—

den slovakiske regering ved B. Ricziová, som befuldmægtiget

—

den tyske regering ved T. Henze og J. Kemper, som befuldmægtigede

—

Europa-Kommissionen ved G. Goddin og A. Tokár, som befuldmægtigede,

1

Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 1, artikel 3, litra m), artikel 10, stk. 1 og 2, artikel 22, stk. 1, og artikel 23 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/48/EF af 23. april 2008 om forbrugerkreditaftaler og om ophævelse af Rådets direktiv 87/102/EØF (EUT 2008, L 133, s. 66, berigtiget i EUT 2009, L 207, s. 14, EUT 2010, L 199, s. 40, og EUT 2011, L 234, s. 46).

2

Anmodningen er blevet indgivet under en sag mellem Home Credit Slovakia, a.s. og Klára Bíróová vedrørende en anmodning om betaling af de skyldige beløb i forbindelse med et lån, som selskabet havde ydet sidstnævnte, og som hun havde misligholdt.

3

7., 9., 10., 19., 30., 31. og 47. betragtning til direktiv 2008/48 har følgende ordlyd:

[…]

[…]

[…]

[…]

4

Dette direktivs artikel 1, der har overskriften »Formål«, har følgende ordlyd:

»Dette direktiv har til formål at harmonisere visse aspekter af medlemsstaternes love og administrative bestemmelser om aftaler om forbrugerkredit.«

5

Direktivets artikel 3, der har overskriften »Definitioner«, bestemmer i litra m):

»I dette direktiv forstås ved:

[…]

6

Samme direktivs artikel 10, der har overskriften »Oplysninger, der skal angives i kreditaftalen«, fastsætter:

»1.   En kreditaftale udarbejdes på papir eller på et andet varigt medium.

Alle aftaleparter skal have et eksemplar af kreditaftalen. Denne artikel berører ikke eventuelle nationale regler vedrørende gyldig indgåelse af kreditaftaler, der er i overensstemmelse med fællesskabsretten.

2.   Kreditaftalen skal klart og koncist angive:

3.   Hvor stk. 2, litra i), finder anvendelse, skal kreditgiveren til enhver tid i løbet af kreditaftalens varighed gratis stille en opgørelse i form af en amortiseringsplan til rådighed for forbrugeren.

4.   Hvis der er tale om en kreditaftale, ifølge hvilken de betalinger, forbrugeren foretager, ikke umiddelbart fører til en tilsvarende amortisation af det samlede kreditbeløb, men tjener til at opbygge kapital på de i kreditaftalen eller en accessorisk aftale fastsatte tidspunkter og betingelser, omfatter de oplysninger, der kræves i henhold til stk. 2, en klar og koncis angivelse af, at en sådan kreditaftale ikke garanterer tilbagebetaling af det samlede udnyttede kreditbeløb i henhold til kreditaftalen, medmindre der er givet en sådan garanti.

[…]«

7

Artikel 14 i direktiv 2008/48, der har overskriften »Fortrydelsesret«, fastsætter i stk. 1:

»Forbrugeren har en frist på 14 kalenderdage til at fortryde kreditaftalen uden nogen begrundelse.

Den periode, hvori denne fortrydelsesret kan udøves, løber fra:

8

Direktivets artikel 22, der har overskriften »Harmonisering og direktivets ufravigelige karakter«, har følgende ordlyd:

»1.   I det omfang dette direktiv indeholder harmoniserede bestemmelser, kan medlemsstaterne ikke i national ret bibeholde eller indføre bestemmelser, der fraviger dem, der er fastsat i dette direktiv.

[…]

3.   Medlemsstaterne sikrer endvidere, at de bestemmelser, som de vedtager til gennemførelse af dette direktiv, ikke kan omgås ved den måde, aftalerne udformes på, f.eks. ved at lade udnyttelse af kreditmuligheder eller kreditfaciliteter, der falder ind under dette direktivs anvendelsesområde, indgå i kreditaftaler, hvis art eller formål vil gøre det muligt at undgå anvendelsen af dette direktiv.

[…]«

9

Direktivets artikel 23, der har overskriften »Sanktioner«, fastsætter:

»Medlemsstaterne fastsætter regler for sanktioner for overtrædelser af de nationale bestemmelser, der er vedtaget i medfør af dette direktiv, og træffer alle nødvendige foranstaltninger til at sikre, at de iværksættes. Sanktionerne skal være effektive, stå i et rimeligt forhold til overtrædelsen og have afskrækkende virkning.«

10

Bilag II til direktiv 2008/48, som vedrører »Standardiserede europæiske forbrugerkreditoplysninger«, indeholder i punkt 2, der har overskriften »Beskrivelse af de vigtigste karakteristika ved kreditproduktet«, en rubrik med titlen »Afdrag, og, hvis det er relevant, i hvilken rækkefølge afdragene vil blive fordelt«. Rubrikken indeholder følgende beskrivelse:

»De skal betale følgende:

[Størrelse, antal og hyppighed af de betalinger, der skal foretages af forbrugeren]

Renter og/eller omkostninger betales på følgende måde: […]«

11

Zákon č. 129/2010 Z. z. o spotrebiteľských úveroch a o iných úveroch a pôžičkách pre spotrebiteľov a o zmene a doplnení niektorých zákonov (lov nr. 129/2010 om forbrugerkredit og andre kreditter og lån til forbrugere og om ændring af bestemte love) i den affattelse, der finder anvendelse på tvisten i hovedsagen (herefter »lov nr. 129/2010«), har til formål at gennemføre direktiv 2008/48 i slovakisk ret.

12

Lovens artikel 9 bestemmer:

»1.   Forbrugerkreditaftalen skal indgås skriftligt. Alle aftaleparter modtager mindst én genpart af aftalen på papir eller på et andet varigt medium, som forbrugeren har adgang til.

2.   Forbrugerkreditaftalen skal foruden de generelle forhold, der er nævnt i civillovbogen […], indeholde følgende elementer:

[…]

[…]«

13

Lovens artikel 11, stk. 1, bestemmer:

»Den ydede forbrugerkredit betragtes som rente- og omkostningsfri, hvis:

14

Artikel 40 i Občiansky zákonník (den civile lovbog) bestemmer:

»1.   En retsakt anses for ugyldig, hvis den ikke er udarbejdet i den form, som er påkrævet i henhold til lovgivningen eller parternes aftale.

[…]

3.   Ethvert skriftligt juridisk dokument er gyldigt, hvis det er underskrevet af sin ophavsmand. Hvis dokumentet er udarbejdet af flere personer, behøver deres underskrifter ikke nødvendigvis at figurere på samme dokument, medmindre andet er bestemt ved lov. Underskriften kan erstattes af elektroniske midler i tilfælde, hvor anvendelsen heraf er påkrævet.

4.   Kravet om skriftlighed er opfyldt, hvis det juridiske dokument er udført ved telex, telegram eller ved hjælp af elektroniske midler, som gør det muligt at materialisere dokumentets indhold og identificere dets ophavsmand. Kravet om skriftlighed er altid opfyldt, hvis et juridisk dokument, som er udført ved hjælp af elektroniske midler, er forsynet med en avanceret elektronisk signatur.

[…]«

15

Civillovbogens artikel 46, stk. 2, bestemmer:

»Indgåelsen af en skriftlig aftale indebærer alene, at der foreligger et skriftligt tilbud og en skriftlig accept. […]«

16

Artikel 273 i Obchodný zákonník (handelsloven) har følgende ordlyd:

»1.   En del af aftalebestemmelserne kan fastsættes ved henvisning til de generelle kontraktvilkår, der er udarbejdet af erhvervs- eller interesseorganisationer, eller til andre forretningsbetingelser, som aftaleparterne har kendskab til, eller som er bilagt tilbuddet.

[…]

3.   Med henblik på aftaleindgåelse kan der gøres brug af en standardaftale, som anvendes i handelspraksis.«

17

Den 29. juni 2011 indgik Home Credit Slovakia i egenskab af kreditgiver en kreditaftale med låntageren Klára Bíróová på en standardformular, som indeholdt udfyldte rubrikker på datoen for ydelsen af lånet.

18

Det fremgår af forelæggelsesafgørelsen, at rubrikkerne bl.a. indeholdt låntagerens personoplysninger og oplysninger om hendes ansættelse, herunder lønforhold. Endvidere var der angivet oplysninger om selve kreditten og tilrådighedsstillelsen af pengemidler, dvs. bl.a. det samlede kreditbeløb og det samlede beløb, som forbrugeren skyldte, de månedlige afdragsbeløb, antallet af månedlige afdrag og fristerne for tilbagebetaling af kreditten, debitorrenten og fristen for den fulde tilbagebetaling af kreditten, dvs. 36 måneder efter datoen, hvorpå den blev ydet. Eftersom de forventede årlige omkostninger i procent var vurderet til mellem 35% og 37,5%, skulle det præcise beløb angives, efter at kreditten var blevet ydet.

19

Eftersom det samlede beløb af den omhandlede kredit var på 700 EUR, blev det samlede beløb, som låntager skulle betale, i aftalen fastsat til 1087,56 EUR.

20

Det fremgik ligeledes af aftalen, at dokumentet, som havde overskriften »Home Credit Slovakia, a.s. – generelle lånebetingelser for pengelån« (herefter de »generelle kontraktvilkår«), var en integrerende del af aftalen.

21

Den således konciperede kreditaftale blev underskrevet af Home Credit Slovakia og Klára Bíróová. Endvidere fremgik det af aftalens ordlyd, at Klára Bíróová ved sin underskrift bekræftede, at hun havde modtaget de generelle kontraktvilkår, at hun havde gjort sig bekendt med disse, at bestemmelserne i de generelle kontraktvilkår var klare og tilstrækkeligt præcise, og at hun var indforstået med at være bundet af disse generelle kontraktvilkår.

22

De generelle kontraktvilkår i sig selv blev ikke underskrevet af kreditaftalens parter.

23

I henhold til de generelle kontraktvilkår kunne låntageren anmode kreditgiveren om gratis og til enhver tid i løbet af aftalens varighed at fremkomme med en opgørelse i form af en amortiseringsplan, som angav de afdrag, der skulle betales, samt fristerne og betingelserne for betaling af beløbene, herunder specificeringen for hver tilbagebetaling af fordelingen mellem amortiseringen af kapitalen, renterne og de eventuelle ekstra omkostninger.

24

De generelle kontraktvilkår indeholdt imidlertid ingen angivelse af, hvor stor en andel af hver månedlig indbetaling, som kreditgiveren skulle foretage med henblik på tilbagebetaling af lånet, der var møntet på henholdsvis at betale renterne og omkostningerne og at amortisere kapitalen.

25

Efter at have betalt to månedlige afdrag ophørte Klára Bíróová med at tilbagebetale den aftalte kredit. Home Credit Slovakia anmodede derfor om førtidig tilbagebetaling af det samlede kreditbeløb og opfordrede Klára Bíróová til at betale kapitalen, morarenter og den bod for forsinkelse, som var fastsat i kreditaftalen.

26

Eftersom Home Credit Slovakia ikke fik den betaling, det havde anmodet om, anlagde selskabet sag ved den forelæggende ret med henblik på at inddrive sin fordring. Eftersom den forelæggende ret i denne forbindelse er i tvivl med hensyn til kreditaftalens gyldighed, for så vidt som aftalens parter ikke har underskrevet de generelle kontraktvilkår, er det dens opfattelse, at tvistens afgørelse afhænger af en fortolkning af direktiv 2008/48.

27

Under disse omstændigheder har Okresný súd Dunajská Streda (kredsdomstolen i Dunajská Streda, Slovakiet) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

28

Med det første og det andet spørgsmål, som skal behandles samlet, ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 10, stk. 1 og 2, i direktiv 2008/48, sammenholdt med direktivets artikel 3, litra m), skal fortolkes således, at alle elementer i kreditaftalen, som er omhandlet i direktivets artikel 10, stk. 2, skal indeholdes i et enkelt dokument, at kreditaftalen, som er udarbejdet på papir, skal underskrives af aftaleparterne, og at dette krav om underskrift gælder for alle elementerne i en sådan aftale.

29

I denne forbindelse bemærkes for det første, at kreditaftaler i henhold til artikel 10, stk. 1, første afsnit, i direktiv 2008/48 udarbejdes på papir eller på et andet varigt medium.

30

Der er imidlertid intet i direktivet, som indikerer, at de af denne bestemmelse omfattede kreditaftaler skal udarbejdes i et enkelt dokument.

31

Således som det fremgår af artikel 10, stk. 2, i direktiv 2008/48, sammenholdt med 31. betragtning til direktivet, skal de i denne bestemmelse omhandlede elementer klart og koncist angives i en kreditaftale, der er udarbejdet på papir eller på et andet varigt medium, for at forbrugeren kan kende sine rettigheder og forpligtelser.

32

Dette krav bidrager til gennemførelsen af formålet med direktiv 2008/48, der på området for forbrugerkreditaftaler består i en fuldstændig og bindende harmonisering på visse nøgleområder, der betragtes som nødvendig for at sikre, at alle forbrugere i EU nyder samme høje grad af beskyttelse af deres interesser, og for at lette indførelsen af et velfungerende indre marked for forbrugerkredit (jf. i denne retning dom af 21.4.2016, Radlinger og Radlingerová, C-377/14, EU:C:2016:283, præmis 61).

33

Selv om ikke alle elementerne i artikel 10, stk. 2, i direktiv 2008/48 med henblik på dette formål nødvendigvis skal være indeholdt i et enkelt dokument, skal det imidlertid bemærkes, at alle de elementer, som er opregnet i dette stk. 2, henset til artiklens stk. 1 skal udarbejdes på papir eller på et andet varigt medium og være en integrerende del af kreditaftalen.

34

For så vidt som de elementer, der er omhandlet i artikel 10, stk. 2, i direktiv 2008/48, skal angives klart og koncist, skal kreditaftalen, som generaladvokaten har anført i punkt 52 i forslaget til afgørelse, indeholde en klar og præcis henvisning til andre papirmedier eller andre varige medier, der indeholder disse elementer, og som faktisk er udleveret til forbrugeren, før kreditaftalen indgås, således at vedkommende reelt har kendskab til alle sine rettigheder og forpligtelser.

35

Med henvisning til bl.a. definitionen af »varigt medium« i artikel 3, litra m), i direktiv 2008/48 har Domstolen således fastslået, at dette medium på tilsvarende måde som et papirmedium skal sikre, at forbrugeren opnår de pågældende oplysninger for at gøre det muligt for denne i givet fald at påberåbe sig sine rettigheder. Det er i denne forbindelse relevant, at forbrugeren er i stand til at lagre oplysninger sendt til ham personligt, at det sikres, at der ikke sker ændringer i deres indhold, og at de er tilgængelige i et passende tidsrum, samt at forbrugeren gives mulighed for at gengive dem uændrede (jf. i denne retning med hensyn til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 97/7/EF af 20.5.1997 om forbrugerbeskyttelse i forbindelse med aftaler vedrørende fjernsalg (EFT 1997, L 144, s. 19), dom af 5.7.2012, Content Services, C-49/11, EU:C:2012:419, præmis 42-44).

36

Hvad for det andet angår spørgsmålet om, hvorvidt en kreditaftale, der er udarbejdet på papir, skal underskrives af aftaleparterne i henhold til de regler, der er fastsat af den berørte medlemsstat, skal det bemærkes, at artikel 10, stk. 1, første afsnit, i direktiv 2008/48 ikke indeholder nogen henvisning til national ret, og at begreberne »papir« og »varigt medium« i denne bestemmelse derfor har en selvstændig rækkevidde. Fortolkningen af disse begreber kan ikke fastsættes af nationale bestemmelser om den form, hvori kreditaftalerne skal udarbejdes.

37

Selv om direktivet ikke definerer begrebet »papir«, fastsætter det i artikel 3, litra m), at et »varigt medium« er en indretning, som sætter forbrugeren i stand til at lagre oplysninger sendt til ham personligt på en måde, der muliggør senere konsultation i en periode, som er afpasset efter oplysningernes formål, og som giver mulighed for uændret gengivelse af de lagrede oplysninger.

38

Det følger af selve ordlyden af artikel 10, stk. 1, i direktiv 2008/48, at begrebet »papir« henviser til det medium, hvorpå kreditaftalen er blevet udarbejdet, og der er ikke noget krav om underskrift på et sådant medium. Den forelæggende ret ønsker imidlertid nærmere bestemt oplyst, om direktivet er til hinder for, at en medlemsstat fastsætter et sådant krav i sin nationale lovgivning.

39

I denne forbindelse skal det bemærkes, at artikel 10, stk. 1, andet afsnit, i direktiv 2008/48 ifølge sin ordlyd ikke berører eventuelle nationale regler vedrørende gyldig indgåelse af kreditaftaler, der er i overensstemmelse med EU-retten.

40

Det krav om parternes underskrift af en på papir udarbejdet kreditaftale, der – som det bl.a. fremgår af denne doms præmis 26 – stilles som betingelse for aftalens gyldighed i henhold til den i hovedsagen omhandlede nationale ret, er en national regel vedrørende gyldig indgåelse af kreditaftaler som omhandlet i nævnte bestemmelse i direktiv 2008/48.

41

Hverken direktiv 2008/48, der på området for forbrugerkredit tilsigter en fuldstændig og bindende harmonisering på visse nøgleområder, der betragtes som nødvendig for at sikre, at alle forbrugere i EU nyder samme høje grad af beskyttelse af deres interesser, og for at lette indførelsen af et velfungerende indre marked for forbrugerkredit (jf. i denne retning dom af 27.3.2014, LCL Le Crédit Lyonnais, C-565/12, EU:C:2014:190, præmis 42, af 18.12.2014, CA Consumer Finance, C-449/13, EU:C:2014:2464, præmis 21, og af 21.4.2016, Radlinger og Radlingerová, C-377/14, EU:C:2016:283, præmis 61), eller EU-retten generelt er til hinder for dette krav.

42

Hvad for det tredje angår spørgsmålet om, hvorvidt dette krav om underskrift, der er fastsat i den nationale lovgivning, kan finde anvendelse på alle elementer i sådanne aftaler, skal det bemærkes, at en »kreditaftale« som omhandlet i artikel 3, litra c), i direktiv 2008/48, der i henhold til direktivets artikel 10, stk. 1, er udarbejdet på papir eller på et andet varigt medium, klart og koncist skal angive de elementer, som er omhandlet i direktivets artikel 10, stk. 2.

43

Således som generaladvokaten har anført i punkt 35 i forslaget til afgørelse, skal alle disse elementer derfor indeholdes i en sådan aftale.

44

Hvis en medlemsstat i sin nationale lovgivning fastsætter, at kravet om underskrift finder anvendelse med hensyn til alle elementer i aftalen, hvilket det tilkommer den forelæggende ret at efterprøve, er hverken direktiv 2008/48 eller EU-retten generelt under disse omstændigheder til hinder for dette krav.

45

Henset til samtlige disse betragtninger skal det første og det andet spørgsmål besvares med, at artikel 10, stk. 1 og 2, i direktiv 2008/48, sammenholdt med direktivets artikel 3, litra m), skal fortolkes således, at:

46

Med det tredje og det fjerde spørgsmål, som skal behandles samlet, ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 10, stk. 2, litra h), i direktiv 2008/48 skal fortolkes således, at kreditaftalen skal angive hver betaling, der skal foretages af forbrugeren, med henvisning til en præcis dato, eller om det i denne forbindelse er tilstrækkeligt med en generel henvisning i aftalen, der gør det muligt at identificere datoerne for disse betalinger.

47

I denne forbindelse bemærkes, at kreditaftalen i henhold til denne bestemmelse klart og koncist skal angive størrelse, antal og hyppighed af de betalinger, der skal foretages af forbrugeren, og i givet fald den rækkefølge, hvori betalingerne allokeres til forskellige udestående saldi til forskellige debitorrenter med henblik på tilbagebetaling.

48

Således som generaladvokaten har anført i punkt 55 i forslaget til afgørelse, har bestemmelsen til formål at sikre, at forbrugeren er bekendt med datoen for, hvornår hver enkelt betaling forfalder.

49

Når aftalens betingelser gør det muligt for forbrugeren uden videre og med sikkerhed at identificere datoerne for disse betalinger, er formålet derfor opfyldt.

50

Under disse omstændigheder skal det tredje og det fjerde spørgsmål besvares med, at artikel 10, stk. 2, litra h), i direktiv 2008/48 skal fortolkes således, at det ikke er nødvendigt, at kreditaftalen angiver forfaldsdatoen for hver betaling, der skal foretages af forbrugeren, med henvisning til en præcis dato, forudsat at aftalens betingelser gør det muligt for forbrugeren uden videre og med sikkerhed at identificere datoerne for disse betalinger.

51

Med det femte og det sjette spørgsmål, som skal behandles samlet, ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 10, stk. 2, litra h) og i), i direktiv 2008/48 skal fortolkes således, at en kreditaftale med fast løbetid, hvorefter amortiseringen af kapitalen sker ved afdragsbetalinger, i form af en amortiseringsplan skal præcisere, hvilken del af hvert enkelt afdrag som er allokeret til tilbagebetaling af kapitalen, og, såfremt dette spørgsmål besvares benægtende, om bestemmelserne, henset til direktivets artikel 22, stk. 1, er til hinder for, at en medlemsstat fastsætter en sådan forpligtelse i sin nationale lovgivning.

52

For at besvare disse spørgsmål skal det bemærkes, at direktivets artikel 10, stk. 2, litra h), som anført i denne doms præmis 47 bestemmer, at kreditaftalen alene skal angive størrelse, antal og hyppighed af de betalinger, der skal foretages af forbrugeren, og i givet fald den rækkefølge, hvori betalingerne allokeres til forskellige udestående saldi til forskellige debitorrenter med henblik på tilbagebetaling.

53

Det fremgår af direktivets artikel 10, stk. 2, litra i), og stk. 3, at det alene er på en af forbrugeren til enhver tid i løbet af aftalens varighed foretaget anmodning, at kreditgiveren er forpligtet til gratis at give forbrugeren en opgørelse i form af en amortiseringsplan.

54

Henset til bestemmelsernes klare ordlyd må det konstateres, at direktiv 2008/48 ikke fastsætter en forpligtelse, hvorefter kreditaftalen skal indeholde en sådan opgørelse i form af en amortiseringsplan.

55

For så vidt angår medlemsstaternes beføjelse til at fastsætte en sådan forpligtelse i deres nationale lovgivning skal det fremhæves, at med hensyn til de aftaler, der er omfattet af anvendelsesområdet for direktiv 2008/48, kan medlemsstaterne ikke pålægge aftaleparterne forpligtelser, som ikke er fastsat i direktivet, når dette indeholder harmoniserede bestemmelser på det område, som forpligtelserne vedrører (jf. analogt dom af 12.7.2012, SC Volksbank România, C-602/10, EU:C:2012:443, præmis 63 og 64).

56

Det skal imidlertid konstateres, at artikel 10, stk. 2, i direktiv 2008/48 har foretaget en sådan harmonisering med hensyn til de elementer, som kreditaftalen skal indeholde.

57

Ganske vist skal kreditaftalen i henhold til direktivets artikel 10, stk. 2, litra u), hvor det er relevant, klart og koncist angive andre aftalevilkår og ‑betingelser. Formålet med denne bestemmelse er imidlertid at indføre en forpligtelse til i den aftale, der er udarbejdet på papir eller på et andet varigt medium, at medtage ethvert vilkår og enhver betingelse, som er aftalt mellem parterne inden for rammerne af deres kontaktforhold vedrørende kreditten.

58

Bestemmelsen kan dog ikke fortolkes således, at medlemsstaterne har beføjelse til i deres nationale lovgivninger at fastsætte en forpligtelse til at medtage andre elementer i kreditaftalen end dem, der er opregnet i direktivets artikel 10, stk. 2.

59

Det femte og det sjette spørgsmål skal derfor besvares med, at artikel 10, stk. 2, litra h) og i), i direktiv 2008/48 skal fortolkes således, at en kreditaftale med fast løbetid, hvorefter amortiseringen af kapitalen sker ved afdragsbetalinger, ikke i form af en amortiseringsplan skal præcisere, hvilken del af hvert enkelt afdrag der er allokeret til tilbagebetaling af kapitalen. Disse bestemmelser, sammenholdt med direktivets artikel 22, stk. 1, er til hinder for, at en medlemsstat fastsætter en sådan forpligtelse i sin nationale lovgivning.

60

Med det syvende spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 23 i direktiv 2008/48 skal fortolkes således, at den ikke er til hinder for, at en medlemsstat i sin nationale lovgivning fastsætter, at kreditaftalen betragtes som rente- og omkostningsfri, når den ikke angiver alle de elementer, som kræves efter direktivets artikel 10, stk. 2.

61

I denne forbindelse bemærkes indledningsvis, at medlemsstaterne i henhold til artikel 23 i direktiv 2008/48 fastsætter regler for sanktioner for overtrædelser af de nationale bestemmelser, der er vedtaget i medfør af dette direktiv, og træffer alle nødvendige foranstaltninger til at sikre, at de iværksættes.

62

Det fremgår imidlertid af 47. betragtning til direktivet, at selv om valget af sanktioner påhviler medlemsstaterne, skal disse være effektive, stå i et rimeligt forhold til overtrædelsen og have afskrækkende virkning (jf. i denne retning dom af 27.3.2014, LCL Le Crédit Lyonnais, C-565/12, EU:C:2014:190, præmis 43).

63

Domstolen har allerede fastslået, at sanktionerne skal tilpasses overtrædelsernes grovhed, bl.a. ved at sikre en tilstrækkelig afskrækkende virkning, samtidig med at det generelle proportionalitetsprincip overholdes (jf. dom af 27.3.2014, LCL Le Crédit Lyonnais, C-565/12, EU:C:2014:190, præmis 45 og den deri nævnte retspraksis).

64

I denne forbindelse har Domstolen i dom af 27. marts 2014, LCL Le Crédit Lyonnais (C-565/12, EU:C:2014:190), allerede vurderet overholdelsen af sådanne begrænsninger, der gælder for de regler for sanktioner, som er fastsat af en medlemsstat – i det foreliggende tilfælde vedrørende sanktionen over for kreditgiveren i form af dennes i princippet fulde fortabelse af retten til renter ved tilsidesættelse af sin forpligtelse til i henhold til artikel 8 i direktiv 2008/48 at vurdere forbrugerens kreditværdighed.

65

Henset til vigtigheden af det forbrugerbeskyttelsesformål, som ligger i forpligtelsen for kreditgiveren til at efterprøve låntagerens kreditværdighed, fastslog Domstolen, at hvis sanktionen med fortabelse af retten til renter er svækket eller endog rent og skær illusorisk, følger det nødvendigvis heraf, at denne sanktion ikke har nogen reel afskrækkende virkning (jf. i denne retning dom af 27.3.2014, LCL Le Crédit LyonnaisC-565/12, EU:C:2014:190, præmis 52 og 53).

66

For så vidt angår den omstændighed, at det i en kreditaftale undlades at angive visse oplysninger om betingelserne for tilbagebetaling og om omkostningerne forbundet med kreditten, har Domstolen ligeledes fastslået, at artikel 4 i Rådets direktiv 87/102/EØF af 22. december 1986 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes love og administrative bestemmelser om forbrugerkredit (EFT 1987, L 42, s. 48), som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/7/EF af 16. februar 1998 (EFT 1998, L 101, s. 17) (herefter »direktiv 87/102«), med henblik på formålet om at beskytte forbrugeren mod urimelige vilkår, som dette direktiv forfølger, og for at give ham mulighed for ved indgåelsen af aftalen at få fuldstændigt kendskab til betingelserne for den fremtidige opfyldelse af den underskrevne aftale fastsætter krav om, at låntager skal have oplysning om samtlige de enkeltheder, som kan have indflydelse på omfanget af hans forpligtelse (jf. dom af 9.7.2015, Bucura, C-348/14, ikke trykt i Sml., EU:C:2015:447, præmis 57).

67

Det er således blevet fastslået, at den omstændighed, at en kreditaftale indeholder oplysninger om de årlige omkostninger i procent er af væsentlig betydning i forbindelse med direktiv 87/102, bl.a. for så vidt som oplysningerne gør det muligt for forbrugeren at bedømme rækkevidden af sine forpligtelser (jf. i denne retning kendelse af 16.11.2010, Pohotovosť, C-76/10, EU:C:2010:685, præmis 70 og 71).

68

Direktiv 87/102 er imidlertid blevet fortolket således, at det giver de nationale retsinstanser mulighed for af egen drift at anvende de bestemmelser, der i national ret gennemfører direktivets artikel 4, og hvorefter en manglende angivelse af de årlige omkostninger i procent i en forbrugerkreditaftale indebærer, at den ydede kredit anses for at være rente- og omkostningsfri (jf. i denne retning kendelse af 16.11.2010, Pohotovosť, C-76/10, EU:C:2010:685, præmis 76).

69

I lyset af den i denne doms præmis 63-68 omhandlede retspraksis må det konstateres, at kreditgiverens tilsidesættelse af en forpligtelse, som er af væsentlig betydning i forbindelse med direktiv 2008/48, i overensstemmelse med den nationale lovgivning kan sanktioneres ved, at kreditgiveren mister retten til renter og omkostninger.

70

Forpligtelsen til i kreditaftalen at angive elementer som bl.a. de årlige omkostninger i procent, jf. artikel 10, stk. 2, litra g), i direktiv 2008/48, betalingernes antal og hyppighed, jf. direktivets artikel 10, stk. 2, litra h), og, hvor det er relevant, at der skal betales notarialgebyrer, samt den sikkerhedsstillelse og de forsikringer, som eventuelt kræves, jf. direktivets artikel 10, stk. 2, litra n) og o), er af en sådan væsentlig betydning.

71

For så vidt som en i kreditaftalen manglende angivelse af disse elementer kan vanskeliggøre forbrugerens mulighed for at bedømme rækkevidden af sine forpligtelser, skal en sanktion i henhold til den nationale lovgivning, hvorefter kreditgiveren mister retten til renter og omkostninger, anses for at stå i et rimeligt forhold til overtrædelsen som omhandlet i artikel 23 i direktiv 2008/48 og den i denne doms præmis 63 anførte retspraksis.

72

En fastsættelse i den nationale lovgivning af en sanktion, som har alvorlige konsekvenser for kreditgiveren, i tilfælde af manglende angivelse af elementer – herunder dem, der er nævnt i artikel 10, stk. 2, i direktiv 2008/48 – som efter deres art ikke kan påvirke forbrugerens evne til at bedømme rækkevidden af sine forpligtelser, såsom bl.a. navn og adresse på den kompetente tilsynsmyndighed som omhandlet i direktivets artikel 10, stk. 2, litra v), kan imidlertid ikke anses for at stå i et rimeligt forhold til overtrædelsen.

73

Under disse omstændigheder skal det syvende spørgsmål besvares med, at artikel 23 i direktiv 2008/48 skal fortolkes således, at den ikke er til hinder for, at en medlemsstat i sin nationale lovgivning fastsætter, at en kreditaftale betragtes som rente- og omkostningsfri i tilfælde, hvor aftalen ikke angiver alle de elementer, der kræves i henhold til direktivets artikel 10, stk. 2, forudsat at der er tale om et element, hvis manglende angivelse kan vanskeliggøre forbrugerens mulighed for at bedømme rækkevidden af sine forpligtelser.

74

Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Tredje Afdeling) for ret: