13.1.2009   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 8/26

(1)

Af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 96/71/EF af 16. december 1996 om udstationering af arbejdstagere som led i udveksling af tjenesteydelser (1), særlig artikel 4, følger klare forpligtelser for så vidt angår samarbejde mellem medlemsstaternes myndigheder, ligesom det i henhold til direktivet er medlemsstaternes ansvar at skabe de nødvendige betingelser for et sådant samarbejde. Medlemsstaterne har desuden ifølge direktivet en klar forpligtelse til at træffe passende foranstaltninger til at gøre oplysninger om arbejds- og ansættelsesvilkår alment tilgængelige, ikke kun for udenlandske tjenesteydere, men også for de berørte udstationerede arbejdstagere.

(2)

I sin meddelelse til Rådet, Europa-Parlamentet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget »Udstationering af arbejdstagere som led i udveksling af tjenesteydelser — Maksimering af fordele og potentiale og sikring af arbejdstageres beskyttelse« (2) af 13. juni 2007 bekendtgjorde Kommissionen, at den havde til hensigt at nedsætte et højtstående udvalg med henblik på at støtte og bistå medlemsstaterne med at afgrænse og udveksle god praksis, at institutionalisere den nuværende uformelle gruppe af regeringseksperter og formelt at inddrage arbejdsmarkedsparterne regelmæssigt.

(3)

I sin henstilling af 3. april 2008 om udbygning af det administrative samarbejde i forbindelse med udstationering af arbejdstagere som led i udveksling af tjenesteydelser (3) anfører Kommissionen, at medlemsstaterne bør deltage aktivt i en systematisk og formel proces til indkredsning og udveksling af god praksis i forbindelse med udstationering af arbejdstagere gennem samarbejdsfora etableret af Kommissionen til formålet.

(4)

I Rådets konklusioner af 9. juni 2008 opfordres Kommissionen til at institutionalisere den uformelle gruppe vedrørende udstationering af arbejdstagere ved at nedsætte et ekspertudvalg.

(5)

Udvalget, som skal nedsættes, bør ifølge samme rådskonklusioner indlede et samarbejde med de offentlige organer, der er ansvarlige for kontrol, som f.eks. arbejdstilsyn, og på passende niveauer og i overensstemmelse med national lov og praksis formelt og regelmæssigt inddrage arbejdsmarkedets parter, navnlig repræsentanter for arbejdsmarkedets parter i sektorer med udstrakt brug af udstationerede arbejdstagere.

(6)

Det er derfor nødvendigt at nedsætte et ekspertudvalg på området udstationering af arbejdstagere og at fastlægge udvalgets opgaver, ansvarsområder og struktur.

(7)

Ekspertudvalget bør blandt andet støtte og bistå medlemsstaterne med at identificere og udveksle erfaringer og eksempler på god praksis, fremme udveksling af relevante oplysninger, behandle alle spørgsmål og vanskeligheder i forbindelse med anvendelsen og håndhævelsen i praksis af lovgivningen om udstationering af arbejdstagere samt nøje følge de fremskridt, der gøres med at forbedre såvel adgangen til oplysninger som det administrative samarbejde, herunder eventuelt udviklingen af et elektronisk informationsudvekslingssystem.

(8)

Udvalget bør bestå af eksperter, der repræsenterer de nationale myndigheder, som i de enkelte medlemsstater er ansvarlige for eller involveret i gennemførelsen, anvendelsen og overvågningen af bestemmelserne vedrørende udstationering af arbejdstagere som led i udveksling af tjenesteydelser. Eksperterne bør kunne dække hele registret af viden, kompetence og erfaring på alle de relevante politikområder. Specialiserede organer med ansvar for kontrol med overholdelsen af lovgivningen, som f.eks. arbejdstilsyn, og arbejdsmarkedets parter kunne — i overensstemmelse med national lovgivning og praksis — være repræsenteret i udvalget.

(9)

Udvalget bør desuden inddrage arbejdsmarkedets parter på europæisk plan formelt og regelmæssigt, navnlig i sektorer med mere udstrakt brug af udstationerede arbejdstagere, såsom inden for bygge og anlæg, vikarvirksomhed, catering, landbrug og transport. Udvalget bør ligeledes kunne trække på ekspertise fra fagfolk med særlige kompetencer i forbindelse med behandling af særlige emner, der sættes på udvalgets dagsorden.

(10)

Repræsentanter for EØS/EFTA-landene, EFTA-Tilsynsmyndigheden, tiltrædelses- og kandidatlandene og Schweiz bør have mulighed for at deltage som observatører.

(11)

Der bør fastsættes regler for medlemmernes videregivelse af oplysninger, uden at det i øvrigt påvirker Kommissionens sikkerhedsforskrifter i bilaget til Kommissionens afgørelse 2001/844/EF, EKSF, Euratom (4).

(12)

Personoplysninger om udvalgets medlemmer bør behandles i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 45/2001 af 18. december 2000 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger i fællesskabsinstitutionerne og -organerne og om fri udveksling af sådanne oplysninger (5).

(13)

De afholdte udgifter bør finansieres under Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse nr. 1672/2006/EF af 24. oktober 2006 om et fællesskabsprogram for beskæftigelse og social solidaritet — Progress (6) —

1)

støtte og bistå medlemsstaterne med at identificere og fremme udveksling af erfaringer og eksempler på god praksis

2)

fremme udveksling af relevante oplysninger, herunder oplysninger om eksisterende former for (bilateralt) administrativt samarbejde mellem medlemsstater og/eller arbejdsmarkedsparter

3)

behandle alle spørgsmål, vanskeligheder og særlige emner vedrørende gennemførelsen og den praktiske anvendelse af direktiv 96/71/EF eller de nationale gennemførelsesforanstaltninger samt direktivets håndhævelse i praksis

4)

analysere eventuelle vanskeligheder, der måtte opstå i forbindelse med anvendelsen af artikel 3, stk. 10, i direktiv 96/71/EF

5)

følge de fremskridt, der gøres med at forbedre såvel adgangen til oplysninger som det administrative samarbejde, og i den forbindelse blandt andet vurdere de forskellige mulige modeller for passende teknisk støtte til den udveksling af oplysninger, der er nødvendig for at kunne udvide det administrative samarbejde, herunder et elektronisk informationsudvekslingssystem

6)

undersøge, hvilke muligheder der er for om nødvendigt at øge den faktiske overensstemmelse med og håndhævelse af arbejdstageres rettigheder og beskyttelsen af deres stilling

7)

gennemføre en tilbundsgående undersøgelse af praktiske problemer med håndhævelsen på tværs af grænserne med henblik på at løse eksisterende problemer, forbedre anvendelsen i praksis af gældende retsforskrifter og forbedre den gensidige bistand medlemsstaterne imellem i den udstrækning, det er nødvendigt.

—

5 repræsentanter for arbejdsgiverorganisationer på fællesskabsplan

—

5 repræsentanter for arbejdstagerorganisationer på fællesskabsplan

—

højst 10 repræsentanter for arbejdsmarkedets parter (ligeligt fordelt mellem arbejdsgiver- og arbejdstagerorganisationer) i sektorer med udstrakt brug af udstationerede arbejdstagere.