I. Retsforskrifter

A. Folkeretten

B. EU-retten

1. Den primære ret

a) EU-traktaten

b) EUF-traktaten

c) Chartret

2. Den afledte ret

a) Direktiv 2000/31

b) Direktiv 2006/123

c) Direktiv 2010/13

d) Direktiv 2015/1535

e) Direktiv 2018/1808

f) Databeskyttelsesforordningen (GDPR)

C. Ungarsk ret

1. Den ungarske forfatning

2. Den ungarske civillovbog

3. Børnebeskyttelsesloven

4. Reklameloven

5. Lov om medietjenester

6. Strafferegisterloven

7. Lov om offentlig uddannelse

II. Den administrative procedure og sagen for Domstolen

III. Om søgsmålet

A. Om det første til det tredje og det femte klagepunkt om tilsidesættelse af direktiv 2000/31, direktiv 2006/123, direktiv 2010/13, artikel 56 TEUF og chartrets artikel 1, 7, 11 og 21

1. Det første klagepunkt om tilsidesættelse af direktiv 2010/13

a) Tilsidesættelse af artikel 6a, stk. 1, i direktiv 2010/13

1) Parternes argumenter

2) Domstolens bemærkninger

b) Tilsidesættelse af artikel 2 og artikel 3, stk. 1, i direktiv 2010/13

1) Parternes argumenter

2) Domstolens bemærkninger

c) Tilsidesættelse af artikel 9, stk. 1, litra c), nr. ii), i direktiv 2010/13

1) Parternes argumenter

2) Domstolens bemærkninger

d) Konklusion

2. Det andet klagepunkt vedrørende tilsidesættelse af artikel 3, stk. 2, i direktiv 2000/31

a) Spørgsmålet om, hvorvidt der foreligger en restriktion som omhandlet i artikel 3, stk. 2, i direktiv 2000/31

1) Børnebeskyttelseslovens § 6/A

i) Parternes argumenter

ii) Domstolens bemærkninger

2) Reklamelovens § 8, stk. 1a

i) Parternes argumenter

ii) Domstolens bemærkninger

b) Begrundelsen for restriktionerne i henhold til artikel 3, stk. 4, i direktiv 2000/31

1) Parternes argumenter

2) Domstolens bemærkninger

c) Konklusion

3. Det tredje klagepunkt om tilsidesættelse af artikel 16 og 19 i direktiv 2006/123 samt artikel 56 TEUF

a) Spørgsmålet om, hvorvidt der foreligger en restriktion som omhandlet i artikel 16 og 19 i direktiv 2006/123 samt artikel 56 TEUF

1) Børnebeskyttelseslovens § 6/A

i) Parternes argumenter

ii) Domstolens bemærkninger

2) Reklamelovens § 8, stk. 1a

i) Parternes argumenter

ii) Domstolens bemærkninger

3) § 9, stk. 12, i lov om offentlig uddannelse

i) Parternes argumenter

ii) Domstolens bemærkninger

b) Begrundelsen for restriktionerne i henhold til artikel 16 og 19 i direktiv 2006/123 samt artikel 56 TEUF

1) Parternes argumenter

2) Domstolens bemærkninger

c) Konklusion

4. Det femte klagepunkt om tilsidesættelse af chartrets artikel 1, 7, 11 og 21

a) Chartrets anvendelse på børnebeskyttelseslovens § 6/A og § 9, stk. 12, i lov om offentlig uddannelse

b) Spørgsmålet om, hvorvidt der foreligger en tilsidesættelse af de forpligtelser, der følger af chartrets artikel 21

c) Spørgsmålet om, hvorvidt der foreligger begrænsninger af de rettigheder og friheder, der er sikret ved chartrets artikel 7 og 11

1) Spørgsmålet om, hvorvidt der foreligger en begrænsning af retten til respekt for privatliv og familieliv, der er sikret ved chartrets artikel 7

i) Parternes argumenter

ii) Domstolens bemærkninger

2) Spørgsmålet om, hvorvidt der foreligger en begrænsning af ytringsfriheden, der er sikret ved chartrets artikel 11

i) Parternes argumenter

ii) Domstolens bemærkninger

d) Begrundelsen for begrænsningerne af de rettigheder og friheder, der er sikret ved chartrets artikel 7 og 11

e) Spørgsmålet om, hvorvidt der foreligger en tilsidesættelse af chartrets artikel 1

1) Parternes argumenter

2) Domstolens bemærkninger

f) Konklusion

B. Om det sjette klagepunkt vedrørende tilsidesættelse af artikel 2 TEU

1. Parternes argumenter

2. Domstolens bemærkninger

a) Den bindende karakter af artikel 2 TEU

b) Tilsidesættelse af de forpligtelser, der følger af artikel 2 TEU

C. Om det fjerde klagepunkt vedrørende tilsidesættelse af databeskyttelsesforordningens artikel 10 og chartrets artikel 8, stk. 2

1. Parternes argumenter

2. Domstolens bemærkninger

Sagsomkostninger

1

Europa-Kommissionen har i stævningen nedlagt følgende påstande:

2

Artikel 4 i den europæiske konvention om grænseoverskridende fjernsyn, der blev undertegnet i Strasbourg den 5. maj 1989, har følgende ordlyd:

»The Parties shall ensure freedom of expression and information in accordance with Article 10 of the [European] Convention for the Protection of Human Rights and Fundamental Freedoms [(den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder), undertegnet i Rom den 4. november 1950 (herefter »EMRK«),] and they shall guarantee freedom of reception and shall not restrict the retransmission on their territories of programme services which comply with the terms of this Convention.«

3

Denne konventions artikel 7, stk. 2, fastsætter:

»All items of programme services which are likely to impair the physical, mental or moral development of children and adolescents shall not be scheduled when, because of the time of transmission and reception, they are likely to watch them.«

4

Artikel 2 TEU er sålydende:

»Unionen bygger på værdierne respekt for den menneskelige værdighed, frihed, demokrati, ligestilling, retsstaten og respekt for menneskerettighederne, herunder rettigheder for personer, der tilhører mindretal. Dette er medlemsstaternes fælles værdigrundlag i et samfund præget af pluralisme, ikke-forskelsbehandling, tolerance, retfærdighed, solidaritet og ligestilling mellem kvinder og mænd.«

5

Artikel 4, stk. 2 og 3, TEU bestemmer:

»2.   Unionen respekterer medlemsstaternes lighed over for traktaterne samt deres nationale identitet, som den kommer til udtryk i deres grundlæggende politiske og forfatningsmæssige strukturer, herunder regionalt og lokalt selvstyre. Den respekterer deres centrale statslige funktioner, herunder sikring af statens territoriale integritet, opretholdelse af lov og orden samt beskyttelse af den nationale sikkerhed. Navnlig forbliver den nationale sikkerhed den enkelte medlemsstats eneansvar.

3.   I medfør af princippet om loyalt samarbejde respekterer Unionen og medlemsstaterne hinanden og bistår hinanden ved gennemførelsen af de opgaver, der følger af traktaterne.

Medlemsstaterne træffer alle almindelige eller særlige foranstaltninger for at sikre opfyldelsen af de forpligtelser, der følger af traktaterne eller af retsakter vedtaget af EU-institutionerne.

Medlemsstaterne bistår Unionen i gennemførelsen af dens opgaver og afholder sig fra at træffe foranstaltninger, der kan bringe virkeliggørelsen af Unionens mål i fare.«

6

Artikel 7 TEU bestemmer:

»1.   På begrundet forslag af en tredjedel af medlemsstaterne, Europa-Parlamentet eller Europa-Kommissionen kan Rådet med et flertal på fire femtedele af sine medlemmer efter godkendelse fra Europa-Parlamentet fastslå, at der er en klar fare for, at en medlemsstat groft overtræder de værdier, der er nævnt i artikel 2. Inden Rådet fastslår dette, hører det den berørte medlemsstat, og det kan efter samme fremgangsmåde rette henstillinger til denne medlemsstat.

Rådet efterprøver regelmæssigt, om de forhold, der har fået Rådet til at fastslå ovennævnte, stadig er gældende.

2.   Det Europæiske Råd kan med enstemmighed på forslag af en tredjedel af medlemsstaterne eller Europa-Kommissionen og efter godkendelse fra Europa-Parlamentet fastslå, at en medlemsstat groft og vedvarende overtræder de værdier, der er nævnt i artikel 2, efter at have opfordret denne medlemsstat til at fremsætte sine bemærkninger.

3.   Hvis en overtrædelse som omhandlet i stk. 2 er fastslået, kan Rådet med kvalificeret flertal beslutte at suspendere visse af de rettigheder, der følger af anvendelsen af traktaterne på den pågældende medlemsstat, herunder de stemmerettigheder, der er tillagt repræsentanten for den pågældende medlemsstats regering i Rådet. Rådet tager i så fald hensyn til en sådan suspensions mulige følger for fysiske og juridiske personers rettigheder og forpligtelser.

Den pågældende medlemsstat er under alle omstændigheder fortsat bundet af sine forpligtelser i henhold til traktaterne.

[...]«

7

Artikel 19, stk. 1, første afsnit, TEU har følgende ordlyd:

»Den Europæiske Unions Domstol omfatter Domstolen, Retten og et antal specialretter. Den sikrer overholdelse af lov og ret ved fortolkningen og anvendelsen af traktaterne.«

8

Artikel 49 TEU bestemmer:

»Enhver europæisk stat, som respekterer værdierne i artikel 2 og forpligter sig til at fremme dem, kan ansøge om at blive medlem af Unionen. [...]

[...]«

9

Artikel 16, stk. 1, TEUF bestemmer:

»Enhver har ret til beskyttelse af personoplysninger om vedkommende selv.«

10

Artikel 34 TEUF bestemmer:

»Kvantitative indførselsrestriktioner såvel som alle foranstaltninger med tilsvarende virkning er forbudt mellem medlemsstaterne.«

11

Artikel 36 TEUF fastsætter:

»Bestemmelserne i artikel 34 og 35 er ikke til hinder for sådanne forbud eller restriktioner vedrørende indførsel, udførsel eller transit, som er begrundet i hensynet til den offentlige sædelighed, den offentlige orden, den offentlige sikkerhed, beskyttelse af menneskers og dyrs liv og sundhed, beskyttelse af planter, beskyttelse af nationale skatte af kunstnerisk, historisk eller arkæologisk værdi eller beskyttelse af industriel og kommerciel ejendomsret. Disse forbud eller restriktioner må dog hverken udgøre et middel til vilkårlig forskelsbehandling eller en skjult begrænsning af samhandelen mellem medlemsstaterne.«

12

Artikel 56 TEUF har følgende ordlyd:

»Inden for rammerne af nedennævnte bestemmelser er der forbud mod restriktioner, der hindrer fri udveksling af tjenesteydelser inden for Unionen, for så vidt angår statsborgere i medlemsstaterne, der er bosat i en anden medlemsstat end modtageren af den pågældende ydelse.

Europa-Parlamentet og Rådet kan efter den almindelige lovgivningsprocedure udstrække anvendelsen af bestemmelserne i dette kapitel til tjenesteydere, der er statsborgere i et tredjeland og bosat inden for Unionen.«

13

Artikel 57 TEUF har følgende ordlyd:

»Som tjenesteydelser i traktaternes forstand betragtes de ydelser, der normalt udføres mod betaling, i det omfang de ikke omfattes af bestemmelserne vedrørende den frie bevægelighed for varer, kapital og personer.

[...]«

14

Artikel 165 TEUF fastsætter:

»1.   Unionen bidrager til udviklingen af et højt uddannelsesniveau ved at fremme samarbejdet mellem medlemsstaterne og om nødvendigt at støtte og supplere disses indsats, med fuld respekt for medlemsstaternes ansvar for undervisningsindholdet og opbygningen af uddannelsessystemerne samt deres kulturelle og sproglige mangfoldighed.

[...]«

15

Artikel 166, stk. 1, TEUF bestemmer:

»Unionen iværksætter en erhvervsuddannelsespolitik, der støtter og supplerer medlemsstaternes aktioner med fuld respekt for, at ansvaret for undervisningsindholdet og tilrettelæggelsen af erhvervsuddannelserne ligger hos medlemsstaterne.«

16

Artikel 258 TEUF bestemmer:

»Finder Kommissionen, at en medlemsstat ikke har overholdt en forpligtelse, der påhviler den i henhold til traktaterne, fremsætter den en begrundet udtalelse herom efter at have givet den pågældende stat lejlighed til at fremsætte sine bemærkninger.

Retter den pågældende stat sig ikke efter den fremsatte udtalelse inden for den frist, der er fastsat af Kommissionen, kan denne indbringe sagen for Den Europæiske Unions Domstol.«

17

Chartrets artikel 1 har følgende ordlyd:

»Den menneskelige værdighed er ukrænkelig. Den skal respekteres og beskyttes.«

18

Chartrets artikel 7 bestemmer:

»Enhver har ret til respekt for sit privatliv og familieliv, sit hjem og sin kommunikation.«

19

Chartrets artikel 8 har følgende ordlyd:

»1.   Enhver har ret til beskyttelse af personoplysninger, der vedrører den pågældende.

2.   Disse oplysninger skal behandles rimeligt, til udtrykkeligt angivne formål og på grundlag af de berørte personers samtykke eller på et andet berettiget ved lov fastsat grundlag. Enhver har ret til adgang til indsamlede oplysninger, der vedrører den pågældende, og til berigtigelse heraf.

[...]«

20

Chartrets artikel 11 fastsætter:

»1.   Enhver har ret til ytringsfrihed. Denne ret omfatter meningsfrihed og frihed til at modtage eller meddele oplysninger eller tanker uden indblanding fra offentlig myndighed og uden hensyn til landegrænser.

2.   Mediefrihed og mediernes pluralisme respekteres.«

21

Chartrets artikel 14, stk. 3, bestemmer:

»Friheden til at oprette uddannelsesinstitutioner under overholdelse af de demokratiske principper samt retten for forældre til at sikre sig, at deres børn undervises i overensstemmelse med deres egen religiøse, filosofiske og pædagogiske overbevisning, respekteres i henhold til de nationale love om udøvelsen af denne ret.«

22

Chartrets artikel 20 har følgende ordlyd:

»Alle mennesker er lige for loven.«

23

Chartrets artikel 21 er affattet således:

»1.   Enhver forskelsbehandling på grund af køn, race, farve, etnisk eller social oprindelse, genetiske anlæg, sprog, religion eller tro, politiske eller andre anskuelser, tilhørsforhold til et nationalt mindretal, formueforhold, fødsel, handicap, alder, seksuel orientering eller ethvert andet forhold er forbudt.

[...]«

24

Chartrets artikel 24 fastsætter:

»1.   Børn har ret til den beskyttelse og omsorg, der er nødvendig for deres trivsel. De kan frit udtrykke deres synspunkter. Der tages hensyn hertil i forhold, der vedrører dem, i overensstemmelse med deres alder og modenhed.

2.   I alle handlinger vedrørende børn, uanset om de udføres af offentlige myndigheder eller private institutioner, skal barnets tarv komme i første række.

[...]«

25

Følgende fremgår af chartrets artikel 52:

»1.   Enhver begrænsning i udøvelsen af de rettigheder og friheder, der anerkendes ved dette charter, skal være fastlagt i lovgivningen og skal respektere disse rettigheders og friheders væsentligste indhold. Under iagttagelse af proportionalitetsprincippet kan der kun indføres begrænsninger, såfremt disse er nødvendige og faktisk svarer til mål af almen interesse, der er anerkendt af Unionen, eller et behov for beskyttelse af andres rettigheder og friheder.

[...]

3.   I det omfang dette charter indeholder rettigheder svarende til dem, der er sikret ved [EMRK], har de samme betydning og omfang som i konventionen. Denne bestemmelse er ikke til hinder for, at EU-retten kan yde en mere omfattende beskyttelse.

[...]«

26

Følgende fremgår af 8., 10., 18., 21. og 22. betragtning til direktiv 2000/31:

[...]

[...]

[...]

27

Artikel 1 i direktiv 2000/31 bestemmer følgende i stk. 1 og 2:

»1.   Dette direktiv har til formål at bidrage til et velfungerende indre marked ved at sikre fri bevægelighed for informationssamfundstjenester mellem medlemsstaterne.

2.   Ved dette direktiv foretages der, i det omfang det er nødvendigt for at nå det i stk. 1 omhandlede mål, en tilnærmelse af visse nationale bestemmelser om informationssamfundstjenester, som vedrører det indre marked, tjenesteydernes etablering, kommerciel kommunikation, elektroniske kontrakter, formidleransvar, adfærdskodekser, udenretslig bilæggelse af tvister, klageadgang og samarbejde mellem medlemsstaterne.«

28

Direktivets artikel 2 fastsætter:

»I dette direktiv forstås ved:

[...]

29

Dette direktivs artikel 3 har følgende ordlyd:

»1.   Hver medlemsstat påser, at de informationssamfundstjenester, som leveres af en tjenesteyder etableret på medlemsstatens territorium, er i overensstemmelse med de nationale bestemmelser, der finder anvendelse i denne medlemsstat inden for det koordinerede område.

2.   Medlemsstaterne må ikke af grunde, der henhører under det koordinerede område, begrænse adgangen til at levere informationssamfundstjenester fra en anden medlemsstat.

3.   Stk. 1 og 2 finder ikke anvendelse på de områder, der er nævnt i bilaget.

4.   Medlemsstaterne kan træffe foranstaltninger til fravigelse af stk. 2 for en bestemt informationssamfundstjeneste, hvis følgende betingelser er opfyldt:

5.   Medlemsstaterne kan i hastende tilfælde fravige betingelserne i stk. 4, litra b). Foranstaltningerne skal i så fald snarest muligt meddeles Kommissionen og den i stk. 1 omhandlede medlemsstat med angivelse af grundene til, at medlemsstaten finder, at der er tale om et hastende tilfælde.

6.   Uden at dette berører medlemsstatens mulighed for at anvende de pågældende foranstaltninger, skal Kommissionen hurtigst muligt undersøge, om de anmeldte foranstaltninger er i overensstemmelse med fællesskabsretten; kommer Kommission[en] til den konklusion, at foranstaltningerne ikke er i overensstemmelse med fællesskabsretten, skal den anmode den pågældende medlemsstat om at undlade at træffe de påtænkte foranstaltninger eller om straks at bringe allerede trufne foranstaltninger til ophør.«

30

Samme direktivs artikel 4 bestemmer:

»1.   Medlemsstaterne sikrer, at en tjenesteyder for at påbegynde og udøve aktivitet som leverandør af informationssamfundstjenester ikke skal opfylde noget krav om forudgående godkendelse eller noget andet tilsvarende krav.

2.   Stk. 1 berører ikke godkendelsesordninger, som ikke specifikt og udelukkende vedrører informationssamfundstjenester [...]«

31

Følgende fremgår af 7., 9. og 27. betragtning til direktiv 2006/123:

[...]

[...]

32

Direktivets artikel 1, stk. 1, bestemmer:

»Dette direktiv fastsætter de almindelige bestemmelser med henblik på at lette udøvelsen af etableringsfriheden for tjenesteydere samt den frie bevægelighed for tjenesteydelser og sikrer samtidig et højt kvalitetsniveau for tjenesteydelser.«

33

Direktivets artikel 2, stk. 1 og 2, fastsætter:

»1.   Dette direktiv finder anvendelse på tjenesteydelser, der udføres af tjenesteydere, som er etableret i en medlemsstat.

2.   Dette direktiv finder ikke anvendelse på følgende former for virksomhed:

[...]

[...]

[...]

[...]«

34

Samme direktivs artikel 3, stk. 1, er affattet således:

»Hvis bestemmelserne i dette direktiv strider mod en bestemmelse i en anden fællesskabsretsakt om særlige aspekter af adgangen til eller udøvelsen af servicevirksomhed inden for særlige områder eller særlige erhverv, har bestemmelsen i den anden fællesskabsretsakt forrang og finder anvendelse på disse særlige områder eller erhverv. Det drejer sig bl.a. om følgende retsakter:

35

Artikel 4 i direktiv 2006/123 definerer – i henholdsvis nr. 1) og 7) – en »tjenesteydelse« som enhver selvstændig erhvervsvirksomhed, der normalt udføres mod betaling, jf. artikel 57 TEUF, og et »krav« som navnlig enhver forpligtelse, ethvert forbud, enhver betingelse eller enhver begrænsning, der er fastsat i medlemsstaternes love eller administrative bestemmelser, eller som følger af retspraksis, administrativ praksis, faglige foreningers regler eller af kollektive regler, som faglige sammenslutninger og erhvervsorganisationer har vedtaget som led i deres retlige autonomi.

36

Direktivets artikel 16 har følgende ordlyd:

»1.   Medlemsstaterne respekterer tjenesteyderes ret til at udføre tjenesteydelser i en anden medlemsstat end den, de er etableret i.

Den medlemsstat, hvor tjenesteydelsen udføres, sikrer fri adgang til at optage eller udøve servicevirksomhed på dens område.

Medlemsstaterne gør ikke adgangen til eller udøvelsen af servicevirksomhed på deres område til genstand for opfyldelse af krav, der ikke overholder følgende principper:

2.   Medlemsstaterne må ikke indskrænke den frie udveksling af tjenesteydelser, der udføres af en tjenesteyder, som er etableret i en anden medlemsstat, ved at stille følgende krav:

3.   Der er intet til hinder for, at den medlemsstat, som tjenesteyderen begiver sig til, fastsætter krav vedrørende udførelsen af servicevirksomhed, hvis disse krav er begrundet i hensynet til den offentlige orden, den offentlige sikkerhed, den offentlige sundhed eller beskyttelsen af miljøet og er i overensstemmelse med stk. 1. Der er heller intet til hinder for, at denne medlemsstat i overensstemmelse med fællesskabsretten anvender sine bestemmelser vedrørende ansættelsesvilkår, herunder bestemmelser, som er fastsat i kollektive aftaler.

[...]«

37

Direktivets artikel 19 bestemmer:

»Medlemsstaterne må ikke stille krav til en tjenestemodtager, der begrænser anvendelsen af en tjenesteydelse, som udføres af en tjenesteyder, der er etableret i en anden medlemsstat, herunder navnlig:

38

Følgende fremgår af 11., 18., 31., 33., 41., 60., 83. og 104. betragtning til direktiv 2010/13:

[...]

[...]

[...]

[...]

[...]

[...]

[...]

39

Artikel 1, stk. 1, i direktiv 2010/13 bestemmer:

»I dette direktiv forstås ved:

[...]

[...]

[...]«

40

Direktivets artikel 2 fastsætter:

»1.   Hver medlemsstat sikrer, at alle audiovisuelle medietjenester, der udsendes af medietjenesteudbydere under dens jurisdiktion, overholder de retsregler, der gælder for audiovisuelle medietjenester bestemt for offentligheden i denne medlemsstat.

[...]«

41

Dette direktivs artikel 3, stk. 1 og 2, er affattet som følger:

»1.   Medlemsstaterne sikrer modtagefrihed og må ikke hindre retransmissioner på deres område af audiovisuelle medietjenester fra andre medlemsstater af grunde, der falder inden for områder, der samordnes ved dette direktiv.

2.   En medlemsstat kan midlertidigt fravige denne artikels stk. 1, hvis en audiovisuel medietjeneste, der leveres af en medietjenesteudbyder, som hører under en anden medlemsstats jurisdiktion, udgør en åbenlys, væsentlig og alvorlig overtrædelse af artikel 6, stk. 1, litra a), eller artikel 6a, stk. 1, eller bringer folkesundheden i fare eller udgør en væsentlig og alvorlig risiko for at bringe den i fare.

Den fravigelse, der er omhandlet i første afsnit, er underlagt følgende betingelser:

Senest tre måneder efter modtagelsen af underretningen om de foranstaltninger, som den pågældende medlemsstat har truffet, og efter at have anmodet ERGA om at afgive en udtalelse i overensstemmelse med artikel 30b, stk. 3, litra d), træffer Kommissionen afgørelse om, hvorvidt disse foranstaltninger er forenelige med EU-retten. Kommissionen holder kontaktudvalget behørigt underrettet. Træffer Kommissionen afgørelse om, at disse foranstaltninger ikke er forenelige med EU-retten, skal den pålægge den pågældende medlemsstat straks at bringe de pågældende foranstaltninger til ophør.«

42

Samme direktivs artikel 4 har følgende ordlyd:

»1.   Medlemsstaterne kan kræve, at medietjenesteudbydere under deres jurisdiktion overholder mere detaljerede eller strengere bestemmelser på de områder, der samordnes ved dette direktiv, forudsat at disse bestemmelser er i overensstemmelse med EU-retten.

2.   Hvor en medlemsstat:

kan den anmode den medlemsstat, der har jurisdiktion, om at løse eventuelle konstaterede problemer i relation til dette stykke. Begge medlemsstater samarbejder loyalt og hurtigt med henblik på at finde en gensidigt tilfredsstillende løsning.

Ved modtagelsen af en begrundet anmodning i henhold til første afsnit, anmoder den medlemsstat, der har jurisdiktion, medietjenesteudbyderen om at overholde de relevante bestemmelser i offentlighedens interesse. Den medlemsstat, der har jurisdiktion, underretter regelmæssigt den anmodende medlemsstat om, hvilke skridt der er truffet for at løse de konstaterede problemer. Senest to måneder efter modtagelsen af anmodningen underretter den medlemsstat, der har jurisdiktion, den anmodende medlemsstat og Kommissionen om resultaterne og angiver årsagerne hertil, hvis der ikke har kunnet findes en løsning.

Hver af de pågældende medlemsstater kan på ethvert tidspunkt anmode kontaktudvalget om at behandle sagen.

3.   Den pågældende medlemsstat kan træffe passende foranstaltninger over for den pågældende medietjenesteudbyder, hvis:

Sådanne foranstaltninger skal være objektivt nødvendige, skal anvendes på en ikkediskriminerende måde og må ikke gå videre end nødvendigt for at nå de mål, der forfølges.

4.   En medlemsstat må kun træffe foranstaltninger i medfør af stk. 3, hvis følgende betingelser er opfyldt:

5.   Senest tre måneder efter modtagelsen af den i stk. 4, litra a), omhandlede underretning træffer Kommissionen afgørelse om, hvorvidt disse foranstaltninger er forenelige med EU-retten. Træffer Kommissionen afgørelse om, at disse foranstaltninger ikke er forenelige med EU-retten, pålægger den den pågældende medlemsstat at afstå fra at træffe de påtænkte foranstaltninger.

Hvis Kommissionen mangler oplysninger, der er nødvendige for at kunne træffe en afgørelse i henhold til første afsnit, anmoder den inden for en måned efter modtagelsen af underretningen den pågældende medlemsstat om alle de oplysninger, der er nødvendige for, at den kan træffe denne afgørelse. Den tidsfrist, som Kommissionen har til at træffe afgørelsen, suspenderes, indtil den pågældende medlemsstat har indgivet sådanne nødvendige oplysninger. Suspenderingen af tidsfristen må under ingen omstændigheder vare mere end en måned.

6.   Medlemsstaterne sikrer ved passende midler og inden for rammerne af deres nationale ret, at medietjenesteudbydere under deres jurisdiktion reelt overholder dette direktiv.

7.   [Direktiv 2000/31] finder anvendelse, medmindre andet er fastsat i nærværende direktiv. I tilfælde af modstrid mellem [direktiv 2000/31] og nærværende direktiv har nærværende direktiv forrang, medmindre andet er fastsat heri.«

43

Artikel 6, stk. 1, litra a), i direktiv 2010/13 bestemmer:

»Med forbehold af medlemsstaternes forpligtelse til at respektere og beskytte den menneskelige værdighed[…] sikrer medlemsstaterne med passende midler, at audiovisuelle medietjenester leveret af medietjenesteudbydere under deres jurisdiktion ikke på nogen måde:

44

Direktivets artikel 6a fastsætter:

»1.   Medlemsstaterne træffer passende foranstaltninger for at sikre, at audiovisuelle medietjenester, der leveres af medietjenesteudbydere under deres jurisdiktion, og som kan skade mindreåriges fysiske, psykiske eller moralske udvikling, kun stilles til rådighed på en sådan måde, at mindreårige normalt ikke hører eller ser dem. Sådanne foranstaltninger kan omfatte valg af sendetidspunkt, værktøjer til alderskontrol eller andre tekniske foranstaltninger. De skal stå i et rimeligt forhold til programmets mulige skadevirkninger.

Det mest skadelige indhold, såsom umotiveret vold og pornografi, skal være underlagt de strengest mulige foranstaltninger.

[...]«

45

Dette direktivs artikel 9, stk. 1, litra c) og g), er sålydende:

»Medlemsstaterne sikrer, at audiovisuel kommerciel kommunikation fra medietjenesteudbydere under deres jurisdiktion overholder følgende krav:

[...]

[...]

46

Samme direktivs artikel 28b har følgende ordlyd:

»1.   Med forbehold af artikel 12-15 i [direktiv 2000/31] sikrer medlemsstaterne, at udbydere af videodelingsplatforme under deres jurisdiktion træffer passende foranstaltninger for at beskytte

2.   Medlemsstaterne sikrer, at udbydere af videodelingsplatforme under deres jurisdiktion opfylder kravene i artikel 9, stk. 1, med hensyn til audiovisuel kommerciel kommunikation, der markedsføres, sælges eller tilrettelægges af disse udbydere af videodelingsplatforme.

Medlemsstaterne sikrer, at udbydere af videodelingsplatforme under deres jurisdiktion træffer passende foranstaltninger for at opfylde de krav, der er fastsat i artikel 9, stk. 1, for så vidt angår audiovisuel kommerciel kommunikation, som ikke markedsføres, sælges eller tilrettelægges af disse udbydere af videodelingsplatforme, under hensyntagen til den begrænsede kontrol, der udøves af disse videodelingsplatforme over sådan audiovisuel kommerciel kommunikation.

Medlemsstaterne sikrer, at udbydere af videodelingsplatforme tydeligt informerer brugerne, hvis programmer og brugergenererede videoer indeholder audiovisuel kommerciel kommunikation, såfremt der er givet oplysning om sådan kommunikation i henhold til stk. 3, tredje afsnit, litra c), eller hvis udbyderen har kendskab hertil.

Medlemsstaterne tilskynder til at anvende samregulering og til at fremme selvregulering gennem adfærdskodekser, jf. artikel 4a, stk. 1, med henblik på effektivt at begrænse børns eksponering for audiovisuel kommerciel kommunikation om fødevarer og drikkevarer, der indeholder næringsstoffer og andre stoffer med en ernæringsmæssig eller fysiologisk virkning, navnlig fedt, transfedtsyrer, salt eller natrium og sukker, som det ikke anbefales at indtage i overdreven mængde i den samlede kost. Disse kodekser skal tilsigte at sikre, at den audiovisuelle kommercielle kommunikation ikke fremhæver positive ernæringsmæssige aspekter ved sådanne fødevarer og drikkevarer.

3.   Med henblik på stk. 1 og 2 fastlægges passende foranstaltninger i lyset af det pågældende indholds art, den skade, som det kan forvolde, karakteristikaene ved den kategori af personer, der skal beskyttes, og de rettigheder og legitime interesser, der er på spil, herunder hos udbyderne af videodelingsplatforme og de brugere, der har skabt eller uploadet indholdet, samt offentlighedens interesse.

Medlemsstaternes sikrer, at alle udbydere af videodelingsplatforme under deres jurisdiktion træffer sådanne foranstaltninger. Disse foranstaltninger skal være gennemførlige og forholdsmæssige og tage hensyn til videodelingsplatformstjenestens størrelse og den udbudte tjenestes art. Disse foranstaltninger må ikke føre til nogen forudgående kontrolforanstaltninger eller upload-filtrering af indhold, som ikke er i overensstemmelse med artikel 15 i [direktiv 2000/31]. Med henblik på beskyttelse af mindreårige, jf. nærværende artikels stk. 1, litra a), skal det mest skadelige indhold være underlagt de strengeste adgangskontrolforanstaltninger.

Disse foranstaltninger omfatter[,] alt efter hvad der er relevant:

Mindreåriges personoplysninger, som indsamles eller på anden måde genereres af udbydere af videodelingsplatforme i henhold til tredje afsnits litra f) og h), må ikke behandles med henblik på kommercielle formål såsom direkte markedsføring, profilering og adfærdsbaseret reklame.

4.   Med henblik på gennemførelsen af foranstaltningerne i nærværende artikels stk. 1 og 3 tilskynder medlemsstaterne til at anvende samregulering, jf. artikel 4a, stk. 1.

5.   Medlemsstaterne fastlægger de nødvendige mekanismer til at vurdere, om de i stk. 3 omhandlede foranstaltninger, som udbyderne af videodelingsplatforme har truffet, er hensigtsmæssige. Medlemsstaterne overlader vurderingen af disse foranstaltninger til de nationale tilsynsmyndigheder eller ‑organer.

6.   Medlemsstaterne kan pålægge udbydere af videodelingsplatforme foranstaltninger, som er mere detaljerede eller strengere end de i denne artikels stk. 3 omhandlede foranstaltninger. Når de vedtager sådanne foranstaltninger, overholder medlemsstaterne de krav, der er fastsat i gældende EU-ret, f.eks. dem, der er fastsat i artikel 12-15 i [direktiv 2000/31] eller artikel 25 i [direktiv 2011/93].

7.   Medlemsstaterne sikrer, at der findes udenretlige klagemekanismer med henblik på bilæggelse af tvister mellem brugere og udbydere af videodelingsplatforme vedrørende anvendelsen af stk. 1 og 3. Sådanne mekanismer skal muliggøre uvildig bilæggelse af tvister og ikke fratage brugeren den retlige beskyttelse, der ydes efter national ret.

8.   Medlemsstaterne sikrer, at brugere kan gøre deres rettigheder gældende ved en domstol med hensyn til udbydere af videodelingsplatforme i henhold til stk. 1 og 3.

9.   Kommissionen tilskynder udbydere af videodelingsplatforme til at udveksle eksempler på bedste praksis i forbindelse med de i stk. 4 nævnte adfærdskodekser for samregulering.

10.   Medlemsstaterne og Kommissionen kan fremme selvregulering gennem de i artikel 4a, stk. 2, omhandlede EU-adfærdskodekser.«

47

I henhold til artikel 1, stk. 1, litra b), i direktiv 2015/1535 forstås ved »tjeneste«»enhver tjeneste i informationssamfundet, dvs. enhver tjeneste, der normalt ydes mod betaling, og som teleformidles ad elektronisk vej på individuel anmodning fra en tjenestemodtager«.

48

Direktivets artikel 5, stk. 1, fastsætter:

»Med forbehold af artikel 7 meddeler medlemsstaterne straks Kommissionen ethvert udkast til teknisk forskrift, medmindre der er tale om en almindelig gengivelse af en international eller europæisk standard, i hvilket tilfælde oplysning om den relevante standard vil være tilstrækkelig. De meddeler ligeledes Kommissionen grundene til, at det er nødvendigt at indføre en sådan teknisk forskrift, medmindre disse grunde allerede fremgår af udkastet.

Medlemsstaterne skal i givet fald samtidig meddele Kommissionen teksten til de love og administrative bestemmelser, der hovedsagelig og direkte ligger til grund, hvis det er nødvendigt at kende den pågældende tekst for at kunne vurdere rækkevidden af udkastet til teknisk forskrift, undtagen hvis den er blevet tilsendt i forbindelse med en tidligere meddelelse.

Medlemsstaterne meddeler på ny Kommissionen udkastet til teknisk forskrift på de betingelser, der er fastsat i nærværende stykkes første og andet afsnit, hvis de i udkastet til teknisk forskrift foretager væsentlige ændringer, der fører til en ændring af anvendelsesområdet, en afkortning af den oprindeligt fastsatte gennemførelsesfrist, en tilføjelse af specifikationer eller krav eller en stramning af disse.

[...]

Kommissionen underretter straks de andre medlemsstater om udkastet til teknisk forskrift og alle de dokumenter, den har fået tilsendt. Den kan også forelægge udkastet for det i dette direktivs artikel 2 omhandlede udvalg til udtalelse og eventuelt for det udvalg, der er kompetent på området.

Med hensyn til de tekniske specifikationer, andre krav eller forskrifter vedrørende tjenester, der er nævnt i dette direktivs artikel 1, stk. 1, litra f), andet afsnit, nr. iii), kan Kommissionens eller medlemsstaternes bemærkninger eller udførlige udtalelser kun vedrøre aspekter, som måtte være til hinder for samhandelen eller, for så vidt angår forskrifterne vedrørende tjenester, for den fri udveksling af tjenesteydelser, eller for tjenesteyderes etableringsfrihed, men ikke en foranstaltnings skattemæssige eller finansielle aspekter.«

49

Følgende fremgår af 20. betragtning til direktiv 2018/1808:

»De passende foranstaltninger til beskyttelse af mindreårige, der gælder for TV-spredningstjenester, bør også gælde for on-demand audiovisuelle medietjenester. Dette bør øge beskyttelsesniveauet. Tilgangen med minimumsharmonisering giver medlemsstaterne mulighed for at udvikle en højere grad af beskyttelse [mod] indhold, der kan skade mindreåriges fysiske, psykiske eller moralske udvikling. Det mest skadelige indhold, som kan skade mindreåriges fysiske, psykiske eller moralske udvikling, men ikke nødvendigvis er en strafbar handling, bør være underlagt de strengeste foranstaltninger, såsom kryptering og effektiv forældrekontrol, uden at dette berører medlemsstaternes vedtagelse af strengere foranstaltninger.«

50

Følgende fremgår af 1., 4., 10. og 154. betragtning til databeskyttelsesforordningen:

[...]

[...]

[...]

51

Databeskyttelsesforordningens artikel 1 bestemmer:

»1.   I denne forordning fastsættes regler om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og regler om fri udveksling af personoplysninger.

2.   Denne forordning beskytter fysiske personers grundlæggende rettigheder og frihedsrettigheder, navnlig deres ret til beskyttelse af personoplysninger.

3.   Den frie udveksling af personoplysninger i Unionen må hverken indskrænkes eller forbydes af grunde, der vedrører beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger.«

52

Forordningens artikel 5 fastsætter:

»1.   Personoplysninger skal:

[...]

[...]«

53

Forordningens artikel 6 har følgende ordlyd:

»1.   Behandling er kun lovlig, hvis og i det omfang mindst ét af følgende forhold gør sig gældende:

Første afsnit, litra f), gælder ikke for behandling, som offentlige myndigheder foretager som led i udførelsen af deres opgaver.

[...]«

54

Samme forordnings artikel 10 er affattet som følger:

»Behandling af personoplysninger vedrørende straffedomme og lovovertrædelser eller tilknyttede sikkerhedsforanstaltninger på grundlag af artikel 6, stk. 1, må kun foretages under kontrol af en offentlig myndighed, eller hvis behandling har hjemmel i EU-retten eller medlemsstaternes nationale ret, som giver passende garantier for registreredes rettigheder og frihedsrettigheder. Ethvert omfattende register over straffedomme må kun føres under kontrol af en offentlig myndighed.«

55

Databeskyttelsesforordningens artikel 24 bestemmer:

»1.   Under hensyntagen til den pågældende behandlings karakter, omfang, sammenhæng og formål samt risiciene af varierende sandsynlighed og alvor for fysiske personers rettigheder og frihedsrettigheder gennemfører den dataansvarlige passende tekniske og organisatoriske foranstaltninger for at sikre og for at være i stand til at påvise, at behandling er i overensstemmelse med denne forordning. Disse foranstaltninger skal om nødvendigt revideres og ajourføres.

2.   Hvis det står i rimeligt forhold til behandlingsaktiviteter, skal de foranstaltninger, der er omhandlet i stk. 1, omfatte den dataansvarliges implementering af passende databeskyttelsespolitikker.

3.   Overholdelse af godkendte adfærdskodekser som omhandlet i artikel 40 eller godkendte certificeringsmekanismer som omhandlet i artikel 42 kan bruges som et element til at påvise overholdelse af den dataansvarliges forpligtelser.«

56

Forordningens artikel 86 fastsætter:

»Personoplysninger i officielle dokumenter, som en offentlig myndighed eller et offentligt eller privat organ er i besiddelse af med henblik på udførelse af en opgave i samfundets interesse, må videregives af myndigheden eller organet i overensstemmelse med EU-retten eller medlemsstaternes nationale ret, som den offentlige myndighed eller organet er underlagt, for at forene aktindsigt i officielle dokumenter med retten til beskyttelse af personoplysninger i henhold til denne forordning.«

57

Artikel XV, stk. 5, i Magyarország Alaptörvénye (den ungarske forfatning) i den affattelse, der finder anvendelse på den foreliggende sag, fastsætter:

»Ungarn beskytter ved særlige foranstaltninger familier, børn, kvinder, ældre og handicappede.«

58

Forfatningens artikel XVI bestemmer:

»1. Ethvert barn har ret til den beskyttelse og omsorg, der er nødvendig for dets fysiske, psykiske og moralske udvikling. Ungarn beskytter børns ret til at identificere sig efter det køn, de har ved fødslen, og sikrer uddannelse baseret på værdier, der er baseret på vores fædrelands forfatningsmæssige identitet og kristne kultur.

2. Forældre har ret til at vælge, hvilken uddannelse deres børn skal have.«

59

§ 4:146 i a polgári törvénykönyvről szóló 2013. évi V. törvény (lov V af 2013 om indførelse af den civile lovbog, herefter »den ungarske civillovbog«) fastsætter:

»1.   Mindreårige børn er underlagt forældremyndighed eller værgemål.

2.   Forældremyndigheden omfatter retten og forpligtelsen til at vælge det mindreårige barns navn, til at træffe afgørelse om barnets forsørgelse og uddannelse samt bopæl, forvalte dets formue og varetage dets juridiske repræsentation samt retten til at udpege en værge og udelukke personer fra værgemål.«

60

Lovens § 4:224 bestemmer:

»Medmindre andet er fastsat i denne lov, er værgen omsorgsperson, opdrager, formueforvalter og den retlige repræsentant for det barn, der er under værgemål.«

61

Denne lovs § 8:1, stk. 1, har følgende ordlyd:

»Ved anvendelsen af denne lov forstås ved:

[...]

[...]«

62

§ 1, stk. 1, i lov XXXI af 1997 om beskyttelse af børn og værgemålsforvaltning, som ændret ved ændringsloven (herefter »børnebeskyttelsesloven«), bestemmer:

»Denne lov har til formål at fastsætte de grundlæggende regler, hvorefter staten, lokale myndigheder og fysiske og juridiske personer, der har til opgave at beskytte børn, samt andre organisationer, der ikke har status som juridisk person, gennem særlige ydelser og foranstaltninger bidrager til børns udøvelse af deres juridiske rettigheder og interesser og til udførelsen af forældrepligter, og at forebygge og afhjælpe situationer, hvor børn er sårbare, kompensere for manglende forældreomsorg og sikre social integration af unge voksne, der ikke længere er omfattet af den særlige ordning til børns beskyttelse.«

63

Lovens § 4 har følgende ordlyd:

»1.   Denne lov finder anvendelse:

[...]

3.   Ud over de personer, der er nævnt i stk. [1], finder denne lov ligeledes anvendelse på beskyttelsen af et barn, der ikke er ungarsk statsborger, og som opholder sig på Ungarns område, i tilfælde af at den manglende midlertidige anbringelse, anbringelse under pædagogisk tilsyn eller udpegelse af en værge ville bringe barnet i fare eller forårsage uundgåeligt skade.«

64

Børnebeskyttelseslovens § 5, litra s), definerer begrebet »forvalter« som følger:

65

Børnebeskyttelseslovens § 6/A har følgende ordlyd:

»For at sikre opfyldelsen af målene i denne lov og gennemførelsen af barnets rettigheder er det forbudt at give personer, som ikke er fyldt 18 år, adgang til indhold, der er pornografisk eller afbilder seksualitet på en umotiveret måde, eller som udbreder eller fremstiller en afvigelse fra den personlige kønsidentitet, der ikke svarer til det fødselstildelte køn, kønsskifte eller homoseksualitet.«

66

§ 8, stk. 1 og 1a, i lov XLVIII af 2008 om de grundlæggende betingelser for og visse begrænsninger af kommercielle reklameaktiviteter (herefter »reklameloven«) bestemmer:

»1.   Reklame, der kan skade børns og mindreåriges fysiske, psykiske, følelsesmæssige eller moralske udvikling, er forbudt.

1a.   Det er forbudt at gøre reklamer, der afbilder seksualitet på en umotiveret måde, eller som udbreder eller fremstiller en afvigelse fra den personlige kønsidentitet, der ikke svarer til det fødselstildelte køn, kønsskifte eller homoseksualitet, tilgængelige for personer under 18 år.«

67

§ 9 i lov CLXXXV af 2010 om medietjenester og massekommunikation, som ændret ved ændringsloven (herefter »lov om medietjenester«), har følgende ordlyd:

»1.   Udbyderen af lineære medietjenester klassificerer alle programmer, som vedkommende har til hensigt at udsende, med undtagelse af nyhedsprogrammer, politiske nyhedsprogrammer, sportsprogrammer, bannere til programmer, politiske reklamer, teleshopping, oplysnings- og public service-meddelelser, i en af de kategorier, der er omhandlet i stk. 2-7 forud for udsendelsen.

[...]

6.   Programmer, der kan have en negativ indflydelse på mindreåriges fysiske, psykiske eller moralske udvikling, og hvis afgørende element bl.a. er fremme og repræsentation af vold, afvigelse fra den personlige kønsidentitet, der ikke svarer til det fødselstildelte køn, kønsskifte og homoseksualitet samt direkte, naturalistisk eller umotiveret afbildning af seksualitet, skal klassificeres i kategori V. Disse programmer klassificeres i kategorien: frarådes for personer under 18 år.

7.   Udsendelser, der alvorligt kan skade mindreåriges fysiske, psykiske eller moralske udvikling, bl.a. på grund af deres pornografiske indhold, ekstremt voldeligt indehold eller det forhold, at de er udtryk for umotiveret vold, skal klassificeres i kategori VI.

8.   Medierådet offentliggør i en anbefaling de overordnede principper for sin praksis i forbindelse med anvendelsen af de detaljerede kriterier for klassificering i henhold til stk. 2-7, hvilke signaler der skal anvendes før og under offentliggørelsen af hvert program, og hvordan klassificeringen formidles, hvis det er begrundet i offentlighedens interesse i at beskytte mindreårige eller behovet for at sikre en ensartet beskyttelse af mindreårige.

[...]«

68

Lovens § 10, stk. 1, litra d), bestemmer, at et kategori V-program kun må sendes mellem kl. 22.00 og kl. 05.00.

69

Lovens § 24, stk. 1, bestemmer:

»Kommerciel kommunikation, der offentliggøres som led i medietjenester [...] må ikke indeholde forskelsbehandling på grund af køn, race eller etnisk oprindelse, statsborgerskab, nationalitet, religion eller filosofiske overbevisninger, fysisk eller psykisk handicap, alder eller seksuel orientering og må ikke fremme en sådan forskelsbehandling.«

70

Samme lovs § 32, stk. 4a, har følgende ordlyd:

»Programmer kan ikke betragtes som public service-kommunikation eller som en oplysningsmeddelelse, hvis de kan skade børns fysiske, psykiske og moralske udvikling, og hvis afgørende element bl.a. er fremstilling af seksualitet på en umotiveret måde, pornografi samt udbredelse eller fremstilling af en afvigelse fra den personlige kønsidentitet, der ikke svarer til det fødselstildelte køn, kønsskifte og homoseksualitet, må ikke betegnes som public service-kommunikation eller som en oplysningsmeddelelse.«

71

§ 179 i lov om medietjenester bestemmer:

»[...]

2.   I tilfælde af at der konstateres problemer i forhold til bestemmelserne i stk. 1 og i tilfælde af overtrædelse af de relevante bestemmelser i nærværende lov og [a sajtószabadságról és a médiatartalmak alapvető szabályairól szóló 2010. évi CIV. törvény (lov CIV af 2010 om pressefrihed og grundlæggende regler for medieindhold)], er medierådet forpligtet til at anmode den medlemsstat, under hvis jurisdiktion den i stk. 1 omhandlede medietjenesteudbyder henhører, om at træffe effektive foranstaltninger. I denne forbindelse anmoder medierådet medlemsstaten om at gribe ind for at bringe de af medierådet påpegede overtrædelser til ophør.

[...]

4.   Medierådet kan gøre brug af de retlige konsekvenser, der er omhandlet i § 187, stk. 3, litra b) og c), og § 187, stk. 4, over for den i stk. 1 omhandlede medietjenesteudbyder, hvis:

72

Denne lovs § 187, stk. 3, fastsætter:

»Medierådet og Nemzeti Média- és Hírközlési Hatóság Hivatala [(den nationale medie-, informations- og kommunikationsmyndighed, Ungarn)] er bemyndiget til under hensyntagen til stk. 2 og 8 at anvende følgende retlige konsekvenser:

73

§ 67, stk. 1, i lov XLVII af 2009 om strafferegistersystemet, registret over domme mod ungarske statsborgere afsagt af domstole i Den Europæiske Unions medlemsstater og registreringen af biometriske data for kriminelle og politi, som ændret ved ændringsloven (herefter »strafferegisterloven«), har følgende ordlyd:

»Det organ, som forvalter strafferegistret, skal på grundlag af informationssystemet for strafferegistre og i overensstemmelse med bestemmelserne i denne lov:

[...]«

74

Lovens § 75/B, stk. 1 og 3, har følgende ordlyd:

»1.   Med henblik på at sikre beskyttelsen af børn og forebygge lovovertrædelser mod seksuel frihed og seksuelle forhold, der begås til skade for eller med udnyttelse af børn, med henblik på at kontrollere personer, der er i direkte kontakt med børn, på de betingelser, der er fastsat i stk. 2 og 3 og § 75/C, skal strafferegisterorganet via en grænseflade, der kan anvendes efter identifikation foretaget af en elektronisk identifikationstjeneste, der obligatorisk stilles til rådighed af regeringen i overensstemmelse med loven om generelle regler for elektronisk forvaltning og tillidstjenester (i det følgende benævnt: »grænseflade«), give adgang til [følgende oplysninger om den registrerede:]

[...]

3.   Oplysninger om den registrerede kan stilles til rådighed via grænsefladen hvis:

75

§ 9, stk. 12, i lov CXC af 2011 om national offentlig uddannelse, som ændret ved ændringsloven (herefter »lov om offentlig uddannelse«), har følgende ordlyd:

»Ved aktiviteter for elever vedrørende seksualkultur, seksualliv, seksuel orientering og seksuel udvikling skal der lægges særlig vægt på bestemmelserne i [den ungarske forfatnings] artikel XVI, stk. 1. Disse aktiviteter må ikke have til formål at fremme en afvigelse fra den personlige kønsidentitet, der ikke svarer til det fødselstildelte køn, kønsskifte og homoseksualitet.«

76

Den 15. juni 2021 vedtog Ungarn ændringsloven, som trådte i kraft den 8. juli 2021.

77

Den 15. juli 2021 sendte Kommissionen en åbningsskrivelse til denne medlemsstat, hvori den anførte, at den nævnte medlemsstat med vedtagelsen af denne lov havde tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 2, artikel 3, stk. 1 og 2, artikel 4, stk. 1, artikel 6a, artikel 9, stk. 1, litra c), nr. ii), og artikel 28b i direktiv 2010/13, artikel 3 i direktiv 2000/31, artikel 5, stk. 1, i direktiv 2015/1535, artikel 16 og 19 i direktiv 2006/123, databeskyttelsesforordningens artikel 6 og 10, artikel 34 TEUF, 36 TEUF og 56 TEUF, chartrets artikel 1, 7, 8, 11 og 21 samt artikel 2 TEU.

78

Ved skrivelse af 15. september 2021 bestred Ungarn de påståede traktatbrud.

79

Den 2. december 2021 fremsatte Kommissionen en begrundet udtalelse, hvori den fastholdt, at ændringsloven var i strid med de EU-retlige bestemmelser, der er nævnt i nærværende doms præmis 77. Kommissionen opfordrede derfor Ungarn til at træffe de nødvendige foranstaltninger for at efterkomme denne begrundede udtalelse inden for to måneder efter modtagelsen heraf.

80

Ved skrivelse af 2. februar 2022 svarede Ungarn på den begrundede udtalelse og gentog sit synspunkt om, at ændringsloven er i overensstemmelse med EU-retten.

81

Den 19. december 2022 anlagde Kommissionen nærværende sag.

82

Ved afgørelser truffet af Domstolens præsident den 20. marts, den 4. maj og den 29. juni 2023 har Kongeriget Belgien, Kongeriget Danmark, Forbundsrepublikken Tyskland, Republikken Estland, Irland, Den Hellenske Republik, Kongeriget Spanien, Den Franske Republik, Storhertugdømmet Luxembourg, Republikken Malta, Kongeriget Nederlandene, Republikken Østrig, Den Portugisiske Republik, Republikken Slovenien, Republikken Finland, Kongeriget Sverige og Europa-Parlamentet fået tilladelse til at intervenere til støtte for Kommissionens påstande.

83

Kommissionen har til støtte for søgsmålet fremsat seks klagepunkter vedrørende for det første tilsidesættelse af artikel 2, artikel 3, stk. 1, artikel 6a, stk. 1, og artikel 9, stk. 1, litra c), nr. ii), i direktiv 2010/13, for det andet tilsidesættelse af artikel 3, stk. 2, i direktiv 2000/31, for det tredje tilsidesættelse af artikel 16 og 19 i direktiv 2006/123 samt af artikel 56 TEUF, for det fjerde tilsidesættelse af databeskyttelsesforordningens artikel 10 og chartrets artikel 8, stk. 2, for det femte tilsidesættelse af chartrets artikel 1, 7, 11 og 21 og for det sjette tilsidesættelse af artikel 2 TEU.

84

Det skal indledningsvis bemærkes, at selv om Kommissionen under det femte klagepunkt bl.a. har påberåbt sig en tilsidesættelse af chartrets artikel 21, som fastsætter det almindelige princip om forbud mod forskelsbehandling, henviser den argumentation, som Kommissionen har fremført til støtte for sine tre første klagepunkter, ligeledes til denne tilsidesættelse, idet denne ifølge Kommissionen bidrager til den tilsidesættelse af direktiv 2000/31, direktiv 2006/123, direktiv 2010/13 og artikel 56 TEUF, som er påberåbt i forbindelse med disse sidstnævnte klagepunkter. Disse argumenter skal derfor behandles i lyset af hele den argumentation, som Kommissionen har fremført med henblik på at godtgøre, at der foreligger en direkte forskelsbehandling, der er forbudt i henhold til chartrets artikel 21, og i lyset af Ungarns argumentation, hvorved denne medlemsstat har bestridt, at der i det foreliggende tilfælde foreligger en sådan forskelsbehandling.

85

Det første klagepunkt består af tre led vedrørende tilsidesættelse af for det første artikel 6a, stk. 1, i direktiv 2010/13, for det andet af dette direktivs artikel 2 og artikel 3, stk. 1, og for det tredje af direktivets artikel 9, stk. 1, litra c), nr. ii).

86

Med det første klagepunkts første led har Kommissionen foreholdt Ungarn at have tilsidesat dens forpligtelser i henhold til artikel 6a, stk. 1, i direktiv 2010/13, på grundlag af hvilken bestemmelse medlemsstaterne træffer passende foranstaltninger for at sikre, at audiovisuelle medietjenester, der leveres af medietjenesteudbydere under deres jurisdiktion, og som kan skade mindreåriges fysiske, psykiske eller moralske udvikling, kun stilles til rådighed på en sådan måde, at mindreårige normalt ikke hører eller ser dem.

87

Kommissionen har i denne henseende for det første anført, at udbydere af lineære medietjenester i henhold til § 9, stk. 1, i lov om medietjenester er forpligtet til at klassificere de programmer, som de udsender, i overensstemmelse med denne lovs artikel 9, stk. 2-7. Ifølge lovens § 9, stk. 6, finder indplaceringen i kategori V, som omfatter programmer, der »frarådes for personer under 18 år«, anvendelse på programmer, der kan have en negativ indvirkning på mindreåriges fysiske, psykiske eller moralske udvikling, og hvis afgørende element bl.a. er udbredelse eller fremstilling af en afvigelse fra den personlige kønsidentitet, der ikke svarer til det fødselstildelte køn, kønsskifte eller homoseksualitet. For det andet bestemmer samme lovs § 10, stk. 1, litra d), at et kategori V-program kun må sendes mellem kl. 22.00 og kl. 05.00.

88

Kommissionen har i denne sammenhæng gjort gældende, at den udsendelsesbegrænsning, der er fastsat i § 9, stk. 1 og 6, i lov om medietjenester, ikke finder anvendelse på visse specifikke kategorier af programmer, bl.a. public service-kommunikation og oplysningsmeddelelser. Ifølge Kommissionen er public service-kommunikation et kort informationsklip, der har til formål at henlede offentlighedens opmærksomhed på et vigtigt spørgsmål. På samme måde kan en oplysningsmeddelelse forstås således, at det betegner et kommuniké eller en meddelelse, der er udformet i offentlighedens interesse, og som udsendes uden kommerciel interesse til ikke-reklameformål mod betaling eller ej, og som har til formål at påvirke seeren eller lytteren til en medietjeneste med henblik på at nå et mål af almen interesse.

89

Denne lovs §32, stk. 4a, udelukker imidlertid udtrykkeligt programmer, der »kan skade børns fysiske, psykiske og moralske udvikling«, fra begreberne »public service-kommunikation« og »oplysningsmeddelelse« som omhandlet i lovens § 9, stk. 1, »og hvis afgørende element bl.a. er [...] udbredelse eller fremstilling af en afvigelse fra den personlige kønsidentitet, der ikke svarer til det fødselstildelte køn, kønsskifte og homoseksualitet«. Adgang til programmer, der har karakter af public service, er således i vidt omfang begrænset for programmer, der indeholder scener, som udbreder eller fremstiller en afvigelse fra den personlige kønsidentitet, der ikke svarer til det fødselstildelte køn, kønsskifte eller homoseksualitet.

90

Kommissionen er således af den opfattelse, at disse foranstaltninger udgør en restriktion for leveringen af audiovisuelle tjenester, der er i strid med artikel 6a, stk. 1, i direktiv 2010/13.

91

Ifølge Kommissionen kan denne restriktion ikke begrundes i formålet om at forebygge en trussel mod mindreåriges fysiske, psykiske eller moralske udvikling, idet den blotte fremstilling af homoseksualitet eller ikke-ciskønnet levevis ikke skader en sådan udvikling. Disse foranstaltninger er ikke egnede til at imødegå en sådan trussel og er heller ikke forholdsmæssige, idet Ungarn ikke har godtgjort, at der foreligger en årsagsforbindelse mellem de pågældende restriktioner og den påberåbte almene interesse.

92

I denne henseende står det ikke medlemsstaterne helt frit for at hævde, at visse former for indhold er potentielt skadeligt, hvis der ikke foreligger bevis for en potentiel skade for mindreårige. Hverken den omstændighed, at artikel 6a, stk. 1, i direktiv 2010/13 gennemfører en minimumsharmonisering, forsigtighedsprincippet eller subsidiaritetsprincippet fører til en anden konklusion.

93

Kommissionen har i denne forbindelse gjort gældende, at en restriktion for levering af audiovisuelle tjenester under ingen omstændigheder kan baseres på artikel 6a, stk. 1, i direktiv 2010/13, når den specifikt vedrører indhold med henvisning til køn eller seksuel orientering, eftersom en sådan restriktion efter selve sin art er i strid med princippet om forbud mod forskelsbehandling, som er et almindeligt EU-retligt princip, der er fastsat i chartrets artikel 21. Kommissionen har i denne forbindelse henvist til fast retspraksis, hvoraf det følger, at medlemsstaterne ikke kan støtte sig på en fortolkning af den afledte ret, som bl.a. er i strid med navnlig de grundlæggende rettigheder, der beskyttes ved Unionens retsorden.

94

I denne henseende skal det fastslås, at den retspraksis, der følger af dom af 27. april 2006 (C-423/04, EU:C:2006:256, præmis 24 og den deri nævnte retspraksis), hvorefter direktiv 2010/13 også finder anvendelse på den forskelsbehandling, der udspringer af den pågældendes kønsskifte, ligeledes omfatter forskelsbehandling på grund af en afvigelse fra den personlige kønsidentitet, der ikke svarer til det fødselstildelte køn.

95

Begrænsninger i udsendelsen af programmer, hvis afgørende element er formidling eller fremstilling af en afvigelse fra den personlige kønsidentitet, der ikke svarer til det fødselstildelte køn, kønsskifte eller homoseksualitet, medfører imidlertid, at ikke-ciskønnede- eller ikke-heteroseksuelle personer og deres levevis de facto optræder i disse programmer, selv om disse personer udgør en integrerende del af et samfund, der er kendetegnet ved mangfoldighed og pluralisme, i overensstemmelse med de værdier, der er omhandlet i artikel 2 TEU. § 9, stk. 6, i lov om medietjenester udgør således en direkte forskelsbehandling på grund af køn eller seksuel orientering, som er forbudt i henhold til chartrets artikel 21, stk. 1.

96

I modsætning til hvad Ungarn har gjort gældende, kan denne forskelsbehandling ikke begrundes i henhold til chartrets artikel 24, stk. 2, og artikel 14, stk. 3.

97

Hvad i første række angår chartrets artikel 24, stk. 2, har Kommissionen gjort gældende, at mindreårige kan beskyttes mod indhold, der er uegnet for deres alder, uden at der sker direkte forskelsbehandling på grund af køn og seksuel orientering. Desuden er det fuldt ud muligt at præsentere kønsdiversiteten på en alderssvarende måde. Det følger heraf, at § 9, stk. 6, i lov om medietjenester ikke udgør et nødvendigt eller passende middel til at sikre beskyttelsen af mindreårige.

98

Den forskellige behandling på grund af køn og seksuel orientering, som denne bestemmelse indebærer, kan tværtimod fremme en følelse af stigmatisering og fremmedgørelse hos personer, især unge og teenagere, hvis kønsidentitet eller seksuelle orientering ikke er i overensstemmelse med de »traditionelle sociale normer«, idet disse begrænsninger forvolder større skade, end de forhindrer, navnlig for så vidt angår mindreårige.

99

Hvad i denne henseende angår betydningen af den retspraksis, der følger af dom fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (herefter »Menneskerettighedsdomstolen«) af 20. juni 2017, Bayev m.fl. mod Rusland (CE:ECHR:2017:0620JUD006766709), som Ungarn har bestridt er relevant, har Kommissionen anført, at Menneskerettighedsdomstolen i denne dom ikke tiltrådte det påståede udsagn om, at den blotte omtale af homoseksualitet eller en åben offentlig debat om seksuelle mindretal ville skade børn eller sårbare voksne, samtidig med at den fremhævede grundene til, at information og debat reelt ville være til gavn for den sociale samhørighed. Beskyttelsen mod risikoen for udnyttelse og korruption af mindreårige på grund af deres sårbarhed kan ikke begrænses til forholdet mellem personer af samme køn. Denne positive forpligtelse må principielt være lige så relevant for forholdet mellem personer af forskelligt køn.

100

Kommissionen har tilføjet, at Menneskerettighedsdomstolen har bekræftet denne retspraksis i sin dom af 23. januar 2023, Macatė mod Litauen (CE:ECHR:2023:0123JUD006143519, § 210), i forbindelse med hvilken den fremhævede, at der ikke foreligger videnskabelige beviser eller sociologiske data, der tyder på, at en åben offentlig debat om seksuelle mindretals sociale status vil være til skade for børn, og at for så vidt som mindreårige, der bevidner ytringer til fordel for ikke-ciskønnede eller ikke-heteroseksuelle personers rettigheder, udsættes for idéer om mangfoldighed, ligestilling og tolerance, kan bibringelsen af disse synspunkter kun fremme den sociale samhørighed.

