De Forenede Nationers (FN) forhandlinger om klimaforandringer — en oversigt

 

RESUMÉ AF:

Artikel 191 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, som finder anvendelse på EU’s deltagelse i FN’s forhandlinger om klimaforandringer

TRAKTATEN OM DEN EUROPÆISKE UNIONS FUNKTIONSMÅDE OG FN’S FORHANDLINGER OM KLIMAFORANDRINGER

• Artikel 191 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) definerer målsætninger og principper for Den Europæiske Unions (EU) miljøpolitik og understreger EU’s deltagelse i FN’s klimaforhandlinger, især:
  • Fjerde led i artikel 191, stk. 1, i TEUF nævner specifikt, at et af hovedformålene med EU’s miljøpolitik er at fremme foranstaltninger på internationalt plan til løsning af regionale eller globale miljøproblemer, især bekæmpelse af klimaforandringer.
  • Fjerde afsnit i artikel 191 omhandler samarbejde på dette område med andre lande og internationale organisationer som f.eks. FN.
• FN’s klimaforhandlinger har til formål at sikre internationale aftaler om effektive foranstaltninger til at bekæmpe global opvarmning. Den første aftale fra 1992 gav enighed om en indsats for at holde stigningen i global opvarmning til under 2 ^oC i forhold til det førindustrielle niveau.
• Vedtagelsen af en ny global klimaaftale i 2015, som skulle fremskynde overgangen til en global lavemissionsøkonomi, markerer kulminationen på årene med indsatser fra det internationale samfund for at indgå en universel, multilateral aftale om klimaforandringer.

DE VIGTIGSTE TRIN I BEKÆMPELSE AF KLIMAFORANDRINGER

• 1992: FN’s rammekonvention om klimaændringer (UNFCCC) oprettede et grundlag for internationalt samarbejde om at bekæmpe klimaforandringer ved at begrænse de gennemsnitlige temperaturstigninger globalt og de resulterende klimaforandringer.
• 1997: Kyotoprotokollen, verdens første juridisk bindende aftale om at reducere drivhusgasemissioner, blev godkendt. De deltagende udviklede lande forpligtede sig til at reducere deres samlede emissioner med mindst 5 % i den første forpligtelsesperiode (mellem 2008 og 2012) i forhold til 1990-niveauerne. De (dengang) 15 EU-lande forpligtede sig til at reducere med 8 %.
• 2009: København sikrede en politisk aftale, som opfordrede til specifikke foranstaltninger for at begrænse drivhusgasemissionerne. Det var første gang, at alle større økonomier havde forpligtet sig udtrykkeligt og internationalt vedrørende klimaet. Den blev godkendt af over 140 lande.
• 2010: Cancún anerkendte for første gang i en formel FN-beslutning, at global opvarmning skal holdes under 2 ^oC i forhold til førindustrielle temperaturer. Den anerkendte, at de samlede indsatser skal øges, hvis dette mål skal nås.
• 2011: Durban bekræftede behovet for en ny juridisk aftale om at tackle klimaforandringer efter 2020 — en aftale, i hvilken hvert land kunne gøre sit bedste. Den blev indgået i 2015.
• 2012: Doha støttede aftalen mellem 38 udviklede lande, inklusive EU, om at deltage i en ny Kyoto-forpligtelsesperiode (2013-2020). Den omfatter 14 % af de globale emissioner.
• 2013: Warszawa udarbejdede en plan for landene om at fremlægge deres bidrag til at reducere eller begrænse drivhusgasemissioner i henhold til den nye globale klimaaftale, der skulle færdiggøres i 2015.
• 2014: Lima godkendte Warszawa-forpligtelserne og krævede, at alle lande skulle beskrive deres tilsigtede bidrag til 2015-aftalen på en tydelig, gennemsigtig og forståelig måde. Desuden blev der indgået aftaler om udkast til forskellige elementer i aftalen og om at fremskynde foranstaltningerne før 2020.
• 2015: Paris vedtog verdens første universelle, juridisk bindende globale klimaaftale, som skal gennemføres fra 2020. Aftalen fastlægger en global handlingsplan, som skal få verden tilbage på sporet for at undgå farlige klimaforandringer ved at begrænse global opvarmning til et godt stykke under 2 ^oC. EU’s bidrag til den nye aftale er et bindende mål for reduktion af emissioner på mindst 40 % inden 2030.

BAGGRUND

For yderligere oplysninger henvises til:

• » Klimaforhandlinger « på Europa-Kommissionens websted.

HOVEDDOKUMENT

Konsolideret udgave af traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde — Tredje del — Unionens interne politikker og foranstaltninger — Afsnit XX — Miljø — Artikel 191 (tidl. artikel 174 i TEF) (EUT C 202 af 7.6.2016, s. 132-133)

seneste ajourføring 17.11.2016