–

Okrazhna prokuratura – Haskovo ved V. Radeva-Rancheva, som befuldmægtiget,

–

Apelativna prokuratura – Plovdiv ved I. Perpelov, som befuldmægtiget,

–

den græske regering ved M. Tassopoulou, S. Charitaki og A. Magrippi, som befuldmægtigede,

–

Europa-Kommissionen ved Y. Marinova og R. Troosters, som befuldmægtigede,

1

Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 17, stk. 1, og artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«).

2

Denne anmodning er blevet indgivet i forbindelse med en straffesag mod OM vedrørende konfiskation – efter domfældelsen af denne for alvorligt smugleri – af et formuegode, der blev anvendt til at begå nævnte forbrydelse, som tilhører en tredjemand i god tro.

3

I tredje betragtning til Rådets rammeafgørelse 2005/212/RIA af 24. februar 2005 om konfiskation af udbytte, redskaber og formuegoder fra strafbart forhold (EUT 2005, L 68, s. 49) er anført:

»Det fremgår af punkt 50, litra b), i Wienhandlingsplanen, at man senest 5 år efter Amsterdamtraktatens ikrafttræden skal forbedre og, hvor det er nødvendigt, tilnærme nationale bestemmelser i forbindelse med beslaglæggelse og konfiskation af udbyttet fra strafbart forhold under hensyntagen til rettigheder tilhørende tredjemand i god tro.«

4

Denne rammeafgørelses artikel 1, tredje og fjerde led, med overskriften »Definitioner« har følgende ordlyd:

»I denne rammeafgørelse forstås ved:

[…]

5

Rammeafgørelsens artikel 2 med overskriften »Konfiskation« fastsætter:

»1.   Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger med henblik på at sikre, at det er muligt helt eller delvist at konfiskere redskaber og udbytte, der stammer fra kriminelle handlinger, der kan straffes med frihedsstraf af mere end et års varighed, eller formuegoder, hvis værdi svarer til et sådant udbytte.

2.   Hvad angår overtrædelser af skatte- og afgiftslovgivningen kan medlemsstaterne anvende andre procedurer end de strafferetlige for at fratage gerningsmanden udbyttet fra lovovertrædelsen.«

6

Den samme rammeafgørelses artikel 4 med overskriften »Retsmidler« har følgende ordlyd:

»Enhver medlemsstat træffer de foranstaltninger, der måtte være nødvendige for at sikre, at interesserede parter, der er berørt af foranstaltningerne i artikel 2 og 3, råder over effektive retsmidler med henblik på at forsvare deres rettigheder.«

7

I 9., 33. og 41. betragtning til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/42/EU af 3. april 2014 om indefrysning og konfiskation af redskaber og udbytte fra strafbart forhold i Den Europæiske Union (EUT 2014, L 127, s. 39, berigtiget i EUT 2014, L 138, s. 114) er anført:

[…]

[…]

8

Dette direktivs artikel 2, der har overskriften »Definitioner«, fastsætter:

»I dette direktiv forstås ved:

[…]

[…]«

9

Nævnte direktivs artikel 3 med overskriften »Anvendelsesområde« bestemmer:

»Dette direktiv finder anvendelse på strafbare handlinger, som er omfattet af:

samt andre retlige instrumenter, hvis disse instrumenter specifikt fastsætter, at dette direktiv finder anvendelse på de strafbare handlinger, der er harmoniseret deri.«

10

Artikel 12 i direktiv 2014/42 med overskriften »Gennemførelse« bestemmer i stk. 1:

»Medlemsstaterne sætter de nødvendige love og administrative bestemmelser i kraft for at efterkomme dette direktiv senest 4. oktober 2016. Medlemsstaterne tilsender straks Kommissionen disse love og bestemmelser.«

11

Dette direktivs artikel 14 med overskriften »Erstatning af fælles aktion 98/699/RIA og visse bestemmelser i rammeafgørelse 2001/500/RIA og 2005/212/RIA« fastsætter:

»1.   Fælles aktion 98/699/RIA [af 3. december 1998 vedtaget af Rådet på grundlag af artikel K.3 i traktaten om Den Europæiske Union vedrørende hvidvaskning af penge, identifikation, opsporing, indefrysning, beslaglæggelse og konfiskation af redskaber og udbytte fra strafbart forhold (EFT 1998, L 333, s. 1)], artikel 1, litra a), og artikel 3 og 4 i rammeafgørelse 2001/500/RIA, og de fire første led i artikel 1 og artikel 3 i rammeafgørelse 2005/212/RIA erstattes af dette direktiv for de medlemsstater, der er bundet af dette direktiv, idet dette dog ikke berører disse medlemsstaters forpligtelser for så vidt angår fristerne for gennemførelse af rammeafgørelserne i national ret.

2.   For de medlemsstater, der er bundet af dette direktiv, gælder henvisninger til fælles aktion 98/699/RIA og til bestemmelserne i rammeafgørelse 2001/500/RIA og 2005/212/RIA, der er nævnt i stk. 1, som henvisninger til dette direktiv.«

12

Artikel 37, stk. 1, i Nakazatelen kodeks (straffeloven, herefter »NK«) fastsætter:

»Straffene er:

[…]

[…]«

13

Det fremgår af NK’s artikel 242, stk. 1, at alvorligt smugleri kan straffes med frihedsstraf i 3-10 år og en bøde på 20000 til 100000 bulgarske lev (BGN) (ca. 10226 til 51130 EUR).

14

NK’s artikel 242, stk. 7 og 8, bestemmer:

»(7)   […] Genstanden for smugleriet konfiskeres til fordel for staten, uanset hvem der er ejer heraf. Hvis det ikke længere findes eller er blevet overdraget, fastsættes et beløb, der svarer til formuegodets nationale værdi i detailhandlen.

(8)   […] Transportmidlet eller den beholder, der er anvendt til transport af de smuglede varer, konfiskeres til fordel for staten, også når det/den ikke tilhører gerningsmanden, medmindre dets/dens værdi ikke svarer til den strafbare handlings grovhed.«

15

På datoen for de faktiske omstændigheder i hovedsagen forestod OM, der var ansat som chauffør af et transportselskab med hjemsted i Tyrkiet, internationale transporter med en sættevognstrækker og en sættevogn tilhørende dette selskab.

16

Den 11. juni 2018 accepterede OM, mens han forberedte sig på at forestå en transport mellem Istanbul (Tyrkiet) og Delmenhorst (Tyskland), det tilbud, som han havde modtaget fra en person, om ulovligt mod vederlag at transportere 2940 antikke mønter til Tyskland.

17

Efter at have passeret grænsen mellem Tyrkiet og Bulgarien blev OM den 12. juni 2018 genstand for en toldkontrol, i hvilken forbindelse de mønter, der var skjult i sættevognstrækkeren, blev opdaget.

18

Mønterne, hvis værdi i en arkæologisk og numismatisk undersøgelse blev vurderet til 73500 BGN (ca. 37600 EUR), sættevognstrækkeren, sættevognen, kontaktnøglen og den nævnte sættevognstrækkers registreringsattester blev beslaglagt og indsamlet som materielle beviser for den formodede overtrædelse.

19

Under efterforskningen anmodede direktøren for det tyrkiske selskab, der var arbejdsgiver for OM, om udlevering af sættevognstrækkeren og sættevognen, idet han gjorde gældende, at det nævnte selskab ikke havde nogen forbindelse med den strafbare handling, og at udlevering af de nævnte formuegoder ikke var til hinder for efterforskningen. Denne anmodning blev afslået af anklagemyndigheden, der var ansvarlig for efterforskningen, med den begrundelse, at de materielle beviser i henhold til bulgarsk ret tilbageholdes, indtil straffesagen er afsluttet, og at en udlevering ville være til hinder for efterforskningen. Direktøren indbragte afgørelsen om afslag for Okrazhen sad – Haskovo (den regionale domstol i Haskovo, Bulgarien), som bekræftede dette afslag ved en kendelse af 19. oktober 2018, der ikke kan appelleres.

20

Ved dom af 22. marts 2019 blev OM af Okrazhen sad Haskovo (den regionale domstol i Haskovo) dømt for alvorligt smugleri og straffet med en frihedsberøvelse på tre år og en bøde på 20000 BGN (ca. 10200 EUR). Mønterne og sættevognstrækkeren blev konfiskeret til fordel for staten i henhold til henholdsvis NK’s artikel 242, stk. 7, og artikel 242, stk. 8. Derimod blev sættevognen, der ikke havde nogen direkte sammenhæng med udførelsen af forbrydelsen, udleveret til selskabet, hvor OM var ansat.

21

OM appellerede denne dom til Apelativen sad – Plovdiv (appeldomstolen i Plovdiv, Bulgarien), for så vidt som denne traf beslutningen om konfiskation af sættevognstrækkeren, idet OM gjorde gældende, at denne konfiskation var i strid med bl.a. EUF-traktatens og chartrets bestemmelser.

22

Den forelæggende ret har anført, at den i NK’s artikel 242, stk. 8, fastsatte konfiskation til fordel for staten af det køretøj, der har været anvendt til at transportere genstanden for smugleriet, ganske vist er en obligatorisk konfiskation som følge af udførelsen af smugleriet, men udgør ikke en straf i modsætning til konfiskationen af gerningsmandens formuegoder som omhandlet i NK’s artikel 37, stk. 1, nr. 3.

23

Ikke desto mindre nærer den forelæggende ret tvivl om, hvorvidt NK’s artikel 242, stk. 8, som blev vedtaget før Republikken Bulgariens tiltrædelse af Den Europæiske Union den 1. januar 2007, er forenelig med EU-retten, navnlig chartrets artikel 17, stk. 1, og artikel 47.

24

Den forelæggende ret er nærmere bestemt af den opfattelse, at den i denne bestemmelse omhandlede konfiskation, herunder når det transportmiddel, der har været anvendt til at transportere genstanden for smugleriet, ikke tilhører gerningsmanden, vil kunne føre til en ubalance mellem interessen hos en tredjemand, som er ejer, der ikke har deltaget, og som på ingen måde er forbundet med den strafbare handling, og statens interesse i at konfiskere dette formuegode med den begrundelse, at det er blevet anvendt til at begå lovovertrædelsen.

25

I denne henseende har den forelæggende ret henvist til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 13. oktober 2015, Ünsped Paket Servisi SaN. Ve TiC. A. Ș. mod Bulgarien (CE:ECHR:2015:1013JUD000350308), hvorved denne fastslog, at konfiskationen på grundlag af NK’s artikel 242, stk. 8, af en lastbil, der tilhørte et selskab med hjemsted i Tyrkiet, var i strid med artikel 1 i protokol nr. 1 i den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, undertegnet i Rom den 4. november 1950, der har et indhold, som er identisk med indholdet af chartrets artikel 17, stk. 1. Denne retsinstans bemærkede således, at det selskab, der ejede lastbilen, var blevet frataget adgangen til domstolsprøvelse, idet den nationale procedure ikke gjorde det muligt for selskabet at fremføre sine synspunkter, således at der ikke var sikret en balance mellem alle interesser.

26

I denne sammenhæng har den forelæggende ret anført, at det fremgår af 33. betragtning til direktiv 2014/42, at henset til den omstændighed, at direktivet i væsentlig grad påvirker personers rettigheder, er det nødvendigt at sørge for, at der er specifikke garantier og retsmidler, som sikrer deres grundlæggende rettigheder, dvs. ikke blot mistænkte eller tiltalte personer, men også tredjemænd, der ikke er genstand for retsforfølgning, og at dette omfatter retten til at blive hørt for tredjemænd, som gør gældende, at de er ejere af de pågældende formuegoder.

