27.9.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 279/11

(1)

Kapitel III i afsnit IV i forordning (EF) nr. 987/2009 om inddrivelse af fordringer i forbindelse med ydelser og bidrag var oprindeligt baseret på EU-bestemmelserne om inddrivelser på skatteområdet, nemlig direktiv 76/308/EØF (3), som efterfølgende blev afløst af direktiv 2008/55/EF (4).

(2)

Under drøftelserne i den administrative kommission opstod spørgsmålet om, hvorvidt den bistandssøgte instans' omkostninger i forbindelse med inddrivelse af fordringer, som ikke kan inddrives fra den pågældende person, bør refunderes af den bistandssøgende instans.

(3)

I henhold til artikel 84, stk. 2, i forordning (EF) nr. 883/2004 anerkendes og fuldbyrdes retskraftige afgørelser fra domstole og administrative myndigheder om inddrivelse af bidrag, renter og alle andre omkostninger eller tilbagesøgning af uberettigede ydelser i henhold til en medlemsstats lovgivning efter anmodning fra den kompetente institution i en anden medlemsstat inden for rammerne af og i overensstemmelse med lovbestemte procedurer og andre procedurer, der finder anvendelse på tilsvarende afgørelser i denne medlemsstat.

(4)

I forbindelse med den nylige vedtagelse af direktiv 2010/24/EU (5) (om gensidig bistand ved inddrivelse af fordringer i forbindelse med skatter, afgifter og andre foranstaltninger), som afløser det tidligere direktiv 2008/55/EF på dette område, er proceduren for inddrivelse af den bistandssøgte instans' omkostninger, som ikke kan inddrives fra den pågældende person, blevet revurderet og gjort klarere.

(5)

I henhold til artikel 85, stk. 1, i forordning (EF) nr. 987/2009 inddriver og tilbageholder den bistandssøgte instans hos den pågældende fysiske eller juridiske person alle omkostninger, som den afholder i forbindelse med inddrivelse af fordringen i overensstemmelse med de love og bestemmelser, der er gældende for tilsvarende fordringer i den medlemsstat, hvor den bistandssøgte instans er beliggende.

(6)

I henhold til artikel 85, stk. 2, i forordning (EF) nr. 987/2009 er gensidig bistand som hovedregel gratis, hvilket bekræfter den almindelige regel, der er fastsat i artikel 76, stk. 2, i forordning (EF) nr. 883/2004. Det er derfor nødvendigt at fastlægge omfanget af den gensidige bistand i forbindelse med tværnationale inddrivelser af fordringer.

(7)

Det er ønskeligt, i det omfang det er muligt, at bringe fortolkningen af kapitel III i afsnit IV i forordning (EF) nr. 987/2009 i overensstemmelse med reglerne og principperne vedrørende gensidig bistand ved inddrivelse af fordringer i forbindelse med skatter og afgifter —

1.

Gensidig bistand er som hovedregel gratis. Det betyder, at medlemsstaternes institutioner yder gensidig administrativ bistand vederlagsfrit. Det gælder udelukkende for omkostninger til aktiviteter gennemført af den bistandssøgte instans selv.

2.

Omkostningerne ved inddrivelse af fordringen opkræves i overensstemmelse med de love og administrative bestemmelser, der gælder i den bistandssøgte medlemsstat, og refunderes som hovedregel af skyldneren ud over det skyldige beløb angivet i fordringen.

3.

Omkostningerne ved inddrivelse af fordringen fastlægges først, og først derefter betales fordringen som fremsat af den bistandssøgende instans (prioriteringsregel for så vidt angår omkostninger).

4.

I tilfælde hvor den bistandsøgte instans ikke kan inddrive omkostningerne ved inddrivelse af fordringen direkte fra skyldneren som følge af national lovgivning i den bistandssøgte medlemsstat, eller fordi det beløb, den har inddrevet fra skyldneren, ikke dækker hele fordringen, herunder omkostningerne ved inddrivelse af fordringen, kan disse omkostninger trækkes fra det inddrevne beløb, og den bistandssøgte instans overfører kun restbeløbet til den bistandssøgende instans. Den bistandssøgte instans skal over for den bistandssøgende instans godtgøre, at de pågældende omkostninger blev afholdt af den bistandsøgte instans i forbindelse med inddrivelse af fordringen.

5.

I tilfælde hvor inddrivelsesforanstaltningerne ikke fører til inddrivelse af et beløb, som mindst dækker omkostningerne ved inddrivelse af fordringen, eller hvor inddrivelsesforanstaltningerne var helt frugtesløse, men hvor den bistandssøgte instans har afholdt andre end de i stk. 1 omhandlede omkostninger, refunderer den bistandssøgende instans disse omkostninger, medmindre parterne indgår en aftale om særlige godtgørelsesregler for det pågældende tilfælde, eller hvis den bistandssøgende og den bistandssøgte instans indgår en aftale om afkald på refusion af disse omkostninger.

6.

I tilfælde hvor det er åbenbart, at inddrivelse frembyder særlige vanskeligheder eller er forbundet med meget store omkostninger, som det er urealistisk at inddrive fra skyldneren, kan den bistandssøgende og den bistandssøgte instans aftale, helst på forhånd, særlige godtgørelsesregler for det pågældende tilfælde.

7.

Denne afgørelse offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende. Den anvendes fra dagen for offentliggørelsen.