Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Den Europæiske Unions asylprocedurer

 

RESUMÉ AF:

Direktiv 2013/32/EU — fælles procedurer for tildeling og fratagelse af international beskyttelse

HVAD ER FORMÅLET MED DIREKTIVET?

  • Det ophæver direktiv 2005/85/EF om minimumsstandarder for procedurer for tildeling og fratagelse af flygtningestatus i landene i Den Europæiske Union (EU)
  • Det fastlægger fælles procedurer for tildeling og fratagelse af international beskyttelse (flygtningestatus og beskyttelse, der tildeles til mennesker, som ikke er flygtninge, men som ville risikere alvorlig skade, hvis de vendte tilbage til deres oprindelsesland).
  • Det søger at sikre, at internationale beskyttelsesprocedurer:
    • er hurtigere og mere effektive
    • er mere retfærdige over for ansøgerne
    • overholder de fælleseuropæiske standarder for tildeling og fratagelse af international beskyttelse.

HOVEDPUNKTER

Hvem vedrører direktivet?

Direktivet gælder alle ansøgninger om international beskyttelse indgivet i EU-landene (med undtagelse af Danmark, Irland og Det Forenede Kongerige (1)), ved grænser, i søterritorier eller i transitområder.

Hvordan?

  • Det fastlægger klarere regler for, hvordan der ansøges om international beskyttelse, således at afgørelser om ansøgninger træffes hurtigere og mere effektivt end før. Der indføres ordninger, navnlig ved grænserne, til at hjælpe mennesker med ansøgningerne. Den første ansøgningsproces (eksklusiv klager) må, som en regel, ikke vare mere end 6 måneder. Beslutningstagere skal nøje uddannes i proceduren, og ansøgerne skal have proceduremæssige garantier.
  • Under nøje definerede omstændigheder, hvor en ansøgning sandsynligvis er grundløs, eller hvor der skal tages hensyn til alvorlige nationale sikkerhedsanliggender eller den offentlige orden, gælder særlige procedurer, herunder en hurtigere procedure eller behandling af ansøgninger ved grænsen.

Grundlæggende garantier:

  • EU-landene skal garantere, at ansøgerne:
    • får deres ansøgninger behandlet individuelt, objektivt og upartisk
    • underrettes på et sprog, som de kan forstå, om den proces, der følges, deres rettigheder og den afgørelse, der træffes. De skal have en tolk, der, om nødvendigt, kan hjælpe dem med at føre deres sag
    • har ret til for egen regning at rådføre sig med en juridisk rådgiver
    • har ret til en effektiv klagesag for en domstol og gratis juridisk bistand i løbet af klagesagen.
  • EU-landene må ikke frihedsberøve en person alene med den begrundelse, at vedkommende er asylansøger. Hvis en ansøger frihedsberøves, skal EU-regler, som beskrevet i det reviderede direktiv om standarder for modtagelse af ansøgere om international beskyttelse (direktivet om modtagelsesforhold), anvendes.

Behandlingsprocedure

Før den relevante myndighed træffer sin afgørelse, har ansøgere ret til en personlig samtale, hvor de bør have mulighed for at give en fyldestgørende redegørelse for grundene til deres ansøgning. Den person, som skal forestå samtalen, er kompetent til at tage hensyn til ansøgerens personlige omstændigheder og situationens generelle omstændigheder. EU-landene skal sikre, at oplysninger om de enkelte ansøgninger forbliver fortrolige.

Særlige garantier for sårbare mennesker:

  • Mennesker med særligeprocessuelle behov , for eksempel på grund af alder, handicap, sygdom, seksuel orientering eller som følge af et traume eller anden årsag, skal ydes passende støtte, herunder tilstrækkelig tid til at hjælpe dem med ansøgningsprocessen.
  • Der er særlige krav for uledsagede børn, herunder forpligtelse til at udpege en kvalificeret repræsentant. Udtrykt mere generelt bør der først og fremmest tages hensyn til barnets tarv ved anvendelsen af dette direktiv.

Forebyggelse af gentagne ansøgninger

EU-landene har nye metoder til at håndtere gentagne ansøgninger udfærdiget af den samme person. Mennesker, der ikke har behov for beskyttelse, kan ikke længere undgå at blive sendt tilbage til deres land ved konstant at indgive nye ansøgninger.

HVORNÅR GÆLDER DIREKTIVET FRA?

  • Direktivet trådte i kraft den 19. juli 2013, med undtagelse af artikel 47 (offentlige myndigheders mulighed for at klage over administrative og/eller retslige afgørelser i henhold til national lovgivning) og 48 (fortrolighed vedrørende alle oplysninger, som gennemførende myndigheder indhenter i forbindelse med deres arbejde). Disse trådte i kraft den 21. juli 2015.
  • EU-landene skulle indarbejde direktivet i den nationale lovgivnings bestemmelser inden den 20. juli 2015, med undtagelse af visse aspekter af artikel 31, som omhandler behandlingsproceduren, der træder i kraft den 20. juli 2018.

BAGGRUND

HOVEDDOKUMENT

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/32/EU af 26. juni 2013 om fælles procedurer for tildeling og fratagelse af international beskyttelse (EUT L 180 af 29.6.2013, s. 60-95)

TILHØRENDE DOKUMENTER

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/95/EU af 13. december 2011 om fastsættelse af standarder for anerkendelse af tredjelandsstatsborgere eller statsløse som personer med international beskyttelse, for en ensartet status for flygtninge eller for personer, der er berettiget til subsidiær beskyttelse, og for indholdet af en sådan beskyttelse (EUT L 337 af 20.12.2011, s. 9-26

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 603/2013 af 26. juni 2013 om oprettelse af »Eurodac« til sammenligning af fingeraftryk med henblik på en effektiv anvendelse af forordning (EU) nr. 604/2013 om fastsættelse af kriterier og procedurer til afgørelse af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for behandlingen af en ansøgning om international beskyttelse, der er indgivet i en af medlemsstaterne af en tredjelandsstatsborger eller en statsløs og om medlemsstaternes retshåndhævende myndigheders og Europols adgang til at indgive anmodning om sammenligning med Eurodacoplysninger med henblik på retshåndhævelse og om ændring af forordning (EU) nr. 1077/2011 om oprettelse af et europæisk agentur for den operationelle forvaltning af store it-systemer inden for området med frihed, sikkerhed og retfærdighed (EUT L 180 af 29.6.2013, s. 1-30)

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 604/2013 af 26. juni 2013 om fastsættelse af kriterier og procedurer til afgørelse af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for behandlingen af en ansøgning om international beskyttelse, der er indgivet af en tredjelandsstatsborger eller en statsløs i en af medlemsstaterne (EUT L 180 af 29.6.2013, s. 31-59)

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/33/EU af 26. juni 2013 om fastlæggelse af standarder for modtagelse af ansøgere om international beskyttelse (EUT L 180 af 29.6.2013, s. 96-116)

seneste ajourføring 25.05.2020



(1) Storbritannien forlader EU og bliver dermed et tredjeland (ikke-EU-land) fra og med den 1. februar 2020.

Top