27

På denne baggrund har Apelativen sad Plovdiv (appeldomstolen i Plovdiv) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

28

Apelativna prokuratura – Plovdiv (anklagemyndigheden i appelsager i Plovdiv, Bulgarien) og den græske regering har nedlagt påstand om, at Domstolen ikke har kompetence til at besvare de præjudicielle spørgsmål, idet den i hovedsagen omhandlede lovgivning ligger uden for EU-rettens anvendelsesområde. De har bl.a. gjort gældende, at den nationale ret ikke har anført nogen bestemmelse i EU-retten, der gør det muligt at fastslå, at der er en tilstrækkelig tilknytning mellem tvisten i hovedsagen og EU-retten.

29

Det skal i denne henseende bemærkes, at de præjudicielle spørgsmål udtrykkeligt omhandler alene chartrets bestemmelser, dvs. chartrets artikel 17 om ejendomsret, og artikel 47 om adgang til effektive retsmidler og til en upartisk domstol.

30

Det bemærkes, at chartrets anvendelsesområde for så vidt angår medlemsstaternes virke er defineret i chartrets artikel 51, stk. 1, hvorefter chartrets bestemmelser kun er rettet til medlemsstaterne, når de gennemfører EU-retten (dom af 6.10.2015, Delvigne, C-650/13, EU:C:2015:648, præmis 25 og den deri nævnte retspraksis).

31

Chartrets artikel 51, stk. 1, bekræfter Domstolens faste praksis om, at de grundlæggende rettigheder, der er sikret ved Unionens retsorden, kan anvendes i alle situationer, der reguleres af EU-retten, men ikke uden for sådanne situationer (dom af 6.10.2015, Delvigne, C-650/13, EU:C:2015:648, præmis 26 og den deri nævnte retspraksis).

32

Når en retlig situation ikke henhører under EU-rettens anvendelsesområde, har Domstolen ikke kompetence til at træffe afgørelse herom, og de af chartrets bestemmelser, der eventuelt er blevet påberåbt, kan ikke i sig selv danne grundlag for denne kompetence (dom af 6.10.2015, Delvigne, C-650/13, EU:C:2015:648, præmis 27 og den deri nævnte retspraksis).

33

Det skal derfor afgøres, om en situation som den i hovedsagen omhandlede, hvor en tredjemands formuegode er blevet konfiskeret til fordel for den omhandlede medlemsstat, med den begrundelse, at denne er blevet anvendt i forbindelse med en lovovertrædelse, henhører under EU-rettens anvendelsesområde.

34

I den foreliggende sag har den forelæggende ret i sin anmodning om præjudiciel afgørelse henvist til direktiv 2014/42, som pålægger medlemsstaterne forpligtelser med henblik på at lette konfiskation af formuegoder i straffesager, således som det fremgår af 41. betragtning hertil.

35

Det i hovedsagen omhandlede smugleri er imidlertid ikke blandt de overtrædelser, som direktivet finder anvendelse på i medfør af dets artikel 3, hvorfor genstanden for den i hovedsagen omhandlede nationale procedure ikke er omfattet af direktivets materielle anvendelsesområde.

36

I denne henseende skal det bemærkes, at direktiv 2014/42 delvist har erstattet rammeafgørelse 2005/212, der ligesom dette direktiv vedrører konfiskation af redskaber og udbytte fra strafbart forhold. I overensstemmelse med niende betragtning til det nævnte direktiv har dette direktiv således til formål at ændre og udvide bestemmelserne bl.a. i denne rammeafgørelse.

37

Det fremgår nærmere bestemt af artikel 14, stk. 1, i direktiv 2014/42, at dette direktiv kun erstatter de fire første led i artikel 1 og artikel 3 i rammeafgørelse 2005/212 for de medlemsstater, der er bundet af dette direktiv, hvilket bevirker, at nævnte rammeafgørelses artikel 2, 4 og 5 fortsat er gældende efter vedtagelsen af det nævnte direktiv (jf. i denne retning dom af 19.3.2020, Agro In 2001, C-234/18, EU:C:2020:221, præmis 48).

38

I denne henseende skal det bemærkes, at rammeafgørelse 2005/212 i artikel 2, stk. 1, i mere generelle vendinger end dem, der er anført i direktiv 2014/42, fastsætter, at »[m]edlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger med henblik på at sikre, at det er muligt helt eller delvist at konfiskere redskaber og udbytte, der stammer fra kriminelle handlinger, der kan straffes med frihedsstraf af mere end et års varighed, eller formuegoder, hvis værdi svarer til et sådant udbytte«.

39

I det foreliggende tilfælde straffes det i hovedsagen omhandlede alvorlige smugleri med en frihedsstraf på mellem tre og ti år, hvortil kommer muligheden for at konfiskere det transportmiddel, der er blevet anvendt til at transportere den vare, der er genstand for smugleriet, i overensstemmelse med NK’s artikel 242, stk. 8.

40

Det følger heraf, at bestemmelserne i rammeafgørelse 2005/212 nødvendigvis udgør en del af de EU-retlige elementer, som Domstolen, henset til hovedsagens genstand og de oplysninger, som den forelæggende ret er fremkommet med, skal tage i betragtning for at kunne give en hensigtsmæssig besvarelse af de forelagte spørgsmål. Den retlige situation i hovedsagen er således omfattet af EU-rettens anvendelsesområde, herunder af denne rammeafgørelse.

41

I øvrigt fastsætter denne rammeafgørelse regler om konfiskation »af redskaber og udbytte, der stammer fra kriminelle handlinger«, og om de retsmidler, som de personer, der berøres af en konfiskation, har til rådighed, henholdsvis i rammeafgørelsens artikel 2 og 4. Det følger heraf, at den forelæggende ret med sine spørgsmål, der vedrører lovligheden af konfiskation af formuegoder tilhørende en tredjemand i god tro, og hvilke retsmidler der skal være tilgængelige for en tredjemand, der er berørt af en konfiskationsforanstaltning, i realiteten ønsker at opnå en fortolkning af disse bestemmelser i rammeafgørelse 2005/212, sammenholdt med chartrets artikel 17 og 47.

42

Domstolen har følgelig kompetence til at besvare anmodningen om præjudiciel afgørelse.

43

Med det første spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 2, stk. 1, i rammeafgørelse 2005/212, sammenholdt med chartrets artikel 17, stk. 1, skal fortolkes således, at denne bestemmelse er til hinder for en national lovgivning, der gør det muligt at konfiskere et redskab, der er blevet anvendt til at begå alvorligt smugleri, når dette tilhører en tredjemand i god tro.

44

I denne henseende skal det først og fremmest bemærkes, at begrebet »konfiskation« er defineret i artikel 1, fjerde led, i rammeafgørelse 2005/212.

45

Som det fremgår af nærværende doms præmis 37, blev dette fjerde led i artikel 1 imidlertid erstattet af direktiv 2014/42 for de medlemsstater, der er bundet af dette direktiv.

46

Eftersom de faktiske omstændigheder i hovedsagen i det foreliggende tilfælde ligger efter gennemførelsesfristen for direktiv 2014/42, som i overensstemmelse med dettes artikel 12, stk. 1, var fastsat til den 4. oktober 2016, skal der i en sag som den i hovedsagen omhandlede henvises til det nævnte direktiv med henblik på definitionen af begrebet »konfiskation«.

47

I henhold til dette direktivs artikel 2, nr. 4), defineres begrebet »konfiskation« som en »endelig berøvelse af formuegoder pålagt af retten i forbindelse med en strafbar handling«.

48

Det fremgår af denne bestemmelses ordlyd, at det i denne forbindelse er uden betydning, om konfiskationen udgør en straf i henhold til strafferetten. En foranstaltning som den i hovedsagen omhandlede, der medfører en endelig berøvelse af det beslaglagte formuegode, der er pålagt af retten i forbindelse med en strafbar handling, er således omfattet af det nævnte begreb »konfiskation«.

49

Dernæst fastsætter artikel 2, stk. 1, i rammeaftale 2005/212, at medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger med henblik på at sikre, at det er muligt helt eller delvist at konfiskere redskaber og udbytte, der stammer fra kriminelle handlinger, der kan straffes med frihedsstraf af mere end et års varighed, eller formuegoder, hvis værdi svarer til et sådant udbytte.

50

Det er i denne henseende korrekt, at denne bestemmelse ikke udtrykkeligt udpeger den person, hvis formuegoder kan gøres til genstand for en konfiskationsforanstaltning. Den henviser udelukkende til »redskaber«, der er forbundet med en straffelovsovertrædelse, uden at det er nødvendigt at fastslå, hvem der har dem til rådighed eller er ejer af dem.

51

Artikel 2, stk. 1, i rammeafgørelse 2005/212 skal imidlertid læses i lyset af tredje betragtning til denne rammeafgørelse, hvoraf det fremgår, at rettigheder tilhørende tredjemand i god tro skal tages i betragtning. Heraf følger i princippet, at bestemmelserne i den nævnte rammeafgørelse ligeledes finder anvendelse på konfiskation af formuegoder, der tilhører tredjemænd, og kræver bl.a., at deres rettigheder beskyttes, når disse er i god tro.

52

I denne sammenhæng skal der tages hensyn til chartrets artikel 17, stk. 1, som bl.a. fastsætter, at enhver har ret til at besidde lovligt erhvervet ejendom, at anvende den og at træffe dispositioner hermed.

53

Ejendomsretten, som er sikret ved denne bestemmelse, udgør ganske vist ikke et absolut prærogativ. I henhold til chartrets artikel 52, stk. 1, kan der indføres begrænsninger i udøvelsen af de rettigheder og friheder, der anerkendes ved chartret, hvis disse begrænsninger faktisk svarer til mål af almen interesse, der er anerkendt af Unionen, og hvis de ikke, når henses til det forfulgte formål, indebærer et uforholdsmæssigt og uantageligt indgreb over for det centrale indhold af den således beskyttede rettighed (jf. i denne retning dom af 16.7.2020, Adusbef og Federconsumatori, C-686/18, EU:C:2020:567, præmis 85 og den deri nævnte retspraksis).

54

I det foreliggende tilfælde har anklagemyndigheden i appelsager i Plovdiv i sine skriftlige indlæg anført, at det formål, der forfølges med den i hovedsagen omhandlede nationale lovgivning, består i – i almenhedens interesse – at forhindre ulovlig indførsel af varer til landet.

55

Henset til den væsentlige påvirkning af personers rettigheder, som konfiskation af et formuegode medfører, nemlig den endelige fratagelse af ejendomsretten til dette, bemærkes imidlertid, at hvad angår en tredjemand i god tro, som ikke vidste og ikke kunne vide, at hans formuegode blev anvendt til at begå en lovovertrædelse, indebærer en sådan konfiskation, når henses til det forfulgte formål, et uforholdsmæssigt og uantageligt indgreb over for det centrale indhold af denne persons ejendomsret.

56

Det må derfor konstateres, at en national lovgivning som den i hovedsagen omhandlede ikke overholder ejendomsretten, der er sikret ved chartrets artikel 17, stk. 1, for så vidt som den fastsætter, at formuegoder, der tilhører en tredjemand i god tro, og som anvendes til at begå alvorligt smugleri, kan gøres til genstand for konfiskation.

57

Under disse omstændigheder skal det fastslås, at konfiskation inden for rammerne af artikel 2, stk. 1, i rammeafgørelse 2005/212 ikke kan udstrækkes til at omfatte tredjemands formuegoder i god tro.

58

På baggrund af ovenstående betragtninger skal det første spørgsmål besvares med, at artikel 2, stk. 1, i rammeafgørelse 2005/212, sammenholdt med chartrets artikel 17, stk. 1, skal fortolkes således, at denne bestemmelse er til hinder for en national lovgivning, der gør det muligt at konfiskere et redskab, der er blevet anvendt til at begå alvorligt smugleri, når dette tilhører en tredjemand i god tro.

59

Med det andet spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 4 i rammeafgørelse 2005/212, sammenholdt med chartrets artikel 47, skal fortolkes således, at denne bestemmelse er til hinder for en national lovgivning, hvorefter det inden for rammerne af en straffesag er muligt at konfiskere et formuegode, der tilhører en anden person end den, der har begået den strafbare handling, uden at denne førstnævnte person har adgang til effektive retsmidler.

60

Det skal bemærkes, at denne rammeafgørelses artikel 4 fastsætter en forpligtelse, som påhviler hver medlemsstat, til at træffe de foranstaltninger, der måtte være nødvendige for at sikre, at interesserede parter, der er berørt af foranstaltningerne i bl.a. denne rammeafgørelses artikel 2, råder over effektive retsmidler med henblik på at forsvare deres rettigheder.

61

Henset til den generelle ordlyd af artikel 4 i rammeafgørelse 2005/212 er de personer, som medlemsstaterne skal sikre effektive retsmidler, ikke blot dem, der er fundet skyldige i en lovovertrædelse, men også alle andre personer, der er berørt af de foranstaltninger, der er fastsat i rammeafgørelsens artikel 2, herunder tredjemænd.

62

Det skal i denne henseende bemærkes, at i henhold til chartrets artikel 47, stk. 1 og 2, skal enhver, hvis rettigheder og friheder som sikret af EU-retten er blevet krænket, have adgang til effektive retsmidler for en domstol under overholdelse af de betingelser, der er fastsat i denne artikel, herunder navnlig at enhver har ret til en retfærdig rettergang.

63

Retten til effektive retsmidler betyder navnlig, at en tredjemand, hvis ejendom er genstand for en konfiskationsforanstaltning, skal kunne anfægte lovligheden af denne foranstaltning med henblik på at få dette formuegode tilbage, når konfiskationen ikke er begrundet.

64

I det foreliggende tilfælde har den forelæggende ret i sin forelæggelsesafgørelse fremhævet, at en tredjemand, hvis formuegoder har været genstand for en konfiskationsforanstaltning, ikke har direkte adgang til domstolsprøvelse i henhold til den nationale lovgivning, således at denne ikke er i stand til gyldigt at gøre sine rettigheder gældende.

65

Under disse omstændigheder må det konstateres, at i en sag som den i hovedsagen omhandlede er en tredjemand, hvis formuegode er blevet konfiskeret, frataget retten til effektive retsmidler.

66

Af de grunde, der er anført i nærværende doms præmis 63, kan denne konstatering i øvrigt ikke afkræftes af det argument, som anklagemyndigheden i appelsager i Plovdiv har påberåbt sig, hvorefter Zakon za zadalzheniata i dogovorite (lov om forpligtelser og kontrakter) i en situation som den i hovedsagen omhandlede gør det muligt for ejeren af det konfiskerede formuegode at rejse krav mod den dømte person for de skader, der følger af denne konfiskation.

67

Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har endvidere i det væsentlige fastslået, at i en situation, hvor staten står bag konfiskation, og hvor den nationale lovgivning og praksis ikke fastsætter en procedure, hvorved ejeren kan forsvare sine rettigheder, kan denne stat ikke opfylde sin forpligtelse i henhold til den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder til at iværksætte en sådan procedure ved at anmode en person, der ikke er blevet dømt for den strafbare handling, der har ført til konfiskationen, om at søge at få sin ejendom tilbage fra en tredjemand (Menneskerettighedsdomstolens dom af 13.10.2015, Ünsped Paket Servisi SaN. Ve TiC. A. Ș. mod Bulgarien, CE:ECHR:2015:1013JUD000350308, § 32).

68

Henset til ovenstående betragtninger skal det andet spørgsmål besvares med, at artikel 4 i rammeafgørelse 2005/212, sammenholdt med chartrets artikel 47, skal fortolkes således, at denne bestemmelse er til hinder for en national lovgivning, hvorefter det inden for rammerne af en straffesag er muligt at konfiskere et formuegode, der tilhører en anden person end den, der har begået den strafbare handling, uden at denne førstnævnte person har adgang til effektive retsmidler.

69

Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra de nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Første Afdeling) for ret: