1.

Efter finanskrisen er der med EU-retten indført en mere robust ramme for forbrugerbeskyttelse på området for kredit, som er sikret ved pant i fast ejendom ( 2 ). Samtidig har Domstolen udviklet en vigtig retspraksis om den proceduremæssige beskyttelse af forbrugere, som ligeledes kommer til udtryk på området for procedurer med henblik på realisering af pant i fast ejendom. Denne retspraksis afspejler en konstitutionalisering af forbrugeraftaleretten ( 3 ). Den afledte retsakt, der skaber forbindelsen (»nexus«) ( 4 ) mellem procesret, forbrugerret og Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«), er direktiv 93/13/EØF ( 5 ).

2.

På området for procedurer med henblik på fuldbyrdelse af pant i fast ejendom, som er forbrugerens faste bopæl, undersøgte Domstolen i dom af 10. september 2014, Kušionová (C-34/13, EU:C:2014:2189, herefter »Kušionová-dommen«), foreneligheden af slovakisk ret om udenretslige fuldbyrdelsesprocedurer med direktiv 93/13. Den foreliggende anmodning om præjudiciel afgørelse er i det væsentlige en forlængelse af denne dom. Den forelæggende ret har anmodet Domstolen om yderligere at udforske forbindelsen mellem fuldbyrdelsesprocedurer, forbrugerret og grundlæggende rettigheder som fastsat i chartret.

3.

Krajský súd v Prešove (den regionale ret i Prešov, Slovakiet) rejser med sin anmodning om præjudiciel afgørelse nærmere bestemt spørgsmålet om retternes beføjelse til at vurdere forholdsmæssigheden af førtidig forfald af et kreditlån inden for rammerne af en udenretslig fuldbyrdelsesprocedure. Den rejser endvidere spørgsmålet om foreneligheden af en bankpraksis, der består i indgåelsen af nye kreditaftaler, hvorved størstedelen af midlerne ikke udbetales til forbrugeren, men har til formål at tilbagebetale ældre lån, med direktiv 2005/29/EØF ( 6 ), samt om følgerne af denne praksis med hensyn til fastlæggelse af anvendelsesområdet for direktiv 2008/48/EF ( 7 ).

4.

Artikel 1, stk. 2, i direktiv 93/13 fastsætter:

»Kontraktvilkår, som afspejler love eller bindende administrative bestemmelser samt bestemmelser eller principper i internationale konventioner, som medlemsstaterne eller Fællesskabet er part i, bl.a. på transportområdet, er ikke underlagt dette direktivs bestemmelser.«

5.

Artikel 3, stk. 1, i det nævnte direktiv er affattet således:

»Et kontraktvilkår, der ikke har været genstand for individuel forhandling, anses for urimeligt, hvis det til trods for kravene om god tro bevirker en betydelig skævhed i parternes rettigheder og forpligtelser ifølge aftalen til skade for forbrugeren.«

6.

Direktivets artikel 4, stk. 1, fastsætter:

»Det vurderes, om et kontraktvilkår er urimeligt, under hensyn til, hvilken type varer eller tjenesteydelser aftalen omfatter, og ved på tidspunktet for aftalens indgåelse at tage hensyn til alle omstændighederne i forbindelse med dens indgåelse samt til alle andre vilkår i aftalen eller i en anden aftale, som hænger sammen med denne, jf. dog artikel 7.«

7.

Direktivets artikel 7, stk. 1, bestemmer:

»Medlemsstaterne sikrer, at der i forbrugernes og konkurrenternes interesse findes egnede og effektive midler til at bringe anvendelsen af urimelige kontraktvilkår i aftaler, der indgås mellem forbrugere og en erhvervsdrivende, til ophør.«

8.

Artikel 3, stk. 1, i direktiv 2005/29, der har overskriften »anvendelsesområde«, fastsætter:

»Dette direktiv gælder for virksomheders urimelige handelspraksis over for forbrugerne, som fastlagt i artikel 5, før, under og efter en handelstransaktion i forbindelse med et produkt.«

9.

Direktivets artikel 5, stk. 1 og 5, bestemmer:

»1.   Urimelig handelspraksis forbydes.

[…]

5.   I bilag I findes fortegnelsen over de former for handelspraksis, som under alle omstændigheder vil blive betragtet som urimelige. Den samme fortegnelse skal anvendes i alle medlemsstater og må kun ændres ved en revision af dette direktiv.«

10.

14. betragtning til direktiv 2008/48 har følgende ordlyd:

»Kreditaftaler, der har til formål at yde kredit sikret ved pant i fast ejendom, bør ikke være omfattet af dette direktiv. Denne type kredit er meget specifik. Heller ikke kreditaftaler, som har til formål at finansiere erhvervelsen eller bevarelsen af ejendomsretten til grundarealer eller til eksisterende eller projekterede bygninger, bør være omfattet af dette direktiv. […]«

11.

Samme direktivs artikel 2, stk. 2, der har overskriften »Anvendelsesområde«, bestemmer:

»Dette direktiv finder ikke anvendelse på følgende:

[…]«

12.

Direktivets artikel 22, stk. 3, er affattet således:

»Medlemsstaterne sikrer endvidere, at de bestemmelser, som de vedtager til gennemførelse af dette direktiv, ikke kan omgås ved den måde, aftalerne udformes på, f.eks. ved at lade udnyttelse af kreditmuligheder eller kreditfaciliteter, der falder ind under dette direktivs anvendelsesområde, indgå i kreditaftaler, hvis art eller formål vil gøre det muligt at undgå anvendelsen af dette direktiv.«

13.

§ 565 i Občiansky zákonník (den borgerlige lovbog) fastsætter følgende:

»Kreditor kan i tilfælde af fuldbyrdelse af en fordring i form af ratebetalinger ikke anmode om betaling af hele fordringen, hvis nogen af de månedlige rater ikke betales, medmindre dette er aftalt af parterne eller fastsat i en afgørelse. Kreditor kan imidlertid udøve denne ret senest frem til forfaldsdatoen for den første af de derpå følgende ratebetalinger.«

14.

Den borgerlige lovbogs § 53 omhandler urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler. § 53, stk. 9, er affattet således:

»Den erhvervsdrivende kan i tilfælde af fuldbyrdelse ved ratebetalinger af en aftale indgået med en forbruger tidligst udøve den ret, som er fastsat i den borgerlige lovbogs § 565, 3 måneder efter den forsinkede betaling af en rate, og når denne har informeret forbrugeren mindst 15 dage inden udøvelsen af denne ret.«

15.

Den borgerlige lovbogs § 151j, stk. 1, bestemmer:

»Hvis en fordring, som er sikret ved pant, ikke tilbagebetales behørigt og rettidigt, kan panthaveren indlede en fuldbyrdelse i det pantsatte gode. Inden for rammerne af fuldbyrdelsen i det pantsatte gode kan panthaveren søge fyldestgørelse for gælden enten på den i aftalen fastsatte måde eller ved at sælge det pantsatte gode ved auktion i henhold til speciallov […] eller ved at kræve fyldestgørelse for sit krav ved salg af det pantsatte gode i henhold til speciallove […], medmindre denne lovbog eller en speciallov bestemmer andet.«

16.

Den forelæggende ret har anført, at der er indsat en fodnote til denne bestemmelse efter ordene »i henhold til speciallov«, som henviser til Zákon 527/2002 Z.z. o dobrovoľných dražbách a o doplnení zákona Slovenskej národnej rady č. 323/1992 Zb. o notároch a notárskej činnosti (Notársky poriadok) v znení neskorších predpisov (lov nr. 527/2002 om frivillige auktioner, som supplerer det slovakiske nationale råds lov nr. 323/1992 om notarer og notarvirksomhed (lov om notarer), som ændret (herefter »lov om frivillig auktion«), og en anden fodnote efter »speciallove«, der henviser til den civile retsplejelov og til fuldbyrdelsesloven.

17.

Den borgerlige lovbogs § 151m, stk. 1 og 2, fastsætter:

»1.   Panthaveren kan først sælge det pantsatte gode på den i panteaftalen fastsatte måde eller på auktion 30 dage efter meddelelsen om fuldbyrdelse af pantet til kautionisten og debitor, såfremt de ikke er samme person, medmindre en speciallov bestemmer andet. […]

2.   Efter meddelelsen om fuldbyrdelse i det pantsatte gode kan kautionisten og panthaveren aftale, at panthaveren har ret til at sælge det pantsatte gode på den i panteaftalen fastsatte måde eller ved salg på auktion også inden udløbet af den i stk. 1 angivne frist.«

18.

I § 6 i lov om frivillig auktion defineres auktionarius som »den person, som tilrettelægger auktionen og opfylder de i denne speciallovs fastsatte betingelser, hvilket bemyndiger denne person til at udøve denne virksomhed«. I denne lovs § 7, stk. 1, defineres den person, som anmoder om salg ved auktion, som ejeren af salgets genstand, panthaveren eller enhver anden person, som er bemyndiget til at anmode om, at der afholdes et salg ved auktion i henhold til en speciallov.

19.

Hvad nærmere bestemt angår panthaveren fastsætter § 7, stk. 2, i lov om frivillig auktion, at en sådan person er forpligtet til skriftligt at erklære ikke kun, at genstanden for salget kan blive solgt ved auktion, men også det gældsbeløb, som en begæring om fuldbyrdelse af pantet er blevet fremsat på grundlag af i henhold til denne lov, og at gælden er reel og skyldig.

20.

Ifølge nævnte lovs § 16, stk. 1, kan et salg ved auktion kun gennemføres på grundlag af en aftale indgået mellem den person, som har iværksat salget, og auktionarius.

21.

I medfør af § 17 i lov om frivillig auktion skal auktionarius bekendtgøre salget ved auktion ved en meddelelse. Hvis salgsgenstanden er en lejlighed, et hus, en anden fast ejendom, en virksomhed eller en af dennes afdelinger, eller hvis det laveste bud overstiger 16550 EUR, offentliggør auktionarius meddelelsen om offentlig auktion senest 30 dage, før auktionen indledes, og fremsender endvidere uden ugrundet ophold meddelelsen om auktionen til ministeriet med henblik på offentliggørelse i Obchodný vestník (den officielle erhvervstidende).

22.

§ 21, stk. 2, i lov om frivillig auktion fastsætter, at en person, som mener at have lidt skade i tilfælde af overtrædelse af lovens bestemmelser, kan anmode retten om at erklære auktionen ugyldig. Retten til at anlægge sag med påstand om annullation ophører under alle omstændigheder, hvis den ikke er udøvet inden tre måneder efter auktionen, medmindre grundene til annullation er knyttet til en strafbar handling, og at salget angår et hus eller en lejlighed, hvor den tidligere ejer officielt havde bopæl.

23.

I henhold til § 325, stk. 1, i Zákon 160/2015 Z.z. Civilný sporový poriadok (lov nr. 160/2015 om den civile retspleje, herefter »den civile retsplejelov«) kan retten anordne anvendelse af foreløbige retsmidler, hvis det er nødvendigt midlertidigt at regulere forholdet mellem parterne, eller hvis der er en risiko for, at fuldbyrdelsen af retsafgørelsen bringes i fare. I henhold til den civile retsplejelovs § 325, stk. 2 litra d, kan retten pålægge en part foreløbige retsmidler bl.a. med henblik på, »at parten udfører noget, at parten afholder sig fra at lave noget, eller at parten tolererer noget«.

24.

§ 63, stk. 3, i Zákon 233/1995 Z.z. Exekučný poriadok (lov nr. 233/1995 om fuldbyrdelse) fastsætter følgende:

»Fuldbyrdelse gennem salg af fast ejendom, som er debitors faste eller midlertidige bopæl som omhandlet i stk. 2, kan alene ske undtagelsesvis efter domstolens godkendelse, hvis der over for den berørte person er indledt flere fuldbyrdelsesprocedurer vedrørende gæld, hvor det samlede beløb overstiger 2000 EUR, og auktionarius godtgør, at gælden ikke kan inddrives på anden vis.«

25.

Den 9. februar 2012 indgik SP og CI en aftale med sagsøgte, Všeobecná úverová banka, a.s. (herefter »VÚB Banka«), om et forbrugslån med overskriften »Hypo Pôžička« på 30221,50 EUR med en løbetid på 20 år frem til 2032 (herefter »det omtvistede lån«). Formålet med det omtvistede lån er ikke nævnt i låneaftalen.

26.

VÚB Banka anvendte næsten hele det omtvistede lån til at dække tidligere forbrugslån ydet siden 2004 af enten VÚB Banka eller det selskab, som sidstnævnte tidligere var økonomisk forbundet med, dvs. Consumer Finance Holding a.s. (herefter »CFH«). Tilbage i 2004 optog sagsøgerne i hovedsagen (herefter »sagsøgerne«) deres første lån hos CFH i den tidligere valuta på 18000 slovakiske korunaer (SSK) (597,49 EUR). Senere optog de yderligere forbrugslån. Sagsøgerne var ude af stand til at tilbagebetale lånene. VÚB Banka ydede dem derfor nye lån, som ikke blev udbetalt til sagsøgerne, men VÚB Banka betalte dem direkte til sig selv til dækning af krav for tidligere forbrugslån. VÚB Banka fastlagde ensidigt fordringernes størrelse. VÚB Banka anvendte endvidere en del af det omtvistede lån til sin egen fordel for at dække omkostninger forbundet med ydelsen af dette lån.

27.

Et karakteristisk træk ved det omtvistede lån er, at det er sikret ved pant i fast ejendom, som er et hus, hvor sagsøgerne og andre personer bor. Efter at det omtvistede lån blev ydet, misligholdt sagsøgerne deres låneafdrag på 1106,50 EUR. På grund af misligholdelse krævede VÚB Banka i januar 2013 hele det skyldige beløb tilbagebetalt. Långiveren har i henhold til de kontraktmæssige vilkår for det omtvistede lån ret til at iværksætte proceduren for førtidig forfald af lånet og erklære tilbagebetaling af hele lånet. Den forelæggende ret har forklaret, at slovakisk ret indeholder en enkelt betingelse for udløsning af denne ret, nemlig 3 måneders manglende betaling af låneafdrag og kreditors overholdelse af en yderligere frist på 15 dage.

28.

Den 12. april 2013 meddelte VÚB Banka udøvelsen af sin panteret ved en frivillig auktion af sagsøgernes hus, hvis værdi er mindst 30 gange højere end det beløb, som foranledigede banken til at indlede proceduren for førtidigt forfald af lånet og det efterfølgende salg af huset.

29.

Sagsøgerne nedlagde ved Okresný súd Prešov (kredsdomstolen i Prešov, Slovakiet) påstand om udsættelse af udøvelsen af panteretten ved en frivillig auktion. Sagsøgerne gjorde gældende, at VÚB Banka bl.a. havde overtrådt deres rettigheder garanteret af EU-retten på området for forbrugerkredit. I den første dom frifandt Okresný súd Prešov (kredsdomstolen i Prešov) banken, idet den i det væsentlige fandt, at der stort set ingen hindringer var for salget af sagsøgernes hus i en udenretslig procedure.

30.

Efter sagsøgernes appel ophævede den forelæggende ret dommen i første instans. Den forelæggende ret fandt, at den frivillige auktion af sagsøgernes hus var uforholdsmæssig, da der var andre måder at udøve panteretten på, nemlig i en tvangsfuldbyrdelsesprocedure, hvor VÚB Bankas krav kunne opfyldes, uden at sagsøgerne mistede ejendomsretten til deres bolig.

31.

I en anden dom frifandt Okresný súd Prešov (kredsdomstolen i Prešov) igen banken. Den henviste til Kušionová-dommen. Ifølge kredsdomstolens fortolkning af denne dom er selv urimelige vilkår ikke til hinder for salg af sagsøgernes bolig ved en udenretslig fuldbyrdelsesproces. Kredsdomstolen anvendte i denne henseende retspraksis fra Najvyšší súd Slovenskej republiky (Den Slovakiske Republiks øverste domstol), som ifølge den forelæggende ret ikke anerkender forudgående retsbeskyttelse af forbrugere, som består i udsættelsen af udenretsligt salg af deres bolig ved frivillig auktion uden tidsbegrænsning.

32.

Sagsøgerne iværksatte på ny appel ved den forelæggende ret med påstand om udsættelse af udøvelsen af panteretten ved en frivillig auktion. De har bl.a. gjort gældende, at deres forbrugerrettigheder og deres ret til bolig vil blive krænket, hvis deres hus sælges.

33.

Den forelæggende ret har forklaret, at der ikke i slovakisk ret i forhold til førtidig fuldbyrdelse i et pant er fastsat noget udtrykkeligt krav om hensyntagen til fuldbyrdelsens forholdsmæssighed og om anvendelsen af de kriterier, som Domstolen fastsatte i præmis 73 i Aziz-dommen ( 8 ). Den forelæggende ret har nærmere bestemt anført, at slovakisk lovgivning tillader proceduren for førtidig ophævelse uden en undersøgelse af spørgsmålet om, hvorvidt forbrugeren har misligholdt en væsentlig forpligtelse, om en sådan manglende opfyldelse af forpligtelsen er tilstrækkeligt alvorlig i forhold til lånets varighed og størrelse, og om den nationale lov fastsætter egnede og effektive midler, der giver forbrugeren mulighed for at fjerne virkningerne af ophævelsen af lånet.

34.

Den forelæggende ret har endvidere præciseret, at der i slovakisk lovgivning er fastsat to måder at udøve panteret på. Den første er at sælge pantegenstanden ved frivillig auktion. Denne auktion gennemføres af en privatperson, som er en erhvervsdrivende. Kreditor fastsætter ensidigt kravets størrelse. En anden erhvervsdrivende – auktionarius – sælger normalt forbrugerens bolig i en udenretslig procedure og uden en objektiv vurdering af kravets størrelse og forholdsmæssigheden af bortauktioneringen af forbrugerens bolig. På trods af forbrugernes manglende samtykke omtales denne auktion som »frivillig« i loven.

35.

Den anden måde, hvorpå der kan udøves panteret, er den i lov nr. 233/1995 om fuldbyrdelse fastsatte måde. Forud for denne procedure foretages en domstolsprøvelse af kontraktvilkårene. Retterne kan tillade tilbagebetaling i rater, og de skal af egen drift tage hensyn til forbrugerbeskyttelseslovgivningen. Kreditor kan søge fuldbyrdelse hos fogeden, som også kan tillade tilbagebetaling i rater. Det er således i forbindelse med retslig tvangsfuldbyrdelse muligt at justere niveauet for langsigtede låns oprindelige ratebetalinger indtil udløbet af kreditperioden. Kreditor kan derfor få sit krav opfyldt inden for den tidsfrist, som er aftalt med forbrugeren, alt imens forbrugeren beholder boligen.

36.

Det er den forelæggende rets opfattelse, at processen med salg ved frivillig auktion derimod ikke rummer sådanne garantier. Den kan ikke udsættes, mens retssagen om urimelige kontraktvilkår verserer. Endvidere lægger en retssag med påstand om annullation af auktionen, efter at ejendomsretten er tabt, et usædvanligt stort følelsesmæssigt pres på forbrugere.

37.

Det er den forelæggende rets opfattelse, at beskyttelse mod uforholdsmæssig indgriben i forbrugernes rettigheder, herunder deres ret til et hjem, er særlig vigtig forud for auktionen. Da den materielle lovgivning ikke indeholder andre muligheder for forhåndsbeskyttelse, er et søgsmål om udsættelse af udøvelsen af panteretten ved frivillig auktion den eneste tilbageværende mulighed.

38.

Med hensyn til anvendelsen af direktiv 2005/29 har den forelæggende ret henledt opmærksomheden på, at det omtvistede lån og de tidligere forbrugslån hver gang blev anvendt til at tilbagebetale tidligere lån, selv om sagsøgerne ikke havde tilstrækkelig indkomst til at betale dem tilbage. Det er den forelæggende rets opfattelse, at de omstændigheder, hvorunder det omhandlede forbrugslån blev optaget, udgør urimelig handelspraksis, som bør være omfattet af dette direktiv.

39.

Med hensyn til anvendelsen af direktiv 2008/48 har den forelæggende ret anført, at den eneste omstændighed, der kunne føre til, at det omtvistede lån ikke er omfattet af dette direktivs anvendelsesområde, er pantet i den faste ejendom. Imidlertid er det reelle formål med pantet i ejendommen tilbagebetalingen af tidligere forbrugslån. Under sådanne omstændigheder er der en tæt forbindelse mellem det omtvistede lån og det tidligere forbrugslån, da det omtvistede lån blev ydet med henblik på tilbagebetaling heraf.

40.

Den forelæggende ret ønsker endelig at fastlægge, om den løsning, som Domstolen nåede frem til i dom af 21. april 2016, Radlinger og Radlingerová (C-377/14, EU:C:2016:283, herefter »Radlinger og Radlingerová-dommen«), finder anvendelse i den foreliggende sag.

41.

På denne baggrund har Krajský súd v Prešove (den regionale ret i Prešov, Slovakiet) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

42.

Den 6. juli 2022 fremkom den forelæggende ret på Domstolens anmodning med uddybende oplysninger i henhold til artikel 101 i Domstolens procesreglement.

43.

VÚB Banka, den slovakiske regering og Europa-Kommissionen har indgivet skriftlige indlæg. I retsmødet den 28. oktober 2022 afgav sagsøgerne, den slovakiske regering og Kommissionen mundtlige indlæg.

44.

VÚB Banka har gjort gældende, at de præjudicielle spørgsmål ikke kan antages til realitetsbehandling, da de er hypotetiske. Banken har i denne henseende gjort forskellige faktiske forhold gældende, der efter dens opfattelse godtgør, at forbrugeren tilsidesatte væsentlige kontraktlige forpligtelser, og at banken har overholdt proportionalitetsprincippet.

45.

Den slovakiske regering og i det væsentlige Kommissionen har gjort gældende, at det første og det andet spørgsmål ikke kan antages til realitetsbehandling med hensyn til direktiv 2005/29. De har hævdet, at den forelæggende ret ikke har angivet grundene til, at den har forelagt et spørgsmål for Domstolen om den måde, hvorpå dette direktiv skal fortolkes, eller hvorfor fortolkningen er nødvendig for at afgøre tvisten i hovedsagen. Kommissionen har nærmere bestemt anført, at den forelæggende ret ikke har forklaret, i hvilket omfang iværksættelsen af fuldbyrdelsesproceduren kan udgøre en urimelig handelspraksis. Kommissionen har imidlertid anført, at den forelæggende ret forklarer betydningen af fortolkningen af direktiv 2005/29 hvad angår det tredje og det fjerde spørgsmål.

46.

Det skal i denne henseende anføres, at der ifølge Domstolens faste praksis er en formodning for, at de spørgsmål om EU-rettens fortolkning, som den nationale ret har forelagt på baggrund af de retlige og faktiske omstændigheder, som den har ansvaret for at fastlægge – og hvis rigtighed det ikke tilkommer Domstolen at efterprøve – er relevante. Domstolen kan kun afvise en anmodning om en præjudiciel afgørelse fra en national ret, såfremt det klart fremgår, at den ønskede fortolkning af EU-retten savner enhver forbindelse med realiteten i hovedsagen eller dennes genstand, når problemet er af hypotetisk karakter, eller når Domstolen ikke råder over de faktiske og retlige oplysninger, som er nødvendige for, at den kan foretage en saglig korrekt besvarelse af de stillede spørgsmål ( 9 ).

47.

For det første skal opmærksomheden henledes på, at det første og det andet præjudicielle spørgsmål, ud over direktiv 93/13, omhandler direktiv 2005/29. Som den slovakiske regering og Kommissionen med rette har påpeget, henviser den forelæggende ret imidlertid blot til det sidstnævnte direktiv i disse spørgsmål uden at angive årsagen til, at dets fortolkning er nødvendig for at afgøre tvisten i hovedsagen. Endvidere præciserer den forelæggende ret heller ikke, i hvilket omfang fuldbyrdelsesproceduren vedrørende det pantsatte gode, som er anfægtet af sagsøgerne i hovedsagen, kan udgøre en urimelig handelspraksis.

48.

Jeg foreslår derfor, at de første to spørgsmål udelukkende besvares på grundlag af bestemmelserne i direktiv 93/13.

49.

For det andet er den omstændighed, at VÚB Banka har gjort gældende, at fuldbyrdelsen af det pantsatte gode er forholdsmæssig, ikke ensbetydende med, at de nævnte spørgsmål er af hypotetisk karakter. Med de forelagte spørgsmål ønskes det ikke fastlagt, om den specifikke fuldbyrdelsesprocedure var forholdsmæssig – selv om dette ifølge den forelæggende ret ikke er tilfældet – men afgjort, om kreditoren retligt set kan gennemføre en sådan fuldbyrdelse, når retterne ikke har en lovfæstet forpligtelse til at vurdere tvangsovertagelsens forholdsmæssighed ( 10 ).

50.

I denne forstand er de præjudicielle spørgsmål ikke af hypotetisk karakter, og den ønskede fortolkning af bestemmelserne i direktiv 93/13 er nødvendig for at afgøre tvisten i hovedsagen.

51.

På baggrund af det ovenstående er jeg derfor af den opfattelse, at Domstolen skal fastslå, at anmodningen om præjudiciel afgørelse kan antages til realitetsbehandling.

52.

Med det første spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om direktiv 93/13, sammenholdt med såvel chartrets artikel 7, 38 og 47 som effektivitetsprincippet, skal fortolkes således, at det er til hinder for nationale bestemmelser og nærmere bestemt den borgerlige lovbogs § 53, stk. 9, når den ses i lyset af § 565 heraf, som tillader, at den erhvervsdrivende iværksætter proceduren for førtidig forfald af lånet som følge af debitors manglende opfyldelse af sine forpligtelser i en bestemt begrænset periode, uden at denne ret er underlagt proportionalitetsprincippet, navnlig med hensyn til alvoren af forbrugerens misligholdelse af sine forpligtelser i forhold til lånebeløbet og lånets løbetid.

53.

Det fremgår af forelæggelsesafgørelsen, at i henhold til den borgerlige lovbogs § 53, stk. 9, kan den erhvervsdrivende i tilfælde af et forbrugslån, der afdrages i rater, ophæve hele lånet som fastsat i den borgerlige lovbogs § 565, hvis parterne har aftalt dette. Udøvelsen af denne ret er betinget af dels udløbet af en periode på mindst 3 måneder efter forsinket betaling af en rate, dels en forudgående underretning af forbrugeren mindst 15 dage før fuldbyrdelse.

54.

Det skal indledningsvis erindres, at det følger af artikel 1, stk. 1, i direktiv 93/13, at formålet med dette direktiv er indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes nationale bestemmelser om urimelige kontraktvilkår. Som det fremgår af dette direktivs artikel 1, stk. 2, sammenholdt med 13. betragtning til direktivet og dets artikel 3, stk. 1, tilsigter det nævnte direktiv ikke at indføre en kontrol med de nationale bestemmelsers potentielt ugunstige karakter for forbrugeren, men alene en kontrol af kontraktvilkår i kontrakter, som er indgået med forbrugerne uden at have været genstand for individuel forhandling ( 11 ).

55.

Endvidere bestemmer dette direktivs artikel 1, stk. 2, at kontraktvilkår, som afspejler love eller bindende administrative bestemmelser, ikke er underlagt dette direktivs bestemmelser.

56.

Domstolen har i denne forbindelse gentagne gange præciseret, at den i artikel 1, stk. 2, fastsatte udelukkelse fra direktivets anvendelsesområde er begrundet i den omstændighed, at det er legitimt at lægge til grund, at den nationale lovgiver har foretaget en afbalanceret afvejning af alle kontrahenternes rettigheder og forpligtelser, som EU-lovgiver udtrykkeligt har villet bevare ( 12 ).

57.

I hovedsagen er de nationale retsforskrifter, som er genstand for anmodningen om præjudiciel afgørelse, afspejlet i et vilkår i forbrugerkreditaftalen.

58.

Det skal i denne henseende erindres, at det af fast retspraksis fremgår, at det som led i den samarbejdsprocedure mellem de nationale retter og Domstolen, som er indført ved artikel 267 TEUF, tilkommer denne at give den nationale ret et hensigtsmæssigt svar, som sætter den i stand til at afgøre den tvist, der verserer for den. Ud fra dette synspunkt påhviler det Domstolen i givet fald at omformulere de spørgsmål, der forelægges den ( 13 ).

59.

Som svar på anmodningen om yderligere oplysninger har den forelæggende ret endvidere anført, at den er positivt indstillet over for en omformulering af det første spørgsmål, således at der hermed ønskes en fortolkning af begrebet »urimelige kontraktvilkår« som anvendt i artikel 3, stk. 1, i direktiv 93/13 og de kriterier, som den nationale ret kan eller skal anvende, når den undersøger et kontraktvilkår, som afspejler de anfægtede nationale retsforskrifter.

60.

Med henblik på at give den forelæggende ret et hensigtsmæssigt svar forekommer det nødvendigt at omformulere det første præjudicielle spørgsmål. Med dette spørgsmål ønskes nærmere bestemt oplyst, om artikel 1, stk. 2, i direktiv 93/13 skal fortolkes således, at dette direktiv finder anvendelse på et kontraktvilkår, der afspejler en bestemmelse i national ret, som tillader, at den erhvervsdrivende iværksætter proceduren for førtidig forfald af lånet som følge af debitors manglende opfyldelse af sine forpligtelser i en bestemt begrænset periode, uden at denne ret er underlagt proportionalitetsprincippet. Hvis dette spørgsmål besvares bekræftende, ønsker den forelæggende ret oplyst, hvilke kriterier der skal anvendes ved vurderingen af, om et sådant vilkår er urimeligt i henhold til artikel 3, stk. 1, og artikel 4 i direktiv 93/13.

61.

Med henblik på først at afgøre, om det omtvistede vilkår afspejler »love eller bindende administrative bestemmelser« som omhandlet i artikel 1, stk. 2. i direktiv 93/13, skal det erindres, at denne bestemmelse indfører en undtagelse til anvendelsesområdet for direktiv 93/13. Som ved enhver undtagelse og under hensyntagen til dette direktivs formål, dvs. forbrugernes beskyttelse mod urimelige vilkår indsat i kontrakter indgået mellem forbrugere og erhvervsdrivende, skal en sådan undtagelse fortolkes indskrænkende ( 14 ).

62.

Denne undtagelses ekstraordinære karakter er fremhævet i Kušionová-dommen ( 15 ), hvor Domstolen fortolkede artikel 1, stk. 2, i direktiv 93/13 således, at et kontraktvilkår i en aftale indgået mellem en erhvervsdrivende og en forbruger kun er undtaget fra dette direktivs anvendelsesområde, hvis nævnte kontraktvilkår afspejler indholdet af en lov eller en bindende administrativ bestemmelse, hvilket det tilkommer den forelæggende ret at efterprøve.

63.

Det er klart, at der er to betingelser, som skal være opfyldt, for at denne undtagelse finder anvendelse: For det første skal kontraktvilkåret afspejle en lov eller en administrativ bestemmelse, og for det andet skal denne bestemmelse være bindende ( 16 ).

64.

Med henblik på at afgøre, om disse betingelser er opfyldt, har Domstolen således fastslået, at det tilkommer den nationale ret at efterprøve, om det pågældende kontraktvilkår afspejler bestemmelser i national ret, der finder bindende anvendelse mellem de kontraherende parter uanset deres valg, eller bestemmelser, der har deklaratorisk karakter og derfor uden videre finder anvendelse, dvs. i mangel af en anden ordning mellem parterne herom ( 17 ).

65.

Den slovakiske regering har i sit skriftlige indlæg gjort gældende, at den borgerlige lovbogs § 53, stk. 9, er en sådan bindende bestemmelse. Den har anført, at denne bestemmelse på den ene side giver forbrugeren en øget beskyttelse, for så vidt som den fastsætter yderligere garantier i tilfælde af førtidig ophævelse af en forbrugerkreditaftale. På den anden side kan parterne i henhold til den borgerlige lovbogs § 54, stk. 1, ikke fravige anvendelsen af den omtvistede bestemmelse til skade for forbrugeren.

66.

Den forelæggende ret deler ikke den slovakiske regerings synspunkt. I svaret på anmodningen om yderligere oplysninger har den forklaret, at § 53, stk. 9, sammenholdt med § 565 i den borgerlige lovbog, ikke finder anvendelse automatisk. Deres anvendelse afhænger af parternes valg. Den forelæggende ret har endvidere påpeget, at selv om parterne er enige om muligheden for førtidig forfald af lånet, er dette et valg for kreditor, uden at der foreligger en retlig forpligtelse om førtidig ophævelse. Den har i denne forbindelse fremhævet, at der i bestemmelserne i den borgerlige lovbogs § 53, stk. 9, og § 565 anvendes udtrykket »kan« (»môže«), hvilket antyder en mulighed for kreditor til at iværksætte fuldbyrdelse og ikke en forpligtelse. Det er endvidere den forelæggende rets opfattelse, at den borgerlige lovbogs § 54, stk. 1, som den slovakiske regering har henvist til, ikke fører til en anden fortolkning. Denne bestemmelse udelukker ikke en fravigelse af den borgerlige lovbogs bestemmelser til fordel for forbrugeren. Den forelæggende ret har forklaret, at det kun er i tilfælde, hvor parterne inkluderer et vilkår om førtidig ophævelse i deres aftale, at kreditor er forpligtet til at iagttage de minimumskrav, som er fastsat i den borgerlige lovbogs § 53, stk. 9, inden denne iværksætter fuldbyrdelse.

67.

I retsmødet fremhævede sagsøgerne og Kommissionen, at anvendelsen af de anfægtede bestemmelser i den borgerlige lovbog er betinget af en forudgående aftale mellem parterne. Sagsøgerne anførte, at det er den erhvervsdrivendes valg, om denne vil udøve retten til at iværksætte proceduren om førtidig ophævelse. Hvis den erhvervsdrivende vælger at udøve denne ret, skal den pågældende iagttage de minimumskrav, der er fastsat i den borgerlige lovbogs § 53, stk. 9. Fristen på tre måneder inden fuldbyrdelse af en fordring iværksættes er en ufravigelig betingelse, men forhåndsbetingelsen for dens anvendelse, dvs. afgørelsen om fuldbyrdelse, påhviler den erhvervsdrivende.

68.

Den forelæggende rets forklaringer og sagsøgernes og Kommissionens argumenter er efter min opfattelse overbevisende. Det er min opfattelse, at de underbygger den konklusion, at de anfægtede nationale retsforskrifter ikke finder automatisk anvendelse, dvs. når parterne ikke har aftalt andet, og derfor ikke kan betragtes som »bindende« som omhandlet i artikel 1, stk. 2, i direktiv 93/13. De kræver i stedet en udtrykkelig aftale mellem parterne. Når der ikke foreligger en sådan aftale, fastsætter den borgerlige lovbogs § 565 en regel om, at kreditor ikke må anmode om betaling af hele fordringen som følge af manglende betaling af et månedligt afdrag.

69.

Det er endvidere vigtigt at påpege, at selv om den borgerlige lovbogs § 53, stk. 9, henviser til en forbrugeraftale, som opfyldes ved ratebetalinger, indeholder den ikke specifikke bestemmelser om førtidig ophævelse af en langsigtet kreditaftale eller forekomsten af en sikkerhed for dette lån ved en pant i forbrugerens familiebolig. Under disse omstændigheder kan den erhvervsdrivendes valg om i en låneaftale med forbrugerens familiebolig som sikkerhed at medtage et vilkår, som ikke har været genstand for forhandling, og som afspejler denne bestemmelse, ikke ligestilles med den nationale lovgivers etablering af en ligevægt mellem alle kontrahenternes rettigheder og forpligtelser.

70.

Det er under alle omstændigheder ubestridt, at det inden for rammerne af proceduren i henhold til artikel 267 TEUF, som er baseret på en klar adskillelse mellem de nationale retters og Domstolens funktioner, alene er den nationale ret, der har kompetence til at fortolke og anvende bestemmelser i national ret ( 18 ).

71.

Under disse omstændigheder er det klart, at det omhandlede kontraktvilkår, som fastsætter kreditors ret til førtidig ophævelse, ikke afspejler en lov eller bindende administrative bestemmelser som omhandlet i artikel 1, stk. 2, i direktiv 93/13. Det er derfor min konklusion, at et sådant vilkår er omfattet af anvendelsesområdet for direktiv 93/13.

72.

I henhold til artikel 4, stk. 1, i direktiv 93/13 skal det vurderes, om et kontraktvilkår er urimeligt under hensyn til, hvilken type varer eller tjenesteydelser aftalen omfatter, og ved på tidspunktet for aftalens indgåelse at tage hensyn til alle omstændighederne i forbindelse med dens indgåelse. Det følger ud fra denne synsvinkel heraf, at der ligeledes skal tages hensyn til, hvilke konsekvenser nævnte kontraktvilkår kan have inden for rammerne af de retsregler, der finder anvendelse på kontrakten. Dette indebærer, at der må foretages en undersøgelse af den nationale retsorden ( 19 ).

73.

Den forelæggende ret ønsker nærmere bestemt oplyst, om det med henblik på at vurdere, om det omtvistede kontraktvilkår er urimeligt, er muligt at tage hensyn til forholdsmæssigheden af den erhvervsdrivendes udøvelse af retten til at ophæve hele lånet og navnlig alvoren af forbrugerens misligholdelse af sine forpligtelser i forhold til lånebeløbet og lånets løbetid. Den forelæggende ret har i denne henseende henvist til en af de i præmis 73 i Aziz-dommen fastsatte kriterier ( 20 ).

74.

Denne dom fastlægger en række kriterier vedrørende en national rets vurdering af, om et kontraktvilkår vedrørende proceduren om førtidig ophævelse af en langvarig aftale, og nærmere bestemt en realkreditaftale, som følge af debitors misligholdelse af sine forpligtelser i en begrænset periode er urimeligt. Disse kriterier er yderligere udviklet i Banco Primus-dommen ( 21 ). Domstolen har fastslået, at det tilkommer den forelæggende ret bl.a. at efterprøve for det første, om den erhvervsdrivendes ret til at ophæve hele lånet er betinget af forbrugerens manglende overholdelse af en forpligtelse, som er af afgørende betydning i forhold til den pågældende aftale, for det andet, om denne mulighed er tiltænkt tilfælde, hvor en sådan misligholdelse er tilstrækkeligt alvorlig hvad angår lånets varighed og størrelse, for det tredje, om den nævnte ret fraviger de almindelige retsregler, der, hvor der ikke er aftalt specifikke betingelser i kontrakten, er gældende på området, og, for det fjerde, om den nationale lovgivning fastsætter egnede og effektive midler, som giver den forbruger, der er omfattet af et sådant vilkår, mulighed for at fjerne virkningerne af ophævelsen af lånet. Domstolen har i dommen i sagen Caisse régionale de Crédit mutuel de Loire-Atlantique et du Centre Ouest ( 22 ) yderligere præciseret, at Banco Primus-dommen skal fortolkes således, at de heri fastsatte kriterier med henblik på vurderingen af, om et kontraktvilkår er urimeligt som omhandlet i artikel 3, stk. 1, i direktiv 93/13, bl.a. vedrørende den betydelige skævhed i aftaleparternes rettigheder og forpligtelser, som dette vilkår bevirker til skade for forbrugeren, hverken kan anses for at være kumulative eller alternative, men skal anses for at indgå i alle de omstændigheder i forbindelse med indgåelsen af den pågældende aftale, som den nationale retsinstans skal undersøge med henblik på at vurdere, om et kontraktvilkår er urimeligt som omhandlet i artikel 3, stk. 1, i direktiv 93/13.

75.

Det omtvistede kontraktvilkår vedrører førtidig ophævelse af en langsigtet aftale, som blev indgået med en løbetid på 20 år og er sikret ved pant i en forbrugers familiebolig. Under disse omstændigheder skal vurderingen af, om dette vilkår er urimeligt, ske i lyset af den retspraksis, som er beskrevet i det foregående punkt.

76.

På baggrund af ovenstående betragtninger er det min konklusion, at artikel 1, stk. 2, i direktiv 93/13 skal fortolkes således, at dette direktiv finder anvendelse på et kontraktvilkår, der afspejler en bestemmelse i national ret, som tillader, at den erhvervsdrivende iværksætter proceduren for førtidig forfald af lånet som følge af debitors manglende opfyldelse af sine forpligtelser i en bestemt begrænset periode, uden at denne ret er underlagt proportionalitetsprincippet. Artikel 3, stk. 1, og artikel 4, stk. 1, i direktiv 93/13 skal fortolkes således, at det hvad angår en national rets vurdering af, om vilkåret om proceduren for førtidig ophævelse som følge af debitors misligholdelse af sine forpligtelser i en begrænset periode er urimeligt, tilkommer den forelæggende ret bl.a. at efterprøve følgende kriterier: for det første om den erhvervsdrivendes ret til at ophæve hele lånet er betinget af forbrugerens manglende overholdelse af en forpligtelse, som er af afgørende betydning i forhold til den pågældende aftale, for det andet om denne mulighed er tiltænkt tilfælde, hvor en sådan misligholdelse er tilstrækkeligt alvorlig hvad angår lånets varighed og størrelse, for det tredje om den nævnte ret fraviger de almindelige retsregler, der, hvor der ikke er aftalt specifikke betingelser i kontrakten, er gældende på området, og for det fjerde om den nationale lovgivning fastsætter egnede og effektive midler, som giver den forbruger, der er omfattet af et sådant vilkår, mulighed for at fjerne virkningerne af ophævelsen af lånet.

