51998IE0976

Det Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »Sex-turisme og udnyttelse af børn« (98/C 284/16)

Det Økonomiske og Sociale Udvalg besluttede den 19. marts 1997 under henvisning til forretningsordenens artikel 11, stk. 4, og artikel 19, stk. 1, at nedsætte et underudvalg til at udarbejde en udtalelse om »Sex-turisme og udnyttelse af børn«.

Underudvalget, der havde Georgios Sklavounos som ordfører, vedtog sin udtalelse den 8. juni 1998.

Det Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 356. plenarforsamling, mødet den 2. juli 1998, følgende udtalelse med 72 stemmer for og 3 hverken for eller imod.

OPSUMMERING AF DE VIGTIGSTE FORSLAG TIL POLITISKE TILTAG

Det Økonomiske og Sociale Udvalg finder, at det omfattende og foruroligende problem med mishandling, udnyttelse og misbrug af børn kræver en helt ny tilgang og en bred samfundsmæssig mobilisering. Der skal mere til end offentlig fordømmelse og påbud ovenfra eller spredte politiske tiltag til begrænsning af skaderne. Samfundet må give sig i kast med de bagvedliggende årsager til misbrug af børn i stedet for blot at rette op på konsekvenserne. ØSU gør sig til talsmand for en bred, forebyggende og proaktiv tilgang, hvor børnenes behov sættes over alt andet i den daglige politik, samfundets aktiviteter og den kulturelle udvikling.

A. International bekæmpelse af årsagerne til mishandling, misbrug og udnyttelse af børn

A.1. EU kan gå i spidsen og bistå FN og andre internationale udviklingsorganisationer med effektivt at bekæmpe fattigdommen og de mest uacceptable former for mishandling og udnyttelse af børn. Dette kan ske gennem bedre anvendelse af de økonomiske midler og de retlige instrumenter på EU- og bredere internationalt niveau samt ved klart og tydeligt at inkorporere børns rettigheder i EU's politik over for tredjelande.

A.2. ØSU kan gennem sin strukturerede dialog og sit samarbejde med tilsvarende organer på nationalt og bredere internationalt niveau samt via medlemmerne tage initiativ til at fremme og lette etableringen af proaktive og effektive koordineringsorganer inden for børnepolitik.

B. Forslag til en effektiv, samordnet politik på europæisk niveau

B.1. Den nuværende, traditionelle familie- og børnepolitik, der f.eks. omfatter forældreorlov, børnechecks og tilvejebringelse af daginstitutionspladser, bør ledsages af - eller samordnes med - en ny, børnevenlig politik vedrørende byplanlægning og revitalisering af byerne.

B.2. ØSU slår også kraftigt til lyd for en politik, der genskaber »byen« som en borgerstyret kulturel enhed i samfundet. ØSU foreslår først og fremmest, at der skabes et netværk af børnevenlige byer, som f.eks. arbejder for at reintegrere ældre i samfundslivet og drage nytte af deres færdigheder gennem frivillige projekter i samarbejde med daginstitutioner, skoler, offentlige parker osv.; at skabe muligheder for, at frivillige grupper af unge og ældre kan samarbejde om projekter; at arrangere skole-workshops, hvor borgerne i en hyggelig atmosfære kan stifte bekendtskab med kunst og teknologi; at fremme en systematisk indsats til revitalisering af nærmiljøet; at gøre ghettoer til centre for kulturel interaktion; at styrke de organisatoriske bånd mellem by og land; at fremme alternative former for turisme; at fremme offentlige transportsystemer, der tilgodeser børns behov; at skabe åbne områder og offentlige arealer, stationer, parker og pladser, og at skabe rekreative områder til børn samt mindre skoler i nærmiljøet og dermed tilbyde pædagogiske og givende fritidsfaciliteter.

B.3. EU bør opmuntre alle berørte parter til yderligere at overveje at gøre skoler i det 21. århundrede og en åbning af skolerne for det omkringliggende samfund til en prioritet. Det 21. århundredes skoler bør være en organisatorisk igangsætter og sætte dagsordenen for fremtidens byer og for det sociale liv, inddragelsen af borgerne og reintegrationen i Europa. ØSU kan i samarbejde med de tilsvarende nationale og internationale organer også bidrage til og fremme debatten om »fremtidens skole«, hvor de relevante socioøkonomiske aktører, teoretikere, forældregrupper og civile myndigheder inddrages.

C. Unge og andre skal tilskyndes til at gå ind i samfundsmæssige og kulturelle borgeraktiviteter på alle niveauer.

C.1. Der bør på europæisk niveau gøres en indsats for at puste nyt liv i den yngre generations og ungdomsorganisationernes engagement. ØSU kan i samarbejde med Kommissionen, Europa-Parlamentet, UNICEF, Regionsudvalget og paraplyorganisationer for unge i Europa arrangere en paneuropæisk konference om unge europæeres samfundsmæssige engagement.

C.2. Et »Ungdom for Europa 2000+«-program kunne, eventuelt under en ny EU-kommissær for ungdom, omfatte forskellige typer aktioner og pilotprojekter, f.eks. engagementsaktiviteter, der »udfordrer« de unge, permanente tværnationale fora for en tematisk, kulturel og tværreligiøs dialog, medieinitiativer, et permanent center til spredning af bedre praksis og en europæisk kulturpolitik () for børn, som omfatter:

- et europæisk børnebibliotek;

- en årlig børneunderholdningsfestival;

- et europæisk børnemusikakademi;

- en europæisk film- og teaterfestival for unge;

- en bedre gennemførelse af de EU-direktiver, der i forbindelse med programmer og tv-reklamer skal beskytte unges fysiske, intellektuelle og moralske udvikling;

- EU-sportsarrangementer for unge og samordnede strategier til bekæmpelse af vold og racisme i sport;

- målrettede EU-programmer for børn med særlige behov, hvor man i funktionshæmningen ser et nyt potentiale for færdigheder og oplevelsesrigdom;

- kulturturisme for unge (tværnational familieudveksling, internationale ungdomslejre og multikulturelle feriepakker for børn);

- fremme af børns behov i programmerne under »Den Europæiske Kulturby« og lignende arrangementer;

- udvidelse af RAPHAEL-programmet vedrørende bevarelse og bedst mulig udnyttelse af den kulturelle arv, navnlig inden for nye aktivitetsområder såsom workshops med traditionelt håndværk, folkemindemuseer og skoler for folkemusik og traditionel musik;

- programmer til bekæmpelse af politisk apati, som skal fremme det politiske engagement samt tolerance og forståelse;

- mere dynamiske, børneorienterede partnerskaber mellem forældre, de offentlige myndigheder, borgerorganisationerne, erhvervslivet, de faglige organisationer og skolerne;

- nye bestemmelser i traktaten.

D. Den generelle samfundsmæssige mobilisering og ØSU's rolle

D.1. På europæisk niveau kan ØSU påtage sig at nedsætte et stående udvalg, der skal analysere og foreslå modeller, midler og metoder til at samle de forskellige kræfter i samfundet og mobilisere sociale grupper, interessegrupper og frivillige organisationer med henblik på at bekæmpe fremmedgørelse og udnyttelse af børn og fremme en »New Deal for børn i Europa«.

E. En indsats over for seksuel misbrug af børn og børnesex-turisme

E.1. Det omfattende misbrug af børn, der har kunnet påvises i Europa, er ikke blot et resultat af fattigdom og armod: Den er også et tegn på social krise, materialisme og moralsk forfald. Aspekter heraf kommer til udtryk i »den erotiske kultur«, de herskende værdier og normer og den herskende etik i Europa, og disse ting kan ikke ændres fra den ene dag til den anden eller med påbud ovenfra. Selvom det utvivlsomt bliver en vanskelig opgave, er det vigtigt, at der på lokalt, regionalt og EU-niveau udformes en langsigtet politik, der kan sætte en stopper for børneprostitution og misbrug af børn. Massemedierne skal inddrages i denne politik, som må tage udgangspunkt i et værdisystem, der sætter menneskets integritet og ukrænkelighed i højsædet, kombineret med en solidaritet, der er andet og mere end en »politisk forpligtelse« - nemlig et udtryk for, at man som gode naboer møder hinanden med åbne arme.

E.2. Børnesex-turisme er nok et aspekt af og et symptom på en generel tilstand, men dette udelukker ikke, at der gribes mere resolut og målrettet ind over for problemet. Adfærdskodekser må udformes hurtigst muligt, således at europæiske »sex-rejsebureauer« kan afsløres, og spørgsmålet kan sættes på dagsordenen for EU's udvidelse med de central- og østeuropæiske lande, for middelhavsdialogen og - som det skete på ASEM-konferencen i London - for dialogen med Fjernøsten.

F. Børnearbejde

F.1. Det Økonomiske og Sociale Udvalg støtter de foreløbige forslag fra ILO's Amsterdam-konference om børnearbejde og forberedelsen af en ny konvention til afskaffelse af de mest uacceptable former for børnearbejde. ØSU peger i denne forbindelse navnlig på pigers og unge kvinders udsathed. Det er bydende nødvendigt at fremme en samlet indsats fra regeringer, arbejdsmarkedsparter og ngo'er.

1. Indledning

1.1. Børns rettigheder krænkes over hele verden. Udnyttelse eller misbrug af børn, handel med børn, tvangsarbejde eller forskellige former for børneslaveri, børnemishandling, børnesex-turisme, børnepornografi, handel med narkotika, krig og tortur af børn er fænomener, der spreder sig dramatisk. Problemet kender ingen grænser og forekommer i såvel i-lande som u-lande uanset religion og politiske traditioner.

1.2. De forskellige former for udnyttelse og misbrug såvel som tilsløringen af disse varierer med de enkelte samfunds økonomiske og organisatoriske udviklingsstade. For eksempel er det største problem i den tredje verden børnetvangsarbejde og udbydelse af børnesexturisme, mens det i industrilandene er produktion af pornografi og organiseret efterspørgsel efter børnesexturisme. I den tredje verden udnyttes børn både til produktion og handel med traditionelle former for narkotika, mens børnene i industrilandene bruges til handel med såvel traditionel narkotika som med syntetiske narkotiske stoffer.

1.3. Selvom internationale organisationer (FN, UNESCO, UNICEF, Europarådet, Kirkernes Verdensråd, ILO, internationale fagbevægelser, ngo'er osv.) har presset på, har samfundet som sådan indtil for nylig ikke i tilstrækkeligt omfang været mobiliseret i bekæmpelsen af problemet, idet man har været tilbøjelig til at begrænse skaderne frem for at eliminere de bagvedliggende årsager til udnyttelse og misbrug af børn.

1.4. Det alvorlige og mangesidige problem er ikke kun en skamplet på vor tids civilisation: Det er også en stærk og uomgængelig kritik af den måde, hvorpå efterkrigstidens generationer er kommet til kort i forvaltningen af de menneskelige og sociale ressourcer og dagliglivets kultur.

1.5. Den hidtidige politik med offentlig fordømmelse, og en moralistisk og legalistisk tilgang ledsaget af en skærpet lovgivning, har hverken resulteret i større respekt for lov og orden eller i effektive bekæmpelses-, aktions- eller forebyggelsesmekanismer.

1.6. Problemet er langt fra kun af etisk karakter. Det angår alle europæere og hele jordens befolkning uanset samfundsstatus, indkomst og kulturel baggrund.

1.7. Problemets art og omfang afslører en voksende foragt for menneskets og menneskelivets hellige ukrænkelighed og en vulgær kommercialisering af menneskekroppen og det seksuelle samvær.

1.8. Disse fænomener, og det forhold, at samfundet »vænner sig til dem«, underminerer og nedbryder med umiddelbare konsekvenser grundlæggende adfærdsmønstre og værdisystemer, som Europas og hele menneskehedens kultur bygger på. Alle samfundslag er blevet gennemtrængt af den omsiggribende foragt for tidligere værdier og adfærdsmønstre. Dette - men også en voksende bevidsthed og modstand mod udviklingen - træder meget tydeligt frem i nylige eksempler fra Europa.

1.9. FN's Konvention om Børns Rettigheder () har på trods af en meget prisværdig og næsten global anerkendelse desværre ikke befriet verden for problemerne. Spørgsmålet har været på den politiske dagsorden i UNESCO (den internationale konference i Paris i 1994), Europarådet (talrige beslutninger truffet af Ministerudvalget og den parlamentariske forsamling), EuropaParlamentet og Det Europæiske Råd. Senest har man diskuteret det i 1997 i Stockholm på Verdenskongressen mod Kommerciel Seksuel Udnyttelse af Børn og på Amsterdam-konferencen, hvor man behandlede foranstaltninger til bekæmpelse af de mest uacceptable former for børnearbejde. Også ØSU har peget på problemet (). En ny ILO-konvention vedrørende bekæmpelse af de mest uacceptable former for børnearbejde vil formentlig også snart blive vedtaget og ratificeret. Den kommercielle udnyttelse af børn bør også sættes på Verdenshandelsorganisationens dagsorden.

2. Problemets art og omfang

2.1. Børnearbejde

2.1.1. Ifølge data fra ILO og Kommissionen er der på global basis mere end 400 mio. børn i alderen 10-14 år, der arbejder (det samlede skøn ville være endnu højere, hvis piger, der udfører arbejde i hjemmet, var talt med). Det anslås, at 80 mio. af disse børn arbejder under farlige og risikable forhold, og at 15 mio. af disse er beskæftiget med produktion til eksport. Mere end 300 mio. børn går ikke i skole. Næsten en milliard voksne, heraf 600 mio. kvinder, er analfabeter. Andelen af børn i folkeskolealderen, som ikke går i skole og dermed udgør en potentiel børnearbejdskraft, skønnes at være følgende: 47 % i Afrika syd for Sahara, 16 % i Mellemøsten og Nordafrika, 34 % i Sydasien, 6 % i Østasien og Stillehavet, 12 % i Latinamerika og Caraibien og 13 % i EU, Central- og Østeuropa, SNG og de baltiske lande (). I Europa er der mindst 5 mio. mindreårige børn, der arbejder.

2.1.2. Børnearbejde er nok et produkt af fattigdom og utilstrækkelig beskæftigelsespolitik, men samtidig skaber det fattigdom. Det er et eksempel på »social dumping« af værste slags, som fører til, at arbejdet placeres i de lande, hvor børn er beskæftiget på det sorte marked med ringe eller slet ingen beskyttelse. Der er tale om en krænkelse af ILO-Konvention nr. 138, og fænomenet underminerer desuden GATT-bestemmelserne. Såvel børnearbejde som kommerciel/seksuel udnyttelse af børn trives bedst dér, hvor der er fattigdom.

2.1.3. Ifølge UNICEF's rapport »The State of World's children« (1997) er børnearbejde i de vestlige lande blevet begrænset som følge af en kombination af lovgivning, obligatorisk uddannelse, stigende husstandsindtægter og teknologiske fremskridt, der har gjort det mindre attraktivt for arbejdsgiverne at ansætte børn.

2.2. Gadebørn

2.2.1. Ifølge oplysninger fra FN findes der med UNICEF's definition af »gadebørn« ca. 100 mio. gadebørn i verden, som fordeler sig på følgende måde:

- Latinamerika: 40 mio.;

- Asien: 25-30 mio.;

- Afrika: 10 mio.

De resterende 20-25 mio. findes i Nordamerika og Europa.

Langt den overvejende del af disse børn er narkomaner og/eller involveret i prostitution og kriminalitet.

2.2.2. I denne forbindelse skal man være opmærksom på de næsten uoverstigelige vanskeligheder, der møder én, når man forsøger at skaffe sig statistiske oplysninger om udnyttelse, misbrug, mishandling og omsorgssvigt af børn i Den Europæiske Union - for ikke at tale om oplysninger om gadebørn, børnehjem og antallet af prostituerede børn. Det er beklageligt, at de europæiske institutioner, som har dokumenteret dimensionerne af dette problem på globalt plan, ikke kan sige noget om problemets omfang i Europa. Offentligheden (og den øvrige verden, som stiller deres egne statistikker til vores rådighed) har ret til at kende tallene for Europa. Selvom der ikke er klare statistiske data fra et stort antal pålidelige kilder, såsom Europarådet eller UNICEF, bekræfter de eksisterende data, at problemet er stort og voksende i Europa. Gadebørn og børneprostitution er også et europæisk fænomen.

2.3. Børneprostitution, børnepornografi, handel og pædofili

2.3.1. Antallet af prostituerede børn stiger hvert år med mindst 1 mio. ().

2.3.2. Handel med børn i Europa på tværs af landegrænser (som nylige tragiske tilfælde rundt om i Europa vidner om) er et problem, der er blevet stadig større efter Berlinmurens fald og den påfølgende økonomiske og sociale omkalfatring. Et meget stort antal børn fra østeuropæiske lande menes i dag at befinde sig illegalt i EU. De ernærer sig især ved prostitution og medvirken i pornografi. Dette har indlysende direkte og indirekte konsekvenser for folkesundheden, kriminaliteten og handelen med narkotika.

2.4. Børn, der lever i fattigdom

2.4.1. Ifølge UNICEF's »Information Newsline« (baseret på en undersøgelse foretaget af Verdensbanken) fra den 18. april 1997 lever over 650 mio. børn for under 1 dollar om dagen. Ifølge en undersøgelse fra Kommissionen dør hvert år 14 mio. børn, inden de fylder fem ().

2.4.2. Omkring år 2000 vil halvdelen af verdens befolkning være under 25 år - en udvikling, der ikke ses i Europa - og de fleste i denne aldersgruppe vil leve i fattigdom. Omkring år 2000 vil der bo 247 mio. flere børn mellem 5 og 19 år i verdens byer end i 1980.

2.4.3. Ifølge statistiske oplysninger for de 12 EU-lande i 1993 (EUROSTAT 1997-6) lever 13. mio. børn under 16 år, svarende til hvert femte barn i EU, i fattigdom. Fattigdomsproblemer forekommer særlig hos børn i familier med eneforsørgere, ugifte og umyndige mødre og hos børn, der tilhører etniske minoriteter.

2.5. Andre former for misbrug - social fremmedgørelse, frygt, kriminalitet og vold

2.5.1. Frygt og farer i byernes cityområder

80 % af EU's befolkning lever i byer (263,3 mio.). Men i store dele af EU er byen ikke længere et sted, hvor man ønsker at ens barn skal vokse op. Mange europæiske børn er bange for offentlige steder, idet de føler sig skræmt og truet af samfundet, byen og det sociale miljø i bredere forstand. Frygten for at forlade hjemmet fører til overdrevent fjernsynskiggeri og brug af elektroniske spil. Et stigende antal børn i EU vokser i dag op uden tilstrækkelig mulighed for at udvikle et sundt forhold til samfundet. Problemet forværres af manglen på legepladser, især i de fattigste kvarterer, det voksende antal eneforsørgerfamilier og det stigende antal ensomme, frustrerede og fattige børn i de europæiske byer.

2.5.2. Social fremmedgørelse (bander og ekstremistiske grupper)

I mange europæiske byer har alle kvarterer - navnlig i de fattige bydele - i dag sin lokale bande. Disse banders asociale gruppeadfærd udvikler sig i mere og mere kriminel retning: hooliganisme, hærværk, indbrud, overgreb og overfald på ældre. Barnets behov for meningsfulde menneskelige relationer og kontakt, kommunikation, samvær og følelsen af at høre til et sted søges i dag tilfredsstillet gennem tilknytning til kvarterets bande eller en ekstremistisk gruppe. Problemet bliver dag for dag større i minoritetskvartererne, som bliver grobund for race- og religionsbetinget had og racisme. Menneskets naturlige sociale drift kommer til udtryk i asocial gruppeadfærd. Dette medfører, at der etableres kontakt mellem kvarterets bande og den organiserede kriminalitet, dvs. hæleri, illegal handel og prostitution, og fanatiske fundamentalistiske og racistiske grupper slår politisk mønt af situationen.

2.5.3. Familie og skole

Det samme kumulative fænomen rammer de »sociale institutioner«, som skulle imødegå denne form for fremmedgørelse og asocial adfærd. F.eks. er »familien« centrum for en stor del af det omsorgssvigt og den vold og seksuelle misbrug af børn, som foregår. På samme måde forfalder skoler i stigende grad til områder med social fremmedgørelse, hvor udisciplineret adfærd, respektmangel, skulkeri og mobning i visse tilfælde er normen.

3. De bagvedliggende årsager

Problemets art og omfang taget i betragtning kan der ikke kun ligge én faktor eller årsag bag. Problemet er resultatet af den samlede, akkumulerede og mangeartede virkning af ovennævnte faktorer. De mange bagvedliggende samvirkende årsager påvirker

- forældrene og familien;

- børnene;

- samfundet i bredere forstand.

De bagvedliggende årsager () anses for at være

- krise i familien som institution,

- krise i skolen,

- krise og opløsningstendenser i byerne,

- kulturkrise, der ytrer sig som et klima af individualisme og forbrugshysteri,

- ineffektivitet blandt og manglende tillid til retsinstanserne og ordensmagten (domstole, politi),

- manglende tillid til de traditionelle sociale samlingspunkter (kirken, politiske, sociale og faglige organisationer),

- arbejdsløshed, social udstødelse og fattigdom,

- mangel på politisk vilje eller evne til at behandle de bagvedliggende årsager.

Erkendelse af disse ting er nøglen til at udvikle effektive strategier til løsning af problemet.

3.1. Familien som institution i krise. Hvordan kan man gribe ind over for denne bagvedliggende årsag?

3.1.1. Den krise, der er i familien - menneskets ældste institution - anses for at være en af de vigtigste årsager til de problemer, som børn i Europa og hele verden i dag må slås med.

3.1.2. Familien som institution har udviklet sig i overensstemmelse med flere hovedsagelig økonomisk-sociale faktorer, der har at gøre med organiseringen af produktion, arbejde og bolig og forbindelserne mellem arbejdsplads og bolig.

3.1.3. Den »fabriksmodel« til organisering af produktion, arbejde og bolig (og de heraf følgende familierelationer og -typer), der hidtil har domineret, synger nu på sidste vers. Fra nu af vil familieinstitutionen være underlagt nye former for organisering af produktion, arbejde og mere generelt af det såkaldte videns- og informationssamfund.

3.1.4. Opsplitningen mellem hjem og arbejdsplads og mellem generationerne samt nedbrydningen af familiens rolle som socialt og kulturelt samlingssted er ikke noget, man blot må affinde sig med, eftersom der nu er andre måder at organisere produktion og arbejde på. Små og mellemstore virksomheder og fjernarbejde åbner nye muligheder for familien.

3.1.5. En politik, der skal forene arbejds- og familieliv, må ikke være fragmentarisk: Den skal være sammenhængende og strategisk og udgøre en integreret del af EU's politik på forskellige områder, herunder vedrørende en bæredygtig udvikling af byerne, »En dagsorden for byerne i Den Europæiske Union«, en bæredygtig samfundsudvikling osv.

3.1.6. Den traditionelle støtte til familie og børn (f.eks. børnehaver, forældreorlov og børnechecks) bør kombineres og suppleres med en ny form for fysisk planlægning, en ny byplanlægning, sikre steder, hvor børn kan lege, og en generel genskabelse af forudsætningerne for at revitalisere »kvarteret« som sted og socialt system, så den hyppigt forekommende atmosfære af frygt og usikkerhed modvirkes. Dette indebærer bl.a. en gennemgribende reform af skolevæsenet med udgangspunkt i fremtidens krav (demografisk, uddannelsesmæssigt osv.), etablering af fjernstudieinstitutioner og en strategisk genintegrering af de ældre i samfundslivet.

3.1.7. En strategi for reintegration af de ældre skal ikke begrænses til - og behøver ikke at sigte mod - at de ældre skal bo sammen med de aktive medlemmer af familien. Den kan også omfatte samvær og sameksistens uden bofællesskab i kvarteret, således at ingen isoleres på grund af sin alder.

3.1.8. Med et nyt børnehave-, førskole- og skolesystem, der gør det muligt for forældre at forene arbejde og ansvaret for børnenes opvækst, og som dermed giver familierne større uafhængighed, vil man kunne forhindre, at stadig flere børn ender på gaden.

3.1.9. De tiltag, der skal afbøde virkningerne af familiens krise og de voksnes fravær fra hjemmet, skal også omfatte foranstaltninger, som går ud på at skabe bedre opholdssteder for børnene, bedre børne-tv og generelle fremskridt på området i såvel regioner og kommuner som i Europa som helhed.

3.1.10. Tiltag vedrørende virksomhedsetablering og støtte til små og mellemstore virksomheder skal harmonere med tiltag for bæredygtige boligområder.

3.1.11. Det er værd at bide mærke i, at de unge på trods af familiens krise i Europa - eller måske netop derfor - giver familien topprioritet. Familie og venskab er de unge europæeres to vigtigste idealer, mens arbejde kommer ind på en tredjeplads.

3.1.12. Ægte kommunikation og ægte menneskelig kontakt gennem traditionelle familie- og venskabsrelationer kan befordres ved at skabe et bymiljø, som er præget af stabilitet og kontinuitet. Krisen i byerne kombineret med familiens krise, udflytningen til forstæderne, opsplitningen af byerne og opløsningen af kvarteret som samlingspunkt har akkumuleret og mangedoblet børnenes problemer i Europa. Ensomhed, håbløshed, overdrevent fjernsynskiggeri og forsøg på at tilfredsstille kontaktbehov gennem de relationer, som ekstremistiske grupper, lokale bander og narkogrupper kan tilbyde, er ikke uoverstigelige problemer, men problemer, der kan og skal løses. Det er nødvendigt med en ny samlet og sammenhængende politik, hvor løsningen af familiens problemer ses i relation til en bæredygtig udvikling i byerne.

3.2. Krisen i skolen

3.2.1. Krisen i skolen og krisen i familien er hovedkilderne til lovløshed og kriminalitet blandt unge, ligesom den er den grundlæggende årsag til, at børn mishandles og udnyttes i Europa.

3.2.2. Skolerne i Europa har alvorlige problemer. Denne krise synes at være en af årsagerne til, at mange europæiske børn forlader skolen - med fremmedgørelse, marginalisering, udnyttelse og mishandling til følge.

3.2.3. Skolerne udviser selvfølgelig forskelle alt efter deres sociale miljø, men der er ingen tvivl om, at visse problemer i større eller mindre omfang er fælles for alle europæiske skoler.

3.2.4. Manglende interesse for indlæringsprocessen, overførsel af hjemmets problemer til skolen, fjernsynets dårlige indflydelse, et dårligt elev-lærer-forhold, vold i skolen og manglen på selvdisciplin og gensidig respekt er nogle af de problemer, der karakteriserer skolen i Europa i dag.

3.2.5. Mere generelt er det skolen som opholdssted og dens rolle i nærmiljøet, dens formål, midler og forbindelse til samfundet i øvrigt, som er på dagsordenen for diskussionen om uddannelsessystem, konkurrenceevne, effektivitet og livslang uddannelse og efteruddannelse.

3.2.6. Hvis »fabrikken« var den vigtigste drivkraft i industrialiseringens Europa, så bør uddannelse, erhvervsuddannelse, efteruddannelse og det 21. århundredes skole - alt sammen med multi-medie-støtte - være den organisatoriske og skabende kraft bag fremtidens europæiske byer.

3.2.7. Videns- og informationssamfundets skole må selvfølgelig være anderledes end den skole, der blev skabt med henblik på masseproduktion. Skolen i det 21. århundrede kan og skal, som redskab for livslang uddannelse og erhvervsuddannelse, være en skole for social samhørighed, genetablering af relationerne mellem generationerne, udnyttelse af de ældres erfaringer - en børnevenlig skole, som børnene ikke opfatter som et fængsel eller et overvågningssted, et sted, der på én gang tilbyder uddannelse, erfaringer, erhvervsuddannelse, pædagogisk adspredelse og genoplivning af åndelig og kulturel samhørighed. Et sted, hvor den tabte »nærdemokratiske ånd« og »borgerdyd« i de europæiske byer igen kan vækkes til live. Her har Europa en rolle at spille.

3.3. Krisen i byerne

3.3.1. Kommissionen nævner i sin meddelelse »En dagsorden for byerne i Den Europæiske Union« () følgende som det mest grundlæggende problem i den åbne dialog om problemerne i Europas byområder:

»Byen betragtes i mange dele af EU ikke længere som et sted, hvor det er godt at lade børn vokse op, tilbringe sin fritid eller leve. Undermineringen af byens rolle er måske den største trussel mod den europæiske udviklings- og samfundsmodel, og en trussel, der kræver den bredest mulige debat.«

3.3.2. Krisens grundlæggende træk er: for stor befolkningskoncentration, opsplitning af byerne efter økonomiske, politiske, religiøse og racemæssige »demarkationslinjer«, aldersbetinget isolation (unge og ældre), ghettodannelser, manglende social samhørighed og kulturel identitet, manglende engagement i organisationer og i den demokratiske proces (lokalt selvstyre, fagforeninger og partier).

3.3.3. Miljøproblemer: en undersøgelse foretaget af Det Europæiske Miljøagentur i 1995 viste, at et sted mellem 70 og 80 % af de europæiske byer med et indbyggertal på mere end 1/2 mio. ikke levede op til Verdenssundhedsorganisationens standarder.

3.3.4. Trafikophobning: Det er karakteristisk for trafikproblemerne i de europæiske storbyer - som undersøgelser i London og Paris har vist - at gennemsnitshastigheden for person- og lastbiler er faldet til et niveau, der svarer til bilernes hastighed i begyndelsen af århundredet. Bevægelighed og tilkørselsforhold i de europæiske byer er blevet forringet, hvilket har haft en negativ indvirkning på forbindelsen mellem bolig og arbejdsplads/skole og mellem bolig og fritidsarealer (i de byer, hvor man er så heldig at have fritidsarealer).

3.3.5. Politiske problemer: Kriminelle, neofascistiske, racistiske og fremmedhadske bevægelser er skudt op, hvilket har givet fanatiske og ekstremistiske organisationer i ghettoerne nye medlemmer i form af unge - og sågar børn.

3.3.6. Nedlæggelse af industri, arbejdsløshed og fattigdom: Fattigdom, som navnlig rammer familier med én forælder, ugifte og fraskilte mødre, umyndige mødre og naturligvis disses børn. Også børn, der overlades til sig selv, fordi begge forældre er nødt til eller vælger at arbejde og gøre karriere, rammes.

3.3.7. Mangel på legesteder: Der er mangel på sikre steder, hvor børnene kan opholde sig i fritiden. Dette er navnlig et problem for familier med én forælder, hvis antal er vokset med en galoperende fart i Europa, og for børn i familier, hvor begge forældre er udearbejdende.

3.3.8. Det er ikke underligt, at det særlige grundlag, som bykulturen og dermed byerne er skabt på - et grundlag, der gjorde borgerne til det grundlæggende forenende element i den vestlige civilisation - er i fare for at forsvinde fra de europæiske storbyer.

3.3.9. De ting, der karakteriserede middelalderens byer, og som førte til lavsdannelsen, renæssancen, oplysningstiden og den industrielle revolution, findes ikke længere i de europæiske storbyer.

3.3.10. Fra at have været centrum for socialt sammenhold og samhørighed, aktiv demokratisk medvirken og en offentlig samfundsdialog er byen blevet et sted, hvor man trækker sig tilbage til privatlivet. Det offentlige rum er blevet farligt.

3.3.11. I et sådant miljø kan man naturligvis ikke socialisere børnene på en fornuftig måde. Eftersom 80 % af Europas befolkning bor i byerne, bliver byernes krise til Europas krise.

3.3.12. Krisens omfang og følger har fået Kommissionen til at erkende behovet for en urban synsvinkel i EU's samfundspolitik:

»Bysamfundet kommer til at betale en høj pris i form af kriminalitet og asocial adfærd, hvis der med udviklingen følger større uligheder i adgangen til gevinsten ved det økonomiske fremskridt. (...) Europa som helhed kommer til at betale på grund af borgernes utilfredshed og manglende tilslutning til den europæiske samfundsmodel. (...) Den europæiske økonomi kommer også til at lide, fordi tilpasning til hurtige forandringer, der giver Europas byer mulighed for at bevare konkurrenceevnen, sandsynligvis kun vil lykkes med den bredest mulige konsensus.«

3.3.13. I sit arbejdsdokument »Mod det femte rammeprogram: Videnskabelige og teknologiske mål« () og i forslaget til »Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse om femte rammeprogram for Det Europæiske Fællesskabs indsats inden for forskning, teknologisk udvikling og demonstration (1998-2002)« () betoner Kommissionen desuden følgende:

»Denne nøgleaktion har til formål at fremme en harmonisk udvikling af borgernes liv i byen. Emnet skal gribes helhedsorienteret og innovativt an, med et skarpere øje for ressourceøkonomi, under varetagelse af miljøhensynet ... Forbedring af livskvaliteten og genskabelse af sociale balancer skal forenes med beskyttelse og udnyttelse af kulturarven.«

3.3.14. Ifølge Kommissionen koster alene nedslidning af kulturarven (bygninger) over 14 mia. ecu årligt.

3.3.15. Til trods herfor synes ØSU ikke, at den opmærksomhed, som tildeles bymiljøet i Agenda 2000, står i et rimeligt forhold til byernes befolkningstal, deres problemer og krisens omfang.

3.4. Den kulturelle krise

3.4.1. At børn udnyttes, sælges, mishandles og tvinges til prostitution på trods af eksisterende love, som - hvis de blev overholdt - ville være tilstrækkelige til at undgå og bekæmpe fænomenerne, viser, at problemet ikke bunder i et juridisk tomrum, men i manglende respekt for loven og samfundets værdier i det daglige liv.

3.4.2. Når folk kan acceptere, medskyldigt tie om eller aktivt medvirke i handel med børn, handel med produkter fremstillet ved ulovligt børnearbejde, børneprostitution og/eller børneporno, må vi erkende, at problemet også har en kulturel dimension.

3.4.3. Den aktuelle masseudbredelse af forskellige former for børneudnyttelse er ikke kun et resultat af fattigdom og arbejdsløshed, men vidner desuden om elendighed, korruption, forfald og krise i store dele af befolkningen.

3.4.4. Kulturelt bør EU gribe fænomenet an på tre forskellige niveauer:

3.4.4.1. For så vidt angår de voksne bør der fokuseres på de fremherskende værdier og den dominerende moral, samt på den menneskelige og sociale ansvarsfølelse hos grupper i de nært forbundne officielle og uofficielle økonomier, hvortil også hører samfundets ansvarlige myndigheder, der ignorerer eller lever med problemet eller foregiver, at de ikke kan gribe ind.

3.4.4.2. Man bør fokusere på de samfundsmæssige konsekvenser i almindelighed af sådanne attituder og af manglende evne eller ligegyldighed over for bekæmpelsen af dem.

3.4.4.3. Når det gælder børn, bør der fokuseres på de fremherskende værdier, den moral og den ansvarsfølelse over for samfundet, som indlejres i og bliver en del af miljøet for de børn, der lever på gaden, eller som for at overleve prostituerer sig eller indblandes i narkotikahandel.

3.4.5. Den fremherskende moral i samfundet, værdi-hierarkiet, de følelsesmæssige præferencer og den europæiske »erotiske kultur« formes ikke af brochurer udsendt af staten, den ændres ikke fra det ene øjeblik til det andet: Der er tale om resultatet af mange års udvikling på mange forskellige planer.

3.4.6. Udformningen af en politik for kulturel udvikling på dette felt på såvel lokalt og nationalt som EU-niveau er bydende nødvendig, men det er ikke desto mindre et vanskeligt forehavende.

3.4.7. Samtidig forudsætter et Europa uden udnyttelse, mishandling, handel med og prostituering af børn - et Europa uden et marked for børnesex-turisme - et værdisystem, der respekterer menneskets og menneskelivets ukrænkelighed samt indebærer et syn på menneskerettighederne som hellige og ukrænkelige.

3.4.8. Håbet må være et Europa, hvor borgerne overholder - og bliver ved med at overholde - lovene, hvor borgerne har tillid til og respekterer politiet og domstolene - et kulturelt fundament for lovlighed, lovlydighed, samfundssind og medmenneskelighed.

3.4.9. Vil man af med ligegyldigheden over for og accepten af forbrydelse, kræver det et værdisystem og et kulturelt ståsted, som fremmer den sociale ansvarsfølelse, aktiv medvirken - dvs. politisk ansvarlighed i egentligste forstand - og en politisk kultur baseret på demokrati, frihed og lovlydighed.

3.4.10. Vedtagelse og gennemførelse af en model for bæredygtig udvikling og en succesfuld politik for bæredygtige byer forudsætter større ansvarlighed, og at menneskets forhold til naturen bliver mindre vilkårlig, samt at de naturlige og menneskelige ressourcer forvaltes på en anden måde.

3.4.11. Den kreative kunst og kunstudbuddet vidner kun i beskedent omfang om krise og nedgangstider.

3.4.12. Den kulturelle lavkonjunktur og brutalitet ses imidlertid stadig hyppigere i hverdagen - i hjemmet, i masseunderholdningen (fodbold), på arbejdspladsen, i skolen samt i medier o.l., som definerer og fremmer forbilleder inden for livsstil, forbrug og adfærd.

3.4.13. Man bør aktivt støtte en politik, som fremmer de lokale kulturelle særtræks opblomstring som et værn mod abstrakte ideologier og en chauvinistisk identitetsopfattelse. Europas forpligtelse til at bevare og videreudvikle de nationale kulturformer, dvs. til at sikre en flerkulturel model for udvikling og fremskridt, bør ikke strande på manglende evne til at afhjælpe krisens konsekvenser i praksis. Efter ØSU's mening er det uacceptabelt, at kulturpolitik tillægges så ringe betydning og f.eks. slet ikke nævnes i Agenda 2000.

3.4.14. Det er efter ØSU's mening nødvendigt at opmuntre, støtte og fremme den europæiske ungdoms engagement i »produktionen« af kulturgoder og at tilskynde de unge - og andre borgere - til at deltage i kulturelle aktiviteter på lokalt niveau.

3.4.15. En sådan fremgangsmåde vil ud over at give indsigt i kunst og kultur virke befordrende for genoplivningen af fællesskabsfølelsen, den aktive medvirken og nærdemokratiet. Den vil styrke samfundsstrukturen, og social samhørighed og solidaritet vil blive oplevet umiddelbart som et udtryk for fællesskabsfølelse og ikke som en »politisk pligt«.

3.5. Hvorfor føler europæiske børn sig tiltrukket af lokale bander?

3.5.1. Problemerne ikke kun i Europa, men i verden som helhed er så store i byerne og på landet, at de unge må gives en chance for at bidrage til at løse dem og få opfyldt de behov, de i dag får dækket i asociale bander.

3.5.2. Erkendelsen af bandernes funktion i lokalområdet og herunder af, hvilke behov disse opfylder hos børnene i Europas byer, vil gøre det muligt at finde frem til politiske tiltag, som kan stoppe den voksende fremmedgørelse blandt de europæiske børn og sætte os i stand til at kommunikere med børn, som enten allerede er blevet eller er på vej til at blive gadebørn.

3.5.3. Den lokale bande erstatter i mange tilfælde den »manglende« familie. Den dækker visse behov: følelsen af og ønsket om at have et tilhørsforhold til et større hele, men også til en velafgrænset gruppe. Den kan tilbyde: action, eventyr, spænding, succes, umiddelbar anerkendelse efter fortjeneste i gruppen og en ægte, umiddelbar, følelsesmæssigt meningsfuld kommunikation, en fælles oplevelse af fare, forventning og glæde. Den lokale bande giver medlemmerne mulighed for en primitiv oplevelse af at tage del i en gruppes erfaringer. Såvel lokale og nationale myndigheder som EU bør sørge for, at den lokale bande ikke bliver det eneste sted, de europæiske unge kan gå hen for at få disse behov opfyldt.

3.5.4. Her kan de traditionelle ikke-statslige ungdomsorganisationer samt politiske ungdomsgrupper og kirkelige ungdomsorganisationer spille en rolle ved at oprette nye afdelinger med en ny organisationsstruktur og nye handlemuligheder. De lokale og nationale massemedier kan tilskyndes til at stimulere og fremme sådanne alternative ungdomsinitiativer, som ikke oser af gammeldags gold selvgodhed, letkøbt resignation og marginalisering eller »heroisk marginalisering af kriminaliteten«.

3.5.5. En ny kultur med politisk aktivisme samt et ansvarligt og helhjertet engagement i en demokratisk atmosfære kan være et alternativ for de unge. Et sådant alternativ kan tilbydes med udgangspunkt i de lokale og nationale kulturelle særtræk og traditioner, både hvad angår organisationsform, aktionsmetoder og målsætninger, og gennem EU-programmer som »Europæisk volontørtjeneste for unge«.

3.6. Fattigdom og arbejdsløshed

3.6.1. Det er generelt accepteret, at fattigdom ikke i sig selv er (og aldrig har været) årsag til moralens sammenbrud. Det er snarere den form for armod, der udspringer af en kombination af fattigdom og fraværet af et håb om en bedre fremtid og manglende mulighed for at deltage i de processer, der kan ændre situationen for det enkelte individ og for samfundet. Det er kombinationen af fattigdom og udelukkelse og marginalisering, som er årsagen.

3.6.2. På samme måde er der ikke længere nogen, der for alvor tror på, at arbejdsløshed kun rammer dem, der er naturligt disponeret for det, eller sociale grupper, der »kulturelt« set er bestemt til et inaktivt driverliv og kun er interesseret i at hæve arbejdsløshedsunderstøttelse. Fraværet af en arbejdende person som »rollemodel« kan dog fremkalde forlegenhed og skam hos den langtidsarbejdsløses familiemedlemmer, hvilket ikke er rimeligt.

3.6.3. Senest er der på Amsterdam-topmødet skabt grundlag for konkrete foranstaltninger vedrørende skabelse af en fælleseuropæisk beskæftigelsesstrategi. I Amsterdam-traktaten er beskæftigelse eksplicit gjort til et fælles område. Det nye kapitel om beskæftigelse styrker samordningen af beskæftigelsespolitikken inden for nogle fælles retningslinjer. I dette kapitel gøres det klart, at Fællesskabet skal bidrage til et højt beskæftigelsesniveau ved at tilskynde til samarbejde mellem medlemsstaterne og ved at støtte og i nødvendigt omfang supplere deres foranstaltninger. Medlemsstaterne har også givet tilsagn om at tage målsætningen om et højt beskæftigelsesniveau med i overvejelserne ved udformningen og gennemførelsen af alle Fællesskabets politikker.

3.6.4. På det ekstraordinære beskæftigelsestopmøde i Luxembourg i november sidste år traf man den rigtige beslutning at sætte den nye traktats bestemmelser om beskæftigelse i værk med det samme, dvs. fra 1998, og på forhånd gennemføre bestemmelserne vedrørende samordning af medlemsstaternes beskæftigelsespolitikker, idet man ønskede at føre en beslutsom politik på beskæftigelsesområdet svarende til den, man har på økonomiske område, for at konvergere i retning af fælles, kontrollerbare og jævnligt ajourførte mål.

3.6.5. Som Det Økonomiske og Sociale Udvalg ofte har gjort opmærksom på, ligger der ikke i dette en illusion om, at arbejdspladser kan skabes med påbud ovenfra. Udgangspunktet for flere jobs er en fortsat udvikling af en sund, samordnet makroøkonomisk politik, som understøttes af et velfungerende indre marked, der baner vej for en bæredygtig udvikling, ny dynamik og en tillidsfuld atmosfære, som kan bidrage til at styrke beskæftigelsen. Som det blev konkluderet på beskæftigelsestopmødet i Luxembourg, vil man prøve at skabe forudsætninger for, at det potentiale for dynamik og frit initiativ, der ligger i Europas økonomi, kan udfolde sig frit.

3.6.6. Selvom gunstige økonomiske rammevilkår, der er baseret på sunde finanser, og som er afpasset efter markedets behov og strukturreformen og kan modstå skruppelløs valutaspekulation, skulle kunne bidrage til stabil vækst og beskæftigelse, vil de ikke i sig selv aktivt fremme og opretholde hverken arbejdspladser eller de færdigheder, der kræves af den enkelte. Lige så lidt som arbejdspladser kan skabes med påbud ovenfra, lige så lidt opstår de ud af intet, blot vi har blind tillid til markedskræfterne. Hverken planøkonomi eller laissez-faire er en mirakelkur. Der er behov for en kompleks blanding af politiske strategier, hvis man skal fremme bæredygtig vækst og beskæftigelse, herunder offentligt/private partnerskaber, fleksibilitet og sikkerhed, mobilisering af arbejdsmarkedets aktører på alle niveauer og den form for solidaritet, der bedst kan beskrives med ordene: Europas sociale model. Det er alment accepteret, at den samhørighed og de praktiske projekter, der er nødvendige for at iværksætte et sådant scenario for bæredygtig beskæftigelse og vækst, skal understøttes og bindes sammen af de inderste værdier i det, der karakteriserer og forener Europas demokratier. Det er denne udfordring, vi står overfor: Hvordan drager vi nytte af alle tilgængelige ressourcer til bekæmpelse af arbejdsløsheden og opnåelse af et håndgribeligt, praktisk fremskridt for så vidt angår skabelse af varige arbejdspladser og bedre jobegnethed.

4. Evaluering af den nuværende politik

4.1. ØSU konstaterer, at de hidtidige politiske bestræbelser på at bekæmpe dette store problem har vist sig utilstrækkelige og ineffektive, og at problemet tværtimod har antaget faretruende dimensioner på globalt plan.

4.2. Den stadige strøm af internationale og europæiske erklæringer, konferencer, kampagner og bevægelser har klarlagt problemets tragiske omfang, men er ikke blevet fulgt op af konkrete og effektive foranstaltninger til bekæmpelse eller forebyggelse af problemet, hvilket har påvirket den offentlige mening i negativ retning.

4.3. Offentligheden risikerer at blive vænnet til, at problemet eksisterer, og at man må leve med det, fordi samfundet ikke kan gøre noget ved det.

4.3.1. Almindelige borgere bliver i tvivl om, hvorvidt samfundet i realiteten er i stand til at garantere de nødvendige forsvars- og beskyttelsesmekanismer mod handel med børn og pornoprodukter med medvirken af børn (ligesom når det gælder handel med narkotika), eller om samfundets styring er så ineffektiv, at ethvert alvorligt ment bekæmpelses- eller forebyggelsestiltag er dømt til at mislykkes.

4.4. Tendensen i Europa går i retning af, at princippers og institutioners troværdighed drages i tvivl, og at privatlivet prioriteres højere end aktiv deltagelse i det offentlige liv.

4.5. Den hidtidige politik og indsats har først og fremmest taget sigte på at fjerne de synlige tegn på problemet og begrænse skaderne. Der er ikke blevet ført en tilfredsstillende politik med henblik på at hjælpe ofrene og straffe de skyldige.

4.6. Hidtil har man prøvet at løse problemet med mere »lov og orden« og via sundheds- og socialsektoren og velfærdsorganisationerne. Man har taget udgangspunkt i »ofre« og »forbrydere«. Når der er begået en lovovertrædelse, gøres der en indsats for at finde den skyldige og om muligt yde ofret erstatning. Et sundt samfund kan rumme syge mennesker og grupper. Selvom sundhed er den enkeltes eget ansvar, forsøger samfundet at yde bistand. På det politiske plan har striden traditionelt stået omkring spørgsmål vedrørende:

- mere eller mindre autoritet,

- mere eller mindre tolerance,

- mere eller mindre hjælp til ofrene.

4.7. Det springer i øjnene, at ingen af disse tre indfaldsvinkler - eller den bedste kombination af dem i et givent tilfælde - er forebyggende. De udgør ikke en del af en strategi for bekæmpelse af problemets bagvedliggende årsager, men er altid rettet mod at begrænse skaderne.

4.8. Selvom det internationale samfund er enigt med hensyn til de bagvedliggende årsager, er det tydeligt, når man ser på den valgte politik og resultaterne, at det reelt ikke er disse årsager, der bekæmpes.

4.9. Den direkte, indirekte og samlede pris (økonomisk og socialt) for at løse problemet bliver stadig større.

4.10. Samfundet har en tendens til at skubbe ansvaret fra sig og overdrage løsningen af et i alle henseender samfundsmæssigt problem til ikke-statslige organisationer.

4.11. Yderligere marginalisering og passivisering af samfundet og udviklingen af nye statsbureaukratiske (ofte ukontrollerede) ordninger i internationale netværk synes ikke at være den bedste måde at imødegå dette eller tilsvarende problemer på.

4.12. Kriminalitet - og frygten for kriminalitet - har fået helt nye brancher til at skyde op (f.eks. private vagtværn, elektronisk registrering og overvågning af butikker og andre private og offentlige steder). Dette er en væsentlig ikke-produktiv omkostningsfaktor og er såvel årsag til som en følge af et splittet samfund.

5. Hen imod en »New Deal« for børn

5.1. Grundlæggende principper

5.1.1. De politiske valg i forbindelse med løsningen af problemet afhænger selvfølgelig af problemets art, fremtrædelsesformer og omfang.

5.1.2. Strategien og de politiske valg bør samstemmes med EU's generelle målsætninger.

5.1.3. EU's foranstaltninger på områder som bæredygtig udvikling, byområder, livslang uddannelse og skoleuddannelsens kvalitet i Europa er alle relevante og må samordnes. Målet skal være en bæredygtig udvikling af de menneskelige ressourcer og samfundet.

5.1.3.1. Uden en sådan vil samfundet og økonomien i Europa få svært ved at opretholde såvel sin nuværende andel af den internationale velstand som sit vidensniveau og sin indflydelse i forhold til de asiatiske lande, der oplever stor økonomisk vækst.

5.1.4. Det er både direkte og indirekte meget vigtigt for Europa at få løst problemet effektivt på hjemmefronten, men Europa bør samtidig tage teten som etisk, politisk og organisatorisk lokomotiv for en løsning af problemet på internationalt plan.

5.1.5. Europa står over for et demografisk problem: gennemsnitsalderen i den europæiske befolkning bliver stadig højere samtidig med, at der er umiddelbar risiko for en marginalisering af 30 % af Europas unge (svarende til den del af ungdommen, som indblandes i børnekriminalitet og narkotikahandel). Denne markante tendens er farlig for den sociale samhørighed, samfundet og økonomiens konkurrenceevne.

5.1.6. Europas og de enkelte medlemsstaters udgifter til bekæmpelse af asocial adfærd og kriminalitet begået af børn, der er overladt til sig selv, samt omkostningerne ved børns deltagelse i organiseret kriminalitet, løber op i enorme summer.

5.1.6.1. En investering i forebyggelse og i udvikling af de menneskelige ressourcer og den menneskelige og samfundsmæssige kapital samt i social samhørighed kan tydeligvis bedre betale sig. På mellemlang og lang sigt er det den billigste løsning.

5.1.7. Der er brug for en retlig, institutionel ramme for løsning af problemet på regionalt, nationalt og internationalt niveau. En sådan vil muliggøre en effektiv planlægning og gennemførelse af foranstaltninger inden for rammerne af den alment anerkendte folkeret og med internationalt anerkendte sanktioner.

- Med hensyn til bekæmpelse af nye uacceptable former for børnearbejde, hvem skal så træffe beslutningerne og hvilke objektive kriterier skal man bruge, når man afgør vigtigheden af, at der gribes ind i det ene eller det andet land?

- Når det gælder foranstaltninger til bekæmpelse af børnesex-turisme, hvem skal så bestemme, om man skal koncentrere indsatsen til efterspørgsels- eller udbudslandene - med hvilke beføjelser, med hvilken international støtte og hvilket internationalt mandat?

Vil man løse problemet og dets forskellige fremtrædelsesformer, kræves der konkrete, sammenhængende programmer og et veltilrettelagt samarbejde med klart prioriterede målsætninger, hvad angår enkelte lande.

5.1.8. Udformning og gennemførelse af integrerede programmer er en forudsætning for en effektiv indgriben.

5.1.8.1. F.eks. vil udnævnelsen af kontrollører, der skal finde frem til ulovligt børnearbejde, ikke have nogen effekt, hvis ikke der er pålidelige, uafhængige instanser, der kan idømme straf på nationalt plan, samt et uafhængigt retsvæsen og et ubestikkeligt politi.

5.2. En ny international ramme

5.2.1. ØSU kan med henvisning til EU's nye målsætninger i Agenda 2000 () tage konkrete initiativer med henblik på at samordne de forskellige aktørers bestræbelser og aktioner til bekæmpelse af de bagvedliggende årsager til enhver form for udnyttelse af børn:

- på EU-niveau,

- på fælleseuropæisk niveau, og,

- på internationalt niveau.

5.2.2. Efter ØSU's mening bør EU føre an i det internationale samfunds bestræbelser og udvikle konkrete og fyldestgørende programmer, som til stadighed kan fremme den økonomiske udvikling i de mindre udviklede regioner i verden - i Sydamerika, Afrika og Asien.

5.2.3. EU kan og bør efter ØSU's mening tage initiativer

- til at modernisere FN og FN's underorganisationer, så disse kan yde en effektiv indsats mod fattigdommen i første halvdel af næste århundrede,

- til at sikre de nødvendige bevillinger med henblik herpå til FN og FN's specialiserede organer (UNDP, ILO, UNICEF, UNESCO, WHO, FAO),

- til at modernisere de internationale finansinstitutioner (f.eks. Verdensbanken og Den Internationale Valutafond), således at disse i deres politik og programmer tager hensyn til beskæftigelsen og de sociale behov såvel som til uddannelsesmæssige og sundhedsmæssige behov,

- til at konsolidere en ny kurs i Nord-Syd-samarbejdet,

- til at fremme beslutninger fra Det Sociale Topmøde og bidrage aktivt til deres almene gennemførelse,

- »til at fremme den sociale dimension i internationale handelsaftaler«.

5.2.4. EU's medlemsstater bør fortsat styrke deres bidrag til IPEC-programmerne og sammen med arbejdsmarkedets parter deltage aktivt i udarbejdelsen og vedtagelsen af en omfattende ny ILO-konvention mod de mest uacceptable former for udnyttelse af børn, ligesom de bør arbejde for en almen ratificering og effektiv gennemførelse af en sådan konvention - også ved at yde passende støtte til de u-lande, der udviser vilje til at håndhæve de ILO-konventioner, der vedrører beskyttelse af børn mod udnyttelse.

5.2.5. Efter ØSU's mening må EU omgående sikre de nødvendige juridiske aktionsværktøjer enten alene eller i samarbejde med nationale repræsentationer i FN's regi.

5.2.6. Der er brug for et europæisk initiativ, der kan garantere, at FN's og andre internationale organisationers ressourcer anvendes på en gennemskuelig og effektiv måde for at sikre tilstrækkelige midler, en god anvendelse af disse og et godt samarbejde mellem medlemsstaterne og FN's organer.

5.2.7. Hvad angår samordningen og det internationale arbejde, kan ØSU og dets medlemmer tage initiativ til at fremhjælpe:

- oprettelsen af en koordinationsinstans for børnepolitikken i Vest- som Østeuropa, hvilket kan ske i samarbejde med tilsvarende organisationer under skyldig hensyntagen til EU's udvidelsesproces og - hvor det er hensigtsmæssigt - i samarbejde med Europarådet, ILO, Verdenshandelsorganisationen, UNICEF, Kirkernes Verdensråd og andre lignende organisationer,

- oprettelsen af regionale samordningsorganer i Afrika, Amerika og Asien i forbindelse med ØSU's dialog med erhvervs- og samfundskredse i disse verdensdele,

- hvert andet år at få evalueret de internationale udviklingsorganisationers fattigdomsbekæmpelse.

5.2.7.1. ØSU finder også sine egne forslag vedrørende menneskerettighederne og EU's politik over for tredjelande relevante.

5.2.7.2. ØSU mener, at samarbejdet mellem Interpol, Europol og medlemsstaternes nationale politistyrker bør intensiveres.

5.3. Det europæiske niveau

5.3.1. For at udforme og gennemføre en virkningsfuld EU-politik kræves:

- samordning af politikeres og ansvarlige organisationers indsats på medlemsstatsniveau,

- samordning i EU og på fælleseuropæisk niveau.

5.3.2. På europæisk niveau kan ØSU arbejde for nedsættelsen af et permanent udvalg til at udarbejde og formidle modeller og metoder til almen samfundsmobilisering samt aktivering af samfunds- og interessegrupper med henblik på at bekæmpe udnyttelsen af børn.

5.3.3. Når man holder op med at betragte problemet som et økonomisk og juridisk problem eller kun fokuserer på omsorg, antager den nødvendige samordning nye dimensioner.

5.3.4. Anskues problemet som et samfundsudviklingsproblem - som et spørgsmål om, hvordan vi sikrer truede menneskelige og samfundsmæssige ressourcer - og indrettes politikken på at bekæmpe de bagvedliggende årsager og ikke kun på at begrænse virkningerne, så kræves der en aktiv og resolut samordning på nationalt niveau mellem myndigheder og statslige og ikke-statslige organisationer, hvis virkefelt ligger inden for:

- skole og førskole samt langsigtet planlægning inden for disse,

- livslang uddannelse og faglig uddannelse,

- faglig orientering og beskæftigelse,

- kultur, sport og fritid,

- byplanlægning, byfornyelse, tilvejebringelse af sikre legeområder i byerne i børnenes nærmiljø,

- forening af familie- og arbejdsliv,

- nyorientering af forholdet mellem hjem og arbejdssted,

- samarbejde mellem den private og den offentlige sektor inden for:

legeaktiviteter (såvel individuelle som kollektive),

underholdning for børn,

børne-tv,

børnebøger,

traditionelle former for sociale projekter, humanitære foreninger, kirker, faglige organisationer og foreninger,

domstole, politi, socialforsorg,

det lokale og regionale styre.

6. Politiske tiltag

6.1. Bypolitik

6.1.1. Efter ØSU's mening bør en børnevenlig bypolitik ikke ses som en forøgelse af bevillingerne til socialpolitikken, men snarere som en investering i forbedringer af de menneskelige ressourcer, en bæredygtig samfundsudvikling og stadige fremskridt for de europæiske byers konkurrenceevne.

6.1.2. EU har i adskillige dokumenter erkendt behovet for en politik, der kan løse de enorme problemer i byerne. Endnu et tiltag med henblik på en integreret, sammenhængende og komplementær politik, denne gang for at dække de europæiske børns behov, vil være en meget lille investering med stort udbytte og virkning.

6.2. Et netværk af børnevenlige byer

6.2.1. Et netværk af børnevenlige byer kan udgøre grundstammen i en politik på kort sigt. Gode og efterprøvede erfaringer herfra kan anvendes af en bredere kreds (i byplanlægningen, i byfornyelsen og ved udformningen af de historiske centre i byerne).

6.2.2. I anlæggelsen af offentlige transportsystemer og i planlægning og ombygning af togstationer og busholdepladser kan og bør der tages hensyn til børnenes behov.

6.2.3. Åbne områder, offentlige arealer, stationer, parker og pladser bør være sikre i kraft af deres funktion.

6.2.4. Tilstrækkeligt med legepladser til børnene og en opfordring til fritidsklubber og lokale skoler om at stille pædagogiske og givende fritidsfaciliteter til rådighed kunne være med til at opfylde nogle af børnenes og forældrenes - ikke mindste de enlige forældres - behov.

6.2.5. Gennem frivillige projekter i samarbejde med daginstitutioner, skoler, offentlige parker osv. kan der skabes muligheder for at reintegrere ældre i samfundslivet og drage nytte af deres færdigheder.

6.2.6. De skoler i Europa, der er nedlagt som følge af faldende fødselstal, kan bruges til mange ting, f.eks. til workshops, hvor man i en hyggelig atmosfære kan stifte bekendtskab med kunst og teknologi.

6.2.7. Blandt andre foranstaltninger kunne man tænke sig en systematisk omdannelse af ghettoer til områder for kulturelt samspil, hvor turistkontorer, ambassader, udstillingslokaler, uddannelsesinstitutioner, centre for efteruddannelse o.l. inddrages.

6.2.8. Der bør gøres en systematisk indsats for at genoplive nærmiljøet i samarbejde med de lokale kirker, skoler, virksomheder og de stedlige foreninger, fagforeninger og partier.

6.2.9. Man kan skabe organisatoriske bånd mellem by til land (f.eks. via producentforeninger, forbrugerforeninger og miljøorganisationer).

6.2.10. Der kunne udvikles en politik til fordel for (billige) skoleudflugter ud i den natur, der findes i Europa, kombineret med miljøundervisningsprogrammer og mulighed for at udvikle alternative former for turisme: historisk og kulturel turisme, hvor udgangspunktet er netværk af forskellige bytyper, f.eks. byer fra den industrielle revolution, byer fra reformationsstiden og europæiske byer med historisk og kulturel betydning.

6.3. Generel samfundsmæssig mobilisering

6.3.1. ØSU og dets medlemmer, som tæller arbejdsgivere, arbejdstagere og andre socioøkonomiske interesser, kan tage visse initiativer til fremme af en generel samfundsmæssig mobilisering med henblik på at bekæmpe enhver form for udnyttelse, mishandling og ødelæggelse af EU's enorme menneskelige ressourcer og samfundsmæssige kapital i alle dets afskygninger.

6.3.2. ØSU mener, at en generel mobilisering af samfundet, der kan vende udviklingen væk fra tilflugt til privatlivet, resignation og passivisering af store dele af samfundet, kræver nye indfaldsvinkler og fremgangsmåder, der er langt bedre integreret og hænger bedre sammen end de traditionelle »bevidstgørelseskampagner«.

6.3.3. I disse bestræbelser kan arbejdsmarkedets parter og den sociale dialog i Europa i bredere forstand spille en meget konstruktiv rolle.

6.3.4. Det kræver nye fremgangsmåder såvel hos traditionelle »ambassadører« for den sociale samhørighed som hos nye bannerførere eller institutioner såsom ikke-statslige organisationer og lokale og regionale myndigheder. Efter ØSU's mening skal de ikke-statslige organisationers indsats rettes mod nye mål, eller der skal skabes en helt ny generation af ikke-statslige organisationer. De fleste ikke-statslige organisationers hidtidige indsats er foregået på samfundets vegne og regning. De nye ikke-statslige organisationer, som foreslås her, skal ikke påtage sig at løse sociale problemer, og de skal ikke træde i stedet for samfundet eller det offentlige. De skal derimod have som mål at forbedre samfundets organisatoriske muligheder for at løse problemerne. De skal have som målsætning at bistå lokalsamfundene og at behandle og udnytte et hvilket som helst problem som springbræt for at erhverve sig organisatoriske færdigheder, viden og midler til at løse netop problemer af den type. De skal ikke supplere traditionelle sociale institutioner, men tværtimod bidrage til en modernisering af såvel aktionsmekanismer, midler og metoder som af Fællesskabets indsats generelt. Sådanne ikke-statslige organisationer skal alt efter formål være små, smidige og billige i drift. De skal udvikles i kæder af netværk, så de bliver i stand til at slå rod og får let ved at tilpasse sig lokale særtræk. Hierarkiske og bureaukratiske multinationale modeller skal undgås. En sådan indsats kan stimuleres yderligere på såvel nationalt niveau som på EU-plan.

6.3.5. En generel mobilisering af samfundet skal ikke kun tage sigte på de såkaldte »risikogrupper« eller på de personer, som mest direkte er udsat for problemet.

6.3.5.1. Den generelle mobilisering af samfundet kan og skal rettes mod en stor, bred masse af unge fra alle samfundslag, som må trækkes med krisen i familien, i byerne, blandt de arbejdsløse osv.

6.3.5.2. Aktionerne på dette område kan godt være indirekte, komplementære og sammensatte. Man kunne for eksempel forstille sig en gennemgribende, permanent EU-indsats til støtte, opmuntring og statusmæssig opgradering af ikke-politiske ungdomsorganisationer (spejdere m.m.) kombineret med en modernisering af de politiske partiers ungdomsorganisationer inden for rammerne af en overordnet paneuropæisk indsats med henblik på at genoplive gamle idealer om aktiv deltagelse i den nye generation som modbillede til den resignation, flugt og ekstremisme, der præger billedet i dag.

6.3.5.3. Der bør gøres en indsats for at befri såvel politiske som upolitiske ungdomsorganisationer for fagliggørelse og bureaukratisering og fremme en åben holdning over for samfundet.

6.3.5.4. Alle grupper i Europa-Parlamentet bør inddrages i bestræbelserne.

6.3.5.5. Kirkernes Verdensråd bør lancere sin egen kampagne for at få pustet nyt liv i de kirkelige ungdomsorganisationer. Unge katolikkers nylige stævne i Paris viste også, at unge reagerer på appeller om aktiv deltagelse.

6.3.5.6. Der bør indstiftes priser og hædersbevisninger på EU-niveau til programmer og aktioner, som ungdomsorganisationer har iværksat med bekæmpelse af sociale problemer for øje.

6.3.5.7. Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen kan med opbakning fra de nationale parlamenter og kirker (Kirkernes Verdensråd og lokale kirker) indstifte sådanne priser.

6.3.5.8. ØSU kan i samarbejde med Kommissionens kompetente tjenestegrene, UNICEF, Regionsudvalget og europæiske ungdomscentralorganisationer afholde en fælleseuropæisk konference om ungdommens aktive deltagelse i det politiske liv i Europa.

6.3.5.9. Under et »Ungdom for Europa 2000+«-program, eventuelt under en ny EU-kommissær for ungdom, kan der iværksættes forskellige pilotprojekter og dynamiske benchmarking- og demonstrationsaktiviteter med henblik på at bibringe yngre europæiske generationer den rette åndelige, fysiske og kulturelle dannelse, f.eks.:

- man kunne have »krævende« turisme for unge og tværkulturel miljøundervisning og kommunikationsprogrammer langs store eller historisk interessante floder i Europa. Man kunne som et tværnationalt program med deltagelse af de lande, Donau løber igennem, forestille sig et initiativ med titlen »På rejse gennem Donaus kulturer«, hvor der overnattes i lejre langs Donau,

- lignende programmer kunne iværksættes i Alperne eller i landene omkring Adriaterhavet og Det Joniske Hav,

- de europæiske kunstakademier kunne gå sammen om at grundlægge et permanent forum for kultursamarbejde med hjemsted i en europæisk by. Opgaven kunne overdrages til to-tre europæiske kunstakademier inden for rammerne af en tværnational indsats,

- et permanent forum for tværreligiøs dialog kunne oprettes som led i et tværnationalt samarbejde med deltagelse af teologiske fakulteter og forskellige religiøse personligheder med henblik på at fremme solidaritet, tolerance og (måske ligefrem) samarbejde mellem unge fra forskellige trosretninger med det formål at gribe ind over for ungdommens problemer.

6.3.5.10. De lokale og nationale myndigheder bør tilskynde massemedierne til at lave udsendelser og programmer, der kan fremme ansvarlig deltagelse i en demokratisk kultur, hvor alle folk og kulturer stilles ens, hvor positiv adfærd fremmes blandt de unge - dvs. positive organisationsformer, sund levevis, demokratiske forbilleder for social kontakt, aktivering og fornuftig beskæftigelse af de unge.

6.3.5.11. Der bør oprettes et permanent center for udbredelse og formidling af god praksis i forbindelse med programmer vedrørende ungdomsorganisationsaktioner på lokalt eller fælleseuropæisk plan.

6.3.5.12. Efter ØSU's mening kræves følgende for at mobilisere samfundet og forbedre dets indsats for at løse problemerne og bekæmpe ulovlige aktiviteter, der rammer børn:

- en fælleseuropæisk kampagne med henblik på sikring af domstolenes autoritet og effektivitet,

- en fælleseuropæisk kampagne (som medlemsstaterne skal have ansvaret for), der skal tage sigte på at komme korruption inden for politiet til livs,

- en fælleseuropæisk kampagne (som medlemsstaterne skal have ansvaret for), der skal tage sigte på at holde fængslerne fri for kriminelle aktiviteter,

- et område, der kræver særlig fælleseuropæisk og national opmærksomhed såvel i Vest- som i Østeuropa, er børnehjemmene. ØSU agter at behandle dette emne i en særskilt udtalelse.

6.3.5.13. Det er bydende nødvendigt, at EU i stedet for de relativt få udvekslinger af unge opretter faste kontakt- og kommunikationsinstitutioner, procedurer for en fælles indsats over for problemerne og mobilisering af de brede lag af den europæiske ungdom. Opfyldelsen af denne målsætning skal ske ved at knytte faste kontakter og skabe følelsen af et fællesskab blandt Europas unge.

6.3.5.14. De stadig større omkostninger ved at bekæmpe racisme, fremmedhad, racistisk betinget vold og børnekriminalitet kan erstattes med investering i social samhørighed gennem en ny europæisk ungdomspolitik - en politik, som lever op til den europæiske befolknings kulturarv og fremtidsdrømme.

6.4. Arbejdsløshed og fattigdom

6.4.1. Det Økonomiske og Sociale Udvalg har fokuseret stærkt på beskæftigelsen som det helt afgørende i en model for en bæredygtig økonomisk og social udvikling. ØSU har lagt stor vægt på, at man fik skabt en økonomisk og monetær union inden for den opstillede tidsramme for at skabe tillid og stimulere beskæftigelsen. Det har endvidere tilsluttet sig tanken om sammenlignelige kriterier for indsatsen til fremme af beskæftigelsen samt om en flerårig plan med særlige foranstaltninger og en bindende tidsplan såvel som instrumenter og overvågningsmekanismer, som medlemsstaterne forpligter sig til at iværksætte. Det har tilskyndet til skabelse af dynamiske benchmarking-procedurer, herunder en europæisk kontrol af beskæftigelsesvirkningen. Det har hele tiden presset på over for Kommissionen for at få den til at fremme udarbejdelsen af målrettede sektor- og branchespecifikke rammestrategier for vækst og beskæftigelse, som pålægger de implicerede aktører på begge sider af arbejdsmarkedet at samarbejde helhjertet og målbevidst. ØSU har efterlyst en gennemgribende modernisering af strukturfondene med det formål at skabe permanente nye arbejdspladser. Det har ikke mindst støttet målsætningen om at garantere alle unge i EU, at de inden for ét år efter afsluttet uddannelse tilbydes arbejde, praktik eller videreuddannelse, og det har efterlyst klarere kvantitative og kvalitative målsætninger i uddannelsen, herunder erhvervsuddannelsen. ØSU har også argumenteret for, at den europæiske skattepolitik tages op til fornyet overvejelse med udgangspunkt i dens beskæftigelsesvirkning, og at en samordnet europæisk strategi på skatteområdet kunne bidrage til en generel aftale på arbejdsmarkedet om begrænsning af de indirekte lønomkostninger. Det har efterlyst lavere momssatser for produkter og tjenesteydelser, der er arbejdsintensive eller har stort jobskabelsespotentiale. ØSU har udtrykt stærk støtte til iværksætterånd og investeringer i jobskabende SMV'er og mikrovirksomheder. ØSU bifaldt kraftigt Den Europæiske Investeringsbanks særlige aktionsprogram fra Amsterdam og har opfordret EIB til at udvise større risikovilje og i højere grad samle kræfterne om projekter, der kan styrke beskæftigelsesintensiteten og arbejdspladsernes kvalitet under skyldig hensyntagen til den økonomiske bæredygtighed. Det Økonomiske og Sociale Udvalg har også efterlyst en overenskomstmæssig omlægning og nedsættelse af arbejdstiden, som sammen med fleksibilitet, attraktive muligheder for at arbejde på deltid samt længere arbejds- og åbningstider, kan have en positiv indvirkning på beskæftigelsen som led i en samlet overenskomstløsning.

6.4.2. Fattigdom og social udstødelse

6.4.3. ØSU har regelmæssigt foreslået indkomststøtte- og fattigdomsforebyggelsespolitikker i tråd med den europæiske sociale model.

7. Bekæmpelse af problemet med børnesex-turisme

Kommissionens meddelelse ().

7.1. Generelle bemærkninger

7.1.1. ØSU betragter Kommissionens meddelelse som et bidrag til en større indsats vedrørende bekæmpelse af seksuelt misbrug og seksuel udnyttelse af børn.

7.1.2. Meddelelsen trækker på resultaterne af Verdenskongressen mod Kommerciel Seksuel Udnyttelse af Børn, som fandt sted i Stockholm i august 1996 - især på det handlingsprogram, som kongressen mundede ud i.

7.1.3. Kommissionens meddelelse indeholder en afvejet analyse af de problemer, der er forbundet med efterspørgslen efter og det tilsvarende udbud af børnesex-turisme.

7.1.4. Kommissionens vigtigste forslag er koncentreret om tre hovedprincipper:

- at afskrække og straffe personer, som misbruger børn seksuelt,

- at bremse såvel efterspørgslen efter som udbuddet af børnesex-turisme,

- at opfordre medlemsstaterne til at indtage et fælles standpunkt mod dette problem.

Personer, som misbruger børn seksuelt, skal afskrækkes og straffes

7.1.5. Med henblik på opfyldelsen af det første mål erkender Kommissionen, at der er behov for juridisk samarbejde samt en juridisk og lovgivningsmæssig harmonisering. Iværksættelsen af procedurer for en harmonisering af lovgivningen på dette område (lige fra definitioner af begreber til straffe) må absolut fremskyndes.

7.1.6. Eftersom destinationerne (lande såvel som regioner) for børnesex-turisme er kendt, kan afskrækkelsen af de pædofile optrappes gennem etablering af observationsorganer med kvalificeret personale fra såvel sexturisternes hjemlande som destinationslandene, som påtager sig at afsløre, registrere og offentliggøre tilfælde af pædofil adfærd.

7.1.7. Risikoen for afsløring i hjemlandet er formentlig det bedste afskrækkelsesmiddel.

7.1.8. Der bør sættes resolut ind for at sikre, at der ikke findes bureauer, som tilbyder den slags tjenester i aftagerlandene. Domfældelse af virksomheder, der tilbyder, organiserer eller fremmer børnesex-turisme og offentliggørelsen af de dømte virksomheders og de ansattes navne ville ligeledes virke stærkt afskrækkende.

7.2. Strømmen af sexturister fra medlemsstaterne skal bremses

7.2.1. Under denne overskrift fokuserer Kommissionen på bevidstgørelseskampagner og adfærdskodekser.

7.2.2. ØSU finder forslagene om bevidstgørelseskampagner værdifulde, så længe man sikrer sig, at sådanne kampagner ikke samtidig vænner befolkningen til fænomenet og dets omfang, hvilket kan skabe ligegyldighed over for eller endog accept af fænomenet.

7.2.3. Med hensyn til fremme af adfærdskodekser og selvkontrollerende mekanismer i turistbranchen, mener ØSU at adfærdskodekser skal udarbejdes hurtigst muligt, og at overholdelsen af dem skal fremmes ved at anvende forskelsbehandling på lokalt, regionalt og fælleseuropæisk niveau som sanktionsmiddel. Forskelsbehandlingen skal kunne udnyttes positivt i reklameøjemed af turistbranchen.

7.2.4. Efter ØSU's mening kræver fænomenets omfang og betydning en samlet repressiv politik, der bl.a. gør alle led - lige fra markedsføringen i aftagerlandene til transporten til destinationen og tilbud om børnesex-tjenester - strafbare.

7.2.5. Erklæringer har ingen afskrækkende virkning.

7.2.6. De tyske rejsearrangører er et eksempel til efterfølgelse. De har vist, hvilken rolle rejsearrangørerne spiller inden for turistbranchen som helhed, og dermed tydeliggjort behovet for en klarere politik vedrørende rejsearrangører, som spænder lige fra adfærdskodekser til strafferet.

7.2.7. Overvejelser vedrørende oprettelsen af specialiserede turistpolitienheder i de medlemsstater, der ikke allerede har sådanne, en samordning af turistpolitistyrkernes arbejde på Europol- og Interpol-niveau og en sådan styrkes størrelse, udrustning og infrastruktur ville være et opmuntrende skridt i den rigtige retning.

7.3. Sexturisme i tredjelande skal bekæmpes

7.3.1. ØSU anser Kommissionens forslag for et betydningsfuldt bidrag til en løsning af problemerne.

7.3.1.1. ØSU gør dog opmærksom på, at »tredjelande« ikke udgør nogen homogen masse. Politiske, økonomiske, religiøse og kulturelle forskelle kræver og muliggør en differentiering, for så vidt angår politik, foranstaltninger og samarbejde.

7.3.2. ØSU foreslår, at spørgsmålet sættes på dagsordenen for drøftelserne med landene i Central- og Østeuropa, drøftelserne i Middelhavssamarbejdet og dialogen med ASEAN-landene.

7.3.3. Man bør navnlig i forbindelse med udvidelsen af EU være omhyggelig med at gøre det fuldstændig klart over for alle, at respekten for menneskerettighederne, herunder navnlig barnets rettigheder, samt harmonisering og overholdelse af retsreglerne vedrørende handel med børn i forbindelse med sexturisme, er spørgsmål, der ligger EU stærkt på sinde.

7.4. ØSU's rolle

7.4.1. Det Økonomiske og Sociale Udvalg kan være med til at løse problemet gennem sin dialog med forskellige råd og grupper i landene i de ovenfor anførte regioner.

7.5. Mere generelle strategier

7.5.1. ØSU mener, at EU i kraft af sin internationale betydning kan give spørgsmålet prioriteret status i det internationale samfund.

7.5.2. EU bør i forbindelse med drøftelserne i internationale organisationer som FN, UNESCO og UNICEF, i Nord-Syd-dialogen, i Verdenshandelsorganisationen osv. fremme en politik, der konkretiseres i tid og rum, og som sigter direkte på at rette op på problemets bagvedliggende årsager.

7.5.3. ØSU's forslag til, hvordan man internationalt og på europæisk niveau griber ind over for udnyttelse af børn, gælder naturligvis også bekæmpelsen af de årsager, der ligger til grund for børnesex-turisme.

7.5.4. Forslaget om at oprette regionale koordineringsorganer til at bekæmpe udnyttelsen af børn (på ØSU's initiativ) omfatter selvfølgelig også bekæmpelse af børnesex-turisme.

Bruxelles, den 2. juli 1998.

Tom JENKINS

Formand for Det Økonomiske og Sociale Udvalg

() Jf. ØSU's (EFT C 153 af 28.5.1996).

() »Deltagerstaterne anerkender barnets ret til beskyttelse mod økonomisk udnyttelse og mod at skulle udføre arbejde, som kan være farligt, gribe ind i barnets uddannelse, eller skade barnets sundhed eller dets fysiske, psykiske, åndelige, moralske eller sociale udvikling« (FN's Konvention om Børns Rettigheder (1989), art. 32, stk. 1.).

() Jf. ØSU's »Udtalelse om EU-børnekulturpolitik«.

() The state of the world's children, 1997/UNICEF.

() KOM(96) 547 endelig udg.

() »The future of North-South Relations: Towards sustainable economic and social development«, »Cahiers« of the Forward Studies Unit, 1997 No 1.

() UNESCO, UNICEF, Kirkernes Verdensråd, Europarådet, ikke-statslige organisationer.

() KOM(97) 197 endelig udg. - Bruxelles den 6. maj 1997.

() KOM(97) 47 endelig udg. af 10.2.1997.

() KOM(97) 142 endelig udg. af 30.4.1997.

() Gøre Den Europæiske Union til en global aktør. Sikre komplementaritet mellem interne og eksterne politikker. Udvikling af en strategi for menneskelige ressourcer.

() KOM(96) 547 endelig udg. af 27.11.1996.

BILAG 1 til Det Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse

Behovet for en fælles terminologi

En begrebsmæssigt klar terminologi er et vigtigt redskab, når man vil kommunikere effektivt, udforme og samordne en politik eller gennemføre retningslinjer.

De fleste af de ikke-statslige organisationer, som beskæftiger sig med udtalelsens emne, ser derfor gerne, at der fastsættes og anvendes en fælles terminologi.

Grundlæggende terminologi og definitioner

Hvad menes der med et »barn«?

I FN's konvention om barnets rettigheder defineres børn som personer under 18 år.

I ILO-Konvention nr. 138 er mindstealderen for adgang til beskæftigelse fastsat til 15 år. Grænsen svarer til det antal år, der kræves for at afslutte den grundlæggende skoleuddannelse (6 + 9 = 15 år).

De nationale lovgivninger varierer med hensyn til, hvilke typer arbejde børn i alderen 15 til 18 år må udføre. I den tyske lovgivning vedrørende beskyttelse af børn i arbejdslivet og børne- og ungdomsydelser defineres børn som personer under 14 år eller personer, der falder ind under lovgivningen om undervisningspligt - dvs. personer under 15 år. Personer, der er mellem 14 og 18 år, og som har afsluttet den obligatoriske skolegang, kaldes »unge«.

Den obligatoriske skolealder går i Tyskland og Østrig op til det 15. år, mens den i Frankrig, Storbritannien og Nederlandene går op til det 16. år.

Som regel er alderen for adgang til beskæftigelse sammenfaldende med afslutningen af den obligatoriske grunduddannelse.

Den seksuelle lavalder

Efter ØSU's opfattelse bør en eventuel EU-henvisning af den seksuelle lavalder behandles af de relevante kompetente myndigheder.

Børnemisbrug

Som børnemisbrug forstår vi:

a) enhver udnyttelse af børn af tredjepart i egen interesse, som sker på en måde eller med et resultat, der skader barnets legemlige, psykiske eller åndelige sundhed,

b) enhver udnyttelse af børn, der strider mod barnets rettigheder, som de er beskrevet i FN's konvention herom,

c) enhver udnyttelse af børn, der strider mod samfundsmoralen, både for så vidt angår barnet og den udnyttende part.

Børnemishandling

ØSU betragter enhver udøvelse af legemlig, psykisk eller åndelig vold mod børn, uanset formål, som legemlig, psykisk og åndelig mishandling af børn.

Overgreb mod børn i egen interesse eller for tilfredsstillelsens skyld defineres som mishandling. At tvinge børn, direkte eller indirekte, til at handle for tredjeparts vindings eller tilfredsstillelses skyld er mishandling. Der er også tale om mishandling, når der øves fysisk, psykisk eller åndelig vold mod børn af hensyn til »samfundets«, »familiens« eller »nationens« interesser. Voksnes udnyttelse af børn i forbindelse med erotisk/seksuel tilfredsstillelse eller nydelse er også (legemlig, psykisk eller åndelig) børnemishandling og børnemisbrug.

Omsorgssvigt og mishandling

Hvad angår ligegyldighed over for børns fysiske, psykiske og åndelige behov og mishandling af børn, varierer definitionerne alt efter den fremherskende etik i de enkelte samfundsgrupper eller samfund. Men også på dette område har staten dog i de fleste lande en tolerancetærskel samt en mulighed for at gribe ind, når denne tærskel overskrides.

Denne kategori kræver stor opmærksomhed, fordi der her er tale om et stort antal børn, som befinder sig i en kritisk fase, lige inden de kan ende på gaden, eller hvis situation - hvis de bliver i hjemmet - vil være problematisk. I denne kategori findes et stort antal potentielle gadebørn. Alligevel kan samfundet kun intervenere til en vis grænse. Det er dog samtidig en kategori, hvor forebyggelse kan bære frugt.

Forladte børn og børn, der forlader hjemmet og familien

Forladte børn

ØSU betragter et barn som forladt, når forældre og familie har mistet enhver vilje til omsorg for og kontakt med barnet.

Børn, der forlader hjemmet og familien

Ved børns brud med familien og hjemmet forstås børn, der - midlertidig, gentagne gange eller permanent - forlader hjemmet og familien.

Med ovenstående definitioner fremgår det klart, at udnyttelse og mishandling af børn er en dynamisk, sammensat og evolutiv proces, der foregår på mange niveauer. Hvis man kun anskuer og prøver at løse disse problemer som individuelle forseelser, får man aldrig grebet fat om de bagvedliggende årsager.

Misbrug af børn er uanset form og omfang i første række et socialt problem, et symptom på et sygt samfund. Der er tale om en forseelse, hvor det sociale problem personificeres i en skadevolder og en skadelidt. Ved at begrænse det sociale problem til en forseelse lægger man sig fast på en bestemt politisk løsningsmodel.

Børnesex-turisme

Ved børnesex-turisme forstår ØSU organiseret turisme, hvis hovedformål er at tilbyde børns »seksuelle« tjenester til turister, hvilket kan ske enten i form af organiserede rejser, hvis program indeholder organiserede tilbud om tjenester af denne art, eller som formidling af kontakt til »kredse«, der kan sørge for tilfredsstillelse af sådanne behov.

Med hensyn til en beskrivelse og en definition af de særlige kategorier af turister, som benytter sig af børnesex-turisme, tilslutter ØSU sig de definitioner, der lægges frem i Kommissionens meddelelse ().

() KOM(96) 547 endelig udg.

BILAG 2 til Det Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse

Kommissionens foranstaltninger mod udnyttelse af børn ().

() SEK(97) 1265; 24.6.1997).