This document is an excerpt from the EUR-Lex website
Horisont 2020, Den Europæiske Unions flerårige forsknings- og innovationsprogram, havde et budget på knap 80 mia. EUR fra EU’s budget og løb i perioden 2014-2020. Denne fælles strategiske ramme for EU’s finansiering af høj kvalitet til forskning og innovation tiltrak også yderligere investeringer fra den private og offentlige sektor.
Horisont 2020 efterfulgte EU’s syvende rammeprogram for forskning, teknologisk udvikling og demonstration, der løb i perioden 2007-2013.
Hensigten med Horisont 2020 var at opnå størst mulig merværdi og effekt på EU-plan, idet der blev lagt vægt på mål og aktiviteter, der ikke kunne gennemføres effektivt, hvis EU-landene handlede hver for sig. Det støttede gennemførelsen af innovation i EU, der var et af flagskibsinitiativerne i Europa 2020-strategien, som var en tiårig strategi, der blev foreslået i 2010. Strategien havde bl.a. til formål at fremme intelligent, bæredygtig og inklusiv vækst for at hjælpe med at sikre EU’s konkurrenceevne.
Horisont 2020 blev suppleret af foranstaltninger for at hjælpe med at udvikle det europæiske forskningsområde ved at nedbryde hindringer for at skabe et reelt indre marked for viden, forskning og innovation.
Horisont 2020 afløses af Horizon Europe, det niende flerårige program for forskning, innovation og investering, der løber i perioden 2021 til 2027.
SE OGSÅ