77.

Hvis Domstolen besvarer det første spørgsmål, som omformuleret, bekræftende, har den forelæggende ret anført, at det ikke længere er nødvendigt med en besvarelse af de tilbageværende spørgsmål. For fuldstændighedens skyld vil jeg imidlertid gå over til at behandle de tilbageværende spørgsmål.

78.

Med det andet spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 7, stk. 1, i direktiv 93/13, sammenholdt med chartrets artikel 7, 47 og 38 og effektivitetsprincippet, er til hinder for en national retspraksis, hvorefter det i det væsentlige ikke er muligt at udsætte udøvelsen af panteretten ved privat auktion over en fast ejendom, der udgør bolig for forbrugeren eller andre personer.

79.

Det skal indledningsvis erindres, at det beskyttelsessystem, som er indført ved direktiv 93/13, er baseret på den tanke, at forbrugeren befinder sig i en svag position over for den erhvervsdrivende både hvad angår forhandlingsposition og informationsniveau, som medfører, at forbrugeren godkender vilkår, som den erhvervsdrivende har udarbejdet på forhånd, uden at kunne påvirke indholdet af disse vilkår. Desuden bestemmer chartrets artikel 38, at der skal sikres et højt forbrugerbeskyttelsesniveau i Unionens politikker. Dette påbud er gyldigt for gennemførelsen af direktiv 93/13 ( 23 ).

80.

Henset til arten og betydningen af den offentlige interesse, som den beskyttelse, der er sikret forbrugerne, hviler på, pålægger direktiv 93/13, således som det fremgår af direktivets artikel 7, stk. 1, sammenholdt med 24. betragtning hertil, medlemsstaterne at fastsætte egnede og effektive midler til at bringe anvendelsen af urimelige kontraktvilkår i aftaler, der indgås mellem forbrugere og en erhvervsdrivende, til ophør ( 24 ).

81.

Efter disse indledende betragtninger er det nødvendigt at se på baggrunden for det forelagte spørgsmål. Det er ikke den første gang, at slovakiske domstole har anmodet om Domstolens vejledning hvad angår spørgsmålet om, hvorvidt de slovakiske regler, der tillader, at en kreditor opnår betaling af en fordring ved udenretslig fuldbyrdelse af en panteret i fast ejendom, som forbrugeren har stillet som sikkerhed, er forenelige med direktiv 93/13. Den første gang var i sag C-482/12, Macinský og Macinská. Denne sag blev slettet af Domstolens register som følge af, at anmodningen om præjudiciel forelæggelse blev tilbagekaldt ( 25 ), men efter at generaladvokat Wahl havde fremsat sit forslag til afgørelse ( 26 ). Macinský og Macinská-sagen rejste mere konkret spørgsmålet om, hvorvidt det er i strid med direktiv 93/13, at en medlemsstat har procedureregler, hvorefter et krav, der er baseret på et urimeligt kontraktvilkår i en forbrugeraftale, kan søges fyldestgjort udenretsligt og derfor – potentielt – uden nogen form for domstolsprøvelse. På grundlag af sagens forhold og parternes indlæg i retsmødet konkluderede generaladvokaten, at direktiv 93/13 ikke er til hinder for en sådan procedure. Denne konklusion var i det væsentlige begrundet i følgende betragtninger. På den ene side kræver effektiv domstolsbeskyttelse af forbrugere ikke en obligatorisk forudgående domstolsprøvelse af urimelige kontraktvilkår ( 27 ). På den anden side sikrede den omhandlede procedure i tilstrækkelig grad en effektiv beskyttelse af forbrugernes rettigheder som fastsat i direktiv 93/13 ( 28 ).

82.

Generaladvokat Wahls forslag til afgørelse i Macinský og Macinská-sagen blev i det væsentlige efterfulgt af Kušionová-dommen. Denne dom fastslog, at den slovakiske ordning for udenretslig fuldbyrdelse eller »frivillig« salg ved auktion er forenelig med direktiv 93/13, for så vidt som denne ordning i praksis ikke gør det umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt at beskytte de rettigheder, der er tillagt forbrugere ved dette direktiv, hvilket det tilkommer den forelæggende ret at efterprøve.

83.

Domstolens konklusion i Kušionová-dommen er betinget af, at der findes effektive midler til at anfægte en fuldbyrdelse, som er baseret på eventuelt urimelige vilkår. På grundlag af de tilgængelige oplysninger fastslog Domstolen, at slovakisk lovgivning rummede en ret til foreløbig domstolsbeskyttelse, som gør det muligt at vedtage foreløbige retsmidler, der forbyder den fortsatte fuldbyrdelse af et salg, og til efterfølgende domstolsbeskyttelse. Domstolen støttede sig hovedsageligt på følgende forhold: for det første at den borgerlige lovbogs § 151m, stk. 1, sammenholdt med § 17, stk. 3, i lov om frivillig auktion, fastsætter muligheden for at anfægte et salg ved auktion senest 30 dage efter meddelelsen om fuldbyrdelsen af det pantsatte gode, for det andet at den person, som anfægter de betingelser, som salget ved auktion fandt sted under, har mulighed for at anlægge sag inden 3 måneder efter auktionen med påstand om annullation i henhold til denne lovs § 21, stk. 2, og for det tredje den omstændighed, at den kompetente nationale ret under en sådan udenretslig fuldbyrdelsesproces af et pantsat gode i medfør af den civile retsplejelovs § 74, stk. 1, og § 76, stk. 1, kan vedtage foreløbige retsmidler, der forbyder den fortsatte fuldbyrdelse af et sådant salg ( 29 ).

84.

Hvad angår den nationale domstols mulighed for at vurdere, om fuldbyrdelsen er forholdsmæssig, inddrages denne kontrol i Kušionová-dommen i det væsentlige i den nationale domstols samlede vurdering af egnetheden og effektiviteten af de midler, som findes inden for retsordenen med henblik på, at anvendelsen af urimelige kontraktvilkår bringes til ophør, jf. artikel 7, stk. 1, i direktiv 93/13 ( 30 ). Domstolens argumentation illustrerer de konstitutionelle dimensioner af direktiv 93/13 inden for rammerne af forbrugertvister. Domstolen fastslog, at der skal tages særlig hensyn til den omstændighed, at den ejendom, som er genstand for den i hovedsagen omhandlede udenretslige fuldbyrdelsesprocedure af et pantsat gode, er forbrugerens familiebolig ( 31 ). Argumentationen i lyset af de grundlæggende rettigheder forstærkes ved henvisning til retspraksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (herefter »Menneskerettighedsdomstolen«). Menneskerettighedsdomstolen har fastslået dels, at tabet af en bolig er en af de mest alvorlige krænkelser af retten til respekt for boligens ukrænkelighed, dels, at enhver person, der risikerer at være offer herfor, bør være i stand til at få forholdsmæssigheden af en sådan foranstaltning prøvet ( 32 ). Domstolen påpegede, at de nationale domstole ved fortolkningen af direktiv 93/13 skal tage chartrets artikel 7, som garanterer retten til respekt for sit hjem, i betragtning ( 33 ). Endelig fremhævede Domstolen, idet den mindede om Aziz-dommen ( 34 ), vigtigheden af, at den nationale domstol kan iværksætte foreløbige retsmidler, som kan føre til udsættelse eller ophør af en ulovlig procedure for at sikre effektiviteten af den retsbeskyttelse, der søges opnået ved direktiv 93/13 under hensyntagen til konsekvenserne af at udsætte forbrugeren og dennes familie af den bolig, som udgør deres faste bopæl ( 35 ).

85.

Henset til alle de forhold, som er anført i punkt 83 i det foreliggende forslag til afgørelse, og navnlig henset til den omstændighed, at det fremstod som muligt for den kompetente nationale ret at vedtage foreløbige retsmidler, fastslås det i Kušionová-dommen, at der inden for rammerne af den slovakiske udenretslige fuldbyrdelsesprocedure findes »et egnet og effektivt middel til at bringe anvendelsen af urimelige kontraktvilkår til ophør, hvilket det tilkommer den forelæggende ret at efterprøve«.

86.

Den forelæggende ret har forklaret, at Najvyšší súd Slovenskej republiky (Den Slovakiske Republiks øverste domstol) har fortolket Kušionová-dommen således, at den tillader udenretsligt salg af en fast ejendom, herunder en forbrugers bolig. Det følger desuden af national retspraksis, at en kreditor ikke kan forpligtes til at afholde sig fra at udøve panteretten på ubestemt tid ( 36 ). Det er i det væsentlige den forelæggende rets opfattelse, at sådan national retspraksis er fejlagtig og udfordrer de forudsætninger, som ligger til grund for Kušionová-dommen. Det er dens opfattelse, at det frivillige salg ved auktion ikke rummer de samme garantier som retslig tvangsfuldbyrdelse. Den har anført, at dette er en fuldbyrdelsesmetode, som udelukkende tilrettelægges af privatpersoner, og som hindrer en domstolsprøvelse af gælden og forholdsmæssigheden af salget. Den forelæggende ret har påpeget, at det frivillige salg ved auktion ikke kan udsættes ved en retssag, inden for hvis rammer det kan gøres gældende, at kontraktvilkårene er urimelige.

87.

Den slovakiske regering har derimod i sit skriftlige indlæg givet udtryk for, at den slovakiske lovgivning, sådan som den er beskrevet i Kušionová-dommen, sikrer effektiv domstolsbeskyttelse for forbrugerne før og efter tvangssalget, og at domstolene kan vedtage foreløbige retsmidler.

88.

I besvarelsen af anmodningen om yderligere oplysninger har den forelæggende ret givet udtryk for at være uenig i den slovakiske regerings juridiske analyse. Indledningsvis har den forelæggende ret afvist den opfattelse, at ordningen for udenretsligt salg sikrer en forbedret forbrugerbeskyttelse alene med den begrundelse, at den er til hinder for kreditors direkte salg af ejendommen. Det er dens opfattelse, at de bestemmelser, som den slovakiske regering henviser til, dvs. § 17, stk. 3 og 5, i lov om frivillig auktion og den borgerlige lovbogs § 151m, stk. 1, ikke giver nogen ret til at anfægte fuldbyrdelsen, inden salget finder sted. Ifølge den forelæggende ret regulerer disse bestemmelser de formelle betingelser for fuldbyrdelsen af et frivilligt salg ved auktion og organisatoriske aspekter i forbindelse med dette salg. Hvad angår muligheden for at vedtage foreløbige retsmidler har den forelæggende ret påpeget, at den civile retsplejelovs § 325, stk. 1 og 2, kun fastsætter domstolenes kompetence til at vedtage foreløbige retsmidler i forhold til et kontradiktorisk søgsmål. Dette forklarer således, hvorfor denne bestemmelse ikke finder anvendelse inden for rammerne af udenretslige fuldbyrdelsesprocedurer. Desuden har den forelæggende ret anført, at § 63, stk. 3, i lov nr. 233/1995 om fuldbyrdelse ikke har nogen forbindelse med den procedure, som er fastsat i lov om frivillig auktion, og at erhvervsdrivende generelt ikke skal overholde lov nr. 233/1995 om fuldbyrdelse inden for rammerne af udenretslige fuldbyrdelsesprocedurer.

89.

Parterne, som deltog i retsmødet, blev bedt om at forklare, hvilke muligheder forbrugere har for at gøre gældende, at fuldbyrdelsesinstrumentet inden for rammerne af den udenretslige salgsproces er urimeligt. De blev endvidere bedt om at identificere det retsgrundlag, som giver de domstole, der behandler anerkendelsessagen om, hvorvidt kontraktvilkårene i fuldbyrdelsesinstrumentet er urimelige, eller som behandler andre spørgsmål vedrørende fuldbyrdelsen, mulighed for at anordne anvendelse af foreløbige retsmidler, som kan udsætte fuldbyrdelsesproceduren for at sikre den fulde virkning af den endelige afgørelse af sagens realitet.

90.

Den slovakiske regering anførte, at der ikke er nogen retlig hindring hvad angår domstolenes beføjelse til af egen drift at inddrage anbringender om urimelige kontraktvilkår. Den bemærkede, at den civile retsplejelovs § 298, stk. 1, udtrykkeligt anerkender sådanne beføjelser. Den slovakiske regering henviste til en række bestemmelser i den borgerlige lovbog samt lov nr. 250/2007 om forbrugerbeskyttelse, hvoraf det følger, at forbrugere kan anlægge sag med henblik på at begære de urimelige kontraktvilkår ugyldige. Den slovakiske regering gjorde endvidere gældende, at den civile retsplejelov omfatter muligheden for at anlægge et søgsmål med henblik på at fastslå, at der foreligger en rettighed.

91.

Sagsøgerne bestred ikke eksistensen af de bestemmelser, som den slovakiske regering henviste til. De gjorde imidlertid gældende, at disse er almindelige regler, og at de ikke finder anvendelse ved udenretslig fuldbyrdelse. Det er deres opfattelse, at der ikke findes et retsgrundlag, som kræver, at domstolene udsætter et frivilligt salg ved auktion kun med henvisning til urimelige vilkår. Sagsøgerne gjorde endvidere gældende, at hele proceduren savner gennemsigtighed, og at der ikke er offentlige myndigheder involveret i nogen af procedurens faser. Med hensyn til muligheden for at anfægte salget efterfølgende har sagsøgerne forklaret, at dette er en langsommelig og smertelig proces for forbrugere ( 37 ) med meget ringe udsigter til at lykkes.

92.

Kommissionen gjorde gældende, at det fortsat er uklart, om den udenretslige fuldbyrdelsesprocedure baseret på lov om frivillig auktion rummer mulighed for udsættelse af fuldbyrdelsen på grundlag af urimelige vilkår. Selv om man antog, at der findes en sådan mulighed i national ret, gjorde Kommissionen gældende, at der er et modsætningsforhold mellem, hvad loven har til formål at fastsætte, og den måde, hvorpå loven fortolkes og anvendes af domstolene. Dette gør det uforholdsmæssigt vanskeligt at udøve forbrugerrettighederne i praksis.

93.

Selv om Domstolen i henhold til artikel 267 TEUF har kompetence til på grundlag af artikel 7 i direktiv 93/13 at udlede de kriterier, som danner ramme om den undersøgelse af de forpligtelser, der følger af dette direktiv, er det den forelæggende ret, der skal efterprøve, om bestemmelserne i lov om frivillig auktion i givet fald kan give retten en sådan ramme ( 38 ).

94.

Jeg vil derfor begrænse mig til følgende betragtninger. Den udenretslige fuldbyrdelsesprocedure finder anvendelse uanset debitors status, og uanset hvilken type aktiv der er tale om. Den kan (som det er tilfældet i hovedsagen) vedrøre et aktiv, som tilgodeser etgrundlæggende behov hos forbrugeren, nemlig behovet for en bolig ( 39 ). Denne procedure kan iværksættes af den erhvervsdrivende alene på grundlag af en kreditaftale med eksekutionskraft, uden at indholdet af dette dokument har været genstand for en domstolskontrol med henblik på at undersøge, om et eller flere af vilkårene i dette dokument er urimelige. Kreditor fastsætter endvidere fordringen ensidigt, og en privat aktør (auktionarius) foretager fuldbyrdelsen uden tilsyn fra en offentlig myndighed. Et sådant betydningsfuldt og ubegrænset privilegium for den erhvervsdrivende gør det så meget desto mere nødvendigt, at forbrugeren som debitor nyder en effektiv domstolsbeskyttelse ( 40 ). Som en forfatter rammende beskriver det, skal en sag om udlæg i en bolig sikre »den højeste grad af strenge procedureregler« ( 41 ).

95.

Efter min opfattelse afslører de sagsakter, som Domstolen råder over, og diskussionen i retsmødet, at forekomsten og rækkevidden af retslige beføjelser i forbindelse med en indsigelse mod udenretslig fuldbyrdelse på grundlag af urimelige kontraktvilkår fremstår uklare og komplicerede for domstole og forbrugere. Nærmere bestemt synes det ikke at være klart, hvilke processuelle muligheder forbrugere har for at opnå udsættelse af fuldbyrdelsen, således at den kompetente domstol kan undersøge, om de i fuldbyrdelsesinstrumentet indeholdte kontraktvilkår er urimelige. Afsavnet af et klart retsgrundlag indebærer indledningsvis, at retssikkerhedsprincippet tilsidesættes. Det skal i denne forbindelse erindres, at retssikkerhedsprincippet, der er et grundlæggende EU-retligt princip, kræver, at retsreglerne skal være klare, præcise og forudsigelige i deres retsvirkninger, især når de kan have bebyrdende virkninger for personer og virksomheder, for at borgerne ikke skal være i tvivl om deres rettigheder og pligter, således at de kan handle derefter ( 42 ).

96.

Lovgrundlaget for udenretslig fuldbyrdelse som beskrevet af den forelæggende ret synes ikke at give en høj grad af proceduremæssige garantier. Som følge af lovgrundlagets fragmentering skaber det en ikke ubetydelig risiko for, at den berørte forbruger enten ikke rejser indsigelse mod udenretslig fuldbyrdelse, som giver mulighed for en retlig vurdering af urimelige vilkår, eller begår en proceduremæssig fejl ( 43 ). Denne risiko er forværret af det forhold, at alle foranstaltningerne i den udenretslige fuldbyrdelsesprocedure, herunder fastsættelsen af gældens størrelse, foretages uden noget tilsyn fra en offentlig myndighed.

97.

Det skal i denne henseende endvidere påpeges, at Domstolen i sin nyere praksis har fastslået, at standarderne for, hvad der udgør en effektiv prøvelse af urimelige vilkår, er særligt høje. Domstolen har endvidere præciseret, at medlemsstaternes forpligtelse til at sikre beskyttelsen af de rettigheder, som EU-retten medfører for borgerne, navnlig for rettigheder, der følger af direktiv 93/13, indebærer et krav om effektiv domstolsbeskyttelse, hvilket bekræftes i dette direktivs artikel 7, stk. 1, og ligeledes er sikret ved chartrets artikel 47, der bl.a. finder anvendelse på definitionen af de processuelle regler vedrørende søgsmål, der støttes på sådanne rettigheder ( 44 ).

98.

Nærmere bestemt har Domstolen med hensyn til efterfølgende procedurer om udstedelse af et betalingspåkrav fastslået, at kravet om en effektiv domstolsbeskyttelse i et sådant tilfælde kræver, at en fuldbyrdende ret kan vurdere, herunder for første gang, om de kontraktvilkår, som er blevet anvendt som grundlag for et betalingspåkrav, der er udstedt af en ret på anmodning af en kreditor, og som debitor ikke har indgivet indsigelse imod, eventuelt er urimelige ( 45 ). I forbindelse med realisering af pant i fast ejendom fandt Domstolen, at en effektiv prøvelse af, om kontraktvilkår eventuelt er urimelige, således som det kræves i medfør af direktiv 93/13, imidlertid ikke kan sikres, hvis retskraften også omfatter retsafgørelser, som ikke henviser til en sådan kontrol ( 46 ).

99.

Det følger af denne retspraksis, at det, selv når der findes en retsafgørelse om fuldbyrdelse, ikke er muligt at garantere, at der sker en effektiv prøvelse af urimelige vilkår, når denne afgørelse ikke indeholder nogen begrundelse, der vidner om, at domstolen af egen drift har foretaget en vurdering af, om kontraktvilkårene er urimelige. På denne baggrund er det i endnu højere grad min opfattelse, at der ikke kan garanteres en effektiv prøvelse, når fuldbyrdelsesprocedurer iværksættes uden en forudgående domstolsprøvelse, når de udelukkende foretages af private erhvervsdrivende, og når reglerne for både forbrugerens muligheder for at bestride fuldbyrdelsesproceduren og domstolenes beføjelser er uklare og komplicerede. Det forekommer mig derfor, at procedurereglerne om udenretslige fuldbyrdelsesprocedurer i det mindste på den måde, som de finder anvendelse i slovakisk retspraksis, ikke opfylder standarderne for effektiv domstolsbeskyttelse af forbrugere.

100.

