] af tilførte råmaterialer og procesrestprodukter, der anvendes som råmateriale i processen, som ikke er rapporteret efter punkt 2.1.2, bestemmes for rapporteringsperioden med en usikkerhed på mindre end ± 2,5 %.

b)    Emissionsfaktor

Metodetrin 1

For karbonater anvendes de støkiometriske forhold i nedenstående tabel:

Tabel

Støkiometriske emissionsfaktorer

Karbonat	Forhold [t CO2 pr. t Ca-karbonat, Mg-karbonat eller andet karbonat]	Bemærkninger
CaCO3	0,440
MgCO3	0,522
det generelle tilfælde: XY(CO3)Z	Emissionsfaktor = [MCO2 ]/{Y * [Mx] + Z *[MCO3 2-]}	X= metal Mx= molekylvægt af X i [g/mol] MCO2 = molekylvægt af CO2 i [g/mol] MCO3- = molekylvægt af CO3 2- i [g/mol] Y= det støkiometriske tal for X Z= det støkiometriske tal for CO3 2-

Disse værdier korrigeres for indholdet af vand og gangbjergart i det anvendte karbonatmateriale.

For procesrestprodukter og andre råmaterialer end karbonater, som ikke er rapporteret efter punkt 2.1.2, beregnes der aktivitetsspecifikke faktorer efter bestemmelserne i punkt 13 i bilag I.

c)    Omregningsfaktor

Metodetrin 1

Omregningsfaktor: 1,0

Metodetrin 2

De aktivitetsspecifikke faktorer beregnes efter forskrifterne i punkt 13 i bilag I, og mængden af kulstof i sinter, slagge og andre relevante produkter samt i frafiltreret støv bestemmes. For at undgå, at materiale tælles med to gange, skal der ikke redegøres for mængden af indeholdt kulstof [t], hvis frafiltreret støv genanvendes i processen.

2.2.   MÅLING AF CO2-UDLEDNINGER

Retningslinjerne for måling i bilag I og XII skal anvendes.«

»BILAG XXIV

Aktivitetsspecifikke retningslinjer for produktion eller forarbejdning af primær aluminium som anført i bilag I til direktiv 2003/87/EF

1.   AFGRÆNSNING OG FULDSTÆNDIGHED

De aktivitetsspecifikke retningslinjer i dette bilag skal anvendes på emissioner fra anlæg til produktion eller forarbejdning af primær aluminium som anført i bilag I til direktiv 2003/87/EF.

Bilaget indeholder retningslinjer for overvågning af udledninger fra fremstilling af elektroder til produktion af primær aluminium, og de gælder tillige for selvstændige anlæg til fremstilling af sådanne elektroder.

2.   BESTEMMELSE AF DRIVHUSGASUDLEDNINGER

Ved anlæg til produktion eller forarbejdning af primær aluminium stammer drivhusgasudledningerne bl.a. fra følgende udledningskilder og kildestrømme:

—	brændsel til produktion af varme eller damp

—	anodefremstilling (CO2)

—	reduktion af Al2O3 under elektrolysen (CO2), som hænger sammen med elektrodeforbruget

—	brug af natriumkarbonat og andre karbonater til vask af røggas (CO2)

—	anodeeffekter (PFC), herunder fugitive udledninger af PFC.

2.1.   BEREGNING AF CO2-UDLEDNINGER

2.1.1.   FORBRÆNDINGSUDLEDNINGER

Udledninger fra forbrænding af brændsel, herunder røggasvask, skal overvåges og rapporteres i overensstemmelse med bilag II, med mindre de indgår i en massebalance, jf. punkt 2.1.2.

2.1.2.   MASSEBALANCE

Procesudledninger fra anodefremstilling og -forbrug beregnes ved hjælp af en massebalancemetode. I massebalancemetoden medregnes alt kulstof fra tilførsler, lagerbeholdninger, produkter og andet, som eksporteres, under blanding, formning, bagning og genanvendelse af anoder samt fra elektrodeforbruget under elektrolysen. Når der anvendes prebake-anoder, kan der enten benyttes særskilte massebalancer for produktion og forbrug, eller én fælles massebalance, som omfatter både produktion og forbrug af elektroder. Hvis der anvendes Søderberg-elektroder, skal driftslederen benytte én samlet massebalance. Uanset om der benyttes en samlet massebalance eller særskilte massebalancer, skal massebalancen fastslå udledningen af drivhusgasser i løbet af rapporteringsperioden ved hjælp af følgende ligning:

