14.10.2005   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 255/1

1.1

Distrikter har især i de seneste 15 år været genstand for en del diskussioner på alle planer i alle de industrialiserede lande. Også udviklingslandene og partnerlandene omkring Middelhavet har forsøgt at efterligne erhvervsklyngerne, som har fundet fodfæste i mange europæiske lande, for at fremme udviklingen af deres erhvervsliv.

1.2

Desuden har undersøgelser af distrikterne vist, at de har en positiv indvirkning på beskæftigelsespolitikken, og at de har gjort det muligt at indkredse mange eksempler på god praksis (1) i forbindelse med virksomhedernes samfundsmæssige ansvar mange år inden Kommissionen udgav sin grønbog (2).

1.3

Imidlertid har de nye økonomiske og sociale fænomener og de nye vidennet ændret distrikternes traditionelle forbindelser og har ledt produktionssystemerne i retning af metadistrikter (3) og behovet for at etablere netværk mellem de enkelte økonomiske områder.

1.4

I et forsøg på at sammenfatte dette omfattende tema behandler nærværende initiativudtalelse følgende emner:

1.5

Formålet med denne initiativudtalelse om de nye europæiske netværk af intelligente distrikter (4) er:

1.6

EØSU har flere gange haft lejlighed til at understrege, hvilken forpligtelse Det Europæiske Råd påtog sig, da det som det centrale mål for Lissabon-strategien opstillede »at blive den mest konkurrencedygtige og dynamiske videnbaserede økonomi i verden«, en økonomi, der kan skabe en bæredygtig økonomisk vækst med flere og bedre job og større social samhørighed.

1.6.1

Vækststrategierne skal derfor nu mere end nogensinde være baseret på evnen til at skabe:

1.7

Mere end fire år efter søsættelsen af Lissabon-strategien kan enhver se, at de fremskridt, der er gjort for at nå de opstillede mål og gennemføre alle dele af den planlagte proces, er ret skuffende. Selv rapporten fra den gruppe på højt niveau, som blev ledet af Wim Kok, konkluderer, at »the disappointing delivery of the strategy has been due primarily to a lack of determined political action « og tilføjer desuden »the agenda has been overloaded, coordination has been poor and there has been conflicting priorities« (6).

1.8

På mødet i Det Europæiske Råd den 4.-5. november 2004 understregede formanden for Kommissionen, at Kok-rapporten »giver en realistisk, men alarmerende vurdering af de hidtidige fremskridt, og viser, at vi nu bør skride til handling for at indhente det forsømte« (7) Mere specifikt understregede han behovet for »i højere grad at målrette prioriteterne, holde øje med fremskridtene og påtage sig et større ansvar for at gennemføre dem« (8). EØSU har udtalt sig om det samme emne i en udtalelse, som blev vedtaget for nylig (9).

1.9

I forbindelse med ændringen af prioriteterne for Lissabon-strategien burde man efter EØSU's mening opfatte industridistrikterne og disses udvikling som en nøgle til at skabe ny viden og især bedre job. Dette vil kræve, at man trækker på de betydelige muligheder, der skabes i nettene, som kan skabe et bredt samspil mellem den kodificerede viden fra forskningen og den »tavse viden« (10), som er et gennemgående, rodfæstet træk ved produktions- og distributionssystemerne.

1.10

Fremhjælpning af initiativer på lokalt plan og evnen til at forbinde dem i netværk med henblik på at gennemføre Lissabon-strategien er afgørende for dels at kunne fremme oprettelsen og udviklingen af innovative virksomheder over hele EU, herunder specielt i de nye medlemslande, dels at forbedre disse virksomheders muligheder for at mødes og samarbejde i en stærkere økonomisk og social samhørighedsånd.

1.11

Det nye »åbne teknologiske distrikt« gør det muligt at skabe integration og netværk mellem aktører inden for et bestemt felt og aktører inden for andre felter.

1.12

På det konkrete plan er de europæiske netværk af åbne teknologiske distrikter således afgørende for at nå følgende mål:

1.13

I denne tid med stigende internationalisering af verdensøkonomien har udviklingen af et videnbaseret Europa vidtrækkende konsekvenser på såvel de nationale, regionale og lokale forhold såvel som på den internationale balance. Disse konsekvenser hænger sammen med den hurtige erhvervelse og anvendelse af nye teknologier, den internationale rekruttering af kvalificeret arbejdskraft og endelig muligheden for at tilrettelægge produktions- og distributionsprocessen decentralt og alligevel sikre, at den forbliver sammenhængende og fleksibel og har høje kvalitetsstandarder.

1.14

Fænomenerne globalisering og den næsten samtidige fremkomst og udvikling af netværksteknologier har medført kortsigtede, mellemsigtede og langsigtede ændringer i produktionsøkonomien og især i distrikternes økonomi.

1.15

De nuværende distrikter har allerede øget tendensen til at åbne op over for nye markeder og har støttet de seneste politiske ændringer, som bl.a. har ført til stadig hyppigere udflytning af fremstillingsaktiviteter, hvilket befordres af miljøforholdene i visse lande og lettes af den stigende informatisering.

1.16

I gennemsnit er 50 % af produktionen i distrikterne i EU-25 beregnet på udlandet. Distrikterne har således allerede en internationalt orienteret industristruktur og fokuserer i salgssammenhæng i stigende omfang på det internationale marked

1.17

Det er nødvendigt at gå fra internationalisering til globalisering:

1.18

Udvidelsen af de geografiske grænser, som er drevet af økonomiske fordele og muliggjort af teknologiske hjælpemidler, har svækket det lokale tilhørsforhold, som engang var karakteristisk for industridistriktet og grundlaget for dets styrke. Dette har ført til, at der er opstået ledende virksomheder, hvis referenceramme på såvel salgs- som leverandørsiden er ændret fra at være lokal til at være virtuel, og først og fremmest er baseret på strategier om økonomiske fordele.

1.19

De europæiske industridistrikter er for øjeblikket genstand for særlig opmærksomhed, fordi de er inde i en meget vanskelig fase. De skal nemlig klare to typer problemer:

1.20

Den nye konfigurering af konkurrencemodellerne på det globale marked kræver omfattende ændringer. De nye integrerede platforme og netværkene skal håndtere emner som forskning og innovation, design af nye produkter og produktionsprocesser, forvaltning af ny, bedre uddannet arbejdskraft og nye materialer, promovering og markedsføring, finans og kredit, logistik samt pleje af markeder og kundeservice.

1.21

På internationalt plan er det område, som er mest præget af industridistrikter og erhvervsklynger, det nordamerikanske kontinent, hvor de har bredt sig fra stillehavskysten til østkysten og resulteret i bl.a. Sillicon Valley, San Diego Industrial Clusters og Route 128. Selv om det er er tale om et andet industrielt udviklingsniveau, findes der også distrikter i Latinamerika: i Mexico (Guadalajara Cluster), i Brasilien (Sinos Valley) og i Uruguay (Meat Cluster). I Asien findes der betydelige eksempler i Indien (Agra Cluster, Tiruppur Cluster, Ludhiana Cluster), i Pakistan (Sialkot Cluster), i Sydkorea (Consumer Microelectronics Assembly Cluster) og i Indonesien (Central Java Cluster). Distriktfænomenet har sågar bredt sig helt til Afrika: Der er endda et vist antal distrikter selv i nogle af landene syd for Sahara.

1.22

I Europa er, ud over de efterhånden snesevis af italienske eksempler, de vigtigste eksempler at finde i Frankrig, hvilket i 1998 førte til oprettelsen af foreningen af franske industridistrikter, og i Tyskland, som har ført til mere end 50 »Raumordnungsregionen« og til det særligt vigtige initiativ i Baden-Württemberg. De britiske eksempler er ligeledes meget vigtige (specielt Cambridge High-Tech Cluster og Birmingham Motor Sport Cluster og eksemplerne i Skotland og andre områder). Der er høstet adskillige positive erfaringer i Skandinavien, hvor der lægges stor vægt på uddannelse som et afgørende udgangspunkt for udvikling, fremhjulpet af nærhed. I de nye medlemsstater findes der vigtige eksempler på regionalt plan i flere lande som f.eks. Tjekkiet, Ungarn, Polen, Slovenien, Malta og de baltiske lande.

2.1

Det er ikke let at give en entydig definition af distriktfænomenet, der er så varieret, dynamisk og forskelligartet på verdensplan.

2.2

Industridistrikterne kan generelt set defineres som lokale, homogene produktionssystemer, der er kendetegnet ved en høj koncentration af fortrinsvis mindre og mellemstore industrielle virksomheder med en høj specialiseringsgrad i produktionen.

2.3

Den endelige rapport fra Kommissionens ekspertgruppe under Generaldirektoratet for Erhvervs- og Virksomhedspolitik om »Enterprise Clusters and Networks«  (12) definerer distrikterne som:

»groups of independent companies and associated institutions that are:

2.3.1

I de seneste årtier har distrikter, der blev dannet for at fremme etablering og udvikling af produktionsaktiviteter i industri- og servicesektoren i områder med bestemte økonomiske karakteristika, udviklet sig stort set selvstændigt, og har koncentreret deres aktiviteter om specifikke sektorer, hvor de har opnået og udviklet meget betydelige konkurrencefordele. Behovet for at leve op til stadig højere kvalitets- og sikkerhedsstandarder har efterfølgende fået distrikternes virksomheder til at koncentrere sig om mere og mere specialiserede markedsnicher, hvilket bevidnes af deres produkters høje kvalitet.

2.4

Distrikterne er ikke bare samlinger af virksomheder, som tilfældigvis er specialiserede og beliggende i et bestemt område, men derimod grupper af virksomheder, der arbejder som et hold. Inden for disse grupper er der både samarbejde og konkurrence om projekter, medens lokalområdet langt fra bare er en kulisse for virksomhedernes virke og produktion, men fungerer som en ægte infrastruktur, der fremmer social og økonomisk integration samt integration af produktionscykler. Kort fortalt er lokalområdet et sted, hvor der er lagret produktionstraditioner og praktisk viden.

2.5

Den accelererede informationsformidling og muligheden for hurtigt at danne sig et overblik over hele viften af udbud har på den ene side lettet virksomhedernes arbejde, men på den anden side tvunget dem til at tilpasse sig. Balancen inden for distrikterne har ændret sig. Dannelsen og konsolideringen af nye teknologiske modeller har involveret hele produktionskæden og har påvirket fagprofilerne, arbejdstilrettelæggelsen, anvendelsen af arbejdskraften og vækstområderne.

2.6

Distrikterne er i stigende grad tilknyttet og integreret i specialiserede servicecentre, faglige uddannelsesinstitutioner, universiteter, teknologiparker og forskningscentre i lokalområdet. Kvaliteten af det leverede produkt, som er en afgørende faktor for virksomhedernes overlevelse i distriktet, er primært baseret på virksomhedernes evne til at forene eksisterende produktionstraditioner med markedets direkte eller indirekte efterspørgsel efter innovation og specialisering.

2.7

Internationaliseringen af produktionen kræver oftere og oftere, at virksomhederne investerer i et grænseoverskridende netværk. Når det netværk, som en virksomhed ønsker at basere sin konkurrencefordel på, går ud over lokalsfæren, har såvel smv'er som store multinationale virksomheder brug for en passende teknologisk infrastruktur, som sætter dem i stand til at dele og bearbejde viden, og for en ansvarsbevidst og motiveret arbejdskraft.

2.8

Den stigende markedsintegration har på den ene side en tendens til at straffe de virksomheder, som er vant til at arbejde inden for afgrænsede markeder, men indeholder på den anden side fantastiske nye afsætningsmuligheder, specielt for de mere dynamiske smv'er. Store teknologiske omvæltninger falder ikke altid ud til de store virksomheders fordel. Ofte gør netværksøkonomien det muligt at neutralisere faktorer så som geografisk udflytning og adgangen til et selvstændigt distributionsnet, og fjerner dermed nogle af smv'ernes traditionelt svage punkter. Smv'erne skal imidlertid have mulighed for fuldt ud at udnytte de fordele, den teknologiske udvikling indebærer, bl.a. med støtte fra hjælpe- og servicecentre.

2.9

Takket være internettet er de geografiske hindringer delvist fjernet. Afgørende forhold, som f.eks. hurtig udveksling af informationer og overvågningsmuligheder, som tidligere var afhængige af en kortere transporttid, sikres nu ved hjælp af IT-forbindelser.

2.10

Selv om internettet nu giver langt flere muligheder for forskellige aktiviteter, kan det stadigvæk ikke slå den personlige kontakt. Den direkte »face to face«-kontakt, der bygger på kendskab og erfaring, kan på nuværende tidspunkt ikke erstattes. Det tillidsforhold, der opstår mellem mennesker, er fortsat uundværligt, selv om internettet delvist har udvisket den geografiske afstand og dermed ændret strukturen af de distrikter, hvis virksomheder i stigende grad arbejder med aktører uden for distrikterne, ofte i forskellige lande.

3.1

De traditionelle industridistrikter bliver i stigende grad ledsaget af og i visse tilfælde erstattet af metadistrikter. I modsætning til de klassiske distrikter kan disse beskrives som integrerede industrielle platforme, inden for hvilke aktørerne i den teknologiske sektor ekspanderer for at tilslutte sig nye centre for bearbejdning af viden og anvendt forskning, og ser ud over lokalområdets grænser for at udvikle produktions- og distributionssystemer, der er baseret på fælles værdier og strategier.

3.2

Metadistriktet gør det muligt at gennemføre de forskellige faser på steder med stor indbyrdes geografisk afstand, som er valgt ud fra økonomiske faktorer og lokale muligheder. Samtidig er det muligt at opretholde produktivitetsniveauet og, specielt for fremstillingsvirksomhederne, garantere kvaliteten ved hjælp af et learning-by-interaction- forløb, som gør det muligt at gå fra en reaktiv til en proaktiv indfaldsvinkel.

3.3

Efterhånden som udviklingen går i retning af metadistrikter, skal distriktet i stigende omfang fungere som et videnlaboratorium. De politikker, der er nødvendige for at hjælpe distriktet til at finde sin nye plads i global sammenhæng, bør føres af offentlige institutioner, især de lokale og regionale myndigheder, men først og fremmest af virksomhederne, og bør omfatte de menneskelige ressourcer og innovationsgraden. Det må sikres, at de relevante offentlige regionale myndigheders ansvarlige ledere drages aktivt ind i denne proces.

3.4

Metadistrikterne styrker netværksforbindelserne mellem de små, mellemstore og store virksomheder, som samarbejder, og styrker deres samarbejde og arbejdsrelationer med de mest avancerede videnskabelige og teknologiske forskningscentre. Drivkræfterne er i den forbindelse:

3.5

Generelt kan følgende fire elementer anvendes til at identificere et metadistrikt:

3.6

Processen med at forstå dette fænomen med det formål at planlægge støtte til metadistrikterne er uden tvivl blevet vanskeligere og mere omfattende fordi, som allerede nævnt i forbindelse med identificeringen af metadistrikterne, målet er på forsøgsbasis at udvælge fremragende produktionsområder med eksisterende eller potentielle forbindelser til forsknings-, produktions- og innovationssektoren. Det er imidlertid vanskeligt at forstå disse fænomener, eftersom de hidtil kun i begrænset omfang har været genstand for empiriske undersøgelser og kun er ringe dokumenteret med statistikker.

3.7

Planlægningsprocessen skal omfatte alle de elementer, der er nødvendige for løbende at kunne forbedre analysen af metadistrikternes karakteristika:

3.8

Skiftet til et videnbaseret system medfører omfattende forvaltningsmæssige problemer:

3.9

De nye servicestrukturer, der fungerer som kognitivt mellemled mellem lokalplanet og de globale netværk, synes endelig at vinde frem. Der opstår nye agenturer, som er tilpasset de lokale virksomheders behov og de oprindelige konkurrence- og samarbejdsmekanismer, og som er udformet til at fremme udviklingen af produktionssystemet.

4.1

I Nordamerika var der ifølge visse opgørelser allerede i midten af 1990'erne cirka 380 distrikter/klynger inden for en bred vifte af produktions- og servicesektorer, som beskæftigede 67 % af den erhvervsaktive befolkning og stod for 61 % af USA's produktion (14). Mange af disse sektorer er opstået pga. regionale produktionskriser, som f.eks. de californiske San Diego Clusters, der blev dannet på baggrund af omlægningen af forsvarsindustrien. Disse distrikter har nydt godt af den prominente rolle, der blev spillet af de statslige og decentrale regeringer, som iværksatte en proces, der efterfølgende blev overtaget af den private sektor. I Arizona lancerede en regeringskommission eksempelvis en aktion i de lokale universiteter med henblik på at indkredse distrikter i området ved at samle de vigtigste aktører i den private sektor og dermed fremme etableringen af distrikter for at kunne vurdere og takle de enkelte distrikters hindringer og muligheder. Tilsvarende initiativer er iværksat i andre amerikanske stater, f.eks. i staten New York, Minnesota, Oklahoma og Oregon.

4.2

I Canada har den føderale regering sat udviklingen af internationalt anerkendte videnbaserede industridistrikter i centrum for sin innovationsstrategi. Dette er sket på baggrund af de vigtigste føderale agenturers (Granting Agencies) indkredsning af forskningsinvesteringerne i 27 af landets regioner og byer. Den canadiske innovationsstrategi har sat målet om inden 2010 at udvikle mindst ti internationalt anerkendte teknologiklynger højt på dagsordenen for den føderale innovationspolitik. Det er ofte kendetegnende for de canadiske industridistrikter, at de er bygget op omkring store forskningsinstitutter, ofte universiteter (15).

4.3

I Asien og Latinamerika har erfaringerne været meget forskelligartede. Der findes distrikter i Indien og også i Kina. I Pakistan har presset fra de nye konkurrencestimulanser, der hidrører fra liberaliseringen af handlen og globaliseringen, forstærket tendensen til at samarbejde med industrisammenslutninger og med de tjenesteydelser, disse leverer, for at leve op til internationalt anerkendte kvalitetssikringsstandarder. I Brasilien og Mexico har distrikterne været udsat for international konkurrence på priserne, fordi Kina har fået godt fodfæste på det nordamerikanske marked, og denne konkurrencesituation har på den ene side ført til større vertikal integration og på den anden side til differentiering af distrikterne.

4.4

I New Zealand har de lokale myndigheder taget forskellige initiativer til at fremme industridistrikter. I Australien er der blevet udviklet et antal bottom-up-initiativer, som f.eks. de initiativer, der blev til på foranledning af de lokale myndigheder i Adelaide, Cairns og Hunter Valley, som identificerede grupper af virksomheder, udviklede en dynamik mellem disse på baggrund af deres behov og i visse tilfælde skaffede statsstøtte til undersøgelser, konsulent- og sekretærbistand.

5.1

I mange dele af Europa, hvor industripolitikken hidtil generelt set har været rettet mod sektorpolitikker og –initiativer, er man nu også begyndt at skele til lokalområdet med henblik på at fremme de betingelser, som har bidraget til »Made in ...«-mærkningens succes på verdensplan. Tit har de lokale produktionssystemer imidlertid svært ved at finde passende løsninger på det organisatoriske og ledelsesmæssige plan. Dette har banet vejen for nye former for bistand, som ikke længere tager sigte på den enkelte virksomhed, men snarere på lokalområdet som helhed.

5.2

De lokale myndigheder har sammen med universiteter, forskningsinstitutter, erhvervssammenslutninger og kreditinstitutter givet tilsagn om at støtte foranstaltninger, der sigter mod at udbrede innovation, fremme kvalitet, forbedre markedsføringen af lokale produkter og endelig at skabe systemprojekter ved hjælp af initiativer, der beror på et samspil mellem virksomhederne.

5.3

Industridistrikterne er nu juridisk anerkendte i flere europæiske lande (i Italien f.eks. i medfør af lov 317/1991), og der er enighed om, at de er en ægte nationaløkonomisk succes i flere lande, herunder først og fremmest i Italien. Alligevel er det ikke let at indkredse dem præcist, og de officielle kilder er hverken enige om antallet af distrikter eller deres specialiseringsområder.

5.4

Der har været taget initiativer til at fremme distrikterne fra regionalt hold i Italien (specielt i Piemonte, Lombardiet, Veneto, Emilia Romagna og Toscana), i Spanien (specielt i Katalonien og Valencia) samt i Tyskland (f.eks. initiativerne BioRegio, Exist og InnoRegio). I Frankrig har DATAR (16), et interministerielt departement under premierministeren, udviklet specifikke politikker til støtte af udviklingen af lokale produktionssystemer (LPS), som er medlemmer af den franske forening af industridistrikter. I Skotland, Wales og Nordirland findes der utallige industridistrikter.

5.5

De nordiske lande har ligeledes udviklet deres egne indfaldsvinkler til distriktspolitik. Det gælder Danmark, hvor distriktsmetoden har haft stor indflydelse på landets økonomi, og Finland, hvor promoveringen af distrikterne ikke alene har haft indflydelse på økonomipolitikken, men også på forsknings-, teknologi- og undervisningspolitikken.

5.6

I de nye medlemsstater er der siden 2000-2001 blevet søsat adskillige distriktsudviklingsprogrammer. I Tjekkiet har man lanceret programmet »Samarbejde«. Ungarn har lanceret NFT-GVOP-programmet, som dækker udvikling af industriparker (17)på baggrund af en ngo (18) ved navn »sammenslutningen af industriparker«. Ungarn har i dag 165 industriparker, som tæller mere end 18 % af de ansatte i industrien og tegner sig for 28 % af industriens eksport. I perioden fra 1997 til 2003 blev der investeret 46 182 000 EUR (19) i de ungarske industriparker. PCK-programmet (20) har oprindelse i det vestlige Transdonau og smv-klynge/-netværksprogrammet i Polen. I Slovenien blev der i 2000 iværksat et treårigt program til udvikling af distrikter omfattende mere end 500 virksomheder og 50 institutioner. Mere end 130 pilotprojekter og -forsøg er i gang i de baltiske lande. I Malta har de lokale myndigheder iværksat en strategi for at støtte nøgledistrikter inden for områder som sundhed, oceanografi, informationsteknologi, luftfart og tjenesteydelser. Der er også vigtige eksempler i ansøgerlandene, som f.eks. Timisoara-distriktet i Rumænien. I Bulgarien blev der i 2001 som led i Phare-programmet om »Capacity building for accelerated growth of the SME sector i Bulgaria« indkredset fem potentielle distrikter. Med henblik på yderligere udvikling af disse distrikter besluttede økonomiministeriet at oprette et nationalt agentur med den særlige opgave at varetage deres udvikling.

5.7

I Nederlandene er distriktsfilosofien indarbejdet direkte i regeringens politik og programmer, medens der i Østrig er iværksat specifikke politikker for at styrke forbindelserne mellem forskningsinstitutterne og den private sektor, mindske de juridiske og administrative hindringer for innovationen, fremme specifikke distrikter og skabe kompetencecentre.

5.8

En distriktsfremmende politik kræver imidlertid en overordnet systematisk indfaldsvinkel, som tager højde for forbindelserne indbyrdes mellem virksomhederne, mellem industrisektorerne og endelig mellem virksomhederne, institutionerne og de lokale myndigheder. Ifølge denne indfaldsvinkel bør den private sektor være drivkraften bag initiativerne, medens den offentlige sektor bør virke som støtte og katalysator.

5.9

Systemet med distrikter giver anledning til forskellige former for horisontal integration mellem virksomhederne, som spænder fra forbindelser mellem hovedvirksomheder og underleverandører, forbindelser på tværs af sektoren og til eksempler på outsourcing. Denne integration baner vejen for at opretholde en høj grad af fleksibilitet og samtidig gennemføre stordriftsfordele, som er karakteristiske for store virksomheder, takket være produktionsintegration. Ved at opsplitte de forskellige arbejdstrin er distriktet i stand til selv at varetage alle led i produktionskæden inden for den pågældende sektor. Dermed er der mulighed for en fleksibel forvaltning af produktionsomkostningerne og en lettere tilpasning til markedskravene.

5.10

Den succes, som distrikternes produkter opnår på de internationale markeder, er bl.a. et resultat af distrikternes store innovationsevne og vedvarende tiltag inden for produktforbedring, som befordres af den indbyrdes konkurrence mellem virksomhederne i distriktet og af samspillet med de lokale universiteter og/eller akademiske institutioner. Denne synergieffekt har gjort selv sektorer, der generelt regnes for at være teknologisk set ringe udviklede, som f.eks. tekstil- og beklædningssektoren, konkurrencedygtige på internationalt plan.

5.11

De faktorer, der hidtil har været brugt som indikator af, at der var tale om et distrikt, har været erhvervstæthed, sektorens specialiseringsgrad og procentdelen af ansatte i fremstillingssektoren. Der har således altid været tale om kvantitative værdier i overensstemmelse med målsætningen om objektiv beslutningstagning. Det er imidlertid nødvendigt at tage hensyn til faktorer så som økonomisk profil, produktudvikling og virksomhedernes overordnede strategi, samt det allervigtigste: netværkselementet. Sidstnævnte faktor er afgørende dels for at fastslå baggrunden for distriktets struktur dels for at indkredse metadistriktets fremtidige stærke sider med henblik på et tæt samspil mellem virksomheder og forskning.

5.12

På EU-plan kan forskellige initiativer bidrage til udviklingen af de europæiske teknologidistrikter. Der er imidlertid endnu ikke udformet en egentlig overordnet politik til fremme af udviklingen af de innovative distriktsnetværk i overensstemmelse med den genlancering af Lissabon-strategien, som Det Europæiske Råd forlangte på mødet den 4.-5. november 2004, og med forpligtelsen til hurtigst muligt at integrere smv'erne fra de gamle og nye medlemsstater i det nye udvidede indre marked.

5.13

EU-15 har udviklet en række EU-instrumenter, som vil kunne anvendes til at fremme udbygningen og oprettelsen af videnbaserede distriktsnetværk. Disse instrumenter er især at finde inden for områderne regionalpolitik, forsknings- og udviklingspolitik, erhvervs- og innovationspolitik, informationssamfundspolitik og endelig uddannelsespolitik.

5.13.1

Regionalpolitik. Takket være en særligt bred finansieringsramme kan strukturfondenes forsknings- og udviklingspolitik i særlig grad fremme regionaludviklingen ved hjælp af de innovative tiltag, der har hjemmel i EFRU's art. 10, RIS-programmet (regional innovation strategy) og EU-initiativer som f.eks. Interreg III-C. Den Europæiske Investeringsfond og Den Europæiske Investeringsbank bidrager for deres vedkommende med »vækstinitiativet«, som smv'erne kan anvende til etablering af innovative netværk.

5.13.2

Europæisk FTU-politik. Det sjette rammeprogram for forskning og udvikling 2002-2006 er en vigtig kilde til potentiel støtte til videnbaserede distrikter, specielt for så vidt angår:

5.13.3

Handlingsplanen »Mere forskning i Europa: mod 3 % af BNP« indeholder desuden en række nye aktioner på nationalt og europæisk plan. Det vil endvidere være muligt at udvikle initiativer til støtte af de europæiske videnbaserede netværk i forbindelse med de tjenester, der kræves for at gennemføre Galileo-programmet for satellitbaseret radionavigation og positionsbestemmelse.

Men som det er blevet påpeget i den senere tids rapporter, herunder specielt i rapporten om mindre virksomheders deltagelse i programmet, er disse virksomheder stødt på store vanskeligheder, især i de nye medlemsstater (21).

5.13.4

Erhvervspolitik. På det erhvervs- og innovationspolitiske område skal særligt fremhæves:

5.13.5

Generaldirektoratet for Erhvervspolitik forvalter nogle meget interessante initiativer, heriblandt nogle vedrørende udvikling af distriktnetværk og IDABC-programmets indsats til fremme af virksomheder og netværk af virksomheder. Blandt de aktioner med sigte på bæredygtig udvikling, som forvaltes af GD Miljø, skal særligt fremhæves initiativerne vedrørende samarbejde mellem industridistrikter omkring EMS-EMAS-certificering (Økoforvaltnings- og –auditsystem), som finansieres på regionalt plan.

5.13.6

Informationssamfundspolitik. Der kan iværksættes mange projekter til fremme af distriktsnetværk inden for programmet e-Europe 2005, herunder især i forbindelse med initiativerne e-Government, e-Business, e-Commerce, e-Procurement, bredbåndsnet, e-Inclusion og Go digital.

5.13.7

Uddannelses- og undervisningspolitik. Flere foranstaltninger under Socrates- og Leonardo-programmerne kan anvendes til at fremme uddannelsesaktioner vedrørende distriktsbaserede vidennet, og der kan ligeledes iværksættes initiativer inden for e-Learning-programmet og e-Europe 2005-programmet.

6.1

På Det Europæiske Råds forårsmøde 2004 blev det understreget, at »foranstaltninger på europæisk plan kun er en del af løsningen med hensyn til at bringe Lissabon-strategien på rette spor; der skal stadigvæk udarbejdes en række reformer og foretages mange investeringer, hvilket falder ind under medlemsstaternes ansvarsområde« (22). Dette synspunkt blev også fremhævet af Det Europæiske Råd på mødet den4.-5. november 2004, hvor Wim Koks rapport blev fremlagt (23).

6.2

De største udfordringer vedrører tre strategiske områder, som er nøglen til vækst:

6.2.1

udvikling af grænseoverskridende intelligente net. Dette skal bl.a. opnås ved at anvende et fællesskabsinitiativ for vækst og prioritere investeringer inden for forskning, innovation og livslang uddannelse. Et andet vigtigt punkt er indkredsning og udvikling af nye uddannelsesprofiler, som skal ske med større anvendelse af de instrumenter til netværkssamarbejde, som det sjette rammeprogram indeholder;

6.2.2

styrkelse af virksomhedernes konkurrenceevne på det globale marked og af miljøbæredygtighed. Dette skal bl.a. gennemføres gennem udvikling af bredbåndskommunikation og højhastighedsforbindelser, der er nødvendige for forskning og innovation (GEANT), nye anvendelser af Galileo-programmet samt udvikling af initiativer inden for rammerne af e-Europe 2005-programmet;

6.2.3

styrkelse af den såkaldte naboskabspolitik i det udvidede EU (24). Den bør sigte mod at skabe et mere struktureret og konsekvent samspil med det nye EU's naboer med henblik på at skabe et område med velstand og sikkerhed og udvikle mekanismer for samarbejde vedrørende følsomme temaer som forvaltning af fælles ydre grænser, kontrol af migrationsstrømme og bekæmpelse af organiseret kriminalitet.

6.3

I alle EU's medlemsstater og især i de nye medlemsstater er der en stadig stigende bevidsthed om betydningen af distriktsnetværk og erhvervsklynger, som noget der kan styrke konkurrenceevnen og produktiviteten, forbedre beskæftigelsespolitikken, højne kvaliteten af arbejdet og støtte udviklingen af små og mellemstore virksomheder.

6.4

EØSU mener, at der også på EU-plan bør udvikles en integreret politik til fremme af en europæisk platform til støtte af etablering af nye europæiske netværk af videnbaserede metadistrikter.

6.5

EØSU er overbevist om, at nye metadistrikter i et globalt markedsperspektiv udgør et reelt instrument til fremgang, da de på den ene side kan sikre smv bedre adgang til faglige kvalifikationer af høj kvalitet, moderne fælles tjenesteydelser samt nye videninfrastrukturer og på den anden side forbedre virksomhedsdriften og bevidstgøre og modne arbejdsstyrken.

6.6

Efter EØSU's mening kan etablering af en europæisk platform for distrikter sikre den ramme for sammenhæng, gennemsigtighed og tilgængelighed, som er nødvendig for både små og mellemstore virksomheder, gamle og nye medlemsstater, kandidatlande og EU's nabolande.

6.7

Denne europæiske platform for distrikter bør koordinere de mange politikker, som de forskellige generaldirektorater forvalter, nuværende tilgængelige instrumenter og fællesskabsforanstaltninger.

6.8

Efter EØSU's mening bør denne platform tildeles en finansieringsramme af en sådan størrelse, at den kan udgøre den nødvendige kritiske masse med henblik på at støtte EU's tiltag. Tiltag, som koordineres via platformen og gennemføres under Lissabon-strategien, vil klart kunne bidrage til udvikling af smv, der er særlig rig på lagdelt tavs viden. Det bør være muligt at kodificere og transformere denne viden til en fælles arv med EU-tiltag udover at overføre den til europæiske netværk.

6.9

Den europæiske platform for distrikter bør sikre en programramme for:

7.1

I de lande, der er længst fremme i udviklingen, er afindustrialiseringen i gang. I EU er den tertiære sektors merværdi steget til 70 % af det samlede BNP (22 % for industrien, 5 % for bygge- og anlæg og 3 % for landbruget) (26). Der bør dog ikke tilskyndes til en fortsættelse af denne udvikling, da en stor del af værditilvæksten kanaliseres videre til eller stammer fra virksomheder (27): handel og transport: 21,6 %, finansielle tjenesteydelser og virksomhedstjenesteydelser: 27,2 %, offentlig forvaltning: 21,6 % (28).

7.1.1

En politik, som er i stand til at støtte og udbrede en kultur, der fremmer erfaringer med distrikter, kan afgjort gøre meget for, at distrikter i hele det udvidede EU kan konkurrere med lande, hvor lønomkostningerne i dag er lavere, men hvor der ikke foregår en dialog mellem arbejdsmarkedets parter og hvor hygiejne- og sikkerhedsstandarder på arbejdsstederne siddes overhørig.

7.1.2

Det handler efter EØSU's mening om i større grad at udnytte virksomhedernes konkurrencefordel, som udspringer af et korrekt og velgennemført socialt ansvar (29), da den får erhvervslivet som helhed til at producere ud fra en bevidst og seriøs holdning, overholde leveringstider, fastsætte »en rimelig pris« og stå inde for faglige kvalifikationer, overholdelse af tidsfrister og seriøsitet i eftersalgsservicen (30).

7.2

EØSU håber, at der kan tilvejebringes midler til intensiv opbygning af nye distriktsnetværk i specielt de nye medlemsstater med henblik på at stimulere oplyst, markedsdrevet efterspørgsel.

7.3

Der bør bevilges degressive midler over et tidsrum på tre eller fire år til dækning af gennemførligheds- og opstartsundersøgelser, udgifter til netværksformidlere og bæredygtig udvikling og laboratorieudgifter til certificering.

7.4

De teknologiske rammer og samfundsmæssige relationer er under hastig forandring og kræver hurtig udvikling af nye fagprofiler samt instrumenter til livslang læring (31) for:

7.5

På grundlag af egne erfaringer håber EØSU, at der i videndistrikterne kan arrangeres kurser baseret på teknologisk innovation, hvor offentlige og private aktører, erhvervslivet, arbejdsmarkedet, universiteter og banker deltager. Hertil kunne føjes stipendier til praktikophold til udveksling mellem ansatte i den offentlige og private sektor og mellem erhvervslivet og den akademiske verden.

7.6

Generaldirektoratet for Innovation, som gør meget for at støtte de europæiske erfaringer i en global kontekst, bør øge sin støtte til iværksættelses-, overvågnings- og evalueringsinstrumenter vedrørende aktiviteter som teknologisk fremsynethed og benchmarking mellem distrikterne og på tværnationalt niveau med henblik på løbende opdatering af det kulturelle og vidensmæssige grundlag om igangværende ændringer og instrumenter til at håndtere dem.

7.7

Til støtte for finansieringen, som altid er et kritisk punkt i medlemsstaterne og især i de nye medlemsstater, kunne man oprette et kontaktcenter ved EIF (32), som ved hjælp af de sikkerhedsstillelsesfaciliteter, den har til rådighed, skal stille sikkerhed for lån udstedt af banker, finansielle institutioner, konsortier og kooperativer, som arbejder sammen med de metadistrikternes virksomheder.

7.8

Det nye videnbaserede distrikt er efter EØSU's mening også et ideelt sted for eksperimenter med avancerede former for virksomhedernes sociale ansvar. Dette kan ske gennem e-forvaltningstjenester og eHandel og nye forbindelser af e-business2business, som er afgørende for transnational udvikling af distriktsnetværk, med støtte fra fælles interoperationelle IDAbc-net (33) i tæt relation med e-Europe 2005-programmet (34).

7.9

EØSU finder det ligeledes vigtigt, at Kommissionen udvikler en nomenklatur, som alle de distrikter, der deltager i EU-programmer, kan anvende, og en interaktiv europæisk database med alle distrikter, inddelt efter sektorer og aktivitetsområde.

7.10

Det er også vigtigt at oprette et fællesskabsorgan i Generaldirektoratet for Erhvervspolitik til koordinering og samarbejde mellem de videnbaserede distrikter og forskellige berørte institutioner. Dette organ kunne blandt andet have til opgave at udarbejde og ajourføre vejledninger for god praksis, som skal formidles på regionalt plan.

7.11

Den kultur, som er grundlaget for virksomhedernes sociale ansvar og som anser virksomheden for at være en ressource for samfundet, går imod bureaukratiets utidige indblanding, som øger omkostningerne og fjerner interessen for at sætte noget i værk. Derfor opfattes lanceringen af »Slid«-initiativet som et godt instrument til at udbrede de indhøstede erfaringer med Slim-programmet til de videnbaserede distrikter (35).

7.12

Efter EØSU's mening bør der også oprettes en helpdesk for rådgivning og vejledning vedrørende intellektuel ejendomsret samt en række tjenester rettet mod de videnbaserede distrikter, som i stadig større grad indgår i de europæiske netværk og det globale marked.

7.13

Der er også behov for at fremme distrikternes deltagelse i standardiseringsarbejdet forud for og under de projekter vedrørende teknologisk udvikling, som gennemføres inden for rammerne af CEN, CENELEC, ETSI og NORMAPME. (36)

7.14

EØSU finder, at opmærksomheden i det 5. flerårige program til fremme af iværksættere og virksomhedernes konkurrenceevne (for perioden 2007-2013 (37)) bør rettes mod industridistrikternes situation og behov.

7.15

EØSU mener, at det på baggrund af de senere års erfaringer og især i kølvandet på Det Europæiske Råds møder i Lissabon, Barcelona og Sevilla ville være meget nyttigt at skabe en europæisk platform for løbende dialog, opdelt efter sektor og aktivitetsområde, hvor de ansvarlige for distrikterne, offentlige myndigheder, arbejdsmarkedets parter, repræsentanter for finansieringssektoren, forskningscentre og ngo'er bringes sammen.

7.15.1

EØSU mener, at der er behov for overvejelser vedrørende indførelse af en EU-anerkendelse af europæiske videnbaserede metadistrikter for at:

7.15.2

EØSU mener derfor, at der på baggrund af denne udtalelse bør arrangeres en offentlig høring med deltagelse af videndistrikter og berørte organisationer fra forskellige regioner med det formål at tilskynde til grænseoverskridende samarbejde og tydeliggøre:

7.15.3

Det europæiske konsortium af videndistrikter bør styrke iværksætterånden, det sociale ansvar, etableringen af nye aktiviteter, udvikling af livslang læring og tilskynde til grænseoverskridende partnerskaber. Der bør stilles krav om, at konsortiet skal være:

7.15.4

Beskaffenhed: Videndistriktet bør være af privat karakter og derfor ikke indsamle kapital blandt offentligheden.

7.15.5

Udformning: Videndistriktet bør opfylde de kriterier, som gælder for oprettelse af konsortier, der kan deltage i det sjette FTU-rammeprogram; det bør løbe over en periode på 5 år, som kan forlænges (39), og optages i et register under en platform for videndistrikter, som oprettes under Kommissionen.

7.15.6

Retlig status: Koordinatoren for videndistrikterne bør være den eneste anerkendte dialogpartner til at varetage kommunikationen med EU-institutionerne, ligesom tilfældet er med integrerede projekter og ekspertisenetværk under Fællesskabets FTU-rammeprogram.

7.16

Afslutningsvis mener EØSU, at den erfaring, der er indsamlet med distrikter og som nu rettes mod videnbaserede metadistrikter, er en god mulighed for at:

7.17

Derfor bør udviklingen af metadistrikter støttes og fremmes på de forskellige niveauer, lokalt, nationalt og i EU.

14.10.2005   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 255/14

1.1

Som led i de opgaver, EØSU arbejder med for at markere sin holdning på turistområdet og fremsætte forslag herom, fremlægger udvalget nu en initiativudtalelse, som tager den nye situation i EU efter udvidelsen i betragtning, dels i lyset af den proces, som allerede er afsluttet, dels i lyset af den, som vil følge efter i de kommende år.

1.2

EØSU har tidligere udarbejdet udtalelser om forskellige turismerelaterede emner, men analyserer nu for første gang konsekvenserne og perspektiverne for turistsektoren i den nye EU-sammenhæng, og for første gang sammen med medlemmer fra de nye medlemsstater — hvilket er endnu vigtigere.

1.3

Uden af den grund at fornægte sine tidligere udtalelser eller se bort fra dem må EØSU konstatere, at den nye situation ud over nye perspektiver indebærer trusler og muligheder af forskellig art, for Europa som helhed og for medlemsstaterne enkeltvis, de gamle såvel som de nye.

1.4

EØSU har under udtalelsens udarbejdelse principielt været helt åben for oplysninger, bemærkninger og forslag fra de nye medlemsstater og samtidig inddraget sine egne, allerede udtrykte holdninger. På høringen i Katowice (Polen) fik EØSU mange værdifulde bidrag fra både gamle og nye EU-medlemsstater, der alle var enige om at betragte turismen som en kilde til økonomisk og kulturel rigdom og øget sameksistens, samt som medspiller i realiseringen af Borgernes Europa til gavn for den europæiske integration. Det er ekstra vigtigt og nødvendigt, når man befinder sig i en løbende udvidelsesproces, som kræver en større indsats for at skabe nærhed og indbyrdes kendskab mellem kulturer og folk. I den nærmeste fremtid vil denne nødvendige integrationsindsats foregå i et hastigere tempo efter krav fra de nye medlemsstater. Personer, der rejser rundt som turister, er utvivlsomt de bedste forkæmpere og repræsentanter for europæisk integration.

1.5

Det er ikke hensigten i denne udtalelse at kulegrave turistindustriens aktuelle situation og fremtidsudsigter i de enkelte lande, men at analysere de fælles elementer, som kan indgå i en fremtidig europæisk turismepolitik, og foreslå foranstaltninger, som kan bidrage til at gøre turismen til en drivkraft for økonomisk og social udvikling på et bæredygtigt grundlag for alle lande.

1.6

Forfatningen for Europa er en ny realitet, som skal tages med i betragtning ved enhver analyse af de indbyrdes forbindelser mellem medlemsstaterne og mellem disse og EU's institutioner. EØSU vil påvise, hvordan udvidelsen påvirker turismen som helhed, og hvordan den nye ramme, som forfatningstraktaten lægger, kan fremme eller hæmme udbygningen af den fantastiske drivkraft for udvikling, som turismen udgør i Europa og i hele verden. Endelig finder EØSU det interessant at analysere de faktorer, som kan påvirke udformningen af en europæisk turismepolitik.

1.7

Forbindelserne mellem Europas forskellige folk, mellem borgerne i EU's politiske, økonomiske og sociale virkelighed, er det område, hvor turismen bedst kan medvirke til at øge den mellemfolkelige forståelse og dermed bidrage til det nye Europas opbygning, samhørighed og konsolidering.

1.8

Det må ikke glemmes, at turismen i øjeblikket er i en vanskelig situation; det skyldes mange faktorer, bl.a. den internationale terrorisme og dermed spørgsmålet om sikkerhed og kravet om at forene sikkerhed med frihed, den internationale økonomiske krise og dens indflydelse på lysten til at rejse, især til fjerne destinationer. Turismen er og bør fortsat være et middel til at sikre verdensfreden.

1.9

Turismen bør overalt, og efter EØSU's mening især i Europa, bygge på autentiske kulturværdier og være med til at udvikle dem, både i de lande, turisterne kommer fra, og i de lande, der modtager turister. Udveksling af skikke og kulturer, gensidig respekt og udnyttelse af de lokale samfunds miljømæssige, kulturelle og sociale aspekter via turismen kan og bør bidrage til et forenet Europa og en verden med lande, der er solidariske og respekterer hinanden.

2.1.1

Turismepolitikken i EU og i forfatningstraktaten. Selvom turisme ikke direkte indgår i EU's fælles politikker, er det en kendsgerning, at forskellige EU-institutioner iværksætter foranstaltninger og aktioner, som på grund af deres tværgående karakter får indvirkning på turismen, eller som anvender turisme som middel til at opnå nogle af EU's hovedmål, f.eks. bæredygtig udvikling, beskæftigelse, økonomisk og social samhørighed. Det vil i virkeligheden sige bedre livskvalitet for EU's borgere.

2.1.2

I traktaten om en forfatning for Europa, afdeling 4 »Turisme«, artikel III-281, slås holdningen til turisme fast:

2.1.2.1

I henhold til forfatningstraktatens artikel I-17 falder turismen ind under »områder med understøttende, koordinerende eller supplerende tiltag«:

»Unionen har kompetence til at gennemføre understøttende, koordinerende eller supplerende tiltag. De områder, hvor sådanne tiltag på europæisk plan kan gennemføres, er:

2.1.3

Det fremgår af disse traktatartikler, at turismens økonomiske karakter og turistvirksomhedernes værdiskabende potentiale anerkendes, men at der absolut ikke er planer om en EU-harmonisering på området; EU tillægges kun en vis supplerende og koordinerende rolle i forhold til medlemsstaternes nationale politikker. Desuden udtrykkes der klar vilje til at udelukke al lovgivningsvirksomhed, der kunne føre til harmonisering af disse politikker. Efter EØSU's mening udelukker denne holdning ikke kompromiser om en definition af de værdier, der kunne karakterisere en europæisk turismemodel, men kan tværtimod bane vejen for dem.

2.1.3.1

Traktaten kunne måske have fastlagt mere interventionistiske modeller på turistområdet, men en læsning og analyse af traktatteksten kan kun føre til generelt positiv vurdering i tråd med den samlede forfatningstekst. Traktatens afsnit om turisme gør det muligt at fortsætte bestræbelserne for at nå de vigtigste mål med hensyn til turismens rolle og forbedring, og EØSU vil på denne baggrund fortsætte samarbejdet med andre institutioner og kontorer i turistsektoren.

2.1.4

Det er ikke denne udtalelses opgave at fremlægge og analysere de enkelte politikker, som de forskellige EU-medlemsstater har udviklet på området, og stille deres turismemodeller op mod hinanden for at konstatere, om de er mere eller mindre integrerede i en EU-sammenhæng, mere eller mindre »nationalistiske«; ej heller behandles emner som den europæiske turismes diversitet. Som fastslået i tidligere udtalelser fra EØSU er turismen forankret i den lokale og regionale dimension og spreder sig derfra til det nationale og internationale plan. På den nyttige og indholdsrige høring i Katowice kunne man ikke blot konstatere, at turismens situation i de enkelte medlemsstaters varierer meget, men også, at de enkelte stater, regioner og kommuner har mange forskellige strategiske muligheder for at udforme deres egen model for turisme i forhold til den aktuelle situation og til fremtiden.

2.1.5

Opgaven er heller ikke at fælde dom over de mange forskellige modeller, men det konstateres, at nogle er mere eller mindre åbne for samarbejde på alle niveauer, mens andre kun satser på markedskonkurrencen.

2.2.1

Udvidelsen af Den Europæiske Union er en ny realitet, som utvivlsomt vil medføre nye muligheder for Europa som helhed, og selvfølgelig også for hver enkelt af de »gamle«, de nye og de kommende medlemsstater.

Mulighederne kan betragtes fra forskellige synsvinkler:

2.2.1.1

Udbud: Det er indlysende, at udvidelsen indebærer en betragtelig forøgelse af det allerede store turistudbud i Europa, ikke kun rent kvantitativt i form af flere turistmål, men også, hvad der måske er vigtigere, i form af større merværdi gennem turismens bidrag på kultur- og miljøområdet. Endnu en gang henviser EØSU til høringen i Katowice, hvor den udvidelse af udbuddet, som de nye medlemsstater har ført med sig, klart fremgik af de forskellige initiativer til naturturisme, kulturturisme og eksperimenter med »industri«-turisme, som blev fremlagt. Det øgede udbud vil utvivlsomt gøre den europæiske turistindustri mere konkurrencedygtig internt og i forhold til lande i Amerika, Asien og resten af verden. De nye medlemsstater forsøger desuden at udvide rækken af turisttilbud som et væsentligt element i udviklingen af turismen og dermed af økonomien. Ønsket om vækst er helt legitimt og positivt, men det må ikke glemmes, at væksten har grænser, og at vækstraten skal være bæredygtig for at sikre beskyttelse af sociale, økonomiske og miljømæssige værdier i fremtiden. Andre medlemsstaters erfaringer med udvikling af turismen, med fejltagelser og succeshistorier, bør mane til forsigtighed og tjene som eksempel, når modellen for udvikling af nye turistmål vælges.

2.2.1.2

Efterspørgsel: Den øgede efterspørgsel efter turistaktiviteter som følge af udvidelsen har formodentlig baggrund i tre væsentlige forhold. For det første det øgede antal af EU-borgere, som ønsker og har brug for at lære andre regioner og lande i EU at kende, som indtil nu har været svært tilgængelige, da det både var forbundet med problemer at rejse fra de nye medlemsstater til EU og fra EU til de nye medlemsstater. For det andet vil den højere levestandard, som de nye EU-lande med stor sikkerhed vil opnå, øge borgernes tilbøjelighed til at rejse. Og for det tredje vil de nye og bedre infrastrukturer for transport og kommunikation forhåbentligt være et incitament til rejsevirksomhed og turisme, til mobilitet af erhvervsmæssige eller sportslige grunde, kort sagt til en stigning i rejseaktiviteten og i den dermed forbundne turistindustri.

2.2.1.3

Marked: Som følge af stigningen i udbud og efterspørgsel vil turistmarkedet vokse sig større og stærkere efter udvidelsen af EU. Det vil uden tvivl få positiv indflydelse på hele den økonomiske aktivitet i EU, hvor turismen er en industri med et stort potentiale. Det er svært at forudsige, hvilken indflydelse udvidelsen af markedet vil få på prisen på turistprodukter, på selve produktet og på virksomhedernes indtjening, men alt peger på, at de positive konsekvenser vil overstige de negative. Det udvidede marked vil helt sikkert øge konkurrencen, men hvis de positive effekter skal vise sig og mangedobles, skal stigningen bygge på forbedring af virksomhedernes konkurrenceevne og af turistmålene i Europa.

2.2.2

For at de nye og store muligheder efter udvidelsen skal kunne resultere i en stærk industri, skal der følges en række principper, kriterier og fælles regler, der sikrer turisterhvervets generelle levedygtighed og den fremtid for det, der ønskes ud fra et samfundsmæssigt synspunkt. Disse kriterier blev allerede defineret på topmødet i Lissabon, hvor der blev fastlagt en strategi på grundlag af målsætningerne om bæredygtighed, vidensamfundet, beskæftigelse og social samhørighed.

2.2.2.1

Bæredygtighed: I en anden udtalelse »En socialt bæredygtig turisme for alle« (1) har EØS i lighed med andre internationale og europæiske institutioner, herunder Kommissionen og Europa-Parlamentet, slået fast, at den europæiske turismes bæredygtighed er en generel og nødvendig betingelse for, at den udvikler sig afbalanceret og skaber værdier på lang sigt. De 100 initiativer, som beskrives i udtalelsen, er konkrete tiltag, der kan medvirke til at opnå bæredygtighed.

Der må sikres, at de nye medlemsstaters ønske om at øge turismen på grundlag af vækst i turistudbuddet realiseres i et omfang og væksttempo, der kan accepteres ud fra et økonomisk, socialt og miljømæssigt synspunkt. Kravet om bæredygtighed i turistaktiviteterne er ikke let at opfylde, da der hele tiden opstår modsætningsforhold, og da kriterierne for sikring af bæredygtighed ofte varierer afhængigt af de involverede aktører.

2.2.2.2

Et videnbaseret samfund: Turismen kan bidrage meget positivt til opfyldelse af dette mål i Lissabon-strategien, da den netop bygger på kulturudveksling, rejser til andre steder, tilnærmelse til andre skikke og sociale og kulturelle forhold. De unges tilegnelse af viden styrkes på en meget betydningsfuld måde, når de rejser rundt som turister, lever med andre fra andre miljøer og bliver mere åbne, tolerante og solidariske. Erhvervelse af viden er ikke kun et spørgsmål om akademiske studier, men også om at høste erfaringer. Det kan man gøre under alle omstændigheder og i alle aldre, og turisme er en god mulighed for at komme videre.

Informations- og kommunikationsteknologier indgår som et nøgleelement i fremstillingen af turistprodukter og i forbruget heraf, og de er uden tvivl med til at gøre turismen til en konkurrencedygtig industri tilgængelig for alle.

2.2.2.3

Beskæftigelse: Lissabon-strategien erklærede, at Europa i de følgende år ville være førende mht. at øge beskæftigelsen, både i omfang og kvalitet. Der er ingen tvivl om, at turismen, som tegner sig for ca. 5 % af EU's BNP og beskæftigelse, i nogle medlemsstater endda op til 10 %, kan være en kilde til flere og bedre job i det udvidede EU. For at sikre social bæredygtighed skal gamle og nye job i turistsektoren opfylde de grundlæggende krav om kvalitet, oplæring på arbejdspladsen, sæsonuafhængighed og især anerkendelse af deltidsansattes og midlertidigt ansattes rettigheder.

2.2.2.4

Social samhørighed: Turismen er et vigtigt middel til at skabe samhørighed, da den giver os kendskab til andre virkeligheder end vores egne, og den er derfor med til at konkretisere idéen om medborgerskab i det udvidede EU. Hvis man skal gå sammen om fælles mål er det nødvendigt at kende hinanden, og det giver turismen gode muligheder for. Den udveksling, der sker gennem turismen, fremmer sociale fremskridt gennem større samhørighed mellem alle Europas folk.

3.1

Det afgørende spørgsmål, som vi kan og bør stille os, er, om turismepolitikken kan finde en plads i den almindelige udvikling af en generel industri- og erhvervspolitik for EU. Vi ved, at svare er og må være ja, hvis vi med turismepolitik forstår alle de kriterier, målsætninger og instrumenter, der kan lede europæisk turisme frem til et tilfredsstillende niveau hvad angår konkurrenceevne, udbytte og bæredygtighed. Som det fastslås i EU's forfatningstraktat, skal foranstaltninger på turistområdet støtte, koordinere og supplere andre EU-politikker.

3.2

Industripolitiske elementer, der kan anvendes på turistsektoren. Fra EU's generelle industri- og erhvervspolitik kan bl.a. følgende elementer anvendes i turismepolitikken:

3.2.1

Beskæftigelse og social- og arbejdsmarkedspolitik: Selvom beskæftigelse i turisterhvervet har helt specifikke træk på grund af den stærke sæsonafhængighed, kan alle EU's beskæftigelsespolitikker udmærket anvendes på denne sektor. Derfor bør alle supplerende initiativer, der kan gøre beskæftigelsen mindre sæsonbetinget, hilses velkommen, fremmes og støttes af EU's institutioner. Der er lang vej igen, for sæsonarbejde er stadig det almindelige i de største turistområder. Spredning af ferierne kunne give et positivt bidrag til forlængelse af sæsonen med en forbedret kapacitetsudnyttelse af turistinfrastrukturen til følge.

3.2.2

Kvalitet: På samme måde bør EU-politikkernes bestræbelser for at fremme kvalitet og deres krav om kvalitetssikring i virksomhederne også gælde for kvaliteten i turistsektoren, der er meget følsom over for denne variabel, da den er en servicesektor, som lægger stor vægt på personlig service. De europæiske turistaktørers indsats for at skabe en kvalitetspolitik bør støttes, koordineres og suppleres som påpeget i EU's forfatningstraktat.

3.2.3

Forskning og udvikling: Turistsektoren gennemgår i øjeblikket store strukturændringer som følge af muligheden for at præsentere og købe turistprodukter via internettet, og den positive virkning heraf på turismen bør undersøges og fremmes. F&U-indsatsen på turistområdet bør være et ansvar, som alle institutioner på alle niveauer og alle virksomheder tager på sig.

3.2.4

Forbrugerbeskyttelse: Turismen er en økonomisk aktivitet med tætte indbyrdes forbindelser mellem tjenesteydere og forbrugere. Alle EU's generelle forbrugerbeskyttelsespolitikker bør finde direkte anvendelse på turistsektoren og øge virksomhedernes og forbrugernes ansvar. Fremme og udbredelse af kvalitets- og miljømærker på turistområdet bør støttes og opmuntres.

3.2.5

Miljøbeskyttelse: Enhver miljøbeskyttelsespolitik på EU-niveau kan anvendes på turistindustrien og har positiv indflydelse på den. Hvis turismen dybest set er en industri, der bygger på rationel anvendelse af naturressourcerne, kan ethvert initiativ, enhver aktivitet eller regulering kun fremme turistaktiviteten i dag og på mellemlang og lang sigt.

3.2.6

Andre EU-politikker: Generelt og på grund af sin tværgående karakter berøres turistindustrien af alle EU's økonomiske og erhvervsrettede politikker, men EU-institutionerne bør erkende turismens strategiske betydning for beskæftigelsen og den sociale samhørighed, og politikkerne bør gennemføres på en særlig måde over for turismen på baggrund af undersøgelser eller pilotprojekter.

3.2.6.1

EU's turismepolitik efter udvidelsen og EU-forfatningens ikrafttræden bør være en politik, der støtter, koordinerer og supplerer alle andre EU-politikker med relevans for turismen. Virksomhedernes konkurrenceevne, bæredygtighed i ordets bredeste forstand, oprettelse af kvalitetsjob og infrastrukturpolitikken m.m. bør alle inddrage turismen som en nøgleaktivitet for hele Unionens udvikling.

3.2.7

Forbindelse med andre aktiviteter: Turismen er med til at øge virkningen af andre aktiviteter som f.eks. sport — et emne, som EØSU har analyseret i sin udtalelse om »Turisme og sport: fremtidens udfordringer« (2).

3.3

Turismepolitikkens stilling i EU: Spørgsmålet om, hvorvidt turismen i EU og i EU's politik virkelig har den plads, betydning og strategiske karakter, som den fortjener som menneskelig, økonomisk og social aktivitet, bør efter Regionsudvalgets mening besvares ud fra forskellige synsvinkler.

3.3.1

EU og dets medlemslande, regioner og byer er internationale turistmål. Den nye situation i Europa har sammen med optagelsen af de nye medlemsstater medført, at der i dag findes et bredt, forskelligartet og kontrastfyldt udbud, der gør EU i stand til at udvikle sig som et stærkt udgangspunkt og mål for turisme på verdensplan. Forventningerne for fremtiden er en fortsat, dog mere beskeden, vækst, men højere end den, der forventes for andre industrier. Kvalitetspolitik som grundlag for konkurrenceevne og bæredygtighed bør være kernen i dette udbud, og udvikling af et eller flere EU-mærker for kvalitetsturisme bør være midlet til at opnå og give udtryk for denne kvalitet.

3.3.2.1

Det erkendes, at EU-institutionerne, herunder Europa-Kommissionen og Europa-Parlamentet, løbende arbejder med at koordinere foranstaltninger med indvirkning på turismen. Her skal især fremhæves det allerede fungerende initiativ »Det Europæiske Turistforum«, som er et årligt møde af stor videnskabelig, planlægningsmæssig og politisk værdi, hvori alle turistsektorens aktører deltager i et samarbejde om forbedring af den europæiske turisme.

3.3.2.2

Dette og andre bestræbelser for at øge opmærksomheden omkring europæisk turisme med deltagelse af alle sektorens medspillere vurderes meget positivt. I bilag 1 vedlægges konklusionerne fra forummets møde i 2004 i Budapest (på engelsk).

3.3.2.3

Her er det på plads af nævne det initiativ, som EØSU har gjort rede for i sin udtalelse »Turismepolitikken og samarbejdet mellem den offentlige og private sektor« (3), nemlig forslaget om, at Kommissionen undersøger muligheden for at oprette et europæisk turistråd på mellemlang eller lang sigt.

3.3.2.4

Rådet kunne sammensættes af en bred repræsentation af institutionelle og private aktører, især arbejdsmarkedets parter og organisationer fra civilsamfundet, og få til opgave at analysere turistinformationer, foreslå retningslinjer og følge op på de aftaler, der indgås på turismeforummet. EØSU vil samarbejde og aktivt deltage i dets oprettelse.

3.3.2.5

EØSU forsikrer, at det på egen hånd og i samarbejde med Kommissionen, Europa-Parlamentet, Regionsudvalget og andre EU-institutioner vil fortsætte sine bestræbelser på at øge synligheden og udviklingen af den europæiske turisme.

3.3.2.6

For at sikre fremskridt i denne retning foreslår EØSU, at der holdes flere institutionelle møder med henblik på at analysere, koordinere og fremme gennemførelsen af resolutionerne fra Det Europæiske Turistforum.

3.4.1

Denne udtalelse skal ligge i forlængelse af den tidligere EØSU-udtalelse »En socialt bæredygtig turisme for alle (4)«, blot skal grundpillerne i turismepolitikken tilpasses situationen i EU efter udvidelsen. Med turismepolitik menes der i dette tilfælde ikke EU's reguleringskompetencer, men principper og værdier, der skal være til stede og gennemsyre alle offentlige institutioners turismeaktiviteter på ethvert niveau såvel som den private sektor og dens erhvervsaktiviteter. I det følgende opregnes de elementer, som tilsammen skaber dette system af værdier til efterfølgelse, som kan være med til at forbedre turismens bæredygtighed.

3.4.2

Turismen i EU efter udvidelsen skal fortsat baseres på værdier, der er forankret i europæisk tradition og kultur, og stille turisten i centrum. Idéen om turisten som forbruger af komplekse og varierede serviceydelser af dybt personlig karakter og sammensætning bør ikke opgives. Men man bør heller ikke se bort fra turismens grundlæggende økonomiske og kommercielle natur, der gør det nødvendigt at anvende rentabilitets- og konkurrenceevnekriterier i en industri, der har stor økonomisk indflydelse og bidrager til EU's BNP.

3.4.3

EU's turismepolitik efter udvidelsen bør baseres på bæredygtighedsprincippet forstået bredest muligt som økonomisk, social og miljømæssig udvikling, men på strengere betingelser. Et af de vigtigste spørgsmål, der skal drøftes, er grænserne for vækst. Findes der objektive og målelige grænser for turistvirksomheden? Findes der økonomiske grænser for den takt, turistmålene i hele verden udvikler sig i?

3.4.3.1

Der er ingen enkle svar på disse spørgsmål, men idéen om grænser for vækst — men ikke for udvikling, hvis den er afbalanceret og bæredygtig — vinder mere og mere terræn. Som eksempel kan nævnes Middelhavsområdet, hvor antallet af turistmål er i konstant stigning, hvilket på mellemlang sigt indebærer alvorlig risiko for hele turistindustrien og for dens rentabilitet. Incitamenter til investering i turisme på bæredygtige udviklingsvilkår i samarbejde med de sydlige Middelhavslande hilses velkommen som instrumenter til økonomisk og social udvikling af et stor geografisk område, der i dag er lidet udviklet.

3.4.4

Alle turistforetagender i Europa, men især de, der ønsker at finde en niche i det nye udvidede EU, er nødt til at tilpasse deres aktiviteter til en virkelighed i forandring for at opnå konkurrencefordele. F&U, nye teknologier, investeringer, reklamer, design, markedsføring, netværk, erhvervssammenslutninger osv. er vejen hertil. Internettets rolle i dag og i en forudsigelig fremtid bør få alle sektorer til at engagere sig i at udvikle og anvende det til forbedring af produktiviteten, til forskning og til at sikre en mere afbalanceret udvikling af turistindustrien.

3.4.5

Turisme og beskæftigelse: Forholdene på arbejdsmarkedet, erhvervsuddannelse og erhvervsfremme, specialisering, socialsikring og arbejdstagernes frie bevægelighed er kerneelementer i udformningen af en turismepolitik for det udvidede EU. Der bør være særligt fokus på skabelse af nye jobtyper og uddannelser på turistområdet, hvilket institutionerne bør involvere sig i for at sikre, at de opfylder kriterierne for kvalitetsjobskabelse. Desuden bør spektret af turismekvalifikationer udvides og forbedres.

3.4.6

Turisme, som fremmer europæisk kultur og kulturarv: Traditioner, kunst, arkitektur, historie, folklore, gastronomi osv. bør spille en meget vigtig rolle i en god europæisk turismepolitik. De nye medlemslande, som har en rig kulturarv at trække på som turistprodukter, bør udvikle deres turisme på grundlag af disse kulturværdier. Erfaringerne med »paradores« i Spanien, »pousadas« i Portugal og »ville e castelli« i Italien kan nævnes som gode eksempler på en vellykket kobling mellem kulturarv og turisme baseret på kommerciel udnyttelse.

3.4.7

Adgang til turisme for alle er en udfordring, der skal tages op. Turisme har alle en ret til, også selvom de har et handicap. EØSU foreslår, at der i det udvidede EU iværksættes en oplysningskampagne om turisme specielt rettet mod børn og unge i skolerne samt ældre og pensionister.

3.4.8

Turismemarkedets vækst som følge af udvidelsen bør fungere som drivkraft for turismen inden for Europa og danne grundlag for en generel markedsføringspolitik.

3.4.8.1

På baggrund af den interne turismes særlige betydning og dens indvirkning på efterspørgsel og forbrug inden for EU, og især den sociale turismes aktuelle og potentielle dimension, vil EØSU udarbejde en udtalelse om »En europæisk politik for social turisme«.

3.4.9

Enhver turismepolitik bør opfylde princippet om, at turisterhvervets aktører skal deltage og spille en førende rolle i analyse, udformning, opfølgning og evaluering af turismepolitikkerne på de forskellige områder. De forskellige organer skal blive enige om samarbejdsstrategier og former for deltagelse.

3.4.10

Turismens sæsonbetingede karakter er formentlig dens største svaghed. Stabil beskæftigelse og stabile aktiviteter bør ligge til grund for en ny turismepolitik for det udvidede EU. Det bør ved hjælp af pilotprojekter undersøges, hvordan man kan kompensere for den underanvendelse af menneskelige og finansielle ressourcer, som sæsonafhængigheden fører med sig. Undersøgelsen skal grundigt analysere de skiftende turismemodeller og se på, hvordan man sikrer, at turismen fortsat kan være et vigtigt udviklingsinstrument.

3.4.11

Særlig opmærksomhed bør rettes mod situationen på de europæiske øer, som i relation til turisme har særlige karakteristika, der indebærer, at de vilkår, som turismen udvikles på, får meget store konsekvenser. Kommunikations-, transport- og regionaludviklingspolitik har strategisk betydning for øerne samt for bjergområderne på grund af deres særlige karakteristika i forhold til turisme.

3.4.12

Endnu en gang må det understreges, at sikkerhedspolitik og forebyggelse i verden, som den ser ud i dag, bør være et kernepunkt for udvikling af turismen. Både i forbindelse med naturkatastrofer og menneskeskabte katastrofer bør forebyggelse via regler, som sikrer, at mennesker frit kan rejse og bevæge sig, være et grundlæggende element i udviklingen af turismen.

3.4.13

Det må ikke glemmes, at en turismepolitik for det udvidede EU skal være med til at sikre turismen en rolle som drivkraft for de processer, der fører til social, økonomisk og politisk samhørighed i EU, gennem forskellige tiltag, der sigter på at:

3.5.1

I en analyse af det udvidede EU og turismen bør koordination og samarbejde mellem den offentlige og den private sektor ikke kun betragtes på lokalt og nationalt niveau. Man kan og bør sprænge disse barrierer og bruge samarbejdet til at videreformidle bæredygtige politikker og foranstaltninger, der forbedrer investering og konkurrence fra det ene land til det andet. Lande og sociale sektorer med længere traditioner for turisme kan videregive deres erfaringer til de lande, der indgår i det udvidede EU, hjælpe dem med at undgå fejltagelser i forbindelse med udviklingen af deres modeller for turisme og give dem konkret kendskab til succeser og fiaskoer. De kan kort sagt arbejde sammen om denne nye model for økonomisk, socialt og miljømæssigt bæredygtig turisme.

3.5.2

Uddannelse bør være en af hovedhjørnestenene i en forbedret turismekvalitet, men for at sikre de institutionelle bestræbelser størst mulig effektivitet er det tilrådeligt, at dens indhold bygger på konkrete anmodninger fra de forskellige turismeoperatører. Det offentlig-private samarbejde kan og bør spille en vigtig rolle på dette område.

3.5.2.1

EØSU ønsker klart at tilkendegive sin støtte til en eventuel indførelse af en europæisk mastergrad i turisme, som kan være med til at udforme, udvikle og gennemføre en europæisk turismemodel baseret på Den Europæiske Unions værdier som et område for sameksistens og økonomisk udvikling.

3.5.3

Den europæiske turismepolitik skal sikre fremme af turistoperatørnetværk samt erhvervssammenslutninger på alle niveauer: de lokale, regionale, nationale og europæiske niveau.

3.5.4

Transportinfrastrukturernes rolle i det udvidede EU er afgørende for, at turismen i alle lande udvikler sig på konkurrencemæssige vilkår. EU bør bestræbe sig på at garantere sikker og hurtig adgang af høj kvalitet til transport og intermodalitet for alle regioner, velvidende, at turismens anvendelse af infrastrukturer har en stor økonomisk og social effekt. Især bør øernes tilgængelighed i EU prioriteres højt i de foranstaltninger, der skal forbedre den interne og eksterne kommunikation.

3.6.1

Det europæiske institutionelle samarbejde kan antage meget forskellige former:

3.6.1.1

Pilotprojekter: Eksempelvis kan projektet »Social turisme i Europa« give et væsentligt bidrag til væksten i den interne turisme, bryde turismens sæsonafhængighed og sikre alle borgeres adgang til turisme. Projektet bør om muligt fremmes af lande med lignende positive erfaringer, i samarbejde med Kommissionen, og muligheden for på længere sigt at etablere et generelt projekt for social turisme i Europa bør undersøges. Det foreslås, at Europa-Kommissionen undersøger de mulige følger for den europæiske turistindustri af et eventuelt program for europæisk social turisme.

3.6.1.2

Samarbejde om forskning: For eksempel forskning i nye former for turisme, idet udvidelsen indebærer en ny tilskyndelse til at styrke turismeformer, som er forenelige med princippet om bæredygtighed. Det foreslås, at Kommissionen udarbejder en undersøgelse af dette emne, som EØSU gerne vil give sit bidrag til.

3.6.2.1

EU's økonomiske solidaritet afspejles bedst i politikken for økonomisk og social samhørighed, der gennemføres ved hjælp af strukturfondene. Denne politik, som har vist sig effektiv til at skabe fremskridt i medlemslandene, får særlig betydning efter udvidelsen. Derfor bør tiltag, som har positiv indvirkning på udviklingen af samhørighedspolitikkerne, støttes gennem udvikling af en turismepolitik. Samhørighedspolitikkerne kan på deres side tilføre turismeaktiviteterne i medlemslandene en ny dynamik, så turismen får en multiplikatoreffekt på disse tiltag. Grænseoverskridende tiltag kan være med til at skabe turisttilbud, som er fælles for flere lande, gennem fælles tiltag og tilbud.

3.6.2.2

For at uddybe dette aspekt foreslås det, at Kommissionen gennemfører en undersøgelse af strukturfondenes indvirkning på turistsektoren.

4.1

Turismen er en nøglesektor og en nøgleindustri for effektiv integration i det udvidede EU. Den bør udvikles på bæredygtige vilkår i bredeste forstand og bør kunne bidrage effektivt til social samhørighed i Europa.

4.2

De nye medlemsstater betragter turismen som en kærkommen mulighed for økonomisk udvikling, der kan mindske indkomstforskellene mellem de gamle og de nye EU-lande. Den store mangfoldighed af kultur- og naturværdier, som de bringer med sig, vil betyde udvidelse af såvel udbud som efterspørgsel efter turistprodukter inden for og uden for EU.

4.3

EØSU vurderer, at EU's optagelse af nye lande får meget positive følger for turistsektorens fremtid, især hvis den europæiske turismemodel anvendes på kriterier for bæredygtighed.

4.4

Et af de forslag, som EØSU gerne ser vedtaget og fremsendt til alle institutioner i samtlige medlemsstater, er gennemførelse af en bred oplysnings- og motiveringskampagne om turismen som strategisk industri for Europa. Kampagnen skal især henvende sig til unge skoleelever med henblik på at lære dem at sætte pris på turisme som en menneskelig aktivitet, der indebærer, at man lærer andre mennesker, steder og kulturer at kende. Det kan være af stor betydning for deres egen personlige udvikling og en stor berigelse. Kampagnen bør omfatte europæiske, nationale, regionale og lokale institutioner samt erhvervs- og fagorganisationer på alle områder. Den skal opfordre skoleeleverne til at lære deres nærmeste turistattraktioner at kende (i byen, provinsen, regionen) som motivation for at rejse i eget land og i hele Europa.

4.5

Oprettelse af en databank over god praksis på turistområdet, der både omfatter turistmål og private operatører som f.eks. hotelejere, turoperatører og supplerende tilbud, kan være en kanal for udveksling af positive erfaringer, som de nye og kommende medlemsstater utvivlsomt kan få stor gavn af.

4.6

På samme måde vil oprettelse og styrkelse af forskellige net af destinationer, som sigter på at fremme de bedste værdier mht. bæredygtighed og kvalitet, være en garanti for, at turismen udvikler sig på kriterier, der passer til en ny model for europæisk turisme, og at kontinuiteten bevares.

4.7

Forbrugerbeskyttelse bør være et kernepunkt i en europæisk turismemodel, som fortsat har som mål at skabe en bæredygtig økonomisk aktivitet. Al generel forbrugerbeskyttelsespolitik bør anvendes på turismen, især på baggrund af den tætte indbyrdes forbindelse mellem forbruger og tjenesteleverandør, der findes på turistområdet.

4.8

EØSU bifalder Kommissionens initiativ til udarbejdelse af en undersøgelse af sportsbegivenheders indflydelse på turismen på grundlag af EØSU's udtalelse om »Turisme og sport: fremtidens udfordringer«.

4.9

For at kunne råde over referencer og grundlag for kommende støtteforanstaltninger for europæisk turisme anbefaler EØSU, at Kommissionen inden for en passende tidsfrist gennemfører undersøgelser af turisme, social turisme og turisme for handicappede på baggrund af sidstnævntes sociale betydning og mulige positive indvirkning på turistaktiviteterne.

4.10

EØSU vil afslutningsvis gentage to af sine tidligere fremsatte forslag i denne udtalelse:

5.

EØSU har besluttet at udgive og udbrede denne udtalelse under titlen »Katowice-erklæringen om turismepolitikken i den udvidede Europæiske Union«. Den bliver EØSU's bidrag til den internationale dag for turisme i 2005, som er fastlagt af Verdensorganisationen for Turisme.

14.10.2005   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 255/22

1.1

Den Faglige Sektion for Det Indre Marked, Produktion og Forbrug foreslår i overensstemmelse med arbejdsprogrammet for Observatoriet for Det Indre Marked (Markedsobservatoriet) (1) at udarbejde en tillægsudtalelse om »Prioriteter for det indre marked 2005-2010«. I lighed med tidligere år bidrager Markedsobservatoriet til den løbende justering af mål og metoder for virkeliggørelsen af det indre marked.

1.2

Man må ikke undervurdere betydningen af begivenhederne i 2004 for Den Europæiske Union; efter den historiske udvidelse med ti nye medlemsstater valgte borgerne i de nu 25 medlemsstater et nyt Europa-Parlament, og sidst i 2004 trådte de 25 medlemmer af den nye Europa-Kommission i funktion for en femårig mandatperiode.

1.3

I mellemtiden er Kok-rapporten (2) samt EØSU udtalelse (3) om gennemførelsen af Lissabon-strategien blevet offentliggjort, begge efter anmodning fra Det Europæiske Råd i marts 2004. EØSU's initiativudtalelse om prioriteter for det indre marked, som specifikt omhandler mandatperioden for det nye Parlament og den nye Kommission, vil ideelt være i tråd med dette arbejde og tilvejebringe et konkret input fra civilsamfundet.

1.4

Der er derfor vigtigt straks at gøde jorden for EØSU's inddragelse i de høringer, der planlægges af den nye Kommission.

1.5

Denne udtalelse er en opfølgning på EØSU's udtalelse om meddelelse fra Kommissionen til Rådet, Europa-Parlamentet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget: Strategien for det indre marked — Prioriteringer 2003-2006, KOM(2003) 238 endelig. I denne udtalelse (4), som havde Bryan Cassidy som ordfører, fokuserede EØSU på en række prioriterede aspekter med henblik på at sikre, at det indre marked fungerer tilfredsstillende: begrænsning af følgerne af skattebarrierer, bedre vilkår for erhvervslivet, et solidt retssystem, høje og gennemsigtige kvalitetsnormer, særligt i forbindelse med tjenesteydelser af almen interesse, mere og bedre oplysning til borgerne m.v.

1.5.1

Samtidig understregede EØSU i udtalelsen, at yderligere velfærdsgevinster inden for Den Europæiske Union principielt ikke ville kunne opnås udelukkende i kraft af foranstaltninger til markedsliberalisering og fremme af konkurrencen, men at en ledsagende vækst- og beskæftigelsesorienteret makroøkonomisk politik i væsentlig grad ville bidrage til en vellykket gennemførelse af det indre marked. Debatten om de sociale systemers fremtidige udformning skal ligeledes ikke kun anskues ud fra hensynet til det indre marked og budgetmæssige bindinger, men også se på systemerne i deres helhed og tage højde for deres målsætninger.

1.6

Udtalelsen er ligeledes baseret på de »25 punkter«, som Markedsobservatoriet offentliggjorde i anledning af tiåret for sin oprettelse (en brochure udgivet på engelsk i oktober 2004 med titlen »What is the state of the enlarged Single Market? 25 findings by the Single Market Observatory« (»Hvor langt er vi med det udvidede indre marked? — En redegørelse fra Observatoriet for Det Indre Marked i 25 punkter«)). I disse kommentarer understregede Markedsobservatoriet, at der nok er gjort ganske betydningsfulde fremskridt gennem de seneste år, men at der stadig forekommer alt for mange forsinkelse og alt for mange tilfælde, hvor det indre marked ikke fungerer efter hensigten, hvilket rammer de europæiske brugere og påvirker EU's formåen i henseende til konkurrenceevne, vækst, innovation og beskæftigelse i forhold til vores vigtigste partnere på verdensplan.

1.7

Det flerårige strategiske program fra De seks Formandskaber (5) for perioden 2004-2006 udgør grundlaget for en undersøgelse af dette emne og for udarbejdelsen af henstillinger for den afgørende periode 2005-2010, hvor der ud over processen med integrering af de nye medlemsstater blev indsat en ny Kommission og et nyt Europa-Parlament. Tanken er således at lade EU's prioriteter indgå i en bredere sammenhæng og tage operationelle problemer op, der længe har været skudt i baggrunden. De seks Formandskabers program repræsenterer en velkommen politisk kontinuitet. Nye formandskaber har hidtil alt for ofte søgt at gennemtrumfe deres egen dagsorden, hvilket har medført forvirring og en opfattelse af, at EU ikke har nogen klare politiske mål.

2.1

De seks formandskabers prioriteter for det indre marked er baseret på Lissabon-strategien. Målet med Lissabon-strategien er at »gøre EU til den mest konkurrencedygtige og dynamiske videnbaserede økonomi i verden, en økonomi, der kan skabe en holdbar økonomisk vækst og bedre job og større social samhørighed«. Kommissionen har på den baggrund udarbejdet en handlingsplan med titlen »Bedre og enklere lovgivningsmæssige rammer« (6). Siden 1. maj 2004 har dette tiltag involveret et stort marked bestående af 25 medlemsstater. I tråd med Lissabon-strategien henleder EØSU atter opmærksomheden på, at der må skelnes omhyggeligt mellem på den ene side unødige lovgivningsmæssige og administrative byrder og på den anden side de normer og bestemmelser, der er nødvendige for at sikre, at leve- og arbejdsvilkårene opretholdes og udbygges i overensstemmelse med de fælles EU-mål.

2.2

Den måde, hvorpå visse medlemsstater tilføjer overflødige komplikationer, når de gennemfører EU-direktiver i deres nationale lovgivning, giver anledning til store bekymringer. Aktører er frustrerede over den uigennemskuelige »komitologi«-procedure, hvor detaljerede regelsæt med henblik på gennemførelse af rammedirektiver drøftes for lukkede døre uden kontrol fra Europa-Parlamentets eller de nationale parlamenters side.

2.3

Et af de væsentligste problemer er den tid, der går mellem Rådets og Parlamentets godkendelse af et direktiv og dets gennemførelse i de nationale lovgivninger.

2.4

Medlemsstater undlader ofte at gennemføre fællesskabslovgivningen i national lovgivning og skaber dermed en række hindringer, som medfører økonomiske ulemper. Fjernelsen af hindringer kræver en velafbalanceret blanding af harmonisering, gensidig anerkende og forenkling.

2.5

Kompleksiteten af de vilkår, der styrer aktiviteterne på det indre marked, er et handicap, der er blevet fremhævet af aktørerne. Selv om forenkling i høj grad er et spørgsmål om god praksis og gennemførelse, mangler der stadig en væsentlig forenkling af bestemmelserne, navnlig for så vidt angår fællesskabspatentet, fjernelse af dobbeltbeskatning, en EU-retlig statut for SMV'er, ensartede europæiske bestemmelser om fusioner og forenklede fællesskabsmomsregler.

2.6

Kommissionen er ikke selv helt uden skyld. Visse fællesskabslovgivningsinitiativer er ikke altid tilstrækkeligt begrundede, idet de indledende konsekvensanalyser undertiden mangler stringens og gennemsigtighed som f.eks. forslaget om et andet direktiv om havnetjenester. (7) EU-direktiver er ofte et resultat af komplekse politiske kompromisser mellem medlemsstater eller mellem Rådet og Europa-Parlamentet, hvilket ikke gør livet let for brugerne af sådanne bestemmelser.

3.1

Det er præcis med henblik på at forenkle lovgivningen, at aktørerne i det indre marked skal have medbestemmelse. Selvregulering og samregulering i det europæiske indre marked har således oprindeligt udviklet sig på to områder: henvisning til standarder med henblik på konkretisering af direktiverne om tekniske hindringer og den sociale dialogs autonomi, som anerkendes i Maastricht-traktaten.

3.2

En sådan tilgang er gradvist udvidet til at omfatte andre områder via adfærdskodekser og frivillige overenskomster: forbrugerrettigheder, især inden for e-handel (f.eks. oplysninger, mærkning, mærker, betalingssikkerhed), tjenesteydelser, herunder finansielle tjenesteydelser (f.eks. gensidig anerkendelse af kvalifikationer), og miljøbeskyttelse (f.eks. overholdelse af standarder).

3.3

En interinstitutionel aftale (8), som blev indgået den 16. december 2003 mellem Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen, definerede og organiserede for første gang selvregulering og samregulering i det indre marked. EØSU konstaterer med beklagelse, at arbejdsmarkedets parter, som har en vigtig rolle at spille i udformningen af retlige bestemmelser, ikke er blevet hørt i denne sammenhæng.

3.4

Gennem de seneste ti til femten år er anvendelsen af selvregulering og samregulering på europæisk plan fra de pågældende aktørers side blevet stadig mere udbredt, hvilket EØSU's PRISM-database (9) da også har vist. Blandt sådanne initiativer har Markedsobservatoriet bemærket:

3.5

Selvreguleringens og samreguleringens succes afhænger i høj grad af følgende elementer:

3.6

Selvregulering og samregulering kan kun bibringe løsninger fra sag til sag som supplement til arbejdet inden for lovgivningsmyndigheden, som stadig har de afgørende beføjelser som led i dens pligt til at varetage offentlige interesser. Med henblik på at forenkle lovgivningen på bestemte områder ville det være ønskeligt, om selvregulering blev mere udbredt inden for de europæiske erhvervssammenslutninger.

3.7

Disse analyser og resultater uddybes i en informationsrapport med titlen »Samregulering og selvregulering i det indre marked — den nuværende situation«, som EØSU vedtog den 10. februar 2005 (CESE 1182/2004). (10)

4.1

Kommissionens forslag om at ændre EF-toldkodeksen sigter mod at forenkle den eksisterende lovgivning og opnå større harmonisering og integration. Udvidelsen vil medføre ændringer i både EU-lovgivningen og toldpraksis. Toldforvaltningen ved EU's eksterne grænser varierer da også i høj grad fra medlemsstat til medlemsstat, især for så vidt angår personale og ressourcer, om ikke grundighed. Dette rejser med endnu større relevans i lyset af udvidelsen spørgsmålet om, hvor effektiv toldkontrollen er på europæisk niveau, og dermed om, hvor sikkert det indre marked er, for så vidt angår illoyal konkurrence, menneskehandel og falskmøntneri. Det kunne være hensigtsmæssigt at undersøge muligheden for et toldkontor i lighed med OLAF med det formål at beskytte indtægterne fra eksterne afgifter og landbrugsafgifter. En risiko er, at et tab af gensidig tillid mellem toldmyndighederne i de forskellige medlemsstater kan medføre, at der igen indføres toldkontrol inden for Fællesskabet, hvilket vil sætte enheden og friheden inden for det indre marked over styr.

4.2

EU's toldmyndigheder skal organiseres mere effektivt og på en mere homogen måde, hvis det indre marked skal fungere effektivt. Idealet kunne være at indføre en EU-toldmyndighed, men medlemsstaternes regeringer har hidtil udvist ringe interesse for et sådant tiltag, hovedsagelig fordi de ikke har tilstrækkelig tillid til effektiviteten inden for hinandens toldmyndigheder. EØSU ønsker med dette for øje, at der gradvis indføres et øget samarbejde mellem de 25 nationale myndigheder. Der er behov for flere fælles uddannelsestiltag og udveksling af toldere for at kunne bevæge sig i denne retning, men der udvises kun ringe politisk vilje fra medlemsstaternes side.

5.1

Der bør være en tydeligere identifikation af de hindringer, der strider mod princippet om et indre marked, og som derfor bør fjernes hurtigst muligt (såsom blokeringen af EF-patentet, dobbeltbeskatning, offentlige indkøbskontrakter, der er udarbejdet således, at de fremmer »nationale frontløbere«, eller opsplitningen af de bestemmelser, der gælder for intellektuel ejendom), og de hindringer, som vil stå tilbage på grund af de forskellige medlemsstaters særlige kendetegn, og som aktørerne må indrette sig efter (såsom kulturel mangfoldighed, sproglige særtræk og skattemæssige forskelle). Kommissionens SOLVIT-net er endnu ikke tilstrækkeligt kendt, men det er begyndt at vise resultater og bør udvikles.

6.1

Små virksomheder er i særlig grad begrænset af bureaukrati og opretholdelsen af handelshindringer. Mange ønsker nemmere adgang til det indre marked, især i grænseområder. De råder ikke over en forenklet retlig statut med europæisk rækkevidde.

6.2

EØSU har slået til lyd for en forenklet statut for det europæiske selskab, (11) som skal være tilgængelig for alle virksomheder uanset størrelse med henblik på at lette deres aktiviteter i det indre marked. Der er i øjeblikket ved at blive foretaget en gennemførlighedsundersøgelse, og Kommissionen vil på grundlag heraf beslutte, om og med hvilken form for forslag dette kan opnås (Kommissionen forventes at have afsluttet undersøgelse i juni 2005).

6.3

EØSU afventer ligeledes resultatet af Kommissionens undersøgelse af den brede vifte af dobbeltbeskatningsaftaler mellem medlemsstater og mellem medlemsstater og tredjelande (12). En undersøgelse er for ved at blive gennemført, og resultatet heraf vil sammen med mulige løsninger blive fremlagt senere i år.

7.1

I alle EU-lande anerkendes det, at fremskridtene inden for det indre marked har givet forbrugerne et større udvalg, navnlig af varer (udbud, forholdet mellem kvalitet og pris). Ud over de forskellige EU-bestemmelser med henblik på forbrugerbeskyttelse har der i de seneste år udviklet sig en frivillig eller kontraktmæssig selvregulering, navnlig inden for e-handel, som dækker betalingssikkerhed, garantier, eftersalgsservice og alternative metoder til tvistbilæggelse. Blandt prioriteterne for forbedring bør man især nævne konsekvensanalyser og planlagte lovtiltag, realistisk, men samtidig ubureaukratisk gennemførelse af forsigtighedsprincippet, grænseoverskridende og effektiv beskyttelse af forbrugerrettigheder og en effektiv tvistbilæggelsesmekanisme.

7.2

Der skal mindes om, at det indre marked har et andet formål: jobskabelse. Dette vil kun kunne lykkedes, hvis der træffes afgørende foranstaltninger med henblik på at fjerne de eksisterende hindringer. Her efter den nylige udvidelse er det efter EØSU's opfattelse vigtigere end nogensinde at sikre en målrettet informationspolitik, der kræver deltagelse af medlemsstaternes nationale myndigheder, med henblik på at opnå en reel multiplikatoreffekt og sikre, at medlemsstaterne holdes ansvarlige. Informationsnetværkene (som f.eks. EURES og især problemløsningstjenester som SOLVIT) er oprettet, men anvendes stadig ikke i tilstrækkelig grad som følge af manglende bistand og information.

7.3

Jobskabelse og arbejdstagernes bevægelighed er ligeledes mål for det indre marked, og erhvervsuddannelses- og uddannelsesprogrammer bør i højere grad målrettes mod forberedelse til »den videnbaserede økonomi«. Som allerede påpeget i den tidligere udtalelse fra EØSU, der henvises til i punkt 1.5, vil udvalget desuden understrege, at gennemførelsen af det indre marked ikke i sig selv kan løse problemerne på det europæiske arbejdsmarked, men at der skal yderligere aktive foranstaltninger til.

7.4

EØSU vil helhjertet støtte Kommissionen i forsøget på at opnå fremskridt inden for disse væsentlige politiske områder og håber, at de nationale regeringer vil samarbejde ved at gøre alt, hvad der står i deres magt, for at fremskynde vedtagelsen og gennemførelsen af deres løfter. EØSU beklager de restriktioner, som visse »gamle« medlemsstater har indført over for arbejdstagere fra »nye« medlemsstater, og opfordrer til, at »overgangsperioderne« tages op til revision.

8.1

Fjernelsen af hindringer forudsætter en dynamisk balance mellem markedspres, gensidig anerkendelse og harmonisering. Dette indebærer et nyt partnerskab mellem EU-institutioner, medlemsstater, tjenesteudbydere og brugere, således at de eksisterende hindringer bedre kan vurderes, nye hindringer forhindres, tiltagene koordineres og reglerne forenkles, og således at der gives mulighed for overgangsordninger og tages hensyn til globaliseringen af handel.

8.2

Markedspotentialet for tjenesteydelser er i høj grad uudnyttet på grund af nationale krav, som er i strid med princippet om fri bevægelighed for tjenesteydelser. Fuldførelsen af det indre marked har fået afgørende betydning som følge af: a) internationaliseringen af handelen med de nuværende WTO-forhandlinger om tjenesteydelser, b) euroen, som har øget konkurrencen og behovet for et indre marked for tjenesteydelser.

8.3

Hvad specielt angår finansielle tjenesteydelser som f.eks. forsikrings- og bankvirksomhed skyldes både de langsomme fremskridt i fuldførelsen af handlingsplanen for finansielle tjenesteydelser og den langsomme implementering heraf som led i Lissabon-dagsordenen fodslæberi fra visse medlemsstaters side. Nogle regeringsoverhoveder når alt for ofte til enighed om politiske erklæringer under møder i Det Europæiske Råd, hvor Kommissionen pålægges at træffe foranstaltninger, og glemmer herefter alt om det, når de vender tilbage til deres nationale hovedstæder.

8.4

Hvad angår de finansielle tjenesteydelser, nærmer man sig nu afslutningen af lovgivningsfasen for handlingsplanen for finansielle tjenesteydelser; afgørende bliver så, at lovtiltagene gennemføres ensartet på nationalt plan.

8.5

Den dynamiseringsstrategi, der er foreslået af Kommissionen, er nødvendig. Den indebærer imidlertid, at de pågældende sektorers diversitet skal tages i betragtning. En af metoderne til håndtering af denne diversitet består i øget anvendelse af faglig samregulering og selvregulering på europæisk niveau. De berørte samfundsøkonomiske aktører bør tage nye initiativer, således at de kan spille en afgørende rolle i denne liberaliseringsproces.

8.6

Udvalgets bemærkninger til forslaget til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om tjenesteydelser i det indre marked er indeholdt i en udtalelse vedtaget den 10. februar 2005 (CESE 137/2005). (13)

9.1

Det indre marked og hermed arbejdsmarkedet er i konstant udvikling. Det er en væsentlig udfordring for Europa-Kommissionen og især for arbejdsmarkedets parter at håndtere forandringen.

9.1.1

Kommissionen bør koncentrere sig om at forenkle og konsolidere de eksisterende EU-bestemmelser og forbedre deres sammenhæng, således at både udbuds- og efterspørgselssiden kan drage fuld nytte af det indre markeds potentiale.

9.2

EØSU opfordrer ligeledes medlemsstaternes regeringer til at udvise politisk vilje ved at indføre mekanismer til tættere samarbejde på toldområdet.

9.3

Efter EØSU's mening er det medlemsstaterne, som udgør den største hindring for gennemførelsen af det indre marked. Nogle trækker implementeringen af lovgivningen i langdrag, og andre fastsætter så deltaljerede regler for implementeringen, at det skaber modvilje mod det indre marked og EU. Atter andre obstruerer det indre marked ved f.eks. at vedtage national lovgivning, der forbyder grænseoverskridende virksomhedsovertagelse af finansielle institutioner som banker. Andre igen tillader deres nationaliserede industrier at foretage grænseoverskridende virksomhedsovertagelser uden at tillade gensidighed. Nogle landes nationaliserede industrier har ubegrænsede midler til deres rådighed, og denne form for konkurrenceforvridning har Kommissionen hidtil tøvet med at takle.

14.10.2005   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 255/29

1.1

Kommissionen har fremlagt en meddelelse om styrkelse af tilliden til de elektroniske Business-to-Business markedspladser. EØSU finder, at

2.1

Denne meddelelse er i stor udstrækning baseret på arbejdet fra en ekspertgruppe med repræsentanter fra industrien og leverandørerne af elektroniske markeder (»ekspertgruppen«) (1). Meddelelsen ser på behovet for at styrke tilliden til B2B e-markedspladser med henblik på at reducere de økonomiske risici som følge af anvendelsen af uredelige og ulovlige forretningsmetoder i forbindelse med sådanne markedspladser. Der er med hensyn til B2B e-markedspladser et stort potentiale for at fremme effektiviteten ved at reducere transaktionsomkostningerne og styrke konkurrencen, men der kan kun opnås en sådan øget effektivitet, hvis virksomhederne er villige til at deltage i e-markedspladser. For at fjerne eventuelle hindringer for anvendelsen af B2B e-markedspladser som følge af manglende tillid agter Kommissionen at træffe følgende foranstaltninger:

2.2

Denne meddelelse ønsker at fremme en mere intens dialog mellem de relevante aktører i forbindelse med B2B e-markedspladser med hensyn til overholdelse af principperne for redelige forretningsmetoder og kravene til sikkerhed. Som et led heri skal potentielle hindringer for deltagelsen i sådanne elektroniske forretningsformer fjernes. Kommissionens tjenestegrene vil gennem den europæiske e-markedspladsportal regelmæssigt aflægge rapport om udviklingen på området.

3.1

B2B e-markedspladser kan defineres som internetbaserede handelsplatforme, hvor virksomhederne udveksler varer og tjenester. B2B e-markedspladser kan på baggrund af denne ret brede definition inddeles i følgende kategorier, afhængigt af de forskellige transaktionsfunktioner som tilbydes:

Antallet af aktive e-markedspladser har varieret gennem tiden og ligger endnu ikke fast. Det skønnes, at der på nuværende tidspunkt er ca. 1 000 aktive e-markedspladser på verdensplan, hvilket er omkring 20 % færre end for to år siden (SEK(2004) 930).

4.1

Kommissionens meddelelse beskæftiger sig med emnet styrkelse af tilliden til de elektroniske Business-to-Business markedspladser. Elektroniske markedspladser er en vigtig del af det mere overordnede område e-handel. Der kan knyttes nogle generelle bemærkninger til e-handelsområdet.

4.1.1

Velfungerende elektroniske markedspladser bidrager grundlæggende til et mere effektivt erhvervsklima, hvilket vil komme virksomhederne og beskæftigelsen i EU til gode på længere sigt. Øget konkurrence vil stimulere virksomhederne i EU til at øge deres effektivitet. EØSU støtter derfor tiltag, som sigter mod at fremme elektronisk handel, hvilket allerede fremgår af tidligere fremsatte bemærkninger.

4.1.2

EØSU bemærkede i sin udtalelse om direktivforslaget om visse retlige aspekter af elektronisk handel (2), at usikre retlige rammer er en hæmsko for elektronisk handel. Kommissionens meddelelse sigter mod at begrænse denne usikkerhed, hvilket EØSU bifalder.

4.1.3

I sine udtalelser om Kommissionens meddelelser »Hjælp til digitalisering af små og mellemstore virksomheder« (3) og »Tilpasning af e-business-politikker i et miljø i udvikling: Status over digitaliseringsinitiativet og fremtidige udfordringer« (4) kommenterede EØSU Kommissionens indsats for at fremme e-business. Disse kommentarer gælder dybest set stadig.

4.1.4

e-Business har stor betydning for virksomhederne og den offentlige sektor. e-Business åbner muligheder for øget konkurrenceevne, handel i det indre marked og ligebehandling af små og mellemstore virksomheder. Det er vigtigt at få især små og mellemstore virksomheder til i højere grad at anvende den nye teknologi. EØSU bifalder og støtter Kommissionens indsats på dette område.

4.1.5

EØSU bifalder ligeledes ekspertgruppens konklusioner vedrørende B2B internetbaserede handelsplatforme. Gruppen har på grundig vis indkredset de forskellige problemer. Det er dog ikke helt klart, hvorvidt små og mellemstore virksomheder har kendskab til fordelene ved elektronisk handel. Det fremgår af side 10, at små og mellemstore virksomheder generelt er opmærksomme på og har indset fordelene ved elektronisk handel, og af side 11, at små og mellemstore virksomheder tøver med fuldt ud at satse på elektronisk handel, og at dette skyldes manglende kendskab til risici og fordele. Det er imidlertid vigtigt at skelne mellem e-business og elektronisk handel. Det kan konkluderes, at små og mellemstore virksomheder er opmærksomme på de generelle muligheder for at anvende IT, mens det specifikke område elektronisk handel stadig ligger fjernt for dem.

4.1.6

Selv om virksomhederne er opmærksomme på mulighederne ved e-business og mange små og mellemstore virksomheder går i spidsen, hvad angår brugen af elektronisk handel, findes der fortsat problemer, som forhindrer dem i at deltage fuldt ud i »e-business-samfundet«. Disse problemer er af mere general karakter og begrænser sig ikke specielt til elektronisk handel, men er dog alligevel relevante i denne sammenhæng.

4.1.6.1

Kommissionen har truffet en række initiativer for at fremme små og mellemstore virksomheders anvendelse af e-business. EØSU støtter disse initiativer og opfordrer Kommissionen til at træffe nye initiativer og styrke allerede eksisterende initiativer, som tager udgangspunkt i små og mellemstore virksomheders særlige behov, når det gælder tilpasning af software og standarder.

4.1.7

EØSU understreger ligeledes nødvendigheden af at tilskynde små og mellemstore virksomheder til at lære, hvordan de kan deltage i elektronisk handel. e-handel og e-business er under hastig forandring. Det vil være hensigtsmæssigt at undersøge, hvordan man kan få små og mellemstore virksomheder til i højere grad at satse på livslang læring.

4.1.7.1

Dette er i tråd med henstillingerne i den udtalelse, som EØSU for nylig vedtog om livslang læring (5). EØSU anbefaler i sin udtalelse at styrke de programmer for livslang læring, der henvender sig til borgere, der i dag befinder sig på arbejdsmarkedet, og at kæde disse programmer direkte sammen med indførelse af en videnøkonomi. EØSU lægger særlig vægt på, at små og mellemstore virksomheder får adgang til disse programmer.

5.1.1

Ekspertgruppen skelner i sin endelige rapport mellem forskellige former for handelsplatforme. EØSU er enig med eksperterne i, at det ikke vil være hensigtsmæssigt udelukkende at fokusere på e-markedspladser. Der findes forskellige muligheder for at deltage i »e-business-samfundet«. De enkelte virksomheder har forskellige behov og forretningsprincipper. Ekspertgruppen konstaterer, at denne specifikke B2B internetbaserede handelsplatform har fået mest opmærksomhed, eftersom de fleste af de små og mellemstore virksomheders problemer er knyttet til e-markedspladser, og navnlig omvendte auktioner.

5.1.2

EØSU ønsker imidlertid på dette stadie at henlede opmærksomheden på de to direktiver om offentlige indkøb, som er ved at blive omsat til national lovgivning. Disse to direktiver åbner op for nye elektroniske indkøbsmetoder, og selv om der vil være forskelle i de enkelte medlemsstaters gennemførelse af direktiverne, er det selvfølgelig af stor betydning for virksomhederne, at offentlige indkøb kan fremme anvendelsen af nye elektroniske midler. Kommissionen har ligeledes søsat en »handlingsplan for iværksættelse af lovrammen for elektroniske offentlige købsaftaler«, som i høj grad bidrager til at ruste små og mellemstore virksomheder til e-business.

5.1.3

EØSU er enig med Kommissionen i, at e-markedspladser rummer et specifikt potentiale, som man gør klogt i at udnytte. EØSU bifalder Kommissionens meddelelse. EØSU mener dog ikke, at manglende tillid er den eneste væsentlige årsag til, at små og mellemstore virksomheder stiller sig tøvende over for e-markedspladser eller det mere overordnede begreb B2B internetbaserede handelsplatforme.

5.1.3.1

Ekspertgruppen mener, at en erhvervspolitik, som sigter mod et mere gennemsigtigt, interoperabelt og retfærdigt marked, i høj grad vil kunne hjælpe små og mellemstore virksomheder til at løfte de nye udfordringer, som er forbundet med internetbaserede handelsplatforme. Ekspertgruppen mener ikke, at de offentlige myndigheder skal fremme specifikke former for e-handel, men at de skal forblive neutrale, hvad angår forskellige salgskanaler og funktioner i tilknytning til internetbaserede handelsplatforme. Endelig mener ekspertgruppen, at det er nødvendigt med yderligere tiltag, navnlig med henblik på bevidstgørelse, markedsgennemsigtighed, standardisering og opbygning af tillid.

5.1.3.2

B2B internetbaserede handelsplatforme skal generelt fodres med oplysninger fra små og mellemstore virksomheder. Behovet for standardisering er større, jo mere avanceret handelsplatformen er. Denne standardisering er stadig langt fra en realitet, og når den bliver det, vil der være behov for software, som er tilpasset små og mellemstore virksomheder.

5.1.3.3

Den manglende standardisering gælder ikke kun tekniske løsninger, men også grænsefladen mellem menneske og maskine. Det er forståeligt, at små og mellemstore virksomheder stiller sig tøvende over for e-business i betragtning af antallet af handelsplatforme og de vanskeligheder, som er forbundet med flersprogethed. Standardiseringsorganer og Kommissionen bør se nærmere på dette spørgsmål, især hvis målet er at fremme grænseoverskridende handel. Det gælder også for standardiseringen af klassificering af og betegnelser for produkter og tjenesteydelser, hvor EØSU støtter CEN/ISSS's igangværende bestræbelser.

5.1.3.4

Små og mellemstore virksomheder har til en vis grad svært ved at deltage i elektroniske auktioner og andre elektroniske markedspladser, eftersom bud skal være af en bestemt størrelse. Små og mellemstore virksomheder kan kun i begrænset omfang levere større partier. Man bør især være opmærksom på dette i forbindelse med offentlige indkøb.

5.1.3.5

Andre faktorer, som er med til at begrænse anvendelsen af internetbaserede handelsplatforme, er forskellige nationale retsforskrifter og forskelle i medlemsstaternes gennemførelse af EU-direktiver. Ud fra et harmoniseringssynspunkt er det beklageligt, at mange direktiver tillader nationale valgmuligheder. e-Signaturer udgør et særligt problem i den sammenhæng. EØSU bifalder og støtter fuldt ud det initiativ, som Kommissionen har taget til at analysere de eksisterende retsforskrifter.

5.2.1

Forskellige B2B internetbaserede handelsplatforme er egnede til forskellige formål. Elektroniske markeder sigter mod at opnå den »laveste pris«. Det er dog ikke altid det vigtigste parameter. »Just in time«-levering og omkostninger til service og tilpasning er mindst lige så vigtige eller vigtigere parametre. Det er vanskeligt at sikre disse faktorer på mere eller mindre automatiserede e-markeder, hvilket kan være en af grundene til, at de mere automatiserede versioner af e-markeder har været så længe under udvikling.

5.2.2

Små og mellemstore virksomheder konkurrerer i mange tilfælde ikke udelukkende på den laveste pris, men også på fleksibilitet og tilpasning. Personlig kontakt har også afgørende betydning for små og mellemstore virksomheder. Anvendelsen af e-markeder udgør en ny »forretningskultur«, som små og mellemstore virksomheder ikke nødvendigvis har indstillet sig på. Den anonymitet, som præger Internettet, kan have en afskrækkende virkning på små og mellemstore virksomheder. Der kan også være psykologiske årsager til, at virksomhederne tøver med at anvende mere avancerede elektroniske markeder. Man bør tage hensyn til dette ved udformningen af adfærdskodekser.

5.2.3

I drøftelserne af konkurrencereglerne for B2B e-markeder henvises der til, at den såkaldte »netværkseffekt« kan medføre, at en netværksoperatør opnår en dominerende stilling. Det kan diskuteres, hvorvidt der er grund til bekymring. Der er i de fleste tilfælde en begrænset risiko for misbrug af dominerende stilling. EØSU finder det dog positivt, at Kommissionen følger op på dette og er opmærksom på eventuelt misbrug af dominerende stilling, men fraråder på det kraftigste, at der i dette øjemed indføres specifikke regler for elektroniske markeder. Reglerne for e-markeder bør så vidt muligt svare til reglerne for de traditionelle markeder. Regler og direktiver bør være neutrale i forhold til teknologi og instrumenter til levering af tjenesteydelser.

5.3.1

EØSU støtter Kommissionens indsats for at få de berørte parter til at aftale fælles adfærdskodekser eller tage eksisterende kodekser op til fornyet overvejelse. EØSU støtter ligeledes ekspertgruppens forslag om anvendelse af en checkliste.

5.3.2

Kommissionen bemærker i sin meddelelse (side 4), at mange virksomheder kan finde det vanskeligt at sondre mellem en ændring i markedsstyrken, som de af økonomiske årsager er nødt til at acceptere, og uredelige forretningsmetoder, som er i strid med eksisterende retsforskrifter eller adfærdskodekser. Det tager ofte markedet tid at tilpasse sig nye forretningsmodeller. Kommissionens bemærkning er bestemt på sin plads, eftersom der bør gøres en større indsats for at udbrede kendskabet til de nye markedsmekanismer.

5.3.3

Selv om nogle leverandører formentlig vil se negativt på omvendte auktioner, rummer disse unægtelig et stort potentiale for produkter (yderst veldefinerede produkter, som kun i begrænset omfang er tjenesteydelser og varemærker). EØSU er enig med Kommissionen i, at det er nødvendigt at indføre strengere regler for denne type auktioner, uanset om de foregår elektronisk eller på anden vis.

5.3.4

For at virksomhederne kan få tillid til e-markedspladser, skal de bl.a. overbevises om, at

Det er nødvendigt at tage højde for disse og andre tillidsaspekter.

5.4

EØSU er kort sagt enig med Kommissionen, hvad angår hovedpunkterne i meddelelsens konklusioner. EØSU understreger imidlertid nødvendigheden af, at man indser, hvor vigtigt dette skridt er for bestræbelserne på at fremme anvendelsen af B2B internetbaserede handelsplatforme, og navnlig e-markeder, men gør samtidig opmærksom på, at dette skridt ikke er nok i sig selv. Man bør også være opmærksom på standardisering, egnet software, bevidstgørelse, lovgivning på nationalt plan og EU-plan.

14.10.2005   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 255/33

1.1

Fællesskabets forslag om beskyttelse af forbrugernes sundhed og miljøet er for tiden koncentreret om tre gamle lovgivningsinstrumenter: klassificering, emballering og etikettering af farlige stoffer (Rådets direktiv 67/548/EØF af 27. juni 1967), klassificering, emballering og etikettering af farlige præparater (Rådets direktiv 88/379/EØF af 7. juni 1988 som blev ophævet ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 99/45/EØF af 31. maj 1999), og markedsføring og anvendelse af visse farlige stoffer og præparater (Rådets direktiv 76/769/EØF af 27. juli 1976).

1.2

Hvert af disse direktiver er blevet videreført og udvidet i de mellemliggende år dels ved yderligere EØF- og EF-direktiver om ændring af instrumenternes lovgivningsmæssige indhold dels ved at tilpasse de forskellige bilag til den tekniske udvikling. Disse bilag fastsætter ud over andre tekniske punkter hvilke laboratorietest, der skal udføres, detaljerne i ordvalget med hensyn til fare og sikkerhed samt de berørte stoffers kemiske identiteter, CAS-, EF- og indeksnumre og anvendelse.

1.3

De ændrede direktiver forsøger også at bevare det indre marked for de berørte stoffer og præparater og må derfor fortsat stemme overens med hinanden og falde i tråd med andre lovgivningsinstrumenter, som berører specifikke sektorer (f.eks. pesticider eller kosmetik) eller støtter særlige handlingsprogrammer (f.eks. EU-handlingsplaner for kræftbekæmpelse).

1.4

Det foreliggende forslag er den 29. ændring af Rådets direktiv 76/769/EØF. Det gennemfører og er en logisk følge af den (tilfældigvis også) 29. tilpasning til den tekniske udvikling af Rådets direktiv 67/548/EØF ved Kommissionens direktiv 2004/73/EF af 29. april 2004.

1.5

Den tilpasning til den tekniske udvikling, der beskrives i Kommissionens direktiv 2004/73/EF indbefatter ajourføring af Bilag I til Rådets direktiv 67/548/EØF vedrørende specifikke stoffers klassificering og etikettering for at indarbejde de seneste videnskabelige data, og af Bilag V i samme direktiv om ændring af metoderne til bestemmelse af stoffers og præparaters fysisk-kemiske egenskaber, toksicitet og økotoksicitet for at begrænse antallet af dyr, der anvendes i forsøg.

1.6

Kommissionens direktiv 2004/73/EF om disse ændringer blev offentliggjort i april 2004 (EUT L 152 1-311). En række stoffer blev klassificeret eller omklassificeret som kræftfremkaldende, mutagene eller reproduktionstoksiske. De fastsatte foranstaltninger blev angivet at være i overensstemmelse med udtalelse fra Udvalget for Tilpasning til den Tekniske Udvikling af Direktiver om Fjernelse af Tekniske Handelshindringer for Farlige Stoffer og Præparater. I sådanne tilfælde er der ikke noget krav om forudgående udtalelse om Kommissionens forslag hverken fra Europa-Parlamentet eller Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg.

1.7

I henhold til et andet rådsdirektiv 94/60/EF (en tidligere 14. ændring af Rådets direktiv 76/769/EØF) må disse kræftfremkaldende, mutagene eller reproduktionstoksiske stoffer ikke anvendes i stoffer og præparater, der markedsføres til privat brug. På den baggrund er det nødvendigt med en gennemførelsesforanstaltning, dvs. det foreliggende forslag, med henblik på at indføje disse stoffer i Bilag I til Rådets direktiv 76/769/EØF. I henhold til Traktatens artikel 95 skal den fælles beslutningsprocedure med Europa-Parlamentet i dette tilfælde følges og Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg høres.

1.8

I løbet af 2004 hørte Kommissionen en række organisationer, der repræsenterer de berørte interessenter, herunder CEFIC, CONCAWE, Eurométaux og BLIC (som repræsenterer kemiske industrier samt olie-, metal- og gummiindustrier i Europa) og BEUC (som repræsenterer forbrugerne i Europa), samt eksperter fra medlemsstaterne.

2.1

Med forslaget indsættes 346 indgange, som for nylig er klassificeret eller omklassificeret i henhold til Kommissionens direktiv 2004/73/EF, i bilag I til Rådets direktiv 76/769/EØF. Blandt disse indeholder 304 imidlertid stoffer, der allerede er omfattet af en bestemmelse om begrænset markedsføring til privat brug på grund af en tidligere klassificering som kræftfremkaldende, mutagene eller reproduktionstoksiske i kategori 1 eller 2. Kun 42 stoffer vil således for første gang blive berørt af begrænsningen af markedsføring til privat brug.

2.2

Blandt de 42 stoffer, som for første gang berøres af begrænsningen, anvendes et stort antal som råstoffer, som mellemprodukter i organiske synteser eller til særlige erhvervsmæssige formål. Der blev under høringen ikke tilvejebragt dokumentation for, at de anvendes i stoffer eller præparater, der markedsføres til privat brug, eller at der er behov for undtagelser.

2.3

Af de 304 stoffer, som nu er omklassificeret, vil 145 klassificeret som kræftfremkaldende i kategori 2 blive flyttet til kategori 1. Det kræver to korrektioner for hvert stof: stoffet skal indsættes i den nye kategori og slettes fra dens nuværende kategori. Det kræver også en række ændringer af noterne til hver indgang.

2.4

Forslaget har til formål at bevare det indre marked og samtidig sikre et højt beskyttelsesniveau for menneskers sundhed og for miljøet. Omkostningerne skønnes at være små, da disse stoffer kun i begrænset omfang bruges af befolkningen generelt. Da det ikke er muligt at kontrollere forbrugernes anvendelse af stoffer, der er klassificeret som kræftfremkaldende, mutagene eller reproduktionstoksiske, effektivt med andre foranstaltninger, er den foreslåede begrænsning på markedsføring til privat brug den eneste brugbare tilgang.

2.5

Medlemsstaterne har 12 måneder efter ikrafttrædelsen af dette direktiv til at vedtage og offentliggøre de love og administrative bestemmelser, der er nødvendige for at efterkomme dette direktiv.

3.1

I lighed med tidligere ændringer af Rådets direktiv 76/769/EØF drejer forslaget sig om en række og i dette tilfælde stort antal stoffer, som ikke har noget med hinanden at gøre. Det omfatter olieafledte carbonhydridstrømme, pesticider og fungicider, generelle industrikemikalier og uorganiske og organiske råvarer og synteser.

3.2

I modsætning til andre nylige ændringer er denne ændring ikke primærlovgivning, som berører disse produkter. Forslaget er udelukkende en nødvendig følge af ændringer i deres klassificering og etikettering, som allerede er foreslået og gennemført under Rådets direktiv 2004/73/EF. Betænkeligheder om gyldigheden af klassificeringen burde derfor være imødegået tidligere og kan ikke imødekommes på dette stadium.

3.3

Kommissionen har dog i det omfang, det har været muligt, vurderet, at efterfølgende begrænsninger af markedsføring til privat brug som følge af produkternes klassificering og omklassificering som kræftfremkaldende, mutagene eller reproduktionstoksiske ikke indebærer betydelige omkostninger for producenterne. Direkte henvendelser til CONCAWE inden for olieindustrien vedrørende opførte olieafledte carbonhydridstrømme, og til CEFIC inden for kemiindustrien vedrørende to opførte phthalater (BBP og DIPP) underbygger denne konklusion.

3.4

Det er sværere at få bekræftet denne udeblivende effekt, når det gælder pesticider og fungicider, som her benævnes med deres generelle betegnelse (benomyl, azafenidin, dinocap, linuron) eller som uorganiske kemiske stoffer (cadmiumchlorid), hvilket skyldes manglende oplysning om eksisterende producenter i Europa, hvis der overhovedet er nogen. Søgninger på internettet viser, at farerne i mange tilfælde allerede er velkendt, og igen må det formodes, at produkterne kan trækkes tilbage fra markedsføring til privat brug uden negative følger for brugere, dvs. der er umiddelbart tilgængelige brugbare erstatninger.

3.5

Forslaget fremhæver også generelle vanskeligheder med at forstå og efterleve eksisterende EU-lovgivning med hensyn til såkaldte »stoffer«. Mange af de stoffer, som er opført på listen og som findes i det oprindelige EINECS-register over eksisterende stoffer, er korrekt klassificeret som UVCB'er, dvs. komplekse blandinger af kendte eller ukendte sammensætninger som defineret i en akademisk artikel, der blev offentliggjort i 1999. Den blev efterfølgende omtalt i en fodnote på side 18 i beslutningsmanualen for gennemførelse af sjette og syvende ændringer af direktiv 67/548/EØF, som det Europæiske Kemikaliebureau offentliggjorde i 2002. Det er klart, at disse stoffer ikke er simple stoffer i generel betydning, og desuden er det kun få af dem, som for tiden markedsføres. Det understøtter Kommissionens synspunkt om, at da EINECS's liste for første gang blev offentliggjort, angav EINECS antallet af stoffer med kommerciel betydning til at være fire gange så højt som det reelt var, dvs. at der dengang rent faktisk fandtes omkring 25 000 stoffer på markedet i betydelige mængder. Formentlig er nogle af disse nu erstattet af de ca. 5 000»nye stoffer«, som er opført på ELINCS — med lignende definitions- og identifikationsproblemer — hvilket betyder, at der rent faktisk er omkring 30 000 stoffer på markedet i 2005. Dette tal er mere beskedent end de 100 000, som ofte nævnes, men det rejser stadig spørgsmål om offentlighedens og fagkundskabens adgang til allerede indsamlet (men ikke løbende ajourført) data om mindst halvdelen af disse og om de problemer, som de kompetente myndigheder i medlemsstaterne har med at fastslå, om et stof allerede eksisterer, eller om det er nyt, og i givet fald hvilken reguleringsprocedure der skal følges.

3.6

Da forslaget kendt under navnet REACH indarbejder, afhænger af og har berøringsflade med den nuværende lovgivning, bør disse betænkeligheder imødegås snarest muligt. Der vil sandsynligvis være behov for yderligere ressourcer, og de bør bevilges snarest muligt.

4.1

EØSU støtter de begrænsninger for markedsføring og anvendelse, som forslaget indeholder. De er nødvendige og ønskelige følger af de beslutninger om klassificering, emballering og etikettering, som Kommissionens tjenester har taget sammen med eksperter fra medlemsstaterne og på baggrund af drøftelser med leverandører og andre berørte parter.

4.2

Hvad de tidligere ændringer til Rådets direktiv 76/769/EØF angår, beklager EØSU, at produkter, der ikke har noget med hinanden at gøre, behandles i samme tekst, og det kunne under andre forhold gøre det nødvendigt med løbende konkrete ændringer for at skabe overensstemmelse med den ydre virkelighed. Dette befordrer ikke god, betimelig og effektiv og frem for alt gennemskuelig forvaltning.

4.3

De komplekse og tilsyneladende tilfældige lister over stoffer i bilaget til forslaget og til Rådets direktiv 2004/73/EF lægger op til, at der nu må fokuseres på at forbedre kvaliteten og tilgængeligheden af data, før man gennemfører en massiv indføjelse af det, der for tiden er opført. Hvis det er muligt at fremvise et forbedret system, der anvender det bedste inden for moderne teknologi og dataformidling, så vil fordelene ved REACH med hensyn til indsamling og formidling af data, der er relevant for beskyttelse af menneskers sundhed og miljøet, være mere tydelige.

4.4

Målet med REACH er også at forenkle det nuværende system og derved give alle berørte parter fordele. Der ser klart ud til at være en mulighed for dette. Først og fremmest må REACH, som allerede er udformet, ikke blive en del af en i forvejen kompleks og i denne forbindelse noget uigennemskuelig proces.

14.10.2005   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 255/36

1.1

De første fællesskabsbestemmelser om forskellige størrelser for færdigpakkede produkter (1) stammer fra 1975. De omfatter bestemmelser for både metrologiske krav (2) og for forskellige størrelser for væsker. Tyve år senere rådgav en gruppe — hvis medlemmer var blevet udpeget af medlemsstaterne og repræsentanter for de berørte parter, som Kommissionen havde identificeret — i forbindelse med Slim-initiativet (enklere lovgivning for det indre marked) om lovgivning vedrørende pakningsstørrelser (3).

»Slim-gruppen gennemgik direktiverne, fordi de er komplekse (ca. 40 omhandlede varer, bestemte værdiskalaer er komplekse osv.), fordi forbrugernes adfærd og præferencer har ændret sig siden overgangsperioden, og fordi man overvejer, om man bør bibeholde denne form for bestemmelser. Desuden har ændringerne af direktiverne og det udvidede anvendelsesområde for direktivet fra 1975 betydet, at det er vanskeligt at anvende bestemmelserne…… Det har vist sig, at det er vanskeligt at anvende direktiverne, navnlig på grund af de forskellige regler og praksisser for værdiskalaer: nogle værdiskalaer er blevet gjort obligatoriske (f.eks. vin), medens andre er forblevet frivillige. Desuden har medlemsstaterne bevaret retten til at fastsætte værdiskalaer på nationalt plan, fordi EU-reglerne ikke er bindende. Forskellene i reglerne fører til, at det indre marked bliver delvist opsplittet i forskellige nationale markeder. Derudover er der kommet nye emballageformater og nye varer på markedet, og at klassificere dem efter det nuværende værdiskalasystem har kun forværret en allerede forvirret situation.«

2.1

I 1960'erne, i Det Europæiske Fællesskabs startfase, ansås forskellige nationale bestemmelser om nominelle mængder (4) for færdigpakkede produkter (paknings-/flaskestørrelser) for at være en væsentlig hindring for varers frie bevægelighed mellem medlemsstaterne. Som følge heraf blev disse størrelser harmoniseret gennem fællesskabsbestemmelser.

2.2

Samtidig ønskede man ikke at anvende sådanne nye fællesskabsbestemmelser på virksomheder, som kun opererede på hjemmemarkedet og ikke havde til hensigt at eksportere til andre medlemsstater. Harmoniseringen blev derfor af »frivillig karakter«, dvs. medlemsstaterne skulle vedtage fællesskabsbestemmelserne, men kunne bevare de gældende nationale bestemmelser for deres hjemmemarked. Kun produkter, som var i overensstemmelse med fællesskabsbestemmelserne, kunne komme ind under ordningen med fri bevægelighed.

2.3

Der blev dog indført fuldstændig harmonisering for enkelte produkter (f.eks. vin og spiritus), hvor fællesskabsstørrelserne blev obligatoriske for alle operatører på disse produktområder, og alle nationale størrelser blev afskaffet.

2.4

I løbet af de sidste årtier er der sket store ændringer inden for emballage — demografiske ændringer, antallet af husholdninger er faldet, forbruget af enkeltportioner er steget, og mere velfærd og større krav fra forbrugerne har ført til en større efterspørgsel efter en lang række forskellige emballager og produkter. Desuden er super- og hypermarkederne blevet de vigtigste indkøbssteder for forbrugerne, og industrien presses af kunderne, som kræver forandringer, til i højere grad at være nyskabende og konkurrencedygtige på et globalt marked.

2.5

Elementer, der før var omfattet af lovgivningen vedrørende pakningsstørrelser, er nu blevet konsolideret i nye retlige instrumenter om forbrugerbeskyttelse. Lovgivningen om forbrugerbeskyttelse skal forbyde urimelig handelspraksis mellem virksomheder og forbrugere og har frem for alt skabt et kohærent og effektivt system, som indebærer, at forbrugerne orienteres ved hjælp af sammenligninger af mærkning og priser pr. enhed. Den nuværende lovgivning vedrørende pakningsstørrelser anses derfor for at være uhensigtsmæssig.

2.6

I forbindelse med Slim-initiativet blev medlemmer udpeget af medlemsstaterne og repræsentanter for de berørte parter, som Kommissionen havde identificeret, anmodet om at revidere og rådgive om lovgivningen vedrørende pakningsstørrelser. Revisionsbehovet blev yderligere forstærket, da EF-domstolen afsagde dom i Cidrerie Ruwet-sagen (5), hvor »Cassis de Dijon«-dommen fandt anvendelse, og hvor det hedder, at medlemsstater skal acceptere varer på deres marked, der er lovligt fremstillet og markedsført i en anden medlemsstat, medmindre andet begrundes i tvingende almene hensyn. Retten mente, at dette næppe ville være tilfældet i forbindelse med pakningsstørrelser.

2.7

De henstillinger, revisionen mundede ud i, førte til udarbejdelsen af et arbejdspapir, som GD for Erhvervspolitik i perioden fra den 8. november 2002 til den 31. januar 2003 holdt en offentlig internethøring om på 11 sprog af forbrugere, producenter og detailforhandlere. Der blev efterfølgende udarbejdet en konsekvensanalyse og et nyt direktiv om indførelse af bestemmelser om nominelle mængder for færdigpakkede produkter, om ophævelse af Rådets direktiv 75/106/EØF (6) og 80/232/EØF (7) og om ændring af Rådets direktiv 76/211/EØF (8).

2.8

De vigtigste retsakter om forbrugerbeskyttelse er:

Direktiv 2000/13/EF om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om mærkning af og præsentationsmåder for levnedsmidler (artikel 2), direktiv 84/450/EØF om vildledende reklame (ændret ved direktiv 97/55/EF for at medtage sammenlignende reklame), vil blive ændret ved KOM(2003) 356 endelig af 18.6.2003: Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om virksomheders urimelige handelspraksis over for forbrugerne på det indre marked, direktiv 98/6/EF om forbrugerbeskyttelse i forbindelse med angivelse af priser på forbrugsvarer (priser pr. liter/kilogram): enhedspriser, som skal anvendes for alle produkter i supermarkeder.

3.1

Det nye direktiv ophæver bestemmelserne om pakningsstørrelser og forhindrer medlemsstaterne i at pålægge deres hjemmemarked deres egen lovgivning, som afviger fra fællesskabsbestemmelserne. De eneste undtagelser (bortset fra meget små mængder og løs vægt) er fællesskabsreglerne, som nu gælder for vin, spiritus, hvidt sukker og pulverkaffe. Aerosoler er en yderligere undtagelse og vil fortsat være omfattet af bestemmelserne om sundhed og sikkerhed i den nuværende lovgivning for forbrugerbeskyttelse. Aerosoler vil dog blive omfattet af et nyt direktiv, som på nuværende tidspunkt er ved at blive revideret, og ifølge hvilket de vil blive fjernet fra direktivet om nominelle mængder for færdigpakkede produkter.

3.2

Det nuværende dokument vedrører kun lovgivningen vedrørende »forskellige størrelser/mængder« og ikke metrologiske krav, der vil blive behandlet i et senere forslag.

3.3

Forslaget tager sigte på at:

3.4

Den gældende miljølovgivning har ikke konsekvenser for størrelser, og størrelser har ikke konsekvenser for miljølovgivningen. Den nuværende miljølovgivning bør fortsat finde anvendelse, og forslaget skulle ikke hindre fuldstændig og korrekt gennemførelse af miljølovgivningen, navnlig forebyggelse af affald, som kræver mindskelse af emballagen til et minimum.

3.5

Med henblik på at give industrien mulighed for at tilpasse sig til dereguleringen og under hensyntagen til den gennemsnitlige investeringscyklus for pakningsudstyr er der blevet fastsat en tidsbegrænsning på 20 år for gennemførelsen af dereguleringen.

4.1

De færdigpakkede produkters nominelle mængder (hvor nominel henviser til det angivne volumen, og mængde henviser til det faktisk emballerede volumen) angives udelukkende ud fra beholderens/emballagens rumindhold. EØSU bifalder den nært forestående revision af den metrologiske mængde (kontrol af emballeret indhold), som er en vigtig prioritet for beskyttelsen af forbrugerne og den europæiske industri.

4.2

EØSU roser Kommissionen for dens offentlige høring af og dialog med de berørte parter og noterer, at der er blevet taget hensyn til forskellige sektorer, herunder for vin og spiritus, sukker og kaffe. En styrkelse af den europæiske industris konkurrence- og innovationsevne er af afgørende betydning for væksten, og Slim-initiativet bidrager til denne prioritet.

4.2.1

Den europæiske sammenslutning af spiritusproducenter, CEPS, har afgivet en særskilt kommentar til Kommissionen om navnlig spørgsmål som forbrugerbeskyttelse, angivelse af enhedspriser og en eventuel ophævelse om 20 år af obligatorisk spirituslovgivning. Den har med rette påpeget, at denne lovgivning bør revideres inden udløbet af fristen på 20 år.

4.3

Det bør klart fremgå af direktivet, at den maksimalt tilladte volumenkapacitet for mineralvand er på 10 liter. Meget tyder på, at kvaliteten af mineralvand ved et større volumen kan forringes og udgøre en sundhedsrisiko for forbrugerne.

4.4

Det nye direktiv giver større mulighed for innovation, markedsundersøgelser og udvikling, hvilket giver forbrugerne flere valgmuligheder.

4.5

Det skal dog bemærkes, at angivelsen af enhedspriser ikke synes at være praksis overalt i Europa, og at enhedspriserne ofte står trykt med småt på hyldernes prisskilte. Den skriftstørrelse, der skal anvendes ved angivelsen af enhedspriser, fastsættes på nationalt plan, og oplysningerne er stadigvæk ofte ikke klare for forbrugerne. Dette vil ikke gøre det nemmere for blinde, svagtseende, analfabeter og borgere, som ikke taler det nationale sprog, navnlig hvis de er vant til at købe produkter i bestemte standardstørrelser.

4.6

Forbrugerorganisationerne har gjort opmærksom på, at nogle forbrugere kan blive forvirret af for mange forskellige emballagestørrelser og emballage, som måske ikke ligefrem kan betegnes som vildledende, men alligevel giver indtryk af at have et større indhold. En klar og læselig emballagemærkning, herunder også angivelsen af enhedspriser på hylden, samt en fortløbende overvågning af lovgivningen om vildledende emballage vil afhjælpe dette problem. Der bør også lægges større vægt på en øjeblikkelig indgriben, såfremt lovgivningen om forbrugerbeskyttelse overtrædes, eller der ikke findes en sådan. Disse problemer bør tillægges større vægt i direktivet og behandles yderligere under den metrologiske revision.

4.7

Der er en stor frygt blandt forbrugerorganisationerne for, at en liberalisering af pakningsstørrelser vil gøre det nemmere at foretage prisforhøjelser under påberåbelse af nye emballagestørrelser akkurat som det skete med indførelsen af euroen (Euroland) og metersystemet (Det Forenede Kongerige). Udvalget beder derfor om, at ændringer i produktstørrelser som led i de interne overvågningsprocedurer sættes i relation til ændringer i produkternes enhedspriser under indsamlingen af data.

4.8

Selv om den gældende miljølovgivning ikke har nogen indvirkning på direktivet, vil en stigning i antallet af små pakningsstørrelser sandsynligvis øge mængden af emballage, hvilket vil føre til mere emballageaffald.

4.9

Det er bydende nødvendigt, at målene med direktivet om emballage og emballageaffald nås, uanset om størrelserne reguleres eller ej. Dette budskab skal gentages over for samtlige medlemsstater og industrien sammen med en klar meddelelse til forbrugerne om at stille krav til detailforhandlerne om mindre emballage.

14.10.2005   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 255/39

1.1

Kommissionen ønsker med foreliggende forslag (KOM(2004) 470 endelig af 14.7.2004) at videreføre programmerne Media Plus (1) og Media-uddannelse (2) på baggrund af resultaterne af de respektive midtvejsevalueringer kombineret med den forberedende foranstaltning »Vækst og av-sektoren: i2i av-initiativet« (3), resultaterne af den brede offentlige høring, som fandt sted mellem maj og august 2003, samt konsekvensanalysen indeholdende en ex ante-evaluering fra juli 2004 (4).

1.2

Kommissionen betragter den audiovisuelle sektor som et grundelement i EU's kultur og unionsborgerskabet, og mener, den kan spille en uvurderlig rolle i opbygningen af den europæiske kulturelle identitet. Den konstaterer dog, at sektoren er fragmenteret, og selv om dette afspejler den meget store kulturelle mangfoldighed, har det hindret den europæiske audiovisuelle industri i at være reelt konkurrencedygtig over for den ikke-europæiske produktion, såvel på det indre marked i EU som på verdensmarkedet.

1.3

Med programmet Media 2007 ønsker Kommissionen at bidrage til at stimulere de private investeringer i den audiovisuelle sektor, således at de respektive virksomheder, navnlig SMV, styrker deres konkurrenceevne og økonomiske soliditet ved at trække på erfaringerne fra tidligere programmer.

1.4

For at skabe synergi, undgå dobbeltarbejde og bureaukratiske forhindringer plæderer Kommissionen for ét enkelt program, som er rettet mod forproduktions- og efterproduktionsfasen med særlig vægt på distribution i hele EU.

1.5

Programmets specifikke mål er i korte vendinger følgende:

1.6

I bilaget til forslaget redegør Kommissionen detaljeret for de enkelte operationelle målsætninger ved for hver enkelt af dem at underinddele og konkretisere, hvilke aktioner der skal gennemføres, hvorledes det skal ske, hvilke instrumenter der skal bruges og hvilke budgetmidler der er tildelt dem. Blandt gennemførelsesmetoderne kan man nævne oprettelsen i en anden form af et europæisk net af Media-kontorer og Media-antenner med en lang række ansvarsområder og opgaver.

1.7

Forslaget slutter med et detaljeret budget for programmets 7 år med en gennemførelsesbevilling på 1,055 mia. € og med specifikke oplysninger om de bevillinger, der er afsat til hver foranstaltning.

2.1

Som allerede anført er dette forslag en videreførelse af programmerne Media (1991-1995) (5), Media II — Udvikling og Distribution (1996-2000) (6), Media Plus (7), Media II-uddannelse (8), og Media-uddannelse (2001-2005) (9), som nu er samlet i ét enkelt program.

2.2

Det er i den forbindelse nyttigt at minde om de vigtigste konklusioner af EØSU's udtalelser om disse programmer.

2.2.1

I udtalelsen om Media II-uddannelse (1996-2000) og Media II — Udvikling og Distribution (KOM(1994) 523 endelig) (10) konkluderede EØSU med at henlede opmærksomheden på behovet for, at »nedbringe risikoen for spredning af midlerne« og fastlægge »gennemførelseskriterier, der bidrager til at optimere programmerne og de finansielle midlers anvendelse« samt en »nøjere fastlæggelse af alle kriterier og instrumenter, der kan fremme en nøje afgrænsning af de potentielle støttemodtagere samt en optimal gennemsigtighed i aktionerne«.

2.2.2

I udtalelsen om (Media — Uddannelse) (2001-2005) og (Media Plus — Udvikling, distribution og markedsføring) (2001-2005) (11) (KOM(1999) 658 endelig udg.) støttede EØSU Kommissionens forslag, men beklagede dog, at der ikke var taget »højde for, at den europæiske audiovisuelle industris betydning ikke kun beror på dens erhvervsmæssige betydning, men også på dens funktion som medie for udbredelse af Europas kultur og demokratiske værdier«.

2.2.3

Udvalget understregede ligeledes behovet for »en evaluering af dets beskæftigelsesskabende effekt« og anbefalede, at sådanne foranstaltninger skulle »fremme kvinders aktive deltagelse og sikre, at kvinderne bliver stærkere repræsenteret i sektoren«.

2.2.4

EØSU påpegede ligeledes manglen på incitamenter vedrørende »de selvstændige europæiske virksomheders markedsadgang« og vedrørende »publikums adgang til den europæiske audiovisuelle produktion« herunder navnlig gennem digitalisering, og fandt det nyttigt at udvikle »pilotprojekter inden for rammerne af e-Europa-initiativet« og slog til lyd for at »fremme anvendelsen af undertekster«, beklagede de meget beskedne tildelte midler, gentog forslaget om at oprette et europæisk agentur for informationssamfundet, »som kan bidrage til koordineringen af de forskellige initiativer vedrørende konvergens på multimedieområdet« og fandt det passende at oprette en garantifond med henblik på at fremme den audiovisuelle sektor (12).

2.2.5

I udtalelsen om forslagene til forordning og afgørelse om forlængelse af programmerne Media-uddannelse og Media Plus til 2006 (KOM(2003) 188 endelig og KOM(2003) 191 endelig) (13) kritiserede EØSU Kommissionen for ikke at have været i stand til rettidigt at fremlægge de nye flerårige programmer for den audiovisuelle sektor og:

2.3

I forbindelse med behandlingen af det foreliggende forslag vil de omtalte bemærkninger og henstillinger blive holdt in mente med henblik på at se, hvor vidt der er taget højde for dem og fastslå, om de stadig er relevante.

3.1

EØSU glæder sig over Kommissionens initiativ, som i vidt omfang imødekommer en række af EØSU's forslag og henstillinger i tidligere udtalelser.

3.2

Dette gælder navnlig det nye programs strukturelle forenkling af EU's intervention over for den audiovisuelle sektor, i og med at der forelægges ét enkelt integreret program, som er rettet mod forproduktions- og efterproduktionsfaserne (Media 2007 ) til afløsning af de to nuværende programmer (MEDIA Plus og MEDIA-uddannelse).

3.3

Et andet forhold er, at det nye program er opmærksomt på de horisontale prioriteter, som EØSU tidligere har fremhævet, f.eks.:

3.4

EØSU konstaterer ligeledes med tilfredshed den fornuftige og systematiske udformning af programmet, navnlig bilaget vedrørende budgettet og de finansielle virkninger.

3.5

EØSU bemærker endvidere, at Kommissionen i begrundelsen modsat hensigten ikke har redegjort mere indgående for industriens rolle i forbindelse med bæredygtig udvikling i den audiovisuelle sektor og filmsektoren i EU, som er en relevant løftestang for og markør af unionsborgerskab og europæisk kultur. Imidlertid er det for EØSU væsentligt, at de europæiske kulturelle værdier altid bevares og at mangfoldighed og pluralisme garanteres i samtlige audiovisuelle medier, og dette forhold bør være et element i alle Kommissionens initiativer inden for dette programs område.

3.5.1

EØSU henleder i den forbindelse især Kommissionens opmærksomhed på behovet for at styrke initiativerne for at forebygge potentielt forstærkede koncentrationer, som kan skade pluralismen og mangfoldigheden på området for indførelse af ny teknologi, og som kan have skadelige virkninger på produktions- og distributionsniveauet, samt på behovet for at sikre beskyttelsen af forfatterrettighederne og bekæmpe piratvirksomhed, og samtidig bør midlerne til bekæmpelse af visse former for konkurrencehæmmende praksis øges.

3.5.2

EØSU glæder sig ligeledes over, at Kommissionen i meddelelsen følger op på visse juridiske aspekter vedrørende biograffilm og andre audiovisuelle værker (14) og over at den støtter Europa-Parlamentets og Rådets vedtagelse af forslaget til henstilling heri som anført i en tidligere EØSU-udtalelse (15).

3.6

EØSU mener, at det ville lette forståelsen af Media 2007–programmet, hvis selve afgørelsens tekst indeholdt en definition af de vigtigste gennemgående principper i programmet, navnlig når disse begreber antager en specifik betydning i programmet, f.eks. begrebet uafhængig producent, men udvalget erkender dog, at sådanne definitioner findes i andre EU-dokumenter og at de er forklaret under »retningslinjerne« for gennemførelsen af programmet.

3.7

EØSU har konstateret forskelle i de forskellige sprogversioner af Kommissionens forslag til afgørelse og anbefaler kraftigt, at sådanne diskrepanser nøje identificeres og fjernes fra de endelige tekster.

3.8

Endelig mener EØSU, selv om det konstaterer, at de allokerede midler til de forudsete aktioner og deres fordeling over årene ikke rejser yderligere bemærkninger, at man bør være opmærksom på eventuelle virkninger, som er nævnt i de særlige bemærkninger. EØSU råder til, at man ved midtvejsevalueringen så vidt muligt behørigt vurderer, om de tildelte midler er kompatible med en effektiv realisering af de opstillede mål.

4.1

EØSU påpeger og minder om visse strategiske overvejelser fra udtalelsen af 24. september 2003 (16) gående ud på, at visse aspekter vedrørende behovet for det nye program forsat ikke er tilstrækkeligt dækket i Kommissionens forslag til afgørelse, dvs. at:

4.2

EØSU gentager ligeledes sit ønske, som allerede blev fremsat i udtalelsen af 15. september 2004 (17), om, at der lægges særlig vægt på uddannelse i forbindelse med ny teknologi og de nye behov inden for indsamling, katalogisering, opbevaring og restaurering af biograf- og tv-film, forvaltning af databaser og standardiserede metoder for opbevaring af værker i digitalt format.

4.3

EØSU mener trods den kendsgerning, at der er indbefattet særlige incitamenter for SMV i programmets målsætninger, at afspejlingen heraf på bevillingsplan med fordel kunne øges, således at det bliver muligt med en mere effektiv og mere konsekvent støtte. Ligeledes fortjener støtten til indførelsen af nye digitale teknologier i on-line-biografer og til nye initiativer inden for teknologisk innovation flere bevillinger.

4.4.

Angående forvaltningen af Media 2007 konstaterer EØSU, at Kommissionen netop har oprettet et forvaltningsorgan til forvaltning af fællesskabsaktionerne på det undervisningsmæssige samt audiovisuelle og kulturelle område (18) i en periode gående fra den 1. januar 2005 til den 31. december 2008. Der er mulighed for en eventuel revision eller udvidelse af organets opgaver i forbindelse med den nye generation af programmer, hvilket således vil indbefatte forvaltningen af Media 2007.

4.4.1

Imidlertid hedder det dog i punkt 7 i »Begrundelsen«: »For at forbedre effektiviteten af programmet vil Kommissionen delegere administrationen af programmet til et forvaltningsorgan« og dette gentages i punkt 5.3. i bilaget samt i punkt »6.1.1. Finansiel intervention«, hvor bevillingerne til dette forvaltningsorgan er opstillet. EØSU beder efter analysen af det pågældende forvaltningsorgans mål og opgaver ifølge artikel 4 i nævnte afgørelse indstændigt Kommissionen om at klargøre præcist og gennemskueligt, hvilke opgaver forvaltningsorganet konkret vil få inden for forvaltningen af Media 2007 i medfør af bestemmelserne i artikel 4, stk. 2, 3 og 4, og hvorledes kompetencen er fordelt mellem eller overført til andre EU-organer med ansvar for gennemførelse, rådgivning og evaluering af Media 2007.

4.4.2

Der bør navnlig tages højde for behovet for, at forvaltningsorganet udstyres med specialiserede menneskelige ressourcer inden for dette specifikke område af den audiovisuelle sektor, hvilket ikke er behandlet i afgørelsen.

4.4.3

Opmærksomheden henledes ligeledes på betydningen af at garantere, at den integrerede programforvaltning varetages korrekt af forvaltningsorganet, så man undgår kompetencekonflikter — om tildeling af flere eller færre beføjelser — mellem de instanser, der er involveret i udformningen af programmets strategiske målsætninger og forvaltningen af det.

4.4.4

Det bør fremgå helt klart og gennemskueligt, til hvilken eller hvilke instanser forvaltningsorganets opgaver overgår, hvis forvaltningsorganet midt i programgennemførelsen ikke opretholdes som en garanti for god forvaltning og effektiv gennemførelse uden afbrydelser.

4.5

Angående de finansielle bestemmelser og i lyset af, at det europæiske audiovisuelle marked fortsat er fragmenteret og at den kulturelle uensartethed ligeledes udmøntes i et modsætningsforhold mellem lande med svag audiovisuel kapacitet og/eller med et begrænset sprogligt eller geografisk område og lande med højere produktionskapacitet (19), mener EØSU, at Kommissionen under hensyntagen til begrænsningerne inden for konkurrenceretten ved udformningen af retningslinjerne for programmet skal tage højde for den konkrete situation i visse medlemsstater, som helt klart endnu ikke har realiseret deres fulde potentiale mht. udvikling af audiovisuelle industrier.

4.6

For så vidt angår kommunikationsaktioner støtter EØSU fuldt ud Kommissionens strategiske valg gående ud på at styrke Media-kontorernes og Media-antennernes konkrete opgaver i punkt 2.2 i bilaget »Media-kontorer og Media-antenner«. EØSU foreslår således, at Kommissionen bringer ordlyden i artikel 12 i afgørelsen på linje med det større univers af opgaver, der opregnes i omtalte punkt i bilaget (20), og at den giver passende finansiering til Media-kontorerne, så de kan varetage deres opgaver fuldt ud.

4.7

EØSU understreger ligeledes behovet for i artikel 13, stk. 2, i forslaget eksplicit at nævne Kommissionens forpligtelse til at sikre generel sammenhæng og komplementaritet mellem Media 2007 og de programmer og aktioner i den audiovisuelle sektor, der gennemføres inden for rammerne af EU's samarbejde med tredjelande og med kompetente internationale organisationer, som det hedder i artikel 9, stk. 2, i Rådets afgørelse af 20. december 2000 om Media-Plus (21).

4.8

EØSU mener ligeledes, at det i relation til programmets anslåede løbetid (7 år) og i lyset af markedets og teknologiens naturlige udvikling ville være fornuftigt at ændre tidsplanen for evalueringen i afgørelsens artikel 14, stk. 3, og navnlig at fremskynde den første midtvejsevalueringsrapport om resultaterne og de kvalitative og kvantitative aspekter af programgennemførelsen. På den måde kan konklusionerne af en sådan evaluering også bruges til en eventuel omformulering af de operationelle målsætninger og de aktioner, der skal gennemføres.

14.10.2005   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 255/44

1.1

Europæiske detailhandlere har som en reaktion på de sociale og økonomiske forandringer, der har fundet sted gennem de sidste 20 år, navnlig forbrugernes ændrede behov, skabt systemet med store detailhandelskæder. Den grundlæggende idé er at gøre indkøb nemmere for forbrugerne ved at sætte et bredt udvalg af fødevarer og andre varer til salg under samme tag. Set ud fra et markedsføringsmæssigt synspunkt sigter de store detailhandelskæder på at tiltrække stadig flere forbrugere ved at præsentere varerne på en tillokkende måde og sælge dem til konkurrencedygtige priser. Fødevaredetailhandelen har undergået de mest gennemgribende ændringer med hensyn til dens størrelse og betydning, og denne udvikling har haft størst indvirkning på forbrugerne. I Det Forenede Kongerige købes 80 % af fødevarerne i de store detailhandelskæder. Dette tal er et af de højeste i EU. Meget store supermarkeder og hypermarkeder kan tilbyde forbrugerne op til 20.000 produktgrupper.

1.2

Gennem årene har de store detailhandelskæder givet de handlende betragtelige fordele i form af produktudvalg og fordelagtige priser. De store detailhandelskæder har navnlig tilbudt forbrugerne et stort udbud af forskellige fødevarer under samme tag samt gratis og rummelige parkeringsfaciliteter. De er både børne- og handicapvenlige, og nogle af dem tilbyder banktjenester samt forfrisknings- og genbrugsfaciliteter. Mange detailhandelskæder tilbyder onlinehandel og udbringningsservice i lokalområdet. Muligheden for at foretage det ugentlige indkøb på ét og samme sted til lave priser gør supermarkederne attraktive for forbrugerne og forklarer væksten i de store detailhandelskæders andel af det samlede detailmarked.

1.3

I de fleste nye medlemsstater har de store detailhandelskæder en mindre markedsandel end detailhandelskæderne i EU-15, men deres markedsandel er hurtigt voksende.

De store detailhandelskæder har forskellige forretningsstrukturer:

1.4

De store detailhandelskæders markedsandel varierer dog stærkt fra medlemsstat til medlemsstat. I Ungarn tegner de tre største detailhandelskæder sig for 29 % af detailmarkedet, og i Det Forenede Kongerige kontrollerer de tre største detailhandelskæder 60 % af detailmarkedet, mens de tre største detailhandelskæder i Irland sidder på 66 % af detailmarkedet. Tallene for de tre største detailhandelskæders andel af detailmarkedet i de følgende nye medlemsstater er: Polen 14,2 %, Tjekkiet 25,4 %, Slovakiet 42,6 % og Slovenien 77,3 %. Der har i de sidste 10 år været en tendens til, at detailfødevaremarkedet domineres af et lille antal meget store detailhandelskæder. I gennemsnit udgør supermarkedernes salg af fødevarer 70 % af detailmarkedet (kilde: GfK ConsumerScan/Household Panel).

2.1

På baggrund af indsamlede data fra AC Nielsen sammensatte GD for Det Indre Marked i perioden september 2002 — oktober 2003 en kurv af paneuropæiske mærkevarer, som kan købes i 14 EU-medlemsstater (1), og sammenlignede priserne herpå. Følgende prisindeks viser, at priserne varierede betydeligt fra land til land i EU-14. Med udgangspunkt i en EU-medianværdi på 100 viser prisindekset de laveste og højeste priser i de benævnte medlemsstater:

2.2

Paneuropæiske mærkevarer som de ovenfor nævnte har en høj grad af forbrugeranerkendelse i hele EU.

Prisforskellene er større ved generiske mærkevarer og ikke-mærkevarer. Heller ikke her er der noget tydeligt mønster med hensyn til prisforskellene mellem medlemsstaterne.

2.3

Mens disse prisforskelle på mærkevarer og ikke-mærkevarer giver os et øjebliksbillede af den aktuelle situation, bør en hyppig overvågning af priser bidrage til at fastslå, hvorvidt priserne på disse varer konvergerer over tid, hvilket er at forvente i et fuldt velfungerende indre marked. Ifølge GD for Det Indre Marked bør prisforskellene i et velfungerende indre marked ikke være så store, som det her har vist sig at være tilfældet. I en tilsvarende undersøgelse i USA har prisforskellene vist sig at være mindre end i EU-14.

2.4

Der er flere årsager til prisspredningen, herunder forskelle i driftsomkostninger, såsom omkostninger til lønninger, transport og affaldshåndtering, lagerstørrelse og omsætning, lokale skatter og afgifter og priskonkurrenceniveauet på både køber- og sælgerside. Forbrugernes forskellige præferencer og smag, som i vid udstrækning afhænger af kulturelle sædvaner, kan også spille en betydelig rolle. Endvidere må lokale markedsforhold, såsom klimaet og forsyningskædens situation, også tages i betragtning.

3.1

Gennem de sidste fem år har de største fødevaredetailhandlere reklameret med slogans som »faste lavpriser hver dag«, »få mere for pengene«, »få gode fødevarer for færre penge« og »vi hjælper Dem med at spare penge hver dag«. Det hævdes til stadighed, at de store detailhandelskæder i forbrugernes øjne er de bedste til at tvinge de uretfærdigt høje priser ned. Dette skyldes naturligvis, at forbrugerne tillægger prisfaktoren stor betydning. I princippet skulle det være en god nyhed for forbrugerne, navnlig på kort sigt. Men man bør ikke desto mindre tage højde for de langsigtede konsekvenser heraf. Det er nødvendigt, at landbrugerne får en rimelig pris med henblik på at sikre en fortsat forsyning af fødevarer af høj kvalitet, som produceres under de bedst mulige miljømæssige betingelser. Samtlige involverede aktører i forarbejdnings- og distributionsleddet skal også sikres et rimeligt afkast.

3.2

Den britiske supermarkedskæde ASDA, som ejes af den amerikanske Wal-Mart-gigant, har med erklæringen »vores mål er at gøre varer og tjenester mere økonomisk overkommelige for alle« gjort prisnedsættelser til en filantropisk mission. Den nye filosofi synes at gå ud på at bruge så få penge som muligt på mad. Ofte forsøger detailhandelskæderne gennem deres reklamekampagner at få forbrugerne til at tro, at det vigtigste ved mad er dens pris. Den andel af husholdningernes indkomster, der går til mad, falder støt i hele Europa (se bilag 1).

3.3

Detailhandelskæderne har haft tradition for at føre de mest aggressive priskampagner for basisvarer, der virker som »omsætningsfremmere«, eftersom de indkøbes hyppigt, mens de har sat fortjenstmarginerne på andre varer op, uden at forbrugerne er bevidste herom. I nogle medlemsstater sælges disse »omsætningsfremmere« ofte til under kostprisen. Salg af fødevarer til under kostpris er forbudt i en række medlemsstater som f.eks. Belgien, Frankrig, Irland, Italien, Luxembourg og Portugal samt i Spanien og Grækenland under særlige omstændigheder.

3.4

Salg af varer til under kostpris og aggressiv prispolitik kan i sidste ende føre til en konkurrenceforvridende praksis.

4.1

Den voksende detailhandelssektor har skabt flere tusinde job i hele EU. Mange af disse er lavtlønnede, og der er ofte tale om deltidsjob. Det fremgår af en nylig undersøgelse offentliggjort på Det Europæiske Institut til Forbedring af Leve- og Arbejdsvilkårs webside (Industrial Relations in the Retail Sector, October 2004, Comparative Study), at ca. 60 % af de ansatte inden for detailhandelen er kvinder, og at der også er en stor andel af unge og kortuddannede arbejdstagere. Lønnen er relativt lav, og der er en høj grad af deltids- og weekendarbejde. Industrien gennemgår i øjeblikket store strukturændringer med en koncentrations- og diversifikationsproces, og den er under pres for at foretage en omstrukturering, deregulering og nedskæring af arbejdspladser. Et andet karakteristisk træk er den sædvanlige lønforskel mellem mænd og kvinder, hvilket skal ses i lyset af det høje antal kvinder i deltidsjob og deres koncentration i lavstatusjob.

4.2

De store detailhandelskæder ansætter folk i en lang række forskellige funktioner. Men kassedamerne og dem, der fylder varer på hylderne, befinder sig ofte nederst i lønskalaen, og alt afhængigt af beskæftigelsessituationen i den enkelte medlemsstat ligger lønningerne i bunden eller lige derover.

4.3

Studerende, deltidsansatte, midlertidigt ansatte og ansatte, som har familiemæssige forpligtelser eller andet arbejde, kan drage fordel af fleksible arbejdstider. Det er yderst vigtigt, at deltidsansatte ikke udsættes for forskelsbehandling.

4.4

Det er nødvendigt, at de europæiske detailhandlere udvikler sig i retning af forbrugertjenester af høj kvalitet, der ydes af et kompetent personale, som arbejder på sikre og gode ansættelsesvilkår. De store detailhandelskæders fortsatte koncentration afføder nye konkurrencestrategier (f.eks. priskrige), et hårdt pres for at holde omkostningerne, herunder lønomkostningerne, nede, deregulerede åbningstider, senere åbningstider og weekendarbejde.

4.5

Om end fødevarepriserne er blevet sænket gennem konkurrencebaseret prisfastsættelse, øget effektivitet inden for indkøb, administration, lagerstyring, markedsføring samt fødevarer af god kvalitet, er det ikke desto mindre et faktum, »at billige fødevarer ofte indebærer billig arbejdskraft, og det må vi begynde at være meget mere opmærksomme på, hver gang vi opfordrer supermarkederne til at føre en indbyrdes priskrig«, siger professor Tim Long fra Thames Valley University.

4.6

På tilsvarende måde bør vi være opmærksomme på de gældende arbejdsvilkår, når vi importerer varer fra tredjelande.

5.1

Koncentrationen inden for fødevaredetailhandelen er vokset stærkt i hele Europa. Fra 1993 til 2002 voksede de 5 største fødevaredetailkæders markedsandel i gennemsnit med 21,7 % til et gennemsnit på 69,2 % i EU-15. I 2002 varierede andelen fra 37 % i Italien og 52,7 % i Grækenland til 94,7 % i Sverige (kilde: rapport fra London Economics 2003 til det britiske miljøministerium).

5.2

I nogle medlemsstater tenderer køber- og sælgersiden mod at være lige koncentrerede. I andre medlemsstater udgøres indkøbsgrupper teknisk set af uafhængige detailhandlere, herunder frivillige kæder, og købersiden er derfor på nationalt plan mere koncentreret end sælgersiden.

5.3

Hypermarkederne er ved at udvide deres tjenester og produktsortiment, mens discountbutikkerne vil fortsætte med at ekspandere, navnlig inden for fødevaresektoren, og samtidig med, at de koncentrerer sig om lave priser, vil de gå over til at tilbyde produkter af højere kvalitet til den lavest mulige pris.

5.4

Den seneste udvikling i frugt- og grøntsektoren har fjernet sig fra en produktorienteret markedsføringsstrategi. Detailhandelskæderne ønsker at koncentrere deres indkøb om en lille gruppe af store foretrukne leverandører, som de kan samarbejde med året rundt. EØSU har i en tidligere udtalelse (2) sagt følgende: »Det store udbud af friske frugter og grøntsager fremhæves som en særlig fordel ved hypermarkeder. De ugentlige markeder fremhæves til gengæld for deres bedre kvalitet, friske varer, store udvalg, pålidelighed og menneskelige kontakt«.

5.5

Detailhandelskæderne har opfordret leverandørerne, især leverandørerne af fødevarer, til at konsolidere sig. Dette har f.eks. været tilfældet med brødleverancer. Navnlig i Irland og Det Forenede Kongerige har priskonkurrence om brød ført til lukning af en lang række bagerier, og markedet domineres nu af få meget store bagerier. Dette har gjort det muligt for supermarkederne at forsyne forbrugerne med lavprisbrød med en reduceret næringsværdi. Brød med en højere næringsværdi tilbydes også, men prisen er højere.

5.6

Mange supermarkeder har ligeledes deres eget bageri inde i butikken. Frosne bageriprodukter tilberedt på en fabrik indkøbes og færdigtilberedes i butikken.

6.1

London Economics anfører i sin rapport fra 2003, at der i 2001 ikke forekom at være nogen medlemsstater, som systematisk registrerede den største forskel mellem priser ab landmand og detailpriser. Generelt varierer prisforskellen mellem 1 og 5 gange prisen ab landmand. For så vidt angår brød, hvis hovedingrediens er hvede, kan forskellen mellem prisen ab landmand og detailprisen være op til 30 gange prisen ab landmand, hvilket afspejler den store andel af ikke-landbrugsrelaterede omkostninger i forbindelse med fremstilling af brød.

6.2

I 2001 øgedes forskellen mellem prisen ab landmand og detailprisen for lammekød i Det Forenede Kongerige og Irland, mens den mindskedes i Frankrig og Tyskland. Med hensyn til frugt og grønt var der enten ingen markant udvikling i forskellen mellem prisen ab landmand og detailprisen, eller også var der et lille fald. Engrosmarkedet for frugt og grøntsager har i et stykke tid oplevet en nedgang, mens spotmarkedet har bevaret sin betydning for friske produkter, hvilket nogle gange har ført til store prissvingninger alt efter vejrforholdene og forsyningssituationen. Indkøberne i de store detailhandelskæder er begyndt at indgå sæson- eller helårskontrakter med et lille antal leverandører for derved at bringe stabilitet i sektoren for friske produkter og reducere omkostningerne. Dette vil stabilisere spredningen mellem priserne ab landmand og detailpriserne. Priskrige kan indebære, at de primære producenter tager mindre fortjenstmarginer og får større omkostninger.

6.3

Hvis de store detailhandelskæders magtposition som køber fører til lavere priser for deres leverandører, og hvis denne prisreduktion føres over på detailprisen, vil den procentuelle fortjenstmargen, som går til landmanden, ikke nødvendigvis mindskes, men derimod vil den reelle pris ab landmand falde, og landmanden vil således få en lille eller ingen fortjeneste.

6.4

Ifølge en undersøgelse udført af National Farmers Union i Det Forenede Kongerige i 2002 kostede en kurv med fødevarer indeholdende oksekød, æg, mælk, brød, tomater og æbler i gennemsnittet 55 euro i et supermarked, hvoraf landmændene fik omkring 16 euro, dvs. mindre end en tredjedel af kurvens detailværdi. Ser man på produkterne enkeltvis, gik 26 % af den endelige detailpris på oksekød, 8 % af prisen på brød og 14 % af prisen på bacon til landmændene.

6.5

Detailprisindekset (i faste priser) for samtlige landbrugsvarer faldt med 27 % i EU-15 i perioden 1990-2002. I nominelle priser var priserne ab landmand stort set stabile i samme periode. Den markante forskel mellem udviklingen i priserne ab landmand og detailfødevarepriserne har været omgærdet af stor opmærksomhed, men der er ikke enighed om, hvad der ligger til grund for den divergerende prisudvikling (2003-rapport fra London Economics).

6.6

Det skal bemærkes, at de store detailhandelskæder tilbyder stadig flere varer af mærket Fair-Trade, hvilket er en god udvikling. I en artikel i avisen Wall Street Journal den 8. juni 2004 skrev Steve Steckton og Erin White vedrørende supermarkedernes salg af Fair Trade-produkter, at Sainsburys (britisk supermarkedskæde) havde solgt Fair Trade-bananer til en pris, der var fire gange højere end prisen på almindelige bananer og 16 gange højere end den pris, producenterne får. Tesco fastsatte for nylig prisen for et pund Fair Trade-kaffe til 3,46 dollar, mens producenten får omkring 44 cent over verdensmarkedsprisen. Emily Dardaine, frugtproduktmanager i Fair-trade labelling organisation international (FLO), en sammenslutning af Fair-Trade-grupper med base i Tyskland, siger, at supermarkederne udnytter mærket til at øge deres fortjeneste, da de ved, at forbrugerne er villige til at betale lidt mere for en Fair Trade-vare.

7.1

Markedskoncentrationens varierende art og omfang i EU's forskellige medlemsstater er en faktor, der må tages hensyn til, når man undersøger de store detailhandelskæders fremgangsmåder over for leverandørerne. Da forbrugerne lægger stor vægt på priserne, og forbrugerefterspørgslen også påvirker udbuddet, bliver der som antydet ovenfor lagt et betydeligt pres på detailhandelen for at sænke priserne. Fast besluttet på at tilbyde forbrugerne lave priser lægger de store detailhandelskæder pres på leverandørerne for at få dem til at reducere priserne. Dette gælder for fødevaresektoren og primært på markeder med meget høj koncentration. Med det mål at opnå endnu bedre betingelser fra leverandørerne truer de store detailhandelskæder dem ustandseligt med at trække deres produkter ud af varesortimentet. Endvidere flytter mange af de helt store detailhandelskæder ofte deres indkøbere fra en afdeling til en anden for at undgå, at der udvikles et personligt forhold mellem indkøberne og leverandørerne. Indkøberne har til opgave at blive ved med at forsøge at få stadig billigere fødevarer fra leverandørerne. De kan enten fremme eller knække en virksomhed ved at trække produkter ud af varesortimentet og skifte til en anden virksomhed, navnlig i de tilfælde hvor leverandøren har foretaget store investeringer for at levere en specifik produktlinje til en given detailhandelskæde. Ofte har leverandørerne, især de små, ikke de finansielle midler til at imødekomme detailhandelskædernes krav. Hvor stor chance har en landmand for at få en rimelig pris på markeder, hvor de store detailhandelskæder er så købekraftige?

7.2

Ud over evnen til at opnå rabatter på transaktioner fra leverandørerne kan indkøbernes magt komme til udtryk i de kontraktuelle forpligtelser, som detailhandlerne pålægger leverandørerne, herunder betaling for optagelse af produkter i varesortimentet, vederlag for adgang til hyldeplads (slotting fees), rabatter med tilbagevirkende kraft på allerede solgte varer, et urimeligt højt bidrag til detailhandlernes salgsfremmende foranstaltninger og en insisteren på eksklusiv levering.

7.3

De store detailhandelskæder sætter ofte deres leverandører af fødevarer under et stærkt økonomisk pres ved at betinge sig lange betalingsfrister, som nogle gange kan være på op til 120 dage (180 dage i sjældne tilfælde) efter levering af fødevarerne. I modsætning hertil betaler forbrugerne varen umiddelbart ved købet. Lange betalingsfrister bidrager i stort omfang til detailhandelskædernes fortjeneste, da leverandørerne således yder rentefrie lån.

7.4

Nogle gange tvinger detailhandelskæderne deres leverandører til i en periode at levere fødevarer til under kostpris til gengæld for fortsat at markedsføre disse fødevarer i supermarkedet, hvilket kan føre til alvorlige økonomiske tab for leverandørerne og landmændene.

7.4.1

Indførelsen af et online-auktionssystem har også styrket de store detailhandelskæders position i forsyningen af billige produkter til deres egne mærker. Med dette system kan de store detailhandelskæder finde leverandører, som tilbyder at levere produkter (navnlig egne/private mærker) via Internettet. Leverandørerne konkurrerer indbyrdes om at tilbyde produkter til den laveste pris.

7.5

Der dukker stadig flere egne (private) mærker op i alle de større detailhandelskæder. Denne udvikling er tydeligst i Irland og Det Forenede Kongerige samt på vækstmarkederne. Den høje vækst i private mærker på vækstmarkederne er ifølge Jane Perrin fra AC Nielsen direkte forbundet med de globale detailhandleres ekspansion ud over deres traditionelle geografiske grænser. Eftersom kvaliteten af nogle egne mærker er steget, har detailhandlerne med få markedsføringsomkostninger formået at øge deres fortjeneste.

7.6

Systemet med egne mærker giver supermarkederne mere magt, når de forhandler med deres leverandører.

7.7

Detailhandlernes strategier med egne mærker (private mærker) har fået større betydning i et miljø, hvor succesrige detailkoncepter hurtigt kan kopieres, idet de hjælper detailhandlerne med at udskille sig fra deres konkurrenter.

7.8

Dette magtskifte fra leverandør til detailhandler går langt ud over de fordele, som udspringer af ejerskabet af hyldeplads, og gevinsterne ved eget mærke (privat mærke). Takket være loyalitetskort har detailhandlerne i dag større indsigt i forbrugernes identitet, profil og forbrugsmønstre end nogen anden leverandør. Denne indsigt styrkes yderligere gennem detailhandlernes ugentlige kontakt med kunderne.

7.9

Selvom de store detailhandelskæder promoverer deres egne mærkevarer (private mærkevarer), betyder forbrugernes efterspørgsel, at de også bliver nødt til at markedsføre de kendte mærkevarer ved siden af deres egne. Detailhandelskæderne ønsker ikke desto mindre at reducere antallet af mærkevareleverandører og har indført et system med kategoristyring. Detailhandelskæderne anvender kategoristyring som et middel til at reducere antallet af individuelle leverandører, som forsyner dem, og herigennem reducere deres omkostninger og øge deres margener. For hver produktgruppekategori vælger detailhandlerne en førende leverandør, der skal anskaffe og levere alle de nødvendige produktgrupper i den pågældende kategori. En virksomhed med et førende mærke udvælges normalt til også at levere en række andre relaterede produkter til gengæld for at bevare sit mærke i varesortimentet. F.eks. kunne en leverandør af mærke cheddarost blive bedt om at levere alle andre af detailhandelskæden efterspurgte oste, som leverandøren ville skulle skaffe fra andre leverandører. Dette system tilgodeser de største leverandørvirksomheder og begrænser således små og lokale leverandørers markedsadgang. Det kan også indskrænke forbrugernes valgmuligheder.

7.10

Mange små og mellemstore virksomheder er særdeles sårbare, navnlig hvis de i høj grad afhænger af en af de store detailhandelskæder. Disse kan kræve en årlig rabat på 2 % i de følgende tre år. Hvis dette krav ikke imødekommes, finder detailhandelskæden en anden leverandør. For at overleve er de små og mellemstore virksomheder nødt til at reducere omkostningerne og fortjenstmarginerne, hvilket indebærer lavere priser til landmændene, færre beskæftigede og en forringelse af slutprodukternes kvalitet.

8.1

Forbrugerne vil fortsat kræve fordelagtige priser af supermarkederne, en konstant forsyning af sikre fødevarer af høj kvalitet, kvalitetsservice og et behageligt indkøbsmiljø.

8.2

Forbrugerne bør indlede en dialog med de største producenter og leverandører af fødevarer med henblik på at få et mere afbalanceret syn på de politikker, der føres på detailniveauet.

8.3

Forbrugerne bør ligeledes underrettes, når leverandører yder særlige rabatter eller lavpristilbud.

8.4

Forbrugerne har behov for bedre information om alle aspekter af fødevaremarkedet og de langsigtede konsekvenser af deres krav. Lavindkomstfamilier har ofte ikke megen nytte af tilbuddene om fødevarer til lave priser fra de meget store supermarkeder i byernes udkant, da de ikke har adgang til egnede transporttjenester til disse supermarkeder.

8.5

Problemstillinger som fedme og bæredygtigt forbrug optager forbrugerne meget, og detailhandlerne bør indtage en fælles holdning hertil.

9.1

Som følge af reformen af den fælles landbrugspolitik (afkobling) vil landmændenes beslutninger om, hvad de vil producere, i højere grad afhænge af signalerne fra detailsektoren vedrørende pris og efterspørgsel. Den støtteordning, der førhen var en integreret del af den fælles landbrugspolitik, vil ikke længere sikre en mindstepris, hvilket betyder, at detailhandelskæderne i langt større udstrækning end tidligere vil bestemme priserne i fødevarekæden. En større EU-import af fødevarer vil ligeledes være tilbøjelig til at trække priserne ab landbrug i en nedadgående retning, hvis verdensmarkedspriserne er lave. Dette vil sandsynligvis føre til meget større svingninger i fødevarepriserne på baggrund af udbud og efterspørgsel.

9.2

Hvis landmændene over en periode oplever faldende indkomster og øgede omkostninger, vil flere af dem dreje nøglen om. En sådan udvikling vil kunne afføde en reduceret fødevareproduktion i Europa, hvilket ville hæmme udviklingen af et multifunktionelt landbrug i EU. Det ville ligeledes forhale virkeliggørelsen af målet om opretholdelse og udvikling af levedygtige landdistrikter. For at forhindre en sådan udvikling må også landmændene tænke i nye baner, hvad angår dyrkningsmetoder og valg af produkter. Et alternativ kan være at finde nye nicher og f.eks. satse på produkter af højere kvalitet eller helt nye produkter, nye distributionsmetoder og nye samarbejdsformer (f.eks. indkøbssammenslutninger og landbrugsbutikker i byerne), økoturisme m.v. for at styrke deres position.

9.3

Det er vanskeligt at foretage sammenligninger af priserne ab landmand og detailpriserne for hele EU-markedet, da det er umuligt at udregne forarbejdningssektorens og detailsektorens respektive omkostninger og marginer. Det står dog klart, at landmanden — såfremt de store detailhandelskæder indleder en politik med priser for landbrugsvarer, der ligger under kostprisen — som den sidste i kæden vil få en nedsat pris, da forarbejdningsleddet og detailleddet fortsat vil tage en margen med henblik på overlevelse.

a)

Der er tiltro til, at de store detailhandelskæder sælger sikre fødevarer.

b)

De store detailhandelskæder er regelmæssigt i kontakt med kunderne, eftersom disse kommer der for at foretage deres ugentlige indkøb.

c)

Loyalitetskort tilvejebringer en detaljeret profil af kundernes indkøbsadfærd, hvorved de store detailhandelskæder får en omfattende kundedatabase og en vigtig kilde til markedsoplysninger.

d)

De kortlægger forbrugernes behov via markedsundersøgelser.

e)

De påvirker indkøbsadfærden gennem lavpristilbud, rabatter, kundeservice samt butikkernes indretning og koncept. De store detailhandelskæder er i den sammenhæng i stand til at påvirke markedsudviklingen.

11.1

Der er behov for flere oplysninger om og større gennemsigtighed af prisstrukturen og fortjenstmarginerne mellem detailhandlerne, leverandørerne (fødevareforarbejdningsleddet) og de primære producenter.

11.2

Medlemsstaterne skal sikre, at der findes en passende konkurrence mellem regionerne inden for medlemsstaterne, og fremme samarbejde mellem små landbrugsbedrifter, forarbejdningsvirksomheder og detailhandlen så de kan imødegå konkurrencen fra de store producenter, forarbejdningsvirksomheder og distributionsnet. Medlemsstaterne og EU-institutionerne skal endvidere sikre tilstedeværelsen af forskellige former for handel og undgå fuldstændig liberalisering af markedet, da det vil føre til yderligere koncentration på markedet.

11.3

GD for Det Indre Marked bør fortsætte med at undersøge og evaluere forbrugerpriserne i hele EU med henblik på at sikre en passende og gennemsigtig konkurrence i hele Fællesskabet.

11.4

Et af de områder af konkurrencelovgivningen, som bør behandles, er definitionen af almen interesse, som ikke bør indskrænkes til kun at omfatte priser og markedskræfter.

11.5

De store detailhandelskæders købekraft er stadig et område, konkurrencemyndighederne skal beskæftige sig med.

11.6

Fødevaredetailhandelen vil muligvis i fremtiden ligge i hænderne på et meget lille antal aktører, hvilket kan føre til en begrænsning af forbrugernes valgmuligheder og højere priser. Det er vigtigt, at Kommissionen og medlemsstaternes regeringer er bevidste herom.

11.7

EU skal sikre, at det opretholder en produktion af fødevarer, der er tilstrækkelig stor til at brødføde dets egne borgere. Vi må ikke blive afhængige af fødevareforsyninger fra tredjelande.

11.8

Det vil være hensigtsmæssigt at foretage en grundig undersøgelse og analyse af prisafsmitningen og forskellen mellem priser ab landmand og de store detailhandelskæders priser på fødevarer.

14.10.2005   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 255/52

1.1

I EU's finansielle overslag for 2007-2013, som p.t. er under udarbejdelse, er der lagt op til ændringer også inden for miljøforbedring.

1.2

EU's mest betydningsfulde miljøfinansieringsinstrument har indtil nu uden tvivl været det såkaldte Life-program, som blev indført i maj 1992 med forordning (EØF) nr. 1973/92 om oprettelse af et finansielt instrument for miljøet (Life). Life's formål var og er at bidrage til at gennemføre og udvikle EU's miljøpolitik og –lovgivning.

1.3

Life I løb fra 1992 til 1995 og havde et budget på 400 mio. EUR (100 mio. EUR pr. år). På grund af de gode resultater blev der med forordning (EF) nr. 1404/96 indledt en 2. fase (Life II), som løb fra 1996 til 1999 med et samlet budget på 450 mio. EUR (112,5 mio. pr. år). Nu har vi Life III, der i henhold til forordning (EF) nr. 1655/2000 løb fra 2000 til 2004 (128 mio. EUR pr. år) og med forordning (EF) nr. 1682/2004 blev forlænget til udgangen af 2006.

1.4

Life-programmet har hidtil bestået af 3 dele: Life-Miljø, Life-Natur og Life-Tredjelande. Der ydes støtte såvel til innovative investeringer som til udvikling og gennemførelse af EU's miljøpolitik og miljølovgivning. Life-Natur spillede en væsentlig rolle i forbindelse med etableringen af Natura 2000-nettet.

1.5

Via Kommissionens miljøbudget (budgetpost B 4-3; siden 2004 Afsnit 07) er også andre miljørelevante programmer blevet finansieret, herunder et program for bæredygtig udvikling i byområderne, et program for ikke-statslige organisationer, Forest Focus, et generelt instrument for udvikling og gennemførelse af politikken (med en intern og en ekstern dimension) og en budgetoverførsel til Det Europæiske Miljøagentur.

1.6

Med det foreslåede nye miljøfinansieringsinstrument Life+ skal den hidtidige støtte fuldstændigt omstruktureres: På den ene side skal det sammenfatte dele af de hidtidige støtteprogrammer under Afsnit 07 (Forest Focus, ngo-støtte, Urban, udvikling af nye politikinitiativer, dele af »gennemførelsen af miljøpolitikken« samt dele af Life-Miljø og Life-Natur), på den anden side skal der fremover ikke længere ydes støtte til traditionelle, materielle investeringer i miljøet. Life-Miljø vil i den forbindelse falde ind under udgiftsområde 1A og Life-Natur under udgiftsområde 1B og dele af udgiftsområde 2. Den hidtidige støtte til internationale aktiviteter vil fremover henhøre under udgiftsområde 4, civilbeskyttelse under udgiftsområde 3 og 4 og forurening af havmiljøet under udgiftsområde 3.

1.7

Life+ vil således have som hovedformål at understøtte miljøpolitikken med støtteforanstaltninger (med en unik europæisk dimension) som f.eks. udveksling af god praksis, kapacitetsopbygning hos lokale og regionale myndigheder samt støtte til tværeuropæiske ngo'er.

1.8

Investeringsprojekter skal altså ifølge Kommissionen fortrinsvis finansieres under de nye udgiftsområder 1A, 1B, 2 og 4. Som argument herfor anfører den, at det er blevet besluttet at integrere miljøhensyn i alle politikområder, og at de nævnte økonomisk stærke udgiftsområder derfor bør anvendes til at finansiere investeringsstøtte, der er afstemt efter og i overensstemmelse med behovene for miljøbeskyttelse, i forbindelse med gennemførelsen af bæredygtighedsstrategien og Lissabon-strategien, som har en stærk miljømæssig dimension.

1.9

Life+ vil i fremtiden omfatte følgende to hovedkomponenter: