Kompetencefordeling

Lissabontraktaten fastlægger kompetencefordelingen (beføjelser) mellem Den Europæiske Union (EU) og dens medlemsstater.

Ved siden af nærhedsprincippet (hvor EU kun må gribe ind på et område, hvis — og i det omfang — formålet med en påtænkt handling ikke kan opnås effektivt af medlemsstaterne, men kan opnås mere effektivt på EU-plan) og proportionalitetsprincippet (hvor indholdet og anvendelsesområdet i EU’s handlinger ikke må række videre end, hvad der er nødvendigt for at nå traktaternes målsætninger) optræder princippet om kompetencetildeling (artikel 5 i traktaten om Den Europæiske Union) Princippet om kompetencetildeling betyder, at EU kun kan handle inden for rammerne af de beføjelser, den er blevet tildelt i EU-traktaterne.

Kompetencefordelingen fremgår af artikel 2 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TFEU) og er yderligere præciseret i artikel 3-6. Der er tre typer kompetencer.

• Enekompetence (artikel 3 i TEUF). Kun EU kan handle på disse områder, f.eks. toldunionen og handelspolitikken.
• Delt kompetence mellem EU og EU’s medlemsstater (artikel 4 i TEUF). Medlemsstaterne kan kun handle, hvis EU har valgt ikke at gøre det, f.eks. på områder som transport, samhørighedspolitik, energi og miljø. Medlemsstaterne kan anmode Europa-Kommissionen om at ophæve en vedtaget retsakt på et af de delte områder for bedre at kunne sikre overholdelse af nærhedsprincippet og proportionalitetsprincippet (erklæring nr. 18, der er vedlagt Lissabontraktaten).
• EU kan støtte, koordinere eller supplere medlemsstaternes handlinger (artikel 6 i TEUF), f.eks. på kultur- og turismeområdet. På disse områder kan EU ikke vedtage juridisk bindende retsakter, der kræver, at medlemsstaterne harmoniserer deres love og bestemmelser.

EU kan træffe foranstaltninger, der skal sikre, at medlemsstaterne samordner deres politikker på det økonomiske, sociale og beskæftigelsesmæssige område på EU-plan (artikel 5 i TEUF).

EU ’s fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik er kendetegnet ved særlige institutionelle egenskaber. Politikken fastlægges og gennemføres af Det Europæiske Råd og Rådet for Den Europæiske Union, idet Europa-Parlamentet og Kommissionen kun spiller en begrænset rolle. Formanden for Det Europæiske Råd og Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik repræsenterer EU inden for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik.

SE DESUDEN

• Fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik
• Rådet for Den Europæiske Union
• Europa-Kommissionen
• Det Europæiske Råd
• Europa-Parlamentet
• Den Europæiske Union
• Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik
• Medlemsstaterne
• Formand for Det Europæiske Råd
• Princippet om kompetencetildeling
• Proportionalitetsprincippet
• Nærhedsprincippet
• Subsidiær kompetence
• Den Europæiske Unions optræden udadtil
• Traktater
• Kompetencefordelingen i Den Europæiske Union (ressumé)
• Spørgsmål og svar om EU’s kompetenceområder og Europa-Kommissionens beføjelser (Den Europæiske Union).