Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Brændstoffer — begrænsning af svovlindholdet

 

RESUMÉ AF:

Direktiv (EU) 2016/802 — om begrænsning af svovlindholdet i visse flydende brændstoffer

HVAD ER FORMÅLET MED DIREKTIVET?

  • Det kodificerer og ophæver Rådets direktiv 1999/32/EF — Den Europæiske Unions (EU) eksisterende lovgivning — som er blevet ændret væsentligt flere gange.
  • Det har til formål at nedsætte emissioner af svovldioxid, som stammer fra afbrænding af visse typer flydende brændstoffer.
  • Det skulle derfor begrænse disse emissioners skadelige effekt på sundhed og miljø, som kunne overgå effekten fra alle landbaserede kilder i EU inden 2020.

HOVEDPUNKTER

Direktivet fastsætter det maksimale svovlindhold i:

  • svær fuelolie
  • gasolie
  • marin gasolie og
  • marin dieselolie.

Svær fuelolie og gasolie

  • EU-landene skal på deres område forbyde brugen af:
    • svære fuelolier, hvis deres svovlindhold overstiger 1 vægtprocent
    • gasolier, hvis deres svovlindhold overstiger 0,1 vægtprocent.

Skibsbrændstoffer

  • Direktivet indarbejder de vigtigste ændringer i international lovgivning om forebyggelse af luftforurening fra skibe. Det indarbejder det reviderede bilag VI til den internationale konvention om forebyggelse af forurening fra skibe fra 1973 (kendt som MARPOL), senest ændret ved protokollen af 1978 til den, der trådte i kraft den 1. juli 2010 i EU-lovgivningen.
  • Bilag VI til MARPOL indfører strengere svovlgrænser for skibsbrændstoffer i emissionsbekæmpelsesområderne for svovloxider (SOx-ECA), som i EU er beliggende i Østersøen, Nordsøen og Den Engelske Kanal. Disse grænser er fastsat til 1 % fra den 1. juli 2010 og 0,1 % fra den 1. januar 2015. Højere svovlindhold er stadig muligt, men kun hvis bæredygtige rensningssystemer til udstødningsgas er installeret om bord.
  • Siden 1. januar 2012 er svovlgrænserne på 3,5 % i havområder uden for SOx-ECA og vil blive reduceret til 0,5 % fra 1. januar 2020. De samme krav til nedsættelse af svovlindhold vil også træde i kraft på internationalt plan, som vedtaget i oktober 2016 af Den Internationale Søfartsorganisation. Denne skelsættende afgørelse vil nedsætte virkningerne af emissioner fra skibe på folkesundheden betydeligt og sikre lige vilkår på globalt plan for rederierne.
  • EU-landene kan tillade brugen af emissionsreduktionsmetoder*, der kan give emissionsreduktioner, der mindst svarer til eller endog er større end dem, der kan opnås ved anvendelse af brændstof med lavt svovlindhold, forudsat at:
    • de ikke har nogen væsentlige negative virkninger på miljøet, såsom marine økosystemer, og
    • at de udvikles i henhold til passende godkendelses- og kontrolmekanismer.

Gennemførelse

  • For at sikre, at direktivet bliver gennemført korrekt, skal EU-landene:
    • sikre hyppig og nøjagtig prøvetagning af skibsbrændstoffer, der markedsføres eller anvendes om bord på skibe, samt regelmæssig kontrol af skibenes logbøger og bunkerleveringsattester*
    • indføre sanktioner, der er effektive, står i et rimeligt forhold til overtrædelsen og har en afskrækkende virkning.
  • I 2013 påbegyndtes teknisk arbejde under Europæisk Forum for Bæredygtig Skibsfart for at diskutere samordnede strategier, der skal sikre omkostningseffektiv gennemførelse af direktiv 2012/33/EU (som ændrede direktiv 1992/32/EF med det formål betydeligt at begrænse emissioner fra skibsfart, der skyldes forbrænding af skibsbrændstoffer). I forummet deltog EU-landene og den maritime industri med teknisk bistand fra Det Europæiske Agentur for Søfartssikkerhed (EMSA).
  • På grundlag af dette arbejde blev Kommissionens gennemførelsesafgørelse (EU) 2015/253 vedtaget. Den indførte flere inspektioner i havne af dokumenter og prøvetagning af brændstof samt ensretning af de tilhørende indberetningskrav for EU-landene. Den iværksatte også EU’s informationssystem (Thetis-EU), der er udviklet af EMSA til brug på frivillig basis, og som gør det muligt for myndigheder at udveksle daglige resultater af inspektioner for svovlindhold i brændstof på de enkelte skibe.

Videnskabelige og tekniske fremskridt

For at holde trit med de videnskabelige og tekniske fremskridt har Europa-Kommissionen, efter høring af et udvalg bestående af repræsentanter fra EU-landene, ret til at vedtage delegerede retsakter, der ændrer de tilsvarende emissionsværdier for og kriterierne for brugen af emissionsreduktionsmetoder.

HVORNÅR GÆLDER DIREKTIVET FRA?

Direktiv (EU) 2016/802 er den kodificerede udgave af Rådets direktiv 1999/32/EF og dets efterfølgende ændringer. Det trådte i kraft den 10. juni 2016.

BAGGRUND

  • Emissioner af luftforurenende stoffer som svovldioxid kan transporteres over lange afstande, og i de senere år har emissioner fra søtransport i stigende grad påvirket luftkvaliteten i EU.
  • Emissioner af svovldioxid kan forårsage syreregn og generere fint støv. Dette støv er skadeligt for folkesundheden, da det forårsager sygdomme i luftvejene og hjerte-kar-sygdomme og reducerer den forventede levetid i EU med op til to år.

* VIGTIGE BEGREBER

Emissionsreduktionsmetode: et alternativ til skibsbrændstoffer med lavt svovlindhold, herunder ethvert tilbehør, materiale, anordning eller apparat til anbringelse på et skib, eller anden procedure, alternativ fuelolie eller metode til overholdelse af kravene. Emissionsreduktionsmetoden skal opfylde de krav, der er fastsat i dette direktiv, ved at demonstrere, at den kan kontrolleres, kvantificeres og håndhæves.

Bunkerleveringsattester: dokumenter, som en leverandør udsteder til kunden som bevis på, at brændstoffet er leveret.

HOVEDDOKUMENT

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/802 af 11. maj 2016 vedrørende begrænsning af svovlindholdet i visse flydende brændstoffer (kodificering) (EUT L 132 af 21.5.2016, s. 58-78)

seneste ajourføring 27.02.2017

Top