Den ophæver forordning (EF) nr. 2201/2003, kendt som »Bruxelles IIa-forordningen« med henblik på at sikre mere effektive bestemmelser for at beskytte børn og forældre, der er involveret i tvister om forældreansvar på tværs af grænser, eksempelvis sager vedrørende forældremyndighed, samvær og børnebortførelser.
Forordningen har til formål at fremskynde procedurerne på grund af behovet for at handle hurtigt i mange af disse sager af hensyn til barnets bedste.
HOVEDPUNKTER
Forordningen gælder for civilretlige spørgsmål1 i forbindelse med:
skilsmisse
separation
annullation af ægteskab
forældreansvar (tilkendelse, udøvelse, delegation samt hel eller delvis frakendelse heraf), navnlig:
forældremyndighed og samvær
værgemål, samværgemål2 og lignende retsinstitutter
børn på en institution eller i familiepleje
beskyttelse af børn i forbindelse med forvaltning eller bevarelse af deres personlige formue.
I grænseoverskridende sammenhæng indfører forordningen:
harmoniserede bestemmelser for kompetence i sager om skilsmisse, separation og annullation af ægteskab
harmoniserede bestemmelser vedrørende kompetence i tvister om forældreansvar, f.eks. forældremyndighed, samvær eller anbringelse af et barn i et andet EU-land
forbedret tilbagesendelsesprocedure i sager om børnebortførelser i form af indførelse af klare frister, så sager kan afgøres hurtigt. Således skal første- og andeninstansretter træffe afgørelse inden for seks uger
fremme af tvistbilæggelse
børn skal have mulighed for at blive hørt i sager, der vedrører dem
eliminere behovet for en mellemmandsprocedure (»eksekvatur«) for afgørelser om forældreansvar, hvilket sparer tid og udgifter for de berørte enkeltpersoner
klarere bestemmelser for anbringelse af børn i et andet EU-land, herunder behovet for godkendelse i alle situationer, undtagen hvor et barn anbringes hos en forælder
mere effektiv gennemførelse af afgørelser ved indførelse af mulige årsager til at suspendere eller afslå fuldbyrdelse
forenklet bevægelighed for afgørelser, officielt bekræftede dokumenter3 og visse aftaler i EU gennem bestemmelser for deres anerkendelse og fuldbyrdelse i andre EU-lande
bedre samarbejde mellem de centrale myndigheder i de forskellige EU-lande og mellem retterne, idet parternes rettigheder og fortrolighed samtidig respekteres.
Forordningen supplerer Haagerkonventionen af 1980 om civilretlige virkninger af internationale barnebortførelser, der omhandler afgørelser om tilbagegivelse af børn til deres oprindelsesland.
Ophævelse
Forordning (EU) 2019/1111 ophæver forordning (EF) nr. 2201/2003 fra den .
HVORNÅR GÆLDER FORORDNINGEN FRA?
Den trådte i kraft den . Visse bestemmelser vedrørende delegerede retsakter og krav til EU-landene om at give oplysninger til Europa-Kommissionen gælder fra den .
Civilretlige spørgsmål: civile retssager og de deraf følgende afgørelser. For så vidt angår forordningen, omfatter udtrykket ansøgninger, foranstaltninger eller afgørelser vedrørende »forældreansvar« inden for betydningen af denne forordning, i overensstemmelse med dens formål og på grundlag af Den Europæiske Unions Domstols etablerede retspraksis.
Samværgemål: en enkeltperson, der er lovligt udpeget til at varetage en persons interesser, fordi denne person er mindreårig, ikke evner at forstå eller af andre årsager ikke er i stand til selv at varetage egne interesser. Det finder anvendelse på værgen for boet til den, som er underlagt værgemål (dvs. en mindreårig som af en juridisk myndighed er blevet pålagt en værge), til forskel fra værgen for dennes person.
Officielt bekræftede dokumenter: defineret i forordning (EF) nr. 805/2004 som:
HOVEDDOKUMENT
Rådets forordning (EU) 2019/1111 af om kompetence, anerkendelse og fuldbyrdelse af afgørelser i ægteskabssager og i sager vedrørende forældreansvar og om internationale børnebortførelser (omarbejdning) (EUT L 178 af , s. 1-115).
TILHØRENDE DOKUMENTER
Rådets forordning (EF) nr. 2201/2003 af om kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser i ægteskabssager og i sager vedrørende forældreansvar og om ophævelse af forordning (EF) nr. 1347/2000 (EUT L 338 af , s. 1-29).
Efterfølgende ændringer af forordning (EF) nr. 2201/2003 er blevet indarbejdet i grundteksten. Denne konsoliderede udgave har ingen retsvirkning.
Rådets forordning (EF) nr. 4/2009 af om kompetence, lovvalg, anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser og samarbejde vedrørende underholdspligt (EUT L 7 af , s. 1-79).