EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32011D0485

Kommissionens gennemførelsesafgørelse af 29. juli 2011 om ændring af beslutning 2005/50/EF om harmonisering af radiofrekvenser i 24 GHz-området til tidsbegrænset anvendelse til kortdistanceradarudstyr til køretøjer i Fællesskabet (meddelt under nummer K(2011) 5444) EØS-relevant tekst

EUT L 198 af 30.7.2011, p. 71–72 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

Dokumentet er offentliggjort i en specialudgave (HR)

Legal status of the document In force

ELI: http://data.europa.eu/eli/dec_impl/2011/485/oj

30.7.2011   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 198/71


KOMMISSIONENS GENNEMFØRELSESAFGØRELSE

af 29. juli 2011

om ændring af beslutning 2005/50/EF om harmonisering af radiofrekvenser i 24 GHz-området til tidsbegrænset anvendelse til kortdistanceradarudstyr til køretøjer i Fællesskabet

(meddelt under nummer K(2011) 5444)

(EØS-relevant tekst)

(2011/485/EU)

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets beslutning nr. 676/2002/EF af 7. marts 2002 om et frekvenspolitisk regelsæt i Det Europæiske Fællesskab (frekvenspolitikbeslutningen) (1), særlig artikel 4, stk. 3, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Den 7. november 2008 gav Kommissionen Den Europæiske Konference af Post- og Teleadministrationer (CEPT) mandat til at gennemføre tekniske undersøgelser vedrørende kortdistanceradarudstyr til køretøjer til støtte for den grundlæggende revision, jf. artikel 5, stk. 2, i Kommissionens beslutning 2005/50/EF (2), og at foretage kompatibilitetsundersøgelser i forbindelse med alternative anvendelser af 24 GHz-området.

(2)

CEPT's rapport 36 og 37 på grundlag af dette mandat og den grundlæggende revision i henhold til beslutning 2005/50/EF af udviklingen af 24 GHz- og 79 GHz-frekvensbåndene viser, at den i artikel 2, stk. 5, i nævnte beslutning omhandlede referencedato den 30. juni 2013 stadig er passende, og at det i betragtning af, at der i øjeblikket ikke optræder skadelig interferens for andre brugere af 24 GHz-båndet, ikke er nødvendigt at fastsætte en tidligere dato.

(3)

Udviklingen af kortdistanceradarteknologi til køretøjer i 79 GHz-båndet skrider fremad. Der er dog tydelige tegn på, at integrationen i køretøjsproduktionen af applikationer til den pågældende teknologi ikke vil kunne nås inden for den frist, der er fastsat for kortdistanceteknologi i 24 GHz-båndet, og at det på baggrund af den tid, der stadig vil medgå til udviklings-, integrations- og testfaserne, er sandsynligt, at integrationen af 79 GHz-radarudstyr i køretøjer med sigte på massemarkedsdistribution tidligst vil kunne ske i 2018 eller eventuelt et par år før.

(4)

Der vil også være behov for ekstra tid til at sikre overgangen fra 24 GHz-teknologien til 79 GHz-teknologien på køretøjsserier, der stadig anvender 24 GHz-teknologi, når de nye køretøjsserier med 79 GHz-teknologi indføres.

(5)

Det er væsentligt at sikre kontinuiteten i den nuværende og kommende produktion af køretøjer med 24 GHz-radarudstyr med tanke på deres betydning for trafiksikkerheden og på behovet for at opmuntre til udvikling af sådanne applikationer i flest mulige af de bestående køretøjer; det må derfor undgås at begrænse rådigheden over frekvenser, som anvendes af radarudstyr, og der er brug for en midlertidig løsning for at sikre overgangen mellem den 1. juli 2013 og den 1. januar 2018. Med sigte på en yderligere overgangsperiode bør datoen den 1. januar 2018 forlænges med fire år for kortdistanceradarudstyr monteret i køretøjer, for hvilket en ansøgning om typegodkendelse er godkendt før den 1. januar 2018.

(6)

På baggrund af den internationale beskyttelse, der gælder for radioastronomi, jordobservationssatellitter og passive rumforskningstjenester i frekvensbåndet 23,60-24 GHz, og den undtagelsesvise karakter af udpegelsen af det pågældende bånd til kortdistancedudstyr ved beslutning 2005/50/EF er forlængelse af en sådan udpegelse ikke mulig. Desuden er frekvensbåndet 24-24,25 GHz udpeget til industrielle, videnskabelige og medicinske formål (ISM-band).

(7)

CEPT's kompatibilitetsundersøgelser, herunder også for nogle militære systemer, viser, at frekvensbåndet 24,25-27,50 GHz kan være en teknisk mulig alternativ løsning. Frekvenserne i området over 26,50 GHz er af NATO udpeget til planlagte militærbånd til faste og mobile systemer.

(8)

Den tærskel på 7 % markedsindtrængning, som pålægges ved beslutning 2005/50/EF, bør bibeholdes, da der ikke er tegn på, at denne grænse vil blive overskredet før overgangen til 79 GHz-båndet, og for at understrege, at 24 GHz-båndet fortsat er en midlertidig løsning.

(9)

Kommissionen bistået af medlemsstaterne bør fortsætte med at overvåge anvendelsen af beslutningen, herunder navnlig for så vidt angår tærskelgrænseværdien, og det fortsatte fravær af skadelig interferens for andre brugere af frekvensbåndet eller nabofrekvensbånd, uanset om grænseværdien på 7 % er overskredet eller ej.

(10)

Beslutning 2005/50/EF bør ændres i overensstemmelse hermed.

(11)

Foranstaltningerne i denne afgørelse er i overensstemmelse med udtalelse fra Frekvensudvalget —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

I beslutning 2005/50/EF foretages følgende ændringer:

1)

Artikel 2, nr. 5), affattes således:

»5)

»referencedatoerne«: den 30. juni 2013 for frekvenser mellem 21,65 GHz og 24,25 GHz og den 1. januar 2018 for frekvenser mellem 24,25 GHz og 26,65 GHz«;

2)

Artikel 3 ændres således:

a)

I stk. 2 ændres ordet »referencedatoen« til ordet »referencedatoerne«.

b)

I stk. 3 ændres udtrykket »denne dato« til udtrykket »disse datoer« (2 steder).

c)

Efter stk. 3 indsættes følgende nye stykke:

»Dog forlænges datoen den 1. januar 2018 med fire år for kortdistanceradarudstyr monteret i et køretøj, for hvilket en typegodkendelsesansøgning indgivet i overensstemmelse med artikel 6, stk. 6, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2007/46/EF (3) er godkendt før den 1. januar 2018.

3)

Artikel 5 ændres således:

a)

I stk. 1, litra d), ændres ordet »referencedatoen« til ordet »referencedatoerne«.

b)

Stk. 2 og 3 udgår.

c)

Stk. 4 affattes således:

»4.   Medlemsstaterne bistår Kommissionen ved gennemførelse af de i stk. 1 omhandlede revisioner, idet de sørger for rettidig indsamling og fremsendelse til Kommissionen af de nødvendige oplysninger, herunder navnlig de oplysninger, der er anført i bilaget.«

Artikel 2

Denne afgørelse er rettet til medlemsstaterne.

Udfærdiget i Bruxelles, den 29. juli 2011.

På Kommissionens vegne

Neelie KROES

Næstformand


(1)  EFT L 108 af 24.4.2002, s. 1.

(2)  EUT L 21 af 25.1.2005, s. 15.

(3)  EUT L 263 af 9.10.2007, s. 1


Top