Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32018D0321

    Kommissionens gennemførelsesafgørelse (EU) 2018/321 af 2. marts 2018 om ændring af gennemførelsesafgørelse (EU) 2017/224 om fastsættelse af tekniske og operationelle specifikationer, som gør det muligt for den forretningsmæssige tjeneste, der leveres af systemet etableret under Galileoprogrammet, at opfylde funktionen som omhandlet i artikel 2, stk. 4, litra c), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1285/2013

    C/2018/1201

    EUT L 62 af 5.3.2018, p. 34–35 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

    Legal status of the document In force

    ELI: http://data.europa.eu/eli/dec_impl/2018/321/oj

    5.3.2018   

    DA

    Den Europæiske Unions Tidende

    L 62/34


    KOMMISSIONENS GENNEMFØRELSESAFGØRELSE (EU) 2018/321

    af 2. marts 2018

    om ændring af gennemførelsesafgørelse (EU) 2017/224 om fastsættelse af tekniske og operationelle specifikationer, som gør det muligt for den forretningsmæssige tjeneste, der leveres af systemet etableret under Galileoprogrammet, at opfylde funktionen som omhandlet i artikel 2, stk. 4, litra c), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1285/2013

    EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

    under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

    under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1285/2013 af 11. december 2013 om etablering og drift af de europæiske satellitbaserede navigationssystemer og om ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 876/2002 og Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 683/2008 (1), særlig artikel 12, stk. 3, litra d), og

    ud fra følgende betragtninger:

    (1)

    De tekniske og operationelle specifikationer, der er fastsat i bilaget til Kommissionens gennemførelsesafgørelse (EU) 2017/224 (2), fastsætter, at de generelle specifikationer for tjenesten »CS — høj præcision«, leveret af den forretningsmæssige tjeneste, omfatter en fejlmargen ved positionsbestemmelse på mindre end en decimeter, og at adgangen til tjenesten »CS — høj præcision«, der kontrolleres af en eller flere tjenesteydere, sker mod betaling i overensstemmelse med gældende prispolitik.

    (2)

    Det ser imidlertid ud til, at adgang mod betaling til den forretningsmæssige tjenestes højpræcisionstjeneste sandsynligvis vil hæmme udviklingen af de applikationer, der skal gøre brug af denne tjeneste og, navnlig i Unionen, lægge hindringer i vejen for den lovende vækst i de økonomiske aktiviteter, der er baseret på satellitnavigationsteknologi. Adgang mod betaling vil endvidere kunne udgøre en hindring for udbredelsen af systemet etableret under Galileoprogrammet på verdensmarkedet, når konkurrerende systemer tilbyder gratis adgang til højpræcisionstjenester.

    (3)

    Desuden har de virksomheder inden for sektorer i fuld udvikling, der er mest tilbøjelige til at benytte de kommercielle højpræcisionstjenester, såsom virksomheder, der er aktive inden for autonome køretøjer, robotteknik eller droner, ikke behov for en positioneringsnøjagtighed, der er lige så stor som oprindeligt forventet af den forretningsmæssige tjeneste. For disse virksomheder er en nøjagtighed på mindre end to decimeter tilstrækkelig, og det er mere interessant for dem at opnå en afkortning af den tid, der er nødvendig for opnåelsen af denne præcision. Der er imidlertid en positiv korrelation mellem positionsbestemmelsens nøjagtighed og den tid, der kræves for at opnå denne præcision. Tabet af en minimumspræcision fra én til to decimeter er ledsaget af en reduktion i den tid, der er nødvendig for opnåelsen af præcisionen, alt efter den anvendte teknologi, miljøet og placeringen af brugeren.

    (4)

    Desuden kan de brugere, der har brug for en tjeneste, der indebærer en fejlmargen ved positionsbestemmelse, der er mindre end den, »CS — høj præcision« kan tilbyde, altid få en sådan hos de virksomheder, der allerede på lokalt plan tilbyder forretningsmæssige tjenester, der omfatter en sådan nøjagtighed.

    (5)

    Det bør også gøres klart, at det forhold, at den forretningsmæssige tjenestes højpræcisionstjeneste er gratis, ikke foregriber, om andre tjenester, der leveres af det system, der er etableret under Galileoprogrammet, eventuelt er gratis.

    (6)

    Det bør følgelig dels fastsættes, at adgangen til tjenesten »CS — høj præcision« leveret af den forretningsmæssige tjeneste bør være gratis, og dels at de generelle specifikationer for tjenesten »CS — høj præcision« bør omfatte en fejlmargen ved positionsbestemmelse på mindre end to decimeter.

    (7)

    Endelig, hvad angår ibrugtagning af tjenesten »CS — høj præcision«, bør betegnelsen af begge de to planlagte faser ændres med henblik på bedre at afspejle den faktiske situation.

    (8)

    Gennemførelsesafgørelse (EU) 2017/224 bør derfor ændres.

    (9)

    Foranstaltningerne i denne afgørelse er i overensstemmelse med udtalelse fra det udvalg, der er nedsat ved artikel 36, stk. 1, i forordning (EU) nr. 1285/2013 —

    VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

    Artikel 1

    I bilaget til gennemførelsesafgørelse (EU) 2017/224 foretages følgende ændringer:

    1)

    I rækken »Generelle specifikationer«, kolonnen »CS — høj præcision«, affattes teksten således: »Levering af højpræcisionsdata med henblik på at opnå en fejlmargen ved positionsbestemmelse på mindre end to decimeter under nominelle brugsbetingelser«.

    2)

    I rækken »Adgang til tjenesten«, kolonnen »CS — høj præcision«, affattes teksten således: »— Gratis adgang«.

    3)

    I rækken »Ibrugtagning af tjenesten«, kolonnen »CS — høj præcision«, ændres ordene »— Første fase af igangsættelsen af den kommercielle drift indledes mellem 2018 og 2020 — Tjenesten skal være helt i drift fra og med 2020« til ordene »— Leveringen af signaler skal indledes mellem 2018 og 2020 — Tjenesten skal leveres fuldt ud fra og med 2020«.

    Artikel 2

    Denne afgørelse træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

    Udfærdiget i Bruxelles, den 2. marts 2018.

    På Kommissionens vegne

    Jean-Claude JUNCKER

    Formand


    (1)  EUT L 347 af 20.12.2013, s. 1.

    (2)  Kommissionens gennemførelsesafgørelse (EU) 2017/224 af 8. februar 2017 om fastsættelse af tekniske og operationelle specifikationer, som gør det muligt for den forretningsmæssige tjeneste, der leveres af systemet etableret under Galileoprogrammet, at opfylde funktionen som omhandlet i artikel 2, stk. 4, litra c), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1285/2013 (EUT L 34 af 9.2.2017, s. 36).


    Top