CO2-udledninger [t CO2] = (tilførsel - produkter - eksport - ændring af lagerbeholdning) * omregningsfaktor CO2/C

hvor

—   tilførsel [t C]: alt kulstof, der bringes inden for massebalancens afgrænsning, fx beg, koks, pakkekoks og indkøbte anoder

—   produkter [t C]: alt kulstof i produkter og materialer, herunder biprodukter og affald, som forlader massebalancens afgrænsning, fx ved salg af anoder

—   eksport [t C]: kulstof, som eksporteres fra massebalancens afgrænsning, f.eks. ledes til kloakeringssystemet, deponeres i affaldsdepoter eller indgår i tab. Eksport omfatter ikke frigivelse af drivhusgasser til atmosfæren

—   ændring af lagerbeholdning [t C]: forøgelse af beholdningen af kulstof inden for massebalancens afgrænsning.

Beregningen foretages som følger:

CO2-udledninger [t CO2] = (Σ (aktivitetsdatatilførsel * kulstofindholdtilførsel) - Σ (aktivitetsdataprodukter * kulstofindholdprodukter) - Σ (aktivitetsdataeksport * kulstofindholdeksport) - Σ (aktivitetsdataændring af lagerbeholdning * kulstofindholdændring af lagerbeholdning)) * 3,664

hvor

a)    Aktivitetsdata

Driftslederen analyserer og rapporterer massestrømmene til og fra anlægget og ændringerne i beholdningen af alle relevante brændsler og materialer (fx beg, koks og pakkekoks) hver for sig. Hvis en massestrøms kulstofindhold sædvanligvis hænger sammen med energiindholdet (brændsler), må driftslederen bestemme og anvende det kulstofindhold, der hænger sammen med energiindholdet [t C/TJ] i den pågældende massestrøm, ved beregning af massebalancen.

Metodetrin 1

Aktivitetsdata bestemmes for rapporteringsperioden med en usikkerhed på mindre end ± 7,5 %.

Metodetrin 2

Aktivitetsdata bestemmes for rapporteringsperioden med en usikkerhed på mindre end ± 5 %.

Metodetrin 3

Aktivitetsdata bestemmes for rapporteringsperioden med en usikkerhed på mindre end ± 2,5 %.

Metodetrin 4

Aktivitetsdata bestemmes for rapporteringsperioden med en usikkerhed på mindre end ± 1,5 %.

b)    Kulstofindhold

Metodetrin 1

Kulstofindholdet i tilførte eller producerede strømme beregnes ud fra referenceemissionsfaktorerne for de brændsler eller materialer, som er anført i punkt 11 i bilag I eller i andre aktivitetsspecifikke bilag i disse retningslinjer. Kulstofindholdet beregnes som følger:

Kulstofindhold [t/t eller TJ] = Emissionsfaktor [t CO2/t eller TJ]/3,664 [t CO2/t kulstof]

Metodetrin 2

Driftslederen anvender landespecifikke kulstofindhold for de forskellige brændsler eller materialer, som den pågældende medlemsstat har rapporteret i den seneste nationale opgørelse, som er blevet forelagt sekretariatet for FN's rammekonvention om klimaændringer.

Metodetrin 3

Kulstofindholdet i tilførte eller producerede strømme beregnes efter forskrifterne i punkt 13 i bilag I hvad angår repræsentativ prøvetagning af brændsler, produkter og biprodukter samt bestemmelse af disses kulstofindhold og biomassefraktion.

Kulstofindholdet kan med den kompetente myndigheds godkendelse udledes enten ved direkte analyse eller ved indirekte analyse, dvs. at det målte indhold af kendte bestanddele (såsom svovl, brint og aske) trækkes fra den samlede mængde.

2.2.   MÅLING AF CO2-UDLEDNINGER

Retningslinjerne for måling i bilag I og XII skal anvendes.

