Indholdsfortegnelse
I.Vejledning til medlemsstaterne om god praksis for fremskyndelse af tilladelsesprocedurerne for projekter om vedvarende energi
1.Indledning
2.Hurtigere og kortere administrative tilladelsesprocedurer
a.RED II-bestemmelser og en sammenligning af god praksis for gennemførelsen heraf
b.Anden god praksis for afkortning af varigheden af tilladelsesprocedurer uden for rammerne af RED II
c.Øget fleksibilitet med hensyn til tilpasning af de tekniske specifikationer i tidsrummet mellem ansøgningen om tilladelse og opførelsen af projekter
3.Intern koordinering og klare og digitaliserede procedurer, der mindsker de administrative tilladelsesprocessers kompleksitet
a.RED II-bestemmelser om one-stop-shoppen og en sammenligning af god praksis for gennemførelse heraf
b.Andre eksempler på god praksis, der mindsker kompleksiteten af administrative procedurer, uden for rammerne af RED II
4.Tilstrækkelige menneskelige ressourcer og færdigheder i de tilladelsesudstedende enheder
5.Bedre kortlægning og planlægning af lokaliteter til projekter om vedvarende energi
a.Begrænsninger i anvendelsen af land- og havområder og god praksis, der gør det lettere at udpege egnede områder
b.Anvendelse af land- og havområder til flere formål
c.Lokalsamfundets accept og inddragelse
d.Miljømæssige overvejelser
e.Forsvars- og luftfartsrelaterede overvejelser
6.Lettere nettilslutning, kombinerede kraftvarmeværker, repowering og innovative teknologier
a.Nettilslutningsproblemer
b.Kombinerede kraftvarmeværker
c.Repowering
d.Brint
e.Støtte til innovation
II.Vejledning til medlemsstaterne om fremme af VE-elkøbsaftaler
1.Indledning
2.Regulering
3.Udvidelse af tilgængeligheden af erhvervskøbsaftaler om vedvarende energi til små og mellemstore virksomheder
4.Fremme af grænseoverskridende VE-elkøbsaftaler
I.Vejledning til medlemsstaterne om god praksis for fremskyndelse af tilladelsesprocedurerne for projekter om vedvarende energi
1.Indledning
Vedvarende energi er kernen i den omstilling til ren energi, der er nødvendig for at nå målene i Parisaftalen og den europæiske grønne pagt. Med dette in mente foreslås det i forslaget til revision af direktivet om vedvarende energi ("RED II"), som Kommissionen fremsatte i juli 2021 som led i pakken til gennemførelse af den europæiske grønne pagt, at fordoble andelen af vedvarende energi i energimikset i 2030 i forhold til 2020 for at nå op på mindst 40 %.
Ruslands invasion af Ukraine gjorde den hurtigst mulige udbredelse af vedvarende energi til en strategisk prioritet for EU, da det vil mindske vores afhængighed af — primært importerede — fossile brændstoffer og bidrage til at gøre energi økonomisk overkommelig igen.
Sammen med foranstaltningerne til sikring af en tilstrækkelig gasforsyning og energibesparelsesplanen under forberedelse til næste vinter vil tilførslen af ny vedvarende energikapacitet så hurtigt som muligt bidrage yderligere til de mere langsigtede kriseafbødende foranstaltninger. I REPowerEU-meddelelsen, der følger op på meddelelsen om værktøjskassen fra oktober 2021, er der skitseret en plan, der skal gøre Europa uafhængigt af russiske fossile brændstoffer længe før udgangen af dette årti, i første omgang af gas. I meddelelsen blev medlovgiverne opfordret til at overveje at indføre højere eller tidligere mål for vedvarende energi, og der blev henvist til foranstaltninger såsom fremskyndelse af vind- og solenergi og varmepumper, forøgelse af den gennemsnitlige udbredelsesgrad med 20 %, og yderligere kapacitet på 80 GW inden 2030 for at tage højde for en højere produktion af vedvarende brint.
Det betyder, at der er behov for at øge det nuværende tempo i udbredelsen af projekter om vedvarende energi betydeligt for at sikre den nødvendige kapacitetsforøgelse til tiden.
Høje energipriser, der hovedsagelig skyldes høje priser på fossile gasser, er en yderligere grund til at fremskynde udbredelsen af projekter om vedvarende energi og mindske de negative virkninger for vores borgere og virksomheder. Elomkostningerne for projekter for vedvarende energi ligger i stigende grad et godt stykke under omkostningerne for kraftværker, der fyrer med fossile brændstoffer, på engrosmarkedet. Det er nødvendigt at fremskynde udstedelsen af tilladelser for at bringe dem hurtigt på markedet. Anvendelsen af VE-elkøbsaftaler giver den europæiske industri og de europæiske virksomheder direkte adgang til billig vedvarende energi, samtidig med at initiativtagere til VE-projekter sikres stabilitet uden at skulle vente på finansiel støtte fra medlemsstaterne, hvilket øger tilgængeligheden af mere sikker og bæredygtig energi i EU til en overkommelig pris.
Uanset om projekter om vedvarende energi udvikles gennem offentlige udbud eller erhvervskøbsaftaler om vedvarende energi eller på handelsbasis, bremser hindringer for udstedelse af tilladelser og andre administrative procedurer projekterne, og de øger usikkerheden og omkostningerne og afskrækker investorer, hvilket bringer opfyldelsen af EU's dekarboniseringsmål og det foreslåede mål for vedvarende energi i 2030 i fare. Disse hindringer, primært på nationalt, regionalt eller endog lokalt plan, omfatter de gældende reglers kompleksitet i forbindelse med udvælgelse af lokaliteter og administrative tilladelser til projekter, problemer med nettilslutning, begrænsninger med hensyn til at tilpasse teknologispecifikationer under tilladelsesproceduren eller personalespørgsmål hos de tilladelsesudstedende myndigheder eller netoperatører. Som følge heraf kan gennemførelsestiden for projekter om vedvarende energi tage op til ti år. Argumenterne for at fjerne disse hindringer er nu stærkere end nogensinde før.
I 2018 blev der indført regler i RED II om tilrettelæggelsen og den maksimale varighed af den administrative del af tilladelsesprocessen for VE-projekter, der omfatter alle relevante tilladelser til opførelse, repowering og drift af anlæg og deres nettilslutning. Medlemsstaterne var forpligtet til at gennemføre RED II, herunder disse nye bestemmelser, i national ret senest den 30. juni 2021, men ingen medlemsstater havde givet meddelelse om fuldstændig gennemførelse af RED II inden for denne frist. Som følge heraf indledte Kommissionen traktatbrudsprocedurer mod alle medlemsstater for manglende gennemførelse af RED II i juli 2021 for at få dem til at opfylde deres forpligtelser, herunder forpligtelserne vedrørende administrative procedurer. I mellemtiden har de fleste medlemsstater givet Kommissionen meddelelse om de nationale foranstaltninger, der er vedtaget for at gennemføre RED II, enten helt eller delvist. På tidspunktet for offentliggørelsen af denne vejledning havde 10 medlemsstater ikke givet meddelelse om nationale foranstaltninger til gennemførelse af de regler, der blev indført ved RED II, om tilrettelæggelsen og varigheden af tilladelsesprocessen (jf. artikel 16), og de resterende medlemsstater havde i det mindste givet meddelelse om nogle af de krævede foranstaltninger.
Kommissionen bemærker, at der i øjeblikket er betydelige forskelle i de nationale eller regionale tilladelsesregler mellem medlemsstaterne med hensyn til varigheden og kompleksiteten af deres administrative procedurer. Dette tyder på, at der er et betydeligt potentiale for forbedringer og gensidig læring. Interessenter har anmodet Kommissionen om at præcisere RED II-bestemmelserne om administrative procedurer og om at udbrede bedste praksis for at vejlede tilladelsesudstedende myndigheder om anvendelsen heraf.
I denne vejledning redegøres for eksisterende god praksis i medlemsstaterne, der skal mindske den administrative byrde og øge planlægningssikkerheden for projekter om vedvarende energi. Den ledsager Kommissionens henstilling om fremskyndelse af tilladelsesprocedurerne og fremme af elkøbsaftaler, som blev vedtaget sammen med et forslag om en målrettet ændring af RED II for så vidt angår tilladelser. Disse initiativer indgår i en bredere pakke af foranstaltninger inden for rammerne af REPowerEU-planen og det europæiske semester, som støtter en hurtigere udbredelse af vedvarende energi.
Håndtering af eksisterende og identifikation af nye hindringer for udstedelse af tilladelser bør ses som en kontinuerlig proces. I denne henseende har Kommissionen siden marts 2022 også samarbejdet med medlemsstaternes myndigheder om at fjerne procesrelaterede hindringer inden for rammerne af taskforcen for håndhævelse af det indre marked. En fuldstændig og hurtig gennemførelse af henstillingen baseret på konkrete idéer til forenkling og afkortning i denne vejledning vil gøre det muligt at reducere gennemførelsestiden for projekter for vedvarende energi og sikre en hurtigere massiv udbredelse heraf.
I denne vejledning udpeges følgende hovedområder for forbedring af tilladelser til projekter om vedvarende energi, nemlig afkortning af varigheden og mindskelse af kompleksiteten af administrative godkendelsesprocedurer og sikring af, at tilladelsesudstedende enheder og myndigheder med ansvar for miljøvurderinger, procedurer for udvælgelse af lokaliteter og spørgsmål vedrørende nettilslutning råder over tilstrækkeligt personale med de fornødne færdigheder. Desuden findes der i mange medlemsstater også hindringer i form af manglende støtte til visse projekter fra offentligheden eller relevante lokale interessenter. I de følgende kapitler redegøres kort for hindringerne, mulige løsninger samt eksempler på god praksis blandt nationale foranstaltninger til gennemførelse af RED II eller foranstaltninger, der rækker ud over RED II's anvendelsesområde.
2.Hurtigere og kortere administrative tilladelsesprocedurer
Varigheden af tilladelsesprocedurerne varierer meget mellem de forskellige teknologier for vedvarende energi og mellem medlemsstaterne. For offshorevindprojekter kan gennemførelsestiden være op til 10 år, selv om nyligt opførte nederlandske havvindmølleparker såsom Borssele III og IV er blevet operationelle 4-5 år efter tildelingen af kontrakten. For onshorevindenergi varierer den rapporterede varighed af tilladelsesprocessen mellem 3 og 9 år, og der er betydelige forskelle, ikke blot mellem medlemsstaterne, men undertiden også mellem de forskellige regioner i et land. For jordmonterede solenergiprojekter varierer den rapporterede varighed fra ca. 1 år til over 4,5 år.
Disse gennemsnit er imidlertid baseret på stikprøver, der ikke er fuldt repræsentative, da der mangler sammenlignelige data i hele EU om den samlede varighed af tilladelsesprocedurerne for projekter om vedvarende energi, herunder om udarbejdelse og færdiggørelse af miljøkonsekvensvurderinger, udstedelse af nettilslutningstilladelser og håndtering af eventuelle juridiske udfordringer. Desuden afhænger varigheden af tilladelsesprocedurerne for projekter om vedvarende energi også af tilgængeligheden og den fremskyndede udrulning eller forstærkning af net, der skal forbinde sådanne projekter og integrere den producerede energi. Det skal også tages i betragtning, at procedurerne i visse medlemsstater kan være hurtigere, men ikke nødvendigvis mere effektive. Forskellige typer hindringer kan føre til, at færre projekter godkendes på trods af hurtigere procedurer. Dette peger på behovet for proaktivt at fokusere på og tackle hindringer for tilladelsesprocedurerne i alle medlemsstater. Under instrumentet for teknisk støtte (TSI) yder Kommissionen bistand til 17 medlemsstater til udfasning af deres afhængighed af russiske fossile brændstoffer i overensstemmelse med REPowerEU-planen, herunder til hurtigere udstedelse af tilladelser til projekter om vedvarende energi og større udbredelse af tagmonteret solenergi. Inden for rammerne af TSI-indkaldelsen fra 2023 tilbyder Kommissionen specifikt støtte til medlemsstaterne i forbindelse med et flagskibsprojekt for teknisk støtte til fremskyndelse af udstedelse af tilladelser til vedvarende energi.
Regionalt samarbejde mellem medlemsstaterne om gennemførelsen af lignende store energiinfrastrukturprojekter har vist sig at fungere som katalysator for fremskyndelse af udstedelsen af tilladelser og gennemførelsen af disse projekter. Kommissionen er formand for fire grupper på højt plan i forskellige regioner i Den Europæiske Union. Den politiske støtte på højt niveau til disse grupper giver mulighed for at udvikle en fælles regional vision og opstille regionale prioriteter og yde strategisk vejledning i forbindelse med gennemførelsen af projekter af fælles interesse inden for energiinfrastruktur, som kræver stærk konsensus. Da udviklingen inden for offshorevindenergi anerkendes som en paneuropæisk prioritet i alle grupper på højt plan, kan store projekter om vedvarende energi identificeres som prioriteter i disse gruppers arbejdsgange og drage fordel af tæt overvågning og styrket samarbejde på forskellige politiske niveauer mellem medlemsstaterne i en bestemt region.
a.RED II-bestemmelser og en sammenligning af god praksis for gennemførelsen heraf
Ifølge RED II må de administrative procedurer for udstedelse af tilladelser ikke overstige to år for anlæg til produktion af elektricitet fra vedvarende energikilder og den tilknyttede netinfrastruktur, herunder alle de kompetente myndigheders relevante godkendelses-, certificerings- og licensprocedurer. En lignende bestemmelse om forenkling af godkendelsesprocedurerne for brintinfrastruktur er medtaget i den foreslåede pakke om dekarbonisering af brint- og gasmarkedet. For projekter under 150 kW og repowering af eksisterende anlæg for vedvarende energi må den administrative proces ikke overstige et år. Disse frister omfatter ikke den tid, det tager at overholde EU's miljølovgivning, hvilket kan tage lang tid, eller varigheden af en eventuel retssag og kan forlænges med et år under usædvanlige omstændigheder.
Ud over at gennemføre de krævede bestemmelser i national ret har nogle medlemsstater indført supplerende bestemmelser, der præciserer betingelserne for forlængelse af fristen, eller pålagt de relevante myndigheder at arbejde tæt sammen for at sikre, at de aftalte tidsfrister overholdes. Med hensyn til forlængelsen af fristen med op til yderligere et år præciserer Sverige, at fristen kan forlænges, hvis der er behov for tidskrævende tilføjelser som følge af nye bestemmelser, oplysninger eller retningslinjer, eller hvis forsinkelsen skyldes eksterne omstændigheder, som ikke kunne have været forudset fra begyndelsen. Slovenien har indført en bestemmelse om, at projektudvikleren inden udløbet af den fastsatte frist skal modtage en begrundet afgørelse, hvorved proceduren under særlige omstændigheder, der er forklaret i afgørelsen, forlænges med højst et år.
Med hensyn til at sikre, at godkendelsesproceduren ikke overskrider de aftalte frister, hvis flere myndigheder er involveret, pålægger Finlands gennemførelsesforanstaltninger de ansvarlige kompetente myndigheder at samarbejde om at overholde fristerne, hvis mere end én godkendelse eller administrativ godkendelsesprocedure er nødvendig for opførelsen, opgraderingen, tilslutningen til nettet og driften af et anlæg til vedvarende energi. Det fælles kontaktpunkt for projektiværksættere har til opgave at bistå de kompetente myndigheder med at nå til enighed om frister for deres procedurer, hvor det er relevant. Desuden præciserer gennemførelseslovgivningen de punkter, hvor beregningen af tidsfristen begynder og slutter, og det fælles kontaktpunkt har til opgave at overvåge gennemførelsen af fristerne.
Med hensyn til overvågning og rapportering om de nationale bestemmelser i de integrerede nationale energi- og klimastatusrapporter, som skal forelægges Kommissionen senest den 15. marts 2023 og derefter hvert andet år, skal medlemsstaterne rapportere om særlige foranstaltninger til opfyldelse af kravene i artikel 15-17 i RED II for at forenkle, afkorte og gøre tilladelsesprocedurerne mere gennemsigtige. Derudover vil en sammenhængende EU-dækkende overvågning og vurdering af de administrative procedurer for godkendelse af projekter om vedvarende energi give Kommissionen, medlemsstaterne og projektiværksættere indblik i varigheden af de forskellige faser af projektgodkendelsen, deres anvendelsesområde, krav og de involverede myndigheder samt de potentielle fælles træk ved forsinkelserne og andre flaskehalse på tværs af teknologier til vedvarende energi eller godkendelsesfaser.
b.Anden god praksis for afkortning af varigheden af tilladelsesprocedurer uden for rammerne af RED II
Varigheden af retssager ligger uden for den tidsfrist, der er fastsat i RED II, men medlemsstaterne kan træffe foranstaltninger til at afkorte langvarige procedurer på grund af retssager. Selv om retten til adgang til domstolsprøvelse skal sikres, kan medlemsstaterne tilrettelægge deres nationale domstolssystem på en sådan måde, at der sikres en hurtigere behandling af retssager, f.eks. ved brug af procedurer med én enkelt instans for visse projekter af national betydning, og fastsætte frister for visse trin i den retslige procedure afhængigt af nationale forhold for at undgå en unødvendig forlængelse af klageprocedurer eller indføre bestemmelser, der har til formål at begrænse misbrug af retssager. Flere medlemsstater har allerede truffet foranstaltninger til at strømline varigheden af retssager vedrørende tilladelser.
