EUR-Lex Rochtain ar dhlí an Aontais Eorpaigh

Fill ar leathanach baile EUR-Lex

Is sliocht ón suíomh gréasáin EUR-Lex atá sa doiciméad seo

Henimod mere socialt inkluderende vækst i EU

 

RESUMÉ AF:

Meddelelse fra Kommissionen (COM(2016) 127 final) — høring om den europæiske søjle for sociale rettigheder

HVAD ER FORMÅLET MED MEDDELELSEN?

  • Den igangsætter en bred høring om den europæiske søjle for sociale rettigheder, hvis formål er at sætte grundlæggende principper til støtte for velfungerende, frie arbejdsmarkeder og velfærdssystemer forrest.
  • De vigtigste områder, der er dækket, omfatter:
    • lige muligheder og adgang til arbejdsmarkedet
    • rimelige arbejdsvilkår
    • social beskyttelse.
  • Initiativet er rettet mod euroområdet, og andre EU-lande kan være med, hvis de ønsker det.

HOVEDPUNKTER

Lige muligheder og adgang til arbejdsmarkedet

Dette punkt anses for at være afgørende for at øge beskæftigelsesmulighederne og forbedre den enkeltes beskæftigelsesegnethed. De områder, der er dækket, omfatter:

  • kompetencer såsom sprog, læsning, skrivning og talforståelse samt uddannelse og livslang læring
  • fleksible og sikre arbejdskontrakter for at lette adgangen til arbejdsmarkedet og fremme karriereskift og samtidig give arbejdsgiverne mulighed for at reagere på ændringer i efterspørgslen
  • trygge erhvervsskift, herunder flere samtidige job og karriereafbrydelser
  • aktiv beskæftigelsesstøtte til dem, der har behov for at udvikle færdigheder, kvalifikationer og opnå erhvervserfaring
  • ligestilling og balance mellem arbejds- og privatliv, herunder passende orlovs- og omsorgsordninger for børn
  • lige muligheder, herunder for dårligt stillede grupper, der ikke allerede er dækket af lovgivningen.

Rimelige arbejdsvilkår

Der er behov for at skabe en balance af rettigheder og forpligtelser for både arbejdstagere og arbejdsgivere for at sikre fleksibilitet og sikkerhed, der kan fremme jobskabelsen og besættelse af ledige stillinger. De områder, der er dækket, omfatter:

  • ansættelsesvilkår, herunder nye decentraliserede, selvorganiserende arbejdsformer og forebyggelse af misbrug i prøvetiden
  • lønninger, der skal sikre en rimelig levestandard og bidrage til at bekæmpe fattigdom hos personer i beskæftigelse
  • sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen,ikke mindst inden for mindre stabile ansættelsesforhold, nye arbejdsmønstre og en aldrende arbejdsstyrke
  • social dialog og inddragelse af arbejdstagerne: uafhængige og repræsentative partnerskaber, der er i stand til at nå frem til kollektive overenskomster.

Passende og bæredygtig social beskyttelse

Dette omfatter adgang til tjenester, der er afgørende for at garantere værdige levevilkår og beskyttelse mod risici i livet. Det giver borgerne mulighed for at deltage fuldt ud på arbejdsmarkedet, og i selve samfundet. De områder, der er dækket, omfatter:

  • integrerede sociale ydelser og tjenester — samspillet mellem sociale ydelser, aktiv støtte og sociale tjenester er centralt for at yde effektiv støtte
  • sundheds- og sygdomsydelser — en aldrende befolkning og store udgifter til behandling lægger pres på sundhedssystemernes økonomiske bæredygtighed
  • pensioner — dobbeltudfordringen ved den højere levealder og faldende andel af erhvervsaktive
  • arbejdsløshedsydelser — gør det muligt at søge job, opnå økonomisk sikkerhed og stabilitet i arbejdsløshedsperioder
  • minimumsindkomst — de aktuelle udfordringer omfatter et utilstrækkeligt ydelsesniveau og manglende udnyttelse på grund af kompleksitet
  • invaliditet — personer med handicap har meget større risiko for at blive ramt at fattigdom og social udstødelse end den almindelige befolkning
  • langtidspleje — ændrede familiestrukturer og kvinders øgede deltagelse på arbejdsmarkedet bidrager til øget efterspørgsel
  • børnepasning — et vigtigt element til at forene arbejdsliv og familieliv, fremme beskæftigelsen blandt forældre, især kvinder
  • adgang til bolig — mangel på passende boliger og usikre boligforhold er et stort problem i hele EU
  • adgang til grundlæggende ydelser såsom elektroniske kommunikationstjenester, transporttjenester og finansielle tjenester.

Meddelelsen ledsages af to arbejdsdokumenter, der beskriver de vigtigste tendenser for økonomi, arbejdsmarked og samfund, som søjlen er baseret på. Derudover opsummerer dokumenterne EU’s relevante resultater indtil nu.

Høringsproces

Høringsprocessen har tre overordnede målsætninger:

  • 1.

    at vurdere EU’s nuværende resultater, i hvilket omfang rettigheder fortsat er relevante for dagens og morgendagens udfordringer, og om man bør overveje nye måder

  • 2.

    at reflektere over nye tendenser i arbejdsmønstre og samfund, som skyldes virkningerne af demografiske tendenser, nye teknologier og andre faktorer, samt at indkredse bedste praksis

  • 3.

    at indsamle synspunkter vedrørende udformningen af den europæiske søjle for sociale rettigheder og vedrørende euroområdets særlige behov. Høringen bør desuden hjælpe EU-lande, der ikke er med i euroområdet, til at beslutte, om de skal deltage i søjlen.

BAGGRUND

For yderligere oplysninger henvises til:

HOVEDDOKUMENT

Meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget: Igangsættelse af en offentlig høring om den europæiske søjle for sociale rettigheder (COM(2016) 127 final af 8.3.2016).

TILHØRENDE DOKUMENTER

Kommissionens arbejdsdokument: EU-ret om sociale rettigheder, der ledsager dokumentet Meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget: Igangsættelse af en offentlig høring om den europæiske søjle for sociale rettigheder (SWD(2016) 50 final af 8.3.2016).

Kommissionens arbejdsdokument: Vigtigste tendenser for økonomi, beskæftigelse og sociale forhold bag den europæiske søjle for sociale rettigheder, der ledsager dokumentet Meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget: Igangsættelse af en offentlig høring om den europæiske søjle for sociale rettigheder (SWD(2016) 51 final af 8.3.2016).

seneste ajourføring 27.06.2016

Barr