Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32017R1800

    Kommissionens delegerede forordning (EU) 2017/1800 af 29. juni 2017 om ændring af delegeret forordning (EU) nr. 151/2013 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 648/2012 (EØS-relevant tekst. )

    C/2017/4408

    EUT L 259 af 7.10.2017, p. 14–17 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

    Legal status of the document In force

    ELI: http://data.europa.eu/eli/reg_del/2017/1800/oj

    7.10.2017   

    DA

    Den Europæiske Unions Tidende

    L 259/14


    KOMMISSIONENS DELEGEREDE FORORDNING (EU) 2017/1800

    af 29. juni 2017

    om ændring af delegeret forordning (EU) nr. 151/2013 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 648/2012

    (EØS-relevant tekst)

    EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

    under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

    under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 648/2012 af 4. juli 2012 om OTC-derivater, centrale modparter og transaktionsregistre (1), særlig artikel 81, stk. 5, og

    ud fra følgende betragtninger:

    (1)

    Anvendelsen af Kommissionens delegerede forordning (EU) nr. 151/2013 (2) har vist, at fraværet af specifikke standarder for dataadgang og -aggregering samt sammenligning fører til strukturelle mangler. Fraværet af standardiserede data, ensartet funktionalitet og et standardiseret meddelelsesformat har hæmmet direkte og øjeblikkelig adgang til data og dermed forhindret de i artikel 81, stk. 3, i forordning (EU) nr. 648/2012 omhandlede enheder i effektivt at vurdere den systemiske risiko og dermed i at opfylde deres respektive forpligtelser og mandater.

    (2)

    Med henblik på at afhjælpe disse hindringer er det nødvendigt at ændre delegeret forordning (EU) nr. 151/2013 ved yderligere at specificere de operationelle standarder, der kræves for at aggregere og sammenligne data på tværs af transaktionsregistre for at sikre, at de i artikel 81, stk. 3, i forordning (EU) nr. 648/2012 omhandlede enheder kan få adgang til de oplysninger, der er nødvendige for at opfylde deres respektive forpligtelser og mandater.

    (3)

    For at muliggøre en effektiv og virkningsfuld sammenligning og aggregering af data på tværs af transaktionsregistre bør skemaer i XML-format og XML-meddelelser, der er udviklet i overensstemmelse med ISO 20022-metoden, anvendes til adgang til data og til kommunikation mellem de i artikel 81, stk. 3, i forordning (EU) nr. 648/2012 omhandlede enheder og transaktionsregistrene. Dette bør ikke udelukke muligheden for, at transaktionsregistrene og de relevante enheder indbyrdes kan aftale at give adgang eller kommunikere ved hjælp af andre formater end XML.

    (4)

    Skemaer i XML-format bør anvendes til forelæggelse af data for de relevante enheder på en måde, der letter aggregering heraf, mens XML-meddelelser bør anvendes til at strømline dataudvekslingsprocesser mellem transaktionsregistrene og de relevante enheder. Delegeret forordning (EU) nr. 151/2013 udelukker ikke, at der også anvendes særskilte skemaer, som ikke er i XML-format, såsom CSV (comma separated values) eller tekst (txt), for så vidt som de giver de relevante enheder mulighed at opfylde deres respektive forpligtelser og mandater. Transaktionsregistre bør derfor have tilladelse til at fortsætte med at anvende disse formater som supplement til, men ikke som erstatning for, anvendelsen af skemaer i XML-format. Som minimum bør skemaer i XML-format og XML-meddelelser baseret på ISO 20022-metoden anvendes til alle outputrapporter og udvekslinger for at sikre sammenlignelighed og aggregering af data på tværs af transaktionsregistre.

    (5)

    De enheder, som er opført i artikel 81, stk. 3, i forordning (EU) nr. 648/2012, kan uddelegere opgaver og ansvarsområder til ESMA i henhold til artikel 28 i forordning (EU) nr. 1095/2010 (3), herunder adgang til data, der indberettes til transaktionsregistre. Anvendelsen af en sådan uddelegering bør ikke på nogen måde berøre transaktionsregistres forpligtelse til at give enheder, som er opført i artikel 81, stk. 3, i forordning (EU) nr. 648/2012, direkte og øjeblikkelig adgang til de pågældende data.

    (6)

    For at sikre fortrolighed bør enhver form for dataudveksling mellem transaktionsregistre og de relevante enheder gennemføres via en sikker forbindelse mellem maskiner ved hjælp af datakrypteringsprotokoller. For at sikre fælles minimumsstandarder bør en SSH-filoverførselsprotokol (SFTP) anvendes mellem transaktionsregistre og de enheder, der er opført i artikel 81, stk. 3, i forordning (EU) nr. 648/2012. Dette bør ikke udelukke muligheden for, at transaktionsregistrene og de relevante enheder indbyrdes kan aftale at etablere en sikker forbindelse mellem maskiner ved hjælp af en separat kanal, der supplerer SFTP. Transaktionsregistre bør derfor have tilladelse til at fortsætte med at anvende andre sikre forbindelser mellem maskiner som supplement til, men ikke som erstatning for, anvendelsen af SFTP.

    (7)

    Data om den seneste handel med derivataftaler med åbne positioner er afgørende for overvågningen af den finansielle stabilitet og systemisk risiko. Derfor bør de relevante enheder have adgang til disse data.

    (8)

    Det er vigtigt at lette den direkte og øjeblikkelige adgang til specifikke datasæt og således at skabe et sæt af kombinerbare ad hoc-anmodninger vedrørende handelens parter, de økonomiske vilkår, klassificering og identificering af derivataftalen, tidshorisonten for gennemførelse, indberetning og udløb samt virksomheden og livscyklushændelser.

    (9)

    Fristerne for transaktionsregistrenes levering af data til de relevante enheder bør harmoniseres for at forbedre den direkte og øjeblikkelig adgang til data i transaktionsregistrene og give de relevante enheder og transaktionsregistre mulighed for at forbedre planlægningen af deres interne dataprocesser.

    (10)

    Delegeret forordning (EU) nr. 151/2013 bør derfor ændres for yderligere at præcisere og forbedre den operationelle ramme for adgangen til, aggregering og sammenligning af data på tværs af transaktionsregistre.

    (11)

    Anvendelsen af bestemmelserne i nærværende delegerede forordning bør udskydes for at give transaktionsregistrene mulighed for at tilpasse deres systemer til de specifikationer, der er fastsat i nærværende delegerede forordning.

    (12)

    Denne forordning er baseret på det udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder, som Den Europæiske Værdipapir- og Markedstilsynsmyndighed har forelagt Kommissionen.

    (13)

    I overensstemmelse med artikel 10 i forordning (EU) nr. 1095/2010 har ESMA afholdt åbne offentlige høringer om det udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder, som denne forordning er baseret på, og analyseret de potentielle omkostninger og fordele i forbindelse hermed. Disse offentlige høringer gav ESMA mulighed for at indhente synspunkter fra de relevante myndigheder og medlemmerne af Det Europæiske System af Centralbanker (ESCB), som blev fremlagt af ECB. ESMA har desuden anmodet om en udtalelse fra interessentgruppen for værdipapirer og markeder, der er nedsat i henhold til artikel 37 i forordning (EU) nr. 1095/2010 —

    VEDTAGET DENNE FORORDNING:

    Artikel 1

    Ændringer af delegeret forordning (EU) nr. 151/2013

    1.   I artikel 4 foretages følgende ændringer:

    a)

    Stk. 1 affattes således:

    »1.   Transaktionsregistre giver de enheder, som er opført i artikel 81, stk. 3, i forordning (EU) nr. 648/2012, direkte og øjeblikkelig adgang til oplysninger om derivataftaler i overensstemmelse med artikel 2 og 3 i nærværende forordning, herunder også hvis der forekommer delegering i henhold til artikel 28 i forordning (EU) nr. 1095/2010.

    For så vidt angår første afsnit, skal transaktionsregistre anvende et XML-format og et skema, der er udviklet i overensstemmelse med ISO 20022-metoden. Transaktionsregistre kan desuden efter aftale med den pågældende enhed give adgang til oplysninger om derivataftaler i et andet format, der aftales i fællesskab.«

    b)

    Stk. 2 udgår.

    2.   I artikel 5 indsættes følgende som stk. 3 til 9:

    »3.   Transaktionsregistre opretter og opretholder de tekniske ordninger, der er nødvendige for, at de enheder, som er opført i artikel 81, stk. 3, i forordning (EU) nr. 648/2012, kan etablere en forbindelse ved hjælp af en sikker grænseflade mellem maskiner for at fremsætte anmodninger om data og modtage data.

    For så vidt angår første afsnit, skal transaktionsregistrene anvende SSH-filoverførselsprotokollen. Transaktionsregistrene skal anvende standardiserede XML-meddelelser, der er udviklet i overensstemmelse med ISO 20022-metoden, til at kommunikere via dette interface. Transaktionsregistre kan desuden efter aftale med den pågældende enhed etablere en forbindelse ved hjælp af en anden protokol, der aftales i fællesskab.

    2.4.   I overensstemmelse med artikel 2 og 3 i nærværende forordning giver transaktionsregistre de enheder, som er opført i artikel 81, stk. 3, i forordning (EU) nr. 648/2012, adgang til følgende oplysninger:

    (a)

    alle indberetninger om derivataftaler

    (b)

    den seneste handel med derivataftaler, der ikke er udløbet, eller som ikke har været genstand for en indberetning med handlingstype »E«, »C«, »P« eller »Z«, jf. felt 93 i tabel 2 i bilaget til Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 1247/2012 (*1).

    5.   Transaktionsregistre opretter og opretholder de tekniske ordninger, der er nødvendige for, at de enheder, som er opført i artikel 81, stk. 3, i forordning (EU) nr. 648/2012, kan udarbejde forud fastsatte periodiske anmodninger om adgang til nærmere oplysninger om derivataftaler, som bestemt i punkt 4, som er nødvendige for, at disse enheder kan opfylde deres forpligtelser og mandater.

    2.6.   Transaktionsregistre giver efter anmodning de enheder, der er opført i artikel 81, stk. 3, i forordning (EU) nr. 648/2012, adgang til nærmere oplysninger om derivataftaler på grundlag af enhver kombination af følgende felter, jf. bilaget til gennemførelsesforordning (EU) nr. 1247/2012:

    (a)

    tidsstempel for indberetningen

    (b)

    ID for den indberettende modpart

    (c)

    den anden modparts ID

    (d)

    den indberettende modparts branche

    (e)

    type indberettende modpart

    (f)

    mægler-ID

    (g)

    ID for indberettende enhed

    (h)

    ID for berettiget modtager

    (i)

    aktivklasse

    (j)

    produktklassifikation

    (k)

    produktidentifikation

    (l)

    identifikation af underliggende aktiv

    (m)

    handelssted

    (n)

    tidsstempel for gennemførelse

    (o)

    udløbsdato

    (p)

    ophørsdato

    (q)

    CCP og

    (r)

    type handling.

    2.7.   Transaktionsregistre opretter og opretholder den tekniske kapacitet til at give direkte og øjeblikkelig adgang til de nærmere oplysninger om derivataftaler, som er nødvendige for, at de enheder, som er opført i artikel 81, stk. 3, i forordning (EU) nr. 648/2012, kan opfylde deres mandater og forpligtelser. Denne adgang skal gives på følgende måde:

    (a)

    hvis en enhed, som er opført i artikel 81, stk. 3, i forordning (EU) nr. 648/2012, anmoder om at få adgang til nærmere oplysninger om udestående derivataftaler eller derivataftaler, der enten ikke er udløbet, eller for hvilke der ikke er blevet udarbejdet indberetninger med handlingstyper »E«, »C«, »Z« eller »P«, jf. felt 93 i tabel 2 i bilaget til gennemførelsesforordning (EU) nr. 1247/2012, mere end et år før den dato, hvor anmodningen blev indgivet, opfylder transaktionsregistrene denne anmodning senest kl. 12:00, koordineret universal tid, på den første kalenderdag efter den dato, hvor anmodningen blev indgivet

    (b)

    hvis en enhed, som er opført i artikel 81, stk. 3, i forordning (EU) nr. 648/2012, anmoder om at få adgang til nærmere oplysninger om derivataftaler, der enten er udløbet, eller for hvilke der er blevet udarbejdet indberetninger med handlingstyper »E«, »C«, »Z« eller »P«, jf. felt 93 i tabel 2 i bilaget til gennemførelsesforordning (EU) nr. 1247/2012, mere end et år før den dato, hvor anmodningen blev indgivet, opfylder transaktionsregistrene denne anmodning senest tre arbejdsdage, efter at anmodningen er indgivet

    (c)

    hvis en anmodning om adgang til data fra en enhed, som er opført i artikel 81, stk. 3, i forordning (EU) nr. 648/2012, vedrører derivataftaler, der falder ind under både litra a) og b), giver transaktionsregistret nærmere oplysninger om disse derivataftaler senest tre arbejdsdage efter, at anmodningen er indgivet.

    8.   Transaktionsregistre bekræfter modtagelsen og kontrollerer rigtigheden og fuldstændigheden af enhver anmodning om adgang til oplysninger, der er indgivet af de enheder, som er opført i artikel 81, stk. 3, i forordning (EU) nr. 648/2012. De underretter disse enheder om resultatet af denne kontrol senest 60 minutter efter indgivelse af anmodningen.

    9.   Transaktionsregistre skal anvende elektronisk signatur og datakrypteringsprotokoller for at sikre fortroligheden, integriteten og beskyttelsen af de data, der stilles til rådighed for enheder, som er opført i artikel 81, stk. 3, i forordning (EU) nr. 648/2012.

    Artikel 2

    Ikrafttrædelse og anvendelse

    Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

    Den anvendes fra den 1. november 2017.

    Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

    Udfærdiget i Bruxelles, den 29. juni 2017.

    På Kommissionens vegne

    Jean-Claude JUNCKER

    Formand


    (1)  EUT L 201 af 27.7.2012, s. 1.

    (2)  Kommissionens delegerede forordning (EU) nr. 151/2013 af 19. december 2012 om udbygning af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 648/2012 om OTC-derivater, centrale modparter og transaktionsregistre for så vidt angår reguleringsmæssige tekniske standarder for de data, som transaktionsregistre skal offentliggøre og give adgang til, og operationelle standarder for aggregering, sammenligning og adgang til data (EUT L 52 af 23.2.2013, s. 33).

    (3)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1095/2010 af 24. november 2010 om oprettelse af en europæisk tilsynsmyndighed (Den Europæiske Værdipapir- og Markedstilsynsmyndighed), om ændring af afgørelse nr. 716/2009/EF og om ophævelse af Kommissionens afgørelse 2009/77/EF (EUT L 331 af 15.12.2010, s. 84).


    Top