Som det sidste vil jeg påpege, at direktiv 2014/17 – der, som det fremgår af tredje betragtning hertil, blev vedtaget på området for ejendomslån til forbrugere efter den internationale finanskrise – selv om dette direktiv ikke tidsmæssigt finder anvendelse ( 47 ), viser EU-lovgivers ønske om at styrke forbrugerbeskyttelsen inden for rammerne af fuldbyrdelsesprocedurer vedrørende boliger. Ifølge artikel 28, stk. 1, i direktiv 2014/17 skal medlemsstaterne træffe foranstaltninger, der skal tilskynde kreditgiver til at udvise rimelig tilbageholdenhed over for forbrugere, der er bagud med betalingen, inden der indledes en tvangsauktion. Formålet med tilbageholdenhed er at løse betalingsvanskelighederne på et tidligt tidspunkt for at undgå, at der indledes en sådan procedure. Tvangsauktion skal være den sidste udvej, når alle andre muligheder for at regulere betalingsrestancer har fejlet ( 48 ).

101.

På baggrund af ovenstående betragtninger er det min konklusion, at artikel 7, stk. 1, i direktiv 93/13, sammenholdt med chartrets artikel 7, 47 og 38 og effektivitetsprincippet, skal fortolkes således, at denne bestemmelse er til hinder for en national retspraksis, hvorefter det i det væsentlige ikke er muligt at udsætte udøvelsen af panteretten ved privat auktion over en fast ejendom, der udgør bolig for forbrugeren eller andre personer, for så vidt som anvendelse af foreløbige retsmidler er nødvendig for at sikre, at en afgørelse, som træffes af den domstol, som har kompetence til at prøve, om et kontraktvilkår er urimeligt, får fuld virkning.

102.

Med det tredje og det fjerde spørgsmål, som det er hensigtsmæssigt at behandle samlet, ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst dels, om en kreditinstitutions gentagne ydelse af lån til en forbruger, som har til formål at tilbagebetale tidligere lån, og som forbrugeren ikke er i stand til at betale, er omfattet af direktiv 2005/29, dels, om en sådan handling udgør en urimelig handelspraksis som omhandlet i dette direktivs artikel 5.

103.

Det skal indledningsvis for det første påpeges, at den omhandlede praksis, som denne er beskrevet af den forelæggende ret, består i kreditinstitutionens gentagne ydelse af kreditlån, som dækkede tilbagebetalingen af tidligere lån til samme kreditinstitution samt disse låns omkostninger. Den forelæggende ret har anført, at størrelsen af hvert af de nye lån i »kæden« af lån blev ensidigt fastsat af banken, og at låntagerne ikke var i stand til at betale dem tilbage. For det andet følger det af anmodningen om præjudiciel afgørelse, at den forelæggende ret har brug for et svar på spørgsmålet om, hvorvidt den omhandlede praksis udgør en urimelig handelspraksis, for at den kan vurdere de omstændigheder, hvorunder aftalen om det omhandlede lån blev indgået som led i prøvelsen af, om kontraktvilkårene er urimelige i medfør af artikel 4, stk. 1, i direktiv 93/13 ( 49 ).

104.

Hvad angår spørgsmålet om, hvorvidt den gentagne ydelse af forbrugslån med det formål at tilbagebetale tidligere lån kan være omfattet af anvendelsesområdet for direktiv 2005/29, skal det indledningsvis holdes for øje, at dette direktivs artikel 2, litra d), med anvendelse af en særlig bred formulering definerer begrebet »handelspraksis« som »en handling, udeladelse, adfærd eller fremstilling, kommerciel kommunikation, herunder reklame og markedsføring, foretaget af en erhvervsdrivende med direkte relation til promovering, salg eller udbud af et produkt til forbrugerne« ( 50 ).

105.

Direktiv 2005/29 gælder dernæst i medfør af sin artikel 3, stk. 1, sammenholdt med direktivets artikel 2, litra c), for virksomheders urimelige handelspraksis over for forbrugerne før, under eller efter en handelstransaktion i forbindelse med enhver vare eller ydelse ( 51 ).

106.

Udtrykket »med direkte relation til salg af et produkt« dækker derfor enhver foranstaltning, der træffes med relation ikke kun til indgåelsen af en aftale, men også til udførelsen af denne, og bl.a. de foranstaltninger, der træffes med henblik på at opnå betaling for produktet ( 52 ).

107.

Ydelse af lån med det formål at tilbagebetale tidligere forbrugslån som det i hovedsagen omhandlede lån skal derfor anses som et »produkt« som omhandlet i artikel 2, litra c), i direktiv 2005/29 ( 53 ).

108.

Jeg er på denne baggrund enig med den slovakiske regering og Kommissionen i, at en kreditinstitutions gentagne ydelse af lån til en forbruger, som har til formål at tilbagebetale tidligere forbrugslån, og som forbrugeren ikke er i stand til at tilbagebetale, er omfattet af anvendelsesområdet for direktiv 2005/29.

109.

Hvad angår spørgsmålet om, hvorvidt den omhandlede praksis udgør en urimelig handelspraksis, skal det erindres, at artikel 5, stk. 1, i direktiv 2005/29 forbyder urimelig handelspraksis, og at artikel 5, stk. 2, fastsætter de kriterier, der afgør, om en handelspraksis er urimelig.

110.

I dette direktivs artikel 5, stk. 4, præciseres det, at en handelspraksis i særdeleshed er urimelig, hvis den er »vildledende«, jf. artikel 6 og 7 i direktiv 2005/29, og hvis den er »aggressiv«, jf. dette direktivs artikel 8 og 9.

111.

Jeg minder i denne sammenhæng om, at direktiv 2005/29 foretager en fuldstændig harmonisering på EU-plan af bestemmelserne om virksomheders urimelig handelspraksis over for forbrugerne, og at direktivets bilag I indeholder en udtømmende liste over 31 former for handelspraksis, som i henhold til direktivets artikel 5, stk. 5, bliver betragtet som urimelige »under alle omstændigheder«. Som det udtrykkeligt præciseres i 17. betragtning til direktivet, er disse former for handelspraksis derfor de eneste, der kan anses for urimelige, uden først i hvert enkelt tilfælde at være blevet vurderet i forhold til bestemmelserne i samme direktivs artikel 5-9 ( 54 ).

112.

Den omhandlede handelspraksis står ikke på listen over de former for handelspraksis, som skal betragtes som urimelige under alle omstændigheder. Dens kategorisering som »urimelig« kræver derfor en individuel vurdering. Kommissionen og den slovakiske regering har i denne henseende med rette påpeget, at refinansiering af et lån er en legitim praksis. Som den slovakiske regering har anført, kan dette eksempelvis være tilfældet, når et lån refinansieres med henblik på at erstatte et tidligere lån med et nyere lån med en lavere rente eller for at samle flere lån i et enkelt nyt lån.

113.

I den foreliggende sag har VÚB Banka i sit skriftlige indlæg gjort gældende, at det ydede lån bestod af en refinansieringstransaktion med det formål at mindske sagsøgernes økonomiske udgifter. Den forelæggende ret er derimod af den opfattelse, at »kæden« af aftaler, som blev indgået med sagsøgerne, førte til deres overdrevne gældsætning og skabte risikoen for, at de mister deres bolig.

114.

Selv om det i sidste ende tilkommer den forelæggende ret at udtale sig om arten af den i hovedsagen omhandlede handelspraksis, kan Domstolen på grundlag af de oplysninger, som fremgår af anmodningen om præjudiciel afgørelse, give den oplysninger, som kan være nyttige med henblik på kvalificeringen af den nævnte praksis ( 55 ).

115.

Det skal i denne sammenhæng tages i betragtning, at de forskellige kreditlån blev ydet til sagsøgerne til trods for den omstændighed, at de ikke var kreditværdige. Jeg er enig med Kommissionen i, at den nationale domstol kan tage hensyn til denne omstændighed for mere konkret at afgøre, om den omhandlede praksis er aggressiv ved udøvelse af »utilbørlig påvirkning« som omhandlet i artikel 8 og 9 i direktiv 2005/29.

116.

I denne sammenhæng minder jeg om, at begrebet »utilbørlig påvirkning«, som er defineret i artikel 2, litra j), i direktiv 2005/29, omfatter udnyttelse af en magtposition i forhold til forbrugeren til at udøve pres selv uden anvendelse eller trusler om anvendelse af fysisk vold, således at forbrugerens evne til at træffe en informeret beslutning væsentligt begrænses ( 56 ).

117.

I den foreliggende sag kan sagsøgernes situation med overdreven gældsætning anses for at gøre dem sårbare og udgøre en »konkret uheldig situation eller omstændighed, der er af en så alvorlig karakter, at den indskrænker forbrugerens vurderingsevne, og som den erhvervsdrivende har kendskab til og udnytter til at påvirke forbrugerens beslutning i forbindelse med produktet« i henhold til artikel 9, litra c), i direktiv 2005/29.

118.

I retsmødet anvendte Kommissionen et stærk udtryk – en »snebold« af lån – til at kategorisere bankens praksis, der består i gentagne gange at yde lån. Som svar på et spørgsmål om at klargøre, hvorledes gælden voksede, anførte sagsøgerne, at de ikke ansøgte om lånene, men at de fik dem tilbudt automatisk som et middel til at betale tidligere gæld tilbage. Hver gang modtog sagsøgerne et ubetydeligt beløb, og resten af pengene blev betalt til banken. Dette er efter min opfattelse en ganske bemærkelsesværdig afsløring. Dette tyder på, at den erhvervsdrivende ikke alene var bekendt med forbrugerens uheldige situation [som omhandlet i artikel 9, litra c), i direktiv 2005/29], men at den erhvervsdrivende bidrog hertil og gjorde det flere gange.

119.

Der skal endvidere tages hensyn til den omstændighed, at det formål, som forfølges med direktiv 2005/29, bl.a. er at opnå en omfattende beskyttelse af forbrugerne mod urimelig handelspraksis, og dette formål er baseret på den omstændighed, at forbrugeren befinder sig i en svagere stilling end den erhvervsdrivende, bl.a. hvad angår informationsniveauet, eftersom det ikke kan nægtes, at der er tale om en betydelig asymmetri mellem disse parter med hensyn til information og kompetencer ( 57 ). Forbrugeren er økonomisk set svagere og juridisk set mindre erfaren end sin medkontrahent, navnlig inden for rammerne af kredittjenester, som ydes af en bank ( 58 ).

120.

Henset til ovenstående er det min opfattelse, at direktiv 2005/29 skal fortolkes således, at dels er en kreditinstitutions gentagne ydelse af lån til en forbruger, som har til formål at tilbagebetale tidligere lån, og som forbrugeren ikke er i stand til at tilbagebetale, omfattet af anvendelsesområdet for direktiv 2005/29, dels kan sådan en handling udgøre en urimelig handelspraksis som omhandlet i dette direktivs artikel 5 og mere konkret en aggressiv handelspraksis som omhandlet i samme direktivs artikel 8 og 9, hvis den forelæggende ret finder, at en sådan praksis i sin faktuelle sammenhæng, idet der tages hensyn til alle elementer og betingelser, indebar utilbørlig påvirkning på grundlag af den erhvervsdrivendes udnyttelse af forbrugerens overdrevne gældsætning over en længere periode.

121.

Med det femte spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 2, stk. 2, litra a), i direktiv 2008/48, sammenholdt med tiende betragtning til dette direktiv, skal fortolkes således, at denne bestemmelse ikke udelukker anvendelsen af dette direktiv i tilfælde af en kreditaftale, der har til formål at tilbagebetale tidligere forbrugslån, selv om aftalen sikres ved en rettighed relateret til fast ejendom.

122.

Det skal i denne henseende påpeges, at artikel 2, stk. 2, litra a), i direktiv 2008/48 fastsætter, at dette direktiv ikke finder anvendelse på kreditaftaler, som er sikret ved en rettighed relateret til fast ejendom. I henhold til 14. betragtning til dette direktiv bør denne kreditform ikke være omfattet af dette direktiv, da den »er meget specifik«.

123.

Som det fremgår af tiende betragtning til nævnte direktiv, vil medlemsstaterne i overensstemmelse med EU-retten kunne anvende nævnte direktivs bestemmelser på områder, der ikke er omfattet af direktivets anvendelsesområde. Domstolen har således allerede fastslået, at medlemsstaterne kan bibeholde eller indføre national lovgivning svarende til dette direktivs bestemmelser eller visse af dette direktivs bestemmelser om kreditaftaler uden for dette direktivs anvendelsesområde ( 59 ).

124.

Det i hovedsagen omtvistede lån er en kreditaftale, som er sikret ved pant i sagsøgernes bolig. Den forelæggende ret har ikke anført, at national ret udvider anvendelsen af direktiv 2008/48 til kreditaftaler, som er sikret ved en rettighed relateret til fast ejendom. Dette blev bekræftet af den slovakiske regering i dennes skriftlige og mundtlige indlæg.

125.

Henset til disse forhold har de parter, som har indgivet skriftlige indlæg, det synspunkt, at den i hovedsagen omtvistede kreditaftale ikke er omfattet af anvendelsesområdet for direktiv 2008/48.

126.

Det fremgår allerede af spørgsmålets ordlyd, at den forelæggende ret ikke bestrider, at kreditaftaler, der er sikret ved en rettighed relateret til fast ejendom, generelt ikke er omfattet af anvendelsesområdet for direktiv 2008/48. Det følger imidlertid af den forelæggende rets forklaringer, at dens tvivl er opstået som følge af de særlige omstændigheder, hvorunder aftalen om det omtvistede lån blev indgået. Formålet med dette lån var at tilbagebetale tidligere lån til banken, uden at de pågældende beløb blev udbetalt til sagsøgerne. Den forelæggende ret har forklaret, at der fra et økonomisk synspunkt er en forbindelse mellem aftalen om det omtvistede lån, som blev indgået i 2012, og de tidligere låneaftaler indgået siden 2004.

127.

Det skal i denne forbindelse påpeges, at ordlyden af artikel 2, stk. 2, litra a), i direktiv 2008/48 er utvetydig ( 60 ). Harmonisering på området for kredit sikret ved en rettighed relateret til fast ejendom blev først opnået på et senere tidspunkt med vedtagelsen af direktiv 2014/17 ( 61 ) som følge af den internationale finanskrise, der har vist, at uansvarlig optræden hos markedsdeltagerne kan undergrave det finansielle system ( 62 ).

128.

Opmærksomheden skal imidlertid henledes på, at det omtvistede lån blev optaget under meget specielle omstændigheder. Ifølge den forelæggende rets beskrivelse af de faktiske omstændigheder følger indgåelsen af låneaftalen et adfærdsmønster, hvor banken gentagne gange ydede lån til sagsøgerne, som ikke blev udbetalt til dem, men anvendt til at dække tidligere lån. Beløbets størrelse og omkostningerne forbundet hermed blev ensidigt fastsat. Som nævnt i punkt 118 i det foreliggende forslag til afgørelse fastslog sagsøgerne i retsmødet, at de end ikke ansøgte om disse lån, men at banken tilbød dem automatisk. Det var først i slutningen af denne »snebold« af lån, således som Kommissionen formulerede det i retsmødet, når sagsøgerne var »fanget« i gæld, at banken ydede dem det omtvistede lån.

129.

Det skal erindres, at det følger af Domstolens faste praksis, at direktiv 2008/48 har til hensigt at sikre et højt forbrugerbeskyttelsesniveau. Denne beskyttelsesordning bygger på den betragtning, at forbrugeren befinder sig i en svagere stilling end den erhvervsdrivende hvad angår såvel forhandlingsstyrke som informationsniveau ( 63 ).

130.

For at sikre denne beskyttelse pålægger artikel 22, stk. 3, i direktiv 2008/48 medlemsstaterne at sikre, at de bestemmelser, som de vedtager til gennemførelse af dette direktiv, ikke kan omgås ved den måde, aftalerne udformes på ( 64 ), »f.eks. ved at lade udnyttelse af kreditmuligheder eller kreditfaciliteter, der falder ind under dette direktivs anvendelsesområde, indgå i kreditaftaler, hvis art eller formål vil gøre det muligt at undgå anvendelsen af dette direktiv«.

131.

Det følger af begrundelsen til Kommissionens forslag til direktiv 2008/48 ( 65 ), at formålet med denne bestemmelse var at sikre, at undtagelserne til anvendelsen af dette direktiv, herunder undtagelsen for boliglån, ikke omgås, således at de operationer, som direktivet omhandler, integreres i de pågældende aftaler. Eksemplet, der gives i denne begrundelse, er en forbruger, der ønsker at hæve af sit boliglån.

132.

Hovedsagen vedrører et kreditlån, som havde en økonomisk forbindelse til tidligere kreditlån. Den forelæggende ret har forklaret, at formålet med det omtvistede lån udelukkende bestod i refinansiering af de tidligere lån. Det tilkommer den nationale ret at afgøre, om kreditor i kraft af denne transaktion integrerede de tidligere lån i det omtvistede lån for at undgå anvendelsen af direktiv 2008/48. Den nationale ret skal i denne henseende tage hensyn til nationale bestemmelser, der gennemfører artikel 22, stk. 3, i direktiv 2008/48, i den nationale retsorden. I retsmødet anførte den slovakiske regering, at national lovgivning om forbrugerbeskyttelse indeholder bestemmelser, som straffer kreditinstitutioner for omgåelse af forbrugerlovgivningen. Den anførte nærmere bestemt, at slovakisk lovgivning forbyder banker at samle aftaler for at omgå loven eller at henvise til aftaler på en misvisende måde.

133.

Henset til det ovenstående skal artikel 2, stk. 2, litra a), i direktiv 2008/48 fortolkes således, at bestemmelsen ikke udelukker anvendelsen af dette direktiv i tilfælde af en kreditaftale, der har til formål at tilbagebetale tidligere forbrugslån, selv om den er sikret ved en rettighed relateret til fast ejendom, under omstændigheder, hvor den nationale domstol afgør, at den omhandlede låneaftale blev udformet med henblik på at undgå anvendelsen af dette direktiv, jf. dette direktivs artikel 22, stk. 3.

134.

Med det sjette spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om den løsning, som Domstolen nåede frem til i Radlinger og Radlingerová-dommen, finder anvendelse på en forbrugerkreditaftale, hvorefter en del af det ydede lån ikke udbetales til forbrugeren, men afsættes til betaling af kreditors omkostninger med den følge, at det samlede kreditbeløb ikke må inkludere disse omkostninger.

135.

Det skal indledningsvis påpeges, at besvarelsen af dette spørgsmål kun er relevant, hvis Domstolen er enig i min konklusion med hensyn til besvarelsen af det femte spørgsmål.

136.

Det skal erindres, at Domstolen i Radlinger og Radlingerová-dommen fastslog, at ingen af de beløb, der har til formål at opfylde de forpligtelser, der er indgået i henhold til omhandlede kredit, såsom de administrative omkostninger, renterne, kommissionerne og enhver anden type omkostninger, som forbrugeren hæfter for, inkluderes i det samlede kreditbeløb i henhold til artikel 3, litra l), og artikel 10, stk. 2, i direktiv 2008/48 ( 66 ). Domstolen konkluderede, at disse bestemmelser samt del I i bilag I til dette direktiv skal fortolkes således, at det samlede kreditbeløb og størrelsen af den udnyttede kreditmulighed omfatter samtlige beløb, der stilles til rådighed for forbrugeren, hvilket udelukker de beløb, som kreditgiver stiller krav om til betaling af omkostninger, der er forbundet med omhandlede kredit, og som ikke rent faktisk udbetales til denne forbruger ( 67 ).

137.

Den forelæggende ret har forklaret, at den skal fastsætte størrelsen af den fordring, som kreditor iværksatte fuldbyrdelsesproceduren i forhold til. Den har endvidere forklaret, at kreditor har gjort gældende, at de kreditbeløb, som blev henført til omkostningerne forbundet med denne kredit, faktisk blev udbetalt til sagsøgerne, og at kreditor inkluderede disse beløb i det ydede kreditbeløb.

138.

I denne henseende følger det efter min opfattelse klart af Radlinger og Radlingerová-dommen, at kreditor ikke kan inkludere omkostningerne i det samlede kreditbeløb.

139.

Den løsning, som Domstolen nåede frem til i Radlinger og Radlingerová-dommen, finder derfor anvendelse på en forbrugerkreditaftale, hvorefter en del af det ydede lån ikke udbetales til forbrugeren, men afsættes til betaling af kreditors omkostninger med den følge, at det samlede lånebeløb ikke må inkludere disse omkostninger.

140.

På baggrund ovenstående betragtninger foreslår jeg, at Domstolen besvarer de af Krajský súd v Prešove (den regionale ret i Prešov, Slovakiet) forelagte spørgsmål således: