1.

Den foreliggende anmodning om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 4, nr. 5), i Rådets rammeafgørelse 2002/584/RIA af 13. juni 2002 om den europæiske arrestordre og om procedurerne for overgivelse mellem medlemsstaterne ( 2 ), som ændret ved Rådets rammeafgørelse 2009/299/RIA af 26. februar 2009 ( 3 ) (herefter »rammeafgørelse 2002/584«).

2.

Skønt Domstolens praksis vedrørende den europæiske arrestordre kan betegnes som omfattende, rejser forskelligartetheden af de situationer, hvori dette instrument anvendes, til stadighed nye spørgsmål om rækkevidden af de regler og principper, som er forbundet med anvendelsen heraf. Nærværende anmodning om præjudiciel afgørelse er endnu et eksempel herpå.

3.

Anmodningen er blevet indgivet i forbindelse med fuldbyrdelsen i Nederlandene af en europæisk arrestordre udstedt den 19. september 2019 af Amtsgericht Tiergarten (byretten i Tiergarten, Tyskland) med henblik på strafferetlig forfølgning af X for usædvanligt grove voldshandlinger, som angiveligt er begået i Berlin (Tyskland), men for hvilke der potentielt allerede, helt eller delvis, er idømt en sanktion af straffedomstolen i Teheran (Iran). X blev idømt en fængselsstraf på syv år og seks måneder, men de sidste 338 dage af straffen blev eftergivet som led i et generelt amnesti bekendtgjort af Revolutionens Leder i anledning af 40-årsdagen for den iranske revolution.

4.

Domstolen er i denne specielle sammenhæng blevet anmodet om at klarlægge sin praksis vedrørende de judicielle myndigheders skøn, når der foreligger en fakultativ grund til at afslå fuldbyrdelse af en europæisk arrestordre i det specifikke tilfælde, som er omhandlet i artikel 4, nr. 5), i rammeafgørelse 2002/584. Ligeledes skal Domstolen for første gang tage stilling til grænseoverskridende anvendelse af princippet ne bis in idem, som ligger til grund for artikel 4, nr. 5), i rammeafgørelse 2002/584, og til virkningen af et amnesti ved anvendelsen af denne bestemmelse.

5.

6., 10. og 12. betragtning til rammeafgørelse 2002/584 har følgende ordlyd:

[…]

[…]

6.

Denne rammeafgørelses artikel 1 med overskriften »Definition af og pligten til at fuldbyrde en europæisk arrestordre« bestemmer:

»1.   Den europæiske arrestordre er en retsafgørelse truffet af en medlemsstat med det formål, at en anden medlemsstat anholder og overgiver en eftersøgt person med henblik på strafforfølgning eller fuldbyrdelse af en frihedsstraf eller en anden frihedsberøvende foranstaltning.

2.   Medlemsstaterne fuldbyrder enhver europæisk arrestordre på grundlag af princippet om gensidig anerkendelse og i overensstemmelse med bestemmelserne i denne rammeafgørelse.

3.   Denne rammeafgørelse indebærer ikke nogen ændring af pligten til at respektere de grundlæggende rettigheder og grundlæggende retsprincipper, således som de er defineret i artikel 6 [TEU].«

7.

Artikel 3 i rammeafgørelse 2002/584 med overskriften »Obligatoriske grunde til at afslå fuldbyrdelse af en europæisk arrestordre« bestemmer:

»Den judicielle myndighed i den fuldbyrdende medlemsstat (i det følgende benævnt »den fuldbyrdende judicielle myndighed«) afslår at fuldbyrde en europæisk arrestordre i følgende tilfælde:

8.

Artikel 4 i rammeafgørelse 2002/584 vedrører ifølge overskriften »Fakultative grunde til at afslå fuldbyrdelse af en europæisk arrestordre«. Det bestemmes i denne artikel:

»Den fuldbyrdende judicielle myndighed kan afslå at fuldbyrde en europæisk arrestordre:

[…]

[…]«

9.

Rammeafgørelse 2002/584 blev gennemført i nederlandsk ret ved wet tot implementatie van het kaderbesluit van de Raad van de Europese Unie betreffende het Europees aanhoudingsbevel en de procedures van overlevering tussen de lidstaten van de Europese Unie (lov om gennemførelse af Rådet for Den Europæiske Unions rammeafgørelse om den europæiske arrestordre og om procedurerne for overgivelse mellem medlemsstaterne) af 29. april 2004 ( 4 ), som ændret ved lov af 22. februar 2017 ( 5 ) (herefter »OLW«).

10.

På tidspunktet for indgivelsen af anmodningen om præjudiciel afgørelse bestemte OLW’s artikel 9, stk. 1:

»Overgivelse af den eftersøgte er ikke tilladt, når der er tale om et forhold, for hvilket den pågældende:

[…]

[…]«

11.

OLW’s artikel 28, stk. 2, bestemmer:

»Hvis Rechtbank [retten i første instans] fastslår […], at overgivelse ikke kan tillades […], påhviler det Rechtbank i sin afgørelse at give afslag herpå.«

12.

Den 19. september 2019 udstedte Amtsgericht Tiergarten (byretten i Tiergarten) en europæisk arrestordre mod X med henblik på overgivelse af denne, således at der kunne foretages strafferetlig forfølgning for de forhold, som X angiveligt havde begået i Berlin den 30. oktober 2012.

13.

Denne dato bandt X angiveligt Y, som var X’ partner på tidspunktet for de faktiske omstændigheder, og Z, som var Y’s datter på 10 år, og truede dem med en kniv. Derpå voldtog og lemlæstede han angiveligt Y. Før han forlod Y’s hus, spærrede han angiveligt adgangen til de rum, hvori henholdsvis Y og Z var bundet, med henblik på at fremkalde deres død.

14.

De lovovertrædelser, for hvilke der er anmodet om overgivelse, er følgende:

15.

