–

Freikirche der Siebenten-Tags-Adventisten in Deutschland KdöR ved Rechtsanwälte M. Krömer og P. Krömer,

–

den østrigske regering ved A. Posch, J. Schmoll og F. Werni, som befuldmægtigede,

–

den tjekkiske regering ved T. Machovičová, M. Smolek og J. Vláčil, som befuldmægtigede,

–

Europa-Kommissionen ved L. Armati, M. Mataija og G. von Rintelen, som befuldmægtigede,

1

Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 17 TEUF og 56 TEUF.

2

Anmodningen er blevet indgivet i forbindelse med en tvist mellem Freikirche der Siebenten-Tags-Adventisten in Deutschland KdöR (frikirken for syvendedagsadventisterne i Tyskland, herefter »den tyske adventistkirke«) og Bildungsdirektion für Vorarlberg (Vorarlbergs direktorat for undervisning, Østrig) (herefter »den kompetente myndighed«) vedrørende et tilskud, der er ansøgt om af en privatskole, som denne kirke anerkender og støtter som en konfessionel skole.

3

§ 1 i Gesetz betreffend die gesetzliche Anerkennung von Religionsgesellschaften (lov vedrørende retlig anerkendelse af religiøse samfund) af 20. maj 1874 (RGBl., 68/1874, herefter »anerkendelsesloven«) bestemmer:

»Medlemmer af en religiøs konfession, der ikke tidligere er anerkendt ved lov, skal anerkendes som et religiøst samfund, såfremt:

4

§ 11 i Bundesgesetz über die Rechtspersönlichkeit von religiösen Bekenntnisgemeinschaften (forbundslov om religiøse bekendelsessamfunds status som juridisk person (BGBl. I, 19/1998), som offentliggjort i BGBl. I, 78/2011, herefter »lov om religiøse bekendelsessamfund«) med overskriften »Yderligere betingelser for anerkendelse af et konfessionelt samfund i overensstemmelse med [anerkendelsesloven]« bestemmer:

»I tillæg til de krav, der er fastsat i [anerkendelsesloven], skal det religiøse samfund med henblik på anerkendelse opfylde følgende betingelser.

1.   Det religiøse samfund skal:

[…]

3.   Trossamfundet skal være positivt indstillet over for samfundet og staten.

4.   Det må ikke skabe en ulovlig forstyrrelse i forholdet til kirker og religiøse samfund, der er anerkendt ved lov, og andre eksisterende religiøse samfund.«

5

§ 17 i Bundesgesetz über das Privatschulwesen (Privatschulgesetz) (forbundslov om privatskoler) af 25. juli 1962 (BGBl., 244/1962), som ændret (BGBl. I, 35/2019) (herefter »privatskoleloven«), vedrørende konfessionelle privatskolers ret til støtte bestemmer:

»(1)   Kirker og religiøse samfund, der er anerkendt ved lov, modtager tilskud til statsanerkendte konfessionelle privatskolers personaleudgifter i medfør af nedenstående bestemmelser.

(2)   Ved konfessionelle privatskoler forstås skoler, der drives af kirker og religiøse samfund, der er anerkendt ved lov, samt skoler, der drives af foreninger, stiftelser og fonde, der af den kompetente tilsynsførende kirkelige (religiøse) myndighed anerkendes som konfessionelle skoler.«

6

Den tyske adventistkirke, der har status som offentligretlig juridisk person i Tyskland, har ikke status som kirke, der er anerkendt i østrigsk ret.

7

Fra skoleåret 2016/2017 anerkendte denne kirke en skole i Østrig, der drives af en godkendt forening, som yder støtte til skolen i form af bl.a. tilskud, levering af undervisningsmateriale og videreuddannelse af undervisningspersonale, som en konfessionel skole. Kirken indgav en anmodning til den kompetente myndighed om tilskud til aflønningen af denne skoles ansatte i henhold til privatskolelovens § 17 under henvisning til artikel 56 TEUF med henblik på at blive omfattet af den behandling, der er forbeholdt kirker og religiøse samfund, som er anerkendt i østrigsk ret.

8

Ved afgørelse af 3. september 2019 afslog den kompetente myndighed denne anmodning med henvisning til privatskolelovens § 17, stk. 1 og 2, som den fandt kun finder anvendelse på kirker og religiøse samfund, der er anerkendt i henhold til østrigsk lovgivning. Den tyske adventistkirke anlagde sag til prøvelse af denne afgørelse, men Bundesverwaltungsgericht (forbundsdomstol i forvaltningsretlige sager, Østrig) gav ved dom af 26. februar 2020 ikke den tyske adventistkirke medhold heri.

9

Denne ret er af den opfattelse, at EU-retten ikke pålægger Republikken Østrig at anerkende en kirke eller et religiøst samfund, der tidligere er anerkendt i en anden medlemsstat. Den omstændighed, at en sådan kirke eller et sådant religiøst samfund anerkender en privatskole, der er etableret i Østrig, som en konfessionel skole, gør det følgelig ikke muligt for denne kirke eller dette samfund at påberåbe sig privatskolelovens § 17 med henblik på at få tilskud til denne institutions aflønning af sit personale.

10

Det er til prøvelse af denne dom, at den tyske adventistkirke har iværksat en ordinær revisionsappel ved Verwaltungsgerichtshof (forvaltningsdomstol, Østrig).

11

Den forelæggende ret har i sin anmodning om præjudiciel afgørelse anført, at kirker og religiøse samfund, der bl.a. er anerkendt på grundlag af anerkendelsesloven og lov om religiøse bekendelsessamfund, er offentligretlige juridiske personer, som har særlige rettigheder og har fået tillagt opgaver, navnlig på undervisningsområdet, hvorved de deltager i det nationale offentlige liv. Den forelæggende ret har præciseret, at privatskolelovens § 17 forbeholder disse kirker og religiøse samfund retten til tilskud til privatskoler, som disse anerkender som konfessionelle skoler.

12

Under disse omstændigheder ønsker den forelæggende ret indledningsvis oplyst, om den i hovedsagen omhandlede situation er omfattet af EU-rettens anvendelsesområde.

13

Den har i denne henseende for det første anført, at tildeling af tilskud til kirker og religiøse samfund, der er anerkendt af en medlemsstat, i henhold til artikel 17 TEUF udelukkende henhører under forholdet mellem denne medlemsstat og de nævnte religiøse samfund, og at Unionen skal forblive neutral i disse relationer. Domstolen fastslog imidlertid i præmis 30-33 i dom af 22. januar 2019, Cresco Investigation (C-193/17, EU:C:2019:43), at artikel 17 TEUF ikke indebærer, at en forskelsbehandling, der er indført ved en national lovgivning på dette område, er udelukket fra EU-rettens anvendelsesområde.

14

For det andet er den forelæggende ret af den opfattelse, at henset til Domstolens praksis, navnlig dom af 6. november 2018, Scuola Elementare Maria Montessori mod Kommissionen, Kommissionen mod Scuola Elementare Maria Montessori og Kommissionen mod Ferracci (C-622/16 P – C-624/16 P, EU:C:2018:873, præmis 105), udøver den i hovedsagen omhandlede privatskole, der i det væsentlige finansieres med private midler, en økonomisk virksomhed, der består i levering af tjenesteydelser. Da denne institution forvaltes af en forening registreret i Østrig, er denne tjenesteydelse imidlertid ikke af grænseoverskridende karakter, medmindre der tages hensyn til, at ansøgningen om støtte til nævnte institution er indgivet af en kirke, der er etableret og anerkendt i Tyskland.

15

Den forelæggende ret ønsker endvidere oplyst, om den tyske adventistkirke kan påberåbe sig den ret til fri udveksling af tjenesteydelser, der er sikret ved artikel 56 TEUF, med henblik på at blive omfattet af den samme behandling som de konfessionelle privatskoler, der er oprettet af kirker eller religiøse samfund, der er anerkendt ved lov i Østrig, hvis undervisningsvirksomhed i det væsentlige finansieres af offentlige midler, og som følgelig ikke kan kvalificeres som »økonomisk virksomhed« som omhandlet i den retspraksis, der er nævnt i denne doms foregående præmis.

16

Endelig ønsker den forelæggende ret oplyst, om den nationale lovgivning, der i modsætning til, hvad der gælder for kirker og religiøse samfund, der er anerkendt i Østrig, ikke tillader den tyske adventistkirke at modtage tilskud til en privatskole beliggende i denne medlemsstat, udgør en hindring for den frie udveksling af tjenesteydelser, der er sikret ved artikel 56 TEUF. Den forelæggende ret har fremhævet, at en sådan national lovgivning, for så vidt som den har til formål at supplere det offentlige skolesystem med konfessionelle privatskoler af kirker eller religiøse samfund, der er tilstrækkeligt repræsenteret i Østrig, med henblik på at gøre det lettere for forældre at tilvælge undervisning af deres børn på grundlag af deres religiøse overbevisning, forfølger et legitimt formål. Den er ligeledes af den opfattelse, at denne lovgivning kan anses for egnet til at sikre opfyldelsen af dette mål uden at gå ud over, hvad der er nødvendigt for at nå det.

17

På denne baggrund har Verwaltungsgerichtshof (forvaltningsdomstol) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

Såfremt det første spørgsmål besvares bekræftende:

18

Med det første spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 17, stk. 1, TEUF skal fortolkes således, at denne bestemmelse bevirker, at en situation, hvor en kirke, en religiøs forening eller et religiøst samfund, der har status som offentligretlig juridisk person i en medlemsstat, og som i en anden medlemsstat anerkender og støtter en privatskole som konfessionel skole, anmoder om tildeling af et tilskud til denne skole, der er forbeholdt kirker, religiøse foreninger og samfund, der er anerkendt i henhold til lovgivningen i denne anden medlemsstat, er udelukket fra EU-rettens anvendelsesområde.

19

I denne henseende skal det for det første bemærkes, at selv om artikel 17, stk. 1, TEUF udtrykker Unionens neutralitet i forhold til medlemsstaternes organisering af deres forhold til kirker og religiøse sammenslutninger eller samfund (dom af 17.4.2018, Egenberger, C-414/16, EU:C:2018:257, præmis 58, og af 13.1.2022, MIUR og Ufficio Scolastico Regionale per la Campania, C-282/19, EU:C:2022:3, præmis 50), kan denne bestemmelse ikke påberåbes med henblik på generelt at udelukke kirkers eller religiøse sammenslutninger og samfunds aktivitet fra EU-rettens anvendelsesområde, når denne aktivitet består i levering af tjenesteydelser mod betaling på et bestemt marked (jf. i denne retning dom af 27.6.2017, Congregación de Escuelas Pías Provincia Betania, C-74/16, EU:C:2017:496, præmis 43 og 47).

20

For det andet er den undervisning, der udbydes af undervisningsinstitutioner, der i det væsentlige finansieres med private midler, en tjenesteydelse, eftersom disse institutioner har til formål at udføre sådanne ydelser mod betaling (jf. i denne retning dom af 7.12.1993, Wirth, C-109/92, EU:C:1993:916, præmis 17, og af 6.11.2018, Scuola Elementare Maria Montessori mod Kommissionen, Kommissionen mod Scuola Elementare Maria Montessori og Kommissionen mod Ferracci, C-622/16 P – C-624/16 P, EU:C:2018:873, præmis 105).

21

Omvendt udgør undervisning, der udbydes af en undervisningsinstitution, som er en del af et offentligt undervisningssystem, og som helt eller hovedsageligt finansieres af offentlige midler, ikke en økonomisk aktivitet. Ved at organisere og drive et offentligt undervisningssystem har staten ikke til hensigt at drive virksomhed mod betaling, men at varetage sine opgaver over for befolkningen på det sociale, kulturelle og uddannelsesmæssige område (jf. i denne retning dom af 7.12.1993, Wirth, C-109/92, EU:C:1993:916, præmis 15, og af 11.9.2007, Schwarz og Gootjes-Schwarz, C-76/05, EU:C:2007:492, præmis 39).

22

I det foreliggende tilfælde fremgår det af anmodningen om præjudiciel afgørelse, at den østrigske skole, der er anerkendt og støttet af den tyske adventistkirke som konfessionel skole, er en privatskole, hvis undervisning i vidt omfang finansieres af private midler, således at denne skole, med forbehold af den efterprøvelse, der påhviler den forelæggende ret, skal anses for at udøve økonomisk virksomhed som omhandlet i den nævnte retspraksis.

23

I modsætning til, hvad den østrigske regering og Europa-Kommissionen har gjort gældende, er den omstændighed, at det ansøgte tilskud, når det er ydet, gør det muligt at anse den pågældende privatskole for en institution, der finansieres med offentlige midler, og som i sig selv ikke længere udøver en økonomisk aktivitet som omhandlet i den retspraksis, der er nævnt i denne doms præmis 20 og 21, i denne henseende uden betydning med henblik på at afgøre, om den i hovedsagen omhandlede situation er omfattet af EU-rettens anvendelsesområde. Det eneste, der har betydning, er nemlig, at den privatskole, for hvilken der ansøges om tilskud, kan anses for at udøve en økonomisk aktivitet på det tidspunkt, hvor ansøgningen indgives (jf. analogt dom af 11.9.2007, Schwarz og Gootjes-Schwarz, C-76/05, EU:C:2007:492, præmis 44).

24

I modsætning til, hvad den østrigske regering har gjort gældende, adskiller den i hovedsagen omhandlede situation sig i øvrigt fra en situation, hvor samtlige elementer er begrænset til en enkelt medlemsstat. I det foreliggende tilfælde ansøger den tyske adventistkirke nemlig om et tilskud fra de østrigske myndigheder til en skole beliggende i Østrig, som den anerkender og støtter som en konfessionel skole. Dette grænseoverskridende element indebærer således, at EU-rettens regler om fri bevægelighed principielt skal finde anvendelse (jf. i denne retning dom af 15.11.2016, Ullens de Schooten, C-268/15, EU:C:2016:874, præmis 47).

25

Henset til ovenstående betragtninger skal det første spørgsmål besvares med, at artikel 17, stk. 1, TEUF skal fortolkes således, at denne bestemmelse ikke bevirker, at en situation, hvor en kirke, en religiøs forening eller et religiøst samfund, der har status som offentligretlig juridisk person i en medlemsstat, og som i en anden medlemsstat anerkender og støtter en privatskole som konfessionel skole, anmoder om tildeling af et tilskud til denne skole, der er forbeholdt kirker, religiøse foreninger og samfund, der er anerkendt i henhold til lovgivningen i denne anden medlemsstat, er udelukket fra EU-rettens anvendelsesområde.

26

Det skal indledningsvis bemærkes, at det uddannelsessted, for hvilket den tyske adventistkirke ansøger om tilskud, er beliggende i Østrig og drives af en forening, der er registreret i denne medlemsstat, og som sikrer en stabil og vedvarende tilstedeværelse på denne medlemsstats område. En sådan situation er derfor omfattet af etableringsfriheden, der er sikret ved artikel 49 TEUF, og ikke af den frie udveksling af tjenesteydelser, der er sikret ved artikel 56 TEUF (jf. analogt dom af 8.9.2010, Stoß m.fl., C-316/07, C-358/07 – C-360/07, C-409/07 og C-410/07, EU:C:2010:504, præmis 59).

27

Under disse omstændigheder skal det andet spørgsmål, som den forelæggende ret har forelagt, forstås således, at det nærmere bestemt ønskes oplyst, om artikel 49 TEUF, sammenholdt med artikel 17, stk. 1, TEUF, skal fortolkes således, at den er til hinder for en national lovgivning, der underlægger tildelingen af offentlige tilskud til privatskoler, der er anerkendt som konfessionelle skoler, en betingelse om, at den kirke eller det religiøse samfund, der indgiver en ansøgning om støtte til en sådan institution, anerkendes i henhold til den pågældende medlemsstats lovgivning, herunder når denne kirke eller dette religiøse samfund anerkendes i henhold til oprindelsesmedlemsstatens lovgivning.

28

Artikel 49, stk. 1, TEUF bestemmer, at der inden for rammerne af kapitel 2 i afsnit IV i EUF-traktatens tredje del er forbud mod restriktioner, som hindrer statsborgere i en medlemsstat i frit at etablere sig på en anden medlemsstats område. Denne bestemmelse forbyder således enhver national foranstaltning, som er til hinder for, medfører ulemper for eller gør udøvelsen af etableringsfriheden mindre interessant (jf. i denne retning dom af 5.10.2004, CaixaBank France, C-442/02, EU:C:2004:586, præmis 11, og af 7.9.2022, Cilevičs m.fl., C-391/20, EU:C:2022:638, præmis 61).

29

Princippet om forbud mod enhver forskelsbehandling på grundlag af nationalitet, der finder anvendelse på dette område, forbyder ikke blot åbenlys forskelsbehandling, men også enhver form for skjult forskelsbehandling, som ved anvendelse af andre udvælgelseskriterier reelt fører til samme resultat. Det kan derfor ikke udelukkes, at udvælgelseskriterier såsom oprindelsessted eller bopæl for en statsborger i en medlemsstat, efter omstændighederne i praksis kan sidestilles med en forskelsbehandling på grund af nationalitet, som er forbudt ved EUF-traktaten (jf. i denne retning dom af 12.2.1974, Sotgiu, 152/73, EU:C:1974:13, præmis 11, og af 20.1.2011, Kommissionen mod Grækenland, C-155/09, EU:C:2011:22, præmis 45).

30

I det foreliggende tilfælde fremgår det af forelæggelsesafgørelsen, at det kun er kirker eller religiøse samfund, der er anerkendt i østrigsk ret, dvs. dem, der opfylder betingelserne i anerkendelseslovens § 1 og § 11 i lov om religiøse bekendelsessamfund, der kan ansøge om det i privatskolelovens § 17 omhandlede tilskud.

31

For så vidt som disse betingelser generelt kræver, at kirker eller religiøse samfund i Østrig har været til stede i perioder af forskellig varighed og har en medlemsskare på mindst to pr. tusinde af den østrigske befolkning, kan betingelserne lettere opfyldes af kirker eller religiøse samfund, der er etableret i Østrig. De nævnte betingelser kan således stille kirker og religiøse samfund, der er etableret i andre medlemsstater, og som anerkender og støtter privatskoler i Østrig som konfessionelle skoler, ringere. Disse kirker og religiøse samfund kan nemlig ikke modtage tilskud til skolerne med henblik på aflønning af undervisningspersonale, der er nødvendigt for gennemførelsen af de nævnte skolers uddannelsesprogrammer.

32

Med forbehold af den efterprøvelse, som det tilkommer den forelæggende ret at foretage, må det følgelig fastslås, at en national lovgivning som den i hovedsagen omhandlede udgør en restriktion for etableringsfriheden.

33

En sådan restriktion for etableringsfriheden kan imidlertid tillades under forudsætning af, for det første, at den er begrundet i et mål, der udtrykkeligt er fastsat i artikel 52, stk. 1, TEUF, eller i et tvingende alment hensyn, og, for det andet, at den overholder proportionalitetsprincippet, hvilket indebærer, at den skal være egnet til på en sammenhængende og systematisk måde at sikre virkeliggørelsen af det forfulgte mål og ikke går videre end nødvendigt for at nå dette mål (jf. i denne retning dom af 7.9.2022, Cilevičs m.fl., C-391/20, EU:C:2022:638, præmis 65).

34

Hvad for det første angår spørgsmålet om, hvorvidt den omhandlede restriktion kan begrundes, fremgår det af forarbejderne til privatskoleloven, som den forelæggende ret har henvist til, at de konfessionelle privatskoler supplerer det offentlige skolesystem, der er interkonfessionnelt, idet de gør det lettere for forældrene at vælge en uddannelse for deres børn, der er i overensstemmelse med deres religiøse overbevisning.

35

Det fremgår desuden af forarbejderne til ændringen af lov om religiøse bekendelsessamfund for så vidt angår kriterierne for anerkendelse af kirker og religiøse samfund i henhold til anerkendelsesloven, at der ydes materiel offentlig støtte til de kirker og religiøse samfund, der er anerkendt i den østrigske lov, navnlig inden for sundheds- og uddannelsesområdet, for så vidt som de bidrager til menneskers velfærd. Opnåelse af status som kirke eller religiøst samfund, der er anerkendt i henhold til østrigsk ret, indebærer nemlig medhørende forpligtelser, herunder pligten til at tilbyde undervisning i religion.

36

Den forelæggende ret er i lighed med den østrigske regering af den opfattelse, at denne lovgivning ved at supplere det interkonfessionelle offentlige skolesystem med konfessionelle privatskoler faktisk gør det muligt for forældrene at vælge en uddannelse for deres børn, der er i overensstemmelse med deres religiøse overbevisning, og således forfølger et legitimt formål. Som generaladvokaten har anført i punkt 72 i forslaget til afgørelse, kan et sådant formål, der svarer til formålet om at sikre et højt uddannelsesniveau, som Domstolen har kvalificeret som et »tvingende alment hensyn« (dom af 13.11.2003, Neri, C-153/02, EU:C:2003:614, præmis 46, og af 14.9.2006, Centro di Musicologia Walter Stauffer, C-386/04, EU:C:2006:568, præmis 45), begrunde en restriktion for etableringsfriheden.

37

Under disse omstændigheder skal det, som det fremgår af denne doms præmis 33, for det andet undersøges, om den i hovedsagen omhandlede nationale lovgivning for det første er egnet til på sammenhængende og systematisk vis at sikre gennemførelsen af det formål, som den forfølger, og for det andet ikke går ud over, hvad der er nødvendigt for at nå det.

38

Det tilkommer i sidste ende den forelæggende ret, som er enekompetent til at bedømme de faktiske omstændigheder og til at fortolke den nationale lovgivning, at afgøre, om og i hvilket omfang en sådan lovgivning opfylder disse krav. Domstolen, hvis opgave det er at give den forelæggende ret et fyldestgørende svar, er dog kompetent til på grundlag af det i hovedsagen oplyste samt de for Domstolen indgivne skriftlige indlæg at vejlede den nævnte ret på en sådan måde, at denne kan træffe sin afgørelse (dom af 7.9.2022, Cilevičs m.fl., C-391/20, EU:C:2022:638, præmis 72 og 73).

39

Hvad i det foreliggende tilfælde angår spørgsmålet om, hvorvidt den omhandlede nationale lovgivning er egnet til på en sammenhængende og systematisk måde at forfølge det omhandlede lovlige formål, fremgår det af forarbejderne til ændringen af lov om religiøse bekendelsessamfund, at anerkendelsen af kirker og religiøse samfund i henhold til anerkendelsesloven forudsætter, at disse har en vis størrelse, således at deres handlinger ikke er begrænset til deres medlemsskare. Det anerkendes, at når det minimumsantal af medlemmer af en kirke eller et religiøst samfund, der er fastsat i denne lovgivning, er nået, overskrider rækkevidden af de positive virkninger af dens handlinger, navnlig på undervisningsområdet, den snævre ramme for medlemssamfundet. Begrænsningen for tildelingen af offentlige tilskud til kun at omfatte de konfessionelle skoler, der hører under kirker og religiøse samfund, der er anerkendt i henhold til østrigsk ret, har desuden til formål at sikre, at disse skoler henvender sig til en betydelig del af befolkningen, der kan vælge dette uddannelsestilbud, der supplerer det uddannelsesstilbud, der tilbydes af de offentlige skoler.

40

Under disse omstændigheder forekommer den i hovedsagen omhandlede lovgivning ikke uhensigtsmæssig med henblik på at gøre det muligt for forældrene at vælge en uddannelse for deres børn, der er i overensstemmelse med deres religiøse overbevisning, inden for rammerne af en interkonfessionel uddannelse af høj kvalitet, hvilket formål, som det er anført i denne doms præmis 36, er legitimt i henhold til EU-retten.

41

Hvad angår spørgsmålet om, hvorvidt denne lovgivning går ud over, hvad der er nødvendigt for at nå dette mål, bemærkes, at artikel 17, stk. 1, TEUF pålægger Den Europæiske Union at respektere og ikke skade kirkers og religiøse sammenslutninger eller samfunds status i medlemsstaterne, idet artikel 17 TEUF udtrykker Unionens neutralitet i forhold til medlemsstaternes organisering af deres forhold til disse (dom af 17.4.2018, Egenberger, C-414/16, EU:C:2018:257, præmis 58, og af 13.1.2022, MIUR og Ufficio Scolastico Regionale per la Campania, C-282/19, EU:C:2022:3, præmis 50). I situationer som de i hovedsagen omhandlede kan artikel 49 TEUF, sammenholdt med artikel 17, stk. 1, TEUF, følgelig ikke fortolkes således, at den forpligter en medlemsstat til at anerkende den status, som de nævnte kirker, religiøse foreninger eller samfund har i henhold til andre medlemsstaters ret.

42

Med hensyn til at opnå status som kirke eller religiøst samfund, der anerkendes i østrigsk ret, fastsætter § 11 i lov om religiøse bekendelsessamfund tre alternative betingelser. For det første har en kirke eller et religiøst samfund, som har været til stede på østrigsk område i mindst 20 år, ret til denne status. For det andet kan den pågældende status også uden forudgående tilstedeværelse på østrigsk område tildeles den kirke eller den religiøse forening, der organisatorisk og doktrinært er integreret i et internationalt religiøst samfund, der har været aktivt på internationalt plan, og som har eksisteret i mindst 200 år. For det tredje skal et sådant samfund, hvis det har været aktivt på internationalt plan i mindst 100 år, have været aktivt i Østrig i en form, der har været organiseret i mindst 10 år, for at den kirke eller det religiøse samfund, der organisatorisk og doktrinært er integreret heri, kan opnå status som omhandlet.

43

Sådanne alternativer, der har til formål at dække de tilfælde, hvor anerkendelsen af en kirke eller en religiøs forening kan bidrage til det interkonfessionelle nationale skolesystems karakter, synes ikke at gå ud over, hvad der er nødvendigt for at nå det mål, der er nævnt i denne doms præmis 36, hvilket er at gøre det muligt for forældrene at vælge en undervisning af deres børn på grundlag af deres religiøse overbevisning.

44

Hvad desuden angår betingelsen om, at kirken eller det religiøse samfund, der ønsker at blive anerkendt i henhold til østrigsk ret, skal være repræsenteret i den nationale befolkning, bestemmer § 11, stk. 1, litra d), andet punktum, i lov om religiøse bekendelsessamfund, at såfremt det ikke er muligt at føre bevis for, at de har en medlemsskare på mindst to pr. tusinde af befolkningen i Østrig på grundlag af folketællingsoplysninger, skal de fremlægge dette i en anden egnet form. En sådan bestemmelse, for så vidt som den ikke begrænser sig til at fastsætte en enkelt form for bevis, vidner ligeledes om den østrigske lovgivers ønske om ikke at gå ud over, hvad der er nødvendigt for at nå det mål, der forfølges med den nationale lovgivning.

45

Henset til ovenstående betragtninger skal det andet spørgsmål besvares med, at artikel 49 TEUF, sammenholdt med artikel 17, stk. 1, TEUF, skal fortolkes således, at den ikke er til hinder for en national lovgivning, der underlægger tildelingen af offentlige tilskud til privatskoler, der er anerkendt som konfessionelle skoler, en betingelse om, at den kirke eller det religiøse samfund, der indgiver en ansøgning om støtte til en sådan institution, anerkendes i henhold til den pågældende medlemsstats lovgivning, herunder når denne kirke eller dette religiøse samfund anerkendes i henhold til oprindelsesmedlemsstatens lovgivning.

46

Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra de nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Tredje Afdeling) for ret: