3.2.2009   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 27/1

1.1

EØSU bifalder indholdet i forordningsforslaget KOM(2007) 593 endelig og ser positivt på vedtagelsen af harmoniserede standarder for typegodkendelse af brintdrevne motorkøretøjer på EU-niveau. EØSU er endvidere enigt i beslutningen om en enhedsprocedure på EU-niveau, der skal gælde i alle medlemsstater, idet en sådan synes mere enkel og langt mindre besværlig end 27 forskellige typegodkendelser, som oven i købet ville skabe et klart grundlag for konkurrenceforvridninger og en opsplitning af det indre marked.

1.2

Vigtigheden af en sådan foranstaltning er åbenbar, idet der på trods af forventninger om en støt stigende handel med brintdrevne motorkøretøjer ikke findes nogen typegodkendelse for disse køretøjer på hverken nationalt eller EU-niveau. Flere medlemslande har vedtaget midlertidige regler, men der er betydelige forskelle imellem dem.

1.3

EØSU mener, at det er nødvendigt med en hurtig vedtagelse af forordningen, som synes at kunne udgøre en fast referenceramme for virksomhederne i branchen og således fremme de betydelige investeringer, der er nødvendige for udviklingen af teknologier knyttet til anvendelsen af brint. EØSU har i nogle af sine seneste udtalelser om emnet stillet sig positivt over for den strategiske beslutning om at anvende brint, og har anført, at brint på trods af de begrænsninger, der stadig findes, er fremtidens udfordring.

1.4

Vedtagelsen af harmoniserede EU-standarder er desuden vigtig som en garanti for sikkerhed over for brugerne. Det er helt afgørende, at deres tillid styrkes i lyset af en forventelig stigning i antallet af denne type køretøjer, som ifølge Kommissionens prognoser inden 2020 bør nå målsætningen om 1 million brintdrevne biler.

1.5

Et godt eksempel, der underbygger dette og bekræfter, at det konkret er muligt at nå dette mål, er det støt stigende antal hybriddrevne taxier i New York, hvor en positiv bypolitik gør det muligt at forene miljøhensyn og -beskyttelse med markedsreglerne. Det viser også i praksis, at forsøg på at skabe kunstige hindringer for udviklingen af denne teknologi ofte udelukkende dækker over hævdvundne interesser.

1.6

Det er nødvendigt at nå dette mål, da det kun via en målrettet indsats for at erstatte de fossile brændstoffer synes at være muligt at opfylde en målsætning, der er på linje med EU-politikkerne om bæredygtig udvikling og bekæmpelse af klimaændringerne. Målet kan nås ved i stigende grad at anvende brint, andengenerationsbiobrændstoffer og andre fornyelige brændstoffer.

1.7

Denne langsigtede strategi kræver betydelig støtte, som forudsætter specifikke forpligtelser inden for den teknologiske forskning. EØSU henstiller derfor til, at der iværksættes målrettede forskningsprogrammer startende med den hurtige vedtagelse af forordning KOM(2007) 571 endelig, som fastlægger bestemmelser om et fælles teknologisk initiativ via oprettelsen af et fællesforetagende for brændselsceller og brint (1). Udvalget bifalder og håber på forskningsprogrammer, der retter sig mod de nye måder at producere og anvende brint på, og bakker op om anmodningen fra virksomheder og forskere, der beskæftiger sig med anvendelsen af brint, til Rådet og Europa-Parlamentet om at fremskynde vedtagelsesproceduren for de fornødne forslag.

1.8

EØSU opfordrer Kommissionen til med det samme at undersøge problemet med distributionsnettets spredning, eftersom sikre og effektive teknologier til lagring og tilstrækkelig distribution er helt afgørende for udbredelsen af biler, der kører på gasformige blandinger.

1.9

I den indledende fase bør disse foranstaltninger fremme udbredelsen af LPG og methan i hele EU. Dette et det mest umiddelbare og realistiske mål for en om end kun delvis dekarbonisering af brændstofferne, men i mange medlemsstater findes de aktuelt kun i meget begrænset omfang eller slet ikke. Denne indledende forskning i nye, stadig mere sikre og effektive lagrings- og distributionsteknologier vil i den nærmeste fremtid lette overgangen til en mellemfase med distribution af blandinger af gas og brint og endelig til slutfasen med distribution af brint.

1.10

EØSU mener, at det er af allerstørste vigtighed via konkrete tiltag at genvinde de fremtidige brugeres tillid og fjerne den usikkerhed, der stadig hersker omkring anvendelsen af brint. Der bør derfor iværksættes omfattende informationsprogrammer med et klart og velbegrundet budskab, som bekræfter, at teknologien allerede i dag har nået det samme sikkerhedsniveau som konventionelle køretøjer.

1.11

EØSU er enigt i, at en forordning er det rette valg som juridisk grundlag for forslaget, da det sikrer ens betingelser for producenterne i branchen, idet reglerne skal gennemføres samtidigt i alle medlemsstater.

1.12

Udvalget bifalder endvidere forslaget om at anvende udvalgsproceduren ved udarbejdelsen og iværksættelsen af de grundlæggende standarder, og er enigt i bestemmelsen om en overgangsperiode for den fulde anvendelse af standarderne, da der vil være visse vanskeligheder forbundet hermed for virksomhederne i branchen.

1.13

EØSU bakker op om og finder det vigtigt, at Europa deltager i den globale koordinationsgruppe (GCG — Global Coordination Group), der søger at fastlægge regler for typegodkendelse på verdensplan (GTR — Global Technological Regulation), men understreger samtidig, at bestræbelserne på at finde frem til en sådan aftale ikke må være til hinder for, at denne lovgivningsprocedure skrider fremad. Med en egentlig retsakt og egne erfaringer med gennemførelsen af fællesskabsstandarder vil Europas deltagelse i alle internationale organisationer blive styrket, således at det bl.a. forhindres, at der på verdensplan vedtages regler for brintdrevne motorkøretøjer, der udelukkende er baseret på de eneste erfaringer, der er tilgængelige i dag (fra Japan).

1.14

Erfaringer indhentet på grundlag af lovregler på EU-plan og de vigtige resultater, som kan udspringe af en målrettet og vedvarende teknologisk forskningsindsats, vil være af væsentlig betydning, når det gælder om at styrke de allerede eksisterende bilfabrikanters konkurrenceevne, med tanke på at der kan vindes store fremtidige markedsandele med de nye teknologier og de nye brændstoffer.

1.15

EØSU mener, at alt dette nødvendiggør, at der træffes modige og rettidige beslutninger, og at der fastlægges en langsigtet strategisk vision om en fremtid, hvor brint, når tiden er inde, vil spille en vigtig og afgørende rolle.

1.16

EØSU opfordrer Kommissionen til at genoverveje forslaget om mærkning af brintdrevne køretøjer, der vil kunne betragtes som en form for kriminalisering, idet de pågældende køretøjer vil blive identificeret som »farlige«, uanset at sikkerhedstest har givet samme resultater som for biler, der anvender andre brændstoffer. I stedet for en sådan mærkning mener EØSU, at det er mere hensigtsmæssigt at mærke alle køretøjer med brændstoftype, således at det klart kan identificeres.

1.17

For at fremme udbredelsen af brintdrevne køretøjer, og da der ikke findes et distributionsnet, opfordrer EØSU Kommissionen til også at godkende de små omdannere, der selv kan omdanne methan til brint (f.eks. Home Energy Stations og lign.). Dette kan være et første konkret skridt i retning mod i første omgang at dække den nye efterspørgsel efter brint, dog skal målsætningen fortsat være produktion af brint fra vedvarende energikilder, biogas, fotolyse og elektrolyse ved anvendelse af elektricitet produceret fra fornyelige kilder.

2.1

Forslaget til forordning (KOM(2007) 593 endelig) tager udgangspunkt i, at der i Europa ikke findes regler for typegodkendelse af brintdrevne motorkøretøjer, på trods af at handelen med denne type motorkøretøjer forventes at stige.

2.2

Heller ikke i de enkelte EU-medlemslande gælder der i dag bestemmelser, der regulerer forslagets anvendelsesområde.

Den gældende lovgivning om godkendelse af motorkøretøjer indeholder således ingen generelle bestemmelser om brintdrevne motorkøretøjer, bl.a. fordi de adskiller sig fra motorkøretøjer, der anvender konventionelle brændstoffer.

2.3

Der er betydelige forskelle mellem de midlertidige regler, der er vedtaget af visse medlemsstater. Hvis denne situation fortsætter, vil der blive etableret forskellige godkendelsesprocedurer i medlemsstaterne med de dermed uundgåelige konsekvenser i form af opsplitning af det indre marked, fordrejning af konkurrencereglerne, samtidig med at den reelle mulighed for, at denne teknologi på afgørende vis kan medvirke til at forbedre miljøet, bliver mindre.

2.4

Hensigten med forslaget til forordning er derfor at sikre et velfungerende indre marked og hindre, at der i medlemsstaterne kører biler, som er godkendt efter forskellige standarder, hvorved der opstår skævheder mellem producenterne, og det bliver lettere at skabe kunstige hindringer for handelen i Europa.

2.5

Et sådant perspektiv vil være en hindring for udviklingen af de teknologier, som knytter sig til anvendelsen af brint i Europa, og stå i modsætning til behovet for at fremskynde konkrete foranstaltninger og den konkrete udvikling af denne teknologi, der udgør et af de vigtigste alternativer til anvendelsen af fossile brændstoffer, som i dag stadig tegner sig for 98 % af den offentlige og private transport og udgør 50 % af de primære energikilder, en andel som vil blive øget til 73 %, hvis der ikke træffes resolutte valg om diversificering.

2.6

Forordningen tillige med industriens vigtige forskningsprogrammer under det syvende rammeprogram er et stort skridt i retning mod at bringe anvendelsen af brint op på det samme sikkerhedsniveau, som gælder for de konventionelle teknologier, og kan endvidere være med til igen at sikre tilslutning fra de potentielle brugere.

2.7

Vedtagelsen af harmoniserede standarder for typegodkendelse af brintdrevne motorkøretøjer på EU-niveau er uden tvivl afgørende for opnåelsen af den fornødne tilslutning fra brugerne. Det er helt afgørende, at brugerne får tillid til anvendelsen af brint, hvis handelen med køretøjer, der anvender alternative brændstoffer med meget lave drivhusgasemissioner, skal fremskyndes, hvilket er en uomgængelig betingelse for en reel og konkret beskyttelse af miljøet.

3.1

Forslaget til forordning vedrørende brintdrevne motorkøretøjer har som målsætning at fastlægge standarder for typegodkendelse af brintdrevne motorkøretøjer, der er gældende i hele EU.

3.2

Forslaget indeholder bestemmelser om ændring af rammedirektiv 2007/46/EF, således at brintdrevne motorkøretøjer i klasse M1, M2, M3, N1, N2 og N3 (2) medtages fuldt ud under EU's typegodkendelsesprocedure for køretøjer, og således at brintdrevne motorkøretøjer inkorporeres i alle direktiver og forordninger, som regulerer området for typegodkendelse.

3.3

Retsgrundlaget for forslaget er traktatens artikel 95.

Forslaget er fuldt ud i overensstemmelse med nærhedsprincippet, eftersom de politiske mål, der fastlægges på EU-niveau, ikke kan nås på medlemsstatsniveau, og samtidig forhindres det, at der skabes hindringer på det indre marked.

Endvidere er proportionalitetsprincippet overholdt, idet målet udelukkende er et velfungerede indre marked og et højt niveau for den offentlige sikkerhed og for beskyttelse af miljøet.

3.4

Kommissionen har valgt en forordning, da den for at sikre, at bestemmelserne træder i kraft samtidig, finder det nødvendigt ikke at skulle afvente deres gennemførelse i medlemsstaternes nationale lovgivning, da dette vil kunne føre til, at godkendelsesstandarderne ikke tilpasses samtidig og i visse tilfælde til væsentlige ændringer i gennemførelseslovgivningen.

3.5

Forslaget har været lagt ud til en bred høring af alle de berørte parter. Igennem arbejdsgruppen for brint har de nationale myndigheder, køretøjsfabrikanter, komponentleverandører og industrisammenslutninger været inddraget i høringen.

3.6

Følgende fire muligheder er blevet overvejet:

3.7

Efterfølgende blev der udpeget en konsulent, som har systematiseret svarene i relation til sikkerheden, teknologien og de omkostninger, der er forbundet med de forskellige muligheder. Resultaterne er blevet vurderet af de største virksomheder inden for bilindustrien, der beskæftiger sig med brintteknologi.

3.8

På baggrund af denne brede høring er det blevet tydeligt, at den mest hensigtsmæssige løsning er lovgivning på EU-plan med fastlæggelse af typegodkendelse for alle brintdrevne motorkøretøjer.

3.9

Til støtte for sit valg har Kommissionen fremlagt en undersøgelse (3), som viser, at indførelsen af en streng europæisk typegodkendelsesprocedure trods alt er den enkleste løsning, og er langt billigere end de teoretiske omkostninger ved 27 forskellige godkendelser i de enkelte medlemsstater.

3.10

Konsulentens evalueringer er således blevet fremsendt til Kommissionen, som på baggrund af den forudgående høring har udarbejdet det foreliggende forslag, der har igangsat den institutionelle procedure.

3.11

Ifølge Kommissionen sikrer de standarder, der er fastlagt i forordningen, brugerne af brintdrevne transportmidler den fornødne sikkerhedsgaranti, ligesom de yder et væsentligt bidrag til beskyttelse af miljøet.

3.12

Det endelige mål er, at alle anlæg, brintdele og de i den forbindelse anvendte materialer senest 36 måneder efter forordningens ikrafttræden skal være bragt i overensstemmelse med de standarder, der er fastlagt i forordningen.

4.1

Den høring, som Kommissionen, universitetsfolk, repræsentanter for bilfabrikanter, der arbejder med udviklingen af brintdrevne biler, de europæiske sammenslutninger, forbrugere og brændselscelleproducenter har deltaget i, gav stof til eftertanke og frembragte viden om den seneste teknologiske udvikling.

4.2

Det blev fremhævet, at det er vigtigt at formidle oplysninger til offentligheden og orientere om initiativer, som det der for nogle år siden blev iværksat i Rom (H2 Roma), som støtter møder mellem producenter og borgere, viser den teknologiske udvikling og gør borgerne fortrolige med en teknologi, der stadig af de fleste betragtes som farlig. Deltagerne viste stor interesse for den rolle, som EØSU kan spille som en slags kulturelt bindeled.

4.3

Virksomheder og forbrugere har understreget nødvendigheden af, at køretøjerne er sikre og lagrings- og distributionsinfrastrukturerne pålidelige, samtidig med at brint skal være disponibel. Forskningen skal fortsættes og støttes yderligere. De seneste europæiske initiativer om fremme af brændselsceller med beslutningen om at yde økonomisk støtte til et fælles teknologisk initiativ blev værdsat.

4.4

Test har vist, at brintdrevne køretøjer allerede i dag kan tilbagelægge en strækning på op til 600 km. Yderligere test er under forberedelse.

4.5

Som fremhævet på høringen er brintdrevne køretøjer dog allerede en teknologisk realitet, men de økonomiske og sociale forudsætninger, der er nødvendige for at bringe dem i handelen, er endnu ikke til stede. Den første hindring vil være overvundet med forordningen om typegodkendelse.

5.1

EØSU er enigt i indholdet af forordningen og ser positivt på vedtagelsen af harmoniserede standarder for typegodkendelse af brintdrevne motorkøretøjer, idet det er et fremskridt i forhold til den aktuelle situation, hvor manglende lovgivning vil skabe et klart grundlag for konkurrenceforvridninger og opsplitning af det indre marked. Det er vigtigt, at forordningen vedtages hurtigt bl.a. af indlysende hensyn til sikkerheden og beskyttelsen af miljøet.

5.2

EØSU mener, at manglen på en fast referenceramme uundgåeligt vil have en afskrækkende effekt på de nødvendige og betydelige investeringer, der er helt afgørende for udviklingen af de teknologier, der knytter sig til anvendelsen af brint som energikilde i fremtidens biler.

5.3

Forslaget til forordning synes at være foreneligt med EU's politikker for bæredygtig udvikling og bekæmpelse af klimaændringer; politikker, der er udgangspunkt for EU-initiativer og på afgørende vis bidrager til Lissabon-strategiens overordnede målsætninger.

5.4

EØSU er fast overbevist om, at hvis udviklingen af brintdrevne motorkøretøjer ikke sker hurtigt og i en større målestok, og hvis de fossile brændstoffer ikke gradvist erstattes, vil de miljømæssige fordele være temmelig begrænsede og under alle omstændigheder ikke have nogen mærkbar virkning. Udvalget gør opmærksom på behovet for at fremme den miljømæssige bæredygtighed og skærpe bekæmpelsen af klimaændringerne, der muligvis kan opnås via anvendelse af brint, andengenerationsbiobrændstoffer og andre fornyelige brændstoffer.

5.5

EØSU mener, at hvis den aktuelle udvikling skal vendes, således at energiefterspørgslen ikke hovedsagelig dækkes af fossile kilder, der i dag tegner sig for 85-90 % af verdens energiforsyning, er løsningen at anvende brint og forske i brændselsceller og brint. Ved en vurdering af fremtidsudsigterne skal der tages hensyn til den forventede fremtidige mangel på fossile brændstoffer og de konstant stigende priser.

5.6

I en af de udtalelser (4), EØSU har vedtaget, giver udvalget sin fulde opbakning til Kommissionens initiativ KOM(2007) 571 endelig om at finansiere et fælles teknologisk initiativ med næsten 470 mio. EUR gennem oprettelse af et fællesforetagende for brændselsceller og brint, som via et storstilet forskningsinitiativ vil gøre det muligt for Kommissionen, medlemsstaterne og industrien at slå deres respektive ressourcer sammen om programmer rettet mod sektorer, der er af strategisk betydning for diversificering og adgangen til energi i fremtiden.

5.7

I en efterfølgende udtalelse om transportsektorens energimix (5) er EØSU »af den opfattelse, at det er absolut nødvendigt beslutsomt at afsætte flere midler til forskningen i produktion og anvendelse af brint«, og det tilslutter sig opfordringen til »Rådet og Parlamentet om at fremskynde vedtagelsen af dette forslag, som er fremsat af virksomheder og forskere, der arbejder med at udvikle anvendelsen af brint på transportområdet«.

5.8

Brændselsceller er energiomdannere, der gør det muligt at nedbringe produktionen af drivhusgasser og andre forurenende stoffer mærkbart. For så vidt angår forarbejdningen af biomasse ser EØSU i den ovenfor nævnte udtalelse nærmere på de seneste fremskridt inden for nye katalysatorer beregnet til brændselsceller, der er en meget lovende teknologi til ren energiforsyning til biler.

5.9

EØSU fastslår endnu en gang, at anvendelsen af brint som gradvis erstatning for fossile brændstoffer er nødvendig og ønskelig, og understreger, at målet om ibrugtagning af brintdrevne køretøjer kun kan nås via betydelige investeringer i forskning inden for alle områder i tilknytning dertil. EØSU ser derfor gerne og støtter forskningsprogrammer, der sigter mod at styrke denne strategi.

5.10

EØSU mener, at selv om omkostningerne ved denne proces er et væsentligt problem, må det ikke bremse udviklingen af denne teknologi, og følger nøje alle programmer, der sigter mod forskning inden for nye miljøvenlige måder at producere brint på, under hensyntagen til at brint for øjeblikket for mere end 90 %'s vedkommende produceres fra methan, der er en vigtig, men også tidsbegrænset kilde.

5.11

EØSU understreger, at som det er tilfældet ved vurderingen af de omkostninger, der er forbundet med ethvert teknologisk fremskridt, så skal vurderingen af de betydelige midler, der er nødvendige, ikke kun være baseret på markedet for privatkøretøjer — på trods af dette markeds betydelige størrelse, men tage udgangspunkt i en strategisk vision for fremtiden. I vurderingen skal der tages hensyn til de fremtidige fordele ved udvidet anvendelse af brint i form af mere ambitiøse målsætninger, der med udgangspunkt i offentlig og privat transport udbredes til godstransport og forsyning af tog og skibsmotorer og på længere sigt muligvis fører til anvendelse af brint i kraftværker.

5.12

Det er EØSU's faste overbevisning, at hvis disse vigtige forskningsprogrammer udvikler sig som ønsket og får den nødvendige politiske og økonomiske støtte fra alle interesserede parter, vil vi kunne se biler, som helt eller delvist kører på brint, inden for relativt kort tid.

5.13

Et konkret eksempel på denne positive udvikling er det støt stigende antal hybriddrevne taxier i New York, hvor en positiv bypolitik gør det muligt at forene miljøhensyn med markedsreglerne og i praksis vise, at forsøg på at skabe vanskeligheder for udviklingen af denne teknologi ofte udelukkende dækker over hævdvundne interesser.

5.14

EØSU har i alle sine udtalelser om emnet bakket op om beslutningen om at anvende brint, som på trods af de aktuelle, kendte begrænsninger er fremtidens udfordring. Det følger nøje de nyere forslag til initiativer, der via anvendelsen af anderledes produktions- og forsyningsteknologier baner vejen for den fremtidige anvendelse af brint til at drive motorkøretøjer.

5.15

I lyset af denne udvikling opfordrer EØSU endnu en gang Kommissionen til at undersøge problemet med den geografiske spredning af distributionsnettet for alternative brændstoffer startende med en udvidelse af distributionen af CNG (komprimeret naturgas), som i Europa, med enkelte positive undtagelser som Polen, i nogle medlemsstater er meget sparsom og i andre slet ikke eksisterer.

5.16

Lagring og distribution er konkrete eksempler på målrettet forskning inden for industrien. Behovet for innovative teknologier inden for gasdistribution er grundlæggende og helt afgørende for udbredelsen af nye køretøjer i såvel en mellemfase med mulige blandinger af forskellige gasser som for opfyldelsen af det endelige mål om brint som drivmiddel.

5.17

På dette område bør det i god tid sikres, at mere effektive og sikre distributionssystemer er til rådighed ved at tage udgangspunkt i erfaringerne fra de to anlæg, der for øjeblikket er i brug i Europa, i Mantova (Italien) og i München (Tyskland), og rette forskningen mod mere og mere teknologisk avancerede systemer, der har fokus på opfyldelsen af høje sikkerheds- og miljøbeskyttelsesstandarder.

5.18

EØSU mener derfor, at opnåelsen af høje sikkerhedsstandarder og høj effektivitet inden for opbevaring og distribution af gasformigt brændstof er afgørende i den nuværende fase, hvor der er behov for et omfattende program for udbredelsen af LPG- og methananlæg i hele Europa, som er det mest umiddelbare og realistiske mål for en om end kun delvis dekarbonisering af brændstofferne i en overgangsfase inden den endelige fase med distribution af brint. De teknologier, der er nødvendige for lagring og distribution af gas og brint, er meget lig hinanden, hvorfor udviklingen af førstnævnte kun kan fremme udviklingen af brint.

5.19

EØSU er klar over, at anvendelsen af brint stadig er forbundet med visse omkostnings- og sikkerhedsmæssige problemer, der knytter sig til tidligere skavanker, som i dag på baggrund af de grundige test, der er udført i forskellige lande, helt burde være overvundet, således at anvendelsen af brint har nærmet sig sikkerhedsniveauet for de konventionelle teknologier. Opnåelsen af dette mål, der skal understøttes af omfattende og specifikke informationsprogrammer, kan være med til at genvinde de fremtidige brugeres tillid, hvilket er en nødvendighed, hvis der skal sættes afgørende gang i anvendelsen af denne teknologi.

5.20

EØSU mener derfor, at det er strengt nødvendigt, at den brintbaserede strategi ledsages af et omfattende informationsprogram, som tager fat på og fjerner mistroen hos de fremtidige brugere, der anser brint for at være et produkt forbundet med meget stor risiko.

5.21

Dette meget vidtspændende informationsprogram skal sende et klart budskab: Anvendelsen af brint er allerede i dag på samme høje sikkerhedsniveau som konventionelle køretøjer, også når det gælder eventuelle ulykker. Dette er afgørende for troværdigheden af Kommissionens prognose om, at målsætningen om, at der skal være mindst 1 million køretøjer på vejene i EU, vil være nået inden 2020 (side 34 i konsekvensanalysen).

5.22

Denne forordning om vedtagelse af harmoniserede standarder for typegodkendelse af brintdrevne motorkøretøjer på EU-niveau er et første skridt mod at genvinde og fastholde en sådan tilslutning og skal støttes ud fra den grundlæggende betragtning, at anvendelsen af brint på afgørende vis bidrager til at beskytte miljøet, eftersom denne form for drivmiddel som bekendt ikke udleder drivhusgasser og ikke frembringer kulbaserede forurenende stoffer.

5.23

EØSU er enigt i, at en forordning er det rette valg som juridisk grundlag for forslaget, da det sikrer ens betingelser for producenterne i branchen, idet reglerne skal gennemføres med det samme i alle medlemsstater.

5.24

Udvalget bifalder endvidere forslaget om at anvende udvalgsproceduren ved udarbejdelsen og iværksættelsen af de grundlæggende standarder, og er enigt i bestemmelsen om, at en overgangsperiode er nødvendig for producenterne, idet den afspejler, at der er tale om en kompliceret teknologi, som tager tid at indføre.

5.25

EØSU bakker op om og finder det vigtigt, at Europa sammen med Japan og USA deltager i GCG, der søger at fastlægge en procedure for typegodkendelse af brintdrevne biler på verdensplan.

5.26

Bestræbelserne på at finde frem til en sådan aftale må imidlertid ikke være til hinder for, at EU-lovgivningsproceduren skrider fremad, eftersom tidshorisonten for indgåelse af en aftale på verdensplan er længere end for den omhandlede forordning. Ved at råde over en specifik retsakt og egne erfaringer med gennemførelsen heraf vil Europas deltagelse i en sådan organisation ikke alene være styrket, men tillige hindre forsøg på at vedtage regler, der udelukkende er baseret på de erfaringer, der findes i dag, dvs. Japans.

5.27

Europas markante deltagelse i de beslutningstagende organisationer på verdensplan er tillige afgørende for at bevare de vigtige europæiske bilfabrikanters konkurrenceevne, idet de ikke må miste følingen med udviklingen på et marked, hvor en stærk, rettidig og teknologisk avanceret tilstedeværelse er helt afgørende for at kapre store fremtidige markedsandele.

5.28

Spørgsmålet om godkendelse er, selv om det kun er ét aspekt af den overordnede proces, et stort skridt i retning mod anvendelsen af alternative brændstoffer, der kan løse Europas problem med fossile brændstoffer, med store miljømæssige fordele og forberede os på, at denne ressource gradvis vil løbe tør, også selv om det ikke er muligt at tidsbestemme dette nærmere.

5.29

Alt dette kræver modige beslutninger og en langsigtet strategisk vision ikke kun for i dag, men også for fremtiden, hvor brint sandsynligvis vil spille en vigtig og afgørende rolle.

3.2.2009   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 27/7

1.1

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (EØSU) mener, at det med det europæiske regelsæt »Small Business Act for Europe (SBAE)« (lov om små virksomheder i Europa), som udvalget selv gentagne gange har anmodet om, bør være muligt at puste nyt liv i det europæiske charter for små virksomheder. Regelsættet åbner enestående muligheder for at udvikle små virksomheders potentiale, men er også en prøvesten på, om institutionerne og medlemsstaterne har en reel vilje til varigt at føre en virkelig målrettet politik til støtte for små og mellemstore virksomheder (SMV'er) og de mindste virksomheder.

1.2

En sådan politik bør ikke være begrænset til perioder med økonomiske vanskeligheder, hvor politikerne har fornyet blik for SMV'ernes og de mindste virksomheders styrke, når det drejer sig om at imødegå manglende jobmuligheder og påvirke ledighedsstatistikkerne i nedadgående retning. En sådan politik bør udvikles til en solid politik, som også på lang sigt støtter disse virksomheders konkurrenceevne.

1.3

EØSU anbefaler 10 grundlæggende foranstaltninger, som tager sigte på at støtte og stimulere SMV'ernes udvikling ved at skabe et virkeligt gunstigt klima for SMV'erne og etablere et effektivt europæisk regelsæt, » Small Business Act «, som er andet og mere end endnu en blot og bar politisk erklæring:

1.4

EØSU anmoder om, at det europæiske regelsæt »Small Business Act« finder anvendelse på alle niveauer i form af et juridisk bindende instrument.

1.5

EØSU anmoder desuden om, at »Small Business Act« muliggør fremme af den sociale dialog mellem arbejdsmarkedets parter i SMV'erne med henblik på at etablere det bedst mulige arbejdsmiljø til fremme af kreativitet og innovation, også for så vidt angår arbejdsvilkår, ved navnlig at tage højde for forbedring af sikkerheden og risikoanalyse på arbejdspladsen.

2.1

Alle anerkender, at SMV'erne er vigtige for EU's økonomi og udgør et centralt element, når det handler om at sikre vækst og beskæftigelse i EU og imødegå de nye udfordringer, der følger af globaliseringen. Der blev i perioden 2005-2007 gennemført en evaluering af resultaterne af den førte SMV-politik. Evalueringen viste, at der er sket væsentlige fremskridt både på fællesskabsplan og på nationalt plan takket være anvendelsen af »tænk småt først«-princippet.

2.2

Kommissionen har understreget, at der er behov for fuldt og helt at frigøre SMV'ernes vækst- og jobskabelsespotentiale og fuldt ud drage nytte af deres innovative kræfter. Denne tilgang afspejlede sig i rapporten om den fornyede Lissabonstrategi for vækst og beskæftigelse, som blev vedtaget den 11. december 2007. I denne forbindelse blev princippet om » Small Business Act for Europe «, introduceret. Det primære mål hermed vil være at få defineret konkrete principper og foranstaltninger for at forbedre de europæiske SMV'ers rammevilkår på en måde, hvor der tages hensyn til disse virksomheders mangfoldighed. Initiativet vandt tilslutning på Det Europæiske Råds møde i december 2007, og det er på den baggrund Kommissionens hensigt at fremlægge et forslag i juni 2008.

2.3

Der skal i denne forbindelse erindres om, at EØSU for nylig har udgivet eller i øjeblikket forbereder flere andre udtalelser på SMV-politikkens område. Det drejer sig bl.a. om følgende:

2.4

Det slovenske rådsformandskab har anmodet EØSU om at udarbejde forslag til politikforanstaltninger, som fremmer SMV'ernes vækst. EØSU skal således ikke udarbejde en ny liste over tekniske foranstaltninger, som tager sigte på SMV'ers individuelle vækst, men derimod foreslå en mere struktureret politisk ramme, som fremmer innovation til fordel for SMV'erne.

2.5

Blandt flere prioriterede mål fremhæver det slovenske formandskab særligt to:

2.6

Det slovenske formandskab anmoder i øvrigt om en udtalelse fra EØSU vedrørende Small Business Act.

3.1

EØSU har i sine tidligere udtalelser redegjort for de betydelige fremskridt, der er opnået til fordel for SMV'erne, navnlig når det gælder adgang til finansiering og administrative forenklinger. EØSU noterer sig med tilfredshed, at de europæiske institutioners holdning til de små virksomheder har udviklet sig markant i positiv retning, og håber, at denne udvikling ikke udelukkende er begrundet i den aktuelle, vanskelige økonomiske og sociale kontekst. Til trods for disse uomtvistelige fremskridt er de politikker, der er iværksat i de seneste år, i en lang række henseender utilstrækkelige.

3.2

Navnlig gælder det, at de strategiske mål, der var sat for det europæiske charter for små virksomheder, ikke er nået. Det skyldes efter EØSU's opfattelse chartrets manglende juridiske gyldighed, og at det som oftest er blevet ved en blot og bar politisk erklæring. Det er nødvendigt at arbejde forstærket på at iværksætte chartret i medlemsstaterne og på regionalt niveau, og der må gøre en fornyet indsats for at genindføre de årlige henstillinger med tilhørende evalueringer i medlemsstaterne.

3.3

Det er endvidere ofte blevet påpeget, at samrådet med de forskellige kategorier af SMV'er kunne forbedres betragteligt. EØSU mener, at der er behov for på europæisk, nationalt og regionalt plan at gå ind i en ny dialogkultur, som kan styrke og institutionalisere samrådene mellem institutionerne og de forskellige SMV-kategoriers organisationer.

4.2.1

Udbrede kendskabet til vilkårene for de forskellige kategorier af SMV'er. Den enkelte EU-politik må tage afsæt i klare oplysninger, der muliggør et kendskab til de specifikke forhold. Begrebet SMV dækker over meget forskellige virksomhedssituationer, -kategorier og -former (enkeltmandsforetagende eller selskab med ingen eller op til 250 ansatte, håndværksvirksomheder, handelsvirksomheder, socialøkonomiske virksomheder, virksomheder inden for liberale erhverv, etc.), der agerer inden for hvert deres aktivitetsfelt under meget forskellige forhold og med meget varierende behov. Der foreligger ofte kun mangelfulde eller slet ingen oplysninger om de forskellige kategorier af SMV'er. Analyser foretaget af det tidligere Europæiske Observationscenter for SMV frembragte ofte væsentlige oplysninger. EØSU glæder sig over, at generaldirektoratet for erhvervspolitik genstarter observationscentrets arbejde, og anmoder om:

4.2.2

Indarbejde SMV-dimensionen i alle fællesskabspolitikker: EØSU har kunnet fastslå, at der bortset fra politiske udmeldinger til fordel for de små virksomheder fortsat er en meget stærk tendens hos lovgivere på alle niveauer til som følge af manglende forståelse for SMV'ernes forhold eller af forenklingshensyn systematisk at bruge den store virksomhed som model og anvende »bonzaiprincippet«, hvorefter alt, som er godt for den store virksomhed, også er det for den lille virksomhed. Denne teoretiske tilgang i form af en standardiseret økonomisk model strider mod selskabsformernes og virksomhedskulturernes virkelige, pluralistiske verden og fremkalder i praksis en følelse hos mere end 90 % af de europæiske virksomheder af manglende forståelse for deres situation og af, at de overses af fællesskabspolitikkerne. EØSU henleder navnlig EU-institutionernes og medlemsstaternes opmærksomhed på det faktum, at de små virksomheder og mikrovirksomhederne udgør en væsentligt styrke for fællesskabets økonomi og beskæftigelsen, men at de samtidig — helt uforskyldt — risikerer at blive det svage led på grund af den manglende opmærksomhed fra de offentlige myndigheders side. EØSU anmoder om, at SBAE bliver lejligheden til endelig at sætte handling bag ordene, og forventer, at det gøres obligatorisk at indarbejde hensynet til de behov og særlige forhold, der gør sig gældende for de forskellige kategorier af SMV'er, i alle politikker, programmer og forhandlinger, herunder som led i den sociale dialog og i de internationale forbindelser, på såvel fællesskabsplan som nationalt og regionalt.

4.2.3

Sikre fortsat administrativ forenkling: EØSU opfordrer indtrængende Kommissionen til at styrke sine bestræbelser for at forenkle fællesskabsretten. EØSU anmoder navnlig Fællesskabets institutioner og medlemsstaterne til at iværksætte en mere effektiv forenklingspolitik med afsæt i følgende fem indsatsområder:

4.2.4

Støtte SMV-organisationernes ledsageforanstaltninger og rådgivningsvirksomhed. Gennem deres tekniske bistand til alle SMV'er, der har behov for særlig kvalificeret assistance, som det nye europæiske erhvervsstøttenetværk »Enterprise Europe Network« (EEN) ikke er i stand til at yde, er SMV'ernes organisationer af afgørende betydning for en vellykket fællesskabspolitik. De spiller en uvurderlig rolle med hensyn til at formidle information og støtte til virksomhederne ved bl.a. at medvirke til at tilpasse lovgivningen til den enkelte virksomheds specifikke situation og til at implementere den på mikroøkonomisk og lokalt niveau, tættest muligt på den lille virksomhed. EØSU finder det afgørende, at de offentlige myndigheder på alle niveauer forpligter sig på en målrettet politik, som støtter SMV-organisationernes virksomhed, og at fællesskabsprogrammer af interesse for SMV'erne udtrykkeligt rummer foranstaltninger til støtte for disse organisationer. Desuden anmoder EØSU Kommissionen, medlemsstaterne og regionerne om at omsætte konklusionerne fra 4. europæiske konference om håndværk og den lille virksomhed i Stuttgart i handling.

4.2.5

Forny programmerne for samarbejde mellem virksomheder og udveksling mellem organisationerne. EØSU anmoder Kommissionen om at genlancere de tværregionale erhvervssamarbejdsprogrammer, der allerede har vist deres effektivitet. Det er nødvendigt at støtte de tiltag, der i den forbindelse gennemføres af SMV'ernes organisationer, og at sikre, at der oprettes organer, som fremmer et sådant samarbejde.

4.3.1

EØSU glæder sig i denne forbindelse over, at Rådet og Kommissionen støtter udarbejdelsen af et europæisk regelsæt, »Small Business Act«, hvilket udvalget selv gentagne gange har udtrykt ønske om (1) (ordfører Christine Faes, INT/324).EØSU er af den opfattelse, at et sådant regelsæt skal opfylde en række betingelser for at være effektivt:

4.3.1.1

Regelsættet skal have til formål at skabe de bedst mulige rammevilkår for SMV'er og mikrovirksomheder på alle niveauer og give konkrete svar på de forskellige udfordringer, SMV'erne må tage op i løbet af deres livscyklus, herunder ikke mindst spørgsmålet om overdragelse og overtagelse af virksomheder. I den forbindelse må Small Business Act ikke føre til en forringelse af arbejdsvilkårene for de ansatte i SMV'erne. Derimod bør initiativerne betyde større hensyntagen til deres situation.

4.3.1.2

Regelsættet skal tilføre en reel merværdi og være andet og mere end blot en samling af eksisterende programmer og koordinering af de forskellige igangværende foranstaltninger.

4.3.1.3

Regelsættet må ikke blive endnu en politisk hensigtserklæring, sådan som det beklageligvis var tilfældet med det europæiske charter for små virksomheder, og det skal være andet og mere end blot et politisk tilsagn fra EU's institutioner og medlemsstater. SMV'erne og mikrovirksomhederne fortjener bedre end som så, og EØSU mener, at man ved at give regelsættet »Small Business Act« juridisk gyldighed klart signalerer, at EU har viljen til at gøre mere for SMV'erne og mikrovirksomhederne.

4.3.1.4

Regelsættet skal være bindende i sin helhed på alle beslutningsniveauer på europæisk, nationalt og regionalt plan og rette sig til de offentlige myndigheder på alle niveauer, idet implementeringen af regelsættet overlades til medlemsstaterne (2).

4.3.1.5

Regelsættet skal finde anvendelse på alle fællesskabspolitikker, idet hensynet til SMV'erne indarbejdes i alle politikkerne, og der udvikles en holistisk tilgang, som på behørig vis tager hensyn til alle aspekter af politikkerne og konsekvenserne af de nye regler for de forskellige kategorier af SMV'er.

4.3.2

EØSU anmoder om, at regelsættet »Small Business Act« kommer til at omfatte fem væsentlige politiske foranstaltninger, som sikrer, at lovgivningen ikke begrænser de forskellige SMV-kategoriers udvikling og konkurrenceevne:

4.3.2.1

Sikre, at retsakterne på samtlige niveauer er udformet således, at bestemmelserne tager hensyn til de forskellige SMV-kategoriers specifikke forhold og særlige behov. Det er i den forbindelse nødvendigt som grundregel for alle beslutningsniveauer at fastslå, at lovgivningsmæssige forslag skal udarbejdes med kendskab til SMV'ernes, og navnlig de mindste virksomheders, behov og forventninger, og at pålægge alle at iagttage »tænk småt først«-princippet med hovedvægten lagt på de selvstændige erhvervsdrivende, som udgør mere en halvdelen af Europas virksomheder. Dette forudsætter navnlig systematisk høring af de organisationer, der repræsenterer SMV'erne, samt inddragelse af disse organisationers eksperter på passende niveau i alle rådgivende udvalg, på regionalt, nationalt og europæisk plan, som behandler problemstillinger, der kan have konsekvenser for SMV'erne, således som Rådet (konkurrenceevne) bl.a. anmodede om den 13. marts 2006.

EØSU anmoder i forlængelse heraf om, at der i hvert enkelt af Kommissionens generaldirektorater udpeges en person med ansvar for SMV-anliggender, som skal have til opgave at påse, at der i lovgivningsmæssige foranstaltninger og programmer, der forvaltes af det pågældende generaldirektorat, på behørig vis tages hensyn til SMV'ernes og mikrovirksomhedernes prioriteringer og forventninger.

4.3.2.2

Sikre, at lovgivningen overholder grundlæggende principper. Effektiv lovgivning på alle niveauer og effektive programmer eller kollektive eller individuelle foranstaltninger til fordel for SMV'erne forudsætter efter EØSU's opfattelse iagttagelse af fire principper, som udvalget gerne ser indarbejdet i »Small Business Act« og systematisk anvendt på alle niveauer, det være sig europæisk, nationalt eller regionalt:

EØSU understreger det nødvendige i et krav om fuldstændig gennemsigtighed i de administrative procedurer. Det skal sikres ved, at SMV'erne har adgang til alle administrative oplysninger, der vedrører dem, og kan korrigere dem om nødvendigt.

4.3.2.3

Udarbejde en bredere, sammenhængende innovationspolitik. EØSU anmoder Kommissionen, medlemsstaterne og de regionale politiske niveauer om, at de ikke kun støtter innovation inden for højteknologi, samt at de fører en mere målrettet politik ved i deres programmer at indføje udtrykkelige bestemmelser om foranstaltninger, som støtter lav- og mellemteknologisk innovation og gængs ikke-teknologisk innovation i SMV'ere, navnlig i de mindste virksomheder.

Det nye rådgivningsnet, Det Europæiske Net af Erhvervsfremme- og Innovationscentre (EEN), vil aldrig alene effektivt kunne bistå alle virksomheder med innovationspotentiale. EØSU opfordrer til, at »Small Business Act« rummer følgende prioriterede områder:

4.3.2.4

Sikre bredere adgang til EU's programmer. Det er EØSU's opfattelse, at de komplicerede administrative procedurer og forskellige krav i stadig højere grad komplicerer, ja umuliggør mindre virksomheders deltagelse i fællesskabsprogrammer. Konsekvensen er paradoksalt nok, at deres organisationer efterhånden mister interessen for disse programmer. Da de aktuelle restriktive regler f.eks. ikke tillader nyskabende aktioner eller støtte til eksperimenterende forsøgsprojekter, går EU glip af et stort antal innovative forslag. EØSU mener, at principper og regler bør tages op til revision: Det ligger dog ikke inden for nærværende udtalelses rammer nærmere at angive de påkrævede ændringer, som er et omfattende arbejde. EØSU anmoder imidlertid Kommissionen om i forbindelse med »Small Business Act« at fastlægge nye betingelser for udarbejdelse af og deltagelse i programmerne på de forskellige regionale niveauer i samarbejde med SMV'ernes repræsentative organisationer.

I den forbindelse er det nødvendigt, at strukturfondene fremmer SMV'ernes adgang til offentlige indkøbsaftaler, specielt i de mindst velstillede regioner (3).

4.3.2.5

Lette og fremme overdragelse og overtagelse af virksomheder. EØSU lægger særlig vægt på de forhold, der gør sig gældende ved overdragelse og overtagelse af virksomheder, navnlig små virksomheder inden for produktions- eller servicesektoren i byerne såvel som i landdistrikterne. Annoncering af planer om nedlæggelse af sådanne virksomheder vil, om end de ikke er uafvendelige, have betydelig negativ indvirkning på bevarelsen af aktiviteten og beskæftigelsen i de berørte områder. I den sammenhæng bør der sættes ind på at bringe købere og sælgere sammen og på at udforme finansielle eller skattemæssige incitamenter, men samtidig bør virksomhedsejerne tilskyndes til at sikre en bedre kapitalisering med henblik på at fastholde værdien af deres aktiver.

Hvor særlige forhold gør sig gældende, f.eks. i landområder, er der behov for udvikling af nye koncepter så som offentlige-private partnerskaber.

4.4.1

Med henblik på at sikre, at »Small Business Act« bliver virkelig effektivt, anmoder EØSU om, at dette regelsæt vedtages af Rådet og Parlamentet som en juridisk bindende retsakt, der er gældende på såvel europæisk som nationalt og regionalt beslutningsniveau.

4.4.2

EØSU anmoder i den forbindelse om, at der en gang om året gøres status over gennemførelsen af »Small Business Act« og af samtlige SMV-politikker på europæisk og nationalt plan samt over de fremskridt, der er gjort. Årsrapporten bør have sit eget, særskilte kapitel i forbindelse med gennemførelsen af Lissabonstrategien.

4.4.3

I forlængelse af disse rapporter bør Kommissionen kunne rette sine henstillinger om gennemførelsen til både medlemsstaterne og regionerne, som EØSU har til hensigt at udtale sig om.

4.4.4

EØSU anmoder om, at disse årlige evalueringer om nødvendigt fører til en tilpasning eller revision af »Small Business Act«-regelsættet og SMV-politikkerne.

4.4.5

EØSU kan varmt anbefale Kommissionen og Rådet at drage de organisationer, der repræsenterer de forskellige kategorier af SMV'er, tæt ind i udarbejdelsen og gennemførelsen af »Small Business Act«.

3.2.2009   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 27/12

1.1

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg ser positivt på og bifalder Kommissionens meddelelse »Agenda for en bæredygtig og konkurrencedygtig europæisk turisme« og støtter Kommissionens tilsagn om i de kommende år klart at styrke turismestrategien og -politikken og ved hjælp af agendaen sikre den praktiske gennemførelse heraf i hverdagen. Denne nye politik er allerede udformet tidligere i Kommissionens meddelelse om »En ny turismepolitik i EU — mod et stærkere partnerskab inden for europæisk turisme«.

1.2

EØSU anerkender Kommissionens indsats for at sammenfatte talrige dokumenter, synspunkter og debatter. Det er lykkedes Kommissionen at give en tilfredsstillende og tydelig beskrivelse for den brede offentlighed af resultatet af det arbejde, der er udført af gruppen vedrørende bæredygtig turisme, af den indsats, der er ydet af eksperterne bag rapporten, og af den efterfølgende offentlige høring.

1.3

EØSU finder det korrekt, at denne nye turismepolitik baseres på den fornyede Lissabon-strategi, at de erklærede overordnede mål er at forbedre konkurrenceevne og bæredygtighed, og at økonomisk velstand, social retfærdighed og samhørighed samt beskyttelse af miljømæssige og kulturelle værdier opstilles som mere specifikke mål.

1.4

EØSU bifalder de udfordringer, der identificeres i Kommissionens meddelelse, samt de løsningsforslag, der fremlægges. Den foreslåede strategi er, at samtlige involverede aktører deltager via forskellige former for samarbejde, herunder konkurrenceorienteret samarbejde. Deltagelse er således hjørnestenen i den nye turismepolitik og i agendaen for dens gennemførelse. De udfordringer, der henvises til i Kommissionens meddelelse, er klart vigtige, og en vedvarende analyse af drivhusgassernes konsekvenser for bæredygtigheden bør fremover være et nøgleelement i agendaen.

1.5

EØSU anser det for hensigtsmæssigt, at Kommissionen påtager sig at gennemføre en ny politik gennem dialog, samarbejde, støtteaktioner og koordinering mellem interessenter. »Agendaen for en bæredygtig og konkurrencedygtig turisme« er videreførelsen af den konkrete strategi og de gennemførelsesforanstaltninger, der er foreslået for alle interessenter inden for europæisk turisme. EØSU mener imidlertid, at Kommissionen gennem Generaldirektoratet for Erhvervspolitik kan og bør indtage en mere aktiv rolle og bør føre an i iværksættelsen af en lang række europæiske initiativer som f.eks. social turisme, turisme for alle og uddannelse inden for turisme. Kommissionen og de øvrige institutioner bør navnlig gøre mere for at inddrage små og mellemstore virksomheder samt mikrovirksomheder i indsatsen for at sikre en bæredygtig turisme og i agendaen for gennemførelse og opnåelse af dette mål. EØSU bifalder Kommissionens initiativ til etablering af »fremtrædende europæiske rejsemål« som eksempler på god og forbilledlig praksis.

1.6

EØSU foreslår og anbefaler endnu en gang at styrke det europæiske turistforum og videreføre overvejelserne og analyserne med henblik på at oprette et rådgivende europæisk turistråd og et europæisk agentur for turisme. Disse to organer kunne måske udgøre fora, hvor turistmyndighederne og turistsektorens forskellige aktører kunne mødes for at forbedre formidlingen af oplysninger om konkurrencedygtig og bæredygtig turisme, overvåge overholdelsen af politikken og agendaen for europæisk turisme og navnlig forsøge at identificere tendenser i turistsektoren og fastlægge, hvilke foranstaltninger der må gennemføres. Klimaændringerne og deres følger for turismen samt de skridt, der må tages i den forbindelse, er især oplagte mål for ovennævnte to organer.

1.7

EØSU bifalder Kommissionens planer om at forbedre udnyttelsen af de disponible finansielle instrumenter. For eksempel mener EØSU, at det ville være muligt at iværksætte et pilotprojekt af transnational karakter med erfaringsudveksling inden for den sociale turismes område. Eksempler på sådanne foranstaltninger kunne være social turisme og turisme for alle, udvikling af menneskelige ressourcer, produktudvikling og markedspenetration. EØSU mener, at der allerede er tilstrækkelige muligheder for en grænseoverskridende indsamling af erfaringer i form af pilotprojekter inden for disse områder.

1.8

Udvalget konstaterer med tilfredshed afslutningen af arbejdet med Agenda 21 for turismen, hvis resultater, som er beskrevet i Kommissionens meddelelse om agendaen for en bæredygtig og konkurrencedygtig turisme, fuldbyrder og konsoliderer den generelle bæredygtighedspolitik inden for europæisk turisme. Faktisk udgør det tekniske dokument, som er udarbejdet af det organ, der er oprettet til formålet, grundlaget for Kommissionens meddelelse, som det kompletterer, og de to dokumenter bør derfor ses samlet.

1.9

På det statistiske område bifalder EØSU den indkaldelse af forslag, som Kommissionen har foranstaltet, og som EØSU også har anmodet om. Det drejer sig om forslag til oprettelse af et netværk af observationscentre for turisme, som ikke alene kan formidle data inden for sektoren, men også gør det muligt at foretage en strategisk og fremadskuende planlægning samt forudse og udforme fremtidige foranstaltninger.

1.10

EØSU ønsker at fortsætte arbejdet med turisme i den samme ånd som i Kommissionens meddelelse om agendaen og opfordrer de øvrige europæiske institutioner, medlemsstater, regioner og lokaliteter samt aktørerne i sektoren — arbejdsgivere og fagforeninger samt alle borgere — til at samarbejde om kendskab og støtte til turismen som en ret for alle og som en betydningsfuld strategisk aktivitet for Europas fremtid. Det er endvidere nødvendigt, at interessenter og forbrugere handler ansvarligt med henblik på at gøre turismen mere bæredygtig og konkurrencedygtig.

1.11

Kommissionens meddelelse tager hensyn til de sociale kriterier og elementer, som kendetegner turismen, men EØSU beklager den manglende henvisning til unionsborgerskabets form og indhold. Turisme kan faktisk i høj grad bidrage til at skabe sammenhæng mellem kulturer og sociale grupper inden for rammerne af unionsborgerskabet, som alle har pligt til at fremme og udvikle. Den forskelligartethed og mangfoldighed, som kendetegner de enkelte EU-landes kulturer, sprog, og den forskellige natur- og kulturarv, udgør en stor rigdom, som vi kan og bør udnytte til at lære hinanden at kende og anerkende vores rettigheder som EU-borgere. I lyset af de synergier, der som allerede påpeget i en tidligere udtalelse fra EØSU kan eksistere mellem turisme og kultur, er kulturen et andet aspekt, som der lægges stor vægt på i europæiske debatter og dokumenter om turisme.

1.12

I forsøget på at forbedre turismens konkurrenceevne og bæredygtighed må der tages hensyn til rejsemålenes særlige kendetegn. EØSU anbefaler, at der tages hensyn til de særlige forhold, der gør sig gældende i de medlemsstater, der er stærkt afhængige af turismen. Ved udformningen af politikker og forslag på turismeområdet bør der tages passende hensyn til de forskellige regioners behov. Kommissionens konsekvensanalyser bør tage behørigt hensyn til, at konsekvenserne kan være uforholdsmæssigt store i nogle regioner og sektorer. Det er for eksempel tilfældet, når det drejer sig om rejsemål som øer, der i meget høj grad anvender flytransport og ikke har andre transportmidler, eller som er næsten helt afhængige af denne transportform.

1.13

EØSU mener, at det sæt principper og værdier, som opstilles i Kommissionens meddelelse — bæredygtighed, social velfærd, konkurrenceevne, samarbejde, partnerskab, rentabilitet, sikkerhed, jobkvalitet m.m. — faktisk repræsenterer en europæisk turismemodel, ikke fordi de udgør et sæt regler, men fordi de pågældende principper og værdier finder bred anvendelse i hele EU.

1.14

EØSU opfordrer Kommissionen til en fælles indsats for at fremme certificeringen på europæisk plan af kvalifikationer og færdigheder inden for turisme med henblik på at øge beskæftigelsen og forbedre jobkvaliteten inden for sektoren. Der bør gives støtte til Europass, hvormed arbejdstagere, som er villige til at flytte til andre dele af EU for at arbejde, på en enkel og letforståelig måde i hele Europa (EU, EFTA/EØS og ansøgerlandene) kan præsentere deres personlige kvalifikationer og færdigheder.

2.1.1

Udfordringen i at finde den rette balance mellem bæredygtighed og konkurrencedygtighed. I første afsnit af indledningen til Kommissionens meddelelse anerkendes først og fremmest turismens nøglerolle for den europæiske økonomi og dens strategiske betydning, hvilket ikke kun underbygges med kvantitative data, men også med turismens evne til at skabe job og således opfylde målet i den fornyede Lissabonstrategi. I denne sammenhæng er det værd at nævne vækstprognosen på 3 %, som uden tvivl udgør et effektivt bidrag til opfyldelse af beskæftigelsesmålene, men som i visse tilfælde og på langt sigt kan risikere at føre til en overskridelse af bæredygtighedsgrænserne.

2.1.2

Konkurrencedygtighed og bæredygtighed: to forenelige krav. Det fremgår klart af Kommissionens meddelelse, at konkurrencedygtighed afhænger af bæredygtigheden og kvaliteten af turistoplevelsen, og der henvises udtrykkeligt til de krav, klimaændringerne stiller til turistindustrien. Virksomhedernes sociale ansvar kan yde et væsentligt bidrag i denne sammenhæng gennem vedtagelse af foranstaltninger, der sigter mod tilpasning til og bekæmpelse af klimaændringer og samtidig fremmer innovation samt turistprodukternes værdi for en verden, der står over for store globale udfordringer.

2.2

Agendaens indhold. Med sin meddelelse foreslår Kommissionen, at der skabes en ny balance mellem turisternes velfærd, miljøet og virksomhedernes og rejsemålenes konkurrenceevne. Alle aktører må bidrage til virkeliggørelse af dette mål.

2.2.1

Mål og udfordringer. Som retningslinje for alle berørte aktører fastsætter Kommissionen tre grundlæggende mål i agendaen: økonomisk velstand, social retfærdighed og samhørighed samt beskyttelse af miljømæssige og kulturelle værdier.

I meddelelsen opstilles en liste over nogle meget vigtige udfordringer, der skal imødekommes, hvis målene skal opnås:

Der er tale om en åben og ikke-udtømmende liste over udfordringer, som de forskellige aktører inden for turistsektoren bør ajourføre, nyprioritere og forvalte i samarbejdets ånd.

2.2.2

En ramme for indsatsen. Meddelelsen lægger op til, at en sammenhængende indsats til opfyldelse af målene og udfordringerne kræver samarbejde og en ansvarlig forvaltning af rejsemål, virksomheder og turister, og opstiller betingelserne for opnåelse af denne sammenhæng.

2.2.3

Principperne. I meddelelsen opstiller Kommissionen ni principper, der må overholdes for at kunne opnå en bæredygtig og konkurrencedygtig turisme. Tre af disse principper bør fremhæves:

2.3

Fælles fremadrettede tiltag. I denne del understreger Kommissionen behovet for, at samtlige aktører inden for sektoren forener kræfterne og samarbejder på frivillig og vedvarende basis. Den foreslåede model er baseret på respekten for subsidiaritetsprincippet, hvor indsatsen fortrinsvis ydes af rejsemålets aktører, men med støtte fra det nationale og europæiske niveau. Meddelelsen fremhæver således både den rolle, som sektorens forskellige aktører og Kommissionen skal spille i lyset af traktaten.

2.3.1

Aktørernes rolle. I tråd med konklusionerne fra gruppen vedrørende bæredygtig turisme fastlægger meddelelsen brede beføjelser og konkrete roller inden for de tre indsatsområder: rejsemål, virksomheder og turister. Der henvises navnlig til behovet for at gøre mikrovirksomheder opmærksomme på det nødvendige i at opnå balance mellem bæredygtighed og konkurrencedygtighed.

2.3.2

Kommissionens rolle. Kommissionen anerkender sit ansvar for at handle i overensstemmelse med traktaten og forpligter sig til at lancere og styrke en række forskellige initiativer på fællesskabsplan inden for rammerne af agendaen og dens gennemførelse. Blandt disse initiativer skal især nævnes fire indsatsområder:

3.1

Alle EU-institutioner har afgivet såvel officielle som uformelle erklæringer om anerkendelse af turismen og dens strategiske betydning for den europæiske økonomi, og denne opbakning formidles til alle aktører, hvilket er med til at sætte kraftigt skub i denne sektor. Det er ikke kun økonomisk begrundet, men beror også på turismens sociale betydning for opbygningen af Borgernes Europa. Selv med denne opbakning er der stadig lang vej igen, før turismen — nu og fremover — kan indtage en sådan central plads i den europæiske politik.

3.2

Navnlig bør det bemærkes, at den nye Lissabon-traktat anerkender turismens betydning for Europa og giver Den Europæiske Union flere muligheder for at bidrage til dens udvikling. EU har i kraft af denne traktat beføjelse til og til opgave at gennemføre tiltag for at understøtte, koordinere eller supplere medlemsstaternes indsats med det mål at fremme et gunstigt miljø for virksomhedernes udvikling og tilskynde til udveksling af god praksis.

3.3

Emnet er blevet taget op af flere EU-institutioner:

3.4

Det er hensigten med nærværende EØSU-udtalelse at evaluere Kommissionens meddelelse hvad angår dens bidrag til politikken på dette område og forslagene til dens gennemførelse, men udtalelsen vil også bidrage med elementer, som kan berige — om ikke kommissionsteksten — så i det mindste debatten om den.

3.5

På linie med EØSU's udtalelse INT/317 om Kommissionens meddelelse om den nye turismepolitik, vil EØSU også i denne udtalelse erklære og slå fast:

4.1

Kommissionens meddelelse peger klart og tydeligt på den nødvendige balance mellem bæredygtighed og konkurrenceevne og indeholder forslag om, hvordan dette mål kan nås i praksis. Alt dette i en ikke særligt lang meddelelse har helt sikkert krævet et stort syntesearbejde og analyse af utallige dokumenter, udtalelser og debatter. Resultatet af dette arbejde — det skal siges — opfylder det sigte klart at redegøre for Kommissionens grundlæggende holdning til turismens fremtid og for de foranstaltninger, der skal gennemføres inden for denne komplekse erhvervsgren.

4.2

Det grundlag, som meddelelsen baserer agendaen på, forekommer passende, eftersom der tages hensyn ikke kun til turismens økonomiske indvirkning og dens kapacitet til at skabe job for de unge, men også til den nødvendige balance mellem bæredygtighed og konkurrenceevne, hvorimellem der på længere sigt er en frugtbar vekselvirkning. For at sikre overensstemmelse og ligevægt mellem disse variabler må der gennemføres konsekvensanalyser f.eks. vedrørende miljøvirkningen af de forskellige aktiviteter og i de enkelte regioner og belastnings- og kapacitetsgrænserne. Den generelle erkendelse af, at turismens omfang og udviklingsmuligheder er begrænsede, er grundlæggende for balancen mellem bæredygtighed og konkurrenceevne.

4.3

Måske ville det have været hensigtsmæssigt, om Kommissionens meddelelse mere indgående havde analyseret Lissabon-traktaten for at se nærmere på, hvilket grundlag, den giver agendaen, og hvilke fremskridt den bringer for gennemførelsen af den nye europæiske turismepolitik. Man må ikke glemme, at medlemsstaterne og regionerne ved flere lejligheder har erklæret, at de ønsker at bevare beføjelserne på turismeområdet uden at give afkald på muligheden for, at EU spiller en igangsættende og koordinerende rolle på visse fælles fronter, som kan forbedre den europæiske turistsektors konkurrenceevne. For eksempel er oprettelsen og vedligeholdelsen af en europæisk portal til fremme af Europa som turistmål allerede et værdifuldt og nyttigt instrument, som kan præsentere alle landene i EU som det fremragende og varierede turistmål, de tilsammen udgør.

4.4

De udfordringer og mål, som Kommissionen fremlægger i sin meddelelse, er helt klart de største, som turismen vil stå over for i de kommende tiår. De grundlæggende udfordringer, nemlig bæredygtighed og forbedring af konkurrenceevnen, er tilstrækkeligt brede til at kunne omfatte andre vigtige opgaver såsom kvalitetsforbedring, bekæmpelse af sæsonafhængigheden eller styrkelse af arbejdstagernes faglige kvalifikationer, som også nævnes i agendaen.

4.5

Der er utallige opfordringer til partnerskab i Kommissionens meddelelse, idet den i overensstemmelse med den nye turismepolitik foreslår, at styrkelsen af partnerskabet skal være selve omdrejningspunktet i denne politik. Det er særligt vigtigt at fremhæve den rolle, fagforeningerne og arbejdsgiverorganisationerne kan spille, idet de bør inddrages i samarbejdsprocedurerne og opfordres til at deltage i alle debatter og fora og i gennemførelsen af de generelle forbedringsforanstaltninger for sektoren. Ligeledes vil det være hensigtsmæssigt at fremme etableringen af stabile net mellem byer og turistmål, som har en fælles vilje til at forbedre konkurrenceevnen og bæredygtigheden. Der ses også positivt på promoveringen af »Fremtrædende europæiske rejsemål«, og det understreges, at en sådan udmærkelse bør omfatte korrekt håndtering af de arbejdsretlige og sociale relationer samt inddragelse af fagforeninger og arbejdsgiverorganisationer på den udvalgte destination som et middel til at forbedre rejsemålenes bæredygtighed og konkurrenceevne.

Forbrugerorganisationerne kan spille en stor rolle inden for rammerne af deres virkefelt.

4.6

Kommissionen lover at føre denne nye politik ud i livet gennem samarbejde, specifikke støtteforanstaltninger og koordinering mellem aktørerne. Agendaen kræver helt klart, at alle aktører i sektoren udviser større ansvarlighed. Generaldirektoratet for Erhvervspolitik spiller efter EØSU's opfattelse en meget vigtig rolle i koordineringen af alle de EU-politikker, som direkte eller indirekte vedrører turismen og som har betydning for de forskellige typer rejsemål, der hver især har deres særlige karakteristika.

4.7

EØSU mener således, at Kommissionen bør være mere aktiv i iværksættelsen af europæiske initiativer blandt andet til fremme af grænseoverskridende turisme med velgørende formål på europæisk plan. Nærmere bestemt foreslår EØSU som ved mange tidligere lejligheder at styrke Det Europæiske Turistforum og komme videre med drøftelserne og undersøgelsen af mulighederne for at oprette et rådgivende europæisk turistråd og et europæisk agentur for turisme, som kan informere om og overvåge strategierne og foranstaltningerne i den europæiske turistsektor. Det foreslås også, at Kommissionen fremmer forskningen med henblik på oprettelse af teknologiske platforme i turistsektoren, som kan forbedre markedsføringen af turismen, især i lyset af mulighederne for at fremme den interne turisme i Europa og tiltrække flere turister fra andre lande (Kina, Indien, Rusland).

4.8

EØSU mener, at Kommissionens meddelelse ikke lægger tilstrækkelig vægt på informations- og kommunikationsteknologiernes rolle i det nye scenarie på turistområdet, set ud fra såvel brugernes som virksomhedernes og aktørernes synspunkt. En forsknings- og udviklingsindsats på turistområdet, som kan forbedre anvendelsen af disse teknologier, bør prioriteres højt i de kommende år. Denne indsats vil utvivlsomt resultere i en bedre forvaltning af rejsemålene, virksomhederne og turisterne og bidrage til den ønskede balance.

4.9

Det er vigtigt, at Kommissionen bebuder konkrete foranstaltninger, især med henblik på bedre udnyttelse af de finansielle fællesskabsinstrumenter, der er til rådighed, men der savnes et forslag om et program, som specifikt sigter mod at reagere på de store udfordringer, som den europæiske turisme står over for, og som meddelelsen så præcist udpeger. Det bør sikres, at de midler, der direkte eller indirekte afsættes til turismen, anvendes effektivt og rationelt efter deres formål.

4.10

Det er ikke muligt at læse denne meddelelse fra Kommissionen uden at tage med i betragtning, at rapporten fra gruppen vedrørende bæredygtig turisme har bidraget afgørende til udarbejdelsen af agendaen og navnlig til fastlæggelsen af de enkelte aktørers rolle. Det arbejde, som fremtrædende eksperter har udført gennem flere måneder, har helt sikkert været frugtbart og ført frem til konkrete komplementære svar på en lang række spørgsmål i tilknytning til bæredygtighed og konkurrenceevne.

4.11

Kommissionens meddelelse gør det i dette tilfælde ikke klart, hvilken rolle turiststatistikkerne tillægges. Det er nødvendigt, at turiststatistikkerne klart bidrager til opfølgning og gennemførelse af agendaen og navnlig, at der i statistikkerne lægges større vægt på de variabler, som vedrører bæredygtighed, konkurrenceevne og beskæftigelse.

4.12

Kommissionens meddelelse peger klart på nødvendigheden af at indarbejde turismepolitikkens mål om bæredygtighed og konkurrenceevne i Kommissionens og hele EU's øvrige politikområder for at sikre opfyldelse af agendaens målsætninger.

4.13

Som anført i EØSU's udtalelse om Katowice-erklæringen og i udtalelsen om »Turisme og kultur: to vækstfaktorer«, i udtalelsen om »En nye turismepolitik i EU« og i andre dokumenter fra EØSU's hånd vil det også være nødvendigt at gennemføre kommunikationskampagner om uddannelse og motivation blandt hele den europæiske befolkning, men særligt blandt unge.

4.14

Udvalget anser det for afgørende, at erhvervsuddannelsen, såvel den statsligt regulerede som den faglige efteruddannelse imødekommer virksomhedernes behov og forbedrer arbejdstagernes beskæftigelsesevne. Certificering og anerkendelse på europæisk plan af viden og kompetence bør bidrage til at skabe mere beskæftigelse og bedre arbejdsbetingelser i turistsektoren.

4.15

For at gøre turismen mere konkurrencedygtig og bæredygtig må der tages hensyn til rejsemålenes særlige karakteristika. Udvalget anbefaler, at der ved udarbejdelsen af foranstaltninger og forslag tages hensyn til de særlige forhold, der gør sig gældende i de medlemsstater, som er meget afhængige af turismen, og at der tages behørigt hensyn til de forskellige regioners behov. Samtidig bør det erindres, at turistrejser til fjerntliggende områder kan have en særlig kraftig indvirkning på klimaændringerne på grund af effekten af de emissioner, der udledes ved rejser over store afstande. Der bør fremover lægges større vægt på fordelene ved destinationer tættere på udgangspunktet, da CO2-emissionerne er mindre i forbindelse med sådanne destinationer.

3.2.2009   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 27/18

1.1

Kommissionen har endnu en gang anmodet EØSU om at afgive udtalelse om integration af EU's markeder for realkreditlån til køb af bolig eller anden fast ejendom, dvs. om Hvidbogen om integration af EU's realkreditmarkeder.

1.2

Normalt er en hvidbog resultatet af en næsten definitiv og struktureret politisk analyse af, hvad der skal gøres. Sådan forholder det sig ikke i dette tilfælde. Kommissionen vil nemlig skulle behandle mange spørgsmål, som endnu ikke er afklarede, som f.eks.: investeringsforeninger, realkreditudbydere, salg af koblingsprodukter osv. I alt behandles 14 aspekter.

1.3

Hvidbogen er dermed ikke udtryk for en afsluttet proces, men fremstår derimod som et åbent spørgsmål pga. emnets faktiske kompleksitet. Hvad nytter det så at anmode om endnu en udtalelse, når hvidbogen ikke føjer noget nyt til grønbogen, som EØSU har afgivet udtalelse om?

1.4

Dette er et emne, som i mange år er blevet taget op til diskussion, uden at Kommissionen har fundet en udvej, og uden at den nogensinde har truffet en egentlig beslutning, der kan fjerne de kulturelle, juridiske, administrative osv. hindringer, der efter EØSU's opfattelse udgør de virkelige hindringer for at nå Kommissionens målsætninger.

1.5

EØSU's udtalelse om grønbogen (1), som blev vedtaget på plenarforsamlingen i 2005 med kun én stemme hverken for eller imod, er fortsat fuldt ud relevant.

1.6

Hvidbogen tegner fortsat et meget broget billede af sektoren pga. de kulturelle, juridiske, lovgivningsmæssige og etisk-sociale specifikke forhold, der karakteriserer køb af fast ejendom og især en bopæl i de forskellige EU-lande.

1.7

Selv om EØSU er usikker på de reelle muligheder for at integrere og homogenisere kreditmarkedet i et EU, hvor markederne har deres egne særtræk og er indbyrdes meget forskellige (udtalelse af 15. december 2005 med Umberto Burani som ordfører (2)), støtter det i princippet alligevel Kommissionens forsøg på at opstille »regler«, hvad enten det sker i form af frivillige adfærdskodekser (dvs. bedste praksis) eller bindende regler.

1.8

Tiltaget må dog siges at gå for langt, hvis sigtet er at stille spørgsmål ved de særdeles positive muligheder, der allerede ligger i de automatiske reguleringsmekanismer på realkreditmarkedet.

1.9

EØSU foreslår, at Kommissionen i mellemtiden ser nærmere på de emner, som ikke frembyder de store problemer (f.eks. låneregistre, tvangsauktion, udbredelse af finansiel forståelse og viden), forudsat at det er umagen værd.

1.10

EØSU mener, at Kommissionen i sin tilgang lægger for stor vægt på, hvilke fordele der kan opnås på kort sigt ved at indføre nye regler, som er baseret på en noget summarisk analyse af realkreditmarkedet. Med en tilgang, der er fokuseret på de kortsigtede resultater, sigter man mod at mindske realkredittens finansieringsomkostninger i stedet for at interessere sig for, hvilken reel nytte EU-borgerne kunne drage af de eksisterende finansieringsprodukter og fornyelser af disse.

1.11

EØSU mener (som også nævnt i Buranis udtalelse), at den ramme, som Kommissionen foreslår, ikke harmonerer godt nok med den fortsatte markedsudvikling; det er derfor bekymret for de langsigtede konsekvenser for de svagere aftaleparter, dvs. de forbrugere, der har mest brug for beskyttelse.

1.12

EØSU ser positivt på, at de gældende regler på realkreditmarkedet kædes sammen med behovet for at beskytte forbrugeren. Det er et prisværdigt sigte, som bør støttes, forudsat at målet er at udbrede en større finansiel forståelse og viden på realkreditområdet. Det er derfor prisværdigt, at Kommissionen agter at skærpe gennemsigtighedsreglerne for at øge forbrugerbeskyttelsen.

1.13

Samtidig virker det imidlertid vanskeligt og risikabelt for enhver pris at indføre generelle bestemmelser for risikovurdering af den pågældende låneansøger.

1.14

Efter EØSU's mening bør man på den ene side beskytte forbrugeren under forhandlingerne om optagelse af realkreditlån, men på den anden side bør den pågældende låntager være bevidst om sine forpligtelser over for långiver.

2.1

Den 18. december 2007 vedtog man den »Konsekvensanalyse« (SEK(2007) 1683), der ledsager den såkaldte hvidbog om integration af EU's realkreditmarkeder. Til dokumentet hører tre bilag, der handler om hhv.: i) realkreditmarkedets særlige kendetegn; ii) de forskellige procedurer eller fremgangsmåder; iii) konsekvensanalyser af specifikke aspekter.

2.2

Selv om SEK(2007) 1684 indeholder et fremragende resumé af ovennævnte dokument, er det værd kort at nævne nogle væsentlige punkter i dokumentet, som EØSU er blevet anmodet om at afgive en ny udtalelse om:

2.3

Kommissionsdokumentet gentager med andre ord de punkter, som allerede blev behandlet i den foregående grønbog om realkredit. Det kunne ikke være anderledes, eftersom det nye dokument handler om integration af realkreditmarkederne og de allerede omtalte konsekvensanalyser i den forbindelse.

2.4

EØSU har imidlertid allerede vedtaget en udtalelse om grønbogen den 15. december 2005 (Ordfører: Umberto Burani). Indholdet i den udtalelse står på alle punkter ved magt som EØSU's holdning i dette spørgsmål. Nærværende udtalelse skal primært handle om to punkter, som Kommissionen har tilføjet:

3.1

Hvidbogen rejser en lang række spørgsmål, der skal løses, og som EØSU er blevet anmodet om at udtale sig om: Det drejer sig om 11 temagrupper:

3.2.1

Information forud for kontraktindgåelse . EØSU mener, at det for at mindske forskellen på, hvilke oplysninger der gives forud for kontraktindgåelsen, er vigtigt at udbrede oplysninger om og fremme et specifikt kendskab til realkreditområdet. Det bør ikke føre til yderligere omkostninger for borgerne.

3.2.1.1

Øget information og udbredelse af finansiel forståelse og viden er en betingelse for effektivt at kunne vurdere forholdet mellem fordele og ulemper ved en given risiko. Den bedste måde til at forhindre de pågældende aftaleparter i at påtage sig en for stor risiko er således at gøre dem opmærksomme på, hvilken risiko de selv løber.

3.2.1.2

EØSU finder det vigtigt at understrege, at reglerne og bestemmelserne bør omfatte betingelser for videregivelse af oplysninger og eventuelt indeholde sanktionsmuligheder i tilfælde af overtrædelser. EØSU mener imidlertid, at hvis man sådan uden videre pålægger den ene part en forpligtelse, dermed blot opnår, at vedkommende forsøger at læsse denne omkostning over på modparten.

3.2.2

Adfærdskodeks . EØSU mener, at der bør indføres incitamenter for at fremme tilslutning til den frivillige adfærdskodeks.

3.2.2.1

Det ville give låntagerne mulighed for at danne sig et bedre overblik over, hvilken risiko de løber, og hvilke muligheder de har for at opnå fordelagtige finansieringsbetingelser.

3.2.2.2

Et sådant redskab kunne bestå i, at man beder låntager besvare en række standardspørgsmål, så vedkommende kan vurdere sin egen evne til at imødekomme sine økonomiske forpligtelser på mellemlangt sigt.

3.2.3

Årlige omkostninger i procent . EØSU finder det hensigtsmæssigt at forpligte finansieringsinstitutterne til at anføre de samlede låneomkostninger og til at opstille en detaljeret omkostningsfordeling, inklusive den beskatningsmæssige variabel.

3.2.4

Rådgivning . EØSU mener, at den rådgivning, der hænger nært sammen med realkredittransaktioner, bør fremmes ved hjælp af uafhængige prismekanismer, som dog bør fremgå eksplicit af de samlede låneomkostninger.

3.2.5.1

Anvendelsesområde . Når der tales om førtidig indfrielse, bør der skelnes mellem: (i) førtidig indfrielse med fuldstændig eller delvis indfrielse af realkreditlånet; (ii) førtidig indfrielse i forbindelse med mulighed for at forhandle mere favorable lånebetingelser med andre finansieringsinstitutter.

3.2.5.2

Omkostninger . For så vidt angår omkostningerne ved førtidig indfrielse, mener EØSU, at de bør beregnes i henhold til matematiske formler, som obligatorisk skal fremgå eksplicit af kontrakten. Låntager bør kun pålægges at betale disse omkostninger, hvis der er tale om frivillig indfrielse af lånet. Hvis der er tale om kontraktophør, bør det nye långivende finansieringsinstitut bære omkostningerne.

3.2.6

Koblingssalg . For at være gyldigt bør koblingssalg frem for alt finde sted, når det kan bevises, at produktkoblingen har en reel nytteværdi. EØSU mener, at det er muligt at takle dette problem ved at forpligte långiveren til at fremlægge omkostningseffektivitetsberegninger og give låntager en rimelig frist til at overveje, om vedkommende vil acceptere forslaget, evt. selv efter at have indgået låneaftalen.

3.2.7

Låneregistre . EØSU er på dette punkt enigt i, at der er behov for et paneuropæisk register, og at adgangen til dette register skal være reguleret ved hjælp af særlige regler om beskyttelse af privatlivets fred. Oprettelsen af et paneuropæisk låneregister kunne nemlig godt tænkes at bidrage til at skærpe den transeuropæiske konkurrence mellem de forskellige realkreditudbydere. Under alle omstændigheder bør man lette adgangen på tværs af grænserne til låneregistrene i de enkelte medlemslande og gøre det lettere at indhente informationer.

3.2.8

Ejendomsvurdering . Som udgangspunkt er det vanskeligere at foretage en ejendomsvurdering end en generel finansiel vurdering. Genstandens særlige kendetegn (navnlig det faktum, at den ikke kan flyttes) betinger dens anvendelsesmuligheder, og derudover påvirkes vurderingen af andre eksterne faktorer, som hænger sammen med det pågældende område, som f.eks.:

Det er derfor ren utopi at tro, at man kan sammenfatte alle de aspekter, der spiller ind på værdien, i ét enkelt ejendomsvurderingsskema.

3.2.8.1

Kriterier for ejendomsvurdering . EØSU understreger derfor, at ejendomsvurdering af ovennævnte årsager er en vanskelig affære, og finder det derfor ikke hensigtsmæssigt at udarbejde et fælles skema til ejendomsvurdering. I stedet foreslås det at udvikle den såkaldte bedste praksis på lokalt plan og at skærpe forpligtelsen til at lade ejendomsvurderingen foretage af professionelle, der er godkendt af de relevante fagorganisationer, og som skal påtage sig ansvaret for, at af den foreslåede værdi er fair.

3.2.8.2

Vurdering af risikoen for ejendomsværditab . EØSU mener desuden, at ejendomsvurderingen bør suppleres med en vurdering af risikoen for ejendomsværdiændringer for at få et mere præcist billede af, hvilken sikkerhed ejendommen repræsenterer. Det foreslås i den forbindelse at anvende de redskaber, der allerede anvendes af operatørerne på finansmarkederne, og som i alt væsentligt indgår i andre EU-bestemmelser, som f.eks. value-at-risk  (5).

3.2.9

Tvangsauktion . Når realkreditlån opsplittes i lån i fast ejendom og et personligt lån, bør man også skelne mellem den økonomisk begunstigede i forbindelse med den faste ejendom og ejeren, som stiller den formelle garanti.

3.2.10

Gældende lovgivning . EØSU mener, at mulighederne for at spekulere i de forskellige fordele i de enkelte EU-landes civil- og skattelovgivninger, kan tjene som incitament til at gennemføre en ellers umulig markedsintegration.

3.2.10.1

EØSU går derfor i princippet ind for at bevare medlemsstaternes forskellige lovgivninger, og for at give låntager mulighed for at vælge den lovgivning, der giver de laveste samlede låneomkostninger, sådan som det allerede er fastlagt i Rom-konventionen (6).

3.2.11

Ågerrenter . EØSU bekræfter på dette punkt sine tidligere udtalelser, specielt om hvor vanskeligt det er at fastsætte grænsen for ågerrenter korrekt på baggrund af lovgivningen om forbrugerkredit. Det skal dog understreges, at det bedste forsvar mod ågerrenter er og bliver oplysning. EØSU foreslår derfor, at der iværksættes storstilede oplysningskampagner for at oplyse om de risikopræmier, der er knyttet til de forskellige kategorier af lånerisiko.

3.2.12

Refinansiering af realkreditlån . EØSU mener, at hvidbogens forslag, der sigter mod at opstille forskellige regler for refinansiering afhængigt af typen af låneformidler (skelnen mellem banker og ikke-banker), er alt for let at omgå.

3.2.12.1

Ikke-banker og serviceudbydere . Realkreditlån bør altid ydes af en reguleret og kontrolleret finansieringsvirksomhed. Formidling via og bistand fra mæglervirksomheder (f.eks. konsulentvirksomheder) kan accepteres, forudsat at der er tale om kvalificerede virksomheder, selv om de ikke nødvendigvis er kreditinstitutter.

4.1

Den aktuelle kreditkrise i USA, den såkaldte subprime-krise, har klart vist, hvordan prisudsving på fast ejendom kombineret med utilstrækkelige vurderinger af kunderisikoen i forbindelse med manglende betaling af afdrag, der ikke står i rimeligt forhold til den faktiske værdi af den prioritetsbelånte faste ejendom, kan skabe en finanskrise, der er så alvorlig, at den destabiliserer hele finanssystemet. Det er derfor vigtigt, at ethvert indgreb fra EU's side tager hensyn til disse erfaringer såvel som de ovenstående kommentarer.

4.2

Hvis man som foreslået i hvidbogen iværksatte den 28. ordning for regulering af realkreditmarkedet som supplement til de ordninger, der allerede findes i EU-landene, kunne det føre til en større integration af de europæiske realkreditmarkeder og således øge aftaleparternes valgmuligheder uden dog at skabe de betingelser, der kan destabilisere finanssystemet, og som blev afsløret pga. krisen med subprime-lånene.

4.3

Det er almindeligt, at beslutningen om at købe fast ejendom, især hvis der er tale om en bolig, delvist træffes på baggrund af følelsesmæssige (subjektive) faktorer, som intet har at gøre med en ordentlig og rationel (objektiv) vurdering af ejendommens værdi. For at være effektive er Kommissionens foranstaltninger til regulering af realkreditmarkedet derfor nødt til at tage udgangspunkt i den pågældende (objektive såvel som subjektive) kontekst.

4.4

Det ville derfor være interessant at udvikle et forslag, som EØSU kunne se yderligere på, og som skulle gå ud på at vedtage et fortolkningsskema for realkredit, som inddeler de enkelte lånetransaktioner i en portefølje bestående af to passive elementer:

4.5

Indførelse af en tostrenget låneordning (twin-mortgage) kunne medføre visse fordele, som bør undersøges nærmere, bl.a.:

4.6

EØSU håber, at Kommissionen snarest muligt afslutter denne proces og udviser større beslutsomhed samt skaber betingelserne for, at en adskillelse af de institutionelle aspekter kan danne grundlag for lanceringen af den 28. ordning.

3.2.2009   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 27/22

1.1

I modsætning til den udbredte opfattelse vil byggeriets fremtid ikke så meget afhænge af de offentlige midler, de vil få tildelt (selvom større kontinuitet i planlægningen ville være en klar fordel) som af de kompetente myndigheders evne til at udvikle den lovramme, der gælder for alle, for at sikre størst mulig gennemsigtighed i konkurrencen og den bedste udnyttelse af virksomhedernes potentiale og knowhow, uanset hvor store de er.

1.2

I denne ånd anbefales det i denne udtalelse som centrale punkter:

1.3

Kun på denne måde kan sektoren forberede sig på de ikke-europæiske konkurrenter, der sandsynligvis vil dukke op i nær fremtid.

2.1

EU-kommissærerne Margot Wallström og Günter Verheugen har i forlængelse af Lissabon-dagsordenen i brev af 6. december 2007 anmodet EØSU om at udarbejde en sonderende udtalelse med det formål at undersøge, om de forskellige retsakter, som regulerer bygge- og anlægssektoren samt de virksomhedsrelaterede serviceerhverv hænger ordentligt sammen, om de er i samklang med igangværende og kommende ændringer, og i hvilket omfang der er behov for at forenkle, rationalisere og modernisere lovgivningen på området. Det bør præciseres, at undersøgelsen ikke skal begrænses til de regler, der gælder specifikt for de omtalte sektorer, men omfatte al lovgivning, som har indflydelse på deres udvikling (sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen, miljøbeskyttelse osv.), og inkludere sektorernes legitime interesseområder.

2.2

Det er nødvendigt at behandle alle punkter, der nævnes i brevet, stringent og metodisk, da undersøgelsesfeltet er meget stort og allerede tidligere har givet Kommissionen anledning til at lade eksterne konsulenter udarbejde undersøgelser.

2.3

Denne udtalelse holder sig dog til de aspekter, som Kommissionen peger på, dvs. ændringer eller forenklinger af de love og administrative bestemmelser, der gælder for bygge- og anlægssektoren, som strategisk og objektivt set kan føre til forbedringer ved at skabe bedre vilkår for sektorens funktionsmåde og udvikling.

2.4

Der fremlægges derfor nogle nyttige oplysninger om bygge- og anlægssektoren, så dens fag og de vilkår, de er underlagt, placeres i den rette sammenhæng.

3.1

Bygge- og anlægssektoren tæller 2,7 mio. virksomheder. I 2006 så dens tal for EU-27 således ud:

3.2.1

Byggeriet er en aktivitet, der ikke kan outsources. Det er dermed en væsentlig bestanddel i Europas fremtidige vækst og i den europæiske erhvervsstruktur.

3.2.2

Selve byggeriets produktionsstruktur og dets behov for at råde over mange faste geografiske punkter spredt over alle lande og dybt forankret i det lokale liv giver det en social og samfundsmæssig rolle, som ikke må glemmes, og som bør styrkes.

3.2.3

Byggeriet bør spille en vigtig rolle i alle initiativer for bæredygtig udvikling:

3.2.4

Beskrivelsen af denne sektors generelle miljø ville ikke være komplet, hvis man undlod at nævne, at byggefagenes image trods betydelige bestræbelser fra deres side i mere end 30 år stadig er delvist negativt. Denne konstatering har betydning for overvejelserne i denne udtalelse, eftersom den afspejles i:

3.2.5

Byggefagenes karakter, kundernes forskellige behov og mangfoldigheden af teknikker betyder, at markedet i dag er meget fragmenteret og vil være det i årene frem. Derfor vil håndværkere, små, mellemstore og store virksomheder altid skulle leve side om side.

Forestillingen om store virksomheder, der kun arbejder på store projekter, skal sammenholdes med den kendsgerning, at projekter til et enhedsbeløb på over 20 mio. EUR kun udgør 2-5 % af det globale marked for byggeriet.

3.2.6

De store europæiske koncerner, der ofte er markant til stede på verdensmarkedet, er for størstedelens vedkommende sammenslutninger af små og mellemstore virksomheder, der er stærkt lokalt forankret, og som arbejder i den samme konkurrencekontekst som det lokale net af uafhængige SMV'er.

3.2.7

De fleste af de store europæiske aktører i denne sektor har udviklet sig efter en anden model end den såkaldt »amerikanske«, idet de har satset på egen intelligens og deltagelse i projektudvikling og skaffet sig redskaberne til selv at bevare og udvikle deres knowhow.

3.2.8

Det er takket være denne fremgangsmåde, at europæiske virksomheder har skabt sig en plads på de internationale markeder. Denne model, der bygger på integration af idé og udførelse, er ikke nødvendigvis et særkende for store koncerner, men kan og bør anvendes af virksomheder af alle størrelser.

4.1

Udfordringen for denne sonderende udtalelse, som Kommissionen har anmodet om, skal ikke kun være at foreslå forenkling af lovgivningen, men også at der følges en fremgangsmåde, der muliggør:

4.2

Disse forskellige faktorer, som der bør tages højde for i lovteksterne, skal muliggøre en normal udvikling af byggeriets aktører (her ses bort fra markedernes volumensvingninger, som ikke skal behandles i denne udtalelse) og være med til at sikre gennemførelsen af en sammenhængende social- og arbejdsmarkedspolitik (beskæftigelse, sikkerhed, lønninger) samt gøre sektoren mere attraktiv for de berørte aktører (unge, forældre, undervisere osv.).

5.1

EØSU foreslår, at de kompetente myndigheder koncentrerer deres indsats på følgende hovedpunkter:

5.2.1

Man kunne sætte ind med følgende tiltag:

I forbindelse med denne liste skal det slås fast, at der nok efterlyses en vis udvikling i lovgivningen, men at idéen ikke er at påtvinge færdige løsninger, men derimod at give bygherrerne en komplet kasse med værktøj, som de kan tage frem efter behov.

5.2.2

Disse ændringer eller tilpasninger skal tilsammen fremme gennemsigtighed og lige muligheder mellem private, offentlige og halvoffentlige virksomheder og klart slå fast, at enhver økonomisk ydelse kræver et udbud og en formel kontrakt.

5.3.1

Det er et særkende for bygge- og anlægssektoren, at de udførte projekter altid er »prototyper«. Der bør derfor etableres en EU-lovgivning, som beskytter den intellektuelle ejendomsret, og som tager hensyn til den særlige karakter af de idéer, der skal beskyttes: de er som hovedregel udviklet til et bestemt udbud og skal ikke nødvendigvis reproduceres systematisk. Der bør etableres en specifik lovgivning på EU-niveau for at beskytte de tekniske idéer i udbudsprocessen og fastlægge rettigheder for deltagerne i udbudsprocedurerne.

5.4.1

I de fleste af EU's medlemsstater har byggeriets professionelle aktører måttet konstatere, at de nationale uddannelsessystemer som helhed langtfra svarer til professionens behov. Dette gælder for alle uddannelsesniveauer. Hvis forholdet mellem bygge- og anlægsfagene og medlemsstaternes uddannelsessystemer skal forbedres, bør der derfor også ydes et bidrag på EU-niveau, f.eks. ved at:

5.5.1

De nugældende regler har en meget stor og positiv indvirkning på arbejdsmetoderne i byggeriet. Dog bør man:

5.6.1

Som nævnt ovenfor har byggeriets professionelle aktører en vigtig rolle at spille over for de globale problemer, herunder klimaændringerne. De er i dag, så vidt reglerne og incitamenterne tillader det, parat til at påtage sig dette ansvar, tilføre det europæiske marked den merværdi, de står for, og udbrede deres knowhow på området til andre dele af verden, hvor der som bekendt skal gøres en gigantisk og nødvendig indsats, hvis alle skal kunne mærke virkningen af de tiltag, der er sat i værk.

5.6.2

Derfor bør man:

5.6.3

Både inden for byggeri og transport kan bygge- og anlægsvirksomheder, hvis man giver dem mulighed for at deltage i hele »idé-gennemførelse-vedligeholdelse«-forløbet, yde et afgørende bidrag, især med henblik på at sikre finansieringen af de nødvendige aktiviteter, i kraft af deres evne til at forvalte de samlede omkostninger og finansieringen af investeringerne gennem fremtidige energibesparelser.

5.7.1

Problemerne for SMV'erne i byggeriet handler egentligt ikke om adgang til det ene eller det andet marked, som det kan være tilfældet i andre sektorer (jf. punkt 2.2.5).

5.7.2

Derfor betragter byggeriets repræsentanter med rette de argumenter for »kvoter«, som nogle har fremsat, men som EU-myndighederne har forkastet, som ubegrundede, især da de tal, der er fremført fra forskellige sider, er blevet overhalet af alle medlemsstaterne i praksis.

5.7.3

SMV'ernes problem skal — ud over de spørgsmål, der behandles i Small Business Act — snarere håndteres:

3.2.2009   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 27/26

1.1

Margot Wallström, næstformand i Kommissionen med ansvar for interinstitutionelle relationer og kommunikationsstrategi, og Günter Verheugen, næstformand i Kommissionen med ansvar for erhvervs- og virksomhedspolitik, har anmodet EØSU om at udarbejde en sonderende udtalelse om forretningsservice ved at foretage en opfølgning på og yderligere analyser af en tidligere udtalelse (1), som beskæftigede sig med forretningsservice og industri.

1.1.1

Denne undersøgelse bør tage højde for den afgørende betydning, som Kommissionen tillægger Lissabondagsordenens bidrag til at bevare og styrke europæisk industris konkurrenceevne ved at styre forandringsprocessen i overensstemmelse med den europæiske strategi for bæredygtig udvikling, herunder på det sociale niveau ved at styrke fremkomsten af repræsentative arbejdsmarkedsparter med det formål at føre forhandlinger på et passende niveau.

1.1.2

Gennemførelsen af sådanne mål skal ske parallelt med en forenkling af de lovgivningsmæssige rammer for industrien, en politisk prioritet, som udgør et af kernepunkterne i Kommissionens industripolitik.

1.1.3

Endvidere er industripolitikken kendetegnet ved en integreret strategi, som tager hensyn til de forskellige sektorers behov.

—

Forretningsservicepolitikker og nedsættelse af en højtstående gruppe. Det anbefales, at der nedsættes en højtstående gruppe om forretningsservice med henblik på at foretage en tilbundsgående undersøgelse af sektoren, gennemgå de eksisterende politikker for at identificere og vurdere de mere effektive og vellykkede af dem, der har indflydelse på forretningsservice, og udforme konkrete politiske foranstaltninger vedrørende større mangler og behov. Der bør lægges særlig vægt på den store diversitet i de forskellige forretningsserviceydelsers undersektorer for at finde frem til, hvilke der fortjener stor politisk opmærksomhed, og på hvilket niveau (regionalt, nationalt eller EU) en politisk indsats er berettiget.

—

Arbejdsmarkedspolitikker i forretningsservicesektoren. Ud fra et socialt perspektiv kræves en tilbundsgående undersøgelse på sektorniveau af de udfordringer, der ligger i de nye typer beskæftigelse, der opstår gennem vekselvirkninger mellem forretningsservicesektoren og fremstillingsvirksomheder. Denne undersøgelse skal omfatte almen og erhvervsfaglig uddannelse og livslang læring samt arbejdstagernes ansættelses- og arbejdsvilkår, herunder vilkår for arbejdstagere involveret i outsourcingprocesser. For at nå dette mål foreslås det, at den sociale dialog på sektorniveau fremmes. I den forbindelse bør der udarbejdes en dagsorden for drøftelsen af de specifikke ændringer i arbejdsvilkår og jobmuligheder, der hidrører fra strukturelle ændringer, som påvirker forretningsservicesektoren.

—

Forretningsservice i innovationspolitikker. Innovationsfremmende foranstaltninger inden for serviceydelser bør gives ekstra vind i sejlene. Områder som organisatorisk innovation, vidensintensiv forretningsservice og innovationsstyring fortjener større opmærksomhed.

—

Udvikling af forretningsservicestandarder. Virksomheder bør tilskyndes til at få etableret standarder gennem selvregulering efter en grundig høring af brugerne af forretningsservice. Støtte fra CEN og dets medlemmer (åben platform) er vigtig for at formidle frugterne af vellykket innovation, navnlig ved hurtig uformel konsensusopbygning.

—

Fremme servicevidenskab som en ny disciplin inden for almen og erhvervsfaglig uddannelse.

—

Det indre marked og lovgivning, der berører forretningsservice. EØSU har fundet frem til en række områder, som bør forenkles og præciseres, og hvis administrative byrde bør reduceres uden dermed at reducere de gældende forpligtelser med hensyn til sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen og arbejdstagerrepræsentation. Det understreges bl.a., at en konsekvensanalyse af direktivet om serviceydelser er blevet gennemført, og at dette fortjener en større indsats, særligt når direktivet er blevet omsat til national lovgivning. Dette bør omfatte en kortlægning af flere mulige foranstaltninger vedrørende mere åben handel og konkurrence i det udvidede EU's indre marked.

—

Yderligere forbedringer af statistikker om forretningsservice. Medlemsstaterne opfordres til at samarbejde mere med henblik på at få bedre statistikker om forretningsservice og især bedre oplysninger om dens resultater og indvirkning på medlemsstaternes økonomi — et nødvendigt redskab for regeringerne, hvis de skal hjælpe sektoren med at udvikle dens potentiale. Nylige ændringer af kapitel 74 i NACE vil stadig ikke være nok til at frembringe de nødvendige enkeltheder, der kræves for at indsamle væsentlige oplysninger om forretningsservice.

3.1

Baggrund. I sin initiativudtalelse, som blev vedtaget i september 2006 — CCMI/035 — foreslog EØSU, at der blev rettet særlig opmærksomhed mod forretningsservice på baggrund af dens bidrag til den europæiske fremstillingsindustris resultater. Udtalelsen forklarede samspillet mellem tjenesteydelser og fremstillingsvirksomhed og indvirkningen på sociale og økonomiske resultater i form af beskæftigelse, produktivitet og konkurrenceevne. Det er udgangspunktet for denne opfølgning, som omfatter en mere dybtgående analyse af forretningsservicesektoren. Denne udtalelse kunne passende indledes ved at definere forretningsservice som serviceaktiviteter, der i kraft af deres anvendelse som mellemliggende input påvirker produktionsaktiviteternes kvalitet og effektivitet ved at supplere eller erstatte interne servicefunktioner (Rubalcaba og Kox, 2007). Denne definition svarer på nogle punkter til NACE rev. 1 (hovedgruppe 72-74), til den nye version af NACE (hovedgruppe 69-74, 77-78, 80-82) og til den klassificering af forskellige serviceydelser. Der er to hovedkategorier af forretningstjenester:

Formålet med denne udtalelse er at fremme anerkendelsen af forretningsservicesektoren, sætte sektoren i stand til at udvikle sig uhindret og at bistå de europæiske økonomier i deres bestræbelser på at blive mere konkurrencedygtige på verdensmarkedet.

3.2

Tjenesteydelsers og forretningsserviceydelsers betydning. Tjenesteydelser har en stigende betydning for borgere, fagfolk, virksomheder, regioner og lande. Tjenesteydelser dominerer i vidt omfang de nye krav og forsyninger, der er forbundet med de økonomiske og sociale systemer. Selv om de spiller en rolle i de fleste aspekter af erhvervs- og samfundslivet, registreres mange af dem ikke i statistikkerne. Den traditionelle fordeling mellem erhvervssektorer gør det — selv om den er ufuldstændig og skjuler det stærke samspil mellem økonomiske sektorer — muligt for os at vurdere omfanget af større økonomiske aktiviteter (se tabel 1). Tjenesteydelser som erhvervssektor har stigende betydning i Europa. Deres andel af den samlede beskæftigelse (70 %) er mindre end i USA (80 %) og større end i Japan (67 %). I samtlige disse tre områder er den særlige undersektor forretningsservice steget i en meget dynamisk takt og udgør en nogenlunde lige stor andel af den samlede beskæftigelse. Virksomheder, der primært leverer forretningstjenester, udgør 10-12 % af den samlede beskæftigelse og merværdien. Medtager man virksomheder, der har forretningsservice som sekundær aktivitet, er andelen af beskæftigelsen langt højere. I Europa i 2004 (se tabel 3) er de lande, som ligger i spidsen af forretningsserviceøkonomien, Beneluxlandene, Storbritannien, Frankrig og Tyskland. I perioden 1995-2004 øgede nogle lande, bl.a. Ungarn, Polen, Østrig, Letland og Malta, deres forretningsservicesektor ret betydeligt. Det peger i retning af en vis konvergensproces mellem nogle EU-lande. Tallene for de enkelte lande dækker kun beskæftigelse i virksomheder, hvis hovedaktivitet er forretningsservice. Størstedelen af dem er SMV'er.

3.3

Vurdering af udviklingen. EØSU har nu revurderet situationen i lyset af udviklingen siden sin seneste udtalelse i september 2006 — CCMI/035 — og med tilfredshed noteret, hvordan der i Kommissionens beslutninger lægges større vægt på betydningen af forretningsserviceydelser i fremstillingsindustrien:

3.4

Støttetiltag, der gavner forretningsservice. Ud over de større igangværende EU-tiltag til fremme af forretningsservice i industri- og innovationspolitikker og den mulige afsmitning, der opstår som følge af direktivet om det indre marked, er der andre Kommissionstiltag, der indirekte støtter forretningstjenesternes rolle i fremstillingsindustrien:

3.5

Større behov inden for forretningsservicesektoren. På trods af de igangværende tiltag i forbindelse med tjenesteydelser er der stadig betydelige mangler og behov at tage i betragtning. De nuværende rammer i europæisk politik er for stærkt fokuseret på fremstillingsindustrien, selv om tjenesteydelser udgør langt det største segment i økonomien og bidrager til vækst inden for alle erhvervs- og samfundsområder.

3.5.1

De fleste horisontale og sektorrelaterede initiativer i EU's erhvervspolitik på både nationalt niveau og på EU-niveau er rettet mod fremstillingsindustrien til trods for den integrerede støttende rolle, som forretningsservice spiller for den. Der er derfor et akut behov for etablering af en afbalanceret EU-politik, der ikke undervurderer vigtigheden af forretningsservice for den globale konkurrencedygtighed hos den europæiske produktionsindustri selv og for økonomien som helhed. Horisontale politikker, der er rettet mod økonomiske sektorer, skal reelt være horisontale og passe til behovene hos virksomheder og medarbejdere i den nye tjenesteydelsesøkonomi, hvor industri- og tjenesteydelsessektorerne er uløseligt forbundet og derved skaber nye muligheder for den europæiske økonomi på det globale marked som et direkte resultat af synergierne mellem dem. Mange af de politikinitiativer fra EU, der udgør elementerne i erhvervspolitikken, skal tilpasses og anvendes på tjenesteydelser, herunder bl.a. et fuldt effektivt indre marked for tjenesteydelser, international handel, regler for statsstøtte, arbejdsmarkedet, sociale foranstaltninger, uddannelse og regional politik, forskning og udvikling, innovation, standardisering, iværksætterkultur, bedre statistikker og information under hensyntagen til de specifikke behov inden for servicesektoren, hvor dette er relevant. Dette skal ikke forstås sådan, at alle politikker bør være vertikalspecifikke for serviceydelser. Det betyder snarere, at alle disse politikkers påvirkning af forretningstjenesteområdet bør overvåges, og at der skal sættes ind, når det er nødvendigt.

3.5.2

Der kan konstateres visse større behov på følgende områder:

3.6

Samspil mellem forretningsserviceaktiviteter og målrettede politikker. Tabel 4 i denne rapport viser, hvordan forsøgsvise omfattende tiltag kan spille sammen og lade forretningsservice udvikle sig kraftigt, så de kan imødegå de kommende udfordringer. Der bør tages højde for synergier og samspil mellem forskellige typer politikker.

3.7

En økonomisk begrundelse er nødvendig, når der skal udformes konkrete EU-politikker for at sætte skub i driften af forretningstjenesteydelser, som påvist for nylig af Kox og Rubalcaba (Business services in European Economic Growth, 2007). Til støtte for deres argumenter fremhævede de især markeds- og systemsvigt som informationsasymmetri og eksterne faktorer.

3.8

Lissabondagsordenen 2008-2010. De politikker, der er relateret til forretningsservice, kunne være nyttige i forbindelse med forslagene til Fællesskabets Lissabon-program 2008-2010 (KOM(2007) 804 endelig). De fleste af de ti hovedmål, der skal være opfyldt i 2010, påvirker tjenesteydelser direkte eller indirekte.

3.8.1

Kommissionen vil foreslå en fornyet social dagsorden i midten af 2008 og vil bidrage til at gøre noget ved kvalifikationskløften. Der kan konstateres betydelige mangler og behov inden for de fleste forretningstjenester, der er stærkt arbejdskraftkrævende. I sin udtalelse om »Beskæftigelse for prioriterede befolkningsgrupper (Lissabon-strategien)« (9), bemærkede EØSU, at de ambitiøse Lissabonbeskæftigelsesmål kun var blevet opnået i begrænset omfang, og konstaterede endvidere, at mange af de nye job, der var skabt i de senere år, især for kvinder, var deltidsjob. Ældre arbejdstagere oplevede stadig en tydelig mangel på egnede ledige job, og unge mennesker især fandt mest atypiske (utraditionelle) former for beskæftigelse, i nogle tilfælde uden den nødvendige lovmæssige og sociale beskyttelse. I forbindelse med flexicurity understregede EØSU i sin udtalelse, at der bør være en høj grad af social sikkerhed, aktive arbejdsmarkedspolitikker samt uddannelse, videreuddannelse og faglig uddannelse.

3.8.2

Kommissionen har fremsat forslag til en fælles indvandringspolitik. Forslaget kan påvirke indvandringen af højt kvalificerede arbejdstagere på områder som vidensintensive tjenesteydelser og til mindre kvalificerede arbejdstagere inden for områder som rengøring og sikkerhedstjenester.

3.8.3

Fællesskabet vil vedtage en lov om mindre virksomheder for at frigøre vækstpotentialet hos SMV'er gennem hele deres livscyklus. Forretningsservice er den sektor, hvor flest virksomheder startes og lukkes, så nye SMV'er menes at have brug for særlig opmærksomhed. I sin udtalelse om »Erhvervspotentiale, specielt for SMV'er (Lissabon-strategien)« (10) anbefaler EØSU mere målrettede og strømlinede, integrerede retningslinjer for SMV'er vedrørende vækst og job for årene 2008-10. Reduktionen af administrative EU-byrder med 25 % inden 2012 vil også være til gavn for SMV'er.

3.8.4

Fællesskabet vil styrke det indre marked og øge konkurrencen på serviceområdet. I ovennævnte udtalelse (INT/324) beklager EØSU det ufuldstændige indre marked, især medlemslandenes langsomme gennemførelse af direktiver, de administrative byrder og arbejdskraftens manglende bevægelighed. For SMV'er er der tale om meget store barrierer, som er svære at tackle.

3.8.5

Fællesskabet vil føre den femte frihed ud i livet (frie bevægelighed af viden) og skabe et ægte europæisk forskningsområde. Vidensintensive forretningstjenester kan spille en rolle i opfyldelsen af dette Lissabonmål.

3.8.6

Fællesskabet vil forbedre rammebetingelserne for innovation. EØSU har også afgivet en udtalelse om »Investeringer og Innovation« (11). Hovedpunkterne heri er, at Europa skal holde sig i spidsen inden for forskning, teknologisk udvikling og innovation, samt at der kræves yderligere finansiering fra EU's budget, en forbedring af uddannelsesfaciliteterne og generelt højere standarder. Herudover er det nødvendigt at skabe et socialt klima, der er åbent over for fremskridt og innovation, at etablere de nødvendige betingelser og beslutninger, der giver tilstrækkelig forretningstillid og optimisme for investorerne til at indskyde kapital i nye projekter i Europa, at skabe øget opmærksomhed om den fundamentale betydning af grundlæggende forskning og bibringelse af iværksætterånd hos dem, der er villige til at skabe innovation og tage risici, og endelig at acceptere et vist niveau af fejltagelser og tab, der er uundgåeligt, når der tages en risiko. I udtalelsen behandlede EØSU endvidere det retlige og samfundsmæssige klima for et innovativt erhvervsliv og et marked med gunstige betingelser for innovation.

3.8.7

Fællesskabet vil fremme en erhvervspolitik, der tilskynder til bæredygtig produktion og bæredygtigt forbrug. Miljøtjenesters rolle i erhvervspolitikken kan placeres under denne prioritet.

3.8.8

Fællesskabet vil forhandle bilateralt med nøglehandelspartnere for at åbne for nye muligheder for international handel og investering og for at skabe et fælles rum for lovkrav og standarder.

4.1

1. prioritet: Kommissionen bør nedsætte en gruppe på højt niveau vedrørende forretningsservice inden for rammerne af erhvervs- og industripolitikken for at sikre, at de politiske foranstaltninger tager udgangspunkt i forretningstjenester i bred forstand og disses interaktion med erhvervslivet og økonomien som helhed. Følgende kunne opstilles som hovedmål for en sådan gruppe på højt niveau:

4.2

2. prioritet: Der bør tilskyndes til en social dialog specifikt for forretningsservice for at diskutere og formulere anbefalinger vedrørende:

Gennemførligheden og virkningen af en sådan sektorspecifik social dialog (bl.a. anerkendelse af aftaler, organisationsmæssig støtte) vil dog afhænge af udpegelsen og anerkendelsen af de repræsentative europæiske arbejdsgiver- og arbejdstagerforbund.

4.3

3. prioritet: Forskning og udvikling inden for forretningsservice:

4.4

4. prioritet: Udvikling af standarder. Inden for forretningsservice har udviklingen af standarder været langsom. Standarderne er generelt efterspørgselsbaserede. For leverandørerne af forretningstjenester er der strukturelle problemer. Størstedelen af disse leverandører er mindre virksomheder, der ikke er med i repræsentative organisationer i deres land, og dette afspejles også på europæisk niveau, hvor kategorien ikke er velrepræsenteret i europæiske organisationer. Den eneste måde at forbedre situationen på er derfor at mobilisere brugerne og få dem til at fremsætte deres krav. Markedet for forretningstjenester vil høste stor fordel af klare standarder på området. Udviklingen af standarder kan være nyttig til at:

4.5

5. prioritet: Yderligere forbedringer i forretningsservicestatistikker. Politiktiltag afhænger af, at der foretages en analyse af aktuelle udviklingstendenser. Dette kræver klare og hensigtsmæssige statistikker. Den tilsyneladende mangel på tilfredsstillende produktivitetsstigninger i forhold til USA kan til dels skyldes upålidelige statistikker, som er baseret på metoder, der anvendes til resultatmåling inden for fremstillingsindustrien. Mere udførlige forretningsservicestatistikker kræver ikke blot en beslutning fra Eurostat, men også samarbejde fra nationale regeringer om at ændre deres metoder til indsamling af statistisk materiale. Der bør navnlig fokuseres på at måle forretningstjenesternes rolle inden for andre industri- og servicesektorer.

4.6

6. prioritet: Servicevidenskab.

Servicevidenskab (Service Science, Management and Engineering, SSME) er en ny disciplin, der dækker forskellige og fragmenterede tilgange til tjenesteydelser, herunder tjenesteydelsesøkonomi, styring af tjenesteydelser, markedsføring af tjenesteydelser. Forskere og virksomheder inden for serviceområdet anerkender, at der er et behov for at fremme og integrere alle disse områder bedre. Inden for servicevidenskab er service engineering (teknisk udformning af tjenesteydelser) et godt eksempel. Det er en specifik teknisk disciplin, der vedrører systematisk udvikling og design af serviceprodukter ved hjælp af egnede modeller, metoder og værktøjer. Selv om dette område også indeholder aspekter af servicestyring, er udviklingen af nye serviceprodukter et af de aspekter, der navnlig sættes fokus på. Samtidig handler det også om design af udviklingssystemer, med andre ord om servicerelaterede spørgsmål vedrørende overordnet forskning og udvikling og innovationsstyring. Integrerede tilgange til fælles udvikling af fysiske varer, software og tjenesteydelser vil blive et fast element.

Grundlæggende forskning i nye forretningsmodeller, -metoder og -værktøjer vil give servicevidenskab et værdifuldt skub fremad. Endelig vil den stigende harmonisering af standarder for tjenesteydelser opmuntre til specificering og effektiv udvikling af nye tjenesteydelser. Endelig vil den øgede harmonisering af servicestandarder fremme udformningen og en effektiv udvikling af nye tjenesteydelser (12).

Service engineering er et af de få områder inden for servicesektoren, som i alt væsentligt er blevet formet gennem europæisk forskning. Det er meget vigtigt at sikre øget integrering af de internationale netværk og en systematisk udvikling af et uafhængigt service engineering-miljø for at opretholde en ledende rolle på dette område i fremtiden (13).

4.7

7. prioritet: Det indre marked og lovgivning, der berører forretningsservice.

Reduktion og forenkling af den lovgivningsmæssige byrde. Der er flere indskrænkende faktorer, der virker hindrende for virksomheder inden for forretningsservice og neutraliserer deres indsats for at øge produktiviteten og søge at drive forretning i andre medlemslande. Dette gælder for eksempel problemer i forbindelse med arbejdskraftens bevægelighed og anerkendelse af uddannelseskvalifikationer. Mængden og kompleksiteten af regler er steget i de senere år, og dermed er byrden for mindre serviceleverandører øget. De mest relevante punkter, der kræver opmærksomhed, er:

3.2.2009   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 27/34

1.1

Udvalget støtter målene i forslaget til forordning samt den omarbejdede udgave af direktiv 76/768/EØF til en forordning.

1.2

Udvalget henleder opmærksomheden på, at der forventes at medgå betydelige udgifter, navnlig blandt SMV'er, til at opfylde de nye krav med hensyn til fremstillingspraksis, vurdering af sikkerhed og udarbejdelse af et dossier med produktinformationer, for slet ikke at nævne udførelse af alle relevante undersøgelser.

1.3

Udvalget mener, at det er tilrådeligt at minimere denne negative økonomiske konsekvens for SMV'er, for eksempel ved at angive, at dossieret med produktinformationer og sikkerhedsvurderingen skal udarbejdes i overensstemmelse med de nye krav til produkter, som bringes i omsætning for første gang.

1.3.1

Udvalget støtter overgangsperioden på 36 måneder i forbindelse med forordningens ikrafttræden. Med hensyn til ajourføring af dossieret med produktinformationer og sikkerhedsvurderingen af kosmetiske midler, som allerede er på markedet, anbefaler udvalget dog en yderligere overgangsperiode på 24 måneder efter ikrafttrædelsen.

1.4

Udvalget glæder sig over indførelsen af en differentieringsordning, som er baseret på risikovurderingen af stoffer, der er klassificeret som værende kræftfremkaldende, mutagene eller reproduktionstoksiske (»CMR-stoffer«). Forbuddet mod anvendelse af sådanne stoffer bør opretholdes.

2.1

Det vigtigste mål med direktivet (direktiv 76/768/EØF) er at beskytte forbrugernes sundhed og harmonisere de retlige bestemmelser om kosmetiske midler på det fælles marked. En vurdering af den aktuelle markedssituation viser, at ændringerne til direktiv 76/768/EØF og medlemsstaternes inkonsekvente gennemførelse deraf i vidt omfang har medført retlig usikkerhed og forskelle. Det har derfor medført en administrativ byrde og unødvendige omkostninger for de kompetente myndigheder såvel som for industrien uden at bidrage til sikkerheden af kosmetiske midler.

2.2

Forenklingen af Rådets direktiv 76/768/EØF af 27. juli 1976 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om kosmetiske midler (»Kosmetikdirektivet«) blev bebudet i Kommissionens meddelelse »Gennemførelse af Fællesskabets Lissabon-program — En strategi til forenkling af de lovgivningsmæssige rammer« og i Kommissionens årlige politikstrategi for 2007 samt i Kommissionens lovgivnings- og arbejdsprogram for 2007. Kommissionen foreslog at forenkle kosmetikdirektivet i form af en omarbejdning, dvs. en lovgivningsmæssig teknik, som gør det muligt at kodificere en lovgivningstekst og dens ændringer og indføre betydelige forbedringer.

2.3

På baggrund af reaktionerne på den offentlige høring i 2006 samt flere undersøgelser fra Kommissionens side, har Kommissionen udarbejdet en omfattende konsekvensanalyse inden udarbejdelsen af forslaget til forordning (omarbejdet) (1).

2.4

EU's kosmetisksektor er karakteriseret af SMV'er. 97 % af alle EU's kosmetikvirksomheder er SMV'er, og 80 % af dem har mindre end 19 medarbejdere. SMV'er udgør næsten to tredjedele af alle direkte beskæftigede i kosmetiksektoren i EU.

2.5

Angående beskæftigelse er der ansat ca. 150 000 mennesker i kosmetikindustrien i Europa. Siden 1999 har den europæiske sektor støt skabt nye arbejdspladser (stigning på 1,2 % pr. år).

2.6

Bortset fra direkte beskæftigelse har kosmetiksektoren en stærk, indirekte indvirkning på beskæftigelse som detailhandel, distribution og transport. Det skønnes, at kosmetikindustrien indirekte skaber ca. 350 000 arbejdsplaser.

2.7

Det er derfor, der bør tages højde for de interesser og synspunkter, som SMV'er i kosmetiksektoren i EU har, når virkningen af det nuværende forslag analyseres.

2.8

Mængden og værdien af eksport af kosmetik inden for Fællesskabet er steget fra år til år siden 1999 med gennemsnitlig 5 % pr. år i volumen med 6,5 % pr. år i værdi.

2.9

Kosmetikindustrien er en international forretning, hvor Europa er en meget vigtig aktør. Den globale karakter af denne sektor er især relevant for EU som nettoeksportør. I 2005 blev der uden for EU eksporteret for 16 mia. EUR kosmetikprodukter, mens importen udgjorde 4,4 mia. EUR.

2.10

Situationen er forskellig fra medlemsstat til medlemsstat. Polen er et eksempel herpå. Størstedelen af den polske kosmetiksektor er stadig uafhængig med mere end 400 virksomheder, de fleste SMV'er. Det polske kosmetikmarked, som har haft en årlig stigning på 8,2 % i 2006 og 7,2 % i 2007 og et kraftigt vækstpotentiale, er et godt eksempel på stabil vækst, hvilket ikke længere er tilfældet i EU's fem største udviklede økonomier (Det Forenede Kongerige, Tyskland, Frankrig, Italien og Spanien).

3.1

Forslaget til en omarbejdet udgave af Rådets direktiv 76/768/EØF har følgende vigtige mål:

3.2

Kommissionen fastholder i sit forslag anvendelsesområdet for direktiv 76/768/EØF, og definitionen af kosmetiske midler forbliver uændret. Under den offentlige høring, som Kommissionen gennemførte, var de fleste parter for en omarbejdning af direktiv 76/768/EØF til en forordning.

3.3

Der er foreslået et nyt sæt definitioner af termer som: fabrikant, importør, gøre tilgængelig på markedet, bringe i omsætning, harmoniseret standard, ubetydelige mængder, konserveringsmidler, farvestoffer, UV-filtre, uønsket virkning, alvorlig uønsket virkning, tilbagetrækning og tilbagekaldelse. Der er dog ikke foreslået nogen definition af termen »kosmetisk middel«.

3.4

Begrebet ansvarlig, som er etableret inden for Fællesskabet, er indført. Ansvaret i tilfælde af produkter, der leveres til forbrugeren fra et sted uden for EU, f.eks. via internettet, blev beskrevet.

3.5

Principperne i den »nye metode« er indført: Henvisning til harmoniserede standarder i lovgivning inden for god fremstillingspraksis og prøveudtagning/analyse af kosmetiske midler samt anprisninger i forbindelse dermed.

3.6

Der er fastlagt minimumskrav til sikkerhedsvurderingen og dossieret med produktoplysninger (et produktdossier). Sikkerhedsrapporten om det kosmetiske middel er foreslået som bilag I til forslaget til forordning. Sikkerhedsvurderingen af det kosmetiske middel er baseret på den toksikologiske profil af dets bestanddele.

3.7

Der er foreslået en differentieringsordning, som er baseret på en vurdering af risiko (men ikke fare) for stoffer, der er klassificeret som værende kræftfremkaldende, mutagene eller reproduktionstoksiske (»CMR-stoffer«) i stedet for den nuværende ordning, som er baseret på fare. Generelt opretholdes forbuddet mod anvendelse af CMR-stoffer i kategori 1 og 2. Den nye metode tillader dog under forudsætning af strenge betingelser anvendelse af CMR-stoffer i kategori 1 og 2, hvis det konstateres, at de kan anvendes sikkert i kosmetik.

3.8

Den overordnede strategi om at forbyde dyreforsøg i forbindelse med færdige produkter samt tidsplaner med frister for forbud mod markedsføring af kosmetiske midler, som indeholder bestanddele eller kombinationer af bestanddele, som er blevet afprøvet på dyr, er fastholdt.

3.9

Der er fastlagt en ensartet metode til forvaltning af uønskede virkninger eller alvorlige uønskede virkninger. Data om uønskede virkninger og alvorlige uønskede virkninger bliver en del af sikkerhedsrapporten om det kosmetiske middel og kommunikeres videre til offentligheden. Desuden underrettes de kompetente myndigheder aktivt om alvorlige uønskede virkninger.

3.10

Der blev foreslået en forenklet, centraliseret, elektronisk underretning i en »one-stop-shop«. Indtil i dag skulle underretningen ske særskilt i hver enkelt medlemsstat, inden et kosmetisk middel blev bragt i omsætning. Omfanget af oplysningerne er forskelligt fra medlemsstat til medlemsstat. Endvidere stilles der i flere medlemsstater krav om særskilt underretning af giftkontrolcentre.

3.11

Det administrative samarbejde mellem kompetente myndigheder samt anvendelse af god forvaltningsskik er blevet styrket.

4.1

Udvalget støtter målene i forslaget til forordning — forenkling og samordning af visse administrative procedurer samt sikring af høj sikkerhed for forbrugerne. Forslaget til forordning er utvivlsomt gennemsigtigt. De foreslåede bestemmelser skal præcisere visse tidligere retlige uklarheder, som havde medført forskellige fortolkninger og anvendelser.

4.2

En omarbejdning af direktiv 76/768/EØF til en forordning vil sikre en ensartet anvendelse af lovbestemmelser, som forbedrer varernes frie bevægelighed på det fælles marked og forenkler de administrative procedurer på EU's markeder.

4.3

Da forenkling af de administrative procedurer kan reducere visse omkostninger (dvs. underretning om produkter og underretning af giftkontrolcentre) forventes det at indebære omfattende udgifter blandt SMS'er for at opfylde de nye krav til indholdet af dossieret med produktoplysninger og overensstemmelse med den harmoniserede standard EN ISO 22716 (GMP). Det bør understreges, at der i de nuværende lovbestemmelser ikke stilles så høje krav om detaljerede toksikologiske oplysninger som i forslaget til forordning.

4.4

Det må forventes, at ekstraudgifterne til opfyldelse af kravene i forordningen i høj grad vil afhænge af virksomhedens størrelse. Omkostningerne i forbindelse med udarbejdelsen af dossieret med produktoplysninger og sikkerhedsvurderingen bæres først og fremmest af små og mellemstore virksomheder, som tidligere udarbejdede oplysninger på et rudimentært niveau som anført i eksisterende lovbestemmelser.

I store internationale selskaber kan der ikke forventes nogen betydelig stigning i omkostningerne som følge af deres mangeårige erfaring, ekspertise, menneskelige ressourcer, tekniske baggrund og adgang til tredjeparters knowhow. I store virksomheder, som fremstiller produkter på flere EU-markeder, vil det centraliserede europæiske underretningssystem helt sikkert forenkle de administrative procedurer. Dette vil delvis reducere omkostningerne i forbindelse med en sådan underretning. Endvidere har internationale virksomheder allerede gennemført underretningssystemer for deres rammeformuleringer (formler).

4.5

I SMV'er kan der forventes en betydelig stigning i udgifterne i tilknytning til god fremstillingspraksis, vurdering af sikkerhed og udarbejdelse af et dossier med produktinformationer, for ikke at nævne alle relevante undersøgelser.

Alene til forskning, dossier og sikkerhedsvurdering kan SMV'ers omkostninger stige så meget som 100 % for hver ny formel, som bringes i omsætning. Dette vil øge SMV'ernes produktionsomkostninger betydeligt og påvirke detailprisen med konsekvenser for forbrugernes interesser.

I forbindelse med SMV'er bør det erindres, at produktserierne fremstilles i betydeligt mindre mængder end i de store internationale selskaber, der sælger store mængder produkter. Det betyder, at omkostningerne i forbindelse med forskning, dossier og sikkerhedsvurdering for hvert enkelt produkt er meget højere for SMV'er.

I lyset af den konsekvensanalyse, som Kommissionen har udarbejdet, kan dette være utilstrækkeligt i medlemsstater med et stort antal små og mellemstore virksomheder, som Spanien, Italien, Polen og Bulgarien.

4.6

Det synes tilrådeligt at minimere denne negative økonomiske indvirkning for SMV'er, for eksempel ved at angive, at dossieret med produktinformationer og sikkerhedsvurderingen skal udarbejdes i overensstemmelse med de nye krav til produkter, som bringes i omsætning for første gang. Det forekommer nødvendigt at udvide denne overgangsperiode til opdatering af dossieret med produktinformationer og sikkerhedsvurderingen for de produkter, som allerede er bragt i omsætning.

4.6.1

Udvalget støtter overgangsperioden på 36 måneder i forbindelse med forordningens ikrafttræden. Med hensyn til ajourføring af dossieret med produktinformationer og sikkerhedsvurderingen af kosmetiske midler, som allerede er på markedet, anbefaler udvalget dog en yderligere overgangsperiode på 24 måneder efter ikrafttrædelsen.

4.7

Udvalget glæder sig over indførelsen af et sæt definitioner. Dette vil lette fortolkningen af forordningens bestemmelser og hjælpe med at fjerne retlig usikkerhed og uoverensstemmelser. Der er dog ikke foreslået nogen definition af kosmetisk middel. Kosmetikindustrien er stærkt innovativ og der indføres ny effektivitet og nye produktkategorier på markedet hvert år. Dette kan skabe problemer vedrørende produktbetegnelserne (kosmetik, lægemidler osv.) og »grænseprodukter«. Derfor er det nødvendigt at iværksætte undervisnings- og informationskampagner såvel som at styrke markedsovervågningen på dette område.

4.8

Udvalget støtter indførelsen af begrebet »ansvarlig«. Dette at fastlægge, hvem der er ansvarlig, som kan være en anden iværksætter end producenten, er nyttigt og er konsekvent i forhold til den eksisterende markedspraksis som outsourcing og private varemærker. Bestemmelserne om en ansvarlig fastsætter den pågældendes ansvar i sager, hvor produkter bringes i omsætning fra et sted uden for EU, f.eks. via internettet.

4.9

Derudover mener udvalget, at andre begreber også bør defineres, således at man sikrer retssikkerhed, navnlig da instrumentet antager form af en forordning. Dette gælder navnlig i forhold til begreber som »duft« og »aktiv bestanddel«.

4.10

Udvalget glæder sig over indførelsen af elektronisk underretning om kosmetik og rammeformler til giftkontrolcentre. Det vil helt sikkert samordne de administrative procedurer på EU's marked.

4.11

Udvalget støtter indførelsen af principperne i den nye metode i lovbestemmelser om kosmetiske midler. Anvendelsen af harmoniserede standarder, som kan anvendes frivilligt af producenter og kompetente myndigheder muliggør samordning af anvendte metoder. Harmoniserede standarder er et godt eksempel på redskaber til selvregulering, som både er nyttige og gerne anvendes af kosmetikindustrien. Udvalget er imidlertid forbeholdent over for den ukritiske anvendelse af principperne i den nye metode. Forbrugersundhed og sikkerhedsspørgsmål bør reguleres i de relevante retsakter.

4.12

Udvalget glæder sig over henvisningen til harmoniserede standarder i forbindelse med anprisninger af produkter. Harmoniserede standarder bør dog omhandle metoder til vurdering af effektivitet, som anvendes til at dokumentere anprisningerne, og ikke selve anprisningerne. Anpriste virkninger kan måles ved hjælp af pålidelige og reproducerbare metoder. Endvidere bør der i harmoniserede standarder tages højde for emnets videnskabelige og teknologiske udvikling og omfang.

4.13

Udvalget glæder sig over indførelsen af en differentieringsordning, som er baseret på en vurdering af risiko for stoffer, der er klassificeret som værende kræftfremkaldende, mutagene eller reproduktionstoksiske (»CMR-stoffer«), som der henvises til i direktiv 67/548/EØF (artikel 12, stk. 2). Forbuddet mod anvendelse af sådanne stoffer bør bevares. Det nuværende system er imidlertid baseret på fare (dvs. stoffets iboende egenskaber) og tager ikke højde for dosering og eksponering. Det kunne føre til et automatisk forbud mod f.eks. ethanol (dvs. alkohol) i forbindelse med dets omklassificering til CMR-stof i kategori 1 eller 2 til trods for, at stoffet er sikkert at anvende i kosmetiske midler. I forslaget til forordning fastlægges det, at CMR-stoffer i kategori 1 og 2 kun kan anvendes som komponenter i kosmetiske midler, hvis de samtidigt opfylder tre betingelser (artikel 12, stk. 2). I en af disse betingelser forudsættes det imidlertid, at stoffet anvendes lovligt i fødevareprodukter. Der kan dog nemt være tilfælde, hvor CMR-stoffer i kategori 1 eller 2 anses for at være sikre til brug i kosmetiske midler, men som ikke er tilladt i fødevarer (f.eks. formaldehyd eller borsyre mv.). Forslagets bestemmelser medtager ikke anvendelsen af sådanne stoffer i kosmetikindustrien.

4.14

Udvalget er bekendt med overgangsperioden til tilpasning af produktdossieret og sikkerhedsvurderingen i forbindelse med produkter, der allerede er bragt i omsætning (artikel 34). I forslaget anføres det ikke, om overgangsperioden finder anvendelse på produkter, som bringes i omsætning, eller også på produkter, som er bragt i omsætning. Specificeringen af den samme overgangsperiode (36 måneder) for alle produkterne — herunder de, der allerede er bragt i omsætning — kan medføre en situation, hvor de produkter, som allerede lovligt er bragt i omsætning, skal trækkes tilbage på grund af manglende opdatering af mærkning eller opdatering af dossieret med produktoplysninger. Udvalget støtter overgangsperioden på 36 måneder i forbindelse med forordningens ikrafttræden. Med hensyn til ajourføring af dossieret med produktinformationer og sikkerhedsvurderingen af kosmetiske midler, som allerede er på markedet, anbefaler udvalget dog en yderligere overgangsperiode på 24 måneder efter ikrafttrædelsen.

I dokument SEK(2008) 117, der består i konsekvensanalysen, anfører Europa-Kommissionen, at al tilgængelig statistik viser, at antallet af bivirkninger i forbindelse med kosmetiske midler er meget lavt. (…) Endvidere har kosmetikindustrien siden kosmetikdirektivet trådte i kraft ikke haft nogen større sikkerhedskriser i modsætning til f.eks. fodersektoren.

5.1

Udvalget er bekendt med, at Kommissionens forslag indeholder visse bestemmelser, som kan være vanskelige at overholde. De vigtigste omfatter omfanget af krævede oplysninger til dossieret med produktoplysninger og sikkerhedsvurderingen (artikel 7 og bilag I).

5.2

I artikel 7 bør sikkerhedsgodkendelsen foretages af en uafhængig eller virksomhedsekstern tredjepart.

5.3

I artikel 7, stk. 3, er termen uklar: »ikke-kliniske sikkerhedsundersøgelser«. Ifølge de tilgængelige oplysninger fortolkes denne term forskelligt af forskellige EU-medlemsstater. Ifølge den fortolkning, som de kompetente polske myndigheder anvender, er kliniske undersøgelser undersøgelser vedrørende lægemidler. Forskningsstudier på frivillige, som anvendes til vurdering af kosmetiske midler (dermatologiske undersøgelser, kompatibilitetsundersøgelser, instrumentundersøgelser) kan således ikke anses for at være kliniske undersøgelser. De kan dog heller ikke anses for at være ikke-kliniske undersøgelser ifølge betydningen i artikel 7, stk. 3, i forslaget til forordning. Ifølge direktiv 2004/10/EF finder bestemmelserne om god laboratoriepraksis ikke anvendelse på undersøgelser med deltagelse af mennesker.

5.4

Endvidere forhindrer et krav om, at alle toksikologiske undersøgelser og analyser, som er nødvendige med henblik på sikkerhedsvurdering, gennemføres i overensstemmelse med principperne for god laboratoriepraksis, at de fleste oplysninger i de toksikologiske databaser og videnskabelige publikationer, som er en værdifuld informationskilde, kan anvendes. Selv i de nyeste videnskabelige publikationer findes der sjældent en erklæring om overholdelse (eller manglende overholdelse) af god laboratoriepraksis i de laboratorier, som udfører de relevante undersøgelser.

5.5

Bestemmelserne i bilag I, artikel 2 og artikel 4 om vurdering af renhed og stabilitet i emballeringsmaterialet, vurdering af stoffernes interaktion og vurdering af, hvordan produktets stabilitet påvirker dets sikkerhed og specificering af tiden efter åbning kan være svære at overholde, fordi der ikke findes nogen almindelig tilgængelig og anerkendt metode, f.eks. i form af internationale eller europæiske standarder eller videnskabelige publikationer. Disse oplysninger er derfor vanskeligt tilgængelige.

5.5.1

Udvalget bifalder indholdet i bilag I (rapport om kosmetiske midlers sikkerhed) for så vidt angår mindstekrav for oplysninger og forsøg, der skal gennemføres, når der udarbejdes et produktdossier. Dette vil forbedre dossierets kvalitet, lette markedsovervågningen og derfor forbedre forbrugersikkerheden.

5.6

Værdien af NOAEL (No Observed Adverse Effect Level), som er nødvendig med henblik på beregning af sikkerhedsmarginen, er ikke tilgængelig for mange stoffer. Forpligtelsen til at fastlægge værdien af NOAEL vil medføre dyreforsøg, der overtræder EU's politik med henblik på at fremme alternative metoder. Det er ligeledes en overtrædelse af bestemmelserne i artikel 14 (dyreforsøg).

5.6.1

Derfor ville det være hensigtsmæssigt, at de nye bestemmelser klart præciserer, hvilke forsøg producenten skal underkaste de stoffer der er anvendt i de kosmetiske midler med henblik på at identificere de potentielle risici for forbrugerne.

5.7

Udvalget kan ikke acceptere, at listen over bestanddele kun skal opføres på emballagen (artikel, litra g), men bør derimod obligatorisk anføres på selve produktet (beholderen), undtagen hvis dette klart er umuligt.

5.8

EØSU mener, at kosmetikprodukter bør bære særlige advarsler vedrørende deres anvendelse af børn med meget tydelig angivelse af mindstealderen, og om de skal opbevares uden for børns rækkevidde.

5.9

Udvalget mener ligeledes, at forordningen i forbindelse med fjernsalg klart skal foreskrive, at samme type oplysninger skal anføres på etiketter og emballager i forbindelse med fjernsalg som ved salg i forretninger.

5.10

Udvalget støtter det øgede pres for administrativt samarbejde mellem de kompetente myndigheder og anvendelsen af god administrativ praksis.

5.11

Udvalget støtter en justering af de tidligere bilag indeholdende lister over forbudte og tilladte stoffer med begrænsninger, som anvendes i kosmetiske midler, ved en tilføjelse af CAS- og EINECS-tal og INCI-navne samt fastlæggelse af en elektronisk fortegnelse over kosmetiske bestanddele.

5.12

En tilbagekaldelse af det tidligere bilag I i direktiv 76/768/EØF forekommer passende. Kategoriinddelingen i en tidligere liste var ret vilkårlig, og der var mange gentagelser af grupper af kategorier, f.eks.: »ansigtspudder« og »ansigts- og øjenmakeup samt rensemidler hertil«. Endvidere er den tidligere liste allerede for gammel — der er nye kategorier af produkter på markedet som anticellulitisprodukter og make-up-fjerningsservietter med aktive stoffer.

3.2.2009   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 27/39

1.1

EØSU bifalder forslaget til direktiv KOM(2008) 123 endelig om ændring af direktiv 2001/82/EF og direktiv 2001/83/EF, idet det anerkender, at disse ændringer vil sikre harmoniserede regler for alle lægemidler, uanset hvilken procedure der er anvendt ved udstedelsen af tilladelsen til at bringe dem i omsætning.

1.2

Ved at anvende samme kriterier for alle lægemidler sikrer man ikke kun, at der gælder de samme kvalitets-, sikkerheds- og effektivitetskriterier, men tillige at man fastholder et højt beskyttelsesniveau for folkesundheden, at det indre marked fungerer mere effektivt, og at en unødvendig administrativ og økonomisk byrde for virksomhederne fjernes.

1.3

EØSU har altid støttet og støtter fortsat Kommissionens bestræbelser på at højne lægemiddelsikkerheden, som er helt afgørende for beskyttelsen af menneskers og dyrs sundhed.

1.4

EØSU er derfor enigt i at bemyndige Kommissionen til at udvide forordning (EF) nr. 1084/2003 til at omfatte ændringer indtrådt efter tilladelsens udstedelse, uanset hvilken procedure der er anvendt, således at man undgår eventuelle hindringer for lægemidlernes fri bevægelighed, idet det dog understreger vigtigheden af den fremtidige foranstaltning, som Kommissionen skal træffe.

1.5

Også i denne sammenhæng understreger EØSU kraftigt, at det er overbevist om, at det er nødvendigt at fremskynde gennemførelsen af det indre marked også inden for de sektorer, hvor gennemførelsen endnu ikke er fuldendt eller kun delvis fuldendt.

2.1

Kommissionen fremlagde i november 2001 en omfattende reform af lægemiddellovgivningen med offentliggørelsen af to specifikke retsakter, nemlig direktiv 2001/82/EF om oprettelse af en fællesskabskodeks for veterinærlægemidler og direktiv 2001/83/EF om oprettelse af en fællesskabskodeks for humanmedicinske lægemidler (1).

2.2

Denne lovgivning var en fortsættelse af en gennemgribende reform, der blev iværksat i 1993 med oprettelsen af et europæisk agentur for lægemiddelvurdering (EMEA) i henhold til forordning 2309/93 og fastlæggelsen af nye procedurer for udstedelse af markedsføringstilladelser for lægemidler (2).

2.3

I overensstemmelse med princippet om varernes fri bevægelighed fastlagde forordningen pr. 1. januar 1995 to procedurer for udstedelse af markedsføringstilladelser for alle lægemidler:

2.4

Disse procedurer for udstedelse af tilladelse havde til formål at sikre en korrekt vurdering af risici og fordele, at fastlægge høje kvalitets-, sikkerheds- og effektivitetskriterier med det klare mål at garantere de europæiske borgeres og dyrenes sundhed.

2.5

Disse ikke-ubetydelige garantier blev styrket med direktiv 2001/82/EF og direktiv 2001/83/EF, som fastlægger klare bestemmelser for lægemiddelovervågningen med henblik på at opnå et højt beskyttelsesniveau for folkesundheden via hyppigere kontrol og tydeligere og mere præcise krav om indberetning af bivirkninger.

2.6

I forbindelse med den regelmæssige kontrol af, om ordningen med tilladelser for lægemidler fungerer, er Kommissionen stødt på problemer for så vidt angår de ændringer, der kan indtræde efter udstedelsen af tilladelser på nationalt niveau; disse tilladelser udgør mere end 80 % af alle lægemiddeltilladelserne.

2.7

Ændringer, som indtræder efter den nationale tilladelse er udstedt, reguleres af forordning 1084/2003 og forordning 1085/2003, som dog udelukkende finder anvendelse på produktionsprocessen, lægemidlernes emballering og de intellektuelle ejendomsrettigheder, og ikke på vigtige områder som f.eks. angivelsen af nye terapeutiske indikationer eller ændringer i indgivelsesmåde.

2.8

Det følger således, at de procedurer, der anvendes efter tilladelsen er givet, i visse tilfælde er forskellige fra medlemsstat til medlemsstat, hvilket resulterer i forskellige regelsæt og klassifikationer for det samme produkt. Dette kan resultere i et uensartet sundhedsbeskyttelsesniveau som følge af forskellige terapeutiske klassifikationer og forskellig brug af samme produkt og derudover skabe en — undertiden kunstig — hindring for den planlagte fri bevægelighed for lægemidler i EU.

3.1

For at undgå en situation, hvor der gælder forskellige betingelser for samme lægemiddel, har Kommissionen besluttet at stille forslag om ændring af direktiv 2001/82/EF og direktiv 2001/83/EF, således at anvendelsesområdet for forordning (EF) nr. 1084/2003, der på nuværende tidspunkt kun gælder lægemidler tilladt efter den centraliserede procedure, udvides til at omfatte alle lægemidler, uanset hvilken procedure der er blevet udstedt tilladelse efter.

3.2

Forslaget indgår i rækken af forenklingsinitiativer, der er fastlagt i bilag 2 til Kommissionens lovgivnings- og arbejdsprogram for 2008, og vedrører et enkelt lovgivningstiltag om at tilpasse visse bestemmelser i direktiv 2001/82/EF og direktiv 2001/82/EF til bestemmelserne i forordning (EF) 1084/2003, som således vil finde anvendelse på alle lægemidler.

3.3

Hvis situationen fortsætter, som den er nu, vil det medføre en unødvendig administrativ og økonomisk byrde for de virksomheder, der har planer om at bringe deres produkter i omsætning i flere lande i EU. De vil skulle opfylde forskellige regler i de enkelte lande og overholde forskellig administrativ praksis, hvilket endvidere reelt kan udgøre en kunstig hindring for princippet om den fri bevægelighed.

3.4

Forslaget er af rent juridisk karakter og lægger op til en ændring af retsgrundlaget for forordning (EF) nr. 1084/2003, således at Kommissionen får beføjelser til at ændre forordningens anvendelsesområde og dermed sikre en reel harmonisering af reglerne for udstedelse af tilladelse.

3.5

Kommissionen understreger, at ændringen af lovgivningen har været lagt ud til bred høring af de berørte parter, og at valget om at ændre lovgivningen, som var én ud af flere muligheder, blev anset for mest velegnet til at opnå harmonisering af de regler, der gælder, efter produktet er bragt i omsætning, og opretholde et højt folkesundhedsniveau og sammenhængen i lovgivningen.

3.6

De foreslåede ændringer af en række artikler bygger på EF-traktatens artikel 95, som fastlægger bestemmelser om anvendelse af den fælles beslutningsprocedure og er forenelig med nærheds- og proportionalitetsprincippet.

4.1

EØSU støtter forslaget om at ændre direktiv 2001/82/EF og direktiv 2001/83/EF, idet det anerkender, at man via disse ændringer, som sikrer harmoniserede regler for udstedelsen af tilladelser for alle lægemidler, får mulighed for at fastholde et højt folkesundhedsbeskyttelsesniveau, samtidig med at det indre markeds funktion bliver mere effektiv, fordi unødvendige administrative og økonomiske byrder for virksomhederne fjernes.

4.2

Som i tidligere udtalelser om emnet støtter, eller snarere tilskynder EØSU alle Kommissionens bestræbelser på at højne lægemiddelsikkerheden, som er helt afgørende for beskyttelsen af menneskers og dyrs sundhed.

4.3

Udvalget er enigt i, at det med en ukompliceret lovændring således bliver muligt at opnå harmonisering af reglerne for alle lægemidler, uanset hvilken procedure der er udstedt tilladelse efter, samtidig med at eventuelle yderligere hindringer for deres fri bevægelighed fjernes.

4.4

Selv om EØSU's udtalelse er positiv over for forslaget om at ændre retsgrundlaget, afventer det lovforslaget, der er under udarbejdelse, som det mener, vil være af større betydning for lægemiddelsektorens fremtid.

3.2.2009   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 27/41

3.2.2009   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 27/41

1.1

EØSU er enig i Kommissionens beskrivelse af situationen for jernbanegodstransport i EU og mener, at Kommissionens forslag vil være et skridt i den rigtige retning, selv om de er for svage i forhold til den opgave, der skal løses.

1.2

Udvalget mener, at en forbedring af situationen kræver:

1.4.1

For at nå dette mål er det vigtigt at fortsætte bestræbelserne i retning af interoperabilitet og teknisk harmonisering i Europa. I årenes løb har hvert net udviklet sine egne regler og regulerings- og sikkerhedssystemer. Systemerne må gradvis nærme sig hinanden, og det bør have høj prioritet at indføre ERTMS (European Rail Traffic Management System) så hurtigt som muligt.

1.4.2

Der er nødvendigt lidt efter lidt at ændre jernbaneinfrastrukturens karakteristika, hvad angår toglængde og -profil, ramper og hældning og akseltryk, ved at foretage de rigtige investeringer, når der er fornuftig mulighed for det, så disse kan tilpasses godstransportens behov, ligesom det f.eks. er tilfældet i USA.

1.4.3

En reel udvikling af konkurrencen og åbning af markedet vil kræve større fleksibilitet og produktivitet. Dette forhold rejser spørgsmålet om uddannelse af togpersonalet. Nye operatører på markedet kan have vanskeligt ved at finde kvalificeret arbejdskraft. Det er derfor vigtigt at sørge for passende kurser, som kan opfylde behovet og gøre det muligt at skabe nye højt kvalificerede job.

1.4.4

Indregningen af de investeringer, som forvalterne af infrastruktur mellem de forskellige operatører foretager, må ses efter i sømmene, ligesom de eksterne udgifter bør indregnes bedre i de konkurrerende transportformers omkostninger med henblik på en fri og fair konkurrence.

1.4.5

Projekter som »Betuwe Line«, »New Opera« eller FERRMED bør studeres og støttes for at lære af deres erfaringer og bedste praksis.

1.5.1

For at anspore til højere servicekvalitet bør der indføres bindende regler i kontrakterne om erstatning til kunderne, hvis tjenesteydelserne er for dårlige.

1.5.2

Der bør sættes ind med henblik på kvalitet og pålidelighed, specielt hvad angår de elementer, som gør det muligt at levere den fornødne service. Det drejer sig om såvel rullende materiel som signaler, jernbanespor og informationssystemer.

1.5.3

En meget pålidelig service afhænger desuden af tildeling af gode kanaler til godstrafikken og indførelsen af regler, som giver godstrafikken en fortrinsstilling i tilfælde af strid om disse kanaler — naturligvis således at alle brugerinteresser tilgodeses. Man kunne f.eks. forestille sig bestemte trafik- eller tidsperioder.

1.6.1

En ofte fremført anke mod jernbanegodstransporten er, at den er både lang og langsom. For at afhjælpe dette problem bør godskanalerne have få (eller slet ingen) stop undervejs og udformes på en måde, så der er ringe sandsynlighed for strid om infrastrukturen med andre tog. Under forvaltningen af jernbanedriften bør godstog så vidt muligt have fortrinsret i tilfælde af strid om infrastrukturen. Desuden bør der udvikles højhastighedsgodstog, der kører om natten.

1.6.2

Det bliver også nødvendigt at enes om investeringer i infrastruktur, der kan klare højere hastigheder, selv om forøgelse af hastigheden på en given jernbanestrækning resulterer i et lavere tilladt akseltryk. Når jernbanegodstransportens aktuelle lave hastighed skal ændres, er det vigtigt at understrege, at en regelmæssig hastighed for konvojen som helhed er alfa og omega. En beskeden, men konstant hastighed er bedre end hyppige stop og starter, der i sidste ende fører til en ophobning af forsinkelser.

1.7.1

Det faktum, at man historisk principielt i togdriften systematisk har givet passagertogene en fortrinsstilling i på forhånd fastsatte teoretiske kanaler, har haft som utilsigtet men nok så reel sideeffekt, at en lille forsinkelse ved afgang (på f.eks. 10 minutter) for et godstog næsten altid resulterer i en stor forsinkelse ved målet (fra flere timer til en hel dag).

1.7.2

Takket være den teknologiske udvikling på mellemlangt til langt sigt vil det blive muligt at få jernbanegodstrafikken til at flyde jævnt i reel tid uden udelukkende at skulle referere til på forhånd fastsatte teoretiske kanaler. Ved at køre i blokke, sådan som det forudses i sidste fase af ERTMS, bliver det muligt at få flere tog over samme infrastruktur og at reagere bedre på forstyrrelser. Det er derfor nødvendigt, at alle medlemsstater investerer i ERTMS-systemet med henblik på hurtigst muligt at nå frem til interoperabilitet og kontinuitet i udnyttelsen af de forskellige nationale net.

1.7.3

Det bliver fortsat nødvendigt at foretage kapacitetsinvesteringer som modtræk mod flaskehalse samt i laste- og losseplatforme, som muliggør interoperabilitet mellem transportsystemerne.

1.7.4

Spørgsmålet om ranger-, lastnings- og aflæsningsbanegårde er vigtigt, men kan ikke skilles fra spørgsmålet om sekundære net i oplandet. For at være reelt konkurrencedygtig skal jernbanegodstransporten kunne hente og bringe godset, så tæt på kunden som muligt.

1.8.1

Selv om det i dag synes urealistisk at indføre et egentligt transeuropæisk godstransportnet, står det alligevel fast, at et særskilt net ville være den bedste metode til at fremme jernbanegodstransport, eftersom et sådant ville blive mere pålideligt og punktuelt, billigere og hurtigere. Godstogskorridorer bør dog snarest blive en realistisk mulighed. Indtil egentlige store transeuropæiske godsnet bliver en realitet, kan man i godstogskorridorerne satse på et stigende antal strækninger øremærket til gods, som forbinder de særligt aktive økonomiske centre. Betuwe-strækningen mellem Rotterdam havn og Tyskland er et mønstereksempel herpå. Det er nødvendigt, at alle medlemsstater engagerer sig reelt i gennemførelsen af politikker og regler, som kan forbedre jernbanernes konkurrenceevne.

2.1.1

Selv om transporten af gods er steget med 2,8 % om året fra 1995 til 2005, er jernbanegodstransportens markedsandel faldet støt for at stabilisere sig på omkring 10 % siden 2005, hvilket er det laveste niveau siden 1945.

2.1.2

Ifølge Kommissionen er årsagerne til de dårlige tal manglende pålidelighed, utilstrækkelig kapacitet, mangelfuld informationsforvaltning, langsommelighed og ufleksibilitet. På trods af disse handicap findes der ikke desto mindre nye muligheder i den aktuelle økonomiske kontekst, som er karakteriseret af vækst i handelen, overbelastning af vejene, høje brændstofpriser og et stadig mere udtalt krav om at bevare miljøet.

2.1.3

Fællesskabet har hidtil bestræbt sig på at udvikle jernbanetransporten gennem en politik baseret på følgende tre akser:

2.1.4

Man må erkende, at resultaterne har været utilstrækkelige, især hvad angår trafikken over landegrænserne.

2.2.1

Hvidbogen om europæisk transportpolitik frem til 2010 slog til lyd for at flytte trafik fra vej til bane og foreslog, at der skulle etableres »multimodale korridorer primært til godstransport«. Som bekendt gav evalueringen af hvidbogen i 2006 i nogen grad køb på ambitionerne om at flytte trafik fra vej til bane og udviklede den mere realistiske idé om samordnet modalitet, idet Kommissionen dog stadig mindede om, at det er nødvendigt at tilskynde til oprettelsen af et banenet med fortrinsret for godstrafik.

2.2.2

Det er denne idé, Kommissionens meddelelse videreudvikler. I meddelelsen opstilles som tredobbelt mål at forbedre hastighed, pålidelighed og kapacitet for trafikken på et net, som sammensættes af eksisterende transeuropæiske net.

3.1

Kommissionen minder om de initiativer, som allerede er taget for at fremme, forbedre eller begunstige jernbanegodstransporten: udvikling af interoperabilitet og information (Europtirails), anlæggelse af infrastruktur (Betuwe-strækningen) og oprettelse af korridorer. Disse bestræbelser har imidlertid ikke slået til.

3.2

Der er tre veje at vælge imellem: status quo, nye foranstaltninger med henblik på at skabe et net af godstogskorridorer eller et program, der skal føre til et egentligt europæisk jernbanegodsnet.

3.3

Tro mod sine tidligere principper foreslår Kommissionen at følge den gyldne middelvej og fravælger den første og den tredje valgmulighed med den begrundelse, at den første er for lidt ambitiøs og den sidste er for urealistisk.

3.4.1

Kommissionen foreslår at sammensætte et net af transeuropæiske godstogskorridorer. Det handler om at definere korridorer med en egnet infrastruktur, indføre et forvaltningssystem og sikre en effektiv udnyttelse. Planen kan dog ikke realiseres, uden at medlemsstaterne som infrastrukturforvaltere bifalder projektet.

3.4.2

Med dette for øje foreslår Kommissionen en række lovforanstaltninger i forbindelse med omarbejdelsen af den første jernbanepakke, som efter planen skal finde sted i 2008, fremmende foranstaltninger og finansieringsforanstaltninger (finansieringen hentes fra eksisterende bevillinger).

3.4.3

Kommissionen foreslår, at godstogskorridorerne fastsættes ved lov, og opfordrer medlemsstaterne og infrastrukturforvalterne til at oprette tværnationale godstogskorridorer samt at finansiere disse over eksisterende bevillinger.

3.4.4

Et af kritikpunkterne mod jernbanegodstransport er den manglende servicekvalitet og kundeinformation. Derfor ønsker Kommissionen, at der indføres en egentlig politik for kvalitet og gennemsigtighed, og foreslår vedtagelsen af en lovforanstaltning om offentliggørelse af kvalitetsindikatorer. Kommissionen agter desuden at udsende en rapport om de foranstaltninger, som jernbaneselskaberne iværksætter for at forbedre servicen.

3.4.5

Visse dele af nettet er overmættet. Det gælder især i den centrale del af EU. Situationen risikerer at blive forværret i de kommende år. Derfor må der investeres i infrastrukturens kapacitet, hvad angår togenes længde, profil, akseltryk og maksimalhastighed. Dette kræver målrettede og samordnede investeringer. Kommissionen anbefaler, at korridorforvalterne udarbejder investeringsprogrammer. Finansieringen skal komme fra eksisterende programmer.

3.4.6

Spørgsmålet om trafikafviklingen og jernbanegodstransportens effektivitet rejser et andet spørgsmål, nemlig spørgsmålet om tildeling af kanaler til jernbanegodstransport. I dag træffer de enkelte infrastrukturforvaltere beslutning om tildeling af kanaler i henhold til reglerne i de enkelte medlemsstater. Der ville derfor være hensigtsmæssigt med en harmonisering af reglerne for tildeling af kanaler med henblik på etableringen af pålidelige og effektive kanaler.

3.4.7

Med henblik herpå vil Kommissionen foreslå retsforskrifter om international tildeling af kanaler og om, hvordan der skal gives fortrinsret til international godstrafik, især i forbindelse ved forstyrrelser på nettet.

3.4.8

Men når først godstrafikken ruller, er der også brug for terminaler og rangerbanegård. I de seneste år har tendensen grundlæggende gået i retning af færre og færre rangerbanegårde og terminaler i byområderne.

3.4.9

Det fremgår klart af Kommissionens forslag, at de foreslåede foranstaltninger ikke kan få succes uden initiativer og mobilisering af medlemsstaterne og jernbanesektorens aktører.

3.5.1

Kommissionens beskrivelse af situationen inden for jernbanegodstransport behøver ikke nogen kommentarer med på vejen. Den bekræfter kun, at sektoren er svag, hvilket man vidste i forvejen. Vil man rette op på situationen, må såvel de ansvarlige offentlige myndigheder som de private selskaber mobiliseres ikke kun med henblik på politisk handling og dynamisk handel, men også hvad angår finansiering.

3.5.2

Det er nok her, skoen trykker. Kommissionen foreslår et antal lovforanstaltninger, men er tavs om tildeling af nye ressourcer. Det juridiske tiltag er utvivlsomt nyttigt, men klart utilstrækkeligt. De nødvendige midler til gennemførelsen af planen vil skulle findes i eksisterende programmer. Dette forudsætter vanskelig mægling og indebærer »forbundne kar«, som bliver svære at administrere.

3.5.3

Endelig er planens succes afhængig af stor tilslutning til idéen fra medlemsstaternes og forvaltningsselskabernes side. Førstnævnte mangler som regel penge og har andre prioriteringer for jernbanerne. Og selv om sidstnævnte har haft fordel af, at den kostbare vedligeholdelse af nettene er blevet skilt fra udnyttelsen, har de som regel heller ikke nogen blomstrende økonomi.

3.6.1

Det er en første forudsætning for udvikling af jernbanegodstransporten, at der oprettes grænseoverskridende godstogskorridorer. Men det er en kendt sag, at godstrafikken hidtil er blevet ofret til fordel for passagertrafikken. Der er derfor brug for en slags kulturrevolution med bindende mål accepteret af medlemsstaterne og passende finansiering, velvidende at passagertogenes fortrinsstilling i offentligheden er en hævdvunden ret, som almindeligvis ikke kan sættes til debat. Det handler således mere om optimal forvaltning af nettene og definition af godstogskorridorer, uden at dette går ude over passagertransportens kvalitet og punktlighed. Ved anlæggelse af grænseoverskridende korridorer bør der tages hensyn til sporbredden og det disponible rullende materiel i EU's nye og gamle medlemsstater, til godstransportstrømmen fra kandidatlande og tredjelande og til den russiske enklave i Kaliningrad-regionen.

3.6.2

Spørgsmålet om information og gennemsigtighed er ligeledes vigtige, men det er klart, at kunden fortrinsvis lader sig lede af kriterierne pris, pålidelighed, transporttid, adgang til terminaler og til lastnings- og losningsfaciliteter. Nøgleaspektet er servicekvalitet, som beror på mekanismer til tilrettelæggelse af jernbanetrafikken og betydelige investeringer.

3.6.3

Med hensyn til jernbanegodstransportens konkurrenceevne synes der at være generel enighed om, at denne form for transport er forbeholdt en bestemt type gods, nemlig tungt gods i store mængder. Det bliver nødvendigt at overveje en større differentiering i kundeunderlaget, hvilket er muligt f.eks. gennem anvendelse af containere. På den måde kan man åbne markedet og blive mere konkurrencedygtig i en situation med stigende priser på brændstof og et voksende ønske om bæredygtig udvikling.

3.6.4

Kommissionens meddelelse efterlader et vagt indtryk, når det gælder spørgsmålet om finansiering, eftersom der ikke foreslås nogen konkret finansiering og den foreslåede løsning hviler på omfordeling af eksisterende midler.

3.2.2009   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 27/45

1.1

EØSU glæder sig over Kommissionens nye meddelelse om havnepolitik, som hovedsageligt foreslår foranstaltninger i form af »blød lovgivning«. EØSU støtter endvidere det generelle fokus på etablering af et stabilt investeringsmiljø, bæredygtig udvikling af havne, et godt arbejdsmarkedsmæssigt klima i havnene og konsekvent anvendelse af traktatens regler.

1.2

Det europæiske havnemiljø bliver stadig mere mangfoldigt med hensyn til antallet af havne og omfanget af havnenes faciliteter og tjenester. EØSU anbefaler, at EU's havnepolitik støtter denne markedsdrevne proces ved at sikre, at alle europæiske havne er i stand til at udnytte deres fulde potentiale på en bæredygtig måde.

1.3

EØSU glæder sig over Kommissionens initiativ, der går ud på at udvikle et jernbanegodstransportorienteret net, og opfordrer indtrængende medlemsstaterne til at prioritere gennemførelsen af store grænseoverskridende jernbaneinfrastrukturprojekter, der skaber forbindelser til havne, uden at dette dog må gå ud over jernbanepassagertransporten.

1.4

EØSU glæder sig over Kommissionens initiativ til at udstede retningslinjer for at udrede tvetydigheder i anvendelsen af Fællesskabets miljølovgivning i forbindelse med havneudvikling og anbefaler, at disse offentliggøres inden udgangen af 2008.

1.5

Europa-Kommissionen bør intensivere foranstaltningerne med henblik på at lette havneforvaltningen. EØSU glæder sig derfor over Kommissionens plan om at oprette et europæisk søtransportområde uden barrierer i 2008. Kommissionen, og navnlig medlemsstaterne, bør gøre flere fremskridt med moderniseringen af tolden og give dette højere politisk prioritet.

1.6

EØSU er enig med Kommissionen i, at lige vilkår mellem havne kan styrkes ved udvikling af retningslinjer for statsstøtte og gennemsigtighed i finansielle regnskaber. De retningslinjer, der er medtaget i meddelelsen om anvendelsen af koncessioner, teknisk-nautiske tjenesteydelser og arbejdskraftressourcer, anses også generelt for at være nyttige og klare. Endelig bør Kommissionen træffe yderligere foranstaltninger til sikring af loyal konkurrence mellem havne i EU og nabohavne i tredjelande.

1.7

EØSU bifalder Kommissionens mål om at fremme og udvide samarbejdet mellem byer og deres havne. Navnlig opfordrer det Kommissionen til at arrangere en egentlig undersøgelse af den socioøkonomiske indvirkning af havne.

1.8

EØSU glæder sig især over Kommissionens beslutning om at tilskynde arbejdsmarkedets parter i Europa til at oprette et europæisk sektordialogudvalg for arbejdsmarkedets parter i havne.

2.1

I de sidste 10 år har EØSU aktivt deltaget i debatten om en fælles havnepolitik i EU. På grund af den vigtige rolle, som søhavne spiller for den socioøkonomiske udvikling, velfærd og samhørighed i Den Europæiske Union, har en sådan fælles politik en væsentlig merværdi.

2.2

EØSU vedtog udtalelser om grønbogen om søhavne og skibsfartsinfrastruktur KOM(97) 678 (1) samt om Europa-Kommissionens to lovforslag om at åbne markeder for havnetjenester i europæiske søhavne (2). Den 26. april 2007 vedtog EØSU endvidere en initiativudtalelse om en fælles havnepolitik i EU (3). I betragtning af det konfrontationsklima, som kendetegnede debatten om direktivet om havnetjenester, fokuserede denne udtalelse på de aspekter af en europæisk havnepolitik, som interessenter på havneområdet kunne opnå enighed om.

3.1

Den 18. oktober 2007 offentliggjorde Europa-Kommissionen sin meddelelse om en europæisk havnepolitik. Denne meddelelse er resultat af en høring af interessenter af et års varighed, som bestod af to konferencer og seks tema-workshops. Meddelelsen hører under Kommissionens samlede strategi for søtransportpolitik og er en del af dens nye fragttransportdagsorden.

3.2

Målet med den nye europæiske havnepolitik er at fremme et velfungerende havnesystem i EU, som er i stand til at klare de fremtidige udfordringer i forbindelse med EU's transportbehov. Ifølge Kommissionen omfatter disse udfordringer efterspørgslen efter international transport, teknologisk omlægning, emissioner og klimaændringer, dialog mellem havne, byer og interessenter og endelig opfyldelse af krav om gennemsigtighed, konkurrence og overholdelse af Fællesskabets regelsæt i almindelighed.

3.3

Meddelelsens faktiske politikforslag består generelt af en blanding af fortolkning af traktatens regler og en handlingsplan med yderligere foranstaltninger, som for størstedelens vedkommende er »blød lovgivning«.

3.4

Det drejer sig om

4.1

EØSU udtrykker tilfredshed med Kommissionens meddelelse, da den anerkender søhavnes strategiske betydning for Europas eksterne og interne handel samt deres bidrag til økonomisk udvikling og beskæftigelse.

4.2

EØSU udtrykker navnlig tilfredshed med, at Kommissionen ikke foreslår interventionistiske foranstaltninger, men inden for rammerne af traktatens bestemmelser fokuserer på etablering af et stabilt investeringsmiljø, bæredygtig udvikling af havne og et godt arbejdsmarkedsmæssigt klima i havne.

4.3

Det glæder også EØSU at se, at Kommissionen anvender »blød lovgivning« som et alternativ til lovgivning på den ene side og behandling sag for sag på den anden side.

4.4

Ikke desto mindre har EØSU en række specifikke kommentarer og anbefalinger vedrørende de forskellige kapitler i Kommissionens meddelelse.

5.1.1

EØSU bemærker Kommissionens konklusion om, at containertransport i øjeblikket er koncentreret i et mindre antal havne i Nordvesteuropa. Det bør imidlertid også anerkendes, at der er en udvikling hen imod deltagelse af et øget antal havne på det europæiske containermarked snarere end en kanalisering af trafik gennem kun nogle få havne. De stærkest voksende containerhavne i 2006 var for størstedelens vedkommende små og mellemstore havne beliggende i forskellige havneregioner i Europa. Havneregioner, der ligger ret langt fra hinanden, konkurrerer således i stigende grad med hinanden (4). EU's havnepolitik kan støtte denne markedsdrevne proces ved at sikre, at alle europæiske havne er i stand til at udnytte deres fulde potentiale på en bæredygtig måde.

5.1.2

Desuden vil EØSU gerne fremhæve den globaliserings- og konsolideringsproces, der kendetegner den europæiske havne- og skibsfartssektor, ud over de udfordringer, som Kommissionen selv peger på. Dette fænomen er især synligt på containermarkedet, men ses også på andre markeder som f.eks. ro-ro-markedet, det almindelige godstransportmarked og massegodsmarkedet. Europæiske søhavne træffer aftaler med internationale grupper af rederier, og store terminaloperatører er vokset frem, som tilbyder tjenester i flere europæiske havne. Udfordringen for en havnemyndighed er at sikre engagement fra disse globale operatører samt overholdelse af udviklingsmålene for havnen under hensyntagen til den relevante EU-politik.

5.2.1

EØSU er enig med Kommissionen i, at den første mulighed for at klare øget efterspørgsel efter havnekapacitet og havnerelateret kapacitet bør være en optimering af anvendelsen af eksisterende havnefaciliteter og adgangsveje. EØSU er endvidere enig i, at der bør foretages en fuld rentabilitetsvurdering for samfundet, før nye udbygninger af infrastrukturen overvejes. I den forbindelse skal man tage hensyn til økonomiske, sociale og miljømæssige forhold, eftersom de udgør vigtige søjler for EU's Lissabondagsorden.

5.2.2

Som forklaret ovenfor går markedsprocesserne allerede i retning af et mere mangfoldigt europæisk havnemiljø. Bottom-up-princippet bør fremmes, hvorved projektforslag udpeges af en havns forvaltningsorgan, eventuelt i samspil med regionale eller nationale myndigheder. Dette ændrer selvfølgelig ikke ved det faktum, at EU fortsat skal formulere målsætninger og sørge for retningslinjer.

5.2.3

Kommissionen kan imidlertid anvende midtvejsevalueringen af det transeuropæiske net i 2010 som en hjælp til at løse problemer i forbindelse med flaskehalse med hensyn til oplandets forbindelser til havne. Dette bør dog ske på grundlag af objektive kriterier.

5.2.4

EØSU gentager endvidere sin anmodning til Kommissionen om at optrappe bestræbelserne på at finde en løsning på tilbageværende flaskehalse i oplandet gennem sine generelle transportpolitikinstrumenter, navnlig med hensyn til indre vandveje og jernbanetransport. Navnlig jernbaner er fortsat en alvorlig flaskehals for havnes optimale ydeevne og deres integration i logistikkæder. I den forbindelse glæder EØSU sig over Kommissionens initiativ, der går ud på at udvikle et jernbanegodstransportorienteret net, og opfordrer indtrængende medlemsstaterne til at prioritere gennemførelsen af store grænseoverskridende jernbaneinfrastrukturprojekter, der skaber forbindelser til havne, uden at dette dog må gå ud over jernbanepassagertransporten.

5.3.1

EØSU glæder sig meget over Kommissionens initiativ, der går ud på at udstikke retningslinjer for anvendelsen af Fællesskabets miljølovgivning på udviklingen af havne. Dette vil betyde et vigtigt skridt fremad i løsningen af nogle af de uklarheder, der er skabt af EU's lovgivning, som f.eks. fugle- og habitatdirektivet og vandrammedirektivet. I betragtning af sagens hastende karakter anbefaler EØSU, at disse retningslinjer offentliggøres før udgangen af 2008.

5.3.2

Endvidere opfordrer EØSU også Kommissionen til at overveje yderligere foranstaltninger til at styrke havneudviklingsprojekters retlige status og forenkle eksisterende lovgivning, som nærmere skitseret i EØSU's initiativudtalelse (5).

5.3.3

Idet EØSU klart erklærer, at forurenet bundfald skal behandles korrekt, anbefaler det endvidere, at det i verserende lovforslag, som vil påvirke forvaltningen af vandområder og sedimenter, f.eks. direktivet om affald og »datterdirektivet« til vandrammedirektivet (6), anerkendes, at ikke-forurenet bundfald ikke skal betragtes som affald og behandles som forurenet bundfald, eftersom opmudring af ikke-forurenet bundfald ikke tilfører et vandområde forurenende stoffer.

5.3.4

Endelig er EØSU enig i Kommissionens forslag vedrørende tilvejebringelse af modtagefaciliteter til skibsaffald i havne og forbedring af luftemissioner. EØSU finder, at det er bedst at overlade økonomiske incitamenter i form af havneafgifter til de enkelte havneforvaltninger, eftersom sådanne foranstaltninger påvirker havnenes finansielle struktur, som varierer meget i Europa.

5.4.1

EØSU glæder sig over planen om at fremsætte et lovforslag om oprettelse af et europæisk søtransportområde uden barrierer i 2008 og henviser i den forbindelse til de særlige bemærkninger, som det har fremsat i adskillige tidligere udtalelser (7).

5.4.2

EØSU gentager endvidere sin anbefaling om, at EU bør gøre yderligere fremskridt med moderniseringen af tolden og sikre, at EU-politikkerne vedrørende told, søfartssikkerhed, sikring, folkesundhed og miljøkvalitet koordineres og harmoniseres korrekt og ikke uretmæssigt overfører regeringsansvar til havne.

5.4.3

EØSU støtter udviklingen af »single windows« og anvendelse af »e-maritime«, »e-told« og »e-fragt«-initiativer. Samtidig er det af den opfattelse, at IKT-baserede løsninger bør være omkostningseffektive, også for mindre og mellemstore havne.

5.4.4

Endelig støtter EØSU med hensyn til effektivitetsforbedring Kommissionens forslag om inden udgangen af 2009 at udvikle et sæt generiske europæiske indikatorer, forudsat at disse respekterer kommercielt følsomme data. Indikatorerne skal udvikles for aspekter med relevans for havne på grundlag af de eksisterende indikatorer for lufttransport, nærskibstransport og kombineret transport — aspekter som havneanlæggenes performans, samarbejde mellem havne og fælles oplandsaktiviteter.

5.5.1

EØSU er enig i Kommissionens opfattelse af havnemyndighedernes rolle og mangfoldigheden i havneforvaltningssystemer i Europa. Det tilslutter sig navnlig anerkendelsen af, at havnemyndighedernes vigtige opgaver bedre kan udføres, hvis de er tilstrækkeligt uafhængige og navnlig har fuldstændig økonomisk uafhængighed.

5.5.2

EØSU bifalder også Kommissionens løfte om at vedtage retningslinjer vedrørende statsstøtte i 2008. I denne henseende henviser EØSU til de grundlæggende principper om anvendelse af offentlig finansiering i havne, som det beskrev i sin initiativudtalelse af 26. april 2007.

5.5.3

Det glæder også EØSU at se, at Kommissionen har taget hensyn til udvalgets anbefaling om at udvide bestemmelserne om gennemsigtighed i direktiv 2006/111/EF til alle handelshavne, uanset deres årlige omsætning.

5.5.4

I sin initiativudtalelse anbefalede EØSU vejledning vedrørende brugen af udvælgelsesprocedurer som f.eks. udbud eller andre acceptable instrumenter, betingelser for koncessioner og forpagtningsaftaler samt vejledning om den retlige status for de havnetjenester, der ydes som en offentlig tjeneste, f.eks. med henblik på den generelle sikkerhed i havne.

5.5.5

Kommissionen har imødekommet denne anmodning ved at give vejledning i sin havnepolitikmeddelelse om brugen af koncessioner og teknisk-nautiske tjenesteydelser. EØSU mener, at Kommissionens fortolkning af traktatens regler og retspraksis generelt er nyttig og klar. EØSU understreger dog, at teknisk-nautiske tjenesteydelser har det til fælles, at de har betydning for navigationssikkerheden, hvilket skulle berettige deres kvalificering som tjenesteydelser af almen økonomisk interesse.

5.5.6

En intelligent koncessionspolitik bør sikre konkurrence i havne samt optimal ydeevne og forpligtelse fra terminaloperatørers side. EØSU anbefaler, at Kommissionen regelmæssigt gennemgår den vejledning om koncessioner, som den har givet, for at sikre, at den effektivt matcher ovennævnte mål og indeholder tilstrækkeligt mange fælles elementer, så der garanteres lige vilkår blandt havnemyndigheder. Sidstnævnte er særligt relevant i betragtning af den løbende konsolideringsproces på godshåndteringsmarkedet som beskrevet ovenfor.

5.5.7

EØSU glæder sig over Kommissionens forslag om at bidrage til udbredelsen af eksempler på bedste praksis vedrørende gennemsigtighed, for så vidt angår havneafgifter. EØSU er overbevist om, at havneafgifter bør fastsættes på lokalt niveau i havnene, således at de optimalt kan matche de krav, der stilles af havnens brugere og havnens generelle interesser.

5.5.8

Endelig glæder det EØSU at se, at Kommissionen har taget udvalgets anbefaling op om at se på tilfælde af illoyal konkurrence fra nabohavne i tredjelande. Kommissionen bør også gennem sin tiltrædelsespolitik og sin politik vedrørende eksterne forbindelser optrappe foranstaltninger til at håndtere politisk inspirerede fordrejninger såsom den tyrkiske embargo mod cypriotiske skibe og skibe, som kommer fra cypriotiske havne, den græsk-tyrkiske konflikt om Ægæerhavet og problemerne med at krydse den baltisk-russiske grænse.

5.6.1

EØSU glæder sig over Kommissionens bestræbelse på at fremme og udvide samarbejdet mellem byer og deres havne. Integration af havne i byer og bylivet kombineret med en stor opmærksomhed omkring, interesse i og endog stolthed over havneaktiviteter blandt borgerne er af central betydning for bæredygtig udvikling af havne. I den henseende støtter EØSU navnlig synergier mellem turisme, rekreation, arv og kultur.

5.6.2

EØSU understreger også manglen på pålidelige data om direkte og indirekte beskæftigelse og merværdi skabt af europæiske havne. Udvalget er for eksempel af den opfattelse, at de beskæftigelsesdata, der anvendes i meddelelsen i høj grad undervurderer den faktiske situation. EØSU opfordrer derfor Kommissionen til at arrangere en egentlig undersøgelse på dette område.

5.6.3

Endelig støtter EØSU Kommissionens hensigt om at vurdere virkningen af sikringsforanstaltninger på adgangen til havne og at udstikke retningslinjer for, hvordan de to ting kan forenes.

5.7.1

EØSU understregede behovet for at fremme gode og sikre arbejdsvilkår og omgivelser samt et konstruktivt forhold mellem arbejdsgiver og arbejdstager i havne. EØSU noterer sig med tilfredshed, at Kommissionen lægger betydelig vægt på dette emne i sin havnepolitikmeddelelse.

5.7.2

EØSU gentager sit synspunkt om, at effektiviteten af aktiviteter i havne afhænger af både en pålideligheds- og en sikkerhedskomponent, som til trods for teknologiske fremskridt i høj grad bestemmes af den menneskelige faktor. Dette forklarer behovet for en kvalificeret og veltrænet arbejdsstyrke i havnene såvel på landsiden som om bord på skibene. EØSU har anbefalet, at arbejdsmarkedets parter bør spille en vigtig rolle i skabelsen og opretholdelsen af disse vilkår, og at Kommissionen på EU-plan bør støtte deres input ved at lette dialogen mellem parterne.

5.7.3

EØSU glæder sig derfor over, at Kommissionen har besluttet sig til at tilskynde arbejdsmarkedets parter i Europa til at oprette et sektordialogudvalg for arbejdsmarkedets parter i havne som beskrevet i Kommissionens afgørelse 98/500/EF.

5.7.4

EØSU støtter Kommissionens plan om at indføre en ramme, der anerkendes gensidigt, for undervisning af havnearbejdere, men foreslår først at sammenligne de forskellige eksisterende systemer vedrørende faglige kvalifikationer for havnearbejdere. Dette kunne med fordel gøres inden for rammerne af den europæiske dialog mellem arbejdsmarkedets parter.

5.7.5

Endelig er EØSU enig med Kommissionen i, at der er behov for nøje overvågning af gennemførelsen af regler om sikkerhed og sundhed for havnearbejdstagere, hvad enten disse er fællesskabsregler eller ILO-regler, og at ulykkesstatistikkerne skal forbedres. EØSU opfordrer til, at der på alle niveauer i de relevante fora tages initiativ til yderligere forbedringer af sikkerhed og sundhed.

3.2.2009   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 27/49

1.1

Efter EØSU's mening skal alle selvstændige chauffører falde ind under anvendelsesområdet for direktiv 2002/15/EF, sådan som det er planen i medfør af artikel 2 i dette direktiv (med virkning fra den 23. marts 2009).

1.2

En sådan udvidelse af anvendelsesområdet forudsætter en korrekt gennemførelse af direktivet i medlemsstaterne. Navnlig skal definitionen af »selvstændig chauffør« være korrekt.

1.3

EØSU finder dette påkrævet for at styrke trafiksikkerheden på vejene, bidrage til fair konkurrence og forbedre arbejdsvilkårene for mobile arbejdstagere og selvstændige, herunder især deres fysiske og mentale helbred. Det bemærkes i den forbindelse, at generelt administrativt arbejde i henhold til direktivets definition (jf. artikel 3, stk. 2, litra a)) ikke er en del af arbejdstiden, som denne er defineret i direktivet

1.4

Efter EØSU's mening forudsætter et indre europæisk marked for vejtransport indførelse af fair konkurrence på grundlag af effektiv og reel gennemførelse af den for sektoren relevante sociallovgivning. Ved at indføre et skel mellem mobile arbejdstagere og selvstændige i forbindelse med gennemførelsen af lovgivning om arbejdstid bidrager man til illoyal konkurrence. Derfor kan EØSU ikke gå med til kun at medtage »falske selvstændige« i direktivets anvendelsesområde.

1.5

For at imødegå eventuelle problemer med gennemførelsen af en sådan udvidelse af anvendelsesområdet slår EØSU til lyd for, at de forskellige aktører i transportkæden får et fælles ansvar ligesom i køre- og hviletidsforordningen.

1.6

EØSU gør opmærksom på, at fremme af samarbejdet på EU-niveau mellem de forskellige nationale administrationer er en grundlæggende forudsætning for en effektiv gennemførelse af direktivet.