—

Ved bedømmelsen af, hvorvidt et tegn kan registreres, skal der tages udgangspunkt i ordlyden af de varer og/eller tjenesteydelser, der er omfattet af ansøgningen. Dette er ikke sket under sagen ved Retten. I stedet har Retten taget udgangspunkt i appellantens internetsider og varefortegnelsen for et amerikansk varemærke, der ikke var genstand for sagen.

—

Selv ved den betydning af ordet HIPERDRIVE, som Retten har lagt til grund, bliver der ved tegnet HIPERDRIVE alene beskrevet et kendetegn ved en drivkraft. I den foreliggende sag var der imidlertid ikke beskrevet nogen væsentlige kendetegn ved de ansøgte varer selv ved den angivelige beskrivelse af den del af drivkraften, der var integreret i de ansøgte varer. Retten har således anvendt de i den seneste europæiske retspraksis herom opstillede kriterier retligt fejlagtigt (jf. Rettens dom af 15.1.2013 i sag T-625/11, BSH mod KHIM (ecoDoor) (2), og Domstolens dom af 10.7.2014 i sag C-126/13 P, BSH mod KHIM (3), præmis 27).

—

Rettens angiveligt forkerte antagelse om, at »HIPER« skal ligestilles med »hyper«, selv om disse udtryk aldrig anvendes som synonymer, beror på den ukorrekte påstand, at såvel »HIPER« som »hyper« udtales ens på engelsk. Denne angiveligt forkerte påstand bliver hverken underbygget eller begrundet af Retten på trods af appellantens talrige modstridende eksempler. Spørgsmålet om, hvorvidt begrundelsen i en dom afsagt af Retten er selvmodsigende eller utilstrækkelig, er ifølge retspraksis et retligt spørgsmål.

—

Den appellerede dom tilsidesætter generelle principper i EU-retten, nemlig ligebehandlingsprincippet og forbuddet mod vilkårlighed. I henhold til en utvetydig praksis ved Harmoniseringskontoret må bestanddelen »HIPER« ikke ligestilles med »hyper« ved ansøgninger. Denne praksis bestod før ansøgningen om det omtvistede tegn og består også derefter. Den foreliggende sag er anderledes end sager, i hvilke ansøgere alene støtter sig på tidligere ansøgninger. Den omstændighed, at »HIPER«-mærker ikke længere blev anfægtet af Harmoniseringskontoret efter anfægtelsen af de omtvistede ansøgninger, viser, at anfægtelsen af den omtvistede varemærkeansøgning klart strider imod ligebehandlingsprincippet og forbuddet mod vilkårlighed.