61988J0322

++++

1.Praejudicielle spoergsmaal - Domstolens kompetence - institutionernes retsakter - henstillinger

( EOEF-Traktaten, art . 177 )

2 . Institutionernes retsakter - retlig karakter - fastlaeggelse paa grundlag af retsaktens indhold - efter deres beskaffenhed tilsigter henstillinger ikke at skabe bindende retsvirkninger

( EOEF-Traktaten, art . 189 )

3.Institutionernes retsakter - henstillinger - umiddelbare retsvirkninger - ingen - nationale retsinstansers hensyntagen til henstillinger - forpligtelse - raekkevidde

( EOEF-Traktaten, art . 189, stk . 5 )

1.I modsaetning til ordningen i henhold til Traktatens artikel 173, hvorefter Domstolen ikke kan efterproeve lovligheden af henstillinger, tillaegger artikel 177 Domstolen kompetence til uden undtagelse at afgoere praejudicielle spoergsmaal om gyldigheden og fortolkningen af retsakter fra Faellesskabets institutioner . Domstolen har derfor kompetence til at traeffe afgoerelse om fortolkningen af henstillinger vedtaget med hjemmel i Traktaten .

2 . Da valget af en retsakts form ikke kan aendre dens art, maa den retsinstans, der med henblik paa at fastlaegge dennes raekkevidde skal fortolke en som henstilling betegnet retsakt, undersoege, om retsakten efter sit indhold tilsigter at skabe bindende retsvirkninger .

3.Henstillinger, der i henhold til Traktatens artikel 189, stk . 5, ikke er bindende, vedtages i almindelighed af Faellesskabets institutioner, naar disse ikke har hjemmel i Traktaten til at udstede bindende retsakter, eller naar de skoenner, at der ikke boer fastsaettes regler af mere bindende karakter . Eftersom henstillinger er retsakter, der end ikke for adressaterne tilsigter at vaere bindende, kan de ikke i sig selv skabe rettigheder for de retsundergivne, som disse kan paaberaabe sig ved de nationale retsinstanser .

Da henstillinger ikke kan anses for at vaere ganske uden retsvirkninger, skal de nationale retsinstanser dog ved afgoerelsen af tvister, der indbringes for dem, tage hensyn til henstillinger, navnlig naar disse kan bidrage til fortolkningen af nationale bestemmelser udstedt til gennemfoerelse heraf, eller naar der er tale om henstillinger, som har til formaal at udfylde bindende faellesskabsretlige bestemmelser .

1 Ved dom af 28 . oktober 1988, indgaaet til Domstolen den 7 . november 1988, har tribunal du travail de Bruxelles i medfoer af EOEF-Traktatens artikel 177 forelagt et praejudicielt spoergsmaal vedroerende fortolkningen af EOEF-Traktatens artikel 189, stk . 5, og af Kommissionens henstilling til medlemsstaterne af 23 . juli 1962 om indfoerelse af en faellesskabsliste over erhvervssygdomme ( JO 1962 nr . 80, s . 2188 ).

2 Spoergsmaalet er blevet rejst under en sag, som Salvatore Grimaldi, en vandrende arbejdstager med italiensk statsborgerskab, har anlagt mod Fonds des maladies professionnelles de Bruxelles til proevelse af en afgoerelse truffet af sagsoegte, hvorved sagsoegte afslog at anse Dupuytrens sygdom, som sagsoegeren lider af, for en erhvervssygdom .

3 Grimaldi udoevede en erhvervsmaessig beskaeftigelse i Belgien fra 1953 til 1980 . Den 17 . maj 1983 ansoegte han hos Fonds des maladies professionnelles om, at den ovenfor omtalte sygdom - der betegnedes som en osteartikulaer eller neuralgisk sygdom lokaliseret i sagsoegerens haender, og som skyldtes mekaniske rystelser ved anvendelsen af en slaggehammer - blev anerkendt som en erhvervssygdom . Den omtvistede afgoerelse fra Fonds des maladies professionnelles blev truffet under henvisning til, at denne form for sygdom ikke er naevnt i den belgiske liste over erhvervssygdomme .

4 Efter at Grimaldi havde anlagt sag til proevelse af afgoerelsen, traf tribunal du travail de Bruxelles bestemmelse om, at der skulle indhentes en en sagkyndig erklaering . Ifoelge denne lider sagsoegeren af Dupuytrens sygdom, der ikke er opfoert paa den belgiske liste over erhvervssygdomme, men som kan sidestilles med en "sygdom, der skyldes overbelastning ... af vaevet omkring senerne ". Sidstnaevnte sygdom er naevnt i punkt F.6.b ) i den faellesskabsliste over erhvervssygdomme, som Kommissionen ved henstillingen af 23 . juli 1962 oenskede indfoert i national ret . Endvidere var der tvivl om, hvorvidt sagsoegeren kunne gives mulighed for at bevise, at en sygdom, der ikke er opfoert paa den nationale liste, maa anses for en erhvervssygdom, saaledes at der paa dette grundlag kan ydes erstatning efter den "blandede" erstatningsordning i Kommissionens henstilling 66/462 af 20 . juli 1966 om vilkaarene for erstatning til personer, der rammes af erhvervssygdomme ( JO 1966 nr . 147, s . 2696 ).

5 Tribunal du travail de Bruxelles udsatte paa dette grundlag sagen og anmodede Domstolen om praejudicielt at afgoere foelgende spoergsmaal :

"Maa det - naar henses til de reale hensyn bag (( EOEF-Traktatens )) artikel 189, stk . 1, og EF-Domstolens formaalsrettede praksis - paa grundlag af en fortolkning af artikel 189, stk . 5, antages, at en afgoerelse som den, 'faellesskabslisten' over erhvervssygdomme er udtryk for, skaber umiddelbare retsvirkninger i en medlemsstat, for saa vidt afgoerelsen forekommer klar, ubetinget, tilstraekkelig praecis og utvetydig og ikke tillaegger medlemsstaten noget skoen med hensyn til det tilsigtede maal, og den er knyttet som bilag til en henstilling fra Kommissionen, som endnu ikke efter mere end 25 aar formelt er blevet omsat til positiv ret i medlemsstatens nationale retsorden?"

6 Vedroerende de faktiske omstaendigheder i hovedsagen, det naermere indhold af de omhandlede henstillinger samt retsforhandlingernes forloeb og det skriftlige indlaeg for Domstolen henvises i oevrigt til retsmoederapporten . Disse omstaendigheder omtales derfor kun i det foelgende, saafremt det paa de enkelte punkter er noedvendigt for forstaaelsen af Domstolens argumentation .

7 Da der ved det praejudicielle spoergsmaal oenskes en fortolkning af nogle henstillinger - som i henhold til EOEF-Traktatens artikel 189, stk . 5, ikke er bindende - maa det undersoeges, om Domstolen i henhold til Traktatens artikel 177 har kompetence til at traeffe afgoerelse .

8 Det bemaerkes herom blot, at i modsaetning til ordningen i henhold til EOEF-Traktatens artikel 173, hvorefter Domstolen ikke kan efterproeve lovligheden af henstillinger, tillaegger artikel 177 Domstolen en kompetence til uden undtagelse at afgoere praejudicielle spoergsmaal om gyldigheden og fortolkningen af retsakter fra Faellesskabets institutioner .

9 Domstolen har allerede flere gange i praejudicielle sager indbragt i medfoer af artikel 177 truffet afgoerelse om fortolkningen af henstillinger i henhold til EOEF-Traktaten ( jfr . dom af 15 . juni 1976, Frecassetti mod Amministrazione delle Finanze dello Stato, 113/75, Sml . s . 983, og dom af 9 . juni 1977, Van Ameyde mod UCI, 90/76, Sml . s . 1091 ). Domstolen vil herefter behandle det forelagte spoergsmaal .

10 Det bemaerkes herom, at det fremgaar af sagens akter, at selv om spoergsmaalet kun henviser til henstillingen af 23 . juli 1962, oenskes det tillige oplyst, hvilke retsvirkninger henstilling 66/462 af 20 . juli 1966 har i national ret . Spoergsmaalet maa herefter forstaas saaledes, at det oenskes afgjort, om de naevnte henstillinger, naar der ikke er blevet truffet nogen nationale foranstaltninger til deres gennemfoerelse, skaber rettigheder for de retsundergivne, som disse kan paaberaabe sig ved de nationale retsinstanser .

11 Det bemaerkes indledningsvis, at det fremgaar af Domstolens faste praksis, at den omstaendighed, at forordninger ifoelge EOEF-Traktatens artikel 189 gaelder umiddelbart og saaledes efter deres art har direkte retsvirkninger, ikke indebaerer, at andre af de i bestemmelsen naevnte retsakter aldrig kan have saadanne retsvirkninger ( jfr . bl.a . dom af 19 . januar 1982, Becker mod Finanzamt Muenster-Innenstadt, 8/81, Sml . s . 53 ).

12 Ved afgoerelsen af, om de to omhandlede henstillinger kan skabe rettigheder for private, maa det foerst undersoeges, om henstillingerne er af en saadan beskaffenhed, at de kan have bindende retsvirkninger .

13 Det bemaerkes herom, at henstillinger - der i henhold til Traktatens artikel 189, stk . 5, ikke er bindende - i almindelighed vedtages af Faellesskabets institutioner, naar disse ikke har hjemmel i Traktaten til at udstede bindende retsakter, eller naar de skoenner, at der ikke boer fastsaettes regler af mere bindende karakter .

14 Naar henses til Domstolens faste praksis ( jfr . bl.a . dom af 29 . januar 1985, Binderer mod Kommissionen, 147/83, Sml . s . 257 ), hvorefter valget af en retsakts form ikke kan aendre dens art, maa det dog i givet fald undersoeges, om indholdet af en retsakt er i overensstemmelse med den form, retsakten er blevet givet .

15 Hvad naermere angaar de i sagen omhandlede to henstillinger, bemaerkes, at der i begrundelserne til disse henvises til EOEF-Traktatens artikel 155, som tillaegger Kommissionen en generel kompetence til at rette henstillinger, og til Traktatens artikler 117 og 118 . Som Domstolen har fastslaaet i dommen af 9 . juli 1987, Forbundsrepublikken Tyskland, Frankrig, Nederlandene, Danmark og Det Forenede Kongerige mod Kommissionen ( 281/85, 283/85, 284/85, 285/85 og 287/85, Sml . s . 3203 ), har medlemsstaterne ved sidstnaevnte bestemmelse bevaret deres kompetence paa det sociale omraade, for saa vidt andet ikke fremgaar af andre bestemmelser i Traktaten, og idet medlemsstaterne paa dette omraade har en pligt til at deltage i et samarbejde, som det er Kommissionens opgave at tilrettelaegge .

16 De omhandlede retsakter maa herefter utvivlsomt kvalificeres som henstillinger, dvs . retsakter, der end ikke for adressaterne tilsigter at vaere bindende . Henstillingerne kan dermed ikke skabe nogen rettigheder, som private kan paaberaabe sig ved en national retsinstans .

17 Det bemaerkes herved, at den omstaendighed, at der er forloebet mere end 25 aar siden meddelelsen af den foerste af henstillingerne, og at samtlige medlemsstater endnu ikke har taget skridt til at gennemfoere denne, er uden relevans for spoergsmaalet om henstillingens retlige betydning .

18 Med henblik paa en fuldstaendig besvarelse af spoergsmaalet fra den forelaeggende retsinstans tilfoejes dog, at de omhandlede henstillinger ikke kan anses for at vaere ganske uden retsvirkninger . De nationale retsinstanser skal saaledes ved afgoerelsen af tvister, der indbringes for dem, tage hensyn til henstillinger, navnlig naar disse kan bidrage til fortolkningen af nationale bestemmelser udstedt til gennemfoerelse heraf, eller naar der er tale om henstillinger, som har til formaal at udfylde bindende faellesskabsretlige bestemmelser .

19 Spoergsmaalet fra tribunal du travail de Bruxelles maa herefter besvares saaledes, at naar henses til EOEF-Traktatens artikel 189, stk . 5, kan Kommissionens henstilling af 23 . juli 1962 om indfoerelse af en faellesskabsliste over erhvervssygdomme og Kommissionens henstilling 66/462 af 20 . juli 1966 om vilkaarene for erstatning til personer, der rammes af erhvervssygdomme, ikke i sig selv skabe rettigheder for de retsundergivne, som disse kan paaberaabe sig ved de nationale retsinstanser . De nationale retsinstanser er dog ved afgoerelsen af tvister, der indbringes for dem, forpligtet til at tage hensyn til henstillingerne, navnlig naar disse kan bidrage til fortolkningen af andre nationale eller faellesskabsretlige bestemmelser .

Sagens omkostninger

20 De udgifter, der er afholdt af Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber, som har afgivet indlaeg for Domstolen, kan ikke godtgoeres . Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgoer et led i den sag, der verserer for den nationale retsinstans, tilkommer det denne at traeffe afgoerelse om sagens omkostninger .

Paa grundlag af disse praemisser

kender

DOMSTOLEN ( Anden Afdeling )

vedroerende det spoergsmaal, der er forelagt af tribunal du travail de Bruxelles ved om af 28 . oktober 1988, for ret :

Naar henses til EOEF-Traktatens artikel 189, stk . 5, kan Kommissionens henstilling af 23 . juli 1962 om indfoerelse af en faellesskabsliste over erhvervssygdomme og Kommissionens henstilling 66/462 af 20 . juli 1966 om vilkaarene for erstatning til personer, der rammes af erhvervssygdomme, ikke i sig selv skabe rettigheder for de retsundergivne, som disse kan paaberaabe sig ved de nationale retsinstanser . De nationale retsinstanser er dog ved afgoerelsen af tvister, der indbringes for dem, forpligtet til at tage hensyn til henstillingerne, navnlig naar disse kan bidrage til fortolkningen af andre nationale eller faellesskabsretlige bestemmelser .