19.1.2011   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 18/44

3.1.1

En række faktorer kan være skyld i, at disse »nye« selvstændige arbejdstagere dukker op, dvs. arbejdstagere, der udfører aktiviteter, der i første omgang ikke indgår i de rammer, der traditionelt set er afstukket for selvstændig erhvervsvirksomhed som f.eks. landbrug og liberale erhverv (2). En række fænomener kan nævnes i den forbindelse:

3.1.2

Under henvisning til denne udvikling har den akademiske litteratur, der tager udgangspunkt i empiriske undersøgelser, søgt at fastlægge forskellige kategorier af selvstændige arbejdstagere. De mest gængse er (3):

3.1.3

Ud over disse definitioner og for at foretage en statistisk afgrænsning af selvstændig erhvervsvirksomhed skelner EUROSTAT i sin »Labour Force Survey« mellem forskellige kategorier af selvstændige:

3.1.4

Det er svært at sætte tal på fænomenet selvstændigt, økonomisk afhængigt arbejde. Det er kun i de lande, der juridisk set har anerkendt denne kategori af arbejdstagere, at der findes en mere præcis afgrænsning af den arbejdende del af befolkningen, der ud over at fungere som selvstændige også arbejder under lønmodtagerlignende forhold. Det er imidlertid hævet over enhver tvivl, at i hvert fald nogle af de statistisk set selvstændige erhvervsdrivende står i et økonomisk afhængighedsforhold til en kunde eller ordregiver i udøvelsen af deres aktiviteter.

3.1.5

Hvis man således ser på de data, der findes i Europa over udbredelsen af selvstændig virksomhed (5), fremgår det, at mindst halvdelen af alle selvstændige i de enkelte medlemsstater i 2007 ikke havde nogen ansatte. I visse medlemsstater var tallet endda højere (70 % eller derover). Det var tilfældet i Tjekkiet, Litauen, Portugal, Slovakiet og Storbritannien. Hvis man tænker på de økonomiske og sociale ændringer, der kan forklare de nye former for selvstændig erhvervsvirksomhed, samt erfaringerne i de lande, hvor man har reguleret selv samme former for arbejde, er det nemt at forestille sig, at en overvejende del af denne store gruppe af »own account workers« arbejder i en situation, hvor de er økonomisk afhængige.

3.1.6

De fænomener, der er blevet observeret i de seneste årtier, viser os på den ene side, at et stigende antal selvstændige i Europa indgår arbejdskontrakter, og på den anden side, at den øgede mængde arbejde under lønmodtagerlignende forhold foregår i et juridisk felt uden for arbejdsmarkedet. Det er allerede nu nødvendigt at fastlægge kriterierne for denne økonomiske afhængighed og etablere nogle statistiske mekanismer for at kunne måle, hvor mange mennesker der arbejder inden for denne form for tjenesteydelser.

3.2.1

EU har nu i en årrække beskæftiget sig med beskyttelsen af selvstændige erhvervsdrivende. I den forbindelse kan nævnes Rådets henstilling 2003/134/EF af 18. februar 2003 (6), der vedrører bedre beskyttelse af selvstændiges sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen. Problemerne i forbindelse med beskyttelsen af selvstændige opstår ligeledes under de igangværende drøftelser om forslaget til et nyt direktiv vedrørende anvendelsen af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder, der udøver et selvstændigt erhverv.

3.2.2

Skelnen mellem lønmodtagere og selvstændige er desuden et helt centralt spørgsmål i de aktuelle drøftelser om ændring af direktiv 2002/15/EØF om tilrettelæggelse af arbejdstid for personer, der udfører mobile vejtransportaktiviteter.

3.2.3

Spørgsmålet om selvstændigt, økonomisk afhængigt arbejde er behandlet ved flere lejligheder i EU. Alain Supiots rapport til Kommissionen i 2000 (7) anerkendte således eksistensen af »arbejdstagere, som ikke kan betegnes som lønmodtagere, men som befinder sig i et økonomisk afhængighedsforhold over for en ordregiver«, for at slå til lyd for en anerkendelse af de »sociale rettigheder«, som dette afhængighedsforhold berettiger dem til.