3.   BESTEMMELSE AF PFC-UDLEDNINGER

PFC-udledninger fra produktion af primær aluminium skal omfatte CF4– og C2F6–udledninger udtrykt i CO2-ækvivalenter:

PFC-udledninger [t CO2(e)] = CF4-udledninger [t CO2(e)] + C2F6-udledninger [t CO2(e)]

Mængden af CO2-ækvivalenter (t CO2(e)) beregnes ved hjælp af de værdier for globalt opvarmningspotentiale, som findes i Second Assessment Report fra Intergovernmental Panel on Climate Change (1995 IPCC GWP value). Værdierne er:

GWPCF4 = 6 500 t CO2(e)/t CF4

GWPC2F6 = 9 200 t CO2(e)/t C2F6

De samlede PFC-udledninger beregnes ud fra de udledninger, der kan måles i en kanal eller skorsten (»punktudledningskilde«), de fugitive udledninger og kanalens opsamlingseffektivitet:

PFC-udledninger (i alt) = PFC-udledninger (kanal)/opsamlingseffektivitet

Opsamlingseffektiviteten måles, når de anlægsspecifikke emissionsfaktorer er bestemt. Dertil benyttes den seneste udgave af den vejledning, der er nævnt under Metodetrin 3 i punkt 4.4.2.4 i IPCC-retningslinjerne fra 2006.

Udledningerne af CF4 og C2F6 gennem en kanal eller skorsten beregnes ved en af følgende to metoder, afhængigt af hvilken reguleringsteknologi der er i brug. Beregningsmetode A bruges, når der registreres anodeeffektminutter pr. celledøgn, mens beregningsmetode B bruges, når der registreres anodeeffektoverspænding.

Beregningsmetode A — hældningsmetoden

Hvis der måles anodeeffektminutter pr. celledøgn, anvendes følgende ligninger til at bestemme PFC-udledningerne:

CF4-udledninger [t CO2(e)] = AEM × (SEFCF4/1 000) × PrAl × GWPCF4

C2F6-udledninger [t CO2(e)] = CF4-udledninger * FC2F6*GWPC2F6

hvor

AEM … Anodeeffektminutter/celledøgn

SEFCF4 … (1) Hældningsemissionsfaktor [(kg CF4/t produceret Al)/(anodeeffektminutter/celledøgn)]

PrAl … Årlig produktion af primær aluminium [t]

FC2F6 … Vægtandelen af C2F6 (t C2F6/t CF4)

hvor

Aktivitetsdata

a)   Produktion af primær aluminium

Metodetrin 1

Produktionen af primær aluminium bestemmes for rapporteringsperioden med en usikkerhed på mindre end ± 2,5 %.

Metodetrin 2

Produktionen af primær aluminium bestemmes for rapporteringsperioden med en usikkerhed på mindre end ± 1,5 %.

b)   Anodeeffektminutter (AEM)

Anodeeffektminutter pr. celledøgn udtrykker hyppigheden af anodeeffekter [antal anodeeffekter/celledøgn] multipliceret med anodeeffekternes gennemsnitlige varighed [anodeeffektminutter/forekomst]:

AEM = hyppighed × gennemsnitsvarighed

Metodetrin 1

Hyppigheden af anodeeffekter og deres gennemsnitsvarighed bestemmes for rapporteringsperioden med en usikkerhed på mindre end ± 2,5 %.

Metodetrin 2

Hyppigheden af anodeeffekter og deres gennemsnitsvarighed bestemmes for rapporteringsperioden med en usikkerhed på mindre end ± 1,5 %.

Emissionsfaktor

Emissionsfaktoren for CF4 (hældningsemissionsfaktoren SEFCF4) udtrykker den mængde [kg] CF4, der udledes pr. ton produceret aluminium for hvert anodeeffektminut/celledøgn. Emissionsfaktoren (vægtandelen af FC2F6) for C2F6 udtrykker den mængde [t] C2F6, der udledes, i forhold til den mængde [t] CF4, der udledes.

Metodetrin 1

Der anvendes teknologispecifikke emissionsfaktorer fra tabel 1.

Tabel 1

Teknologispecifikke emissionsfaktorer for aktivitetsdata til hældningsmetoden

Teknologi	Emissionsfaktor for CF4 (SEFCF4 ) (kg CF4/t Al)/(AE-min/celledøgn)	Emissionsfaktor for C2F6 (FC2F6 ) [t C2F6/t CF4]
Centre Worked Prebake (CWPB)	0,143	0,121
Vertical Stud Søderberg (VSS)	0,092	0,053

Metodetrin 2

Der anvendes anlægsspecifikke emissionsfaktorer for CF4 og C2F6, som er fastlagt på grundlag af kontinuerlige eller periodiske feltmålinger. Til at fastlægge disse emissionsfaktorer benyttes den seneste udgave af den vejledning, der er nævnt under metodetrin 3 i punkt 4.4.2.4 i IPCC-retningslinjerne fra 2006 (2). Emissionsfaktorerne fastsættes med en usikkerhed på højst ± 15 % på hver.

Emissionsfaktorerne fastsættes mindst en gang hvert tredje år eller oftere, hvis relevante anlægsændringer gør det nødvendigt. Ved relevante ændringer forstås bl.a. en ændring i fordelingen af anodeeffekternes varighed og en ændring af reguleringsalgoritmen, der indvirker på fordelingen på forskellige anodeeffekttyper eller karakteren af rutinen for terminering af anodeeffekter.

Beregningsmetode B — Overspændingsmetoden:

Hvis der måles anodeeffektoverspænding, anvendes følgende ligninger til at bestemme PFC-udledningerne:

CF4-udledninger [t CO2(e)] = OVC × (AEO/CE) × PrAl × GWPCF4 × 0,001

C2F6-udledninger [t CO2-eq] = CF4-udledninger × FC2F6 × GWPC2F6

hvor

OVC … Overspændingskoefficient (»emissionsfaktor«) udtryk som kg CF4 pr. ton produceret aluminium pr. mV overspænding

AEO … Anodeeffektoverspænding pr. celle [mV] bestemt som integralet af (tid × spænding over målspændingen) divideret med dataindsamlingens varighed (tiden)

CE … Gennemsnitligt strømudbytte af aluminiumproduktionen [%]

PrAl … Årlig produktion af primær aluminium [t]

FC2F6 … Vægtandelen af C2F6 (t C2F6/t CF4)

Aktivitetsdata

a)   Produktion af primær aluminium

Metodetrin 1

Produktionen af primær aluminium bestemmes for rapporteringsperioden med en usikkerhed på mindre end ± 2,5 %.

Metodetrin 2

Produktionen af primær aluminium bestemmes for rapporteringsperioden med en usikkerhed på mindre end ± 1,5 %.

b)   Anodeeffektoverspænding

Udtrykket AEO/CE (anodeeffektoverspænding/strømudbytte) betegner den tidsintegrerede gennemsnitlige anodeeffektoverspænding [mV overspænding] pr. gennemsnitligt strømudbytte [%]

Metodetrin 1

Anodeeffektoverspændingen og strømudbyttet bestemmes for rapporteringsperioden med en usikkerhed på mindre end ± 2,5 %.

Metodetrin 2

Anodeeffektoverspændingen og strømudbyttet bestemmes for rapporteringsperioden med en usikkerhed på mindre end ± 1,5 %.

Emissionsfaktor

Emissionsfaktoren for CF4 (»overspændingskoefficienten«, OVC) udtrykker den mængde [kg] CF4, der udledes pr. t produceret aluminium pr. millivolt overspænding [mV]. Emissionsfaktoren for C2F6 (vægtandelen af C2F6 ) udtrykker den mængde [t] C2F6, der udledes, i forhold til den mængde [t] CF4, der udledes.

Metodetrin 1

Der anvendes teknologispecifikke emissionsfaktorer fra tabel 2.

Tabel 2

Teknologispecifikke emissionsfaktorer for aktivitetsdata til overspændingsmetoden

Teknologi	Emissionsfaktor for CF4 [(kg CF4/t Al)/mV]	Emissionsfaktor for C2F6 [t C2F6/t CF4]
Centre Worked Prebake (CWPB)	1,16	0,121
Vertical Stud Søderberg (VSS)	i.r.	0,053

Metodetrin 2

Der anvendes anlægsspecifikke emissionsfaktorer for CF4 [(kg CF4/t Al)/mV] og C2F6 [t C2F6/t CF4], som er fastlagt på grundlag af kontinuerlige eller periodiske feltmålinger. Til at fastlægge disse emissionsfaktorer benyttes den seneste udgave af den vejledning, der er nævnt under metodetrin 3 i punkt 4.4.2.4 i IPCC-retningslinjerne fra 2006 (2). Emissionsfaktorerne fastsættes med en usikkerhed på højst ± 15 % på hver.

Emissionsfaktorerne fastsættes mindst en gang hvert tredje år eller oftere, hvis relevante anlægsændringer gør det nødvendigt. Ved relevante ændringer forstås bl.a. en ændring i fordelingen af anodeeffekternes varighed og en ændring af reguleringsalgoritmen, der indvirker på hvorved fordelingen på forskellige anodeeffekttyper eller karakteren af rutinen for terminering af anodeeffekter.