25.4.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 124/1

(1)

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/92/EU (4) samordner principperne for miljøkonsekvensvurdering ved at indføre minimumskrav med hensyn til hvilke typer af projekter, der skal underkastes en vurdering, bygherrens hovedforpligtelser, indholdet af vurderingen og de kompetente myndigheders og offentlighedens rolle, og direktivet bidrager til en høj grad af beskyttelse af miljøet og menneskers sundhed. Medlemsstaterne kan frit fastlægge strengere beskyttelsesforanstaltninger i overensstemmelse med traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF).

(2)

Kommissionens meddelelse af 30. april 2007 med titlen »Midtvejsevalueringen af det sjette miljøhandlingsprogram« og beretning fra Kommissionen af 23. juli 2009 om anvendelsen og virkningen af Rådets direktiv 85/337/EØF (5), forgængeren for direktiv 2011/92/EU, understregede behovet for at forbedre principperne for miljøkonsekvensvurdering af projekter og tilpasse direktiv 85/337/EØF til den politiske, retlige og tekniske baggrund, der har gennemgået en betydelig udvikling.

(3)

Det er nødvendigt at ændre direktiv 2011/92/EU for at styrke kvaliteten af miljøkonsekvensvurderingen, tilpasse proceduren til principperne om intelligent regulering og øge sammenhængen og samspillet med andre EU-retsakter og -politikker og med medlemsstaternes strategier og politikker på områder, der er underlagt national kompetence.

(4)

For at samordne og lette vurderingsprocedurerne for grænseoverskridende projekter og navnlig for at foretage høringer i overensstemmelse med konventionen af 25. februar 1991 om vurdering af indvirkningerne på miljøet på tværs af landegrænserne (Espoo-konventionen), kan de berørte medlemsstater nedsætte et fælles organ på grundlag af princippet om lige repræsentation.

(5)

De mekanismer, der er fastsat i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 347/2013 (6), (EU) nr. 1315/2013 (7), og (EU) nr. 1316/2013 (8), som er relevante for EU-medfinansierede infrastrukturprojekter, kan også lette gennemførelsen af kravene i direktiv 2011/92/EU.

(6)

Direktiv 2011/92/EU bør endvidere ændres på en måde, som sikrer, at miljøbeskyttelsen forbedres, ressourceeffektiviteten forøges, og den bæredygtige vækst fremmes i Unionen. Til dette formål er det nødvendigt at forenkle og harmonisere de heri fastlagte procedurer.

(7)

I løbet af det sidste årti har miljøspørgsmål som ressourceeffektivitet og bæredygtighed, biodiversitetsbeskyttelse, klimaændringer og ulykkes- og katastroferisici fået større betydning i politikudformningen. De bør derfor også udgøre vigtige elementer i vurderings- og beslutningsprocesserne.

(8)

I sin meddelelse af 20. september 2011 med titlen »Køreplan til et ressourceeffektivt Europa« forpligtede Kommissionen sig til at lade bredere overvejelser om ressourceeffektivitet og bæredygtighed indgå i revisionen af direktiv 2011/92/EU.

(9)

Kommissionens meddelelse af 22. september 2006 med titlen »Temastrategien for jordbundsbeskyttelse« og køreplanen til et ressourceeffektivt Europa understreger betydningen af en bæredygtig udnyttelse af jordbunden og lægger vægt på behovet for at gøre noget ved den ikke-bæredygtige udvidelse af de beboede områder over tid (»inddragelse af arealer«). Desuden anerkender slutdokumentet fra FN-konferencen om bæredygtig udvikling, der blev afholdt i Rio de Janeiro den 20.-22. juni 2012, den økonomiske og samfundsmæssige betydning af god arealforvaltning, herunder jordbundsforvaltning, og det akutte behov for at rette op på jordforringelser. Offentlige og private projekters indvirkning på jordarealer, navnlig i form af inddragelse af arealer, og på jordbunden, herunder organisk stof, erosion, komprimering og arealbefæstelse, bør undersøges og begrænses; hensigtsmæssige arealanvendelsesplaner og -politikker på nationalt, regionalt og lokalt plan er også relevante i denne sammenhæng.

(10)

De Forenede Nationers konvention om den biologiske mangfoldighed (»konventionen«), hvori Unionen er part i henhold til Rådets afgørelse 93/626/EØF (9), kræver, at der så vidt muligt og alt efter omstændighederne foretages en vurdering af projekter, som kan formodes at få betydelige negative indvirkninger på den biologiske mangfoldighed, jf. definitionen i konventionens artikel 2, med henblik på at undgå eller begrænse sådanne indvirkninger. Denne forudgående vurdering af disse indvirkninger bør bidrage til at nå Unionens overordnede mål som fastlagt i Konklusionerne fra Det Europæiske Råd af 25. og 26. marts 2010 om at standse tabet af biodiversitet og forringelsen af økosystemtjenesterne inden 2020 og genoprette disse, hvor det er muligt.

(11)

De foranstaltninger, der træffes for at undgå, forebygge, begrænse og om muligt neutralisere væsentlige skadelige indvirkninger på miljøet, herunder navnlig på arter og naturtyper, der er beskyttet i henhold til Rådets direktiv 92/43/EØF (10) og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/147/EF (11), bør medvirke til at undgå enhver forringelse af miljøets kvalitet og ethvert nettotab af biodiversitet, i overensstemmelse med Unionens forpligtelser i medfør af konventionen og med målene og foranstaltningerne ifølge EU's biodiversitetsstrategi frem til 2020, der er fastlagt i Kommissionens meddelelse af 3. maj 2011 med titlen »Vores livsgaranti, vores naturkapital: EU's biodiversitetsstrategi frem til 2020«.

(12)

Med henblik på at sikre et højt niveau for beskyttelse af havmiljøet, navnlig arter og naturtyper, bør miljøkonsekvensvurderinger og screeningprocedurer for projekter i havmiljøet tage hensyn til disse projekters karakteristika, navnlig hvad angår de anvendte teknologier (f.eks. seismiske undersøgelser med aktive sonarer). Til dette formål kan kravene i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/30/EU (12) også lette gennemførelsen af kravene i dette direktiv.

(13)

Klimaændringer vil fortsat medføre skade på miljøet og bringe den økonomiske udvikling i fare. Der bør i den forbindelse foretages vurderinger af projekternes indvirkning på klimaet (f.eks. drivhusgasemissioner) og deres sårbarhed over for klimaændringer.

(14)

Efter Kommissionens meddelelse af 23. februar 2009 med titlen: »En fællesskabsstrategi til forebyggelse af naturkatastrofer og menneskeskabte katastrofer« opfordrede Rådet i sine konklusioner af 30. november 2009 Kommissionen til at sikre, at der ved gennemførelsen, vurderingen og den videre udvikling af EU-initiativer tages hensyn til forebyggelse og håndtering af katastroferisici og De Forenede Nationers Hyogohandlingsplan (2005-2015) vedtaget den 22. januar 2005, der understreger behovet for at indføre procedurer for vurdering af de katastroferisici, der er forbundet med større infrastrukturprojekter.

(15)

For at sikre et højt miljøbeskyttelsesniveau er det nødvendigt at træffe forholdsregler for visse projekter, der som følge af deres sårbarhed over for større ulykker og/eller naturkatastrofer (såsom oversvømmelser, stigende vandstand i havene eller jordskælv) sandsynligvis vil få væsentlige skadelige indvirkninger på miljøet. Hvad angår sådanne projekter er det vigtigt at tage højde for deres sårbarhed (eksponering og modstandsdygtighed) over for større ulykker og/eller katastrofer, risikoen for sådanne ulykkers og katastrofers forekomst og implikationerne for sandsynligheden for væsentlige skadelige indvirkninger på miljøet. For at undgå dobbeltarbejde bør det være muligt at bruge relevante foreliggende oplysninger indhentet via risikovurderinger foretaget i henhold til EU-lovgivning såsom Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2012/18/EU (13) og Rådets direktiv 2009/71/Euratom (14) eller via relevante vurderinger foretaget i henhold til national lovgivning, forudsat at kravene i dette direktiv opfyldes.

(16)

For at beskytte og fremme kulturarven, herunder også historiske bymiljøer og landskaber, der er en integrerende del af den kulturelle mangfoldighed, som Unionen er forpligtet til at respektere og fremme i henhold til artikel 167, stk. 4, TEUF, kan de definitioner og principper, der er opstillet i Europarådets konventioner om disse emner, særlig den europæiske konvention af 6. maj 1969 om beskyttelse af den arkæologiske arv, konventionen af 3. oktober 1985 om bevaring af Europas arkitekturarv, den europæiske landskabskonvention af 20. oktober 2000 og rammekonventionen af 27. oktober 2005 om kulturarvens værdi for samfundet, være nyttige. Med henblik på en bedre bevaring af den historiske arv, kulturarven og landskabet er det vigtigt, at der i miljøkonsekvensvurderinger tages hensyn til projekters visuelle indvirkninger, dvs. ændringerne i den måde, som et bebygget eller naturligt landskab fremtræder på.

(17)

Under anvendelsen af direktiv 2011/92/EU er det nødvendigt at sikre intelligent, bæredygtig og inklusiv vækst i overensstemmelse med de mål, der er opstillet i Kommissionens meddelelse af 3. marts 2010 med titlen »Europa 2020 — En strategi for intelligent, bæredygtig og inklusiv vækst«.

(18)

Med henblik på at styrke offentlighedens adgang til oplysninger og gennemsigtigheden bør rettidig miljøoplysning vedrørende gennemførelsen af dette direktiv også være tilgængelig i elektronisk format. Medlemsstaterne bør derfor på det rette administrative niveau oprette i det mindste en central portal eller adgangssteder, som giver offentligheden let og effektiv adgang til sådanne oplysninger.

(19)

Erfaringen har vist, at anvendelsen af direktiv 2011/92/EU på projekter eller dele af projekter, der tjener forsvarsmæssige formål, herunder projekter vedrørende allierede styrkers aktiviteter på medlemsstaternes territorium i overensstemmelse med internationale forpligtelser, kan føre til afsløring af relevante fortrolige oplysninger med undergravende virkninger for de forsvarsmæssige formål til følge. Medlemsstaterne bør derfor i givet fald have tilladelse til ikke at anvende nævnte direktivet i sådanne tilfælde.

(20)

Erfaringen har vist, at det med hensyn til projekter, som udelukkende tjener et civilt beredskabsformål, kan være til skade for bl.a. miljøet, hvis direktiv 2011/92/EU skal overholdes, og medlemsstaterne bør derfor i givet fald have tilladelse til ikke at anvende direktivet i sådanne tilfælde.

(21)

Medlemsstaterne har flere muligheder, når det gælder gennemførelsen af direktiv 2011/92/EU for så vidt angår integrationen af miljøkonsekvensvurderinger i nationale procedurer. Derfor kan elementerne i disse nationale procedurer variere. Følgelig kan den begrundede konklusion, hvormed den kompetente myndighed afslutter sin undersøgelse af et projekts indvirkning på miljøet, være en del af en integreret tilladelsesprocedure eller indgå i en anden bindende afgørelse, som skal træffes med henblik på opfyldelse af målene med nærværende direktiv.

(22)

For at sikre et højt niveau for beskyttelse af miljøet og folkesundheden bør screeningprocedurer og miljøkonsekvensvurderinger tage hensyn til virkningerne af hele det konkrete projekt, herunder, hvor det er relevant, dets underjordiske dele og undergrund, i anlægs- og driftsfaserne og, i givet fald, nedrivningsfasen.

(23)

Med henblik på at nå frem til en fuldstændig vurdering af et projekts direkte og indirekte indvirkninger på miljøet bør den kompetente myndighed foretage en analyse ved at undersøge substansindholdet af bygherrens oplysninger og de oplysninger, der er modtaget via høringer, samt, hvor det er relevant, tage de supplerende oplysninger med i betragtning.

(24)

I tilfælde af projekter, der vedtages ved en særlig national lov, bør medlemsstaterne sikre, at dette direktivs mål med hensyn til offentlig høring nås gennem lovgivningsprocessen.

(25)

De kompetente myndigheders objektivitet bør sikres. Interessekonflikter kan forebygges bl.a. gennem en funktionel adskillelse mellem den kompetente myndighed og bygherren. I tilfælde, hvor den kompetente myndighed også er bygherren, bør medlemsstaterne i det mindste, som led i deres strukturering af administrative kompetencer, sørge for en passende adskillelse mellem uforenelige funktioner hos de myndigheder, der varetager de opgaver, der følger af direktiv 2011/92/EU.

(26)

For at den kompetente myndighed kan afgøre, om projekter af de typer, der er opført i bilag II til direktiv 2011/92/EU, og ændringer eller udvidelser heraf, skal underkastes en miljøkonsekvensvurdering (screeningprocedure), bør de oplysninger, som bygherren skal fremlægge, præciseres, idet der i den forbindelse bør fokuseres på de centrale aspekter, der gør det muligt for den kompetente myndighed at træffe sin afgørelse. Afgørelsen bør gøres offentligt tilgængelig.

(27)

Screeningproceduren bør sikre, at der kun kræves en miljøkonsekvensvurdering af projekter, der forventes at få væsentlige indvirkninger på miljøet.

(28)

Udvælgelseskriterierne i bilag III til direktiv 2011/92/EU, som medlemsstaterne skal tage hensyn til, når de afgør, hvilke projekter der på grund af deres forventede væsentlige indvirkning på miljøet skal underkastes en miljøkonsekvensvurdering, bør tilpasses og tydeliggøres. For eksempel har erfaringen vist, at projekter, der anvender eller påvirker værdifulde ressourcer, projekter, der er planlagt i miljømæssigt følsomme lokaliteter, og projekter med potentielt skadelige eller uigenkaldelige virkninger ofte kan forventes at få væsentlige indvirkninger på miljøet.

(29)

Når de kompetente myndigheder skal afgøre, om et projekt kan forventes at få væsentlige indvirkninger på miljøet, bør de indkredse, hvilke kriterier det er mest relevant at tage i betragtning, og tage hensyn til de oplysninger, der måtte være til rådighed som følge af andre vurderinger i henhold til EU-lovgivningen, for at gennemføre screeningproceduren på effektiv og gennemsigtig vis. I denne forbindelse bør det fastsættes, hvilke elementer screeningafgørelsen skal indeholde, særlig i tilfælde, hvor der ikke stilles krav om en miljøkonsekvensvurdering. Desuden er det god forvaltningsskik at tage hensyn til uopfordrede kommentarer, der måtte være modtaget fra andre kilder såsom medlemmer af offentligheden eller offentlige yndigheder, også selv om der ikke kræves nogen formel høring i screeningfasen.

(30)

For at forbedre kvaliteten af en miljøkonsekvensvurdering, forenkle procedurerne og strømline beslutningsprocessen bør den kompetente myndighed, hvis bygherren anmoder herom, afgive en udtalelse om, hvor omfattende og detaljerede miljøoplysninger der skal fremlægges i form af en miljøkonsekvensvurderingsrapport (»afgrænsning«).

(31)

Den miljøkonsekvensvurderingsrapport, som bygherren skal fremlægge om et projekt, bør omfatte en beskrivelse af rimelige alternativer til projektet, som bygherren har undersøgt, herunder i givet fald en kort beskrivelse af den aktuelle miljøtilstands sandsynlige udvikling, hvis projektet ikke gennemføres (referencescenarie), med det formål at forbedre kvaliteten af miljøkonsekvensvurderingsprocessen og gøre det muligt at integrere miljøhensyn i en tidlig fase af projektudformningen.

(32)

De data og oplysninger, som bygherren skal fremlægge i miljøkonsekvensvurderingsrapporten i henhold til bilag IV til direktiv 2011/92/EU, bør være fuldstændige og af tilstrækkelig høj kvalitet. For at undgå dobbeltarbejde bør der tages hensyn til resultaterne af andre vurderinger foretaget i henhold til EU-lovgivning såsom Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/42/EF (15) eller direktiv 2009/71/Euratom, eller national lovgivning, hvis disse resultater er relevante og tilgængelige.

(33)

De eksperter, der forestår udarbejdelsen af miljøkonsekvensvurderingsrapporter, bør være kvalificerede og kompetente. Med henblik på de kompetente myndigheders undersøgelse af et projekt er der brug for tilstrækkelig ekspertise på det for projektet relevante område for at sikre, at de oplysninger, som bygherren fremlægger, er fuldstændige og af høj kvalitet.

(34)

Med henblik på at sikre åbenhed og ansvarlighed i forvaltningen bør de kompetente myndigheder forpligtes til at begrunde deres afgørelser om tilladelse til projekter, så det fremgår, at de har taget hensyn til resultaterne af de gennemførte høringer og de indsamlede oplysninger.

(35)

Medlemsstaterne bør sikre, at der gennemføres afbødende og kompenserende foranstaltninger og at der fastlægges passende procedurer for overvågningen af væsentlige skadelige indvirkninger på miljøet som følge af anlæggelsen og driften af et projekt, bl.a. for at identificere uforudsete væsentlige skadelige indvirkninger, således at der kan træffes passende foranstaltninger til afhjælpning heraf. Denne overvågning bør ikke overlappe eller stille yderligere krav om overvågning, end hvad der kræves i henhold til anden EU-lovgivning end dette direktiv og i henhold til national lovgivning.

(36)

For at fremme en mere effektiv beslutningsproces og øge retssikkerheden bør medlemsstaterne sikre, at de forskellige trin i miljøkonsekvensvurderingen af projekter gennemføres inden for rimelige tidsfrister, afhængigt af projektets art, kompleksitet, placering og dimensioner. Disse tidsfrister bør under ingen omstændigheder føre til, at man går på kompromis med opnåelsen af høje miljøbeskyttelsesstandarder, navnlig ikke dem, der følger af anden EU-lovgivning på miljøområdet end dette direktiv, og heller ikke med offentlighedens deltagelse og adgang til klage og domstolsprøvelse.

(37)

I tilfælde, hvor forpligtelsen til at gennemføre vurderinger vedrørende miljøspørgsmål hidrører fra både dette direktiv og direktiv 2009/147/EF og/eller direktiv 92/43/EØF, bør medlemsstaterne, for at forbedre vurderingens effektivitet, nedbringe den administrative kompleksitet og øge den økonomiske effektivitet, sikre, at der fastlægges samordnede og/eller fælles procedurer, der opfylder kravene i disse direktiver, hvor dette er relevant, og under hensyntagen til deres specifikke organisatoriske karakteristika. I tilfælde, hvor forpligtelsen til at gennemføre vurderinger vedrørende miljøspørgsmål, hidrører fra både dette direktiv og anden EU-lovgivning, såsom Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/60/EF (16), direktiv 2001/42/EF, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/98/EF (17), Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2010/75/EU (18) og direktiv 2012/18/EU, bør medlemsstaterne kunne fastlægge samordnede og/eller fælles procedurer, der opfylder kravene i den relevante EU-lovgivning. Når der etableres samordnede eller fælles procedurer, bør medlemsstaterne udpege en myndighed, der skal være ansvarlig for udførelsen de hermed forbundne opgaver. Under hensyntagen til institutionelle strukturer bør medlemsstaterne, hvis de finder det nødvendigt, kunne udpege mere end én myndighed.

(38)

Medlemsstaterne bør fastsætte regler om sanktioner for overtrædelse af de nationale bestemmelser, der vedtages i medfør af dette direktiv. Medlemsstaterne bør frit kunne beslutte, hvilken type sanktioner de ønsker at benytte, og hvilken form sanktionerne skal have. Sanktionerne bør være effektive, stå i et rimeligt forhold til overtrædelsen og have afskrækkende virkning.

(39)

I overensstemmelse med principperne om retssikkerhed og proportionalitet og for at sikre, at overgangen fra den eksisterende ordning som fastlagt i direktiv 2011/92/EU til den nye ordning som følge af ændringerne i nærværende direktiv bliver så problemfri som muligt, bør der fastlægges overgangsforanstaltninger. Disse foranstaltninger bør sikre, at bestemmelserne vedrørende en miljøkonsekvensvurdering ikke ændres for en bygherres vedkommende, når der allerede er taget proceduremæssige skridt i henhold til den eksisterende ordning, og en tilladelse eller anden bindende afgørelse vedrørende det relevante projekt, der kræves for at opfylde målene med dette direktiv, endnu ikke er givet henholdsvis truffet. Følgelig bør de hertil relaterede bestemmelser i direktiv 2011/92/EU inden ændringen heraf ved nærværende direktiv gælde for projekter, for hvilke screeningproceduren er påbegyndt, afgrænsningsproceduren er indledt (i tilfælde, hvor bygherren har anmodet om afgrænsning, eller hvor den kompetente myndighed har stillet krav herom), eller miljøkonsekvensvurderingsrapporten er fremlagt før fristen for gennemførelse af direktivet i national ret.

(40)

I henhold til den fælles politiske erklæring af 28. september 2011 fra medlemsstaterne og Kommissionen om forklarende dokumenter (19) har medlemsstaterne forpligtet sig til i tilfælde, hvor det er berettiget, at lade meddelelsen af gennemførelsesforanstaltninger ledsage af et eller flere dokumenter, der forklarer forholdet mellem et direktivs bestanddele og de tilsvarende dele i de nationale gennemførelsesinstrumenter. I forbindelse med dette direktiv finder lovgiver, at fremsendelse af sådanne dokumenter er berettiget.

(41)

Målet for dette direktiv, nemlig at sikre et højt niveau for beskyttelse af miljøet og menneskers sundhed ved at fastlægge minimumskrav til miljøkonsekvensvurdering af projekter, kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne, men kan på grund af rækkevidden, alvoren og den grænseoverskridende karakter af de miljøspørgsmål, der skal behandles, bedre nås på EU-plan; Unionen kan derfor vedtage foranstaltninger i overensstemmelse med nærhedsprincippet, jf. artikel 5 i traktaten om Den Europæiske Union. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går dette direktiv ikke ud over, hvad der er nødvendigt for at nå dette mål.

(42)

Direktiv 2011/92/EU bør derfor ændres i overensstemmelse hermed —

1)

I artikel 1 foretages følgende ændringer:

2)

I artikel 2 foretages følgende ændringer:

3)

Artikel 3 affattes således:

»Artikel 3

1.   Miljøkonsekvensvurderingen skal, afhængigt af hvert enkelt tilfælde, bestå i på passende måde at påvise, beskrive og vurdere et projekts væsentlige direkte og indirekte virkninger på følgende faktorer:

2.   Virkningerne nævnt i stk. 1 på de deri fastsatte faktorer omfatter de forventede virkninger af et projekts sårbarhed over for risici for større ulykker og/eller katastrofer, der er relevante for det pågældende projekt.«

4)

I artikel 4 foretages følgende ændringer:

5)

Artikel 5, stk. 1-3, affattes således:

»1.   Såfremt der kræves en miljøkonsekvensvurdering, skal bygherren udfærdige og fremlægge en miljøkonsekvensvurderingsrapport. De oplysninger, som bygherren skal give, skal mindst omfatte:

Såfremt der afgives en udtalelse i medfør af stk. 2, skal miljøkonsekvensvurderingsrapporten være baseret på denne udtalelse og indeholde de oplysninger, der med rimelighed kan kræves, for at der kan nås frem til en begrundet konklusion om projektets væsentlige indvirkninger på miljøet, idet der tages hensyn til gældende viden og vurderingsmetoder. For at undgå dobbeltarbejde skal bygherren ved udarbejdelsen af miljøkonsekvensvurderingsrapporten tage hensyn til tilgængelige resultater af andre relevante vurderinger foretaget i henhold til EU-lovgivning eller national lovgivning.

2.   Anmoder bygherren herom, skal den kompetente myndighed under hensyntagen til de af bygherren fremlagte oplysninger, navnlig oplysningerne om projektets særlige karakteristika, herunder dets placering og tekniske kapacitet, og dets forventede indvirkning på miljøet, afgive en udtalelse om, hvor omfattende og detaljerede de oplysninger skal være, som bygherren skal fremlægge i miljøkonsekvensvurderingsrapporten i henhold til stk. 1. Den kompetente myndighed hører de i artikel 6, stk. 1, nævnte myndigheder, før den afgiver sin udtalelse.

Medlemsstaterne kan også kræve, at de kompetente myndigheder afgiver en udtalelse som omhandlet i første afsnit, uanset om bygherren anmoder derom.

3.   For at sikre, at miljøkonsekvensvurderingsrapporten er fuldstændig og af god kvalitet:

6)

I artikel 6 foretages følgende ændringer:

7)

I artikel 7 foretages følgende ændringer:

8)

Artikel 8 affattes således:

»Artikel 8

Der skal tages behørigt hensyn til resultaterne af de høringer, der er foretaget, og de oplysninger, der er indsamlet i henhold til artikel 5-7.«

9)

Følgende artikel indsættes:

»Artikel 8a

1.   Afgørelsen om tilladelse skal mindst omfatte følgende oplysninger:

2.   Afgørelsen om at nægte tilladelse skal anføre hovedårsagerne til ikke at give tilladelse.

3.   Såfremt en medlemsstat gør brug af andre af de i artikel 2, stk. 2, omhandlede procedurer end tilladelsesprocedurerne, anses kravene i henholdsvis stk. 1 og 2 i nærværende artikel for opfyldt, når en afgørelse udstedt i forbindelse med disse procedurer indeholder de i disse stykker omhandlede oplysninger, og der er indført mekanismer, der gør det muligt at opfylde kravene i stk. 6 i nærværende artikel.

4.   I overensstemmelse med de i stk. 1, litra b), omhandlede krav sikrer medlemsstaterne, at projektets særkender og/eller de foranstaltninger, der påtænkes truffet for at undgå, forebygge eller begrænse og om muligt neutralisere væsentlige skadelige indvirkninger på miljøet, gennemføres af bygherren og fastlægger procedurerne for overvågning af væsentlige skadelige indvirkninger på miljøet.

Typen af parametre, der skal overvåges, og varigheden af overvågningen skal stå i et rimeligt forhold til projektets art, placering og dimensioner samt omfanget af dets indvirkninger på for miljøet.

Hvor det er hensigtsmæssigt, kan der anvendes eksisterende overvågningsordninger, der er indført som følge af anden EU-lovgivning end dette direktiv og af national lovgivning, med henblik på at undgå dobbeltovervågning.

5.   Medlemsstaterne sikrer, at den kompetente myndighed træffer de i stk. 1-3 omhandlede afgørelser inden for en rimelig tidsfrist.

6.   Når den kompetente myndighed træffer afgørelse om at give tilladelse, sikrer den sig, at den i artikel 1, stk. 2, litra g), nr. iv), omhandlede begrundede konklusion eller de i stk. 3 i nærværende artikel omhandlede afgørelser stadig er tidssvarende. Med henblik herpå kan medlemsstaterne fastsætte tidsrammer for gyldigheden af den i artikel 1, stk. 2, litra g), nr. iv), omhandlede begrundede konklusion eller de i stk. 3 i nærværende artikel omhandlede afgørelser.«

10)

Artikel 9, stk. 1, affattes således:

»1.   Når der er truffet afgørelse om at give eller nægte tilladelse, informerer den eller de kompetente myndigheder straks offentligheden og de myndigheder, der henvises til i artikel 6, stk. 1, herom i overensstemmelse med de nationale procedurer, og sikrer, at følgende oplysninger er tilgængelige for offentligheden og de i artikel 6, stk. 1, omhandlede myndigheder, idet der, hvis det er relevant, tages hensyn til de i artikel 8a, stk. 3, omhandlede tilfælde:

11)

Følgende artikel indsættes:

»Artikel 9a

Medlemsstaterne sikrer, at den eller de kompetente myndigheder udfører de opgaver, der følger af dette direktiv, på objektiv vis og ikke befinder sig i en situation, der giver anledning til en interessekonflikt.

Er den kompetente myndighed også bygherren, sørger medlemsstaterne, som led i deres strukturering af administrative kompetencer, i det mindste for en passende adskillelse mellem uforenelige funktioner i forbindelse med varetagelsen af de opgaver, der følger af dette direktiv.«

12)

Artikel 10, stk. 1, affattes således:

»Med forbehold af direktiv 2003/4/EF, berører dette direktiv ikke de kompetente myndigheders pligt til at overholde begrænsninger, som er indført i medfør af medlemsstaternes love og administrative bestemmelser samt gældende sædvane eller praksis vedrørende industrielle hemmeligheder og forretningshemmeligheder, herunder intellektuel ejendomsret og hensynet til almenvellet.«

13)

Følgende artikel indsættes:

»Artikel 10a

Medlemsstaterne fastsætter regler om sanktioner for overtrædelse af de nationale bestemmelser, der vedtages i medfør af dette direktiv. Sanktionerne skal være effektive, stå i rimeligt forhold til overtrædelsen og have afskrækkende virkning.«

14)

Artikel 12, stk. 2, affattes således:

»2.   Hvert sjette år fra den 16. maj 2017 underretter medlemsstaterne, såfremt sådanne data foreligger, navnlig Kommissionen om:

15)

Bilagene til direktiv 2011/92/EU ændres i overensstemmelse med bilaget til nærværende direktiv.

a)

proceduren vedrørende den i artikel 5, stk. 2, i direktiv 2011/92/EU omhandlede udtalelse blev påbegyndt, eller

b)

de i artikel 5, stk. 1, i direktiv 2011/92/EU omhandlede oplysninger blev givet, før den 16. maj 2017.