EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Beskyttelse mod planteskadegørere

 

RESUMÉ AF:

Forordning (EU) 2016/2031 om beskyttelsesforanstaltninger mod planteskadegørere

HVAD ER FORMÅLET MED FORORDNINGEN?

Den har til formål at bidrage til at bekæmpe planteskadegørere og sygdomme som en del af plantesundhedsreglerne med mere effektive foranstaltninger til at beskytte Den Europæiske Union (EU) og dens planter og derved sikre handel og afbøde virkningerne af klimaændringer, herunder:

  • bedre beskyttelse af landskaber, skove og andre grønne områder, mindre behov for pesticider
  • enklere og mere gennemsigtig dokumentation for avlere og landbrugere og bedre beskyttelse af afgrøder
  • økonomisk støtte til overvågning, udryddelse og inddæmning.

HOVEDPUNKTER

Karantæneskadegørere

  • Forordningen fastsætter kriterier med henblik på at identificere karantæneskadegørere, der skal forhindres i at trænge ind og sprede sig i EU.
  • Beskyttet zone-karantæneskadegørere er skadegørere, som det kun er nødvendigt at føre kontrol med i visse dele af EU. En delegeret retsakt vedtaget af Europa-Kommissionen, delegeret forordning (EU) 2022/2404, supplerer forordning (EU) 2016/2031 ved at fastsætte detaljerede regler for:
    • undersøgelser med henblik på oprettelse af en ny beskyttet zone og
    • forberedelsen og indholdet af de årlige undersøgelser.

Prioriterede skadegørere

  • Prioriterede skadegørere er de skadegørere, der har de mest alvorlige potentielle økonomiske, miljømæssige eller sociale konsekvenser for EU. Der gælder særlige regler for prioriterede skadegørere, herunder navnlig i forhold til oplysning af offentligheden, undersøgelser, beredskabsplaner, simuleringsøvelser, handlingsplaner med henblik på udryddelse og EU-medfinansiering af foranstaltninger.
  • De enkelte EU-medlemsstater udarbejder for hver enkelt prioriteret skadegører, som er i stand til at trænge ind og etablere sig på deres område, en særskilt plan med information om beslutningsprocesser, procedurer og protokoller, der skal følges. Beredskabsplaner deles med Kommissionen, andre medlemsstater og relevante professionelle operatører via internettet. Simuleringsøvelser gennemføres afhængig af risikoniveauet.
  • Delegeret forordning (EU) 2019/1702 fastlægger listen over prioriterede skadegørere.

Plantepas og plantesundhedscertifikater

  • Forordningen indfører en ordning for indførelse og flytning inden for EU af planter og planteprodukter og andre materialer, der kan blive angrebet af skadegørere (såsom jord eller andre vækstmedier) og udgøre en uacceptabel plantesundhedsrisiko. Reglerne udvider, forenkler og harmoniserer den eksisterende plantepasordning, så den omfatter al flytning af planter mellem professionelle operatører i EU. Reglerne betyder også, at relevante professionelle operatører skal registreres med henblik på at sikre enklere kontrol og øget sporbarhed.
  • Plantesundhedscertifikater, der bekræfter overholdelse af EU-lovgivningen, er påkrævet for en udvidet gruppe af planter, planteprodukter eller andre materialer, der er modtagelige for angreb.
  • Et præeksportcertifikat udstedes for at sikre udveksling af oplysninger mellem medlemsstater ved flytning af planter, planteprodukter eller andre objekter gennem mere end en medlemsstat, inden de eksporteres til et land uden for EU.

Import

Forordningen har til formål at hindre introduktion af skadegørere i EU. Den fastsætter risikobaserede og forebyggende foranstaltninger til beskyttelse af Unionens område mod skadegørere, som en plante, et planteprodukt eller et andet objekt med oprindelse i et tredjeland kan indslæbe, på grundlag af en foreløbig vurdering af risikoen.

HVORNÅR GÆLDER FORORDNINGEN FRA?

Den trådte i kraft den 14. december 2019.

BAGGRUND

Se desuden:

VIGTIGE BEGREBER

Plantesundhedsforanstaltning. Offentlig foranstaltning, der har til formål at forebygge introduktion eller spredning af karantæneskadegørere eller at begrænse de økonomiske konsekvenser af regulerede ikkekarantæneskadegørere.

HOVEDDOKUMENT

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/2031 af 26. oktober 2016 om beskyttelsesforanstaltninger mod planteskadegørere og om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 228/2013, (EU) nr. 652/2014 og (EU) nr. 1143/2014 og om ophævelse af Rådets direktiv 69/464/EØF, 74/647/EØF, 93/85/EØF, 98/57/EF, 2000/29/EF, 2006/91/EF og 2007/33/EF (EUT L 317 af 23.11.2016, s. 4-104).

Efterfølgende ændringer til forordning (EU) 2016/2031 er blevet indarbejdet i grundteksten. Denne konsoliderede udgave har ingen retsvirkning.

TILHØRENDE DOKUMENTER

Kommissionens delegerede forordning (EU) 2022/2404 af 14. september 2022 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/2031 ved fastsættelse af nærmere regler for undersøgelserne af beskyttet zone-karantæneskadegørere og om ophævelse af Kommissionens direktiv 92/70/EØF (EUT L 317 af 9.12.2022, s. 42-53).

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/690 af 28. april 2021 om oprettelse af et program for det indre marked, virksomheders, herunder små og mellemstore virksomheders, konkurrenceevne, plante-, dyre-, fødevare- og foderområdet og europæiske statistikker (programmet for det indre marked) og om ophævelse af forordning (EU) nr. 99/2013, (EU) nr. 1287/2013, (EU) nr. 254/2014 og (EU) nr. 652/2014 (EUT L 153 af 3.5.2021, s. 1-47).

Kommissionens Delegerede Forordning (EU) 2019/1702 af 1. august 2019 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/2031 med henblik på at opstille en liste over prioriterede skadegørere (EUT L 260 af 11.10.2019, s. 8-10).

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1143/2014 af 22. oktober 2014 om forebyggelse og håndtering af introduktion og spredning af invasive ikkehjemmehørende arter (EUT L 317 af 4.11.2014, s. 35-55).

Se den konsoliderede udgave.

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr.  228/2013 af 13. marts 2013 om særlige foranstaltninger på landbrugsområdet i Unionens fjernområder og om ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 247/2006 (EUT L 78 af 20.3.2013, s. 23-40).

Se den konsoliderede udgave.

seneste ajourføring 31.05.2023

Top