EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 31999D0879

1999/879/EF: Rådets beslutning af 17. december 1999 om markedsføring og indgift af bovin somatotropin (BST) og om ophævelse af beslutning 90/218/EØF

EFT L 331 af 23.12.1999, p. 71–72 (ES, DA, DE, EL, EN, FR, IT, NL, PT, FI, SV)

Dokumentet er offentliggjort i en specialudgave (CS, ET, LV, LT, HU, MT, PL, SK, SL, BG, RO, HR)

Legal status of the document In force

ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/1999/879/oj

31999D0879

1999/879/EF: Rådets beslutning af 17. december 1999 om markedsføring og indgift af bovin somatotropin (BST) og om ophævelse af beslutning 90/218/EØF

EF-Tidende nr. L 331 af 23/12/1999 s. 0071 - 0072


RÅDETS BESLUTNING

af 17. december 1999

om markedsføring og indgift af bovin somatotropin (BST) og om ophævelse af beslutning 90/218/EØF

(1999/879/EF)

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 37,

under henvisning til forslag fra Kommissionen,

under henvisning til udtalelse fra Europa-Parlamentet(1),

under henvisning til udtalelse fra Det Økonomiske og Sociale Udvalg(2), og

ud fra følgende betragtninger:

(1) Ifølge artikel 1 i Rådets beslutning 90/218/EØF af 25. april 1990 om markedsføring og indgift af bovin somatotropin (BST)(3) påser medlemsstaterne, at der indtil den 31. december 1999 på deres område ikke meddeles tilladelse til at markedsføre eller på nogen måde indgive malkekøer bovin somatotropin;

(2) Rådet opfordrede i henhold til artikel 2, stk. 2, i nævnte beslutning Kommissionen til at give en gruppe uafhængige videnskabsmænd mandat til i samarbejde med medlemsstaterne at vurdere virkningerne af anvendelsen af BST, under hensyntagen til udtalelserne fra Udvalget for Veterinærlægemidler, bl.a. om, hvordan anvendelsen påvirker tilfælde af mastitis;

(3) ifølge artikel 2, stk. 1, i nævnte beslutning kan medlemsstaterne foretage begrænsede praktiske forsøg med anvendelse af bovin somatotropin under en embedsdyrlæges kontrol for at fremskaffe yderligere videnskabelige data, som vil kunne indgå i Rådets overvejelser, når det skal træffe endelig afgørelse; Kommissionen har ikke modtaget oplysninger om sådanne forsøg og i betragtning af det forbud, der indføres med nærværende beslutning, er der ikke behov for fortsat at tillade sådanne forsøg;

(4) ifølge protokollen om dyrebeskyttelse og dyrevelfærd, der er knyttet som bilag til traktaten, skal Fællesskabet og medlemsstaterne ved fastlæggelsen og gennemførelsen af Fællesskabets landbrugspolitik fuldt ud tage hensyn til dyrs sundhed og velfærd;

(5) ved afgørelse 78/923/EØF(4) har EF godkendt den europæiske konvention om beskyttelse af dyr, der holdes til landbrugsformål, i det følgende benævnt "konventionen", og har deponeret sit godkendelsesinstrument; desuden har alle medlemsstater ratificeret konventionen;

(6) ifølge nr. 18 i bilaget til Rådets direktiv 98/58/EF af 20. juli 1998 om beskyttelse af dyr, der holdes til landbrugsformål(5), må et dyr ikke indgives andre stoffer end de stoffer, der gives med terapeutiske eller profylaktiske formål, medmindre det er blevet påvist ved videnskabelige studier af dyrs velfærd eller på grundlag af de erfaringer, der er gjort, at det pågældende stof ikke er skadeligt for dyrets sundhed eller velfærd;

(7) BST fremstilles ikke for at blive anvendt til terapeutiske formål, men udelukkende for at øge mælkeproduktionen;

(8) Den Videnskabelige Komité for Dyrs Sundhed og Trivsel vedtog den 10. marts 1999 sin rapport om dyrevelfærdsaspekter af anvendelsen af bovin somatotropin og erklærede, at BST øger risikoen for klinisk mastitis og forlænger behandlingen heraf, at det medfører øget forekomst af klov- og benlidelser, og at det kan have en skadelig indvirkning på reproduktionsevnen samt fremkalde alvorlige reaktioner på injektionsstedet;

(9) det er vigtigt for malkekøernes sundhed og produktivitet, at de udsættes for så lidt stress som muligt, da stress kan øge forekomsten af lidelser som mastitis, klovlæsioner og reaktioner på injektionsstedet; det fremgår af den videnskabelige komités udtalelse, at det er påvist, at anvendelse af BST kan medføre en stigning i disse lidelser, som er både smertefulde og invaliderende, og som kan resultere i dyrenes dårligere trivsel og større sygelighed; det må derfor ud fra komitéens udtalelse konkluderes, at BST ikke bør anvendes til malkekøer -

VEDTAGET FØLGENDE BESLUTNING:

Artikel 1

Fra denne beslutnings iværksættelse påser medlemsstaterne, at det på Fællesskabets område forbydes at markedsføre eller på nogen måde indgive malkekøer bovin somatotropin (BST).

Artikel 2

Virksomheder, der køber eller producerer BST-stoffer, og andre virksomheder, der har tilladelse til at markedsføre sådanne stoffer, skal føre registre, der giver en kronologisk oversigt over producerede eller erhvervede mængder og mængder, der sælges eller anvendes til andre formål end markedsføring som anført i artikel I, med angivelse af navnene på de personer, som har købt eller solgt de pågældende mængder. Disse oplysninger skal stilles til rådighed for myndighederne, hvis de anmoder om det, og forelægges som udskrift, hvis oplysningerne findes i edb-registre.

Artikel 3

Det i artikel 1 nævnte forbud berører ikke medlemsstaternes produktion eller import af bovin somatotropin bestemt for eksport til tredjelande.

Artikel 4

Beslutning 90/218/EØF ophæves.

Artikel 5

Denne beslutning har virkning fra den 1. januar 2000.

Artikel 6

Denne beslutning er rettet til medlemsstaterne.

Udfærdiget i Bruxelles, den 17. december 1999.

På Rådets vegne

K. HEMILÄ

Formand

(1) Udtalelse afgivet den 16. december 1999 (endnu ikke offentliggjort i EFT).

(2) Udtalelse afgivet den 9. december 1999 (endnu ikke offentliggjort i EFT).

(3) EFT L 116 af 8.5.1990, s. 27. Senest ændret ved beslutning 94/936/EF (EFT L 366 af 31.12.1994, s. 19).

(4) EFT L 323 af 17.11.1978, s. 12.

(5) EFT L 221 af 8.8.1998, s. 23.

Top