Et erstatningssøgsmål er et direkte søgsmål, der anlægges ved Retten i Den Europæiske Union (EU) af en privatperson eller juridisk person (herunder en EU-medlemsstat), som søger at få tilkendt erstatning for skader forårsaget af EU-institutioner eller -organer eller af deres ansatte under udførelse af deres hverv, som resulterer af deres administrative eller lovgivningsmæssige aktiviteter.
Artikel 268 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) anfører, at Den Europæiske Unions Domstols domstolskompetence er eksklusiv i tvister med EU, der vedrører skadeserstatning. Med andre ord er det ikke muligt at sagsøge EU ved medlemsstaternes nationale eller internationale domstole.
Stk. 2 og 3 i artikel 340 TEUF omhandler EU’s ansvar uden for kontraktforhold i form af erstatningssøgsmål mod EU. De anfører, at EU skal erstatte skader forvoldt af dens institutioner eller dens ansatte under udøvelse af disses hverv, i overensstemmelse med de almindelige retsgrundsætninger, der er fælles for medlemsstaternes retssystemer.
Et erstatningssøgsmål er i princippet beregnet til at tilkende erstatning for lidt skade, men det kan også have til formål alene at fastlægge, at EU er ansvarlig, i form af en midlertidig kendelse (en foreløbig kendelse, som afsiges, mens retssagen verserer, hvor skaden endnu ikke kan opgøres). Et sådant søgsmål er et selvstændigt retsmiddel, navnlig for så vidt angår annullationssøgsmål eller passivitetssøgsmål. Følgelig betyder det ikke i sig selv, at et erstatningssøgsmål er uantageligt, hvis et annullationssøgsmål er uantageligt.
Et erstatningssøgsmål skal anlægges senest 5 år efter forekomsten af den skadevoldende hændelse. Forældelsesfristen kan afbrydes i én af disse to situationer:
I sidstnævnte tilfælde skal ansøgningen indgives inden for 2 måneder eller, hvis den pågældende institution ikke svarer, ifølge betingelserne for at anlægge et passivitetssøgsmål. Iværksættelse af en appel til en national ret berettiger ikke til afbrydelse af forældelsesfristen.
For så vidt angår Domstolens afgørelse om antagelse af søgsmålet, afhænger dette på den ene side af, om skaden kan tilskrives en institution, og på den anden side af, om den forårsagedes af en institution eller en af dennes ansatte under udførelse af deres hverv.
Angående de substantielle betingelser for at kunne gøre EU’s ansvar uden for kontrakt gældende, skal sagsøger bevise, at alle tre følgende elementer foreligger kumulativt: