27.10.2007   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 256/1

1.

EØSU bekræfter udtrykkeligt sine udtalelser om forfatningstraktaten af 24. september 2003 (1), 28. oktober 2004 (2) og 17. maj 2006 (3) samt sin resolution af 14. marts 2007 om 50-årsdagen for undertegnelsen af Rom-traktaterne (4). I alle disse udtalelser har EØSU helhjertet støttet konventsmetoden og det derigennem opnåede resultatet.

2.

EØSU støtter fortsat forfatningstraktaten, der adskiller sig grundlæggende og positivt fra alle institutionelle udkast til revision af Rom-traktaterne, der hidtil er blevet udarbejdet af forskellige regeringskonferencer: Den er udarbejdet efter en fri og offentlig debat med deltagelse af nationale og europæiske parlamentarikere; den sammenfatter systematisk alle politisk-institutionelle tekster, som de har udviklet sig siden grundlæggelsen af De Europæiske Fællesskaber, i én tekst; den indeholder bestemmelser vedrørende de nødvendige institutionelle og proceduremæssige reformer af EU's beslutningstagning, beskriver de mål, EU skal forfølge, nævner de værdier, EU skal lægge til grund for sine politikker og kodificerer de grundlæggende rettigheder, EU skal respektere og beskytte.

3.

I lyset af alt dette kan konventets forslag med rette betegnes som en »traktat om en forfatning for Europa«. På grund af en lang række misforståelser er betegnelsen »forfatning« imidlertid blevet afvist i nogle medlemsstater. EØSU modsætter sig ikke, at den nye traktat får et andet navn. Indholdet er vigtigere end navnet.

4.

Som institutionel repræsentant for det organiserede civilsamfund betragter EØSU følgende faktorer, der bidrager til at styrke EU's demokratiske legitimitet, som afgørende for sin fortsatte støtte til forfatningstraktaten:

5.

EØSU minder om, at Det Europæiske Råds stats- eller regeringschefer fra samtlige medlemsstater tilsluttede sig udkastet til forfatningstraktat og undertegnede dette under højtidelige former i Rom den 29. oktober 2004. I mellemtiden har også flertal på to tredjedele af medlemsstaterne, med en befolkningsandel, der udgør et klart flertal af EU's borgere, ratificeret forfatningstraktaten. EØSU insisterer derfor på, at forfatningstraktaten fortsat skal udgøre grundlaget for de videre drøftelser om en løsning af den aktuelle krise.

6.

Udvalget støtter det tyske formandskabs planer om i forbindelse med Det Europæiske Råds møde den 21.-22. juni i år at forelægge en køreplan for den fremtidige indsats for løsning af krisen, og bifalder, at det i »Berlin-erklæringen« af 25. marts 2007 blev fastslået, at fristen for den nye forfatnings ikrafttræden bør være valget til Europa-Parlamentet i 2009.

7.

Det betyder, at en hurtigt arbejdende regeringskonference inden udgangen af 2007 må vedtage de ændringer i det foreliggende udkast, der er nødvendige for at sikre en ny konsensus. Mandatet for denne regeringskonference må derfor præcist definere de få områder, der kan være genstand for nye rådslagninger. Resultatet må herefter ratificeres af alle medlemsstater i løbet af 2008.

8.

Den nye rådslagning om traktaten må føre til, at hovedindholdet bevares i forhold til det, der blev besluttet på det europæiske konvent og efterfølgende enstemmigt godkendt af stats- og regeringscheferne. Dertil hører i første række de institutionelle og proceduremæssige fornyelser og de grundlæggende rettigheders forpligtende karakter. Det vil sige, at Del I (mål, institutioner, Unionens struktur), Del II (Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder) og Del IV (almindelige og afsluttende bestemmelser) skal bevares. Del III indeholder hovedsageligt de gældende traktaters bestemmelser vedrørende EU's politikker og behøver ikke nødvendigvis at gøres til genstand for en ny traktat. De institutionelle og proceduremæssige bestemmelser i afsnit III bør, for så vidt de går videre end hidtil gældende lovgivning, integreres i Del I.

9.

EØSU vil konstruktivt følge regeringskonferencens arbejde. Udvalget insisterer imidlertid på, at civilsamfundets organisationer på trods af regeringskonferences korte varighed og det begrænsede mandat, får mulighed for at rådgive. I samarbejde med rådsformandskabet er EØSU parat til at organisere de nødvendige informations- og rådgivningsmøder. Udvalget kan i den forbindelse henvise til de gode erfaringer, der blev indsamlet under det europæiske konvents arbejde i samarbejdet med konventets præsidium og med Europa-Parlamentet.

10.

Der er et kraftigt behov for en hurtig afslutning på den aktuelle krise gennem vedtagelse af en traktat, som imødekommer kravene i en union bestående af 27 eller flere medlemsstater, for i lyset af nye udfordringer er Den Europæiske Union nødt til at nå til enighed om nye politikker og træffe vidtrækkende beslutninger, navnlig om videreudviklingen af den europæiske samfundsmodel, hvori forsyningspligtydelser indgår som et grundlæggende element, om styrkelsen af den europæiske integrations sociale dimension, om tackling af de negative virkninger af globaliseringen af alle økonomiske, sociale og kulturelle relationer, om fremme af den økonomiske vækst og styrkelse af konkurrenceevnen, om bekæmpelse af klimaændringer, om sikring af energiforsyninger, om afhjælpning af problemer i forbindelse med indvandring samt om bekæmpelse af fattigdom og social udstødelse.

27.10.2007   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 256/3

1.1

EØSU vil fortsat overvåge den samordnede gennemførelse af direktivet fra 2004, det foreliggende ændrede direktivforslag samt de relevante supplerende rammeafgørelser for derved på lang sigt at kunne vurdere effektiviteten af bekæmpelsen af varemærkeforfalskning og dennes internationale udbredelse, herunder til tredjelande.

1.2

Udvalget støtter den anlagte tilgang i de foreslåede bestemmelser, men opfordrer samtidig Kommissionen til at overveje de bemærkninger, der fremføres i nærværende udtalelse, idet EØSU foreslår, at man hovedsageligt koncentrerer de retshåndhævende foranstaltninger samt det strafferetlige og toldmæssige samarbejde om de virksomheder, som står bag omfattende varemærkeforfalskninger, og om kriminelle organisationers varemærkeforfalskninger eller tilfælde, hvor en overtrædelse indebærer en sundheds- eller sikkerhedsrisiko.

1.3

EØSU så især gerne, at direktivet omfatter samtlige industrielle ejendomsrettigheder, og dermed ikke udelukker opfindelsespatenter, der er af største betydning for den europæiske industri.

1.4

EØSU gør opmærksom på, at visse juridiske begreber er uklare. Det gælder f.eks. udtrykket »handelsrelateret« i forbindelse med strafbare handlinger i direktivforslaget. Dette strider mod strafferettens grundlæggende principper om, at forbrydelser skal kunne afgrænses klart og objektivt. EØSU er også imod den måde, sanktioner fastsættes i artikel 2 i direktivforslaget, idet udvalget finder, at der kun bør fastsættes en generel sanktionsramme (kun fængselsstraf eller bøde), hvorimod konkretiseringen af straffene fortsat udelukkende skal overlades til de nationale lovgivninger.

2.1

Kommissionen udtrykker i MEMO/05/437 af 23. november 2005, hvori den giver et sammendrag af sin meddelelse fra samme dag, glæde over EF-Domstolens afgørelse, der anerkender Fællesskabets beføjelser til at vedtage afskrækkende og proportionelle strafferetlige foranstaltninger med henblik på at sikre anvendelse af EU-traktatens bestemmelser om fællesskabspolitikkerne.

2.2

I meddelelsen kommer Kommissionen med sin fortolkning af afgørelsen af 13. september 2005, i medfør af hvilken EF-Domstolen annullerede en rammeafgørelse vedrørende strafferetslig beskyttelse af miljøet. Efter Kommissionens opfattelse fastslog EF-Domstolen, at Fællesskabet havde beføjelse til at træffe de strafferetlige foranstaltninger, der er nødvendige for at sikre en effektiv fællesskabslovgivning. Afgørelsen gælder ifølge Kommissionen ikke alene for miljøområdet, men sigter på samtlige fællesskabspolitikker og de af traktaten anerkendte grundlæggende rettigheder. Indarbejdelsen af strafferetlige sanktioner i fællesskabslovgivningen skal være behørigt begrundet og overholde den overordnede sammenhæng i opbygningen af EU's straffelovgivning.

2.3

Denne brede fortolkning af en afgørelse vedrørende miljøet har ikke fået fuld opbakning fra medlemsstaterne og den retlige doktrin. Mange mener, at tiltale og det tilsvarende strafferetlige sanktionsniveau hovedsagelig henhører under nærhedsprincippet, og at en eventuel harmonisering heraf på EU-niveau falder under det mellemstatslige retlige samarbejde som fastsat i EU-traktaten.

2.4

Det skal bemærkes, at denne fortolkning i stor udstrækning deles af Europa-Parlamentet, idet de områder, der hører under Fællesskabets strafferetlige kompetence, ikke længere udelukkende kræver medlemsstaternes enstemmighed i Rådet, men derimod kvalificeret flertal i forbindelse med den fælles beslutningsprocedure, som inddrager Europa-Parlamentet, hvis kompetence som medlovgiver således udvides (1).

2.5

Der er imidlertid tale om en betydelig udvidelse af Fællesskabets kompetencer, hvilket er resultatet af en prætoriansk afgørelse, og mulige fortolkningsforskelle institutionerne imellem kan bl.a. forsinke vedtagelsen af lovgivning med strafferetlige bestemmelser eller efterfølgende indsnævre disses rækkevidde, f.eks. som følge af sagsanlæg eller kompromisser. For så vidt angår dette direktivforslag, forbliver spørgsmålet om, hvorvidt opfindelsespatenter skal omfattes af den strafferetlige beskyttelse eller ej, åbent, da kun fællesskabslovgivningen efter Europa-Parlamentets opfattelse berøres af EF-Domstolens afgørelse, hvorimod Kommissionen har til hensigt at medtage al lovgivning omkring intellektuel ejendomsret — EU-lovgivning som national lovgivning.

3.1

Det ændrede direktivforslag (KOM(2006) 168 endelig) sigter på at etablere en horisontal og harmoniseret strafferetlig ramme, der skal sikre, at industrielle, litterære og kunstneriske ejendomsrettigheder samt andre lignende immaterielle rettigheder (samlet under betegnelsen »intellektuelle ejendomsrettigheder«) overholdes. Forslaget vedrører det indre marked og er foranlediget af det store og anerkendte behov, der er for en europæisk indgriben på dette område, under hensyntagen til nærheds- og proportionalitetsprincipperne. Retsgrundlaget er EF-traktatens artikel 95.

3.2

Forslaget fastsætter en overordnet strafferetlig ramme, der definerer beskyttede »intellektuelle ejendomsrettigheder«, overtrædelser af disse rettigheder og de maksimale strafferetlige sanktioner. Dette skal sikre en ensartet retsforfølgning inden for det indre marked af forfalskning af materielle goder, tjenester samt intellektuelle og kunstneriske frembringelser, der beskyttes af den europæiske materialret og de nationale lovgivninger samt af de relevante internationale konventioner, navnlig TRIPS-aftalen (2), der blev indgået i 1994 inden for rammerne af WTO, og som indeholder bestemmelser om de strafferetlige sanktioner (3), der gælder for overtrædelser af visse beskyttede rettigheder.

3.3

I et direktiv, der blev vedtaget i 2004, fastsættes en ramme for beskyttelse mod piratkopiering (4) og varemærkeforfalskning i kommercielt øjemed. Kommissionen har i en erklæring (5) udarbejdet en detaljeret liste over beskyttede rettigheder i henhold til dette direktivs artikel 2. Der er tale om industrielle ejendomsrettigheder (patenter på opfindelser og supplerende certifikater, brugscertifikater, varemærker, oprindelsesbetegnelser, design og modeller, sortsbeskyttelse), ophavsrettigheder og lignende rettigheder samt sui generis-rettigheder vedrørende elektroniske kredsløbstopografier og databaser, der er etableret i medfør af fællesskabsretten. Der er tale om enerettigheder, som i juridisk forstand udgør en integreret del af den immaterielle ejendomsret. Nogle af disse rettigheder er medtaget i Fællesskabets regelværk eller er sågar omfattet af materiel beskyttelse på EU-niveau (design og modeller, mærker, sortsbeskyttelser) (6). Andre rettigheder, så som patenter, er udelukkende underlagt national lovgivning i afventning af et fællesskabspatent, som efterlyses af samtlige industrisektorer. Begrebet »intellektuel ejendom« dækker således et meget heterogent område af immaterielle rettigheder, hvis karakter og retlige status varierer betydeligt.

3.4

Medlemsstaterne er underlagt TRIPS-aftalens bestemmelser, i henhold til hvilke de skal indføre passende nationale regler for retsforfølgning og strafferetlige sanktioner i forbindelse med varemærkeforfalskning i kommercielt øjemed. Medlemsstaterne har dog fået overladt en vis fortolkningsmargin, og desuden har visse lande, herunder EU-medlemsstaterne, endnu ikke truffet nogen proportionelle retsforfølgningsforanstaltninger for de krænkelser af intellektuelle ejendomsrettigheder, der sker inden for deres område, herunder blandt EU-medlemslande. Direktivet fra 2004 gør det muligt for personer, der har fået krænket deres rettigheder, at opnå erstatning, idet det pålægger medlemsstaterne forpligtelser med hensyn til efterforskning, procedurer, beslaglæggelse (7) og kompensation med henblik på harmonisering af den gældende lov og bekæmpelse af organiseret kriminalitet (8), som i vidt omfang involverer varemærkeforfalskning. Dette direktiv vedrører imidlertid kun de civilretlige, kommercielle og administrative procedurer og sanktioner, der hovedsagelig sigter på erstatning for skader, der er påført indehavere af beskyttede rettigheder, som har rejst sag i forbindelse med varemærkeforfalskning. Nogle medlemsstater har endnu ikke indarbejdet direktivet!

3.5

Beskyttelse af »intellektuelle ejendomsrettigheder« er nedfældet i den universelle menneskerettighedserklæring og EU's charter om grundlægge rettigheder, der er en højtidelig erklæring, som blev vedtaget i Nice i december 2000. Sikringen af en international beskyttelse sker ligeledes gennem konventioner indgået inden for rammerne af FN's kompetente specialiserede organer (WIPO, Unesco) eller i regional sammenhæng (München-konventionen fra 1973 om oprettelse af det europæiske patentkontor og det europæiske patent). Kun TRIPS-aftalen indeholder på nuværende tidspunkt strafferetlige minimumsbestemmelser. Kommissionens forslag søger at skabe en vis harmonisering på fællesskabsniveau ved at forpligte medlemsstaterne til at indføre strafferetlige sanktioner i deres nationale lovgivning og anvende fælles definitioner af overtrædelser og standardsanktioner.

3.6

Det ændrede direktivforslag sigter således på at harmonisere strafferammerne for krænkelser af immaterielle ejendomsrettigheder, for så vidt angår fængselsstraffe, strafferetlige bøder og konfiskationer. Forslaget fastsætter regler for retlig kompetence for om muligt at centralisere retsforfølgninger i én enkelt medlemsstat, i de tilfælde hvor den pågældende lovovertrædelse vedrører flere medlemsstater, og lette efterforskningen. Det forslås, at skadelidte eller disses repræsentanter inddrages aktivt i efterforskningen.

3.7

Den vigtigste ændring set i forhold til de tidligere forslag består i at fastsætte niveauet for og arten af de strafferetlige sanktioner, som skal anvendes for overtrædelser af intellektuelle ejendomsrettigheder, der ligeledes fastlægges i direktivforslaget.

3.8

Fysiske personer, der har begået en overtrædelse efter direktivets artikel 3, kan straffes med en maksimumsstraf på mindst 4 års fængsel, når overtrædelsen er begået inden for rammerne af en kriminel organisation, eller når overtrædelsen medfører en sundheds- eller sikkerhedsrisiko (artikel 2, stk. 1).

3.9

Fysiske eller juridiske personer, der har begået en overtrædelse efter direktivets artikel 3, idømmes sanktioner, der er effektive, proportionelle og afskrækkende. Disse sanktioner omfatter strafferetlige bøder og administrative bøder på mindst 100.000 euro (300.000 euro for de grove tilfælde, der er nævnt i artikel 2, stk. 1, som ikke berører muligheden for at idømme hårdere straffe, hvis der er risiko for død eller handicap).

3.10

Den nationale ret bør foreskrive konfiskation af varemærkeforfalskede produkter, varer og redskaber fra strafbart forhold, i det mindste i grove tilfælde som ved organiseret kriminalitet samt sundheds- og sikkerhedsrisiko (artikel 3).

3.11

Ændringsforslaget giver medlemsstaterne mulighed for at gå ud over det fastsatte niveau.

3.12

Som følge af tilbagetrækningen af forslaget til Rådets rammeafgørelse, der ledsagede det oprindelige forslag, påtænker Kommissionen at anlægge en horisontal tilgang i forbindelse med de strafferetlige procedurer, der blev vedtaget den 23. december 2005, og som har til formål at støtte det retlige samarbejde og tilnærme landenes straffeniveauer med henblik på at drage fordel af Eurojust (9).

3.13

Det er medlemsstaternes ansvar at indlede efterforskninger og retsforfølgninger, og de skal ikke udelukkende iværksættes, hvor der foreligger klage fra skadelidte.

4.1

EØSU konstaterer, at der er en stigende tendens til at anvende det noget upræcise begreb »intellektuelle ejendomsrettigheder«, der sammenblander forskellige veldefinerede juridiske begreber samt produktions- og anvendelsesmetoder. Dette begreb finder dog alligevel gængs anvendelse i europæisk og international lovgivning. Der er stor forskel på arten, varigheden og rækkevidden af hver enkelt af disse immaterielle rettigheder. De er underlagt forskellige juridiske ordninger, har forskellig territorial gyldighed og er undergivet registrerings- og beskyttelsesinstanser. Hertil kommer, at krænkelser af disse rettigheder fortolkes forskelligt i de enkelte lande, og at denne fortolkning i visse tilfælde er under hastig forandring.

4.2

Analyser af lægemidlers sammensætning (uden at anvende eller offentliggøre resultatet), anvendelse af den omvendte teknik for at opnå driftskompatibilitet mellem forskellige softwareprogrammer eller elektroniske komponenter eller udøvelse af en legitim rettighed som f.eks. retten til privat kopiering ved at omgå en (i reglen utilstrækkelig) beskyttelsesforanstaltning betegnes således i flere lande som varemærkeforfalskning eller ulovlig kopiering. Her kan straffene desuden være meget høje, også selv om der ikke ligger et kommercielt eller kriminelt motiv bag.

4.2.1

EØSU har tidligere slået til lyd for, at der på fællesskabsniveau ydes en samordnet indsats for at bekæmpe de forskellige former for handelsrelateret varemærkeforfalskning, der rammer den europæiske økonomi, og andre overtrædelser, der krænker industrielle ejendomsrettigheder og ophavsretten (10), og som er til stor skade for den europæiske økonomi. Omfattende varemærkeforfalskning begås ofte inden for rammerne af en kriminel organisation eller organiseret bande og kan indebære risiko for personers sundhed, sikkerhed eller liv. I sidstnævnte tilfælde bør der ved udmålingen af strafferetlige sanktioner være tale om skærpende omstændigheder. Direktivforslaget bør fastsætte princippet om, at alle skærpende omstændigheder medfører en skærpelse af straffen.

4.2.2

EØSU bifalder, ligesom det var tilfældet med direktivet fra 2004, at den planlagte harmonisering kun vedrører overtrædelser, der er handelsrelateret, og som derfor kan være til væsentlig skade for det indre marked. Det vil dog stadig være nyttigt med en klarere definition af »handelsrelateret«, f.eks. gennem en præcisering af, at de varemærkeforfalskede produkter og tjenester er beregnet til salg i et sådant omfang, at det vil medføre et væsentligt økonomisk tab eller frembyde fare for personer, uanset det solgte kvantum, eller at gerningsmændene bag sådanne strafbare handlinger under alle omstændigheder søger at opnå en ulovlig pengemæssig fordel. For at der kan gribes til strafferetlige sanktioner, skal krænkelsen være til åbenlys fare for den offentlige orden og sikkerhed. Krænkelsen kan variere i omfang og grovhed; skalaen over strafbare handlinger og sanktioner bør stå i forhold til krænkelsen, men spørgsmålet er, om sondringen mellem »krænkelser af en intellektuel ejendomsrettighed, der er handelsrelateret« og »grove krænkelser« samt strengheden af de foreslåede strafferetlige sanktioner svarer til strafferettens iboende proportionalitetsprincip. Det fremgår desuden implicit, at privat udveksling af filer på nettet, kopiering (eller »musik-remix«) og reproduktion af materielle og intellektuelle værker inden for familiemæssige og private rammer samt i studie- og forsøgsøjemed ligger uden for den foreslåede lovgivnings anvendelsesområde. Det ville være nyttigt med en eksplicitering heraf.

4.2.3

EØSU gør opmærksom på, at de immaterielle rettigheder i tilknytning til varemærkeforfalskning ikke er absolutte rettigheder; hver enkelt rettighed har sine karakteristika og giver i princippet en eneret og et midlertidigt anvendelsesmonopol, hvis varighed og geografiske gyldighed varierer, dvs. at der træffes en tidsbegrænset beskyttelsesforanstaltning (til gengæld for offentliggørelse af patenterede opfindelser og intellektuelle værker i forbindelse med ophavsret), men indehavere af licensaftaler og de retsmæssige eller bona fide brugere af produkter, tjenester eller intellektuelle værker har også rettigheder, som inden for rammerne af visse licensaftaler kan være ganske vidtrækkende (11). Flere nationale lovgivninger rummer imidlertid uoverensstemmelser og sætter ofte ensidigt producenternes, distributørernes og virksomhedernes rettigheder højere end forbrugernes. Viljen til i mange nationale lovgivninger at introducere hårde strafferetlige sanktioner synes at være et resultat af denne ensidighed. Paradoksalt nok kan maksimumsstraffen for en handelsrelateret overtrædelse i henhold til direktivforslaget vise sig at være lig med eller sågar mindre hård end straffen for en individuel overtrædelse!

4.2.4

EØSU ser gerne, at der på Kommissionens foranledning foretages en dybtgående revision af medlemsstaternes strafferet set i forhold til EU's strafferetlige bestemmelser, hvilket f.eks. kan ske gennem iværksættelse af en gennemgribende komparativ undersøgelse af rettighederne i medlemsstaterne efter direktivets gennemførelse. Dette skal sikre en egentlig harmonisering på europæisk niveau, navnlig på områderne ophavsret og beslægtede rettigheder, hvor strenge strafferetlige sanktioner ofte resulterer i urimelige straffeskalaer, hvilket er helt unødvendigt, eftersom handelsmodellerne til spredning af værker er under fuld udvikling — her kan nævnes planerne om på kort sigt at ophæve DRM (beskyttelse mod kopiering) — og afgifterne på medierne stort set holder rettighedshaverne skadesløse for piratkopiering.

4.3.1

EØSU ser gerne en klarere definition af arten af den strafbare handling, der består i at anstifte forfalskning og privatkopiering af produkter og tjenesteydelser, som er omfattet af intellektuelle ejendomsrettigheder. En strafferetlig overtrædelse indebærer, at gerningsmanden eller dennes medskyldige handler forsætligt; i TRIPs-aftalen henvises til »forsætlig varemærkeforfalskning«, og i direktivet tales om en forsætlig, overvejet handling. En strafferetlig overtrædelse indebærer ligeledes et materielt aspekt, dvs. gennemførelsen af den strafbare handling eller i det mindste forsøg på gennemførelse, der kan betragtes som påbegyndt gennemførelse; disse to aspekter understøtter hinanden, eftersom hensigten alene ikke udgør en strafbar handling (medmindre der oprettes et tankelæsende politi). Tilskyndelse til en strafbar handling kan dog generelt kun påvises, hvis den opfordrende part leverer redskaberne (som regel ulovlige) med særligt henblik på at begå den pågældende strafbare handling. Levering af materiel eller software til almindelig brug samt sikring af internetadgang kan efter EØSU's mening derfor ikke betragtes som medvirken eller tilskyndelse til krænkelse (forekommer generelt kun i nogle få situationer inden for strafferetten og er vanskelig at bevise), hvis disse midler anvendes af gerningsmændene. Begrebet »medvirken« bør være tilstrækkeligt i fællesskabslovgivningen, eftersom spørgsmålet om medskyldige allerede er blevet nøje afklaret i de nationale lovgivninger. I modsat fald vil der kunne ske retsforfølgning, selv hvor der mangler forsætlige elementer.

4.3.2

Ulovlig kopiering af værker, modeller, procedurer eller opfindelser, der er beskyttet af et midlertidigt monopol, udgør varemærkeforfalskning. Denne definition bør fastholdes og ikke udvides til at omfatte piratkopiering (der generelt går ud på at opnå ulovlig adgang til it-systemer for at overtage kontrollen hermed, stjæle oplysninger eller anvende bredbåndet, generelt til ulovlige formål). Piratkopiering adskiller sig fra egentlig varemærkeforfalskning, og de strafferetlige overtrædelser bør fortolkes strengt. Uautoriseret indtrængen i it-systemer, tyveri af data og bredbånd samt krænkelse af privatlivets fred bør helt klart resultere i passende retsforfølgning, men falder ikke ind under varemærkeforfalskning som sådan. Bekæmpelse af software-piratvirksomhed bør behandles mere specifikt, selv om begreberne anvendes upræcist i mange politiske erklæringer, hvor de ofte sammenblandes og giver anledning til forvirring. Software-piratvirksomhed drives inden for rammerne af terroristorganisationer og bør gøres til genstand for særlig opmærksomhed og passende internationalt samarbejde.

4.3.3

»Organiseret bande«, der allerede udgør en skærpende omstændighed i visse straffelovgivninger, bør føjes til begreberne »kriminel organisation« og »organiseret kriminalitet«, som anvendes i begrundelsen. Handelsrelateret varemærkeforfalskning, som begås af organiserede bander eller inden for rammerne af en kriminel organisation, bør udgøre en skærpende omstændighed, der berettiger en skærpelse af straffe og bøder.

4.3.4

Kommissionen gør opmærksom på, at medlemsstaterne frit kan fastsætte strengere straffe og sanktionere andre handlinger. Dette kan tolkes som en opmuntring til at straffe ikke-handelsrelaterede krænkelser eller udvide definitionen af varemærkeforfalskning til at omfatte andre handlinger, der ikke decideret består i reproduktion eller kopiering af et produkt, en procedure eller et værk.

4.3.5

EØSU er ikke sikker på, at kopieringssoftware, der kan omgå eller ophæve DRM-foranstaltninger (12) (antikopieringsanordninger, hardware eller software, der ofte er utilstrækkelige og ikke krypteret), kan sidestilles med forfalskning af DRM-foranstaltninger, sådan som det er tilfældet i fællesskabsretten og i visse lande, eftersom det, der således betegnes som »varemærkeforfalskning«, ikke udgør kopiering eller reproduktion af den oprindelige foranstaltning. Hertil kommer, at DRM-foranstaltningerne ikke er standard. De afhænger af den enkelte platform eller leverandør, og filformater kan være beskyttet, hvilket hæmmer driftskompatibiliteten eller har til formål at skabe konkurrenceneutraliserede markeder. Skabelse og udnyttelse af kopieringsmuligheder med henblik på at give forbrugerne eller virksomheder med softwarelicensrettigheder mulighed for at udøve deres rettigheder (privatkopiering, backup-kopiering med henblik på anvendelse i andet standardmateriel) bør ikke straffes som sådan, men kun hvis der på baggrund af de moralske og materielle elementer kan siges at være tale om en handelsrelateret overtrædelse.

4.3.6

EØSU støtter princippet om, at retsforfølgning af strafbare handlinger ikke skal afhænge af, om offeret indgiver anmeldelse eller anlægger sag ved en domstol, eftersom ofrene i en situation, hvor mafiaen er involveret, ofte vil tøve med at indlede retsforfølgning for at beskytte deres rettigheder. Hertil kommer, at handelsrelateret varemærkeforfalskning, der især begås inden for rammerne af kriminelle bander og organisationer, eller som led i terrorismevirksomhed, er til skade for økonomierne og den sociale velfærd, hvorfor det er statens opgave at bekæmpe handelsrelateret varemærkeforfalskning.

4.3.7

EØSU håber, at man ved hjælp af et effektivt samarbejde mellem medlemsstaterne vil kunne slå effektivt ned på internationale netværk, der er specialiseret i varemærkeforfalskning, herunder netværk, der er knyttet til organiseret kriminalitet og hvidvaskningsaktiviteter. Der mindes om, at mange af disse netværk driver deres virksomhed fra tredjelande, og at indsatsen bør udvides til at omfatte lande uden for EU ved hjælp af de midler, der er til rådighed under international lovgivning.

4.3.8

EØSU finder, at fælles politiefterforskningshold ligeledes bør samarbejde på fællesskabsplan med toldmyndighederne samt med ofrene for varemærkeforfalskning og deres eksperter. EØSU glæder sig over, at ofrene får mulighed for at deltage i efterforskningsprocedurerne, men foreslår, at deres rolle begrænses til at informere de offentlige myndigheder. Det vil ikke være på sin plads, hvis en virksomhed efter påstande om handelsrelateret varemærkeforfalskning f.eks. kan deltage i kontroller og beslaglæggelser hos en konkurrent, der formodes at være uskyldig, indtil det modsatte er endeligt bevist ved en domstol. EØSU understreger, at man bør undgå en udvikling i retning af privat bilæggelse af tvister samt indblanding eller uberettiget indtrængen i straffesager af personer uden juridisk myndighed.

4.3.9

Endelig udtrykker EØSU bekymring over tendensen til i stigende grad at anvende internetnet til handelsformål og anmodningerne om også at lade de strafferetlige sanktioner, der er fastsat i TRIPs-aftalen, gælde for denne aktivitetssektor, således som det kommer klart til udtryk i det amerikanske handelsministeriums rapport fra 2006 om kapitel 301 og Super 301 (13), i medfør af WIPO-traktaterne om intellektuelle ejendomsrettigheder på internettet, der er et gratis instrument på det offentlige område og et fælles universelt gode.

27.10.2007   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 256/8

1.1

I formandskabets konklusioner fra mødet i Det Europæiske Råd den 23.-24. marts 2006 anmodes Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg om i begyndelsen af 2008 at afgive nogle sammenfattende rapporter som støtte til partnerskabet for vækst og beskæftigelse.

1.2

Det Europæiske Råd foreslog endvidere nogle specifikke områder for prioriterede tiltag for perioden 2005-2008:

2.1

Selv om Lissabon-strategien har givet positive resultater, har den hidtil ikke levet helt op til forventningerne på områderne økonomisk og industriel vækst og skabelse af flere og bedre job. På verdensmarkedet er EU i konkurrence med såvel traditionelle som nyere konkurrenter, som det ikke kan tackle på tilfredsstillende vis.

2.2

EU's virksomheder er tvunget til at operere på et ufuldstændigt indre marked, specielt hvad angår skatteregler, medlemsstaternes for langsomme implementering af direktiver, udestående administrative byrder og manglende mobilitet for arbejdstagerne. Specielt SMV'erne har vanskeligt ved at overvinde disse hindringer.

2.3

Andre udfordringer at tackle er manglen på iværksætterkultur, befolkningens aldring og konsekvenserne heraf for iværksætterkulturen, arbejdskraftudbuddet og et større behov for at fokusere på virksomhedsoverdragelser, adgang til finansiering i etablerings- og udvidelsesfaserne, adgang til forskningsresultater og følgelig innovationsmuligheder.

2.4

Små og mellemstore virksomheder spiller en vigtig rolle i opnåelsen af Lissabon-målene. Deres nødvendige bidrag er ikke desto mindre blevet overset i de første år af gennemførelsesperioden. Især bør SMV-organisationernes inddragelse i vurderingen af fremskridtene såvel som deres rolle i at fremme SMV'erne på alle politiske niveauer udvikles yderligere. I forbindelse med den næste revision af de integrerede retningslinjer for vækst og beskæftigelse for perioden 2008-2010 efterlyser EØSU nogle mere målrettede og strømlinede retningslinjer for SMV'er, specielt for så vidt angår kapitlet om mikroøkonomiske reformer. For at inddrage dem i større omfang i processen opfordrer EØSU Rådet indtrængende til at skabe et retsgrundlag for det europæiske charter for små virksomheder — hvilket også Europa-Parlamentet har anmodet om — for dermed at skabe et mere solidt handlingsgrundlag. Følgende politiske retningslinjer og tiltag anses for at være nødvendige for at kunne udvikle SMV'ernes forretningspotentiale.

2.4.1

EØSU anmoder indtrængende Kommissionen og Rådet om at gøre alt for at bidrage til at gøre princippet om »først at tænke småt« til et vejledende princip for al relevant lovgivning.

2.4.2

EØSU slår til lyd for at gøre 2009 til »Iværksætterår« for at understrege den nøglerolle, iværksættere spiller for vækst og velfærd, og for at anspore unge mennesker og andre til at overveje en karriere som iværksætter.

2.4.3

EØSU opfordrer til, at der gøres en indsats for at sikre et effektivt konkurrence- og innovationsprogram, som kan yde effektiv støtte og skabe let adgang for SMV'er, og et 7. forsknings- og udviklingsrammeprogram og strukturfonde, der fremmer adgang for SMV'er. Der bør føres nøje tilsyn med effektiviteten og tilgængeligheden af disse programmer såvel som Jeremie-programmet.

2.4.4

En virksomheds mest værdifulde aktiv er dens menneskelige kapital. Passende støtteforanstaltninger, skræddersyede uddannelsestilbud og veldesignede finansielle incitamenter bør hjælpe SMV'erne til at forbedre såvel arbejdstagernes som iværksætternes kompetencer og færdigheder gennem yderligere investeringer i løbende uddannelse.

2.4.5

EØSU ser gerne, at Kommissionen undersøger SMV'ers deltagelse i fællesskabsprogrammer. Hvis deres deltagelsesprocent ikke anses for at være tilstrækkelig, bør der fastsættes en obligatorisk procentsats.

2.4.6

Offentlige indkøb er et vigtigt redskab, når det drejer sig om at hjælpe SMV'er til at udvikle deres aktiviteter. SMV'ernes deltagelse bør nøje overvåges, og der bør udvikles foranstaltninger til at fremme deres adgang til offentlige indkøb. Udveksling af bedste praksis bør fremmes.

2.4.7

Der bør skabes en koordinationsstruktur på Kommissionsplan med det sigte at nå frem til en reel, effektiv og virkningsfuld SMV-politik i samtlige programmer, tiltag og lovgivningsmæssige foranstaltninger.

2.4.8

Der bør træffes specifikke tiltag til fremme og anvendelse af bedste praksis på SMV-området og med hensyn til en forbedring af konkurrenceevnen, navnlig i regioner med en ringe udviklingsgrad i EU-sammenhæng. Disse typer af tiltag bør iværksættes gennem SMV'ernes organisationer.

3.1

Lissabon-strategien er kort sagt bedst kendt som et mål om inden 2010 at gøre EU til den mest konkurrencedygtige og dynamiske videnbaserede økonomi i verden. Ud over de overordnede retningslinjer vedtog Det Europæiske Råd på mødet i juni 2000 i Santa Maria da Feira det europæiske charter for små virksomheder.

3.2

EØSU minder om, at Lissabon-mandatet af 24. marts 2000 fra starten:

3.3

På Det Europæiske Råds forårsmøde i marts 2005 gennemførte Rådet midtvejsevalueringen af Lissabon-strategien og besluttede at genlancere processen og sætte fornyet fokus på vækst og beskæftigelse som Europas højeste politiske prioriteter. Der blev indgået en aftale om de integrerede retningslinjer for vækst og beskæftigelse (1), som skulle fremme sammenhængen mellem reformforanstaltningerne og fungere som køreplan for de nationale reformprogrammer.

3.4

I udviklingen af Lissabon-strategien er stræben efter konkurrencedygtighed og vækst et afgørende træk, når det gælder om at skabe større økonomisk velfærd og beskæftigelse samt sikre livskvaliteten og tillige forbedre denne. Omvendt kan livskvalitet, sociale forbedringer og et bæredygtigt miljø også skabe vækst. Lissabon-strategien har hidtil ikke levet helt op til forventningerne navnlig inden for områderne økonomisk og industriel vækst og skabelse af flere og bedre job. EU har problemer med at klare konkurrencen på verdensmarkedet. EU har siden lanceringen af Lissabon-processen gennemgået en omfattende udvidelse fra 15 til 25 og derefter til 27 medlemsstater.

3.5

EØSU ønsker først og fremmest at bemærke, at Lissabon-strategien allerede har banet vejen for en positiv udvikling på en række områder, herunder:

3.6

På trods af disse positive fremskridt må det først og fremmest konstateres, at EU, der er fanget mellem sine store industrielle konkurrenter og nye økonomier baseret på lave produktionsomkostninger, som i større og større grad anvender ny teknologi, udfordres i stadig stigende grad på konkurrenceevnen. Der er adskillige indikatorer, som giver anledning til bekymring:

3.7

Samtidig halter Lissabon-reformerne bagefter:

3.7.1

På EU-plan forpligtede medlemsstaterne sig til at gennemføre det indre marked på flere områder (energi, tjenesteydelser, offentlige kontrakter, transeuropæiske netværk, tilpasning af offentlige tjenesteydelser), men vægrer sig ved at gennemføre de nødvendige foranstaltninger inden for tidsrammen.

3.7.1.1

På europæisk plan har Kommissionen siden 1990'erne iværksat et væld af initiativer først og fremmest for at få bedre indsigt i SMV'ernes behov og funktionsmåde og dernæst for at støtte deres udvikling og hjælpe med til at udnytte deres jobskabelsespotentiale bedre. Disse tiltag er gennem de seneste par år blevet styrket med udnævnelsen af Kommissionens SMV-repræsentant, vedtagelsen i 2004 af handlingsplanen for iværksætterkultur, bestræbelserne på at få en bedre lovgivning, bedre adgang til finansiering (Den Europæiske Investeringsfond og Den Europæiske Investeringsbank) og rammeprogrammet for konkurrenceevne og innovation (CIP).

3.7.2

På nationalt plan varierer resultaterne, og årsagen til de manglende resultater er primært:

3.7.3

De nye medlemsstater må ofte overvinde yderligere vanskeligheder, der bunder i en udviklingskløft inden for f.eks. beskæftigelse, teknologier eller miljøet, selvom disse vanskeligheder også nogle gange opvejes af fornyelsesforanstaltninger, som er mere gennemgribende end i EU-15.

3.8

Der henvises til den rapport, som Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (EØSU) har udarbejdet efter anmodning fra Det Europæiske Råds møde i marts 2005, som indeholder resultaterne af EØSU's høring af dets samarbejdspartnere i samtlige medlemsstater og på EU-plan om iværksættelsen af Lissabon-strategien og om, hvilken rolle arbejdsmarkedsparterne og de øvrige dele af civilsamfundet har at spille (2). Udvalget har gennem de senere år udarbejdet adskillige rapporter om Lissabon-strategien og specifikke aspekter heraf (3).

4.1.1

Langt størsteparten af EU's virksomheder (99,8 %) er SMV'er. Den typiske europæiske virksomhed er en mikrovirksomhed (91 %), og 7 % er mindre virksomheder. Ikke blot er de fleste virksomheder i Europa små, men de tegner sig også for en væsentlig del af Europas beskæftigelse (to tredjedele af de ansatte i den private sektor) og økonomisk aktivitet (57 % af BNP) (4).

4.1.2

For at forbedre overvågningen af SMV'ernes økonomiske resultater opfordrer EØSU Kommissionen til at sætte nyt skub i aktiviteterne i det europæiske observationscenter for SMV.

4.1.3

SMV'er skaber de fleste arbejdspladser og udgør en af de største indtægtskilder for statsbudgettet (skatter, moms osv.), og tilbyder muligheder for faglig og personlig udvikling for en stor del af befolkningen, navnlig den mest aktive og innovative del, som sætter skub i økonomien. Endvidere er de det vigtigste element i et økonomisk grundlag, der fremmer markedsøkonomien, som er kendetegnet ved fleksibilitet, innovation og dynamik, og som udgør kimen til fremtidens store virksomheder, særlig inden for de nye områder af økonomien, der bygger på komplekse teknologier.

4.2.1

Den øgede vægt på konkurrenceevnen viser, at der er behov for at sikre en vedvarende bæredygtig konkurrenceevne i en åben og global økonomi gennem øget anvendelse af nye teknologier, bedre erhvervsuddannelser, en kvalificeret arbejdsstyrke og en forbedring af produktiviteten. Kvalitetsbegrebet (kvaliteten af varer, tjenester, lovgivning, ledelse, beskæftigelse, sociale relationer og miljøet) er et centralt element i denne strategi.

4.2.2

For at sikre økonomisk stabilitet bør medlemsstaterne fastholde deres mellemfristede budgetmål over hele konjunkturforløbet eller træffe alle nødvendige korrigerende foranstaltninger. Med forbehold af dette bør medlemsstaterne undgå procykliske finanspolitikker. Medlemsstater med et underskud på de løbende poster, som der er risiko for er uholdbart, bør arbejde på at korrigere dem ved strukturreformer, der kan fremme den eksterne konkurrenceevne, og ved finanspolitikker. Disse foranstaltninger er et minimum set i lyset af den tiltagende aldring af EU's befolkning.

4.2.3

EØSU er af den opfattelse, at de interne europæiske hindringer for et holdbart og selvbærende konjunkturopsving i EU kun kan fjernes, hvis der sker en fundamental omlægning af den økonomiske politik, herunder især af den makroøkonomiske politik. EU må basere sig på egne interne kræfter, hvis den europæiske økonomi igen skal bringes ind på vejen mod vækst og fuld beskæftigelse. Der er behov for en afbalanceret makroøkonomisk politik, der har Lissabon-målene som erklæret målsætning, navnlig fuld beskæftigelse, styrkelse af konkurrenceevnen samt reel opfyldelse af Göteborg-topmødets forpligtende målsætning om bæredygtig vækst.

4.2.4

EØSU minder om, at det bør være pengepolitikkens mål at sikre et afbalanceret forhold mellem prisstabilitet, økonomisk vækst og beskæftigelse. Med henblik herpå ville det være rimeligt at tilskynde ECB til at forfølge et stabilitetsmål »i bredere forstand«, dvs. til ikke blot at fokusere på stabile priser, men også på stabilitet med hensyn til vækst, fuld beskæftigelse og social samhørighed (5). For at nå disse mål er det vigtigt, at de nationale budgetter falder i tråd med ECB's politikker, og at stabilitets- og vækstpagten overholdes.

4.2.5

EØSU peger endvidere på, at forretningsrelaterede tjenesteydelser spiller en særlig rolle for SMV'ernes bidrag til at gennemføre Lissabon-processen og øge EU's konkurrenceevne. I forlængelse af Kommissionens meddelelse (6), som følger samme linje, understreger EØSU, at det er nødvendigt at skabe nogle lovmæssige rammer, som tillader de pågældende SMV'er at efterleve de samfundskrav, der stilles dem.

4.2.6

EØSU støtter også den brede undersøgelse af nødvendige støtteforanstaltninger i 27 sektorer af fremstillingsindustrien i Kommissionens dokument om en integreret industripolitik, men insisterer på, at den konkrete implementering af politikken sker med koordination mellem medlemsstaterne (7).

4.3.1

EØSU bakker helhjertet op om Kommissionens nylige meddelelse om at sænke virksomhedernes administrative byrde med 25 % inden 2012 (9). Dette kan føre til en stigning på 1,5 % i EU's BNP. EØSU anmoder indtrængende Kommissionen om at fremsætte en klar strategi til forenkling af alle de lovgivningsmæssige rammer, så man ikke risikerer ikke at kunne leve op til forventningerne (10).

4.3.2

Ved at lette den administrative byrde kan man skabe fornyet dynamik. For at kunne begrænse omfanget af juridiske og administrative forpligtelser er der behov for en overordnet indfaldsvinkel fra såvel de lokale, regionale og nationale myndigheder som EU. Det er afgørende, at forordningerne har en hensigtsmæssig udformning og indhold.

4.3.3

EØSU støtter oprettelsen af det panel, som skal foretage konsekvensanalyser inden for erhvervslivet, hvilket Kommissionen bebudede i sin strategiske oversigt vedrørende »Bedre lovgivning« (11). Ikke desto mindre bør panelets indsatsområde ikke være begrænset til koordination; det bør også beskæftige sig med arbejdskvalitet i relation til SMV'er og analyse af de økonomiske og sociale konsekvenser af lovgivningsforslag. Nye forordninger på nationalt og EU-plan bør gennemgås med henblik på at vurdere deres indvirkning på SMV'er.

4.3.4

De økonomiske, sociale og miljømæssige konsekvenser af nye eller reviderede forordninger bør grundigt vurderes for at indkredse eventuelle kompromiser og synergier mellem forskellige politiske målsætninger. Derudover skal eksisterende regler undersøges med henblik på eventuel forenkling, og deres indvirkning på konkurrenceevnen skal vurderes. Der bør sættes særligt fokus på uafhængige vurderinger af virkningerne af alle Kommissionens forslag til love og regler på erhvervslivet, herunder specielt de mindre virksomheder. Endelig er man i færd med at udvikle en fælles metode til beregning af de administrative omkostninger ved ny og eksisterende lovgivning. Princippet om først at tænke småt bør være det vejledende princip i forbindelse med revision af eksisterende lovgivning og udarbejdelse af ny lovgivning. Det betyder, at lovgivningen bør tage hensyn til SMV'ernes særlige kendetegn.

4.3.5

EØSU pointerer, at forbedringer er særligt vigtige for små og mellemstore virksomheder (SMV'er), som sædvanligvis kun har begrænsede ressourcer til at tage sig af de administrative opgaver, de pålægges som følge af EU- og national lovgivning.

4.3.6

Der bør tages de nødvendige skridt til at sikre, at alle medlemsstater gennemfører alle direktiver i tide og med en høj kvalitet, og til at overtale de nationale og regionale regeringer og lovgivere til at indlede forenklingsprojekter hos sig selv med fokus på de steder, hvor der er sket en overregulering, fordi man har gennemført EU-lovgivningen.

4.3.7

De fleste politiske aktører på regionalt, nationalt og EU-plan ved ikke nok om SMV'ernes reelle situation og deres konkrete behov. Bedre inddragelse af repræsentative SMV-organisationer (12) på alle niveauer er en forudsætning for at forbedre kvaliteten af SMV-politikken i EU. Styrkelse af sammenslutninger af mindre virksomheder er også et af nøgleelementerne i det europæiske charter for små virksomheder (2000). Repræsentative SMV-organisationer bør inddrages som vigtige aktører i beslutningsprocessen på alle planer.

4.3.8

EØSU støtter beslutsomt det europæiske charter for små virksomheder, der har vist sig at være et godt middel til at overvåge fremskridtene og kortlægge de problemer, som SMV'er støder på, samt til at få medlemsstaterne til at handle med det sigte at forbedre koordineringen af íværksætterpolitikkerne i hele Europa. Det er vigtigt at bevare et støt tempo i processen med at integrere rapporterne om charterets iværksættelse i årsrapporterne om Lissabon-strategien. Det er afgørende, at det ajourføres løbende og udbygges i forhold til den reviderede Lissabon-strategi og EU's større udvidelsesproces.

4.4.1

Iværksættertankegang er en kompleks størrelse, som omfatter initiativ, satsning og innovation. Små og nye virksomheder skaber innovation, finder markedsnicher, skaber beskæftigelse, øger konkurrencen og fremmer derved den økonomiske effektivitet.

4.4.2

Den Europæiske Union lider som helhed af lav aktivitet i den indledende iværksætterfase. Der er ingen EU-lande på top 10-listen (14) i den seneste GEM-rapport (Global Entrepreneurship Monitor). Tværtimod er der 8 EU-lande blandt de 10 lande med det laveste aktivitetsniveau på dette område (15).

4.4.3

Iværksætteri er vigtigt for samfundet som helhed. For at forbedre kendskabet til iværksætterkulturen og -tankegangen og øge forståelsen af iværksætteriets betydning for et lands generelle udvikling foreslår EØSU, at 2009 udråbes til europæisk iværksætterår. I den forbindelse konstaterer udvalget, at midtvejsrevisionen af en række relevante fællesskabsprogrammer vil finde sted i 2010. Der må skabes en positiv holdning i offentligheden til iværksætteri. Året ville også give lejlighed til at konsolidere og styrke eksisterende erfaringsudveksling.

4.4.4

Der er i EU et stort behov for ændringer i læseplanerne inden for det almene og faglige uddannelsessystem — navnlig på de højere uddannelser — for at få lagt større vægt på videregående iværksætteruddannelse, den strategiske værdi af informationsforvaltning og IKT samt netværkssamarbejde. Skoler og universiteter spiller en central rolle med hensyn til at fremme iværksættertankegangen hos de unge. Det kan anbefales, at virksomhedsrepræsentanter aktivt deltager i f.eks. undervisningen, og at virksomhedsorganisationer endvidere inddrages. Medieaktiviteter og det billede at erhvervslivet, som de formidler, er vigtige.

4.4.5

Der bør gøres mere for at yde etablerings- og udviklingshjælp til virksomheder. Denne indsats bør bl.a. gå ud på at mindske etableringsomkostningerne, forbedre adgangen til risikovillig kapital, indføre flere iværksætteruddannelsesprogrammer, foranstaltninger til at forbedre adgangen til offentlige netværk og offentlige tjenesteydelser samt sikre et mere finmasket netværk af støttetjenester for små virksomheder. Der er endvidere behov for politiske beslutninger med henblik på en reform af beskatningssystemer, reguleringsforanstaltninger, markedsadgang, rednings- og omstruktureringsprocedurer samt arvelovgivning. Hvad angår konkurser, er det nødvendigt med en holdningsændring.

4.4.6

Adgang til finansiering i den tidlige etableringsfase er af afgørende betydning. Den belgiske regering har taget skridt til at løse problemet med manglende egenkapital. Et eksempel herpå er ARKimedes-fonden, der har rejst 110 mio. EUR i form af aktier og obligationer, som er garanteret af den regionale regering i Flandern.

4.4.7

Af lige så stor betydning er det at sikre informationer og støttetjenester for virksomheder, navnlig for unge iværksættere. Mentorordninger i Flandern (Belgien) har vist sig at være effektive.

4.4.8

Frygten for fiasko har en stærk negativ virkning på potentielle nyetableringer. Der må oprettes passende sociale rammebetingelser for selvstændige erhvervsdrivende. Endvidere bør der være udvidede muligheder for at give de selvstændige en chance mere.

4.5.1

Det indre markeds potentiale bør frigøres. Den Europæiske Union bør nu kunne drage fordel af et marked, der er større end markedet i USA og Kina, men

4.5.2

EU's evne til at tiltrække investorer afhænger af størrelsen og tilgængeligheden af dets markeder, af dets lovgivningsmæssige rammer og af kvaliteten af dets infrastruktur. Øget investering vil gøre Europa mere produktiv, da arbejdskraftproduktiviteten er afhængig af investeringer i fysisk og menneskelig kapital samt i viden og infrastruktur.

4.5.3

Europæiske producenters evne til at konkurrere og overleve på det indre marked er nøglen til deres konkurrencedygtighed på verdensmarkederne. Det indre marked for varer er relativt velintegreret, men markedet for tjenesteydelser er stadig, de jure eller de facto, temmelig opsplittet. For at fremme vækst og beskæftigelse og styrke konkurrenceevnen må det indre marked for tjenesteydelser være fuldt operationelt, samtidig med at den europæiske sociale model bevares. Fjernelse af skattemæssige hindringer for grænseoverskridende aktiviteter og af fortsatte hindringer for arbejdstagernes mobilitet ville også føre betydelige effektivitetsgevinster med sig. Endelig ville en fuld integration af de finansielle markeder føre til øget produktion og beskæftigelse, da det gør det muligt at afsætte kapital mere effektivt og at skabe bedre vilkår for erhvervsfinansiering.

4.5.4

For SMV'er, navnlig i servicesektoren, er det indre marked endnu ikke gennemført fuldt ud. På grund af tunge administrative byrder ved grænseoverskridende aktiviteter og ikke-tilpassede europæiske standarder kan små virksomheder ikke udnytte fordelene ved et større marked.

4.5.5

Standarder spiller en væsentlig rolle for adgangen til markeder. De aktuelle standardiseringsprocesser tager ikke tilstrækkeligt hensyn til de specifikke forhold, der gør sig gældende inden for håndværksvirksomheder og SMV'er. Små virksomheder må i højere grad inddrages i udarbejdelsen af europæiske og internationale standarder. På trods af kraftig støtte fra Kommissionen til strukturer som NORMAPME (17) er der behov for en yderligere indsats til støtte for SMV'er, navnlig hvad angår serieproduktion og skræddersyet produktion, en mere ligelig repræsentation i tekniske udvalg og forenkling af certificeringssystemerne.

4.5.6

Hvad angår procedurer for offentlige kontrakter, er der stadig betydelige muligheder for forbedring. Offentliggørelsen af en stigende andel af de offentlige kontrakter ville være et tegn på sådanne forbedringer. Der bør lægges vægt på SMV'ers muligheder for at deltage i offentlige kontrakter. EØSU går ind for, at Kommissionen udarbejder et kompendium af god praksis på dette område, ikke blot i EU-medlemsstaterne, men også i USA og Japan.

4.5.7

SMV'er i Europa er konfronteret med 27 forskellige beskatningssystemer. Overholdelse af disse regler afføder meget høje omkostninger og skaber alvorlige hindringer i det indre marked. Disse omkostninger er for små virksomheder langt højere end for store virksomheder (18). Til fordel for navnlig SMV'er forventes der en forenkling på dette område.

4.6.1

I en globaliseret og videnbaseret økonomi må virksomhederne hele tiden tilpasse sig forandringer. Succesfulde iværksættere har mere end nogensinde behov for et solidt videns- og kvalifikationsgrundlag for at kunne klare sig i den skærpede konkurrence og vinde innovationskapløbet. Hertil kommer, at både iværksættere og arbejdstagere på grund af den teknologiske udvikling hele tiden må udvikle nye kompetencer, navnlig på IKT-området, og ajourføre deres færdigheder (19).

4.6.2

Siden lanceringen af Lissabon-strategien i 2000 er uddannelsesmålene og strategierne for livslang læring klart blevet styrket i Europa, men der er behov for yderligere forbedringer som angivet i evalueringsrapporten af 2006 om »Rammen for aktioner til fremme af livslang udvikling af kvalifikationer og kompetencer«, som arbejdsmarkedsparterne på europæisk niveau (EFS, BusinessEurope, CEEP, UEAPME) vedtog i 2002. Fællesskabets nye integrerede handlingsprogram inden for livslang læring bør også indgå fuldt ud i disse bestræbelser, da dets officielle mål er at bidrage til gennemførelsen af Lissabon-målene, dvs. »udvikling af Den Europæiske Union som et avanceret vidensamfund med en bæredygtig økonomisk udvikling, flere og bedre job og øget social samhørighed«.

4.6.3

Som EØSU med rette har pointeret (20), er »de europæiske uddannelsesprogrammer blandt de meget få initiativer, der henvender sig direkte til EU-borgerne. Derfor skal det nye program have som mål dels at fremme en demokratisk udvikling på grundlag af deltagerdemokratiske idealer og aktive borgere, dels at fremme beskæftigelse og et alsidigt arbejdsmarked.« Eftersom EU's vigtigste mobilitetsprogrammer, dvs. Leonardo da Vinci for lærlinge, unge i grundlæggende erhvervsuddannelse og unge arbejdstagere samt Erasmus for studerende også er integreret heri, bør adgangen til individuel mobilitet forbedres. Studie- og arbejdsophold i udlandet forbedrer den enkeltes færdigheder og knowhow og øger samtidig dennes forståelse af EU og af EU-borgerskab. Det hjælper endvidere den enkelte til at være mere proaktiv og åben og tage et ansvar for sin jobegnethed.

4.6.4

EØSU har endvidere understreget, at det »tillægger små og mellemstore virksomheders muligheder for adgang til programprocedurerne særlig betydning« og har derfor foreslået, »at man tager højde for SMV'ernes særlige problemer og forenkler de relevante procedurer, så SMV'erne kan få udbytte af at deltage i programmet«. I en serviceorienteret økonomi er virksomhedens mest værdifulde aktiv dens menneskelige kapital. For at virksomheder, herunder navnlig SMV'er, kan anlægge en kompetencefremmende strategi, bør der udvikles virksomhedstilpassede støtteforanstaltninger i form af f.eks. skræddersyede uddannelsestilbud, finansiel støtte og skatteincitamenter, som skal hjælpe de enkelte foretagender til at investere i efter- og videreuddannelse.

4.6.5

Den sociale dialog er et vigtigt værktøj til at tackle økonomiske og sociale udfordringer. Et af dens vigtigste resultater er opnåelsen af et bedre fungerende arbejdsmarked og foregribelse af forandringer. Hertil kommer, at den sociale dialog bidrager til at skabe et klima af tillid til virksomhederne. Den kan også give skræddersyede svar til små virksomheder, for så vidt som den tager hensyn til arbejdsmiljøets og -relationernes karakter og de specifikke forhold, der gør sig gældende på disse områder, samt til de særlige betingelser, der er bestemmende for håndværksfags og små virksomheders aktiviteter og udvikling

4.7.1

Lissabon-dagsordenen havde som mål, at 3 % af BNP skulle investeres i FoU, heraf to tredjedele fra den private sektor. I øjeblikket bidrager den kun med 56 %. Desværre må vi konstatere, at Europa bruger en meget mindre andel af sit BNP på FoU, end det er tilfældet i USA og Japan (1,93 % sammenlignet med 2,59 % i USA og 3,15 % i Japan). Hertil kommer, at Kina er på vej til at komme op på siden af EU med hensyn til forskningsintensitet inden 2010. Forskning og udvikling: i 2002 investerede den private sektor 100 mia. EUR mere i forskning og udvikling i USA, end den gjorde i Europa.

4.7.2

Det fremtidige europæiske teknologiinstitut (ETI), som sigter mod at opnå størst mulig integration mellem uddannelse, forskning og innovation på topniveau, bør udtrykkeligt anerkende og gøre udstrakt brug af det potentiale, som SMV'er rummer. Samarbejde mellem universiteter, forskningscentre og virksomheder, herunder navnlig små virksomheder, bør styrkes. Forskere bør tilskyndes til at etablere kontakter med virksomheder. Betydningen af at fremme teknologioverførsel via teknologicentre og kuvøser kan ikke fremhæves nok. De nye rammebestemmelser for statsstøtte til forskning, udvikling og innovation (FoUoI) bør indeholde foranstaltninger til opretholdelse og fremme af innovationsstøttetjenester, klynger og netværk. Europæiske forskere bør gives øgede muligheder i alle 27 medlemsstater. Bedre fremme og formidling af forskningsresultater er afgørende for at kunne forbedre virksomhedernes adgang til resultaterne og deres økonomiske effekt.

4.7.3

Der bør sikres innovationsfremmende harmoniserede lovgivningsmæssige rammer i hele EU. Der er behov for nye initiativer til et EF-patent for at beskytte innovationer og imødekomme europæiske virksomheders behov. Et sådant system bør omfatte nedsatte gebyrer for SMV'er og en passende forsikringsordning for retstvister i forbindelse med patenter.

4.7.4

I sine seneste meddelelser har Kommissionen anerkendt behovet for at udvide definitionen af innovation med henblik på at sætte fokus på SMV'er og tage hensyn til ikke-teknisk innovation inden for alle erhvervssektorer. Denne nye strategi må nu gennemføres på alle politikområder, så små virksomheder kan drage nytte af den.

4.7.5

Det er afgørende vigtigt for SMV'erne at forbedre og ajourføre deres menneskelige kapital og ansætte akademikere i produktions- og innovationsrelaterede stillinger. Det 7. rammeprogram bør støtte SMV'er i gennemførelsen af avanceret teknologisk forskning og moderne produktionsteknikker, men også i andre former for SMV-relevant innovation.

4.7.6

De nødvendige ressourcer på EU-plan skal komme fra CIP-programmet, rammeprogrammet for forskning, strukturfondene og uddannelsesprogrammerne for at nævne de vigtigste. At koordinere politikkerne, herunder ressourcerne, bliver en vanskelig og ømtålelig opgave, navnlig fordi de disponible finansielle EU-midler er relativt begrænsede i forhold til behov og efterspørgsel. For at gøre det muligt at anvende strukturfondsmidler til samfinansieringsprogrammer for innovative SMV'er, nyetableringer og virksomhedsoverdragelser (f.eks. over de europæiske investeringsfonde — JEREMIE) er det nødvendigt at vedtage passende foranstaltninger i medlemsstaterne samt nøje overvåge disses effektivitet og adgangen hertil.

4.7.7

Indførelsen af avancerede nye produktionsmetoder og maskiner, navnlig i SMV'er vil kræve, at der kan ydes lån på gunstige vilkår. EIB og EIF bør inddrages tæt i de sektorielle og intersektorielle planlægningsgrupper.

4.7.8

SMV'er bør orienteres mere mod anvendelse af IKT, som kan sænke deres omkostninger, øge deres produktivitet og styrke deres konkurrenceevne.

4.8.1

Europæiske studier viser, at ca. en tredjedel af EU's iværksættere, især ejere af familieforetagender, træder tilbage inden for de næste 10 år. Det anslås, at dette vil påvirke omkring 690.000 foretagender, der giver arbejde til 2,8 mio. personer. Overdragelser bør fremmes som værdifulde alternativer til nyetableringer.

4.8.2

I modsætning til tidligere finder flere og flere virksomhedsoverdragelser sted uden for familien, til tredjeparter. Der er endvidere voksende interesse for at overtage en etableret virksomhed frem for at starte en virksomhed op fra bunden. Undersøgelser har vist, at 96 % af virksomhedsoverdragelser overlever de første fem år mod 75 % af nystartede virksomheder.

4.8.3

Den første udfordring går derfor ud på at oprette en platform og gøre det lettere for potentielle købere og sælgere af virksomheder at finde hinanden. Dette marked bør være gennemsigtigt for at øge muligheden for at skabe kontakter og sikre kontinuiteten i eksisterende bæredygtige virksomheder. Serviceydelser af høj kvalitet, herunder kontaktformidling til passende partnere, rådgivning og fortrolighed, spiller en afgørende rolle. I de fleste europæiske lande er der statslige eller statsstøttede markeder for virksomhedsoverdragelse (22). Disse initiativer bør udvikles i alle EU's medlemsstater.

4.9.1

SMV'er og navnlig nyetablerede, overdragne og innovative virksomheder bør have lettere adgang til finansiering, så de kan realisere deres potentiale fuldt ud og skabe økonomisk vækst og øget beskæftigelse i Europa. Risikodelingsmodeller som f.eks. gensidige og offentlige garantiordninger har vist sig at være meget effektive instrumenter og må fremmes yderligere både på EU- og nationalt plan.

4.9.2

Adgang til kapital til en rimelig pris for nye virksomheder, SMV'er og hurtigtvoksende foretagender kræver, at rentesatserne og risikopræmierne holdes på et rimeligt niveau, og at de statslige støtteordninger gøres mere effektive.

4.9.3

Den rådgivning af SMV'er, der formidles af SMV-organisationer, bør styrkes og fremmes. Det er endvidere nødvendigt at oprette finansielle instrumenter, der er tilpassede små virksomheders behov og midler. EØSU opfordrer Kommissionen og EIB/EIF til ved hjælp af risikokapital- og garantiordninger at finansiere innovation i små virksomheder.

4.9.4

Ventureinvestorer og uformelle investorer (de såkaldte »business angels«) er vigtige finansieringsmuligheder for SMV'er. Fremme af netværkssamarbejdet mellem ventureinvestorer og »business angels« på den ene side og iværksættere på den anden side er vigtigt for at mindske kapitalmanglen på dette niveau (»small equity gap«).

4.9.5

Garantiordninger har vist sig at være en meget effektiv og rentabel måde at støtte små virksomheder på. Caisse Mutuelle de Garantie de la Mécanique (CMGM) i Frankrig har over 45 års erfaring på dette område. Denne gensidige fond yder bankgarantier for næsten alle kreditter (investeringskredit, virksomhedsoverdragelse, warrants, kassekreditter), som stilles til rådighed for virksomheder. Virksomheder er medlemmer af CMGM's kapital- og garantifond. Dette system gør det muligt at reducere de personlige garantier, som afkræves iværksættere, stiller større kreditter til rådighed og tilbyder et sikkerhedsnet for iværksætteren over for banken. Der bør opfordres til udveksling af bedste praksis mellem EU's medlemsstater angående adgang til finansiering og garantifonde for små og mellemstore virksomheder.

4.10.1

EU må gribe de muligheder, der opstår med åbningen af de hurtigt voksende markeder i Asien, herunder Kina og Indien. Samtidig må EU reagere på den heraf følgende nye internationale arbejdsdeling, især da Kina begynder at specialisere sig mere i varer med høj værditilvækst og Indien udvikler sig som et globalt centrum for outsourcing. EØSU understreger, at en fælles strategi over for tredjelande er nødvendig for at forbedre markedsadgangen for EU's virksomheder.

4.10.2

Selv om det indre marked har eksisteret i over 14 år, er der mange virksomheder, der udelukkende opererer i deres eget land. Sprogbarrierer, vedvarende lovgivnings- og reguleringsmæssige forskelle og manglende kendskab til andre markeder er vigtige hindringer. EØSU bifalder oprettelsen af støttetjenester tæt på iværksætterne i stil med »Passport to export«-ordningen i Storbritannien (23). SMV'ers muligheder for at deltage i offentlige kontrakter bør også fremmes.

4.10.3

Der bør udvikles passende støtteordninger for at stimulere grænseoverskridende aktiviteter både inden for Den Europæiske Union og på andre markeder.

4.10.4

EØSU understreger, at der bør lægges særlig vægt på SMV'er i Kommissionens dokumenter om handelspolitik (markedsadgangsstrategi, handelspolitiske beskyttelsesforanstaltninger, det globale Europa).

EUT C 24 af 31.1.2006, Bedre lovgivning, sonderende udtalelse af Daniel Retureau på anmodning af det britiske formandskab

EUT C 24 af 31.1.2006, »Metoder til at forbedre EU-lovgivningens gennemførelse og håndhævelse«, ordfører Joost van Iersel.

EUT C 112 af 30.4.2004, Udtalelse om »Ajourføring og forenkling af fællesskabsretten«, KOM(2003) 71 endelig, ordfører Daniel Retureau.

27.10.2007   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 256/17

1.

2.

3.

4,

5.

6.

7.

1.1

Under overskriften »DEN RELANCEREDE LISSABON-STRATEGI FOR VÆKST OG BESKÆFTIGELSE« bifaldt Det Europæiske Råd i formandskabets konklusioner af 23.-24. marts 2006 (punkt 12) Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs initiativ, der skal bidrage til en større ansvarsfølelse for Lissabon-strategien på fællesskabsniveau. Det Europæiske Råd opmuntrede EØSU til at fortsætte arbejdet og opfordrede udvalget til at udarbejde en sammenfattende rapport til støtte for partnerskabet for vækst og beskæftigelse i begyndelsen af 2008.

1.2

Forinden vedtog udvalget allerede den 15. februar 2007 en resolution vedrørende gennemførelsen af den reviderede Lissabon-strategi henvendt til Det Europæiske Råds forårstopmøde i 2007.

1.3

Som forberedelse til den sammenfattende rapport, som Det Europæiske Råd har bedt om, tjener fire informationsrapporter om følgende emner:

Disse informationsrapporter vil udgøre den væsentligste del af den sammenfattende rapport.

1.4

Den følgende tekst, der er udarbejdet i samarbejde med repræsentanter for nationale økonomiske og sociale råd, behandler udelukkende emnet »Investeringer i viden og innovation«.

2.1

Europas styrke består i borgernes produktivitet.

2.2

Den frie interaktion mellem håndværksmæssig opfinderånd og iværksætterinitiativer og videnskabelig metodik og systematik, såvel som de teknologier og industrielle processer, der blev udviklet på grundlag heraf, var den afgørende europæiske nøgle til de fremskridt, der resulterede i vores nuværende levestandard, og som blev ledsaget af den historiske samfundspolitiske udvikling, der skabte frie borgere i den moderne stat med magtfordeling, demokrati og grundlæggende rettigheder.

2.3

Et afgørende bidrag hertil var udvikling og intensiv brug af energiforbrugende industrielle produktionsmetoder, maskiner og transportmidler: energi har befriet mennesket fra det hårdeste fysiske arbejde, mangedoblet menneskets produktivitet, skaffet varme og lys samt muliggjort en hidtil ukendt mobilitet. Energi er blevet moderne økonomiers ernæringsgrundlag og drivkraft.

2.3.1

Set i lyset af de fossile energibæreres udtømmelighed, det stærkt stigende globale energibehov samt energiforbrugets forventede følgevirkninger for fremtidens klima, står sikringen af en bæredygtig og klimaneutral energiforsyning naturligvis centralt i den politiske diskussion. En vigtig forudsætning for, at denne yderst vanskelige opgave kan løses, er et stærkt, bredt anlagt og effektivt forsknings- og udviklingsprogram på energiområdet.

2.4

Derudover eksisterer der imidlertid en lang række yderligere problemer og opgaver, der kun kan løses gennem forskning, udvikling og innovation. Dette angår f.eks. bekæmpelsen af fysiske og psykiske sygdomme, hjælp til handicappede og deres inddragelse i samfundslivet, konsekvenserne af den demografiske udvikling, herunder forskning i aldring, miljøbeskyttelse, såvel som en generel sikring og videreudvikling af vores livsgrundlag, vores europæiske værdisystem og sociale model. I sidste ende tjener forskning og udvikling dog også det grundlæggende mål at skaffe mere og ny viden. Større viden hjælper ikke blot i forbindelse med problemløsning, men udvider også vores verdensbillede, skaber indsigt i konfliktsituationer og beriger vores kultur.

2.5

EU står som bekendt overfor den alvorlige udfordring, der består i, at den globale konkurrence til stadighed skærpes, og hvor det i høj grad handler om at bevare europæiske arbejdspladser, det europæiske indkomstniveau, såvel som sociale og miljøstandarder. Dette gælder ikke kun på baggrund af USA's og Japans økonomiske styrke, men først og fremmest med henblik på de betydelige og stadigt ekspanderende industri- og forskningsaktiviteter i lande som Kina, Indien og Brasilien, og i betragtning af det betydeligt lavere niveau for såvel lønninger som social- og miljøstandarder, der eksisterer i disse lande.

2.6

Europa kan kun fastholde sin konkurrencedygtighed ved også i fremtiden at bevare det eksisterende forspring indenfor forskning, teknologisk udvikling og innovation. Et forspring, der skal bevares indenfor en samfundsmæssig og kulturel ramme, der er baseret på demokrati, retsstaten, politisk stabilitet, handlefrihed for virksomhederne, planlægningssikkerhed, vilje til at yde en indsats, anerkendelse af indsats og social sikkerhed.

2.7

Videnskabelig og teknisk ekspertise og dennes omsætning til konkurrencedygtighed og økonomisk styrke er afgørende forudsætninger for at sikre vores fremtid, f.eks. hvad angår energi- og klimaproblematikken, for at bevare og forbedre vores nuværende position på verdensmarkedet, og for ikke at bringe den europæiske sociale model i fare, men i stedet udbygge den.

2.8

Den vigtigste forudsætning herfor er et fremskridtsorienteret samfundsmæssigt klima, hvor denne erkendelse er slået fuldt igennem, så der på alle politiske niveauer kan skabes de fornødne rammebetingelser og træffes de relevante retningsgivende beslutninger, så der kan skabes arbejdspladser og i erhvervslivet opbygges tilstrækkeligt med tillid og optimisme til at foretage de nødvendige investeringer i Europa. Dertil hører dog også, at man i højere grad er bevidst om grundforskningens fundamentale betydning, da denne forskning udgør den nødvendige forudsætning for fremtidige innovationer. En innovativ og risikovillig iværksætterkultur samt politisk ledelse, pålidelighed og realitetssans er nødvendige forudsætninger.

2.9

Det mål for virkeliggørelse af Lissabon-strategien, der blev fastlagt i Barcelona, må tages meget alvorligt af de berørte aktører, hvis Europa ikke skal falde længere tilbage i det globale kapløb om F&U-investeringer. Dette mål indebærer, at de samlede udgifter til F&U i EU skal forhøjes, så de i 2010 når op på næsten 3 % af BNP. To tredjedele af de dertil krævede investeringer skal komme fra den private sektor.

2.10

I december 2006 vedtog Rådet det 7. F&U-rammeprogram (RP 7) 2007-2013 med et i forhold til det forrige program betydeligt højere budget på ca. 50 mia. EUR. Det er endnu et særdeles synligt resultat af en europæisk politik, som udvalget har ydet væsentlig støtte til. Imidlertid bidrager Fællesskabet, selv med det planlagte budget, alligevel kun med godt 2 %, (altså en halvtredsindstyvendedel!), til de samlede investeringer i forskning og udvikling, der blev fastlagt som mål i Barcelona. Som EØSU flere gange har understreget, er dette ikke tilstrækkeligt til at realisere den planlagte løftestangseffekt og integrationsvirkning, som fællesskabsstøtten bør have på medlemsstaternes støttepolitik og på den nødvendige investeringsvilje i erhvervslivet.

2.11

Udvalget gentager derfor sin henstilling om, at fællesskabsstøttens andel, som et første skridt, bør forhøjes med 50 %, altså til ca. 3 % af de samlede investeringer ifølge Barcelona-målsætningen i forbindelse med den revision af fællesskabsbudgettet, der planlægges gennemført i 2008. Dette gælder særligt med henblik på etableringen af Det Europæiske Teknologiske Institut samt det presserende behov for en øget F&U-indsats med det formål at sikre en bæredygtig energiforsyning, der ikke skader klimaet.

2.12

Samtidig er det dog nødvendigt at fremme erhvervslivets vilje til at investere i forskning og udvikling. Ved at sikre passende retlige, administrative og finansielle rammevilkår må innovation og investering gøres mere attraktivt og lønsomt, ikke mindst for små og mellemstore virksomheder. Også Fællesskabets støtteregler spiller her en vigtig rolle. Disse må gøre det muligt for medlemsstaterne at yde en mere effektiv og mindre bureaukratisk støtte til universiteternes, forskningscentrenes og erhvervslivets forsknings- og udviklingsprojekter og til fremme af det nødvendige netværkssamarbejde mellem dem. Der skal i den forbindelse ses nærmere på, om »Fællesskabets ramme for statsstøtte til forskning, udvikling og innovation« reelt støtter denne målsætning.

2.13

Viden er baseret på to ligeværdige, af hinanden afhængige søjler: uddannelse og forskning. Ny viden skal vindes gennem forskning og udvikling. Den eksisterende viden er grundlaget. Denne viden skal forankres og videregives gennem undervisning, uddannelse, erhvervsuddannelse og videreuddannelse. I den forbindelse skal såvel metoder som indhold evalueres med henblik på at afgøre, om de bidrager til at nå de opstillede mål. Begge søjler har derudover behov for betydeligt større investeringer og egnede rammebetingelser.

2.14

Europas styrke består i borgernes produktivitet. Derfor må det prioriteres at styrke denne produktivitet yderligere og bringe den til udfoldelse. I den henseende opfordrer udvalget medlemsstaterne til at styrke og forbedre uddannelsesinstitutionerne og foretage de nødvendige, omfattende investeringer på området. En bredt anlagt uddannelse af en stor del af befolkningen er lige så vigtig som skabelsen af en videnskabelig elite. Til det formål er der brug for et bredt anlagt, tilstrækkeligt udbud af solide og kvalificerede uddannelsesinstitutioner fra grundskoler til universiteter. Kun på den måde kan der skabes et europæisk samfund med gunstige betingelser for uddannelse og videnskab.

2.15

Derudover gentager udvalget sin henstilling om at supplere og udbygge det europæiske forskningsrum ved at udvikle et fælleseuropæisk vidensrum gennem et endnu mere intensivt tværnationalt samarbejde på områderne uddannelse, innovation og forskning. I den forbindelse spiller alle incitamenter og foranstaltninger til fremme af livslang læring en vigtig rolle: livslang læring er nøglen til vidensamfundet. Hindringer på det indre marked, der vanskeliggør overgangen til et europæisk vidensamfund, må fjernes hurtigst muligt.

2.16

Dertil hører også en intensiveret fremme af individuel mobilitet fra medlemsstaternes side samt en styrkelse af effektive fællesskabsprogrammer (Erasmus, Marie Curie) på dette område. Mobilitet fremmer erhvervelsen og overførslen af kompetence. Den frie bevægelighed for arbejdstagere, forskere og studerende i Europa skal sikres og belønnes gennem incitamenter; den skal være forbundet med acceptable vilkår hvad angår indkomst, arbejdsbetingelser og støtte til familier. I den forbindelse må adgangen til informationer om ledige stillinger i alle medlemsstater forbedres på europæisk plan.

2.17

Med henblik på betydningen af og støtten til innovation henviser udvalget ikke alene til sine nedenstående, udførlige henstillinger, men i høj grad også til den fremragende Aho-rapport, som udvalget støtter. Dette gælder i særlig grad de retlige og samfundsmæssige rammebetingelser for et innovativt erhvervsliv og et marked med gunstige betingelser for innovation. Udvalget henviser endvidere til sin mere udførlige udtalelse »Udnyttelse og styrkelse af EU's potentiale inden for forskning, udvikling og innovation«

2.18

Fremskridt og innovation er baseret på, at ny viden resulterer i nye, bedre processer og produkter (inklusive den permanente innovation af allerede eksisterende), nye virksomhedsmodeller og velegnede ledelsesmetoder; det drejer sig altså om innovativ iværksætterånd og initiativ. Fremskridt og innovation er dog ligeledes baseret på nye tjenesteydelser, videreudvikling af sundhedsvæsenet og generelt bedre løsninger i spændingsfeltet mellem sociale hensyn og økonomiske overvejelser.

2.19

Innovation betyder således, at man udvikler og realiserer nye teknikker, processer, organisationsformer, forretnings- og uddannelsesmodeller osv., som man ikke hidtil har taget eller kunnet tage i betragtning. Derfor er det vigtigt, at den relevante lovgivning er fleksibel og giver det nødvendige spillerum til, at også nye ideer, man ikke tidligere har tænkt på, får en chance for at blive realiseret, så de ikke på forhånd går tabt, fordi de ikke passer ind i en for detaljeret lovgivningsmæssig ramme. Overdreven brug af begrænsende retsforskrifter er en hindring for innovation. Derfor støtter udvalget alle bestræbelser på at forenkle lovgivningen og revidere denne med henblik på at kontrollere, om der findes overflødige, for detaljerede og/eller unødvendigt indskrænkende bestemmelser.

2.20

Innovation betyder også en vis risikovillighed; for som regel viser fordele, men også ulemper eller følgevirkninger ved et nyt tiltag eller en ny model sig først i praksis og i konkurrencen med andre fremgangsmåder. Også en fiasko kan man lære af. Chance og risiko er to sider af samme sag. I princippet bør en innovations forventede nytteværdi overgå de dermed forbundne mulige risici. Det skal særligt vurderes, om der foreligger mulige risici for samfundet. Det kunne derudover overvejes, om der ikke i det mindste for små og mellemstore virksomheder — f.eks. hos EIB — bør oprettes en risikofond, der kan hjælp med at afbøde eventuelle skader eller tab.

2.21

Udvalget har flere gange gjort opmærksom på, at den menneskelige kapital udgør den mest følsomme og værdifulde ressource, når det gælder viden og innovation. Af denne grund er et tilstrækkeligt antal uddannelsessteder med det udstyr og den kvalitet, der er nødvendig til formålet, en afgørende forudsætning for at kunne efterkomme behovet for gode forskere, ingeniører og undervisere.

2.22

Idet samfundet og de enkelte forskere investerer i erhvervelsen af en bred og krævende grundviden og en avanceret specialviden, overtager samfundet — repræsenteret ved det politiske system — ansvaret for, at disse investeringer udnyttes bedst muligt. Dette ansvar må give sig udtryk i, at samfundet sikrer kvalificerede forskere og ingeniører relevante karriere- og udfoldelsesmuligheder, mulighed for at stifte familie, såvel som passende karriereforløb med attraktive specialiseringsmuligheder — uden fare for, at de pågældende havner på et sidespor eller i en beskæftigelsesmæssig blindgyde. Arbejdsløshed, underbetaling eller manglende overensstemmelse mellem uddannelse og beskæftigelse (også på grund af administrativt arbejde, der tager overhånd) blandt kvalificerede forskere og ingeniører er spild af samfundets investeringer, afskrækker den fremtidige elite og medfører beskæftigelsesvalg uden for det teknisk-naturvidenskabelige område eller udvandring fra Europa!

2.23

Ovenstående står ikke i et modsætningsforhold til kravet om, at erfarne fageksperter og den videnskabeligt-tekniske elite i højere grad end hidtil inddrages i forskningspolitiske, kommercielle og innovationspolitiske beslutningsprocesser og forvaltningstiltag. Etableringen af det europæiske forskningsråd er et meget opmuntrende første skridt på vejen. Men også hvad angår forsknings- og innovationsstøtte fra EU (inklusive Kommissionen) og medlemsstaterne må den nødvendige faglige ekspertise inddrages og fastholdes. Administration i sig selv er ikke tilstrækkeligt.

2.24

En særlig problematik vedrører omsættelsen af ny viden fra forskning og innovation til industrielle produkter og processer. Det er ikke uden grund, at Lissabon-målsætningen kræver, at 2/3 af F&U-investeringerne skal komme fra industrien. Det drejer sig derfor også om i højere grad at værdsætte iværksætternes rolle og understrege deres afgørende betydning for innovation, økonomisk fremgang og samfundets generelle velstand. Derfor har udvalget i kraft af sin funktion som bro til det organiserede civilsamfund gjort »iværksætterkultur med et menneskeligt ansigt« til et hovedpunkt i sit kommende arbejdsprogram. Kun gennem ansvarsbevidste, aktive og idérige iværksættere, der har de bedste udfoldelsesmuligheder, vil det i sidste ende lykkes at nå Lissabon-målene.

2.25

Med hensyn til yderligere synspunkter og oplysninger henvises til den følgende mere detaljerede redegørelse samt i høj grad til udvalgets udtalelser om »Vejen til et europæisk videnbaseret samfund — Det organiserede civilsamfunds bidrag til Lissabon-strategien« (1) og »Udnyttelse og styrkelse af EU's potentiale inden for forskning, udvikling og innovation« (2)

3.1

Udvikling af videnskab og teknik. Europa er hjemsted for en moderne videnskab og forskning, der kontinuerligt udvikler sig. Hvis det græsk-egyptiske kulturområde og den krydsfertilisering med det indisk-arabiske (3) kulturområde, der fra tid til anden har fundet sted, tages med i betragtning, kan Europa også siges at være videnskabens vugge i generel forstand. Videnskab og forskning var på trods af perioder med udsving og krigsbetingede brud forbundet ud over de nationale grænser i Europa. Videnskab og forskning, disses metoder og tænkemåder, har i afgørende grad banet vejen for nutidens europæiske samfund, dets værdier, levevis og levestandarder; de har været et kendetegn ved det europæiske kulturområde (4). Nøglen til de opnåede resultater har været den frie interaktion mellem håndværksmæssig opfinderånd og iværksætterinitiativer og videnskabelig metodik og systematik, såvel som de teknologier og industrielle processer, der er blevet udviklet på grundlag heraf.

3.2

Samfundets udvikling. Næsten hånd i hånd med de videnskabeligt-tekniske fremskridt gik den afgørende samfundspolitiske udvikling i retning af den frie borger i den moderne stat med magtfordeling, demokrati, grundlæggende rettigheder og sociallovgivning.

3.3

Udvikling i levevilkårene. Som et resultat af disse parallelle processer er der sket en forandring og forbedring af levevilkårene i de pågældende stater og regioner, som er helt uden sidestykke i menneskehedens historie. Inden for de sidste 135 år er den forventede gennemsnitlige levealder (5) mere end fordoblet (6). Inden for de sidste 50 år er arealudbyttet i landbruget næsten tredoblet. I de succesrige industrilande er det nu overvægt frem for underernæring, informationsoverflod frem for informationsmangel, og befolkningens aldring frem for børnedødelighed, der diskuteres. Det moderne, mobile industrisamfunds resultater og kunnen, som er opnået gennem forskning, udvikling og innovation, omfatter alle områder af den menneskelige udfoldelse og livskvalitet.

3.4

Anvendelse af energi. Et væsentligt bidrag hertil var udvikling og intensiv brug af energiforbrugende industrielle produktionsmetoder, maskiner og transportmidler: energi har befriet mennesket fra det hårdeste fysiske arbejde, mangedoblet menneskets produktivitet, skabt varme og lys samt muliggjort en hidtil ukendt mobilitet, kommunikation og kulturel udfoldelse; energi er blevet moderne økonomiers »ernæringsgrundlag« og drivkraft.

3.5

Klimaproblematik og energiforsyning. Denne betydelige udvikling medfører dog også nye problemer og udfordringer. Den globale opvarmning, hvis mulige konsekvenser såvel som strategien til imødegåelse heraf er genstand for vidtgående politiske afgørelser (7) og talrige undersøgelser (8) med til dels modstridende konklusioner. I det STERN REVIEW, der blev offentliggjort i slutningen af oktober 2006 (9): »The Economics of Climate Change«, konstateres det, at alene begrænsningen af den globale opvarmning, der er forårsaget af drivhusgas, vil kræve en indsats svarende til ca. 1 % af BNP, hvilket ligeledes omfatter yderligere, påkrævede F&U-aktiviteter. Men selv uden klimaproblematikken er spørgsmålet om en sikker bæredygtig energiforsyning for Europa (og verden!) en af de centrale politiske udfordringer, hvis håndtering i høj grad afhænger af en væsentlig større indsats indenfor forskning og udvikling (10).

3.6

Yderligere problemer og udfordringer  (11). Imidlertid er klimaforandringer og energiforsyning ikke de eneste problematiske områder. Også bekæmpelse af fysiske og psykiske sygdomme, hjælp til handicappede eller andre udsatte personer med det formål at give disse grupper bedre perspektiver for beskæftigelse og deltagelse i vidensamfundet, konsekvenserne af den demografiske udvikling, herunder forskning i aldring, en bedre forståelse af komplekse økonomiske, sociale og kulturelle sammenhænge og mekanismer, miljøbeskyttelse samt generel sikring og videreudvikling af vores livsgrundlag, vores europæiske værdisystem og sociale model er eksempler på vigtige forskningsområder, hvor udvalget i tidligere udtalelser, f.eks. om det 7. F&U-rammeprogram (12) og de dertil hørende »særprogrammer« (13) er kommet med udførlige henstillinger.

3.7

Global konkurrence. EU står som bekendt overfor den alvorlige udfordring, at den globale konkurrence til stadighed skærpes, og hvor det i høj grad handler om at bevare europæiske arbejdspladser, det europæiske indkomstniveau, såvel som sociale og miljøstandarder. Dette gælder ikke kun på baggrund af USA's og Japans økonomiske styrke, men særligt med henblik på de betydelige og stadigt ekspanderende industri- og forskningsaktiviteter i lande som Kina (inden 2050 vil Kina afløse USA som verdens førende teknologination! (14)), Indien og Brasilien, og i betragtning af det betydeligt lavere niveau for såvel lønninger som social- miljøstandarder, der eksisterer i disse lande. Netop på baggrund af den globale konkurrence og det dermed forbundne globale kapløb, når det gælder stigende investeringer i forskning og udvikling, inklusive en global konkurrence om de bedste videnskabsfolk og ingeniører, er EU nødt til at optimere sin politik på området. Det drejer sig altså primært om den globale konkurrence, ikke om konkurrencen internt i Europa!

3.8

Forspring inden for forskning, udvikling og innovation. Europa kan kun fastholde sin konkurrencedygtighed ved også i fremtiden at bevare det eksisterende forspring indenfor forskning, teknologisk udvikling og innovation. Et forspring, der skal bevares indenfor en samfundsmæssig og kulturel ramme, der er baseret på demokrati, retsstaten, politisk stabilitet og pålidelighed, handlefrihed for virksomhederne, planlægningssikkerhed, vilje til at yde en indsats og anerkendelse af denne. Det europæiske forskningsområde skal styrkes og udbygges. Ganske vist er dette mål i mellemtiden blevet en fast bestanddel af de politiske hensigtserklæringer, men når det gælder konkret handling og realisering af de fastlagte prioriteter (f.eks. forskningsbudgetter) og de relevante bestemmelser (f.eks. overenskomststruktur (15), skattelovgivning (16)) eksisterer der betydelige og beklagelige mangler, såvel på fællesskabsniveau som i de fleste medlemslande. Det dramatiske i denne situation bør ikke undervurderes, selvom der i visse medlemsstater heldigvis er tegn på, at man forsøger at indhente det forsømte (17).

3.9

Videnskabelig og teknisk ekspertise. Videnskabelig og teknisk ekspertise og dennes omsætning til innovationer og konkurrencedygtighed samt økonomisk styrke er afgørende forudsætninger for at sikre vores fremtid, f.eks. hvad angår energi- og klimaproblematikken, for at bevare og forbedre vores nuværende position på verdensmarkedet, og for ikke at bringe den europæiske sociale model i fare, men i stedet udbygge den. I sidste ende tjener forskning og udvikling dog også det grundlæggende mål at skaffe mere og ny viden. Større viden hjælper ikke blot i forbindelse med problemløsning, men udvider også vores verdensbillede, skaber indsigt i konfliktsituationer og beriger vores kultur.

3.10

Traditionens relancering. For Europa gælder det derfor nu om at huske på, at man har tradition for at være et førende område inden for forskning og innovation og genoplive denne tradition. Europas styrke består i borgernes produktivitet. Derfor er det nødvendigt at styrke netop denne produktivitet i endnu højere grad end hidtil. Derfor er det også nødvendigt at investere betydeligt mere i forskning og udvikling, forbedre effektiviteten på området, styrke innovationsberedskab og -evne hos industri, handel og forvaltning, støtte og anerkende præstationer samt fjerne hindringer på vejen.

3.11

Højere investeringsniveau. Dette betyder først og fremmest, at Fællesskabet og medlemsstaterne må investere betydeligt mere i forskning og udvikling, i den dertil hørende uddannelse af borgerne, såvel som i uddannelsen af forskere og ingeniører (af begge køn!). Derudover er det nødvendigt at fremme erhvervslivets vilje til at investere i forskning og udvikling. Ved at sikre passende retlige, administrative, skattemæssige (18) og finansielle rammevilkår må innovation og investering gøres mere attraktivt og lønsomt, ikke mindst for små og mellemstore virksomheder.

3.12

Fremskridtsvenligt samfundsklima. Den vigtigste forudsætning herfor er et fremskridtsorienteret samfundsmæssigt klima, der står åbent over for innovation og iværksættere, og hvor denne erkendelse er slået fuldt igennem, så der på alle politiske niveauer kan skabes de fornødne rammebetingelser og træffes de relevante retningsgivende beslutninger med det formål at skabe arbejdspladser og skabe tilstrækkeligt med tillid og optimisme i erhvervslivet til, at der foretages de nødvendige investeringer. Dette indebærer, at borgerne i højere grad end hidtil må gøres fortrolige med de resultater, som videnskab og teknik har frembragt, og også kendskabet til iværksætternes pionerarbejde må forøges. Dertil hører også den erkendelse, at særligt grundforskningen (19) udgør den nødvendige forudsætning for fremtidig viden og fremtidige innovationer.

3.13

Anerkendelse af opnåede resultater. Disse landvindingers afgørende rolle for vores nuværende livsstil, forudsætningerne for deres opnåelse og de dermed forbundne videnskabelige, tekniske, kommercielle og kulturelle resultater må påskønnes af samfundet, være en del af skolernes læreplaner og anerkendes som værende af eksistentiel betydning.

3.14

Yderligere forudsætninger. Fremskridt og permanent innovation afhænger ikke kun af videnskab og teknik, men fremkommer også ved, at alle involverede er motiverede, har evnerne og er villige til at yde en indsats, såvel som ved brug af nye forretningsmodeller, de rigtige ledelsesmetoder samt gode retlige rammebetingelser.

3.15

Risikovillighed. Når nye forskningsstrategier, innovative teknologier, virksomhedspraksis og forretningsmodeller skal udvikles, må det erkendes, at succes er forbundet med en vis risiko. Som regel viser fordele og chancen for succes, men også ulemper, risici eller følgevirkninger ved et nyt tiltag sig først i praksis og i konkurrencen med andre fremgangsmåder. Også en fiasko kan man lære af. Chance og risiko er to sider af samme sag. I princippet bør en innovations forventede nytteværdi overgå de dermed forbundne mulige risici. Det skal særligt vurderes, om der foreligger mulige risici for samfundet. Det kunne derudover overvejes, om der ikke i det mindste for små og mellemstore virksomheder — f.eks. hos EIB — bør oprettes en risikofond, der kan hjælpe virksomhederne med at afbøde eventuelle skader eller tab.

4.1

Videngrundlag. Viden er baseret på to ligeværdige, af hinanden afhængige søjler: uddannelse og forskning. Ny viden kan kun vindes gennem forskning og udvikling. Den eksisterende viden er grundlaget: denne viden skal forankres og videregives gennem undervisning, uddannelse, erhvervsuddannelse og videreuddannelse. Her drejer det sig om følgende mål:

4.1.1

Grundlæggende viden. På den ene side drejer det sig om, at alle borgere får et grundlæggende kendskab til videnskab, teknik og økonomi og til disses grundlæggende funktionsmåder og principper. Kun på den måde bliver borgerne f.eks. i stand til at vurdere de ofte ret komplicerede sammenhænge, som danner det nødvendige grundlag for en kvalificeret politisk meningsdannelse. Som følge heraf må læreplaner og den disponible undervisningstid på alle uddannelsestrin tage sigte på gradvis og med anskueliggørende eksempler samt tankevækkende forklaringer og undervisningsmaterialer at indføre børn og unge i en videnskabelig og teknisk orienteret tænkemåde samt i det foreliggende forråd af viden (20). Eleverne bør bevidstgøres om den afgørende betydning, som det videnskabelige arbejde, den tekniske udvikling, innovative økonomiske og sociale tiltag samt vidensamfundet generelt har for deres fremtid og muligheder i livet. Derfor må der lægges væsentligt større vægt på dette område i læreplanerne. Udvalget bifalder og støtter Rocard-rapportens anbefalinger, der peger i den retning (21).

4.1.2

Incitamenter ved valg af erhverv. På den anden side må de, der har evner i den retning tilskyndes til at træffe et erhvervsvalg og gå i gang med et studium inden for dette område, der som bekendt er svært, og disse personer må til det formål udstyres med en solid grundviden. Også med det mål for øje bør skolernes, særligt gymnasiernes, læreplaner indeholde et udvidet antal valgmuligheder mellem fag af høj kvalitet.

4.1.3

Efterslæb i bredden og i dybden. Der eksisterer altså et betydeligt efterslæb med hensyn til udbuddet af uddannelser på det naturvidenskabeligt-tekniske område, hvilket naturligvis ikke ændrer ved, at alle begavelser må fremmes, altså også på det social- og samfundsvidenskabelige område og inden for humaniora. En bredt anlagt uddannelse af en stor del af befolkningen — hvilket også kræver en arbejdsindsats og disciplin fra elevernes side — er ligeså vigtig som skabelsen af en videnskabelig elite. Uddannelsesinstitutioner af høj kvalitet, fra grundskoler til universiteter, er den grundlæggende forudsætning for skabelsen af et samfund med gode betingelser for uddannelse og videnskab.

4.1.4

Det europæiske vidensrum. Udvalget gentager sin henstilling om, at det europæiske forskningsrum bør suppleres og udbygges gennem udviklingen af et fælleseuropæisk vidensrum ved hjælp af et endnu mere intensivt tværnationalt samarbejde på områderne uddannelse, innovation og forskning. Hindringer på det indre marked, der vanskeliggør overgangen til et europæisk vidensamfund, må fjernes hurtigst muligt. Udvalget henviser i den forbindelse til sin udtalelse om »Vejen til et europæisk videnbaseret samfund — det organiserede civilsamfunds bidrag til Lissabon-strategien« (22).

4.1.5

Livslang læring og mobilitet. I den forbindelse spiller incitamenter og foranstaltninger til fremme af livslang læring en vigtig rolle: livslang læring er nøglen til vidensamfundet. Dertil hører også en intensiveret fremme af individuel mobilitet fra medlemsstaternes side samt en styrkelse af effektive fællesskabsprogrammer (Erasmus, Marie Curie) på dette område. Mobilitet samler Europa i et netværk og fremmer tilegnelsen og videregivelsen af kompetencer. Den frie bevægelighed for arbejdstagere, forskere og studerende skal sikres og kombineres med acceptable vilkår hvad angår indkomst, arbejdsbetingelser og støtte til familier. I den forbindelse må adgangen til informationer om ledige stillinger i alle medlemsstater forbedres på europæisk plan.

4.2

Niveauet for de faglige uddannelser. Det er endvidere nødvendigt, at universiteter og tekniske højskoler kan tilbyde teknisk-videnskabelige uddannelser på et niveau, der som et minimum svarer til de højeste internationale standarder: den vigtigste kapital for forskning og innovation er topkvalificerede og motiverede videnskabsfolk og ingeniører af begge køn, som vedligeholder og udbygger deres faglige kompetence via livslang læring gennem hele deres karriere, og hvoraf en tilstrækkelig del er i stand til at gå foran og udføre pionerarbejde på de vanskeligste områder.

4.3

Chancer for alle. Fremskridt og succes vil i fremtiden i langt højere grad end nogensinde før være resultatet af et struktureret samarbejde med arbejdsdeling, hvor det er nødvendigt at give alle berørte aktører de bedste muligheder for at udfolde talent og selvstændigt initiativ i forhold til den enkeltes begavelse, ydeevne og kreativitet. Dette kræver også, at uddannelsessystemerne er tilstrækkeligt rummelige til at alle, f.eks. også sent udviklede, får tilbudt den bedst mulige uddannelse. Derfor er det en nødvendighed med uddannelser af høj kvalitet, der dækker behovet for de specialister og fagfolk, der i dag og fremover skal løse de mange forskellige opgaver inden for teknik, videnskab og økonomi.

4.4

Netværkssamarbejde. Særligt med henblik på erhvervs- og videreuddannelse er der behov for et endnu stærkere netværkssamarbejde mellem søjlerne uddannelse, forskning og industriel anvendelse, samtidig med, at der her er en klar forbindelse til emnet livslang læring og mobilitet (se 4.1.5). Det er ligeledes nødvendigt at styrke det tværnationale netværkssamarbejde mellem universiteter og tekniske højskoler. Også derfor bifalder udvalget planerne om et europæisk teknologiinstitut (ETI) (23), der skal bidrage til videreudviklingen af EU's og medlemsstaternes innovationskapacitet ved at knytte forbindelser mellem uddannelses-, forsknings- og innovationsaktiviteter på højeste niveau. Det sidste angår dog også — hvilket går videre end undervisning og uddannelse — den fælles forskning og udvikling (24), virksomheder foretager på prækonkurrencestadiet, som f.eks. den fælles udvikling af forbedrede motorteknologier i bilindustrien.

5.1

Investering er en opgave for alle parter. Fællesskabet, medlemsstaterne og det private erhvervsliv må gøre deres yderste, dvs. langt mere end hidtil, for at sikre de fornødne investeringer i uddannelse, forskning og udvikling.

5.2

Barcelona-målsætningen. Barcelona-målsætningen for gennemførelse af Lissabon-strategien må tages meget alvorligt og tilstræbes fuldt ud af de berørte aktører, hvis de ikke vil havne på sidstepladsen i det globale kapløb om F&U-investeringer. Denne målsætning indebærer, at de samlede udgifter til F&U i EU skal forhøjes så meget, at de i 2010 når op på næsten 3 % af BNP. To tredjedele af de fornødne investeringer bør komme fra den private sektor.

5.3

Det 7. FTU-rammeprograms katalysatorvirkning. Det 7. FTU-rammeprogram for 2007-2013 blev vedtaget af Rådet i december 2006 med et i forhold til det foregående program tydeligt forhøjet budget på ca. 50 mia. euro. Det er et yderligere særdeles betydeligt resultat af den europæiske politik, som udvalget klart støtter. Med det planlagte budget på ca. 50 mia. euro bidrager Fællesskabet selv kun med godt 2 %, altså en halvtredsindstyvendedel (!), af de samlede investeringer i forskning og udvikling, der blev fastlagt som mål i Barcelona. Som EØSU flere gange har understreget, er det ikke nok til at realisere den betydelige løftestangseffekt og integrationsvirkning, som EU-midlerne har på medlemsstaternes støttepolitik og på den nødvendige investeringsvilje i erhvervslivet, og således skabe den betydelige vækst, som er nødvendig for at opfylde Barcelona-målet.

5.4

Bekræftet henstilling. Udvalget genfremsætter derfor — især i lyset af den forestående grundlæggelse af Det Europæiske Teknologiinstitut ETI samt nødvendigheden af at øge F&U-indsatsen for en klimaneutral, bæredygtig energiforsyning — sin henstilling (25) om, at denne andel af fællesskabsstøtten som et første skridt bør forhøjes med 50 % i den revision af fællesskabsbudgettet, der planlægges gennemført i 2008, dvs. til omkring 3 % af de samlede tilstræbte investeringer i Barcelona-målet. Det ville være en særdeles effektiv foranstaltning fra EU's side til hurtigere, end det ellers forekommer muligt i øjeblikket, at opfylde de stadig vigtigere Lissabon- og Barcelona-mål samt løse ovennævnte problemer mere effektivt og hurtigt.

5.4.1

Kapløb med Kina. Kinas forskningsindsats på dette område vokser hastigt, og EU må gøre sit yderste for ikke at tabe i den internationale konkurrence på verdensmarkedet om de vigtige og nødvendige teknologier. Imidlertid virker det ikke politisk troværdigt at kræve, at den private sektor skal bidrage med de nødvendige investeringer, så længe Fællesskabet og medlemsstaterne end ikke har fremskaffet deres egen andel af de midler, der skal finansiere de Barcelona-mål, de selv har opstillet.

5.4.2

Finansielt grundlag via medlemsstaterne. Medlemsstaterne bør i det mindste sørge for, at deres universiteter og forskningscentre har et tilstrækkeligt finansielt grundlag til i det hele taget at kunne benytte sig af muligheden for samfinansiering i det forventede omfang gennem det 7. FTU-rammeprogram.

5.5

Fællesskabsrammerne for statsstøtte. Fællesskabets støtteregler bør derfor udformes på en sådan måde, at medlemsstaterne tilskyndes til og gives det fornødne spillerum til at yde større, mere effektiv og mindre bureaukratisk støtte til universiteternes, forskningscentrenes og erhvervslivets udviklingsprojekter og til at fremme det nødvendige netværkssamarbejde mellem dem. Det bør i den forbindelse nøje undersøges, om »Fællesskabets ramme for statsstøtte til forskning, udvikling og innovation« (26) reelt støtter denne målsætning.

5.6

Medlemsstaternes budgetbestemmelser. De enkelte medlemsstaters budgetlovgivning bør åbne mulighed for en mere fleksibel strøm af midler til F&U-initiativer, som er tilpasset det enkelte projektforløb, f.eks. så tildelte midler kan overføres til det følgende kalender- eller regnskabsår.

5.7

Udbygning af den videnskabelige infrastruktur. Desuden har udvalget flere gange (27) henstillet, at en del af EU's strukturfondsmidler anvendes til at udbygge den videnskabelige infrastruktur. Her kunne også midler fra Den Europæiske Investeringsbank gøre stor nytte.

5.8

De små og mellemstore virksomheders potentiale. Det drejer sig ligeledes om at styrke innovationspotentialet hos SMV'er og især »start-ups« og generelt skabe større incitamenter for investeringer af denne art i industrien. Udvalget henviser derudover til sine henstillinger (28) til EU-programmet »Flerårigt program til fremme af initiativ og iværksætterlyst, navnlig for små og mellemstore virksomheder (SMV)« og til den i denne sammenhæng meget vigtige støtte til området videnbaseret økonomi. Eftersom 98 % af alle virksomheder i EU er SMV'er, er det indlysende, hvor vigtigt det er at styrke innovationspotentialet hos denne virksomhedstype (udvalget er tilfreds med, at der i det 7. forskningsrammeprogram er afsat 1,3 mia. euro til F&U gennem og for SMV). De nuværende bestemmelser, som volder vanskeligheder for SMV'erne, bør evalueres og så vidt muligt afbureaukratiseres. Desuden kan myndighederne via uformelle investorer (såkaldte »Business angels«) gøre det lettere for dem at få adgang til støtte. Europa kan på dette område også lade sig inspirere af andre landes støttepolitik.

6.1

Henvisning til andre og forudgående rapporter. Udvalget henviser dernæst til de to for nyligt offentliggjorte meddelelser (29) fra Kommissionen om »Innovation« samt den fortrinlige Aho-rapport (30). Udvalget henviser også til sin egen udtalelse (31) om »EU's potentiale inden for forskning, udvikling og innovation«, hvor der er utallige overlapninger med denne tekst, om end den behandler flere end de her omtalte områder langt mere udførligt.

6.2

Innovation er mere. Som bekræftelse af og tilføjelse til ovennævnte rapporter gentager udvalget: Fremskridt og innovation afhænger ikke kun af videnskab og teknologi, men også af, at denne erkendelse omsættes i nye og bedre processer og produkter, af nye forretningsmodeller og af de rigtige ledelsesmetoder; det drejer sig altså også om innovativ iværksætterånd og -initiativer. Fremskridt og innovation afhænger også af nye former for tjenesteydelser, af videreudvikling af sundhedsvæsenet og især af en bedre løsning af sociale spørgsmål — et eksempel herpå er konceptet »Flexicurity« (32).

6.3

Innovation — ukendt territorium. Innovation betyder således, at man udvikler og realiserer nye teknikker, processer, organisationsformer, forretnings- og uddannelsesmodeller osv., der ikke hidtil er taget i betragtning. Derfor kan de som regel først vise deres værd efter at have stået deres prøve i den praktiske konkurrence.

6.4

Lovgivningen skal udformes åbent. Til gengæld bliver regelværk udarbejdet på grundlag af det eksisterende kundskabsniveau. Af den grund er det især vigtigt, at regelværket giver tilstrækkeligt spillerum og bevægelsesfrihed, altså tilstrækkelig mangfoldighed og variation, så nye, hidtil ukendte idéer også får en chance for at blive realiseret og ikke — fordi de ikke passer ind i de gældende lovgivningsrammer — bliver kvalt i fødselen eller langsomt visner. Man bør derfor i al lovgivning sørge for at behandle og løse de grundlæggende spørgsmål, men samtidig undgå enhver overdetaljeret bestemmelse. Enhver overregulering, enhver alt for indskrænkende bestemmelse, udgør, uanset hvor god intentionen var, en hæmsko og hindring for innovation. Derfor støtter udvalget alle bestræbelser på at forenkle lovgivningen og rense denne for overflødige og/eller unødigt indskrænkende bestemmelser. Det vil desuden aflaste (se nedenfor) fageksperterne fra overflødigt bureaukrati. Desuden må enkeltes fejl ikke føre til en overregulering af alle.

6.5

Forskningsfrihed. For at gentage: Innovation kræver et tilstrækkeligt spillerum for iværksættere. Forskningsfrihed — også frihed fra usaglige, begrænsende (33) eller endda ideologiske påbud — er forudsætningen for kreativ forskning samt nye opdagelser og opfindelser, med forbehold for de grænser, der pålægges gennem lovgivning om etiske spørgsmål og korrekt anvendelse af bevilgede midler.

6.6

Bekræftelse af CESE 1566/2006. For yderligere, vigtige synspunkter henvises der til den under punkt 5.1 nævnte udtalelse (34), hvis holdninger der er fuld opbakning til. Her bliver under punkt 4.7 til punkt 4.11 fremsat henstillinger vedrørende følgende relevante temaer: Fra naturvidenskabelig erkendelse til innovative produkter, processer og tjenesteydelser. Mobiliteten mellem den akademiske verden og industrien. Offentligt tilgængelige online-informationssystemer. »Cluster« (klynger). »Start-ups«. Grundforskning. Det innovative produkt. Offentlige indkøb. Intellektuel ejendomsret og det nødvendige EF-patent. Ikke nyhedsskadelige publiceringsfrister. Sprogproblem. Den særlige situation for de nye medlemsstater

6.6.1

Beskyttelse af intellektuel ejendomsret. I den forbindelse fremhæves igen i særlig høj grad den nødvendige beskyttelse af intellektuel ejendomsret (35): Det skal kunne betale sig for virksomheder at investere i forskning, udvikling og innovation, og såvel de finansielle som de retlige/administrative krav, der stilles i forbindelse med tilkendelse og bibeholdelse af intellektuelle ejendomsrettigheder, må — set i lyset af den globale konkurrence — ikke være en belastning for den europæiske økonomi. Dette viser også det presserende behov for et fælleseuropæisk patent (med en deri fastsat henstandsperiode).

7.1

Den mest værdifulde ressource. Udvalget skal først henvise til den udtalelse (36), der specifikt beskæftiger sig med disse spørgsmål, og endnu en gang bekræfte og understrege de holdninger, der gives udtryk for her. Ligesom tidligere påpegede udvalget heri, at menneskelig kapital er den mest følsomme og værdifulde ressource for videnskab og innovation. Den vigtigste opgave er derfor at motivere unge mennesker med en teknisk-naturvidenskabelig uddannelse til at vælge forskervejen og at gøre disse uddannelser så attraktive som muligt.

7.2

Uddannelsesstedernes kvalitet. (Se kapitel 4). Af den grund er antallet, indretningen og kvaliteten af de uddannelsessteder, der er nødvendige til formålet, afgørende for at kunne efterkomme behovet for gode forskere og ingeniører. Det drejer sig altså om at etablere og opretholde et tilstrækkeligt stort antal af især tekniske universiteter af passende kvalitet med fremragende lærerkræfter, og hvor forskning og undervisning forbindes med hinanden (37). De skal kunne stå distancen i konkurrencen med de bedste universiteter i USA eller andre lande uden for Europa samt være tilstrækkeligt attraktive for de bedste studerende uden for Europa.

7.3

Samfundets ansvar. Idet samfundet og de enkelte forskere investerer i erhvervelsen af en tilstrækkelig bred og krævende, grundlæggende og avanceret specialviden, overtager samfundet — repræsenteret ved det politiske system — ansvaret for, at disse investeringer udnyttes bedst muligt. Dette ansvar må give sig udtryk i, at samfundet sikrer et passende antal job- og erfaringsmuligheder samt et passende karriereforløb for kvalificerede forskere med attraktive specialiseringsmuligheder uden fare for, at de pågældende ender i en beskæftigelsesmæssig blindgyde. Arbejdsløshed, underbetaling eller manglende overensstemmelse mellem uddannelse og beskæftigelse blandt kvalificerede forskere og ingeniører er spild af samfundets investeringer og afskrækker den fremtidige videnselite og medfører et beskæftigelsesvalg uden for det relevante teknisk-naturvidenskabelige område eller udvandring fra Europa! Også overdrevent bureaukrati (se punkt 7.7) er fejlbeskæftigelse.

7.4

Udfoldelse af éns talent. Det handler om at give mennesker — dvs. også alle ansatte på virksomheder, universiteter og forskningsinstitutioner — de bedste muligheder for at udfolde deres talent og selvstændige initiativ i forhold til begavelse, ydeevne og kreativitet og om at skabe et socialt miljø, der gør det muligt at etablere familie og som støtter og fremmer deres produktivitet. Det indebærer imidlertid også, at de unge, som skal nyde godt af denne uddannelse og støtte, skal gøre alt for at udnytte opnåede kvalifikationer og talent med pligtbevidsthed og engagement på den bedst mulige måde. Dette er særdeles vigtige spørgsmål for social- og arbejdsmarkedspolitikken, familiepolitikken, økonomifaget og ledelseskulturen generelt. På ledelsesniveau har man omsider også erkendt betydningen af en fornuftig balance mellem arbejdsliv og privatliv for kreativitet og produktivitet (38).

7.5

Udpegelse og bedømmelse af fremtrædende videnskabsfolk  (39). Fremragende kvalifikationer og tjenester registreres ikke med formelle bedømmelsesskemaer, hvor der altid er en fare for misbrug. Det er f.eks. et problem, at disse videnskabelige forfattere er tilbøjelige til fortrinsvis at citere hinanden i publikationer og således danner »citations-karteller«, hvorved de giver sig selv fordele ved regelmæssige bedømmelser. Hverken antallet af publikationer eller citater eller patenter eller andre nøgletal er tilstrækkelige eller sikre bedømmelseskriterier. Af større betydning er kvalitet, nyhedsværdi og betydning. Desuden er det ofte netop de særlig banebrydende erkendelser eller opfindelser, som først med en vis forsinkelse bliver kendt, anerkendt, udnyttet eller citeret. For at kunne bedømme personligheder og kunnen med alle deres særpræg og facetter, kræves der den erfaringsrigdom og personlige bedømmelsesevne, som man (selv om man heller ikke da helt kan undgå fejlvurderinger) finder hos de mest betydningsfulde repræsentanter for det enkelte fagområde, hvor resultater opnås eller forventes.

7.6

Deltagelse i beslutningsprocessen. Desuden er det i højere grad end hidtil nødvendigt, at erfarne fageksperter og den videnskabeligt-tekniske elite inddrages i forskningspolitiske, kommercielle og innovationspolitiske beslutningsprocesser og forvaltningstiltag. Etableringen af det europæiske forskningsråd er et meget opmuntrende første skridt på vejen, som udvalget udtrykkeligt støtter (40). Men også i administrationen af forsknings- og innovationsstøtte fra EU (især Kommissionen) og medlemsstaterne må den nødvendige faglige ekspertise inddrages og fastholdes. Det er i den forbindelse især vigtigt at inddrage succesrige unge ingeniører og forskere. Forsknings- og innovationsstøtte må ikke bare gå til ren administration.

7.7

Aflastning af det store antal ikke-fagrelevante opgaver. Forskning, udvikling og opfindelser, men også bearbejdning og formidling af viden er tidsintensivt ånds- og laboratoriearbejde, som også kræver perioder med uforstyrret koncentration og besindelse. Udvalget har siden 2000 gentagne gange nævnt (41), at stigningen i udvalgsarbejde, bedømmelses- og kontrolvirksomhed, rapportskrivning, dvs. bureaukrati generelt osv., nu lægger beslag på hovedparten af mange eksperters arbejdstid, så de ikke har tid til deres egentlige arbejde, og dermed skader selv den mest fremragende fageksperts innovationsevne og effektivitet. Denne uheldige udvikling bliver nu også i tiltagende grad kritiseret i medierne (42). Udvalget bifalder Kommissionens erklærede hensigt om at se på dette og sammen med medlemsstaterne søge en aflastning. I den forbindelse er kravet om, at fageksperter skal deltage i de forskningspolitiske beslutningsprocesser, ikke i modstrid med den nødvendige aflastning fra bureaukratiske krav. Det kan tilmed være til gavn for dette mål. Et konkret mål bør være at standardisere eller sammenlægge de talrige forslags-, rapport- og kontrolprocedurer for de forskellige støttegivere, partnerinstitutioner, netværk samt kontrol- og bedømmelsesudvalg. Det vil desuden være til betydelig gavn for gennemsigtigheden.

7.8

Udvandring af højtuddannede og mobilitet. Ingeniørers og forskeres arbejde kræver af god grund (se også punkt 4.1.5) mobilitet og fleksibilitet. Det må imidlertid ikke belaste deres personlige og familiemæssige levevilkår og sociale sikring (43). Desuden må det ikke føre til en nettoudvandring af de bedste hoveder fra Europa. Beskæftigelsesvilkårene i Europa må derfor være tilstrækkelig attraktive til at forhindre dette og alt i alt føre til en i det mindste afbalanceret status for den globale mobilitet af højtkvalificerede aktører. Visse medlemsstater er imidlertid også bange for, at der inden for EU kan opstå en ensidig udvandring af højtuddannede. Som udvalget ved flere lejligheder har henstillet (se også punkt 5.7), bør en langt større del af EU's strukturfondsmidler anvendes til at udbygge den videnskabelige infrastruktur, så der i alle medlemsstater skabes attraktive forskningssteder, som kan tiltrække dem, som er villige til at vende tilbage, og samtidig fungere som netværkspartner.

7.9

Iværksætternes rolle. En særlig problemstilling er, hvordan ny viden fra forskning og udvikling omsættes til innovative produkter og processer. Det er ikke uden grund, at Lissabon-målsætningen kræver, at 2/3 af de finansielle forskningsmidler skal komme fra industrien. Det drejer sig derfor også i høj grad om at værdsætte iværksætternes rolle og understrege deres afgørende betydning for innovation, økonomisk fremgang og samfundets generelle velstand. Derfor har udvalget i kraft af sin funktion som bindeled til det organiserede civilsamfund gjort temaet »iværksætterkultur med et menneskeligt ansigt« til et hovedpunkt i sit kommende arbejdsprogram. Kun gennem ansvarsbevidste og aktive iværksættere, der har de bedste udfoldelsesmuligheder, vil det i sidste ende lykkes at nå Lissabon-målene.

F.eks.

27.10.2007   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 256/27

1.1

EØSU tager grønbogen til efterretning, men sætter spørgsmålstegn ved, om den foreslåede tilgang kan skabe et højt og ensartet forbrugerbeskyttelsesniveau i hele EU. Sikringen af en sådan beskyttelse gennem en forenklet, ensartet og effektiv forbrugerlovgivning har været et gennemgående emne i EØSU's udtalelser om forbrugerbeskyttelse, men revisionsprocessen tyder på, at dette vil blive vanskeligt at opnå. Gennemgangen af forbrugerlovgivningen er med andre ord i virkeligheden en øvelse i gennemførelse af initiativet om »Bedre lovgivning«. Grundlaget for og målsætningen med denne øvelse bør være klare, og der bør på forhånd være enighed herom blandt de berørte parter.

1.2

Der er behov for en egentlig demokratisk legitimering og et klart retligt og begrebsmæssigt grundlag for revisionen af forbrugerbeskyttelsesreglerne.

1.3

EØSU så navnlig gerne en anvendelse af reglernes principper på det hurtigt voksende og ringe regulerede digitale område.

1.4

EØSU betragter ikke forbrugerpolitik alene som en integreret del af EU's strategi for det indre marked, men også som et vigtigt led i en styrkelse af EU-borgerskabet. Udvalget støtter indarbejdelsen af principperne om bedre lovgivning i forbrugerlovgivningen. Ethvert forslag om ensartede regler på dette område bør bakkes op med en passende konsekvensanalyse og tage sigte på en forenkling og præcisering af de eksisterende regler.

1.5

Mere effektiv håndhævelse og styrkelse eller indførelse af klare og enkle klagemuligheder bør fremhæves som en prioritet.

1.6

EØSU opfordrer Kommissionen til at tage udvalgets udtalelse om en »Retsramme for forbrugerpolitikken«  (1) til efterretning, der foreslog at skabe mulighed for at vedtage foranstaltninger til forbrugerbeskyttelse som selvstændig lovgivning og ikke blot som et led i etableringen i det indre marked.

1.7

Det ledende princip for harmoniseringen af forbrugerlovgivningen i EU som helhed bør være vedtagelsen af det bedste og højeste forbrugerbeskyttelsesniveau, der findes i medlemsstaterne. Ethvert »horisontalt instrument« bør være baseret på de højeste standarder, mens den »vertikale integration« kan fokusere på præcisering af de tekniske spørgsmål. Et horisontalt instrument kan imidlertid omfatte fuldt harmoniserede regler på specifikke områder så som fortrydelsesret og definitionen af begrebet forbruger, urimelige kontraktvilkår, levering eller ret til erstatning, mens reglerne om minimumsharmonisering ville finde anvendelse på andre områder. Udvalget udtrykker håb om, at Kommissionen og samtlige medlemsstater foretrækker denne metode.

2.1

Kommissionen vedtog sin længe ventede Grønbog om gennemgang af forbrugerlovgivningen (lovgivningen vedrørende forbrugernes rettigheder) i begyndelsen af februar 2007. Hermed blev revisionens såkaldte »diagnosticeringsfase« afsluttet. Kommissionen søger idéer til, hvordan man kan forenkle, modernisere og harmonisere den eksisterende EU-lovgivning om forbrugerbeskyttelse. Det fremføres, at såvel forbrugerne som erhvervslivet vil kunne drage fordel af en analyse og en hensigtsmæssig revision af den gældende lovgivnings styrker og svagheder. Kommissionen betragter ligeledes gennemgangen som en mulighed for at skabe ensartede regler i medlemsstaterne og for mere generelt under hensyntagen til nærhedsprincippet at forbedre EU's forbrugerbeskyttelseslovgivning, hvoraf en del er 20 år gammel, navnlig ved at fastslå, hvor der findes forskelle i lovgivningen, og om de skaber hindringer for forbrugerne og erhvervslivet i det indre marked. Denne udtalelse fokuserer derfor på, hvordan de grundlæggende principper i forbrugerlovgivningen opfattes og fremstilles. Indtil videre foreligger der kun forslag til ændringer.

2.2

Det private forbrug tegner sig for 58 % af EU's BNP, men er stadig i høj grad fordelt på 27 nationale markeder. Det indre marked kunne blive det største i verden, og Kommissionens strategi består, som den selv udtrykker det, i at vække »en sovende kæmpe, detaildelen af det indre marked« (2). Kommissionen nævner som mål for sin nuværende forbrugerpolitik »sikring af et højt fælles niveau for beskyttelse af alle forbrugeres sikkerhed og økonomiske interesser, uanset hvor de bor, rejser og køber i EU, mod risici og trusler samt styrkelse af forbrugernes evne til at fremme deres egne interesser«  (3).

2.3

Målet om at sikre en ensartet anvendelse af en fælles ramme for forbrugerrettigheder i EU møder bred opbakning. En sådan ramme ville skabe klare og lige rettigheder og beskyttelse for alle forbrugere og samtidig hermed ensartede regler for leverandører af varer og tjenesteydelser. Grønbogen om forbrugerrettigheder indrømmer udtrykkeligt, at fremskridtene hen imod opnåelsen af dette mål har været langsomme, inkonsekvente og bremset af en lang række forskelle i de nationale prioriteringer og undtagelser. Den i sig selv kærkomne optagelse af de nye medlemsstater har yderligere gjort det vanskeligt at opnå en fælles forståelse på forbrugerbeskyttelsesområdet. I sin gennemgang af forbrugerlovgivningen gør Kommissionen rede for sit syn på en proces, der kunne føre til større klarhed, konsekvens og anvendelse af de eksisterende direktiver. Mange forbrugerorganisationer indvender imidlertid, at gennemgangen også sår tvivl om den samlede forbrugerpolitiks målsætning.

2.4

De direktiver, der er medtaget i gennemgangen, omfatter en lang række aftaleretlige spørgsmål på det forbrugerpolitiske område, herunder dørsalg, timeshare, pakkerejser, fjernsalg, salg af varer og urimelige kontraktvilkår. Det er imidlertid ikke alle direktiver vedrørende forbrugerbeskyttelse, der er medtaget i gennemgangen, eftersom nogle af dem anses for at være for nye eller for at falde ind under områder, der behandles af andre kommissionstjenestegrene. Timeshare-direktivet er i grønbogen blevet fremhævet som et eksempel på en lovgivning, der kræver omgående revision, og der forventes et revideret direktiv i nær fremtid. Et nyere område, der fremhæves som et, der kræver inddragelse i lovgivningens principper, er det digitale »miljø«, hvilket illustrerer de globale udfordringer ved e-handel.

2.5

Kommissionen har foretaget en gennemgang af direktiverne ved hjælp af:

2.6

Den meget veletablerede terminologi, der anvendes af dem, der beskæftiger sig med forbrugerbeskyttelsesspørgsmål, kan meget vel skabe forvirring, og derfor er der allerede på dette sted indarbejdet en forklaring på nogle af materiens centrale begreber. Man taler om »minimumsharmonisering«, når et direktiv pålægger medlemsstaterne at gennemføre en række mindstekrav. Minimumsharmonisering åbner mulighed for, at medlemsstaten kan fastsætte strengere regler end dem, der følger af direktivet. »Fuld harmonisering« (eller »maksimumsharmonisering«) betyder, at medlemsstaterne er forpligtede til at anvende direktivets bestemmelser og ikke må fastsætte strengere regler (»harmonisering opad« og »harmonisering nedad«). Således er mange forbrugerorganisationer kommet til at betragte fuld harmonisering som synonymt med mindstekrav til forbrugerbeskyttelsen og minimumsharmonisering som noget, der giver mulighed for et langt højere beskyttelsesniveau.

2.7

Offentliggørelsen af grønbogen markerer afslutningen på diagnosticeringsfasen i Kommissionens gennemgang. Kommissionen anmodede om tilkendegivelse af synspunkter frem til den 15. maj 2007. Den er i gang med at analysere svarene fra høringen. Den vil herefter sammenfatte synspunkterne og beslutte, om der er behov for at lovgive. Denne proces vil dog tage nogle måneder. Alle forslag vil blive ledsaget af en konsekvensanalyse. »Når dette arbejde er afsluttet, skal det helst være muligt at sige følgende til forbrugerne i EU: »Uanset hvor du er i EU, og uanset hvad du køber, gør det ingen forskel: dine væsentligste rettigheder er de samme««  (4).

3.1

Sigtet med grønbogen er at skabe rammer, der skal gøre det muligt at indsamle synspunkter fra de berørte parter vedrørende de politiske valgmuligheder i forbrugerlovgivningen og andre specifikke spørgsmål. Den definerer følgende punkter som centrale:

3.2

Baseret på tidligere analyser skitserer Kommissionen derefter to konkrete strategier for en revision af forbrugerlovgivningen.

3.3

En tredje strategi, »ingen lovforanstaltninger«, nævnes kort, idet der dog gøres opmærksom på, at denne strategi ikke løser de eksisterende problemer, og at den kan føre til, at uoverensstemmelserne mellem medlemsstaternes lovgivninger øges.

3.4

Grønbogen behandler derefter det horisontale instruments eventuelle anvendelsesområde. Der foreslås tre løsninger.

3.5

Det næste punkt i grønbogen vil mange formentlig betragte som det helt centrale i revisionen af forbrugerlovgivningen, nemlig graden af harmonisering. I øjeblikket kan medlemsstaterne fastsætte et højere forbrugerbeskyttelsesniveau end det, der følger af direktiverne. Det er dette, der betegnes »minimumsharmonisering«. Fokus og prioriteringerne i forbrugerbeskyttelsen varierer betydeligt fra medlemsstat til medlemsstat, hvilket undertiden resulterer i, at forbrugerne bliver forvirrede, og i, at de erhvervsdrivende afskrækkes fra grænseoverskridende markedsføring. Der foreslås to mulige løsninger på dette problem.

—

Den generelle lovgivningsstrategi;

—

Det horisontale instruments eventuelle anvendelsesområde;

—

Graden af harmonisering.

4.1

EØSU har igennem mange år i sit arbejde og i sine udtalelser støttet det primære formål med EU's forbrugerpolitik, nemlig et højt, ensartet og effektivt forbrugerbeskyttelsesniveau i hele Unionen. Udvalget støtter ligeledes forbrugerpolitikkens sekundære målsætning om at gøre forbrugerne til velinformerede aktører, der kan foretage et oplyst valg på et marked uden handelshindringer. Grønbogens opbygning medfører uundgåeligt, at de indbyggede spændinger i opnåelsen af disse to målsætninger kommer op til overfladen.

4.2

Det står allerede nu klart, at en videreførelse af forbrugerlovgivningen i sin nuværende form ikke kan betragtes som en løsning på længere sigt. Forskelle i lovgivningen fra medlemsstat til medlemsstat, manglende konsekvens i definitionerne, de betydelige uoverensstemmelser i anvendelsen og håndhævelsen af den eksisterende forbrugerlovgivning medlemsstaterne imellem samt manglen på klarhed i — ja endda på selve eksistensen af — klage- og ankeprocedurer medvirker alt sammen til at skabe hindringer i det indre marked.

4.3

Kommissionen betragter ligeledes åbenlyst revisionen som en mulighed for at se nærmere på visse af forbrugerpolitikkens aspekter, der hidtil har været anset for givne, og for at undersøge, hvorvidt de er i overensstemmelse med et vitalt indre marked, der navnlig er konkurrencedygtigt i en globaliseringssammenhæng. I den henseende er der ligheder mellem denne gennemgang af lovgivningen og tilsvarende tiltag som led i gennemførelsen af Lissabon-dagsordenen. Et højt ensartet forbrugerbeskyttelsesniveau betragtes af nogle som en integreret del af den europæiske sociale model, og et skift i fokuseringen hen imod »en omlægning af EU's forbrugerpolitik, således at denne effektivt bidrager til opnåelsen af Unionens to centrale målsætninger, nemlig at skabe økonomisk vækst og beskæftigelse samt at genetablere båndene mellem EU og borgerne«, kan ses som en udfordring af dette koncept (6).

4.4

Selvom der er tale om en vanskelig opgave, bifalder EØSU revisionen af forbrugerlovgivningen og støtter Kommissionens udtrykkelige målsætning om at fjerne hindringer i det indre marked under fastholdelse af et højt forbrugerbeskyttelsesniveau, men mener, at indsatsen ikke kun bør begrænses til de 8 direktiver, der er under behandling, men mindst bør omfatte de 22 direktiver på den af Kommissionen i maj 2003 udarbejdede liste.

4.5

EØSU ønsker at deltage aktivt i denne debat med det formål at styrke det indre marked til gavn for samtlige interessenter, dvs. forbrugerne, brancherne, virksomhederne og borgerne.

5.1

Grønbogen rejser en række komplicerede politiske, principielle og retlige spørgsmål. Medlemsstaterne har selv udviklet et forbrugerlovgivningskorpus, der, selvom der er overensstemmelse i de overordnede principper fra medlemsstat til medlemsstat, varierer med hensyn til detaljerne og anvendelsen. Den systematiske og omfattende høringsprocedure, der er vedhæftet grønbogen som bilag, afspejler denne kompleksitet. Dette væv af bestemmelser fremkalder svar fra hundredvis af interessentorganisationer, der ønsker at give deres mening til kende. EØSU vil i denne udtalelse imidlertid begrænse sine kommentarer til de bagvedliggende og mere omfattende politiske problemstillinger, idet det mener, at man bør anlægge en vurdering fra sag til sag og udtale sig om hvert enkelt af de direktiver, der skal revideres, som det allerede gjorde i udtalelsen om fjernsalg (udtalelse INT/334 om Kommissionens meddelelse KOM(2006) 514 endelig af 21. september 2006).

5.2

Prioritet nummer ét bør bestå i at afhjælpe manglerne i de eksisterende direktiver og samordne dem med hinanden.

5.3

»Minimumsharmonisering« kombineret med en positiv indstilling i medlemsstaterne over for at vedtage konsekvent højere standarder for forbrugerbeskyttelse kan sandsynligvis danne grundlag for størstedelen af forbrugerlovgivningen i en overskuelig fremtid. Af forskellige (og skiftende) sociale og økonomiske årsager vil medlemsstaterne enten ønske at fastholde det forbrugerbeskyttelsesniveau, de allerede har, eller varsomt og i deres eget tempo at bevæge sig i retning af et andet beskyttelsesniveau. Denne holdning tager hensyn til og er langt lettere at bringe i overensstemmelse med nærhedsprincippet. Den anerkender imidlertid ligeledes det synspunkt, at en række forbrugergrupper i EU som helhed for nærværende er ringere stillet i beskyttelsesmæssig henseende eller med hensyn til deres klagemuligheder, og at der er behov for at træffe foranstaltninger både på EU-plan og i medlemsstaterne.

5.3.1

Dette betyder ikke, at man i forbindelse med en vurdering sag for sag på helt præcise områder, hvor interessen for realiseringen af det indre marked gør sig kraftigt gældende, ikke bør overveje muligheden for en maximumsharmonisering, idet dette sikrer et højere forbrugerbeskyttelsesniveau, eventuelt tilmed ved anvendelse af forordninger.

5.4

Den udtrykkelige målsætning om at sætte forbrugeren i højsædet med hensyn til kendskab til egne rettigheder, evnen til at tage retlige skridt over for leverandørerne og til at få erstatning bør ikke betragtes som et alternativ til en klar beskyttelse, der håndhæves proaktivt i kraft af et samspil mellem EU-retten og national lovgivning. Oplysning er noget ganske andet end beskyttelse. Faktisk er magtbalancen i de fleste markedstransaktioner som regel tippet til leverandørens side, og det meste forbrugerlovgivning går ud på at holde købers rettigheder i hævd.

27.10.2007   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 256/31

27.10.2007   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 256/31

1.1

Energi er blevet et vigtigt politisk spørgsmål med tætte forbindelser til Lissabon-strategien for vækst og beskæftigelse.

1.2

Flere og bedre job er et af Lissabon-strategiens vigtigste mål. Når markedsvilkårene ændrer sig, mister energisektoren arbejdspladser. Samtidig kan nye energiløsninger i høj grad være med til at skabe job af høj kvalitet. Uddannelse og erhvervsuddannelse spiller i den forbindelse en vigtig rolle.

1.2.1

Ud over beskæftigelse spiller andre sociale aspekter af energi en central rolle i forbindelse med Lissabon-strategien. Dette indebærer navnlig en offentlig service af høj kvalitet til rimelige priser. Civilsamfundet, herunder arbejdsmarkedets parter, bør have mulighed for at deltage aktivt i udformningen af energipolitikken.

1.3

EØSU fremsætter sammen med de nationale økonomiske og sociale råd følgende henstillinger inden for rammerne af Lissabon-strategien, »Energipolitik for et vidensamfund«:

1.4

For at opnå den hurtige omstilling inden for energisektoren, som der er behov for, er det nødvendigt at øge innovationstempoet. Udvalget opfordrer indtrængende til, at der særlig satses på

2.1

EØSU skal i samarbejde med de nationale økonomiske og sociale råd i begyndelsen af 2008 udarbejde »en sammenfattende rapport« om de prioriterede områder vækst og beskæftigelse under Lissabon-strategien. Denne udtalelse om energipolitikken indgår i denne sammenfattende rapport. Udtalelsen er blevet udarbejdet i samarbejde med de nationale økonomiske og sociale råd, med aktive bidrag fra bl.a. de franske, italienske og maltesiske råd.

2.2

Udtalelsen bygger på afsnit B — mikroøkonomiske reformer, der skal øge Europas vækstpotentiale — i de overordnede retningslinjer for vækst og beskæftigelse 2005-2008. Udtalelsen vedrører bl.a. den ottende retningslinje om styrkelse af konkurrenceevnen, den tolvte retningslinje om F&U, den trettende retningslinje om innovation og ikt, og den fjortende retningslinje om bæredygtig ressourceanvendelse (1).

2.3

Det Europæiske Råd hilste i sine konklusioner fra mødet i Bruxelles den 23.-24. marts 2006»de initiativer velkommen, som Europa-Parlamentet, Regionsudvalget og Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg har taget med henblik på at øge ejerskabet (til den relancerede Lissabon-strategi for vækst og beskæftigelse) på fællesskabsplan. Det tilskynder Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget til at fortsætte deres arbejde og anmoder dem om at aflægge sammenfattende rapporter til støtte for partnerskabet for vækst og beskæftigelse i begyndelsen af 2008« (punkt 12 i formandskabets konklusioner).

2.4

Det Europæiske Råd bemærker, at »Baggrundssituationen i Europa er kendetegnet ved en skærpet konkurrence udefra, en aldrende befolkning, højere energipriser og nødvendigheden af at garantere energisikkerheden« (punkt 7 i formandskabets konklusioner). Det Europæiske Råd bekræfter endvidere, at »de integrerede retningslinjer 2005-2008 for vækst og beskæftigelse fortsat gælder. Inden for denne ramme er det enigt om specifikke områder for prioriterede tiltag vedrørende investeringer i viden og innovation, erhvervspotentiale, især for SMV'er, og beskæftigelse for prioriterede kategorier samt fastlæggelse af en energipolitik for Europa« (punkt 16).

2.5

Det Europæiske Råd noterer sig, at »Europa står over for en række udfordringer på energiområdet: den nuværende vanskelige situation på olie- og gasmarkedet, den stigende importafhængighed og den hidtil begrænsede diversificering, høje og svingende energipriser, en voksende global energiefterspørgsel, sikkerhedsrisici for såvel producent- og transitlande som transportruter, de stadig mere truende klimaændringer, langsomme fremskridt med energieffektivitet og anvendelse af vedvarende energi, behovet for større åbenhed på energimarkederne og yderligere integrering og sammenkobling af de nationale energimarkeder, nu hvor liberaliseringen af energimarkedet næsten er fuldført (juli 2007), samt den begrænsede samordning mellem energiaktørerne, samtidig med at der kræves store investeringer i energiinfrastrukturer« (punkt 43).

2.6

»På baggrund af disse udfordringer og på grundlag af Kommissionens (…) grønbog »En europæisk strategi for en sikker, konkurrencedygtig og bæredygtig energi« (…) opfordrer Det Europæiske Råd til, at der arbejdes på en energipolitik for Europa, der tager sigte på en effektiv fællesskabspolitik, sammenhæng mellem medlemsstaterne og overensstemmelse mellem foranstaltningerne på de forskellige politikområder samt en afbalanceret opfyldelse af de tre mål om forsyningssikkerhed, konkurrenceevne og miljømæssig bæredygtighed« (punkt 44).

2.7

Det Europæiske Råd understreger, at »energipolitikken for at opnå denne overensstemmelse i både de interne og de eksterne EU-politikker skal opfylde krav fra mange politikområder. Som led i en vækststrategi og gennem åbne og konkurrenceprægede markeder fremmer den investering, teknologisk udvikling og inden- og udenrigshandel. Den er stærkt knyttet til miljøpolitikken og nært forbundet med beskæftigelse, regionalpolitik og især transportpolitik. Desuden får udenrigs- og udviklingspolitiske aspekter stadig større betydning i arbejdet for at fremme de energipolitiske målsætninger sammen med andre lande« (punkt 45).

2.8

Denne energipolitik for Europa skal »baseres på fælles perspektiver for udbud og efterspørgsel på lang sigt og en objektiv, gennemsigtig vurdering af fordele og ulemper ved alle energikilder og skal på en afbalanceret måde bidrage til de tre hovedmålsætninger, nemlig« (punkt 46-47):

2.9

Energipolitikken for Europa skal ske ved opfyldelsen af disse hovedmålsætninger:

2.10

Kommissionen skal fra 2007 regelmæssigt forelægge en strategisk energiredegørelse. Kommissionen offentliggjorde den 10. januar 2007 sin første redegørelse og en meddelelse til Det Europæiske Råd og Europa-Parlamentet om »En energipolitik for Europa« — »energipakken«.

2.11

Kommissionens udgangspunkt for en europæisk energipolitik er tredobbelt: det er nødvendigt at bekæmpe klimaændringerne, fremme beskæftigelse og vækst og begrænse EU's afhængighed af import af olie og gas.

2.12

Kommissionen opstiller som kernemålsætning for Europa, at EU skal mindske drivhusgasemissionerne med 20 % inden 2020. EU's målsætning skal ses på baggrund af behovet for, at industrilandene gør en indsats internationalt for at begrænse klimaændringerne. Med et sådant tilsagn vil EU være nødt til at gå endnu videre. Målet bør derfor være at nå op på en reduktion af emissionerne på 30 % inden 2030 og 60-80 % inden 2050.

2.13

Udfordringerne går ikke udelukkende på klimaforandringerne. De vedrører også Europas energiforsyningssikkerhed, økonomi og borgernes velfærd. Hvis målene opfyldes, vil det ifølge Kommissionen være muligt at gøre EU mindre sårbar over for de stadig mere ustabile priser på olie og gas, skabe større konkurrencedygtighed på EU's energimarked og fremme teknologi og jobskabelse.

2.14

Hvis det overordnede mål for drivhusgasser skal nås, vil EU være nødt til at reducere mængden af CO2 fra energiforbruget med mindst 20 % og formentlig mere over de næste 13 år. Det vil betyde, at EU globalt lægger sig i front som katalysator for en ny industriel revolution.

2.15

For at realisere målsætningen foreslår Kommissionen endvidere, at der fokuseres på en række energirelaterede foranstaltninger: forbedring af energieffektiviteten; forøgelse af den vedvarende energis andel af energiproduktionen samt nye foranstaltninger, som sikrer, at fordelene ved det indre marked for energi kommer alle til gode; styrkelse af solidariteten mellem medlemsstaterne ledsaget af en mere langsigtet vision for udviklingen af energiteknologi; fornyet fokus på nuklear sikkerhed samt en beslutsom satsning på at lade EU »tale med én stemme« over for internationale partnere, herunder energiproducenter, energiimportører og udviklingslandene.

2.16

Energiredegørelsen omfatter en tipunkts energihandlingsplan med en tidsplan over foranstaltninger. En første pakke med konkrete foranstaltninger er fremlagt i handlingsplanen. Den omfatter:

2.17

Handlingsplanen for større energieffektivitet, som Kommissionen vedtog den 19. oktober 2006, er også en del af tipunktsplanen. Kommissionens meddelelse »Begrænsning af den globale opvarmning til 2°C — Politikvalg for EU og verden for 2020 og derefter« og den strategiske energiredegørelse supplerer og styrker hinanden.

2.18

Det Europæiske Råd støttede fuldt ud Kommissionens forslag på forårstopmødet den 8.-9. marts 2007. Kommissionen skal nu udarbejde detaljerede lovforslag og andre relevante forslag i overensstemmelse med konklusionerne fra topmødet. En ny strategisk energiredegørelse vil blive udsendt om to år for at præsentere fremskridtene, idet stats- og regeringscheferne har forpligtet sig til regelmæssigt at drøfte energispørgsmål.

2.19

EØSU udarbejdede i mandatperioden 2002-2006 flere udtalelser om energipolitiske spørgsmål, navnlig om forskellige energikilders og teknologiers særlige karakteristika og betydning. På plenarforsamlingen i september 2006 vedtog EØSU endeligt en sonderende udtalelse om »EU's energiforsyning: en strategi for et optimalt energimix« (2), der i vid udstrækning bygger på disse tidligere udtalelser. Denne udtalelse omfatter mange af de spørgsmål, som blev rejst af Det Europæiske Råd i marts 2006. De vigtigste konklusioner i udtalelsen er:

2.20

EØSU mente, at Europa bør opstille et strategisk mål for et varieret energimix, som skal opfylde optimale økonomiske, forsyningssikkerhedsmæssige og klimapolitiske målsætninger. Alle energikilder og –teknologier indebærer, set i forhold til disse målsætninger, en række fordele og ulemper, som der må tages hensyn til på åben og afbalanceret vis.

2.21

Den tiltagende brug af vedvarende energikilder har et potentiale, der skal udnyttes, men selv om man når målet om, at vedvarende energikilder skal dække 20 % af behovet inden 2020, er det usandsynligt, at de vedvarende energikilder fuldt ud vil kunne erstatte traditionelle energikilder inden for en overskuelig fremtid.

2.22

Alle muligheder skal holdes åbne. Scenarierne i udtalelsen for et EU med 25 medlemsstater understøtter denne konklusion. Selv et scenario, der er baseret på formodninger om den kraftigste udvikling i energieffektiviteten og i anvendelsen af vedvarende energikilder, kan ikke gøre en energiteknologi forældet, uden at der opstår negative indvirkninger på miljø eller økonomi.

2.23

Det nuværende mix bør udvikles gennem politiske strategier, så den eksterne afhængighed mindskes, og så der bliver flere ikke-emissionsudledende kilder tilgængelige i Europa, idet det bør bæres in mente, at markedsaktørerne tager beslutninger om investeringer i forskellige teknologier.

2.24

EØSU anbefalede, at der udvikles en strategi for et optimalt energimix. Det er i den sammenhæng vigtigt at tydeliggøre EU's, medlemsstaternes, de uafhængige myndigheders og markedsaktørernes rolle.

Det blev foreslået, at strategien for et optimalt energimix skulle bestå af følgende elementer:

3.1

Energi er en nødvendighed i et moderne samfund. Sikre energiforsyninger er uundværlige, hvis vores behov for fødevarer, opvarmning i kølige klimatyper, varer, forbrugsgoder samt i dag i stigende grad også for telekommunikation og informationsforarbejdning skal dækkes. Men måden, vi dækker disse behov på, bør, kan og skal ændres. I lyset af de nuværende udfordringer, navnlig klimaforandringen, er der hurtigst muligt behov for et paradigmeskift hen imod en højeffektiv energiøkonomi med et lavt forbrug af fossil energi.

3.2

Der er tæt sammenhæng mellem Lissabon-strategien for vækst og beskæftigelse og energi. Hvis Lissabon-målsætningerne skal nås, er der behov for tilstrækkelige mængder af energi til konkurrencedygtige priser. Samtidig kan de nye løsninger på energiområdet, især hvis de får succes på verdensmarkedet, være en drivende kraft i EU's konkurrenceevne og med hensyn til at skabe jobs af høj kvalitet.

3.3

Energipolitikkens generelle målsætninger — konkurrencedygtighed, forsyningssikkerhed og bæredygtighed — er og vil fortsat være gyldige. Den store udfordring, som klimaforandringen repræsenterer, kræver, at efterspørgslen efter energi dæmpes gennem langt bedre energieffektivitet og større andel af vedvarende energi og andre kulstoffattige energiteknologier, så som i fremtiden muligvis CO2-opsamling og –lagring. Højere energieffektivitet, diversificering af energikilderne og en Union, der taler med én stemme i udenrigspolitikken, gavner ligeledes forsyningssikkerheden. Der er behov for at styrke konkurrencedygtigheden ved hjælp af et åbent marked med velfungerende og lige konkurrencevilkår, herunder lige adgang til forsyningsnettet, samtidig med at der sikres et højt kvalitetsniveau i de offentlige forsyningsydelser.

3.4

Flere og bedre jobs står i centrum for Lissabon-strategien. Eftersom markedskonkurrence generelt kræver bedre produktivitet, er der behov for, at også energibranchen bliver mere effektiv. Når arbejdspladser går tabt i energisektoren, bør de berørte arbejdstagere sikres rimelig støtte. Samtidig kan beskæftigelsen i de energiforbrugende sektorer beskyttes og øges. Navnlig vil tendensen til højere energieffektivitet og brug af vedvarende energi samt andre teknologier, som er under udvikling, skabe mange i hovedsagen højt kvalificerede jobs.

3.4.1

Der er som led i Lissabon-strategien behov for at tage passende hensyn til energipolitikkens sociale dimension. Denne omfatter beskæftigelse og jobs samt adgang til energi til overkommelige priser for alle, dvs. offentlige forsyningsydelser af høj kvalitet. Civilsamfundet, herunder arbejdsmarkedets parter, bør engagere sig aktivt i energipolitikkens udformning.

3.5

EØSU har i detaljer i udtalelser af nyere dato fremlagt sine synspunkter vedrørende ovennævnte hovedspørgsmål i energipolitikken, og udvalget vil, når tiden hertil er inde, afgive udtalelser om lovgivningsinitiativer og andre konkrete forslag fra Kommissionen på baggrund af Det Europæiske Råds konklusioner vedrørende energipakken.

3.6

For at undgå gentagelser og for tilføre energidebatten så høj en merværdi som muligt fokuserer EØSU i denne udtalelse på forholdet mellem energipolitik og Lissabon-strategiens grundlæggende vision om EU som et videnssamfund. Den foreliggende udtalelse kommenterer de spørgsmål, der er omfattet af energipakken i det omfang, de vedrører innovationer.

3.7

Politisk fastsatte målsætninger og foranstaltninger kan udstikke en ramme, men det er alene teknologiske landvindinger og andre former for innovation, herunder adfærdsændringer, der er nøglen til reelt fremskridt. Dette gælder højere energieffektivitet, herunder både med hensyn til omsætning og anvendelse. Innovation kan spille en vigtig rolle med hensyn til at nedsætte afhængigheden af eksterne energikilder ved at muliggøre en diversificering af energimixet. Innovation er helt klart en nødvendighed, hvis udledningen af drivhusgasser skal nedsættes ved udvikling og udnyttelse af nye energikilder, ren kul og andre rene fossile brændselstyper samt sikker kerneenergi.

3.8

Innovation er ensbetydende med fornyelse i bred forstand. Innovation drejer sig om i stor skala at tage nye ideer i anvendelse og at omsætte dem til økonomiske værdier. Begrebet dækker både teknologisk innovation og nye ledelsesmæssige og andre organisatoriske løsninger. Den foregår i industrien, men også inden for tjenesteydelser og i den offentlige sektor. Ofte er det forskning, der er kilden til innovation, men dette er langtfra altid tilfældet. I denne forbindelse henviser udvalget til sin udtalelse om »Behov for forskning med henblik på sikker og bæredygtig energiforsyning« (3).

3.8.1

Særlig fokus er der på energiteknologier som mere effektiv forbrænding, vindmøller, solfangere, nye brændselsceller, brintteknologi og fusion. Lige så vigtige er støtteteknologier som materialeudvikling eller meteorologi, der skaber mulighed for effektiv optimering på grund af sikrere vejrprognoser.

3.8.2

Spektret af relevante teknologier til mere effektiv energiudnyttelse er nærmest uendeligt og omfatter bl.a. bedre isolering, elektriske apparater med lavere energiforbrug, lettere materialer, bedre produkt- og produktionsplanlægning og mere effektive maskiner. I denne sammenhæng spiller de energiintensive industrier en vigtig rolle — hvis ikke de med investeringer og sagkundskab skaber efterspørgsel, vil en stor del af innovationen inden for udviklingen af energieffektiv teknologi til industrien gå i stå.

3.8.3

Der ligger et stort potentiale i informations- og kommunikationsteknologi (IKT). Ligesom på ethvert andet område kan anvendelsen af IKT inden for produktion, omsætning og distribution af energi skabe større effektivitet og højere produktivitet. Det samme gælder sikre driftsforhold, herunder navnlig i transmissionsnettet. IKT hjælper brugerne og forbrugerne til at styre deres energiforbrug. Et i flere henseender gavnligt eksempel på dette kunne bestå i en reduktion af spidsbelastningen ved at gøre det lettere for forbrugerne at reagere umiddelbart på prissignaler. I en større sammenhæng kan IKT fjerne behovet for transport, f.eks. gennem telearbejde og telekonferencer.

3.8.4

Der er ligeledes behov for nye metoder — innovationer — til styring af energi og energirelaterede systemer. Målet her er at sikre forsyningsydelser af høj kvalitet til en overkommelig pris. Eksempler herpå er sikker driftsstyring af produktions- og transmissionssystemerne, vedligeholdelse og styring dels af markedet (handel), dels af perioder med spidsbelastning og af produktionen i forhold til døgnvariationer i efterspørgslen. Sidst, men ikke mindst, kan effektiv logistik i høj grad bidrage til en bedre styring både af efterspørgslen efter energi og brændselsreserver.

3.8.5

Der er ligeledes behov for nytænkning inden for forbrugeradfærd. Forbrugeren er den vigtigste aktør — mere intelligent energiudnyttelse er den enkeltes ansvar, og dette kræver nye ideer og mere viden. Der består en stor udfordring i at skabe større bevidsthed og sørge for relevant oplysning til forbrugeren ved de beslutninger, han eller hun skal træffe. Regional- og byplanlægning samt arkitektoniske løsninger og krav til bygninger kan i høj grad være med til at støtte borgernes valg på energiområdet; med sigte herpå bør man fremme officielle oplysningskampagner, hvor der opfordres til effektiv energiudnyttelse og energibesparelser.

3.9

Der er behov for radikalt nye problemløsninger og hurtig omstilling. Radikale ændringer tager tid, og derfor er det vigtigt hurtigt at få taget fat på at fordele ressourcerne. I mellemtiden bør de bedste teknologier tages i anvendelse over en bred kam, f.eks. for at nedsætte husstandenes energiforbrug.

3.10

Der bør foretages en kvantitativ vurdering af omkostningseffektiviteten af de teknologier, der anvendes tidligt i produktionsforløbet, for at kunne styre investeringerne i retning af de løsninger, der giver mest for pengene. Et vigtigt eksempel herpå er en vurdering af omkostningerne ved at reducere en given teknologis udledning af CO2 med et ton — i den henseende er vindmøller f.eks. en langt dyrere løsning end isolering af huse.

3.11

Innovative ideer og deres udnyttelse kræver bestemte forudsætninger og politiske foranstaltninger, både på lokalt, regionalt, nationalt og EU-plan. Eftersom EU har en ambition om at indtage den førende position i verden med hensyn til energieffektivitet og kulstoffattig teknologi, er det afgørende, at energipolitikken og andre relevante rammebetingelser gennemgås i lyset af denne målsætning.

3.12

Den første forhåndsbetingelse for vellykket innovation er en veluddannet og motiveret arbejdsstyrke, der understøttes af et uddannelsessystem af høj standard. Udvikling af nye teknologier kræver både tilstrækkelig forskning og udvikling (F&U) samt risikovillig kapital, når SMV'er skal udvikles og sættes i gang. Sund og åben konkurrence tvinger virksomhederne til innovation. Markedsadgang, også til verdensmarkedet, er en nødvendighed. Med hensyn til vedvarende energi kan netadgang være en afgørende faktor for vellykket innovation. De lovgivningsmæssige rammebetingelser skal udformes på en sådan måde, at de fremmer innovation, f. eks. ved specifikt at belønne nytænkning (EU's ordning for handel med kvoter for drivhusgasemissioner, ETS, belønner f. eks. ikke dem, der på et tidligt tidspunkt har truffet foranstaltninger til at reducere udledningen). Overregulering bremser innovationen.

3.12.1

Der er behov for investeringer for at kunne tage ny teknologi i brug. Virksomhederne må generere et overskud, hvis de skal kunne investere. Dette gælder ligeledes for investeringer i bedre energieffektivitet, også selvom den periode, som investeringen skal forrentes over, måske er kort. Energibranchen har gennem de seneste år genereret store overskud, men investeringerne er stadig lave. Det er velkendt, at krav til planlægning og godkendelser bremser, ja endda hindrer investeringer. For at nedsætte investeringsrisikoen bør de lovgivningsmæssige rammebetingelser være forudsigelige og stabile. Eftersom investeringer i energiinfrastruktur ofte forrentes over lang tid, ville det være hensigtsmæssigt, hvis der kunne gøres brug af visse langsigtede aftaleformer.

3.12.2

Hvis en virksomhed skal investere i udvikling og anvendelse af ny teknologi, skal den have en forrentning af investeringen på et marked, der er tilstrækkeligt stort. I de fleste tilfælde er de nationale markeder ikke store nok til at sikre dette — adgang til verdensmarkedet er i stigende grad en nødvendig forudsætning for at kunne foretage investeringen. Lige så vigtige faktorer er global efterspørgsel og lige konkurrencevilkår. Ensidige EU-foranstaltninger skaber ikke efterspørgsel andre steder end i EU, men kan måske gøre det på sigt. For eksempel kan en CO2-afgift være et vigtigt incitament, men kun hvis den anvendes globalt.

3.12.3

EU's stærke position på verdensmarkedet inden for energieffektiv og vedvarende energiteknologi bør udvikles og styrkes yderligere. Unionens ambition om at gå forrest i klimapolitikken ved at opstille ambitiøse målsætninger både for energieffektivitet og udnyttelse af vedvarende energi kan støtte op om denne målsætning. Dette er imidlertid ikke noget, der sker pr. automatik. Målsætningerne og fristerne skal fastsættes nøje, således at det er realistisk at opfylde og overholde dem, for ellers kan resultatet blot blive ekstra omkostninger og muligvis tabte jobs. Relevant teknologi skal f.eks. have været på tegnebrættet så længe, at den er klar til at blive taget i anvendelse, når fristerne nærmer sig. Der skal ligeledes tages højde for de forskellige branchers investeringscyklusser.

3.12.4

EU synes i langt højere grad end USA at sætte sin lid til markedsindgreb som middel til fremme af innovation, og dette er muligvis ikke tilstrækkelig effektivt. USA og visse andre lande satser mere på offentlig finansiering af forskning og udvikling. EU bør øge både den offentlige og den private finansiering af forskningen og udviklingen på energiområdet. Det teknologiske samarbejde med de øvrige store aktører bør udvikles, ligesom deres politikker og foranstaltninger bør overvåges systematisk. Der er i Europa behov for langt mere samarbejde mellem medlemsstaterne og bedre koordination mellem foranstaltningerne på nationalt og på EU-plan, uden at konkurrencen sættes ud af spillet. Der skal gives støtte til et tættere samarbejde mellem den offentligt finansierede forskning og virksomhederne, både med hensyn til planlægning og gennemførelse af forskningsprogrammer, for at sikre, at forskningsindsatsen munder ud i innovation. Her kan det foreslåede Europæiske Teknologiske Institut (ETI) spille en rolle.

3.13

Der er som regel behov for en kombination af instrumenter for at støtte innovation. Forskellige udviklingsfaser og markedsforhold kræver forskellige forholdsregler, hvis instrumenterne skal være effektive. Teknologier kan, set i forhold til de foranstaltninger, der er behov for med henblik på at omsætte dem til vellykket innovation, der kan markedsføres, f.eks. inddeles i tre kategorier:

3.14

På EU-plan og på nationalt og regionalt niveau findes der et bredt udvalg af foranstaltninger og instrumenter. For bestemte målsætningers vedkommende er det nødvendigt at foretage en nøje udvælgelse af foranstaltningerne for sikre omkostningseffektive resultater. Der bør, for at undgå ressourcespild og utilsigtede følgevirkninger, foretages en kritisk vurdering af, hvor hurtigt foranstaltningerne skal træffes. Foranstaltninger, der klart tjener opnåelsen både af de direkte og indirekte målsætninger — såkaldte »no regrets measures« — bør gennemføres så hurtigt som muligt. Mere komplicerede og ofte nye foranstaltninger, som f.eks. metoder til fastsættelse af en markedspris for CO2, bør først undersøges nøje. For at undgå komplikationer, utilsigtede følgevirkninger og løsninger, der ikke er optimale, bør man undgå anvendelse af flere foranstaltninger til opnåelse af én målsætning. Når det besluttes, hvilke foranstaltninger der skal tages i anvendelse, er det ligeledes vigtigt, at der tages hensyn til, at det indre marked skal kunne fungere efter hensigten — dette har indtil videre ikke altid været tilfældet.

3.14.1

Finansiering af F&U: Her henviser udvalget navnlig til sin udtalelse »Investeringer i viden og innovation (Lissabon-strategien)«, INT/325. EU som helhed halter klart bagefter USA og andre vigtige konkurrenter. I det 7. rammeprogram for forskning og udvikling er der, når der bortses fra bygningen af ITER, over en syvårig periode afsat i alt ca. 4 mia. euro til energi, mens det amerikanske forslag til energilov budgetterer med 4,4 mia. $ på det føderale budget til det samme formål alene i 2007, med pil opad for de kommende år. Ud over til en øgning af anvendelsen af offentlige midler til forskning og udvikling på energiområdet bør der ligeledes skabes incitamenter til at tilføre området flere private midler, samtidig med at samarbejdet mellem EU-landene fremmes.

3.14.2

Uddannelse og efteruddannelse: Ud over tiltag til forbedring af kvaliteten af uddannelsessystemet i EU bør et karrierevalg inden for energibranchen gøres til en attraktiv mulighed med positive perspektiver for unge mennesker. Eftersom den teknologiske udvikling går hurtigere og hurtigere, er livslang læring en nødvendighed.

3.14.3

Bevidstgørelse af offentligheden: For hver enkelt af os er det en stor udfordring at ændre adfærd, så vi udnytter energien på en mere intelligent måde. Uddannelsesstederne og oplysningskampagner spiller en rolle her. En uddannelse af de kommende generationer heri kunne starte allerede i grundskolen, eftersom børn er meget interesserede i Jordens udvikling og er ivrige efter at bidrage hertil. I erhvervsmæssig sammenhæng og ude i virksomhederne har energisyn baseret på f.eks. frivillige aftaler givet gode resultater.

3.14.4

Prismekanismer, beskatning: Prissignaler kan, hvis de er hensigtsmæssigt udformet, på effektiv vis støtte innovation gennem styring af forbrugernes valg. Som instrument til generel nedsættelse af energiforbruget er højere priser ikke særlig effektive — det er velkendt, at priselasticiteten på energiområdet generelt er lav.

3.14.5

Statsstøtte: Veltilrettelagt statsstøtte kan styre beslutninger effektivt. På læringskurvens tidlige stadium er der ofte behov for støtte for at modvirke risici, der ellers ville være for store. For ikke at forvride konkurrencen må statsstøtte kun anvendes inden for rammerne af den eksisterende EU-lovgivning, det vil sige til at råde bod på markedssvigt. Støtten skal være tidsbegrænset og skal udfases gradvis. Med henblik på at øge energieffektiviteten er der behov for at udvikle relevante incitamenter som hjælp til at finansiere de ekstra startomkostninger, det indebærer at indføre et energieffektivt kapitalapparat, der ofte skal forrentes over kort tid.

3.14.6

Politisk fastsatte mål og krav: Disse giver et fingerpeg om, i hvilken retning man fra politisk hold ønsker, udviklingen skal bevæge sig. Lige så vigtigt for investeringsbeslutningen er det, hvilke politiske instrumenter der rent faktisk tages i anvendelse for at nå målsætningen. Når der fastsættes målsætninger, er det endvidere værd et huske på, at visse dele af økonomien som regel vinder, mens andre taber, og på, at alt for ambitiøse mål kan gøre mere skade end gavn. For tiden synes der at være en tendens til at fastsætte overordnede mål kombineret med delmål, der er knyttet til samme målsætning, f.eks. om en reduktion af udledningen af CO2, hvor man, for at kunne nå dette mål, samtidig beslutter sig for øget anvendelse af vedvarende energi. Dette kan medføre løsninger, der ikke er optimale i forhold til at nå det overordnede mål. Der bør foretages nøje konsekvensanalyser både af målsætninger og særligt udvalgte instrumenter, i stil med aftalerne med industrien i Tyskland og Finland.

3.14.7

Handel med udledningskvoter, grønne/hvide certifikater: Dette er effektive instrumenter, der medfører opnåelse af de fastlagte målsætninger, hvis de udformes på den rigtige måde. Det er imidlertid vanskeligt at vurdere omkostningerne på forhånd, og de kan variere meget. Jo større marked for handel med emissionskvoter og certifikater, og jo flere markedsaktører, desto bedre. Hvis systemet skal anvendes i forhold til virksomheder, der konkurrerer på verdensmarkedet, skal det gælde globalt for at undgå konkurrenceforvridning.

3.14.8

Lovgivning og bindende normer: Nøje planlagt lovgivning kan fremme innovation. Navnlig kan lovgivning være effektiv, hvor det drejer sig om at slippe af med forældet teknologi. Den kan også sætte skub i nyskabelser ved at påbyde energieffektivitet i produkter i kraft af opstilling af ambitiøse mellemfristede mål for højnelse af effektivitetsnormer. Der er imidlertid altid en risiko for, at innovationen går i stå. Under alle omstændigheder bør det sikres, at lovgivningen ikke skaber markedshindringer.

3.14.9

Frivillige standarder og aftaler, certificering: Dette er innovationsvenlige politiske instrumenter. Det er muligt, at de ikke altid medfører nøjagtig opfyldelse af målsætningerne, men de gør det lettere at skabe store innovationsfremskridt, og det næsten uden negative følgevirkninger.

3.14.10

Offentlige indkøb: Offentlige indkøb kan spille en fremtrædende rolle med hensyn til at fremme innovation på energiområdet. Metoder på dette område bør udvikles og udbredes over en bred kam. Normalt kræver »grønnere« offentlige indkøb anvendelse af vugge-til-grav-analyser, og for at kunne gennemføre disse og andre nye metoder har myndighederne ofte brug for efteruddannelse. EU's bestemmelser om offentlige indkøb, der skal overholdes, tager højde for, at disse indkøb skal gøres »grønnere« via krav om, at der benyttes de allernyeste løsninger.

3.14.11

For at opnå den hurtige omstilling inden for energisektoren, som der er behov for, er det nødvendigt at øge innovationstempoet. Udvalget opfordrer indtrængende til, at der særlig satses på

27.10.2007   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 256/39

—

»Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om interoperabilitet i Fællesskabets jernbanesystem (kodificeret udgave)«

—

»Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om ændring af forordning (EF) nr. 881/2004 om oprettelse af et europæisk jernbaneagentur«

—

»Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om ændring af direktiv 2004/49/EF om jernbanesikkerhed i EU«

1.1

Forslagene:

synes at være i overensstemmelse med målet om at lette operatørernes adgang til EU's jernbanesystem.

De har til formål at:

1.2

EØSU støtter målet om at forenkle proceduren for ibrugtagning.

1.3

EØSU mener, at sådanne forenklinger vil få flere til at benytte det europæiske jernbanesystem i stedet for andre transportformer og dermed bidrage til at forbedre miljøet og udnytte de energikilder, som EU's energiplaner tilskynder til.

1.4

EØSU understreger, at den fremtidige anvendelse af TSI'er og opsplitningen af certificeringskontrollen mellem nationale og europæiske organer ikke må indebære en sikkerhedsrisiko.

1.5

EØSU understreger, at der bør foretages en omhyggelig afgrænsning af kompetencerne mellem de organer, som indføres med det nye system.

1.6

For gods- og personvogne, der tages i brug, efter at dette direktiv er trådt i kraft, bør det efter EØSU's mening være tilstrækkeligt med en enkelt ibrugtagningstilladelse fra en medlemsstat. Den nye forordning om det europæiske jernbaneagentur giver jernbaneoperatørerne, infrastrukturforvalterne, ihændehaverne af godsvogne, og ikke mindst de nationale certificeringsorganer mulighed for:

1.7

EØSU bemærker, at agenturet med den fremtidige indsats vil være det styrende organ i arbejdet med at etablere et europæisk jernbanesystem (bestående af HS-nettene (»højhastighedsnet«), TEN-korridorerne og i fremtiden alle nationale net) gennem samordning og udvidelse af det europæiske trafikstyringssystem for jernbaner, ERTMS, (European Rail Traffic Management System), offentliggørelse af systemet til sammenligning af nationale regler og teknisk støtte til de nationale certificeringsorganer.

1.8

Den gradvise styrkelse af det europæiske agenturs retningsgivende og tilsynsførende rolle i forbindelse med jernbaneinteroperabilitet og den teknologiske udvikling indebærer en delvis ændring af de nationale certificeringsorganers funktioner.

1.9

For at skabe en videnbase med henblik på opstilling af fælles parametre anmodes Kommissionen om at undersøge muligheden for et oprette et fælles europæisk register over trafiksikkerhedsrisici med deltagelse af alle medlemsstater.

1.10

Målet er at virkeliggøre et europæisk marked for rullende materiel, vedligeholdelse af systemer og rullende materiel samt menneskelige ressourcer til forvaltning af transporttjenester.

1.11

Dette er en enestående anledning for de europæiske producenter af rullende materiel — især hvis de tekniske beslutninger vedrørende TSI'er stadig sikrer, at der er et passende antal producenter til at opretholde konkurrencedygtigt europæisk marked for rullende materiel (og vedligeholdelsen heraf).

1.12

EØSU understreger, at gennemførelsen af direktivet om jernbanesikkerhed ikke må føre til mere bureaukrati for jernbaneoperatørerne i de tilfælde, hvor rullende materiel er taget i brug, før direktivet træder i kraft, og ikke er forsynet med en EF-verifikationserklæring.

1.13

EØSU finder, at der bør oprettes nationale certificeringsorganer i de lande, som deltager i det europæiske statistiske system (ESS).

1.14

I forbindelse med analyser af undtagelser fra TSI'er bør der af hensyn til den økonomiske ligevægt i projektet foretages en præcis evaluering af den virkning, som EU's medfinansiering har på projektets økonomiske gennemførlighed.

1.15

EØSU finder, at analyserne af undtagelser bør omfatte hele TSI-systemet og ikke kun individuelle TSI'er.

1.16

EØSU anbefaler, at agenturet anvender de nuværende bestemmelser om sprog ved offentliggørelsen af TSI'er.

EØSU finder, at agenturet bør anmodes om at udarbejde evalueringer eller udtalelser om alle bygnings- og fornyelsesprojekter, også selv om de ikke finansieres af EU, med henblik på at føre såvel nationale som europæiske initiativer ind under det europæiske sikkerhedssystem.

1.17

EØSU finder, at alle berørte parter bør have mulighed for at anmode det europæiske agentur om en udtalelse, også selv om en sådan udtalelse kan være i modstrid med de evalueringer, som foretages af de nationale certificeringsorganer. Især bør det sikres, at EU's jernbanevirksomheder og sektorens arbejdstagerorganisationer kan benytte sig af denne mulighed.

2.1.1

For at der gradvist kan oprettes et europæisk jernbaneområde uden grænser, er det nødvendigt at fastsætte tekniske forskrifter, som dækker aspekterne vedrørende sikkerhed, drift og procedurerne for systemadgang.

2.1.2

Med Rådets direktiver 91/440/EØF af 29. juli 1991 og 95/18/EF af 19. juni 1995 samt Europa-Parlamentets og Rådets direktiv nr. 2001/14/EF af 26. februar 2001 om udvikling af Fællesskabets jernbaner lægges der op til, at alle jernbanevirksomheder i Fællesskabet, der har fået tildelt licens fra en medlemsstat, og som ønsker at udføre godstransporttjenesteydelser inden for nye referencerammer, skal have adgang til infrastrukturen.

2.1.3

Virkeliggørelsen af målene om sikkerhed og interoperabilitet på én gang kræver et teknisk arbejde, som skal styres af et specialiseret organ. Det er grunden til, at man har oprettet et europæisk jernbaneagentur for sikkerhed og interoperabilitet.

2.1.4

Agenturets vigtigste mål er følgende:

2.1.5

Medlemsstaternes procedurer for typegodkendelse af lokomotiver anses i øjeblikket for en af de største hindringer for dannelsen af nye banegodsvirksomheder og en væsentlig bremse på interoperabiliteten i det europæiske jernbanesystem.

2.1.6

Da ingen medlemsstat alene kan beslutte, at de ibrugtagningstilladelser, den udsteder, har gyldighed på andre medlemsstaters område, må der tages initiativ på fællesskabsplan til at harmonisere de nationale procedurer, forenkle dem og benytte sig mere systematisk af gensidig anerkendelse.

2.1.7

Kommissionen har desuden som led i lovforenklingsprogrammet til hensigt at konsolidere og sammenskrive direktiverne om jernbaneinteroperabilitet med henblik på at indføre ét fælles regelsæt for det europæiske jernbanesystem.

2.1.8

Disse initiativer vil gøre jernbanetransporten mere konkurrencedygtig, eftersom de nedbringer omkostningerne for jernbanesektoren.

2.2.1

Agenturet skal lette certificeringsproceduren for eksisterende rullende materiel ved at udarbejde et referencedokument, der giver mulighed for at fastslå, hvordan de gældende nationale forskrifter svarer til hinanden.

2.2.2

Agenturet skal vurdere ansøgninger om EF-finansiering af projekter vedrørende infrastruktur og rullende materiel for at sikre sig, at de er »interoperable«.

2.2.3

Agenturet skal vurdere forholdet mellem ihændehavere af godsvogne og jernbanevirksomheder (den gamle RIV-aftale (aftale mellem jernbanevirksomhederne om bytning og brug af godsvogne)), især hvad angår vedligeholdelse, og fremsætte henstillinger til Kommissionen vedrørende deres regulering.

2.2.4

Agenturet skal udarbejde henstillinger om fastlæggelse af fælles kriterier for definition af faglige kompetencer og evaluering af det personale, der medvirker ved driften og vedligeholdelsen af jernbanesystemet.

2.2.5

Agenturet påtager sig rollen som systemmyndighed under ERTMS.

2.3.1

Forslaget har til formål at forenkle og modernisere EU's lovrammer. På denne baggrund foreslås det igen at kodificere og sammenskrive de gældende direktiver om jernbaneinteroperabilitet.

2.3.2

Kommissionen foreslår endvidere på baggrund af ti års erfaring med at gennemføre interoperabilitetsdirektiverne en række forbedringer i den tekniske del af regelsættet.

2.4.1

Med ændringen af artikel 14 i direktivet om jernbanesikkerhed præciseres det, hvilken del af en tilladelse, der skal anerkendes gensidigt, og hvilken der er strengt betinget af det pågældende køretøjs forenelighed med den relevante infrastruktur.

2.4.2

Ændringerne af reglerne er ensbetydende med følgende:

3.1.1

Kendetegnende for jernbanesystemet er, at alle elementer bidrager til systemets sikkerhed.

3.1.2

Hvis agenturets ansvarsområde udvides fra et interoperabilt system til et sikkerhedssystem, vil dets kompetencer med tiden komme til at omfatte alle elementer i systemet.

3.1.3

I slutningen af processen kunne man således forestille sig, at der kun vil være ét Fællesskabssystem og ét jernbaneagentur.

3.1.4

Den fase, der har til formål at sammenligne forskrifterne, bør betragtes som et nødvendigt skridt i denne retning.

3.1.5

Der bør foretages en vurdering af de forskellige konsekvenser, som beslutningerne vedrørende TSI'er og de nye certificeringsprocedurer har for de enkelte medlemsstater, infrastrukturforvalterne, jernbanevirksomhederne, ihændehaverne af godsvogne og slutbrugerne.

3.1.6

Man bør være opmærksom på nødvendigheden at bevare den økonomiske balance mellem de forskellige nationale net og markedsoperatørerne, hvilket navnlig gælder i de faser, der har til formål at harmonisere de tekniske normer og certificeringsprocedurerne.

3.1.7

Agenturet bør have til opgave at styre de teknologiske valg vedrørende et net, der er åbent for interoperabilitet nu og i fremtiden, hvilket ikke kun bør ske ved hjælp af finansielle initiativer.

3.1.8

Man må huske på, at agenturets kompetencer i henhold til direktivforslaget om interoperabilitet med tiden vil blive udvidet til at omfatte hele jernbanenettet i EU.

3.2.1

Direktivforslaget lægger op til en forenkling af TSI'erne, hvad angår HS-systemet (»højhastighedssystemet«) og de traditionelle systemer, hvis de kan sammenlignes.

3.2.2

Direktivforslaget lægger op til, at TSI'erne ud over HS-nettet og TEN-korridorerne (Transeuropæiske net) også skal omfatte alle nationale net på nær enkelte undtagelser.

3.2.3

Der er således tale om en ny æra i det europæiske jernbanesystems teknologiske udvikling, der går i retning af ét europæisk jernbanenet. De hermed forbundne økonomiske og strategiske virkninger vil være større end de virkninger, som nævnes i forslaget.

3.2.4

Beslutninger om, hvilken type af TSI'er der skal anvendes i de nye projekter og i forbindelse med omfattende tilpasninger af de eksisterende infrastrukturer, henhører først og fremmest under Fællesskabets ansvarsområde.

3.2.5

Fællesskabets beslutninger vedrørende definitionen af TSI'er og deres udvikling set i forhold til den aktuelle situation i medlemsstaterne vil have store økonomiske konsekvenser for medlemsstaternes planlægning af teknologi- og infrastrukturinvesteringer.

3.2.6

Det synes derfor nødvendigt for hver enkel medlemsstat at foretage en økonomisk konsekvensvurdering af de nye TSI'er, der vil kunne danne grundlag for en eventuel beslutning om at vedtage sådanne standarder.

3.2.7

Ved gennemførelse af en sådan vurdering bør der skelnes mellem TSI'er, der indvirker på offentlige investeringer i medlemsstaterne, og TSI'er, der indvirker på jernbanevirksomheders og private operatørers investeringer.

3.2.8

En udvidelse af TSI'ernes anvendelsesområde til — på nær enkelte undtagelser — at omfatte hele det europæiske jernbanenet leder også tankerne hen på et nyt system af forbindelser mellem det europæiske jernbaneagentur og certificeringsorganerne i de enkelte medlemsstater.

3.2.9

Sidstnævnte organer vil på sigt sandsynligvis koncentrere deres indsats omkring den konkrete certificering af virksomheder og operatører frem for styringen af udviklingen inden for teknologiske standarder.

3.2.10

Ændringen af sikkerhedsdirektivet er en ud af flere tekniske ændringer, der skal gøre det lettere for interoperabelt rullende materiel at cirkulere frit.

3.2.11

Man har desuden indført en ny kategori af aktører, nemlig »ihændehavere« af godsvogne.

3.2.12

Certificeringen af rullende materiel er organiseret på en sådan måde, at det samme materiel vil blive vurderet af forskellige organer, afhængigt af de forskellige tekniske aspekter.

3.2.13

De aspekter, der er omfattet af TSI'er, vil blive certificeret af et hvilket som helst nationalt certificeringsorgan.

3.2.14

Andre nationale aspekter vil blive kontrolleret af det nationale certificeringsorgan, som det pågældende net henhører under. Det nationale certificeringsorgan tager højde for fællesskabscertifikater, kontrollerer særlige nationale certifikater og udsteder sikkerhedsdokumentet. Det nationale certificeringsorgan kan afvise ansøgninger om certificering og har således ansvaret for at sikre overensstemmelse mellem alle de certificerede elementer.

3.2.15

Det europæiske jernbaneagentur fungerer som en uafhængig appelinstans i slutningen af ansøgningsprocessen.

3.2.16

Udvalget har ikke andre bemærkninger end de generelle bemærkninger, som fremsættes ovenfor (under afsnittet om interoperabilitet og det europæiske jernbaneagentur).

4.1.1

Art. 8 a): Agenturet har til opgave dels at udarbejde og opdatere et dokument, der giver mulighed for — for hvert enkelt parameter — at sammenligne de nationale forskrifter og fastslå, hvordan de svarer til hinanden (punkt 2), dels at udarbejde tekniske udtalelser om

Agenturets arbejde ville være mere effektivt, hvis disse udtalelser var bindende, og de berørte parter, dvs. infrastrukturforvalterne, jernbanevirksomhederne og ihændehaverne af godsvogne, også havde mulighed for at anmode om udtalelser.

4.1.2

Art. 15: Agenturets ansvarsområde bør udvides til at omfatte alle fornyelses-, opgraderings- og nyanlægsprojekter vedrørende infrastrukturdele, der er underlagt aktuelle eller fremtidige TSI'er.

4.1.3

Art. 16 a): Agenturet bør udstyres med et sæt vurderingsparametre, således at det kan vælge mellem et system for »frivillig eller obligatorisk« certificering på basis af:

Man bør fremhæve eventuelle konsekvenser af certificeringssystemet for jernbanevirksomheder, der er ihændehavere af godsvogne.

4.1.4

Art. 18: Det skal understreges, at agenturet ved udarbejdelsen af formularer til ansøgning om certificering tilstræber at begrænse specifikationer, som ikke er medtaget i de fælles afsnit, til et minimum.

4.1.5

Art. 21 b): Agenturets kompetencer synes at være i overensstemmelse med dets mål. Der tages ikke hensyn til subsidiaritetsprincippet.

4.2.1

Art. 1: I de tilfælde, hvor der er planer om at udvide TSI'er til Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde, bør der samtidig indføres bestemmelser om anerkendelse af nationale certificeringsorganer.

4.2.2

Art. 6: Den frihed, som agenturet har med hensyn til bestemmelserne om sprog i forbindelse med offentliggørelse af tekniske bilag for TSI'er, går ikke i retning af let, fælles adgang til Fællesskabslovgivningen om interoperabilitet.

4.2.3

Art. 7: Begrebet »undtagelse« er meget bredt, navnlig hvad angår de finansielle betragtninger, eftersom der ikke nødvendigvis skal tages høje for virkningerne af EU-finansiering på analyser af økonomisk gennemførlighed. Det ville være bedre, om undtagelsessystemet fandt anvendelse på hele TSI-systemet, set i forhold til det pågældende projekt, og ikke kun på individuelle TSI'er.

27.10.2007   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 256/44

1.1

EØSU glæder sig over, at Kommissionen har fremsat et forslag til direktiv om indlandstransport af farligt godt, hvis strategiske mål er at harmonisere EU-retten på området. Dette skal føre til en forbedring af sikkerhedsforholdene i forbindelse med indlandstransport af sådanne varer.

1.2

Direktivforslaget ajourfører fire eksisterende direktiver og fire kommissionsbeslutninger, som vedrører transport af farligt gods, samler dem i en enkelt retsakt og udvider samtidig anvendelsesområdet for disse EU-regler, der oprindeligt kun omfattede vej- og jernbanetransport, til også at omfatte transport ad indre vandveje.

1.3

Udvalget deler Kommissionens synspunkt om, at det er vanskeligt at påstå, at man vil etablere de sikrest mulige betingelser for transport af farligt gods, hvis man ikke også vedtager en fælles EU-lovgivning, der omfatter alle indlandstransportformer (vej, jernbane, indre vandveje).

1.4

EØSU er enig med Kommissionen i, at man ved at harmonisere de gældende regler for vej- og jernbanetransport af farligt gods uden dog væsentligt at ændre de eksisterende regler og ved at udvide EU-reglernes anvendelsesområde til også at omfatte transport ad indre vandveje når frem til en markant forenkling af de administrative regler og procedurer såvel for de offentlige myndigheder som for de private aktører.

1.5

Dette at vedtage en enkelt retsakt, der dækker tre indenlandske transportformer og forudse muligheden for, at bilagene til direktivet blot henviser til internationale konventioner og aftaler om transport af farligt gods, i stedet for at gentage dem i deres fulde ordlyd, som det er tilfældet i dag, vil føre til en væsentlig mindskelse af den gældende fællesskabslovgivnings omfang.

1.6

Udvalget finder, at den juridiske form, der er foreslået i forbindelse med vedtagelsen af de nye regler, nemlig et direktiv, er en god løsning. I lyset af den brede vifte af undtagelser og afvigelser for medlemsstaterne på dette område appellerer EØSU dog om, at de alle samarbejder tættest muligt med Kommissionen på området, så man sikrer sig en effektiv harmonisering af lovgivningen.

1.7

Udvalget understreger i betragtning af de meget detaljerede bestemmelser i tekstudkastet, der vedrører tekniske specifikationer på området transport af farligt gods, samt typerne af farligt gods, at det kun kan forholde sig til de mere generelle aspekter af forslaget.

1.8

Udvalget udtrykker tilfredshed med, at indholdet i forslaget ifølge oplysninger fra Kommissionen er kraftigt påvirket af de holdninger, der gør sig gældende i medlemsstaterne og hos interessenter, f.eks. de erhvervsforbund, der repræsenterer virksomheder, der opererer inden for transport af farligt gods, og som i løbet af høringsprocessen mest muligt har søgt at nå frem til en fælles position.

1.9

Udvalget glæder sig over, at Kommissionen fortsat skal bistås af et særligt forskriftsudvalg med ansvar for spørgsmål vedrørende transport af farligt gods, som vil stå til rådighed i forbindelse med komitologiprocedurerne.

1.10

Det er derudover tilfreds med, at erhvervsforbundene har kunnet gøre deres synspunkter gældende under hele forløbet med udformningen af forslaget takket være deres mulighed for at deltage i møderne i forskriftsudvalget, og glæder sig også over, at EFTA-landene tillige er blevet hørt og Europa-Parlamentet kontinuerligt holdt underrettet.

1.11

EØSU sætter pris på, at Centralkommissionen for Sejlads på Rhinen også er blevet hørt, da 80 % af transporten af den type gods i Europa er koncentreret på Rhinen.

1.12

Udvalget noterer sig ligeledes Kommissionens forklaring om, at eksterne konsulenter i 2004-2005 evaluerede dette politikområde under overskriften Fællesskabets politik for transport af farligt gods siden 1994, og at denne fremgangsmåde bekræftede relevansen af tilgangen i forslaget, og desuden, at et stort flertal af de adspurgte personer inden for rammerne af de offentlige høringer udtalte sig for de af Kommissionen foreslåede foranstaltninger.

1.13

I forbindelse med spørgsmålet om overførsel til medlemsstaterne af den byrde, der hidtil har været varetaget af Fællesskabet bestående i at oversætte og offentliggøre de tekniske bilag til direktivet, når det er nødvendigt, slår udvalget kraftigt til lyd for, at Kommissionen yder finansiel støtte til udførelsen af disse oversættelser på nationalt niveau.

1.14

I lyset af ovenstående overvejelser er udvalget overbevist om, at det er nyttigt at støtte Kommissionens forslag, som er udarbejdet af eksperter på højt niveau fra forskellige medlemsstater inden for indlandstransport af farligt gods.

1.15

Udvalget vil dog henlede opmærksomheden på en række punkter, der efter dets mening, fortsat bør præciseres eller belyses. Disse punkter drejer sig om den manglende definition af selve udtrykket »farligt gods«, således som det skal forstås i direktivet. Et andet punkt er den ret, medlemsstaterne har til at forbyde transport af farligt gods på deres territorium udelukkende af andre grunde end sikkerheden ved den pågældende transport, samt den totale mangel på oplysninger i bilag III.2 og III.3.

Udvalgets bemærkninger til disse spørgsmål findes i afsnittet »Særlige bemærkninger«.

2.1

Indlandstransport af farligt gods (kemiske produkter, rengøringsmidler, benzin, sprængstoffer, patroner til våben af lille kaliber, spraydåser, radioaktive stoffer, pesticider osv.) indebærer en markant ulykkesrisiko. Denne konstatering gælder samtlige transportformer, hvad enten det foregår ad vej, pr. bane eller ad vandveje. Den form for transport indebærer sundheds- og livsfare for de personer, der deltager i transporten, men også for mange mennesker i byerne og på landet.

2.2

Der er allerede iværksat aktioner for at sørge for, at betingelserne for den form for godstransport bliver så sikre som muligt. For tiden reguleres den internationale transport af farligt gods af de konventioner og aftaler, der er indgået på basis af anbefalinger fra FN. For at garantere sikkerheden i forbindelse med transport af farligt gods, samtidig med at man sikrer den frie bevægelighed og intermodaliteten i de internationale transporttjenester, har FN udarbejdet og ajourført et dokument indeholdende Recommendations on the Transport of Dangerous Goods (anbefalinger for transport af farligt gods), der fremsættes som »modelbestemmelser«.

2.3

Når det er vigtigt at regulere transporten af farligt gods, er det ikke blot på grund af de særlige karakteristika ved denne type gods, men ligeledes på grund af den godsmængde, der transporteres. Den samlede mængde af farligt gods, der transporteres i EU, udgør allerede 110 mia. ton-km om året, hvilket udgør omkring 8 % af varetransporten i EU. 58 % af transporten foregår ad vej, 25 % med jernbane og 17 % på indre vandveje, og med undtagelse af jernbanetransport er tendensen stigende.

2.4

I Europa er bestemmelserne i de internationale aftaler i den indenlandske transportsektor iværksat ved hjælp af tre instrumenter:

2.5

EU's lovgivning om indlandstransport af farligt gods gælder imidlertid kun for vej- og jernbanetrafikken. For disse to transportformer garanterer de gældende bestemmelser allerede et højt sikkerhedsniveau, fri udveksling af transportydelser og fri bevægelighed for transportmidlerne på EU's territorium. EU-retten, der regulerer dette område, omfatter fire retsakter. Det drejer sig om:

2.6

Derimod findes der ingen EU-regler, der regulerer transport af farligt gods ad indre vandveje. Angående transport af farligt gods ad indre vandveje findes der ganske vist to sæt regler for trafikken på Rhinen (ADN-R) og Donau (ADN-D), men der er tale om regionale regelsæt. Hertil kommer de nationale bestemmelser om indenlandsk transport. Manglen på regler på dette område skyldes navnlig den manglende undertegnelse af ADN. Europa-Parlamentets og Rådets forslag til direktiv, som Kommissionen forelagde i 1997, om tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om bådtransport af farligt gods på indre vandveje blev aldrig vedtaget og blev trukket tilbage i 2004.

2.7

Ikke desto mindre er aftalen om transport ad indre vandveje nu ved at blive ratificeret, og den forventes at træde i kraft senest i 2009. På den baggrund mener udvalget ligesom Kommissionen, at det er logisk at inkorporere bådtransport i fællesskabsretten, om ikke andet så i harmoniseringsøjemed. Disse forhold giver ligeledes anledning til at ajourføre og harmonisere de gældende lovbestemmelser. Det ville i øvrigt være uhensigtsmæssigt, at der opstod to forskellige reguleringsordninger, én for international transport og én for national transport. En anden begrundelse for ændringerne beror på EU's temmelig komplekse lovgivning, der i dag regulerer transporten af farligt gods. Der er visse inkonsekvenser i retsakterne vedrørende denne eller hin transportform, og visse af bestemmelserne heri er allerede forældede, eller bliver det snart. F.eks. må man i dag anse to direktiver for overflødige, da deres bestemmelser er indarbejdet i ADR, RID og ADN. Der melder sig ligeledes et teknisk spørgsmål knyttet til den nuværende struktur af de eksisterende direktiver. Hvert andet år skal deres omfangsrige bilag ifølge direktiverne oversættes i deres fulde længde efter hver revision af internationale konventioner og aftaler. Gennemførelsen af den opgave har vist sig at være uhyre vanskelig og bekostelig.

2.8

Ifølge oplysninger fra Kommissionen vil de ovenfor nævnte problemer ikke forsvinde, men risikerer at forværres, hvis der ikke gøres noget på området. Efter al sandsynlighed vil de regler, der allerede nu er indviklede, blive endnu mere komplicerede ved hver ændring af de internationale konventioner og aftaler, forældede bestemmelser opretholdes til forvirring for brugerne og de ufravigelige bestemmelser risikerer at blive overtrådt mere og mere. I stedet for at blive mere brugervenlige risikerer EU's reguleringer at blive fuldstændigt uigennemskuelige. I forbindelse med øget anvendelse af multimodale løsninger risikerer de forskellige regler for hver transportform at skærpe de konkrete problemer, der dagligt melder sig på transportområdet, og unødigt øge de dermed forbundne omkostninger. Tillige vil bådtransportsektoren blive hæmmet i sin udvikling, hvis den skal reguleres af forskellige regler, alt efter om den pågældende transport er international eller national, hvorimod den i modsatte tilfælde i en lang række tilfælde ifølge statistiske oplysninger ville være den foretrukne transportform.

2.9

Derfor foreslås det at vedtage et nyt direktiv, som ajourfører de fire direktiver og de fire kommissionsbeslutninger vedrørende transport af farligt gods ad vej og pr. bane og samle dem i en enkelt retsakt, så de tre indlandstransportformer samlet reguleres af en enkelt retsakt, og bådtransporten indbefattes i fællesskabsreglernes anvendelsesområde.

2.10

Det nye direktiv skal føre til ophævelsen af direktiv 94/55/EF og 96/49/EF, som ændret, om transport af farligt gods, af direktiv 96/35/EF og 2000/18/EF om sikkerhedsrådgivere for farligt gods, og af Kommissionens beslutning 2005/263/EF og 2005/180/EF, som ændret, med tilladelse til visse nationale fravigelser fra direktiv 94/55/EF og 96/49/EF. Her bør det tilføjes, at bestemmelserne i direktiv 96/35/EF og 2000/18/EF for tiden er indskrevet i bilagene til direktiv 94/55/EF og 96/49/EF, hvilket gør dem overflødige for så vidt angår vej- og jernbanetransport.

2.11

Forslaget inkorporerer de eksisterende regler for international transport i fællesskabsretten og udvider anvendelsen af de internationale regler til også at gælde for national transport. Det medfører således en markant forenkling af fællesskabsretten inden for transport af farligt gods, samtidig med at det udvider anvendelsesområdet.

2.12

Forslaget sigter ligeledes på at flytte den byrde, Fællesskabet, dvs. Kommissionen, hidtil har båret, over på medlemsstaterne, nemlig forpligtelsen til at oversætte og offentliggøre de tekniske bilag til direktivet. En af de vigtigste grunde er, at oversættelserne udført på EU-plan ikke altid var af særlig god kvalitet og at medlemsstater reelt var tvunget til at få udarbejdet deres egne oversættelser eller eventuelt foretage rettelser i dem. Bilagene ajourføres hvert andet år. Med dette for øje skal Kommissionen således yde finansiel støtte til udarbejdelsen af oversættelser på nationalt niveau. Kommissionen er dog overbevist om, at støtten til medlemsstaterne i høj grad vil blive opvejet af besparelserne på Fællesskabets udgifter til oversættelse og offentliggørelse.

2.13

Forslaget sigter på at oprette en ordning, ifølge hvilken bilagene til direktivet kun skal henvise til de internationale konventioner og aftaler om transport af farligt gods, i stedet for at gengive disses fulde tekst, hvilket sker for tiden. Det forudses, at den foranstaltning vil reducere den gældende EU-ret med 2 000 sider.

2.14

Forenklingen af fællesskabsretten burde kunne lette dens omsætning til national ret. Hvis reglerne vedrørende transport af farligt gods harmoniseres, vil arbejdet for de myndigheder, der er ansvarlige for at gennemføre dem, blive lettet og vil blive mere effektivt, navnlig hvad angår udarbejdelsen af rapporter.

2.15

Forenklede og harmoniserede regler vil lette de administrative procedurer for samtlige parter, der deltager i transporten af farligt gods, lige fra afsenderen til modtageren.

2.16

Med harmoniserede regler bliver det ligeledes lettere at udfærdige dokumenter vedrørende transaktioner og køretøjer, og uddannelsen af de berørte personer bliver også forenklet og det arbejde, sikkerhedsrådgiverne for farligt gods skal udføre, bliver lettere.

2.17

Forslaget findes på Kommissionens rullende program for ajourføring og forenkling af EU-retten samt i dens lovgivnings- og arbejdsprogram.

3.1

For det første definerer forslaget med titlen »Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om indlandstransport af farligt gods« i det afsnit, der er helliget definitioner, hvilken betydning, der i det pågældende direktiv gives til forskellige termer eller udtryk (f.eks. ADR, RID, ADN, køretøj, vogn, båd). Derimod findes der ikke nogen oplysninger om, hvordan man skal forstå selve begrebet »farligt gods«. Sagen er ubestrideligt vanskelig, da der eksisterer en lang række varetyper, og listen bliver længere og længere i takt med det tekniske fremskridt. Udvalget mener ikke desto mindre, at teksten bør indeholde indikationer om, hvordan man i dette direktiv skal forstå begrebet »farligt gods«.

3.2

For det andet giver direktivforslaget medlemsstaterne ret til af årsager, der udelukkende er begrundet i andre hensyn end sikkerheden at regulere eller forbyde transport af farligt gods på deres territorium. Selv om EØSU forstår, hvad der ligger til grund for at give medlemsstaterne ret til at regulere og forbyde transporten, forstår det ikke, hvad begrundelsen er for, at forslaget giver dem ret til at handle »kun hvis det er begrundet i andre hensyn end sikkerheden under transport«. Det mener i forbindelse med det foreliggende forslag, hvis sigte er at styrke sikkerheden i forbindelse med transport af farligt gods, at den foreslåede formulering indebærer, at en medlemsstat ikke kan forbyde transport af farligt gods på sit territorium af grunde, der netop er knyttet til sikkerheden af den pågældende transport, og derfor forekommer denne position ulogisk. Derudover ser udvalget ikke klart, hvorledes man kan sikre samordningen mellem disse forbud i forbindelse med grænseoverskridende transport, i tilfælde af, at medlemsstaterne vedtager forskellige typer forbud.

3.3

For det tredje indeholder punkt III.2 og III.3 i det tredje bilag (transport ad indre vandveje) ikke nogen oplysninger om yderligere overgangsbestemmelser og de supplerende nationale bestemmelser, der er forudset. Derfor beder EØSU om, at det præciseres, om der reelt ikke er forudset sådanne foranstaltninger, eller om de blot er under udarbejdelse.

27.10.2007   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 256/47

1.1

Galileo er et flagskib i den europæiske rumpolitik. Projektets størrelse og strategiske karakter har ført til et samarbejde mellem Den Europæiske Rumfartsorganisation (ESA) og Den Europæiske Union. Kombinationen af en mellemstatslig tilgang og en EU-tilgang skulle kunne sikre projektets succes. I samme samarbejdsånd skal projektet gennemføres som et offentlig-privat partnerskab.

1.2

Den første forsøgssatellit — en forløber for de 30 satellitter, der skal indgå i konstellationen — blev sendt i kredsløb i slutningen af 2005. Projektet skrider planmæssigt frem, men ikke uden problemer og forsinkelser.

1.3

Galileo vil blive et globalt navigationssatellitsystem, som vil tilbyde et sæt lokaliserings-, navigations- og tidsbestemmelsestjenester.

1.4

Med sine 30 satellitter og jordstationer vil Galileo kunne give brugerne i mange erhvervssektorer oplysninger om deres geografiske position. Det gælder for transportsektoren (lokalisering af køretøjer, skibe, fly, styringssystemer, kørselsvejledning osv.), retsvæsen, politi og told (grænsekontrol), offentlige arbejder (topografi, landmåling og geografiske informationssystemer), fritid (orientering på havet og i bjergene), sociale tjenester (f.eks. hjælp til handicappede eller ældre), offentlige sikkerhedstjenester samt redningsopgaver på det åbne hav eller i isolerede egne af kloden.

1.5

Ifølge visse prognoser vil det marked for produkter og tjenester, der er skabt af satellitnavigationsapplikationer, udgøre 400 mia. EUR i 2025.

1.6

I dag er forhandlingerne om koncessionsaftalen kommet ind i et dødvande, så dyb er uenigheden mellem partnerne om den økonomiske model for Galileo og om styringen af industrikonsortiet. Situationen er så alvorlig, at de ophobede forsinkelser og manglen på fremskridt i forhandlingerne udgør en risiko for selve projektet.

1.7

På baggrund af disse problemer bad Rådet (transport) i marts Kommissionen om gøre status over forhandlingerne om koncessionsaftalen og undersøge eventuelle alternative løsninger. I denne fastlåste situation opfordrer Kommissionen i sin meddelelse »Galileo at a cross-road« Rådet og Parlamentet til at tage den manglende succes i de nuværende forhandlinger om koncessionsaftalen til efterretning og beslutte at afslutte dem. Men samtidig beder Kommissionen dem om at bekræfte deres vilje til at tilpasse og videreføre Galileo-programmet. Kommissionen foreslår et alternativt scenario, hvor udviklingsfasen og etableringsfasen støttes og finansieres af de offentlige myndigheder, mens koncessionsaftalen kun skal gælde for driften. Den Europæiske Rumorganisation skal være projektleder og ordregiver på vegne af Den Europæiske Union.

2.1

Kommissionens grønbog indeholder dels en kortfattet beskrivelse af systemet og dets forudsigelige udvikling, dels en beskrivelse af de nye applikationer, der åbnes mulighed for. Den minder om, at der vil blive tilbudt fem tjenestetyper (den åbne tjeneste, den forretningsmæssige tjeneste, den livskritiske tjeneste, tjenesten til eftersøgnings- og redningsaktioner samt »den statsregulerede tjeneste« med begrænset adgang). Grønbogen omhandler ikke applikationerne af sidstnævnte tjeneste, da det er medlemsstaternes afgørelse, om de ønsker at bruge den eller ikke. Den enkelte medlemsstat konsulteres direkte om dette emne af Kommissionen, som samler svarene og udarbejder en sammenfatning af dem.

2.2

Kommissionen opregner følgende aktivitetstyper, der kommer eller kan komme i betragtning:

2.3

Den lange liste over mulige applikationer understreger deres store spændvidde og diversitet.

2.4

Grønbogen afsluttes som vanligt med en række spørgsmål til de interesserede parter. Det er ikke EØSU's opgave at besvare dem i detaljer, men snarere at fremhæve de særlig vigtige spørgsmål og rejse de spørgsmål, som burde være stillet, men ikke er blevet det.

2.5

Kommissionen foretager en analyse af de svar på grønbogen, den har modtaget fra de berørte parter. Svarene er ret få og ofte for generelle til at kunne bruges. Kommissionen vil derfor supplere med grundige høringer med henblik på offentliggørelse af en handlingsplan i oktober 2007. Ingen stor erhvervssektor har hidtil vist reel interesse for betalingstjenesterne. Det viser, hvor vanskeligt det er at være i konkurrence med en åben og gratis offentlig tjeneste, selvom denne ikke er garanteret. Det rejser spørgsmålet om det europæiske systems økonomiske og finansielle balance. Dets tjenester er af civil art og nyder ikke samme offentlige (in casu militære) støtte som det amerikanske GPS).

3.1

Spørgsmål 2 (1) om beskyttelse af privatlivets fred har særlig betydning. EØSU har allerede været meget opmærksom på det og forlangt, at princippet om privatlivets fred beskyttes effektivt. Det drejer sig om at finde en balance mellem retten til beskyttelse af privatlivet og de muligheder, teknikken åbner op for. Det skal dog understreges, at satellitlokaliserings/navigationssystemerne gør det muligt for brugerne at bestemme deres position, men at den kun kendes af dem selv og ikke af andre, medmindre brugeren beslutter at oplyse den, f.eks. via et telekommunikationsmiddel af GSM-typen (mobiltelefon). Eftersom systemerne kun fungerer den ene vej, kender operatøren af et navigationssystem, hvad enten det drejer sig om GPS, Galileo eller det russiske GLONASS, ikke brugerne og har ikke nogen mulighed for at få kendskab til, hvem der anvender navigationssignalerne, og slet ikke til deres geografiske position. Det er derfor på det niveau, hvor de enkelte applikationstjenester tilbydes brugerne, at spørgsmålet om beskyttelse af privatlivet skal undersøges. Mange af disse tjenester kræver faktisk, at brugerens øjeblikkelige position sendes til en server, som så kan kommunikere oplysningen til brugeren (f.eks. en trafikoplysning).

3.2

Spørgsmål 5 (2) om internationalt samarbejde rejser nogle spørgsmål. EU har indgået samarbejdsaftaler med Kina, Israel, Sydkorea, Marokko og Ukraine, og der planlægges andre aftaler med Indien, Brasilien, Argentina og Australien. Det er indlysende, at disse samarbejdsaftaler er ønskelige med henblik på at styrke Galileos internationale grundlag, især hvad angår standardisering, åbning af markeder, certificering og frekvenser samt intellektuelle ejendomsrettigheder, men det er nødvendigt at være på vagt over for visse partnere, hvis væsentligste bevæggrund er at erhverve sig den europæiske viden og knowhow for at vinde tid til udvikling af deres egen teknologi, som derefter vil blive en konkurrent til Galileo. Det står i dag helt klart, at dette var baggrunden for Kinas undertegnelse i 2003 af aftalen om samarbejde med Den Europæiske Union om Galileo. Det er for øvrigt overraskende at måtte konstatere, at hverken Norge eller Schweiz har en aftale med EU, der fastlægger rammen for deres samarbejde om Galileo, på trods af at disse lande finansierer programmets udviklings- og valideringsfase gennem deres deltagelse via Den Europæiske Rumorganisation. Spørgsmålet om deres eventuelle adgang til Galileos »statsregulerede tjeneste« er af denne grund ikke afklaret.

3.3

Hvorom alting er, omfatter de indgåede samarbejdsaftaler generelt ikke den statsregulerede tjeneste med begrænset adgang. Hertil kommer, at tempoet i forhandlingerne om internationalt samarbejde er dalet, da man har prioriteret den faktiske gennemførelse af det europæiske satellitnavigationssystem højest, hvilket er symptomatisk for de problemer, man er løbet ind i.

3.4

Spørgsmål 6 og 7 (3) om standarder og certificering fremlægger problemet med certificering af udstyr og af selve systemet samt navigationsterminalerne om bord. Dette spørgsmål er særlig følsomt for lufttransport og jernbanetransport, to sektorer, hvor sikkerheds- og signaludstyr er underlagt en streng certificeringsprocedure, der er anerkendt på internationalt plan. Certificering af Galileo-systemet selv giver kun mening, hvis man tager et bestemt applikationsområde ad gangen, f.eks. civil luftfart, som fastlægger standarder og de certificeringsprocedurer, der skal anvendes. Certificeringen af terminaler og udstyr om bord på mobile maskiner, som anvender Galileos tjenester, omfatter meget mere end lokaliseringsterminalen, nemlig også alt det andet udstyr, som udnytter lokaliseringsinformationen og til sidst sender den samlede information til piloten eller luftfartøjschefen. Der skal så anvendes den sædvanlige certificeringsprocedure for den pågældende applikation. Det vil sige, at spørgsmålet skal løses for hver enkelt applikation for sig.

3.5

Sagens andet aspekt, ansvaret, skitseres kun, selvom det har væsentlig betydning. Det må erkendes, at det er særdeles kompliceret. Man bør se på de relativt simple spørgsmål om kontraktligt ansvar, men også på spørgsmålet om ansvar uden for kontraktforhold, der er meget vanskeligere at håndtere. Desuden må man tage med i betragtning, at ansvarsniveauet kan variere afhængigt af den tjeneste man befinder sig i — den åbne, den forretningsmæssige eller den statsregulerede tjeneste. Kommissionen overvejer en ordning, der ligger tæt på ordningen i den civile luftfart, nemlig dækning op til at fastsat beløb via forsikringer og derefter via de offentlige myndigheder. Det afgørende spørgsmål er i dette tilfælde, hvor man sætter tærskelen, der udløser det offentliges dækning af risikoen. Den tærskel, der i dag forudses, er høj, omkring 1 mia. EUR.

3.6

Op til hvilket niveau garanterer signalleverandøren for ydelsen? Det er et særligt presserende spørgsmål for lufttransport, jernbanetransport og søtransport.

3.7

Hvem skulle f.eks. have ansvaret og i hvilket størrelsesforhold, hvis et signals dårlige kvalitet blev årsag til en flykatastrofe eller et skibbrud, der måske ville medføre olieudslip? Man må her skelne mellem kontraktligt ansvar og ansvar uden for kontraktforhold.

3.8

Skal Galileo-systemets operatør bære hele ansvaret eller dele det med staterne? Og hvilke stater? Opsendelsesstaten, Den Europæiske Union eller de stater, der deltager i Galileo-projektet? Disse spørgsmål fortjener at blive taget op og behandlet, så de forretningsmæssige applikationer af Galileo kan udvikles inden for en tilfredsstillende og sikker ramme.

3.9

Der eksisterer fortilfælde — f.eks. Ariane. Risikoen for skader på en tredjepart som følge af en opsendelse dækkes af Arianespace for op til 100 mio. EUR og derefter af den franske stat, hvis beløbet er højere. Der findes lignende former for risikodeling mellem kommercielle operatører og staterne inden for civil luftfart, som måske kunne anvendes på Galileo. Vanskeligheden ligger imidlertid i at blive enige om den rette ansvarsfordeling mellem det offentlige og operatøren, især når det drejer sig om en ny tjeneste.

3.10

Et lignende system for Galileo-programmet indebærer naturligvis, at det klart skal lægges fast, hvilken offentlig myndighed der skal dele ansvaret med Galileo-operatøren.

3.11

Spørgsmål 9 (4) om intellektuel ejendomsret er vigtigt. Selvom det er offentlige institutioner, der finansierer grundforskningen, er det vigtigt, at de virksomheder, herunder SMV'er, som udvikler og gennemfører applikationerne, får den intellektuelle ejendomsret til dem.

3.12

Endelig må man stille sig spørgsmålet om det militære aspekt af Galileo. I modsætning til GPS, som er et militært system, der er åbnet for borgerne uden begrænsninger, er Galileo et civilt system. Som det er tilfældet med det civile GPS-signal, er det intet til hinder for, at et lands væbnede styrker anvender Galileos åbne tjeneste til militære formål, hvorimod anvendelsen af den statsregulerede tjeneste, som netop EU's medlemsstater regulerer adgangen til, har den fordel, at den er mere robust over for forstyrrelser, og at den er uafhængig i forhold til de øvrige Galileo-tjenester (der anvendes ikke de samme frekvensbånd).

3.13

Der skal ikke her rejses en debat om de forskellige former for militær anvendelse af Galileos statsregulerede tjeneste. Det ville gå langt ud over denne udtalelses rammer, og grønbogen tager heller ikke denne debat op. Men det er en kendsgerning, at Galileos økonomiske balance er delvis afhængig af denne tjeneste. I den nye udgave af Galileo-projektet, som Kommissionen foreslår, er der ingen tvivl om, at dette punkt stadig vil blive drøftet. Kommissionen erkender i sin meddelelse — uden at så tvivl om systemets civile karakter — at militære brugere kan skabe betydelige indtægter.

4.1

Grønbogen om satellitnavigationsapplikationer beskriver mange aktivitetsområder, der berøres af satellitnavigation. Den bør suppleres med meget vigtige spørgsmål som intellektuel ejendomsret til metoder, der kan åbne for nye anvendelsesområder, certificering og en ansvarsordning.

4.2

Spørgsmålet om EU-medlemsstaternes statslige eller militære anvendelse af Galileo, som behandles i en direkte dialog mellem Kommissionen og medlemsstaterne og mellem medlemsstaterne indbyrdes i Galileos »security board«, er vigtigt, for så vidt som det har væsentlig indflydelse på den økonomiske model for Galileo. Der kan ikke være tvivl om, at dette spørgsmål skal tages op på ny, især da det offentlige bidrag vil blive væsentligt øget på grund af den første offentlig-private partnerskabsordnings fiasko.

4.3

Det er meget nyttigt og interessant at drøfte satellitnavigationens applikationer, men man må være sikker på, at konstellationen virkelig bliver gennemført. De nye forslag fra Kommissionen er en sidste chance for Galileo-projektet. EØSU er helt klar over den finansielle indsats, forslagene vil kræve af medlemsstaterne, men en opgivelse af Galileo-programmet i en periode, hvor EU møder en vis skepsis fra befolkningen i Europa, en form for modvilje, som blev afsløret under debatten om udkastet til forfatningstraktat, ville få en katastrofal effekt i og uden for Europa. En sådan fiasko ville vise verden, at Den Europæiske Union ikke kan mobiliseres omkring et storstilet videnskabeligt, teknisk og økonomisk projekt. Det er af afgørende betydning at fuldføre Galileo-projektet og dermed bevise, at EU har evnen til at komme videre og er i stand til at gennemføre store fremtidsorienterede projekter.

4.4

Det er en realitet, at Galileo-projektet af disse grunde gennemgår en vanskelig periode. EØSU kan kun bekræfte, at en fiasko for dette projekt, som er et flagskib for EU, ville være stærkt medvirkende til borgernes tab af tillid til EU-samarbejdet, og at der bør gøres alt for at undgå det.

27.10.2007   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 256/51

1.1

I 2004 foreslog EØSU i sin udtalelse om »atomkraftens betydning for el-produktionen« at gøre »en indsats for at oplyse om atomkraftindustriens betydning i praksis: forsyningssikkerhed, ingen CO2 udslip, konkurrencedygtige priser, sikkerhed og håndtering af brugte brændselselementer, således at det organiserede civilsamfund kan få mulighed for at foretage en kritisk analyse af debatten om disse spørgsmål«. Det nye vejledende kerneenergiprogram indeholder information af denne art. EØSU er i store træk enig i analysen og beskrivelsen i Kommissionens dokument. De fleste af kernekraftens vigtigste aspekter behandles og beskrives efter udvalgets mening korrekt. Udvalget gør dog opmærksom på yderligere aspekter af kernekraften, som også bør tages i betragtning.

1.2

Med en andel på 31 % af elproduktionen og 15 % af det samlede forbrug af primærenergi i EU i 2004 er kernekraft en afgørende faktor på energimarkedet. Kernekraft opfylder til fulde målsætningerne for EU's energipolitik. Omkostningerne ved kernekraft er i dag klart konkurrencedygtige. Den ydre afhængighed er begrænset, og adgangen til brændstoffer er diversificeret og sikker. Kravene til sikkerhed og forsyning er således opfyldt. Kernekraft er i øjeblikket den vigtigste kilde til stort set kuldioxid-fri (CO2-fri) energi i Europa.

1.3

Tager man udgangspunkt i Det Europæiske Råds beslutning om målsætninger for drivhusgasser i 2020 og frem, står det klart, at al ekstrakapacitet til kulstoffattig el-produktion (fornyelige energikilder, kernekraft eller »rent kul«) skal afløse energiproduktionkapacitet, der skaber CO2-emissioner, og således bidrage til den samlede produktion af kulstoffattig elektricitet. I praksis betyder dette, at hvis ikke kernekraftens nuværende andel opretholdes indtil helt nye, rene energiløsninger bliver tilgængelige, kan målsætningerne for klimaet og energipolitikken ikke opfyldes.

1.4

EØSU understreger, at EU har et permanent ansvar for at udvikle den mest avancerede ramme for kernekraft i de medlemsstater, der vælger at anvende kernekraft, i overensstemmelse med de højeste standarder for sikkerhed og ikke-spredning, som foreskrevet i Euratom-traktaten.

1.5

Den vigtigste opgave består i at løse problemet med radioaktivt affald, navnlig endelig bortskaffelse af brugt nukleart brændsel, hvor teknologien findes, men de politiske beslutninger mangler. Udvalget deler også Kommissionens mening på andre områder, som stadig kræver opmærksomhed på EU-niveau: nuklear sikkerhed og strålingsbeskyttelse, hvor Europa har kunnet fremvise meget fine resultater, samt en sikker langsigtet finansiering af nedlukning.

1.6

EØSU henleder opmærksomheden på yderligere aspekter af kernekraften, som ikke er behandlet i udkastet til vejledende kerneenergiprogram. Disse aspekter er terrortruslen og i visse kernekraftværker spørgsmålet om adgang til tilstrækkelige mængder kølevand.

1.7

En anden bekymring for de medlemsstater, der fortsat vil satse på kerneenergi, kan være sektorens tiltrækningskraft som arbejdsplads eller forskningsobjekt. EØSU er enig med Kommissionen i, at ekspertise inden for strålingsbeskyttelse og nuklear teknologi er fundamental for EU, og at man derfor skal sørge for uddannelse, efteruddannelse og forskning på disse områder.

1.8

Endelig understreger EØSU den enkelte medlemsstats ret til at sammensætte sit eget energimix, herunder brug af kernekraft, som anført i det vejledende kerneenergiprogram.

2.1

I henhold til Euratom-traktatens artikel 40 »offentliggør Kommissionen regelmæssigt programmer af vejledende karakter, især vedrørende målsætning for fremstilling af kerneenergi, og de investeringer af enhver art, som deres gennemførelse indebærer. Kommissionen indhenter udtalelse fra Det Økonomiske og Sociale Udvalg om disse programmer, inden de offentliggøres.« Der er siden 1958 offentliggjort fire sådanne vejledende programmer og et ajourført program, sidste gang i 1997.

2.2

Det her behandlede vejledende kerneenergiprogram blev offentliggjort af Kommissionen i forbindelse med energi- og klimapakken »En energipolitik for Europa« den 10. januar 2007. Den endelige udgave vil blive udarbejdet og offentliggjort, så snart Kommissionen har modtaget udtalelsen fra EØSU.

2.3

De andre dele af pakken omfatter først og fremmest et forslag om at sætte som målsætning for klimaforandringerne at reducere drivhusgasserne med 30 % i industrilandene inden 2020 (i forhold til 1990-niveau) — under alle omstændigheder med 20 % i EU. Pakken behandler også det indre marked for el og gas, sammenkædning af el- og gasnet og forslag om at fremme bæredygtig elproduktion fra fossile brændstoffer: en køreplan for fremme af fornyelige energikilder, herunder et bindende mål om, at fornyelige energikilder skal levere 20 % af EU's samlede energimix senest i 2020, energibesparelser svarende til en 20 % effektivitetsforøgelse inden 2020 og en fremtidig europæisk strategisk energiteknologiplatform. Det Europæiske Råd gav sin støtte til disse målsætninger og pakkens vigtigste politikker den 9. marts 2007.

2.4

EØSU har udarbejdet udtalelser om alle tidligere vejledende kerneenergiprogrammer, sådan som traktaten kræver. Udvalget har desuden behandlet kernekraft i adskillige andre udtalelser, senest navnlig i initiativudtalelsen fra 2004 om kernekraftens rolle, i hvis konklusioner EØSU skriver: »at atomenergi bør være et af elementerne i en diversificeret, afbalanceret, økonomisk og bæredygtig energipolitik i EU. I betragtning af de problemer, der er forbundet med atomenergi, vil det ikke være en god ide at satse udelukkende på atomenergi, men omvendt mener EØSU, at man ved at forkaste atomkraft delvis eller helt vil ødelægge EU's muligheder for at overholde sine forpligtelser på klimaområdet.«

3.1

Kommissionens dokument ser på investeringerne i kernekraft i løbet af de sidste 10 år, beskriver økonomien i kerneenergiproduktionen, denne energiforms andel af det samlede energimix og betingelserne for energiformens accept i befolkningen. Dokumentets indhold beskrives nærmere i det følgende.

3.2

Det er op til den enkelte medlemsstat at beslutte, om den vil anvende kernekraft til produktionen af el. Finland og Frankrig har for nylig besluttet at satse yderligere på kernekraft. I Nederlandene, Polen, Sverige, Tjekkiet, Litauen, Estland, Letland, Slovakiet, Storbritannien, Bulgarien og Rumænien er kernekraftpolitikken igen til debat. Tyskland, Spanien og Belgien viderefører indtil videre trods en fortsat debat deres udfasningspolitik på kernekraftområdet. 12 ud af de 27 medlemsstater har givet helt afkald på kernekraft.

3.3

Med 152 reaktorer i EU-27 leverer kernekraft i dag 30 % af Europas elektricitet, men hvis den afviklingspolitik, som er planlagt i flere EU-medlemsstater, fortsætter, vil energiformens andel blive væsentligt formindsket. Hvis man skal kunne imødekomme den forventede efterspørgsel på energi og ønsker at reducere Europas afhængighed af import udefra, må der træffes beslutning om nye investeringer samt længere levetid for visse anlæg.

3.4

Ifølge Kommissionen vil en styrkelse af kernekraften medvirke til en reduktion af CO2-emissionerne og være en vigtig faktor i indsatsen mod de globale klimaforandringer. Kernekraft er i alt væsentligt fri for CO2-emissioner og udgør en del af Kommissionens scenarie for begrænsning af kulstofemissionerne, herunder målsætningen om at reducere CO2-emissioner. Dette kunne også være et vigtigt parameter, når fremtidige handelsordninger for emissioner skal diskuteres.

3.5

Den vigtigste faktor for udsigten til vækst i kernekraften er økonomien. Et kernekraftværk kræver en startinvestering på 2-3,5 mia. EUR. Elektricitet produceret med kernekraft indebærer højere anlæggelsesomkostninger end produktion med fossile brændstoffer, men efter de første investeringer er driftsomkostningerne væsentligt lavere. Kommissionen skriver konkret følgende:

3.5.1

»De økonomiske risici, der er forbundet med et kernekraftværk, knytter sig til de store kapitalinvesteringer, der er nødvendige i starten, og kræver næsten fejlfri drift i de første 15-20 år af værkets levetid på 40-60 år, for at startinvesteringen kan tjene sig hjem. Af hensyn til nedlukning og affaldsforvaltning er det desuden nødvendigt at afsætte de nødvendige økonomiske ressourcer i 50-100 år efter, at reaktoren er taget ud af drift.«

3.5.2

»I EU27 (1) findes der i alt 152 kernereaktorer fordelt på 15 medlemsstater. Kernekraftværkerne er i gennemsnit næsten 25 år gamle (2). I Frankrig, der har det største antal (59) kernereaktorer, som tegner sig for næsten 80 % af dets elproduktion, og Litauen, der kun har ét kernekraftværk, som imidlertid tegner sig for 70 % af produktionen, ligger gennemsnitsalderen på ca. 20 år. De 23 britiske kernekraftværker er i gennemsnit næsten 30 år gamle, hvorimod gennemsnitsalderen for de 17 tyske værker, der stadig er i drift, ligger på 25 år.«

3.5.3

»Kernekraften har traditionelt været kendetegnet ved en kombination af højere anlægsomkostninger og lavere driftsomkostninger end energiproduktion baseret på fossilt brændsel, hvor kapitalomkostningerne er lavere, men brændselspriserne er højere og mindre stabile, og driftsomkostningerne derfor også er højere.«

3.6

El-produktion baseret på kernekraft er stort set forskånet for udsving i prisen på råstoffer, eftersom en beskeden mængde uran, som kommer fra overvejende stabile regioner i verden, kan holde en reaktor kørende i årtier. Med forholdsvis sikre og tilgængelige kendte uranressourcer til konkurrencedygtige priser vil det være muligt at dække kernekraftindustriens behov i yderligere mindst 85 år med det nuværende forbrug. Derfor er nye kernekraftværker en rentabel måde at producere grundlastelektricitet på i mange industrilande.

3.7

Kerneindustrien har foretaget betydelige investeringer siden 1997. Kommissionen erkender, at det er vigtigt at bevare en førerposition inden for kernekraft og støtter fortsat udvikling af en så avanceret ramme for kernekraft som muligt, der bl.a. skal omfatte ikke-spredning, affaldshåndtering og nedlukning. Siden undertegnelsen af Euratom-traktaten har nuklear sikkerhed og strålingsbeskyttelse af befolkningen hørt til Det Europæiske Fællesskabs vigtigste opgaver, som yderligere har vundet i betydning efter de to seneste udvidelser.

3.8

På EU-niveau handler det om at videreudvikle den mest avancerede ramme for kernekraft i de medlemsstater, der vælger at anvende kernekraft, i overensstemmelse med de højeste standarder for sikkerhed, sikkerhedskontrol og ikke-spredning, som foreskrevet i Euratom-traktaten. Dette bør også omfatte forvaltning af atomaffald og nedlukning af anlæg.

3.9

Kommissionen foreslår, at debatten om den fremtidige kurs især koncentreres om: