Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32009R0330

    Kommissionens forordning (EF) nr. 330/2009 af 22. april 2009 om gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EF) nr. 2494/95 for så vidt angår minimumsnormer til behandling af sæsonprodukter i de harmoniserede forbrugerprisindekser (HICP) (EØS-relevant tekst)

    EUT L 103 af 23.4.2009, p. 6–9 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

    Dokumentet er offentliggjort i en specialudgave (HR)

    Legal status of the document No longer in force, Date of end of validity: 23/08/2020; ophævet ved 32020R1148

    ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/2009/330/oj

    23.4.2009   

    DA

    Den Europæiske Unions Tidende

    L 103/6


    KOMMISSIONENS FORORDNING (EF) Nr. 330/2009

    af 22. april 2009

    om gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EF) nr. 2494/95 for så vidt angår minimumsnormer til behandling af sæsonprodukter i de harmoniserede forbrugerprisindekser (HICP)

    (EØS-relevant tekst)

    KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR —

    under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab,

    under henvisning til Rådets forordning (EF) nr. 2494/95 af 23. oktober 1995 om harmoniserede forbrugerprisindekser (1), særlig artikel 4, stk. 3, og artikel 5, stk. 3, og

    ud fra følgende betragtninger:

    (1)

    Harmoniserede forbrugerprisindekser (HICP — Harmonised Indices of Consumer Prices) er harmoniserede inflationsmålinger, som Kommissionen og Den Europæiske Centralbank har brug for til udførelse af deres opgaver i henhold til EF-traktatens artikel 121. HICP'er skal gøre det lettere at foretage internationale sammenligninger af forbrugerprisinflationen. De er en vigtig pengepolitisk indikator.

    (2)

    I henhold til artikel 5, stk. 1, litra b), i forordning (EF) nr. 2494/95 skal medlemsstaterne som led i gennemførelsen af nævnte forordning udarbejde et HICP gældende fra indekset for januar 1997.

    (3)

    I Kommissionens forordning (EF) nr. 1749/96 af 9. september 1996 vedrørende oprindelige foranstaltninger for Rådets forordning (EF) nr. 2494/95 om harmoniserede forbrugerprisindekser (2) defineres HICP'ers dækningsområde som de varer og tjenesteydelser, der indgår i husholdningernes pengeudgifter til konsum, som afholdes på medlemsstatens økonomiske område i en af eller begge de perioder, der sammenlignes.

    (4)

    I artikel 2 i Kommissionens forordning (EF) nr. 2214/96 af 20. november 1996 om harmoniserede forbrugerprisindekser: indsendelse og formidling af delindekser under HCPI (3) fastlægges opdelingen af COICOP/HICP (4) efter hovedgrupper (tocifret niveau), grupper (trecifret niveau) og undergrupper (firecifret niveau).

    (5)

    I artikel 2 i Kommissionens forordning (EF) nr. 2454/97 af 10. december 1997 om gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EF) nr. 2494/95 med hensyn til minimumsnormer for kvaliteten af HCPI-vægtninger (5) defineres »vægtningsreferenceperioden« for HICP'er som en tolvmåneders forbrugs- eller udgiftsperiode. I henhold til artikel 3 i samme forordning skal medlemsstaterne hver måned udarbejde HICP'er på grundlag af vægtninger, som afspejler forbrugernes udgiftsmønster i vægtningsreferenceperioden.

    (6)

    Vægtningerne på hovedgruppe-, gruppe- og undergruppeniveau i COICOP/HICP må derfor ikke variere fra måned til måned i et år. Dog må vægtningerne på et mere detaljeret niveau i COICOP/HICP afspejle sæsonudsving i forbrugsmønstret. Selv om indekser med eller uden sæsonbetinget variabilitet i vægtningen opfylder forskellige statistiske formål, kan restriktioner vedrørende metodologien sikre den nødvendige sammenlignelighed mellem de to fremgangsmåder og også sammenligneligheden mellem medlemsstaterne inden for hver fremgangsmåde.

    (7)

    Sæsonprodukter findes typisk ikke på markedet eller købes kun i ubetydelige mængder i visse perioder i en årscyklus, og i henhold til artikel 6 i forordning (EF) nr. 1749/96 anvendes i stedet estimerede priser, når målstikprøverne ikke kræver månedlige observationer af de faktiske priser for hele året.

    (8)

    Kommissionens forordning (EF) nr. 1921/2001 af 28. september 2001 om gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EF) nr. 2494/95 for så vidt angår minimumsnormer for revision af de harmoniserede forbrugerprisindekser og om ændring af forordning (EF) nr. 2602/2000 (6) indeholder reglerne for revision af HICP'er.

    (9)

    Det fremgår af forordning (EF) nr. 2494/95, at HICP'er, som afviger på grund af forskelle mellem begreberne, metoderne eller den anvendte praksis ved definition og udarbejdelse af dem, ikke kan anses for at være sammenlignelige. De metodologier, medlemsstaterne anvender i forbindelse med sæsonprodukterne, afviger imidlertid betydeligt fra hinanden, hvilket kan medføre, at resultaterne ikke er tilstrækkeligt sammenlignelige. En harmoniseret tilgang til sæsonprodukter i HICP'er er derfor nødvendig for at sikre, at de indekser, der udarbejdes, opfylder kravene til sammenlignelighed, pålidelighed og relevans i artikel 4, stk. 3, og artikel 5, stk. 3, i forordning (EF) nr. 2494/95.

    (10)

    Den Europæiske Centralbank er blevet hørt i overensstemmelse med artikel 5, stk. 3, i forordning (EF) nr. 2494/95 (7).

    (11)

    Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra Udvalget for det Statistiske Program, der er nedsat ved Rådets afgørelse 89/382/EØF, Euratom (8)

    UDSTEDT FØLGENDE FORORDNING:

    Artikel 1

    Emne

    I denne forordning fastlægges minimumsnormer for behandlingen af sæsonprodukter for at forbedre de harmoniserede forbrugerprisindeksers (HICP'ernes) sammenlignelighed, pålidelighed og relevans.

    Artikel 2

    Definitioner

    I denne forordning forstås ved:

    1)

    »sæsonprodukter«: varer og tjenesteydelser, som ikke findes på markedet eller kun købes i små eller ubetydelige mængder i visse perioder i en typisk årscyklus. Sæsonperioden anses for at vare mindst en måned

    2)

    en »COICOP/HICP-inddeling«: en COICOP/HICP-undergruppe, hvis der er tale om varer og tjenesteydelser, der tilhører en bestemt COICOP/HICP-undergruppe, og en COICOP/HICP-gruppe, hvis der tale om en gruppe, som ikke er opdelt i undergrupper i den harmoniserede COICOP/HICP-klassifikation, jf. Kommissionens forordning (EF) nr. 1749/1999 af 23. juli 1999 om ændring af forordning (EF) nr. 2214/96 om delindeks under de harmoniserede forbrugerprisindeks (9);

    3)

    »modsæsonestimation«: en estimeret pris for et produkt, der udbydes til salg uden for sæsonen, således at

    den estimerede pris i den første måned uden for sæsonen svarer til en typisk pris observeret i den foregående sæsonperiode

    den estimerede pris fra og med den anden måned svarer til den estimerede pris for den foregående måned justeret efter de gennemsnitlige ændringer i de observerede priser for alle sæsonprodukter i sæsonperioden inden for samme COICOP/HICP-inddeling

    4)

    »fuldsæsonestimation«: en estimeret pris for et produkt, der udbydes til salg uden for sæsonen, således at

    den estimerede pris i den første måned uden for sæsonen svarer til en typisk pris observeret i den foregående sæsonperiode

    den estimerede pris fra og med den anden måned svarer til den estimerede pris for den foregående måned justeret efter de gennemsnitlige ændringer i de observerede priser for alle tilgængelige produkter inden for samme COICOP/HICP-inddeling

    5)

    »indeks med faste årlige vægte«: et prisindeks med vægte, der ikke ændres fra måned til måned inden for samme år på alle niveauer i indeksberegningen

    6)

    »indeks med undergruppespecifikke sæsonvægte«: et prisindeks med vægte, som inden for samme år:

    er uændrede fra måned til måned for alle COICOP/HICP-inddelinger som helhed

    er uændrede fra måned til måned for produkter inden for alle COICOP/HICP-inddelinger, som ikke indeholder sæsonprodukter

    er uændrede fra måned til måned i sæsonperioden for produkter inden for alle COICOP/HICP-inddelinger, som indeholder sæsonprodukter, undtagen i de tilfælde, hvor det er nødvendigt at foretage månedlige ændringer i kurvens sammensætning.

    Artikel 3

    Anvendelsesområde

    1.   Minimumsnormerne gælder for sæsonprodukter inden for følgende COICOP/HICP-undergrupper og grupper:

    01.1.3

    Fisk

    01.1.6

    Frugt

    01.1.7

    Grøntsager

    03.1

    Beklædning

    03.2

    Fodtøj

    2.   I givet fald anvendes minimumsnormerne også som retningslinjer for sæsonprodukter i andre COICOP/HICP-undergrupper og -grupper end dem, der er nævnt i stk. 1.

    Artikel 4

    Minimumsnormer

    1.   I en given måned anses sæsonprodukter for at blive udbudt til salg inden for sæsonen eller uden for sæsonen. Sæsonperioden kan variere fra år til år.

    2.   I et HICP-delindeks på basisproduktgruppeniveau anvendes et indeks med faste årlige vægte eller et indeks med undergruppespecifikke sæsonvægte.

    3.   I et HICP, som er et indeks med faste årlige vægte, anvendes estimerede priser for sæsonprodukter uden for sæsonperioden i overensstemmelse med artikel 6, stk. 1, litra b), i forordning (EF) nr. 1749/96.

    4.   I et HICP, som er et indeks med faste årlige vægte, fastsættes en estimeret pris for et sæsonprodukt, der udbydes til salg uden for sæsonen, ved hjælp af en modsæsonestimation eller en fuldsæsonestimation. I denne forbindelse foretrækkes en modsæsonestimation, hvis medlemsstaten ud fra de foreliggende observerede priser anser det for muligt, hvilket kan være tilfældet med beklædning og fodtøj. Anses det ikke for muligt at foretage en modsæsonestimation, anvendes en fuldsæsonestimation.

    5.   I et HICP, som er et indeks med undergruppespecifikke sæsonvægte, skal et sæsonprodukt uden for sæsonperioden vægtes nul.

    6.   I et HICP, som er et indeks med faste årlige vægte, kan estimationerne også foretages på et mere detaljeret niveau end COICOP/HICP-inddelingerne, f.eks. på stratumniveau, hvis der anvendes en stratificeret stikprøve. I et HICP, som er et indeks med undergruppespecifikke sæsonvægte, kan der også fastlægges sæsonvægte på et mere detaljeret niveau.

    7.   Prisændringer for sæsonprodukter, hvis andel af de samlede forbrugsudgifter, der er omfattet af HICP, i en typisk sæsonperiode kan forventes at udgøre mindst to tusindedele, skal indregnes i HICP.

    8.   Vægtene for sæsonprodukter fastlægges og opdateres efter behov i overensstemmelse med artikel 2 og 3 i forordning (EF) nr. 2454/97. Når indeksberegningen gør det påkrævet, skal de indeks, der anvendes til den årlige prisopdatering af vægtene, baseres på gennemsnitspriserne for den måned, der anvendes til opdateringen.

    Artikel 5

    Sammenlignelighed

    HICP'er, som udarbejdes i henhold til andre normer end de i artikel 4 i nærværende forordning nævnte, anses for at være sammenlignelige, hvis de resulterer i indeks, som i forhold til indeks, der er udarbejdet i henhold til bestemmelserne i nærværende forordning, ikke systematisk afviger mere end:

    a)

    en tiendedel procentpoint i gennemsnit over en periode på et år i forhold til året før for det samlede HICP

    b)

    tre, fire eller fem tiendedele procentpoint i gennemsnit over en periode på et år i forhold til året før for en hovedgruppe, gruppe eller undergruppe i COICOP/HICP

    c)

    en tiendedel procentpoint i gennemsnit for en enkelt måned i forhold til måneden før for det samlede HICP.

    Artikel 6

    Anvendelse

    De ændringer, der følger af denne forordning, særlig artikel 4, anvendes fra december 2010 og får virkning fra og med indekset for januar 2011.

    Artikel 7

    Ikrafttrædelse

    Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

    Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

    Udfærdiget i Bruxelles, den 22. april 2009.

    På Kommissionens vegne

    Joaquín ALMUNIA

    Medlem af Kommissionen


    (1)  EFT L 257 af 27.10.1995, s. 1.

    (2)  EFT L 229 af 10.9.1996, s. 3.

    (3)  EFT L 296 af 21.11.1996, s. 8.

    (4)  Klassifikation af individuelt forbrug efter formål tilpasset HICP.

    (5)  EFT L 340 af 11.12.1997, s. 24.

    (6)  EFT L 261 af 29.9.2001, s. 49.

    (7)  EUT C 58 af 12.3.2009, s. 1.

    (8)  EFT L 181 af 28.6.1989, s. 47.

    (9)  EFT L 214 af 13.8.1999, s. 1.


    Top