Frankrig har begrænset muligheden for at klage over afgørelser om miljøtilladelser til onshorevindprojekter fra tre til blot to klager. Fra den 1. december 2018 kan afgørelser indbringes direkte for appeldomstolene i forvaltningsretlige sager, og de behøver ikke længere først indbringes for forvaltningsdomstolene (dette har allerede været tilfældet for offshorevindenergi siden vedtagelsen af et dekret i januar 2016).
Nederlandene har besluttet, at tilladelser til onshorevindprojekter på over 100 MW og solcelleprojekter på over 50 MW kun kan indbringes for retten i første instans.
Ud over at strømline rammerne for retssager har nogle medlemsstater også indført andre foranstaltninger, der gør det muligt at prioritere og derved fremskynde tilladelsesprocedurerne, f.eks. fastsættelse af kategorier for strategiske projekter. Nogle projekter af national betydning kan vedtages gennem en lovgivningsprocedure ved en særlig lov i overensstemmelse med artikel 2, stk. 5, i direktivet om vurdering af virkningerne på miljøet (VVM). Dette giver medlemsstaterne mulighed for at undtage det pågældende projekt fra bestemmelserne om offentlig høring.
Den regionale regering i Andalusien i Spanien har oprettet en "fremskyndelsesenhed" for projekter, der betragtes som strategiske, under det regionale ministerium for offentlig forvaltning og indenrigsanliggender. Anerkendelsen af en strategisk betydning indebærer, at de udvalgte projekter får fortrinsbehandling, dvs. at den administrative behandling af de tilladelser og godkendelser, der er nødvendige for at udvikle dem, prioriteres.
En anden god måde at fremskynde udstedelsen af tilladelser på er at gøre det muligt at indgive flere ansøgninger parallelt i stedet for sekventielt, herunder for relaterede netprojekter.
I Østrig kan initiativtagere f.eks. ansøge om flere tilladelser parallelt (elproduktionstilladelse, godkendelse i henhold til naturbeskyttelseslovgivningen, luftfartslovgivningen, tilladelse i henhold til skovbrugslovgivningen, tilladelse i henhold til vandlovgivningen, tilladelse i henhold til arbejdsmiljølovgivningen, byggetilladelse). Udvælgelse af lokalitet og nettilslutning kan også ske parallelt. I Frankrig og Belgien (Flandern og Vallonien) er der indført procedurer for "kombinerede tilladelser". I Flandern og Vallonien omfatter disse kombinerede tilladelser procedurerne for miljø- og byplanlægningstilladelser med undtagelser for mindre projekter. I Frankrig gør proceduren det muligt at foretage en enkelt undersøgelse af flere tilladelser til vindkraftprojekter, herunder miljøgodkendelser, luftfartindustriens og militærets tilladelser til at installere faciliteter og tilladelsen til elproduktion.
Med hensyn til husholdningers og energifællesskabers små vedvarende energianlæg forværrer manglen på ressourcer i endnu højere grad de hindringer, som professionelle markedsdeltagere allerede støder på. I Grækenland prioriteres energifællesskabers ansøgninger om nettilslutning, godkendelse af miljøforhold og produktionstilladelser højere end andre ansøgninger i det samme område i den samme ansøgningscyklus. I Portugal er VE-fællesskaber omfattet af undtagelser fra krav om forudgående kontrol/kommunikation, registrering og drift, afhængigt af den installerede kapacitet eller anvendelsen af det offentlige net til tilførsel af elektricitet i forbindelse med egetforbrug. I Irland behøver energifællesskaber heller ikke at have en planlægningstilladelse, før de ansøger om nettilslutning, og de er omfattet af en forenklet godkendelsesprocedure.
Tidlig offentlig høring og gennemførelse af visse undersøgelser tidligere i processen kan også fremskynde udstedelsen af tilladelser. I forbindelse med projekter af fælles interesse har en obligatorisk offentlig høring i begyndelsen af tilladelsesprocessen med henblik på bestemmelse af projektets placering f.eks. bidraget til at identificere og løse problemer med hensyn til offentlighedens accept.
Endelig kan de tilladelsesudstedende myndigheders vurderinger inden for rammerne af miljøprocedurer fremskyndes ved at fastsætte specifikke frister. Når der kræves en miljøvurdering, bør medlemsstaterne begrænse længden af de forskellige trin i proceduren for vurdering af virkningerne på miljøet
ved at indføre bindende maksimumsfrister, navnlig for:
·den kompetente myndigheds udstedelse af en udtalelse om afgrænsningen — højst en måned
·afslutning af miljøkonsekvensvurderingen og udstedelse af en begrundet konklusion — senest efter tre måneder med mulighed for forlængelse med yderligere tre måneder
·afslutning af offentlige høringer om miljøkonsekvensvurderingsrapporten — senest efter to måneder
·udstedelse af tilladelse — senest efter seks måneder.
Omkring halvdelen af medlemsstaterne har allerede fastsat specifikke tidsfrister for, hvornår de kompetente myndigheder skal give grønt lys til projekter efter modtagelsen af miljøkonsekvensvurderingen fra bygherren. I mange tilfælde er disse højst en eller to måneder (Bulgarien, Frankrig, Italien, Malta, Grækenland, Letland og Rumænien).
En anden mulig forenkling er betinget fritagelse fra byggetilladelser kombineret med anmeldelseskrav for små solcelleanlæg. I den belgiske region Flandern er solcelleanlæg fritaget for byggetilladelse på visse betingelser.
c.Øget fleksibilitet med hensyn til tilpasning af de tekniske specifikationer i tidsrummet mellem ansøgningen om tilladelse og opførelsen af projekter
Varigheden af tilladelsesprocedurerne eller forsinkelser i udstedelsen af tilladelser kan føre til en suboptimal installation af teknologi, hvis projektudviklerne er forpligtet til at følge de nøjagtige teknologiske specifikationer i deres oprindelige ansøgning om tilladelse. Hvis udstedelsen af en tilladelse tager så lang tid, at den godkendte teknologiske løsning er blevet forældet, skal initiativtageren til projektet ansøge om en ny tilladelse eller foretage en ny miljøkonsekvensvurdering for at kunne anvende den nyeste tilgængelige teknologi. Større fleksibilitet, f.eks. ved at give initiativtagere mulighed for at ansøge om en række teknologiske parametre, bidrager til en hurtig udbredelse af de mest effektive teknologier, uden at det nødvendigvis medfører en større miljøpåvirkning.
For at løse dette problem anvender nogle medlemsstater den såkaldte "boksmodel" for tilladelser, som giver initiativtagere mulighed for at fastsætte en række teknologiparametre i deres ansøgning om tilladelse (f.eks. vedrørende vindmøllers tiphøjde), hvilket giver dem fleksibilitet til at anvende den nyeste teknologi og maksimere effektiviteten og produktionen af vedvarende energi. I Sverige kan denne tilladelsesmodel f.eks. allerede anvendes i forbindelse med visse vindprojekter. Projektudviklere skal angive projektområdet, det maksimale antal vindmøller, den maksimale tiphøjde, områder med begrænset adgang inden for projektområdet og infrastrukturens maksimale fodaftryk. De har fleksibilitet til at optimere udformningen og øge eller mindske rotorstørrelsen og navhøjden. Udviklere kan også anvende den seneste turbineteknologi til at optimere udformningen og maksimere kapaciteten i tilladelsen. Rumænien tillader ændringer af vindmølletypen efter udstedelsen af den endelige byggetilladelse, så længe nøgleparametrene (tiphøjde og rotor) er opfyldt. Initiativtageren skal kun underrette de kompetente myndigheder om sådanne ændringer.
3.Intern koordinering og klare og digitaliserede procedurer, der mindsker de administrative tilladelsesprocessers kompleksitet
Afhængigt af medlemsstaten skal initiativtagere til projekter interagere med forvaltninger på nationalt, regionalt og kommunalt plan og/eller forskellige afdelinger eller ministerier. Flere lag af til tider modstridende nationale og regionale regler og procedurer samt en uklar kompetencefordeling mellem nationale, regionale og/eller lokale myndigheder skaber unødvendig kompleksitet og kan føre til forsinkelser i tilladelsesprocessen. Ifølge interessenter er det ikke altid klart, om bestemte myndigheders inddragelse i den administrative godkendelsesproces er obligatorisk, og om deres udtalelse er bindende. Der er desuden ofte manglende gennemsigtighed med hensyn til status for en projektansøgning og det stadium, hvor der er en flaskehals, når flere offentlige organer er involveret i udstedelsen af en tilladelse. Desuden er udrulningen af digitale værktøjer og løsninger ujævn på tværs af forvaltninger.
a.RED II-bestemmelser om one-stop-shoppen og en sammenligning af god praksis for gennemførelse heraf
RED II pålægger medlemsstaterne at udpege et fælles kontaktpunkt ("one-stop-shop") for udstedelse af tilladelser til opførelse, repowering og drift af aktiver til produktion af vedvarende energi og tilknyttet netinfrastruktur i lighed med bestemmelserne i TEN-E-forordningen og som foreslået i pakken om dekarbonisering af brint- og gasmarkedet. Der findes også eksempler i andre sektorer, hvor indførelsen af one-stop-shops har reduceret den tid og de omkostninger, der er investeret i at søge oplysninger, navnlig i forbindelse med licens- og tilladelseskrav. I overensstemmelse med nærhedsprincippet giver RED II medlemsstaterne fleksibilitet til at vælge de mest hensigtsmæssige gennemførelsesbestemmelser, forudsat at ansøgerne ikke er forpligtet til at kontakte mere end ét kontaktpunkt i forbindelse med hele tilladelsesprocessen.
Der findes forskellige muligheder for udformning af one-stop-shoppen. En rent administrativ one-stop-shop kanaliserer kommunikationen mellem initiativtageren til projektet vedrørende vedvarende energi og de relevante myndigheder, der er involveret i udstedelsen af de forskellige tilladelser, som er nødvendige for at opføre et kraftværk og tilslutte det til nettet. Det kan også overvejes at udvide det administrative kontaktpunkts mandat, og kontaktpunktet kan selv få overdraget udstedelsen af alle de nødvendige tilladelser. Der kan oprettes flere one-stop-shops til håndtering af forskellige projektstørrelser, teknologier for vedvarende energi eller administrative afdelinger i en medlemsstat, så længe de enkelte ansøgere kan henvende sig til et fælles kontaktpunkt vedrørende et bestemt projekt.
Der er også oprettet one-stop-shops af enheder med ansvar for netinfrastruktur såsom de "nationale kompetente myndigheder" for projekter af fælles interesse i henhold til TEN-E-forordningen eller af nationale tilsynsmyndigheder, transmissionssystemoperatører og nationale, regionale eller lokale myndigheder for andre typer net. Tæt koordinering og tilpasning af processer mellem RED II-one-stop-shops og de "nationale kompetente myndigheder" tilrådes i forbindelse med projekter af fælles interesse. Det kunne være hensigtsmæssigt, hvis eksisterende regionale samarbejdsstrukturer på det energipolitiske område såsom ovennævnte politiske grupper på højt plan undersøgte og udvidede denne tætte koordinering.
Med hensyn til nationale bestemmelser til gennemførelse af RED II har medlemsstaterne i de fleste tilfælde udpeget et eksisterende nationalt energiagentur eller et andet gennemførelsesorgan som fælles kontaktpunkt, der har til opgave at strømline den administrative proces for ansøgning om og udstedelse af tilladelser. En liste over alle de myndigheder, som det fælles kontaktpunkt sikrer kommunikation og koordinering med, øger sikkerheden og gennemsigtigheden for projektinitiativtagere, og det samme gør henvisning til den specifikke lovgivning, som kontaktpunktet kan rådgive om.
I Danmark er Energistyrelsen udpeget som kontaktpunkt og giver overordnet vejledning om den administrative proces, herunder om, hvilke skridt der skal tages for at etablere og drive anlæg til produktion af vedvarende energi. For så vidt angår offshorevindenergi udsteder Energistyrelsen selv tilladelser til projekter i Danmarks territorialfarvande og eksklusive økonomiske zone. Energistyrelsen udarbejder og udsteder licenserne gennem en iterativ proces med de relevante myndigheder og formidler projektspecifikke oplysninger til myndighederne for at afbøde interessekonflikter.
I Sverige er det Energimyndighetens opgave at oprette og være ansvarlig for et digitalt kontaktpunkt. Der skal etableres direkte forbindelser til de myndigheder, der behandler en sag, via kontaktpunktet. De nationale bestemmelser til gennemførelse af RED II omfatter også en liste over myndigheder, der skal bistå kontaktpunktet, herunder myndigheder og agenturer med ansvar for maritime spørgsmål, miljøbeskyttelse, national kulturarv og landbrug samt kommunerne.
Finlands fælles kontaktpunkt har til opgave at yde proceduremæssig rådgivning om godkendelse og andre administrative procedurer for anlæg til produktion af vedvarende energi. De nationale bestemmelser indeholder en liste over elementer, som kontaktpunktet skal rådgive om, herunder forsvarsstyrkernes udtalelse om, hvorvidt opførelsen af vindmøller kan accepteres.
b.Andre eksempler på god praksis, der mindsker kompleksiteten af administrative procedurer, uden for rammerne af RED II
Når forskellige administrationer skal koordinere og give deres godkendelse, kan manglende svar fra én administration, som bremser de næste skridt, afbødes ved at indføre en administrativ stiltiende accept på klart definerede betingelser, medmindre et svar er påkrævet i henhold til EU-lovgivning eller national lovgivning. Spanien har for nylig indført administrativ stiltiende accept i forbindelse med specifikke administrative skridt i et dekret fra 2020 om anlæg til eget forbrug og solcelleparker. Når flere involverede administrationer skal give hinanden et svar, og det ikke sker inden for 30 dage, betragtes det specifikke administrative skridt som godkendt.
Med hensyn til anvendelsen af digitale værktøjer og løsninger mere generelt under tilladelsesprocedurerne skal ansøgere i henhold til RED II også kunne fremsende relevante dokumenter i digital form. Desuden kan brugen af e-kommunikation i stedet for papirformularer og digitale kommunikationsplatforme, der samler de forskellige ansøgningsprocesser, også hjælpe personalet hos de tilladelsesudstedende myndigheder med at håndtere ansøgningerne og danne grundlag for overvågning og forbedring af procedurerne. Dette vil også øge gennemsigtigheden for projektinitiativtagere med hensyn til den aktuelle status for deres ansøgning og give alle de forskellige involverede myndigheder adgang til den samme centraliserede projektindgang.
I denne forbindelse har Cypern i sin genopretnings- og resiliensplan medtaget en reform om oprettelse af en digital one-stop-shop for at strømline udstedelsen af tilladelser til projekter om vedvarende energi. Ifølge genopretnings- og resiliensplanen har Cypern også anmodet om teknisk bistand fra GD REFORM til udformning af den metode, der skal anvendes til at udvikle one-stop-shoppen. Den tyske delstat Niedersachsen har indført et elektronisk ansøgningsskema til brug for ansøgning om beskyttelse mod luft- og støjforurening og lignende forstyrrelser (ELiA), som anvendes af otte tyske delstater og giver mulighed for krypteret indgivelse af ansøgningsdokumenter. I Nederlandene er der en onlineplatform for "All in One Permit for Physical Aspects" for onshoreenergi og solcelleanlæg på jorden. Uanset om den ansvarlige myndighed i tilladelsesproceduren er kommunen, provinsen eller den nationale regering, er onlineplatformen tilgængelig for både den ansvarlige myndighed og projektudvikleren. Desuden anvendes onlineplatformen af nogle provinser også til at ansøge om en naturtilladelse.
4.Tilstrækkelige menneskelige ressourcer og færdigheder i de tilladelsesudstedende enheder
Behandling af et stigende antal projekttilladelser vil kræve et tilstrækkeligt antal kvalificerede medarbejdere hos tilladelsesudstedende myndigheder og netoperatører samt personale med ansvar for miljøvurderinger og nationale domstole, der behandler klager. Som forklaret i den foreløbige rapport om forenkling på området for vedvarende energikilder og bekræftet i forbindelse med de høringer, som Kommissionen har gennemført i forbindelse med dette initiativ, udgør manglen på personale hos tilladelsesudstedende myndigheder i øjeblikket en vigtig hindring for projektgennemførelsen i mange medlemsstater — der er ikke tilstrækkeligt personale, og/eller personalet har ikke den nødvendige ekspertise eller de nødvendige færdigheder til at behandle projektansøgningerne. Ifølge rapportens resultater er manglen på personale angiveligt mere udbredt i store medlemsstater, hvor problemet er større på nationalt plan end på regionalt plan, mens manglen på ekspertise er mere udbredt på markeder med mindre kendskab til en bestemt teknologi og færre afsluttede projekter. Manglen på ekspertise forekommer ofte på lokalt plan, hvor personalet har færre muligheder for at specialisere sig, og/eller manglen skyldes komplekse tekniske og juridiske spørgsmål. Dette er især almindeligt i landdistrikter med mindre administrativ kapacitet, hvor der er udviklet store projekter om vedvarende energi. Personalespørgsmål har indvirkning på andre hindringer, da myndighederne ikke har kapacitet til at koordinere deres arbejde med hinanden for at sikre en mere gnidningsløs gennemførelse af administrative processer. Dette omfatter oprettelse af et fælles kontaktpunkt, hvor en eventuel mangel på personale eller relevant ekspertise kan skabe yderligere flaskehalse i de administrative procedurer. Det er derfor afgørende at sikre passende færdigheder og attraktive job i de berørte sektorer på tværs af de forskellige administrative niveauer, herunder, men ikke begrænset til, tilladelsesudstedende myndigheder.
Der er behov for en målrettet og proaktiv tilgang for at afhjælpe personalemanglen på den ene side og kvalifikationskløften på den anden side. Som led i denne tilgang og i overensstemmelse med Kommissionens tilgang til integration af kønsaspektet på alle områder, herunder den grønne og digitale omstilling, bør der lægges særlig vægt på at øge kvinders deltagelse og lige muligheder for alle på alle niveauer.
I deres nationale energi- og klimaplaner blev medlemsstaterne anmodet om at fremlægge oplysninger om den samlede planlagte installerede kapacitet til produktion af vedvarende energi fra 2021 til 2030 opdelt på ny mærkeeffekt og repowering for hver teknologi og sektor. Medlemsstaterne skulle også fastlægge særlige foranstaltninger til levering af oplysninger og uddannelse. Denne planlagte installerede kapacitet og en vurdering af kapacitetsforøgelser med det eksisterende personale bør danne grundlag for medlemsstaternes skøn over de tilladelsesudstedende myndigheders personale- og budgetbehov.
Der er kun begrænsede beskæftigelsesdata for tilladelsesudstedende myndigheder, men regionen Aragón i Spanien udstedte nye tilladelser til onshorevindmølleparker med en samlet effekt på 1 100 MW i 2018, og 30 medarbejdere var udelukkende beskæftiget med behandling af ansøgninger om vind- og solcelletilladelser. Finland har afsat 6 mio. EUR fra sin genopretnings- og resiliensplan til midlertidig ansættelse af menneskelige ressourcer med ansvar for miljøgodkendelser og -procedurer og projektbehandling i 2021-2023 og støtte til nye energiteknologier, herunder offshorevindenergi, solenergi i stor skala og geotermisk energi. Den finansielle støtte vil blive anvendt til at dække personaleomkostninger i forbindelse med vurdering af miljøkonsekvensvurderinger, behandling af klager over afgørelser om miljøgodkendelse og til at støtte kommunernes og amternes fysiske planlægning og udstedelse af byggetilladelser. Italien har nedsat en taskforce på 40 medlemmer under tilsyn af ministeriet for økologisk omstilling, der har til opgave at gennemføre den nationale energi- og klimaplan og genopretnings- og resiliensplan. Taskforcen skal fremskynde behandlingen af miljøkonsekvensvurderinger. De enkelte medlemmer af taskforcen har mindst fem års erhvervserfaring og de nødvendige færdigheder til at vurdere tekniske, miljømæssige og landskabsrelaterede aspekter af projekter for vedvarende energi. Ifølge den tyske 18-punkts forenklingsplan for udstedelse af tilladelser til onshorevindprojekter skal delstaterne sikre, at planlægnings- og godkendelsesmyndighederne råder over tilstrækkeligt personale og det nødvendige tekniske udstyr til at behandle ansøgningerne om tilladelse. Desuden henvises der i den tyske koalitionsaftale til eksterne projektteams, der skal lette de tilladelsesudstedende myndigheders arbejdsbyrde.
Med hensyn til at sikre, at personalet hos myndigheder med ansvar for vurdering af behandlingen af tilladelser til projekter om vedvarende energi har den fornødne juridiske og tekniske ekspertise, kunne et muligt første skridt i afhjælpningen af de nuværende kvalifikationskløfter være at oprette en Erasmus+-alliance for sektorsamarbejde om færdigheder mellem de offentlige myndigheder, industrien, arbejdsmarkedets parter og uddannelsesinstitutioner. I 2021 blev der afholdt en rundbordsdiskussion på højt plan om EU's pagt for færdigheder med deltagelse af interessenter i sektoren for vedvarende energi som led i en række rundbordsdiskussioner med industrielle økosystemer for at mobilisere interessenternes deltagelse i pagten for færdigheder. Pagten for færdigheder er en ny model for engagement til håndtering af udfordringerne forbundet med at sikre, at de færdigheder, der er nødvendige for den økonomiske genopretning og gennemførelsen af EU's industristrategi og den grønne og digitale omstilling, er til rådighed. Den har til formål at afhjælpe kvalifikationskløfter i alle industrielle økosystemer ved at tilskynde virksomheder, arbejdstagere, nationale, regionale og lokale myndigheder, arbejdsmarkedets parter, brancheorganisationer, udbydere af erhvervsuddannelse, handelskamre og arbejdsformidlinger til at investere i opkvalificerings- og omskolingsforanstaltninger. Som opfølgning på rundbordsdiskussionen er Kommissionen rede til at lette forberedelsen af et omfattende færdighedspartnerskab inden for vedvarende energi på land. Derudover er der adgang til relevante EU-finansieringsmuligheder (f.eks. Life, samhørighedspolitiske fonde og instrumenter for teknisk bistand). I denne forbindelse er gensidig anerkendelse af eksamensbeviser, færdigheder og kvalifikationer i hele EU også afgørende, navnlig i EU's grænseregioner.
Der skal lægges særlig vægt på, at uddannelses- og færdighedsrelaterede initiativer også skal rettes specifikt mod de regionale og lokale tilladelsesudstedende myndigheders personale, og at der tages hensyn til deres særlige roller. I denne forbindelse opfordres medlemsstaterne til at træffe foranstaltninger og tilbyde tilstrækkelige uddannelsesmuligheder.
Der er allerede udarbejdet en havteknologisk plan for sektorsamarbejde om færdigheder med fokus på en strategi for havteknologiske færdigheder og sektorens potentiale som en drivkraft for den digitale og grønne omstilling. Administrative partnerskaber (twinning) kan være særligt relevante i offshoresektoren, da nogle medlemsstater er ved at åbne op for projekter om vedvarende offshoreenergi for første gang, mens andre har mere erfaring.
For at lette udvekslingen af oplysninger, mindske kompleksiteten forbundet med gennemførelsen af store projekter om vedvarende energi og mindske det presserende behov for kapacitetsopbygning kunne medlemsstaterne også overveje at oprette frivillige platforme for tilladelsesudstedende myndigheder. Sådanne platforme kunne fungere som videndelingsregistre for bedste praksis, der tager sigte på øge effektiviteten af eller identificere synergier i de forskellige processer i medlemsstaterne. Som det også var tilfældet med infrastrukturprojekter, kunne projektinitiativtagere desuden drage fordel af kapacitetsopbyggende initiativer, der har til formål at fjerne forsinkelser på grund af den lave kvalitet af de dokumenter og undersøgelser, der forelægges de tilladelsesudstedende myndigheder.
5.Bedre kortlægning og planlægning af lokaliteter til projekter om vedvarende energi
Et dekarboniseret energisystem, der primært er baseret på vedvarende energikilder, vil generelt kræve mere plads end et traditionelt energisystem, der er kendetegnet ved større centraliserede energiproduktionsanlæg. Da store dele af kontinentet er tætbefolket, er der ofte konflikter om arealanvendelsen og behovet for at skabe balance mellem forskellige offentlige goder og interesser i Europa. Projekter om vedvarende energi er udsat for konkurrence om adgang til egnede områder og er underlagt begrænsninger i anvendelsen af land- og havområder, navnlig som følge af landbrug/fiskeri, søtransportruter, kulturarv og forsvarsrelaterede aktiviteter. For at fremskynde udbredelsen af vedvarende energi på mellemlang til lang sigt er en veludformet fysisk planlægning og analytiske gennemførlighedsundersøgelser derfor vigtige instrumenter. Dette sker i en tidlig fase og kan reducere miljøvirkninger og konflikter om anvendelsen af land- og havområder og danner grundlag for projektudviklernes udvælgelse af egnede lokaliteter, hvilket igen kan fremskynde tilladelsesprocedurerne.
a.Begrænsninger i anvendelsen af land- og havområder og god praksis, der gør det lettere at udpege egnede områder
En mere strategisk tilgang til udpegning af lokaliteter til udbredelse af vedvarende energi gennem fysisk planlægning vil være afgørende for at stille tilstrækkelig plads til rådighed for den yderligere kapacitet til produktion af vedvarende energi, der er nødvendig for at opfylde EU's mål. Dette gælder både offshore- og onshoreteknologier til produktion af vedvarende energi samt sektoren for vedvarende varme. Det relevante administrative niveau for sådanne planer kan være forskelligt fra teknologi til teknologi. F.eks. vil det være nødvendigt at udpege egnede områder til vindanlæg på et mere regionalt plan, hvorimod områder til små solcelleanlæg kan udpeges på kommunalt plan. Fysiske planer for det maritime rum udarbejdes på nationalt plan og i stigende grad i samarbejde med nabolande i samme havområde. Det blev præciseret i strategien for vedvarende offshoreenergi, at maritim fysisk planlægning er en central søjle i udbredelsen af disse teknologier. I henhold til den reviderede TEN-E-forordning skal medlemsstaterne samarbejde om at fastsætte deres mål for udbredelsen af vedvarende offshoreenergi i 2050 med mellemliggende mål i 2030 og 2040. I REPowerEU-meddelelsen blev medlemsstaterne opfordret til hurtigt at udpege passende land- og havområder til projekter om vedvarende energi i overensstemmelse med deres nationale energi- og klimaplaner og bidragene til det reviderede 2030-mål for vedvarende energi. Som led i denne kortlægningsproces bør der udpeges begrænsede og klart afgrænsede områder som særligt egnede områder ("go-to"-områder) til udvikling af vedvarende energi, idet man så vidt muligt undgår miljømæssigt værdifulde områder og bl.a. prioriterer nedbrudte arealer, der ikke kan anvendes til landbrug.
I denne forbindelse ville det være nyttigt at undersøge muligheden for at anvende nedbrudte arealer såsom gamle stenbrud, lukkede miner, deponeringsanlæg eller gamle industriområder, parkeringspladser og områder langs transportkorridorer såsom motorveje og togspor. I nogle tilfælde kan udviklingen af brownfieldområder til vedvarende energi give yderligere fordele såsom nærhed til byområder og vejnet og nettilslutninger. På den anden side vil dette kræve, at der tages fat på de dermed forbundne udfordringer såsom forurening, uløste ejerskabsproblemer eller mangel på incitamenter til omlægning af brownfieldområder.
I forbindelse med en retfærdig omstilling er det vigtigt at bemærke, at kulminer i kulregioner under omstilling kan blive attraktive steder, der kan omdannes til vind- og solcelleanlæg eller endda anvendes til geotermisk produktion eller brintproduktion, afhængigt af beliggenheden og det omgivende industrielle økosystem. Mere generelt er der et stort potentiale for at producere vedvarende energi i kulregioner — anslået til ca. 1,4 GW vindenergi og 2,7 GW solenergi. En yderligere fordel ved tidligere anlæg til fossile brændstoffer er, at nettilslutningen ofte er god, og at der er en tilgængelig arbejdsstyrke på stedet. Der findes eksempler i Spanien, Grækenland og Ungarn, og Tyskland er ved at undersøge mulighederne for at anvende flydende solcelleanlæg på søer, der er dannet ved genvinding i tidligere brunkulsudvindingsområder.
RED II indeholder indtil videre ikke specifikke krav til udvælgelse af lokaliteter eller fastlæggelse af prioriterede områder for udvikling af vedvarende energi. Italien har ikke desto mindre i sin nationale lovgivning til gennemførelse af artikel 15 i RED II fastsat de gældende regler for udpegning af områder, der er egnede til installation af anlæg til vedvarende energi. Den samlede kapacitet, der kan installeres i de udpegede områder, skal mindst svare til den kapacitet, der er fastlagt i den nationale energi- og klimaplan som nødvendig for at nå målene for udvikling af vedvarende energi. Det præciseres også i disse regler, at der ved udpegningen af områder, der er egnede til installation af anlæg til vedvarende energi skal tages hensyn til indvirkningen på miljøet, kulturarven, landskabet samt andre relevante overvejelser såsom tilgængeligheden af ressourcer og netinfrastruktur.
Koordinering på tværs af forskellige forvaltningsniveauer er afgørende, navnlig i føderale stater eller lande med selvstyrende regioner. I Tyskland skal delstaterne aflægge rapport til forbundsregeringen om status for vedvarende energi, herunder om tilladte anlæg til vedvarende energi, fremskridt med repowering og det areal, der er til rådighed for yderligere udbredelse af vindenergi ifølge den fysiske planlægning på regionalt plan og i byer. Ifølge koalitionsaftalen skal 2 % af landområdet udpeges til onshorevindenergi. I delstaterne Hessen og Schleswig-Holstein er dette allerede blevet gennemført.
Ud over en understøttende ramme for fysisk planlægning kan digitale værktøjer såsom onlinedatabaser og -matrikelregistre baseret på geografiske informationssystemer (GIS) også gøre det lettere at udpege egnede områder (f.eks. ved at vise potentiale pr. teknologi, områder med adgangsbegrænsning, nedbrudte arealer, der ikke kan anvendes til landbrug, nettilgængelighed, eksisterende projekter og data/undersøgelser, forudgående miljøvurderinger). På EU-plan er Energy and Industry Geography Lab (EIGL) i færd med at visualisere nogle af disse data. Kommissionen har netop afsluttet medtagelsen af datasæt i EIGL, som kan hjælpe medlemsstaterne med at udpege egnede områder til vind- og solenergiprojekter. Selv om relevante datasæt afhænger af den vedvarende energikilde, der vurderes, er følgende allerede medtaget i EIGL: Natura 2000-lokaliteter, nationalt udpegede områder, vigtig biodiversitet og vigtige fugleområder og jordbundsdata.
Selv om medtagelsen af sådanne datasæt i kortlægningsværktøjet ikke begrænser udbredelsen af vedvarende infrastruktur i overensstemmelse med den relevante lovgivning, letter den udbredelsen heraf og minimerer samtidig konflikter. Kortlægningsværktøjet er således tænkt som et befordrende og bemyndigende instrument til støtte for nationale og regionale myndigheder, som måske ellers ikke har umiddelbar adgang til hele viften af tilgængelige data, i deres planlægningsvalg, og det indebærer særlige fordele for projekter, som sandsynligvis vil få grænseoverskridende virkninger. Dette bør igen være retningsgivende for og støtte økonomiske aktørers investeringsbeslutninger på grundlag af forudsigelighed og klarhed. Kommissionen har til hensigt at videreudvikle dette kortlægningsværktøj ved at indarbejde yderligere datasæt og links til medlemsstaternes digitale værktøjer til fysisk planlægning.
I Danmark er Miljøportalen et fælles offentligt partnerskab, der ejes af staten, kommunerne og regionerne. Portalen dækker hele landet og indeholder områdespecifikke data om miljø, vand, natur og arealanvendelse. Den giver myndighederne mulighed for at ajourføre og få adgang til data på tværs af administrative enheder, sektorer og geografiske områder. Almindelige borgere og fagfolk kan også bruge portalen til at få adgang til data om forskellige begrænsninger i arealanvendelsen vedrørende f.eks. naturbeskyttelse og -bevaring, byggelinjer og planlægning i specifikke områder. I Kroatien er Republikken Kroatiens portal for åbne data en dataplatform, der anvendes til indsamling, kategorisering og distribution af åbne data. Den er oprettet af de offentlige myndigheder og indeholder bl.a. geolokaliseringsdata, meteorologiske data og miljødata. I Polen støtter Kommissionen udviklingen af en database over tidligere og nuværende kulmineområder koblet til et GIS, der har til formål at identificere mulighederne for genanvendelse af anlæg, herunder med henblik på udbredelse af rene energiløsninger. Et lignende projekt blev også støttet af Kommissionen i Grækenland. I regionen Bruxelles i Belgien kan borgerne tjekke deres tags potentiale med hensyn til solcelleproduktion. For at forenkle udstedelsen af tilladelser og tillade geotermiske varmepumpeanlæg i lille målestok anvender nogle regioner i Østrig, Frankrig, Tyskland og Italien allerede "trafiklyssystemer" i trezonerne baseret på geologiske undersøgelser, der angiver områder, hvor der kræves simpel underretning, områder, hvor der kræves tilladelse, og områder, hvor boring er forbudt.
b.Anvendelse af land- og havområder til flere formål
En anden måde at afhjælpe begrænsninger i anvendelsen af land- og havområder på er at gøre det lettere at anvende land- og havområder til flere formål. Denne tilgang til maritim fysisk planlægning kan støtte sameksistensen af energiinfrastruktur og skibsruter og bidrage til beskyttelsen af marine økosystemer. Andre tilgange såsom solceller i landbruget eller flydende solceller kan optimere de områder, der er til rådighed for projekter om vedvarende energi. En ophævelse af restriktioner i national lovgivning, der forbyder anvendelse af land- og havområder til flere formål, eller etablering af en særlig ramme for anvendelse af land- og havområder til flere formål kan muliggøre flere projekter. Der vil også være behov for innovation inden for udstedelse af tilladelser, som almindeligvis er en meget sektorspecifik proces, for at støtte nye projekter med flere anvendelsesformål.
Ovennævnte EIGL-kortlægningsværktøj omfatter nu også et datasæt om eksisterende spildevandsrensningsanlæg, som kan anvendes til projekter om vedvarende energi, og som vil blive videreudviklet for at fremme anvendelsen af land- og havområder til flere formål.
En række medlemsstater (herunder Tyskland, Italien, Frankrig, Spanien og Polen) er i gang med at kigge nærmere på retningslinjer for initiativer vedrørende agrosolcelleanlæg, en praksis med at kombinere landbrug og solcelleproduktion, som er ved at blive mere udbredt i de seneste år. Dobbelt anvendelse ved brug af agrosolcelleanlæg kan bidrage til at sikre offentlighedens accept og være til direkte gavn for landbrugerne og landdistrikterne. Videnskabelig forskning viser, at disse tilgange også kan have sidegevinster, f.eks. bedre vandbinding i tørre områder og generelt bedre produktivitet. Det vil være hensigtsmæssigt at opnå konsensus om definitioner og virkningskriterier på nationalt og regionalt plan. Dette vil bane vejen for at tillade agrosolcelleanlæg mere systematisk i arealanvendelsesplaner og bidrage til at undgå negative virkninger for landbrugerne.
Der er opstået en lignende praksis i det maritime rum, hvor Belgien i sin fysiske plan for det maritime rum har udpeget lokaliteter til samtidig udvikling af aktiviteter, dvs. fødevareproduktion (fiskeri, akvakultur) og vedvarende offshoreenergi og således fremmer synergier og indbygget anvendelse til flere formål. Flere anvendelsesformål kan også udvikles ved at tilføje nye aktiviteter til eksisterende aktiviteter. Det er også muligt at kombinere en marin økonomisk aktivitet med naturbeskyttelse (f.eks. i Natura 2000-lokaliteter) eller genopretning.
c.Lokalsamfundets accept og inddragelse
Centralt definerede mål for udbredelse eller arealanvendelse kan være vigtige afhængigt af den nationale kontekst, da kommunerne ofte ser udviklingen af vedvarende energi ud fra et lokalt perspektiv og ikke altid tager hensyn til de nationale mål for vedvarende energi. På den anden side bør udviklingen af vedvarende energi udbredes lokalt og ikke betragtes som påtvunget lokalsamfund til skade for dem. Det er derfor afgørende, at offentligheden inddrages tidligt i udformningen af regionale eller lokale fysiske planer, og det samme gælder foranstaltninger, der skal gøre det muligt for lokalsamfund at drage fordel af anlæg til vedvarende energi i nærheden af dem, også i et bredere perspektiv af en socialt retfærdig grøn omstilling. Dette kan opnås gennem energifællesskaber, reducerede omkostninger til elektricitet eller ordninger for økonomisk deltagelse ("medejerskab" eller "sidegevinster") eller industrielle udviklingsplaner for en region.
Sådanne ordninger kan organiseres i forskellige former, f.eks. i form af støtte fra nationale eller regionale kilder til lokale myndigheder med henblik på tilvejebringelse af områder og ressourcer, anlægsoperatører, der betaler en specifik afgift eller skat direkte til de lokale myndigheder, eller anlægsoperatører, der frivilligt foretager betalinger til en regional sammenslutning med det formål at forbedre den lokale situation. Sådanne betalinger bør være knyttet til specifikke formål for at øge de sociale fordele for borgerne såsom sociale tjenester (f.eks. børnehaver, sundhedstjenester) eller infrastruktur (f.eks. gader eller offentlig transport). Med en klar lovramme undgås forhandlinger fra sag til sag, der kunne føre til uensartede resultater og indebære en højere risiko for misbrug af offentligt embede.
Eksempler på ordninger, der er indført på nationalt plan, omfatter ordningen med "grønne fonde" i Danmark for kommuner, hvor der gennemføres vindprojekter, en tilskudsordning for kommuner i Luxembourg eller en minimal deltagelse af lokale indbyggere i forskellige regionale energistrategier i Nederlandene. Loven om klimaændringer i Balearerne, Spanien, indeholder en særlig bestemmelse om, at lokalbefolkningen skal have mulighed for at investere i alle projekter om vedvarende energi med en effekt på over 5 MW med en investeringsandel på mindst 20 %. En anden mulighed for øget lokal økonomisk deltagelse er mulighederne for at investere i andele af projekter om vedvarende energi, hvilket f.eks. fremmes af "Green Growth crowdfunding label" i Frankrig. Disse crowdfundingtilgange samt visse andre ordninger for finansiel deltagelse skaber imidlertid kun fordele for de borgere, der er i stand til at investere i projekterne ("medejerskab" med eller uden deltagelse i styringen).
VE-fællesskaber er meget effektive redskaber til at øge lokalbefolkningens aktive deltagelse og fordele ved energiomstillingen. De kan også bidrage til at bekæmpe energifattigdom. I Grækenland fastsættes det i definitionen af energifællesskaber, at de deltager aktivt i nedbringelsen af energifattigdom og fremme af produktion, lagring og selvforsyning på øerne. Med henblik herpå har sårbare forbrugere og borgere, der lever under fattigdomsgrænsen, også ret til virtuel netmåling, og de kan drage fordel af den energi, der produceres af lokalsamfundet, uden at deltage (hvis de bor i nærheden). I Belgien har almennyttige boligselskaber udviklet en innovativ forretningsmodel, hvor de investerer i solcellepaneler monteret på tage i almennyttige boliger, og omkostningerne ved brug af solcellepaneler og den producerede elektricitet indgår i huslejen. Lejeomkostningerne er lavere end de nuværende elpriser takket være projektets store omfang.
Grænseoverskridende energifællesskaber kan spille en væsentlig rolle i EU's grænseregioner. Projektet "SEREH — The Smart Energy Region of Emmen-Haren" under Interregprogrammet for grænseoverskridende samarbejde mellem Tyskland og Nederlandene går allerede i spidsen. Det er ved at udvikle et decentraliseret grænseoverskridende el- og energimarked, og andre grænseregioner vil kunne bygge videre på dets resultater og anbefalinger.
Hvad angår inddragelsen af lokalsamfund i energiomstillingen, lancerede den irske transmissionssystemoperatør EirGrid, Friends of the Earth og initiativet vedrørende vedvarende energi i 2021 et fælles treårigt projekt for at inddrage lokalsamfund i en dialog om de udfordringer og muligheder, der er forbundet med Irlands energiomstilling.
Vindmøllernes nærhed til boliger er i nogle tilfælde også årsagen til offentlig modstand mod projekter. I disse tilfælde giver borgerne udtryk for bekymring over de gener, de lider under, såsom støj og iøjnefaldende vindmøller.
Reglerne om afstanden mellem vindmøller og boliger varierer fra medlemsstat til medlemsstat — i nogle tilfælde afhænger afstanden af regionen eller kommunen eller af befolkningstætheden i det område, hvor vindmøllerne er beliggende. I andre tilfælde bestemmer turbinens tiphøjde og rotordiameter afstanden.
Meget lange afstande indebærer muligvis kun marginale yderligere fordele set ud fra et støjreduktionsperspektiv, samtidig med at omkostningerne i forbindelse med serviceveje og støtteinfrastruktur øges, og elproduktionen sker længere væk fra efterspørgslen. Restriktive regler på dette område kan også gøre store dele af arealerne utilgængelige for projekter og/eller mindske muligheden for at foretage repowering af eksisterende vindmølleparker med den mest tidssvarende teknologi. Som følge heraf er udviklere undertiden nødt til at installere forældet udstyr i form af mindre og mindre effektive vindmøller for at opfylde afstandskravene. Projektudviklere kan også vælge en forlængelse af levetiden i stedet for repowering af de eksisterende anlæg.
Reglerne om afstand til boligområder bør være faktuelt baserede og evidensbaserede, dvs. fastsat ud fra støjniveau og visuelle forstyrrelser, og de bør fastsættes til det nødvendige minimum. Når medlemsstaterne fastsætter reglerne, skal de afveje behovet for at minimere de negative virkninger af vindmøller og sikre, at der er mest mulig plads til rådighed til udvikling af projekter, idet der også tages hensyn til andre begrænsninger i den fysiske planlægning. Desuden er der behov for klare og gennemsigtige oplysninger om restriktioner vedrørende afstand til boligområder for at give projektudviklere investeringssikkerhed.
d.Miljømæssige overvejelser
Nogle af de mest almindelige problemer i forbindelse med udvælgelsen af lokaliteter, som initiativtagere til VE-projekter står over for, er længden og kompleksiteten af procedurerne for overholdelse af miljølovgivningen samt konflikter med miljøgrupper eller borgere. Tilladelser og dertil knyttede konsekvensanalyser er et redskab til at afveje forskellige samfundsmæssige interesser, men de skaber også ofte en høj grad af kompleksitet og udfordringer i forvaltningen og ved domstolene. Når forskellige samfundsmæssige interesser skal vurderes og afvejes, tager refleksions- og beslutningsprocessen nødvendigvis tid. Det er derfor nødvendigt at integrere miljøhensyn i planlægningsprocesserne for vedvarende energi fra starten. Dette gør det muligt at identificere de sandsynlige væsentlige indvirkninger på miljøet og de foranstaltninger, der påtænkes for at forebygge, reducere og opveje dem mest muligt. Der er desuden muligheder, som vil gøre det muligt for medlemsstaterne at strømline procedurerne for at sikre overholdelse af miljølovgivningen og lette initiativtagernes udvælgelse af egnede lokaliteter. Dette vil også bidrage til at mindske konflikter, der kan opstå med miljøgrupper og individuelle aktører, men også med offentlige myndigheder på forskellige niveauer. Sådanne konflikter påvirker navnlig vindkraft, geotermisk energi og vandkraft, men også store solcelleanlæg. Adgang til klage og domstolsprøvelse er en grundlæggende rettighed, men alternative tvistbilæggelsesmekanismer og mægling kan føre til en hurtigere løsning af sådanne konflikter.
I.Krav i EU's miljølovgivning og metoder til strømlining af overholdelse
Ifølge EU-retten kan der stilles krav om flere miljøvurderinger i forbindelse med et enkelt projekt. Der indføres ofte specifikke supplerende krav i tilladelsesprocedurerne på nationalt plan (f.eks. i forbindelse med ejendomsspørgsmål, fysisk planlægning eller kulturarv). Flere retlige krav og parallelle vurderinger i forbindelse med et enkelt projekt kan indebære administrative omkostninger og gennemførelsesomkostninger og forsinkelser, uoverensstemmelser og administrativ usikkerhed i forbindelse med anvendelsen. VVM-direktivets artikel 2 fastsætter udtrykkeligt, at VVM kan indgå i andre procedurer. Dette giver et betydeligt potentiale for at forenkle udstedelsen af miljøtilladelser, når der kræves flere miljøvurderinger i henhold til en række direktiver (VVM-direktivet, SMV-direktivet, habitatdirektivet, fugledirektivet, direktiverne om industrielle emissioner, vandrammedirektiverne, Seveso-direktiverne osv.), og flere myndigheder er involveret. I henhold til "one-stop-shop"-tilgangen kan ovennævnte vurderinger og deres godkendelse forberedes separat, men samordnes, men de kan også samles i en fælles proces.
En gnidningsløs udrulning af projekter om vedvarende energi kan også understøttes af gennemsigtig og strategisk planlægning. Med hensyn til miljøtilladelser kan medlemsstaterne øge retssikkerheden og gennemsigtigheden ved systematisk at anvende direktivet om strategisk miljøvurdering (SMV)
på planlægningsdokumenter, der er relevante for tilladelser til projekter om vedvarende energi. SMV gør det muligt at planlægge udviklingen af projekter om vedvarende energi strategisk med større sikkerhed under hensyntagen til miljøforpligtelser. Hvor det er relevant, kan de nationale myndigheder og projektudviklere basere sig på resultaterne af den strategiske miljøvurdering og tage hensyn hertil i den efterfølgende projektudvikling, navnlig med henblik på at identificere rimelige alternativer i forbindelse med naturbevarings- og naturbeskyttelsesmålsætningerne. Dette gør det muligt for medlemsstaterne at udnytte energipotentialet fra forskellige vedvarende energikilder og samtidig afbøde energiprojekters negative miljøvirkninger. Det opfordrer til en mere integreret og effektiv tilgang til fysisk planlægning, hvor miljøhensyn inddrages i planlægningsprocessens tidlige faser og på et meget mere strategisk niveau. Dette fører også til færre konflikter på projektniveau, både med hensyn til indhold og med hensyn til offentlighedens accept.
Kommissionen har for nylig vedtaget en revideret metodisk vejledning om artikel 6, stk. 3 og 4, i habitatdirektivet, dvs. om passende vurdering af planer og projekter i forbindelse med Natura 2000-lokaliteter. Disse retningslinjer giver sammen med sektorspecifikke retningslinjer for vindenergi, energitransmission og vandkraft mange praktiske eksempler på, hvordan projektgodkendelsen kan lettes, uden at det går ud over naturbeskyttelsesbehovene, bl.a. via strategisk (fysisk) planlægning, anvendelse af solide miljødata og passende afbødende foranstaltninger. Der er også udarbejdet retningslinjer i henhold til vandrammedirektivet, som navnlig præciserer mulighederne for at strømline procedurerne for vurdering af miljøvirkninger, identificere bedre alternative miljøforanstaltninger, begrunde tilstedeværelsen af en mere tungtvejende offentlig interesse og identificere passende afbødende foranstaltninger.
Projekter om vedvarende energi er ikke automatisk underlagt en obligatorisk VVM, og medlemsstaterne bør fastsætte klare tærskler i denne henseende inden for rammerne af den fleksibilitet, der er indrømmet i VVM-direktivet. I Slovakiet finder bestemmelserne i loven til gennemførelse af VVM-direktivet f.eks. kun anvendelse på solcelleanlæg med en effekt på over 5 MW. For anlæg med en effekt på mellem 5 og 50 MW indledes en undersøgelsesproces (dvs. screening). For solcelleanlæg med en installeret effekt på 50 MW og derover gælder den obligatoriske vurdering.
Procedurerne kan også fremskyndes ved at fastsætte klare og gennemsigtige kriterier for miljøvurderinger, der meddeles projektudvikleren ved processens start. I henhold til VVM-direktivet kan bygherren anmode om en udtalelse om afgrænsningen fra den kompetente myndighed, som afgrænser vurderingens indhold og omfang samt de oplysninger, der skal indgå i VVM-rapporten. I en række medlemsstater er en sådan afgrænsning obligatorisk (Bulgarien, Tjekkiet, Danmark, Estland, Finland, Luxembourg og Rumænien). Praktiske erfaringer viser, at en præcisering af omfanget og detaljeringsgraden af miljøoplysninger på et tidligt tidspunkt forhindrer flere udvekslinger og nye anmodninger mellem bygherren og de kompetente myndigheder på et senere tidspunkt og fremskynder godkendelsen af projektet.
For at lette anvendelsen af den eksisterende fleksibilitet i EU's miljølovgivning bør medlemsstaterne i deres nationale lovgivning præcisere, at planlægning, opførelse og drift af anlæg til produktion af energi fra vedvarende energikilder, deres tilslutning til nettet og selve det tilknyttede net formodes at være af væsentlig samfundsinteresse og væsentlig for den offentlige sikkerhed i lyset af lovforslaget om ændring og styrkelse af bestemmelserne i direktiv (EU) 2018/2001 vedrørende administrative procedurer. De bør derfor være omfattet af den mest fordelagtige procedure, der er til rådighed i deres planlægnings- og tilladelsesprocedurer.
Begrebet "bydende nødvendige hensyn til væsentlige samfundsinteresser" er omhandlet i flere retsakter på miljøområdet.
I henhold til artikel 6, stk. 4, i habitatdirektivet indebærer dette begreb, at de kompetente nationale myndigheder kun kan godkende de pågældende planer og projekter, hvis de bydende nødvendige hensyn vejere tungere end bevaringsmålsætningerne for den Natura 2000-lokalitet, der berøres af initiativerne. Dette skal vurderes fra sag til sag.
Medlemsstaterne bør indføre klare og enkle procedurer for screening af projekter om vedvarende energi med henblik på at vurdere, om de i sig selv eller i forbindelse med andre planer og projekter kan have en væsentlig negativ indvirkning på Natura 2000-lokaliteter. Når de kompetente myndigheder ikke kan udelukke væsentlige virkninger, foretages en passende vurdering i henhold til artikel 6, stk. 3, i habitatdirektivet.
Der bør foretages både en screening og passende vurdering under hensyn til de lokalitetsspecifikke bevaringsmålsætninger. Med henblik herpå bør medlemsstaterne uden yderligere forsinkelse opstille lokalitetsspecifikke bevaringsmålsætninger for alle Natura 2000-lokaliteter. Dette vil gøre det muligt at foretage en korrekt og hurtig vurdering af sandsynligheden for indvirkninger på Natura 2000-lokaliteterne og selve indvirkningerne i screeningfasen og en passende vurdering. Klarhed om sandsynligheden for indvirkninger og selve indvirkningerne på Natura 2000-lokaliteterne er i projektiværksætternes og medlemsstaternes myndigheders interesse, da dette er afgørende for en hurtig afslutning af godkendelsesproceduren med den nødvendige retssikkerhed.
Medlemsstaterne bør hurtigt afslutte godkendelsesprocessen ved at godkende alle projekter, der sandsynligvis ikke vil påvirke Natura 2000-lokaliteter væsentligt under hensyn til deres lokalitetsspecifikke bevaringsmålsætninger, i sig selv eller i forbindelse med andre planer og projekter.
Medlemsstaterne bør også hurtigt afslutte godkendelsesprocessen ved at godkende alle projekter, der vurderes ikke at påvirke Natura 2000-lokaliteternes integritet under hensyn til deres lokalitetsspecifikke bevaringsmålsætninger, i sig selv eller i forbindelse med andre planer og projekter. Medlemsstaterne bør derfor sikre, at projekter om vedvarende energi integrerer afbødningsforanstaltninger for effektivt at forebygge eller mindske negative indvirkninger på beskyttede levesteder og arter på Natura 2000-lokaliteterne.
Et projekt om vedvarende energi, der påvirker en Natura 2000-lokalitets integritet, kan godkendes, hvis der ikke findes nogen alternativ løsning, og hvis projektets samfundsinteresse vejer tungere end bevaringsmålsætningerne for den berørte lokalitet, forudsat at der træffes alle de nødvendige kompensationsforanstaltninger for at sikre, at den globale sammenhæng i Natura 2000 beskyttes. Det er op til de kompetente myndigheder at træffe en sådan afgørelse på grundlag af de interesser, der står på spil i hvert enkelt tilfælde. Medlemsstaterne bør fastlægge klare retningslinjer for, hvordan de kompetente myndigheder kan træffe sådanne beslutninger i forbindelse med projekter om vedvarende energi, som kan begrundes i hensynet til forskellige samfundsinteresser, f.eks. deres bidrag til energisikkerhed (energiuafhængighed af import) eller offentlig sikkerhed (sikring af varme- og elektricitetsbehov) eller væsentlige gavnlige virkninger på miljøet (modvirkning af klimaændringer).
Begrebet væsentlige samfundsinteresser er også relevant for habitatdirektivets bestemmelser om beskyttelse af arter. Disse bestemmelser, navnlig artikel 12, har til formål at beskytte arter ved bl.a. at forbyde forsætlig forstyrrelse eller drab af arter, uanset hvor de forekommer, og ikke kun i Natura 2000-lokaliteter. Artikel 16, stk. 1, indeholder en undtagelsesbestemmelse, der bl.a. tillader forsætligt drab eller forstyrrelse af en enhed af en beskyttet art, hvis der ikke findes nogen anden brugbar løsning, og fravigelsen ikke hindrer opretholdelse af den pågældende bestands bevaringsstatus i dens naturlige udbredelsesområde. I artikel 16, stk. 1, opregnes de hensyn, der kan påberåbes som begrundelse for en sådan fravigelse. Projekter om vedvarende energi kan begrundes i et eller flere af ovennævnte hensyn. Det er vigtigt at understrege, at det måske slet ikke er nødvendigt at ty til undtagelser. Uforsætligt drab på eller forstyrrelse af enheder af arter udgør ikke en hindring for udviklingen af projekter om vedvarende energi, når sådanne projekter integrerer afbødende foranstaltninger for effektivt at forebygge drab eller forstyrrelse så vidt muligt. I disse tilfælde bør uforsætligt drab eller forstyrrelse af enheder af beskyttede arter derfor ikke betragtes som forsætlige hændelser og vil derfor ikke falde ind under habitatdirektivets artikel 12, stk. 1, eller fugledirektivets artikel 5. Medlemsstaterne bør indføre et system til overvågning af uforsætligt drab eller forstyrrelse af enheder af beskyttede arter og på baggrund af de indsamlede oplysninger træffe yderligere nødvendige foranstaltninger for at sikre, at uforsætligt drab eller forstyrrelse ikke får en væsentlig negativ virkning for de pågældende dyrearter. Medlemsstaterne bør også fremme forskning og innovation og tillade projekter om vedvarende energi, der integrerer innovative afbødende foranstaltninger, for at overvåge deres effektivitet med hensyn til at forebygge drab og forstyrrelse af fugle og andre beskyttede arter og under hensyn til overvågningsresultaterne at tilpasse disse foranstaltninger efter behov for at sikre, at der ikke er nogen væsentlig negativ indvirkning på bestanden af de pågældende arter.
Begrebet væsentlige samfundsinteresser og behovet for at afveje fordelene ved bæredygtig udvikling med den potentielle negative indvirkning på miljøet er også relevant i forbindelse med vandrammedirektivet. I henhold til direktivets artikel 4, stk. 7, skal alle nye ændringer eller projekter, der kan forringe vandområdernes tilstand, godkendes på forhånd i overensstemmelse med EU-Domstolens retspraksis
. Dette kræver i første omgang en vurdering af den potentielle indvirkning på alle potentielt berørte vandområder. Hvis der er sandsynlighed for forringelse, er det nødvendigt at vurdere:
1)om fordelene for den bæredygtige udvikling kan anses for at opveje den potentielle negative indvirkning på vandtilstanden
2)om der ikke findes bedre alternative miljøløsninger til opnåelse af fordelene for bæredygtig udvikling, som ikke er uforholdsmæssigt dyre
3)om der træffes alle praktiske foranstaltninger for at afbøde virkningerne mest muligt.
I forbindelse med disse proceduremæssige skridt kan der gøres brug af oplysninger indhentet i forbindelse med de vurderinger, der skal gennemføres i henhold til forskellige andre retsakter på miljøområdet (herunder SMV-direktivet, VVM-direktivet og habitatdirektivet) som forklaret i den seneste vejledning udarbejdet af Kommissionen i samarbejde med medlemsstaterne og interessenter. Til gengæld vil sidstnævnte drage fordel af oplysninger indhentet i forbindelse med vurderinger i henhold til vandrammedirektivet. Samordnede eller helst fælles procedurer kan i høj grad forenkle og forkorte godkendelsen af projekter om vedvarende energi.
II.Nationale tilgange, der letter udvælgelsen af egnede lokaliteter eller tilpasser projekter ud fra et miljømæssigt synspunkt
Central tilvejebringelse af tilgængelige miljøundersøgelser og regelmæssigt ajourførte data vedrørende en given region og teknologi eller endda myndighedernes aktive gennemførelse af miljøvurderinger vedrørende de relevante aspekter af produktionen af vedvarende energi er et yderst relevant redskab til at lette udvælgelsen af lokaliteter for projektudviklere eller give dem mulighed for at udforme projekter i overensstemmelse hermed.
I Spanien har regeringen udviklet et værktøj, der kan bidrage til den strategiske beslutningstagning om placeringen af store sol- og vindenergianlæg. Værktøjet kortlægger det nationale områdes miljøfølsomhed og udpeger de områder, hvor der er de bedste miljøbetingede faktorer for gennemførelsen af projekter om vedvarende energi. Selv om disse værktøjer ikke fritager projekter fra den relevante VVM-proces, er de en nyttig vejledning til at fastslå de miljøbetingede faktorer, der er forbundet med placeringen af et anlæg i den tidlige fase. I Tyskland har naturfredningsforeningen (NABU) og den tyske solenergisammenslutning (BSW-Solar) udarbejdet et fælles dokument med kriterier for miljømæssigt forsvarlig planlægning af jordmonterede solenergiprojekter. I Belgien har regionen Flandern udarbejdet et onlinekort over vindmølleparkers følsomhed over for fugle og flagermus, der har til formål at udpege områder, hvor opstilling af vindmøller kan udgøre en risiko for fugle eller flagermus, og som danner vejledende grundlag for flere vurderinger på lokalitetsniveau og den strategiske planlægning.
Der findes eksempler på god praksis i Nederlandene og Tyskland inden for forudgående miljøvurdering af offshorevindmølleparker. Den tyske føderale maritime og hydrografiske myndigheds plan for udvikling af lokaliteter omfatter omfattende høringsprocesser, tidlige undersøgelser af lokaliteters tilpasningsevne og strategiske miljøvurderinger. Takket være de feltanalyser af generelle egnethedskriterier såsom miljøaspekter eller søfartssikkerhed, som myndigheden har foretaget, er risikoen for afslag på en ansøgning om godkendelse betydeligt lavere for projektiværksættere i regionen. Det nederlandske ministerium for økonomi og klimapolitik er ved at gennemføre et økologisk program for offshorevindenergi, der blev oprettet for at udvide videnbasen om, hvordan vindmølleparker påvirker beskyttede arter. Konklusionerne indgår i udpegningen af fremtidige lokaliteter for offshorevindenergianlæg i Nederlandene. Udvikling af lignende praksis på land vil være særlig gavnlig for mindre projektudviklere og sektoren for VE-opvarmning.
e.Forsvars- og luftfartsrelaterede overvejelser
Konflikter i forbindelse med luftfart og militær udnyttelse af rummet er blevet identificeret som de mest almindelige hindringer for vindmølleparker, navnlig i det nordøstlige Europa. Hvis en vurdering foretaget af de nationale forsvarsstyrker viser, at de planlagte vindmølleparker kan forstyrre militære radar- og radiokommunikationssystemer, kan de forhindre, at projektet fortsætter, eller anmode om, at der installeres lavere vindmøller.
En effektiv løsning på denne hindring er investering i yderligere radarudstyr. I denne forbindelse har den estiske regering besluttet at investere i yderligere radarer, som vil blive taget i brug i 2024 og bidrage til at afhjælpe højderestriktionerne for vindmøller i den nordøstlige del af landet. Det estiske militær har for nylig indvilliget i at begrænse antallet af områder, hvor der ikke kan opføres vindenergianlæg. Som følge heraf er der nu ingen højderestriktioner på 60 % af Estlands territorium. Litauen har ligeledes købt radarer, der skal bruges til at dække de blinde vinkler, som vindmøller skaber for militære radarer.
En yderligere hindring vedrører militær- og forsvarsmyndighedernes muligheder for at gøre indsigelse mod vindkraftprojekter, herunder i en sen fase af projektudviklingen, når der allerede er udstedt tilladelser til projektet, og der allerede er afsat betydelige ressourcer. Dette kan afbødes ved at oprette særlige kommunikationskanaler mellem repræsentanter for sektoren for vedvarende energi og forsvaret og den civile luftfart for at muliggøre udvekslinger i løbet af projektets udvikling og minimere risikoen for indsigelser i en sen projektfase. Finland og Frankrig har nedsat en særlig arbejdsgruppe for at styrke samarbejdet mellem vindmølleudviklere og forsvarsstyrker. Som opfølgning på EU's offshorestrategi er Kommissionen og Det Europæiske Forsvarsagentur desuden ved at iværksætte en fælles indsats for at udpege hindringer for udvikling af vedvarende offshoreenergi på områder, der er forbeholdt forsvarsaktiviteter, og forbedre sameksistensen. Dette gennemføres inden for rammerne af Horisont Europa.
6.Lettere nettilslutning, kombinerede kraftvarmeværker, repowering og innovative teknologier
Et bedre sammenkoblet elnet er en forudsætning for, at en større andel af vedvarende energi kan integreres i det europæiske energisystem. Den reviderede TEN-E-forordning omfatter styrkede bestemmelser om integreret infrastrukturplanlægning, der gennem sektorintegration skal sikre de mest effektive løsninger og give mulighed for foregribende netinvesteringer for at tage højde for en fremtidig udvidelse af kapaciteten til produktion af vedvarende energi.
Mens mindre anlæg er omfattet af bestemmelserne om proceduren for simpel underretning for nettilslutninger i henhold til artikel 17 i RED II, er opnåelse af en nettilslutningstilladelse et af de nødvendige procestrin for næsten alle andre projekter, der resulterer i en øget kapacitet til produktion af vedvarende energi. Tilladelsesprocessen for nettilslutningsaktiver er omfattet af forpligtelsen til at oprette fælles kontaktpunkter, jf. artikel 16, med henblik på bedre koordinering og synkronisering af flere forskellige tilladelsesprocedurer (håndteres af systemoperatører og offentlige myndigheder). Repowering af eksisterende anlæg (som defineret i artikel 2, stk. 10, i RED II) og hybridisering, dvs. kombinering af forskellige teknologier for vedvarende energi på samme sted, er metoder til at udnytte nettets kapacitet rationelt og begrænse behovet for netudvidelse og bør derfor fremmes så meget som muligt.
a.Nettilslutningsproblemer
Der er mange problemer i forbindelse med nettilslutning, og selv om de generelt er mindre problematiske med hensyn til at forårsage forsinkelser end andre administrative hindringer, kan de standse den overordnede udbredelse af vedvarende energi i nogle medlemsstater. De største nettilslutningsproblemer skyldes meget ofte (tilsyneladende) utilstrækkelig netkapacitet, som kræver forhandlinger mellem projektudvikleren og systemoperatøren om muligheden og tidsplanen for og omkostningerne ved at tilslutte et vedvarende energianlæg til nettet, hvilket fører til projektforsinkelser. I nogle medlemsstater skaber den manglende gennemsigtighed i tilgængeligheden af netkapacitet også en flaskehals med hensyn til at bestemme projektets placering. En anden udfordring for udbredelsen af vedvarende energi skyldes konflikter med distributions- og transmissionsnetoperatører om fortolkningen af tekniske forskrifter, adgangen til data eller fordelingen af tilslutningsomkostninger. Desuden er de stigende tilslutningsomkostninger en trussel mod den økonomiske levedygtighed af mange projekter, navnlig i medlemsstater, hvor omkostningerne til nettilslutning og -udvidelse skal afholdes af projektudviklere. I nogle medlemsstater forværres disse problemer af spekulativ adfærd hos markedsaktører, der ser en interesse i at hamstre nettilslutningstilladelser og sælge dem, når netkapaciteten falder.
Problemer med nettilslutning er endnu mere presserende i forbindelse med vedvarende varme, da den varme, der produceres, ikke kan transporteres over længere afstande. I nogle medlemsstater har VE-anlæg til produktion af elektricitet adgang til hurtige nettilslutningsprocedurer, og det vil det være nyttigt at sikre, at VE-anlæg til produktion af varme også kan få adgang hertil.
For at bidrage til at løse ovennævnte problemer er det god praksis at gøre fuld brug af digitaliseringen og sikre gennemsigtige processer, dvs. at gøre det lettere at opnå en nettilslutningstilladelse ved hjælp af elektronisk kommunikation, og ved at de centrale kontaktpunkter handler på grundlag af klare roller og processer beskrevet i gennemsigtige retningslinjer. I Estland har den nationale transmissionssystemoperatør Elering en elektronisk ansøgningsportal, hvor alle de dokumenter, der er nødvendige for at tilslutte et anlæg til vedvarende energi til eltransmissionsnettet, kan indsendes.
Hvis der gives mulighed for at anmode om nettilslutningstilladelser og udstede dem parallelt med andre godkendelser, som f.eks. i Østrig, kan det også bidrage til at fremskynde den overordnede tilladelsesproces. I Irland er der særlige privilegerede tilslutningsmuligheder for energifællesskaber, herunder mulighed for at ansøge til enhver tid, en undtagelse fra kravet om forudgående planlægningstilladelse, nettilslutningstilladelse med en gyldighed i to år og årlig tildeling af 15 tilslutningstilbud til energifællesskaber.
Da infrastruktur er afgørende for at sikre udbredelsen af vedvarende energi, bør medlemsstaterne og de nationale regulerende myndigheder overveje, hvordan man kan muliggøre og lette foregribende investeringer i energiinfrastrukturprojekter. Der skal være særlig opmærksomhed på netadgang i offshoresektoren, da offshorevindmølleparker normalt ligger fjernt fra det eksisterende net, og der kan være behov for at styrke onshorenettet, før et offshoreprojekt forbindes. I betragtning af den lange gennemførelsestid, pladsbegrænsningerne til søs og de særlige tekniske udfordringer i forbindelse med udviklingen af undersøisk infrastruktur vil det være tilrådeligt at udvikle offshorenet med henblik på en fremtidig forøgelse af produktionskapaciteten eller udstyre net med teknologiske elementer, der går videre, end hvad der er behov for på kort sigt. Den reviderede TEN-E-forordning indeholder regler, der gør det muligt for projekter, der indebærer større risici, bl.a. på grund af behovet for foregribende investeringer, at drage fordel af lovgivningsmæssige incitamenter til at afbøde de yderligere risici. Kommissionen vil arbejde sammen med nationale regulerende myndigheder og ACER for at sikre klare rammer for evaluering af de større risici ved investeringer i energiinfrastrukturprojekter og for at sikre, at der fastlægges en tilgang til håndtering af sådanne risici i de enkelte medlemsstater. I denne forbindelse vil Kommissionen, medlemsstaterne og ACER støtte de nationale reguleringsmyndigheder i udarbejdelsen af ajourførte metoder, der vil gøre det muligt for projektiværksættere at foretage foregribende investeringer for at gøre det muligt at integrere større mængder af innovativ vedvarende offshore- og onshoreenergi i nettene.
Koordinering på tværs af grænserne er særlig vigtig i forbindelse med hybride offshorenet- og elaktiver, således at processen for tilladelse til og udvikling af netinfrastrukturaktiverne kan koordineres med processen for produktionsaktiverne. Ved at indføre fælles kontaktpunkter i den reviderede TEN-E-forordning opfordrer Kommissionen medlemsstaterne til at tilpasse deres tilladelsesordning for at muliggøre en effektiv koordinering på tværs af grænserne. Som en minimumsforanstaltning bør medlemsstaterne forpligte sig til at sikre, at der fremover ikke er mulighed for yderligere forlængelse af tilladelsesprocedurerne, og til at indføre og fuldt ud anvende muligheden for at give projekter status som projekter af størst mulig national betydning, hvilket har vist sig at fremskynde tilladelsesprocessen.
Et andet redskab til at løse de problemer med nettilslutning, der er beskrevet ovenfor, er at sikre gennemsigtighed med hensyn til netkapacitet, ideelt set via krav om åbne data og onlinedatabaser i form af geografiske informationssystemer. En sådan gennemsigtighed gør det muligt for udviklere at fokusere på lokaliteter med større tilgængelig netkapacitet og tage højde for de forventede nettilslutningsomkostninger ved udvælgelsen af lokalitet. I Spanien er transmissionssystemoperatører og distributionssystemoperatører forpligtet til at offentliggøre den tilgængelige netkapacitet online. I Belgien er de bedst egnede lokaliteter for projekter om vedvarende energi angivet på et nationalt netkapacitetskort. Dette er ikke bindende og har ingen indflydelse på, om der gives tilladelse til et projekt. men giver udviklerne klarhed.
Frankrig har indført regionale nettilslutningsplaner for vedvarende energi for at fremskynde tilslutningen til elnettet og derudover for at fordele omkostningerne i hele landet. Dette planlægningsværktøj gør det muligt for de regionale direktorater for miljø, planlægning og boliger og projektudviklere at overvåge udviklingen af elnettet i hele landet nøje. Desuden planlægges og foregribes de nettilslutninger, der er behov for i fremtiden, i disse planer.
De områdeudviklingsplaner, der er udarbejdet som led i den maritime fysiske planlægning i Tyskland, omfatter også de respektive behov for udvikling af offshorenet. Dette vil derfor i det væsentlige føre til en synkronisering af udviklingen af vindmølleparker og net, da planen giver netoperatørerne et mere langsigtet planlægningsgrundlag.
Systemoperatørerne kan også løse problemer med netkapacitet ved at tilbyde fleksibel tilslutning, som gør det muligt at begrænse adgangen til nettet i spidsbelastningsperioder. Alternativt bør netoperatørerne udnytte fleksibilitetspotentialet hos distribuerede producenter, aktive kunder og energifællesskaber ved at udvikle lokale fleksibilitetsmarkeder. Medlemsstaterne bør tilskynde systemoperatører til at være åbne over for sådanne mere innovative løsninger.
b.Kombinerede kraftvarmeværker
Kombinerede kraftvarmeværker, også kaldet hybridanlæg, anvender og kombinerer forskellige teknologier for vedvarende energi og relaterede teknologier (f.eks. vind-, sol- og/eller lagringsaktiver) på samme lokalitet. Det er også relevant at kombinere forskellige teknologier på havet, hvor offshorevindmølleparker kan kombineres med havenergi eller flydende solcelleanlæg. Selv om antallet af sådanne kraftværker i øjeblikket fortsat er begrænset, da andelen af variabel vedvarende energi i elnettet stiger, giver hybridisering en række fordele. I en situation med begrænset nettilslutningskapacitet gør hybridisering det muligt at optimere brugen af net og kan bidrage til at reducere omkostningerne til investering i infrastruktur. Det kan også sikre en mere stabil elproduktion og mindske variabiliteten i produktionen af vedvarende energi, når forskellige vedvarende energikilder med komplementære produktionsprofiler (f.eks. vind- og solenergi) kombineres. Tilføjelse af en lagringsenhed kan gøre det muligt at lagre den energi, der ellers skulle begrænses, når produktionen af vedvarende energi overstiger den tilladte nettilslutningskapacitet.
De nuværende udfordringer i forbindelse med udviklingen af kombinerede kraftvarmeværker omfatter manglen på klare lovgivningsmæssige rammer, netadgang og tilgængeligheden heraf. Regelsættet skal afklare aspekter såsom de gældende regler for udstedelse af tilladelser til anlæg, der kombinerer forskellige teknologier til produktion og/eller lagring af vedvarende energi, herunder sikring af netkapacitet, og reglerne for overvågning af energistrømme mellem lagringsenheden og nettet.
Netadgang og tilgængeligheden heraf kan udgøre en hindring for udviklingen af kombinerede kraftvarmeværker, hvis værkerne skal ansøge om netkapacitet svarende til de enkelte værkers samlede komponenter. Denne hindring kan f.eks. afhjælpes ved at tillade kraftværkerne at ansøge om netkapacitet på grundlag af den forventede maksimale produktion i stedet for de enkelte komplementære teknologiers samlede kapacitet. Tilslutningskapaciteten bør derfor tildeles projekter vedrørende kombinerede kraftvarmeværker ud fra den antagelse, at der ikke er tale om to særskilte projekter, som kræver dobbelt kapacitet.
I 2019 indførte Portugal ændringer af sin licensordning for elproduktion, som muliggør "hybridisering" af to teknologier i samme netinfrastruktur og -tilslutningspunkt op til den maksimale tilladte kapacitet. Dette gør det muligt at maksimere produktionen af vedvarende energi uden at pådrage sig flere omkostninger til investeringer i netinfrastruktur. Indførelsen af den anden teknologi er underlagt yderligere licenskrav. Spanien har også indført lovgivningsmæssige ændringer, som giver elværker, der anvender forskellige produktionsteknologier, adgang til nettet, hvis det er teknisk muligt. I tilfælde af hybridisering af eksisterende aktiver, og forudsat at visse betingelser vedrørende kapacitet og afstand mellem aktiverne er opfyldt, er det kun nødvendigt at ajourføre den eksisterende tilslutningsaftale. Begge lande har også indført pointsystemer for at tilskynde til udvikling af projekter vedrørende kombinerede kraftvarmeværker ved at prioritere deres nettilslutning højere.
c.Repowering
Repowering defineres som fornyelse af kraftværker, som producerer vedvarende energi, herunder fuld eller delvis udskiftning af anlæg eller driftssystemer og udstyr med henblik på at erstatte kapacitet eller for at øge anlæggets produktivitet eller kapacitet.
Selv om repowering hidtil har været koncentreret på nogle få markeder, kan det i slutningen af 2020'erne blive en central erhvervsaktivitet for vindindustrien i hele Europa. Fordelene ved repowering omfatter den eksisterende nettilslutning, viden om vindressourcernes tilgængelighed og de potentielle miljøpåvirkninger og ofte en høj grad af offentlig accept. I Danmark har der mellem 2012 og 2019 været en stigning i vindkraft på 1,3 GW, hvoraf 576,8 MW skyldes repowering af eksisterende anlæg og en nettoreduktion på 109 vindmøller takket være de nye møllers højere effektivitet. Der blev kun udviklet 10 % mere kapacitet i greenfieldprojekter end inden for repowering.
En Wind Europe-analyse af 137 repoweringprojekter i Europa viser, at antallet af vindmøller i disse opgraderede vindprojekter i gennemsnit faldt med 27 %, mens den installerede kapacitet blev fordoblet og elproduktionen tredoblet.
Repowering vil også spille en rolle for store vandkraftværker, da en stor del af det tilgængelige vandkraftpotentiale allerede er udnyttet. Et stigende antal solenergiprojekter vil også nå slutningen af deres levetid, hvor nogle af komponenterne vil skulle udskiftes, eller hvor der skal foretages en repowering med henblik på kapacitetsforøgelse. Der skal også fastlægges klare retningslinjer og forenklede procedurer for repowering af solcelleanlæg.
RED II pålægger medlemsstaterne at lette repowering af eksisterende anlæg ved at sikre en forenklet tilladelsesproces på højst et år. Hvor dette er begrundet i usædvanlige omstændigheder såsom i tvingende sikkerhedsmæssige grunde, hvor repoweringprojektet har en væsentlig indvirkning på nettet eller anlæggets oprindelige kapacitet, størrelse eller ydeevne, kan denne periode forlænges med op til et år. Medlemsstaterne kan også fastsætte en procedure for simpel underretning med henblik på nettilslutninger for repoweringprojekter, hvor der ikke forventes negative miljømæssige eller arbejdsmarkedsmæssige virkninger af betydning, i stedet for at kræve en ny ansøgning om tilladelse.
Ifølge projektiværksætterne er repowering i de fleste medlemsstater i øjeblikket omfattet af de samme ansøgnings- og tilladelsesprocedurer som greenfieldprojekter, herunder kravet om at gennemføre en miljøkonsekvensvurdering. Industrien identificerer også væksten i antallet af boliger tæt på eksisterende vindmølleparker, forøgelsen af vindmøllernes størrelse, udvidelsen af miljøbeskyttede områder eller forøgelsen af den tilladte afstand mellem vindmølleparker og militære radarer som faktorer, der begrænser mulighederne for at foretage repowering af de eksisterende anlæg. Som følge heraf vælger operatørerne ofte at forlænge de eksisterende aktivers levetid så længe som muligt, hvorefter de nedlukkes helt ved slutningen af aktivernes levetid, hvilket er en forspildt mulighed for at udnytte den rolle, som repowering kunne spille i opnåelsen af 2030-målene.
I VVM-direktivet opregnes visse elproduktionsanlæg såsom vindmølleparker og vandkraftværker som projekter, hvor en VVM ikke automatisk er påkrævet. I stedet skal medlemsstaterne afgøre, om projektet skal underkastes en vurdering. Denne vurdering foretages ved hjælp af en "screeningprocedure", hvor indvirkningen af et projekt vurderes på grundlag af tærskler eller kriterier og/eller en undersøgelse i hvert enkelt tilfælde under hensyntagen til de screeningskriterier, der er fastsat i VVM-direktivet. I overensstemmelse med VVM-direktivet kan medlemsstaterne fastsætte tærskler eller kriterier for at afgøre, hvornår projekter ikke skal underkastes en screeningprocedure. VVM-direktivet giver også de kompetente myndigheder yderligere fleksibilitet, idet de kan beslutte, at en miljøkonsekvensvurdering ikke er påkrævet på grundlag af en beskrivelse af projektets særkender og/eller de foranstaltninger, som bygherren påtænker at træffe for at undgå eller forebygge væsentlige skadelige indvirkninger på miljøet.
I mange tilfælde vil repowering af sådanne projekter medføre ændringer eller udvidelser af eksisterende projekter. De fleste ændringer eller udvidelser af eksisterende projekter falder ind under bilag II til VVM-direktivet og er derfor underlagt screeningproceduren, og en VVM er ikke automatisk påkrævet. Kommissionen har udstedt en vejledning om anvendelsen af VVM-direktivet på ændringer og udvidelse af projekter
. Som Kommissionen har forklaret i denne vejledning, forudsætter en ændring eller udvidelse af projekter, at der er risici, som med hensyn til deres indvirkning på miljøet svarer til risiciene forbundet med det oprindelige projekt. Dette bør vurderes i forbindelse med screenings- eller VVM-processen.
Der kræves også en passende vurdering af alle projekter og planer, der er omfattet af anvendelsesområdet for artikel 6, stk. 3, i habitatdirektivet, hvis de i sig selv eller i forbindelse med andre planer og projekter kan have en væsentlig negativ indvirkning på en Natura 2000-lokalitet. Planer og projekter, der ikke anses for at kunne have en væsentlig negativ indvirkning på lokaliteternes integritet, kan screenes, uden at det er nødvendigt at foretage en sådan vurdering. Der bør foretages både en screening og passende vurdering under hensyn til de lokalitetsspecifikke bevaringsmålsætninger. Dette var muligvis ikke målsætninger under tilladelsesproceduren for det oprindelige projekt, eller de kan være blevet revideret efter udstedelsen af tilladelsen. Inden godkendelse bør myndighederne derfor analysere indvirkningen af de opgraderede anlæg under hensyn til de relevante bevaringsmålsætninger.
På samme måde kan nye projekter i henhold til vandrammedirektivet kun godkendes, hvis de 1) ikke fører til forringelse af et vandområdes tilstand eller bringer opfyldelsen af vandrammedirektivets mål i fare, eller 2) opfylder alle betingelserne i artikel 4, stk. 7 (undtagelse fra det første princip). Der er derfor generelt behov for en vurdering af projekters potentielle virkninger for at påvise, at en af disse to betingelser er opfyldt.
Nogle medlemsstater har indført lovgivningsmæssige eller proceduremæssige ændringer, som forenkler rammerne for repowering. Italien har indført lovændringer vedrørende repoweringprojekter, og der stilles ikke krav om godkendelse af ændringer af vindmøller eller deres komponenter, der indebærer en størrelsesændring på højst 15 % af vindmøllens oprindelige størrelse. I Tyskland præciseres det i lovgivningen, at det kun er ændringer i forhold til status quo, der skal vurderes i forbindelse med repowering af vindmøller. Offentlige høringer er kun nødvendige, hvis projektudvikleren anmoder herom. Frankrig har også indført krav vedrørende VVM på grundlag af tærskelværdier for ændringer af antallet af vindmøller og deres højde. Hvis stigningen i antallet af vindmøller og tiphøjden er højst 10 %, betragtes det ikke som en væsentlig ændring, og en VVM vedrørende indvirkningen på støj og biodiversitet anses for at være tilstrækkelig. Hvis stigningen i antallet af turbiner og tiphøjden overstiger 50 %, anses ændringen for at være væsentlig, og der er behov for en ny VVM. Hvis stigningen er på mellem 10 % og 50 %, foretager de kompetente myndigheder en vurdering fra sag til sag, f.eks. på grundlag af omfattende miljøovervågning og lokal accept. I Danmark er anlæg til produktion af vedvarende energi opdelt i tre grupper baseret på kapacitet — under 10 MW, 10-25 MW og over 25 MW. I tilfælde af kapacitetsændringer, herunder ved repowering, skal der ske underretning, eller der skal ansøges om en ny licens, afhængigt af hvilken kapacitetsgruppe anlægget falder ind under. Anlæg med en kapacitet på under 10 MW er undtaget fra kravet om at ansøge om en ny licens, mens anlæg med en kapacitet på 10-25 MW er undtaget, hvis Energistyrelsen og transmissionssystemoperatøren underrettes, inden opførelsen påbegyndes. For anlæg med en kapacitet på over 25 MW kræves der altid en licens til repowering eller andre ændringer af anlæggets kapacitet.
d.Brint
Fremskyndelsen af produktionen af vedvarende energi er også vigtig for at sikre dekarboniserede og økonomisk overkommelige energibærere til de sektorer, der fortsat vil være afhængige af gasser og brændstoffer. Navnlig vil omdannelsen af elektricitet fra vedvarende energikilder til vedvarende brint ved hjælp af elektrolysatorer spille en vigtig rolle i vores fremtidige energisystem.
I forbindelse med omdannelsen af elektricitet fra vedvarende energikilder til brint og den efterfølgende transport, lagring og afsendelse af brint til de endelige forbrugere vil der højst sandsynligt opstå nogle af de samme hindringer som identificeret for projekter om vedvarende energi, f.eks. manglen på tilstrækkeligt og tilstrækkeligt kvalificeret personale til at behandle ansøgninger om tilladelse og varigheden af de administrative procedurer. Dette er uløseligt forbundet med brintværdikædens helt nye status og manglen på erfaring med relaterede nye, innovative teknologier. Forældet eller ikkeeksisterende lovgivning på alle forvaltningsniveauer om brintproduktion og -anvendelse kan føre til forvirring eller utilstrækkelige tilladelsesprocedurer. Nogle af disse processer kan være for komplekse, kan variere fra land til land eller region og går ofte hurtigere end det forventede tidspunkt for et svar på en tilladelse.
Relativt få erfaringer med udvikling af brintprojekter betyder, at der ikke er kendskab til alle hindringer, og udveksling af oplysninger gennem forskellige fora kan derfor være gavnlig. Desuden kan god praksis for imødegåelse af disse specifikke hindringer også opstå over tid og blive udvekslet gennem disse fora.
Clean Hydrogen Alliance arbejder i øjeblikket på en interessentdrevet rapport om tilladelsesrelaterede hindringer for brintprojekter, som vil samle en række anbefalinger og bedste praksis. Den indledende vurdering af interessenternes feedback i rapporten tyder på, at et fælles kontaktpunkt kan strømline og gøre tilladelsesproceduren mindre kompleks, navnlig når mange kompetente myndigheder er involveret.
En prioritering af gennemførelsen af brintrelateret lovgivning vil bidrage til at præcisere reglerne og deres anvendelse, opbygge ekspertise inden for vedvarende brintteknologier og forbedre sammenhængen og overholdelsen af den eksisterende miljølovgivning. Tyskland har indført en ramme, der regulerer, hvilke tilladelser der kræves for omlægning af brugen af naturgasrørledninger til transport af brint. Desuden har Tyskland fastsat ved lov, at eksisterende kontraktlige brugsrettigheder til naturgasinfrastruktur skal fortolkes således, at de tillader overgangen fra naturgas til brint.
Endvidere vil retningslinjer eller manualer, der fastlægger tilladelsesprocedurerne for anlæg til produktion af vedvarende brint, øge forudsigeligheden og forbedre effektiviteten af den overordnede proces for alle involverede parter. Portugal har allerede udarbejdet en sådan vejledning for brintprojekter.
I lighed med projekter om vedvarende energi kan fysisk planlægning bidrage til at udpege egnede lokaliteter til udrulning af elektrolysatorer. På grundlag af integrerede netplaner kan der udpeges særlige områder for elektrolysatorer. Det kan være et middel til at tilskynde til udrulning af elektrolysatorer på lokaliteter, hvor de kan spille en rolle med hensyn til at undgå eller afhjælpe kapacitetsbegrænsninger i elnettet, og hvor de kan give større samfundsmæssige fordele (f.eks. ved at undgå en stigning i elnettarifferne som følge af de nødvendige netforstærkninger). Forslag i denne retning er blevet fremsat i forbindelse med en nylig interessenthøring om regulering af brintmarkedet i Nederlandene.
e.Støtte til innovation
Tilladelsesprocedurer kan også påvirke den fremtidige anvendelse af innovative dekarboniseringsteknologier, herunder pilot- og demonstrationsprojekter, som vil være nødvendige for at opnå klimaneutralitet. I betragtning af disse teknologiers innovative karakter er der mindre erfaring med de gældende godkendelsesprocedurer.
En af de potentielle muligheder for at støtte innovation er gennem reguleringsmæssige sandkasser. Reguleringsmæssige sandkasser er rammer, der ved at skabe en struktureret kontekst til forsøg giver mulighed for at afprøve innovative teknologier, produkter, tjenester eller tilgange i en begrænset periode og i begrænset omfang under reguleringsmæssigt tilsyn for at sikre, at der er passende beskyttelsesforanstaltninger. De er allerede blevet anvendt i finans-, bank- og IKT-sektoren, men anvendelsen i energisektoren har hidtil været forholdsvis begrænset. Rationalet bag oprettelsen af en reguleringsmæssig sandkasse er at gøre det muligt for innovatorer at afprøve nye teknologier og forretningsmodeller, som måske kun er delvist forenelige med de eksisterende retlige og reguleringsmæssige rammer, og at give tilsynsmyndighederne mulighed for at gøre sig bekendt med bestemte innovationer, så de kan tilpasse de lovgivningsmæssige rammer hertil.
I Frankrig er der indført reguleringsmæssige sandkasser for energisektoren i lovgivningen. Sandkassen giver den nationale regulerende myndighed CRE mulighed for at indrømme undtagelser fra betingelserne for adgang til og anvendelse af net til forsøgsmæssig udrulning af innovative teknologier eller tjenester, der støtter energiomstillingen, intelligente net og infrastrukturer. Der er blevet indrømmet undtagelser under denne ordning i forbindelse med en række projekter, herunder et projekt, der havde til formål at øge vindmølleparkernes kapacitet og fraveg bestemmelserne i den franske energilov, der begrænser den installerede kapacitet i produktionsanlæg, som er tilsluttet et offentligt eldistributionsnet ved høj spænding.
I Nederlandene har økonomiministeriet udstedt en bekendtgørelse om forsøg med decentraliseret, bæredygtig elproduktion, på grundlag af hvilken projekter har fået tilladelse til at oprette en sandkasse. Projekterne kunne kun undtages fra bestemte foruddefinerede artikler i elektricitetsloven, og kun små enheder såsom energifællesskaber og boligejerforeninger kunne undtages. Der er foreslået en opfølgende bekendtgørelse, som udvider anvendelsesområdet, størrelsen og typen af enheder, der kan omfattes af fremtidige sandkasser.
Det østrigske forbundsministerium for klimabeskyttelse, miljø, mobilitet, innovation og teknologi er ved at gennemføre et finansieringsprogram "Energie.Frei.Raum" som led i forberedelsen af en eventuel forsøgsbestemmelse om afprøvning af nye markedsmodeller for systemintegration af vedvarende energi, lagring og energieffektive teknologier.
*****
Da medlemsstaterne skal forelægge Kommissionen et udkast til ajourføring af deres senest meddelte integrerede nationale energi- og klimaplan senest den 30. juni 2023, kan den gode praksis, der er beskrevet i denne vejledning, anvendes til at identificere politikker og foranstaltninger, som medlemsstaterne kan foreslå med henblik på at fremme udviklingen af vedvarende energi.
II.Vejledning til medlemsstaterne om fremme af VE-elkøbsaftaler
1.Indledning
Vedvarende energi bliver i stigende grad omkostningsmæssigt konkurrencedygtig i forhold til fossilbaseret energi, da elektricitet fra vedvarende energikilder såsom vandkraft, geotermisk energi, solcelleenergi og onshore- og offshorevindkraft produceres til priser, der er lavere end de gennemsnitlige europæiske elpriser for erhvervsforbrugere (se tallene nedenfor).
Data: IRENA 2021
Data: Udviklingen i elpriserne for erhvervsforbrugere baseret på Eurostat.
På grund af det hurtige fald i omkostningerne til vedvarende energi overskred de europæiske virksomheder tærsklen på 1 GW for indgåede VE-elkøbsaftaler i 2016, hvilket udgjorde ca. 3,5 % af industriens elforbrug. Siden da er mængden steget eksponentielt — i 2021 var den mere end femten gange større end i 2016.
I sin enkleste form er en aftale om køb af elektricitet eller varme fra vedvarende energikilder en købsaftale mellem en producent af vedvarende energi og en erhvervskunde. Erhvervskunden forpligter sig til at købe en bestemt mængde vedvarende energi til en forud fastsat pris over en længere periode. I de fleste tilfælde vil erhvervskunden også modtage den oprindelsesgaranti, der udstedes for hver enhed af vedvarende energi, der produceres i EU. På denne måde kan aftagere vise, at deres aftaler om køb af el, varme eller gas (herunder vedvarende brint) bidrager direkte til et specifikt VE-aktiv. Langt størstedelen af de indgåede aftaler til dato er VE-elkøbsaftaler (se figur 1).
Figur 1: Anmeldte elkøbsaftaler 2013-2021 (aftalemæssig kapacitet i GW), Re-Source (2021):
https://resource-platform.eu/buyers-toolkit/
.
Der er mange fordele ved VE-elkøbsaftaler, herunder navnlig følgende:
A.VE-elkøbsaftaler sikrer erhvervskunder omkostningsmæssigt konkurrencedygtig elektricitet til deres aktiviteter, og de kan anvendes som et værktøj til afdækning af elprisrisici på engrosmarkedet.
B.VE-elkøbsaftaler er et troværdigt udtryk for erhvervskunders engagement i grøn omstilling, og de støtter dagsordenen for virksomhedernes sociale ansvar og gør det lettere at tiltrække investorer med grønne ambitioner.
C.For initiativtagere til VE-projekter er elkøbsaftaler en alternativ og/eller supplerende kilde til en stabil indkomst sammenlignet med offentlige støtteordninger eller handelsmarkeder.
D.For regeringer er erhvervselkøbsaftaler en alternativ mulighed for at finansiere udbredelsen af vedvarende energi, der kan reducere den offentlige finansiering af vedvarende energi under støtteordninger.
Selv om udbredelsen af VE-elkøbsaftaler øges fra år til år, har VE-elkøbsaftaler stadig kun en markedsandel på 15-20 % årligt. Desuden anvendes VE-elkøbsaftaler kun i visse medlemsstater og store kundeorienterede virksomheder. Endelig er de fleste købsaftaler begrænset til elektricitet fra vedvarende energikilder, selv om 70 % af industriens og erhvervslivets energibehov er opvarmning.
2.Regulering
I 2019 blev der gennemført en EU-dækkende undersøgelse og en detaljeret analyse af 10 medlemsstater for at afdække de vigtigste hindringer for udbredelsen af erhvervselkøbsaftaler om vedvarende energi. Resultaterne afdækkede lovgivningsmæssige hindringer, politiske hindringer, økonomiske hindringer samt oplysningsspørgsmål.
De vigtigste lovgivningsmæssige hindringer omfattede retlige begrænsninger for undertegnelsen af direkte kontrakter mellem producenter og aftagere, hindringer for indgåelse af kontrakter med mere end én leverandør og hindringer for overførsel af oprindelsesgarantier til aftageren. De politiske hindringer omfattede støtteordninger, der var uforenelige med eller konkurrerede med erhvervselkøbsaftaler, samt begrænset synlighed med hensyn til udviklingen af støtteordninger. De økonomiske hindringer omfattede aftagernes kreditværdighed, variabiliteten i produktionen af vedvarende energi og de dermed forbundne omkostninger til håndtering af mængdemæssige ubalancer mellem output af projekter om vedvarende energi og virksomhedernes efterspørgsel via "sleeving"-aftaler. Desuden er transaktionsomkostningerne stadig høje, og der mangler langsigtede risikoafdækningsprodukter til håndtering af ubalancer eller modpartens misligholdelse. Der er også stadig begrænset kendskab og interesse, især blandt SMV'er, og en opfattelse af, at erhvervselkøbsaftaler er dyrere end engrospriserne på elektricitet. Under den offentlige høring fremhævede både producenter og forbrugere betydningen af at udstede oprindelsesgarantier for al produktion af vedvarende energi, uanset om projektet er blevet udviklet under offentlige støtteordninger eller ej. De fremhævede desuden betydningen af at udforme offentlige støtteordninger på en måde, der støtter og supplerer udviklingen af projekter om vedvarende energi inden for rammerne af erhvervselkøbsaftaler.
Som følge heraf indgås der i øjeblikket kun erhvervselkøbsaftaler i specifikke medlemsstater, hvor der er de rette betingelser for, at initiativtagere til VE-projekter kan sælge deres elektricitet direkte til slutbrugerne. Sådanne understøttende betingelser omfatter: 1) et dynamisk marked for projekter om vedvarende energi, 2) likvide engrosenergimarkeder med henblik på indgåelse af "sleeving"-aftaler samt langsigtede risikoafdækningsprodukter, 3) ingen retlige hindringer for indgåelse af direkte kontrakter mellem leverandører og forbrugere og 4) offentlige udbud, der supplerer eller fremmer erhvervselkøbsaftaler.
I eldirektivet fra 2019, elforordningen og direktivet om vedvarende energi tages der allerede fat på en række reguleringsmæssige og politiske hindringer. I eldirektivet stille der f.eks. krav om, at producenter og købere i alle medlemsstater kan indgå aftaler direkte med hinanden, og at forbrugerne kan vælge flere leveringsaftaler. På grundlag af direktivet om vedvarende energi skal medlemsstaterne udarbejde langsigtede planer for deres offentlige udbud og afdække eventuelle hindringer for erhvervselkøbsaftaler i deres nationale energi- og klimaplaner og træffe foranstaltninger til at lette deres udbredelse. Kun otte medlemsstater har rapporteret om eksisterende hindringer og foranstaltninger til støtte for udbredelsen af VE-elkøbsaftaler. I de fleste lande er der imidlertid ingen klar ramme for initiativtagere til VE-projekters eller erhvervskunders indgåelse af direkte elkøbsaftaler.
På trods af de eksisterende hindringer fortsætter markedet for erhvervselkøbsaftaler med at vokse. Siden 2020 har Spanien været det største marked for elkøbsaftaler i EU og tegner sig for 23 % af den samlede aftalemæssige kapacitet, og de dermed forbundne store finansielle transaktioner tegnede sig for næsten 1 % af landets BNP. I nogle medlemsstater, f.eks. Rumænien, kunne der først for nylig indgås erhvervselkøbsaftaler, fordi al elektricitet skulle sælges på et centraliseret marked. Med et nyt dekret, der åbner op for elkøbsaftaler, kan VE-kapaciteten imidlertid blive fordoblet i forhold til Rumæniens nationale energi- og klimaplan.
Elkøbsaftaler vil sandsynligvis blive mere attraktive som "forretningsmodeller" for anlæg til vedvarende energi efter udløbet af deres støtteperiode. I 2021 blev det i det 2. CEER-dokument om ikkestøttede vedvarende energikilder konstateret, at VE-elkøbsaftaler er gennemførlige alternativer for onshorevindkraft og også for solcelle-, biomasse- og vandkraftanlæg. Dette er vigtigt, fordi støtteperioden for 40 % (114 GW) af de vedvarende energikilder, der støttes i øjeblikket i de observerede lande (medlemmer af CEER), vil udløbe i 2030, og de vil derefter skulle finansieres på markedsvilkår eller fortsat modtage støtte.
Medlemsstaterne kan fremme udviklingen af elkøbsaftaler gennem følgende foranstaltninger:
A.Anvende EU's instrument for teknisk støtte eller anden rådgivning eller teknisk bistand til at foretage en detaljeret vurdering for at støtte erhvervselkøbsaftaler om vedvarende energi. Det har Italien f.eks. gjort. Andre medlemsstater kan enten gennemføre lignende undersøgelser eller kopiere resultaterne af de undersøgelser, der allerede er gennemført.
B.Anslå den vejledende mængde vedvarende energi, som forventes at blive finansieret gennem elkøbsaftaler. Dette giver initiativtagere til VE-projekter større klarhed med hensyn til den forventede hastighed og mulighederne for projektudvikling. Irland har taget et sådant skridt.
C.Overveje konkurrencebaserede udbud, der åbner mulighed for, at initiativtagere til VE-projekter kan træde ud af deres offentlige støtteordninger i en periode og sælge deres elektricitet gennem elkøbsaftaler. Polen har indført en sådan innovativ foranstaltning, som har bidraget til at gøre landet til det næststørste marked for elkøbsaftaler i 2021.
D.Tillade udstedelse af oprindelsesgarantier inden for rammerne af offentlige støtteordninger, således at indtægterne fra oprindelsesgarantierne mindsker behovet for offentlig finansiering.
3.Udvidelse af tilgængeligheden af erhvervskøbsaftaler om vedvarende energi til små og mellemstore virksomheder
De europæiske markeder for elkøbsaftaler domineres af store erhvervskunder. Et stort antal af disse virksomheder er organiseret under RE100-virksomhedsinitiativet, herunder 58 virksomheder med hovedsæde i EU, og initiativets målsætning er, at 100 % af virksomhedernes energiforbrug skal dækkes af vedvarende energi. De fleste af disse virksomheder har et forudsigeligt og stort elforbrug over lange perioder og har gode kreditvurderinger. De er også ofte involveret i forbrugerorienterede aktiviteter og anvender VE-elkøbsaftaler som et vigtigt instrument til at brande deres produkter og leve op til deres bæredygtighedsansvar, hvilket omfatter en reduktion af drivhusgasemissioner fra deres energiforbrug i hele værdikæden. I denne forbindelse giver rapportering i overensstemmelse med CDP virksomhederne mulighed for at rapportere om vedvarende energi produceret af anlæg på stedet, af eksterne anlæg, der er forbundet via direkte linjer, og inden for rammerne af elkøbsaftaler.
Store elintensive industrier er også et vigtigt segment for erhvervselkøbsaftaler om vedvarende energi. Historisk set har store aluminiumsanlæg i Norge indkøbt deres elektricitet via elkøbsaftaler om vandkraft. Norge har også for nylig undertegnet langfristede elkøbsaftaler om vindkraft. Alligevel har udbredelsen blandt denne type aftagere i EU's medlemsstater hidtil været begrænset.
En af de hindringer, der er blevet identificeret, er den manglende forudsigelighed med hensyn til den regulerede komponent af elpriserne (nettariffer og -afgifter). Da disse regulerede komponenter udgør en væsentlig del af elprisen for aftageren, mindsker det elkøbsaftalernes tiltrækningskraft som et langsigtet værktøj til risikoafdækning af udsving i elpriserne. Agenturet for Samarbejde mellem Energireguleringsmyndigheder (ACER) har udsendt en vurderingsrapport om udformningen af engrosmarkedet, som omfatter et særligt afsnit, hvor det drøftes, hvordan likviditet på engrosterminsmarkederne for elektricitet kan forbedres for at sikre tilgængeligheden af effektive risikoafdækningsprodukter.
I modsætning hertil er hindringerne for små og mellemstore virksomheders deltagelse i elkøbsaftaler stadig meget høje. SMV'er tegner sig for 99 % af de europæiske virksomheder, for 54 % af EU's merværdi og for 9-18 % af det indenlandske bruttoforbrug pr. medlemsstat
. Det er disse små og mellemstore virksomheder, der ofte har høje elregninger på grund af et lavt elforbrug pr. anlæg, og som kunne drage størst fordel af VE-elkøbsaftaler. Dette er særlig relevant i perioden fra oktober 2021, hvor elpriserne på engrosmarkedet for elektricitet har været stigende.
De har desuden begrænset synlighed med hensyn til deres fremtidige efterspørgsel efter elektricitet, lavere kreditvurderinger og lavere elforbrug, hvilket gør det vanskeligere at håndtere ubalancer. SMV'erne er derfor mere tøvende med hensyn til at indgå langfristede aftaler, navnlig hvis der ikke er klarhed over de potentielle virkninger, hvis langfristede aftaler skal opsiges. Virkningerne af at indgå langfristede elkøbsaftaler, både fysisk og virtuelt, på virksomhedens balance inden for de regnskabsmæssige rammer for derivater i henhold til International Financial Reporting Standards (IFRS) er ikke altid klare. Den manglende bevidsthed om erhvervselkøbsaftaler om vedvarende energi er en anden vigtig hindring for deres anvendelse i mellemstore og små virksomheder, og kompleksiteten af at forhandle elkøbsaftaler er en blød barriere for de aftagere, der ikke har erfaring med eller ressourcer til at håndtere kontraktforhandlinger. EU-lovgivningen har hidtil været begrænset til energisyn og energiledelsessystemer vedrørende energieffektivitet (EED, 2018). Endelig har virksomhederne ofte begrænset plads på stedet til at anvende vedvarende energiløsninger.
En aftagers kreditværdighed er en anden væsentlig hindring (og en risikofaktor) på tværs af de fleste sektorer. Långiverne til projekter om vedvarende energi har fortsat brug for en stærk kreditvurdering, hvis elkøbsaftalen skal bankfinansieres. De fleste små og mellemstore virksomheder vurderes imidlertid ikke af de store kreditvurderingsbureauer. Desuden er kreditværdighed og kreditvurdering også et problem for nogle virksomheder i sværindustrien og fremstillingsindustrien og i europæiske økonomier med relativt mindre udviklede finansielle markeder.
På udbudssiden findes der lignende hindringer. Initiativtagere til store VE-projekter såsom Vattenfall, Eneco, Orsted og Iberdrola dominerer markedet, fordi de har en stor portefølje af projekter og kan tilbyde forbrugerne mere skræddersyede elkøbsaftaler. I dette segment er det undertiden en udfordring for store projekter om vedvarende energi såsom offshorevindmølleparker at indgå VE-elkøbsaftaler for tilstrækkelige mængder forud for deres endelige investeringsbeslutninger. Mindre projekter om vedvarende energi står derimod over for forskellige udfordringer med hensyn til at komme ind på markedet for erhvervselkøbsaftaler på grund af begrænset synlighed, en begrænset portefølje af projekter og begrænset teknisk og juridisk ekspertise, der er nødvendig for at forhandle og undertegne elkøbsaftaler. Tilsvarende er VE-fællesskaber og borgerenergifællesskaber ofte for små til at indgå økonomisk attraktive elkøbsaftaler med store aftagere.
Et lille, men voksende segment af konsulentfirmaer er begyndt at tilbyde løsninger for små og mellemstore virksomheder, f.eks. muligheden for at samle efterspørgslen fra flere forbrugere. Industrien overvejer også selv mekanismer til at samle deres efterspørgsel for at reducere risici og omkostninger. I Grækenland arbejder en række elintensive industrier f.eks. med konceptet "grønne puljer", hvor flere virksomheder aggregerer deres efterspørgsel efter elektricitet. De enkelte industripartnere underskriver efterfølgende en eller flere elkøbsaftaler for at dække deres efterspørgsel på aggregeret niveau. For at styre og fastholde den resterende efterspørgsel efter elektricitet forhandles der om en særskilt aftale for at reducere deltagernes samlede omkostninger. Aggregeringen af projekter medfører imidlertid også yderligere omkostninger og kompleksitet i forbindelse med indgåelsen af elkøbsaftaler. Desuden er nogle virksomheder, der tilbyder energisyn — som krævet i henhold til direktivet om energieffektivitet — allerede ved at udvide deres tjenester til at omfatte vurderinger af elkøbsaftaler vedrørende energi fra vedvarende energikilder "på stedet", "tæt på stedet" eller "uden for stedet". Det er relativt billigt at udvide energisyn til at omfatte VE-elkøbsaftaler, da de er afhængige af lignende data, der allerede er indsamlet inden for rammerne af energiledelsessystemer (ISO 500001).
ACER's nylige rapport om udformningen af EU's engrosmarked for elektricitet fremhæver behovet for at stimulere elkøbsaftaler og forbedre adgangen for mindre markedsdeltagere. For at fjerne de økonomiske hindringer vil Kommissionen og EIB-Gruppen undersøge, om der kan udvikles særlige finansierings- og rådgivningsmekanismer til støtte for VE-elkøbsaftaler. Dette kan omfatte mekanismer til at lette adgangen til VE-elkøbsaftaler for nye aftagere såsom SMV'er. InvestEU-programmet kan allerede støtte finansieringen af investeringer i elkøbsaftaler. Medlemsstaterne kunne iværksætte lignende garantier for at støtte lokale bankers bestræbelser på at støtte VE-elkøbsaftaler.
EU's ramme for bæredygtig finansiering vil også tilskynde til VE-elkøbsaftaler og øge bevidstheden om og interessen for sådanne aftaler blandt ikkefinansielle og finansielle virksomheder og bidrage til at omlægge kapital til bæredygtige investeringer. Dens relevante elementer omfatter EU's klassificeringsforordning, den første delegerede retsakt om EU-klimaklassificeringssystemet og det foreslåede direktiv om virksomheders bæredygtighedsrapportering, som alle bidrager til øget gennemsigtighed på de finansielle og ikkefinansielle markeder med hensyn til bæredygtighed. EU's klassificeringsforordning fastlægger en ramme for definition af miljømæssigt bæredygtige økonomiske aktiviteter og fastsætter oplysningskrav vedrørende visse centrale resultatindikatorer for finansielle og ikkefinansielle virksomheder. Det tilknyttede forslag til direktiv om virksomheders bæredygtighedsrapportering udvider anvendelsesområdet for ikkefinansielle virksomheders rapporteringskrav til at omfatte alle store virksomheder (uanset om de er børsnoterede eller ej) og børsnoterede SMV'er
. Anvendelsen af VE-elkøbsaftaler vil være et vigtigt instrument til at påvise overensstemmelse med de relevante tekniske screeningskriterier, der er defineret i den delegerede retsakt om EU-klimaklassificeringssystemet, og kan afspejles i de centrale resultatindikatorer i henhold til EU's klassificeringsforordning, hvis det er relevant.
Desuden kan den nyligt etablerede europæiske virksomhedsaftale være en anden mulighed for at øge bevidstheden om de muligheder, der findes for virksomheder, der indgår VE-elkøbsaftaler.
Medlemsstaterne kan fremme udviklingen af VE-elkøbsaftaler, navnlig for SMV'er, gennem følgende foranstaltninger:
A.Etablere en offentlig platform for at øge gennemsigtigheden med hensyn til pris, mængde, typer og parter, der er involveret i indgåelse af VE-elkøbsaftaler.
B.Sikre gennemførelsen af EU's klassificeringsforordning og dens delegerede retsakter og fremme den frivillige anvendelse ud over de lovgivningsmæssige krav.
C.Gøre det muligt for SMV'er at indgå fleksible aftaler, herunder yde specifik vejledning til små virksomheder om kontraktopsigelsesgebyrer (artikel 12 i eldirektivet).
D.Gøre det muligt at indgå mere end én leveringskontrakt på samme tid, således at leverandører og købere kan indgå aftaler direkte med hinanden (artikel 4 i eldirektivet).
E.Give mulighed for udvikling af projekter for vedvarende energi på stedet eller i nærheden af stedet, der er udviklet i henhold til elkøbsaftaler, navnlig hvis de udvikles "bag måleren" eller gennem "private ledninger".
F.Risikobegrænse VE-elkøbsaftaler via kreditgarantier eller forsikringer, der støttes med offentlige finansielle midler, i overensstemmelse med retningslinjerne for statsstøtte.
G.Tilskynde nationale erhvervsfremmende banker og institutter til at tilbyde gældsprodukter til store projekter om vedvarende energi, herunder offshorevindenergi, på markeder, hvor det er vanskeligt at indgå VE-elkøbsaftaler for tilstrækkelige mængder forud for finansielle investeringsbeslutninger i betragtning af aktivernes størrelse og anlægsarbejdets varighed.
H.Fastsætte lovgivningsmæssige betingelser, der gør det muligt for energifællesskaber at sælge overskydende energi gennem VE-elkøbsaftaler.
I.Gøre det muligt for små erhvervsparker eller industriklynger at købe vedvarende energi i fællesskab gennem langfristede købsaftaler.
4.Fremme af grænseoverskridende VE-elkøbsaftaler
Produktion af vedvarende energi tegnede sig for 37 % af det samlede elforbrug og 21,2 % af det samlede energiforbrug i 2020. Der er dog store forskelle mellem medlemsstaterne, idet andelen af vedvarende energi i elsektoren varierer fra 9 % til 78 %. Andelen af vedvarende energi i det endelige energiforbrug varierer ligeledes fra 10 % til 60 %.
En omstilling af energisystemet til en energiforsyning baseret på vedvarende energi vil kræve, at der anvendes de bedste vedvarende energikilder i hele EU, og at der transporteres energi til de steder, hvor efterspørgslen er. EU's indre marked giver virksomheder mulighed for at købe elektricitet fra vedvarende energikilder i hele EU, samtidig med at der sikres støtte til yderligere projekter for vedvarende energi, der skal tilsluttes nettet.
Erhvervsbrugere udnytter allerede vedvarende energikilder ved at undertegne:
1.Fysiske grænseoverskridende elkøbsaftaler
2.Virtuelle grænseoverskridende elkøbsaftaler.
I en fysisk grænseoverskridende elkøbsaftale indgår aftageren en aftale med et anlæg til produktion af vedvarende energi i et andet land og bogfører fysiske eller finansielle kapacitetsrettigheder på de relevante samkøringslinjer for at sikre en fysisk nettilslutning. Dette indebærer risici og omkostninger i forbindelse med grænseoverskridende overførsler. I en virtuel grænseoverskridende elkøbsaftale sælger elproducenten elektriciteten til det lokale engrosmarked, mens aftageren køber sin elektricitet på et andet lokalt engrosmarked. Aftalen mellem elproducenten på den ene side af grænsen og aftageren på den anden side af grænsen består i en finansiel afregning, hvorved elproducenten modtager en betaling fra det lokale engrosmarked for elektricitet, og en nettoafregning mod den elkøbspris, der er aftalt med erhvervskunden.
Fordelene for aftagerne er en bedre adgang til projekter for vedvarende energi til lave omkostninger i hele EU, muligheden for at aggregere belastninger på forskellige lokaliteter og for at dække en større andel af deres elektricitetsbehov. For initiativtagere til VE-projekter giver grænseoverskridende elkøbsaftaler adgang til markeder med højere elpriser og dermed større vilje til at betale for vedvarende energi.
Ud over grænseoverskridende elkøbsaftaler på det europæiske indre marked for elektricitet er der også mulighed for at indgå flere grænseoverskridende elkøbsaftaler med tredjelande. Et konkret eksempel er samarbejdet mellem Frankrig, Tyskland, Portugal, Spanien og Marokko om at analysere mulighederne for grænseoverskridende elkøbsaftaler mellem Marokko og EU's medlemsstater i henhold til køreplanen for bæredygtig handel med elektricitet. Et centralt krav i denne forbindelse vil være etablering af en pålidelig og korrekt oprindelsesgarantiordning sikret mod svindel i tredjelande med udstedende organer, der er uafhængige af aktiviteter vedrørende produktion, handel og levering.
Trods de relativt store forskelle i engrospriserne på elektricitet og omkostningerne til produktion af vedvarende energi i EU er antallet af grænseoverskridende elkøbsaftaler stadig begrænset. En af de største hindringer er de dermed forbundne økonomiske risici som følge af, at leverandører og forbrugere opererer på forskellige markeder med forskellige prisudviklinger og skatteordninger, samt behovet for at styre transmissionsprisrisikoen på tværs af grænserne. En anden hindring er aftalernes kompleksitet, især hvis aftalerne skal overholde lokale regler, der ikke er forenelige. Der er også administrative hindringer forbundet med oprindelsesgarantier, hvor reglerne for udstedelse, anvendelse og annullering af oprindelsesgarantier ikke er fuldstændig harmoniseret i alle medlemsstater. Dette er især relevant for grænseoverskridende elkøbsaftaler med lande, der ikke har gennemført en ramme for udstedelse af oprindelsesgarantier for støttet elproduktion fra vedvarende energikilder. Endelig er det vanskeligere at forklare bidraget fra grænseoverskridende elkøbsaftaler til opfyldelsen af virksomhedernes sociale ansvar.
På trods af disse hindringer er der igangværende aktiviteter til støtte for grænseoverskridende elkøbsaftaler, da de udgør en enestående mulighed og et værdifuldt redskab til at dække store andele af eller hele den enkelte aftagers forbrug af elektricitet fra anlæg til produktion af vedvarende energi. Eldirektivet fra 2019 og elforordningerne har øget fleksibiliteten på elmarkedet og granulariteten i prisdannelsen, hvilket kan bidrage til at muliggøre grænseoverskridende elkøbsaftaler, og det transeuropæiske energinet støtter udviklingen af en grænseoverskridende transmissionsinfrastruktur for at åbne op for og muliggøre grænseoverskridende elektricitetsstrømme.
For at imødegå den finansielle risiko ved grænseoverskridende elkøbsaftaler kan finansieringsmekanismerne for vedvarende energi anvendes til at fremme en mere omkostningseffektiv udrulning af vedvarende energi i hele EU. Finansieringen vil blive anvendt til konkurrencebaserede udbud i alle EU-medlemsstater, der er villige til at være vært for sådanne projekter. Private investorer, herunder virksomheder, kan bidrage til finansieringen af disse udbud og kan anmode om oprindelsesgarantier for den energiproduktion, der svarer til deres bidrag.
Desuden pålægger direktivet om vedvarende energi medlemsstaterne at fjerne lokale reguleringsmæssige hindringer for elkøbsaftaler og harmonisere oprindelsesgarantierne på grundlag af den reviderede standard CEN-CENELEC 16325, der indebærer, at erhvervselkøbsaftaler kan ledsage elkøbsaftalerne med de relevante oprindelsesgarantier på tværs af grænserne. Endelig kan nye aktører tilskyndes til at gå ind på markedet med innovative løsninger, der kan bidrage til tilvejebringelsen og indgåelsen af grænseoverskridende elkøbsaftaler i Europa, og til nye løsninger til afbødning af de risiko- og forvaltningsmæssige udfordringer, der er forbundet med erhvervselkøbsaftaler.
Medlemsstaterne kan fremme udviklingen af grænseoverskridende elkøbsaftaler gennem følgende foranstaltninger:
A.Ved at styrke sammenkoblingskapaciteten mellem EU's medlemsstater og med tredjelande, hvor det er relevant og i overensstemmelse med TEN-E-forordningen.
B.Ved at øge tildelingen af transmissionskapacitet i eksisterende net.
C.Ved at fjerne reguleringsmæssige hindringer, der påvirker overførslen af oprindelsesgarantier til aftagere, og ved at harmonisere reglerne for anvendelse af oprindelsesgarantier på tværs af landene yderligere.
D.Ved at støtte udviklingen af pålidelige og korrekte oprindelsesgarantiordninger sikret mod svindel i tredjelande.