Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32009R1135

    Kommissionens forordning (EF) nr. 1135/2009 af 25. november 2009 om særlige importbetingelser for visse produkter, der har oprindelse i eller er afsendt fra Kina, og om ophævelse af beslutning 2008/798/EF (EØS-relevant tekst)

    EUT L 311 af 26.11.2009, p. 3–5 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

    Dokumentet er offentliggjort i en specialudgave (HR)

    Legal status of the document No longer in force, Date of end of validity: 07/02/2015; ophævet ved 32015R0170

    ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/2009/1135/oj

    26.11.2009   

    DA

    Den Europæiske Unions Tidende

    L 311/3


    KOMMISSIONENS FORORDNING (EF) Nr. 1135/2009

    af 25. november 2009

    om særlige importbetingelser for visse produkter, der har oprindelse i eller er afsendt fra Kina, og om ophævelse af beslutning 2008/798/EF

    (EØS-relevant tekst)

    KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR —

    under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab,

    under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 178/2002 af 28. januar 2002 om generelle principper og krav i fødevarelovgivningen, om oprettelse af Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet og om procedurer vedrørende fødevaresikkerhed (1), særlig artikel 53, stk. 1, litra b), og

    ud fra følgende betragtninger:

    (1)

    I henhold til artikel 53 i forordning (EF) nr. 178/2002 kan der vedtages relevante EF-beredskabsforanstaltninger vedrørende fødevarer og foder, der er importeret fra et tredjeland, for at beskytte menneskers sundhed, dyresundheden eller miljøet, hvis denne risiko ikke kan styres på tilfredsstillende vis ved hjælp af de foranstaltninger, der træffes af medlemsstaterne hver for sig.

    (2)

    Kommissionen blev i september 2008 gjort opmærksom på, at der var konstateret højt indhold af melamin i modermælkserstatning og andre mejeriprodukter i Kina. For at imødegå den sundhedsrisiko, som eksponering for et højt melaminindhold i foder- og fødevareprodukter kan medføre, indeholder Kommissionens beslutning 2008/798/EF af 14. oktober 2008 om særlige importbetingelser for produkter, der indeholder mælk eller mejeriprodukter, og som har oprindelse i eller er afsendt fra Kina, og om ophævelse af beslutning 2008/757/EF (2) et forbud mod import til Fællesskabet af produkter, der indeholder mælk, mejeriprodukter, soja eller sojaprodukter til spædbørn og småbørn til særlig ernæring og krav om, at medlemsstaterne foretager systematisk kontrol af alle sendinger, der har oprindelse i eller er afsendt fra Kina, af foder og fødevarer, der indeholder mælk, mejeriprodukter, soja eller sojaprodukter, og af ammoniumbicarbonat til brug i fødevarer og foder. I nævnte beslutning blev en grænse på 2,5 mg/kg anset for et passende niveau med henblik på at sondre mellem det uundgåelige baggrundsniveau for melamin og uacceptabel forfalskning.

    (3)

    Antallet af meddelelser i det hurtige varslingssystem for fødevarer og foder (RASFF), jf. artikel 2, stk. 4, i beslutning 2008/798/EF, vedrørende uacceptable melaminniveauer i de pågældende fødevarer og foderprodukter fra Kina er faldet markant siden januar 2009, og de kinesiske myndigheder har fremlagt garantier vedrørende kontrollen af melamin i sådanne produkter, der eksporteres til Fællesskabet. Foranstaltningerne fastsat ved beslutning 2008/798/EF bør derfor tages op til revision.

    (4)

    Da produkter, der indeholder mælk, mejeriprodukter, soja eller sojaprodukter, og som er bestemt til spædbørn og småbørn til særlig ernæring, udgør spædbørns og småbørns vigtigste og i nogle tilfælde eneste ernæringskilde, bør import til Fællesskabet af sådanne produkter med oprindelse i Kina fortsat forbydes. Medlemsstaterne bør sikre, at sådanne produkter, der måtte findes på markedet, straks destrueres.

    (5)

    Som følge af det markante fald i antallet af RASFF-meddelelser er det samtidig ikke længere nødvendigt at foretage systematisk kontrol af alle sendinger, der har oprindelse i eller er afsendt fra Kina, af foder og fødevarer, der indeholder mælk, mejeriprodukter, soja eller sojaprodukter, og af ammoniumbicarbonat til brug i fødevarer og foder, så den fysiske kontrol bør være mindre intensiv. Da grænsen på 2,5 mg/kg fortsat er et passende niveau med henblik på at sondre mellem det uundgåelige baggrundsniveau for melamin og uacceptabel forfalskning, bør produkter med et højere melaminindhold ikke komme ind i fødevare- og foderkæden, og de bør bortskaffes på en sikker måde.

    (6)

    Beslutning 2008/798/EF bør derfor ændres i overensstemmelse hermed. På grund af ændringsbestemmelsernes karakter bør nævnte beslutning afløses af en forordning, som senere kan tages op til revision på basis af resultaterne af medlemsstaternes kontrol.

    (7)

    Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra Den Stående Komité for Fødevarekæden og Dyresundhed —

    UDSTEDT FØLGENDE FORORDNING:

    Artikel 1

    I denne forordning forstås ved »Kina« Folkerepublikken Kina.

    Artikel 2

    Importforbud

    1.   Import til Fællesskabet af produkter, der indeholder mælk, mejeriprodukter, soja eller sojaprodukter til spædbørn og småbørn til særlig ernæring, jf. Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/39/EF af 6. maj 2009 om fødevarer bestemt til særlig ernæring (3), og som har oprindelse i eller er afsendt fra Kina, forbydes.

    2.   Medlemsstaterne sikrer, at sådanne produkter, der måtte findes på markedet, straks trækkes tilbage og destrueres.

    Artikel 3

    Forhåndsmeddelelse

    Foder- og fødevarevirksomhedslederne eller deres repræsentanter giver kontrolstedet omhandlet i artikel 4, stk. 3, forhåndsmeddelelse om forventet ankomstdag og -tidspunkt for alle sendinger med oprindelse i eller afsendt fra Kina af ammoniumbicarbonat til brug i fødevarer og foder og af foder og fødevarer, der indeholder mælk, mejeriprodukter, soja eller sojaprodukter.

    Artikel 4

    Kontrolforanstaltninger

    1.   Medlemsstaternes kompetente myndigheder gennemfører dokumentkontrol, identitetskontrol og fysisk kontrol, herunder laboratorieanalyse, af alle sendinger ikke omhandlet i artikel 2, stk. 1, der har oprindelse i eller er afsendt fra Kina, og som importeres til Fællesskabet, af ammoniumbicarbonat til brug i fødevarer og foder og af foder og fødevarer, der indeholder mælk, mejeriprodukter, soja eller sojaprodukter.

    Der foretages identitetskontrol og fysisk kontrol, herunder prøveudtagning og analyse til kontrol af melaminforekomst, af ca. 20 % af sendingerne.

    Medlemsstaterne kan foretage stikprøvebaseret fysisk kontrol af andre foder- og fødevareprodukter med et højt proteinindhold, som har oprindelse i Kina, og som agtes importeret til Fællesskabet.

    Fysisk kontrol omhandlet i dette stykke skal især have til formål at fastslå det eventuelle indhold af melamin i produktet. Sendingerne holdes under offentlig kontrol, indtil resultaterne af laboratorieanalysen foreligger.

    2.   Produkter, som ved kontrol i henhold til stk. 1 konstateres at indeholde mere end 2,5 mg melamin pr. kg produkt, må ikke komme ind i fødevare- og foderkæden og skal bortskaffes på en sikker måde.

    3.   Kontrollen omhandlet i stk. 1 foretages på kontrolsteder, som medlemsstaterne har udpeget specifikt til dette formål.

    Medlemsstaterne offentliggør listen over kontrolsteder og meddeler den til Kommissionen.

    4.   Overgangen til fri omsætning er betinget af, at foderstof- og fødevarevirksomhedslederen eller dennes repræsentant forelægger toldmyndighederne dokumentation for, at de offentlige kontroller, jf. stk. 1, er udført, og der foreligger gunstige resultater af en eventuel fysisk kontrol.

    Artikel 5

    Rapporter

    Medlemsstaterne sender hver tredje måned Kommissionen en rapport om alle analyseresultater af kontrollerne omhandlet i artikel 4, stk. 1. Rapporterne indsendes i den måned, der følger efter hvert kvartal.

    Artikel 6

    Udgifter

    Alle udgifter til offentlig kontrol, jf. artikel 4, stk. 1, herunder prøveudtagning, analyse, opbevaring og foranstaltninger truffet som følge af manglende overholdelse af reglerne, afholdes af foderstof- og fødevarevirksomhedslederen.

    Artikel 7

    Ophævelse

    Kommissionens beslutning 2008/798/EF ophæves.

    Henvisninger til den ophævede beslutning betragtes som henvisninger til denne forordning.

    Artikel 8

    Ikrafttrædelse

    Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

    Den anvendes fra ikrafttrædelsesdatoen.

    Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

    Udfærdiget i Bruxelles, den 25. november 2009.

    På Kommissionens vegne

    Androulla VASSILIOU

    Medlem af Kommissionen


    (1)  EFT L 31 af 1.2.2002, s. 1.

    (2)  EUT L 273 af 15.10.2008, s. 18.

    (3)  EUT L 124 af 20.5.2009, s. 21.


    Top