3.2.4

Kommissionen skrev i sin grønbog fra 2006 (8) om modernisering af arbejdsretten følgende: »selvstændig erhvervsvirksomhed kan også bidrage til at imødegå omstruktureringsbehov, nedsætte de direkte eller indirekte lønomkostninger og forvalte ressourcerne mere fleksibelt i tilfælde af en uforudset, økonomisk vanskelig situation. Det modsvarer også forretningsmodellen, hvor serviceorienterede virksomheder afleverer færdige projekter til deres kunder. I mange tilfælde er det en afspejling af en bevidst beslutning om at arbejde selvstændigt til trods for en lavere social beskyttelse mod til gengæld at have større direkte kontrol med ansættelses- og lønvilkårene«. På den baggrund bemærkede »Kommissionen tillige, at begrebet »økonomisk afhængig, selvstændig arbejdstager« dækker arbejdstagere, der falder uden for de to velkendte begreber »lønmodtager« og »selvstændig erhvervsdrivende«. Disse arbejdstagere har ikke nogen ansættelseskontrakt. De er formentlig ikke omfattet af arbejdsretten, eftersom de befinder sig i en »gråzone« mellem arbejdsret og handelsret. Selvom de formelt er »selvstændige«, er de økonomisk afhængige af en enkelt chef eller kunde/arbejdsgiver for så vidt angår deres indtægtskilde. Dette fænomen bør klart adskilles fra den bevidst forkerte registrering som selvstændig erhvervsdrivende.«

3.2.5

EØSU's udtalelse om grønbogen (9) kommer ligeledes ind på dette spørgsmål.

4.1.1

Den juridiske forståelse af begrebet »økonomisk afhængig, selvstændig arbejdstager« kan medføre, at denne betragtes som en kategori imellem lønmodtagere og selvstændige.

4.1.2

Indtil videre anerkender en lille gruppe af medlemsstater som sådan begrebet »økonomisk afhængig, selvstændig arbejdstager«, dog under forskellige former, og de arbejder derfor på en definition. Denne kategori af arbejdstagere midt imellem selvstændige og lønmodtagere, fører til, at der skabes nye formere for beskæftigelse, der imidlertid defineres forskelligt i de forskellige lande. Det gælder navnlig for Tyskland, Østrig, Spanien, Italien, Portugal og Storbritannien. I Italien anvendes begrebet »falske selvstændige« således om arbejdstagere, der befinder sig i et »koordineret og fast ansættelsesforhold« og om dem, der har en »samarbejdskontrakt for et projekt«. I Storbritannien skelner man mellem begreberne »worker« og »employee«. En »worker« adskiller sig fra lønmodtageren (employee), i det omfang han udfører sine arbejdsopgaver uden at være underlagt en arbejdsgivers autoritet. I Østrig har man i lovgivningen specifikke kontraktformer, inden for hvilke man kan finde tegn på et selvstændigt, økonomisk afhængigt arbejdsforhold. Det er navnlig tilfældet for de såkaldte »freie Dienstverträge« (frie ansættelseskontrakter). De arbejdstagere, der arbejder under denne form for kontrakt, adskiller sig fra lønmodtagere ved at de, selvom de som regel arbejder for en enkelt person og for en begrænset periode, ikke befinder sig i et underordnelsesforhold. I Tyskland anvendes begrebet »arbeitnehmerähnliche Person« (arbejdstagerlignende person). Denne kategori af arbejdstagere, som i arbejdsmarkedslovgivningen adskilles skarpt fra lønmodtagere, består af personer, som inden for rammerne af en handelskontrakt eller en serviceydelse, personligt opfylder en arbejdsopgave uden brug af lønmodtagere, og hvor mere end 50 % af omsætningen udfyldes af en enkelt kunde. Det seneste og mest vellykkede eksempel på en definition af selvstændigt, økonomisk afhængigt arbejde er fra Spanien. Status for økonomisk afhængige arbejdstagere blev fastlagt i 2007 og definerer den økonomisk afhængige, selvstændige arbejdstager i henhold til flere kriterier. Det er en person, der som sin hovedbeskæftigelse regelmæssigt, personligt og direkte udøver en økonomisk eller faglig aktivitet med kommercielt sigte til fordel for en fysisk eller juridisk person, der går under betegnelsen kunde, og som han afhænger økonomisk af for at generere mindst 75 % af sin erhvervsindtægt. Denne status er uforenelig med private organisationer og erhvervsdrivende selskaber (10).

4.1.3

Eftersom gennemgangen af de nationale systemer har gjort det retsligt muligt at skabe en ny juridisk kategori, kan man konstatere flere ting: for det første drejer det sig under alle omstændigheder om at etablere en ny kategori, der adskiller sig såvel fra lønmodtagere som selvstændige og især egentlige iværksættere. Målsætningen i de respektive lande er derfor ikke at gøre selvstændige, men økonomisk afhængige arbejdstagere til lønmodtagere, men at give dem en specifik status med en særlig beskyttelse på baggrund af deres økonomiske afhængighed. I de omtalte tilfælde er status af økonomisk afhængig, selvstændig arbejdstager ikke betinget af, at der foreligger et juridisk underordnelsesforhold. Et sådant forhold er i de fleste EU-lande et afgørende element i den juridiske definition af lønmodtagere. En lønmodtager arbejder under en anden persons ledelse og kontrol. Denne person betegnes arbejdsgiveren. Det er en situation, der kendetegnes af flere forskellige ting: der foreligger en forpligtelse til personligt at yde et stykke arbejde under en enkelt person og for et givet tidsrum. Lønmodtageren er ikke ansvarlig for virksomhedens finansielle risici eller det arbejde, der udføres for en anden person osv. Ud fra dette kriterium er det rigtigt, at alle lønmodtagere befinder sig i et økonomisk afhængighedsforhold, men det betyder dog ikke, at alle økonomisk afhængige, selvstændige arbejdstagere nødvendigvis er lønmodtagere.

4.1.4

Ikke desto mindre er det nødvendigt at fastlægge kriterier, der kan afgøre den økonomiske afhængighed. Der er her tale om en kompleks, men ikke umulig opgave, hvilket fremgår af forskellige nationale love på området. De kriterier, der kan tænkes at finde anvendelse, kan i første omgang omhandle selve arbejdstageren: en økonomisk afhængig, selvstændig arbejdstager kan navnlig defineres som en person, der personligt og uden selv at gøre brug af lønmodtagere, udfører den opgave, han pålægges (som f.eks. i Spanien). Andre kriterier, der hænger sammen med de foregående, vedrører det økonomiske afhængighedsforhold som sådant. Det kan være kriterier vedrørende omsætningen fra en enkelt kunde (spørgsmålet er så at fastlægge den nøjagtige omsætningstærskel for, hvornår der er tale om et økonomisk afhængighedsforhold), eller hvor længe relationen arbejdstager/kunde har stået på (jo længere tid, den har varet, jo stærkere må det økonomiske afhængighedsforhold betegnes at være over for kunden). Det sidste kriterium anvendes i Italien for at anerkende eksistensen af et »koordineret og vedvarende samarbejde«. Endelig anvendes til tider et ekstra kriterium af de eksperter, der har undersøgt disse spørgsmål. Professor Adalberto Perulli (11) mener således, at der kun skal tages højde for arbejdstagerens økonomiske afhængighed, hvis tilrettelæggelsen af dennes produktion afhænger af kundens aktivitet. Arbejdstageren skal med andre ord være hindret adgang til markedet som følge af produktionens tilrettelæggelse (herunder anvendt materiel og teknologi), som ene og alene går ud på at opfylde en enkelt kundes behov.

4.2.1

I lande, der anerkender eksistensen af en mellemliggende kategori, der hverken er lønmodtagere eller selvstændige erhvervsdrivende, kan man konstatere, at den økonomiske afhængighed ledsages af anerkendelsen af en række rettigheder, som andre kategorier af selvstændige erhvervsdrivende ikke nyder godt af, selvom de pågældende rettigheder er mindre end lønmodtageres. Den økonomisk afhængige, selvstændige arbejdstagers rettigheder kan således være forbundet med den sociale beskyttelse. De kan også være præget af de garantier, som lønmodtagerne drager fordel af i kraft af arbejdsretten. Således kan de finde anvendelse i de individuelle relationer mellem arbejdstageren og kunden (mindsteløn, arbejdstid osv.), men kan også føre til at give de økonomisk afhængige, selvstændige arbejdstagere ret til at organisere sig og handle kollektivt for at forsvare og forfølge deres faglige interesser. Det er et bevis på, at et afhængighedsforhold over for andre, også selvom det kun er økonomisk eller juridisk, berettiger til en særlig beskyttelse.

4.2.2

For så vidt angår social beskyttelse kan der i de respektive medlemsstater findes et mellemliggende niveau for social beskyttelse, der er noget højere end det, der tilbydes »almindelige selvstændige arbejdstagere«. I Italien er det tilfældet for arbejdstagere, der indgår en »kontrakt i et projektorienteret samarbejde«, som nyder godt af garantier, der i stadig større grad ligner dem, der ydes lønmodtagere i forbindelse med graviditet, sygdom, arbejdsulykker og pension. Det er ligeledes tilfældet i Storbritannien, hvor der i lovgivningen er hjemmel for, at »workers« får udbetalt dagpenge i tilfælde af sygdom.

4.2.3

Med hensyn til reglerne for udøvelsen af den erhvervsmæssige beskæftigelse, har den økonomisk afhængige, selvstændige arbejdstager generelt ret til noget af den samme beskyttelse, lønmodtagerne har, selvom han ikke er ansat.

4.2.4

Det er klart, at der ud over denne generelle gennemgang kan være meget store forskelle på den grad af beskyttelse, de forskellige lande giver den økonomisk afhængige, selvstændige arbejdstager. I Storbritannien er »workers« sikret på områder som mindsteløn, arbejdstid og ferie. I Spanien, hvor perspektivet er langt mere ambitiøst, indrømmes den økonomisk afhængige, selvstændige arbejdstager i statutten fra 2007:

4.2.5

Ud over den beskyttelse, der er møntet på økonomisk afhængige, selvstændige arbejdstagere, bør man sørge for et minimumsniveau af social beskyttelse for alle selvstændige i EU f.eks. inden for social sikkerhed, erhvervsuddannelse eller adgang til risikoforebyggelse på arbejdspladsen, således som det anbefales i Rådets henstilling af 18. februar 2003 for at sikre, at de grundlæggende sociale sikringsordninger beskytter samtlige arbejdstagere, uanset hvilken juridisk form deres aktivitet antager.

5.1.1

Som vi har set, er det kun et fåtal af EU's medlemsstater, der i deres lovgivning anerkender kategorien »økonomisk afhængig, selvstændig arbejdstager«. Selvom der er forskelle i den økonomiske og sociale virkelighed i de respektive lande, så er det også tegn på en berettiget tilbageholdenhed over for sådanne mellemliggende kategorier. Man kan derfor frygte, at en anerkendelse af selvstændigt, økonomisk afhængigt arbejde, til trods for en klarlægning af de juridiske kategorier, i praksis fører til, at personer, der førhen var ansatte, føres over i selvstændigt, økonomisk afhængigt arbejde, under henvisning til virksomhedernes strategi om outsourcing af arbejdskraften. Italiens erfaringer tyder i et vist omfang på, at man løber den risiko. Da den italienske regering i 2003 indførte kontrakter for projektorienteret samarbejde, var det i et forsøg på at få proformaselvstændige tilbage i et lønmodtagerforhold. Men i årene 2003-2005 oplevede man en mærkbar stigning i antallet af selvstændige med lønmodtagerlignende status. Disse problemer forklarer uden tvivl, hvorfor flere EU-medlemsstater, regeringer og arbejdsmarkedsparter er kraftige modstandere af, at man opretter en kategori mellem lønmodtagerstatus og selvstændig erhvervsvirksomhed. Eksempelvis vedtog den britiske centralorganisation TUC på sin kongres i 2009 et beslutningsforslag, hvori man anbefaler, at Storbritannien højst har to former for arbejdstagere, nemlig lønmodtagere og selvstændige arbejdstagere.

5.1.2

Det er da også rigtigt, at overvejelserne om anerkendelse af selvstændigt, økonomisk afhængigt arbejde ikke kan adskilles fuldstændigt fra problemet om »de falske selvstændige«. De findes, og der er mange eksempler på dem i adskillige EU-lande. Det er navnlig tilfældet i sektorer som f.eks. byggeriet, hvor denne ulovlige praksis er udbredt i en sådan grad, at de europæiske arbejdsmarkedsparter inden for sektoren for nylig vedtog en fælles holdning. Man kan ikke komme udenom, at der findes arbejdstagere, der formelt set (for så vidt angår parternes betegnelse af deres indbyrdes relationer) er selvstændige, men udøver deres aktivitet under arbejdstagerlignende vilkår. Disse situationer svarer til, at en arbejdsgiver benytter sig af en uafhængig arbejdstager for at undgå overholdelse af arbejdsmarkedslovgivningen og/eller lovgivningen om social sikring. På baggrund heraf opfordres regeringerne i ILO's henstilling nr. 198 (12) til at vedtage klare kriterier i deres lovgivning for, hvornår der er tale om et arbejdsgiver/arbejdstagerforhold, så man kan bekæmpe den proformaselvstændige virksomhed. Der er uden tvivl tale om et meget vigtigt spørgsmål. Det er imidlertid ikke det samme som selvstændigt, økonomisk afhængigt arbejde. Faktisk forholder det sig således, at sidstnævnte rent juridisk klart adskiller sig fra et lønmodtagerforhold, også i lande, der anerkender den form for beskæftigelse. Etableringen af en egentlig status for selvstændigt, økonomisk afhængigt arbejde kan altså først lade sig gøre, hvis definitionen heraf klart adskiller sig fra et lønmodtagerforhold. Kriteriet om et juridisk underordnelsesforhold spiller uden tvivl en vigtig rolle i den forbindelse. Hvis en person arbejder under vilkår, der definerer vedkommende som lønmodtager, bør den pågældende ikke kunne kvalificeres som økonomisk uafhængig. Det forudsætter naturligvis, at alle nationale lovgivninger har en så klar og præcis definition af et lønmodtagerforhold, således som ILO anbefaler. Det vil med andre ord sige, at man skal kunne skelne selvstændigt, økonomisk afhængigt arbejde fra lønmodtagerarbejde, og det forudsætter en klar definition af begge begreber. Det vil samtidig sige, at midlerne til at kontrollere, om loven overholdes, skal være effektive. Det er under de vilkår, at en anerkendelse af den økonomisk afhængige, selvstændige arbejdstager kan sikre en bedre beskyttelse af – ikke proformaselvstændige – men virkeligt selvstændige og derved fungere som en komplementaritet til lønmodtagerstatus.

5.1.3

Man kan således frygte, såfremt selvstændigt, økonomisk afhængigt arbejde bliver anerkendt, at forretningsforbindelsen mellem en kunde og en økonomisk afhængig, selvstændig arbejdstager i praksis kan få lov til at fortsætte, så økonomisk afhængige, selvstændige arbejdstagere i realiteten ender med at udføre et fast arbejde for kundens regning. Såfremt der er tale om en reel forretningsforbindelse bør en forlængelse af forholdet over en kortere eller længere periode føre til nogle overvejelser om, hvilke vilkår og midler der skal til for, at den økonomisk afhængige, selvstændige arbejdstager kan få lønmodtagerstatus hos sin tidligere kunde, der nu er blevet arbejdsgiver.

5.2.1

I alle de lande, hvor man har vedtaget en status for økonomisk afhængige, selvstændige arbejdstagere, viser det sig, at anerkendelse er et middel til at yde mere juridisk beskyttelse over for de arbejdstagere, som ikke er lønmodtagere, men selvstændige erhvervsdrivende, der imidlertid er placeret i en situation, hvor de ikke har det økonomiske sikkerhedsnet under sig, som de ville have haft, hvis de havde mulighed for at arbejde for flere kunder. Anerkendelse af selvstændigt, økonomisk afhængigt arbejde kan, ud over at give sikkerhed i form af social beskyttelse og etablering af en erhvervsmæssig status, også være en måde at styrke selve virksomhedens ånd og frihed. Man kan således forestille sig, at den økonomisk afhængige, selvstændige arbejdstager kan tilbydes særlig vejledning i sine erhvervsmæssige aktiviteter (rådgivning, finansiel støtte), som kan give ham mulighed for at udvikle sin egen virksomhed og endelig komme ud af den økonomiske afhængighed.

5.2.2

Endelig må man i overvejelserne om selvstændigt, økonomisk afhængigt arbejde ikke glemme forbrugernes interesser. Faktisk hænger tjenesteydelser over for forbrugerne ofte sammen med kæder af underentreprise med led bestående af egentlige selvstændige og selvstændige, som også er økonomisk afhængige arbejdstagere. Når en forbruger således kontakter en større virksomhed for at få indlagt gas, el, installeret telefon eller digitalt fjernsyn eller skal have kontrolleret eller repareret et apparat, er det ofte en selvstændig arbejdstager, der kommer hjem til forbrugeren på den pågældende virksomheds vegne, og det er denne arbejdstager, der har det fulde ansvar for, at tjenesteydelsen udføres tilfredsstillende. Den dominerende stilling på markederne, som de store virksomheder har i en oligopolistisk sammenhæng, betyder, at disse kan påtvinge meget skrappe vilkår med hensyn til den pris, der betales underleverandøren, som derved ser sin rentabilitetsmargin for den pågældende tjenesteydelse svinde betragteligt ind. I en sådan kontekst har den selvstændige arbejdstager følgende valgmuligheder: enten vælge at nå den nødvendige rentabilitetstærskel eller udføre en tjenesteydelse af høj kvalitet. I den forbindelse vil en anerkendelse af selvstændigt, økonomisk afhængigt arbejde for at skabe balance i kontraktforholdet mellem arbejdstager og ordregiver betyde en mindskelse af det økonomiske pres, arbejdstageren ligger under, og fremme en service af højere kvalitet over for den endelige forbruger.

5.3.1

De mange forskellige arbejdsformer i de respektive EU-medlemsstater påvirker nødvendigvis den måde, det europæiske marked fungerer på, navnlig hvis der er tale om grænseoverskridende tjenesteydelser. Det er især tilfældet, når tjenesteydelsen finder sted i en medlemsstat og udføres af en selvstændig arbejdstager fra en anden medlemsstat, fordi arbejdstageren, som ikke er lønmodtager, er underlagt reglerne i sit hjemland (13). Denne situation lægger derfor op til en virkelig europæisk udfordring.

5.3.2

De europæiske arbejdsmarkedsparters fælles analyse (14), som blev offentliggjort i oktober 2007, bekræfter, at beskæftigelsen har en tendens til at koncentrere sig i servicesektoren, hvilket medfører omlægninger, der påvirker tilrettelæggelse af produktionen. Analysen foranlediger til at tro, at de moderne former for tilrettelæggelse af arbejde og produktion vil udvide forståelsen af begrebet »underordnelse« i et arbejdsforhold, så der ikke blot er tale om underordnelse i juridisk forstand.

—

Henstillingen anerkender, at der findes såvel selvstændige som lønmodtagere på samme arbejdsplads (betragtning 4 og 5).

—

Den bekræfter, at personer, som udøver deres erhvervsmæssige beskæftigelse uden at have en ansættelseskontrakt med en arbejdsgiver som regel ikke er beskyttet (betragtning 5).

—

Henstillingen understreger, at selvstændige er udsat for de samme sundheds- og sikkerhedsmæssige risici som lønmodtagere (betragtning 6).

—

De endelige henstillinger omtaler behovet for at træffe foranstaltninger, der kan øge denne arbejdstagerkategoris bevidsthed via deres repræsentative organisationer.