101

I den foreliggende sag indebærer § 9, stk. 6, i lov om medietjenester imidlertid, at den blotte fremstilling af en afvigelse fra den personlige kønsidentitet, der ikke svarer til det fødselstildelte køn, kønsskifte eller homoseksualitet, er lige så skadelig som den umotiverede fremstilling af vold, pornografi eller seksualitet. Ungarn har heller ikke godtgjort, at det er i barnets tarv at sikre, at fremstilling af indhold eller levevis, som ikke er ciskønnet, først er tilgængelig for dem fra det fyldte 18. år.

102

Hvad i anden række angår chartrets artikel 14, stk. 3, har Kommissionen bestridt, at § 9, stk. 6, i lov om medietjenester bevarer forældrenes frihed til at opdrage deres børn i overensstemmelse med deres personlige religiøse, filosofiske og pædagogiske overbevisning, idet Ungarn ikke har givet nogen overbevisende forklaring på, hvordan denne begrænsning eller manglende begrænsninger vedrørende indholdet påvirker forældrenes ret til frit at opdrage deres børn.

103

For det første skal forældrenes rettigheder i henhold til chartrets artikel 14, stk. 3, fortolkes i lyset af bestemmelserne i chartrets artikel 24 og beskyttelsen af barnets rettigheder. For det andet er denne artikel 14 baseret på retten til uddannelse, der er fastsat i artikel 2 i tillægsprotokol nr. 1 til EMRK.

104

Forældrenes ret til at sikre deres børns uddannelse og undervisning i overensstemmelse med deres religiøse, filosofiske og pædagogiske overbevisning, der er fastsat i chartrets artikel 14, stk. 3, kan imidlertid ikke fortolkes således, at den begrunder medlemsstaternes vedtagelse af en lovgivning, der på en diskriminerende måde krænker andres ytringsfrihed og menneskelige værdighed, herunder mindreåriges.

105

Det fremgår desuden af Menneskerettighedsdomstolens dom af 7. december 1976, Kjeldsen, Busk Madsen og Pedersen mod Danmark (CE:ECHR:1976:1207JUD000509571, § 50), at tillægsprotokollens artikel 2, andet punktum, har til formål at sikre muligheden for en alsidig uddannelsesmæssig pluralisme, der er afgørende for bevarelsen af det »demokratiske samfund«, således som det er defineret i EMRK.

106

Kommissionen har i øvrigt fremhævet, at § 9, stk. 1 og 6, og § 32, stk. 4a, i lov om medietjenester ikke kan anses for at være »mere detaljerede eller strengere bestemmelser« som omhandlet i artikel 4 i direktiv 2010/13, eftersom sådanne mere detaljerede eller strengere bestemmelser kun er tilladt, for så vidt som de er i overensstemmelse med EU-retten, hvilket ikke er tilfældet i den foreliggende sag.

107

Ungarn har for det første anført, at det i henhold til artikel 7, stk. 2, i den europæiske konvention om grænseoverskridende fjernsyn påhviler udbyderne af medieindhold at sikre, at programmer, der kan skade børns eller unges fysiske, psykiske og moralske udvikling, ikke transmitteres, når disse på grund af sende- og modtagelsestidspunktet for disse programmer kan se dem. For det andet påtager medietjenesteudbyderne sig et tilsvarende ansvar i medfør af bestemmelserne i direktiv 2010/13. Artikel 6a i og 60. betragtning til dette direktiv fremhæver således specifikt nødvendigheden og vigtigheden af at beskytte mindreårige og fastsætter foranstaltninger med henblik herpå.

108

I denne henseende har denne medlemsstat bestridt den forudsætning, som Kommissionens ræsonnement er baseret på, hvorefter vedtagelsen af foranstaltninger i henhold til nævnte direktivs artikel 6a, stk. 1, forudsætter, at det umiddelbart er godtgjort, at det pågældende medieindhold faktisk er skadeligt for mindreåriges udvikling.

109

Da det er umuligt at vurdere den reelle indvirkning af sådant medieindhold, påhviler det således medlemsstaterne, henset til den minimumsharmonisering, der er foretaget ved samme direktivs artikel 6a, stk. 1, og i overensstemmelse med forsigtighedsprincippet, at identificere medieindhold, programelementer eller præsentationsmåder, som potentielt kan være skadelige for den fysiske, psykiske eller moralske udvikling heraf. Hvad angår forsigtighedsprincippet har Ungarn anført, at begrebet »menneskers sundhed« omfatter mental sundhed og sund psykologisk udvikling. Dette princip kan derfor påberåbes til støtte for, at der ikke foreligger pålidelig videnskabelig dokumentation for, at tilrådighedsstillelsen af potentielt skadeligt indhold for mindreårige ikke kan forstyrre deres sunde udvikling.

110

Fastlæggelsen og fortolkningen af sådant medieindhold, der anses for skadeligt, og som foretages på grundlag af medlemsstaternes værdier og kulturelle og moralske opfattelser, samt det beskyttelsesniveau, der skal indrømmes, er imidlertid ikke harmoniseret ved direktiv 2010/13 og henhører således under medlemsstaternes enekompetence.

111

I øvrigt står det hver enkelt medlemsstat frit for i medfør af subsidiaritetsprincippet at fastsætte og fremme beskyttelsen af børn og forældrenes ret til at opdrage deres børn i overensstemmelse med deres personlige overbevisning.

112

Hvad i første række angår indholdet af de regler, der for så vidt angår kategori V regulerer klassificeringen af programmer efter alder, har Ungarn gjort gældende, at § 9, stk. 6, i lov om medietjenester ikke kan fortolkes således, at visse former for indhold ubetinget klassificeres i denne kategori, eller at dette indhold anses for at være skadeligt eller farligt for mindreåriges fysiske, psykiske eller moralske udvikling.

113

Klassificeringen af et program i den nævnte kategori afhænger nemlig af de kumulative betingelser, der er fastsat i denne bestemmelse. For det første skal dette program kunne have en negativ indvirkning på mindreåriges fysiske, psykiske eller moralske udvikling. For det andet kan denne negative indflydelse kun foreligge, hvis de potentielt skadelige elementer er afgørende for det nævnte program.

114

Medmindre homoseksualitet eller et ikke-ciskønnet liv er det centrale emne for et program, har den blotte fremstilling heraf i denne sammenhæng ikke en afgørende karakter.

115

Hvad i anden række angår de pågældende foranstaltningers begrundede og forholdsmæssige karakter har Ungarn for det første anført, at deres grundlæggende formål af almen interesse er at beskytte mindreårige mod skadeligt medieindhold, hvis potentielle skadelige virkninger de ikke selv er i stand til at vurdere.

116

Eftersom det er videnskabeligt anerkendt, at udviklingen af seksuel identitet og seksuel orientering påvirkes af uddannelse, kultur, medier og samfund, bør undervisning, information og uddannelse tilpasses den pågældende aldersgruppes alder og kognitive og følelsesmæssige udvikling.

117

For det andet fører den restriktion, der følger af § 9, stk. 6, i lov om medietjenester, ikke til, at visse personer eller visse former for levevis udelukkes fra det offentlige rum, og indebærer derfor ikke en direkte forskelsbehandling på grundlag af seksuel orientering eller kønsidentitet. Ungarn har fremhævet, at denne bestemmelse ikke har til formål at udelukke »personer og liv«, der repræsenterer homoseksualitet, kønsskifte eller identitet, der ikke svarer det fødselstildelte køn, fra offentlig kommunikation. Dens eksistensberettigelse er beskyttelsen af mindreårige, hvorfor der ikke pålægges voksne restriktioner eller forbud.

118

Af denne grund har denne medlemsstat bestridt relevansen af Menneskerettighedsdomstolens dom af 20. juni 2017, Bayev m.fl. mod Rusland (CE:ECHR:2017:0620JUD006766709), eftersom der i den foreliggende sag, i modsætning til den situation, der var omhandlet i denne sidstnævnte dom, ikke kan være tale om manglende specificitet af de vedtagne foranstaltninger. Den har i denne forbindelse fremhævet, at de pågældende foranstaltninger, navnlig § 9, stk. 6, i lov om medietjenester, udtrykkeligt præciserer deres anvendelsesområde, idet de vedrører forhold, der i dagligdagen kan have indflydelse på mindreåriges sunde udvikling, navnlig hvad angår uddannelses- og mediemiljøet. Hvad angår relevansen af Menneskerettighedsdomstolens dom af 23. januar 2023, Macatė mod Litauen (CE:ECHR:2023:0123JUD006143519), har Ungarn gjort gældende, at disse samme foranstaltninger ikke generelt forbyder erhvervelse af varer eller tjenesteydelser, der repræsenterer eller fremmer et bestemt indhold, og ikke berører forældres eller værgers ret til at informere mindreårige om og drøfte disse spørgsmål.

119

Der skal således tages hensyn til Menneskerettighedsdomstolens domme, der anerkender den mindreåriges tarv og den skønsmargen, som medlemsstaterne råder over ved reguleringen af følsomme spørgsmål. Anerkendelsen af denne skønsmargen, som præciseret i Menneskerettighedsdomstolens dom af 7. december 1976, Handyside mod Det Forenede Kongerige (CE:ECHR:1976:1207JUD000549372, § 48), gør det muligt for medlemsstaterne at afgøre, om der foreligger et tvingende socialt behov for at begrænse en bestemt rettighed, og i bekræftende fald hvilke foranstaltninger der kan træffes for at imødekomme dette behov.

120

Ungarn har derfor gjort gældende, at den restriktion for udsendelse af visse programmer, der er indført ved § 9, stk. 6, i lov om medietjenester, er begrundet i hensynet til barnets tarv, som er beskyttet ved chartrets artikel 24, stk. 2, idet sådanne foranstaltninger til beskyttelsen af børn skal anses for at være begrundede i lyset af forsigtighedsprincippet, når der er tale om indhold, der kan formodes at have en negativ indvirkning på mindreåriges sunde udvikling.

121

Denne restriktion er ligeledes begrundet i henhold til chartrets artikel 14, stk. 3. Ifølge Ungarn følger det i denne henseende af den retspraksis, der følger af dom af 15. juli 2021, WABE og MH Müller Handel (C-804/18 og C-341/19, EU:C:2021:594), at retten for forældre til at sikre sig, at deres børn undervises i overensstemmelse med deres egen religiøse, filosofiske og pædagogiske overbevisning udgør et objektivt forhold, der kan begrunde begrænsninger af de rettigheder, der er sikret ved chartret.

122

Ungarn har tilføjet, at de foranstaltninger, der er omhandlet i dette led af det første klagepunkt, ikke indebærer en generel begrænsning af udbredelsen af medieindhold for alle typer medier og for alle sociale netværksplatforme og offentlige platforme, men kun for lineære medietjenester, således at de ikke kan bevirke, at et emne eller en person udelukkes fra det offentlige rum.

123

For så vidt angår forbuddet mod at kvalificere det pågældende indhold som public service-kommunikation eller en oplysningsmeddelelse i henhold til § 32, stk. 4a, i lov om medietjenester har Ungarn gjort gældende, at oplysningsmeddelelser af almen interesse er en form for promovering gennem reklame, der tjener til at opfylde de almennyttige eller socialpolitiske mål, der forfølges af forskellige offentlige og ikke-statslige organer eller organisationer. Et program, hvis afgørende element er at fremstille eller udbrede indhold, der potentielt er skadeligt for mindreårige, kan derfor ikke anses for at være public service-kommunikation eller en oplysningsmeddelelse. Denne § 32, stk. 4a, udelukker imidlertid ikke, at programmer, der blot fremstiller eller udbreder det pågældende indhold, uden at dette udgør et afgørende element i det pågældende program, kvalificeres som public service-kommunikation eller en oplysningsmeddelelse. Nævnte § 32, stk. 4a, fastsætter i øvrigt ikke et generelt forbud mod udsendelse af det nævnte indhold.

124

Indledningsvis bemærkes for det første, at direktiv 2010/13, således som det fremgår af dets titel og 11. betragtning hertil, tilsigter samordning af visse love og administrative bestemmelser i medlemsstaterne om udbud af audiovisuelle medietjenester med henblik på gennemførelsen af et reelt indre marked for disse tjenester. Med henblik herpå fastsætter dette direktiv, at der mindst skal indføres et sæt fælles grundregler, der finder anvendelse på alle audiovisuelle medietjenester, hvoraf nogle, således som det fremgår af 18. betragtning hertil, vedrører indholdet af disse tjenester (dom af 26.6.2025, Makeleio og Zougla, C-555/23 og C-556/23, EU:C:2025:484, præmis 60).

125

For det andet, og således som det fremgår af 20. betragtning til direktiv 2018/1808, som ændrede direktiv 2010/13 ved i dette direktiv at indarbejde artikel 6a, stk. 1, hvis tilsidesættelse påberåbes under det første klagepunkts første led, giver denne tilgang, der tilsigter en minimumsharmonisering, medlemsstaterne mulighed for at indføre en højere grad af beskyttelse mod indhold, der kan skade mindreåriges fysiske, psykiske eller moralske udvikling.

126

Ifølge denne § 6a, stk. 1, første afsnit, træffer medlemsstaterne passende foranstaltninger for at sikre, at audiovisuelle medietjenester, der leveres af medietjenesteudbydere under deres jurisdiktion, og som kan skade mindreåriges fysiske, psykiske eller moralske udvikling, kun stilles til rådighed på en sådan måde, at mindreårige normalt ikke hører eller ser dem. Sådanne foranstaltninger kan omfatte valget af udsendelsens sendetidspunkt, værktøjer til alderskontrol eller andre tekniske foranstaltninger. De skal stå i et rimeligt forhold til programmets mulige skadevirkninger.

127

I denne henseende bemærkes for det første, således som det er fremhævet i nærværende doms præmis 125, at denne bestemmelse ikke tilsigter en fuldstændig harmonisering, men en minimumsharmonisering. For det andet tilkommer det i mangel af harmonisering på EU-plan af de regler, der finder anvendelse på klassificering og mærkning af audiovisuelle programmer, medlemsstaterne at fastlægge det niveau for beskyttelse af mindreårige mod audiovisuelt indhold, der kan skade deres trivsel og udvikling. Det er således ikke absolut nødvendigt, at de foranstaltninger, der er fastsat af en medlemsstat til beskyttelse af mindreårige mod visuelt indhold, der kan skade deres fysiske, psykiske eller moralske udvikling, svarer til en opfattelse, som deles af samtlige medlemsstater med hensyn til beskyttelsens niveau og midlerne hertil, idet denne opfattelse således kan variere fra en medlemsstat til en anden alt afhængig af betragtninger af bl.a. moralsk eller kulturel art (jf. i denne retning dom af 19.11.2020, ZW, C-454/19, EU:C:2020:947, præmis 42 og den deri nævnte retspraksis, og af 23.3.2023, Booky.fi, C-662/21, EU:C:2023:239, præmis 56 og 57).

128

Som Ungarn har gjort gældende, råder medlemsstaterne derfor, når de gennemfører artikel 6a, stk. 1, i direktiv 2010/13, over en skønsmargen til at definere de audiovisuelle medietjenester, der udbydes af medietjenesteudbydere under deres jurisdiktion, og som kan skade mindreåriges fysiske, psykiske eller moralske udvikling (jf. i denne retning dom af 3.9.2020, Vivendi, C-719/18, EU:C:2020:627, præmis 47), med forbehold for, at de passende foranstaltninger, som de træffer på dette grundlag, i overensstemmelse med denne bestemmelse skal stå i et rimeligt forhold til det pågældende programs mulige skadevirkninger. Sidstnævnte krav indebærer, at disse foranstaltninger ikke går ud over, hvad der er nødvendigt for at beskytte denne udvikling, og at de ikke er uforholdsmæssige i forhold til dette formål (jf. analogt dom af 5.12.2024, Network One Distribution, C-506/23, EU:C:2024:1003, præmis 35 og den deri nævnte retspraksis).

129

Det følger desuden af fast retspraksis, at de krav, der følger af beskyttelsen af de grundlæggende rettigheder, er bindende for medlemsstaterne, når de gennemfører EU-lovgivningen, hvorfor det påhviler medlemsstaterne at anvende denne lovgivning således, at de nævnte krav ikke tilsidesættes. I denne sammenhæng skal medlemsstaterne bl.a. sikre, at de ikke lægger en fortolkning af den afledte ret til grund, som kommer i konflikt med grundlæggende rettigheder (jf. i denne retning dom af 26.6.2007, Ordre des barreaux francophones et germanophone m.fl.C-305/05, EU:C:2007:383, præmis 28, af 29.4.2015, Léger, C-528/13, EU:C:2015:288, præmis 41, og af 3.6.2025, Kinsa, C-460/23, EU:C:2025:392, præmis 69 og den deri nævnte retspraksis).

130

Domstolen har således gentagne gange fastslået, at EU-rettens bestemmelser skal fortolkes under hensyntagen til de grundlæggende rettigheder, der er en integrerende del af de almindelige retsgrundsætninger, som Domstolen skal beskytte, og som nu er opført i chartret (dom af 13.5.2014, Google Spain og Google, C-131/12, EU:C:2014:317, præmis 68, af 25.5.2016, Meroni, C-559/14, EU:C:2016:349, præmis 45, og af 21.12.2021, Bank Melli Iran, C-124/20, EU:C:2021:1035, præmis 70).

131

Det følger heraf, at medlemsstaterne, når de vedtager foranstaltninger i henhold til artikel 6a, stk. 1, i direktiv 2010/13, navnlig ikke må tilsidesætte det forbud mod forskelsbehandling på grund af køn eller seksuel orientering, der er fastsat i chartrets artikel 21, stk. 1, idet dette forbud har bindende karakter som et almindeligt EU-retligt princip (dom af 25.11.2025, Wojewoda Mazowiecki, C-713/23, EU:C:2025:917, præmis 70 og den deri nævnte retspraksis). Dette almindelige princip er navnlig til hinder for, at ensartede situationer behandles forskelligt, når denne forskellige behandling ikke kan begrundes objektivt (jf. i denne retning dom af 1.3.2011, Association belge des Consommateurs Test-Achats m.fl., C-236/09, EU:C:2011:100, præmis 28 og den deri nævnte retspraksis).

132

Det skal i denne henseende præciseres, at eksistensen af en forbudt forskelsbehandling bl.a. kan følge af, at de nationale bestemmelser er af stødende og/eller stigmatiserende karakter over for de berørte personer (jf. for så vidt angår forskelsbehandling på grundlag af etnisk oprindelse dom af 18.12.2025, Slagelse Almennyttige Boligselskab, Afdeling Schackenborgvænge, C-417/23, EU:C:2025:1017, præmis 126 og den deri nævnte retspraksis).

133

Hvad særligt angår forskelsbehandling på grund af køn kan denne ifølge fast retspraksis ikke begrænses til kun at omfatte forskelsbehandling, der følger af, at den pågældende tilhører det ene eller det andet køn. Når henses til formålet med chartrets artikel 21, stk. 1, og karakteren af de rettigheder, denne bestemmelse tilsigter at beskytte, kan den ikke alene finde anvendelse på den forskelsbehandling, der udspringer af den pågældendes kønsskifte, dvs. et kønsskifte, men også på forskelsbehandling på grund af en afvigelse fra den personlige kønsidentitet, der ikke svarer til det fødselstildelte køn (jf. i denne retning og analogt dom af 27.4.2006, Richards, C-423/04, EU:C:2006:256, præmis 24, af 26.6.2018, MB (Kønsskifte og arbejdsophørspension), C-451/16, EU:C:2018:492, præmis 35, og af 9.1.2025, Mousse, C-394/23, EU:C:2025:2, præmis 62 og den deri nævnte retspraksis).

134

I det foreliggende tilfælde bestemmer § 9, stk. 6, i lov om medietjenester, sammenholdt med denne lovs § 10, stk. 1, litra d), at programmer, der er omfattet af anvendelsesområdet for den nævnte lov, hvis afgørende element er udbredelse eller fremstilling af en afvigelse fra den personlige kønsidentitet, der ikke svarer til det fødselstildelte køn, kønsskifte eller homoseksualitet, klassificeres under kategori V og derfor kun kan udsendes mellem kl. 22.00 og kl. 05.00. Samme lovs § 32, stk. 4a, præciserer desuden, at sådanne programmer ikke kan klassificeres som public service-kommunikation og oplysningsmeddelelser, der herved ligger uden for den afgrænsning, der følger af denne § 9, stk. 6. Ungarn har gjort gældende, at sådanne foranstaltninger forfølger formålet om at beskytte mindreåriges fysiske, psykiske eller moralske udvikling samt forældrenes ret til at opdrage deres børn i overensstemmelse med deres personlige overbevisning.

135

Det må imidlertid fastslås, at disse bestemmelser i lov om medietjenester foretager en direkte sondring på grund af køn og seksuel orientering, for så vidt som det kun er disse programmer, som er underlagt sådanne sendetider, mens programmer, hvis afgørende element er udbredelse eller fremstilling af ciskønnede og heteroseksuelle personers kønsidentitet og seksuelle orientering, ikke er omfattet heraf. En sådan forskellig behandling udgør således en forskelsbehandling, der principielt er forbudt i henhold til chartrets artikel 21, stk. 1.

136

For så vidt som de nævnte bestemmelser udelukkende er baseret på betragtninger vedrørende kønsidentitet og seksuel orientering i disse programmer, er de desuden baseret på den forudsætning, at enhver fremstilling eller udbredelse af en afvigelse fra den personlige kønsidentitet, der ikke svarer til det fødselstildelte køn, kønsskifte eller homoseksualitet, uanset det specifikke indhold, kan skade barnets tarv, hvilket viser en præference for visse kønsidentiteter og seksuelle orienteringer frem for andre og bidrager således til at stigmatisere disse sidstnævnte (jf. analogt Menneskerettighedsdomstolens dom af 23.1.2023, Macatė mod Litauen, CE:ECHR:2023:0123JUD006143519, §§ 214-216).

137

I denne sammenhæng kan Ungarns argument om, at § 9, stk. 6, i lov om medietjenester, sammenholdt med denne lovs § 10, stk. 1, litra d), og § 32, stk. 4a, heri, ikke generelt forbyder udsendelse af de omhandlede programmer, ikke tiltrædes.

138

Det skal således præciseres, at chartrets artikel 21, stk. 1, forbyder »enhver« forskelsbehandling på grund af bl.a. køn eller seksuel orientering.

139

I modsætning til hvad Ungarn har gjort gældende, kan den forskelsbehandling, der følger af de omhandlede bestemmelser, desuden hverken begrundes i fremme af barnets tarv i henhold til chartrets artikel 24, stk. 2, eller i forældrenes ret til at sikre deres børns uddannelse og undervisning i overensstemmelse med deres egen religiøse, filosofiske og pædagogiske overbevisning, der er fastsat i chartrets artikel 14, stk. 3.

140

Det skal i denne henseende bemærkes, at chartrets artikel 52, stk. 1, bestemmer, at enhver begrænsning i udøvelsen af de rettigheder og friheder, der anerkendes ved chartret, skal være fastlagt i lovgivningen og skal respektere disse rettigheders og friheders væsentligste indhold. Under iagttagelse af proportionalitetsprincippet kan der kun indføres begrænsninger af disse rettigheder og friheder, såfremt begrænsningerne er nødvendige og faktisk svarer til mål af almen interesse, der er anerkendt af Unionen, eller et behov for beskyttelse af andres rettigheder og friheder.

141

I den foreliggende sag skal det, henset til de betragtninger, der er anført i nærværende doms præmis 136, fastslås, at ved at støtte sig på den forudsætning, at enhver fremstilling eller udbredelse af en afvigelse fra den personlige kønsidentitet, der ikke svarer til det fødselstildelte køn, kønsskifte eller homoseksualitet, uanset det specifikke indhold, kan være til skade for barnets tarv og således afsløre en præference for visse kønsidentiteter og seksuelle orienteringer frem for andre, som derfor stigmatiseres, er de pågældende nationale bestemmelser åbenbart i strid med de krav, der i et pluralistisk samfund følger af forbuddet mod forskelsbehandling på grund af køn og seksuel orientering, der er sikret ved chartrets artikel 21, stk. 1, og er derfor i strid med denne bestemmelses væsentligste indhold.

142

Det bemærkes i denne henseende, at i henhold til chartrets artikel 52, stk. 1, første punktum, kan et indgreb i det væsentligste indhold af en rettighed, der er sikret ved chartret, under ingen omstændigheder begrundes (jf. i denne retning dom af 26.9.2024, Ordre des avocats du Barreau de Luxembourg, C-432/23, EU:C:2024:791, præmis 74, og af 13.3.2025, Deldits, C-247/23, EU:C:2025:172, præmis 45 og 50).

143

Hvad endvidere i første række angår Ungarns argumentation vedrørende chartrets artikel 24, stk. 2, skal det bemærkes, at denne bestemmelse bekræfter den grundlæggende karakter af børns rettigheder (jf. i denne retning dom af 14.1.2021, Staatssecretaris van Justitie en Veiligheid (Tilbagesendelse af en uledsaget mindreårig), C-441/19, EU:C:2021:9, præmis 45).

144

Som Ungarn har gjort gældende, skal medlemsstaterne ganske vist, når de gennemfører artikel 6a, stk. 1, i direktiv 2010/13, tage hensyn til chartrets artikel 24, som i stk. 1 bestemmer, at børn bl.a. har ret til den beskyttelse, der er nødvendig for deres trivsel, og, i stk. 2, at i alle handlinger vedrørende børn, der bl.a. udføres af offentlige myndigheder, skal barnets tarv komme i første række, idet disse krav afspejles i formålet med dette direktiv, der, således som det fremgår af 60. og 104. betragtning hertil, består i at sikre et højt beskyttelsesniveau for mindreåriges fysiske, psykiske og moralske udvikling.

145

Ved en sådan gennemførelse tilkommer det således medlemsstaterne at vurdere, om programmer fra medietjenesteudbydere under deres jurisdiktion er uegnede for alle eller nogle mindreårige i betragtning af den særlige følsomhed, der følger af deres alder, samt den omstændighed, at deres fysiske, psykiske eller moralske udvikling endnu ikke er afsluttet.

146

Det forholder sig ikke desto mindre således, at mindreårige kan være tilstrækkeligt beskyttet mod programmer, der er uegnede for deres alder, uden at der herved sker en direkte forskelsbehandling på grund af køn og seksuel orientering som den, der i det foreliggende tilfælde følger af § 9, stk. 6, i lov om medietjenester, sammenholdt med denne lovs § 10, stk. 1, litra d), og § 32, stk. 4a, heri.

147

Den blotte omstændighed, at indhold udbreder eller fremstiller en afvigelse fra den personlige kønsidentitet, der ikke svarer til det fødselstildelte køn, kønsskifte eller homoseksualitet, er således ikke i sig selv tilstrækkeligt til at fastslå, at sådant indhold er potentielt skadeligt.

148

I modsætning til hvad Ungarn har gjort gældende, kan denne konklusion ikke ændres af den skønsmargen, som medlemsstaterne har med henblik på at beskytte mindreårige mod medietjenester, der er uegnede for dem, og som er nævnt i nærværende doms præmis 128, idet denne skønsmargen i henhold til den retspraksis, der er nævnt i denne samme doms præmis 129, skal udøves under overholdelse af de grundlæggende rettigheder, der er sikret ved chartret.

149

Hvad i anden række angår Ungarns argumentation vedrørende chartrets artikel 14, stk. 3, fremgår det af forklaringerne til chartret, at denne artikel 14 bygger såvel på medlemsstaternes fælles forfatningsmæssige traditioner som på artikel 2 i tillægsprotokollen til EMRK, hvoraf det fremgår dels, at »[i]ngen må nægtes retten til uddannelse«, dels at »[v]ed udøvelsen af de funktioner, som staten påtager sig i henseende til uddannelse og undervisning, skal den respektere forældrenes ret til at sikre sig, at sådan uddannelse og undervisning sker i overensstemmelse med deres egen religiøse og filosofiske overbevisning«. Det følger ligeledes af disse forklaringer, at forældrenes ret, der er fastsat i chartrets artikel 14, stk. 3, skal fortolkes i sammenhæng med bestemmelserne i chartrets artikel 24.

150

Det følger i øvrigt af Menneskerettighedsdomstolens praksis vedrørende artikel 2 i tillægsprotokol nr. 1 til EMRK, at forældrenes ret, der er fastsat i denne artikel 2, andet punktum, er knyttet til den grundlæggende ret til uddannelse, men at dette andet punktum bl.a. har til formål at sikre muligheden for pluralisme på uddannelsesområdet, der er afgørende for bevarelsen af det »demokratiske samfund«, således som det er defineret i EMRK (Menneskerettighedsdomstolens dom af 7.12.1976, Kjeldsen, Busk Madsen og Pedersen mod Danmark, CE:ECHR:1976:1207JUD000509571, § 50, og Menneskerettighedsdomstolens dom af 25.6.2024, Ukraine mod Rusland (Krim), CE:ECHR:2024:0625JUD002095814, § 138).

151

Hvad angår denne »uddannelsespluralisme« som omhandlet i praksis fra Menneskerettighedsdomstolen, skal det fremhæves, at det ligeledes følger af denne retspraksis, at det »ville være urealistisk at forvente, at forældrenes religiøse eller filosofiske overbevisning systematisk ville blive betragtet som en prioritet, uanset situationen, navnlig uden for skolen«. Menneskerettighedsdomstolen bemærkede i denne forbindelse, at »[EMRK] ikke garanterer en persons ret til ikke at blive konfronteret med meningstilkendegivelser, der er i strid med den pågældendes egen overbevisning«. »I følsomme spørgsmål, f.eks. i den offentlige debat om seksualundervisning, hvor forældrenes synspunkter, uddannelsespolitikker og tredjeparters ret til ytringsfrihed skal afvejes mod hinanden, har myndighederne [således] ikke andet valg end at ty til kriterierne om objektivitet, pluralisme, videnskabelig nøjagtighed og i sidste ende nytteværdien af en bestemt type oplysninger til de unge« (Menneskerettighedsdomstolens dom af 20.6.2017, Bayev m.fl. mod Rusland, CE:ECHR:2017:0620JUD006766709, §§ 81 og 82).

152

Som generaladvokaten i det væsentlige har anført i punkt 127 i forslaget til afgørelse, udgør forældrenes ret til at sikre sig, at deres børn undervises i overensstemmelse med deres egen religiøse, filosofiske og pædagogiske overbevisning, som er fastsat i chartrets artikel 14, stk. 3, således en logisk følge af retten til uddannelse som omhandlet i denne artikel 14, der giver forældre mulighed for at sikre deres børns uddannelse og undervisning i overensstemmelse med deres egen religiøse, filosofiske og pædagogiske overbevisning.

153

Når dette er sagt, og i modsætning til hvad Ungarn har gjort gældende, kan denne ret for forældrene til at sikre deres børns uddannelse og undervisning i overensstemmelse med deres egen overbevisning ikke fortolkes således, at den generelt kan begrunde, at en medlemsstat kan træffe foranstaltninger, der udgør direkte forskelsbehandling på grund af køn eller seksuel orientering, ved at begrænse udbredelsen i det offentlige rum af indhold, der er kendetegnet ved den blotte omstændighed, at der heri udbredes eller fremstilles en afvigelse fra den personlige kønsidentitet, der ikke svarer til det fødselstildelte køn, kønsskifte eller homoseksualitet. En sådan begrænsning af udbredelsen ville tværtimod fratage forældrene deres valgfrihed med hensyn til uddannelse og undervisning af deres børn.

154

Den blotte omstændighed, at programmer, der udsendes af udbydere af lineære medietjenester, har som afgørende element at udbrede eller fremstille en afvigelse fra den personlige kønsidentitet, der ikke svarer til det fødselstildelte køn, kønsskifte eller homoseksualitet som omhandlet i denne § 9, stk. 6, i lov om medietjenester, er i øvrigt på ingen måde til hinder for, at forældrene over for deres børn udøver deres ansvar som undervisere eller vejleder dem i en retning, der er i overensstemmelse med deres egen religiøse eller filosofiske overbevisning.

155

Henset til samtlige disse betragtninger kan § 9, stk. 6, i lov om medietjenester, sammenholdt med denne lovs § 10, stk. 1, litra d), og § 32, stk. 4a, heri, ikke anses for at være passende foranstaltninger som omhandlet i artikel 6a, stk. 1, i direktiv 2010/13, sammenholdt med chartrets artikel 21, med henblik på at sikre, at audiovisuelle medietjenester, der leveres af medietjenesteudbydere under Ungarns jurisdiktion, og som kan skade mindreåriges fysiske, psykiske eller moralske udvikling, kun stilles til rådighed under sådanne omstændigheder, at disse normalt ikke kan høre eller se dem.

156

Denne konklusion kan ikke ændres af forsigtighedsprincippet, som Ungarn har påberåbt sig, idet dette princip under alle omstændigheder ikke kan begrunde, at der i strid med det forbud, der er fastsat i chartrets artikel 21, stk. 1, vedtages foranstaltninger, der udgør direkte forskelsbehandling på grund af køn og seksuel orientering.

157

Den kan heller ikke ændres i henhold til nærhedsprincippet, som Ungarn har påberåbt sig, for så vidt som denne medlemsstat, således som Kommissionen har anført, ikke gennem et annullationssøgsmål, som er fastsat i artikel 263 TEUF, har anfægtet lovligheden af denne artikel 6a, stk. 1, i henhold til dette princip for at unddrage sig anvendelsen af denne bestemmelse.

158

Det følger heraf, at § 9, stk. 6, i lov om medietjenester, sammenholdt med denne lovs § 10, litra d), ikke kan udgøre en foranstaltning, der opfylder de krav, der er fastsat i nævnte artikel 6a, stk. 1, sammenholdt med chartrets artikel 21, stk. 1.

159

Det skal endvidere fastslås, således som Kommissionen har gjort gældende, at denne § 9, stk. 6, sammenholdt med denne § 10, stk. 1 litra d), og denne § 32, stk. 4a, heller ikke kan anses for at være mere detaljerede eller strengere bestemmelser som omhandlet i artikel 4, stk. 1, i direktiv 2010/13.

160

I henhold til denne sidstnævnte bestemmelse, sammenholdt med 41. og 83. betragtning til dette direktiv, har medlemsstaterne således, for at sikre, at forbrugernes interesser i deres egenskab af seere nyder den fornødne beskyttelse i fuldt omfang, mulighed for, for så vidt angår medietjenesteudbydere under deres jurisdiktion, at fastsætte mere detaljerede eller strengere bestemmelser og i visse tilfælde andre betingelser på de områder, der er omfattet af nævnte direktiv, forudsat at disse bestemmelser er i overensstemmelse med EU-retten og navnlig med dens almindelige principper (jf. i denne retning dom af 26.6.2025, Makeleio et Zougla, C-555/23 og C-556/23, EU:C:2025:484, præmis 77 og den deri nævnte retspraksis).

161

Det følger heraf, at selv om artikel 4, stk. 1, i direktiv 2010/13 giver medlemsstaterne mulighed for at fastsætte mere detaljerede eller strengere bestemmelser på de områder, der samordnes ved dette direktiv, skal sådanne bestemmelser i henhold til denne bestemmelse være i overensstemmelse med EU-retten og navnlig med de grundlæggende rettigheder, der er sikret ved chartret.

162

Da det følger af ovenstående betragtninger, at § 9, stk. 6, i lov om medietjenester, sammenholdt med denne lovs § 10, stk. 1, litra d), og § 32, stk. 4a, heri, er i strid med det væsentligste indhold af chartrets artikel 21, stk. 1, kan disse bestemmelser i ungarsk lovgivning under alle omstændigheder ikke anses for at udgøre mere detaljerede eller strengere bestemmelser som omhandlet i dette direktivs artikel 4, stk. 1.

163

Under disse omstændigheder må det fastslås, at det første klagepunkts første led skal tages til følge.

164

Med det første klagepunkts andet led har Kommissionen gjort gældende, at Ungarn har tilsidesat oprindelseslandsprincippet i artikel 2 og artikel 3, stk. 1, i direktiv 2010/13.

165

Kommissionen har anført, at § 179, stk. 2, i lov om medietjenester, som forpligter medierådet, hvis der opstår et problem i forbindelse med bestemmelserne i denne lov, til at anmode den medlemsstat, under hvis jurisdiktion den pågældende medietjenesteudbyder henhører, om at træffe effektive foranstaltninger, og til at anmode den kompetente medlemsstat om at gribe ind for at bringe de overtrædelser, som medierådet har indberettet, til ophør, fører til en begrænsning af modtagefriheden som omhandlet i dette direktivs artikel 3, stk. 1.

166

Kommissionen har i første række gjort gældende, at denne § 179, stk. 2, i det væsentlige ændrer oprindelseslandsprincippet, for så vidt som denne bestemmelse indfører en mekanisme, hvorved bestemmelsesmedlemsstaten søger at forpligte oprindelsesmedlemsstaten til at sikre overholdelsen af bestemmelsesmedlemsstatens regler på andre betingelser end dem, der er fastsat i det nævnte direktiv.

167

Samme direktivs artikel 3, stk. 2, udgør ganske vist en retlig ramme, der gør det muligt for medlemsstaterne undtagelsesvis at fravige friheden til at modtage audiovisuelle tjenesteydelser fra andre medlemsstater. En medlemsstat kan imidlertid ikke indføre en særlig parallel bestemmelse i sin nationale lovgivning med det formål at udvide sine egne regler til at omfatte tjenesteudbydere, som hører under en anden medlemsstats jurisdiktion, og at anvende en lavere tærskel for indgriben end den, der er fastsat i denne bestemmelse.

168

Medierådets generelle forpligtelse i henhold til § 179, stk. 2, i lov om medietjenester kan heller ikke gyldigt anses for at være omfattet af begrebet »mere detaljerede eller strengere bestemmelser« som omhandlet i artikel 4, stk. 1, i direktiv 2010/13, idet denne bestemmelse ikke kan fortolkes således, at den giver medlemsstaterne mulighed for at fravige forpligtelsen til at overholde de ved dette direktiv harmoniserede bestemmelser. Desuden kræver denne artikel 4, stk. 1, en vurdering fra sag til sag, mens § 179, stk. 2, i lov om medietjenester fastsætter en generel forpligtelse for medierådet.

169

Kommissionen har tilføjet, at for så vidt som medierådets handlepligt i henhold til § 179, stk. 2, i lov om medietjenester bl.a. omfatter tilfælde af konstaterede problemer med hensyn til klassificeringen af programmer på en måde, der er i overensstemmelse med denne lovs § 9, stk. 6, er den nævnte forpligtelse støttet på diskriminerende kriterier af samme grund som den, der er anført i nærværende doms præmis 93. Denne institution har i denne forbindelse præciseret, at de ungarske myndigheder allerede i en lang række tilfælde har anvendt § 179, stk. 2, i lov om medietjenester.

170

I anden række har Kommissionen anført, at anvendelsen af de sanktioner, der er fastsat i § 187, stk. 3, i lov om medietjenester, såfremt medietjenesteudbyderen ikke efterkommer medierådets anmodning inden for en frist på to måneder i overensstemmelse med denne lovs § 179, stk. 4, kan begrænse modtage- og retransmissionsfriheden som fastsat i direktiv 2010/13 under omstændigheder, der ikke er omfattet af anvendelsesområdet for dette direktivs artikel 3, stk. 2.

171

Hvad i tredje række angår Ungarns argument om medlemsstaternes angivelige skønsmargen som følge af dom af 22. september 2011, Mesopotamia Broadcast og Roj TV (C-244/10 og C-245/10, EU:C:2011:607), har Kommissionen anført, at denne dom vedrører fortolkningen af direktiv 89/552, mens de i den foreliggende sag omhandlede nationale foranstaltninger henhører under det område, der samordnes ved direktiv 2010/13, hvorfor oprindelseslandsprincippet finder anvendelse.

172

Domstolen præciserede i den nævnte doms præmis 53, at sådanne foranstaltninger skal overholde kravet om ikke at forhindre selve retransmissionen på modtagermedlemsstatens område af fjernsynsudsendelser, der sendes af et TV-spredningsforetagende fra en anden medlemsstat. Dette krav er imidlertid ikke opfyldt i den foreliggende sag, eftersom der kan vedtages sanktioner over for medietjenesteudbydere, herunder grænseoverskridende medietjenesteudbydere.

173

Ungarn har heroverfor anført, at oprindelseslandsprincippet, der er sikret ved direktiv 2010/13, ikke er tilsidesat.

174

I første række er retsgrundlaget for den procedure, der er fastsat i § 179 i lov om medietjenester, ikke dette direktivs artikel 3, men artikel 4. Denne § 179 indeholder bestemmelser, der gør det muligt at bekæmpe forsøg på omgåelse af de regler, der er fastsat i lov om medietjenester, foretaget af medietjenesteudbydere, der ikke er etableret i Ungarn, men som retter hele eller størstedelen af deres tjenester til det ungarske område.

175

I anden række indsatte ændringsloven ikke en ny § 179, stk. 2, i lov om medietjenester, men ændrede blot denne bestemmelse ved at præcisere, at medierådet, når en tjenesteudbyder, der ikke hører under Ungarns jurisdiktion, har begået en overtrædelse, har pligt til at anmode den kompetente medlemsstat om at træffe effektive foranstaltninger.

176

Denne § 179, stk. 2, udgør således gennemførelsen af en mekanisme for loyalt samarbejde med henblik på at finde en gensidigt tilfredsstillende løsning i overensstemmelse med artikel 4, stk. 2, i direktiv 2010/13.

177

I tredje række fremgår det af dom af 22. september 2011, Mesopotamia Broadcast et Roj TV (C-244/10 og C-245/10, EU:C:2011:607, præmis 37), at medlemsstaterne har et vist råderum på grundlag af hensynet til den offentlige orden, sædeligheden eller den offentlige sikkerhed vedrørende de regler, der generelt finder anvendelse på deres område for fjernsynsudsendelser fra en anden medlemsstat.

178

Indledningsvis bemærkes for det første, at artikel 2, stk. 1, i direktiv 2010/13 pålægger hver medlemsstat at sikre, at alle audiovisuelle medietjenester, der udsendes af medietjenesteudbydere under dens jurisdiktion, overholder de retsregler, der gælder for audiovisuelle medietjenester bestemt for offentligheden i denne medlemsstat.

179

For det andet forpligter dette direktivs artikel 3, stk. 1, medlemsstaterne til at sikre modtagefrihed og ikke at hindre retransmissioner på deres område af audiovisuelle medietjenester fra andre medlemsstater af grunde, der falder inden for områder, der samordnes ved direktivet.

180

Stk. 2 i denne artikel 3 giver dog medlemsstaterne mulighed for midlertidigt at fravige stk. 1 i nævnte artikel 3, hvis en audiovisuel medietjeneste, der leveres af en medietjenesteudbyder, som hører under en anden medlemsstats jurisdiktion, udgør en åbenlys, væsentlig og alvorlig overtrædelse af samme direktivs artikel 6, stk. 1, litra a), eller artikel 6a, stk. 1, eller bringer folkesundheden i fare eller udgør en væsentlig og alvorlig risiko for at bringe den i fare.

181

Som det fremgår af 33. betragtning til direktiv 2010/13, er oprindelseslandsprincippet, som afspejles i dette direktivs artikel 2, stk. 1, og artikel 3, stk. 1, desuden uomgængeligt for etableringen af et indre marked. Dette princip skal finde anvendelse på alle audiovisuelle medietjenester, således at medietjenesteudbyderne får den retssikkerhed at arbejde under, der er nødvendig som grundlag for nye forretningsmodeller, og udbygning af sådanne tjenester. Princippet er også en forudsætning for den frie udveksling af informationer og audiovisuelle programmer på det indre marked.

182

I første række skal det efterprøves, om § 179, stk. 2, i lov om medietjenester hindrer retransmissioner på ungarsk område af audiovisuelle medietjenester fra andre medlemsstater af grunde, der falder inden for områder, der samordnes ved dette direktiv, i strid med den regel, der er fastsat i direktivets artikel 3, stk. 1.

183

I denne henseende skal det fremhæves, at den europæiske konvention om grænseoverskridende fjernsyn, der blev udarbejdet samtidig med direktiv 89/552, og som dette direktiv og direktiv 2010/13 henviser til, i artikel 4, der indeholder en bestemmelse svarende til sidstnævnte direktivs artikel 3, stk. 1, kræver, at parterne i denne konvention »shall guarantee freedom of reception« og »shall not restrict the retransmission on their territories of programme services which comply with the terms of this [c]onvention« (jf. i denne retning dom af 4.7.2019, Baltic Media Alliance, C-622/17, herefter dommen i sagen Baltic Media Alliance, EU:C:2019:566, præmis 69).

184

Domstolen har i denne sammenhæng for så vidt angår direktiv 89/552, hvis artikel 2a, stk. 1 og 2, i det væsentlige svarer til artikel 3, stk. 1 og 2, i direktiv 2010/13, fastslået, at det førstnævnte direktiv fastsatte princippet om anerkendelse i modtagermedlemsstaten af den kontrolfunktion, som sendestaten har med hensyn til audiovisuelle medietjenester fra udbydere, som hører under denne sidstnævntes myndighed (dommen i sagen Baltic Media Alliance, præmis 71 og den deri nævnte retspraksis).

185

Domstolen har ligeledes fremhævet, at kontrollen med anvendelsen af lovgivningen i sendestaten, der gælder for audiovisuelle medietjenester, og med iagttagelsen af bestemmelserne i direktiv 89/552 kun tilkommer den medlemsstat, hvor disse tjenester hidrører fra, og at modtagermedlemsstaten ikke har ret til at udøve egen kontrol af de grunde, der falder inden for de ved direktivet samordnede områder (dommen i sagen Baltic Media Alliance, præmis 72 og den deri nævnte retspraksis).

186

Direktiv 2010/13 er derimod ikke principielt til hinder for at anvende nationale bestemmelser, som generelt forfølger et formål af almen interesse, uden at der dog derved indføres en fornyet kontrol af fjernsynsudsendelser ud over den, som udsendelsesmedlemsstaten er forpligtet til at foretage (dommen i sagen Baltic Media Alliance, præmis 73 og den deri nævnte retspraksis).

187

En national foranstaltning, der forfølger et formål af almen interesse, og som regulerer visse aspekter af udsendelse eller distributionen af audiovisuelle medietjenester, er ikke omfattet af artikel 3, stk. 1 og 2, i direktiv 2010/13, medmindre den indfører en fornyet kontrol af fjernsynsudsendelser ud over den, som udsendelsesmedlemsstaten er forpligtet til at foretage (dommen i sagen Baltic Media Alliance, præmis 74 og den deri nævnte retspraksis).

188

En national foranstaltning, der generelt forfølger et formål af hensyn til den offentlige orden, og som regulerer fremgangsmåden for distribution af en TV-kanal til forbrugerne i modtagermedlemsstaten, udgør således ikke en hindring som omhandlet i nævnte direktivs artikel 3, stk. 1, eftersom sådanne fremgangsmåder ikke hindrer selve retransmissionen af denne kanal, og en sådan foranstaltning således ikke kan anses for at indføre en fornyet kontrol med udsendelsen af den omhandlede kanal ud over den, som udsendelsesmedlemsstaten er forpligtet til at foretage (jf. i denne retning dommen i sagen Baltic Media Alliance, præmis 77).

189

I den foreliggende sag skal det fastslås, at § 179, stk. 2, i lov om medietjenester indfører en forpligtelse for medierådet, bl.a. i tilfælde af tilsidesættelse af de relevante bestemmelser i denne lov, til at anmode den udstedende medlemsstat, under hvis jurisdiktion den pågældende medietjenesteudbyder henhører, om at træffe effektive foranstaltninger. I denne forbindelse anmoder medierådet denne medlemsstat om at gribe ind for at bringe de af medierådet påpegede overtrædelser til ophør.

190

I overensstemmelse med den nævnte lovs § 179, stk. 4, kan medierådet bl.a. anvende de retlige konsekvenser, der er omhandlet i samme lovs § 187, stk. 3, litra c), hvilket i tilfælde af alvorlige eller gentagne overtrædelser kan føre til suspension af udøvelsen af retten til at udbyde medietjenester i en periode på op til en uge.

191

Som Kommissionen har anført, finder denne § 179 desuden anvendelse på programmer, der kan have en negativ indvirkning på mindreåriges fysiske, psykiske eller moralske udvikling som omhandlet i § 9, stk. 6, i lov om medietjenester. En sådan konstatering er tilstrækkelig til at godtgøre, at den nævnte § 179 henhører under de områder, der samordnes ved direktiv 2010/13, således som det fremgår af direktivets artikel 6a, der netop har til formål at beskytte mindreåriges fysiske, psykiske eller moralske udvikling ved at beskytte dem mod audiovisuelt indhold, der ikke er tilpasset deres alder.

192

Følgelig kan § 179, stk. 2, i lov om medietjenester indføre en fornyet kontrol med TV-udsendelser ud over den, som udsendelsesmedlemsstaten er forpligtet til at foretage. Denne fornyede kontrol er principielt i strid med direktiv 2010/13, eftersom den hindrer selve retransmissionen på ungarsk område af audiovisuelle medietjenester fra andre medlemsstater som omhandlet i dette direktivs artikel 3, stk. 1.

193

I anden række må det fastslås, at den fravigelse fra oprindelseslandsprincippet, der er indført ved § 179, stk. 2, i lov om medietjenester, ikke kan begrundes i henhold til nævnte direktivs artikel 3, stk. 2.

194

I henhold til denne sidstnævnte bestemmelse kan en medlemsstat midlertidigt fravige denne artikels stk. 1, hvis en audiovisuel medietjeneste, der leveres af en medietjenesteudbyder, som hører under en anden medlemsstats jurisdiktion, udgør en åbenlys, væsentlig og alvorlig overtrædelse af bl.a. artikel 6a, stk. 1, eller bringer folkesundheden i fare eller udgør en væsentlig og alvorlig risiko for at bringe den i fare.

195

For det første, og som det er fastslået i nærværende doms præmis 135-155, kan den blotte omstændighed, at audiovisuelle medietjenester i form af audiovisuelle programmer, hvis afgørende element er udbredelse eller fremstilling af en afvigelse fra den personlige kønsidentitet, der ikke svarer til det fødselstildelte køn, kønsskifte eller homoseksualitet, ikke i sig selv begrunde, at der med hensyn til disse programmer træffes passende foranstaltninger som omhandlet i artikel 6a, stk. 1, i direktiv 2010/13 med den begrundelse, at disse programmer kan skade mindreåriges fysiske, psykiske eller moralske udvikling.

196

For det andet skal udtrykket »væsentlig og alvorlig risiko« for »folkesundheden«, der er anvendt i artikel 3, stk. 2, i direktiv 2010/13, i overensstemmelse med de principper, der følger af den retspraksis, der er nævnt i nærværende doms præmis 127-133, fortolkes i overensstemmelse med bl.a. chartrets artikel 21, stk. 1, der forbyder enhver form for forskelsbehandling på grund af køn eller seksuel orientering. Af grunde svarende til dem, der er anført navnlig i nærværende doms præmis 135-154, skal det fastslås, at audiovisuelle medietjenester som dem, der er omhandlet i § 9, stk. 6, i lov om medietjenester, heller ikke kan udgøre en sådan væsentlig og alvorlig risiko for folkesundheden som omhandlet i dette direktivs artikel 3, stk. 2, alene med den begrundelse, at de som afgørende element har udbredelse eller fremstilling af en afvigelse fra den personlige kønsidentitet, der ikke svarer til det fødselstildelte køn, kønsskifte eller homoseksualitet.

197

Under disse omstændigheder kan Ungarn heller ikke med føje påberåbe sig hensyn til den offentlige orden, sædelighed eller den offentlige sikkerhed med henblik på at begrunde, at medierådet udøver sin kompetence i henhold til § 179, stk. 2, i lov om medietjenester, sammenholdt med denne lovs§ 179, stk. 4, litra a), og § 187, stk. 3, litra c), med henblik på at hindre selve retransmissionen af audiovisuelle medietjenester fra andre medlemsstater, som har de karakteristika, der er omhandlet i nævnte lovs § 9, stk. 6 (jf. i denne retning dom af 22.9.2011, Mesopotamia Broadcast og Roj TV, C-244/10 og C-245/10, EU:C:2011:607, præmis 37).

198

I tredje række kan § 179, stk. 2, i lov om medietjenester, i modsætning til hvad Ungarn har gjort gældende, heller ikke støttes på artikel 4 i direktiv 2010/13.

199

Som det fremgår af nærværende doms præmis 160, har medlemsstaterne i henhold til denne artikel 4, stk. 1, mulighed for, for så vidt angår medietjenesteudbydere under deres jurisdiktion, at fastsætte mere detaljerede eller strengere bestemmelser og i visse tilfælde andre betingelser på de områder, der er omfattet af dette direktiv, forudsat at disse bestemmelser er i overensstemmelse med EU-retten og navnlig med dens almindelige principper.

200

Desuden tillader dette direktivs artikel 4, stk. 2, undtagelsesvis, i det væsentlige, at anvendelsen af sådanne mere detaljerede eller strengere bestemmelser, der er vedtaget af en medlemsstat, pålægges en medietjenesteudbyder, der er underlagt en anden medlemsstats jurisdiktion, men som udbyder en audiovisuel medietjeneste, som helt eller fortrinsvis er rettet mod den første medlemsstats område.

201

Den kompetence, som medierådet har i henhold til de bestemmelser i lov om medietjenester, der er nævnt i nærværende doms præmis 197, for så vidt angår programmer, der har de karakteristika, der er omhandlet i denne lovs § 9, stk. 6, kan imidlertid under alle omstændigheder ikke udgøre en lovlig gennemførelse af direktivets artikel 4, stk. 2.

202

Det følger således af selve ordlyden af sidstnævnte bestemmelse, at en medlemsstat kun kan påberåbe sig den, når den i henhold til samme direktivs artikel 4, stk. 1, har udøvet sin ret til at vedtage mere detaljerede eller strengere bestemmelser i offentlighedens interesse under overholdelse af EU-retten.

203

Det er imidlertid blevet fastslået i nærværende doms præmis 162, at § 9, stk. 6, i lov om medietjenester, sammenholdt med denne lovs § 10, stk. 1, litra d), ikke kan udgøre en bestemmelse, der opfylder denne kvalificering, eftersom denne bestemmelse tilsidesætter det væsentligste indhold af chartrets artikel 21, stk. 1.

204

Under disse omstændigheder må det fastslås, at det første klagepunkts andet led skal tages til følge.

205

Med det første klagepunkts tredje led har Kommissionen gjort gældende, at Ungarn har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 9, stk. 1, litra c), nr. ii), i direktiv 2010/13.

206

Kommissionen har anført, at reklamelovens § 8, stk. 1a, forbyder at gøre reklamer, som udbreder eller fremstiller en afvigelse fra den personlige kønsidentitet, der ikke svarer til det fødselstildelte køn, kønsskifte eller homoseksualitet, tilgængelige for personer under 18 år.

207

Kommissionen har i første række gjort gældende, at denne foranstaltning er i strid med forbuddet mod forskelsbehandling på grund af køn eller seksuel orientering i artikel 9, stk. 1, litra c), nr. ii), i direktiv 2010/13, som er udtryk for det almindelige princip om forbud mod forskelsbehandling som et almindeligt EU-retligt princip, der nu er fastslået i chartrets artikel 21. Forbuddet mod kommerciel kommunikation, der fremstiller en afvigelse fra den personlige kønsidentitet, der ikke svarer til det fødselstildelte køn, eller som udbreder eller fremstiller kønsskifte eller homoseksualitet, fører nemlig til de facto at fjerne repræsentationen i denne kommunikation af ikke-ciskønnede eller ikke-heteroseksuelle personer og liv, selv om disse personer udgør en integrerende del af et samfund, der er kendetegnet ved mangfoldighed og pluralisme, i overensstemmelse med de værdier, der er omhandlet i artikel 2 TEU.

208

Kommissionen har i denne henseende fremhævet, at det følger af fast retspraksis vedrørende fortolkningen af Rådets direktiv 79/7/EØF af 19. december 1978 om gradvis gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til social sikring (EFT 1979, L 6, s. 24), at forskelsbehandling på grund af køn ikke kan indskrænkes til blot at omfatte forskelsbehandling, som følger af, at den pågældende tilhører det ene eller det andet køn, idet dette direktiv, når henses til dets formål og karakteren af de rettigheder, som det tilsigter at beskytte, også kan finde anvendelse på den forskelsbehandling, der udspringer af den pågældendes kønsskifte (dom af 27.4.2006, Richards, C-423/04, EU:C:2006:256, præmis 24 og den deri nævnte retspraksis). Denne retspraksis må imidlertid ligeledes finde anvendelse på forskelsbehandling på grundlag af en afvigelse fra den personlige kønsidentitet, der ikke svarer til det fødselstildelte køn.

209

I anden række fremhæver eller kræver reklamelovens § 8, stk. 1a, en forskelsbehandling på grund af kønsidentitet og seksuel orientering, eftersom den ud over den bestemmelse, der har til formål at beskytte mindreårige mod eksponering for enhver form for seksualitet, fastsætter et forbud mod reklamer, som udbreder eller fremstiller en afvigelse fra den personlige kønsidentitet, der ikke svarer til det fødselstildelte køn, kønsskifte eller homoseksualitet.

210

I tredje række udgør artikel 9, stk. 1, litra c), nr. ii), i direktiv 2010/13 ikke en hjemmel til at fravige princippet om forbud mod forskelsbehandling. Der findes nemlig ingen bestemmelse, der giver medlemsstaterne mulighed for at begrunde en direkte forskelsbehandling på grundlag af bl.a. køn eller seksuel orientering.

211

Reklamelovens § 8, stk. 1a, som indfører en forskelsbehandling på grund af køn eller seksuel orientering, kan heller ikke begrundes med henvisning til dette direktivs artikel 9, stk. 1, litra g), som en foranstaltning, der har til formål at forhindre psykisk eller moralsk skade på mindreårige.

212

I fjerde række kan den omstændighed, at § 24, stk. 1, i lov om medietjenester forbyder diskriminerende indhold i kommerciel kommunikation, ikke i sig selv begrunde en tilsidesættelse af artikel 9, stk. 1, litra c), nr. ii), i direktiv 2010/13 ved reklamelovens § 8, stk. 1a.

213

Ungarn har heroverfor i første række anført, at reklamelovens § 8, stk. 1a, ikke kan være i strid med direktiv 2010/13, eftersom reklame, der er tilgængelig i medietjenester, anses for at udgøre kommerciel kommunikation som omhandlet i de særlige regler i lov om medietjenester, og at de respektive materielle anvendelsesområder for reklameloven og dette direktiv derfor ikke er sammenfaldende.

214

Desuden adskiller kommerciel kommunikation i medietjenester sig ikke fra andet medieindhold for så vidt angår beskyttelsen af mindreårige, således at beskyttelsesforanstaltningerne finder anvendelse på alle programmer på samme måde. I modsat fald ville det mål af almen interesse om beskyttelsen af mindreårige ikke kunne opnås. Hvad angår medietjenester skal bestemmelserne i reklameloven fortolkes sammenholdt med bestemmelserne i lov om medietjenester og lov CIV af 2010 om pressefrihed og grundlæggende regler for medieindhold. En sådan samlet fortolkning viser, at det kun er de særlige regler i lov om medietjenester, der finder anvendelse på kommerciel kommunikation i medietjenester.

215

I anden række har denne medlemsstat gjort gældende, at reklamelovens § 8, stk. 1a, ikke udgør et forbud mod udsendelse, men skal snarere i henhold til princippet om forholdsmæssigt indgreb betragtes som en lovgivning, der er begrundet og nødvendig med henblik på beskyttelsen af mindreårige.

216

I tredje række fastsætter § 24, stk. 1, i lov om medietjenester selv et forbud mod forskelsbehandling som omhandlet i artikel 9, stk. 1, litra c), nr. ii), i direktiv 2010/13.

217

Det følger heraf, at reklamelovens § 8, stk. 1a, ikke er i strid med denne artikel 9, stk. 1, litra c), nr. ii).

218

Indledningsvis bemærkes, at audiovisuel kommerciel kommunikation i overensstemmelse med artikel 1, stk. 1, litra a), nr. ii), i direktiv 2010/13 er omfattet af begrebet »audiovisuel medietjeneste« i dette direktivs forstand.

219

Direktivets artikel 1, stk. 1, litra h), definerer begrebet »audiovisuel kommerciel kommunikation« bredt, således som det fremgår af 31. betragtning til samme direktiv. Dette begreb omfatter således »billeder med eller uden lyd, som har til formål direkte eller indirekte at fremme afsætningen af varer eller tjenesteydelser eller promovere et image for en fysisk eller juridisk person, der udøver økonomisk virksomhed«, idet sådanne billeder »følger med eller er indeholdt i et program [...] mod betaling eller lignende modydelse eller med selvpromoverende formål«, og idet audiovisuel kommerciel kommunikation »[bl.a.] omfatter [...] TV-reklamer, sponsorering, teleshopping og produktplacering«.

220

I øvrigt bestemmer artikel 9, stk. 1, litra c), nr. ii), i direktiv 2010/13, at medlemsstaterne sikrer, at audiovisuel kommerciel kommunikation fra medietjenesteudbydere under deres jurisdiktion ikke indeholder eller fremmer nogen forskelsbehandling på grund af køn, race eller etnisk oprindelse, nationalitet, religion eller tro, handicap, alder eller seksuel orientering.

221

Med denne artikel 9, stk. 1, litra c), nr. ii), har EU-lovgiver fastsat en forbudsgrund, der navnlig vedrører forskelsbehandling på grund af køn eller seksuel orientering, hvilken grund er en logisk følge af forpligtelsen til at overholde princippet om forbud mod forskelsbehandling (jf. analogt dom af 26.6.2025, Makeleio og Zougla, C‑555/23 og C‑556/23, EU:C:2025:484, præmis 70).

222

Nævnte artikel 9, stk. 1, litra c), nr. ii), konkretiserer således på det område, som den omfatter, det almindelige princip om forbud mod forskelsbehandling, der nu er fastsat i chartrets artikel 21, som forbyder enhver forskelsbehandling på grund af bl.a. køn eller seksuel orientering, idet dette forbud, således som det er anført i nærværende doms præmis 131, har bindende karakter som et almindeligt EU-retligt princip.

223

I den foreliggende sag bemærkes, at det følger af reklamelovens § 8, stk. 1a, at »[d]et er forbudt at gøre reklamer, der afbilder seksualitet på en umotiveret måde eller som udbreder eller fremstiller en afvigelse fra den personlige kønsidentitet, der ikke svarer til det fødselstildelte køn, kønsskifte eller homoseksualitet, tilgængelige for personer under 18 år«.

224

I denne henseende og i første række kan Ungarns argument om, at reklame, der er tilgængelig i medietjenester som omhandlet i denne § 8, stk. 1a, skal fortolkes i lyset af lov om medietjenester og lov CIV af 2010 om pressefrihed og grundlæggende regler for medieindhold, således at denne bestemmelse ikke er omfattet af det materielle anvendelsesområde for direktiv 2010/13, ikke tiltrædes.

225

Henset til den meget brede rækkevidde af begrebet »reklame«, der er anvendt i nævnte § 8, stk. 1a, skal det således fastslås, at dette begreb kan henhøre under begrebet »audiovisuel kommerciel kommunikation« som omhandlet i dette direktivs artikel 1, stk. 1, litra h), idet sidstnævnte begreb, således som det er anført i nærværende doms præmis 219, bl.a. kan udgøres af TV-reklame og produktplacering.

226

I denne sammenhæng kan det af Ungarn anførte om, at det udelukkende er de særlige regler i lov om medietjenester, der finder anvendelse på kommerciel kommunikation, der leveres i medietjenester, ikke tiltrædes.

227

I anden række skal det efterprøves, om reklamelovens § 8, stk. 1a, er i strid med artikel 9, stk. 1, litra c), nr. ii), i direktiv 2010/13.

228

Som det følger af den faste retspraksis, der er nævnt i nærværende doms præmis 133, kan forskelsbehandling på grund af køn ikke begrænses til forskelsbehandling, der følger af, at den pågældende tilhører det ene eller det andet køn. Når henses til den sidstnævnte artikels formål og karakteren af de rettigheder, den tilsigter at beskytte, kan den ikke alene finde anvendelse på den forskelsbehandling, der udspringer af den pågældendes kønsskifte, dvs. en kønsmodifikation, men også på forskelsbehandling på grund af en kønsidentitet, der ikke svarer til det fødselstildelte køn.

229

Eftersom reklamelovens § 8, stk. 1a, ubetinget udelukker, at reklamer, som udbreder eller fremstiller en afvigelse fra den personlige kønsidentitet, der ikke svarer til det fødselstildelte køn, kønsskifte eller homoseksualitet, gøres tilgængelige for personer under 18 år, skal denne bestemmelse anses for at udgøre en direkte forskelsbehandling på grund af køn og seksuel orientering. Det forbud, der er fastsat i denne bestemmelse, medfører nemlig i praksis, at udbydere af audiovisuelle medietjenester, der er omfattet af bestemmelsens anvendelsesområde, tvinges til at forskelsbehandle på grund af køn og seksuel orientering, eftersom det fratager dem enhver mulighed for at gøre sådanne tjenester tilgængelige.

230

Følgelig er forbuddet mod at gøre sådanne reklamer tilgængelige for mindreårige i medfør af denne § 8, stk. 1a, i strid med artikel 9, stk. 1, litra c), nr. ii), i direktiv 2010/13, fortolket i lyset af forbuddet mod forskelsbehandling på grund af køn eller seksuel orientering i chartrets artikel 21, stk. 1.

231

Denne forskelsbehandling kan ikke begrundes i det mål af almen interesse, som denne medlemsstat har påberåbt sig, nemlig beskyttelsen af mindreårige mod reklamer, der indeholder angiveligt skadeligt indhold.

232

Som det fremgår af 104. betragtning til direktiv 2010/13, har EU-lovgiver ganske vist fremhævet, at beskyttelsen af mindreårige mod tilstedeværelsen af audiovisuelt indhold, der kan være skadeligt for dem, udgør et mål af almen interesse, der kræver en høj grad af beskyttelse (jf. i denne retning dom af 23.3.2023, Booky.fi, C-662/21, EU:C:2023:239, præmis 40).

233

I analogi med det, der er fastslået i nærværende doms præmis 135-162, kan mindreårige imidlertid beskyttes tilstrækkeligt mod indhold, der er uegnet for deres alder, uden at der herved sker en direkte forskelsbehandling på grund af køn og seksuel orientering som den, der følger af reklamelovens § 8, stk. 1a, idet denne bestemmelse tilsidesætter det væsentligste indhold af chartrets artikel 21, stk. 1.

234

Af samme grunde kan denne § 8, stk. 1a, heller ikke udgøre en foranstaltning, der har til formål at forhindre, at mindreårige lider psykisk eller moralsk skade som omhandlet i dette direktivs artikel 9, stk. 1, litra g).

235

Under disse omstændigheder må det fastslås, at det første klagepunkts tredje led skal tages til følge.

236

Henset til samtlige ovenstående betragtninger må det fastslås, at det første klagepunkt tages til følge.

237

Med det andet klagepunkts første led har Kommissionen foreholdt Ungarn at have tilsidesat dens forpligtelser i henhold til artikel 3, stk. 2, i direktiv 2000/31.

238

Kommissionen har anført, at børnebeskyttelseslovens § 6/A forbyder at give personer, som ikke er fyldt 18 år, adgang til indhold, som udbreder eller fremstiller kønsidentiteter, der ikke svarer til kønnet tildelt ved fødslen, kønsskifte eller homoseksualitet.

239

I første række har denne institution gjort gældende, at denne § 6/A er omfattet af forbuddet i artikel 3, stk. 2, i direktiv 2000/31, idet denne bestemmelse ikke kræver, at den nationale forskrift udtrykkeligt eller udelukkende finder anvendelse på informationssamfundstjenester.

240

I denne henseende kan bestemmelserne i børnebeskyttelsesloven for det første have en direkte indvirkning på informationssamfundstjenester, idet dette direktivs artikel 2, litra a), definerer disse tjenester bredt.

241

For det andet, og således som det fremgår af den retspraksis, der følger af dom af 14. juli 2022, ASADE (C-436/20, EU:C:2022:559, præmis 63 og den deri nævnte retspraksis), anses tjenesteydelser, der varetages af almen interesse og uden gevinst for øje, og som udbydes i konkurrence med erhvervsdrivende, der arbejder med gevinst for øje, for at være økonomisk virksomhed som omhandlet i artikel 57 TEUF.

242

For det tredje er den omstændighed, som Ungarn har påberåbt sig, hvorefter de enheder, der er omfattet af børnebeskyttelseslovens § 6/A, ligeledes kan udøve visse ikke-økonomiske aktiviteter, uden betydning i denne henseende, eftersom disse enheder altid kan udøve andre aktiviteter, der udgør informationssamfundstjenester. Den omstændighed, at de nævnte enheder er private tjenesteydere, kan heller ikke være til hinder for, at deres virksomhed kvalificeres som tjenesteydelser.

243

Henset for det fjerde til den retspraksis, der følger af dom af 11. september 2014, Papasavvas (C-291/13, EU:C:2014:2209, præmis 28), og af 15. september 2016, Mc Fadden (C-484/14, EU:C:2016:689, præmis 41), er den omstændighed, at tjenesteydelsen betales af en tredjemand og ikke af modtageren heraf, ligeledes uden betydning.

244

For det femte er artikel 4, stk. 2, i direktiv 2000/31 endelig uden betydning i den foreliggende sag, eftersom børnebeskyttelseslovens § 6/A fastsætter et krav og ikke en godkendelsesordning.

245

I anden række har Kommissionen gjort gældende, at børnebeskyttelseslovens § 6/A er omfattet af begrebet »koordineret område« som omhandlet i dette direktivs artikel 2, litra h), idet sidstnævnte bestemmelse dækker de krav, der er fastsat i medlemsstaternes retssystemer, og som finder anvendelse på udbydere af informationssamfundstjenester eller på informationssamfundstjenester, uanset om de er af generel karakter eller specifikt er udformet med henblik på disse.

246

I tredje række er børnebeskyttelsesloven i henhold til § 1, stk. 1, rettet mod en bred vifte af offentlige eller private organisationer, fysiske og juridiske personer, der har til opgave at beskytte børn, samt andre organisationer, der ikke er juridiske personer, og som bidrager til udøvelsen af børns rettigheder og retlige interesser og til opfyldelsen af forældrenes pligter. Anvendelsen af denne lov på private organisationer følger af dens § 5, litra s), underlitra sc)-se), der henviser til »ikke-statslige« forvaltere.

247

Det følger heraf, at en bred vifte af offentlige eller private organisationer og fysiske og juridiske personer er forhindret i at levere eller anvende informationssamfundstjenester, såsom onlinekøb af bøger eller elektroniske medier, hvis disse formidler indhold, som udbreder eller fremstiller en afvigelse fra den personlige kønsidentitet, der ikke svarer til det fødselstildelte køn, kønsskifte eller homoseksualitet. Disse udbydere må enten fjerne sådant indhold fra disse tjenester eller helt afstå fra at levere det.

248

Børnebeskyttelseslovens § 6/A kan derfor i strid med artikel 3, stk. 2, i direktiv 2000/31 være til hinder for eller indebære ulemper for leveringen af informationssamfundstjenester fra en anden medlemsstat, eller gøre denne levering mindre attraktiv.

249

Ungarn har heroverfor i første række anført, at anvendelsesområdet for børnebeskyttelsesloven ikke omfatter levering af informationssamfundstjenester som omhandlet i artikel 2, litra a), i direktiv 2000/31, eftersom de tjenesteydelser, der er reguleret ved denne lov, ikke er af økonomisk karakter, idet begrebet »tjenesteydelse« i EU-rettens forstand kræver levering af en sådan tjenesteydelse mod betaling som led i erhvervsmæssig virksomhed.

250

For det første omfatter de tjenesteydelser, der er omfattet af børnebeskyttelsesloven, ydelser, hvis økonomiske karakter ikke er den afgørende faktor, idet denne lov vedrører tjenesteydelser, der leveres af staten på det sociale område.

251

For det andet finder børnebeskyttelseslovens § 6/A anvendelse på tjenesteydelser, der ikke leveres elektronisk, nemlig grundydelser vedrørende børns trivsel og specialiserede tjenester for beskyttelse af børn, som indebærer kontantydelser samt plejeydelser in natura og personlig plejeydelser. Kommissionen har imidlertid hverken godtgjort, at der foreligger konkurrerende tjenester som omhandlet i artikel 57 TEUF, eller angivet, hvilken del af grundydelserne vedrørende børns velfærd og specialiserede børnebeskyttelsestjenester der kunne være omfattet af denne bestemmelse.

252

Der er således ingen forbindelse mellem direktiv 2000/31 og børnebeskyttelsesloven, idet denne lov ikke begrænser onlinekøb som en informationssamfundstjeneste, men det forhold, at potentielt skadeligt indhold gøres tilgængeligt, og at sådant indhold anvendes i forbindelse med uddannelsesaktiviteter. Uddannelsesaktiviteter og fastlæggelsen af deres indhold henhører imidlertid under medlemsstaternes enekompetence i henhold til artikel 165 TEUF. Denne lov kan således hverken berøre dette direktiv eller tilsidesætte dets artikel 3, stk. 2.

253

For det tredje er Kommissionens standpunkt, hvorefter forbud, der ikke specifikt vedrører informationssamfundstjenester, er omfattet af det nævnte direktivs anvendelsesområde, forkert. Dette bekræftes af samme direktivs artikel 4, stk. 2, som bestemmer, at forbuddet mod forhåndsgodkendelse i direktivets artikel 4, stk. 1, ikke berører godkendelsesordninger, som ikke specifikt og udelukkende vedrører informationssamfundstjenester.

254

Selv hvis det i anden række antages, at børnebeskyttelseslovens § 6/A omfatter »informationssamfundstjenester« som omhandlet i direktiv 2000/31, er denne artikel ikke en del af dette direktivs koordinerede område.

255

I overensstemmelse med nævnte direktivs artikel 2, litra h), nr. ii), tredje led, omfatter det koordinerede område nemlig ikke »krav til tjenester, som ikke ydes elektronisk«. For at være omfattet af samme direktivs anvendelsesområde skal restriktioner for den frie bevægelighed for informationssamfundstjenester som omhandlet heri, således specifikt og udelukkende vedrøre de nævnte tjenester. De ydelser, der er fastsat i denne § 6/A, omfatter imidlertid tjenesteydelser, der ikke leveres elektronisk.

256

I tredje række har Ungarn præciseret, at børnebeskyttelseslovens § 6/A ikke har til følge, at de tjenesteydere, der er omhandlet i denne bestemmelse, skal fjerne det pågældende indhold eller afstå fra at levere disse grænseoverskridende tjenester, idet den nævnte bestemmelse begrænser sig til at fastsætte, at organisationer og personer, der er omfattet af dens anvendelsesområde, ikke må præsentere sådant indhold for mindreårige i de retsforhold, som denne lov regulerer.

257

Det skal indledningsvis bemærkes, at i overensstemmelse med artikel 1, stk. 1 og 2, i direktiv 2000/31, sammenholdt med ottende betragtning til dette direktiv, har direktivet til formål at bidrage til et velfungerende indre marked ved at skabe en retlig ramme, der sikrer fri bevægelighed for informationssamfundstjenester mellem medlemsstaterne, ved i det omfang, det er nødvendigt for at nå dette mål, at foretage en tilnærmelse af visse nationale bestemmelser, der finder anvendelse på disse tjenester.

258

I dette direktivs artikel 2, litra a), sammenholdt med artikel 1, stk. 1, litra b), i direktiv 2015/1535, defineres »informationssamfundstjeneste« endvidere som »enhver tjeneste, der normalt ydes mod betaling, og som teleformidles ad elektronisk vej på individuel anmodning fra en tjenestemodtager«, idet disse tjenester, således som det fremgår af 18. betragtning til direktiv 2000/31, omfatter en lang række økonomiske aktiviteter, som finder sted online.

259

Artikel 3 i direktiv 2000/31 er en central bestemmelse i opbygningen og den ordning, der er indført herved, for så vidt som den fastsætter princippet om hjemlandstilsyn, som ligeledes er nævnt i 22. betragtning til dette direktiv, hvoraf det fremgår, at »[i]nformationssamfundstjenester bør kontrolleres på det sted, hvor tjenesterne udføres« (dom af 9.11.2023, Google Ireland m.fl., C-376/22, EU:C:2023:835, præmis 40).

260

Ifølge direktivets artikel 3, stk. 1, skal hver medlemsstat påse, at de informationssamfundstjenester, som leveres af en tjenesteyder etableret på medlemsstatens territorium, er i overensstemmelse med de nationale bestemmelser, der finder anvendelse i denne medlemsstat inden for det koordinerede område, idet dette område, således som det er fastsat i samme direktivs artikel 2, litra h), omfatter de krav, der i medlemsstaternes retssystemer er fastsat for leverandører af informationssamfundstjenester eller for informationssamfundstjenester, uanset om de er generelle eller specifikt fastsat for disse.

261

I henhold til artikel 2, litra h), nr. i), andet led, i direktiv 2000/31 vedrører det »koordinerede område« krav, der er knyttet til udøvelsen af aktivitet som leverandør af informationssamfundstjenester, f.eks. krav til tjenesteyderens adfærd, krav til kvaliteten eller indholdet af tjenesten, »herunder krav, som gælder i forbindelse med reklamer«.

262

Direktivets artikel 3, stk. 2, bestemmer endvidere, at medlemsstaterne ikke af grunde, der henhører under det koordinerede område, må begrænse adgangen til at levere informationssamfundstjenester fra en anden medlemsstat.

263

Dette direktiv hviler således på anvendelsen af princippet om hjemlandstilsyn og princippet om gensidig anerkendelse, således at informationssamfundstjenester inden for rammerne af det koordinerede område, der er defineret i samme direktivs artikel 2, litra h), kun er reguleret i den medlemsstat, på hvis område leverandørerne af disse tjenester er etableret (dom af 9.11.2023, Google Ireland m.fl., C-376/22, EU:C:2023:835, præmis 42 og den deri nævnte retspraksis).

264

I den foreliggende sag bestemmer børnebeskyttelseslovens § 6/A, at »[f]or at sikre opfyldelsen af målene i denne lov og gennemførelsen af barnets rettigheder er det forbudt at give personer, som ikke er fyldt 18 år, adgang til indhold, der er pornografisk eller afbilder seksualitet på en umotiveret måde, eller som udbreder eller fremstiller en afvigelse fra den personlige kønsidentitet, der ikke svarer til det fødselstildelte køn, kønsskifte eller homoseksualitet«.

265

Med henblik på at vurdere, om denne bestemmelse indfører en restriktion for den frie bevægelighed for informationssamfundstjenester fra en anden medlemsstat som omhandlet i artikel 3, stk. 2, i direktiv 2000/31, skal det i første række prøves, om de ydelser, der er omhandlet i denne § 6/A, er omfattet af begrebet »informationssamfundstjenester« som omhandlet i dette direktivs artikel 2, litra a).

266

I denne henseende er der for det første ingen tvivl om, at det indhold, der er omhandlet i denne § 6/A, kan leveres på afstand og elektronisk på individuel anmodning fra en tjenestemodtager som omhandlet i denne artikel 2, litra a), sammenholdt med artikel 1, stk. 1, litra b), i direktiv 2015/1535.

267

Hvad for det andet angår betingelsen om, at dette indhold »normalt« skal »udføres mod betaling«, bemærkes, at de tjenesteydelser, der normalt udføres mod betaling, udgør økonomisk virksomhed, idet det væsentlige kendetegn ved betalingen findes i det forhold, at den udgør det økonomiske modstykke til den pågældende tjenesteydelse, uden at den dog skal betales af modtageren af ydelsen (jf. i denne retning dom af 15.9.2016, Mc Fadden, C-484/14, EU:C:2016:689, præmis 41, og af 14.7.2022, ASADE, C-436/20, EU:C:2022:559, præmis 60 og den deri nævnte retspraksis).

268

Ydelser mod vederlag, som uden at henhøre under udøvelsen af beføjelser vedrørende offentlig myndighed varetages af almen interesse og uden gevinst for øje, og som udbydes i konkurrence med erhvervsdrivende, der arbejder med gevinst for øje, kan derudover anses for at være økonomisk virksomhed (dom af 14.7.2022, ASADE, C-436/20, EU:C:2022:559, præmis 63 og den deri nævnte retspraksis).

269

Som generaladvokaten har anført i punkt 323 i forslaget til afgørelse, omfatter den frie udveksling af informationssamfundstjenester i øvrigt såvel udbyderen som modtageren af tjenesteydelserne (jf. analogt dom af 6.10.2009, Kommissionen mod Spanien, C-153/08, EU:C:2009:618, præmis 29, og af 2.3.2023, Recreatieprojecten Zeeland m.fl., C-695/21, EU:C:2023:144, præmis 13 og den deri nævnte retspraksis).

270

I den foreliggende sag kan det, henset til den brede vifte af personer, som børnebeskyttelseslovens § 6/A kan finde anvendelse på, i modsætning til hvad Ungarn har gjort gældende, ikke udelukkes, at visse af dem leverer tjenester af økonomisk karakter i forbindelse med virksomhed og aktiviteter i henhold til denne § 6/A, og at sådanne tjenester således er omfattet af begrebet »informationssamfundstjenester« som omhandlet i direktiv 2000/31.

271

Denne medlemsstats argument om, at børnebeskyttelsesloven ligeledes omfatter indhold, der anvendes i forbindelse med uddannelsesaktiviteter, som henhører under medlemsstaternes enekompetence i overensstemmelse med artikel 165 TEUF, kan således ikke tiltrædes.

272

Det følger i denne henseende af Domstolens praksis, at selv om EU-retten ikke gør indgreb i denne kompetence for medlemsstaterne hvad angår dels undervisningsindholdet og opbygningen af uddannelsessystemerne samt medlemsstaternes kulturelle og sproglige mangfoldighed, dels undervisningsindholdet og tilrettelæggelsen af erhvervsuddannelserne, således som det følger af artikel 165, stk. 1, TEUF og artikel 166, stk. 1, TEUF, forholder det sig ikke desto mindre således, at medlemsstaterne ved udøvelsen af denne kompetence skal overholde EU-retten, bl.a. bestemmelserne om den frie udveksling af tjenesteydelser (jf. i denne retning og analogt dom af 25.7.2018, A (Hjælp til en handicappet person), C-679/16, EU:C:2018:60, præmis 58, og af 7.9.2022, Cilevičs m.fl., C-391/20, EU:C:2022:638, præmis 59 og den deri nævnte retspraksis).

273

Desuden kan børnebeskyttelseslovens § 6/A have den virkning, at de personer, der er omfattet af dens anvendelsesområde, forhindres i, f.eks. til uddannelsesmæssige formål, at anvende informationssamfundstjenester i forbindelse med de ydelser, der er omhandlet i denne bestemmelse, selv om de ikke selv leverer disse tjenester. Henset til den retspraksis, der er nævnt i nærværende doms præmis 269, skal sådanne tjenester anses for at være »informationssamfundstjenester« som omhandlet i artikel 2, litra a), i direktiv 2000/31 og dermed for at være omfattet af dette direktivs anvendelsesområde.

274

I anden række skal det undersøges, om børnebeskyttelseslovens § 6/A er omfattet af begrebet »koordineret område« som omhandlet i nævnte direktivs artikel 2, litra h).

275

Som det følger af nærværende doms præmis 260 og 261, omfatter det koordinerede område som omhandlet i samme direktivs artikel 2, litra h), sammenholdt med 21. betragtning hertil, de krav, der i medlemsstaternes retssystemer er fastsat for leverandører af informationssamfundstjenester eller for informationssamfundstjenester, uanset om de er generelle eller specifikt fastsat for disse, for så vidt som disse krav opfylder betingelserne i denne artikel.

276

I henhold til artikel 2, litra h), nr. i), andet led, i direktiv 2000/31 vedrører det »koordinerede område« krav, der er knyttet til udøvelsen af aktivitet som leverandør af informationssamfundstjenester, f.eks. krav til tjenesteyderens adfærd, krav til kvaliteten eller indholdet af tjenesten.

277

I denne henseende skal det præciseres, at de krav, der er fastsat i børnebeskyttelseslovens § 6/A, og som udelukker, at visse former for indhold præsenteres for mindreårige, og som derfor skal anses for at pålægge begrænsninger for indholdet af de tjenester, der kan leveres som informationssamfundstjenester, vedrører udøvelse af aktivitet som leverandør af informationssamfundstjenester, f.eks. krav til indholdet af tjenesten i overensstemmelse med denne artikel 2, litra h), nr. i), andet led. De henhører således under det koordinerede område som omhandlet i nævnte artikel 2, litra h).

278

For det første ændres denne betragtning ikke af den omstændighed, som Ungarn har påberåbt sig, hvorefter denne lov ikke specifikt omhandler regulering af informationssamfundstjenester. Denne omstændighed er nemlig uden betydning, henset til den generelle karakter af de krav, der er fastsat i den nævnte lov, der, som anført i den foregående præmis, henhører under samme artikel 2, litra h).

279

For det andet kan det argument, som denne medlemsstat har fremført, hvorefter de ydelser, der er omfattet af børnebeskyttelsesloven, ikke omfatter ydelser, der leveres elektronisk, men ved hjælp af plejeydelser in natura og personlig plejeydelser, heller ikke tiltrædes, idet den nævnte medlemsstat ikke har godtgjort, at disse ydelser på trods af den meget brede ordlyd af denne lovs § 6/A under ingen omstændigheder kan leveres elektronisk.

280

Det må derfor fastslås, at den brede vifte af ydelser, der er omfattet af forbuddet i nævnte § 6/A, ligeledes kan finde anvendelse på elektronisk leverede tjenesteydelser.

281

I tredje række må det fastslås, at dette forbud begrænser den frie bevægelighed for informationssamfundstjenester fra en anden medlemsstat som omhandlet i artikel 3, stk. 2, i direktiv 2000/31, idet dette forbud begrænser muligheden for tjenesteydere, der er etableret i en anden medlemsstat, for at levere tjenester med indhold, der er omfattet af nævnte forbud, til dennes potentielle kunder, der er bosiddende i Ungarn, og således gør den virksomhed, der består i at udbyde sådanne tjenester i Ungarn, mindre attraktiv.

282

Med det andet klagepunkts andet led har Kommissionen foreholdt Ungarn at have tilsidesat dens forpligtelser i henhold til artikel 3, stk. 2, i direktiv 2000/31.

283

Kommissionen har anført, at reklamelovens § 8, stk. 1a, forbyder at gøre reklamer, som udbreder eller fremstiller en afvigelse fra den personlige kønsidentitet, der ikke svarer til det fødselstildelte køn, kønsskifte eller homoseksualitet, tilgængelige for personer under 18 år.

284

Denne bestemmelse pålægger annoncører, herunder annoncører, der er etableret i andre medlemsstater, nye forpligtelser, der begrænser deres frie udveksling af tjenesteydelser. I denne henseende er det for at fastslå, at der foreligger en begrænsning som omhandlet i artikel 3, stk. 2, i direktiv 2000/31, tilstrækkeligt, at lovgivningen finder anvendelse på informationssamfundstjenester, og at den kan forbyde, hindre eller gøre udøvelsen af den frie udveksling af tjenesteydelser mindre attraktiv. En national lovgivning, der forbyder visse former for indhold, kan, selv om den ikke fastsætter et reklameforbud, begrænse den frie udveksling af tjenesteydelser for tjenesteydere og modtagere.

285

I det foreliggende tilfælde finder reklamelovens § 8, stk. 1a, for det første anvendelse på informationssamfundstjenester som omhandlet i dette direktiv.

286

Da nævnte direktivs artikel 2, litra h), nr. i), andet led, for det andet udtrykkeligt omhandler krav, som gælder »i forbindelse med reklamer«, henhører reklamelovens § 8, stk. 1a, ligeledes under det koordinerede område som omhandlet i samme direktiv.

287

Direktiv 2000/31 harmoniserer ganske vist kun visse aspekter for så vidt angår levering af informationssamfundstjenester. Oprindelseslandsprincippet, der er fastsat i dette direktivs artikel 3, finder imidlertid anvendelse, herunder de processuelle og materielle regler herfor. En anvendelse, der kun omfatter de områder, der henhører under direktivets artikel 6-8, som vedrører kommerciel kommunikation, ville være i strid med ordlyden af, formålet med og opbygningen af det generelle forbud mod restriktioner for den frie bevægelighed for informationssamfundstjenester, der er fastsat i direktivets artikel 3, stk. 2.

288

Ungarn har i første række anført, at direktiv 2000/31, således som det fremgår af tiende betragtning hertil, kun gennemfører en minimumsharmonisering, som ikke påvirker niveauet for beskyttelse af almene hensyn, navnlig beskyttelsen af mindreårige som omhandlet i reklameloven.

289

Den omstændighed, at reklamer i mange medlemsstater er underlagt særlige regler og forbud for mindreårige, viser, at disse regler ikke kan gøre grænseoverskridende levering af tjenesteydelser på informations- og kommunikationsområdet mindre attraktiv, idet dette direktivs artikel 3, stk. 4, i øvrigt bekræfter en sådan fortolkning.

290

I anden række omfatter begrebet »koordineret område« som omhandlet i nævnte direktivs artikel 2, litra h), ikke krav til informationssamfundstjenester, der ikke er knyttet til og uadskilleligt forbundet med disse tjenester. Direktivet kan derfor ikke forhindre medlemsstaterne i at vedtage foranstaltninger til beskyttelse af mindreårige.

291

I første række skal det fastslås, at Ungarn i den foreliggende sag ikke har bestridt, at de reklametjenester, der er omhandlet i reklamelovens § 8, stk. 1a, kan udgøre »informationssamfundstjenester« som omhandlet i artikel 2, litra a), i direktiv 2000/31, sammenholdt med artikel 1, stk. 1, litra b), i direktiv 2015/1535, og som således er omfattet af anvendelsesområdet for direktiv 2000/31.

292

I anden række skal det, henset til rækkevidden af begrebet »koordineret område« som omhandlet i artikel 2, litra h), nr. i), andet led, i direktiv 2000/31, der er nævnt i nærværende doms præmis 261, fremhæves, at forbuddet mod at gøre reklamer, som udbreder eller fremstiller en afvigelse fra den personlige kønsidentitet, der ikke svarer til det fødselstildelte køn, kønsskifte eller homoseksualitet, tilgængelige for mindreårige, i henhold til denne § 8, stk. 1a, faktisk er omfattet af dette begreb, idet det udtrykkeligt omhandler »krav til kvaliteten eller indholdet af tjenesten, herunder krav, som gælder i forbindelse med reklamer«.

293

I denne sammenhæng kan Ungarns argument om, at nævnte § 8, stk. 1a, ikke specifikt vedrører informationssamfundstjenester og ikke er en del af »det koordinerede område«, ikke tiltrædes, for så vidt som dette område ikke omfatter krav til informationssamfundstjenester, som ikke er knyttet til og uadskilleligt forbundet med disse tjenester.

294

Ifølge ordlyden af artikel 2, litra h), i direktiv 2000/31 omfatter begrebet »koordineret område« således de krav, der i medlemsstaternes retssystemer er fastsat for leverandører af informationssamfundstjenester eller for informationssamfundstjenester, uanset om de er generelle eller specifikt fastsat for disse.

295

Det følger i denne henseende af Domstolens praksis, at det ikke er et krav, at den pågældende forskrift i sin helhed har »til hensigt og formål« at give forskrifter for informationssamfundstjenester, eftersom det er tilstrækkeligt, at denne forskrift forfølger denne hensigt eller dette formål i visse af sine bestemmelser (jf. analogt dom af 12.9.2019, VG Media, C-299/17, EU:C:2019:716, præmis 32 og den deri nævnte retspraksis).

296

I tredje række skal det præciseres, at reklamelovens § 8, stk. 1a, begrænser den frie bevægelighed for informationssamfundstjenester fra en anden medlemsstat som omhandlet i dette direktivs artikel 3, stk. 2, for så vidt som denne bestemmelse gør det mindre attraktivt at udøve den frie udveksling af tjenesteydelser ved at forbyde, at reklamer, som udbreder eller fremstiller en afvigelse fra den personlige kønsidentitet, der ikke svarer til det fødselstildelte køn, kønsskifte eller homoseksualitet, gøres tilgængelige for mindreårige.

297

Kommissionen har gjort gældende, at Ungarn i medfør af artikel 3, stk. 4, i direktiv 2000/31 ikke kan fravige det forbud, der er fastsat i denne artikels stk. 2, mod restriktioner for informationssamfundstjenester fra en anden medlemsstat.

298

Forbuddet mod at stille indhold eller reklamer til rådighed for mindreårige, som udbreder eller fremstiller en afvigelse fra den personlige kønsidentitet, der ikke svarer til det fødselstildelte køn, kønsskifte eller homoseksualitet, som fastsat i dels børnebeskyttelseslovens § 6/A, dels i reklamelovens §8, stk. 1a, kan ikke anses for at være nødvendigt, henset til de almene hensyn, der fremgår af denne artikel 3, stk. 4.

299

Selv om beskyttelsen af børn eller beskyttelse af forældres ret til at opdrage deres børn er et legitimt alment hensyn, er påberåbelsen heraf ikke i sig selv tilstrækkelig til at begrunde en fravigelse af forbuddet mod at begrænse den frie bevægelighed for informationssamfundstjenester, idet begreberne »den offentlige orden«, »den offentlige sikkerhed« eller »den offentlige sundhed« ikke kan defineres skønsmæssigt af medlemsstaterne. I lyset af dom af 14. februar 2019, Milivojević (C-630/17, EU:C:2019:123), skal det i forhold til sagens konkrete omstændigheder konkret godtgøres, at der foreligger en reel og tilstrækkeligt alvorlig trussel mod en grundlæggende samfundsmæssig interesse.

300

Ungarn har gjort gældende, at Kommissionen i stævningen selv har erkendt, at formålet om beskyttelse af mindreårige udtrykkeligt er blandt de almene hensyn, der kan begrunde en restriktion for leveringen af informationssamfundstjenester fra en anden medlemsstat, som principielt er forbudt i henhold til artikel 3, stk. 2, i direktiv 2000/31. Dette formål kan imidlertid ikke nås effektivt ved mindre restriktive foranstaltninger.

301

Børnebeskyttelsesloven og reklameloven er nødvendige for at nå målet af almen interesse om beskyttelse af mindreårige og forældrenes ret til at træffe afgørelser vedrørende opdragelsen af deres børn.

302

Hvad angår spørgsmålet om, hvorvidt der foreligger en reel og tilstrækkeligt alvorlig trussel mod en grundlæggende samfundsmæssig interesse, har Ungarn anført, at medlemsstaterne råder over et skøn med hensyn til såvel de foranstaltninger, der er truffet for at beskytte det pågældende formål, som disse foranstaltningers strenghed.

303

Indledningsvis bemærkes, at medlemsstaterne i henhold til artikel 3, stk. 4, litra a), i direktiv 2000/31 for en bestemt informationssamfundstjeneste kan træffe foranstaltninger til fravigelse af denne artikels stk. 2, under forudsætning af at disse foranstaltninger for det første er nødvendige for at sikre ufravigelige retsgrundsætninger, beskyttelse af folkesundheden, den offentlige sikkerhed eller beskyttelse af forbrugerne, for det andet, at de træffes over for en informationssamfundstjeneste, som faktisk tilsidesætter disse mål, eller som udgør en alvorlig og tungtvejende risiko for en tilsidesættelse af disse mål, og, for det tredje, at de står i et rimeligt forhold til de nævnte mål (dom af 27.2.2025, Apothekerkammer Nordrhein, C-517/23, EU:C:2025:122, præmis 78 og den deri nævnte retspraksis).

304

Ifølge selve ordlyden af artikel 3, stk. 4, litra a), nr. i), første led, omfatter begrebet »ufravigelige retsgrundsætninger« heri »herunder beskyttelsen af mindreårige«, hvilket svarer til det formål, som Ungarn hovedsageligt har påberåbt sig i den foreliggende sag med henblik på at begrunde de restriktioner for den frie bevægelighed for informationssamfundstjenester, der er omhandlet i det andet klagepunkt.

305

I overensstemmelse med den retspraksis, der er nævnt i nærværende doms præmis 129-133, kan en medlemsstat imidlertid ikke påberåbe sig en fortolkning af denne bestemmelse i direktiv 2000/31, der er i strid med det forbud mod forskelsbehandling på grund af køn eller seksuel orientering, der er fastsat i chartrets artikel 21, stk. 1, idet dette forbud har bindende karakter som et almindeligt EU-retligt princip.

306

Af tilsvarende grunde som dem, der er anført i nærværende doms præmis 135-162 og 229-233, skal det fastslås, at såvel børnebeskyttelseslovens § 6/A som reklamelovens § 8, stk. 1a, indebærer en direkte forskelsbehandling på grund af køn og seksuel orientering, idet disse bestemmelser tilsidesætter det væsentligste indhold af chartrets artikel 21, stk. 1.

307

De restriktioner for den frie bevægelighed for informationssamfundstjenester fra en anden medlemsstat, der er fastsat i henholdsvis børnebeskyttelseslovens § 6/A og reklamelovens § 8, stk. 1a, kan derfor ikke anses for at være nødvendige som omhandlet i artikel 3, stk. 4, litra a), nr. i), i direktiv 2000/31 for at sikre virkeliggørelsen af det legitime formål om beskyttelse af mindreårige.

308

Det skal i øvrigt og under alle omstændigheder fremhæves, således som det fremgår af selve ordlyden af dette direktivs artikel 3, stk. 4, litra a), nr. ii), at kun foranstaltninger, der »træffes over for en informationssamfundstjeneste«, kan være omfattet af denne bestemmelse.

309

Denne bestemmelse skal fortolkes således, at generelle og abstrakte foranstaltninger vedrørende en kategori af bestemte informationssamfundstjenester, der er beskrevet i generelle vendinger, og som finder anvendelse uden forskel på enhver tjenesteyder i denne kategori af tjenester, ikke er omfattet af begrebet foranstaltninger, der »træffes over for en informationssamfundstjeneste«, som er omhandlet heri (dom af 30.5.2024, Airbnb Ireland og Amazon Services Europe, C-662/22 og C-667/22, EU:C:2024:432, præmis 70 og den deri nævnte retspraksis).

310

I den foreliggende sag er børnebeskyttelseslovens § 6/A og reklamelovens § 8, stk. 1a, generelle og abstrakte foranstaltninger, således at de ikke opfylder betingelsen i artikel 3, stk. 4, litra a), nr. ii), i direktiv 2000/31.

311

Henset til samtlige ovenstående betragtninger må det fastslås, at det andet klagepunkt skal tages til følge.

312

Med det tredje klagepunkts første led har Kommissionen foreholdt Ungarn at have tilsidesat dens forpligtelser i henhold til artikel 16 og 19 i direktiv 2006/123 samt artikel 56 TEUF.

313

Kommissionen har i denne forbindelse anført, at børnebeskyttelseslovens § 6/A fastsætter et forbud mod at give personer, som ikke er fyldt 18 år, adgang til indhold, som udbreder eller fremstiller en afvigelse fra den personlige kønsidentitet, der ikke svarer til det fødselstildelte køn, kønsskifte eller homoseksualitet, og at denne § 6/A dermed kan påvirke den grænseoverskridende levering af tjenesteydelser.

314

Denne § 6/A finder anvendelse på levering af informationssamfundstjenester og omfatter ikke blot tjenester, der leveres af offentlige organer, men også tjenester, der leveres af fysiske og juridiske personer samt af organisationer, der ikke er juridiske personer. § 6/A er nemlig rettet til offentlige eller private organer, der bidrager til udøvelsen af børns rettigheder og beskyttelse af deres retlige interesser samt til opfyldelsen af forældrenes pligter.

315

Eftersom disse tjenesteydelser ligeledes kan leveres mod betaling, er de omfattet af begrebet »tjenesteydelse« som omhandlet i EUF-traktaten og direktiv 2006/123. I denne henseende er den omstændighed, at en ydelse, der er omfattet af anvendelsesområdet for børnebeskyttelseslovens § 6/A, er uden vinding for øje, selv om den leveres af private enheder, ikke til hinder for, at den kvalificeres som en »tjenesteydelse« i EU-retlig forstand. Dette fremgår ligeledes af den klare ordlyd af børnebeskyttelseslovens § 5, litra s), underlitra se), som omhandler »de nødvendige betingelser for udøvelse af virksomhed inden for børnevelfærd og børnebeskyttelse«.

316

Tjenesteydere, der er etableret i en anden medlemsstat, vil således kunne tilbyde børnepasningstjenester i Ungarn til alle i form af dagpleje, børnehave, privatundervisning, au pair-hjælp eller uddannelseskurser.

317

Desuden nyder statsborgere fra andre medlemsstater godt af de tjenesteydelser, som denne § 6/A finder anvendelse på under deres ophold i Ungarn, idet børnebeskyttelseslovens § 4, stk. 1, ligeledes omfatter børn af udenlandske statsborgere, der udøver deres ret til fri bevægelighed i denne medlemsstat i en periode på mere end tre måneder.

318

Disse tjenesteydelsers grænseoverskridende karakter afkræftes ikke af 114. betragtning til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/24/EU af 26. februar 2014 om offentlige udbud og om ophævelse af direktiv 2004/18/EF (EUT 2014, L 94, s. 65), idet denne betragtning ikke har til formål at definere anvendelsesområdet for direktiv 2006/123 eller artikel 56 TEUF.

319

I øvrigt kan børnebeskyttelseslovens § 6/A ikke gøres til genstand for en undtagelse i medfør af artikel 2, stk. 2, i direktiv 2006/123, for så vidt som denne § 6/A både begrænser friheden til at levere og modtage grænseoverskridende tjenesteydelser som omhandlet i dette direktivs artikel 16 og 19 samt artikel 56 TEUF.

320

Navnlig kan den nævnte § 6/A ikke være omfattet af den undtagelse, der er fastsat i direktivets artikel 2, stk. 2, litra j), som fritager statslige sociale tjenesteydelser i forbindelse med børnepasning fra direktivets anvendelsesområde. Denne undtagelse finder ikke anvendelse på dels tjenesteydelser, der leveres af private organer på dette område, dels børnepasning generelt.

321

Ungarn har heroverfor for det første anført, at børnebeskyttelseslovens § 6/A kun finder anvendelse inden for rammerne af den institutionelle børnebeskyttelsesordning. For det andet er de ydelser og foranstaltninger, der har til formål at beskytte børn, ikke tjenesteydelser af økonomisk art, der leveres mod betaling, og de er under alle omstændigheder omfattet af undtagelsen i artikel 2, stk. 2, litra j), i direktiv 2006/123.

322

Den omstændighed, at disse tjenesteydelser leveres af fysiske og juridiske personer samt af andre organisationer, der ikke har status som juridisk person, ændrer ikke deres almennyttige karakter, idet børnebeskyttelseslovens § 5, litra s), udpeger de personer og organisationer, der har tilladelse til at udøve virksomhed, der har til formål at fremme børns trivsel og beskyttelsen af børn.

323

Selv om de nævnte tjenesteydelser blev leveret af tjenesteydere, der var bemyndiget af staten eller af statsanerkendte velgørende organisationer, ville en sådan levering således være omfattet af undtagelsen i artikel 2, stk. 2, litra j), i direktiv 2006/123. Ifølge Ungarn svarer denne levering nemlig til leveringen af sociale tjenesteydelser i forbindelse med børnepasning og støtte til familier i dette direktivs forstand. Denne medlemsstat har tilføjet, at private organisationer, der udøver virksomhed af social karakter uden for rammerne af denne lov, derfor ikke er omfattet af nævnte lovs § 6/A. Der kan i øvrigt ikke være tale om en tilsidesættelse af dette direktivs artikel 19, dvs. en restriktion for anvendelsen af en tjenesteydelse, som udføres af en tjenesteyder med hjemsted i en anden medlemsstat, eftersom de ydelser, der er omhandlet i børnebeskyttelsesloven, kun kan leveres i Ungarn.

324

Der skal i denne forbindelse tages hensyn til 114. betragtning til direktiv 2014/24, hvori det anføres, at »[v]isse kategorier af tjenesteydelser har fortsat ifølge deres natur en begrænset grænseoverskridende dimension, især de tjenesteydelser, der kan betegnes som personlige tjenesteydelser, såsom visse sociale, sundhedsmæssige og uddannelsesmæssige tjenesteydelser«.

325

Under alle omstændigheder påvirker denne lovs § 6/A ikke tjenesteyderes frie adgang til det ungarske marked, men begrænser mindreåriges adgang til det indhold, der er omhandlet i denne bestemmelse, inden for rammerne af de ydelser, der er omfattet af denne bestemmelse.

326

Hvad indledningsvis angår den frie udveksling af tjenesteydelser, der er omhandlet i artikel 56 TEUF, skal det bemærkes, at rækkevidden af denne frihed bl.a. er konkretiseret ved direktiv 2006/123 (jf. i denne retning dom af 30.5.2024, Airbnb Ireland og Amazon Services Europe, C-662/22 og C-667/22, EU:C:2024:432, præmis 47).

327

Ifølge Domstolens praksis fremgår det for det første i det væsentlige af syvende betragtning til dette direktiv, at direktivet foretager en målrettet harmonisering med henblik på at opstille en generel retlig ramme, der kommer en lang række tjenesteydelser til gode, samtidig med at der tages hensyn til de særlige kendetegn ved hver enkelt form for virksomhed og disses reguleringsordninger. For det andet bemærkes, at når et område har været genstand for harmonisering, skal enhver national foranstaltning, der henhører herunder, bedømmes på grundlag af denne harmoniseringsforanstaltnings bestemmelser (dom af 19.6.2025, Kommissionen mod Polen (Reklamer for apoteker), C-200/24, EU:C:2025:459, præmis 65 og den deri nævnte retspraksis).

328

Som det fremgår af dets artikel 1, stk. 1, fastsætter direktiv 2006/123 de almindelige bestemmelser med henblik på bl.a. at lette udøvelsen af den frie bevægelighed for tjenesteydelser og sikrer samtidig et højt kvalitetsniveau for tjenesteydelser.

329

Ifølge samme direktivs artikel 2, stk. 1, finder direktivet anvendelse på tjenesteydelser, der udføres af tjenesteydere, som er etableret i en medlemsstat, idet begrebet »tjenesteydelse« i artikel 4, nr. 1), defineres som »enhver selvstændig erhvervsvirksomhed, der normalt udføres mod betaling, jf. [artikel 57 TEUF]«.

330

Artikel 2, stk. 2, udelukker imidlertid en række former for virksomhed fra anvendelsesområdet for direktiv 2006/123, navnlig, i henhold til denne bestemmelses litra a), i) og j), ikke-økonomiske tjenesteydelser af almen interesse, virksomhed, som er forbundet med udøvelse af offentlig myndighed, og sociale tjenesteydelser i forbindelse med børnepasning og støtte til familier.

331

Det følger i øvrigt af dets artikel 3, stk. 1, at dette direktiv ikke finder anvendelse, hvis dets bestemmelser strider mod en bestemmelse i en anden EU-retsakt om særlige aspekter af adgangen til eller udøvelsen af servicevirksomhed inden for særlige områder eller særlige erhverv (dom af 3.12.2020, Star Taxi App, C-62/19, EU:C:2020:980, præmis 78 og den deri nævnte retspraksis). Det følger heraf, således som generaladvokaten har anført i punkt 330 i forslaget til afgørelse, at dette direktiv indfører generelle regler, der gør det muligt at anvende gensidig anerkendelse inden for andre tjenesteydelser end audiovisuelle tjenester eller informationssamfundstjenester.

332

Det nævnte direktivs artikel 16, stk. 1, bestemmer desuden i de to første afsnit dels, at medlemsstaterne respekterer tjenesteyderes ret til at udføre tjenesteydelser i en anden medlemsstat end den, de er etableret i, dels at den medlemsstat, hvor tjenesteydelsen udføres, sikrer fri adgang til bl.a. at udøve servicevirksomhed på dens område. I henhold til denne artikel 16, stk. 1, tredje afsnit, må medlemsstaterne ikke gøre adgangen til eller udøvelsen af servicevirksomhed på deres område til genstand for opfyldelse af krav, der ikke overholder princippet om forbud mod forskelsbehandling, nødvendighedsprincippet og proportionalitetsprincippet.

333

Ifølge samme direktivs artikel 16, stk. 3, kan den medlemsstat, som tjenesteyderen begiver sig til, fastsætte krav vedrørende udførelsen af servicevirksomhed, hvis disse krav er begrundet i hensynet til bl.a. den offentlige orden i overensstemmelse med artikel 16, stk. 1.

334

I henhold til artikel 19 i direktiv 2006/123 må medlemsstaterne ikke stille krav til en tjenestemodtager, der begrænser anvendelsen af en tjenesteydelse, som udføres af en tjenesteyder, der er etableret i en anden medlemsstat, herunder navnlig i medfør af denne artikel 19, litra a), at tjenesteyderen skal indhente en tilladelse fra deres kompetente myndigheder eller afgive en erklæring til disse.

335

I første række skal det i medfør af dette direktivs artikel 3, stk. 1, og henset til den retspraksis, der følger af dom af 3. december 2020, Star Taxi App (C-62/19, EU:C:2020:980), efterprøves, om den omstændighed, at børnebeskyttelseslovens § 6/A, således som det er fastslået i nærværende doms præmis 266-273, udgør en lovgivning, der finder anvendelse på »informationssamfundstjenester« som omhandlet i artikel 2, litra a), i direktiv 2000/31, kan udelukke anvendelsen på denne § 6/A af de krav, der følger af direktiv 2006/123 og af artikel 56 TEUF, idet direktiv 2000/31 specifikt regulerer den frie bevægelighed for informationssamfundstjenester.

336

I denne henseende skal det, således som det fremgår af disse samme præmisser i nærværende dom, fastslås, at det, henset til den brede vifte af personer, som børnebeskyttelseslovens § 6/A finder anvendelse på, og som ikke alene omfatter tjenesteydere, men ligeledes modtagere af tjenester, der anvendes i forbindelse med aktiviteter, der er omfattet af denne bestemmelses anvendelsesområde, ikke kan udelukkes, således som generaladvokaten i det væsentlige har anført i punkt 331 i forslaget til afgørelse, at forbuddet mod at gøre indhold, der er omfattet af samme bestemmelse, tilgængeligt, gælder i forbindelse med levering af andre tjenester end informationssamfundstjenester som omhandlet i direktiv 2000/31.

337

Henset til artikel 4, nr. 1), i direktiv 2006/123, hvorefter begrebet »tjenesteydelse« omfatter enhver selvstændig erhvervsvirksomhed, der normalt udføres mod betaling, jf. artikel 57 TEUF, kan en sådan tjenesteydelse bestå i grundlæggende ydelser på området for børnebeskyttelse i Ungarn, såsom børnepasningstilbud i dagtimerne.

338

§ 6/A omfatter ganske vist også offentlige eller private organer, der bidrager til udøvelsen af børns rettigheder og beskyttelsen af deres retlige interesser samt til opfyldelsen af forældrenes pligter.

339

Som Kommissionen har gjort gældende, kan sådanne tjenesteydelser imidlertid også leveres mod betaling.

340

Ud over den praksis fra Domstolen, der er nævnt i nærværende doms præmis 267 og 268, skal det i denne henseende bemærkes, at det ikke er udelukket, at en offentlig institution kan udøve flere former for virksomhed, både økonomisk og ikke-økonomisk, for så vidt som enhver risiko for »krydssubsidiering« af dens økonomiske virksomhed med offentlige midler, som den modtager i forbindelse med sine ikke-økonomiske virksomhed, er udelukket (jf. i denne retning dom af 27.6.2017, Congregación de Escuelas Pías Provincia Betania, C-74/16, EU:C:2017:496, præmis 51).

341

Sådanne økonomiske tjenesteydelser, der er omhandlet i børnebeskyttelseslovens § 6/A, er således omfattet af begrebet »tjenesteydelse« som omhandlet i artikel 4, nr. 1), i direktiv 2006/123.

342

I anden række skal det undersøges, om disse tjenesteydelser er udelukket fra dette direktivs anvendelsesområde i henhold til dets artikel 2, stk. 2, litra j), hvorefter direktivet bl.a. ikke finder anvendelse på sociale tjenesteydelser i forbindelse børnepasning.

343

Det fremgår ganske vist af en samlet læsning af denne bestemmelse og af 27. betragtning til det nævnte direktiv, at kun »sociale tjenesteydelser«, der opfylder to kumulative betingelser, er omfattet af dette begreb. Selv om den første betingelse vedrører arten af de udøvede ydelser, vedrører den anden betingelse tjenesteyders status, som kan varetages af staten selv, en statsanerkendt velgørende organisation eller en privat tjenesteyder med opdrag fra staten (jf. i denne retning dom af 11.7.2013, Femarbel, C-57/12, EU:C:2013:517, præmis 42-44).

344

I denne henseende skal en privat tjenesteyder anses for at have opdrag fra staten, når han er »forpligtet« til at levere de sociale tjenesteydelser, som han er blevet overdraget (dom af 11.7.2013, Femarbel, C-57/12, EU:C:2013:517, præmis 46).

345

Ungarn har imidlertid ikke godtgjort, at samtlige de specifikke ydelser og foranstaltninger, der er omfattet af anvendelsesområdet for børnebeskyttelsesloven, varetages af staten, en statsanerkendt velgørende organisation eller en privat tjenesteyder med opdrag fra staten.

346

I tredje række skal det undersøges, om forbuddet i børnebeskyttelseslovens § 6/A skal anses for at være et krav, der kan begrænse den frie udveksling af tjenesteydelser som omhandlet i direktiv 2006/123.

347

Begrebet »krav« er defineret i direktivets artikel 4, nr. 7), hvorefter dette begreb omfatter enhver forpligtelse, ethvert forbud, enhver betingelse eller enhver begrænsning, der er fastsat i medlemsstaternes love eller administrative bestemmelser, eller som følger af retspraksis, administrativ praksis, faglige foreningers regler eller af kollektive regler, som faglige sammenslutninger og erhvervsorganisationer har vedtaget som led i deres retlige autonomi.

348

Denne definition skal læses i lyset af niende betragtning til det nævnte direktiv, hvorefter direktivet kun finder anvendelse på de krav, som indvirker på adgangen til at optage eller udøve servicevirksomhed, og derfor ikke finder anvendelse på krav, der ikke specifikt regulerer eller indvirker på servicevirksomheden, men som skal overholdes af tjenesteyderne på samme måde som af enkeltpersoner, der handler som privatpersoner (jf. i denne retning dom af 30.1.2018, X og Visser, C-360/15 og C-31/16, EU:C:2018:44, præmis 123, og af 22.9.2020, Cali Apartments, C-724/18 og C-727/18, EU:C:2020:743, præmis 40).

349

Efter fast retspraksis skal alle krav, der er til hinder for eller indebærer ulemper for udøvelsen af denne frihed, eller som gør denne udøvelse mindre attraktiv, anses for en restriktion for den frie udveksling af tjenesteydelser (jf. i denne retning dom af 19.6.2025, Kommissionen mod Polen (Reklamer for apoteker), C-200/24, EU:C:2025:459, præmis 71 og den deri nævnte retspraksis).

350

Begrebet »restriktion« som omhandlet i direktiv 2006/123 omfatter foranstaltninger truffet af en medlemsstat, som, selv om de anvendes uden forskel, påvirker adgangen til markedet for erhvervsdrivende fra andre medlemsstater (dom af 19.6.2025, Kommissionen mod Polen (Reklamer for apoteker), C-200/24, EU:C:2025:459, præmis 72 og den deri nævnte retspraksis), idet de er til hinder for eller indebærer ulemper for den virksomhed, som udøves af en tjenesteyder med hjemsted i en anden medlemsstat, hvor denne lovligt leverer tilsvarende tjenesteydelser, eller som kan gøre denne virksomhed mindre attraktiv (dom af 12.9.2013, Konstantinides, C-475/11, EU:C:2013:542, præmis 44 og den deri nævnte retspraksis).

351

Henset til den retspraksis, der er nævnt i nærværende doms præmis 348-350, skal det fastslås, at børnebeskyttelseslovens § 6/A ikke blot mindsker muligheden for, at tjenesteydere, der er etableret i en anden medlemsstat, kan levere tjenester med det indhold, der er omhandlet i nævnte bestemmelse, til deres potentielle kunder, der er bosiddende i Ungarn, men gør modtagelsen af disse tjenester mindre attraktiv for modtagerne af de tjenesteydelser, der er omfattet af bestemmelsens anvendelsesområde.

352

Det følger heraf, at forbuddet i denne bestemmelse udgør et krav, der kan begrænse den frie udveksling af tjenesteydelser som omhandlet i direktiv 2006/123.

353

Med det tredje klagepunkts andet led har Kommissionen foreholdt Ungarn at have tilsidesat dens forpligtelser i henhold til artikel 16 og 19 i direktiv 2006/123 samt artikel 56 TEUF.

354

Kommissionen har anført, at reklamelovens § 8, stk. 1a, forbyder at gøre reklamer, som udbreder eller fremstiller en afvigelse fra den personlige kønsidentitet, der ikke svarer til det fødselstildelte køn, kønsskifte eller homoseksualitet, tilgængelige for personer under 18 år, og dermed begrænser den frie grænseoverskridende levering af reklametjenester.

355

Kommissionen har i første række gjort gældende, at denne § 8, stk. 1a, ikke alene berører offline-reklametjenester, såsom udformning og udgivelse af plakater, annoncer i pressen eller brochurer, men også alle kommercielle aktiviteter i almindelighed, der anvender reklame for varer og tjenesteydelser.

356

Nævnte § 8, stk. 1a, omfatter således både elektronisk reklame og fysisk reklame samt reklame via andre medier, såsom telefonisk.

357

De tjenesteydelser, der er omhandlet i § 8, stk. 1a, henhører derfor under anvendelsesområdet for direktiv 2006/123 og artikel 56 TEUF. I denne henseende finder hverken dette direktivs artikel 3, stk. 1, eller undtagelsen i dets artikel 2, stk. 2, litra c) og g), anvendelse i den foreliggende sag.

358

Hvad i anden række angår spørgsmålet om, hvorvidt der foreligger en restriktion for den frie udveksling af tjenesteydelser, har Kommissionen for det første anført, at selv om samme § 8, stk. 1a, ikke generelt forbyder udsendelse af reklamer med følsomt indhold, fører denne bestemmelse til et forbud mod enhver reklame, der henviser til eller hentyder til indhold, som udbreder eller fremstiller en afvigelse fra den personlige kønsidentitet, der ikke svarer til det fødselstildelte køn, kønsskifte eller homoseksualitet.

359

Det fremgår imidlertid af dom af 12. september 2013, Konstantinides (C-475/11, EU:C:2013:542, præmis 56), at en national lovgivning, der forbyder reklame med et bestemt indhold, udgør en hindring for den frie udveksling af tjenesteydelser.

360

I denne henseende er potentielle restriktive virkninger tilstrækkelige til at godtgøre, at der foreligger en restriktion, idet denne ligeledes omfatter foranstaltninger, der kan afskrække fra eller gøre den grænseoverskridende levering af tjenesteydelser mindre attraktiv, således som det følger af dom af 17. juli 2008, Corporación Dermoestética (C-500/06, EU:C:2008:421, præmis 33 og 34), og af 19. december 2012, Kommissionen mod Belgien (C-577/10, EU:C:2012:814, præmis 38).

361

For det andet påvirker reklamelovens § 8, stk. 1a, ligeledes grænseoverskridende tjenesteydelser, som ikke i sig selv udgør reklame, men som ledsages af en reklame, som udbreder eller fremstiller homoseksualitet, kønsskifte eller en afvigelse fra den personlige kønsidentitet, der ikke svarer til det fødselstildelte køn, dvs. en »ledsagende reklame«.

362

Ungarn har gjort gældende, at begrænsningen af offline-reklametjenester i henhold til denne § 8, stk. 1a, ikke i sig selv gør det muligt at konkludere, at udøvelsen af handelsvirksomhed hindres eller bliver mindre attraktiv.

363

Denne medlemsstat har præciseret, at nævnte § 8, stk. 1a, ikke har til formål at indføre et generelt forbud, men at begrænse adgangen til reklamer, som udbreder eller fremstiller en afvigelse fra den personlige kønsidentitet, der ikke svarer til det fødselstildelte køn, kønsskifte eller homoseksualitet, for målgruppen for personer under 18 år. En promovering af sådant indhold ville indebære, at disse former for adfærd fremstilles som mere gunstige eller fordelagtige end de seksuelle normer, der generelt accepteres i det pågældende samfund. Dette ville f.eks. være tilfældet, hvis reklamen udtrykkeligt opfordrede mindreårige til at blive homoseksuelle eller skifte køn.

364

Samme § 8, stk. 1a, fastsætter således kun et forbud mod visse former for indhold for reklame rettet mod mindreårige, men indebærer ikke et forbud mod at bestille, købe eller udbyde grænseoverskridende reklametjenester, som udbreder eller fremstiller en afvigelse fra den personlige kønsidentitet, der ikke svarer til det fødselstildelte køn, kønsskifte eller homoseksualitet.

365

I første række bemærkes, at det følger af nærværende doms præmis 291, at de reklametjenester, der er omhandlet i reklamelovens § 8, stk. 1a, kan udgøre »informationssamfundstjenester« som omhandlet i artikel 2, litra a), i direktiv 2000/31, sammenholdt med artikel 1, stk. 1, litra b), i direktiv 2015/1535, idet sådanne tjenester således er omfattet af anvendelsesområdet for direktiv 2000/31.

366

Som generaladvokaten har fremhævet i punkt 333 i forslaget til afgørelse, kan det, henset til det særligt brede anvendelsesområde for det forbud, der er fastsat i denne § 8, stk. 1a, og som vedrører »reklamer [...], som udbreder eller fremstiller en afvigelse fra den personlige kønsidentitet, der ikke svarer til det fødselstildelte køn, kønsskifte eller homoseksualitet«, imidlertid ikke udelukkes, at denne bestemmelse omfatter reklamer, der ikke formidles via audiovisuelle medier eller elektronisk, f.eks. via plakater, samt andre former for reklame, såsom ledsagende reklamer.

367

I henhold til artikel 3, stk. 1, i direktiv 2006/123 kan de reklametjenester, der er omhandlet i nævnte § 8, stk. 1a, således være omfattet af begrebet »tjenesteydelse« som omhandlet i dette direktivs artikel 4, nr. 1), for så vidt som disse tjenesteydelser ikke er reguleret af en bestemmelse i en anden EU-retsakt om særlige aspekter af adgangen til eller udøvelsen af servicevirksomhed inden for særlige områder, og som er i strid med nævnte direktiv.

368

I anden række skal det præciseres, at de reklametjenester, der ikke er audiovisuelle eller elektroniske som omhandlet i nærværende doms præmis 366, ikke være omfattet af de undtagelser, der er fastsat i samme direktivs artikel 2, stk. 2, litra c) og g), der vedrører elektroniske kommunikationstjenester og ‑netværk samt audiovisuelle tjenesteydelser.

369

I tredje række skal det undersøges, om forbuddet i reklamelovens § 8, stk. 1a, skal anses for at udgøre et krav, der kan begrænse den frie udveksling af tjenesteydelser som omhandlet i direktiv 2006/123, og i forlængelse heraf anses for at indebære som en restriktion for denne frie bevægelighed som omhandlet i artikel 56 TEUF.

370

Det bemærkes, at det for det første fremgår af Domstolens praksis, at en national lovgivning, som generelt og absolut forbyder enhver form for reklame for en bestemt virksomhed, kan begrænse muligheden for, at de personer, der udøver denne virksomhed, kan gøre opmærksomme på sig selv hos deres potentielle kundekreds og fremme de tjenesteydelser, som de vil tilbyde kundekredsen. En sådan national lovgivning må følgelig anses for at medføre en restriktion for den frie udveksling af tjenesteydelser (dom af 19.6.2025, Kommissionen mod Polen (Reklamer for apoteker), C-200/24, EU:C:2025:459, præmis 73 og den deri nævnte retspraksis).

371

For det andet følger det af retspraksis, at selv om en national lovgivning ikke fastsætter et sådant generelt og absolut forbud mod reklame eller mod en bestemt form for reklame, kan en sådan lovgivning udgøre en hindring for den frie udveksling af de pågældende reklametjenester (jf. i denne retning dom af 12.9.2013, Konstantinides, C-475/11, EU:C:2013:542, præmis 56 og den deri nævnte retspraksis).

372

I modsætning til hvad Ungarn har gjort gældende, kan reklamelovens § 8, stk. 1a, således begrænse bestilling, køb eller den grænseoverskridende levering af reklametjenester.

373

Henset til den retspraksis, der er nævnt i nærværende doms præmis 370 og 371, udgør det forbud, der er fastsat i denne § 8, stk. 1a, et krav, der begrænser den frie udveksling af tjenesteydelser som omhandlet i direktiv 2006/123, for så vidt som denne bestemmelse begrænser muligheden for, at personer, der leverer reklametjenester, kan fremme disse tjenester i Ungarn, når de reklamer, som de tilbyder, herunder indhold som omhandlet i den nævnte bestemmelse, i givet fald kan ses eller høres af en mindreårig.

374

Ungarns argument om, at reklame ikke henhører under et harmoniseret område, og at medlemsstaterne derfor har en vid skønsbeføjelse til at fastsætte de krav, som beskyttelsen af mindreårige indebærer, kan endvidere ikke tiltrædes.

375

Det fremgår således i det væsentlige af syvende betragtning til direktiv 2006/123, at direktivet foretager en målrettet harmonisering med henblik på at opstille en generel retlig ramme, der kommer en lang række tjenesteydelser til gode, samtidig med at der tages hensyn til de særlige kendetegn ved hver enkelt form for virksomhed og disses reguleringsordninger.

376

Da dette direktiv, således som det fremgår af dets artikel 1, stk. 1, fastsætter de almindelige bestemmelser, der har til formål at fjerne restriktioner for den frie udveksling af tjenesteydelser mellem medlemsstaterne med henblik på at bidrage til virkeliggørelsen af et frit og konkurrencedygtigt indre marked for tjenesteydelser, er medlemsstaterne, således som Kommissionen har anført, forpligtet til at udøve deres skønsbeføjelse inden for de grænser, der er fastsat i nævnte direktiv.

377

Med det tredje klagepunkts tredje led har Kommissionen foreholdt Ungarn at have tilsidesat dens forpligtelser i henhold til artikel 16 og 19 i direktiv 2006/123 samt artikel 56 TEUF.

378

Kommissionen har anført, at § 9, stk. 12, i lov om offentlig uddannelse bestemmer, at aktiviteter for elever vedrørende seksualkultur, seksualliv, seksuel orientering og seksuel udvikling ikke må have til formål at fremme en afvigelse fra den personlige kønsidentitet, der ikke svarer til det fødselstildelte køn, kønsskifte og homoseksualitet.

379

I første række er Kommissionen af den opfattelse, at de pågældende uddannelsesydelser er omfattet af anvendelsesområdet for direktiv 2006/123 og artikel 56 TEUF.

380

I denne henseende har denne institution anført, at de tjenesteydelser, der leveres af private organer, er omfattet af dette direktiv og denne artikel, ligesom uddannelsesydelser, der leveres af tjenesteydere, der er etableret i andre medlemsstater. På samme måde kan offentlige uddannelsesinstitutioner, hvis hovedaktiviteter ikke er omfattet af det nævnte direktivs anvendelsesområde, udøve supplerende virksomhed, der sædvanligvis udføres mod betaling, såsom afholdelse af konferencer.

381

I den foreliggende sag er der imidlertid ikke tale om den ungarske offentlige undervisning, men om de økonomiske aktiviteter, der er omfattet af EU’s regler for det indre marked, navnlig på uddannelsesområdet.

382

For så vidt som § 9, stk. 12, i lov om offentlig uddannelse omfatter aktiviteter vedrørende »seksualkultur, seksualliv, seksuel orientering og seksuel udvikling«, der finder sted i offentlige uddannelsesinstitutioner, berører denne bestemmelse private eksterne tjenesteydere, der er tilknyttet offentlige institutioner, såsom tredjeparter, der afholder uddannelseskurser, konferencer eller kunstneriske forestillinger. Anvendelsesområdet for denne bestemmelse er således ikke begrænset til undervisning, men omfatter ligeledes andre aktiviteter, der afholdes i skolerne.

383

I forbindelse med disse aktiviteter er civilsamfundsorganisationer i EU imidlertid villige til, ofte mod betaling, at tilbyde tjenesteydelser i Ungarn eller til Ungarn, som i det væsentlige er forbudt i henhold til denne § 9, stk. 12.

384

I anden række er den nævnte § 9, stk. 12, uforholdsmæssig, eftersom den ikke er egnet til at sikre gennemførelsen af formålet med lov om offentlig uddannelse, nemlig at oprette et offentligt undervisningssystem, der fremmer børns og unges psykiske, fysiske og intellektuelle udvikling som omhandlet i § 1, stk. 1. Denne bestemmelse fremmer ikke udviklingen af alle elever, men forskelsbehandler en del af den ungarske og den europæiske befolkning. Ved at indføre et så generelt forbud går § 9, stk. 12, således ud over, hvad der er nødvendigt.

385

Ungarn har heroverfor i første række anført, at § 9, stk. 12, i lov om offentlig uddannelse kun omfatter offentlige undervisningsaktiviteter, herunder skoleaktiviteter og andre aktiviteter, der tilbydes i forbindelse med uddannelse, således at denne bestemmelse ikke er omfattet af anvendelsesområdet for artikel 56 TEUF og direktiv 2006/123.

386

De uddannelsesydelser og kulturelle tjenesteydelser, der leveres af private organisationer, er i øvrigt heller ikke omfattet af anvendelsesområdet for lov om offentlig uddannelse, idet denne lovs § 9, stk. 12, ikke finder anvendelse på de disse tjenesteydelser.

387

Denne bestemmelse er derimod omfattet af anvendelsesområdet for artikel 165, stk. 1, TEUF, eftersom den regulerer undervisningsindholdet, hvilket imidlertid henhører under medlemsstaternes kompetence. I denne henseende er den omstændighed, at en skole tilbyder undervisning på flere sprog, uden betydning for, om skolen tilhører det offentlige undervisningssystem.

388

I anden række forbyder § 9, stk. 12, i lov om offentlig uddannelse ikke fremstilling af en afvigelse fra den personlige kønsidentitet, der ikke svarer til det fødselstildelte køn, kønsskifte eller homoseksualitet, men fremme af dette indhold. Det er endvidere med urette, at Kommissionen har gjort gældende, at visse organisationer ikke har tilladelse til at levere tjenesteydelser til skoler i Ungarn. Tjenesteydelser, der fremstiller denne afvigelse kan nemlig leveres af andre personer end de ansatte ved uddannelsesinstitutionen, forudsat at disse personer er registreret af det organ, der er udpeget ved lov.

389

I første række skal det efterprøves, om de offentlige undervisningstjenester, der er omhandlet i § 9, stk. 12, i lov om offentlig uddannelse, er omfattet af begrebet »tjenesteydelse« som omhandlet i artikel 4, nr. 1), i direktiv 2006/123, og i bekræftende fald om bestemmelserne i dette direktiv er i strid med en bestemmelse i en anden EU-retsakt om særlige aspekter af adgangen til eller udøvelsen af servicevirksomhed som omhandlet i nævnte direktivs artikel 3, stk. 1.

390

I denne henseende følger det ganske vist af Domstolens praksis, at det væsentlige kendetegn ved dette begreb »tjenesteydelse«, dvs. det vederlag, der udgør det økonomiske modstykke til den pågældende ydelse, ikke foreligger, når undervisningen ydes inden for rammerne af det offentlige uddannelsessystem, idet staten ikke udøver vederlagsberettigede aktiviteter i denne henseende (jf. i denne retning dom af 27.9.1988, Humbel og Edel, 263/86, EU:C:1988:451, præmis 17 og 18, og af 7.12.1993, Wirth, C-109/92, EU:C:1993:916, præmis 15 og den deri nævnte retspraksis).

391

Det fremgår derimod af Domstolens praksis, at undervisning på uddannelsesinstitutioner, der i det væsentlige finansieres med private midler, bl.a. fra de studerende eller deres forældre, er en »tjenesteydelse« i EU-rettens forstand, eftersom disse uddannelsesinstitutioner har til formål at udføre en ydelse mod betaling (dom af 20.5.2010, Zanotti, C-56/09, EU:C:2010:288, præmis 32 og den deri nævnte retspraksis).

392

Begrebet »tjenesteydelse« som omhandlet i artikel 4, nr. 1), i direktiv 2006/123 og artikel 56 TEUF omfatter således de undervisningsaktiviteter i en kongregation, der ikke finansieres af den pågældende medlemsstat, og som indgår i førskole- og ekstracurriculær-undervisning samt undervisning efter den obligatoriske skolegang (jf. i denne retning og analogt dom af 27.6.2017, Congregación de Escuelas Pías Provincia Betania, C-74/16, EU:C:2017:496, præmis 57).

393

I den foreliggende sag må det fastslås, således som Kommissionen har gjort gældende, at § 9, stk. 12, i lov om offentlig uddannelse dækker en bred vifte af uddannelsesydelser, da den i meget generelle vendinger fastsætter, at aktiviteter for elever vedrørende seksualkultur, seksualliv, seksuel orientering og seksuel udvikling ikke må have til formål at fremme en afvigelse fra den personlige kønsidentitet, der ikke svarer til det fødselstildelte køn, kønsskifte og homoseksualitet.

394

Som generaladvokaten har anført i punkt 337 i forslaget til afgørelse, synes denne bestemmelse således at finde anvendelse på uddannelsesydelser, dvs. i det foreliggende tilfælde uddannelses- eller informationstjenester til mindreårige om seksualkultur, seksualliv, seksuel orientering eller seksuel udvikling, der, når de leveres mod betaling uden for det offentlige undervisningssystem eller inden for rammerne af dette system, men af eksterne tjenesteydere, er omfattet af begrebet »tjenesteydelse« som omhandlet i artikel 4, nr. 1), i direktiv 2006/123.

395

Ungarns argument om, at § 9, stk. 12, i lov om offentlig uddannelse er omfattet af anvendelsesområdet for artikel 165, stk. 1, TEUF, idet denne § 9 regulerer undervisningsindholdet, er i denne henseende uden betydning.

396

Som det fremgår af den retspraksis, der er nævnt i nærværende doms præmis 272, skal medlemsstaterne, selv om de ganske vist i henhold til denne artikel 165, stk. 1, har kompetence for så vidt angår undervisningsindholdet og opbygningen af deres respektive uddannelsessystemer, udøve denne kompetence under overholdelse af EU-retten og navnlig EUF-traktatens bestemmelser om den frie udveksling af tjenesteydelser, navnlig artikel 56 TEUF.

397

I anden række skal det bemærkes, at artikel 3, stk. 1, i direktiv 2006/123 ikke finder anvendelse, for så vidt som disse tjenesteydelser ligeledes kan leveres på anden måde end ved hjælp af en audiovisuel medietjeneste eller elektronisk.

398

I tredje række kan disse uddannelsesydelser ikke være omfattet af den undtagelse, der er fastsat i dette direktivs artikel 2, stk. 2, litra j), hvorefter direktivet bl.a. ikke finder anvendelse på »sociale tjenesteydelser« i forbindelse med børnepasning.

399

Uddannelsesydelser, der sædvanligvis leveres til elever, såsom de uddannelsesydelser, der er omhandlet i § 9, stk. 12, i lov om offentlig uddannelse, er nemlig ikke omfattet af begrebet »sociale tjenesteydelser«, idet det nævnte begreb omhandler virksomhed, der er væsentlig for at sikre den grundlæggende ret til menneskelig værdighed ved at undgå faren for marginalisering af de personer, der er omfattet heraf, og som herved er et udtryk for principperne om social samhørighed og solidaritet (dom af 11.7.2013, Femarbel, C-57/12, EU:C:2013:517, præmis 43, og af 18.12.2025, Slagelse Almennyttige Boligselskab, Afdeling Schackenborgvænge, C-417/23, EU:C:2025:1017, præmis 64).

400

I fjerde række udgør denne § 9, stk. 12, et krav, der kan begrænse den frie bevægelighed for tjenesteydelser, der er sikret ved artikel 16 og 19 i direktiv 2006/123, når disse tjenesteydelser, der vedrører aktiviteter for elever vedrørende seksualkultur, seksualliv, seksuel orientering og seksuel udvikling, leveres mod betaling uden for det offentlige undervisningssystem eller inden for rammerne af dette system, men af eksterne tjenesteydere.

401

Henset til den retspraksis, der er nævnt i nærværende doms præmis 349, skal nævnte § 9, stk. 12, således anses for at gøre udøvelsen af denne frihed mindre attraktiv.

402

Kommissionen har anført, at ifølge Domstolens praksis skal nationale restriktive foranstaltninger være begrundet i tvingende almene hensyn, de skal være egnede til at sikre virkeliggørelsen af det formål, de forfølger, og de må ikke gå ud over, hvad der er nødvendigt for at nå dette mål.

403

Hverken børnebeskyttelseslovens § 6/A, reklamelovens § 8, stk. 1a, eller § 9, stk. 12, i lov om offentlig uddannelse kan anses for at være begrundede og forholdsmæssige.

404

Den offentlige orden, den offentlige sundhed, den offentlige sikkerhed eller beskyttelsen af miljøet kan ikke påberåbes som begrundelse for disse restriktioner, idet Ungarn ikke har godtgjort, at der foreligger en virkelig og tilstrækkeligt alvorlig trussel mod den grundlæggende samfundsinteresse, som medlemsstaten har påberåbt sig, nemlig beskyttelsen af mindreårige.

405

De bestemmelser, der er nævnt i nærværende doms præmis 403, er derfor ikke i overensstemmelse med nødvendighedsprincippet og proportionalitetsprincippet i artikel 16 i direktiv 2006/123, som ligeledes finder anvendelse på de krav, der er omhandlet i dette direktivs artikel 19, og er ligeledes i strid med artikel 56 TEUF.

406

Ungarn har gjort gældende, at disse bestemmelser er egnede til at nå det mål af almen interesse, som beskyttelsen af mindreåriges ret til en sund fysisk, psykisk, følelsesmæssig og moralsk udvikling udgør, da mindreårige uden en kritisk holdning er langt mere tilbøjelige til at lade sig påvirke af skadeligt indhold end voksne. Desuden går de nævnte bestemmelser ikke ud over, hvad der er nødvendigt for at nå målet om beskyttelsen af børn.

407

Navnlig fastsætter reklamelovens § 8, stk. 1a, at reklamer med det i denne bestemmelse omhandlede indhold, fortsat kan vises på steder, hvor børn ikke færdes, eller i publikationer, som børn ikke har adgang til, således at de betingelser, der i det væsentlige er nævnt i dom af 17. juli 2008, Corporación Dermoestética (C-500/06, EU:C:2008:421, præmis 35), er opfyldt.

408

Ifølge artikel 16, stk. 3, i direktiv 2006/123 er der intet til hinder for, at den medlemsstat, som tjenesteyderen begiver sig til, fastsætter krav vedrørende udførelsen af servicevirksomhed, hvis disse krav er begrundet i bl.a. hensynet til den offentlige orden og den offentlige sikkerhed i overensstemmelse med denne artikel 16, stk. 1.

409

I henhold til dette direktivs artikel 16, stk. 1, tredje afsnit, litra c), skal disse krav overholde proportionalitetsprincippet, hvilket indebærer, at de skal være egnede til at sikre opfyldelsen af det tilsigtede mål, og at de ikke må gå ud over, hvad der er nødvendigt for at nå det.

410

Det påhviler i øvrigt den pågældende medlemsstat at godtgøre, at disse betingelser er opfyldt (jf. i denne retning dom af 6.10.2020, Kommissionen mod Ungarn (Videregående uddannelse), C-66/18, EU:C:2020:792, præmis 179 og den deri nævnte retspraksis).

411

I det foreliggende tilfælde har Ungarn i denne forbindelse påberåbt sig mindreåriges sunde fysiske, psykiske, følelsesmæssige eller moralske udvikling.

412

Dette formål kan imidlertid ikke begrunde de krav og restriktioner, der er blevet fastslået i nærværende doms præmis 352, 373 og 400.

413

I overensstemmelse med den retspraksis, der er nævnt i nærværende doms præmis 129-133, kan en medlemsstat således ikke påberåbe sig en fortolkning af artikel 16, stk. 3, i direktiv 2006/123, der er i strid med det forbud mod forskelsbehandling på grund af køn eller seksuel orientering, der er fastsat i chartrets artikel 21, stk. 1, idet dette forbud har bindende karakter som et almindeligt EU-retligt princip.

414

Som det allerede er fastslået i nærværende doms præmis 306, indebærer såvel børnebeskyttelseslovens § 6/A som reklamelovens § 8, stk. 1a, en direkte forskelsbehandling på grund af køn og seksuel orientering, som er uforenelig med dette forbud. Disse bestemmelser tilsidesætter således det væsentligste indhold af chartrets artikel 21, stk. 1. Af tilsvarende grunde som dem, der er nævnt i samme præmis, skal det endvidere fastslås, at § 9, stk. 12, i lov om offentlig uddannelse indebærer en direkte forskelsbehandling på grund af køn og seksuel orientering, som ligeledes er uforenelig med chartrets artikel 21, stk. 1.

415

Det må derfor fastslås, at de krav, der er fastsat i henholdsvis børnebeskyttelseslovens § 6/A, reklamelovens § 8, stk. 1a, og § 9, stk. 12, i lov om offentlig uddannelse, ikke kan begrundes i henhold til artikel 16, stk. 3, i direktiv 2006/123, fortolket i lyset af chartrets artikel 21, stk. 1.

416

Henset til samtlige ovenstående betragtninger må det konkluderes, at det tredje klagepunkt skal tiltrædes, idet denne konklusion, henset til det i nærværende doms præmis 326-352, 365-376 og 389-401 anførte, ikke kan ændres af Ungarns argument om, at det tredje klagepunkt ikke opfylder de krav til bevisførelse, der finder anvendelse på traktatbrudssøgsmål.

417

Med det femte klagepunkt, som skal behandles i fjerde række, har Kommissionen foreholdt Ungarn at have tilsidesat dens forpligtelser i henhold til chartrets artikel 1, 7, 11 og 21.

418

Den forelæggende ret har anført, at børnebeskyttelseslovens § 6/A, reklamelovens § 8, stk. 1a, § 9, stk. 1 og 6, og § 32, stk. 4a, i lov om medietjenester samt § 9, stk. 12, i lov om offentlig uddannelse (herefter samlet »de omtvistede bestemmelser«) er i strid med chartrets artikel 1, 7, 11 og 21, for så vidt som de begrænser adgangen for personer under 18 år til medieindhold eller kommerciel kommunikation, som udbreder eller fremstiller en afvigelse fra den personlige kønsidentitet, der ikke svarer til det fødselstildelte køn, kønsskifte eller homoseksualitet.

419

Indledningsvis kan Ungarns argument vedrørende den retspraksis, der følger af dom af 30. april 2014, Pfleger m.fl. (C-390/12, EU:C:2014:281, præmis 34), hvorefter børnebeskyttelsesloven og lov om offentlig uddannelse ikke er omfattet af EU-rettens anvendelsesområde, for så vidt som definitionen af indholdet af den offentlige uddannelse henhører under medlemsstaternes kompetence, således at disse love ikke er underlagt overholdelsen af chartret, ikke tiltrædes.

420

Det bemærkes i denne henseende, at chartrets anvendelsesområde for så vidt angår medlemsstaternes virke er defineret i chartrets artikel 51, stk. 1, hvorefter chartrets bestemmelser kun er rettet til medlemsstaterne, når de gennemfører EU-retten. Det er i denne henseende tilstrækkeligt at fastslå, at det bl.a. følger af nærværende doms præmis 281, 352 og 400, at dels børnebeskyttelseslovens § 6/A, dels § 9, stk. 12, i lov om offentlig uddannelse udgør krav, der kan begrænse den frie udveksling af tjenesteydelser enten som omhandlet i artikel 3, stk. 2, i direktiv 2000/31 eller i artikel 16 og 19 i direktiv 2006/123.

421

Ifølge fast retspraksis skal sådanne foranstaltninger være i overensstemmelse med chartret, hvilket bl.a. indebærer, at de ikke må begrænse de rettigheder og friheder, der er fastslået heri, eller, hvis dette er tilfældet, at disse begrænsninger er begrundede, henset til kravene i chartrets artikel 52, stk. 1 (dom af 18.6.2020, Kommissionen mod Ungarn (Foreningers gennemsigtighed), C-78/18, EU:C:2020:476, præmis 103 og den deri nævnte retspraksis).

422

Det femte klagepunkt skal ligeledes indledningsvis tages til følge, for så vidt som det vedrører Ungarns tilsidesættelse af dens forpligtelser i henhold til chartrets artikel 21, stk. 1. Et sådant traktatbrud følger nemlig nødvendigvis af nærværende doms præmis 135-162, 196, 203, 230, 306, 414 og 415, hvori det i det væsentlige fastslås, at hver af de bestemmelser i den ungarske lovgivning, der er genstand for de tre første klagepunkter, tilsidesætter denne bestemmelses væsentligste indhold.

423

Det skal først vurderes, om de omtvistede bestemmelser, således som Kommissionen har gjort gældende, begrænser de rettigheder og friheder, der er sikret ved chartrets artikel 7 og 11, og i bekræftende fald om disse begrænsninger, således som Ungarn har gjort gældende, kan begrundes, henset til de krav, der er fastsat i chartrets artikel 52, stk. 1.

424

Kommissionen har gjort gældende, at de omtvistede bestemmelser, der for så vidt angår personer under 18 år begrænser indhold eller reklamer, som udbreder eller fremstiller en afvigelse fra den personlige kønsidentitet, der ikke svarer til det fødselstildelte køn, kønsskifte og homoseksualitet, tilsidesætter retten til respekt for privatliv og familieliv for ikke-ciskønnede eller ikke-heteroseksuelle personer, der er fastsat i chartrets artikel 7.

425

I henhold til chartrets artikel 52, stk. 3, skal retten til respekt for privatliv og familieliv, der er sikret ved denne artikel 7, fortolkes i overensstemmelse med Menneskerettighedsdomstolens praksis vedrørende EMRK’s artikel 8.

426

I overensstemmelse med denne retspraksis skal begrebet »privatliv« i denne artikel 8, som ikke kan defineres udtømmende, forstås i bred forstand som omfattende en persons fysiske og moralske integritet samt retten til »personlig udvikling« eller selvbestemmelse.

427

Det fremgår endvidere af denne retspraksis, at seksuel identitet eller identifikation, navn, seksuel orientering og seksualliv ligeledes indgår i den personlige sfære, der er beskyttet ved denne artikel 8, hvis hovedformål er at beskytte den enkelte mod vilkårlige indgreb fra de offentlige myndigheder.

428

For at afgøre, om udtalelser vedrørende en given gruppe når tærsklen for anvendelse af samme artikel 8, tager Menneskerettighedsdomstolen hensyn dels til karakteristika ved de personer, der indgår i denne gruppe, dels til det præcise indhold af de negative udtalelser fremsat om den pågældende gruppe samt til udtalelsernes form og rækkevidde og den generelle sammenhæng, hvori de er blevet fremsat.

429

Henset til disse kriterier er Kommissionen af den opfattelse, at de omtvistede bestemmelser og fjernelsen af repræsentationen af personer og liv, der ikke er ciskønnede eller heteroseksuelle, som følger af disse bestemmelsers anvendelse, i sig selv kan have en stigmatiserende virkning. Denne stigmatisering forstærkes af, at en lovbestemmelse fastsætter, at børn skal beskyttes mod fremstillinger af afvigelser fra den personlige kønsidentitet, der ikke svarer til det fødselstildelte køn, kønsskifte eller homoseksualitet. Den forstærkes ydermere af den sammenhæng, hvori ændringsloven indgår, som kan skabe en forbindelse mellem på den ene side de farer, der er forbundet med pædofili, og på den anden side den risiko, der er forbundet med den blotte tilstedeværelse af personer, der ikke er ciskønnede eller heteroseksuelle, idet det implicitte budskab er, at disse personer er lige så farlige som pædofile.

430

Disse bestemmelser, der direkte forskelsbehandler personer, som ikke er ciskønnede eller heteroseksuelle, medfører marginalisering og stigmatisering af de disse personer i strid med retten til respekt for privatliv og familieliv, der er fastsat i chartrets artikel 7.

431

Ungarn har heroverfor anført, at de omtvistede bestemmelser ikke kan fortolkes således, at de udgør et indgreb i retten til respekt for privatliv og familieliv for ikke-ciskønnede eller ikke-heteroseksuelle personer. Disse bestemmelser har hverken et formål, der er diskriminerende eller stigmatiserende, og kan ikke fortolkes således, at disse personer skal anses for at være skadelige eller for at udgøre en fare for samfundet.

432

Denne medlemsstat har ganske vist anerkendt, at begrebet »privatliv« som omhandlet i chartrets artikel 7 er bredt og omfatter retten til personlig udvikling og selvbestemmelse.

433

Kommissionen har imidlertid ikke godtgjort, at de omtvistede bestemmelser krænker retten til respekt for privatliv og familieliv som omhandlet i denne artikel for personer, der ikke er ciskønnede eller ikke er heteroseksuelle, idet disse bestemmelser vedrører beskyttelsen af mindreårige i særlige situationer, uden at de har nogen indvirkning på samfundet som helhed.

434

Indledningsvis bemærkes, at i henhold til chartrets artikel 7 har enhver ret til respekt for sit privatliv og familieliv, sit hjem og sin kommunikation.

435

Domstolen har haft lejlighed til at fremhæve, at denne bestemmelse beskytter en persons kønsidentitet og seksuelle orientering som en grundlæggende bestanddel og et af de mest intime aspekter af vedkommendes privatliv. Denne bestemmelse omfatter således enhvers ret til at fastlægge detaljerne vedrørende den pågældendes menneskelige identitet, hvilket omfatter transseksuelle personers ret til personlig udvikling og fysisk og moralsk integritet samt respekt for og anerkendelse af deres seksuelle orientering og kønsidentitet (jf. i denne retning dom af 4.10.2024, Mirin, C-4/23, EU:C:2024:845, præmis 64 og den deri nævnte retspraksis).

436

Med henblik herpå pålægger chartrets artikel 7 ud over negative forpligtelser, der har til formål at beskytte personer, der ikke er ciskønnede, herunder transkønnede, eller ikke-heteroseksuelle personer mod vilkårlige indgreb fra offentlige myndigheders side, medlemsstaterne positive forpligtelser, som ligeledes indebærer, at der skal indføres effektive og tilgængelige procedurer, der sikrer en effektiv respekt for deres ret til seksuel identitet. Henset til denne rettigheds særlige betydning har medlemsstaterne desuden kun en begrænset skønsmargen på dette område (jf. i denne retning dom af 4.10.2024, Mirin, C-4/23, EU:C:2024:845, præmis 65 og den deri nævnte retspraksis).

437

I overensstemmelse med chartrets artikel 52, stk. 3, som har til formål at sikre den nødvendige sammenhæng mellem de rettigheder, der er indeholdt i chartret, og de tilsvarende rettigheder, der er sikret ved EMRK, uden at dette berører EU-rettens autonomi, og navnlig uden at dette er til hinder for, at EU-retten kan yde en mere omfattende beskyttelse, tager Domstolen desuden i sin fortolkning af de rettigheder, der er sikret ved chartrets artikel 7, bl.a. hensyn til de tilsvarende rettigheder, der er sikret ved EMRK’s artikel 8, stk. 1, som fortolket af Menneskerettighedsdomstolen, som en tærskel for minimumsbeskyttelse (jf. i denne retning dom af 8.12.2022, Orde van Vlaamse Balies m.fl., C-694/20, EU:C:2022:963, præmis 26 og den deri nævnte retspraksis, og af 25.11.2025, Wojewoda Mazowiecki, C-713/23, EU:C:2025:917, præmis 64 og den deri nævnte retspraksis).

438

I denne henseende fremgår det af Menneskerettighedsdomstolens praksis, at begrebet »privatliv« som omhandlet i EMRK’s artikel 8, stk. 1, er et bredt begreb, der ikke kan defineres udtømmende. Dette begreb omfatter en persons fysiske og moralske integritet og omfatter undertiden aspekter af en persons fysiske og sociale identitet, herunder retten til at indgå og udvikle relationer med sine medmennesker, retten til »personlig udvikling« eller retten til selvbestemmelse som sådan. I øvrigt hører kønsidentitet, navn, seksuel orientering og seksualliv også under den personlige sfære, der er beskyttet ved denne artikel 8, stk. 1 (jf. i denne retning Menneskerettighedsdomstolens dom af 23.9.2010, Schüth mod Tyskland, CE:ECHR:2010:0923JUD000162003, § 53 og den deri nævnte retspraksis).

439

EMRK’s artikel 8 omfatter og sikrer ligeledes retten til et »socialt privatliv«, dvs. den enkeltes mulighed for at udvikle sin sociale identitet (jf. i denne retning Menneskerettighedsdomstolens dom af 5.9.2017, Bărbulescu mod Rumænien, CE:ECHR:2017:0905JUD006149608, § 70).

440

Henset til denne praksis fra Menneskerettighedsdomstolen vedrørende EMRK’s artikel 8 er retten til respekt for privatliv og familieliv, der er fastsat i chartrets artikel 7, således særligt relevante for beskyttelsen af seksuel identitet og seksuel orientering både i den personlige og den sociale sfære (jf. i denne retning dom af 25.1.2018, F, C-473/16, EU:C:2018:36, præmis 49 og den deri nævnte retspraksis).

441

I den foreliggende sag er de omtvistede bestemmelser, for så vidt som de begrænser mindreåriges adgang til indhold eller kommerciel kommunikation, som udbreder eller fremstiller en afvigelse fra den personlige kønsidentitet, der ikke svarer til det fødselstildelte køn, kønsskifte eller homoseksualitet, omfattet af anvendelsesområdet for begrebet »privatliv« om omhandlet i chartrets artikel 7.

442

Disse bestemmelser vedrører nemlig udviklingen af en persons individuelle kønsidentitet som en grundlæggende bestanddel og et af de mest intime aspekter vedkommendes privatliv som omhandlet i den retspraksis, der er nævnt i nærværende doms præmis 436.

443

Henset til den omstændighed, at de nævnte bestemmelser begrænser mindreåriges adgang til indhold eller kommerciel kommunikation, som udbreder eller fremstiller en afvigelse fra den personlige kønsidentitet, der ikke svarer til det fødselstildelte køn, kønsskifte eller homoseksualitet, må det fastslås, at en sådan begrænsning har en stødende og stigmatiserende karakter i forhold til de medlemmer af samfundet, der er berørt af disse samme bestemmelser.

444

For det første følger denne stødende og stigmatiserende karakter af den omstændighed, at disse medlemmer af samfundet, dvs. ikke-ciskønnede personer, herunder transkønnede, eller ikke-heteroseksuelle personer, anses for at være skadelige for mindreåriges fysiske, psykiske og moralske udvikling alene på grundlag af deres kønsidentitet eller seksuelle orientering.

445

For det andet marginaliserer begrænsningen af indhold eller kommerciel kommunikation, som udbreder eller fremstiller en afvigelse fra den personlige kønsidentitet, der ikke svarer til det fødselstildelte køn, kønsskifte eller homoseksualitet, i overensstemmelse med de omtvistede bestemmelser ikke blot personer, der ikke er ciskønnede, herunder transkønnede, eller ikke-heteroseksuelle personer, men forstærker også den stigmatiserende opfattelse af deres kønsidentitet eller seksuelle orientering i det offentlige rum.

446

For det tredje, og således som Kommissionen i det væsentlige har gjort gældende, kan den omstændighed, at en lovgivningsmæssig retsakt som ændringsloven ifølge dens titel bestemmer, at den indfører »strengere foranstaltninger mod pædofile lovovertrædere«, samtidig med at den fastsætter, at mindreårige skal beskyttes mod fremstillinger af afvigelser fra den personlige kønsidentitet, der ikke svarer til det fødselstildelte køn, kønsskifte eller homoseksualitet, ligeledes øge den stødende og stigmatiserende virkning af de omtvistede bestemmelser eller endog fremkalde en udvikling af hadefuld adfærd over for ikke-ciskønnede- eller ikke-heteroseksuelle personer, da disse således kan blive associeret med seksualforbrydere.

447

For det fjerde bemærkes, at selv om medlemsstaterne har en positiv forpligtelse til at sikre en effektiv overholdelse af enhver persons ret til udvikling af en seksuel identitet, således som det fremgår af den retspraksis, der er nævnt i nærværende doms præmis 436, viser disse bestemmelser, således som det allerede i det væsentlige er blevet fastslået i denne samme doms præmis 136, en præference for visse former for personlig eller seksuel identitet, relationer eller familier frem for andre, der bidrager til stigmatisering af de identiteter, relationer eller familier, der ikke falder ind under disse typer.

448

Det forbud, der er fastsat i de nævnte bestemmelser, mod at gøre indhold eller reklamer, som udbreder eller fremstiller en afvigelse fra den personlige kønsidentitet, der ikke svarer til det fødselstildelte køn, kønsskifte og homoseksualitet, tilgængeligt for mindreårige, udgør følgelig en særlig alvorlig begrænsning af retten til respekt for privatliv og familieliv, der er fastsat i chartrets artikel 7, for ikke-ciskønnede personer, herunder transkønnede, eller ikke-heteroseksuelle personer.

449

Kommissionen har gjort gældende, at de omtvistede bestemmelser, der for så vidt angår personer under 18 år begrænser adgang til indhold eller reklamer, som udbreder eller fremstiller en afvigelse fra den personlige kønsidentitet, der ikke svarer til det fødselstildelte køn, kønsskifte og homoseksualitet, tilsidesætter retten til ytringsfrihed, der er sikret ved chartrets artikel 11. Denne tilsidesættelse er ikke begrænset til personer, der ikke er ciskønnede eller ikke er heteroseksuelle, eftersom den begrænser enhver borgers ret til at kommunikere og modtage det pågældende indhold, uanset køn eller seksuel orientering.

450

Denne institution har nærmere bestemt gjort gældende, at disse bestemmelser begrænser den ret, som medietjenesteudbydere, udbydere af reklametjenester og udbydere, der anvender reklame i forbindelse med deres kommercielle aktiviteter, samt udbydere af uddannelsesydelser har til at sende et bestemt indhold i overensstemmelse med deres mål, overbevisning eller personlige valg.

451

De nævnte bestemmelser har i øvrigt en negativ indvirkning på personers, herunder ikke-ciskønnede eller ikke-heteroseksuelle, mulighed for at udtrykke eller modtage oplysninger på samme måde, som hvis de ønskede at kommunikere om relationer eller spørgsmål vedrørende ciskønnede eller heteroseksuelle personer.

452

De samme bestemmelser er formuleret bredt og vagt og dækker således en bred vifte af indhold og overlader et vidt skøn til at afgøre, hvilken type indhold der udgør fremme af seksuel orientering.

453

Ungarn har gjort gældende, at de omtvistede bestemmelser ikke direkte berører retten til ytringsfrihed for ikke-ciskønnede eller ikke-heteroseksuelle personer, idet disse personer ikke er adressater for disse bestemmelser, og idet de kun begrænser fremstilling og udbredelse af det pågældende indhold på visse specifikke områder af mindreåriges liv.

454

Det skal i denne sammenhæng fremhæves, at mindreårige er mere sårbare end voksne, da deres personlighed endnu er umoden, og at de på grund af deres alder har behov for særlig beskyttelse mod fremme eller fremstilling af visse former for følsomt indhold. De nævnte bestemmelser har således til formål at begrænse en mindreårigs modtagelse af oplysninger fra kilder, der er uafhængige af forældrene, og som ligger uden for forældrenes kontrol.

455

De samme bestemmelser kan derfor ikke fortolkes således, at de begrænser enhver borgers ret til at kommunikere og modtage det omhandlede indhold, for så vidt som begrænsningen af kommunikationen kun vedrører særlige situationer og kun omfatter mindreårige.

456

Ungarn har præciseret, at ytringsfriheden ikke er en absolut grundlæggende rettighed, idet den er underlagt talrige begrænsninger, navnlig når der er tale om beskyttelse af andres rettigheder, dvs. i det foreliggende tilfælde mindreårige samt deres forældre eller værger, som har ret til selv at træffe afgørelse om deres opdragelse.

457

Det bemærkes indledningsvis, at i henhold til chartrets artikel 11, stk. 1, har enhver ret til ytringsfrihed, hvilket omfatter meningsfrihed og frihed til at modtage eller meddele oplysninger eller tanker uden indblanding fra offentlig myndighed og uden hensyn til landegrænser.

458

Denne artikels stk. 2 bestemmer, at mediefrihed og mediernes pluralisme skal respekteres.

459

Som det følger af nærværende doms præmis 437 og i henhold til chartrets artikel 52, stk. 3, tager Domstolen i sin fortolkning af de rettigheder, der er sikret ved chartrets artikel 11, bl.a. hensyn til de tilsvarende rettigheder, der er sikret ved EMRK’s artikel 10, som fortolket i Menneskerettighedsdomstolens praksis, som tærskel for minimumsbeskyttelse.

460

Ytringsfriheden er en af de grundlæggende forudsætninger for fremskridt i et demokratisk samfund og for den enkeltes selvudfoldelse, og den beskytter principielt ikke blot »oplysninger« eller »tanker«, som modtages positivt eller anses for at være harmløse eller ligegyldige, men tillige sådanne, som kan fornærme, chokere eller forstyrre, og dette for at sikre pluralismen, tolerancen og åbenheden, uden hvilke der ikke kan være et demokratisk samfund (jf. i denne retning dom af 12.1.2023, Migracijos departamentas (Grunde til forfølgelse baseret på politisk anskuelse), C-280/21, EU:C:2023:13, præmis 30 og den deri nævnte retspraksis).

461

Henset til Menneskerettighedsdomstolens praksis, som er relevant for fortolkningen af denne artikel 11, skal der anlægges en vid fortolkning af begreberne »oplysninger« eller »tanker« i denne bestemmelses forstand (jf. i denne retning dom af 12.1.2023, Migracijos departamentas (Grunde til forfølgelse baseret på politisk anskuelse), C-280/21, EU:C:2023:13, præmis 32).

462

Ifølge Menneskerettighedsdomstolens praksis sikrer EMRK’s artikel 10 således ytrings- og informationsfriheden for enhver, og bestemmelsen finder ikke alene anvendelse på indholdet af informationen, men også på midlerne til udbredelse heraf, idet enhver begrænsning i anvendelsen af disse midler berører retten til at modtage og meddele oplysninger (dom af 26.4.2022, Polen mod Parlamentet og Rådet, C-401/19, EU:C:2022:297, præmis 46 og den deri nævnte retspraksis).

463

Denne frihed finder navnlig anvendelse på en erhvervsdrivendes udbredelse af kommercielle oplysninger, bl.a. i form af reklamer (dom af 3.2.2021, Fussl Modestraße Mayr, C-555/19, EU:C:2021:89, præmis 81 og den deri nævnte retspraksis).

464

Ud over den grundlæggende frihed til at modtage oplysninger, der er sikret ved chartrets artikel 11, stk. 1, har samme artikel 11, stk. 2, til formål at fremme pluralismen gennem mangfoldighed inden for produktion og programsætning af nyheder i Unionen (dom af 22.1.2013, Sky Österreich, C-283/11, EU:C:2013:28, præmis 51).

465

Det følger således af retspraksis, at en national foranstaltning, for så vidt som den begrænser mulighederne for udbredelse eller forbyder adgangen til visse former for indhold eller reklamer, som udbreder eller fremstiller en afvigelse fra den personlige kønsidentitet, der ikke svarer til det fødselstildelte køn, kønsskifte og homoseksualitet, udgør et indgreb i ytringsfriheden, der er sikret ved chartrets artikel 11, for de pågældende udbydere (jf. i denne retning dom af 3.2.2021, Fussl Modestraße Mayr, C-473/19, EU:C:2021:89, præmis 82 og den deri nævnte retspraksis).

466

I den foreliggende sag må det i første række fastslås, at de omtvistede bestemmelser begrænser den ret, som medietjenesteudbydere, udbydere af reklametjenester og udbydere, der anvender reklame i forbindelse med deres kommercielle aktiviteter, samt udbydere af uddannelsesydelser har til at formidle indhold eller reklamer, som udbreder eller fremstiller en afvigelse fra den personlige kønsidentitet, der ikke svarer til det fødselstildelte køn, kønsskifte eller homoseksualitet. Disse bestemmelser begrænser således retten til at meddele »oplysninger«, der er sikret ved chartrets artikel 11, og i forlængelse heraf pluralismen gennem mangfoldighed inden for produktion og programsætning i EU.

467

I anden række har disse bestemmelser også til følge, at de begrænser enhver persons ret, som er garanteret i chartrets artikel 11, til at modtage oplysninger, som udbreder eller fremstiller en afvigelse fra den personlige kønsidentitet, der ikke svarer til det fødselstildelte køn, kønsskifte eller homoseksualitet

468

De omtvistede bestemmelser begrænser således ikke alene ytrings- og informationsfriheden i forhold til mindreårige, men også i forhold til den brede offentlighed, der ønsker at modtage et sådant indhold, og i forhold til de tjenesteudbydere, der udsender dette indhold i form af reklamer, public service- eller oplysningsmeddelelser, som udsendes i det offentlige rum.

469

I tredje række kan Ungarns argumentation om, at disse bestemmelser ikke direkte berører retten til ytringsfrihed for ikke-ciskønnede eller ikke-heteroseksuelle personer, idet disse personer ikke er adressater for de nævnte bestemmelser, ikke tiltrædes i denne sammenhæng.

470

Som det fremgår af nærværende doms præmis 466-468, finder chartrets artikel 11 således anvendelse på ethvert forbud mod eller enhver begrænsning af spredning eller modtagelse af indhold, der er omfattet af disse bestemmelser, og ikke kun på de betingelser, hvorunder ikke-ciskønnede personer, herunder transkønnede, eller ikke-heteroseksuelle personer kan udtrykke sig.

471

Følgelig udgør forbuddet i de omtvistede bestemmelser mod at gøre indhold eller reklamer, som udbreder eller fremstiller en afvigelse fra den personlige kønsidentitet, der ikke svarer til det fødselstildelte køn, kønsskifte eller homoseksualitet, tilgængeligt for mindreårige et særligt alvorligt indgreb i ytrings- og informationsfriheden, der er sikret ved chartrets artikel 11.

472

Kommissionen har af grunde, der i det væsentlige svarer til dem, der er anført i nærværende doms præmis 96-105, gjort gældende, at begrænsningerne af de rettigheder og friheder, der er sikret ved chartrets artikel 7 og 11, ikke kan anses for at være begrundede eller forholdsmæssige, henset til chartrets artikel 52, stk. 1. Ungarn har af grunde, der i det væsentlige svarer til dem, der er anført i nærværende doms præmis 115-122, gjort gældende, at disse begrænsninger er nødvendige og forholdsmæssige i forhold til de mål, de forfølger, nemlig dels barnets tarv, som skal tilgodeses i henhold til chartrets artikel 24, stk. 2, dels beskyttelsen af forældrenes ret til at sikre deres børns uddannelse i overensstemmelse med deres egen religiøse, filosofiske og pædagogiske overbevisning, der er fastsat i chartrets artikel 14, stk. 3.

473

Henset til konstateringerne i nærværende doms præmis 135-162, som fuldt ud kan overføres på behandlingen af de særligt alvorlige indgreb i de rettigheder og friheder, der er sikret ved chartrets artikel 7 og 11, og som følger af de omhandlede bestemmelser i ændringsloven, skal det fastslås, at disse indgreb ikke kan begrundes i forfølgelsen af disse formål.

474

Det tilkommer ydermere Domstolen i forbindelse med behandlingen af det femte klagepunkt at vurdere, om de omtvistede bestemmelser ligeledes tilsidesætter chartrets artikel 1.

475

Kommissionen har gjort gældende, at de omtvistede bestemmelser er i strid med chartrets artikel 1, for så vidt som disse bestemmelser ikke blot udgør forskelsbehandling på grund af køn og seksuel orientering, men ligeledes underlægger udbredelse eller fremstilling af homoseksualitet eller afvigelse fra det fødselstildelte køn og kønsskifte de samme regler og begrænsninger som dem, der gælder for udbredelsen af pædofili, vold og pornografi til mindreårige.

476

De pågældende bestemmelser knytter således homoseksualitet, afvigelser fra den personlige kønsidentitet, der ikke svarer til det fødselstildelte køn, og kønsskifte til alvorlige lovovertrædelser, herunder lovovertrædelser, der indebærer mishandling.

477

Konsekvensen af en sådan kvalificering er, at personer, der ikke er heteroseksuelle, eller hvis køn eller kønsidentitet ikke svarer til det køn, der er tildelt ved fødslen, anses for moralsk og juridisk »ligestillet« med personer, der udgør en grundlæggende trussel mod samfundet.

478

At knytte ikke-ciskønnede eller ikke-heteroseksuelle personer til pædofili, vold og pornografi i bindende retsakter ville have til virkning, at disse personer ville kunne blive hadet af samfundet eller betragtet som havende fortjent udstødelse eller forbud.

479

I denne henseende forværres krænkelsen af den menneskelige værdighed som omhandlet i chartrets artikel 1 af den sammenhæng, hvori de omtvistede bestemmelser blev vedtaget. Kommissionen har i denne forbindelse fremhævet, at disse bestemmelser er blevet foreslået og vedtaget af en medlemsstats organer og har lovkraft, hvilket i henhold til den retspraksis, der følger af Menneskerettighedsdomstolens dom af 23. januar 2023, Macatė mod Litauen (CE:ECHR:2023:0123JUD006143519), forstærker deres udstødende og stigmatiserende virkning.

480

Ungarns argument om, at titlen på ændringsloven, dvs. »lov LXXIX af 2021 om strengere foranstaltninger mod pædofile lovovertrædere og ændring af visse love til beskyttelse af mindreårige«, kun er en summarisk titel, der er i overensstemmelse med de ungarske lovgivningskrav, og som angiver de områder og normative tekster, der er berørt af de ændringer, som loven vedrører, udgør desuden en vildledende indsigelse. Bestemmelserne i denne lov lægger nemlig vægt på regulering og begrænsning af indhold vedrørende ikke-ciskønnede eller ikke-heteroseksuelle personer og levevis.

481

Henset til disse betragtninger kan vedtagelsen af foranstaltninger, der forskelsbehandler og stigmatiserer en person på grundlag af en eller flere af de grunde, der er opregnet i chartrets artikel 21, fortolkes som en krænkelse af denne persons værdighed.

482

Ungarn har for det første bestridt, at det indhold, der er omfattet af de omtvistede bestemmelser, er underlagt de samme restriktioner som dem, der finder anvendelse på udsendelse af vold og pornografi til mindreårige. Denne udsendelse henhører nemlig ikke under kategori V som omhandlet i § 9, stk. 6, i lov om medietjenester, men under kategori VI i overensstemmelse med denne bestemmelses stk. 7.

483

For det andet har denne medlemsstat med henvisning til det argument, der er udledt af ændringslovens titel, og som der er redegjort for i nærværende doms præmis 480, gjort gældende, at der ikke er grundlag for at fastslå, at det indhold, der potentielt er skadeligt for mindreårige, og som er genstand for de omtvistede bestemmelser, afspejler en negativ værdibaseret antagelse fra Ungarns side, en stigmatiserende hensigt eller opfattelse eller et ønske om at krænke den menneskelige værdighed.

484

Hvad endvidere angår Menneskerettighedsdomstolens dom af 23. januar 2023, Macatė mod Litauen (CE:ECHR:2023:0123JUD006143519), har Ungarn anført, at der ikke kan drages nogen materiel konklusion heraf for så vidt angår de omtvistede bestemmelsers forenelighed med chartret, idet disse bestemmelser ikke forbyder, at visse oplysninger generelt stilles til rådighed for mindreårige, men alene en sådan tilrådighedsstillelse i specifikke sammenhænge og af bestemte grunde. Deres anvendelsesområde er således langt mere begrænset end den nationale regel, der var omhandlet i denne sidstnævnte dom.

485

Chartrets artikel 1 fastsætter, at den menneskelige værdighed er ukrænkelig. Den skal respekteres og beskyttes.

486

Det fremgår af forklaringerne til chartret, at den menneskelige værdighed som omhandlet i denne artikel 1 ikke blot er en grundlæggende rettighed i sig selv, men udgør selve fundamentet for de grundlæggende rettigheder. I denne henseende henviser disse forklaringer bl.a. til verdenserklæringen om menneskerettigheder, der blev vedtaget af De Forenede Nationers Generalforsamling den 10. december 1948, og som stadfæstede den menneskelige værdighed i sin indledning, hvori det præciseres, at »anerkendelse af den mennesket iboende værdighed og af de lige og ufortabelige rettigheder for alle medlemmer af den menneskelige familie er grundlaget for frihed, retfærdighed og fred i verden«. Ifølge forklaringerne kan ingen af de rettigheder, der er fastlagt i chartret, derfor anvendes til at krænke et andet menneskes værdighed, og den menneskelige værdighed hører til substansen af de rettigheder, der er fastlagt heri. Den kan derfor heller ikke krænkes ved begrænsning af en rettighed.

487

I det foreliggende tilfælde må det, således som det fremgår af nærværende doms præmis 444 og 445, fastslås, at de omtvistede bestemmelser har til følge at stigmatisere og marginalisere ikke-ciskønnede personer, herunder transkønnede, eller ikke-heteroseksuelle personer, der udgør en minoritetsgruppe af personer, alene på grundlag af deres kønsidentitet eller seksuelle orientering.

488

Af de samme grunde som dem, der er anført i nærværende doms præmis 446, følger det desuden af ændringslovens titel, sammenholdt med den stigmatiserende og marginale virkning af de omtvistede bestemmelser, at Ungarn inden for rammerne af en bindende lovgivningsmæssig retsakt har foretaget en sammenkobling mellem på den ene side det at være ikke-ciskønnet eller ikke-heteroseksuel og på den anden side pædofili. En sådan sammenkobling krænker imidlertid ikke-ciskønnede personer, herunder transkønnede, eller ikke-heteroseksuelle personer, idet den er stødende og stigmatiserende og desuden kan fremme udvikling af hadefuld adfærd over for sådanne personer, og krænker dermed disse personers menneskelige værdighed som omhandlet i chartrets artikel 1.

489

Som Kommissionen har gjort gældende, fører denne sammenkobling og stigmatisering til, at en gruppe af personer, der er en integrerende del af et pluralistisk samfund, behandles som en trussel mod dette samfund, der fortjener en særlig retlig behandling, der fører til, at deres sociale »usynlighed« etableres, opretholdes eller forstærkes, hvilket er i strid med chartrets artikel 1.

490

Disse konstateringer kan ikke ændres af Ungarns argument om, at udsendelser med vold og pornografi til mindreårige i henhold til § 9, stk. 6, i lov om medietjenester ikke henhører under kategori V, men under kategori VI i overensstemmelse med denne bestemmelses stk. 7.

491

I denne henseende er det tilstrækkeligt at fastslå, at denne sondring mellem kategorier af udbredelse ikke berører konstateringen af, at sammenkoblingen af ikke-ciskønnede personer, herunder transkønnede, eller ikke-heteroseksuelle personer med pædofile lovovertrædere følger af ændringslovens titel, sammenholdt med den stigmatiserende og marginaliserende virkning af de omtvistede bestemmelser.

492

Forbuddet mod at stille indhold eller reklamer til rådighed for mindreårige, som udbreder eller fremstiller en afvigelse fra den personlige kønsidentitet, der ikke svarer til det fødselstildelte køn, kønsskifte eller homoseksualitet, som fastsat i de omtvistede bestemmelser, tilsidesætter følgelig den menneskelige værdighed, der er beskyttet ved chartrets artikel 1, for ikke-ciskønnede eller ikke-heteroseksuelle personer.

493

Henset til samtlige ovenstående betragtninger må det konkluderes, at det femte klagepunkt skal tiltrædes, idet denne konklusion, henset til det i nærværende doms præmis 434-448, 457-471 og 485-492 anførte, ikke kan ændres af Ungarns argument om, at det femte klagepunkt ikke opfylder de krav til bevisførelse, der finder anvendelse på traktatbrudssøgsmål.

494

Med det sjette klagepunkt, som skal behandles i femte række, har Kommissionen foreholdt Ungarn, at denne medlemsstat med vedtagelsen af ændringsloven har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 2 TEU, idet bestemmelserne i denne lov, der er genstand for de tre første klagepunkter og det femte klagepunkt, tilsidesætter de værdier om respekt for den menneskelige værdighed og ligestilling samt og respekt for menneskerettighederne, der er omhandlet i denne artikel.

495

Den nævnte lov afspejler og udtrykker en bevidst og samordnet politik, der har til formål at marginalisere og udelukke en bestemt social gruppe, der er en integrerende del af det ungarske samfund og det europæiske samfund, dvs. personer, der ikke er ciskønnede eller ikke er heteroseksuelle, i direkte modstrid med Unionens grundlæggende værdier som omhandlet i denne artikel 2, idet de begåede tilsidesættelser er særligt grove, talrige og åbenlyse.

496

I betragtning af omfanget af tilsidesættelsen af EU-retten, navnlig de kombinerede tilsidesættelser af chartrets artikel 1, 7, 11 og 21, er Kommissionen af den opfattelse, at disse tilsidesættelser afspejler en klar hensigt om at stigmatisere personer, der tilhører denne sociale gruppe, hvilket ikke er foreneligt med disse værdier.

497

Kommissionen har anført, at medlemsstaterne i medfør af princippet om loyalt samarbejde, der er fastsat i artikel 4, stk. 3, første afsnit, TEU, er forpligtede til at sikre anvendelsen og overholdelsen af EU-retten på deres område og med henblik herpå at træffe alle almindelige eller særlige foranstaltninger for at sikre opfyldelsen af de forpligtelser, der følger af traktaterne eller af retsakter vedtaget af EU-institutionerne.

498

Artikel 49 TEU – hvorefter enhver europæisk stat kan ansøge om at blive medlem af Unionen – fastsætter ligeledes, at Unionen består af stater, der frit og frivilligt har tilsluttet sig de fælles værdier, der nævnes i artikel 2 TEU, som respekterer disse værdier, og som forpligter sig til at fremme dem.

499

Idet de nævnte værdier definerer selve Unionens identitet som fælles retsorden, har Kommissionen anført, at Unionen ifølge Domstolens praksis således skal være i stand til inden for rammerne af sine beføjelser, der er fastsat i traktaterne, at forsvare de samme værdier.

500

Den procedure, der er fastsat i artikel 7 TEU, er imidlertid ikke den eneste måde, hvorpå disse værdier kan beskyttes.

501

Domstolen har således fastslået, at ud over denne procedure giver en række traktatbestemmelser, der ofte konkretiseres ved afledte retsakter, EU-institutionerne kompetence til at undersøge, fastslå og i givet fald pålægge sanktioner for tilsidesættelser af disse værdier begået i en medlemsstat.

502

Den nævnte procedure adskiller sig endvidere fra traktatbrudssøgsmål, idet de krav, der er fastsat i de relevante bestemmelser i EU-traktaterne, for det første ikke er sammenfaldende, idet artikel 7, stk. 2, TEU, der for sin anvendelse forudsætter, at en medlemsstat har begået en »grov og vedvarende« overtrædelse af de værdier, der er nævnt i artikel 2 TEU. For det andet tillader artikel 7 TEU suspension af de rettigheder, der følger af anvendelsen af disse traktater, herunder stemmerettighederne i Rådet, mens denne sanktion ikke kan pålægges af Domstolen i en dom, der fastslår et traktatbrud i henhold til artikel 258 TEUF.

503

Domstolen bør således have kompetence til at sikre, at medlemsstaterne overholder de værdier, der er fastsat i artikel 2 TEU. Da der imidlertid ikke findes nogen specifik og udtrykkelig bestemmelse herom, kan en begrænsning af Domstolens kompetence ikke godtages.

504

Kommissionen er ligeledes af den opfattelse, at artikel 4, stk. 2, TEU ikke kan påberåbes til støtte for en fravigelse af anvendelsen af artikel 2 TEU. Den »nationale identitet« som omhandlet i denne artikel 4, stk. 2, er ikke en generel grund til at fravige de principper og grundlæggende rettigheder, der finder anvendelse i Unionens retsorden.

505

Kommissionen har således med henvisning til Domstolens praksis gjort gældende, at en medlemsstat kun kan påberåbe sig denne artikel 4, stk. 2, hvis den kan godtgøre, at dens nationale identitet rent faktisk er truet, og såfremt dens regler er baseret på objektive hensyn, er behørigt begrundede og forholdsmæssige og overholder de grundlæggende rettigheder, der er fastsat i chartret, og EU-rettens almindelige principper.

506

Kommissionen har tilføjet, at ændringsloven ved at angive, at mindreårige skal beskyttes mod fremstilling og udbredelse af ikke-ciskønnede eller ikke-heteroseksuelle personer og deres levevis, tager udgangspunkt i den forudsætning, at sådant indhold er skadeligt og efter sin art og eksistens udgør en fare for samfundet. Påberåbelsen af forsigtighedsprincippet afspejler den holdning, at kønsdiversitet er ensbetydende med et potentielt farligt »produkt«.

507

Hvad i øvrigt angår de retlige forpligtelser, der følger af artikel 2 TEU, er Kommissionen af den opfattelse, at der ikke er noget i denne artikels ordlyd, der tyder på, at den ikke er juridisk bindende.

508

Indledningsvis fremgår det af præamblen til EU-traktaten, at denne artikel 2 ikke blot er en programerklæring. Det er i denne sammenhæng, at Domstolen har fastslået, at nævnte artikel 2 ikke blot er udtryk for retningslinjer eller hensigter af politisk karakter, men indeholder værdier, der henhører under selve Unionens identitet som fælles retsorden.

509

Dernæst er de almindelige principper i EU-retten defineret generelt og konkretiseres ofte ved andre bestemmelser i den primære eller afledte ret, uden at de er uden bindende virkning eller klarhed.

510

Det følger desuden af Domstolens praksis, at den juridisk bindende karakter af artikel 2 TEU er i overensstemmelse med den gensidige tillid, der skal være mellem medlemsstaterne, idet hver af disse deler de fælles værdier, som Unionen bygger på, med alle de øvrige medlemsstater, således som det er præciseret i denne artikel 2.

511

Kommissionen har endvidere anført, at den nævnte artikel 2, i modsætning til hvad Ungarn har gjort gældende, alene giver den mulighed for at konstatere tilsidesættelser af EU-retlige regler, der er af en vis grovhed eller horisontal karakter, dvs., som i den foreliggende sag, tilsidesættelser af chartrets, 1, 7 og 11 og 21.

512

Hvad angår den angivelige tilsidesættelse af princippet ne bis in idem, som Ungarn ligeledes har påberåbt sig, har Kommissionen anført, at der ikke er tale om pålæggelse af en sanktion i den foreliggende sag, idet en dom, der fastslår et traktatbrud i henhold til artikel 258 TEUF, er rent deklaratorisk. Under alle omstændigheder har Kommissionen under henvisning til Domstolens praksis gjort gældende, at dette princip kun gælder for privatpersoner.

513

Ungarn har heroverfor anført, at artikel 2 TEU er en generel bestemmelse, der ikke kan tjene som retsgrundlag for et traktatbrudssøgsmål, eftersom den opregner Unionens fælles værdier. Denne artikel tillægger heller ikke Kommissionen en kompetence, der giver den mulighed for ubegrænset at kontrollere medlemsstaternes retsordener.

514

Den omstændighed, at denne artikel har bindende virkning, betyder ikke, at en tilsidesættelse heraf kan være genstand for et traktatbrudssøgsmål i henhold til artikel 258 TEUF. Den procedure, der er fastsat i artikel 7 TEU, udgør den vigtigste vej til at sikre overholdelsen af de værdier, der er fastsat i artikel 2 TEU.

515

Det følger af dom af 16. februar 2022, Ungarn mod Parlamentet og Rådet (C-156/21, EU:C:2022:97, præmis 157 og 158), at visse bestemmelser i chartret og i EUF-traktaten præciserer rækkevidden af de værdier, der er fastsat i artikel 2 TEU, idet disse bestemmelser i givet fald kan være genstand for et traktatbrudssøgsmål, til forskel fra denne artikel 2 isoleret set. Det er derfor kun artikel 7 TEU, der omhandler alvorlige overtrædelser af de værdier, der er nævnt i nævnte artikel 2 som sådan.

516

Ungarn har i øvrigt gjort gældende, at denne medlemsstat ikke har påberåbt sig respekten for sin nationale identitet med henblik på at begrunde den manglende overholdelse af EU-traktaterne, idet ændringsloven hverken er i strid med disse traktater eller bestemmelserne i den afledte EU-ret. Ungarn har derimod gjort gældende, at medlemsstaterne råder over en skønsmargen ved fastsættelsen af beskyttelsesniveauet for grundlæggende samfundsinteresser for så vidt angår spørgsmål, der er tæt forbundet med deres nationale identitet, hvilken skønsmargen generaladvokat Collins fremhævede i sit forslag til afgørelse Commune d’Ans (C-148/22, EU:C:2023:378, punkt 45).

517

Endelig kan den omstændighed, at en medlemsstat dømmes for en tilsidesættelse af både de grundlæggende rettigheder, der er fastsat i chartret, og af artikel 2 TEU, være i strid med princippet ne bis in idem.

518

Under alle omstændigheder har ændringsloven ikke til formål at stigmatisere ikke-ciskønnede eller ikke-heteroseksuelle personer eller at udelukke dem fra samfundet.

519

Henset til ovenstående betragtninger skal det sjette klagepunkt afvises, eller subsidiært skal der ikke gives medhold heri.

520

Hvad i første række angår Ungarns argument om, at artikel 2 TEU ikke indeholder konkrete krav, der i sig selv kan udgøre grundlaget for et traktatbrudssøgsmål, skal det indledningsvis bemærkes, at Unionen har sin egen forfatningsmæssige ramme. Denne ramme omfatter de grundlæggende værdier, der er omhandlet i artikel 2, TEU, hvorefter Unionen »bygger på værdierne respekt for den menneskelige værdighed, frihed, demokrati, ligestilling, retsstaten og respekt for menneskerettighederne, herunder rettigheder for personer, der tilhører mindretal«, de generelle EU-retlige principper, chartrets bestemmelser samt EU-traktatens og EUF-traktatens bestemmelser (jf. i denne retning udtalelse 1/17 (CETA-aftalen EU-Canada) af 30.4.2019, EU:C:2019:341, præmis 110 og den deri nævnte retspraksis).

521

I henhold til artikel 49 TEU er respekten for disse værdier en forudsætning for, at enhver europæisk stat, der ansøger om at blive medlem af Unionen, kan tiltræde Unionen, som derved består af stater, der frit og frivilligt har tilsluttet sig de nævnte værdier, og som vedvarende forpligter sig til at fremme dem (jf. i denne retning dom af 16.2.2022, Ungarn mod Parlamentet og Rådet, C-156/21, EU:C:2022:97, præmis 124, af 16.2.2022, Polen mod Parlamentet og Rådet, C-157/21, EU:C:2022:98, præmis 142, og af 29.3.2022, Getin Noble Bank, C-132/20, EU:C:2022:235, præmis 104 og den deri nævnte retspraksis).

522

Når et kandidatland bliver medlemsstat, tilslutter det sig således en retlig konstruktion, som er baseret på den grundlæggende forudsætning, hvorefter hver medlemsstat deler en række fælles værdier, som Unionen er bygget på som anført i denne artikel 2 TEU, med samtlige andre medlemsstater og anerkender, at disse deler dem med den. Denne forudsætning henhører under EU-rettens specifikke og væsentlige karakteristika, som udspringer af dens særlige karakter, og som følger af den selvstændighed, som nævnte ret nyder i forhold til medlemsstaternes lovgivning samt til folkeretten. Den forudsætter og begrunder, at der foreligger en gensidig tillid mellem medlemsstaterne med hensyn til anerkendelsen af disse værdier og dermed under iagttagelse af EU-retten, der gennemfører disse (jf. i denne retning dom af 16.2.2022, Ungarn mod Parlamentet og Rådet, C-156/21, EU:C:2022:97, præmis 125, og af 16.2.2022, Polen mod Parlamentet og Rådet, C-157/21, EU:C:2022:98, præmis 143 og den deri nævnte retspraksis).

523

Det følger heraf, at en medlemsstats overholdelse af de værdier, der er indeholdt i artikel 2 TEU, udgør en betingelse for, at alle de rettigheder, der følger af anvendelsen af traktaterne på denne medlemsstat, kan nydes. Overholdelsen af disse værdier kan nemlig ikke indskrænkes til en forpligtelse, som kandidatlandet skal overholde med henblik på at tiltræde Unionen, og som den kan frigøre sig fra efter sin tiltrædelse (dom af 16.2.2022, Ungarn mod Parlamentet og Rådet, C-156/21, EU:C:2022:97, præmis 125, og af 16.2.2022, Polen mod Parlamentet og Rådet, C-157/21, EU:C:2022:98, præmis 144 og den deri nævnte retspraksis).

524

En medlemsstat kan i øvrigt ikke ændre sin lovgivning på en sådan måde, at den medfører en forringelse af beskyttelsen af de værdier, der er fastsat i denne artikel 2. Medlemsstaterne har således i henseende til disse værdier pligt til at søge at undgå enhver forringelse (jf. i denne retning dom af 20.4.2021, Repubblika, C-896/19, EU:C:2021:311, præmis 63 og 64 og den deri nævnte retspraksis).

525

Det følger heraf, at nævnte artikel 2 ikke blot fastlægger retningslinjer eller hensigter af politisk art, men indeholder de værdier, der udgør selve Unionens identitet som fælles retsorden, og som kræver, at medlemsstaterne opretholder og fremmer dem. Disse værdier udmøntes i principper og bestemmelser, der indeholder mere præcise juridisk bindende forpligtelser for medlemsstaterne (jf. i denne retning dom af 16.2.2022, Ungarn mod Parlamentet og Rådet, C-156/21, EU:C:2022:97, præmis 232, og af 16.2.2022, Polen mod Parlamentet og Rådet, C-157/21, EU:C:2022:98, præmis 264).

526

Ganske vist anføres det i chartrets præambel navnlig, at Unionen bygger på demokrati- og retsstatsprincippet og anerkender de i chartret fastlagte rettigheder, friheder og principper. I chartrets artikel 1, 6, 7, 10, 11, 20, 21 og 23 konkretiseres rækkevidden af værdierne menneskelig værdighed, frihed, lighed, overholdelse af menneskerettighederne, ikke-forskelsbehandling og ligestilling mellem mænd og kvinder, som er indeholdt i artikel 2 TEU (jf. i denne retning dom af 16.2.2022, Ungarn mod Parlamentet og Rådet (C-156/21, EU:C:2022:97, præmis 157).

527

Den omstændighed, som Ungarn har påberåbt sig, at de værdier, der er fastsat i denne artikel 2, konkretiseres i andre EU-retlige principper og bestemmelser, der indeholder mere præcise juridisk bindende forpligtelser for medlemsstaterne som omhandlet i den retspraksis, der er nævnt i nærværende doms præmis 525, kan imidlertid ikke rejse tvivl om, at disse værdier er juridisk bindende for medlemsstaterne.