EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32012D0735

2012/735/EU: Rådets afgørelse af 31. maj 2012 om undertegnelse på Den Europæiske Unions vegne og midlertidig anvendelse af handelsaftalen mellem Den Europæiske Union og dens medlemsstater på den ene side og Colombia og Peru på den anden side

EUT L 354 af 21.12.2012, p. 1–2 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

Dokumentet er offentliggjort i en specialudgave (HR)

Legal status of the document In force

ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2012/735/oj

Related international agreement

21.12.2012   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 354/1


RÅDETS AFGØRELSE

af 31. maj 2012

om undertegnelse på Den Europæiske Unions vegne og midlertidig anvendelse af handelsaftalen mellem Den Europæiske Union og dens medlemsstater på den ene side og Colombia og Peru på den anden side

(2012/735/EU)

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 91, artikel 100, stk. 2, og artikel 207, stk. 4, første afsnit, sammenholdt med artikel 218, stk. 5,

under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Den 19. januar 2009 bemyndigede Rådet Kommissionen til på Den Europæiske Unions og dens medlemsstaters vegne at forhandle en flerpartshandelsaftale på plads med de af Det Andinske Fællesskabs medlemslande, der tilsluttede sig målet om en ambitiøs, alsidig og afbalanceret aftale.

(2)

Disse forhandlinger er afsluttet, og handelsaftalen mellem Den Europæiske Union og dens medlemsstater på den ene side og Colombia og Peru på den anden side (i det følgende benævnt »aftalen«) blev paraferet den 23. marts 2011.

(3)

I henhold til artikel 330, stk. 3, i aftalen kan denne finde midlertidig anvendelse.

(4)

Aftalen bør undertegnes på Unionens vegne og anvendes på midlertidig basis indtil afslutningen af procedurerne for dens indgåelse.

(5)

Aftalen berører ikke den ret, investorer i medlemsstaterne har til at nyde godt af en gunstigere behandling i henhold til en eventuel investeringsaftale, i hvilken en medlemsstat og et undertegnende Andesland er parter.

(6)

Den midlertidige anvendelse i medfør af denne afgørelse berører ikke kompetencefordelingen mellem Unionen og dens medlemsstater i henhold til traktaterne

(7)

I henhold til traktatens artikel 218, stk. 7, bør Rådet bemyndige Kommissionen til at godkende visse begrænsede ændringer af aftalen vedrørende geografiske betegnelser, der skal vedtages af Handelsudvalget efter forslag fra Underudvalget vedrørende Intellektuel Ejendom i henhold til aftalens artikel 209, stk. 2.

(8)

Der bør fastlægges relevante procedurer for beskyttelse af nævnte geografiske betegnelser, som skal beskyttes i henhold til aftalen.

(9)

Aftalen bør ikke fortolkes således, at den skaber rettigheder eller forpligtelser, som kan påberåbes direkte for Unionens eller medlemsstaternes domstole —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

Undertegnelsen af handelsaftalen mellem Den Europæiske Union og dens medlemsstater på den ene side og Colombia og Peru på den anden side godkendes herved på Unionens vegne med forbehold af indgåelsen af nævnte aftale.

Teksten til aftalen er knyttet til denne afgørelse.

Artikel 2

Formanden for Rådet bemyndiges til at udpege den eller de personer, der er beføjet til at undertegne aftalen på Unionens vegne.

Artikel 3

1.   Med undtagelse af aftalens artikel 2, artikel 202, stk. 1 artikel 291 og 292, anvendes aftalen midlertidigt af Unionen, jf. artikel 330, stk. 3, i aftalen, indtil afslutningen af procedurerne for dens indgåelse.

2.   Med henblik på at afgøre, fra hvilken dato aftalen anvendes midlertidigt, fastsætter Rådet en dato for, hvornår den i aftalens artikel 330, stk. 3, omhandlede meddelelse skal sendes til Colombia og Peru. Meddelelsen skal indeholde henvisninger til de bestemmelser, der ikke kan anvendes midlertidigt.

3.   Den dato, fra hvilken aftalen finder midlertidig anvendelse, offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende af Generalsekretariatet for Rådet.

Artikel 4

Med henblik på anvendelsen af aftalens artikel 209, stk. 2, godkender Kommissionen på Unionens vegne ændringer af aftalen vedrørende geografiske betegnelser, som skal vedtages af Handelsudvalget efter forslag fra Underudvalget vedrørende Intellektuel Ejendom. Kan de berørte parter ikke nå til enighed som følge af indsigelser vedrørende en geografisk betegnelse, træffer Kommissionen afgørelse efter proceduren i artikel 15, stk. 2, i Rådets forordning (EF) nr. 510/2006 af 20. marts 2006 om beskyttelse af geografiske betegnelser og oprindelsesbetegnelser for landbrugsprodukter og fødevarer (1).

Artikel 5

1.   En betegnelse, der beskyttes i henhold til tillæg 1 i bilag XIII (Liste over geografiske betegnelser) til aftalen, kan benyttes af enhver erhvervsdrivende, der markedsfører landbrugsprodukter, fødevarer, vine, aromatiserede vine eller spiritus, som er i overensstemmelse med den relevante varespecifikation.

2.   Medlemsstaterne og Unionens institutioner håndhæver — også på foranledning af en berørt part — den beskyttelse, der ydes i henhold til aftalens artikel 210.

Artikel 6

Den bestemmelse, der gælder for vedtagelsen af de nødvendige gennemførelsesbestemmelser med henblik på anvendelsen af reglerne i tillæg 2A og tillæg 5 til bilag II (vedrørende definitionen af begrebet »produkter med oprindelsesstatus« og metoder for administrativt samarbejde) samt tillæg 1 til bilag I (vedrørende afskaffelse af told) til aftalen, er artikel 247a i Rådets forordning (EØF) nr. 2913/92 af 12. oktober 1992 om indførelse af en fælles EF-toldkodeks (2).

Artikel 7

Aftalen må ikke fortolkes således, at den skaber rettigheder eller forpligtelser, som kan påberåbes direkte for Unionens eller medlemsstaternes domstole.

Artikel 8

Denne afgørelse træder i kraft på dagen for vedtagelsen.

Udfærdiget i Bruxelles, den 31. maj 2012.

På Rådets vegne

P. OLSEN DYHR

Formand


(1)  EUT L 93 af 31.3.2006, s. 12.

(2)  EFT L 302 af 19.10.1992, s. 1.


Top