20.5.2005   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 120/1

1.1

Der findes på nuværende tidspunkt ingen harmoniserede rammebestemmelser i EU, når det gælder tilsyn med genforsikringsselskaber. Genforsikringstilsynsordningerne varierer derfor betydeligt fra medlemsstat til medlemsstat.

1.2

På denne baggrund fremlagde Kommissionen den 21. april 2004 et forslag til direktiv om genforsikringsvirksomhed og om ændring af Rådets direktiver 73/239/EØF og 92/49/EØF og direktiverne 98/78/EF og 2002/83/EF. Direktivforslaget indeholder følgende centrale elementer:

2.1

Formålet med direktivet er at tilvejebringe harmoniserede tilsynsregler for genforsikringsselskaber og captivegenforsikringsselskaber (1) i EU.

2.2

I direktivforslaget fastlægges, hvilke minimumskrav der skal opfyldes for at opnå administrativ tilladelse. Blandt andet skal genforsikringsselskabet have en særlig retlig form, forelægge en driftsplan og råde over en minimumsgarantifond. Genforsikringsselskabet skal begrænse sin virksomhed til genforsikring og relaterede former for virksomhed. Endvidere føres der kontrol med de kvalificerede aktionærer og virksomhedsledelsen. En meddelt tilladelse er gyldig i hele EU.

2.3

Direktivet har til formål at forhindre genforsikringsselskabet i at deponere tilgodehavender hos den primære forsikrer, hvor en sådan sikkerhedsstillelse måtte være påkrævet i henhold til medlemsstaternes nationale lovgivning. Dette gælder ikke kontraktmæssig sikkerhedsstillelse. Kommissionens hensigt er dels at sikre et velfungerende indre marked, dels at anlægge en international målestok for på verdensplan at begrænse de problemer, som sikkerhedsstillelse indebærer for europæiske genforsikringsselskaber.

2.4

I henhold til bestemmelserne om selskabers solvens skal de solvenskrav, der gælder for direkte skadesforsikringsvirksomhed, også finde anvendelse på skadesgenforsikring. Solvensmargenen kan øges med op til 50 % ved komitologiprocedure. Solvensbestemmelserne for livsgenforsikringsselskaber skal baseres på solvensbestemmelserne for livsforsikringsselskaber. Hvis et selskab tilbyder både livs- og skadesgenforsikring, skal det samlede beløb være dækket ind af egenkapitalen. I lighed med primære forsikringsselskaber skal genforsikringsselskaber også råde over en minimumsgarantifond på mindst 3 mio. EUR. Der er mulighed for at reducere beløbet til 1 mio. EUR for captivegenforsikringsselskaber.

2.5

Der foreskrives i direktivforslaget konkrete tilsynsbeføjelser for det tilfælde, at et genforsikringsselskabs finansielle situation forværres, der ikke er oprettet tilstrækkelige forsikringsmæssige hensættelser, eller solvensmargenen ikke når op på det påkrævede niveau. Disse beføjelser modsvarer beføjelserne inden for direkte forsikringsvirksomhed og gør det muligt at kræve, at genforsikringsselskabet forelægger en saneringsplan, en finansieringsplan og en finansiel genopretningsplan, samt at tilbagekalde tilladelser.

2.6

Genforsikringsselskaber, som havde ret eller tilladelse til at udøve genforsikringsvirksomhed før direktivets ikrafttrædelse, kan fortsætte hermed uden at ansøge om tilladelse. De er omfattet af direktivets materielle bestemmelser. Medlemsstaterne kan dog indrømme genforsikringsselskaberne en supplerende overgangsfrist på to år.

2.7

I henhold til direktivforslaget tillægges Kommissionen gennemførelsesbeføjelser til at foretage tekniske tilpasninger af direktivet (»komitologiproceduren«).

2.8

Der bør med udgangspunkt i bestemmelserne om tilsyn med genforsikringsselskaber foretages en tilpasning af bestemmelserne i direktiverne om livsforsikring, skadesforsikring og forsikringskoncerner:

3.1

EØSU bifalder Kommissionens forslag, som vil bidrage til at styrke Europas position som finanscenter, idet det sikrer, at genforsikringsselskaber og captivegenforsikringsselskaber råder over tilstrækkelig kapital til at opfylde de forpligtelser, de har påtaget sig. På denne måde opnås en vedvarende styrkelse af de europæiske genforsikringsselskabers position på forsikringsmarkederne.

3.2

EØSU henviser udtrykkeligt til genforsikringens betydning for det europæiske finansmarked. I 2002 beløb de samlede genforsikringspræmier for de 40 største genforsikringskoncerner sig til 138 601 200 000 USD, hvoraf 58 544 000 000 USD hidrørte fra EU-genforsikringsselskaber.

3.3

Genforsikringsvirksomhed berører først og fremmest forholdet mellem forsikringsselskabet og genforsikringsselskabet. Tabet af en eller flere genforsikrere kan imidlertid få konsekvenser for forbrugeren i tilfælde, hvor en primær forsikrer ikke længere kan opfylde sine forpligtelser. EØSU anerkender således, at direktivforslaget også har en indirekte indvirkning på forbrugerbeskyttelsesniveauet i EU. Samtidig henleder EØSU opmærksomheden på, at tilstrækkelig genforsikringsdækning også er i forbrugerens interesse. Dette forudsætter tilstrækkelig genforsikringskapacitet på det europæiske marked og rimelige præmier.

3.4

Kommissionens »fast-track«-metode hilses velkommen. Metoden går ud på, at der med udgangspunkt i gældende tilsynsregler for direkte forsikring fastsættes tilsynsregler for genforsikring. Dette forekommer at være den rigtige tilgang, ikke mindst i lyset af det igangværende Solvency II-projekt

3.5

Det er af stor betydning, at genforsikringsmarkedet er et verdensomspændende marked. EØSU opfordrer derfor til, at Parlamentet, Rådet og Kommissionen i de løbende forhandlinger om direktivet retter særlig opmærksomhed mod de europæiske genforsikringsselskabers internationale konkurrenceevne.

3.6

EØSU anerkender, at netop den europæiske genforsikringssektor har bevist sin finansielle soliditet i kølvandet på terrorangrebet den 11. september 2001. På den baggrund bør enhver byrde, der pålægges den europæiske genforsikringssektor, være genstand for en omhyggelig cost-benefit-analyse.

3.7

EØSU er opmærksom på, at der stadig findes forskellige genforsikringstilsynsordninger i EU. Disse er kendetegnet ved en kombination af solvens-, investerings- og sikkerhedsstillelsesbestemmelser. Med Kommissionens forslag bortfalder navnlig de hidtidige bestemmelser inden for sikkerhedsstillelse. I den forbindelse skal det sikres, at de berørte tilsynsmyndigheder får tilstrækkelig tillid til de tilsynsinstrumenter, der fremover vil stå til rådighed, og til, at instrumenterne anvendes ens i hele EU.

4.1

Ifølge direktivforslaget skal bestemmelserne for beregning af solvensmargen for livsforsikringsselskaber overføres til livsgenforsikringsvirksomhed. Hvad angår livsgenforsikring, foreslår Kommissionen, at de regler om solvenskrav, der gælder den primære forsikringsvirksomhed, overføres uændret til genforsikringssektoren. Denne solvensberegning indeholder to elementer, nemlig 0,3 % af risikosummen (sum at risk) og 4 % af præmiehensættelserne. Dette pålægger efter EØSU's opfattelse de europæiske livsgenforsikringsselskaber en uforholdsmæssig stor byrde. Kommissionens forslag:

4.2

Europæiske livsforsikringsselskaber og livsgenforsikrere adskiller sig betydeligt fra hinanden i deres risikostruktur. Ved livsgenforsikring forbliver investeringsrisikoen som regel hos den primære forsikrer. Alene denne forskel viser, at solvensformlen for livsforsikring ikke i tilstrækkelig grad kan afspejle risikostrukturen i livsgenforsikring.

4.3

Sammenligning med ratingbureauernes beregningsmetoder kunne tyde på, at de foreslåede EU-krav er for høje. Solvenskravene i USA er baseret på risikobeløbene, men der er også indbygget en variabel faktor, som afhænger af størrelsen af den pågældende portefølje (0,08 % ved beholdninger på over 25 mia. € - jf. bilag). De canadiske tilsynsmyndigheder og ratingbureauer anvender en lignende fremgangsmåde.

4.4

Den primære forsikringsvirksomhed mellem forsikringsselskaber og kunder har stadig et nationalt præg, mens genforsikringen altid er foregået på internationalt plan. Dette skyldes ikke mindst nødvendigheden af international risikospredning. Der er derfor behov for at skabe lige vilkår mellem udbydere inden for EU og internationale konkurrenter i USA, Bermuda og Schweiz.

4.5

De europæiske genforsikrere, der konkurrerer på verdensmarkedet, frygter, at de vil stå betydeligt svagere end deres konkurrenter uden for Europa, hvor egenkapitalkravene er mindre strenge. Man kunne nemt forestille sig, at en stor del af genforsikringsvirksomheden flyttede til genforsikringscentre uden for Europa, f.eks. Bermuda og USA. Et tab af genforsikringskapacitet ville føre til en betydelig svækkelse af Europa som finanscenter. De for høje krav ville uvægerligt føre til en nedsættelse af genforsikringskapaciteten og/eller til højere genforsikringspriser. Det kan ikke undgås, at de højere genforsikringspriser vil give de primære forsikrere øgede produktomkostninger, hvilket vil kunne mærkes af forbrugerne. Højere priser vil således uundgåeligt have en negativ effekt på opbygningen af de privatfinansierede pensionsordninger, som ellers er meget påkrævede.

4.6

Denne udvikling bidrager efter EØSU's mening ikke til at fremme EU's indre marked. Navnlig de nye medlemsstater har interesse i et velfungerende indre marked for genforsikring og ville blive ramt særlig hårdt af ugunstige ændringer i udbudsstrukturen for genforsikring.

4.7

EØSU konkluderer derfor, at den foreslåede metode til beregning af solvensmargen i forbindelse med livsgenforsikring kan skade de europæiske genforsikringsselskabers konkurrenceevne. Kommissionens forslag vedrørende solvensbestemmelser for livsgenforsikringsselskaber må således klart ændres.

4.8

På den baggrund foreslår EØSU, at solvensberegningen på livsgenforsikringsområdet skal tage udgangspunkt i solvensberegningen inden for skadesgenforsikring.

4.8.1

Ud fra et risiko- og konkurrencesynspunkt er den solvensberegningsmetode, der anvendes inden for skadesgenforsikring, mere end tilstrækkelig. Denne formel stemmer stort set overens med de solvenskrav, der gælder på internationalt plan inden for samme område. Der er således ringe sandsynlighed for, at europæiske genforsikringsselskaber af den grund stilles ringere i konkurrencen.

4.8.2

Den formel, der anvendes inden for skadesgenforsikring, dækker i tilstrækkelig grad kravene inden for livsgenforsikring. Eftersom livsgenforsikringsvirksomhed hovedsagelig består i at dække dødsrisici, har denne aktivitet mere til fælles med skadesforsikring og skadesgenforsikring end livsforsikring.

4.8.3

Individuelle risici, som der ikke tages hensyn til i skadesforsikringsformlen, kan nemt inkorporeres i forbindelse med Solvency II-projektet.

4.8.4

Rent lovteknisk er denne formel enkel at gennemføre, da Kommissionen allerede i sit udkast til direktivforslag (3. reviderede udkast) forelagde en færdig tekst.

4.8.5

Skadesforsikringsformlen gør det muligt for livsgenforsikringsselskaber at fastlægge deres aktuelle solvensbehov, da de allerede ligger inde med de nødvendige oplysninger, som de derfor ikke først skal til at indhente. Denne formel er navnlig hensigtsmæssig i lyset af manglende informering i den internationale handel.

4.8.6

Skadessolvensformlen er især velegnet i forbindelse med en fast track-fremgangsmåde. Den er let at gennemføre, da der ikke er behov for yderligere justeringer i tilfælde, hvor f.eks. kontraktmæssig sikkerhedsstillelse kommer på tale.

5.1

Ifølge direktivforslaget skal bestemmelserne for beregning af solvensmargen for skadesforsikringsselskaber overføres til skadesgenforsikringsvirksomhed. I forlængelse heraf skal det være muligt i overensstemmelse med Lamfalussy-processen at hæve solvenskravene for skadesgenforsikring til 50 %.

5.2

EØSU anser det for fornuftigt, at solvensreglerne for skadesforsikring overføres i uændret form til skadesgenforsikring inden for rammerne af fast track-metoden. EØSU tvivler imidlertid kraftigt på det hensigtsmæssige i at lade Lamfalussy-processens principper finde anvendelse i forbindelse med solvenskrav.

5.3

Det her behandlede direktivforslag var tænkt som et fast track-projekt og ikke som et rammedirektiv inden for Lamfalussy-processen. Solvenskravene bør kun ændres som led i det mere vidtrækkende Solvency II-projekt.

5.4

Ud fra sagens natur kan der heller ikke være nogen begrundelse for anvendelse af Lamfalussy-processen. Egenkapitalkrav til genforsikringsselskaber udgør på ingen måde gennemførelsesforanstaltninger, som skal iværksættes inden for rammerne af Lamfalussy-processen. Som det tydeligt fremgår af de langtrukne forhandlinger om Basel II inden for banksektoren, er egenkapitalkrav den egentlige kerne i de fremtidige tilsynsordninger og kan under ingen omstændigheder betragtes som en detalje, der fastlægges efterfølgende.

5.5

De konkrete egenkapitalkrav bør efter EØSU's mening fremgå af selve direktivet og ikke af efterfølgende fællesskabslovgivning. Denne sondring understøttes også af konventets aktuelle udkast, som kræver, at væsentlige bestemmelser indgår i selve direktivet. Kommissionens henvisning til en omfattende høring af de berørte parter er derfor ikke tilstrækkelig.

6.1

Direktivforslaget foreskriver, at retrocession til andre genforsikringsselskaber kun må indregnes op til et loft på 50 % af bruttoerstatningsudgifterne ved soliditetsberegning. Dette stemmer overens med de gældende regler for livs- og skadesforsikring. Forslaget til direktiv om tilsyn med genforsikringsselskaber skulle kunne bidrage betydeligt til en styrkelse af den europæiske genforsikringsbranches finansielle soliditet. I lyset heraf anser EØSU det for berettiget at anerkende forsikringsselskabers cessioner og genforsikringsselskabers retrocessioner fuldt ud, forudsat at cessionaren eller retrocessionaren er underlagt tilsyn inden for EU.

6.2

EØSU går ind for en forhøjelse af genforsikrings- og retrocessionsfaktoren, ikke mindst på baggrund af de øgede krav til forsikringssektoren om at løse problemer, samfundet som helhed står overfor. På grund af den lave genforsikrings- og retrocessionsfaktor har det ikke altid været muligt at tilbyde billigere løsninger, navnlig ikke i forbindelse med krav fremsat efter den 11. september 2001 om dækning af industrien og luftfartssektoren mod terrorangreb. I enkelte medlemsstater har man på grund af den lave retrocessionsfaktor endnu ikke kunnet udvikle løsninger for forsikring mod terrortrusler.

7.1

EØSU accepterer de i artikel 34 foreskrevne kvalitative tilsynsregler (bonus pater-princippet). På baggrund af genforsikringsvirksomhedens særlige træk, herunder navnlig dens internationale karakter, er en sådan metode mere hensigtsmæssig end et stift kvantitativt system. EU gennemfører hermed en moderne metode, som også anbefales af International Assocation of Insurance Supervisors (IAIS). Samtidig anerkender EØSU, at en kvalitativ metode ikke er noget carte blanche, men at metoden pålægger virksomhederne at foretage løbende kontrol og forbedringer af investeringsprocessen.

7.2

Eftersom direktivet indebærer en indskrænkning eller ophævelse af de hidtil gældende tilsynsregler (såsom sikkerhedsstillelse), bør den enkelte medlemsstat have mulighed for at kræve, at supplerende kvantitative investeringsregler finder anvendelse på lokalt etablerede genforsikringsselskaber. Disse supplerende regler skal dog kunne begrundes i hensynet til bonus pater-princippet og de kontraktmæssige forpligtelser.

9.1

Med ovennævnte forbehold støtter EØSU Kommissionens forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om genforsikringsvirksomhed og om ændring af Rådets direktiver 73/239/EØF og 92/49/EØF og direktiverne 98/78/EF og 2002/83/EF. EØSU mener, at forslaget omfatter næste alle områder, der har at gøre med tilsyn af genforsikringsvirksomhed. Med den fulde gennemførelse af direktivet ydes et væsentligt bidrag til styrkelse af genforsikringsmarkedernes stabilitet i EU, hvilket er en af Kommissionens målsætninger.

9.2

Efter at have gennemgået Kommissionens direktivforslag har EØSU taget fat på udvalgte aspekter af forslaget for at give Kommissionen konkrete anvisninger og idéer til mere dybtgående overvejelser og analyser. EØSU foreslår, at den solvensberegning, der anvendes inden for skadesgenforsikring, også skal gælde på livsgenforsikringsområdet. Endvidere bør solvenskravene ikke falde inden for Lamfalussy-processens anvendelsesområde. Da EØSU anser direktivforslaget for vigtigt, opfordrer det til en hurtig lovgivningsproces.

20.5.2005   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 120/6

1.1

»Eksisterende« stoffer er stoffer, der anses for at have været på Fællesskabets marked mellem 1. januar 1971 og 18. september 1981. 100.195 sådanne stoffer blev identificeret og opført på den europæiske fortegnelse over markedsførte kemiske stoffer (EINECS), der blev offentliggjort i EF-Tidende i 1990 (1) Stoffer, der er blevet indført på markedet efter den 18. september 1981 defineres som »nye« og kræver en forudgående anmeldelse før markedsføring efter den relevante EU-lovgivning.

1.2

Sundheds- og miljørisikoen ved de eksisterende stoffer er jævnligt blevet vurderet i medfør af Rådets forordning (EØF) nr. 793/93 (2). Der er til dato blevet udarbejdet fire prioriterede vurderingslister, hvor vurderingen gennemføres af de kompetente myndigheder i medlemsstaterne. Den sidste liste blev udarbejdet den 25. oktober 2000. (3) Listerne identificerer 141 stoffer, der kan forventes at udgøre en vis risiko enten på grundlag af deres særlige strukturer og kendte eller forventede biokemiske samspil eller i tilfælde, hvor deres høje produktionsmængde har givet anledning til bekymring.

1.3

Medlemsstaterne vurderer hvert enkelt stof i alle produktionstrin og anvendelsesfaser både hvad angår fare og eksponering for at afgøre, om der er eksisterer en reel fare for sundheden og miljøet, og, i bekræftende fald, hvilke foranstaltninger der er nødvendige for at nedsætte risikoen. Hvis det fastslås, at der kun er meget lille eller slet ingen risiko forbundet med faktisk eller planlagt anvendelse af det pågældende stof, selv om det figurerer på en prioriteret vurderingsliste, er kontrolforanstaltninger enten unødvendige eller vil sandsynligvis have ringe virkning og nytteværdi.

1.4

De risikovurderingsrapporter (RAR), medlemsstaterne udarbejder, evalueres af Den Videnskabelige Komité for Toksicitet, Økotoksicitet og Miljø (SCTEE). Hvis SCTEE er enig i konklusionerne og støtter den samlede vurderingsproces, kan der, om nødvendigt, foreslås foranstaltninger til risikonedsættelse i form af ændringer til bilag 1 til Rådets direktiv om markedsføring og anvendelse af visse farlige stoffer og præparater (76/769/EØF). (4) Dette forslag er den 28. ændring af denne art.

1.5

De to stoffer (toluen og trichlorbenzen), som der henvises til i forslaget, er blevet vurderet i overensstemmelse med ovennævnte procedure. De indgik begge i listen over prioriterede stoffer, der blev offentliggjort som Kommissionens forordning (EF) nr. 2268/95 af 27. september 1995. (5) Vurderingsprocessen for begge stoffer blev henvist til Danmark. I udtalelser vedtaget på sit 24. og 25. plenarmøde henholdsvis den 12. juni og 20. juli 2001 udtrykte SCTEE enighed i og støttede de risikovurderingsrapporter, der blev afgivet i den forbindelse.

1.6

Kommissionen fremsætter her forslag til, hvilke foranstaltninger medlemsstaterne skal gennemføre til at nedsætte risikoen ved de to stoffer inden for 18 måneder efter direktivets ikrafttræden. Kommissionen offentliggjorde sit direktivforslag den 28. april 2004. Under overholdelse af de korrekte procedurer og hvis der kan opnås enighed om eventuelle ændringer, der skønnes nødvendige, skulle direktivet kunne træde i kraft i medlemsstaterne senest i juni 2006.

2.1

Direktivforslaget søger at beskytte folkesundheden og miljøet samt at etablere (eller bevare) et indre marked for de to stoffer. Man mener, at der kun vil være små eller slet ingen omkostninger forbundet hermed, da anvendelserne af de pågældende stoffer allerede er på retur, og der er nem adgang til alternativer.

2.2

Hvad angår toluen, der er anerkendt som et alsidigt HPV-stof, der anvendes som nødvendigt råmateriale i kemisk syntese og som opløsningsmiddel i mange sammenhænge både i industrien og forbrugsleddet, indføres der begrænsninger i brugen, således at koncentrationen skal være under 0,1 masseprocent i klæbestoffer og sprøjtemaling bestemt til salg til den brede offentlighed. Dette gælder ikke industrielle anvendelser. Hensigten er at beskytte forbrugernes sundhed.

2.3

Hvad angår trichlorbenzen, der har en mere begrænset anvendelse som mellemprodukt ved fremstilling af visse herbicider og som procesopløsningsmiddel i lukkede systemer, må der ikke foregå nogen anvendelse i en koncentration på 0,1 masseprocent eller derover, bortset fra anvendelse som mellemprodukt. Dette begrænser et eventuelt salg til den brede offentlighed og giver ekstra sundhedsbeskyttelse på arbejdspladsen.

2.4

De to stoffer, som direktivændringen gælder, defineres ved deres CAS-numre (108-88-3 120-82-1) i bilaget til forslaget. Begrænsninger i stoffernes anvendelse vil blive føjet til bilag 1 til direktiv 76/769/EØF.

2.5

Medlemsstaterne får et år til at offentliggøre de love, der er nødvendige for overholdelsen af direktivet, og i løbet af yderligere seks måneder skal kontrolforanstaltningerne være på plads. Dette gælder fra datoen for direktivets ikrafttræden efter høring af Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (EØSU) i henhold til traktatens artikel 95 og efter den fælles beslutningsprocedure med Europa-Parlamentet.

3.1

Som det var tilfældet med den 26. ændring til Rådets direktiv 76/769/EØF (begrænsning af markedsføring og anvendelse af nonylphenol, nonylphenolethoxylat og cement), (6) som EØSU afgav udtalelse om i marts 2003 (7) omhandler dette forslag stoffer, der ikke har noget med hinanden at gøre, og som derfor for anskuelighedens skyld vil blive behandlet separat. (Den mellemliggende 27. ændring vedrørende polycykliske aromatiske kulbrinter i blødgøringsmidler til gummi og i dæk er blevet offentliggjort, men er stadig under revision.)

4.1

Toluen er en klar farveløs væske med en karakteristisk lugt. Stoffet går også under navnet methylbenzen. Efter benzen er stoffet det, der har den enkleste aromatiske struktur – en seksleddet kulstofring, hvortil er bundet en kulstofkæde med ét led (alkyl). Stoffet forekommer naturligt i råolie, i visse planter og træer samt i emissioner fra vulkaner og skovbrande. Det kan fremstilles kunstigt i store mængder fra kul eller råolie.

4.2

Ifølge kilder i industrien var kapaciteten og produktionsniveauet på verdensplan i 2002 for bevidst, kunstigt fremstillet toluen henholdsvis 20 millioner og 14 millioner tons. 75 % af denne kapacitet ligger i USA, Asien og Japan. Ifølge udtalelsen om SCTEE lå EU's produktion i 1995 på 2,6 millioner tons. Almindelig fremstilling af benzin er skyld i meget større mængder og bidrager til den samlede eksponering. Dette indgår ikke i de samlede tal. (8)

4.3

Toluen anvendes primært som råmateriale i lukkede systemer til bevidst fremstilling af benzen, urethanskum og andre kemiske produkter, samt i meget mindre mængder som opløsningsmiddel i farvestoffer, blæk, klæbestoffer og i farmaceutiske og kosmetiske produkter. Sundheds- og miljøvirkningen er nøje undersøgt og generelt accepteret af alle berørte parter. Der er et klart behov for at minimere enhver unødvendig og ukontrolleret faktisk eller teoretisk eksponering, navnlig hvor der findes alternative produkter med en lignende opløsningskraft.

4.4

De to anvendelser, der er angivet i dette forslag, falder ind under den sidste kategori. Anvendelsen af toluen som opløsningsmiddel i klæbestoffer og sprøjtemaling bestemt til salg til den brede offentlighed er ikke nødvendig og støttes heller ikke af stoffets producenter i Europa. Hvad angår disse to anvendelser menes det faktiske salg i øjeblikket at være lavt eller ligge på nul. Der er derfor generelt tale om en forebyggende foranstaltning, som ikke forventes at have nogen væsentlig indflydelse på producenternes omkostninger eller på forbrugernes valg eller sundhed.

4.5

EØSU anerkender, at det vigtigste krav må være at sikre, at toluen kan håndteres på arbejdspladsen i store mængder og på en sikker måde. Forslaget sikrer, at den brede offentlighed, der befinder sig uden for et kontrolleret arbejdsmiljø, er tilstrækkeligt beskyttet både nu og i fremtiden mod unødvendig eksponering. EØSU støtter derfor denne del af forslaget.

5.1

Hvad angår trichlorbenzen er situationen en helt anden end den, der er beskrevet ovenfor, og der er behov for visse ændringer og præciseringer i Kommissionens forslag.

5.2

»Trichlorbenzen« er et bevidst fremstillet kemikalie, som ikke forekommer i naturen, undtagen ved nedbrydelse af andre chlorerede aromatiske forbindelser. Der findes tre forskellige isomerer afhængigt af, hvor chloratomerne befinder sig på den seksleddede kulstofring. De adskiller sig (en anelse) fra hinanden ved deres fysiske egenskaber og biokemiske samspil som målt f.eks. ved deres LD50-værdier. De har hvert et forskelligt CAS- og EINECS-nummer. Endvidere er den generelle betegnelse »trichlorbenzen« optaget både i CAS- og i EINECS-registrene. De kan alle købes i den almindelige handel i USA og andre steder. Det menes ikke, at 1,3,5-trichlorbenzen længere fremstilles i Europa. Følgende detaljer fremgår af listerne: (9)

5.3

Risikovurderingsrapporter og udtalelser fra Den Videnskabelige Komité for Toksicitet, Økotoksicitet og Miljø (SCTEE) refererer specifikt til 1,2,4-trichlorbenzen (TCB) med ovenstående EINECS- og CAS-numre. Det her behandlede forslag bekræfter CAS-nummeret i bilaget (og dermed den isomer-forbindelse, som er blevet undersøgt), men ikke i titlen eller teksten.

5.4

De forskellige isomerer fremstilles med høj renhedsgrad som mellemprodukter i lukkede systemer til syntese af visse herbicider, pesticider, farvestoffer og andre specialkemikalier. Hvor den særlige isomerstruktur er mindre væsentlig, kan anvendes en blanding af isomerer i lukkede systemer som opløsningsmiddel for farvestoffer, som procesregulator eller varmeoverførselmedier, i sprays som korrosionsinhibitor og i væsker til metalbearbejdning.

5.5

Både i og uden for EU anvendes især 1,2,4- trichlorbenzen i forskellige renhedsgrader. Produktionen menes at være faldet støt siden 1980'erne. Data, som er blevet forelagt Oslo-Paris Kommissionen (OSPAR) for beskyttelse af havmiljøet, anslår produktionen af 1,2,4-TCB til at ligge på 7-10 tusind tons. Produktionen af 1,2,3-TCB anslås til under 2 tusind tons, og produktionen af 1,3,5-TCB til under 200 tons (10). I juni 2000 tilføjede OSPAR tre isomerer som selvstændige enheder til sin liste over farlige stoffer, der kræver prioriteret handling. SCTEE-udtalelsen fra juli 2001 taler om en produktion på 7 tusind tons i Europa i 1994/95. Produktionen er faldet støt og skønnes nu til at ligge på det halve af dette niveau. Størstedelen er beregnet til eksport (11)

5.6

Der menes kun at være én producent tilbage i EU/OSPAR-området. Salget menes at være begrænset til isomererne 1,2,4-TCB og 1,2,3-TCB, der udelukkende benyttes som mellemprodukter, hvilket kræves bekræftet af kunderne i en brugererklæring inden levering.

5.7

Et begrænset antal andre anvendelser i lukkede systemer kendes og anerkendes af Kommissionen og SCTEE, f.eks. som procesopløsningsmiddel, der ikke lukkes ud i det omgivende miljø. Da dette forslag sigter mod at tillade vigtig produktion, men samtidig strengt begrænse udslip som følge af åben brug, synes det rimeligt at tilføje dette blandt de tilladte anvendelser i bilaget til forslaget.

5.8

Efter EØSU's mening vil dette forslag med forbehold af de særlige bemærkninger oven for forbedre beskyttelsen på arbejdspladsen og helt fjerne risikoen for at blive udsat for stofferne uden for arbejdspladsen. Producenter og brugere af trichlorbenzen og konkurrerende produkter synes i vidt omfang at være kommet dette forslag i forkøbet. Det forventes derfor kun at få ringe effekt på producenternes og brugernes omkostninger. EØSU støtter således denne del af forslaget.

6.1

EØSU gentager dog, at forslaget skal baseres på den relevante risikovurderingsrapport og SCTEE-udtalelse og derfor kun skal referere til 1,2,4-TCB. Dette bør fremgå klart af såvel titel som tekst. Heldigvis vil effekten af begrænsningerne være de samme, eftersom denne isomer er hovedbestanddelen i blandingsisomer- trichlorbenzener (mixed-isomer TCBs), som tidligere blev solgt til anvendelse i opløsningsmidler og sprays.

6.2

Andre anvendelser i lukkede systemer bør tillades gennem tilføjelsen af sætningen »eller i andre lukkede systemer, hvor udslip til omgivelserne ikke er muligt« i slutningen af den relevante begrænsning.

6.3

Hvad de tidligere ændringer til Rådets direktiv 76/769/EØF angår, beklager EØSU, at produkter, der ikke har noget med hinanden at gøre, behandles i samme tekst, så man bliver nødt til løbende at foretage konkrete ændringer for at skabe overensstemmelse med den ydre virkelighed. Dette befordrer ikke god, betimelig og effektiv forvaltning. Hvis årsagen er begrænsede ressourcer i den sidste kritiske fase i forbindelse med vedtagelsen af specifikke risikoreducerende foranstaltninger, bør disse begrænsninger hurtigst muligt ryddes af vejen.

6.4

EØSU gør opmærksom på, at den sidste liste med prioriterede stoffer til vurdering blev offentliggjort i oktober 2000. EØSU beklager, at denne fremgangsmåde synes at være blevet opgivet længe inden andre procedurer som f.eks. Reach, kan blive indført. EØSU beklager den svækkede indsats.

6.5

EØSU peger på, at SCTEE tidligere har spillet en nøglerolle, og mener, at der er gjort tilstrækkeligt for, at SCTEE fortsat kan spille denne rolle i fremtiden, på trods af de bebudede ændringer i de videnskabelige komitéers struktur og ansvarsområder.

6.6

EØSU deler den almindeligt udbredte bekymring over, at det tager så lang tid at evaluere stoffer med det nuværende system. For de to omhandlede produkter vil det tage ca. 11 år, inden lovgivningen træder i kraft. Dvs. 5 år efter at SCTEE har erklæret risikovurderingsrapporterne for fyldestgørende. Når lovgivningen træder i kraft, vil den stort set ikke medføre udgifter (eller målelige fordele for helbred eller miljø) for de involverede parter. I mangel på yderligere oplysninger er det umuligt at afgøre, om dette er godt (dvs. at markedet har tilpasset sig under pres fra de løbende risikovurderinger) eller dårligt (hvis hele processen kun har haft ringe effekt, men har været kostbar for de involverede), samt hvordan man vil kunne gennemføre eventuelle forbedringer.

6.7

EØSU mener derfor, at man som supplement til andre forslag som f.eks. Reach, samt for at sikre, at de eksisterende processer faktisk forbedres snarere end forringes, straks bør undersøge, hvorfor det går så langsomt. Dette bør foregå parallelt med andre igangværende undersøgelser vedrørende konsekvenser, omkostninger og fordele for de involverede i helbreds- og miljøforbedrende processer inden for rammerne af en succesrig, konkurrencedygtig europæisk vidensøkonomi.

20.5.2005   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 120/10

1.1

Europa-Kommissionen har anmodet EØSU om denne sonderende udtalelse, fordi SMV og VSØ spiller en særlig vigtig rolle i forbindelse med Lissabon-strategien; Kommissionen anmoder EØSU om at behandle forhold, der karakteriserer den rammelovgivning og støtte, som er nødvendig for disse aktører.

1.2

Anmodningen følger efter offentliggørelsen af en initiativudtalelse fra EØSU om SMV's og VSØ's rolle i forbindelse med erhvervsmæssig diversificering i tiltrædelseslandene; udtalelsen blev enstemmigt vedtaget den 1. april 2004. I udtalelsen behandles disse to typer aktører, de defineres, og det anføres, hvilken betydning de har for EU som helhed i henseende til bidrag til økonomien, beskæftigelsen og den sociale samhørighed samt det dybtvirkende indbyrdes samspil og synergier. Det præciseredes tillige, at begrebet økonomiske ændringer er langt mere bredt og dynamisk end omstrukturering. Der henvises til Gyllenhammer-rapporten fra Europa-Kommissionens højtstående gruppe om »Håndtering af ændringer«, hvor hovedvægten lægges på jobskabelse samtidig med, at man erkender det vigtige i en strategi med sigte på benchmarking. Der blev foreslået et integreret 10-punktsprogram til fremme af SMV og VSØ i forbindelse med den erhvervsmæssige diversificering i tiltrædelseslandene; programmet var i høj grad inspireret af flere tilfælde af god VSØ-praksis i EU.

1.3

God VSØ-praksis i EU kan nemlig udgøre grundlaget for samspil og synergier mellem VSØ og SMV og åbne vejen for innovative løsninger som følge af samarbejdsånden, innovationen og dynamikken i VSØ'er samt muligheden for, at SMV'er trækker på VSØ'er; herigennem vil de kunne bidrage til en reel merværdi i SMV'ers vækst, idet de i kraft af deres struktur vil kunne fremme det samarbejde, den repræsentativitet og den gensidige tillid, som er nødvendig.

1.4

Det Europæiske Råd i Lissabon i marts 2000 fastsatte, at Europa skal sigte mod at blive den mest dynamiske og konkurrencedygtige vidensøkonomi i verden, og understregede, at det er nødvendigt at skabe »et gunstigt miljø for etablering og udvikling af innovative virksomheder, specielt SMV'er«. Det Europæiske Råd tilføjede, at virksomhedernes konkurrenceevne og dynamik direkte afhænger af, »at der er et klima med regler, der begunstiger investeringer, innovation og iværksætterånd«  (1). På baggrund af ovenstående godkendte Det Europæiske Råd i Feira den 19. og 20. juni 2000 det europæiske charter for små virksomheder, i henhold til hvilket »de små virksomheder er rygraden i Europas økonomi [og] det er her, jobbene skabes, og her forretningsidéerne udklækkes« (2). Ifølge Lissabon-strategien er den økonomiske vækst nøglen til sikring af social samhørighed i Europa. Kommissionen gav herefter udtryk for, at udfordringen i forbindelse med vedtagelsen af Lissabon-dagsordenen består i at øge arbejdsudbuddet, forbedre beskæftigelsesgraden, forbedre den teknologiske knowhow og sikre en koordineret strøm af job fra landbrug og industri mod servicesektoren uden at øge de regionale spænd i landene (3).

1.5

SMV'er – et begreb, der også omfatter mikrovirksomheder med deres særlige karakteristik – er virksomheder, der defineres ud fra præcise statistiske kriterier defineret af Kommissionen (4).

1.6

VSØ'erne tilhører en helhed bestående af fire grupper: kooperativer, gensidige selskaber, foreninger og fonde. Disse virksomheder er karakteriseret ved at prioritere deres sociale sigte frem for profitmaksimering, hvilket ofte indebærer en tilknytning til lokalområdet og den lokale udvikling. Deres grundlæggende værdier er solidaritet, social samhørighed, social ansvarlighed, demokratisk forvaltning, deltagelse og uafhængighed (5).

1.7

Flertallet af VSØ er omfattet af EU's standarddefinition af SMV'er (6). De virksomheder, der ikke er omfattet af denne definition på grund af deres størrelse, har som hovedregel fælles træk med SMV'erne, såsom en ringe grad af eksterne investeringer, manglende børsnotering, et nært forhold mellem ejere og aktionærer og en tæt forbindelse til det lokale netværk.

1.8

EU-institutionerne har udarbejdet en ramme for SMV-tiltag. Indtil 2005 findes der én bindende hovedforanstaltning for SMV som sådan: Rådets beslutning 2000/819/EF om det flerårige program 2001-2005 til fremme af initiativ og iværksætterånd, navnlig for SMV. Dette program, som ligeledes benyttes til at opnå fremskridt i gennemførelsen af målene i det europæiske charter for små virksomheder, tager sigte på følgende målsætninger:

1.9

Den 21. januar 2003 fremlagde Kommissionen i sin meddelelse (KOM(2003) 26 endelig) fem rapporter om EU's politik vedrørende SMV: to rapporter om gennemførelsen af det europæiske charter for små virksomheder i EU og kandidatlandene; en rapport om EU's aktiviteter til gavn for SMV; en rapport fra repræsentanten for SMV; og grønbogen om iværksætterkultur. Blandt de udfordringer, som der henvises til, peger rapporten om EU's aktiviteter på EU's tilsagn, bl.a. om støtte i kraft af strukturfondene, det tidligere nævnte flerårige program og det 6. rammeprogram. Med afsæt i grønbogen blev der udarbejdet en EF-handlingsplan for iværksætterkultur og virksomhedernes konkurrenceevne (2006-2010).

1.10

Europa-Kommissionen har ligeledes tilvejebragt en regelramme for socialøkonomiens virksomheder. De vigtigste af disse, andelsselskaberne, behandles i meddelelsen om »Andelsselskaber i Europa« af 23/2/2004. I meddelelsen foreslås det at forbedre synligheden og forståelsen af andelsselskaber, at fremme konvergensen i henseende til retsrammen i EU-landene (7). I meddelelsen nævnes grundreglerne for denne type virksomheder, således som de er nedfældet i ILO's henstilling om fremme af kooperativer, som blev vedtaget i juni 2002 på verdensplan, herunder ikke mindst af repræsentanter for de 25 EU-landes regeringer og hovedparten af de nationale arbejdsgiver- og arbejdstagerorganisationer; i henstillingen henvises der ligeledes til de vigtigste internationale arbejdsnormer med en angivelse af, at de fuldt ud finder anvendelse på arbejdstagere i andelsselskaber. Et dokument om gensidige selskaber »Gensidige selskaber i et udvidet EU« af 3/10/2003 blev for nylig udsendt af Kommissionen; det indeholder grundreglerne for denne type VSØ (8).

2.1

Kommissionen har erkendt, at SMV danner grundlaget for det europæiske erhvervsliv, idet det tegner sig for 66 % af den samlede beskæftigelse og 60 % af den samlede merværdi i EU, landbrugssektoren ikke medregnet. Regioner med en høj koncentration af SMV, såsom Emilia Romagna, Baden-Württemberg og Jylland, er blandt dem, hvor BNP pr. indbygger og erhvervsfrekvensen er højest (9).

2.2

I sin udtalelse om socialøkonomien i det indre marked (10) understregede EØSU VSØ's socioøkonomiske betydning og anførte, at de har afgørende betydning for iværksætterkulturen på flere fronter og for den erhvervsmæssige diversificering (11). En sådan anerkendelse har Kommissionen selv givet udtryk for, bl.a. i Meddelelsen om andelsselskaber i Europa og i det høringsdokument om Gensidige selskaber i et udvidet EU, som omtales i punkt 1.10 ovenfor. I EU er den sociale og økonomiske betydning af virksomhederne og organisationerne i den sociale økonomi stigende: med omkring 9 mio. arbejdstagere repræsenterer disse virksomheder 7,9 % af den civile arbejdsstyrke af lønmodtagere (12). Den sociale økonomi involverer endvidere en væsentlig del af civilsamfundet: ifølge Kommissionen har andelsforetagender 140 mio. medlemmer og gensidige selskaber 120 mio. Det vurderes, at over 25 % af EU-borgerne er medlemmer af VSØ og spiller en nærmere fastlagt socioøkonomisk rolle som producenter, forbrugere, investorer, beboere, forsikringstagere, studerende, frivillige osv. VSØ'erne udvikler sig inden for alle sektorer og særligt inden for almennyttige tjenester (13), såsom sundhedssektoren, miljø, sociale tjenesteydelser og uddannelse (14). De spiller ligeledes en væsentlig rolle i dannelsen af social kapital, beskæftigelsen af ugunstigt stillede personer, den sociale velfærd, genoplivningen af lokaløkonomien og moderniseringen af de lokale forvaltningsmodeller. Nogle af dem har udviklet samfundsregnskaber til evaluering af deres samfundsøkonomiske og miljømæssige virkninger.

2.3

SMV'er og VSØ'er er en væsentlig faktor for beskæftigelse og genbeskæftigelse i forbindelse med de igangværende omfattende industrielle ændringer, hvor beskæftigelsen skal flyttes fra sektorer i nedgang, hvor beskæftigelsen mindskes, over til traditionelle sektorer (håndværk o.l.) og andre sektorer i vækst, såsom tjenesteydelser til virksomheder, de nye informations- og kommunikationsteknologier, bygge- og anlægssektoren, lokale tjenesteydelser (herunder sundhed) og turisme.

2.4

Imidlertid støder SMV'er og VSØ'er på særlige udfordringer. Det europæiske charter for små virksomheder erkender, at sidstnævnte er mest følsomme over for ændringer i iværksættermiljøet. I Kommissionens grønbog om iværksætterkultur bekræftes det, at de sociale virksomheder, som følge af at de skal anvende »forretningsmæssige principper og effektivitet til at nå sociale og samfundsmæssige mål, … står over for særlige udfordringer med hensyn til finansiering, lederuddannelse og rådgivning« (15).

2.5

SMV'erne og VSØ'erne kan på forskellige måder spille en væsentlig rolle i forbindelse med socioøkonomiske ændringer; der kan nævnes flere tilfælde af god praksis: beskæftigelse af nye personer på arbejdsmarkedet, støtte til mikrovirksomheders og små virksomheders innovationskapacitet, genbeskæftigelse af arbejdsløse fra virksomheder, der skal reducere antallet af ansatte eller lukke, etablering af sygekasser, nyetablerede virksomheder i vækstsektorer, udvikling af tjenesteydelser og underleverancer, overdragelse af kriseramte virksomheder til deres ansatte, støtte til etablering af mikrovirksomheder og oprettelse af arbejdspladser som selvstændige samt kvalitative forandringer inden for samme sektor. Endvidere kan VSØ'erne yde et specifikt bidrag i forbindelse med denne ændringsproces, dels i kraft af deres evne til at uddanne iværksættere, som allerede er påvist, dels i kraft af de værdier, de repræsenterer, såsom socialt ansvarlig iværksættelse, demokrati og borgerdeltagelse, medarbejdernes finansielle inddragelse i virksomheden, social integration, interesse for lokaludvikling og bæredygtig udvikling.

2.6

I EU foregår der et vigtigt samspil mellem traditionelle SMV'er og VSØ'er, men der er mulighed for en kraftig udbygning af dette samspil, som foregår på i hvert fald følgende tre måder:

3.1.1

Kommissionen anfører eksempler på god praksis i flere dokumenter vedrørende BEST-aktioner som led i det flerårige program »det vil sige praksis, som lader til at illustrere en tilgang til en aktuel udvikling inden for erhvervsfremme, der fortjener aktørernes opmærksomhed og interesse«  (16). Det drejer sig ikke nødvendigvis om de bedste løsninger (»best practice«), men sigtet er at inspirere til ændringer og bedre løsninger (»better practice«), som gør det muligt at nå frem til konklusioner og retningslinjer for EU's foranstaltninger.

3.1.2

EØSU er klar over, at der i de seneste år er gjort en stor indsats for at tilvejebringe modeller med gode løsninger på SMV-området (jf. ovennævnte BEST-aktioner). De former for god praksis, som beskrives i det følgende, vedrører udelukkende det eksisterende eller potentielle samspil mellem SMV og VSØ. De illustreres i den vedføjede dokumentation i form af konkrete eksempler, som også påviser disse modellers tilpasningsevne og deres evne til at udvikle sig som følge af den økonomiske dynamik i det indre marked og globaliseringen.

3.1.3

Bedømmelsen pr. kategori er værdifuld, når der skal udformes forslag til offentlige foranstaltninger, som kan styrke dynamikken i SMV'er og VSØ'er på baggrund af Lissabon-strategien. Det drejer sig om god praksis mellem VSØ'er, som SMV'er kan efterligne, eller om samspil mellem SMV'er og VSØ'er, hvor VSØ'erne anvendes direkte af SMV'er eller kan anvendes i endnu højere grad.

3.1.4

Arbejdshypotesen, som allerede er delvis bekræftet i visse tilfælde, går ud på, at hver enkelt af disse metoder indebærer betydelige alternativomkostninger (opportunity cost) (17) eller endog nettogevinster for det offentliges budget på mellemlang sigt.

3.2.1

Skabelse og bevarelse af arbejdspladser i kraft af opstart og omstrukturering af virksomheder. VSØ-erfaringer i flere EU-lande synes at vise, at finansieringssystemer til arbejdstagere, som har mistet deres job, med henblik på støtte til at genstarte deres kriseramte virksomhed eller starte en ny virksomhed, forudsat de kombineres med tilstrækkelige støttetiltag, kan gøre det muligt ikke blot at oprette eller redde arbejdspladser og at oprette eller fastholde erhvervsaktiviteter, men også gøre det muligt for staten og/eller andre finansielle aktører at få hele finansieringsbeløbet eller mere tilbage i løbet af relativ kort tid (18).

3.2.2

Virksomhedssystemer og –klynger (clusters) for udvikling, innovation og konkurrenceevne. VSØ har dannet regionale klynger, som derefter er integreret i horisontale eller paritetiske systemer eller grupper, f.eks. i Norditalien og det spanske Baskerland, hvorved disse virksomheder (hvoraf hovedparten er små og mellemstore) er blevet til en af de vigtigste økonomiske aktører i deres respektive regioner og har givet stødet til centre for avanceret teknologisk innovation og virksomhedsledelse.

3.2.3

Samling af ressourcer for at opnå stordriftsfordele. I flere europæiske lande opretter en stor del af de traditionelle SMV'er i forskellige sektorer, herunder ultrasmå virksomheder og selvstændige erhvervsdrivende (som f.eks. detailhandlende i Italien, frisører og slagtere i Frankrig, bagere i Tyskland), sammenslutninger, som regel i form af kooperativer med henblik på gruppering af indkøb, afsætning og tjenesteydelser. Hver enkelt SMV forbliver helt selvstændig, men kan øge sin konkurrenceevne, bevare og udvide sine markeder, undgå underleverandører og mellemled og opnå stordriftsfordele. Set med samfundets øjne garanterer dette system, at der bevares arbejdspladser, og at der sker en lokal udvikling (19).

3.2.4

Adgang til finansiering og nedsættelse af risikoen. Gensidig sikkerhedsstillelse gør det muligt for SMV, herunder ultrasmå virksomheder og selvstændige erhvervsdrivende, der ikke har adgang til tilstrækkelige garantier, at opnå lån. Sikkerhedsstillelsesselskabet (der ofte har form af et gensidigt selskab) har til opgave at stille sikkerhed ene og alene til fordel for långiveren. Betales lånet ikke tilbage, afholder selskabet i sidste instans udgifterne ved at trække på den garantifond, som de tilsluttede SMV'er har indbetalt bidrag til. Midler, som er fælles for VSØ, er benyttet til etablering, omstilling eller udvikling af virksomheder og har fungeret som løftestang for banklån, idet de udgør et tillidvækkende element i forholdet til bankerne (20).

3.2.5

Tjenester over for samfundet. VSØ har vist sig at være en vigtig medspiller inden for sociale tjenesteydelser, sundhed, uddannelse og kultur, bl.a. i forbindelse med privatiseringer, fordi de kobler iværksætterkultur og almennyttige tjenesteydelser sammen. Herigennem er det påvist, at disse virksomheder ofte leverer kvalitetsydelser til en lavere pris i sammenligning med det, som staten leverede. I nogle tilfælde omfattes disse tjenester af offentlige/private lokale partnerskaber mellem VSØ og lokale myndigheder; disse partnerskaber omfatter almennyttige tjenester, såsom arbejdsmarkedscentre, omsorgscentre, hjemmehjælp osv.

3.2.6

Etiske produktions- og salgskæder af høj kvalitet. Nogle VSØ har specialiseret sig i afsætning af varer, hvis kvalitet de løbende garanterer, i kraft af en produktionsproces, som løbende overholder en række etiske krav (ingen udbytning, iagttagelse af arbejdsnormer, rimelig aflønning osv.).

4.1.1

SMV og VSØ spiller tilsammen en stor rolle for EU's økonomi og for gennemførelsen af Lissabon-strategien, og der findes store muligheder for et positivt samspil mellem de to former for aktører gennem anvendelse af VSØ-modeller og –strukturer; dette taler for, at der gøres en ny kombineret indsats i EU for at fremme og støtte disse virksomheder.

4.1.2

EØSU er opmærksom på de eksisterende programmer om SMV-støtte i særdeleshed, men bemærker tillige, at der findes utilfredsstillende strukturer, når det gælder støtte til VSØ og til initiativer, som fremmer samspillet mellem SMV og VSØ.

4.1.3

Det bemærker videre, at der ikke findes velunderbyggede, udtømmende, tværeuropæiske og flerfaglige undersøgelser, som kan påvise og beregne alternativomkostningerne ved god praksis, og som formår at styrke SMV og VSØ i kraft af et gensidigt samspil.

4.1.4

Denne mangel udgør en alvorlig hæmsko for udarbejdelse af offentlige tiltag til fremme af SMV og VSØ i kraft af et gensidigt samspil. Udformning af sådanne tiltag forudsætter en kontinuerlig opfølgning og analyser af forholdet mellem omkostninger og fordele.

4.2.1.1

Udvalget foreslår, at der etableres et europæisk observationscenter for virksomheder inden for den sociale økonomi, som skal forske i VSØ'erne selv og i det eksisterende og potentielle samspil mellem SMV og VSØ og i, hvordan et sådant samspil kan få afgørende betydning for SMV's og VSØ's økonomiske udvikling samt fremme af virksomhedernes sociale ansvar og bekæmpelse af udstødelse.

4.2.1.2

Observationscentret bør støttes af Kommissionen og de 25 EU-landes regeringer. Det bør omfatte VSØ-organisationer samt universitetscentre, som forsker i VSØ. Det bør arbejde snævert sammen med observationscentret for SMV.

4.2.1.3

EØSU foreslår tillige, at observationscentret igangsætter en tværfaglig og tværeuropæisk forskning over 3 år for at kortlægge god praksis omfattende VSØ-systemer, som kan føre til direkte udvikling af SMV, og som kan fungere som forbillede for udviklingsmuligheder for SMV, bl.a. på de områder, som omtales i afsnit 3.

4.2.1.4

Forskningen skal påvise alternativomkostningerne og især foretage beregninger vedrørende følgende:

4.2.1.5

Det europæiske VSØ-observationscenters forskningsresultater bør offentliggøres gennem en omfattende kommunikationsindsats over for EU-institutionerne, medlemsstaternes regeringer og befolkningen i almindelighed.

4.2.1.6

EØSU er indstillet på at overvåge forskningen i VSØ-observationscentret og vil efter treårsperiodens afslutning foretage en evaluering af konklusionerne, bl.a. for at undersøge, hvorledes konklusionerne vil påvirke Kommissionens politik over for SMV og VSØ.

4.2.2.1

EØSU anmoder Kommissionen om at påse, at VSØ får mulighed for på rimelige vilkår at deltage i det nye flerårige iværksætterprogram 2006-2010 og for at sætte skub i initiativer til et samspil mellem SMV og VSØ, bl.a. ved at udnytte VSØ'er i samarbejdet mellem SMV'er.

4.2.2.2

EØSU henstiller ligeledes, at det gøres til én af EU's politiske topprioriteter, at SMV og VSØ i høj grad deltager i EU's programmer for adgang til forskning, innovation og verdensmarkederne.

4.2.2.3

EØSU mener, at SMV-projekters andel af strukturfondene bør fastholdes, og at projekter til gavn for VSØ og samspillet mellem VSØ og SMV bør øges, især når sådanne projekter vil føre til skabelse af nye arbejdspladser og udvikling af landdistrikter. Adgangen til strukturfondene må ikke begrænses i funktion af virksomhedens aktivitetsområde.

4.2.3.1

EØSU foreslår tillige, at Kommissionen overtager de politiske konklusioner fra OECD's ministerkonference i Istanbul om SMV, og at de kommer til at omfatte VSØ. Det henstiller således, at der anlægges en indfaldsvinkel, som svarer bedre til SMV's og VSØ's behov og karakteristika, bl.a. følgende:

4.2.4.1

I flere EU-lande, bl.a. nogle af de nye lande, er SMV'erne ikke i tilstrækkelig grad repræsenteret i de nationale instanser for social dialog. EØSU mener, at virksomhederne bør inddrages mere, om ikke andet, så for at øge effektiviteten af de politiske tiltag vedrørende fremme og regulering af disse virksomheder og for, at storforetagender og SMV-sektoren får mulighed for at tilkendegive deres synspunkter på lige fod.

4.2.4.2

I de fleste EU-lande og på EU-plan er VSØ på ingen måde repræsenteret i den sociale dialog. EØSU henstiller, at repræsentative VSØ-organisationer på både EU-plan og i de forskellige EU-lande etablerer en fælles struktur og styrker hinanden gensidigt i endnu højere grad, og at de indgår i den sociale dialog på både EU-plan og i medlemsstaterne. Der bør i større udstrækning tages hensyn til disse organisationers synspunkt, når det gælder udformning af bestemmelser vedrørende virksomheder (22).

4.2.5.1

VSØ har udviklet en ganske særlig knowhow med hensyn til medarbejdernes indflydelse på virksomhedens beslutningstagning og deltagelse i virksomhedens kapital. I særdeleshed har en del af kooperativerne udviklet »Cooperative worker ownership« (23), hvorigennem alle eller hovedparten af kooperativets deltagere er arbejdstagere og omvendt, og hvor hver har en stemme i beslutningstagningsprocessen uanset størrelsen af deres økonomiske deltagelse i virksomhederne; deres indskud lyder på navn og kan ikke overføres. Denne form for inddragelse er en af hovedårsagerne til de positive resultater, som har kunnet konstateres. Det tilskynder til, at arbejdstagerne får et direkte ansvar for virksomhedens fremtid og sætter disse i stand til på lige fod at deltage i virksomhedens udviklingsstrategi. På et tidspunkt, hvor det som led i den videnøkonomi, som efterlyses i Lissabon-målene, erkendes i stadig højere grad, at virksomhedens grundlæggende ressource er dens menneskelige kapital, viser denne form for inddragelse sig efterhånden at være af moderne og nyskabende karakter.

4.2.5.2

EØSU foreslår over for Kommissionen, at man i det ovenfor omtalte observationscenter og på de temaseminarer, som det afholder, nærmere gennemgår denne særlige form for inddragelse ud fra følgende synsvinkler:

5.1

SMV danner grundlaget for økonomien og beskæftigelsen i EU og spiller derfor en hovedrolle ved gennemførelsen af Lissabon-målsætningerne. Virksomhederne i den sociale økonomi spiller en stadig større rolle for den sociale samhørighed og den lokale udvikling. Mulighederne for et samspil mellem SMV og VSØ, bl.a. ved at SMV i højere grad trækker på VSØ, hvilket vil være til gavn for begge typer virksomheder, er hidtil slet ikke blevet udnyttet i tilstrækkeligt omfang.

5.2

Derfor foreslår EØSU, at Kommissionen på ny gennemgår det eksisterende og potentielle samspil mellem SMV og VSØ, og at den bidrager til at påvise, at dette samspil er til gavn for udviklingen af begge typer virksomheder som led i de gennemgribende ændringer, der følger af den økonomiske dynamik, især i politikken for regionaludvikling, social samhørighed og innovation.

20.5.2005   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 120/17

1.1

Den permanente studiegruppe genoptog sit arbejde i januar 2003, ved hvilken lejlighed problemstillingen (1) blev udvidet til at omfatte alle spørgsmål, der har at gøre med udviklingen af de paneuropæiske transportkorridorer. I december 2002 tog plenarforsamlingen med stor tilslutning aktiviteterne i den foregående mandatperiode til efterretning. Ved siden af videreførelsen og videreudviklingen af de korridorrelaterede aktiviteter traf Kommissionen i årene 2003-2004 også vigtige nye beslutninger om udviklingen af de transeuropæiske transportnet (TEN-T), der også berører arbejdet i de ti Helsinki-korridorer. EU's udvidelse i maj 2004 og udsigten til, at de sydøsteuropæiske stater indtræder, ændrer også rammebetingelserne for den fælles infrastrukturpolitik og for samarbejdet i korridorerne.

1.2

Formålet med denne initiativudtalelse er ikke kun at gøre status over EØSU's udtalelser og synspunkter om »de paneuropæiske transportkorridorer« gennem de seneste to år, men også at fremsætte henstillinger om, hvilke yderligere tiltag, der er påkrævede fra de berørte parters side, og hvordan udvalget i den forbindelse kan være til nytte.

2.1

Med rapporten fra ekspertgruppen under ledelse af Karel van Miert indledte Kommissionen midt i 2003 revisionen af de transeuropæiske transportnet. Listen fra 1996 over prioriterede projekter blev udvidet, og der blev foreslået nye muligheder for EU-finansiering og en ny og bedre form for koordinering. (2) Der var planer om at forankre transportkorridorkonceptet i EU's infrastrukturpolitik. I stedet for en generel netrelateret infrastrukturpolitik i EU skulle man for fremtiden koncentrere sig om prioriteringer langs bestemte hovedtransportakser. Men dette forslag fra van Miert-gruppen vandt ikke tilslutning.

2.2

På et eksternt sektionsmøde i Rom i september 2003 drøftede EØSU udførligt »De transeuropæiske transportnets fremtid« med Kommission V »Store infrastrukturprojekter og –net« i Italiens nationale råd for økonomi og beskæftigelse (CNEL), ved hvilken lejlighed der blev vedtaget en fælles resolution (3). Deri kræves der større bestræbelser for at realisere et integreret transportnet, der effektivt knytter de nye medlemsstater til og samtidig peger videre. Der skal lægges vægt på intermodalitet og bæredygtighed, og den fælles finansiering skal styrkes, eventuelt via en EF-fond til fremme af transeuropæiske transportnet.

2.3

En forespørgsel fra det italienske formandskab til EØSU førte til udarbejdelse af en initiativudtalelse, der skulle uddybe den drøftelse, der var indledt i Rom. Under titlen »Fremtidige transportinfrastrukturer: planlægning og nabolande – bæredygtig mobilitet – finansiering« (4) sammenfattede udvalget sine vigtigste aktuelle synspunkter på den europæiske transportinfrastrukturpolitik. Med henblik på fremtiden foreslår EØSU at afprøve nye finansieringsformer og -midler, at prioritere miljøbeskyttelse og social og økologisk bæredygtighed højere og for så vidt angår planlægning og realisering af et paneuropæisk transportnet dels at videreføre det hidtidige arbejde i Helsinki-korridorerne, dels at reagere på ændrede udfordringer med nye metoder.

2.4

EU har altid prioriteret fredelig genopbygning af Regionen Sydøsteuropa og følgelig kraftigt fremmet opbygning af en funktionsdygtig transportinfrastruktur. Som supplement til de allerede eksisterende korridorer af relevans for regionen, nemlig V, VII, IV og VIII, og på grundlag af såvel Helsinki-erklæringen af 1997 som erfaringerne med TINA-processen (5) blev der udviklet et transportkoncept for Sydøsteuropa. Det omfatter et intermodalt infrastrukturnet, det såkaldte South East Europe Core Regional Transport Network, der skal etableres i samarbejde. De berørte stater (6) har udarbejdet en fælles hensigtserklæring (Memory of Understanding), der bl.a. eksplicit nævner samarbejde med de socioøkonomiske interesseorganisationer i regionen og med EØSU's permanente studiegruppe.

2.5

Koordinationen af arbejdet i styringsudvalgene i de ti Helsinki-korridorer (7) og de fire transportområder (PETRAs) (8) har fået »et nyt ansigt«. Ca. en gang om året indbyder Kommissionen korridorernes formænd og sekretariatsledere samt en række repræsentanter for europæiske institutioner og EU-institutioner til at drøfte situationen og fremtidsperspektiverne. Den tidligere G-24-Arbejdsgruppe Transport skal afløses af en mindre og mere effektiv gruppe. Samtidig er de ansvarlige i Kommissionen godt klar over, at Kommissionen selv er nødt til at sørge for visse aspekter af koordineringen og den teknisk-organisatoriske støtte. De seneste møder fandt sted henholdsvis i juni 2003 og den 15. marts 2004. De vigtigste resultater af disse møder ligger bag fremstillingen i kapitel 3 og 4.

2.6

Udvidelsen og EU's nye naboskabspolitik har konsekvenser for den transportpolitiske planlægning i Europa og derudover. I juni måned afholdt Kommissionen og Europa-Parlamentet et fælles strategimøde, hvortil repræsentanter for den europæiske transportsektor, ikke mindst fra EU's kommende nabostater, var indbudt. Man besluttede at nedsætte en arbejdsgruppe på højt plan, som får til opgave at udarbejde aftaler om udbygning af transeuropæiske hovedtransportakser, navnlig i retning af de østlige nabostater, Den Russiske Føderation, Sortehavsregionen og Balkan. Hvad angår Middelhavsområdet blev der søsat et projekt til etablering af transportnettet Europa-Middelhavet. For Tyrkiets vedkommende undersøges transportinfrastrukturbehovet for øjeblikket.

3.1.1

Efter syv års bestræbelser på, med Kommissionens overordnede medvirken, at gennemføre Helsinki-erklæringen og konsolidere samarbejdet i styringsudvalgene er transparensen og kommunikationen af de forskellige planlægningsprocesser knap nok forbedret. Det er kun en lille kreds af eksperter, der ved noget om de nye retningslinjer for de transeuropæiske transportnet, om korridorerne og transportområderne, om »South East Core Regional Transport Network«, om Den Europæiske Transportministerkonferences og FN's Økonomiske Kommission for Europas arbejde, endsige om forskellige regionale initiativer med henblik på øget samarbejde.

3.1.2

Manglen på transparens bliver stadig stærkere i forhold til det organiserede civilsamfund. Det er og bliver en vigtig opgave for den permanente studiegruppe at fungere som informationsmæssigt bindeled i de officielle gremier og over for de berørte organisationer inden for civilsamfundet. Kommissionen arbejder på et informationssystem (GIS), der generelt skal stå til rådighed for planlægning og konsekvensevaluering. Dette informationssystem kan foreløbig kun anvendes internt, men kan eventuelt udbygges med socioøkonomiske data og dermed også anvendes i forbindelse med EØSU's temaer. Dette spørgsmål bør drøftes med Kommissionen.

3.2.1

Van Miert-gruppens statusrapport påviser de vanskeligheder, der giver anledning til en diskrepans mellem ambitiøse europæiske planer og deres realisering, som det er svært at gøre noget ved. Mere grænseoverskridende planlægningsprocedurer og større inddragelse af civilsamfundets interesseorganisationer nævnes med rette som elementer i en fremtidig forbedring og er også optaget som sådanne i de nye retningslinjer for de transeuropæiske netværk.

3.2.2

Inddragelse af civilsamfundsorganisationer er en nøgle til en afbalanceret udvikling, som tager hensyn til de lokale og regionale interesser og fylder driften og udnyttelsen af transportforbindelserne med liv. Infrastrukturprojekter af europæisk betydning udfylder kun deres funktion, hvis de er i overensstemmelse med og tager hensyn til bæredygtighed. Det forudsætter inddragelse af erhvervsorganisationer, transportvirksomheder, fagforeninger og miljø- og forbrugersammenslutninger, der skal fungere grænseoverskridende på europæisk plan. Impulserne til at realisere »europæiske« transportforbindelser kan kun udgå fra en »europæisk« forståelse og konsensus i samfundet. EØSU har gentagne gange tilbudt at medvirke til at tilvejebringe denne konsensus. Som instrument hertil må man systematisk benytte høringer på europæisk plan. EØSU advarer dog mod at gennemføre dette som en pligthandling uden at sikre, at der tages hensyn til resultaterne. Den høring, som EØSU foranstaltede sammen med Kommissionen om TINA-processen i 1998, blev der overhovedet ikke taget hensyn til i den afsluttende rapport, skønt den havde vakt stor interesse og resulterede i klare konklusioner.

3.3.1

Under EØSU's mangeårige arbejde med den paneuropæiske transportpolitik har det grundlæggende krav om inddragelse og konsultation længe stået i midtpunktet. Dette synspunkt har nu i vidt omfang vundet anerkendelse hos de berørte parter, der er aktive på europæisk plan, og EØSU har etableret gode samarbejdskontakter. Derfor drejer det sig nu om at leve op til kravet om at bidrage til styringsudvalgenes og andre gremiers arbejde med udformningen og den praktiske gennemførelse.

3.3.2

Det indholdsmæssige grundlag for samarbejdet om udformningen er ikke mindst den seneste initiativudtalelse »Fremtidige transportinfrastrukturer«, der udtrykkeligt definerer principperne for den europæiske transportpolitik set fra udvalgets synspunkt. Bæredygtighed, overvejelser over bedre finansiering og paneuropæisk indretning af transportinfrastrukturen er tre centrale punkter. Med henblik på udbygning af transportkorridorerne defineres en række prioriterede mål, som ligger til grund for den permanente studiegruppes arbejde, og som derfor kort skal nævnes her (9):

3.3.3

Til dels har Kommissionen indoptaget disse mål i de reviderede TEN-retningslinjer. Kunsten er at sørge for, at de omsættes i praksis, forståeligt og i grænseoverskridende samarbejde. EØSU har gode muligheder for at bidrage hertil ved hjælp af specifikke praktiske aktioner.

3.4.1

Arbejdet i styringsudvalgene forløber cirka lige intensivt i alle korridorer. Samtidig kan man generelt konstatere, at der foregår regional sammenknytning, så man i dag i højere grad kan tale om et korridornet end om separate trafikakser. Ved siden af initiativerne i transportområderne foregår der i stadig højere grad regionalt samarbejde f.eks. i Sydøsteuropa mellem korridorerne IV, V, VII og X og i Østersøområdet mellem korridorerne I og IX. Det står i modsætning til de temmelig beskedne aktiviteter i de officielt udpegede transportområder (PETRAs).

3.4.2

De to initiativer, realisering af hovedtrafikakser og regional sammenkædning inden for storregioner, supplerer hinanden. Den permanente studiegruppe bør i sit arbejde fremover lægge større vægt på regionale udviklingskoncepter. At forbinde transportpolitik, regionaludvikling og tyngdepunkterne i EØSU's eksterne relationer (de østlige nabostater, den nordlige dimension, Sydøsteuropa) er et vigtigt EØSU-bidrag, som inddrager flere faglige sektioner.

3.5.1

Kommissionens og Europa-Parlamentets strategimøde i juni 2004 var en glædelig begivenhed, så meget mere som EØSU stedse har understreget, at udvidelsen ikke måtte svække EU's initiativer til realisering af europæiske trafikforbindelser. I en brevveksling med EØSU forsikrer Kommissionen, at mødet er optakten til en bredere og mere åben koordinationsprocedure, hvor alle berørte parter kan yde deres bidrag. Denne åbning er afgørende for, at ny trafikplanlægning på europæisk plan kan lykkes og blive bæredygtig.

3.5.2

De hidtidige erfaringer, herunder navnlig arbejdet i styringsudvalgene, er et vigtigt og uundværligt grundlag for ny planlægning. EØSU's specifikke bidrag, der skildres i nærværende udtalelse og har udviklet sig gennem mange år, kan nu komme til at præge infrastrukturplanlægningen på et tidligt stadium. Den chance må udnyttes.

4.1

I Korridor II  (10) er der dannet en fagforeningsarbejdsgruppe. Det første møde fandt sted i Moskva den 10.-11. april 2003. EØSU deltog også i det officielle styringsudvalgsmøde den 15.-16. maj 2003 i Berlin. Begge møder gav inspiration til vort kommende arbejde. Problemet i korridor II ligger i det vanskelige samarbejde med Belarus. For øjeblikket er der tendens til at køre nord om Belarus, og dermed om en stor, veludbygget del af korridoren. Årsagen er problemer ved grænserne. Samarbejdet mellem jernbanevirksomhederne intensiveres for øjeblikket. Der er for nylig stillet forslag om at udvide korridoren til Jekaterinburg. Der er stor interesse for at få gjort noget ved problemerne inden for vejtransporten og ved ekspeditionen ved grænseovergangene, i hvilken forbindelse man ønsker EØSU's hjælp.

4.2

Deltagelsen i arbejdet i Korridor IV  (11) er efterhånden blevet fast praksis. I forbindelse med mødet i styringsudvalget i Sopron i Ungarn den 20.-21. maj 2003 blev der også holdt et møde mellem repræsentanter for jernbanevirksomhederne og jernbanefagforeningerne i Korridor IV, som gav anledning til en frugtbar diskussion om fremme af jernbanetransporten, som man vedtog at fortsætte. Det skete på det seneste møde den 10.-11. november 2003 i Dortmund. Hovedemnet for de kommende samtaler bliver de tekniske og organisatoriske problemer ved grænseovergangene og forslag til løsninger herpå. For at sikre kontinuiteten vil en repræsentant for de jernbaneansattes fagforeningsmæssige samarbejde for fremtiden deltage i styringsudvalgsmøderne som observatør. Det er nu på tide at tage fat på den økonomiske og sociale situation inden for vejgodstransporten og på teknisk-organisatoriske aspekter inden for denne transportsektor i Korridor IV.

4.3

EØSU lægger selv stor vægt på at fremme Korridor X  (12). Med henblik herpå er kontakten med dens styringsudvalg blevet intensiveret. På styringsudvalgsmødet den 18.-19. juli i Slovenien blev eventuelle EØSU-aktiviteter konkretiseret. Den 3. november 2003 foranstaltede EØSU en meget succesrig dialogkonference i Beograd, der mundede ud i en fælles resolution (13). Deraf følger yderligere skridt til intensivering navnlig inden for jernbanetransporten. Det skal ske i samarbejde med kontakter i Sarajevo og med styringsgruppen for SEE Core Network. Med henblik på at sikre en afbalanceret søhavnepolitik med forbindelser til trafikken i baglandet er Korridor V  (14) en vigtig forbindelsesakse.

4.3.1

Først i november 2004 er der i samarbejde med jernbanernes arbejdsfællesskab, ARGE Korridor XLine, planlagt en foranstaltning til fremme af bedre jernbanebetjening med et særligt demonstrationstog og aktioner i Villach (Østrig), Zagreb (Kroatien) og Sarajevo (Bosnien-Herzegovina). (15)

4.4

EØSU har udarbejdet en hel række forslag til fremme af indlandsskibsfarten og Korridor VII  (16), Donau. (17) I juli 2004 afholdtes det første styringsudvalgsmøde. For øjeblikket anstiller den permanente studiegruppe yderligere overvejelser, der samler sig om de aktuelle hindringer for udvikling af skibsfarten i Korridor VII og egnede foranstaltninger til fjernelse af disse hindringer. Hertil kommer mulighederne for og investeringsbehovet i forbindelse med bedre integration i et multimodalt transportsystem. (18)

4.4.1

I udtalelsen af 28. januar 2004 om »Fremtidige transportinfrastrukturer« (19) fremhævede EØSU følgende behov: »Fremme af indre vandvejskorridor VII, Donau, sammenkobling med skinnetransportlinjer samt passende tekniske og sociale bestemmelser for grænseoverskridende transport ad indre vandveje«.

4.4.2

Endvidere foreslog det blandede rådgivende udvalg EU-Rumænien (på sit møde i Bukarest, den 23.-24. maj 2002) – med henblik på at styrke Donaus rolle som paneuropæisk transportkorridor – at arbejde på at yde større økonomisk støtte med henblik på flodens sejlbarhed og forbindelse til Sortehavet.

4.5

Siden dialogkonferencen i Korridor III  (20) og VI  (21) i Katowice i 2001 har EØSU ikke udfoldet egne aktiviteter vedrørende disse korridorer. Nu foreligger der en skrivelse fra sekretæren for Korridor III fra august 2004 med en opfordring til at bidrage til den videre udvikling med forslag til arbejdsprogrammet for 2003/2004.

4.6

EØSU har i det sidste par år fået stor støtte fra det nyetablerede fagforeningssamarbejde blandt de beskæftigede i transportsektoren langs korridorerne og på paneuropæisk plan, som organiseres af den europæiske transportarbejdersammenslutning (ETF, European Transport Workers' Federation). I alle transportsektorer har dette ETF-projekt både med hensyn til planer og praktisk gennemførelse bidraget væsentligt til, at EØSU's aktiviteter er lykkedes, og også fremover vil det styrke samarbejdet.

4.7

Det bør endelig bemærkes, at formanden for den permanente studiegruppe i samarbejde med TEN-sektionens sekretariat og med støtte fra Kommissionens ansvarlige tjenestegrene har udarbejdet et skema med grunddata for hver korridor (22).

5.1

De ovenfor beskrevne nye retningslinjer for den paneuropæiske transportpolitik har den permanente studiegruppe taget op, hvorefter de har præget de regionale, praktiske og konceptionelle planer. I endnu højere grad end tidligere ligger EØSU's styrke i dets evne til at integrere interesser og fremsætte praktiske forslag. Aktioner og tilstedeværelse, hvor tingene foregår, skal dominere.

5.2

Med den permanente studiegruppe råder EØSU over et informations- og kontaktsted for interesserede uden for og i udvalget. Information, formidling, koordinering af EØSU's aktiviteter og ansvarlig deltagelse i de overordnede koordinationsaktiviteter på europæisk plan er de centrale opgaver for den permanente studiegruppe, der i tretten år har medvirket til udvalgets prægning af den paneuropæiske transportpolitik.

5.3

I de kommende to år bør tyngdepunktet i EØSU's aktiviteter lægges på lokale civilsamfundsorganisationers praktiske samarbejde og deltagelse. Der er tale om, at de relevante civilsamfundsorganisationer får mulighed for at bidrage til gennemførelsen af de i pkt. 3.3.2 omtalte transportpolitiske målsætninger ved at fremsætte vurderinger, kritik og forslag til forbedringer i forbindelse med de enkelte korridorer, regioner og infrastrukturprojekter.

5.4

EØSU's samarbejde med korridorstyringsudvalgene og Kommissionen bør intensiveres yderligere. Navnlig skal den permanente studiegruppe spille en ny rolle i etableringen af infrastrukturnettet »South East Europe Core Regional Transport Network« (se pkt. 2.4).

5.5

Den permanente studiegruppe bør gøre sig overvejelser om, hvordan man under oprettelsen af de paneuropæiske transportkorridorer kan tage større hensyn til de operationelle aspekter af transporterhvervet. Det bør især være muligt at uddybe særlige aspekter af korridorpolitikken, som vedrører intermodalitet, miljøbeskyttelse, sikkerhed, sociale forhold og effektivitet.

5.6

Planlægningen af nye transportkorridorer som led i den europæiske naboskabspolitik (ENP) er i gang. Kommissionen har i den forbindelse opfordret til åbenhed, hvortil den permanente studiegruppe bør bidrage.

5.7

Kommissionens og styringsudvalgenes respektive arbejde i korridorerne og inden for de enkelte transportområder bør være tættere forbundet med hinanden. Kommissionen udøver i den sammenhæng en vigtig koordinerende funktion, som tillige bør omfatte en teknisk og organisatorisk støtte. Det ville være hensigtsmæssigt at give mere plads til en fælles koordinering, der omfatter alle parter, af de forskellige aktiviteter på paneuropæisk plan og en større inddragelse af Europa-Parlamentet.

20.5.2005   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 120/22

1.1

EØSU hilser analysen og henstillingerne i Kommissionens meddelelse om »Højhastighedsforbindelser i EU - Den seneste udvikling i den elektroniske kommunikationssektor« (KOM (2004) 61) velkomne. Det er en indsigtsfuld og aktuel rapport, som kombinerer strategisk skarphed med en vilje til aktivt at lede den europæiske sektor for elektronisk kommunikation gennem sin næste vækstfase.

1.2

Samtidig med, at udvalget giver sin støtte til meddelelsens analyse og hensigter, understreger denne udtalelse også områder, der særligt optager udvalget.

2.1

Den 3. februar 2004 vedtog Kommissionen sin meddelelse om »Højhastighedsforbindelser i EU - Den seneste udvikling i den elektroniske kommunikationssektor«. Denne meddelelse er svar på anmodningen fra Det Europæiske Råds forårstopmøde i 2003 om en rapport inden Rådets forårstopmøde i 2004 om udviklingen inden for sektoren. Rapporten sammenfatter, hvordan den elektroniske kommunikationssektor i EU påvirker Lissabon-strategien, og analyserer i den forbindelse de vigtigste spørgsmål, der påvirker den fremtidige vækst. Det er også en opfordring til politisk opbakning til de fornødne foranstaltninger for at støtte sektorens videre udvikling.

2.2

Lissabon-strategien anerkender, at informations- og kommunikationsteknologien er en central drivkraft for vækst, forbedringer i produktivitet og konkurrenceevne. Den er med til at forbedre de økonomiske resultater og øge den sociale samhørighed. Meddelelsen understreger betydningen af den elektroniske kommunikationssektor – som både omfatter et servicesegment og et udstyrssegment – for en sund europæisk økonomi og dens nøglerolle for at fremme produktiviteten. Sektoren er vigtig på grund af sin størrelse, dynamik og indvirkning på næsten alle andre økonomiske aktiviteter. De seneste tal viser, at denne sektor har ydet det største bidrag til arbejdskraftens produktivitetstilvækst i EU.

2.3

Trods kraftig vækst i de tidlige 1990'ere og Lissabon-strategiens ambitioner er EU sakket agterud i forhold til USA og visse asiatiske lande, hvad angår produktionstempo og brug af informations- og kommunikationsteknologi, og denne mangel på IKT-investeringer skader den europæiske konkurrenceevne (1). Fremskridt inden for den elektroniske kommunikationssektor i løbet af de næste 18 måneder er afgørende for, at eEurope 2005-handlingsplanen kan blive en succes, og for at Lissabon-strategiens langsigtede mål kan opfyldes. Sektoren oplevede hastig vækst i de sene 1990'ere, men led en skarp afmatning i 2000 og 2001, hvilket fik Rådet og Kommissionen til på nært hold at følge situationen i den elektroniske kommunikationssektor og rapportere tilbage herom forud for Det Europæiske Råds forårstopmøde i 2003.

2.4

Efter to års konsolidering synes der nu at være de rette betingelser for at vende tilbage til en højere vækstrate. Ifølge Kommissionen omfatter disse betingelser forbedrede finansielle vilkår for operatører og fortsat vækst i indtægterne fra tjenesteydelser. Bæredygtig vækst i sektoren kan imidlertid kun opnås via nye kapitalinvesteringer og yderligere udvikling af nye innovative tjenester.

2.5

Siden internetboblen brast, har telekomoperatørerne mindsket deres kapitalinvesteringer som led i deres konsolideringsplaner. En tilbagevenden til fornyet vækst i hele sektoren kræver, at der atter kommer gang i kapitalinvesteringerne. Investeringstakten vil blive påvirket af, hvad politikplanlæggerne gør: Indførelse af de nye lovrammer vil skabe større retssikkerhed omkring investeringer, gennemførelsen af nationale bredbåndsstrategier vil øge adgangen til tjenesteydelser, fremme af nye tjenester og tilgængeligheden af innovativt indhold vil stimulere efterspørgslen, og elimineringen af lovmæssige og tekniske hindringer vil gøre det lettere at anlægge 3G-netværk.

Derfor udpeges der fire indsatsområder i meddelelsen:

2.6

På Rådets møde (telekommunikation) i Bruxelles den 8.-9. marts 2004 understregede det sin politiske forpligtelse på Lissabon-strategiens mål om bæredygtig vækst, arbejdspladser og social samhørighed ved at støtte kravene om handling i meddelelsen [KOM(2004) 61 endelig], og i meddelelsen om eEurope-midtvejsevalueringen [KOM(2004) 108 endelig].

3.1

Meddelelsen behandler et omfattende og kompliceret område, der er af afgørende betydning for Lissabon-visionen – nemlig den elektroniske kommunikationsindustri. Udvalget har gennem årene vedtaget mange udtalelser om aspekter af politikken for sektoren (3) og bifalder, at det nu har fået mulighed for at fremsætte kommentarer om den generelle udvikling i den elektroniske kommunikationsindustri, tilvejebringelsen af bredbånd, udviklingen af mobilkommunikationssektoren og de nye lovrammer for industrien.

3.2

Kommissionen har på en fortrinlig måde støttet udviklingen og gennemførelsen af politikken for at styrke væksten i den elektroniske kommunikationssektor. På grund af de kommercielle og sociale interessegruppers ihærdige indsats for at opfylde egne mål, med kraftig politisk støtte fra Ministerrådet, de nationale regeringer og regionale myndigheder, er dette et område, som gennemgår en hastig udvikling.

3.3

I betragtning af emnets komplekse og dynamiske karakter og dets betydning for Unionens økonomiske og sociale udvikling anser udvalget det for vigtigt, at der regelmæssigt lyttes til alle interesserede parter, så man kan iværksætte en mere fuldstændig og integreret politik. Udvalget støtter Kommissionens hensigt om at fortsætte arbejdet med de relevante aktører for at præge politikken på områder som f.eks. intellektuel ejendomsret, styring af digitale rettigheder, sikkerhed og tillid, interoperabilitet og standardisering, frekvensforvaltning og dækning af fjerntliggende områder og landdistrikter. Udvalget vil også fremover vise aktiv interesse for sektoren og alle disse spørgsmål.

3.4

Udvalget støtter især, at Kommissionen betoner behovet for interoperabilitet og åbenhed på de forskellige teknologi- og tjenesteniveauer: Anordning til netværk, anordning til anordning, netværk til netværk og mellem indhold og/eller applikationer. Uden ordentlig interoperabilitet og åbne platforme vil udviklingen af et massemarked for de nye teknologier blive alvorligt begrænset.

3.5

Som anført i punkt 1.1 ovenfor støtter udvalget meddelelsen og komplimenterer Kommissionen for dens fortrinlige arbejde på dette område. Udvalget noterer, at man har benyttet omfattende forskning og høringer for at få en bedre indsigt i den elektroniske kommunikationssektor og udvikle politikken for at fremme kraftig og vedholdende vækst. Udvalget støtter på det kraftigste eEurope 2005-handlingsplanen og giver sin støtte til de foranstaltninger, som anbefales i meddelelsen KOM(2004) 61 endelig.

3.6

For understregningens skyld skal udvalgets særlige interesse på bestemte områder fremhæves:

3.6.1.1

Udvalget bifalder de nye lovrammer for elektronisk kommunikation, som giver større forudsigelighed, sammenhæng og en mere harmoniseret tilgang til, hvordan markederne fungerer i hele EU. Den større sikkerhed og gennemsigtighed, som rammerne indebærer, vil fremme investeringer i den elektroniske kommunikationssektor, accelerere konkurrencen og føre til indførelse af nye innovative tjenester.

3.6.1.2

Udvalget er enig med Kommissionen i, at en teknologineutral og koordineret tilgang, baseret på åbne standarder, til udviklingen af facilitetsbaseret konkurrence på forsyningssiden i den elektroniske kommunikationssektor er afgørende for skabelsen af et dynamisk og konkurrencepræget marked. Udvalget er glad for, at de nye rammer tilskynder til fair konkurrence mellem diverse adgangsteknologier (bredbånd, 3G, digitalt TV osv.). En sådan tilgang vil sænke netværksomkostninger og priser for tjenester og øge brugervenligheden og mobiliteten. En teknologineutral tilgang til sektoren, baseret på åbne platforme, vil også i væsentlig grad stimulere efterspørgslen efter tjenester.

3.6.1.3

Udvalget bifalder således de nye lovrammers teknologineutrale tilgang, der afspejler konvergensen mellem faste og mobile tjenester, internet- og bredbåndsindhold og et helt spektrum af forskellige leveringsplatforme. Kommissionen bør sikre, at indbyrdes kompatible platforme gennemføres i henhold til rammedirektiv 2002/21/EF.

3.6.1.4

Et virkeligt konkurrencepræget marked for tjenesteydelser afhænger af konkurrencedygtige priser for tilkobling til kundens hjem eller lokaler (abonnentlinjen). For øjeblikket bliver indførelsen af nye tjenester og lavere priser på de fleste markeder hæmmet af, at de dominerende operatører kontrollerer abonnentlinjerne. Kommissionen bør løbende evaluere, hvorvidt lovrammerne er fyldestgørende, når det gælder om at fratage de dominerende operatører kontrollen med abonnentlinjerne på alle markeder.

3.6.1.5

Udvalget beklager, at Kommissionen har været nødt til at indlede overtrædelsesprocedurer ved EF-domstolen mod medlemsstater, som ikke har indført de nye lovrammer. Udvalget anmoder Kommissionen om fortsat at presse på for fuld gennemførelse af rammerne i alle stater, herunder også hos de nyankomne.

3.6.1.6

Udvalget støtter den nylige aftale i Gruppen af Europæiske Lovgivere om en fælles holdning til, hvordan de skal anvende retsmidler til at løse konkurrenceproblemer i de nyligt åbnede markeder for elektronisk kommunikation. (4) Idet udvalget erkender, at formålet med lovrammerne er at ophæve regulering og fremme konkurrence, anmoder man Kommissionen om at sikre, at rammerne gennemføres på en måde, som stimulerer de fremspirende markeder og tjenester og ikke hæmmer deres udvikling. Udvalget beder Kommissionen om at granske, hvor hensigtsmæssige retsmidlerne er i forbindelse med overtrædelse, og om de anvendes på en ensartet måde i medlemsstaterne.

3.6.2.1

En udbredt og sikker bredbåndsinfrastruktur er vigtig for udviklingen og leveringen af tjenester og applikationer såsom eSundhed, eHandel, eForvaltning og eLæring, hvorfor bredbånd får stor betydning for væksten og livskvaliteten i Europa i de kommende år. Adgang til bredbånd er et offentligt gode, en nytteværdi, der bør være tilgængelig for alle EU-borgere som en rettighed. Udvalget henstiller, at Kommissionen overvejer at tilføje bredbånd på listen over forsyningspligtydelser.

3.6.2.2

eEurope 2005-handlingsplanen opfordrer til størst mulig udbredelse og anvendelse af bredbånd i EU inden udgangen af 2005, men vi halter bagefter vores ambitiøse mål. Medmindre bredbånd ikke udbredes hurtigere, især uden for byområderne, vil EU ikke kunne opfylde Barcelona-målet (5).

3.6.2.3

Udvalget bifalder, at EU-15-medlemsstaterne har fremlagt nationale strategier for udbredelsen af bredbånd, og noterer, at de nye medlemsstater vil præsentere deres strategier inden udgangen af 2004. Udvalget bemærker, at Kommissionen er kommet med en positiv førsteevaluering af planerne (6)og ser frem til en mere detaljeret rapport om strategierne i juni.

3.6.2.4

Udvalget bifalder imidlertid ikke den brede definition af »bredbånd«, som anvendes i forskellige undersøgelser og rapporter (f.eks. at adgangskapacitet på kun 144kbs betragtes som »bredbånd« i Kommissionens nedennævnte rapport COCOM04-20 endelig, og at man i samme rapport regner 3G-forbindelser med til Italiens samlede bredbåndslinjer, men ikke når det gælder andre medlemsstater). Denne mangel på præcise definitioner gør bredbåndsbegrebet langt mindre gennemsigtigt og brugbart ved forhandlinger. Udvalget opfordrer Kommissionen til at udarbejde lovgivning med en klar og krævende definition af bredbåndsbegrebet, som kan anvendes i EU.

3.6.2.5

Det må ligeledes kritiseres, at statistikkerne over bredbåndsdækning ikke kommer ind på kvaliteten af den tilgængelige adgang. Udvalget opfordrer Kommissionen til i sin præcise definition af »bredbånd« at medtage en minimumsnorm for forbindelsens kvalitet. Først da vil bredbåndsstatistikken give mening.

3.6.2.6

Udvalget er fuldstændig bevidst om behovet for en aggressiv udjævning af den digitale kløft, der viser sig overalt i Europa, og som rammer de mindre gunstigt stillede og e-Integrationen. Selv om udvalget bemærker, at Ministerrådet har støttet et skift i den politiske betoning fra konnektivitet til udvikling og effektiv brug af innovative tjenester, er det bekymret over tempoet i og dækningsgraden af bredbåndsudbredelsen. Udvalget er især bekymret over forskellen mellem bestemte lande og regioner i den seneste statistik fra Kommissionens kommunikationsudvalg (7)over indtrængningsraterne for bredbånd. I EU-15 er 20 % af befolkningen for øjeblikket udelukket fra bredbåndsadgang, fordi netværket er utilstrækkeligt. Udvalget bifalder, at Kommissionen i sin meddelelse sætter fokus på, at bredbånd skal udbredes til områder med utilstrækkelig dækning. Og i den detaljerede evaluering af de nationale bredbåndsstrategier anmoder udvalget Kommissionen om at understrege, at bredbåndsnetværkene bør udvides til at dække hele Unionen inden for en rimelig tidshorisont, og i fremtidige rapporter at fremhæve mangler ved netværkene.

3.6.2.7

Udvalget støtter Quick-Start-initiativerne og tilgængeligheden af strukturfondsmidler, så landdistrikter og kommercielt mindre attraktive områder i EU kan få adgang, men ønsker, at Kommissionen fortsat holder et vågent øje med gennemførelsen af medlemsstaternes nationale bredbåndsstrategier og fokusere på problemerne med udbredelsestempo, dækning og kvalitet.

3.6.2.8

Udvalget beklager, at Kommissionen i sin meddelelse kun behandler den geografisk betingede digitale kløft (områder med utilstrækkelig dækning) og ikke tager fat på den økonomisk betingede digitale kløft (folk, der ikke har ikke råd til at betale for adgangen til nettet). Kommissionens bemærkning om, at højhastighedsforbindelserne forbedrer levestandarden, idet afstande mindskes og adgangen til sundhedsydelser, uddannelse og offentlige tjenester lettes, har lige så stor gyldighed for de fattigste medborgere som for de geografisk mest isolerede.

3.6.2.9

Kommissionens fremhævelse af, at de offentlige myndigheders indgreb for at udjævne den digitale kløft skal respektere reguleringsprincipperne og konkurrenceretten, er efter udvalgets mening selvmodsigende: Den digitale kløft er opstået, fordi markedet ikke interesserer sig for de pågældende befolkningsgrupper. Der er derfor tale om en nødvendig forsyningspligtopgave, som skal gives i opdrag i officielt regi med præcis angivelse af arten af de forpligtelser, som er forbundet dermed.

3.6.3.1

Udvalget bifalder, at Kommissionen i oktober 2003 etablerede en mobilkommunikations- og teknologiplatform for at samle de vigtigste aktører blandt mobiloperatører, producenter af udstyr og komponenter samt indholdsleverandører. Udvalget ser også positivt på gruppens første rapport (8), som indeholder 20 henstillinger om, hvad man bør gøre for at støtte og fortsætte udbredelsen af mobile netværk og tjenester i hele Europa – herunder foranstaltninger vedrørende forskning, standarder, indhold, sikkerhed, frekvenser, internationalt samarbejde og lovgivning.

3.6.3.2

Udvalget udtrykker tilfredshed med, at rapporten om mobilplatformen og erklæringerne fra Kommissionen om 3G lægger vægt på tilvejebringelse af brugerorienterede, sikre rammer for at støtte adgang »overalt og til enhver tid« til højhastighedsforbindelser for data og underholdning på tværs af en vifte af bredbåndskompatible anordninger.

3.6.3.3

Udvalget giver sin fulde støtte til parternes fælles synspunkt om, at åbne, indbyrdes forbundne netværk og interoperabilitet mellem applikationer og tjenester er målet, og bifalder, at mobilplatformen har besluttet at forberede en strategisk forskningsdagsorden for en fremtidig trådløs verden under det 7. forskningsrammeprogram.

3.6.3.4

Udvalget ønsker, at Kommissionen udøver størst muligt pres, så udbredelsen af de nye 3G-netværk bliver lettere og mere omkostningseffektiv. Især bør medlemsstaterne hjælpe til med hurtigt at løse de problemer vedrørende planlægning og miljøvirkninger, som forsinker udbredelsen af denne nye vigtige platform.

3.6.3.5

Udvalget er bekymret over, hvor meget netværksoperatører har skullet betale for 3G-licenser i visse medlemsstater, og den negative effekt, dette kan have på den fremtidige strategi. Udvalget ser gerne, at Kommissionen forklarer sine synspunkter herom i detaljer, og foreslår foranstaltninger til at rette op på de negative virkninger for Unionens strategi for udvikling og udnyttelse af informations- og kommunikationsteknologi.

3.6.3.6

Af hensyn til forbrugerne og en effektiv brug af ressourcerne i EU ønsker udvalget, at Kommissionen overvejer at lovgive om fælles brug af faciliteter mellem 3G-operatører, hvor dette forekommer praktisk. En sådan politik vil øge adgangen, mindske de negative miljøvirkninger og sænke omkostningerne ved levering af tjenester. Udvalget noterer sig Kommissionens oplysning om, at visse større operatører af konkurrencemæssige grunde er imod fælles brug af faciliteter, men mener, at hensynet til EU's bedste interesser bør veje tungere end nogle få operatørers snævre kommercielle motiver.

3.6.3.7

Udvalget bemærker, at der efter mobilplatformens opfattelse er brug for en ny overordnet politisk ramme, hvis 3G-spørgsmålene skal løses på en sammenhængende måde. Gruppen mødes atter i juni, og udvalget ser frem til den af Kommissionen lovede meddelelse som svar på de resultater, der kommer ud af juni-mødet.

3.6.4.1

Kommissionen oplyser, at selv i områder, hvor 90 procent har adgang til bredbånd, er udnyttelsen lav (gennemsnitligt 12 procent) og aftagende. Årsagerne hertil er høje priser, dårlig kvalitet og mangel på relevant indhold – forbrugerne har ikke nok interesse i at få en bredbåndsforbindelse.

3.6.4.2

Udvikling af indhold og tjenester for at stimulere brugen af bredbåndsforbindelser ses som afgørende for anvendelsen af informations- og kommunikationsteknologi og derfor for konkurrenceevnen, produktivitetsvæksten og beskæftigelsen i hele EU. I den henseende bifalder udvalget det nylige forslag fra Kommissionen om et »eContentplus«-program (2005-2008) (9), som sigter på at skabe betingelserne for større adgang til og brug af digitalt indhold.

3.6.4.3

Udvalget erkender, at stimulering af efterspørgslen efter anlagte bredbånds- og 3G-netværk, behovet for nye innovative tjenester, konkurrence og udbredelse af netværk alle er indbyrdes forbundne. De forskellige udviklingstiltag hjælper hinanden. Efter at have behandlet ovennævnte spørgsmål om forsyningssiden bifalder udvalget alle initiativer fra Kommissionens side for at tilskynde udviklingen af nye og innovative tjenester, som vil styrke forbrugernes efterspørgsel og øge de nye teknologiers og netværks betydning.

3.6.4.4

Udvalget mener, at interoperabilitet mellem netværk, platforme og anordninger vil være et stort incitament for tjenesternes anvendelse og vækst. Udvalget tilskynder Kommissionen til at gå i brechen for interoperabilitet inden for lovrammerne og i sine forbindelser med alle interessegrupper i den elektroniske kommunikationssektor.

3.6.4.5

Udvalget støtter Kommissionens opfordring til medlemsstaterne om at opretholde dynamikken i udbredelsen af myndighedernes e-tjenester (inklusive eSundhed, eLæring osv.) og anerkende, at den offentlige sektor er en vigtig drivkraft for efterspørgslen i den indledende udvikling af disse nye informationstjenester.

3.6.4.6

Især bifalder udvalget Kommissionens tilsagn om at samarbejde med industrien om at løse de problemer, som vides at hæmme udviklingen af nye tjenester – systemer til styring af digitale rettigheder, interoperabilitet, mikrobetalinger, m-betalinger osv. I den forbindelse bifalder udvalget den nylige meddelelse (10) og høringsproces om intellektuel ejendomsret og henleder Kommissionens opmærksomhed på udvalgets udtalelse i 2003 om samme emne (11).

3.6.4.7

Udvalget understreger, at sikkerhed er et vigtigt aspekt, hvis forbrugerne skal benytte de nye tjenester. Forbrugernes tillid til de nye teknologier og tjenester vil afhænge af, om man kan garantere, at forbrugernes interesser beskyttes.

3.6.4.8

Udvalget anmoder Kommissionen om at fortsætte sine workshops med operatører, internetleverandører, indholdsleverandører, radio-/tv-selskaber og underholdningsindustrien om, hvordan de kan tilpasse deres aktiviteter via nye former for partnerskaber, som afføder nye forretningsmodeller og tjenester for et konvergerende, mobilt EU.

3.6.4.9

Udvalget bifalder også støtten til FTU under det 6. rammeprogram for forskning og udvikling. Udvalget understreger, at det i den elektroniske kommunikationsindustri ligesom inden for alle andre områder med teknologisk udvikling er vigtigt og i overensstemmelse med de mål, EU selv har opstillet under Lissabon-strategien, at Europa investerer i FTU og innovation. Idet udvalget anerkender, at sektoren har gennemgået en periode med konsolidering og reducerede investeringer, opfordres alle parter – EU, medlemsstaterne og den private sektor – til at give fornyet tilsagn om investeringer i den elektroniske kommunikations fremtid ved at øge F&TU-aktiviteternes omfang og tempo i betydelig grad.

20.5.2005   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 120/28

1.1

Efter terroristangrebene den 11. september 2001 og den 11. marts 2004 har verden indset, at krigen mod terrorisme bliver langvarig. På et tidligt stadium bad kommissionsmedlem Loyola de Palacio EØSU udarbejde en sonderende udtalelse om transportsikkerhed. EØSU opstillede en række kriterier (1) for en fremtidig EU-transportsikkerhedspolitik og glæder sig over, at Kommissionen har tilsluttet sig dem.

1.2

Efter en meddelelse fra Kommissionen om bedre sikring af søfarten og et forslag til forordning om bedre sikring af skibe og havnefaciliteter afgav EØSU en udtalelse (2) om sikkerheden i havneterminaler.

1.3

Den 30. juni 2004 vedtog EØSU en yderligere udtalelse (3) om direktivforslaget om bedre havnesikring. Dette direktiv skal supplere de sikkerhedsforanstaltninger, der er indført i og med forordningen om bedre sikring af skibe og havnefaciliteter, ved at sørge for, at hele havnen er omfattet af et sikkerhedssystem.

2.1

Efter Rådets drøftelser af direktivforslaget om bedre havnesikring foreslår Kommissionen (4) en ændring i artikel 7 gående ud på, at havnesikringsplanerne skal sikre, at de kompetente nationale myndigheder på grundlag af risikovurderinger udfører den fornødne sikringskontrol af person- og lastbiler, inden de kører om bord på skibe, som også medfører passagerer.

2.2

Forslaget finder anvendelse på ro-ro-skibe på indenlandske og internationale ruter. I sidstnævnte tilfælde samarbejder de berørte medlemsstater om risikovurderingen.

3.1

EØSU er stærk tilhænger af en afbalanceret fremgangsmåde, der garanterer sikkerheden uden at hindre handelens frie løb. Det forstår derfor udmærket Kommissionens bekymringer, som de kommer til udtryk i direktivforslagets ottende betragtning.

3.2

På linje med udsagnene i de tidligere udtalelser tilslutter EØSU sig fuldt ud den foreslåede ændring af direktivforslaget om bedre havnesikring. Skønt absolut sikkerhed aldrig kan opnås, gentager EØSU, at hele transportkæden skal dækkes af sikkerhedsforanstaltninger, så der ikke eksisterer svage punkter. Passagertransporten bør prioriteres, eftersom et terroristangreb her vil bevirke, at flest menneskeliv sættes på spil.

3.2.1

Ro-ro-skibe er særlig sårbare over for terroristangreb, navnlig hvis de medfører passagerer. Faktisk kan biler om bord på ro-ro-skibe sikkerhedsmæssigt blive til moderne »trojanske heste«.

3.2.2

Der bør træffes passende foranstaltninger til at sikre, at person- og lastbiler om bord på ro-ro-skibe ikke er til fare. Foranstaltningerne bør træffes i havnen eller i dennes umiddelbare nærhed før skibets lastning og på en sådan måde, at arbejdets afvikling sinkes mindst muligt.

3.2.3

Sikkerhedskontrol af person- og lastbiler, der skal om bord på ro-ro-skibe, er forbundet med vanskeligheder som følge af arten af køretøjernes last. Lang erfaring viser, at det er mest hensigtsmæssigt at kontrollere køretøjernes indhold, inden de kommer ind på havneområdet, da man så lettere kan gøre brug af avanceret sikkerhedsapparatur og ordentligt uddannet personale.

3.3

EØSU ønsker at henlede opmærksomheden på ansvarsspørgsmålet i forbindelse med sikkerhedskontrollen. Det er klart, at ansvaret i forbindelse med sikkerhedskontrol af person- og lastbiler bør ligge hos de kompetente nationale myndigheder og ikke hos de skibe, som køretøjerne senere lastes på.

3.4

Kravet om identifikation af søfolk og havnepersonale, der er involveret i sikkerhedskontrollen, bør håndteres på en praktisk måde for ikke unødigt at genere den kommercielle virksomhed.

3.5

EØSU konstaterer, at Kommissionen ifølge den foreslåede ændring seks måneder efter direktivforslagets ikrafttræden i samarbejde med de nationale myndigheder indleder inspektioner for at kontrollere metoderne til overvågning af gennemførelsen af de nationale planer, der er vedtaget i medfør af direktivet. EØSU fremhæver behovet for, at havnene såvel i som uden for EU er umiddelbart parate til at overholde de nye sikkerhedsforanstaltninger for havneterminaler (ISPS-kodeksen), der trådte i kraft på internationalt plan den 1. juli 2004.

3.6

Endelig benytter EØSU lejligheden til at henstille, at havnesikringens økonomiske aspekt snarest tages op på EU-plan, og at der findes en harmoniseret løsning, så konkurrenceforvridning mellem havnene og transportformerne, navnlig til skade for ro-ro-transporten, kan undgås. Kommissionen opfordres til at gennemføre en samlet undersøgelse af havnesikringens finansielle konsekvenser og til at udarbejde en EU-plan for finansiering af gennemførelsesforanstaltningerne, hvor det måtte være nødvendigt.

20.5.2005   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 120/30

1.1

Polycykliske aromatiske kulbrinter (PAH) er naturligt forekommende stoffer, der dannes, hver gang kulstofforbindelser forbrændes ved lave temperaturer under ukontrollerede forhold. Dette sker ved skovbrande og vulkanudbrud, menneskelige aktiviteter såsom rygning, boligopvarmning, el-fremstilling og kørsel med anvendelse af fossile brændstoffer, madlavning og afbrænding af affaldsmaterialer samt i en række industrielle processer. PAH forekommer naturligt i råolie og kul, og da de nemt dannes og er stabile, ophobes de i de tidlige faser af krakning og destillering.

1.2

Denne proces med delvis oxidation resulterer i en blanding af forbindelser med sammensmeltede, umættede fem eller seks kulstofringe, som kan bevæge sig i praktisk talt enhver retning. Der er blevet identificeret ca. 600 strukturer, hvoraf kun nogle få er blevet karakteriseret eller isoleret med henblik på anvendelse som halvfabrikata. Ingen er bevidst blevet fremstillet i betydelige mængder. Yderligere oxidation resulterer i dannelse af sod (dvs. urene kulstofpartikler), som PAH ofte indgår i.

1.3

Da PAH'erne altid optræder i udifferentierede grupper, er deres individuelle karakteristika ikke nemme at fastslå (og er af samme grund stort set irrelevante). Da nogle imidlertid kan fremkalde kræft hos dyr, er det rimeligt at klassificere blandingerne som sandsynligvis kræftfremkaldende for mennesker. Olier og andre præparater, der vides at indeholde PAH'er, skal derfor risiko- og sikkerhedsmærkes og håndteres passende for at garantere sikkerheden på arbejdspladsen. Processer, som kan medføre afgivelse af PAH'er til miljøet, bør så vidt muligt kontrolleres eller undgås.

1.4

Én sådan proces er anvendelse af blødgøringsmidler i dæk til personbiler, lastvogne, motorcykler, racerbiler og fly. Disse olier, som kan udgøre op til 28 % af slidbanen, tilfører væsentlige karakteristika i henseende til vejgreb, som ikke kræves for karkassen. Hvis slidbanen ikke fungerer efter hensigten eller ikke bliver ved med at være effektiv, går det ud over sikkerheden og ydeevnen med indlysende konsekvenser for førerne af køretøjerne.

1.5

Teknisk set skal olierne kunne opløse naturlige og syntetiske gummier og andre materialer, der anvendes i dæk, være holdbare og stabile, kunne fordeles godt og forblive indesluttet i gummimassen, kunne fungere under forskellige temperatur og fugtighedsforhold og være sikre at håndtere ved fremstilling og anvendelse. Olierne skal også være til rådighed i store mængder, være fremstillet efter globalt aftalte specifikationer, leveres af en række konkurrerende leverandører til priser, der ligger under prisen på gummi for at mindske de samlede dækomkostninger.

1.6

Stærkt aromatiske olier, der opfylder disse specifikationer, er traditionelt blevet leveret af førende olieproducenter under navnet destillerede aromatiske ekstrakter (DAE'er). Den krævede opløsningskraft afhænger af oliernes samlede aromaticitet, som igen afhænger af, om der forekommer væsentlige PAH-niveauer. Efterhånden som et dæks slidbane nedslides, må det antages, at disse PAH'er slipper ud i miljøet. Hvorvidt disse udslip er betydelige sammenlignet med andre udslip er der delte meninger om. Man er imidlertid i færd med at gå over til at anvende andre olier i Europa, og en sådan proces bør afsluttes tilfredsstillende.

1.7

Dette er især vigtigt, eftersom verdens forsyning af DAE'er er ved at blive begrænset, idet der ved raffineringsforbedringer nu fokuseres på fremstilling af fuldt ud hydrogenerede (dvs. med lav aromatisk og begrænset opløsningskraft) produkter og på »rene« benzin- og brændstofprodukter.

1.8

Da der i Europa årligt fremstilles ca. 300 mio. dæk, og verdensmarkedet for blødgørings- og procesolier til dækindustrien er på næsten 1 mio. ton, er det en større udfordring for olieleverandører, dækproducenter og myndigheder at få dette i stand på en omkostningseffektiv måde, samtidig med at indsatsen for sikkerhed og høj ydeevne til lave eller acceptable omkostninger videreføres.

1.9

Indtil nu er der blevet foreslået to formuleringer for ikke-kræftfremkaldende olier, som kræver forskellige grader af investeringer hos olieleverandørerne og forskellige reformuleringer hos dækproducenterne. Disse kaldes henholdsvis mild ekstraktion solvat (MES) og behandlet destilleret aromatisk ekstrakt (TDAE). Andre leverandører uden for Europa har muligvis udviklet andre olier.

1.10

Så vidt det kan fastslås (detaljerede oplysninger er ikke offentligt tilgængelige på det stærkt konkurrenceprægede dækmarked) har der allerede fundet nogen substituering sted – eksempelvis i vinter- og lastbildæk, hvor slidbanens greb på en våd vej er mindre vigtig. Det er dog alment accepteret, at ændringen af de højere ydende sommerdæk, for slet ikke at nævne dæk til racerbiler og fly, vil tage meget længere tid. Endvidere er der mangel på installeret kapacitet til MES og TDAE, ud over at der som allerede nævnt er begrænsninger i forsyningen af DAE.

1.11

For at gennemføre de ønskede ændringer i rette tid og i overensstemmelse med anden EU-lovgivning om både konkurrence og sundhed og sikkerhed har repræsentanter for industrisektorerne (CONCAWE, IISRP og BLIC) arbejdet sammen med Kommissionen og andre regulerende organer for at blive enige om en passende fremstillingsmæssig tilgang og lovgivningsmæssig ramme. Der mangler stadig at blive gennemført tests for at finde ud af, hvilke olier der kan accepteres anvendt i Europa, og tests af alle markedsførte dæk, uanset om de er fremstillet i eller uden for EU, for at påvise, at de olier, der indgår i de færdige produkter, har et acceptabelt lavt PAH-indhold.

2.1

I juli 2003 foreslog Kommissionen en generel begrænsning for tungmetaller og PAH'er i luften. EØSU afgav en udtalelse om dette forslag i februar 2004. Det foreliggende forslag, der også blev offentliggjort i februar 2004, søger at etablere et indre marked og opnå et højt niveau af sundheds- og miljøbeskyttelse ved at føje visse PAH'er til bilag 1 i direktiv 76/769/EØF. De opregnede PAH-stoffer produceres ikke i store mængder og har ikke optrådt på nogen af de fire prioriterede lister over stoffer, der skal vurderes. Som gruppe betragtes de dog i henhold til den relevante FN/ECE-protokol og konvention som persistente organiske miljøgifte.

2.2

En specifik PAH, benzo(a)pyren (BaP CAS nr. 50-32-8), klassificeres i direktiv 67/548/EØF som kræftfremkaldende, mutagent og reproduktionstoksisk i kategori 2 og foreslås her som et kvantitativt og kvalitativt mål for indholdet af andre PAH'er.

2.3

Blødgøringsmidler til gummi må hverken markedsføres eller anvendes til fremstilling af dæk, hvis de indeholder mere end 1mg BaP pr. kg eller mere end 10mg/kg af alle opregnede PAH'er tilsammen.

2.4

Kommissionen erkender, at der stadig er en række tekniske problemer, der mangler at blive løst, og derfor er datoen for generel anvendelse sat til den 1. januar 2009. Racerdæk omfattes fra 1. januar 2012 og flydæk fra en dato, der endnu ikke er fastsat. Mangelen på relevante harmoniserede testmetoder for indholdet af PAH'er i blødgøringsmidler til gummi og dæk, eksempelvis fra CEN eller ISO, bør ikke forsinke direktivets ikrafttræden.

2.5

Kommissionen nævner, at den har konsulteret Den Videnskabelige Komité for Toksicitet, Økotoksicitet og Miljø (CSTEE) om de videnskabelige resultater vedrørende PAH'ers sundhedsskadelige virkninger.

2.6

Medlemsstaterne får et år til at offentliggøre de bestemmelser, der er nødvendige for at efterkomme dette direktiv. Dette vil være fra forslagets ikrafttrædelsesdato efter høring af Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (EØSU) i henhold til traktatens artikel 95 og efter proceduren med fælles beslutningstagning sammen med Europa-Parlamentet.

3.1

Det foreliggende forslag, som supplerer andre PAH-kontrolforanstaltninger, er baseret på rapporter om de påståede sundheds- og miljømæssige virkninger af dækfragmenter, offentliggjort af det tyske miljøministerium den 18. marts 2003 og det svenske nationale kemi-inspektorat den 27. marts 2003. CSTEE gennemgik disse rapporter som omtalt i en udtalelse vedtaget på den 40. plenarforsamling den 12.- 13. november 2003.

3.2

CSTEE var af ovennævnte grunde enig i, at PAH'er som gruppe bør anses for sandsynligvis at være kræftfremkaldende hos mennesker, og at PAH'er afgives til miljøet som følge af dækslid. Den støttede dog kun delvist anvendelsen af BaP som et kvalitativt og kvantitativt mål for andre PAH'er og satte et stort spørgsmålstegn ved den generelle virkning af denne emissionsvej.

3.3

Kort sagt udgør PAH-emissioner fra dækslid mindre end 2 % af den samlede forurening, mennesker udsættes for, idet de kilder, der er nævnt i pkt. 1.1, tegner sig for de øvrige 98 %. Dette ligger på linje med gentagne WHO-vurderinger, hvorefter de primære årsager til luftforurening og dertil relaterede sygdomme, herunder kræft, er rygning og afbrænding af træ og kul til opvarmning og madlavning. CSTEE konkluderede derfor, at en begrænsning af PAH'er i dæk ikke vil virke væsentligt ind på PAH-koncentrationerne i luften og sedimenter.

3.4

Den gængse påstand om, at Direktivet vil give »fordele i form af høj beskyttelse af sundhed og miljø«, er ikke videre relevant i dette tilfælde. Blødgøringsmidlerne mærkes allerede og kan håndteres sikkert på arbejdspladsen under den gældende lovgivning om farlige stoffer. Forslaget vil derfor ikke indebære nogle fordele på arbejdspladsen, og de miljømæssige fordele vil være minimale.

3.5

Det skal også bemærkes, at forslaget – som det var tilfældet med den 26. ændring af Rådets direktiv 76/769/EØF – i sit forsøg på at begrænse koncentrationer af naturlige forekomster af chrom VI i cement, som EØSU afgav udtalelse om i marts 2003, strækker direktivets anvendelsesområder til eller ud over dets tilsigtede grænser. PAH'er hverken fremstilles bevidst eller markedsføres som sådan. Dette anerkendes i bilaget – hvor begrænsningerne helt rigtigt er på produkter, der indeholder PAH'er – men ikke i titlen, som derfor bør ændres.

3.6

Titlen og teksten er også forvirrende i sin henvisning til »visse PAH'er« som en særlig og meningsfuld gruppe. Da der kun – som CSTEE bemærker – er meget få PAH'er, der er blevet karakteriseret, og hvoraf endnu færre har vist sig næppe at kunne være kræftfremkaldende, må det konkluderes, at hele gruppen er forbundet med risici, hvor menneskelig eksponering er mulig. Begrænsningen af markedsføring og anvendelse bør derfor gælde for »PAH-holdige blødgørere, der anvendes til fremstilling af dæk, og for dæk, der indeholder sådanne blødgørere«.

3.7

På baggrund af ovennævnte, og overlapningen med det tidligere forslag fra Kommissionen om tungmetaller og PAH'er i luften, er det blevet hævdet, at dette direktiv er unødvendigt og bør trækkes tilbage. Markedet er blevet opsplittet, idet der skal mindst to produkter til for at erstatte det tidligere anvendte produkt. Der er ikke tilstrækkelig installeret kapacitet til at imødekomme efterspørgslen. Sikkerheden ved de formuleringer, der skal træde i stedet, giver stadig anledning til bekymring. Hvis slidbaner, der er fremstillet under anvendelse af olier med et lavt PAH-indhold, ikke virker i praksis, vil der blive tale om reelle dødsfald i stedet for de hypotetiske dødsfald, der opereres med som begrundelse for en forebyggende indsats.

3.8

EØSU forstår disse synspunkter, men er dog meget overbevist om, at man må gå videre med direktivet i snævert samråd med de berørte industrier og skabe en succesfuld overgang til en verdensomspændende anvendelse af blødgørere med et lavt PAH-indhold til fremstilling af dæk. De nye olier må dog mht. alle sikkerhedsaspekter helt klart opfylde de samme minimumsnormer for ydeevne. Etableringen af et effektivt, konkurrencedygtigt og pålideligt indre marked i Europa for disse nye produkter er derfor en tilstrækkelig og god drivkraft for dette forslag.

3.9

Afgørende herfor i henseende til timing er det, at der opnås enighed om de testmetoder, der skal anvendes til at fastslå, hvilke olier der vil være acceptable at anvende. Det fremgår af bilaget, at der skal testes for forekomsten af individuelle PAH'er. Dette er ikke hensigtsmæssigt, når der er tale om kontinuerlige, storstilede raffineringsoperationer, hvor de rent faktiske kemiske bestanddele af specifikke strømme varierer alt efter den råolie, der raffineres. Andre tests såsom IP-346 fra Institute of Petroleum (som kontrollerer det samlede PAH-indhold ved at måle mængden af tre- eller syvringede PAH'er, som kan uddrages ved hjælp af opløsningsmidlet DMSO) anvendes allerede i olieindustrien som et acceptabelt mål for carcigenocitet i henhold til direktiv 67/548/EØF. Undersøgelser foretaget af CONCAWE for olieindustrien er enige med CSTEE i, at den blotte måling af BaP ikke siger meget om sammenhængen med den samlede carcinogenicitet. Det anbefales derfor på det kraftigste at anvende IP-346 til at definere og teste de forskellige blødgøringsmidler.

3.10

For at beskytte dækindustrien i Europa – og miljøet, hvis sådanne fordele eksisterer – må der være en lignende test for de olier, der anvendes i importerede dæk. Et udkast til en standard fra Den Internationale Standardiseringsorganisation (ISO TC 45/SC 3 N af 29. oktober 2003) foreslår – til gennemgang og kommentering - en testmetode til bestemmelse af olietype i gummiforbindelser. Dette arbejde bør afsluttes tilfredsstillende, før dette direktiv gennemføres.

3.11

I lyset af ovennævnte skulle det være muligt at løse de nuværende forsyningsbegrænsninger, især for TDAE, som kræver flere investeringer end MES: Alt dette tager imidlertid tid, og det nuværende krav om, at ændringen skal være gennemført for almindelige dæk inden 1. januar 2009 ser mere og mere urealistisk ud. Da fordelene ved det foreliggende forslag sandsynligvis er minimale, og omkostningerne og risiciene ved mislykkede reformuleringer er betydelige, foreslår EØSU, at denne frist udsættes med 12 måneder til 1. januar 2010. Selv dette vil kræve omfattende forhandlinger mellem de forskellige konkurrerende parter. Kommissionen vil fortsat skulle spille en nøglerolle mht. at fremme denne proces inden for EU-rettens begrænsninger for i sidste instans at få den gennemført med held.

4.1

I lyset af ovennævnte bør det foreliggende forslags titel og efterfølgende ordlyd være i overensstemmelse med det overordnede mål om at begrænse markedsføring og anvendelse af PAH-holdige blødgørere, der anvendes til fremstilling af dæk, og dæk, der indeholder sådanne blødgørere.

4.2

Dette bør afspejles i bilaget med fastsættelse af begrænsninger af markedsføring og anvendelse af blødgørere, der bruges til fremstilling af dæk, og som indeholder over 3 % DMSO-ekstrakt målt ved IP-346 og derfor er klassificeret som kræftfremkaldende i henhold til direktiv 67/548/EØF. Alle henvisninger til BaP som markør og til andre individuelle PAH'er bør udgå.

4.3

En international standardiseret testmetode til karakterisering af olie i gummiforbindelser, især dæk, bør udvikles og indarbejdes i dette direktiv.

4.4

Gummi- og dækindustrien bør have passende tid til at gennemføre reformuleringsarbejdet, og det bør olieindustrien også have til at investere i og levere de krævede råmaterialer. For øjeblikket menes alle parter at kunne opfylde de pågældende krav inden 1. januar 2010, og denne dato bør derfor sættes som den første frist i forslaget. Undtagelser for dæk til racerbiler, fly og andre anvendelsesformål, der kræver høj præstationsevne, bør aftales med de interesserede parter. I lyset af ovenstående er det vanskeligt at se nogen målelige fordele ved disse ændringer i forhold til de indlysende risici for ikke at opnå forbedringer.

20.5.2005   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 120/34

1.1

EU's medfinansiering af oplysningskampagner og salgsfremstød for landbrugsprodukter i og uden for EU blev indtil 1999 gennemført inden for de enkelte markedsordninger. De sektorielle bestemmelser blev derefter erstattet af en mere horisontal strategi gennem forordning (EF) nr. 2702/1999 og (EF) nr. 2826/2000 for foranstaltninger i henholdsvis tredjelande og det indre marked, som understøtter indsatsen for medlemsstaternes og virksomhedernes egne salgsfremstød. Uden forlængelse udløber førstnævnte forordning med udgangen af 2004, og Kommissionen har i marts 2004 i overensstemmelse med et krav i forordningerne fremlagt en udførlig rapport om anvendelsen med forslag til forenkling og forbedringer.

1.2

Inden for EU har problemer som kogalskab, dioxin og listeria øget behovet for tillid til europæiske fødevarer og information om kontrolsystemer til sikring af kvalitet og sporbarhed. Der er derfor overvejende tale om information om lovgivning til sikring af kvalitet, sikkerhed, mærkning, sporbarhed, ordninger for beskyttede geografiske betegnelser, oprindelsesbetegnelser, specificitetsattestering, økologisk produktion og integreret produktion med det formål at øge europæiske produkters image i forbrugernes øjne.

1.3

I tredjelande har ordningen ligeledes til formål at oplyse om EU's bestræbelser for at sikre kvalitet og sikkerhed samt karakteristika for produkter, der er knyttet til bestemte områder, og om krav til sikring af økologiske produkter. Såvel inden for EU som i tredjelande anvendes oplysningskampagner, PR-aktiviteter, salgsfremmende foranstaltninger og reklame samt deltagelse i messer og udstillinger, som kan bane vejen for nationale og private kampagner, som har til formål at øge markedsandelen for egne produkter.

1.4

Som hovedregel udgør EU's bidrag til salgsfremmende programmer 50 %, mens pågældende branchesammenslutninger betaler 30 % og medlemsstaterne 20 %, hvilket for begge deles vedkommende kan ske med parafiskale afgifter. Medlemsstaternes udgifter betragtes som intervention og godtgøres af Kommissionen.

1.5

De pågældende europæiske eller nationale organisationer skal selv tage initiativ til programmerne, mens medlemsstaterne er ansvarlige for forvaltningen, kontrollen og betalingen. Med henblik på at sikre den europæiske dimension gives prioritet til programmer, som fremlægges af to eller flere medlemsstater og erhvervsorganisationer. Disse programmer støder dog i praksis på en række vanskeligheder som følge af forskellige administrative regler og procedurer samt manglende engagement i visse medlemsstater. Samlet set kræver koordination, kontrol og administration i øvrigt uforholdsmæssig meget tid og ressourcer for de pågældende forslagsstillere.

1.6

Forslagene sigter mod at formindske ulemperne i form af komplikationer og bureaukrati, som der er nærmere redegjort for i Kommissionens rapport. Herudover har ændringerne til formål at sikre, at programmerne i højere grad får et substantielt indhold af reel europæisk interesse.

2.1

Ændringen af den fælles landbrugspolitik og den mere intensive konkurrence på markederne bekræfter behovet for ordningen, ligesom konkurrerende landes støtte til oplysningskampagner og salgsfremstød på eksportmarkederne berettiger en fortsættelse af EU's ordning såvel inden for som uden for EU.

2.1.1

Der er imidlertid et betydeligt behov for forenklinger og forbedringer. Kommissionen har gennem høring af erhvervsorganisationer og øvrige involverede udarbejdet et grundigt oplæg for den forestående revision med henblik på, at de administrative procedurer forenkles, og at ordningen kommer til at fungere så hensigtsmæssigt som muligt.

2.2

Som påpeget af Kommissionen er det imidlertid for tidligt at vurdere resultaterne af den nye ordning. Gennemførelsen begyndte først gradvist i 2001 for tredjelande og i 2002 for det indre marked, og 2003 var det første år, hvor den var fuldstændigt gennemført. Derfor er det som foreslået af Kommissionen relevant at udarbejde en yderligere rapport ved udgangen af 2006 med en analyse af den måde, hvorpå ordningen fungerer efter revisionen Det vil desuden gøre det muligt at evaluere dens anvendelse i de nye EU-medlemsstater.

2.3

Mange organisationer er således først nu ved at blive fortrolige med ordningens bestemmelser og administrative krav. En del af de fremlagte forslag til programmer har imidlertid som påpeget af Kommissionen været af begrænset interesse set fra et europæisk synspunkt. Der bør derfor lægges større vægt på programmer af et omfang, som har betydning i EU-sammenhæng, samt på at sikre synergien mellem nationale aktiviteter og EU-aktiviteter.

2.4

Ikke mindst efter udvidelsen bør EU generelt bestræbe sig på at udforme så enkle regelsæt som muligt af hensyn til overskueligheden. Uanset de interne og eksterne programmers forskellige formål og indhold er opdelingen i to forordninger historisk begrundet. Med henblik på en yderligere forenkling bør forordningerne snarest belejligt sammenskrives i et fælles regelsæt med henblik på større brugervenlighed. Hovedparten af bestemmelserne er enslydende, og forskellene er oftest ubegrundede. De foreliggende ændringsforslag til forordningerne er ligeledes ens for så vidt angår fremlæggelse af programforslag, beslutningstagning og kontrol.

2.5

Endvidere ydes i henhold til bestemmelserne vedrørende udvikling af landdistrikterne støtte til information, salgsfremstød og reklame for landbrugsprodukter og fødevarer efter bestemmelser, som varierer i udformning i forhold til nærværende ordning. Uanset at der på det seneste er skabt bedre klarhed over ordningernes forskellige anvendelsesområder, burde Kommissionen allerede nu have gennemført en vurdering af mulighederne for at afskaffe denne overlapning. Der er således ikke grund til at udsætte denne drøftelse til senere, som foreslået af Kommissionen.

2.6

EU's medfinansiering bør fortsætte som hidtil, og budgetmidlerne bør øges under hensyn til udvidelsen og de fremtidige behov. Ordningen kan således medvirke til integreringen og etableringen af det indre marked på de forskellige produktområder med respekt for varieteter og den gastronomiske mangfoldighed. De europæiske erhvervsorganisationer bør således i højere grad gennemføre informationskampagner, som oplyser om produkternes kvaliteter og variationen i forbrugerpræferencer inden for EU. For så vidt angår tredjelandsmarkederne, bør der samtidig med den gradvise afvikling af eksportrestitutionerne ske en opprioritering under hensyn til de realistiske muligheder for at gennemføre effektive programmer.

2.7

Ordningens begrænsede udnyttelse på tredjelandsmarkederne skyldes ikke mindst kravet om, at programmerne alene vedrører generiske kampagner. Det medfører, at erhvervsorganisationernes mere betydende medlemsvirksomheder i mange tilfælde er tilbageholdende og afstår fra at medvirke til finansiering af programmerne. Støtte til labels og dermed enkeltvirksomheder er udelukket, men hvis foranstaltningerne skal have en mærkbar effekt på eksportmarkederne, må Kommissionen udvise en vis fleksibilitet i kampagner og lignende med hensyn til accept af et afbalanceret antal labels som en integreret del af den generiske kampagne, således at det bliver muligt at skabe en forbindelse mellem kampagnens budskab og produkterne på markedet. Kommissionen bør forsøge at forene det generiske med det specifikke og dermed skabe fælles synergier. Det vil ikke i sig selv påvirke kampagnens budskab, men medvirke til, at indkøbere og kunder i øvrigt i praksis kan finde de pågældende produkter, som omfattes af en kampagne. Der er også i stigende grad opmærksomhed omkring produkternes oprindelse inden for EU-området. Hvis derimod et marked allerede domineres af varemærker, er merværdien af EU's salgsfremstød begrænset, idet de private varemærker i så fald oftest vil konkurrere intensivt om at øge deres markedsandele ved brug af betydelige reklamebudgetter.

2.8

Der er ikke grund til at ændre medfinansieringssatserne mellem medlemsstaterne og erhvervsorganisationerne. Det er et problem, at visse medlemsstater udviser manglende engagement eller ikke ser sig i stand til at opfylde medfinansieringskravet, hvorved pågældende erhvervsorganisationer er afskåret fra at gøre brug af ordningerne, medmindre finansieringen sker ved parafiskale afgifter. Som administrativ forenkling bør de nuværende degressive medfinansieringssatser for flerårige programmer bortfalde, og EU's medfinansiering fastsættes til 50 %.

2.9

Accepten af parafiskale afgifter som finansieringskilde medfører allerede, at visse organisationer reelt dækker 50 %. Denne mulighed bør bevares, men reglerne for den obligatoriske del fra medlemsstaterne på 20 % bør i konsekvens heraf lempes, således at medlemsstaterne fra sag til sag afgør, hvor stor en finansiering de vil tildele et program. Imidlertid bør et minimumsbidrag fra pågældende organisation på f.eks. 20 % være obligatorisk.

2.10

EØSU finder, at det bør være muligt at støtte afsætningsfremmende foranstaltninger for blomster og planter på tredjelandsmarkeder på samme måde, som det praktiseres på det interne marked.

2.11

Det er administrativt belastende og uden sagligt formål, at medlemsstaternes finansielle bidrag under ordningen behandles under traktatens bestemmelser om statsstøtte. Den foreslåede undtagelse fra meddelelsesproceduren på tilsvarende måde som i landdistriktsordningen burde således have været gældende fra starten.

2.12

Muligheden for fastsættelse af et minimums- og maksimumsbudget for de udvalgte programmer er hensigtsmæssig i betragtning af den administrative byrde og det betydelige antal mindre programmer uden effekt på de pågældende markeder. Det er nødvendigt at prioritere programmer med en varighed og et budget, der er tilstrækkeligt til at sikre en mere optimal effekt.

2.13

For så vidt angår økologiske produkter inden for EU er det nødvendigt, at de nationale og de private certificerings- og kontrolordninger i størst muligt omfang indordnes i EU's fælles ordning for økologiske produkter. Denne udvikling er godt i gang og bør i størst muligt omfang understøttes af informationskampagner for at skabe et egentligt indre marked for økologiske produkter til erstatning af de nationale og private ordninger. Informationskampagner i tredjelande for økologiske produkter fra EU har hidtil kun haft en begrænset effekt. Etableringen af det indre marked for økologiske produkter er en forudsætning for markedsføring af økologiske produkter i tredjelande. Hertil kommer problemer vedrørende gensidig anerkendelse af ordningerne mellem f.eks. EU og USA.

3.1

Det må overvejes, om det er muligt at gå videre i den interne arbejds- og ansvarsfordeling mellem medlemsstater og Kommissionen end foreslået. Det samme gælder behovet for forenkling og en mere klar ansvarsfordeling i forbindelse med inddragelsen af de mange komiteer og organer, som er involveret i udarbejdelse af regler, udvælgelse, gennemførelse, opfølgning og kontrol. De foreslås således yderligere udvidet med »ad hoc«-arbejdsgrupper bestående af repræsentanter fra medlemsstaterne og/eller eksperter med særlig ekspertise i salgsfremme og reklame, som kan vejlede Kommissionen i udviklingen af strategien for og foranstaltningerne til gennemførelse af ordningen.

3.2

Den foreslåede ændring for udvælgelse af gennemførelsesorganisationer udgør en væsentlig forenkling. Der er ligeledes behov for, at de pågældende organisationer afhængigt af kampagnens karakter selv udfører visse aktiviteter inden for et program, samt at gennemførelsesorganet først udvælges efter Kommissionens vedtagelse.

3.3

For så vidt angår de øvrige kritikpunkter, herunder tidsforbruget fra fremsendelsen af forslagene til den endelige beslutning, kravet til detaljeringsniveau i den tidlige fase samt beslutningernes manglende gennemsigtighed, udgør de foreslåede ændringer skridt til en imødegåelse af kritikken. Samtidig er det imidlertid nødvendigt at overveje en lempelse af de belastende rapporteringskrav.

3.4

Den foreslåede fleksibilitet for Kommissionen med hensyn til selv at tage initiativ til oplysnings- og salgskampagner med henblik på at sikre en mere ligelig fordeling på de forskellige produktområder må anses for hensigtsmæssig i betragtning af overvægten af ansøgninger på frugt- og grøntsagsområdet, medens andre sektorer har fået ringe eller meget beskeden opmærksomhed. Den praktiske gennemførelse rejser dog en række spørgsmål, f.eks. angående den udtømmende liste i bilagene, som nævner de lande og produkter, der kan komme i betragtning for EU-salgsfremstød.

3.5

EU's logo for økologi bør tydeligt fremgå i informations- og afsætningsaktiviteter med henblik på at øge kendskabet til EU's certificerings- og kontrolordning og fremme harmoniseringen af de nationale ordninger. Logoet indeholder de tolv stjerner og symboliserer EU, således at kravet om påsætning af EU-flaget på kampagnematerialet efter nærmere fastsatte principper bør nedtones. De nuværende krav medfører forskellige EU-symboler i samme kampagnemateriale. Hertil kommer nationale økologilogoer og afsenderlogo, hvilket gør budskabet uklart. Kampagner støttet af LIFE-programmet bærer således LIFE-logoet, som ligeledes indeholder de tolv stjerner, og ikke EU-flaget.

3.6

Det hidtidige krav om, at nationale logoer for økologi kun må indgå, såfremt der er tale om videregående nationale regler, medfører forskelsbehandling og modvirker harmoniseringen. I udkastet til den europæiske aktionsplan for økologi (1) foreslås nationale logoer således anvendt parallelt med EU-logoet.

3.7

EØSU opfordrer Kommissionen til at udarbejde en procedurevejledning for operatører, som både vil hjælpe disse og myndighederne i deres kontrolvirksomhed og dermed være til gavn for hele den nye EU-politik for salgsfremme.

3.8

Disse bestemmelser er først gennemført for nylig, men der begynder allerede at vise sig essentielle behov, der skal overvejes med henblik på fremtiden. Kommissionen bør udvise stor omhu med koordineringen af foranstaltningerne på de forskellige markeder for at undgå overlapninger eller budskaber, der krydser hinanden, hvilket kun svækker salgsfremstødets effektivitet.

4.1

Kommissionens forslag bør vedtages under hensyntagen til ovennævnte bemærkninger vedrørende behovet for yderligere forenklinger.

20.5.2005   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 120/37

1.1

Denne initiativudtalelse sætter fokus på sammenhængen mellem industrielle ændringer og statsstøtte som illustreret ved eksemplet med stålsektoren.

1.2

Ved »industrielle ændringer« forstås i denne initiativudtalelse en normal og kontinuerlig proces inden for en industrisektor, som proaktivt tilpasser sig dynamiske forandringer i erhvervsmiljøet for at kunne bevare sin konkurrenceevne og skabe nye vækstmuligheder.

1.3

EU kan ikke undgå en kontinuerlig tilpasning til industrielle ændringer. Den øgede globalisering af markederne gør det nødvendigt før eller siden at tilpasse de økonomiske strukturer til de begivenheder, som finder sted på verdensmarkedet. EU bør derfor spille en aktiv rolle ved fastlæggelsen af de internationale rammebetingelser.

1.4

Følgende omstændigheder har ført til udarbejdelsen af denne initiativudtalelse:

Denne initiativudtalelse skal med stålsektoren som eksempel vise, hvordan statsstøtte kan have konsekvenser for den nødvendige tilpasning til industrielle ændringer.

1.5

Virksomheder, som ikke modtager statsstøtte for at bevare deres konkurrenceevne, stilles ofte ringere end konkurrenter, som modtager statsstøtte. Dette kan have så alvorlige konsekvenser for disse virksomheders udvikling, at de bliver nødt til at trække sig ud af markedet. Flere års erfaring med omstruktureringer viser imidlertid i tilfældet med den europæiske stålindustri, at politiske beslutningstagere ofte har svært ved ikke at yde støtte til større virksomheder, der er truet af lukning, og som har mange ansatte. Dette er generelt med til at holde liv i virksomheder med overkapacitet og urentable aktiviteter i længere tid, end markedet normalt tillader. Det går trægt med at få sat gang i den nødvendige tilpasningsproces.

1.6

Politikerne, erhvervslivet og fagforeningerne er dog i dag generelt enige om, at en tilpasning til industrielle ændringer er uundgåelig, og at denne bør ske inden for rammerne af internationale rammeaftaler (som f.eks. WTO, OECD, ILO osv.). Denne erkendelse skyldes flere årtiers erfaringer med industrielle ændringer inden for kul- og stålindustrien. Omstruktureringer og konsolideringer samt den dertil knyttede sociale dialog betragtes i dag almindeligvis som vigtige forudsætninger eller rammer for, at EU's virksomheder kan forblive konkurrencedygtige på markeder, som bliver stadig mere integrerede.

1.7

Kommissionen gjorde i meddelelsen om industripolitik fra slutningen af april 2004 (1) opmærksom på, at industrielle ændringer ikke bør sidestilles med en afindustrialisering. Sidstnævnte er karakteriseret ved et samtidigt fald i beskæftigelsen, produktionen og produktiviteten. Afindustrialisering medfører, at arbejdspladser med lav produktivitet udflages til udviklingslandene og nyligt industrialiserede lande med lavere arbejdskraftomkostninger. Den udflagning skyldes først og fremmest, at de relative omkostningsstrukturer er blevet mere gunstige i tredjelande.

1.8

I sin analyse af industripolitikken konkluderer Kommissionen dog, at det i øjeblikket kun er mineindustrien og et begrænset antal sektorer (tekstil, beklædning, læder, skibsbygning, koksværker, olieraffinering, fremstilling og behandling af kernebrændsel og fertile materialer), som gennemgår en afindustrialisering. Selv om strukturpolitiske ændringer uden tvivl vil gå hårdt ud over enkelte områder, har de dog en positiv virkning set ud fra en overordnet økonomisk synsvinkel. Det er dog en forudsætning, at de planlægges, identificeres og støttes på korrekt vis.

1.9

Det procentuelle fald i industriens andel af den samlede samfundsøkonomi afspejler en langsigtet strukturproces. De fleste industrisektorer som f.eks. jern- og stålsektoren har gennem de sidste årtier skåret kraftigt ned på antallet af medarbejdere, men har samtidig oplevet en klar stigning i værditilvækst og arbejdsproduktivitet.

1.10

Servicesektorens stigende samfundsbetydning tages ofte som et bevis på, at omstruktureringer sker på industriens bekostning. Denne udvikling er dog relativ, eftersom den skal ses i lyset af den øgede sammenfletning mellem disse to sektorer. Forarbejdningsindustrierne har inden for de seneste årtier outsourcet en række aktiviteter (transport, logistik, databehandling osv.) til eksterne tjenesteydere. Statistiske oplysninger om industrielle ændringer skal derfor fortolkes med forsigtighed. Forkerte konklusioner, der er baseret på overfladiske analyser eller politisk motiverede halvsandheder, kan hurtigt få uheldige konsekvenser for industripolitikken.

1.11

Industriel værditilvækst vil fortsat have afgørende betydning i et videnbaseret EU. Hvis man ser på den værditilvækst, som industrien har skabt i andre sektorer, er der ingen tvivl om, at industrien spiller en ligeså vigtig rolle i EU som i starten af 90'erne. I Tyskland f.eks. står industrien fortsat for ca. 40 % af bruttotilvæksten, hvis man medregner alle disse kombinerede ydelser.

1.12

I betragtning af de smertefulde erfaringer, som undertiden er blevet gjort med privatiseringer og omstruktureringer over en næsten trediveårig periode, foreslår Kommissionen nu, at fremtidige strukturforanstaltninger (i de central- og østeuropæiske lande, i stålsektoren og i andre sektorer) baseres på de erfaringer, der er gjort i forbindelse med forskellige tilpasningsforanstaltninger i EU's stålsektor.

1.13

Stålsektoren i EU har i de seneste årtier undergået væsentlige politiske, tekniske og økonomiske ændringer. Oliekriserne, EU's indre marked og udvidelse samt globaliseringen har sat dybe spor i denne råvaresektor, som er så vigtig for mange industrisektorer. Til trods for de mange konjunkturmæssige og strukturelle svingninger siden det første kriseår 1975 ligger EU's stålproduktion fortsat på et relativt stabilt niveau. Der produceres fortsat stål i næsten hele EU-15. Som følge af de teknologiske fremskridt kræver stålproduktionen i dag dog kun ca. en tredjedel af den arbejdskraft, der var nødvendig i 1975. Antallet af statskontrollerede stålvirksomheder i EU-15 er faldet fra 53 % (1985) til 10 % i dag. Statskontrollerede virksomheder er i dag desuden underlagt de samme vilkår som private virksomheder.

1.14

EØSU's rådgivende kommission for industrielle ændringer finder det derfor hensigtsmæssigt at undersøge, hvilken rolle statsstøtte generelt spiller i forbindelse med strukturændringer, og hvilken rolle statsstøtte især har haft for EU's stålindustri. I denne initiativudtalelse omfatter begrebet »stålsektor« alle de industrielle aktiviteter, som er forbundet med fremstilling og markedsføring af stål, og den betydning, som stålsektoren har for andre europæiske sektorer, som er afhængige af stål.

2.1

Statsstøtte er selektiv støtte, som ydes af statslige organer til visse udvalgte produktioner og dermed visse grupper. For at kunne afgøre, om en given foranstaltning udgør statsstøtte, er det derfor nødvendigt at foretage en skelnen mellem foranstaltninger, der er tænkt som støtte til bestemte virksomheder eller fremstillingen af bestemte varer i overensstemmelse med EF-traktatens artikel 87, stk. 1, og generelle foranstaltninger, der ligeledes finder anvendelse i medlemsstaterne og er til fordel for hele økonomien. Foranstaltninger, der falder ind under sidstnævnte kategori, udgør ikke statsstøtte i henhold til artikel 87, stk. 1, men er snarere generelle økonomiskpolitiske foranstaltninger, der tilgodeser virksomheder ligeligt (f.eks. generelle skattelettelser ved øgede investeringer).

2.2

Det skal dog bemærkes, at reguleringen af de økonomiske aktiviteter i markedsøkonomier sker via udbud og efterspørgsel, mens samordningen af disse aktiviteter sker via prismekanismen. Enhver foranstaltning, som påvirker tilvejebringelsen af information, reguleringen og incitamenterne, kan derfor i princippet have en skadelig effekt.

2.3

Statsstøtte indvirker ofte negativt på den fri konkurrence, forhindrer en effektiv ressourceallokering og udgør en trussel mod EU's indre marked. EU betragter derfor sikring af fri og uforfalsket konkurrence som et af EU's grundlæggende principper.

2.4

Specifikke allokeringer af statsstøtte (økonomisk støtte eller skattelettelser) er kun berettigede i de tilfælde, hvor markedet ikke fungerer optimalt, og der er en realistisk chance for, at støtte vil kunne føre til et bedre økonomisk resultat. Statsindgreb i form af økonomisk støtte kan forhindre fejlallokeringer, hvis markedet svigter. Det er dog sjældent, at staten sidder inde med de informationer, som er nødvendige for, at der i tilfælde af markedssvigt kan tilføres tilstrækkeligt med offentlige midler. Oplysninger, som kommer fra virksomheder, der kæmper for at opnå statsstøtte, bør dog tages med et vist forbehold.

2.5

Et andet problem er, at markedsbetingelserne hele tiden ændrer sig. Statsstøtte, som var berettiget i starten, kan med tiden miste sin økonomiske berettigelse, men fastholdes på grund af trægheden i de politiske processer, og den indflydelse, som udøves af regionale og sektorspecifikke interessegrupper.

2.6

Statsstøtte medfører desuden ofte ændringer i markedsdeltagernes adfærd. Statsstøtte begrænser markedsdeltagernes vilje til at foretage de tilpasninger, som er nødvendige for at bevare eller forbedre deres konkurrenceevne. Virksomheder, der modtager støtte, kan desuden udvikle en »subsidiementalitet«.

2.7

Statsstøtte kan også medføre et øget skattetryk – i hvert fald på mellemlang sigt. Det er ikke kun nødvendigt at begrænse statsstøtte med henblik på en holdbar finanspolitisk konsolidering, men også af økonomiske og lovgivningsmæssige årsager. En forkert tilgang til statsstøtte kan bremse strukturændringerne.

2.8

Med henblik på at begrænse statsstøtten bør man i henhold til konklusionerne fra en række topmøder gå væk fra at yde støtte til enkelte virksomheder eller sektorer og i stedet støtte horisontale mål af fælles interesse som f.eks. samhørighedsmål. Horisontal statsstøtte skal normalt kompensere for markedssvigt og medfører færre konkurrenceforvridninger end sektor- og ad hoc-støtte. Den sidstnævnte form for støtte går først og fremmest til redning eller omstrukturering af virksomheder, som er i vanskeligheder.

2.9

Statsstøtte skal bl.a. bidrage til opfyldelsen af følgende horisontale mål:

2.10

Staten har traditionelt haft stor indflydelse i stålindustrien, hvor ikke mindst militære og sikkerhedspolitiske overvejelser har været udslagsgivende. For at give et billede af, hvor stor denne indflydelse var, kan det nævnes, at i 1980 blev ca. 60 % af al stål i verden produceret i virksomheder, der var direkte eller indirekte under statslig kontrol.

2.11

Når stålvirksomheder ejes af staten, fører det som regel til, at staten i stor udstrækning overtager tab, hvilket i praksis svarer til en overlevelsesgaranti. Set ud fra konkurrencens effektivitet er dette lige så belastende som statsstøtte til forbedring af konkurrenceevnen eller til forhindring af lukning af virksomheder, der ikke er direkte statsejede. De økonomiske foranstaltninger til forhindring af virksomhedslukning suppleres ligeledes med politiske foranstaltninger. Som følge heraf kan tilpasningsbyrden lægges over på de mere konkurrencedygtige virksomheder, hvilket kan udløse en interventionsspiral.

2.12

Den europæiske stålindustri kan derfor i dag, bortset fra støtte til lukning, kun få tildelt horisontal støtte. I lyset af de strukturændringer, der indtil langt op i 1990'erne kun skred langsomt frem, accepterede stålindustrien til slut en omlægning fra sektor- og ad hoc-støtte til horisontal støtte. Stålindustrien er nu gået så langt, at den også giver afkald på regionalstøtte (2).

2.13

Overvågningen af de enkelte medlemsstaters udgifter tildeles stor betydning i EU. Kommissionen må bygge sin støttepolitik på en gennemsigtig kontrol og anvendelse af statsstøtte, ligesom det allerede er tilfældet i stålsektoren.

2.14

Kommissionen fortsætter i øjeblikket med at revidere de generelle retningslinjer og rammebestemmelserne for statsstøtte, som skal formuleres mere enkelt og klart. Uoverensstemmelser skal fjernes. Kommissionen vil prioritere revisionen af reglerne om støtte til redning og omstrukturering af virksomheder i vanskeligheder, reformen af fællesskabsreglerne for regionalstøtte efter udvidelsen, udarbejdelsen af nye rammebetingelser for vurderingen af mindre støtte samt klarlæggelser på området for tjenesteydelser af generel økonomisk interesse.

2.15

I forbindelse med den forestående videreudvikling af den overordnede europæiske støtteordning i de kommende år bør der tages hensyn til den internationale kontekst, navnlig de multilaterale forpligtelser. Støtte til ikke-landbrugsvarer og –produkter er omfattet af WTO-aftalen om subsidier og modforanstaltninger.

3.1

Traktaten om oprettelse af Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab fra 1952 indeholdt klare regler om medlemsstaternes tildeling af støtte til virksomheder inden for kul- og stålsektoren: »I overensstemmelse med bestemmelserne i denne traktat … forbydes følgende … som uforeneligt med fællesmarkedet for kul og stål … tilskud eller anden støtte ydet af staterne … i hvilken som helst form dette sker«. Dette forbud mod alle former for støtte til virksomhederne i de enkelte medlemsstater, der var omhandlet i artikel 4c, var en logisk følge af fjernelsen af alle nationale beskyttelsesforanstaltninger inden for rammerne af det indre marked.

3.2

Efter oprettelsen af det indre marked kom det dog hurtigt til at stå klart, at uden statsstøtte i Europa ville det ikke være muligt at sikre hverken energiforsyningen eller jern- og stålproduktionen gennem dets egen kulproduktion. Bestræbelserne på at finde en løsning, der ikke ville kræve ændringer af EKSF-traktaten, fik beslutningstagerne til at foreslå en omdannelse af visse former for statsstøtte til fællesskabsstøtte, hvilket i princippet var tilladt. Til dette formål blev der taget udgangspunkt i bestemmelserne i artikel 95 vedrørende uforudsete omstændigheder efter underskrivelsen af traktaten, som tillod fællesskabsstøtte, såfremt dette fandtes nødvendigt med henblik på at nå et eller flere af traktatens mål.

3.3

Et af målene var at bevare kulmineindustrien, navnlig dens arbejdspladser. Herefter ansås støtte fra medlemsstaterne til deres lokale kulminevirksomheder til sikring af energiforsyningen og stålproduktionen for at være fællesskabsstøtte.

3.4

I 1970'erne valgte mange medlemsstater ikke en gang at udnytte dette hul for den støtte, de ydede til stålvirksomhederne. I stedet udbetalte de millioner, oftest uden at der blev gjort nogen indvendinger, oprindeligt for at fremme ekspansion i stålsektoren og senere hen for at holde disse virksomheder, hvoraf hovedparten var statsejede, i gang. Selv i begyndelsen af 1980'erne kaldte den daværende generaldirektør for konkurrence i Kommissionen åbent EKSF-traktatens forbud mod støtte for forældet.

3.5

Efter 1978 fik de private stålvirksomheder, som havde lidt betydeligt under den konkurrenceforvridning, der fulgte i kølvandet på »støttestrømmen«, større held med deres forsøg på at genindføre forbuddet mod subsidier.

3.6

Stålstøttekodeksen, der tager udgangspunkt i artikel 95, slog fra 1980 fast, at tildeling af støtte til stålvirksomheder udelukkende kunne finde sted under klart definerede betingelser. De former for støtte, der oprindeligt var tilladte, omfattede imidlertid næsten al den støtte, som medlemsstaterne allerede betalte til deres virksomheder. Således tjente den første støttelov hovedsagelig kun til at legalisere allerede eksisterende praksis. Det fuldstændige forbud mod de former for støtte, som havde størst skadelig indvirkning på konkurrencen såsom støtte til redning samt investerings- og driftsstøtte, blev kun indført gradvis.

3.7

I anden halvdel af 1980'erne var kun støtte til forskning og udvikling, miljø og lukning stadig tilladt i henhold til støtteloven. Til trods herfor fortsatte nogle statsejede virksomheder med at modtage statsstøtte til tilbagebetaling af gæld og omstrukturering frem til midten af 1990'erne på grundlag af yderligere undtagelser i henhold til artikel 95.

3.8

Tildelingen af den nye »fællesskabsstøtte« blev til sidst gjort betinget af en grundlæggende nedsættelse af produktionskapaciteten. EU-medlemsstaterne nåede endelig til enighed om ikke at tillade yderligere undtagelser fra forbuddet mod støtte udover dem, der allerede var tilladte i henhold til støtteloven.

3.9

Disse strenge regler for tildeling af stålstøtte, som allerede grundlæggerne af EKSF-traktaten havde i tankerne, og for hvilke Kommissionen overtog ansvaret, da traktaten udløb i 2002, blev ikke mindst opnået takket være en vedvarende politisk indsats og stålindustriens anlæggelse af retssager. Selv om de sager, der blev bragt for EF-Domstolen, ikke altid førte til en ophævelse af den anfægtede støttetilladelse, bidrog de ikke desto mindre til at sikre, at de juridiske grænser for undtagelser til stålstøtte blev defineret præcist og yderligere begrænset.

3.10

Det samlede beløb, der blev kanaliseret til EKSF-stålvirksomheder, var meget højt, nemlig mere end 70 mia. euro siden 1975! Beløbet fordeler sig som følger:

3.11

Ifølge Kommissionens seneste opgørelse over statsstøtte tegner stålindustriens andel af al EU-støtte i dag sig for mindre end to tusindedele af den samlede støtte, og denne støtte er næsten udelukkende øremærket til miljøbeskyttende foranstaltninger. Den nuværende lovgivning og praksis inden for stålstøtte er tydeligvis strammere end EU-støtteordningerne i andre industrisektorer.

3.12

I 1960'erne og første halvdel af 1970'erne voksede verdens stålforbrug støt med en gennemsnitlig vækst på over 5 % pr. år. I 1974 nåede produktionen af råstål i det daværende EF med ni medlemsstater op på et rekordniveau på næsten 156 mio. tons med en udnyttelseskapacitet på 87 %.

3.13

Ikke desto mindre førte oliekrisen året efter i 1975 til et styrtdyk i stålproduktionen, og som følge heraf faldt produktionen i EF med 30 mio. tons (19 %) inden for et år. Det tilsvarende prisfald for stål overgik faldet i produktionen. Samtidig hermed kunne EKSF-stålvirksomhederne konstatere en vækst i importen og en tilsvarende nedgang i deres egen eksport. Faldet i stålforbruget i det indre marked blev yderligere forværret af det forhold, at stållagrene var ved at være udtømte.

3.14

Til at begynde med lignede det blot et særligt stærkt konjunkturfald, hvorfor alle eksperter troede, at det hurtigt ville blive efterfulgt af et opsving. De økonomiske institutter, der blev kontaktet af Kommissionen, bekræftede, at opsvinget ville blive særdeles kraftigt og vedvarende. Af Kommissionens langfristede prognoser, »Generelle målsætninger for 1985«, der blev udarbejdet i samarbejde med producenter, forbrugere og handlende, fremgik det, at stålproduktionen ville nå op på ikke mindre end 188 mio. tons i de ni EF-lande i 1985. Men der blev faktisk kun produceret 120 mio. tons. Under stålvirksomhedernes udarbejdelse af mellem- og langfristede investeringsplaner blev der således taget udgangspunkt i fuldstændig ukorrekte parametre. Som følge heraf blev der skabt overskudskapacitet, samtidig med at udbuddet og efterspørgslen divergerede stadig mere.

3.15

Stålforbrugernes investeringsaktiviteter blev reduceret drastisk som følge af opbremsningen i den økonomiske vækst på verdensplan, hvilket fik en særdeles negativ indvirkning på stålforbruget, da rundt regnet to tredjedele af stålforbruget i de højtudviklede, industrialiserede lande forbandtes med investeringsaktiviteter.

3.16

En anden hovedårsag til den stagnerende efterspørgsel efter stål fra 1975 er, at der i mindre grad anvendes stål til bestemte formål, da det nu udnyttes mere effektivt. Den vedvarende udvikling fra kvantitativ til kvalitativ vækst samt udvidelsen af den tertiære sektor har også affødt et fald i efterspørgslen efter stål i Europa.

3.17

Til trods for det stagnerende stålforbrug efter 1975 steg stålkapaciteten igen betydeligt. Den nominelle råstålkapacitet på verdensplan steg med 150 mio. tons fra 1974 til 1983 alene, mens verdensefterspørgslen efter stål faldt med 44 mio. tons i samme periode. Samtidig hermed steg kapaciteten i de »nye« stålproducerende lande og østblok-landene særligt voldsomt. Sammenlignet med stålforbruget beløb det nominelle kapacitetsoverskud i 1974 sig til 130 mio. tons på verdensplan og tredobledes næsten inden for en tiårig periode (343 mio. tons).

3.18

Eftersom det drastiske fald i efterspørgslen på daværende tidspunkt stadig ansås for bare at være et konjunkturfænomen, fastholdtes kapaciteten på trods af kriseforanstaltninger. Sidstnævnte kunne ikke dæmme op for presset fra udbudssiden, forhindre priskrige på det europæiske stålmarked eller standse prisfaldet. Virksomheder med store produktionsomkostninger og få reserver fik stadig større problemer. De anmodede om statsstøtte, og deres ønsker blev som oftest imødekommet af deres nationale regeringer. De enkelte virksomheders problemer blev derfor et problem for hele sektoren. Systemet med frivillige begrænsninger, der var blevet vedtaget af medlemmerne af den nyligt grundlagte europæiske sammenslutning for stålvirksomheder, Eurofer, brød i sidste ende sammen, da ingen af de store virksomheder længere deltog heri.

3.19

Efter sammenbruddet af det frivillige system så Kommissionen sig i 1980 tvunget til at udsende en meddele om, at der var en »åbenlys krise«, og til at indføre et obligatorisk system med produktionskvoter (obligatorisk kvoteregulering) for alle stålvirksomheder i EF, hvorefter produktionskvoterne blev fastsat af Kommissionen kvartalsvis. Systemet gav mulighed for anvendelse af sanktioner i tilfælde af overtrædelse af reglerne. Endvidere blev der fastsat mindstepriser for visse produkter. Prisstabilitet samt socialt og regionalt acceptable kapacitetsnedskæringer fik en central placering blandt foranstaltningerne. Der blev fastsat produktions- og leveringskvoter for hver stålproducerende virksomhed i EU. Der blev ligeledes indgået frivillige begrænsningsaftaler med 15 importlande. Som følge af de lave verdensmarkedspriser for stålprodukter var det vigtigt at undgå tab på eksport, hvilket ville have krævet supplerende subsidier fra EF i henhold til krisesystemet. Omkring 70 % af den europæiske stålproduktion var omfattet af kvotesystemet i begyndelsen af 1980'erne.

3.20

Det politiske mål om en gradvis kapacitetsnedsættelse blev dog ikke nået med det samme. De berørte virksomheders ønske om et opsving i efterspørgslen og en eliminering af konkurrenter samt om statsstøtte og kontrolleret levering besværliggjorde kapacitetsnedsættelsen i de mindst konkurrencedygtige virksomheder. Kapacitetsnedsættelsen kom kun gradvis i gang med vedtagelsen af den anden støttelov, som fastslog, at gennemførelsen af et omstruktureringsprogram var en betingelse for tildeling af støtte. Den obligatoriske kvoteregulering, som oprindeligt kun skulle gælde frem til 1981, blev af konkurrencemæssige årsager forlænget op til flere gange.

3.21

Med henblik på at gennemføre den uundgåelige kapacitetsnedsættelse valgte Kommissionen statsstøtte, der var forbudt ifølge EKSF-traktaten, som et pressionsmiddel, og den besluttede at tillade den tidligere forbudte praksis gennem den nye lov om støtte, der blev introduceret på samme tid. Men parallelt hermed krævede Kommissionen indførelse af en licensordning, som den koblede sammen med kravene om kapacitetsnedsættelse. Denne fase af stålpolitikken fortsatte frem til slutningen af 1985. Som et modtræk til godkendelsen af statsstøtte blev kapaciteterne nedsat med ca. 44 mio. tons råstål og 32 mio. tons varmvalset stål, samtidig med at kvotesystemet blev bevaret.

3.22

Alene fra 1983 til 1985 blev der tildelt omkring 15 mia. euro i statsstøtte til stålvirksomheder. I stedet for at harmonisere konkurrencereglerne benyttede de politiske beslutningstagere sig meget lidt af muligheden for at tvinge finansielt stærke virksomheder til at lukke en passende del af deres kapacitet. Som følge heraf forsinkede de den nedsættelse af overskudskapaciteten, som markedet længe havde krævet.

3.23

Efter meddelelsen i 1985 om, at krisen langt om længe var ovre, slog Kommissionen endelig til lyd for en radikal reorientering af EF's politik for stålmarkedet. Kort efter tildelingen af statsstøtte på 15 mia. euro skulle der som led i bestræbelserne på at gøre kvotesystemet mere fleksibelt og således liberalisere markedet fuldt ud have fundet en nedskæring af kapacitetsoverskuddet sted, hvilket af selvindlysende grunde ikke kunne opnås med interventionsforanstaltninger fra Bruxelles. Kommissionen ignorerede dog under sit pludselige kursskifte det forhold, at de milliardbeløb, den havde udbetalt frem til slutningen af 1985, først ville kunne komme til at bidrage til konkurrenceevnen i de efterfølgende år. Ved udgangen af 1986 havde den skåret drastisk ned på andelen af lovregulerede produkter.

3.24

På trods af en kapacitetsnedskæring på omkring 40 mio. tons og nedlæggelsen af titusinder af arbejdspladser fortsatte et overskydende produktionspotentiale med at lægge pres på markedet på daværende tidspunkt.

3.25

En kortvarig stigning i efterspørgslen efter 1987 støttede Kommissionen i dens argumentation for, at stålindustrien ikke længer burde anses for at være i krise. Lovgivningsforanstaltninger såsom produktionscertifikater og obligatorisk registrering af leveringer blev afskaffet. Presset på de nationale regeringer og Kommissionen øgedes, hvorfor der blev vedtaget en tredje (1985), fjerde (1989) og femte (1992) støttelov, som skulle sætte en endelig stopper for strømmen af EF-støtte. Medlemsstaterne skulle fremover kun tildeles støtte til forskning, udvikling og miljøbeskyttelse samt særlig støtte til lukning (3), hvorved støtten næsten udelukkende blev taget fra den med bjergværksstøtte finansierede EKSF-fond.

3.26

Efter en kortvarende opgang i 1990 faldt efterspørgslen efter stål på ny. Stålpriserne faldt ligeledes med ca. 20 %. I 1992 tog røsterne for yderligere intervention fra Kommissionens side på ny til i omfang. Der var specifikt krav om kvartalsvise evalueringer af produktion og levering for de enkelte produkter, forenkling af fusioner, beskyttelse mod import fra Østeuropa og støtte til omstrukturering. Med henblik på at reducere overkapacitet blev det foreslået, at der indførtes et kartel for strukturkrise, et byrdefordelingssystem for virksomhederne og en endelig kapacitetsreducering på 20 % inden udgangen af 1996, hvilket ville koste 50 000 ansatte deres job.

3.27

Kommissionen afviste dog idéen om et kartel for strukturkrise og et nyt kvotesystem for produktionen. I 1993 forelagde den sit eget forslag, som kun indeholdt indirekte foranstaltninger, herunder præfinansiering af kapacitetsreducering fra Kommissionen, fremme af fusioner og produktionssamarbejde, midlertidig beskyttelse af stålmarkedet mod import fra Østeuropa, øget markedsgennemsigtighed gennem oplysning om produktion og levering inden for EU samt sociale ledsageforanstaltninger, der skulle tilskynde virksomhederne til at reducere deres kapacitet. Der blev sat en omstruktureringsproces i gang, under hvilken produktionskapaciteten blev reduceret med yderligere 19 mio. tons, og omkring 100 000 ansatte inden for EF's jern- og stålindustri blev afskediget. Den model for præfinansiering, der allerede var blevet godkendt af Ministerrådet, blev ikke taget i anvendelse.

3.28

I december 1993 godkendte et enstemmigt Ministerråd – på trods af den femte støttelov, men med henvisning til støttens tidligere egenart – en yderligere tildeling af statsstøtte på næsten 7 mia. euro til forskellige EU-stålvirksomheder på forslag af Kommissionen til gengæld for en kapacitetsnedsættelse.

3.29

EKSF-traktaten indførte et strengt forbud mod statsstøtte i dens artikel 4c. Forbuddet afholdt dog kun i begrænset udstrækning EF-medlemsstaterne fra at støtte deres stålindustrier med fuld accept fra højeste europæiske niveau. De mere end 70 mia. euro finansieret af skatteyderne, der blev udbetalt, mens EKSF-traktaten stadig var i kraft, forsinkede de nødvendige tilpasninger til de industrielle ændringer, men kunne i sidste ende ikke forhindre dem i at blive ført ud i livet. I 1990'erne anvendte Kommissionen ligeledes sin afprøvede strategi for godkendelse af statsstøtte til gengæld for kapacitetsnedsættelse til omstrukturering af stålindustrien i de central- og østeuropæiske lande som led i forberedelserne til EU-medlemskab.

3.30

EF-medlemsstaterne nåede i 1982 i modstrid med markedsprincippet til politisk enighed om at fordele de nødvendige kapacitetsnedsættelser ligeligt mellem EF-landene – og dette i uoverensstemmelse med EKSF-traktaten, som i artikel 2 slår fast, at stål skal fremstilles dér, hvor produktionsomkostningerne er mest gunstige. I stedet for at fremme en tidlig udskillelse af urentable virksomheder fra markedet, ledsaget af sociale støtteforanstaltninger, og således hurtigt genfinde balancen mellem udbud og efterspørgsel, anvendte EU-medlemsstaterne og Kommissionen de i EKSF-traktaten fastsatte instrumenter for krisetilfælde – og dette ikke altid til fordel for alle stålvirksomheder. Urentabel kapacitet blev opretholdt af sociale, regionale og fordelingspolitiske årsager, mens rentable – frem for alt private – virksomheder gik tabt sammen med arbejdspladser, som ved en benchmarking-sammenligning ellers ville være blevet anset for at være sikre.

3.31

Man må dog alligevel erkende, at EF-stålindustriens kriseår blev overvundet på godt og ondt. Stålindustrien etablerede i sidste ende de i international sammenhæng nødvendige konkurrencedygtige strukturer. Prisen herfor var høj, nemlig en nedskæring på mere end 550.000 arbejdspladser, hvilket for størstedelens vedkommende foregik inden for socialt bæredygtige rammer. Denne proces kunne kun afvikles takket være arbejdsmarkedsparternes intensive dialog og samarbejde.

3.32

Mange af de teknologiske innovationer, der forandrede den europæiske stålindustri, blev lanceret eller videreudviklet under det med bjergværksstøtte selvfinansierede EKSF-forskningsprogram. EKSF-traktaten tog sigte på at stille forskningsmidler til rådighed for forskning på EF-plan med henblik på at fremme industriens generelle konkurrenceevne og forbedre sikkerheden på arbejdspladsen.

3.33

Det første EKSF-forskningsprogram blev indledt helt tilbage i 1955. Fra da af orienterede forskere og ingeniører på forkant med den teknologiske innovation i højere grad deres arbejde i retning mod en europæisk tilgang baseret på samarbejde. Stålindustrien, og med dén det europæiske samfund, drog fordel af denne form for kooperativ forskning, hvorigennem det blev muligt at koordinere bestræbelser, foretage en samlet indsats og stille resultater til rådighed for alle berørte parter. Den industrielle innovation skred derfor hurtigt fremad takket være konstante forbedringer.

3.34

EKSF-forskningen formåede også at opnå betydelige resultater på miljøområdet, der er yderst vigtig for samfundet. Svovldioxid- og sodemissionerne blev reduceret med henholdsvis 70 % og 60 %. Kuldioxidemissionerne blev halveret sammenlignet med begyndelsen af 1980'erne. De europæiske stålproducenter anvender i dag 40 % mindre energi pr. ton fremstillet stål end for 20 år siden.

3.35

Oprindeligt blev der kun bevilget 7 mio. euro pr. år til fællesskabsforskning under EKSF-budgettet fra 1955. I 1990'erne steg dette tal til omkring 50 mio. euro pr. år i EU med 15 medlemsstater. EKSF-forskningsprogrammet støttede Fællesskabets forskningsprojekter, som tog sigte på at forbedre procedurerne, materialerne og miljøet, med 60 %. Fra 1983 blev forskningsstøtten til pilot- og forskningsprojekter sat op med 40 %.

3.36

På denne måde gav hver euro investeret i EKSF-forskning et gennemsnitligt afkast på 13 euro. EU-medlemsstaterne blev derfor ikke overraskende ved EKSF-traktatens udløb enstemmigt enige om udelukkende at anvende de resterende midler fra kul- og stålvirksomheders bidrag til at videreføre sektorforskningen i kul- og stålindustrien. De vedtagne retningslinjer sigter på at anvende de årlige post-EKSF-midler på omkring 60 mio. euro udelukkende til forskning i kul og stål, og navnlig for så vidt angår stål til:

3.37

Stålindustrien i EU er ved udvidelsen af Den Europæiske Union godt rustet til den globale konkurrence. Den har i de seneste år klaret sig godt teknisk og økonomisk, men også økologisk. Nogle af de tidligere statsejede virksomheder har anvendt den opnåede økonomiske støtte målrettet til gennem teknologisk omstilling og strammere strukturer at blive verdensførende.

3.38

Stålindustrien har formået at tilpasse sig globaliseringens krav og den bæredygtige udvikling. Den europæiske stålindustri har tydeligvis taget ved lære af stålkriserne i 70'erne, 80'erne og 90'erne. Sektoren er i dag så konkurrencedygtig, at den selv i økonomisk vanskelige tider kan notere overskud.

3.39

Den store efterspørgsel på EU's indre marked er et resultat af EU-stålvirksomhedernes store anstrengelser, idet de har stræbt efter at være omkostningseffektive, samtidig med at kvaliteten og kundekontakten er blevet forbedret. De europæiske stålproducenter har med deres fusioner og virksomhedsovertagelser, øget effektivisering og omkostningssænkninger lagt grundstenen til en konkurrencedygtig sektor i det 21. århundrede. Rednings- og omstruktureringsstøtte er forsvundet fra stålproducenternes ordforråd. EU-stålvirksomhederne har som klare fortalere for bevarelsen af de strenge regler for statsstøtte selv efter EKSF-traktatens udløb understreget, at de anser tiden med subsidiementalitet og konkurrencefordrejninger for at være et overstået kapitel.

3.40

Konsolideringen og de industrielle ændringer er dog langt fra afsluttet. Enkelte virksomheder forbereder allerede transkontinentale sammenslutninger. Virksomhedernes konkurrenceevne lider for tiden under virkningerne af det industrielle opsving i Kina. Kinas hurtigt voksende stålbehov tilspidser efterspørgselssituationen på de internationale råstofmarkeder. Den kinesiske import af eksempelvis jernmalm og jernskrot skaber flaskehalse på verdensmarkedet og fører til voldsomme prisstigninger på råstoffer og fragtrater.

3.41

Der er på nuværende tidspunkt også en hurtig strukturomstilling i gang i de nye medlemsstater. De udfordringer, som de central- og østeuropæiske lande står over for i forbindelse med omstruktureringen af deres stålindustri, kan mere eller mindre sammenlignes med den situation, som Vesteuropa befandt sig i for 25 år siden, selv om globaliseringen af markederne siden da er gået fremad. Det er derfor nødvendigt, at også partnerne i Central- og Østeuropa tager ved lære af erfaringerne med omstruktureringen i Vesteuropa, herunder den sociale dialog.

3.42

Til gengæld for særlig støtte (i omstruktureringsperioden) forpligtede landene sig allerede i Europaaftalerne fra begyndelsen af 1990'erne til at gennemføre effektive omstruktureringsforanstaltninger og en vidtgående afvikling af overkapacitet samt til at bevise, at de støttemodtagende virksomheders konkurrencedygtighed forbedres. For at sikre en mere fri og retfærdig konkurrence på EU's stålmarked, selv efter EU's udvidelse, har de nye tiltrædelseslande gennem tiltrædelsestraktaterne forpligtet sig til at overholde EU-regelværket (herunder direktiver og rammebetingelser på områderne for konkurrence, statsstøtte, beskatning, miljø, socialpolitik osv.). Kommissionen skal holde nøje øje med, at de nationale regeringer i de central- og østeuropæiske lande med hensyn til deres offentlige støtte holder sig til den aftalte strenge europæiske støtteordning, og at den ineffektive kapacitet faktisk som planlagt afvikles under hensyntagen til den reelle efterspørgsel.

4.1

Følgerne i USA af den svære situation på det internationale stålmarked foranledigede den amerikanske regering til i marts 2002 i modstrid med WTO at beskytte sit hjemmemarked for stål midlertidigt ved at indføre importtold i henhold til artikel 201 i den amerikanske handelsret. På baggrund af stålhandelens betydelige volatilitet som følge af en global ineffektiv og overskydende produktionskapacitet meddelte Bush-regeringen ligeledes, at den går ind for, at der indledes internationale forhandlinger om afvikling af ineffektiv kapacitet og om en global begrænsning af statsstøtte til stålindustrien.

4.2

EU-medlemsstaterne og Kommissionen støtter enhver bestræbelse på at indføre større disciplin inden for statsstøtte til stålindustrien på verdensplan. Indledningen af multilaterale forhandlinger i OECD i Paris i december 2002 gav EU mulighed for at foreslå sin velkendte stålstøtteordning som grundlag for en international aftale om stålstøtte.

4.3

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg støtter Kommissionens fremgangsmåde, selv om EU's stålindustri sætter spørgsmålstegn ved, hvor alvorligt andre lande og regioner tager afviklingen af stålstøtte og følgelig indgåelsen af en effektiv aftale om stålstøtte med anmeldelses- og sanktionspligt. Udvalget udtrykker endvidere bekymring over, at støtte- og kapacitetsproblematikken ikke drøftes samtidig med spørgsmålet om protektionistiske foranstaltninger, der ofte indføres uretmæssigt, og som således fører til konkurrenceforvridning.

4.4

For så vidt angår anvendelsesområdet for en eventuel aftale om stålstøtte går de europæiske producenter længere end de fleste landes repræsentanter ved OECD. Stålproducenterne i EU kræver enstemmigt i OECD-forhandlingerne, at alle de former for statsstøtte, der bidrager til oprettelse af ny kapacitet eller opretholdelse af uøkonomisk aktivitet, forbydes gennem aftalen. Dette krav vedrører således ikke kun særlig støtte, som tildeles udvalgte stålvirksomheder, men også almindelig, såkaldt generisk støtte.

4.5

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg deler de europæiske stålproducenters holdning, om at statsstøtte kun bør tillades, så længe den ikke har nogen negativ indvirkning på udviklingen i stålkapaciteten, den fair konkurrence og handelsstrømmene. På den baggrund går udvalget ind for følgende undtagelser i OECD:

4.6

Støtteaftalen bør ligeledes tage hensyn til, at i det mindste nogle af vækstlandene allerede råder over en fuldt ud konkurrencedygtig stålindustri. Stålvirksomheder i vækst- eller udviklingslandene har konkurrencefordele i form af bl.a. lave lønomkostninger, adgang til råstoffer, lempeligere miljøkrav og beskyttelse fra en høj importtold. Statsstøtte til stålvirksomheder i disse lande kan derfor kun komme på tale, hvis statsstøtten:

5.1

Tidligere erfaringer med omstruktureringen af den europæiske stålindustri viser, at statsstøtte er et tveægget sværd: Som virksomhedsstøtte kommer den kun få virksomheder til gode og fører til fejlallokationer. Ikke-konkurrencedygtig kapacitet holdes på markedet i længere tid. Statsstøtte kan dog, forudsat den bevilges inden for rammerne af et aftalt omstruktureringsprogram, afhjælpe social elendighed og herigennem fremme accepten og følgerne af industrielle ændringer. Styringen af denne proces gennem den sociale dialog har stået sin prøve.

5.2

Der rejser sig også det spørgsmål, om man ikke kunne have anvendt de mange skattepenge til andre og bedre formål på eksempelvis uddannelses- eller forskningsområdet.

5.3

I stålindustriens kriseår var det også et problem, at selv om retsgrundlaget (artikel 4 c i EKSF-traktaten) fremstod klart (alle former for statsstøtte var forbudte), blev det udvandet af diverse støtteaftaler samt råds- og domstolsafgørelser og var således uforudsigeligt. Stålvirksomhederne savnede sikre rammedatoer og et sikkert planlægningsgrundlag.

5.4

Så meget desto vigtigere er det at holde øje med, at man i forbindelse med tiltrædelsen af ti og derefter endnu 2 nye medlemsstater følger de entydige stålstøtteregler strengt, og at enhver overtrædelse heraf, som i tilfældet med USS Kosice, bliver straffet.

5.5

De fejl, der blev begået i EU15, må ikke gentages.

5.6

De i mellemtiden afbrudte forhandlinger inden for OECD er meningsløse, hvis ikke man når frem til et resultat, der forbedrer den nuværende situation holdbart, dvs.:

20.5.2005   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 120/47

1.1

For EU's borgere indebærer sundhedsbeskyttelse, som er et af folkesundhedens grundlæggende elementer, at de omfattes af en større kollektiv forpligtelse fra de kompetente myndigheders side (selv i tilfælde, hvor der er tale om bio-terrorisme), og at de på dette grundlag udøver deres nye ret til at blive holdt orienteret på gennemsigtig vis om beslutninger, som tages af de pågældende myndigheder.

1.2

Systemer til sundhedsbeskyttelse og sundhedspleje er to udtryk, som de fleste er tilbøjelige til at forbinde med hinanden, selv om begrebet folkesundhed stadig er udsat for et uheldigt sociologisk pres og medicinske traditioner centreret omkring diagnose og individuel behandling.

1.3

På et tidspunkt, hvor omvæltningerne i Europa klart viser, at sundhedsrisici ikke længere er et rent medicinsk anliggende, men har bredt sig til det sociale og politiske område, er fastlæggelse af en strategi for sundhedsbeskyttelse blevet et ansvar, som tilkommer alle, ikke mindst de politiske ledere: fra nu af må borgerne være sikre på garantier herfor.

1.4

Sundhedsbeskyttelse begynder ikke uden et grundlag; den beriger og supplerer de traditionelle felter inden for sundhedsvæsenet, herunder ikke mindst epidemiologi; den beror på støtte fra overvejelser og fra systemer til overvågning af lægemidler, og den vinder frem, efterhånden som man opdager de iatrogene virkninger af alle former for lægebehandling.

1.5

En sundhedsbeskyttelsesbaseret indfaldsvinkel adskiller sig ikke fra en medicinsk indfaldsvinkel. Den består i en etapevis tilgang og i en række alternativer, som bunder i valgmulighederne på et givet tidspunkt, afhængig af en vurdering af omkostninger, fordele og risici. Sundhedsbeskyttelsens kvalitet afspejler hele behandlingssystemets kvalitet.

1.6

Sundhedsbeskyttelse bygger på en medicinsk tilgang og på det presserende behov for en metodologi for sundhedsbeskyttelse og en reel forpligtelse til offentlig indsats. Sundhedsbeskyttelsesområdet er selvsagt langt bredere, fordi det er på forkant med de løbende medicinske nyskabelser.

1.7

Begrebet sundhedsbeskyttelse må nødvendigvis undergå en udvikling, ikke mindst når der er risiko for eksempelvis bio-terrorhandlinger; man kan ikke bare benytte gamle opskrifter: der må tilstræbes en middelvej mellem absolut sikkerhed, hvilket er umuligt at opnå, og forsømmelighed eller undladelse. Sundhedssystemets stadig større effektivitet nødvendiggør sundhedsbeskyttelse, selv om man ikke må undlade at foretage sammenligninger med de fattigste lande, hvis eneste aktuelle problem består i først at skabe grundlaget for et offentligt sundhedssystem.

1.8

I EU, som er rigere og har tradition for at lade risikobeskyttelse bero på gensidighed, gælder det nu om at anskue sundhedsbeskyttelse på et institutionelt grundlag. For at drøfte sundhedspolitiske afgørelser og gøre befolkningen bekendt med dem, er det nødvendigt at benytte alle til rådighed stående midler, så EU's borgere får andre alternativer end panik og tilsløring; herigennem vil EU kunne udvikle sig til et ægte demokrati med hensyn til folkesundhed.

2.1

Forud for Maastricht-traktaten af 7. februar 1992 om Den Europæiske Union optrådte der kun forbigående henvisninger til sundhedspolitikken i EU's dokumenter. Traktaten af 25. marts 1957 om oprettelse af Det Europæiske Atomenergifællesskab (Euratom) indeholdt særlige bestemmelser om beskyttelse af befolkningens sundhed mod farerne ved ioniserende stråling.

2.2

I Rom-traktaten af 25. marts 1957 optrådte sundhedsbeskyttelse imidlertid kun i artikel 36, som lød således:

2.2.1

»Bestemmelserne i artiklerne 30-34 er ikke til hinder for sådanne forbud eller restriktioner vedrørende indførsel, udførsel eller transit, som er begrundet i hensynet til den offentlige sædelighed, den offentlige orden, den offentlige sikkerhed, beskyttelse af menneskers og dyrs liv og sundhed, beskyttelse af planter, beskyttelse af nationale skatte af kunstnerisk, historisk eller arkæologisk værdi, eller beskyttelse af industriel og kommerciel ejendomsret. Disse forbud eller restriktioner må dog hverken udgøre et middel til vilkårlig forskelsbehandling eller en skjult begrænsning af samhandelen mellem medlemsstaterne«.

2.3

Indføjelsen af en artikel 118A i Den Europæiske Fælles Akt i 1986 udvidede EF-institutionernes beføjelser ved at give Kommissionen mulighed for at fremsætte forslag på sundhedsområdet, baseret på behovet for et »højt beskyttelsesniveau«.

2.4

En anden indirekte henvisning til sundhedsbeskyttelse findes i Rom-traktatens artikel 130R, som blev tilføjet ved Den Europæiske Fælles Akt, hvori det hedder, at Fællesskabets virke på miljøområdet bl.a. har til formål at »bidrage til beskyttelse af menneskers sundhed«.

2.5

Traktaten om Den Europæiske Union ændrede radikalt på udsigterne til europæisk integration med hensyn til sundhed, idet den indførte et afsnit X under overskriften »Folkesundhed«, ifølge hvilken »Fællesskabet bidrager til virkeliggørelsen af et højt sundhedsbeskyttelsesniveau«. Ifølge artikel 129, stk. 4, kan Rådet for at bidrage til virkeliggørelse af sine mål vedtage tilskyndelsesforanstaltninger, jf. artikel 189B, eller henstillinger.

2.6

Endvidere optræder begrebet sundhedsbeskyttelse i andre artikler i Traktaten om Den Europæiske Union, idet artikel 129A, som omhandler forbrugerbeskyttelse, bl.a. nævner beskyttelse af forbrugernes sundhed og sikkerhed.

2.7

En præcis retsramme vil gøre det muligt for EU-institutionerne at gennemføre deres aktiviteter med hensyn til folkesundhed; denne ramme forbedres i kraft af artikel 179 i udkastet til traktat om en forfatning for Europa:

2.8

De nyoprettede organer (Det Europæiske Agentur for Lægemiddelvurdering mv.) kan få endnu større virkning, hvis EU-institutionerne fører en politik for øget samarbejde med tredjelande og større internationale organisationer, herunder især Verdenssundhedsorganisationen, Europarådet, Organisationen for Økonomisk Samarbejde og Udvikling, Den Internationale Atomenergiorganisation for strålingsbeskyttelse, FN's Organisation for Narkotikakontrol og Kriminalitetsforebyggelse for narkotikaafhængighed. Dette samarbejde bør videreføres.

3.1.1

Lægelige beslutninger træffes på usikker baggrund: usikkerhed omkring patologi, virkningerne af behandlinger og deres risici; ufuldstændig medicinsk information om patienten med hensyn til valg af yderligere undersøgelser og af sundhedsudstyr; manglende præcision i lægers samtaler med patienter, som kan være domineret af følelser og angst; endelig er de kliniske undersøgelser i kraft af deres karakter kun tilnærmelsesvise.

3.1.2

En medicinsk handling er ofte følgen af en række beslutninger, som bygger på sandsynlighed og som tages i en situation, der er omgærdet af usikkerhed: jo flere valg og beslutninger, der skal træffes under en diagnose eller behandling, jo større er risikoen eller sandsynligheden for at begå fejl, uden at der dog nødvendigvis begås fejl, som indebærer skyld.

3.1.3

Enhver medicinsk handling eller afgørelse indebærer et element af ubestemmelighed, en risiko, som ikke kan kontrolleres med lægevidenskabens nuværende viden, en uundgåelig statistisk risiko, som er en iboende del af lægevidenskaben.

3.1.4

Manglen på sundhedsbeskyttelse har menneskelige årsager: en fejl eller en ikke skyldbetonet fejltagelse fra lægens side og faktuelle årsager: risici, som er velkendte, men som er statistisk uundgåelige med videnskabens nuværende viden og ukendte risici, som altid kan optræde.

3.1.5

Det er umuligt at beskæftige sig med sundhedsbeskyttelse uden at komme ind på disse grundlæggende kendetegn ved medicinske afgørelser. Når sundheden eller livet står på spil, er det ofte vanskeligt kun at kræve, hvad der er muligt. Der udfoldes imidlertid ingen lægelig virksomhed uden risici, fordi livet ikke er uden risici.

3.2.1

De samme bemærkninger gælder for både afgørelser om sundhedsbeskyttelse og lægelige afgørelser, og manglende handling er en afgørelse, ligesom handling er det; undladelse af at handle kan være forkasteligt.

3.2.2

Det er et spørgsmål om at afveje den terapeutiske risiko mod risiciene for en spontan udvikling. Den irrationelle benægtelse af risici er på sundhedsbeskyttelsesområdet lige så forkastelig som forsømmelighed.

3.2.3

Det begreb, som vedrører forholdet mellem risici og fordele, ligger langt fra bekymringerne i et europæisk samfund, som har haft held til at nedbringe de naturlige risici mærkbart.

3.2.4

For at kunne bedømme sundhedsrisikoen ved en handling eller et produkt er det vigtigt at anvende en risikoskala, som gør det muligt at fastslå mindsterisikoen snarere end nulrisikoen. I denne afvejning af fordele og risici bør der opereres med følgende fem kriterier:

3.2.5

Det tilkommer derfor de offentlige myndigheder, som udsættes for konvergerende eller modstridende pression fra den offentlige opinion og leverandører af sundhedspleje, at afgøre, selv om der er tale om usikkerhed, om der skal anlægges den mest pessimistiske, og dermed mest konservative, antagelse i henseende til folkesundheden, eller om man skal handle ud fra den mest sandsynlige vurdering.

3.2.6

Endvidere er det undertiden nødvendigt at træffe sundhedsrelaterede afgørelser i en krisesituation. Myndighederne skal da samtidig tackle en mangfoldighed af problemer, fejlfunktioner i en række systemer og stor uenighed om, hvilke afgørelser der skal tages.

3.2.7

For at undgå at skulle improvisere i nødsituationer må man kunne sætte sin lid til på forhånd fastlagte og afprøvede procedurer for evaluering, overvågning og indsats; det forudsætter, at man har analyseret tidligere kriser og opstillet en metodologi for sundhedsbeskyttelse.

3.2.8

Uanset hvilke videnskabelige og medicinske garantier der foreligger, omfatter vurderingen af forholdet mellem risici og fordele i sidste instans hyppigt et element af dyb overbevisning.

4.1.1

Da epidemiologisk overvågning er et væsentligt led i beskyttelsen af folkesundheden, bør der sørges for specifik sundhedsovervågning i kraft af et europæisk center for sundhedsbeskyttelse (se punkt 6.3).

4.1.2

Sundhedsovervågningens formål er at kortlægge medicinske ulykker og iatrogene patologier, at klarlægge uforudsete eller uønskede virkninger af brugen af terapeutiske protokoller, at gennemføre kontroltiltag og at analysere resultaterne samt at evaluere effektiviteten af sundhedsinterventionssystemer, hvilket alt sammen har afgørende betydning for sundhedsbeskyttelsen.

4.1.3

På internationalt plan er der gjort en indsats for at sætte skub i sundhedsovervågningen, idet der er indført informationsudveksling og varslingsprocedurer under WHO's og EU's auspicier.

4.1.4

Der er indgået multilaterale aftaler om samarbejde på alle niveauer, fagområder og kontinenter. Det gør det muligt hurtigt at iværksætte sundhedsforanstaltninger med sigte på bedst mulig sundhedsbeskyttelse.

4.2.1

Kvaliteten af og sikkerheden ved valget af terapeutisk strategi afhænger primært af videnskabens nuværende stade og dermed af lægens kendskab hertil.

4.3.1

Forpligtelsernes overholdelse kontrolleres af samtlige myndigheder, og der foreligger en omfattende kontinuerlig retspraksis, som fastlægger, hvilke forpligtelser der gælder for de ansatte i sundhedssektoren, og som definerer begrebet en samvittighedsfuld og opmærksom sundhedspleje i overensstemmelse med den nuværende videnskabelige viden.

4.3.2

Naturligvis henhører udførelsen af medicinske handlinger under sundhedsbeskyttelsesordningerne, som er stærkt forskellige afhængig af handlingernes art og eksistensen af »naturlige« risici.

4.3.3

En sammenligning af de vanskeligheder, som knytter sig til udførelsen af disse handlinger, dvs. hvor statistisk set undgåelige om end marginale risici udelades, er den eneste måde, hvorpå man kan fastlægge, hvilke sundhedsbeskyttelsesvilkår der skal iagttages. Der er her tale om en form for forhold mellem risici og fordele, som gør det muligt at fastsætte, hvilke standardsundhedsbeskyttelsesniveau der er acceptabelt og kan forventes.

—

Kvaliteten af sundhedsplejesystemernes organisering og virkemåde har afgørende betydning for sundhedsbeskyttelsen.

—

Sundhedsbeskyttelsen indebærer, at alle offentlige eller private organer har en pligt til at opnå resultater, hvilket er nedfældet i regelsæt og genstand for særlige tilladelser. Sundhedssystemet skal være i stand til at imødekomme befolkningens behov og levere sundhedsydelser på de bedst mulige vilkår.

4.5.1

De sundhedsprodukter, som benyttes til forebyggelse, diagnosestillelse eller behandling, er omfattet af strenge regler og bestemmelser i specifikke regelkomplekser:

4.5.2

De sundhedsbeskyttelsesregler, som gælder for disse produkter, udgør en decideret beskyttelseskæde.

5.1.1

I EU-landene har man inden for folkesundheden endnu ikke medtænkt sundhedsbeskyttelsesprincipperne.

5.1.2

Sundhedsbeskyttelse er hverken et resultat af en ligning eller af anvendelsen af formler. Den beror på en forsigtighedstilgang og på princippet om, at begge parter skal høres.

5.1.3

Sundhedsbeskyttelse kræver grænseoverskridende bevidsthed og tiltag. Man må ikke nære illusioner om en slags Maginot-linje, som nemt ville kunne afværge den næste epidemi. Sundhedsrisici antager uendeligt mange varierede former, og kommer som regel uventet. Adfærden i forhold til sygdom ændrer sig, vira muterer, smitstoffer antager nye former eller skjuler sig.

5.2.1

I mangel af specifikke juridiske instrumenter for sundhedsbeskyttelse er det undertiden i visse EU-medlemsstater set, at man benytter vilkårlige og usikre fremgangsmåder, navnlig overregulering på socialsikringsområdet, og således i én og samme debat behandler de sundhedsmæssige og økonomiske aspekter. Selv om det er legitimt at vurdere sundhedsomkostningerne og nå frem til den mest rationelle anvendelse af de begrænsede ressourcer på området, så er det dog farligt at blande de to problemkomplekser sammen.

5.2.2

En ting er at vurdere effektiviteten, kvaliteten og sikkerheden ved et produkt eller en behandling, en anden er at tage stilling til, om dette skal tilbydes inden for rammerne af sygesikringen. Vanskelighederne ved beslutningstagning inden for folkesundhed skærpes af, at der er konkurrence mellem flere myndigheder.

5.2.3

Dette at definere kompetencerne svarer til at definere ansvarsfordelingen og dermed identificere, hvem der udøver sundhedsmyndigheden og hvem der bærer det etiske, administrative og/eller retlige ansvar. Man kan kun påtage sig ansvaret fuldt ud, hvis teksterne ikke på grund af lakuner eller uklare formuleringer giver anledning til konflikter og tiltag, der kan forvanske de valg, der skal træffes.

5.3.1

På europæisk plan er sundhedsforvaltningen på folkesundhedsområdet utilstrækkelig og den er juridisk set meget dårligt underbygget. Den mangler også medicinsk legitimitet på grund af de manglende midler. Alt dette bør forbedres.

5.3.2

Den offentlige indsats er kun effektiv, når den nyder reel legitimitet, og sundhedsforvaltningen kan kun spille sin sundhedsbeskyttelsesrolle, hvis den har legitimitet på to områder, dvs. den skal være anerkendt af henholdsvis hvert EU-medlemsstats tilsynsmyndigheder og af den offentlige opinion, dvs. brugerne.

5.3.3

Videnskabelig og medicinsk-teknisk troværdighed forudsætter en styrkelse af midlerne, ansættelse af teknisk personale på højt niveau, men ligeledes samarbejde mellem alle europæiske og nationale institutioner.

5.3.4

Der er identificeret fem basisopgaver, nemlig at anbefale, overvåge, kontrollere, ekspertvurdere og evaluere.

5.3.5

Oprettelsen af et europæisk offentligt sundhedsnetværk vidner om samtlige europæiske offentlige myndigheders ønske om at samle de offentlige sundhedsaktører i en pulje, skabe sammenhæng i de eksisterende sundhedsovervågningsinstrumenter i hver EU-medlemsstat og give dem fornyet effektivitet.

5.4.1

Uanset sundhedssikkerhedstjenesternes tekniske og videnskabelige fortræffeligheder, bør det traditionelle og respekterede princip om, at begge parter skal høres, uomgængeligt finde anvendelse i forbindelse med udøvelsen af sundhedssikkerhedsopgaver.

5.4.2

Inddragelsen af uafhængige eksperter imødekommer ønsket om at give de europæiske myndigheder mulighed for at trække på den højeste eller mest specialiserede kompetence og således via en dialog gøre det muligt at finjustere og fuldstændiggøre oplysningerne, inden der træffes afgørelse.

5.4.3

På de mest følsomme eller komplekse områder forekommer det absolut nødvendigt at udvide den eksterne ekspertise med udenlandske forskere med verdensry. Ved at åbne for internationale eksperter kan der skabes konsensus i samtlige berørte lande, hvorved man kan undgå tidsmæssige forskydninger til skade for alle (patienter og alle slags aktører).

5.4.4

Dette kan udviske de forskelligheder, der skyldes kulturelle vaner i sundhedsformidlingen og i uddannelsen af praktikerne i de forskellige lande.

5.5.1

Den sundhedspolitimæssige beføjelse, som reelt er beslutningstagerens kompetence (tillade eller ej/forbyde eller ej) kan kun udøves legitimt, hvis den tager højde for samtlige aspekter af det pågældende offentlige sundhedsmæssige problem.

5.5.2

Man bør altid vurdere forholdet mellem gevinst og risici. En sådan vurdering er ikke udelukkende videnskabelig, og den må ikke påtvinges af forvalteren eller af en aktør, der har en materiel eller intellektuel interesse i den.

5.5.3

Følgerne af denne afklaring af rollerne som henholdsvis ekspert og beslutningstager er at sikre gennemsigtigheden i forholdet mellem eksperter og forvaltere. Der bør indføres og håndhæves en streng adfærdskodeks for ekspertisen. Dette går ikke altid af sig selv, og især når det pågældende problem er meget komplekst, er der meget få eksperter, og disse har ofte forbindelser med de berørte institutioner eller virksomheder.

5.5.4

Den gennemsigtighed, der bør præge beslutningstagningen inden for sundhedssikkerhed, kræver, at hver ekspert over for sundhedsmyndighederne afgiver en erklæring om, hvilke forbindelser han har med de organer, virksomheder eller personer, der berøres af hans ekspertudsagn.

5.5.5

EU er begyndt at definere sådanne procedurer: den vide udbredelse af gennemsigtighedsprocedurer, som eksperterne selv har ønsket, gør det muligt optimalt at sikre ekspertudsagnenes objektivitet.

5.6.1

Der findes nye sundhedsfarer, og ligesom innovation forstyrrer og udfordrer de almindeligvis gængse overbevisninger og vaner.

5.6.2

Den intellektuelle holdning bør være den samme, nemlig at begynde at »lytte til det usagte«.

5.6.3

Uanset det etablerede overvågningssystems kvalitet kan man ikke se bort fra risikoen for kollektiv blindhed.

5.6.4

Det er nødvendigt med offentlig debat. Patienter og læger uden for ekspertpanelet skal kunne komme til orde, stille de spørgsmål, der bekymrer dem, og kunne slå alarm.

5.6.5

Denne debat bør organiseres, så man ikke skaber unødig grund til foruroligelse.

5.6.6

Denne »sundhedsmæssige pluralisme«, som er nødvendig for at øge chancerne for at undgå nye tragedier, forudsætter en udvikling i retning af mere gennemsigtige beslutningsprocedurer. Resultaterne af ekspertundersøgelserne såvel som begrundelserne for sundhedsmæssige beslutninger bør, med forbehold af beskyttelsen af lægens tavshedspligt og industrihemmeligheder, offentliggøres.

5.7.1

På trods af den almene udbredelse udviser kommunikation inden for offentlig sundhed særlige karakteristika, som er endnu mere markante, når det drejer sig om sundhedssikkerhed.

5.7.2

Dette at kommunikere om disse emner er ofte ensbetydende med at kommunikere om sygdom og død. Der bør i tilrettelæggelsen af denne omtålelige funktion i sundhedssystemet foretages en afvejning mellem gennemsigtighed og takt.

5.7.3

Gennemsigtigheden er nødvendig for at garantere tilliden og undgå den usikkerhed, som en afsløring af informationer, der kunne forekomme sensationelle, kunne vække på grund af det hemmelighedspræg, der kendetegnede dem.

5.7.4

Gennemsigtigheden gælder for sundhedsmyndigheder og –institutioner, lige så vel som forpligtelsen til at informere patienten gælder for lægen. I betragtning af de risici, der kan berøre alles helbred, er det nødvendigt med en »pligt til at fortælle sandheden«.

5.7.5

Men denne moralske forpligtelse ledsages af en pligt om at udvise hensyn. Man bør i den forbindelse være yderst opmærksom på at informere forståeligt og videnskabeligt, og man bør ikke formidle modstridende, sensationelle eller alarmerende oplysninger. Det forudsætter fælles arbejdsregler i medierne, blandt sundhedspersonalet, patientforeninger og offentlige myndigheder. At skabe panik eller at tilbageholde oplysninger er ikke alternativer.

5.8.1

På sundhedsområdet vil oplysningerne altid blive nærlæst af patienterne.

5.8.2

Der bør sondres mellem informationer beregnet på læger og informationer til den brede offentlighed.

5.8.3

Den første type information kan trække på det videnskabelige forhåndskendskab i målgruppen. Denne målgruppe har sine egne kanaler: kurser, konferencer, kongresser, professionelle organer og industriorganer.

5.8.4

I kommunikationen til den brede offentlighed kan man ikke uden risiko for misforståelser eller foruroligelse forudsætte, at modtagerne har den nødvendige medicinske viden til at forstå de formidlede informationer. I denne form for kommunikation bør der ske en afvejning mellem på den ene side behovet for information om nye eller traditionelle behandlinger og på den anden side risiciene knyttet til en forkert fortolkning af disse informationer.

5.8.5

De formidlede informationer kan skabe unødig eller overdreven foruroligelse i befolkningen eller i modsat tilfælde skabe ubegrundede håb om behandlingsmuligheder. Oplysninger er en del af den sundhedsmæssige uddannelse af befolkningen, som direkte bidrager til effektiviteten i politikkerne for hygiejnefremme og risikoforebyggelse og til en proaktiv tilgang i sundhedssystemet.

5.9.1

Når der er en sundhedsmæssig krisesituation eller alvorlige risici for den offentlige sundhed, skal kommunikationen tage højde for tre behov:

5.9.2

Pressens rolle er i alle tilfælde afgørende for en vellykket krisekommunikation. Medierne må undertiden acceptere ikke at sprede informationerne til den brede offentlighed, før de ansatte i sundhedssektoren er blevet grundigt informeret. Der er således også behov for at uddanne specialiserede journalister, der kan forstå og formidle korrekt om sundhedssikkerhed.

5.9.3

Dette er en vanskelig opgave, for f.eks. indebærer kvantificeringen af uønskede virkninger, deres årsager, medieeffekten på omfanget af anmeldelser og den overordnede risikoevaluering allerede en række tunge og komplekse analyser, mens offentligheden venter at blive informeret om emnet i et enkelt sprog, der taler til følelserne.

6.1

På baggrund af de forskellige kriser, der i tyve år har rystet verden (det voldsomme udbrud af AIDS, de dramatiske sager vedrørende smittet blod, den offentlige sundhedskrise forårsaget af SARS, legionellose, bio-terrorisme og anthrax-truslen), foreslår EØSU at afholde regelmæssige offentlige sundhedskongresser på højt plan.

6.2

Sigtet med sådanne konferencer skal være at drøfte, hvilke kollektive foranstaltninger der skal træffes, at give præcise oplysninger om disse kriser, at levere koordinerede svar, at evaluere truslen om risici udefra, at bistå med hurtige diagnoser og reagere relevant herpå.

6.3

EØSU slår til lyd for allerede nu at give det fremtidige europæiske center for sundhedsovervågning i Stockholm et bredt og styrket mandat til at udarbejde målrettede og regelmæssige rapporter på området for offentlig sundhed og sørge for, at EU-medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger i overensstemmelse med nærhedsprincippet.

6.4

EØSU opfatter sig som det rette forum for underretning og bevidstgørelse af det europæiske civilsamfund.

6.5

EØSU anmoder om, at samtlige aktører indtager en aktiv holdning til offentlig sundhed: via et samlet syn på de offentlige sundhedskriser bør der opstå en deling af samtlige erfaringer i en tid, hvor sundhedskriserne er blevet til globale anliggender.

6.6

EØSU mener, at man bør indføre en bred informationspolitik på europæisk plan, som fører til specifik uddannelse af samtlige aktører og samtlige presseorganer, som har et særligt ansvar på området.

6.7

EØSU minder om, at dets henstillinger er indbyrdes forbundne og at der kræves stærk vilje fra EU's medlemsstater til at føre dem ud i livet, nemlig:

20.5.2005   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 120/54

1.1

Denne udvikling skyldes flere årsager, som krydser hinanden.

1.2

Dette vil uden tvivl skabe problemer inden for sundhedspolitikken, såvel med hensyn til kvaliteten af og adgangen til sundhedspleje på tværs af grænserne som til patienternes, sundhedspersonalets og beslutningstagernes informationsbehov.

1.3

Derfor er det nødvendigt, at man allerede nu evaluerer medlemsstaternes sundhedspolitikker, som skal tage højde for alle disse behov i lyset af forpligtelserne på EU-plan, der gradvis vokser og giver de europæiske borgere nye rettigheder.

1.4

Den nye situation kaster lys over debatten mellem dem, som holder fast i, at denne nye frihed vil føre til en farlig destabilisering af de nuværende sundhedsvæsener, da begrænsningen af patientmobiliteten ifølge dem muliggør en nemmere kontrol af sundhedsvæsenerne for så vidt angår omkostninger og prioriteringer, mens andre går ind for den form for patientmobilitet, der muliggør sundhedsvæsenernes interoperabilitet, anvendelse af de samme indikatorer, udveksling af bedste praksis og en mere effektiv udnyttelse af midlerne. Målet bør uden tvivl være at realisere den anden tankegang ved at drage alle konsekvenserne, hvad angår harmonisering af de nationale systemer.

2.1

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg definerede i sin initiativudtalelse af 16. juli 2003 (1) sundhedsydelser som »et fundamentalt gode i vore samfund. Det gælder såvel for den enkelte borger og dennes familie som for den enkelte stat ….«. Udvalget konkluderede, at det »vil gøre sundhedsydelser til et område, hvor der sættes ind med fællesskabstiltag, under respekt for de bestående politiske og lovgivningsmæssige rammer i Fællesskabet«.

2.2

I udtalelsen anførte Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg argumenter og foreslog arbejdsområder og analysemetoder, som var blevet taget op i Kommissionens to seneste meddelelser til Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget af 20. april 2004.

2.3

Nærværende meddelelse er også nødvendig som følge af den nylige offentliggørelse den 9. februar af forslaget til direktiv om sundhedsydelser. Desværre er afsnittene om social- og sundhedstjenester formuleret alt for vagt, hvorfor direktivet har vakt negative reaktioner. Der er derfor brug for mere nøjagtige definitioner i direktivets punkter, så der kan tages tilstrækkeligt hensyn til disse tjenesters særlige rolle, som vedrører borgernes sikkerhed og ligebehandling.

2.4

Kommissionen har ligeledes udarbejdet de to meddelelser samtidig, eftersom EF-Domstolen i perioden fra Kroll-afgørelsen den 28. april 1998 til Leichte-afgørelsen den 18. marts 2004 indførte en retspraksis, der fremover giver de europæiske borgere mulighed for at få behandling i andre EU-lande, og den har præciseret betingelserne for godtgørelse af udgifter i forbindelse med sundhedsydelser.

2.5

Efter den 1. juni 2004 har de europæiske borgere kunnet dokumentere deres ret ved hjælp af det fremtidige europæiske sygesikringskort (2), der erstatter E111-blanketten.

2.6

Forskellene i de enkelte EU-medlemsstaters sundhedsvæsener kan føre til, at borgerne søger hen til de mest effektive sundhedsvæsener, hvilket udløser flaskehalse eller lammelse af de europæiske referencecentre. Endvidere er der risiko for en overbelastning af de sociale sikringsforanstaltninger, som ikke kan klare de uregelmæssige strømninger af patienter fra andre lande. Den nye forordning nr. 1408/71 kan i den forbindelse bidrage til at skabe en ny og svær situation.

2.7

Udfordringen består således i at udforme en europæisk politik, der vil gøre det muligt at nå de bedste resultater, selv ved, når det bliver absolut nødvendigt, at ændre de nationale sundhedsvæseners beføjelser.

2.8

Resultaterne af en grundig analyse af EØSU's initiativudtalelse af 16. juli 2003 svarer i stor udstrækning til den overvejelsesproces på højt niveau, som blev indledt af Kommissionen, idet spørgsmålene i disse anbefalinger også behandles og analyseres i dette forslag til udtalelse: europæisk samarbejde, information af patienterne, sundhedspersonalet og beslutningstagerne, adgang til kvalitetssundhedspleje, forening af de nationale sundhedspolitikker med forpligtelserne på EU-plan osv.

3.1

Meddelelsen om »patientmobilitet« indeholder en række konkrete forslag på mange områder, som gør det muligt at integrere målet om et højere sundhedsbeskyttelsesniveau i fællesskabspolitikkerne som indskrevet i traktaten.

3.2

EU-lovgivningen giver borgerne ret til at få behandling i andre medlemsstater og få udgifterne godtgjort. EF-Domstolens retspraksis og forslaget til direktiv om tjenesteydelser i det indre marked præciserer betingelserne for godtgørelse af udgifter i forbindelse med sundhedspleje i en anden medlemsstat end i den, hvor patienten er forsikret. I praksis er det dog ikke altid lige nemt at udøve disse rettigheder.

3.3

Det synes derfor at være nødvendigt at fastlægge en europæisk strategi for:

3.3.1

At fremme et europæisk samarbejde, der vil gøre en bedre udnyttelse af ressourcerne mulig.

3.3.2

Med henblik på at udarbejde et sæt klare og gennemsigtige rammer for handel med sundhedspleje mellem medlemsstaterne, som de kompetente myndigheder i medlemsstaterne kan anvende, når de indgår aftaler med hinanden, vil Kommissionen opfordre medlemsstaterne til at indsende oplysninger om eksisterende ordninger for handel med sundhedspleje samt fremsætte passende forslag.

3.3.3

Imødekommelse af patienternes, sundhedsvæsenets og de politiske beslutningstageres informationsbehov.

3.3.4

Styrkelse af EU's rolle i opnåelsen af målsætningerne på sundhedsområdet.

3.3.5

Udvikling af investeringerne i sundhed og infrastruktur på sundhedsområdet som reaktion på udvidelsen.

3.3.5.1

I forbindelse med processen for overvejelser blev Kommissionen, medlemsstaterne og de tiltrædende lande opfordret til at overveje, hvorledes investeringer i sundhed, udvikling af infrastrukturen på sundhedsområdet og udvikling af færdigheder kan blive et af de prioriterede områder for bevilling af støtte under de eksisterende finansielle instrumenter i Fællesskabet, navnlig i mål 1-regionerne. EU støtter rent faktisk investeringer i sundhed i de nuværende medlemsstater, hvor dette er blevet udpeget som et prioriteret område af de pågældende lande og regioner En opfølgning af denne anbefaling afhænger derfor af, at de pågældende regioner og lande peger på investeringer i sundhed og infrastruktur som et prioriteret område i forbindelse med tildelingen af fællesskabsstøtte. Kommissionen vil arbejde sammen med medlemsstaterne gennem gruppen på højt plan vedrørende sundhedstjenesteydelser og medicinsk behandling og gennem de relevante strukturer for de pågældende finansielle instrumenter for at sikre, at sundhed får den nødvendige opmærksomhed ved udviklingen af overordnede planer. Behovet for investeringer i infrastruktur på sundhedsområdet på europæisk plan bør også behandles som et element i udarbejdelsen af de nye finansielle overslag for EU fra 2006.

4.1

Fri patientbevægelighed i medlemsstaterne afføder flere problematikker, hvis konsekvenser må udregnes, evalueres, analyseres og tages i betragtning. Den første består i et indgående kendskab til de forskellige eksisterende socialbeskyttelsesordninger, hvilket indebærer en opremsning – på dynamisk vis og på de bedste vilkår – af de kriterier, der ligger til grund herfor, f.eks. at beskrive den nuværende og fremtidige udvikling.

4.2

Forebyggelse er et af hovedformålene, som kan og skal gøre det muligt at opnå betydeligt besparelser – dette er den bedste indgang til sundhedspolitikken; værdien af gode, forebyggende tiltag med hensyn til spørgsmål som trafikulykker, spredningen af aids og brug af tobak er indlysende. De samlede virkninger af forebyggelse på disse områder har udvist imponerende resultater.

4.3

Til denne ufuldstændige liste kan føjes forebyggende tiltag, som i dag tiltrækker opmærksomhed fra alle interessenter, ansatte i sundhedssektoren, medier og politiske beslutningstagere: misbrug af rusmidler (narkotika, alkohol, medicin), fremme af sunde levevaner (kondi, kost, hvile), arbejdsulykker, erhvervssygdomme, osv.

4.4

Evaluering af individuelle, sociale og familiemæssige risikofaktorer giver et fingerpeg om omfanget af for tidlige dødsfald, som kan undgås, og de dertil knyttede udgifter.

4.5

Den teknologiske udvikling inden for lægevidenskab og undersøgelsesmetoder bør føre til, at gamle metoder i praksis erstattes af nye.

4.6

I første række er det nødvendigt at skabe en ny effektivitet, som i sidste ende er mere økonomisk for hele samfundet, selv om sociale, kulturelle og/eller faglige interesser kan modvirke de nødvendige alternative løsninger.

4.6.1

Meningen må være at tilskynde til mere specifikke og mere effektive tiltag, som skal sætte skub i initiativer fra de socio-professionelle interessenter med det sigte at forbedre de fælles sundhedspolitiske tiltag.

4.7

Hvis patientmobiliteten forudses rigtigt, må Den Europæiske Union være i stand til at garantere, at personer, som søger sundhedspleje i udlandet, kan benytte sig af ekspertcentre inden for sundheds- og hospitalspleje, og at disse ikke koncentreres i de rigere lande, som har investeret store beløb i deres sundhedsplejesystemer. Den Europæiske Union må derfor støtte udviklingen af systemer til evaluering, certificering og godkendelse, som gør det muligt at udvikle nye teknologier og terapier; effektiviteten af hospitalssystemer eller enhver anden form for sundhedsplejeinstitutioner må baseres på godkendelses- eller certificeringsprocedurer.

4.8

Denne kvalitetskampagne bør sætte EU i stand til på hele sit område at kortlægge et netværk af institutioner, som besidder både videnskabsfolk og højt kvalificerede fagfolk, som har så afgørende betydning for ekspertisecentrenes eksistens; det er ikke urimeligt at håbe på, at sådanne centre snart vil dukke op i visse lande i det udvidede EU, især hvis EU udvikler en metode til overvågning, analyse og udveksling af information om nationale tiltag samtidig med, at det iagttager de grundlæggende principper i vore traktater, herunder subsidiaritet og national kompetence.

4.9

I samme åndedrag skal det anføres, at man ikke må overse det nødvendige i at harmonisere indikatorer for folkesundhed. Harmonisering er nyttig til at forbedre informationen om EU's sundhedsmæssige målsætninger: relevante indekser for dødelighed, undgåelig dødelighed, sygelighed og undgåelig sygelighed, som ikke nødvendigvis opfattes på samme måde i alle EU-lande.

4.10

Det fremgår af forskellene, at resultaterne kan forbedres ved at bringe sundhedsplejen op på niveauet i det land, hvor de bedste resultater opnås. I øjeblikket er overlevelsesraten for lungekræft inden for de førte fem år ikke den samme i Frankrig og Polen. Behandlingen af blodsygdomme såsom leukæmi er ikke lige effektiv i Storbritannien og Frankrig og afhænger af, hvilke behandlingsprotokoller, der anvendes.

4.11

Oplysning af patienter, sundhedsansatte og beslutningstagere er et nøglemål i Kommissionens politik.

4.12

Med hensyn til patientoplysning forbedrer sundhedsuddannelse de europæiske borgeres forståelse af sundhedsspørgsmål, f.eks. med hensyn til forventninger og adfærd. Sundhed kan i dag anskues som et absolut gode, der under alle omstændigheder udgør en tilstand, som skal garanteres af de kompetente myndigheder. Opfyldelse af disse forventninger kræver, at der afsættes flere ressourcer til sundhed, til behandling, og ofte til forebyggelse og miljø, for ikke at bringe socialsikringsordningerne ud af balance.

4.13

Sundhedssikkerhed er blevet en rettighed og en ny beføjelse, som EU's borgere har erhvervet (3).

4.14

Teknologi, privatliv, fælles forvaltning af lægejournaler, ret til information og databeskyttelse er alt sammen spørgsmål, der skal tages op til drøftelse så åbent som muligt, så alle interessenter kan bibringes forståelse for betydningen heraf. Debatten bør foregå løbende, fordi udviklingen foregår i et hurtigt tempo, og fordi beslutninger er vanskelige at tage og/eller skal tages hurtigt. Hver enkelt af disse faktorer er et vigtigt emne for alle tre sæt aktører inden for sundhedsplejetrekanten.

4.15

Forlige nationale mål med EU's forpligtelser: en sammenlignende analyse af sundhedssystemerne afføder vanskelige strategiske spørgsmål, som bør tages i anvendelse for at fremme EU-samarbejdet i sundhedssektoren og for at overvåge EU's indvirkning på sundhedssystemerne. Horisontale spørgsmål, som kan have alvorlige følgevirkninger, bør eksempelvis gøres til genstand for nøje opmærksomhed: god praksis og effektivitet i sundhedssektoren, aldring og sundhedspleje, sundhed i de nye EU-medlemsstater, evaluering af virkningen af forskellige sundhedsfaktorer.

4.16

Ligeså nødvendigt og presserende er det at se på, hvorledes retssikkerheden kan garanteres samtidig med, at man bevarer patienternes ret til kvalitetslægebehandling i en hvilken som helst EU-medlemsstat; der bør fremsættes passende forslag på dette område (for at belyse retspraksis, forenkle reglerne for koordinering af socialsikringsordninger og lette tværeuropæisk samarbejde).

4.17

Den mest uventede, men samtidig mest værdifulde nyhed, som Kommissionen fremkommer med i sin meddelelse, er brugen af EU's Samhørighedsfond og strukturfondene til at fremme investeringer på sundhedsområdet, udvikling af sundhedsinfrastruktur og medicinske færdigheder, hvilket er blevet anført som værende prioriterede mål for støtte fra EU's finansielle instrumenter.

4.18

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg er helt enig i denne afgørelse: en ny mulighed for udvikling og positive resultater åbner sig hermed for EU, bl.a. i tilknytning til Lissabon-strategien.

4.19

Endelig principgodkender Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg Kommissionens tilgang til erhvervene i sundhedssektoren. Udviklingen af sundhedssystemerne afhænger af de ansattes færdigheder og viden. Sundhedspleje forudsætter en veluddannet, højt kvalificeret arbejdsstyrke og livslang videreuddannelse.

4.20

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg ønsker at fremme bevidstheden omkring disse kritiske sundhedsplejespørgsmål, som har betydning for EU, samt for EU's samhørighed og evne til at udvikle sig til en videnbaseret økonomi.

4.21

Problemstillingerne må analyseres og foregribes, så der sættes skub i den faglige mobilitet, men uden at det går ud over stabiliteten i de nationale systemer. Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg håber, at det direktiv, som snart skal vedtages, om kvalifikationer og færdigheder, vil vise sig at blive et afgørende værdifuldt og nødvendigt dokument i forbindelse med det indre markeds gennemførelse.

4.22

De ordninger, som der lægges op til, er nyttige og vel udformede. Endvidere mener Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg, at det også vil være til stor gavn at harmonisere adfærdskodekserne for samtlige ansatte i sundhedssektoren, og at dette vil blive godt modtaget.

4.23

Der sættes ind med alle disse tiltag for at foregribe den mangel på ansatte i sundhedssektoren, som forventes i de kommende år. Investeringer i sundhedserhverv giver et afkast og er til gavn, hvis hensigten er at give EU's borgere en sundhedspleje af høj kvalitet.

4.23.1

Forbedring af sundhed og sundhedspleje ved brug af informations- og kommunikationsteknologier.

4.24

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg mener, at dette område rummer de stærkeste argumenter for at reformere sundhedsplejeordningerne og forbedre kvaliteten i EU. Flere sager er allerede lagt frem.

4.25

Informationsnetværkene er nu på plads i overensstemmelse med patientorganisationernes anmodninger. Imidlertid må man sørge for at værne om fortroligheden i forholdet mellem patient og læge.

5.1

I sin udtalelse af 16. juli 2003 erkendte Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg, at disse tiltag har afgørende betydning, og det fremsatte forslag, som Kommissionen allerede ser ud til at have taget til sig, idet der går en rød tråd gennem alle bevæggrundene.

5.2

Samarbejdet mellem medlemsstaterne må udmønte sig i fælles mål, som fører til nationale planer, og valget af relevante indikatorer vil gøre det muligt nøje at overvåge udviklingen i de sundhedsplejepolitikker, som de enkelte EU-lande fører.

5.3

Udvalget minder om, at ét redskab bliver helt nødvendigt: der bør oprettes et observationscenter eller et agentur, som skal indsamle kommentarer, analyser og meningsudvekslinger om national sundhedspolitik – under nøje iagttagelse af de eksisterende traktater og principperne om subsidiaritet og national kompetence; forbedring af sundhedsplejens kvalitet, de offentlige myndigheders og ledelsernes bestræbelser på at forbedre effektiviteten af samtlige offentlige eller private plejeinstitutioner, etablering af ekspertisecentre og deres samling i netværker ud over hele EU, herunder i både rige og fattige områder.

5.4

Der bør føres en ihærdig og underbygget beskæftigelsespolitik for at imødegå de forventede risici for mangler uden at afvente efterspørgslen.

5.5

Man bør støtte en sundhedsinformationspolitik baseret på resultaterne af sundhedsplejeprogrammer, og man bør kortlægge informationsbehovet for de involverede interessenter – patienter, ansatte og offentlige myndigheder – og samtidig trække på kilder som Verdenssundhedsorganisationen og Organisationen for økonomisk samarbejde og udvikling.

5.6

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg udtrykker tilfredshed med Kommissionens hensigt om at anvende den åbne koordinationsmetode (jf. EØSU's udtalelse fra juli 2003), idet virkemåde og de nærmere betingelser bør fastlægges på forhånd, hvilket bl.a. bør omfatte nøglespørgsmål som følgende:

6.1

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg er fuldt ud klar over, at de seneste tre meddelelser er frugten af overvejelser i de fem berørte generaldirektorater i Kommissionen.

6.2

Dette er beviset på, at Det Europæiske Fællesskab har forstået betydningen af disse sundhedspolitikker i forbindelse med gennemførelsen af det indre marked og udvidelsen.

6.3

Dette er en af de få gange, hvor fem generaldirektorater i Kommissionen samler deres politiske vilje, viden og midler om ét mål, nemlig at give de forskellige europæiske lande midlerne til at koordinere deres sundheds- og socialbeskyttelsespolitik til gavn for samtlige EU's borgere.

6.4

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg ønsker derfor at nedsætte en taskforce, som skal være let struktureret, men permanent, med det sigte at overvåge disse tiltag og gøre det muligt for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg at bidrage med sin indsigt, sin sagkundskab og sin erfaring på dette område, som er så følsomt, og som har så stor betydning for samtlige EU's borgere.

20.5.2005   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 120/60

—

»Forslag til Rådets direktiv om en særlig indrejseprocedure for tredjelandsstatsborgere med henblik på videnskabelig forskning«

—

»Forslag til Rådets henstilling om lettelse af tredjelandsstatsborgeres indrejse i Det Europæiske Fællesskab med henblik på videnskabelig forskning«

—

»Forslag til Rådets henstilling om lettelse af medlemsstaternes udstedelse af ensartede visa til kortvarigt ophold for forskere fra tredjelande, som rejser inden for Det Europæiske Fællesskab med henblik på videnskabelig forskning«

1.1

Denne meddelelse omhandler et forslag til direktiv og to forslag til henstillinger, der skal lette tredjelandsstatsborgeres indrejse med henblik på videnskabelig forskning i Det Europæiske Fællesskab.

1.2

Disse forslag er en del af de strategiske Lissabon-mål for EU om udvikling af forskningen for at blive den mest konkurrencedygtige og dynamiske videnbaserede økonomi i verden inden 2010. Beregninger viser, at EU vil have brug for yderligere 700.000 forskere for at nå dette mål. Følgende samordnede foranstaltninger er i den forbindelse blevet udpeget: