EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32010R0454

Kommissionens forordning (EU) nr. 454/2010 af 26. maj 2010 om overgangsforanstaltninger i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 767/2009 for så vidt angår bestemmelserne vedrørende mærkning af foder (EØS-relevant tekst)

OJ L 128, 27.5.2010, p. 1–2 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)
Special edition in Croatian: Chapter 03 Volume 037 P. 162 - 163

Legal status of the document In force

ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/2010/454/oj

27.5.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 128/1


KOMMISSIONENS FORORDNING (EU) Nr. 454/2010

af 26. maj 2010

om overgangsforanstaltninger i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 767/2009 for så vidt angår bestemmelserne vedrørende mærkning af foder

(EØS-relevant tekst)

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 767/2009 af 13. juli 2009 om markedsføring og anvendelse af foder (1), særlig artikel 32, stk. 4, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Der er i forordning (EF) nr. 767/2009 fastsat bestemmelser om en fuldstændig ændring af EU-reglerne vedrørende vilkårene for markedsføring af fodermidler og foderblandinger, og det er ifølge artikel 32, stk. 4, tilladt at træffe foranstaltninger med henblik på at lette overgangen til de nye regler.

(2)

Disse regler vedrørende mærkning i forordning (EF) nr. 767/2009 skal finde anvendelse fra den 1. september 2010. Det ville betyde en pludselig ændring og ikke muliggøre en glidende overgang for lederne af fodervirksomheder, der markedsfører foder. At ændre udformningen og produktionen af etiketter og omstille de eksisterende maskiner fra den ene dag til den næste ville være kostbart for de pågældende virksomheder. Byrden som følge heraf ville ikke stå i et rimeligt forhold til målet for ændringen. Der bør derfor indrømmes en overgangsperiode, hvor foder kan mærkes i overensstemmelse med forordning (EF) nr. 767/2009 inden den 1. september 2010.

(3)

For så vidt angår foder til selskabsdyr, findes der på markedet et meget stort antal forskellige produkter med specifikke etiketter. I forhold til de gældende regler for mærkning af foder til selskabsdyr vil kun artikel 15, litra f), artikel 17, stk. 1, litra f), og artikel 19 i forordning (EF) nr. 767/2009 medføre ændringer af mærkningen af sådanne produkter, og der er kun tale om små ændringer uden betydning for sikkerheden. For at muliggøre en glidende overgang for lederne af de berørte fodervirksomheder er det rimeligt at indrømme en overgangsperiode på et år, hvor de nuværende etiketter på foder til selskabsdyr også må anvendes efter den 1. september 2010.

(4)

Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra Den Stående Komité for Fødevarekæden og Dyresundhed —

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

Artikel 1

Som en fravigelse af artikel 33, stk. 2, i forordning (EF) nr. 767/2009 og uanset Rådets direktiv 79/373/EØF (2), 82/471/EØF (3), 93/74/EØF (4) og 96/25/EF (5) kan foder, der er mærket i overensstemmelse med forordning (EF) nr. 767/2009, markedsføres fra datoen for denne forordnings ikrafttrædelse.

Artikel 2

Som en fravigelse af artikel 33, stk. 2, i forordning (EF) nr. 767/2009 kan foder, der er beregnet til selskabsdyr og mærket i overensstemmelse med direktiv 79/373/EØF og artikel 16 i Rådets direktiv 70/524/EØF (6), markedsføres indtil den 31. august 2011. Derefter kan foderet forblive på markedet, indtil lagrene er tømt.

Artikel 3

Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 26. maj 2010.

På Kommissionens vegne

José Manuel BARROSO

Formand


(1)  EUT L 229 af 1.9.2009, s. 1.

(2)  EFT L 86 af 6.4.1979, s. 30.

(3)  EFT L 213 af 21.7.1982, s. 8.

(4)  EFT L 237 af 22.9.1993, s. 23.

(5)  EFT L 125 af 23.5.1996, s. 35.

(6)  EFT L 270 af 14.12.1970, s. 1.


Top