EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Aftale om gensidig anerkendelse mellem Det Europæiske Fællesskab og Amerikas Forenede Stater (MRA)

 

RESUMÉ AF:

Aftale om gensidig anerkendelse mellem Det Europæiske Fællesskab og Amerikas Forenede Stater

Afgørelse 1999/78/EF om indgåelse af en aftale mellem Det Europæiske Fællesskab og Amerikas Forenede Stater om gensidig anerkendelse

HVAD ER FORMÅLET MED AFTALEN OG AFGØRELSEN?

Aftale om gensidig anerkendelse mellem Det Europæiske Fællesskab og Amerikas Forenede Stater* har til formål at fremme varehandel mellem EU og USA ved at fjerne tekniske handelshindringer.

I henhold til den bilaterale aftale, der blev vedtaget af EU-landenes regeringer den 22. juni 1998, accepterer EU og USA de overensstemmelsesvurderingsresultater*, der er udarbejdet for bestemte industriprodukter.

Med afgørelsen vedtages aftalen om gensidig anerkendelse med USA på vegne af EU.

HOVEDPUNKTER

Aftalen dækker følgende sektorer:

  • telekommunikationsudstyr
  • elektromagnetisk kompatibilitet*
  • elektrisk sikkerhed
  • fritidsfartøjer
  • god fremstillingspraksis for lægemidler
  • medicinsk udstyr.

Aftalen, der er blevet opdateret adskillige gange:

  • sikrer, at virksomheder i EU kan få produkter, der skal opfylde amerikanske krav, testet og certificeret i EU, hvorefter de kan eksporteres til det amerikanske marked og vice versa
  • angiver pr. sektor de love, bestemmelser og administrative regler, som aftalen dækker
  • kræver, at parterne i aftalen udveksler oplysninger om gennemførelsen af sådanne regler
  • fastsætter betingelser for gensidig accept af overensstemmelses-vurderingsresultater
  • angiver pr. sektor de forskellige nationale overensstemmelsesvurderingsorganer*
  • stiller krav om, at de europæiske og amerikanske myndigheder skal revidere, inspicere og overvåge de udpegede overensstemmelsesvurderingsorganer for at sikre, at de udfører deres opgaver korrekt
  • giver mulighed for at suspendere et udpeget overensstemmelsesvurderingsorgan
  • nedsætter et blandet udvalg med repræsentanter for EU og USA, som behandler sager, der måtte opstå i medfør af aftalen.

HVORNÅR GÆLDER AFTALEN FRA?

Den trådte i kraft den 1. december 1998.

BAGGRUND

I deres resolution af 21. december 1989, vedtog EU-landene principperne i aftalerne om gensidig anerkendelse. Den 21. september 1992 gav de Europa-Kommissionen bemyndigelse til at forhandle aftaler om gensidig anerkendelse på vegne af EU med en række ikke-EU-lande.

For yderligere oplysninger henvises til:

VIGTIGE BEGREBER

Aftale om gensidig anerkendelse: en international aftale, der indebærer, at to eller flere lande gensidigt accepterer parternes overensstemmelsesvurderingsresultater.
Overensstemmelsesvurdering: en procedure, hvor et produkt, før det bringes på markedet, bliver testet, inspiceret og certificeret for at sikre, at det er i overensstemmelse med al relevant lovgivning.
Elektromagnetisk kompatibilitet: udstyrs evne til at fungere tilfredsstillende i sit elektromagnetiske miljø uden at frembringe elektromagnetiske forstyrrelser, der er uantagelige for andet udstyr i dette miljø. Alle elektroniske apparater kan fremkalde elektromagnetiske felter.
Overensstemmelsesvurderingsorgan: et organ, der vurderer, om et produkt opfylder de relevante lovkrav.

HOVEDDOKUMENTER

Aftale om gensidig anerkendelse mellem Det Europæiske Fællesskab og USA (EFT L 31 af 4.2.1999, s. 3-80).

Efterfølgende ændringer af aftalen er indarbejdet i grundteksten. Denne konsoliderede udgave har ingen retsvirkning.

Rådets afgørelse 1999/78/EF af 22. juni 1998 om indgåelse af en aftale mellem Det Europæiske Fællesskab og Amerikas Forenede Stater om gensidig anerkendelse (EFT L 31 af 4.2.1999, s. 1-2).

Se den konsoliderede udgave.

TILHØRENDE DOKUMENTER

2002/294/EF: Afgørelse nr. 14/2002 af 19. marts 2002 truffet af det blandede udvalg, der er nedsat i henhold til aftalen om gensidig anerkendelse mellem Det Europæiske Fællesskab og Amerikas Forenede Stater om udvalgets forretningsorden (EFT L 101 af 17.4.2002, s. 30-35).

Rådets resolution af 21. december 1989 om en global metode for overensstemmelsesvurdering (EFT C 10 af 16.1.1990, s. 1-2).

seneste ajourføring 24.07.2018

Top