Sag C-266/16

Western Sahara Campaign UK

mod

Commissioners for Her Majesty’s Revenue and Customs
og
Secretary of State for Environment, Food and Rural Affairs

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af High Court of Justice (England & Wales), Queen’s Bench Division (Administrative Court))

»Præjudiciel forelæggelse – fiskeripartnerskabsaftalen mellem Det Europæiske Fællesskab og Kongeriget Marokko – protokol om fastsættelse af de fiskerimuligheder, der er fastsat i aftalen – retsakter om indgåelse af aftalen og protokollen – forordninger om fordeling af de fiskerimuligheder, der er fastsat i henhold til protokollen, mellem medlemsstaterne – jurisdiktionskompetence – fortolkning – gyldighed, henset til artikel 3, stk. 5, TEU og folkeretten – anvendelse af denne aftale og denne protokol på Vestsaharas område og de tilstødende farvande«

Sammendrag – Domstolens dom (Store Afdeling) af 27. februar 2018

  1. Præjudicielle spørgsmål–Domstolens kompetence–retsakter udstedt af institutionerne–anmodning om undersøgelse af foreneligheden af en international aftale indgået af Unionen med traktaterne–formaliteten

    [Art. 19, stk. 3, litra b), TEU; art. 267, stk. 1, litra b), TEUF]

  2. Internationale aftaler–aftaler indgået af Unionen–partnerskabsaftalen Fællesskabet-Marokko–fortolkning–anvendelse af de relevante internationale retsregler

    [Partnerskabsaftalen EF-Marokko, art. 2, litra a), art. 5 og 11]

  3. Internationale aftaler–aftaler indgået af Unionen–partnerskabsaftalen Fællesskabet-Marokko–territorialt anvendelsesområde–ikke-selvstyrende område Vestsahara uden for parternes suverænitet–ikke omfattet

    (Partnerskabsaftalen EF-Marokko, art. 11)

  4. Internationale aftaler–aftaler indgået af Unionen–partnerskabsaftalen Fællesskabet-Marokko–territorialt anvendelsesområde–farvande, der støder op til Vestsaharas område–ikke omfattet–manglende anfægtelse af EU-retsakter vedrørende indgåelse af partnerskabsaftalen og protokollen på fiskeriområdet

    [Art. 3, stk. 5, TEU; partnerskabsaftalen EF-Marokko, art. 2, litra a), og art. 16 samt protokollen af 2013, art. 1; Rådets forordning nr. 764/2006 og nr. 1270/2013; Rådets afgørelse 2013/785]

  1.  I denne henseende bestemmer artikel 19, stk. 3, litra b), TEU og artikel 267, stk. 1, litra b), TEUF, at Domstolen har kompetence til at træffe præjudicielle afgørelser vedrørende fortolkningen af EU-retten og om gyldigheden af retsakter udstedt af EU’s institutioner. Det følger af disse bestemmelser, at Domstolen er tillagt en kompetence til uden undtagelse at afgøre præjudicielle spørgsmål om gyldigheden og fortolkningen af retsakter fra EU’s institutioner (dom af 13.12.1989, Grimaldi, C-322/88, EU:C:1989:646, præmis 8, og af 13.6.2017, Florescu m.fl., C-258/14, EU:C:2017:448, præmis 30). Det fremgår imidlertid af fast retspraksis, at internationale aftaler, der er indgået af Unionen i overensstemmelse med traktaternes bestemmelser, for så vidt angår Unionen er retsakter fra en af EU’s institutioner (dom af 16.6.1998, Racke, C-162/96, EU:C:1998:293, præmis 41, og af 25.2.2010, Brita, C-386/08, EU:C:2010:91, præmis 39).

    Domstolen har derfor kompetence inden for rammerne af såvel et annullationssøgsmål som en anmodning om en præjudiciel afgørelse til at bedømme, om en international aftale, som Unionen har indgået, er forenelig med traktaterne (jf. i denne retning udtalelse 1/75 (OECD-ordning om en regel for lokale omkostninger) af 11.11.1975, EU:C:1975:145, s. 1360 og 1361) og med de folkeretlige regler, der i henhold hertil er bindende for Unionen. Det skal tilføjes, at de internationale aftaler, som Unionen indgår, er bindende ikke kun for dens institutioner i henhold til artikel 216, stk. 2, TEUF, men også for de tredjelande, som er parter i disse aftaler. Det skal således bemærkes, at når, som i det foreliggende tilfælde, Domstolen er forelagt en anmodning om præjudiciel afgørelse vedrørende gyldigheden af en international aftale indgået af Unionen, skal anmodningen forstås som en henvisning til den retsakt, hvorved Unionen har indgået en sådan international aftale (jf. analogt dom af 9.8.1994, Frankrig mod Kommissionen, C-327/91, EU:C:1994:305, præmis 17, af 3.9.2008, Kadi og Al Barakaat International Foundation mod Rådet og Kommissionen, C-402/05 P og C-415/05 P, EU:C:2008:461, præmis 286 og 289).

    Under hensyntagen til Unionens forpligtelser som nævnt i denne doms præmis 46 og 47 kan den prøvelse af gyldigheden, som Domstolen skal foretage i en sådan kontekst, dog vedrøre lovligheden af denne retsakt i lyset af selve indholdet af den pågældende internationale aftale (jf. i denne retning dom af 3.9.2008, Kadi og Al Barakaat International Foundation mod Rådet og Kommissionen, C-402/05 P og C-415/05 P, EU:C:2008:461, præmis 289 og den deri nævnte retspraksis).

    (jf. præmis 43-45 og 48-51)

  2.  Jf. afgørelsens tekst.

    (jf. præmis 58)

  3.  Jf. afgørelsens tekst.

    (jf. præmis 62-64)

  4.  Da hverken Fiskeripartnerskabsaftalen mellem Det Europæiske Fællesskab og Kongeriget Marokko eller protokollen mellem Den Europæiske Union og Kongeriget Marokko om fastsættelse af de fiskerimuligheder og den finansielle modydelse, der er omhandlet i fiskeripartnerskabsaftalen mellem Den Europæiske Union og Kongeriget Marokko, finder anvendelse på de farvande, der støder op til Vestsaharas område, har gennemgangen af det første præjudicielle spørgsmål intet frembragt, der kan rejse tvivl om gyldigheden af Rådets forordning (EF) nr. 764/2006 af 22. maj 2006 om indgåelse af denne aftale, Rådets afgørelse 2013/785/EU af 16. december 2013 om indgåelse af denne protokol og Rådets forordning (EU) nr. 1270/2013 af 15. november 2013 om fordeling af fiskerimuligheder i henhold til den pågældende protokol, henset til artikel 3, stk. 5, TEU.

    For det andet finder partnerskabsaftalen ikke kun anvendelse på Kongeriget Marokkos område, men også på »farvande henhørende under [denne stats] højhedsområde eller jurisdiktion« som anført i denne doms præmis 57. Associeringsaftalen anvender ikke et sådant udtryk. For så vidt angår fortolkningen af dette udtryk henvises til havretskonventionen som anført i denne doms præmis 58. I denne henseende følger det af nævnte konventions artikel 2, stk. 1, at en kyststats suverænitet omfatter, ud over dens landterritorium og indre farvande, et tilstødende havbælte, benævnt »søterritoriet«. I henhold til konventionens artikel 55 og 56 er det endvidere anerkendt, at kyststaten har en yderligere jurisdiktion forbundet med visse rettigheder i et område beliggende ud over og stødende op til søterritoriet, som benævnes »den eksklusive økonomiske zone«. Det følger heraf, at de farvande, som kyststaten har beføjelse til at udøve suverænitet eller jurisdiktion over i henhold til havretskonventionen, er begrænset til farvande, der støder op til dets territorium, og som henhører under statens søterritorium eller eksklusive økonomiske zone. Som følge heraf og i betragtning af, at Vestsaharas område ikke er en del af Kongeriget Marokkos område, som det er blevet påpeget i denne doms præmis 62-64, henhører de farvande, der støder op til Vestsaharas område, ikke under den marokkanske fiskerizone som omhandlet i partnerskabsaftalens artikel 2, litra a).

    I modsætning til partnerskabsaftalen indeholder protokollen af 2013 ikke nogen specifik bestemmelse om dens geografiske anvendelsesområde. En række bestemmelser i protokollen anvender dog udtrykket »marokkansk fiskerizone«. Dette udtryk er imidlertid identisk med det udtryk, som findes i partnerskabsaftalens artikel 2, hvori det hedder dels, at begrebet skal forstås som »farvande henhørende under Marokkos højhedsområde eller jurisdiktion«, dels, at en sådan definition ikke kun gælder for selve aftalen, men også for den ledsagende protokol og dens bilag. Det følger desuden af partnerskabsaftalens artikel 16 og artikel 1 i protokollen af 2013, at denne protokol samt dens bilag og tillæg udgør en integrerende del af den pågældende aftale. Det følger heraf, at udtrykket »marokkansk fiskerizone«, der anvendes både i partnerskabsaftalen og i protokollen af 2013, som det fastsætter det geografiske anvendelsesområde for, skal fortolkes som en henvisning til de farvande, der henhører under Kongeriget Marokkos højhedsområde eller jurisdiktion. Følgelig og i overensstemmelse med den fortolkning, der er anlagt i denne doms præmis 73, må det fastslås, at udtrykket »marokkansk fiskerizone« som omhandlet i denne protokol ikke omfatter de farvande, der støder op til Vestsaharas område.

    (jf. præmis 65-69, 75-79 og 85 samt domskonkl.)