Direktiv 2013/32/EU ophæver direktiv 2005/85/EF om minimumsstandarder for procedurer for tildeling og fratagelse af flygtningestatus i landene i Den Europæiske Union (EU).
Det fastlægger fælles procedurer for tildeling og fratagelse af international beskyttelse (flygtningestatus og beskyttelse, der tildeles til mennesker, som ikke er flygtninge, men som ville risikere alvorlig skade, hvis de vendte tilbage til deres oprindelsesland).
Det søger at sikre, at internationale beskyttelsesprocedurer:
er hurtigere og mere effektive
er mere retfærdige over for ansøgerne
overholder de fælleseuropæiske standarder for tildeling og fratagelse af international beskyttelse.
HOVEDPUNKTER
Hvem vedrører direktivet?
Direktivet gælder alle ansøgninger om international beskyttelse indgivet i EU-medlemsstaterne (med undtagelse af Danmark, Irland og Det Forenede Kongerige*), ved grænser, i søterritorier eller i transitområder.
Hvordan?
Det fastlægger klarere regler for, hvordan der ansøges om international beskyttelse, således at afgørelser om ansøgninger træffes hurtigere og mere effektivt end før. Der indføres ordninger, navnlig ved grænserne, til at hjælpe mennesker med ansøgningerne. Den første ansøgningsproces (eksklusiv klager) må som hovedregel ikke vare mere end 6 måneder. Beslutningstagere skal nøje uddannes i proceduren, og ansøgerne skal have proceduremæssige garantier.
Under nøje definerede omstændigheder, hvor en ansøgning sandsynligvis er grundløs, eller hvor der skal tages hensyn til alvorlige nationale sikkerhedsanliggender eller den offentlige orden, gælder særlige procedurer, herunder en hurtigere procedure eller behandling af ansøgninger ved grænsen.
Grundlæggende garantier
Medlemsstaterne skal sikre, at ansøgerne:
får deres ansøgninger behandlet individuelt, objektivt og upartisk
underrettes på et sprog, som de kan forstå, om den proces, der følges, deres rettigheder og den afgørelse, der træffes. De skal have en tolk, der, om nødvendigt, kan hjælpe dem med at føre deres sag
har ret til for egen regning at rådføre sig med en juridisk rådgiver
har ret til en effektiv klagesag for en domstol og gratis juridisk bistand i løbet af klagesagen.
Medlemsstaterne må ikke frihedsberøve en person alene med den begrundelse, at vedkommende er asylansøger. Hvis en ansøger frihedsberøves, skal EU-regler, som beskrevet i det reviderede direktiv om standarder for modtagelse af ansøgere om international beskyttelse (direktivet om modtagelsesforhold), anvendes.
Behandlingsprocedure
Før den relevante myndighed træffer sin afgørelse, har ansøgere ret til en personlig samtale, hvor de bør have mulighed for at give en fyldestgørende redegørelse for grundene til deres ansøgning. Den person, som skal forestå samtalen, er kompetent til at tage hensyn til ansøgerens personlige omstændigheder og situationens generelle omstændigheder. Medlemsstaterne skal sikre, at oplysninger om de enkelte ansøgninger forbliver fortrolige.
Særlige garantier for sårbare mennesker
Mennesker med særlige processuelle behov, for eksempel på grund af alder, handicap, sygdom, seksuel orientering eller som følge af et traume eller anden årsag, skal ydes passende støtte, herunder tilstrækkelig tid til at hjælpe dem med ansøgningsprocessen.
Der er særlige krav for uledsagede børn, herunder forpligtelse til at udpege en kvalificeret repræsentant. Udtrykt mere generelt bør der først og fremmest tages hensyn til barnets tarv ved anvendelsen af dette direktiv.
Forebyggelse af gentagne ansøgninger
Medlemsstaterne har nye metoder til at håndtere gentagne ansøgninger udfærdiget af den samme person. Mennesker, der ikke har behov for beskyttelse, kan ikke længere undgå at blive sendt tilbage til deres land ved konstant at indgive nye ansøgninger.
Ophævelse
Direktiv 2013/32/EF ophæves og erstattes af forordning (EU) 2024/1348 (se resumé) fra den .
HVORNÅR GÆLDER REGLERNE FRA?
Direktivet skulle være gennemført i national lovgivning senest den , med undtagelse af visse aspekter af artikel 31, som omhandler behandlingsproceduren, der skulle være gennemført senest den .
Direktiv 2013/32/EU reviderede og ophævede direktiv 2005/85/EF.
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/32/EU af om fælles procedurer for tildeling og fratagelse af international beskyttelse (omarbejdning) (EUT L 180 af , s. 60).
TILHØRENDE DOKUMENTER
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/95/EU af om fastsættelse af standarder for anerkendelse af tredjelandsstatsborgere eller statsløse som personer med international beskyttelse, for en ensartet status for flygtninge eller for personer, der er berettiget til subsidiær beskyttelse, og for indholdet af en sådan beskyttelse (omarbejdning) (EUT L 337 af , s. 9).
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 603/2013 af om oprettelse af »Eurodac« til sammenligning af fingeraftryk med henblik på en effektiv anvendelse af forordning (EU) nr. 604/2013 om fastsættelse af kriterier og procedurer til afgørelse af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for behandlingen af en ansøgning om international beskyttelse, der er indgivet i en af medlemsstaterne af en tredjelandsstatsborger eller en statsløs, og om medlemsstaternes retshåndhævende myndigheders og Europols anmodninger om sammenligning med Eurodacoplysninger til retshåndhævelsesformål og om ændring af forordning (EU) nr. 1077/2011 om oprettelse af et europæisk agentur for den operationelle forvaltning af store it-systemer inden for området med frihed, sikkerhed og retfærdighed (EUT L 180 af , s. 1).
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 604/2013 af om fastsættelse af kriterier og procedurer til afgørelse af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for behandlingen af en ansøgning om international beskyttelse, der er indgivet af en tredjelandsstatsborger eller en statsløs i en af medlemsstaterne (omarbejdning) (EUT L 180 af , s. 31).
Efterfølgende ændringer til forordning (EF) nr. 604/2013 er blevet indarbejdet i grundteksten. Denne konsoliderede udgave har ingen retsvirkning.
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/33/EU af om fastlæggelse af standarder for modtagelse af ansøgere om international beskyttelse (EUT L 180 af , s. 96).
* Den 1. februar 2020 udtrådte Det Forenede Kongerige af Den Europæiske Union og blev dermed til et tredjeland (ikke-EU-land).