31994H0079

KOMMISSIONENS HENSTILLING af 21. december 1993 om beskatning af visse indkomster oppebaaret i en anden medlemsstat end bopaelsstaten (94/79/EF)

KOMMISSIONEN FOR DE EUROPAEISKE FAELLESSKABER -

som henviser til traktaten om oprettelse af Det Europaeiske Faellesskab, saerlig artikel 155, andet led, og

som tager foelgende i betragtning:

Det indre marked indebaerer et omraade uden indre graenser med fri bevaegelighed for varer, personer, tjenesteydelser og kapital;

den frie bevaegelighed for personer kan hindres af bestemmelser vedroerende indkomstbeskatning af fysiske personer, som bevirker, at ikke-bosiddende paalaegges en stoerre skattebyrde end bosiddende, som befinder sig i en lignende situation;

der boer tages initiativer, for at den frie bevaegelighed for personer kan sikres fuldt ud af hensyn til det indre markeds funktion, og det er noedvendigt at underrette medlemsstaterne om de bestemmelser, som efter Kommissionens mening kan sikre, at ikke-bosiddende faar en lige saa gunstig skattemaessig behandling som bosiddende;

dette initiativ er ikke til hinder for, at Kommissionen foerer en aktiv politik med hensyn til overtraedelsesprocedurer for at sikre, at traktatens grundprincipper overholdes;

der er i denne sammenhaeng ingen grund til at skelne mellem beskatning af indkomster fra ikke-selvstaendigt arbejde og beskatning af indkomster fra erhverv af selvstaendig karakter samt af indkomster fra landbrugs- og skovbrugsvirksomhed og fra industri- og handelsvirksomhed, idet reglerne for ligestilling og ikke-diskriminering i forhold til de bosiddende gaelder uden forskel for personer, der oppebaerer disse indkomster;

ifoelge princippet om ligestilling, som er fastsat i traktatens artikel 48 og 52, maa personer, der oppebaerer de paagaeldende indkomster, ikke naegtes de skattefordele og fradrag, der gaelder for de bosiddende, hvis den overvejende del af indkomsterne oppebaeres i det land, hvor aktiviteten udoeves;

det kan med rimelighed antages, at en person oppebaerer den overvejende del af sine indkomster i det land, hvor aktiviteten udoeves, hvis disse indkomster udgoer mindst 75 % af den samlede skattepligtige indkomst;

bopaelsstaten for en fysisk person boer have mulighed for at undlade at indroemme de fradrag eller andre skattefordele, der gaelder for de bosiddende, hvis den paagaeldende person har fradrag eller andre identiske eller tilsvarende fordele i den medlemsstat, hvor aktiviteten udoeves;

medlemsstaterne skal fortsat have mulighed for at bevare eller indfoere bestemmelser, som er mere favorable for de skattepligtige end dem, der er fastsat i denne henstilling -

FREMSAETTER FOELGENDE HENSTILLING:

Anvendelsesomraade

Artikel 1

1. Medlemsstaterne anvender bestemmelserne i denne henstilling paa fysiske personer, som er bosiddende i én medlemsstat og indkomstbeskattes af nedennaevnte indkomster i en anden medlemsstat uden at vaere bosiddende dér:

- indkomster fra ikke-selvstaendigt arbejde

- pensioner og tilsvarende ydelser for tidligere arbejde samt socialforsikringsydelser i form af pensioner

- indkomster fra liberale erhverv eller anden virksomhed af selvstaendig karakter, herunder udoevende kunstnere og sportsfolk

- indkomster fra landbrugs- og skovbrugsvirksomhed

- indkomster fra industri- og handelsvirksomhed.

2. Med henblik paa gennemfoerelsen af naervaerende henstilling defineres udtrykket »bosiddende« i overensstemmelse med de overenskomster til undgaaelse af dobbeltbeskatning, der er indgaaet mellem medlemsstaterne, eller, saafremt der ikke findes en saadan overenskomst, ifoelge national ret.

Indkomstbeskatning af ikke-bosiddende

Artikel 2

1. De i artikel 1, stk. 1, anfoerte indkomster maa ikke underkastes hoejere beskatning fra den skatteopkraevende medlemsstats side, end det ville vaere tilfaeldet, hvis den skattepligtige og dennes aegtefaelle og boern var bosiddende i denne medlemsstat.

2. Anvendelsen af bestemmelserne i stk. 1 betinget af, at de i artikel 1, stk. 1, anfoerte indkomster, som er skattepligtige i den medlemsstat, hvor den fysiske person ikke er bosiddende, udgoer mindst 75 % af dennes samlede skattepligtige indkomst i skatteaaret.

Den skatteopkraevende medlemsstat kan anmode den paagaeldende fysiske person om enhver oplysning, som er noedvendig for at bevise, at vedkommende oppebaerer mindst 75 % af sin indkomst i denne medlemsstat.

3. Saafremt den fysiske person, der faar den i stk. 1 omhandlede skattemaessige behandling, i den skatteopkraevende medlemsstat har andre indkomster end dem, der er anfoert i artikel 1, stk. 1, gaelder bestemmelserne i dette stykke ligeledes for disse andre indkomster.

4. Uanset stk. 1 kan den medlemsstat, der beskatter de i artikel 1, stk. 1, anfoerte indkomster, undlade at indroemme fradrag eller andre skattefordele, som angaar en indkomst, der ikke er skattepligtig i denne medlemsstat.

Dobbelt indroemmelse af fradrag eller andre skattefordele

Artikel 3

Bopaelsstaten for en fysisk person kan undlade at indroemme fradrag eller andre skattefordele, som den normalt indroemmer til bosiddende, hvis denne person faar fradrag eller andre identiske eller tilsvarende fordele i den medlemsstat, der beskatter de i artikel 1 anfoerte indkomster.

Bestemmelser, som er mere favorable for skatteborgerne

Artikel 4

Medlemsstaterne har mulighed for at bevare eller indfoere bestemmelser, som er mere favorable for de skattepligtige end dem, der er fastsat i denne henstilling.

Afsluttende bestemmelser

Artikel 5

Medlemsstaterne anmodes om inden den 31. december 1994 at meddele Kommissionen teksten til de vigtigste nationale retsforskrifter, som de vedtager for at efterkomme denne henstilling, og underrette Kommissionen om enhver senere aendring paa dette omraade.

Artikel 6

Denne henstilling er rettet til medlemsstaterne.

Udfaerdiget i Bruxelles, den 21. december 1993.

Paa Kommissionens vegne

Christiane SCRIVENER

Medlem af Kommissionen

BEGRUNDELSE

I. Generelle betragtninger

1. Fri bevaegelighed for personer er et af EF's overordnede maal, som er nedfaeldet i Rom-traktatens artikel 3, 48, 49, 52 og 53, og desuden et grundlaeggende element i det indre marked, der i traktaten defineres som »et omraade uden indre graenser med fri bevaegelighed for varer, personer, tjenesteydelser og kapital i overensstemmelse med traktatens bestemmelser«.

For arbejdstagerne og deres familie er den frie bevaegelighed en grundlaeggende rettighed. Kommissionen laegger stor vaegt paa at fremme arbejdstagernes mobilitet, isaer i graenseomraader. Den har da ogsaa netop i sin hvidbog om vaekst, konkurrenceevne og beskaeftigelse understreget behovet for fleksibilitet paa arbejdsmarkedet og peget paa, at man som et foerste skridt i den retning boer forbedre arbejdstagernes geografiske mobilitet ved at fjerne alle hindringer herfor.

For det er en kendsgerning, at den frie bevaegelighed endnu i dag haemmes af en raekke skatteregler, der i mange tilfaelde bevirker, at de, der goer brug af denne frihed til at arbejde i en anden medlemsstat end deres bopaelsland, indkomstbeskattes paa vilkaar, der er mindre fordelagtige end det paagaeldende lands egne borgere.

Flere hundrede tusind udsaettes saaledes i dag hyppigt for diskrimination. Det fremgaar af det store antal klager, Kommissionen har modtaget, og de mange anbringender, der er blevet indgivet til Europa-Parlamentet.

Det grundlaeggende forbud mod diskrimination, som er et af hovedprincipperne i selve traktaten, goer det noedvendigt, at man hurtigt finder en klar loesning paa problemet.

Problemet beroerer foelgende persongrupper:

- graensearbejdere

- andre loenmodtagere

- modtagere af pensioner og andre ydelser i henhold til en tidligere arbejdskontrakt

- udoevere af liberale erhverv eller anden selvstaendig virksomhed, herunder udoevende kunstnere og sportsfolk

- udoevere af landbrugs- og skovbrugsvirksomhed

- udoevere af industri- og handelsvirksomhed.

2. Disse personer beskattes i princippet i det land, hvor aktiviteten udoeves. De fleste medlemsstater underlaegger dem normalt en anden beskatningsordning end den, der gaelder for landets egne borgere, dvs. en saerlig ordning for ikke-bosiddende skatteydere. Det indebaerer normalt, at kun den indkomst, der er oppebaaret i det paagaeldende land, beskattes, og at der ikke er adgang hverken til de skattefordele, bosiddende personer har ret til paa basis af deres familiemaessige stilling, eller til de forskellige fradrag, landets egne borgere har ret til, ud fra den synsvinkel, at saadanne fordele og fradrag kun kan ydes af bopaelslandet. Disse fordele kan klassificeres i flere kategorier og beregnes efter skatteyderens skatteevne:

- hvad angaar arbejdstageren selv, er der navnlig tale om det grundfradrag, der sikrer, at minimumsindkomster ikke beskattes, samt visse saerlige fradrag for laegeudgifter eller ekstraordinaere udgifter

- er arbejdstageren gift, kan der blive tale om sambeskatning mellem aegtefaellerne, eventuelt med en lempelse (»splitting«, »quotient conjugal« eller andet, alt efter hvilken medlemsstat der er tale om)

- har han boern, gaelder der ofte saerlige fradrag, som forhoejes yderligere for handicappede boern, skolesoegende boern osv.

Men meget ofte kan de paagaeldende personer heller ikke faa disse fradrag i deres bopaelsland, fordi de ikke har nogen indkomst - eller ikke en tilstraekkelig stor indkomst - i hjemlandet.

En undtagelse fra denne regel gaelder for visse graensearbejdere, naar medlemsstaterne har indgaaet en bilateral aftale om, at deres indkomst beskattes i deres bopaelsland (i de eksisterende 26 bilaterale aftaler herom er det i 14 fastsat, at indkomsten beskattes i bopaelslandet, i 12 fastsaettes, at beskatning sker i beskaeftigelseslandet). Det er kun i de tilfaelde, hvor graensearbejdere udelukkende beskattes i deres bopaelsland, at de ikke udsaettes for nogen diskrimination, eftersom de da beskattes paa lige fod med andre bosiddende i landet.

Til gengaeld bliver loenmodtagere, selvstaendige, udoevere af landbrugs- og skovbrugsvirksomhed og forretningsfolk, som arbejder i en anden medlemsstat end deres bopaelsland og beskattes i det andet land, ofte underkastet strengere beskatning end de, der udoever samme aktiviteter i deres bopaelsland.

3. For at raade bod herpaa fremlagde Kommissionen i 1979 et forslag til direktiv om harmonisering af bestemmelserne for indkomstskat med henblik paa arbejdskraftens frie bevaegelighed inden for Faellesskabet. Desuden har den indledt overtraedelsesprocedurer mod visse medlemsstater som foelge af diskriminerende skatteregler for ikke-bosiddende.

4. Til trods for at droeftelserne herom har strakt sig over flere aar, har Raadet ikke vaeret i stand til at traeffe afgoerelse om dette forslag, bl.a. fordi visse medlemsstater var imod princippet om beskatning af graensearbejderes indkomst i bopaelslandet. Endvidere har en raekke graensearbejderorganisationer gjort gaeldende, at beskatning i bopaelslandet i adskillige tilfaelde vil foere til en haardere beskatning end i oejeblikket (f.eks. i relationerne Belgien-Luxembourg og Danmark-Tyskland).

Endelig har mange medlemsstater ment, at det vil vaere mest hensigstmaessigt at ordne problemet med beskatning af ikke-bosiddende arbejdstagere ved hjaelp af bilaterale overenskomster.

5. I 1992 trak Kommissionen derfor sit direktivforslag fra 1979 tilbage, men mener, at tiden nu er inde til nye initiativer, der kan tilskynde medlemsstaterne til at fjerne de diskriminerende bestemmelser om beskatning af ikke-bosiddende fra deres lovgivning og tilpasse den til et saet faelles retningslinjer.

Dette er saa meget mere noedvendigt, som nogle medlemsstater allerede paa eget initiativ har aendret deres skatteregler paa dette omraade, medens andre paataenker at goere det.

Kommissionen mener derfor, at der i mangel af faelles retningslinjer i EF er risiko for store divergenser i de nye ordninger, der indfoeres i de forskellige lande.

6. Hvad retspraksis angaar, kan henvises til en dom, EF-Domstolen afsagde paa omraadet den 26. januar 1993 (sag C 112/91 - Werner mod Finanzamt Aachen).

I sin dom udtalte Domstolen, at EF-traktatens artikel 52 ikke er til hinder for, at en medlemsstat beskatter de af dens borgere, der udoever erhvervsaktivitet paa dens omraade, men er bosiddende i en anden medlemsstat, haardere end bosiddende personer. I denne dom tog Domstolen imidlertid ikke stilling til, om en medlemsstat kunne anlaegge samme holdning over for statsborgere fra andre medlemsstater. Den har i mellemtiden faaet indbragt en ny sag i form af et praejudicielt spoergsmaal (sag C 279/93, Finanzamt Koeln Altstadt mod Roland Schumackers), hvor den skal tage stilling til, om det er foreneligt med EF-retten at anvende de skatteregler, der gaelder for ikke-bosiddende personer, paa personer med statsborgerskab i en anden medlemsstat.

7. Denne henstilling indgaar som et naturligt led i de aktive bestraebelser, Kommissionen udfolder - bl.a. ved ivaerksaettelse af overtraedelsesprocedurer - paa at haandhaeve grundprincipperne i traktaten til gavn for borgerne i EF.

8. Af de ovennaevnte grunde har Kommissionen udarbejdet en henstilling, der definerer de principper og regler, medlemsstaternes bestemmelser om beskatning af ikke-bosiddende personer boer vaere baseret paa.

9. Hovedelementerne i henstillingen er foelgende:

- henstillingen omfatter indkomster oppebaaret af loenmodtagere samt pensioner og indtaegter af anden erhvervsvirksomhed. I modsaetning til forslaget fra 1979 omfatter henstillingen nu ogsaa selvstaendige og personer, der udoever landbrugs- eller skovbrugsvirksomhed og industri- eller handelsvirksomhed. Denne udvidelse skyldes det stigende antal klager og anbringender, man har modtaget herom.

- for graensearbejderes vedkommende tilgodeser henstillingen den maade, hvorpaa retten til at beskatte ikke-bosiddende er fordelt mellem beskaeftigelseslandet og bopaelslandet i de dobbeltbeskatningsoverenskomster, der er indgaaet mellem de beroerte medlemsstater. Graensearbejdere kan saaledes beskattes enten i det land, hvor de arbejder, eller i det land, hvor de bor

- der fastsaettes meget klare regler for, hvordan beskaeftigelseslandet kan sikre en ikke-diskriminerende beskatning af ikke-bosiddende personer, der befinder sig i en lignende situation som den, der goer sig gaeldende for landets egne borgere. En lignende situation antages at foreligge, naar den indkomst, der oppebaeres i det paagaeldende land, svarer til mindst 75 % af den ikke-bosiddendes samlede skattepligtige indkomst

- bopaelslandet har fortsat mulighed for at naegte en skattepligtig person ret til visse fordele eller visse fradrag, hvis disse allerede er indroemmet i beskaeftigelseslandet. Formaalet er nemlig at sikre de personer, som er omfattet af henstillingen, en ikke-diskriminerende behandling og ikke en positiv saerbehandling i forhold til andre skatteydere.

Kommissionen mener, at disse bestemmelser er klare, velafvejede og let haandterlige, og at de vil kunne give en retfaerdig loesning paa langt stoerstedelen af de problemer, beskatning af ikke-bosiddende rejser.

10. Af hensyn til gennemfoerelsen af denne henstilling kan det efter Kommissionens mening blive noedvendigt at styrke informationsudvekslingen mellem skattemyndighederne i bopaels- og beskaeftigelseslandet. Kommissionen vil i den sammenhaeng gerne understrege, at de bestemmelser, der er vedtaget i henhold til direktiv nr. 77/799/EOEF (1), giver medlemsstaterne mulighed for at udveksle alle oplysninger, der maatte vaere noedvendige.

Hvis det i praksis viser sig, at denne udveksling ikke fungerer tilfredsstillende, er Kommissionen rede til sammen med medlemsstaterne at se paa, hvad der boer goeres for at forbedre den.

11. I betragtning af vigtigheden af at faa foert princippet om fri bevaegelighed for personer, der er en af hovedhjoernestenene i det indre marked, helt ud i livet, henstiller Kommissionen til, at medlemsstaterne traeffer de fornoedne skattemaessige foranstaltninger hurtigst muligt.

Kommissionen vil foretage en evaluering af de foranstaltninger, medlemsstaterne traeffer for at gennemfoere denne henstilling, og tage de andre initiativer, der maatte vaere noedvendige, bl.a. i lyset af udviklingen i Domstolens retspraksis paa omraadet.

II. Kommentarer til visse artikler

Artikel 1

12. Stk. 1 i denne artikel definerer henstillingens anvendelsesomraade med hensyn til kategorier af personer. Henstillingen omfatter fysiske personer, som er bosiddende i én medlemsstat, men indkomstbeskattes i en anden medlemsstat uden at vaere bosiddende i denne.

I stk. 1 opregnes endvidere de indkomstkategorier, der falder ind under henstillingens anvendelsesomraade. De foerste to indkomstkategorier (indkomster fra ikke-selvstaendigt arbejde og pensioner) indgik allerede i direktivforslaget fra 1979. Man har tilfoejet indkomster fra liberale erhverv eller anden virksomhed af selvstaendig karakter, indkomster af landbrugs- eller skovbrugsvirksomhed samt indkomster af industri- eller handelsvirksomhed for at garantere personer, der udoever disse erhverv eller saadan virksomhed, samme behandling som loenmodtagere og pensionsmodtagere.

For saa vidt angaar de anvendte definitioner paa disse indkomstkategorier, har man hovedsagelig benyttet sig af dem, der anvendes i OECD's modeloverenskomst.

13. I stk. 2 fastsaettes kriterierne for, hvornaar en person skal anses som bosiddende i et land. Der henvises i foerste raekke til bestemmelserne herom i de dobbeltbeskatningsoverenskomster, der er indgaaet mellem medlemsstaterne, eftersom disse bestemmelser helt klart fastlaegger, i hvilket land en person med skattemaessig tilknytning til to lande har bopael.

Henvisningen til de nationale bestemmelser om skattemaessig bopael kan efter Kommissionens opfattelse give anledning til stoerre problemer, for de kan vaere divergerende. De nationale bestemmelser boer kun laegges til grund i mangel af overenskomster mellem de paagaeldende to medlemsstater (2).

Artikel 2

14. I stk. 1 i denne artikel fastslaas det princip, at de i artikel 1 omhandlede personer og indkomster ikke maa underkastes hoejere beskatning end den, som den paagaeldende medlemsstat anvender over for sine egne borgere.

I medfoer af dette princip har de paagaeldende personer i beskaeftigelseslandet ret til de samme saerlige fradrag i forbindelse med opgoerelsen af deres skattepligtige indkomst samt de almindelige fradrag eller andre skattemaessige fordele, som de bosiddende kan udnytte.

Saafremt der i beskaeftigelseslandet findes saerlige regler for familiebeskatning (f.eks. »splitting« eller »quotient familial«), skal disse ordninger ogsaa kunne gaelde for de i artikel 1, stk. 1, naevnte indkomster, som ikke-bosiddende oppebaerer i det paagaeldende land. Saadanne saerordninger er normalt knyttet sammen med en form for sambeskatning (af aegtefaeller og eventuelt boern), og beskaeftigelseslandet har i saa fald mulighed for at beregne skatteprocenten for den indkomst, hvortil det har beskatningsretten, paa basis af den samlede indkomst.

15. Det fastsaettes imidlertid i stk. 2 i denne artikel, at dette princip kun gaelder, saafremt de paagaeldende personers indkomst i beskaeftigelseslandet udgoer over 75 % af deres samlede skattepligtige indkomst.

Kommissionen mener, at det kun er berettiget at behandle ikke-bosiddende paa lige fod med bosiddende i de tilfaelde, hvor de ikke-bosiddende befinder sig i en situation, som svarer til de bosiddendes. En saadan situation formodes at foreligge, hvis den ikke-bosiddende har hovedparten af sine indkomster, dvs. mindst 75 %, i beskaeftigelseslandet. I saa fald kunne hans skattepligtige indkomst i bopaelslandet nemlig risikere ikke at vaere stor nok til at give mulighed for fradrag og andre fordele i henhold til lovgivningen i dette land.

Har den ikke-bosiddende derimod en vaesentlig del af sin indkomst i bopaelslandet, synes det ikke rimeligt, at beskaeftigelsesstaten skal forpligtes til at indroemme ham fradragsret. 75 %-kriteriet har desuden den fordel, at beskaeftigelseslandet eventuelt vil kunne undlade at medregne indkomster oppebaaret i andre lande (efter et progressivt princip), hvilket vil lette arbejdet for skatteadministrationen.

Kommissionen mener, at denne fremgangsmaade vil kunne loese stoerstedelen af de problemer, som ikke-bosiddende kommer ud for, naar deres indkomster beskattes i beskaeftigelseslandet.

Som helhed maa det anfoeres, at en fuldstaendig retfaerdig og neutral behandling af alle de situationer, der forekommer paa dette omraade, ikke er mulig under de nuvaerende omstaendigheder. Det ville kun kunne lade sig goere, hvis bestemmelserne om indkomstbeskatning blev fuldstaendig harmoniseret i EF.

16. I stk. 2 hedder det, at medlemsstaterne af ikke-bosiddende kan forlange bevis for, at de oppebaerer mindst 75 % af deres indkomst i landet. Dette boer efter Kommissionens opfattelse kunne bevises ved at fremlaegge dokumenter som f.eks. kopi af skattebillet, attest fra arbejdsgiver, kopi af balance og lignende.

17. I henhold til artikel 1 gaelder den skattemaessige behandling, der er fastsat i henstillingen, kun for indkomster fra ikke-selvstaendigt og selvstaendigt arbejde samt for pensioner og indkomster fra de andre naevnte former for virksomhed.

Det sker imidlertid undertiden, at en person, der oppebaerer saadanne indkomster i en anden medlemsstat end bopaelsstaten, ogsaa har andre indkomster i dette land, f.eks. indkomster fra fast ejendom. Artikel 2, stk. 3, tager sigte paa at sikre, at disse andre indkomster faar samme skattemaessige behandling.

18. Ifoelge artikel 2, stk. 4, boer medlemsstaterne kunne undlade at indroemme fradrag eller andre skattefordele for indkomster, der ikke er skattepligtige i beskaeftigelsesstaten. Det synes nemlig ikke rimeligt at indroemme visse fradrag, som er naert forbundet med indkomster, der ikke er skattepligtige i den medlemsstat. Et typisk tilfaelde er fradrag for koeb af visse vaerdipapirer, idet kapitalindkomster normalt er skattepligtige i bopaelslandet.

Artikel 3

19. Formaalet med denne henstilling er at garantere personer, der oppebaerer visse indkomster i en medlemsstat, hvor de ikke er bosiddende, en ikke-diskriminerende og retfaerdig beskatning.

Til gengaeld boer man undgaa, at ikke-bosiddende faar en mere fordelagtig skattemaessig behandling end de oevrige skatteydere. Dette kunne blive tilfaeldet, hvis de i bopaelsstaten fik de samme fradrag eller andre skattefordele som dem, de allerede har faaet i beskaeftigelsesstaten.

Ifoelge bestemmelserne i denne artikel boer bopaelsstaten derfor have mulighed for i saadanne tilfaelde at naegte de paagaeldende fradrag eller andre skattefordele.

Kommissionen mener dog, at der i praksis kun boer goeres begraenset brug af denne mulighed. Man har konstateret, at hvis bopaelslandet anvender den almindelige credit-metode for at tage hensyn til indkomster oppebaaret i andre lande - det er i oevrigt den metode, de fleste lande benytter - skulle der i princippet ikke kunne ske dobbeltbeskatning.

Artikel 4

20. Denne henstilling fastsaetter de minimumsbetingelser, som skal garantere ikke-bosiddende en ikke-diskriminerende beskatning i beskaeftigelseslandet.

Den er ikke til hinder for, at medlemsstaterne kan bevare eller indfoere mere liberale ordninger.

(1) EFT nr. L 336 af 27. 12. 1977, s. 15.

(2) I foelgende bilaterale relationer findes der (pr. 1. januar 1993) ingen overenskomst: Graekenland-Portugal Graekenland-Spanien Graekenland-Irland Graekenland-Luxembourg Portugal-Irland Spanien-Irland Portugal-Luxembourg Portugal-Nederlandene.