EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32016R1014

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/1014 af 8. juni 2016 om ændring af forordning (EU) nr. 575/2013 for så vidt angår undtagelser for råvarehandlere (EØS-relevant tekst)

EUT L 171 af 29.6.2016, p. 153–154 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, GA, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

Legal status of the document In force

ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/2016/1014/oj

29.6.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 171/153


EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS FORORDNING (EU) 2016/1014

af 8. juni 2016

om ændring af forordning (EU) nr. 575/2013 for så vidt angår undtagelser for råvarehandlere

(EØS-relevant tekst)

EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 114,

under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen,

efter fremsendelse af udkast til lovgivningsmæssig retsakt til de nationale parlamenter,

under henvisning til udtalelse fra Den Europæiske Centralbank (1),

under henvisning til udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (2),

efter den almindelige lovgivningsprocedure (3), og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 (4) undtager investeringsselskaber, hvis hovedaktivitet udelukkende består i at yde investeringsservice eller udøve investeringsaktiviteter i relation til de finansielle instrumenter, der er fastsat i punkt 5, 6, 7, 9 og 10 i afsnit C i bilag I til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/39/EF (5), og som ikke var omfattet af Rådets direktiv 93/22/EØF (6) den 31. december 2006 (»råvarehandlere«), fra kravene til store eksponeringer og fra kapitalgrundlagskravene. Nævnte undtagelser gælder indtil den 31. december 2017.

(2)

Det er endvidere fastsat i forordning (EU) nr. 575/2013, at Kommissionen senest den 31. december 2015 skal udarbejde en rapport om en hensigtsmæssig ordning for tilsyn med råvarehandlere. Det er endvidere fastsat i nævnte forordning, at Kommissionen senest samme dato skal udarbejde en rapport om en hensigtsmæssig ordning for tilsyn med investeringsselskaber generelt. Hvis det er relevant, skal disse rapporter ledsages af lovgivningsmæssige forslag.

(3)

En undersøgelse af den tilsynsmæssige behandling af investeringsselskaber (»undersøgelse af investeringsselskaber«), herunder råvarehandlere, pågår, men er endnu ikke afsluttet. Undersøgelsesarbejdet og vedtagelsen af ny lovgivning, der evt. kan blive nødvendig i lyset af denne undersøgelse, afsluttes først efter den 31. december 2017.

(4)

I henhold til den eksisterende ordning vil råvarehandlere efter den 31. december 2017 blive omfattet af kravene til store eksponeringer og kapitalgrundlagskrav. Dette kunne tvinge dem til markant at øge størrelsen af det kapitalgrundlag, som de har behov for for at fortsætte deres aktiviteter, og vil derfor kunne øge de omkostninger, der er forbundet med udøvelsen af sådanne aktiviteter.

(5)

Man bør ikke nå frem til en beslutning om at lade kravene til store eksponeringer og kapitalgrundlagskrav gælde råvarehandlere som følge af en udløbet undtagelse. Beslutningen bør i stedet være særdeles velbegrundet, baseret på konklusionerne fra undersøgelsen af investeringsselskaberne og bør klart komme til udtryk i lovgivning.

(6)

Det er således nødvendigt at fastsætte en ny frist for, hvor længe undtagelserne for råvarehandlere fortsat skal gælde. Forordning (EU) nr. 575/2013 bør derfor ændres i overensstemmelse hermed —

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

Artikel 1

I forordning (EU) nr. 575/2013 foretages følgende ændringer:

1)

Artikel 493, stk. 1, andet punktum, affattes således:

»Denne undtagelse gælder indtil den 31. december 2020 eller den dato, hvor eventuelle ændringer i henhold til nærværende artikels stk. 2 træder i kraft, alt efter hvilken dato der indtræffer først.«

2)

Artikel 498, stk. 1, andet afsnit, affattes således:

»Denne undtagelse gælder indtil den 31. december 2020 eller den dato, hvor eventuelle ændringer i henhold til stk. 2 og 3 træder i kraft, alt efter hvilken dato der indtræffer først.«

Artikel 2

Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Strasbourg, den 8. juni 2016.

På Europa-Parlamentets vegne

M. SCHULZ

Formand

På Rådets vegne

A.G. KOENDERS

Formand


(1)  EUT C 130 af 13.4.2016, s. 1.

(2)  Udtalelse af 27.4.2016 (endnu ikke offentliggjort i EUT).

(3)  Europa-Parlamentets holdning af 11.5.2016 (endnu ikke offentliggjort i EUT) og Rådets afgørelse af 30.5.2016.

(4)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni 2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber og om ændring af forordning (EU) nr. 648/2012 (EUT L 176 af 27.6.2013, s. 1).

(5)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/39/EF af 21. april 2004 om markeder for finansielle instrumenter, om ændring af Rådets direktiv 85/611/EØF, og 93/6/EØF samt Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/12/EF og om ophævelse af Rådets direktiv 93/22/EØF (EUT L 145 af 30.4.2004, s. 1).

(6)  Rådets direktiv 93/22/EØF af 10. maj 1993 om investeringsservice i forbindelse med værdipapirer (EFT L 141 af 11.6.1993, s. 27).


Top