På grundlag af den europæiske arrestordre blev X anholdt i Nederlandene og fremstillet for den forelæggende ret den 18. marts 2020. Han meddelte retten, at han ikke samtykkede i overgivelsen til de tyske judicielle myndigheder, og blev varetægtsfængslet i afventning af en afgørelse af dette spørgsmål. Til støtte for indsigelsen mod overgivelsen påberåbte X sig princippet ne bis in idem, idet han navnlig gjorde gældende, at han var blevet endeligt dømt for de samme forhold af et tredjeland, nemlig Iran.

16.

Ifølge den forelæggende rets konstateringer blev X dømt i Iran for de ovennævnte forhold med undtagelse af frihedsberøvelsen af Y, idet gerningsmomenterne herfor dog indgik i kvalificeringen af det forsætlige forsøg på at dræbe hende. Efter retshandlingerne i Iran blev X idømt en endelig straffedom for den alvorlige legemsbeskadigelse, han havde tilføjet Y, og for forsøg på at dræbe Y og Z. Derimod blev han endeligt frifundet for anklagerne om voldtægt af Y og forsætlig frihedsberøvelse af Z.

17.

I henhold til iransk lov skulle X kun afsone den strengeste af de fængselsdomme, han var blevet idømt i dette land for de forhold, for hvilke der var blevet afsagt en endelig dom, nærmere bestemt en fængselsstraf af en varighed på syv år og seks måneder. X afsonede størstedelen af denne straf. Han blev eftergivet resten af straffen i anledning af et generelt amnesti bekendtgjort af Revolutionens Leder i anledning af 40-årsdagen for den iranske revolution.

18.

For den alvorlige legemsbeskadigelse, som X havde tilføjet Y, blev han endvidere pålagt at betale hende en »diya«. Da X var insolvent, fik han tilladelse til at betale beløbet i form af afdrag med en første betaling på 200000000 iranske rial (ca. 4245 EUR) efterfulgt af et månedligt beløb svarende til 2% af denne »diya«. Efter at X havde foretaget den første betaling og betalt det første månedlige beløb, blev han løsladt i Iran den 5. maj 2019. Den 7. september 2020 udstedte de iranske myndigheder en arrestordre mod ham for manglende overholdelse af de efterfølgende betalinger.

19.

For den forelæggende ret har X gjort gældende, at han blev retsforfulgt og endeligt dømt i Iran for de samme forhold, som han begæres overgivet for i henhold til den europæiske arrestordre, som er udstedt mod ham. Han blev endeligt frifundet for en del af forholdene, mens den øvrige del medførte en fængselsstraf, som X har afsonet fuldt ud. Endvidere har X gjort gældende, at en »diya« ikke udgør en straf eller en foranstaltning, men en forpligtelse til at betale ofret erstatning.

20.

Heraf har X udledt, at han i medfør af OLW’s artikel 9, stk. 1, litra d), og litra e), nr. 1), ikke skal overgives til de tyske myndigheder i henhold til den mod ham udstedte europæiske arrestordre. Han har navnlig gjort gældende, at der i OLW’s artikel 9, stk. 1, ikke sondres mellem en endelig dom afsagt i en medlemsstat og en endelig dom afsagt i et tredjeland. Derved har den nederlandske lovgiver gjort brug af den mulighed, som rammeafgørelse 2002/584 giver medlemsstaterne, for at afslå overgivelse i de tilfælde, hvor der foreligger en endelig dom og en straf, der er afsonet fuldt ud, i et tredjeland. De nederlandske domstole er derfor forpligtet til at rette sig herefter.

21.

Heroverfor har anklagemyndigheden gjort gældende, at den af X rejste indsigelse om en tidligere afsagt dom i Iran ikke kan tages til følge. Da der er tale om en dom afsagt i et tredjeland, påhviler det nemlig i henhold til artikel 4, nr. 5), i rammeafgørelse 2002/584 den forelæggende ret i dens egenskab af fuldbyrdende judiciel myndighed at undlade at anvende OLW’s artikel 9, stk. 1, litra e), ved vurderingen af, om den i Iran afsagte dom kan gøres til genstand for gensidig anerkendelse i medfør af den gensidige tillid, der følger af traktater eller sædvane. I betragtning af afbrydelsen af de diplomatiske forbindelser, manglen på retligt samarbejde med Den Islamiske Republik Iran og de store forskelle mellem retssystemerne i EU’s medlemsstater og Den Islamiske Republik Iran foreligger der ikke en sådan tillid til det iranske retssystem. Heraf har anklagemyndigheden udledt, at den mod X afsagte dom i Iran ikke kan udgøre en gyldig grund til at afslå fuldbyrdelse af den europæiske arrestordre, som er udstedt mod ham.

22.

Over for disse modstridende argumenter har den forelæggende ret på en række punkter udtrykt tvivl om, hvorledes artikel 4, nr. 5), i rammeafgørelse 2002/584 skal fortolkes, og om den måde, hvorpå bestemmelsen er blevet gennemført i nederlandsk ret.

23.

Den forelæggende ret har i denne henseende anført, at artikel 4 i rammeafgørelse 2002/584 opregner de fakultative grunde til at afslå fuldbyrdelse af en europæisk arrestordre, mens OLW foreskriver, at fuldbyrdelsen skal afslås, hvis der foreligger sådanne grunde, og at den fuldbyrdende judicielle myndighed ikke har noget skøn i denne henseende. Den forelæggende ret ønsker endvidere oplyst, om udtrykket »de samme forhold« i artikel 4, nr. 5), i rammeafgørelse 2002/584 skal fortolkes på samme måde, som Domstolen har gjort for så vidt angår rammeafgørelsens artikel 3, nr. 2), selv om der i det første tilfælde er tale om en endelig dom afsagt i et tredjeland, mens det andet vedrører en endelig dom afsagt i en anden medlemsstat. Endelig er den forelæggende ret i tvivl om, hvorvidt et amnesti som det, X blev omfattet af i Iran, gør det muligt at anse den sanktion, han blev idømt, for at være fuldbyrdet eller for ikke længere at kunne fuldbyrdes efter domslandets lovgivning som omhandlet i artikel 4, nr. 5), i rammeafgørelse 2002/584.

24.

Da Rechtbank Amsterdam (retten i første instans i Amsterdam, Nederlandene) er af den opfattelse, at besvarelsen af spørgsmålet om, hvorvidt den kan fuldbyrde den europæiske arrestordre, som er udstedt mod X, i sidste ende afhænger af fortolkningen af artikel 4, nr. 5), i rammeafgørelse 2002/584, har den besluttet at udsætte sagen og at forelægge Domstolen en anmodning om præjudiciel afgørelse.

25.

Ved afgørelse af 7. december 2020, som er indgået til Domstolen samme dag, har Rechtbank Amsterdam (retten i første instans i Amsterdam) i henhold til artikel 267 TEUF besluttet at forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

26.

Den forelæggende ret har ligeledes anmodet om anvendelse af hasteproceduren efter artikel 107 i Domstolens procesreglement.

27.

Til støtte for denne anmodning har den forelæggende ret anført, at de forelagte spørgsmål vedrører fortolkningen af rammeafgørelse 2002/584, som henhører under afsnit V i EUF-traktatens tredje del. Den har ligeledes anført, at X er blevet varetægtsfængslet i afventning af den afgørelse, der skal træffes vedrørende overgivelsen af ham til de tyske myndigheder. Et hurtigt svar fra Domstolen vil således have direkte og afgørende indflydelse på, hvor længe den berørte skal tilbageholdes.

28.

Domstolens Femte Afdeling besluttede den 17. december 2020 at imødekomme anmodningen.

29.

Der er indgivet skriftlige indlæg af anklagemyndigheden, X, den nederlandske og den tyske regering samt Europa-Kommissionen. Med undtagelse af den tyske regering afgav alle de nævnte parter mundtlige indlæg på retsmødet, som blev afholdt den 3. marts 2021.

30.

Således som jeg anførte i indledningen til dette forslag til afgørelse, er retspraksis vedrørende rammeafgørelse 2002/584 omfattende. Den ramme, inden for hvilken afgørelsens bestemmelser skal fortolkes, er nu kendt ( 6 ).

31.

Indledningsvis skal det fremhæves, at EU-retten er baseret på den grundlæggende præmis, hvorefter hver medlemsstat, som det er anført i artikel 2 TEU, deler en række fælles værdier, som Unionen er bygget på, med samtlige andre medlemsstater og anerkender, at disse deler dem med den. Denne præmis forudsætter og begrunder, at der foreligger en gensidig tillid mellem medlemsstaterne med hensyn til anerkendelsen af disse værdier og dermed under iagttagelse af EU-retten, der gennemfører disse ( 7 ).

32.

Begge principper, såvel princippet om gensidig tillid mellem medlemsstaterne som princippet om gensidig anerkendelse, er af grundlæggende betydning i EU-retten, idet de muliggør oprettelsen og bevarelsen af et område uden indre grænser. Mere specifikt pålægger princippet om gensidig tillid, bl.a. for så vidt angår et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed, hver af medlemsstaterne at lægge til grund, medmindre der er tale om helt særlige omstændigheder, at samtlige andre medlemsstater overholder EU-retten og navnlig de i EU-retten anerkendte grundlæggende rettigheder ( 8 ).

33.

I denne sammenhæng har rammeafgørelse 2002/584 til formål at erstatte det multilaterale udleveringssystem, der bygger på den europæiske udleveringskonvention, underskrevet i Paris den 13. december 1957, med en forenklet og mere effektiv ordning for overgivelse mellem judicielle myndigheder af dømte eller mistænkte personer med henblik på straffuldbyrdelse eller retsforfølgning. Ordningen med den europæiske arrestordre, som er den første udmøntning på det strafferetlige område af princippet om gensidig anerkendelse, bygger nødvendigvis, således som EU-lovgiver selv har udtrykt det, på en høj grad af tillid mellem medlemsstaterne ( 9 ).

34.

Princippet om gensidig anerkendelse, som udgør »hjørnestenen« i det retlige samarbejde i straffesager, således som det bl.a. fremgår af sjette betragtning til rammeafgørelse 2002/584, er udmøntet i rammeafgørelsens artikel 1, stk. 2. I denne bestemmelse fastsættes således reglen om, at medlemsstaterne har pligt til at fuldbyrde en europæisk arrestordre på grundlag af princippet om gensidig anerkendelse og i overensstemmelse med bestemmelserne i rammeafgørelsen. De fuldbyrdende judicielle myndigheder kan derfor principielt kun afslå at fuldbyrde en sådan arrestordre med henvisning til de udtømmende opregnede afslagsgrunde, der er fastsat i rammeafgørelse 2002/584. Endvidere kan fuldbyrdelsen af den europæiske arrestordre kun underlægges en af de betingelser, der er udtømmende fastsat i rammeafgørelsens artikel 5. Mens fuldbyrdelse af den europæiske arrestordre udgør hovedreglen, er afslag på fuldbyrdelse følgelig udformet som en undtagelse, der skal undergives en streng fortolkning ( 10 ).

35.

Således fastsætter rammeafgørelse 2002/584 udtrykkeligt de obligatoriske (artikel 3) og fakultative (artikel 4 og 4a) grunde til at afslå fuldbyrdelse af en europæisk arrestordre samt de garantier, som den udstedende medlemsstat skal give i særlige tilfælde (artikel 5) ( 11 ).

36.

De principper om gensidig tillid og anerkendelse, hvorpå rammeafgørelsen hviler, må på ingen måde indebære et indgreb i de grundlæggende rettigheder, som de pågældende personer er sikret ( 12 ). Heraf følger logisk, at rammeafgørelse 2002/584 skal være genstand for en fortolkning, der kan sikre overensstemmelse med kravene om iagttagelse af de pågældende personers grundlæggende rettigheder, uden at der som sådan rejses tvivl om effektiviteten af det retslige samarbejde mellem medlemsstaterne, som den europæiske arrestordre – således som fastsat af EU-lovgiver – udgør et væsentligt element af ( 13 ).

37.

Med det første spørgsmål ønsker den forelæggende ret oplyst, om artikel 4, nr. 5), i rammeafgørelse 2002/584 skal fortolkes således, at en medlemsstat, der vælger at gennemføre denne bestemmelse i sin nationale ret, skal overlade den fuldbyrdende judicielle myndighed et vist skøn ved afgørelsen af, om den skal afslå at fuldbyrde den europæiske arrestordre af den grund, som er omhandlet i denne bestemmelse, eller ej.

38.

Således som generaladvokat Bot allerede sammenfattede det i sit forslag til afgørelse i den sag, der førte til Domstolens dom af 29. juni 2017, Popławski (C-579/15, EU:C:2017:503), består det spørgsmål, der skal afklares, i at fastlægge, hvad der skal forstås ved den europæisk arrestordres »fakultative« art. Er der tale om en mulighed for medlemsstaterne, som i forbindelse med gennemførelsen af rammeafgørelse 2002/584 i deres nationale lovgivning kan vælge, om de vil anvende de fakultative grunde til at afslå fuldbyrdelse af en europæisk arrestordre, eller er det en mulighed, der er tillagt den fuldbyrdende judicielle myndighed, således at denne råder over en skønsbeføjelse med hensyn til, om den vil beslutte at støtte sig på disse grunde på baggrund af de konkrete omstændigheder i den enkelte sag ( 14 )?

39.

Hvad dette angår har Domstolen ganske vist gentagne gange bekræftet medlemsstaternes frihed til at gennemføre de fakultative grunde til at afslå fuldbyrdelse af den europæiske arrestordre ( 15 ). Siden da har Domstolen imidlertid ligeledes haft lejlighed til at tage stilling til forskellige mulige grunde til at afslå fuldbyrdelse af arrestordren. Hver gang har den anlagt den fortolkning, at den judicielle myndighed nødvendigvis skal indrømmes et skøn ( 16 ). I det foreliggende tilfælde når jeg efter en tekstuel, kontekstuel og teleologisk fortolkning af artikel 4, nr. 5), i rammeafgørelse 2002/584 frem til samme konklusion.

40.

For det første skal det anføres, at Domstolen udtrykkeligt henviste til punkt 30 i generaladvokat Bots forslag til afgørelse Popławski (C-579/15, EU:C:2017:116), da den udtalte, at det fremgår af ordlyden af artikel 4, nr. 6), i rammeafgørelse 2002/584, at den fuldbyrdende judicielle myndighed, når en medlemsstat har besluttet at gennemføre denne bestemmelse i national ret, ikke desto mindre skal råde over en skønsbeføjelse hvad angår spørgsmålet om, hvorvidt det skal afslås at fuldbyrde den europæiske arrestordre ( 17 ).

41.

I dette punkt i sit forslag til afgørelse begrænsede generaladvokat Bot imidlertid ikke sin vurdering til ordlyden af artikel 4, nr. 6), i rammeafgørelse 2002/584. Den fokuserede dels på overskriften til rammeafgørelsens artikel 4, dels på artiklens første afsnit, som indeholder en enkelt sætning, der uden at gøre forskel indleder alle de forskellige fakultative grunde til at afslå fuldbyrdelse, som er nummereret fra 1 til 7.

42.

Det kan således være hensigtsmæssigt at pege på, at adjektivet »fakultativ« i overskriften til artikel 4 i [den franske version af] rammeafgørelse 2002/584 henviser til »[afslag på] fuldbyrdelse« af den europæiske arrestordre og ikke til de »grunde«, som kan give anledning hertil. Det er således afslaget på at fuldbyrde arrestordren, som er fakultativt, i modsætning til de obligatoriske afslag, der er omhandlet i rammeafgørelsens artikel 3 ( 18 ). Eftersom den er fakultativ, afspejler enhver afgørelse om afslag nødvendigvis ophavsmandens bevidste valg og følgelig resultatet af dennes vurdering.

43.

Endvidere fremgår det, således som generaladvokat Bot ligeledes anførte i samme punkt i sit forslag til afgørelse, af artikel 4, første afsnit, i rammeafgørelse 2002/584, at muligheden for at afslå at fuldbyrde den europæiske arrestordre er tillagt de nationale fuldbyrdende judicielle myndigheder direkte. Hvor det bestemmes i artikel 3, første afsnit, i rammeafgørelse 2002/584, at den fuldbyrdende judicielle myndighed »afslår at fuldbyrde en europæisk arrestordre« ( 19 ) i de tilfælde, der opregnes i denne bestemmelse, angives det i artikel 4, første afsnit, at den samme myndighed »kan afslå at fuldbyrde en europæisk arrestordre« ( 20 ). Således som Domstolen tidligere har fastslået, fremgår det af valget af udtrykket »kan«, at den fuldbyrdende judicielle myndighed, når en medlemsstat har besluttet at gennemføre denne bestemmelse i national ret, ikke desto mindre skal råde over en skønsbeføjelse hvad angår spørgsmålet om, hvorvidt det skal afslås at fuldbyrde den europæiske arrestordre ( 21 ).

44.

For det andet underbygges denne fortolkning af artikel 4, nr. 5), i rammeafgørelse 2002/584 af den sammenhæng, hvori den indgår. Jeg anførte således i mine indledende bemærkninger, at fuldbyrdelse af den europæiske arrestordre udgør hovedreglen, og at afslag på fuldbyrdelse udgør en undtagelse, der som sådan skal undergives en streng fortolkning ( 22 ). At tillade en gennemførelse af artikel 4 i rammeafgørelse 2002/584, der pålægger den fuldbyrdende judicielle myndighed at afslå at fuldbyrde en europæisk arrestordre i de tilfælde, som er omhandlet i denne bestemmelse, ville på grund af dens automatiske karakter fratage myndigheden muligheden for at tage hensyn til særlige omstændigheder i det konkrete tilfælde, som kunne foranledige den til at finde, at betingelserne for at afslå overgivelse ikke var opfyldt. Ved at forvandle den blotte mulighed til en reel forpligtelse forvandler en bestemmelse af denne art følgelig ligeledes den undtagelse, som afslaget på overgivelse udgør, til en hovedregel ( 23 ).

45.

Endvidere kan Domstolen i forbindelse med den kontekstuelle fortolkning af artikel 4, nr. 5), i rammeafgørelse 2002/584 ikke se bort fra den mulighed, der angives i rammeafgørelsens artikel 3, nr. 2). De omhandlede tilfælde er nemlig de samme med den ene undtagelse, at det førstnævnte tilfælde vedrører den situation, hvor der foreligger en endelig dom afsagt af et tredjeland, mens det sidstnævnte vedrører den situation, hvor der foreligger en endelig dom afsagt af en medlemsstat. Således som den tyske regering korrekt har anført i sit skriftlige indlæg, ville forskellen mellem de to bestemmelser ikke længere have nogen mening, hvis medlemsstaterne kunne vælge at forvandle den mulighed, som er omhandlet i artikel 4, nr. 5), i rammeafgørelse 2002/584, til en obligatorisk afslagsgrund.

46.

For det tredje forekommer det formål, der tilsigtedes med indførelsen af den europæiske arrestordre, mig ligeledes at underbygge den fortolkning, hvorefter de judicielle myndigheder skal have et skøn. Ifølge artikel 1, stk. 1, i rammeafgørelse 2002/584 er formålet med ordningen med den europæiske arrestordre nemlig at muliggøre anholdelse og overgivelse af en eftersøgt person, således at den begåede lovovertrædelse i overensstemmelse med det formål, der forfølges med rammeafgørelsen, ikke forbliver ustraffet, og den pågældende retsforfølges eller afsoner den idømte frihedsstraf ( 24 ).

47.

En fortolkning af artikel 4, nr. 5), i rammeafgørelse 2002/584, hvorefter bestemmelsen tillader medlemsstaterne at pålægge de judicielle myndigheder at afslå at fuldbyrde en europæisk arrestordre under alle omstændigheder, hvis den eftersøgte person er blevet endeligt dømt for de samme forhold af et tredjeland (på betingelse af at sanktionen i tilfælde af domfældelse er fuldbyrdet, er ved at blive fuldbyrdet eller ikke længere kan fuldbyrdes efter domslandets lovgivning), uden at de nævnte myndigheder på nogen måde har mulighed for at udøve et skøn, selv om retssystemerne og de relevante procedurer i tredjelandene kan være betydeligt forskellige fra dem, der kendes i medlemsstaterne, ville kunne medføre fare for, at den eftersøgte ikke blev straffet. En sådan fortolkning kan følgelig ikke anses for at være i overensstemmelse med rammeafgørelse 2002/584 ( 25 ).

48.

På samme måde som de fuldbyrdende judicielle myndigheder i henhold til artikel 4a i rammeafgørelse 2002/584 skal kunne tage alle de omstændigheder i betragtning, på grundlag af hvilke det kan sikres, at overgivelsen af en person, der er genstand for en europæisk arrestordre, ikke indebærer en tilsidesættelse af den pågældendes ret til forsvar, idet der i denne bestemmelse – ligesom i artikel 4, nr. 5), i rammeafgørelse 2002/584 – fastsættes en fakultativ grund til at afslå fuldbyrdelse ( 26 ), skal de kompetente judicielle myndigheder i denne sammenhæng ligeledes kunne tage alle de omstændigheder i betragtning, på grundlag af hvilke de kan sikre sig, at afslag på overgivelse ikke medfører straffrihed for den eftersøgte.

49.

En sådan beføjelse til at anlægge et skøn er så meget desto mere betydningsfuld i forbindelse med anvendelsen af artikel 4, nr. 5), i rammeafgørelse 2002/584, som denne bestemmelse udstrækker princippet ne bis in idem til også at omfatte domme afsagt af domstole i tredjelande. I modsætning til, hvad der gælder mellem medlemsstaterne, kan principperne om gensidig tillid og gensidig anerkendelse, som ligger til grund for ordningen med den europæiske arrestordre, ikke uden videre overføres på tredjelande ( 27 ). Denne særlige omstændighed er et centralt punkt i det andet præjudicielle spørgsmål, og jeg behandler den derfor i forbindelse med dette.

50.

Nu hvor dette er påpeget, følger det efter min opfattelse under hensyn til ovenstående betragtninger af en tekstuel, kontekstuel og teleologisk fortolkning af artikel 4, nr. 5), i rammeafgørelse 2002/584, at denne bestemmelse skal fortolkes således, at hvis en medlemsstat vælger at gennemføre den i sin nationale ret, skal den indrømme den fuldbyrdende judicielle myndighed et skøn ved afgørelsen af, om fuldbyrdelsen af den europæiske arrestordre skal afslås af den grund, som er omhandlet i bestemmelsen.

51.

Med det andet spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om begrebet »de samme forhold« i artikel 4, nr. 5), i rammeafgørelse 2002/584 skal fortolkes på samme måde som det formelt identiske begreb, der anvendes i rammeafgørelsens artikel 3, nr. 2). Hvis dette ikke er tilfældet, ønsker den forelæggende ret oplyst, hvilken betydning begrebet i så fald skal tillægges.

52.

Det skal indledningsvis anføres, at artikel 4, nr. 5), i rammeafgørelse 2002/584 på samme måde som dennes artikel 3, nr. 2), ikke henviser til medlemsstaternes lovgivning hvad angår begrebet »de samme forhold«. Som følge af kravet om en ensartet anvendelse af EU-retten kan begrebet derfor ikke overlades til en vurdering foretaget af de judicielle myndigheder i hver medlemsstat i henhold til deres nationale ret. Det udgør et selvstændigt EU-retligt begreb ( 28 ).

53.

Med hensyn til begrebet »de samme handlinger« i artikel 3, nr. 2), i rammeafgørelse 2002/584 har Domstolen fastslået, at det skal defineres på samme måde som begrebet »samme handlinger« i artikel 54 i konventionen om gennemførelse af Schengen-aftalen af 14. juni 1985 mellem regeringerne for staterne i Den Økonomiske Union Benelux, Forbundsrepublikken Tyskland og Den Franske Republik om gradvis ophævelse af kontrollen ved de fælles grænser ( 29 ), undertegnet i Schengen (Luxembourg) den 19. juni 1990 (herefter »gennemførelseskonventionen«) ( 30 ). Det skal derfor fortolkes således, at det kun henviser til selve eksistensen af de faktiske omstændigheder og omfatter en helhed af konkrete omstændigheder, der er indbyrdes uadskilleligt forbundne, uanset handlingernes retlige subsumption eller den retlige interesse, der søges beskyttet ( 31 ).

54.

Domstolen har i sin begrundelse for, at begreberne har samme indhold, anført, at gennemførelseskonventionens artikel 54 og artikel 3, nr. 2), i rammeafgørelse 2002/584 har samme formål, der består i at undgå, at en person på ny bliver strafferetligt forfulgt eller dømt for de samme handlinger ( 32 ). Jeg kan ikke se, hvilket andet formål der skulle være med artikel 4, nr. 5), i rammeafgørelse 2002/584, idet denne bestemmelse som tidligere anført i enhver henseende svarer til samme rammeafgørelses artikel 3, nr. 2), med undtagelse af den stat, hvori den tidligere dom vedrørende de samme forhold er blevet afsagt.

55.

På denne baggrund er jeg under hensyn til dette fælles formål og den af Domstolen fastslåede nødvendighed af at sikre sammenhængen mellem de fortolkninger, som anlægges af de forskellige bestemmelser i rammeafgørelse 2002/584 ( 33 ), af den opfattelse, at begrebet »de samme forhold« i rammeafgørelsens artikel 4, nr. 5), skal fortolkes på samme måde som det begreb, der findes i dens artikel 3, nr. 2).

56.

Ydermere skal det tilføjes, at selv om EU-lovgiver ikke formelt har henvist til princippet ne bis in idem i rammeafgørelse 2002/584, er der næppe tvivl om, at det er dette princip, som artikel 3, nr. 2), og artikel 4, nr. 5), i rammeafgørelse 2002/584 gennemfører. Dette fremgår dels af overskriften til det kapitel, hvori gennemførelseskonventionens artikel 54 indgår – »Straffedommes negative retsvirkninger (ne bis in idem)« – dels af den identiske fortolkning, som er blevet anlagt af artikel 50 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«), der fastsætter dette princip i chartret ( 34 ).

57.

Det gælder således ikke blot om at sikre den indre sammenhæng i rammeafgørelse 2002/584, men også om at sikre sammenhæng på tværs af EU-retten. Da der er tale om et grundlæggende princip i EU-retten, som ligeledes er fastsat i chartrets artikel 50 ( 35 ), og som nu fortolkes på samme måde på så forskellige områder som merværdiafgift (moms) ( 36 ), bekæmpelse af hvidvaskning ( 37 ) og den europæiske arrestordre, kan fortolkningen af dette princip ikke variere alt efter, hvilket juridisk instrument der er tale om, og slet ikke inden for et og samme instrument. En sådan forskel ville være så meget desto mere ulogisk, for ikke at sige anakronistisk, i betragtning af, at også Den Europæiske Menneskeretsdomstol i sidste ende har anlagt en fortolkning af princippet ne bis in idem, der fokuserer på kravet om, at forholdene er identiske eller i alt væsentligt de samme ( 38 ).

58.

Ganske vist begrænser artikel 4 i protokol nr. 7 til konventionen til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, undertegnet i Strasbourg den 22. november 1984, på samme måde som andre internationale instrumenter ( 39 ), anvendelsen af princippet ne bis in idem til domme afsagt inden for et og samme land ( 40 ). På samme måde angives det i chartrets artikel 50, at ingen skal kunne forfølges eller dømmes strafferetligt for en lovovertrædelse, for hvilken den pågældende allerede er blevet endeligt frikendt eller domfældt »i en af Unionens medlemsstater«. Denne begrænsede grænseoverskridende anvendelse af princippet ne bis in idem følger inden for Unionens retsorden af princippet om gensidig tillid, som pålægger hver enkelt medlemsstat at lægge til grund, medmindre der er tale om helt særlige omstændigheder, at samtlige andre medlemsstater overholder EU-retten og navnlig de i EU-retten anerkendte grundlæggende rettigheder ( 41 ). Jeg er desuden bekendt med, at Domstolen i forbindelse med gennemførelseskonventionen har fremhævet den nødvendige forbindelse mellem princippet ne bis in idem som fastsat i konventionens artikel 54 og den gensidige tillid mellem medlemsstaterne i deres respektive strafferetsplejeordninger ( 42 ).

59.

Skønt intet folkeretligt princip kræver, at princippet ne bis in idem anvendes grænseoverskridende ( 43 ), er der imidlertid, så vidt det er mig bekendt, ingen regler, der forbyder det ( 44 ). Ved at fastsætte en grund til at afslå at fuldbyrde en europæisk arrestordre, der relaterer sig til domme afsagt i et tredjeland, med en tilsvarende ordlyd som i artikel 3, nr. 2), i rammeafgørelse 2002/584 har EU-lovgiver truffet dette valg.

60.

Ikke desto mindre skal det erindres, at artikel 4, nr. 5), i rammeafgørelse 2002/584 skal fortolkes i lyset af rammeafgørelsens artikel 1, stk. 3, hvorefter de i artikel 6 TEU fastsatte grundlæggende rettigheder og grundlæggende retsprincipper skal respekteres fuldt ud ved gennemførelsen af ordningen om den europæiske arrestordre. Grænseoverskridende anvendelse af princippet ne bis in idem kan følgelig på ingen måde indebære et indgreb i de grundlæggende rettigheder, som de berørte personer er sikret ( 45 ).

61.

Det følger således af en samlet læsning af de nævnte to bestemmelser, at skønt den fuldbyrdende judicielle myndighed skal tage hensyn til den endelige dom, som er afsagt af en domstol i et tredjeland, er det på betingelse af, at denne dom er resultatet af retshandlinger, hvorunder, bl.a., de normer for en retfærdig rettergang, som er fælles for medlemsstaterne, og som sikrer de rettigheder, der tilkommer alle sagens parter, er blevet overholdt ( 46 ).

62.

Det forhold, at der i artikel 4, nr. 5), i rammeafgørelse 2002/584 fastsættes en fakultativ afslagsgrund, hvor der i rammeafgørelsens artikel 3, nr. 2), fastsættes en obligatorisk afslagsgrund, har ligeledes to andre konsekvenser, der begge udgør garantier, som kompenserer for mangel på gensidig tillid over for tredjelande.

63.

Dels er det i sidste ende den enkelte medlemsstat, der skal vælge, om den vil gennemføre artikel 4, nr. 5), i rammeafgørelse 2002/584 og udstrække princippet ne bis in idem til også at omfatte grænseoverskridende situationer uden for Unionen ( 47 ). Dels skal, således som jeg viste i min behandling af den forelæggende rets første præjudicielle spørgsmål, den konkrete anvendelse af undtagelsen i artikel 4, nr. 5), i rammeafgørelse 2002/584 overlades til den fuldbyrdende judicielle myndigheds skøn.

64.

Det tilkommer således den kompetente judicielle myndighed at afgøre – ud over spørgsmålet om, hvorvidt der har fundet en retfærdig rettergang sted i tredjelandet – om de pågældende konkrete forhold udgør en helhed af konkrete omstændigheder, der er uløseligt forbundet i tid og i sted samt med hensyn til deres genstand ( 48 ).

65.

Endelig skal den judicielle myndighed ved sin vurdering tage hensyn til formålet med rammeafgørelse 2002/584, som består i, at den begåede lovovertrædelse ikke forbliver ustraffet, og at den eftersøgte retsforfølges eller afsoner den idømte frihedsstraf ( 49 ). Således som jeg tidligere har anført, skal bestemmelserne i rammeafgørelse 2002/584 nemlig være genstand for en fortolkning, der ganske vist kan sikre overensstemmelse med kravene om iagttagelse af de pågældende personers grundlæggende rettigheder – hvortil princippet ne bis in idem hører – men uden at der som sådan rejses tvivl om effektiviteten af det retslige samarbejde mellem medlemsstaterne, som den europæiske arrestordre udgør et væsentligt element af ( 50 ).

66.

På baggrund af ovenstående betragtninger drager jeg den konklusion, at udtrykket »de samme forhold« i artikel 4, nr. 5), i rammeafgørelse 2002/584 skal fortolkes på samme måde som begrebet i rammeafgørelsens artikel 3, nr. 2). Begrebet skal følgelig fortolkes således, at det kun henviser til selve eksistensen af de faktiske omstændigheder og omfatter en helhed af konkrete omstændigheder, der er indbyrdes uadskilleligt forbundne, uanset forholdenes retlige subsumption eller den retlige interesse, der søges beskyttet.

67.

Med det tredje præjudicielle spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om betingelsen i artikel 4, nr. 5), i rammeafgørelse 2002/584 om fuldbyrdelsen af straffen skal fortolkes således, at den er opfyldt, når den eftersøgte er blevet idømt en endelig frihedsstraf for de samme forhold, hvoraf en del er blevet fuldbyrdet i det land, hvori dommen er afsagt, og som delvist er blevet den pågældende eftergivet af en ikke-judiciel myndighed i henhold til et generelt amnesti, som også gælder for personer, der er dømt for alvorlige lovovertrædelser, og som ikke beror på objektive strafferetspolitiske overvejelser.

68.

Det er væsentligt, hvilken betydning der skal tillægges denne betingelse, da den kan udgøre en hindring for at afslå at fuldbyrde den europæiske arrestordre. Hvis straffen ikke er blevet fuldbyrdet i den forstand, som er omhandlet i artikel 4, nr. 5), i rammeafgørelse 2002/584, er det nemlig ifølge denne bestemmelse igen hovedreglen, der gælder, dvs. at den berørte skal overgives.

69.

Indledningsvis skal det anføres, at jeg vil anskue det retlige fænomen amnesti, således som den forelæggende ret har defineret det, nemlig som en foranstaltning, der er truffet af en ikke-judiciel myndighed til fordel for en helhed af personer, der er dømt for alvorlige lovovertrædelser, og som ikke beror på objektive strafferetspolitiske overvejelser. Denne neutrale og generelle måde at definere spørgsmålet på forekommer mig særligt relevant i betragtning af de mange forskellige former for amnesti, der findes ( 51 ), og den forskelligartede måde, hvorpå de defineres i medlemsstaternes retlige traditioner ( 52 ).

70.

Nu hvor rammerne for bedømmelsen er blevet fastlagt, kan det påpeges, at betingelsen vedrørende fuldbyrdelse er affattet enslydende ikke blot i artikel 3, nr. 2), og artikel 4, nr. 5), i rammeafgørelse 2002/584, men ligeledes i gennemførelseskonventionens artikel 54. Domstolen har i denne henseende præciseret, at fuldbyrdelsesbetingelsen er opfyldt, når det er fastslået, at den sanktion, som er pålagt i den første kontraherende stat, ifølge denne stats lovgivning ikke længere kan fuldbyrdes på det tidspunkt, hvor den anden straffesag indledes mod den samme person for de samme strafbare handlinger, som allerede har ført til en domfældelse i den første kontraherende stat ( 53 ).

71.

Man kan imidlertid ikke begrænse sig til denne ene konstatering, som bygger på ordlyden af gennemførelseskonventionens artikel 54, ved fortolkningen af artikel 4, nr. 5), i rammeafgørelse 2002/584, og derved se bort fra den sammenhæng, hvori bestemmelsen indgår, og de af EU-lovgiver forfulgte mål. Skønt »en bestemmelses ordlyd efter de traditionelle fortolkningsprincipper altid er udgangspunktet og samtidig grænsen for enhver fortolkning« ( 54 ), er de øvrige fortolkningsmetoder nemlig kun valgfrie, hvis den pågældende tekst er helt klar og entydig ( 55 ). I det foreliggende tilfælde forholder det sig således, at ordlyden af den omhandlede artikel alene ikke gør det muligt at fastslå anvendelsesområdet for fuldbyrdelsesbetingelsen.

72.

Hvad for det første angår den sammenhæng, hvori artikel 4, nr. 5), i rammeafgørelse 2002/584 indgår, fremgår det klart af rammeafgørelsens artikel 3, nr. 1), at EU-lovgiver var bevidst om den potentielle indvirkning af amnestier ved anvendelsen af den europæiske arrestordre.

73.

Ifølge ordlyden af denne bestemmelse skal den fuldbyrdende judicielle myndighed afslå at fuldbyrde en europæisk arrestordre, hvis den lovovertrædelse, der ligger til grund for arrestordren, er omfattet af amnesti i den fuldbyrdende medlemsstat, og denne medlemsstat har kompetence til at retsforfølge lovovertrædelsen i medfør af sin egen strafferet. EU-lovgiver begrænsede imidlertid denne mulighed til et amnesti, der gælder i den fuldbyrdende medlemsstat, og betragtede den kun som en obligatorisk grund til at afslå fuldbyrdelse. Artikel 4, nr. 5), i rammeafgørelse 2002/584 kan derfor ikke fortolkes således, at den tillader, at et generelt amnesti tages i betragtning, når det fremgår af fast retspraksis, at grundene til at afslå fuldbyrdelse af den europæiske arrestordre er fastsat udtømmende i rammeafgørelse 2002/584 ( 56 ), og at afslag på fuldbyrdelse skal betragtes som en undtagelse, der skal undergives en streng fortolkning ( 57 ).

74.

Tager man herefter de af EU-lovgiver forfulgte mål i betragtning, kan det erindres, at ordningen med den europæiske arrestordre er den første udmøntning på det strafferetlige område af princippet om gensidig anerkendelse. Rammeafgørelse 2002/584 har således til formål at erstatte det tidligere multilaterale udleveringssystem med en forenklet og mere effektiv ordning for overgivelse mellem judicielle myndigheder ( 58 ). Der er med andre ord tale om, at udlevering gøres til et retsanliggende; hvor udlevering er en suverænitetshandling, er den europæiske arrestordre en retslig handling ( 59 ).

75.

Rammeafgørelse 2002/584 indfører derfor en ordning med samarbejde mellem medlemsstaternes judicielle myndigheder ( 60 ), idet der herved inden for rammerne af rammeafgørelsen skal forstås myndigheder, der deltager – uafhængigt ( 61 ) – i strafferetsplejen ( 62 ).

76.

Amnestiet som defineret af den forelæggende ret blev imidlertid dels indrømmet af en ikke-judiciel myndighed, dels indgik det på ingen måde i et strafferetspolitisk perspektiv. At tage en sådan foranstaltning i betragtning ved anvendelsen af artikel 4, nr. 5), i rammeafgørelse 2002/584 forekommer derfor at være i strid med tankegangen bag en ordning, hvorefter den europæiske arrestordre er et strafferetligt instrument, og i hvis funktion medlemsstaternes judicielle myndigheder spiller en central rolle.

77.

En sådan fortolkning ville ligeledes være uforenelig med princippet ne bis in idem, eftersom dette princip bygger på den gensidige anerkendelses logik og ophører med at virke, når lovgivningen anvendes til judicielle formål ( 63 ). De judicielle myndigheder er nemlig dem, som bedst er i stand til efter en konkret og individuel vurdering at foretage en afvejning mellem de berørte personers grundlæggende rettigheder og effektiviteten af ordningen for retligt samarbejde mellem medlemsstaterne.

78.

På baggrund af ovenstående betragtninger forekommer fuldbyrdelsesbetingelsen i artikel 4, nr. 5), i rammeafgørelse 2002/584 mig derfor at skulle fortolkes således, at den ikke omfatter en strafeftergivelse indrømmet af en ikke-judiciel myndighed i det tredjeland, hvori den endelige dom blev afsagt, i henhold til et generelt amnesti, som også gælder for personer, der er dømt for alvorlige lovovertrædelser, og som ikke beror på objektive strafferetspolitiske overvejelser.

79.

På baggrund af ovenstående betragtninger foreslår jeg, at Domstolen besvarer de af Rechtbank Amsterdam (retten i første instans i Amsterdam, Nederlandene) forelagte præjudicielle spørgsmål på følgende måde: