Gensidig informering om medlemsstaternes foranstaltninger på asyl- og indvandringsområdet

HOVEDPUNKTER

Udveksling og fremsendelse af oplysninger

Mekanismen for gensidig informering giver mulighed for udveksling af oplysninger mellem Kommissionen og medlemsstaterne om national lovgivning på asyl- og indvandringsområdet.

Medlemsstaterne skal fremsende de foranstaltninger, de har til hensigt at træffe eller har taget:

• gennem et webbaseret netværk og
• ved hjælp af det indberetningsskema, der er knyttet til beslutningen.

Disse oplysninger skal fremsendes snarest muligt og senest, når de er offentligt tilgængelige.

Medlemsstaterne skal kun informere Kommissionen og de øvrige medlemsstater om foranstaltninger, der sandsynligvis vil have en væsentlig indvirkning:

• i andre medlemsstater
• på EU-plan som helhed.

Udvikling og forvaltning af netværket

Kommissionen er ansvarlig for udviklingen og forvaltningen af netværket. I forbindelse med etableringen af netværket skulle den anvende den eksisterende tekniske platform inden for det transeuropæiske telematiknet for udveksling af oplysninger mellem medlemsstaternes myndigheder (kendt som CIRCA). Netværket giver Kommissionen og medlemsstaterne mulighed for at anmode en eller flere medlemsstater om yderligere oplysninger om meddelte foranstaltninger.

Specifikke nationale foranstaltninger, der meddeles på denne måde, kan give anledning til en udveksling af synspunkter mellem medlemsstaternes eksperter og Kommissionen.

Ud over disse tekniske drøftelser skal Kommissionen hvert år udarbejde en rapport, der opsummerer de mest relevante oplysninger, som medlemsstaterne har fremlagt. Denne rapport forelægges Europa-Parlamentet og Rådet til brug som basis for drøftelser på ministerplan om nationale asyl- og indvandringspolitikker.

Evaluering

Kommissionen offentliggjorde i 2009 en rapport, der evaluerede mekanismen for gensidig informering. I perioden april 2007 til 30. september 2009 havde kun 16 medlemsstater fremsendt oplysninger via mekanismen for gensidig informering om kun 45 foranstaltninger. Der var ingen meddelelser om endelige afgørelser truffet af øverste retsinstans.

Meddelelserne var ikke altid formuleret særligt ensartet, og indberetningsskemaet, der var knyttet til beslutningen, blev ikke altid brugt.

I nogle tilfælde var kun den engelske titel og teksten på originalsproget angivet, hvilket resulterede i forståelsesproblemer. Der var også forskel på, hvordan indberetningsskemaet var udfyldt: Mens beskrivelsen i nogle var forholdsvis detaljeret, var den i andre summarisk uden at give et klart billede af foranstaltningens karakter.

Det blev i rapporten konkluderet, at formålene med mekanismen for gensidig informering ikke var opfyldt, eftersom mængden af oplysninger var symbolsk. Da den kun havde været i anvendelse i en kort periode, fandt Kommissionen det for tidligt at foreslå ændringer til beslutningen.

Mekanismen for gensidig informering om nationale asyl- og indvandringsforanstaltninger blev ikke aktiveret af hverken Kommissionen eller medlemsstaterne, ikke en gang i løbet af de to år med meget stor tilstrømning af indvandrere i Europa i 2015 og 2016. Medlemsstaterne (EU-formandskaber) syntes i stedet at foretrække at bruge EU’s mekanisme for kriseinformation til udveksling af data om migrationsstrømme. Denne anmodning om oplysninger blev derefter gradvis overtaget af de relevante EU-instanser, EASO og FRONTEX, der i dag leverer hovedparten af migrationsdata om nutidens migrationsstrømme. Yderligere oplysninger om vigtig udvikling på migrationsområdet i medlemsstaterne ajourføres regelmæssigt gennem Det Europæiske Migrationsnetværks nyhedsbulletiner, der udarbejdes regelmæssigt hvert kvartal.

Det kan ikke desto mindre udelukkes, at mekanismen for gensidig informering kan vise sig nyttig i forbindelse med den fremtidige udveksling af migrationsoplysninger mellem medlemsstaterne og Europa-Kommissionen, hvorfor dens eksistens fortsat er berettiget.