17.3.2012   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 80/1

17.3.2012   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 80/2

1)

Artikel 12, nr. 4), litra a), sidste punktum, i aftalen om vedtægten for Europaskolerne af 21. juni 1994 skal fortolkes således, at den forpligter de medlemsstater, der er parter i aftalen, til at påse, at lærere, der udstationeres eller ansættes ved Europaskolerne, under deres udstationering eller ansættelse nyder godt af de samme rettigheder med hensyn til karrieremæssig stigning og pensionering som dem, der gælder i henhold til bestemmelserne i oprindelsesmedlemsstaten for de i indlandet ansatte lærere.

2)

Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland har foretaget en urigtig anvendelse af aftalens artikel 12, nr. 4), litra a), og artikel 25, nr. 1), ved at udelukke de engelske og walisiske lærere, der er ansat eller udstationeret i Europaskolerne, fra i ansættelses- eller udstationeringsperioden at få adgang til mere fordelagtige lønskalaer, kendt under forskellige betegnelser såsom »threshold pay«, »excellent teacher system« og »advanced skills teachers«, og fra adgang til andre løntillæg, såsom »teaching and learning responsibility payments«, der er fastsat i »School Teachers Pay and Conditions Document«.

3)

Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland betaler sagens omkostninger.

17.3.2012   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 80/2

1)

Proportionalitetskravet i artikel 19, stk. 1 og 4, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 561/2006 af 15. marts 2006 om harmonisering af visse sociale bestemmelser inden for vejtransport og om ændring af Rådets forordning (EØF) nr. 3821/85 og (EF) nr. 2135/98 samt ophævelse af Rådets forordning (EØF) nr. 3820/85 skal fortolkes således, at det er til hinder for en sanktionsordning som den, der er indført ved regeringsdekret nr. 57/2007 om fastsættelse af størrelsen på de bøder, der kan pålægges ved overtrædelse af visse bestemmelser vedrørende vejtransport af varer og personer (a közúti árufuvarozáshoz és személyszállításhoz kapcsolódó egyes rendelkezések megsértése esetén kiszabható bírságok összegéről szóló 57/2007. Korm. rendelet), af 31. marts 2007, som fastsætter pålæg af en bøde på et fast beløb for alle overtrædelser, uanset disses grovhed, af reglerne vedrørende anvendelsen af diagramark i artikel 13-16 i Rådets forordning (EØF) nr. 3821/85 af 20. december 1985 om kontrolapparatet inden for vejtransport, som ændret ved forordning nr. 561/2006.

2)

Proportionalitetskravet i artikel 19, stk. 1 og 4, i forordning nr. 561/2006 skal fortolkes således, at det ikke er til hinder for en sanktionsordning som den, der er indført ved regeringsdekret nr. 57/2007 om fastsættelse af størrelsen på de bøder, der kan pålægges ved overtrædelse af visse bestemmelser vedrørende vejtransport af varer og personer, som indfører et objektivt ansvar. Derimod skal proportionalitetskravet fortolkes således, at det er til hinder for størrelsen af den sanktion, der er fastsat ved denne ordning.

17.3.2012   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 80/3

1)

Dom afsagt af Den Europæiske Unions Ret den 4. marts 2010, Brosmann Footwear (HK) m.fl. mod Rådet (sag T-401/06), ophæves.

2)

Rådets forordning (EF) nr. 1472/2006 af 5. oktober 2006 om indførelse af en endelig antidumpingtold og endelig opkrævning af den midlertidige told på importen af visse typer af fodtøj med overdel af læder med oprindelse i Folkerepublikken Kina og Vietnam annulleres, for så vidt som den angår Brosmann Footwear (HK) Ltd, Seasonable Footwear (Zhongshan) Ltd, Lung Pao Footwear (Guangzhou) Ltd og Risen Footwear (HK) Co. Ltd.

3)

Rådet for Den Europæiske Union betaler de omkostninger, som er afholdt af Brosmann Footwear (HK) Ltd, Seasonable Footwear (Zhongshan) Ltd, Lung Pao Footwear (Guangzhou) Ltd og Risen Footwear (HK) Co. Ltd såvel ved første instans som under appelsagen.

4)

Europa-Kommissionen og Confédération européenne de l’industrie de la chaussure (CEC) bærer deres egne omkostninger såvel ved første instans som under appelsagen.

17.3.2012   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 80/4

1)

Bestemmelserne i artikel 1 og 2 i Rådets direktiv 93/83/EØF af 27. september 1993 om samordning af visse bestemmelser vedrørende ophavsrettigheder og ophavsretsbeslægtede rettigheder i forbindelse med radio- og tv-udsendelse via satellit og viderespredning pr. kabel, på den ene side, og artikel 2 og 3 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/29/EF af 22. maj 2001 om harmonisering af visse aspekter af ophavsret og beslægtede rettigheder i informationssamfundet, sammenholdt med artikel 2 og 3 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/115/EF af 12. december 2006 om udlejnings- og udlånsrettigheder samt om visse andre ophavsretsbeslægtede rettigheder i forbindelse med intellektuel ejendomsret og artikel 2 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/116/EF af 12. december 2006 om beskyttelsestiden for ophavsret og visse beslægtede rettigheder, på den anden side, skal fortolkes således, at brugsrettighederne til et filmværk, såsom de i hovedsagen omhandlede (ret til reproduktion, ret til satellitudsendelse og enhver anden form for offentlig gengivelse i form af tilrådighedsstillelse for almenheden), direkte efter loven og originært tilkommer den ledende instruktør. Disse bestemmelser skal derfor fortolkes således, at de er til hinder for en national lovgivning, der direkte og udelukkende tildeler nævnte brugsrettigheder til producenten af det omhandlede værk.

2)

EU-retten skal fortolkes således, at den overlader medlemsstaterne muligheden for at fastsætte en formodning for overdragelse — til fordel for producenten af filmværket — af brugsrettighederne til filmværket, såsom de i hovedsagen omhandlede (ret til satellitudsendelse, ret til reproduktion og enhver anden form for offentlig gengivelse i form af tilrådighedsstillelse for almenheden), forudsat at en sådan formodning ikke har en uafkræftelig karakter, der udelukker muligheden for, at den ledende instruktør af nævnte værk træffer andre beslutninger.

3)

EU-retten skal fortolkes således, at den ledende instruktør i sin egenskab af ophavsmand til filmværket direkte efter loven og originært har ret til den rimelige kompensation, der er omhandlet i artikel 5, stk. 2, litra b), i direktiv 2001/29, i henhold til den såkaldte »undtagelse for privatkopiering«.

4)

EU-retten skal fortolkes således, at den ikke overlader medlemsstaterne muligheden for at fastsætte en formodning for overdragelse — til fordel for producenten af filmværket — af den ret til rimelig kompensation, der tilkommer den ledende instruktør af nævnte værk, uanset om denne formodning er formuleret således, at den er uafkræftelig, eller således, at den kan fraviges.

17.3.2012   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 80/5

1)

Skal artikel 10, stk. 1, og stk. 2, litra a), i direktiv 89/104/EØF (1) fortolkes således, at denne forskrift generelt og ubetinget er til hinder for en national ordning, hvorefter der foreligger brug af et varemærke (mærke 1), når varemærket (mærke 1) bruges i en form, som afviger fra den form, hvori det er blevet registreret, uden at afvigelserne påvirker varemærkets (mærke 1) særpræg, og såfremt varemærket i den form, i hvilken det bruges, også er registreret (mærke 2)?

2)

Såfremt spørgsmål 1 besvares benægtende:

Er den foran i spørgsmål 1 omhandlede nationale forskrift forenelig med direktiv 89/104/EØF, såfremt den nationale forskrift fortolkes indskrænkende således, at den ikke finder anvendelse på et varemærke (mærke 1), som kun er registreret med det formål at sikre eller udvide beskyttelsen af et andet registreret varemærke (mærke 2), som er registreret i den form, hvori det bruges?

3)

Såfremt spørgsmål 1 besvares bekræftende eller spørgsmål 2 besvares benægtende:

17.3.2012   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 80/5

—

Dom afsagt den 9. september 2011 af Den Europæiske Unions Ret i sag T-257/07, Frankrig mod Kommissionen, ophæves.

—

Der træffes endelig afgørelse i sagen, idet Kommissionens forordning (EF) nr. 746/2008 af 17. juni 2008 om ændring af bilag VII til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 999/2001 om fastsættelse af regler for forebyggelse af, kontrol med og udryddelse af visse transmissible spongiforme encephalopatier (1) annulleres, eller sagen hjemvises til Retten.

—

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Med det første anbringende har appellanten gjort gældende, at Retten har tilsidesat sin begrundelsespligt ved ikke at give en tilstrækkelig besvarelse, dels af appellantens klagepunkter vedrørende Kommissionens manglende hensyntagen til eksisterende videnskabelige oplysninger i det omfang, hvor Retten urigtigt har fastslået, at disse klagepunkter svarede til at foreholde Kommissionen ikke at have haft kendskab til disse, dels af den franske regerings klagepunkter vedrørende tilsidesættelse af artikel 24 a, i forordning nr. 999/2001 for så vidt som Retten har antaget, at disse klagepunkter svarede til at kontrollere, hvorvidt de omtvistede foranstaltninger var passende for at sikre et højt beskyttelsesniveau for menneskers sundhed.

Med det andet anbringende, som er opdelt i tre led, har den franske regering gjort gældende, at Retten urigtigt har gengivet de faktiske omstændigheder, der blev forelagt for den. Appellanten har således for det første gjort gældende, at Retten urigtigt har gengivet Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritets (EFSA) udtalelser af 8. marts 2007 og af 24. januar 2008 ved at fastslå, at Kommissionen uden at anlægge et åbenbart urigtigt skøn kunne udlede af disse udtalelser, at risikoen for, at andre TSE end BSE kan overføres til mennesker, er ekstremt lille (første led). Med det andet led har appellanten dernæst gjort gældende, at Retten har gengivet EFSA’s udtalelser af 17. maj og 29. september 2005 urigtigt ved at fastslå, at Kommissionen uden at anlægge et åbenbart urigtigt skøn kunne vurdere, at evalueringen af pålideligheden af hurtige test, der er indeholdt i udtalelserne, var gyldig for anvendelsen af disse tests inden for rammerne af en kontrol af, om kød fra får og geder kan anvendes til konsum. Med det tredje led har den franske regering endelig gjort gældende, at Retten urigtigt har gengivet de faktiske omstændigheder, som den er blevet forelagt, ved at fastslå, at alle de videnskabelige oplysninger, som Kommissionen havde gjort gældende for at begrunde vedtagelsen af de omtvistede foranstaltninger i forordning nr. 746/2008, udgjorde nye forhold i forhold til tidligere præventive foranstaltninger.

Med det tredje anbringende har den franske regering gjort gældende, at Retten har foretaget en urigtig retlig kvalificering af de faktiske omstændigheder ved at kvalificere de videnskabelige oplysninger, som Kommissionen havde påberåbt sig, som nye forhold, der var egnede til at ændre risikoopfattelsen eller vise, at risikoen kan afvendes ved foranstaltninger, der er mindre indgribende end de eksisterende.

Med det fjerde anbringende, som er opdelt i tre led, har appellanten gjort gældende, at Retten har begået en retlig fejl ved anvendelsen af forsigtighedsprincippet. I den forbindelse har appellanten for det første gjort gældende, at Retten har begået en retlig fejl ved at fastslå, at Kommissionen ikke har tilsidesat bestemmelserne i artikel 24 a, i forordning nr. 999/2001, idet den ifølge Retten har overholdt forpligtelsen i artikel 152, stk. 1, EF om at sikre et højt beskyttelsesniveau for menneskers sundhed. Med det andet led af dette anbringende har den franske regering dernæst gjort gældende, at Retten har begået en retlig fejl ved at antage, at de videnskabelige oplysninger, som Kommissionen har henvist til for at begrunde vedtagelsen af forordning nr. 746/2008, nødvendigvis måtte medføre en udvikling af det risikoniveau, som anses for acceptabelt. Subsidiært har den franske regering gjort gældende, at Retten har begået en retlig fejl ved at undlade at kontrollere, om Kommissionen havde taget hensyn til alvoren og uigenkaldeligheden af skadelige følger af EST for menneskers sundhed, ved fastlæggelsen af det risikoniveau, som anses for acceptabelt. Med det tredje led har den franske regering endelig gjort gældende, at Retten har begået en retlig fejl ved ikke at tage hensyn til den omstændighed, at forordning nr. 764/2008 ikke erstatter tidligere præventive foranstaltninger, men supplerer dem med alternative mere fleksible foranstaltninger.

17.3.2012   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 80/6

—

Dommen, der blev afsagt af Den Europæiske Unions Ret den 15. september 2011 i sag T-427/09, ophæves.

—

Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) frifindes i den sag, der blev anlagt af centrotherm Clean Solutions GmbH & Co. KG til prøvelse af afgørelse truffet den 25. august 2009 af Fjerde Appelkammer ved Harmoniseringskontoret (sag R 6/2008-4).

—

centrotherm Clean Solutions GmbH & Co. KG tilpligtes at betale sagens omkostninger

1)

Den anfægtede afgørelse er i strid med varemærkeforordningens artikel 65 (1) og artikel 134, stk. 2 og 3, i Rettens procesreglement. Retten var i henhold til disse bestemmelser forpligtet til at tage hensyn til samtlige anbringender, der var blevet fremført af appellanten.

2)

Endvidere er den appellerede dom uforenelig med varemærkeforordningens artikel 51, stk. 1, litra a), og artikel 76. Dommen tager udgangspunkt i den fejlagtige forudsætning, at det er appellanten, der har bevisbyrden for at der er blevet gjort retsbevarende brug af det anfægtede varemærke. I en fortabelsessag i en henhold til varemærkeforordningens artikel 51, stk. 1, litra a), gælder i henhold til varemærkeforordningens artikel 76, stk. 1 imidlertid faktisk for det første princippet om prøvelse ex officio. For det andet fremgår det af bestemmelserne og af opbygningen af varemærkeforordningen, navnlig af en sammenligning af bestemmelserne om fortabelse med bestemmelserne om indsigelse og ugyldighed som følge af relative registreringshindringer, at det i en fortabelsessag principielt ikke er indehaveren af det anfægtede varemærke, der skal føre beviset for brug.

Det følger navnlig deraf, at Harmoniseringskontorets undladelse af at tage hensyn til bevismidler på grund af et formentlig for sent indgivet anbringende ikke var berettiget.

3)

Retten fortolkede varemærkeforordningens artikel 51, stk. 1, litra a), forkert, idet den fejlagtigt og i strid med Domstolens praksis antog, at begrebet reel brug udgør en modsætning til enhver minimal brug.

4)

Endelig er Harmoniseringskontorets påstand, som Retten ikke bestred, hvorefter erklæringen på tro og love fra appellantens forretningsfører ikke udgør et tilladt bevis i henhold til varemærkeforordningens artikel 78, stk. 1, litra f), ukorrekt og i strid med Rettens egen praksis.

17.3.2012   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 80/7

—

Dommen, der blev afsagt af Den Europæiske Unions Ret den 15. september 2011 i sag T-434/09, ophæves.

—

Afgørelse truffet den 25. august 2009 af Fjerde Appelkammer ved Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) i sag R 6/2008-4 annulleres, for så vidt som den tager begæringen om fortabelse af EF-varemærke nr. 1 301 019 CENTROTHERM til følge.

—

Harmoniseringskontoret og centrotherm Clean Solutions GmbH & Co. KG tilpligtes at betale sagens omkostninger.

1)

Den anfægtede afgørelse er i strid med varemærkeforordningens artikel 51, stk. 1, litra a), (1) idet den underkender bevisværdien af den erklæring på tro og love fra appellantens forretningsfører, der blev indleveret til annullationsafdelingen. I modsætning til appelkammerets og Rettens opfattelse udgør denne erklæring på tro og love endda i henhold til Rettens praksis et tilladt bevismiddel, jf. varemærkeforordningens artikel 78, stk. 1, litra f).

2)

Derudover har Retten fortolket varemærkeforordningens artikel 76, stk. 1, forkert. I modsætning til de foregående instansers opfattelse følger det af den entydige ordlyd af varemærkeforordningens artikel 76, stk. 1, og af opbygningen af varemærkeforordningen for så vidt angår fortabelsessager i henhold til varemærkeforordningens artikel 51, stk. 1, litra a), at princippet om prøvelse ex officio finder anvendelse.

3)

De bilag, som appellanten har fremlagt i sagen for appelkammeret, burde ikke have været afvist som indgivet for sent. Dette fremgår for det første af opbygningen af varemærkeforordningen, navnlig af en sammenligning af de bestemmelser om brug, som finder anvendelse i en fortabelsessag, med bestemmelserne i indsigelses- ugyldighedssager på grund af absolutte registreringshindringer, og for det andet af de generelle principper om bevisbyrdens fordeling.

På denne baggrund er det nødvendigt at foretage en teleologisk begrænsning af regel 40, stk. 5, i forordning nr. 2868/95 (2).

4)

Såfremt Domstolen ikke foretager en teleologisk begrænsning af regel 40, stk. 5, i forordning nr. 2868/95, er reglen uanvendelig, da den står i modsætning til bestemmelserne og opbygningen af varemærkeforordningen og er i strid med det almindelige retsstatslige proportionalitetsprincip.

17.3.2012   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 80/8

17.3.2012   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 80/9

1)

Finder forbuddet mod forskelsbehandling i artikel 18 TEUF (tidligere artikel 12 TEF) anvendelse på det tilfælde, at en medlemsstat (Forbundsrepublikken Tyskland) afkræver et luftfartsselskab, der råder over en af en anden medlemsstat (Østrig) udstedt gyldig licens, jf. artikel 3 og 8 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 1008/2008 af 24. september 2008 om fælles regler for driften af lufttrafiktjenester i Fællesskabet, en indflyvningstilladelse for lejlighedsflyvninger (erhvervsmæssige flyvninger, som ikke er ruteflyvninger) fra tredjelande til medlemsstatens territorium?

2)

Er — for så vidt spørgsmål 1 besvares bekræftende — allerede kravet om tilladelse i sig selv en tilsidesættelse af artikel 18 TEUF (tidligere artikel 12 TEF), såfremt der for trafikflyvninger fra tredjelande stilles krav om en indflyvningstilladelse, hvis tilsidesættelse kan sanktioneres med bøde, til luftfartsselskaber, der er registreret (har licens) i de øvrige medlemsstater, men ikke til luftfartsselskaber, der er registreret i Forbundsrepublikken Tyskland?

3)

Kan — for så vidt artikel 18 TEUF (tidligere artikel 12 TEF) finder anvendelse (spørgsmål 1), men kravet om tilladelse i sig selv ikke anses for en forskelsbehandling (spørgsmål 2) — tildelingen af en indflyvningstilladelse, hvis tilsidesættelse kan sanktioneres med bøde, til den pågældendes trafikflyvninger, som fører fra tredjelande til Forbundsrepublikken Tyskland, uden at krænke forbuddet mod forskelsbehandling gøres betinget af, at medlemsstatens luftfartsselskab over for den licensudstedende myndighed godtgør, at luftfartsselskaber med registrering i Forbundsrepublikken Tyskland ikke er i stand til at gennemføre flyvningerne (erklæring om manglende disponibilitet)?

17.3.2012   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 80/9

1)

Skal artikel 203 i Rådets direktiv 2006/112/EF (1) af 28. november 2006 om det fælles merværdiafgiftssystem fortolkes således, at den af en person i en faktura anførte merværdiafgift er skyldig uafhængigt af, om grundene til, at den er anført, foreligger (fejl ved en levering henholdsvis tjenesteydelse eller en betaling), og således, at de myndigheder, som kontrollerer anvendelsen af Zakon za danak varhu dobavenata stoynost (momsloven), under hensyntagen til en national bestemmelse, hvorefter en faktura kun kan berigtiges af dens udsteder, ikke er beføjede til at foretage berigtigelse af den af en person anførte afgift?

2)

Tilsidesættes princippet om afgiftsneutralitet, proportionalitetsprincippet og princippet om beskyttelsen af den berettigede forventning ved en forvaltnings- og domstolspraksis, ifølge hvilken en part (den i fakturaen nævnte erhverver eller modtager) ved en skattekontrolafgørelse nægtes ret til fradrag for indgående afgift, samtidig med at der ved den anden part (fakturaens udsteder) — ligeledes ved en skattekontrolafgørelse — ikke foretages en berigtigelse af den anførte merværdiafgift, og det i de følgende tilfælde:

17.3.2012   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 80/10

1)

Omfatter artikel 203 i Rådets direktiv 2006/112/EF (1) af 28. november 2006 om det fælles merværdiafgiftssystem samtlige situationer, hvor moms er blevet faktureret urigtigt, herunder situationer, hvor en faktura, hvori der er anført moms, er blevet udstedt, uden at der er indtrådt afgiftspligt? Såfremt spørgsmålet besvares bekræftende: Kræver artikel 203 og 273 i direktiv 2006/112, at medlemsstaterne udtrykkeligt foreskriver, at moms, der er anført i en faktura, som ikke vedrører foretagne transaktioner, skyldes, eller er det tilstrækkeligt, at der er sket gennemførelse af direktivets almindelige regel, hvorefter afgiften påhviler enhver, som anfører den på en faktura?

2)

Kræver artikel 73, 179 og 203 i direktiv 2006/112 henset til 39. betragtning til direktiv 2006/112 og af hensyn til at sikre rigtigheden af fradrag, at de indtægtsansvarlige myndigheder i tilfælde, hvor der er anført moms i en faktura, uden at der er indtrådt afgiftspligt, skal foretage en berigtigelse af afgiftsgrundlaget og den fakturerede afgift?

3)

Kan de særlige foranstaltninger i henhold til artikel 395 i direktiv 2006/112 bestå i en afgiftspraksis, som den tvisten i hovedsagen omhandlede, hvorefter de indtægtsansvarlige myndigheder med henblik på kontrol med fradrag af indgående afgift alene kontrollerer foretagne fradrag, mens afgift vedrørende transaktioner, der har fundet sted, allerede anses for ubetinget skyldig, fordi de er anført i en faktura? Såfremt spørgsmålet besvares bekræftende: Er det lovligt i henhold til artikel 203 i direktiv 2006/112 — og i bekræftende fald i hvilke situationer — at der for så vidt angår samme transaktion først opkræves moms hos leverandøren eller tjenesteyderen, fordi denne har anført afgiften i en faktura, og dernæst hos erhververen af leveringen eller modtageren af tjenesteydelsen, idet denne nægtes ret til fradrag af indgående afgift?

4)

Udgør en afgiftspraksis, som den i tvisten i hovedsagen omhandlede — hvorefter erhververen af en afgiftspligtig levering eller modtageren af en afgiftspligtig tjenesteydelse nægtes ret til at fradrage indgående afgift på grund af »manglende godtgørelse af, at transaktionen har fundet sted«, uden hensyn til at det allerede er fastslået, at der er opstået et afgiftskrav over for leverandøren eller tjenesteyderen, og afgiften påhviler denne, i hvilken forbindelse den pågældende afgiftskontrolafgørelse ikke blev ændret, inden det tidspunkt, hvor der blev foretaget en vurdering af fradragsrettens indtræden, henholdsvis at det ikke ansås for begrundet og det konstateredes, at den skulle ændres på den af staten foreskrevne måde — en krænkelse af princippet om, at momsen ikke må kumuleres, og strider denne afgiftspraksis mod principperne om retssikkerhed, ligebehandling og afgiftsneutralitet?

5)

Er det lovligt i henhold til artikel 167 og artikel 168, litra a), i direktiv 2006/112, at erhververen af en afgiftspligtig levering eller modtageren af en afgiftspligtig tjenesteydelse, som opfylder samtlige betingelser i direktivets artikel 178, nægtes ret til fradrag, efter at der ikke er foretaget en berigtigelse af den moms, der er blevet faktureret for denne transaktion ved en afgiftskontrolafgørelse, som er blevet truffet i forhold til leverandøren eller tjenesteyderen, og som er blevet endelig som følge af »manglende indtræden af afgiftspligt«, mens det anerkendtes, at afgiften var forfaldet, og der blev taget hensyn hertil ved efterprøvelsen af resultatet for den pågældende afgiftsperiode? Er den omstændighed, at leverandøren eller tjenesteyderen ikke fremlagde regnskabsbilag under afgiftskontrollen, og resultatet for denne periode alene fremkom på grundlag af oplysninger i momsangivelserne og i salgs- og købsbøgerne, af betydning for besvarelsen af dette spørgsmål?

6)

Henset til besvarelsen af de foregående spørgsmål: Skal artikel 167 og artikel 168, litra a), i direktiv 2006/112 fortolkes således, at momsens neutralitet under omstændigheder som dem, der foreligger i tvisten i hovedsagen, kræver, at den afgiftspligtige kan fradrage den moms, der er blevet faktureret vedrørende transaktionerne?

17.3.2012   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 80/11

1)

Er tilbagesøgningen af en uretmæssig udbetaling en civilretlig sag i henhold til artikel 1, stk. 1, i forordning (EF) nr. 44/2001 (1), når en delstat af en myndighed er blevet pålagt at udbetale en del af provenuet fra en aftale om grundsalg som erstatning til en skadelidt, men i stedet ved en fejltagelse overfører hele købssummen til denne?

2)

Består den snævre forbindelse mellem flere krav, som kræves i henhold til artikel 6, nr. 1), i forordning (EF) nr. 44/2001, når de sagsøgte påberåber sig yderligere krav på skadesløsholdelse, hvorom der kun kan træffes samlet afgørelse?

3)

Finder artikel 6, nr. 1), i forordning (EF) nr. 44/2001 også anvendelse på en sagsøgt, som ikke har bopæl på Den Europæiske Unions område? I bekræftende fald: Gælder dette også, såfremt anerkendelse af dommen ville kunne afslås i den stat, hvor sagsøgte har bopæl, på grund af manglende kompetence i henhold til en bilateral aftale med domsstaten?

17.3.2012   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 80/11

1)

Hvis et kreditinstitut tilbyder en kunde en swap-aftale for at dække risikoen for udsving i renten på de tidligere finansielle lån, er der så tale om investeringsrådgivning som omhandlet i artikel 4, stk. 1, nr. 4), i direktiv 2004/39 (1)?

2)

Medfører den omstændighed, at egnethedstesten for private investorer i direktivets artikel 19, stk. 4, ikke foretages, at den aftale om finansiel rente-swap, der er indgået mellem den pågældende investor og det rådgivende kreditinstitut, skal anses for en nullitet?

3)

Såfremt den ovennævnte ydelse ikke anses for investeringsrådgivning, medfører den omstændighed alene, at der erhverves et komplekst finansielt instrument såsom en rente-swap uden at den hensigtmæssighedstest, der er omhandlet i direktivets artikel 19, stk. 5, udføres af grunde, der kan tilskrives kreditinstituttet, at den aftale om erhvervelse heraf, der er indgået med kreditinstituttet selv, skal anses for en nullitet?

4)

Udgør den omstændighed alene, at et kreditinstitut tilbyder et komplekst finansielt instrument, der er forbundet med et boliglån, jf. direktivets artikel 19, stk. 9, og som indgås med dette institut eller et andet, en tilstrækkelig grund til at udelukke opfyldelse af forpligtelsen til at udføre den egnetheds- og hensigtsmæssighedstest, som i henhold til direktivets artikel 19 skal foretages i relation til en privat investor?

5)

Er det for at udelukke opfyldelsen af de forpligtelser, der er fastsat i direktivets artikel 19, nødvendigt, at det finansielle produkt, som det udbudte finansielle instrument er forbundet med, er underlagt retlige standarder om beskyttelse af investorerne, der kan sammenlignes med dem, der er foreskrevet i direktivet?

17.3.2012   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 80/12

1)

Hvis et kreditinstitut tilbyder en kunde, med hvilken det forinden har indgået en kontrakt om optagelse af et boliglån, en swap-aftale for at dække risikoen for udsving i renten på det pågældende lån, er der så tale om investeringsrådgivning som omhandlet i artikel 4, stk. 1, nr. 4), i direktiv 2004/39 (1)?

2)

Medfører den omstændighed, at egnethedstesten for private investorer i direktivets artikel 19, stk. 4, ikke foretages, at den aftale om finansiel renteswap, der er indgået mellem den pågældende investor og det rådgivende kreditinstitut, skal anses for en nullitet?

3)

Såfremt den ovennævnte ydelse ikke anses for investeringsrådgivning, medfører den omstændighed alene, at der erhverves et komplekst finansielt instrument såsom en renteswap uden at den hensigtmæssighedstest, der er omhandlet i direktivets artikel 19, stk. 5, udføres af grunde, der kan tilskrives kreditinstituttet, at den aftale om erhvervelse heraf, der er indgået med kreditinstituttet selv, skal anses for en nullitet?

4)

Udgør den omstændighed alene, at et kreditinstitut tilbyder et komplekst finansielt instrument, der er forbundet med et boliglån, jf. direktivets artikel 19, stk. 9, en tilstrækkelig grund til at udelukke opfyldelse af forpligtelsen til at udføre den egnetheds- og hensigtsmæssighedstest, som i henhold til direktivets artikel 19 skal foretages i relation til en privat investor?

5)

Er det for at udelukke opfyldelsen af de forpligtelser, der er fastsat i direktivets artikel 19, nødvendigt, at det finansielle produkt, som […] det udbudte finansielle instrument er forbundet med, er underlagt retlige standarder om beskyttelse af investorerne, der kan sammenlignes med dem, der er foreskrevet i direktivet?

17.3.2012   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 80/12

17.3.2012   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 80/12

1)

Omhandler artikel 13, stk. 3, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 562/2006 (1) af 15. marts 2006 om indførelse af en fællesskabskodeks for personers grænsepassage (Schengen-grænsekodeks) en persons ret til at påklage ikke alene nægtelse af indrejse i landet, men også krænkelser begået under proceduren for vedtagelse af den afgørelse, hvorved indrejsen tillades?

2)

Såfremt det første spørgsmål besvares bekræftende, pålægger den nævnte retsregel da medlemsstaten, under hensyn til bestemmelserne i betragtning 20 til og artikel 6, stk. 1, i forordning nr. 562/2006 samt artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, en forpligtelse til at sikre effektive retsmidler for en domstol?

3)

Såfremt det første spørgsmål besvares bekræftende og det andet spørgsmål besvares benægtende, pålægger artikel 13, stk. 3, i forordning nr. 562/2006 da medlemsstaten, under hensyn til bestemmelserne i betragtning 20 og artikel 6, stk. 1, i samme forordning og i artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, en forpligtelse til at sikre effektive retsmidler for et forvaltningsorgan, som fra et institutionelt og funktionelt synspunkt giver samme sikkerhed?

17.3.2012   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 80/13

—

Det fastslås, at Republikken Polen har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 33, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/50/EF af 21. maj 2008 om luftkvaliteten og renere luft i Europa (1), idet den ikke har vedtaget alle de love og administrative bestemmelser, der er nødvendige for at efterkomme direktivet, eller i hvert fald ikke har meddelt Kommissionen dem.

—

Republikken Polen pålægges i henhold til artikel 260, stk. 3, TEUF på grund af tilsidesættelse af forpligtelsen til at meddele gennemførelsesforanstaltningerne til direktiv 2008/50/EF at betale en tvangsbøde på 71 521,38 EUR pr. dag fra datoen for dommens afsigelse i den foreliggende sag.

—

Republikken Polen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

17.3.2012   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 80/14

—

Den appellerede dom ophæves helt eller delvist i overensstemmelse med de anbringender, der er gjort gældende.

—

Beslutningen erklæres helt eller delvist ugyldig, i det omfang den vedrører appellanten.

—

De bøder, der er blevet pålagt appellanten, annulleres eller nedsættes.

—

Subsidiært hjemvises sagen til Retten til fornyet behandling i overensstemmelse med Domstolens afgørelse.

—

Kommissionen tilpligtes at betale omkostningerne forbundet med denne sag såvel som med sagen for Retten.

1)

Ifølge det første anbringende begik Retten en retlig fejl ved fortolkningen af EU-retten og afgav en selvmodsigende og ufuldstændig begrundelse for dommen, da den fastslog, at Kommissionen i tilstrækkelig grad havde afgivet en retlig forklaring på, hvorfor den havde pålagt Kendrion en højere bøde end Fardem.

2)

Ifølge det andet anbringende begik Retten en retlig fejl, da den afgjorde spørgsmålet, om Kommissionen burde have vedtaget, at Kendrion skulle hæfte solidarisk for den bøde, som skulle pålægges dets tidligere datterselskab Fardem, ligesom den foretog en forkert bevisvurdering og dermed begik rettergangsfejl. I dommen fordelte Retten bevisbyrden forkert, tog tydeligvis fejl af de faktiske omstændigheder og foretog en åbenbart urigtig vurdering af bevismaterialet. Derudover begrundede den sine konklusioner mangelfuldt, og foretog ikke en fuldstændig prøvelse af det af Kendrion anførte.

3)

Med det tredje anbringende har Kendrion gjort indsigelse imod begrundelsen af den appellerede dom, hvori Retten prøvede og forkastede Kendrions andet, fjerde og femte anbringende. Ifølge Kendrion foretog Retten en urigtig fortolkning af EU-retten, da den godtog at moderselskabet, som ikke havde været indblandet i overtrædelsen, kunne pålægges en højere bøde end den bøde, som var pålagt dets datterselskab Fardem, der havde begået overtrædelsen. Desuden tilsidesatte Retten princippet om ligebehandling og afgav en selvmodsigende og mangelfuld begrundelse for sine konklusioner.

4)

Med det fjerde anbringende har Kendrion gjort gældende, at Retten med urette forkastede Kendrions argument, hvorefter sagen for Retten havde varet uforholdsmæssigt lang tid, som »tomt«. Retten lod dermed til at være af den opfattelse, at den ikke har beføjelse til at træffe afgørelse om uregelmæssigheder ved den sag, der førtes for den. Selv om det måtte være rigtigt, at Retten ikke har beføjelse til at nedsætte bøderne, fordi sagen for den har varet alt for længe, er i hvert fald Domstolen forpligtet til at tage stilling til dette for retssikkerheden væsentlige spørgsmål og drage de fornødne konsekvenser.

17.3.2012   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 80/15

1)

Europa-Kommissionen frifindes.

2)

EI du Pont de Nemours and Company, DuPont Performance Elastomers LLC og DuPont Performance Elastomers SA betaler sagens omkostninger.

17.3.2012   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 80/15

1)

Europa-Kommissionen frifindes.

2)

The Dow Chemical Company betaler sagens omkostninger.

17.3.2012   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 80/16

1)

Europa-Kommissionen frifindes.

2)

Denki Kagaku Kogyo Kabushiki Kaisha og Denka Chemicals GmbH betaler sagens omkostninger.

17.3.2012   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 80/16

1)

Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) frifindes.

2)

skytron energy GmbH & Co. KG betaler sagens omkostninger.

17.3.2012   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 80/16

1)

Europa-Kommissionen frifindes.

2)

Den Hellenske Republik betaler sagens omkostninger.

17.3.2012   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 80/17

1)

Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) frifindes.

2)

Marlies Hartmann-Lamboy betaler sagens omkostninger.

17.3.2012   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 80/17

1)

Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) frifindes.

2)

Klaus Goutier betaler sagens omkostninger.

17.3.2012   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 80/17

1)

Afgørelsen, der blev truffet den 15. juli 2010 af Fjerde Appelkammer ved Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (sag R 1638/2008-4), annulleres.

2)

Harmoniseringskontoret bærer sine egne omkostninger og betaler de af Dosenbach-Ochsner AG Schuhe und Sport afholdte omkostninger.

3)

Sisma SpA bærer sine egne omkostninger.Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) frifindes.

17.3.2012   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 80/18

1)

Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) frifindes.

2)

Almunia Textil, SA bærer sine egne omkostninger og betaler de omkostninger, der er afholdt af Harmoniseringskontoret og FIBA-Europe eV, herunder de nødvendige omkostninger, som sidstnævnte har afholdt i forbindelse med sagen for appelkammeret.

17.3.2012   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 80/18

1)

Afgørelse truffet den 11. november 2010 af Første Appelkammer ved Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (sag R 349/2010-1), annulleres.

2)

Harmoniseringskontoret og Runners Point Warenhandels GmbH bærer deres egne omkostninger og betaler Run2Day Franchise BVs omkostninger.

17.3.2012   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 80/18

1)

Europa-Kommissionen frifindes.

2)

Groupe Partouche bærer sine egne omkostninger og betaler de omkostninger, som Kommissionen, Française des jeux og Groupe Lucien Barrière har afholdt.

17.3.2012   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 80/19

1)

Begæringen om foreløbige forholdsregler tages ikke til følge.

2)

Afgørelsen om sagens omkostninger udsættes.

17.3.2012   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 80/19

1)

Begæringen om foreløbige forholdsregler tages ikke til følge.

2)

Afgørelsen om sagens omkostninger udsættes.

17.3.2012   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 80/19

—

Principalt: Kommissionens afgørelse af 20. april 2011 om Danmarks foranstaltninger for TV2/Danmark (C 2/2003) annulleres, for så vidt som den fastslår, at de undersøgte foranstaltninger udgjorde statsstøtte omfattet af artikel 107, stk. 1, TEUF (afgørelsens punkt 101, 153 og konklusionens afsnit 1).

—

Subsidiært: Kommissionens afgørelse af 20. april 2011 om Danmarks foranstaltninger for TV2/Danmark (C 2/2003) annulleres, for så vidt som den fastslår:

—

at sagsøger ikke modtog statsstøtte, idet de undersøgte foranstaltninger ikke gav TV2/Danmark en fordel i artikel 107 TEUF’s forstand, men blot udgjorde en godtgørelse for de public-service ydelser, TV2/Danmark har leveret. Sagsøger gør gældende, at Kommissionen ikke har anvendt Altmark-betingelserne i overensstemmelse med deres ånd og formål og med urette har fundet, at anden og fjerde Altmark-betingelse ikke var opfyldt,

—

at den påståede støtte til TV2/Danmark i form af licensmidler og fritagelse for selskabsskat ikke udgjorde ny støtte i procedureforordningens (1) forstand, idet der var tale om ordninger, der stammer fra tiden før Danmarks medlemskab af EU,

—

at licensmidler, der via TV2/Danmark blev videreført til TV2-Regionerne i årene 1997 til 2002, ikke kan kvalificeres som statsstøtte til TV2/Danmark, da TV2/Danmark ikke var den reelle modtager af disse midler, og

—

at de midler, der blev overført fra TV2 Reklame A/S via TV2-Fonden til TV2/Danmark, og som hidrørte fra salg af reklamer, ikke udgjorde statsstøtte, da der var tale om betaling for TV2/Danmarks visning af reklamer på TV2/Danmarks sendeflade.

17.3.2012   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 80/20

—

Den anfægtede afgørelse annulleres i det hele.

—

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

1)

Det første anbringende vedrører tilsidesættelse af begrebet statsstøtte som omhandlet i artikel 107 TEUF, idet Kommissionen fandt, at fornuften ved de to lån fra SNCF skulle vurderes i sammenhæng med rednings- eller omstruktureringsstøtten. Dette anbringende falder i to led, der er baseret på:

2)

Det andet anbringende vedrører en tilsidesættelse af begrebet statsstøtte som omhandlet i artikel 107 TEUF, idet Kommissionen herudover fandt, at de franske myndigheder ikke har påvist, at de to lån fra SNCF isoleret vurderet blev ydet til en markedskurs. Dette anbringende falder i to led, der er baseret på:

3)

Det tredje anbringende vedrører retlige fejl og den omstændighed, at Kommissionen fandt, at omstruktureringsstøtten var uforenelig med artikel 107, stk. 3, litra c), TEUF fortolket i lyset af rammebestemmelserne for statsstøtte til redning og omstrukturering.

4)

Det fjerde anbringende vedrører en tilsidesættelse af artikel 345 TEUF, der fastsætter, at traktaterne ikke foregriber reglerne i medlemsstaterne vedrørende systemet for ejendomsrettigheder.

17.3.2012   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 80/21

—

Europa-Kommissionens afgørelse af 13. juli 2011 om statsstøtte SA 14974 (C 46/2003) — Frankrig — om bidrag til fordel for Interbev K(2011) 4923 endelig, endnu ikke trykt i Den Europæiske Unions Tidende, annulleres, for så vidt som den dels kvalificerer de foranstaltninger, som gennemførtes af Interbev mellem 1996 og 2004 inden for annoncevirksomhed, reklamevirksomhed, teknisk bistand og forskning og udvikling, som statsstøtte, dels kvalificerer de udvidede frivillige bidrag, som anvendtes til at finansiere disse foranstaltninger med statsmidler, som en integrerende del af de nævnte foranstaltninger, som statsstøtte.

—

Subsidiært annulleres Kommissionens afgørelse af 13. juli 2001 om statsstøtte SA 14974 (C 46/2003) — Frankrig — om bidrag til fordel for Interbev K(2011) 4923 endelig, endnu ikke trykt i Den Europæiske Unions Tidende, for så vidt som den opfordrer de nationale retsinstanser til at tage skridt med henblik på tilbagebetaling af de udvidede frivillige bidrag (den anfægtede afgørelse, punkt 201 og 202).

—

Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

1)

Det første anbringende vedrører utilstrækkelig begrundelse for den anfægtede afgørelse i henhold til artikel 296 TEUF og navnlig betingelserne om i) en selektiv økonomisk fordel for deltagerne i produktionsgrenen for kvæg og får, ii) de foranstaltninger, der kan tilskrives staten, som er udført af sagsøgeren, iii) indgreb i konkurrencen og påvirkning af samhandelen mellem medlemsstaterne og iv) den nødvendige forbindelse mellem de foranstaltninger, der udført af sagsøgeren og de udvidede frivillige bidrag, der også benævnes frivillige obligatoriske bidrag, der er pålagt mellem 1996 og 2004.

2)

Det andet anbringende vedrører en tilsidesættelse af artikel 107, stk. 1, TEUF for så vidt som de foranstaltninger, der er truffet af sagsøgeren mellem 1996 og 2004:

3)

Det tredje og subsidiære anbringende vedrører et åbenbart urigtigt skøn med hensyn til, om der foreligger en nødvendig forbindelse mellem de udvidede frivillige bidrag og de foranstaltninger, der er truffet af sagsøgeren.

4)

Det fjerde og mere subsidiære anbringende vedrører et åbenbart urigtigt skøn med hensyn til de konsekvenser den nationale dommer skal drage i tilfælde af manglende underretning om de udvidede frivillige bidrag. Kommissionen har i den anfægtede afgørelses punkt 202 opfordret de nationale retsinstanser til at udstede påbud tilbagebetaling af de udvidede frivillige bidrag og erklære støtten ugyldig, og de berørte parter til at forelægge sagen for en national retsinstans, selvom den nationale retsinstans ikke er forpligtet til at udstede påbud om tilbagebetaling af støtten og de udvidede frivillige bidrag, idet en sådan tilbagebetaling er uegnet og i praksis umulig.

17.3.2012   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 80/22

—

Afgørelse truffet den 27. oktober 2011 af Første Appelkammer ved Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (sag R 1518/2011-1) annulleres.

—

Harmoniseringskontoret tilpligtes at betale omkostningerne i forbindelse med sagen for appelkammeret og nærværende sag.

17.3.2012   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 80/22

—

Artikel 1 og 2 i Rådets gennemførelsesforordning (EU) nr. 1138/2011 af 8. november 2011 om indførelse af en endelig antidumpingtold og endelig opkrævning af den midlertidige told på importen af visse fedtalkoholer og blandinger heraf med oprindelse i Indien, Indonesien og Malaysia (herefter »den anfægtede forordning«) annulleres, for så vidt som de vedrører sagsøgeren.

—

Rådet for Den Europæiske Union tilpligtes at betale sagens omkostninger.

1)

Første anbringende, hvorefter

2)

Andet anbringende, hvorefter

3)

Tredje anbringende, hvorefter

4)

Fjerde anbringende, hvorefter

5)

Femte anbringende, hvorefter

17.3.2012   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 80/23

—

Afgørelse truffet den 9. november 2011 af Andet Appelkammer ved Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (sag R 2191/2010-2) annulleres i sin helhed.

—

Harmoniseringskontoret tilpligtes at betale sagens omkostninger.

17.3.2012   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 80/24

—

Afgørelse truffet den 18. november 2011 af Fjerde Appelkammer ved Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (sag R 734/2011-4) annulleres.

—

Harmoniseringskontoret tilpligtes at betale sagens omkostninger.

17.3.2012   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 80/24

—

Afgørelse truffet den 22. november 2011 af Første Appelkammer ved Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (sag R 2255/2010-1) annulleres.

—

Harmoniseringskontoret tilpligtes at betale sagens omkostninger.

17.3.2012   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 80/25

—

Kommissionens afgørelse af 24. maj 2011 om Grækenlands statsstøtte til visse græske kasinoer (C 16/10 (ex NN 22/10, ex CP 318/09)) (EUT L 285, s. 25) (herefter »den anfægtede afgørelse«) annulleres

—

Subsidiært annulleres den anfægtede afgørelse i det omfang den finder anvendelse på sagsøgeren, eller

—

mere subsidiært, den anfægtede afgørelse annulleres for så vidt angår kravet om tilbagesøgning af beløb fra sagsøgeren, og

—

Kommissionen tilpligtes at betale sine egne og sagsøgerens omkostninger i forbindelse med sagen.

1)

Første retlige anbringende om, at Kommissionen har tilsidesat artikel 107, stk. 1, TEUF ved at fastslå, at den anfægtede afgørelse udgjorde en støtteforanstaltning, idet den:

2)

Andet retlige anbringende om, at Kommissionen har tilsidesat artikel 296 TEUF ved ikke at give en tilstrækkelig begrundelse, der gør det muligt for sagsøgeren at forstå, og for Domstolen at efterprøve den begrundelse, som den har lagt til grund for at fastslå, at sagsøgeren fik en selektiv fordel, at en sådan fordel involverede statsmidler, der var givet afkald på, og ville være i stand til at fordreje konkurrencen og påvirke samhandlen mellem medlemsstater.

3)

Tredje retlige anbringende om, at såfremt Retten finder, at den uforenelige støtte er blevet tildelt sagsøgeren, skal Retten annullere den anfægtede afgørelse i det omfang, den kræver tilbagesøgning af beløb fra sagsøgeren, idet denne tilbagesøgning tilsidesætter:

17.3.2012   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 80/25

—

Sagen antages til påkendelse efter den fremskyndede procedure.

—

Annullation af følgende retsakter, for så vidt som disse vedrører sagsøgerne:

—

Annullation af Rådets afgørelse, som findes i Rådets meddelelse af 21. december 2011 rettet til sagsøgerne, for så vidt som den opretholder deres optagelse på de omtvistede lister.

—

Rådet tilpligtes at betale sagens omkostninger.

17.3.2012   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 80/26

17.3.2012   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 80/26

17.3.2012   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 80/26

17.3.2012   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 80/26

17.3.2012   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 80/26