Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32017D1239

    Kommissionens gennemførelsesafgørelse (EU) 2017/1239 af 6. juli 2017 om anerkendelse af Etiopien i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/106/EF for så vidt angår ordningerne for uddannelse og udstedelse af kvalifikationsbeviser til søfarende (meddelt under nummer C(2017) 4555) (EØS-relevant tekst. )

    C/2017/4555

    EUT L 177 af 8.7.2017, p. 43–44 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

    Legal status of the document In force

    ELI: http://data.europa.eu/eli/dec_impl/2017/1239/oj

    8.7.2017   

    DA

    Den Europæiske Unions Tidende

    L 177/43


    KOMMISSIONENS GENNEMFØRELSESAFGØRELSE (EU) 2017/1239

    af 6. juli 2017

    om anerkendelse af Etiopien i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/106/EF for så vidt angår ordningerne for uddannelse og udstedelse af kvalifikationsbeviser til søfarende

    (meddelt under nummer C(2017) 4555)

    (EØS-relevant tekst)

    EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

    under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

    under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/106/EF af 19. november 2008 om minimumsuddannelsesniveauet for søfartserhverv (1), særlig artikel 19, stk. 3, og

    ud fra følgende betragtninger:

    (1)

    En medlemsstat kan i henhold til direktiv 2008/106/EF beslutte ved påtegning at anerkende sønæringsbeviser eller kvalifikationsbeviser for søfarende, der er udstedt af tredjelande, forudsat at det pågældende tredjeland er anerkendt af Kommissionen. Tredjelandene skal opfylde alle krav i Den Internationale Søfartsorganisations konvention om uddannelse af søfarende, om sønæring og om vagthold fra 1978 (STCW-konventionen).

    (2)

    Ved brev af 9. januar 2014 og 5. november 2014 anmodede henholdsvis Luxembourg og Cypern om anerkendelse af Etiopien. Kommissionen har efter disse anmodninger kontaktet Etiopiens myndigheder med henblik på at foretage en vurdering af ordningerne for uddannelse og udstedelse af kvalifikationsbeviser i Etiopien for at kunne fastslå, om Etiopien overholder alle kravene i STCW-konventionen, og om der er truffet passende forholdsregler til at forebygge svig i forbindelse med kvalifikationsbeviser. Det blev forklaret, at vurderingen ville bygge på et kontrolbesøg, som eksperter fra Det Europæiske Agentur for Søfartssikkerhed (agenturet) foretager i Etiopien.

    (3)

    Kommissionen foretog en vurdering af ordningerne for uddannelse og udstedelse af kvalifikationsbeviser på grundlag af resultaterne af et kontrolbesøg, der fandt sted i oktober 2015. I denne vurdering konstaterede Kommissionen, at der var en række områder, som Etiopiens myndigheder skulle rette op på, herunder mangler vedrørende godkendelse af programmer og kurser, uddannelse om bord og bevisudstedelse og påtegning.

    (4)

    De Etiopiske myndigheder forelagde på eget initiativ en korrigerende handlingsplan i maj 2016, som blev suppleret i juli, oktober og december 2016.

    (5)

    Etiopien har bl.a. vedtaget ny lovgivning for at afhjælpe de mangler vedrørende de nationale bestemmelser, der blev konstateret i Kommissionens vurdering, og ajourført kvalitetsprocedurerne i sin administration og i sine maritime uddannelsesinstitutioner samt disse institutioners læseplaner og uddannelsesprogrammer.

    (6)

    På grundlag af alle de indsamlede oplysninger har Kommissionen konkluderet, at de etiopiske myndigheder har truffet foranstaltninger til at bringe det etiopiske system for uddannelse og certificering af søfarende i overensstemmelse med kravene i STCW-konventionen, herunder ved at fremlægge passende dokumentation.

    (7)

    I april 2017 forelagde Kommissionen Etiopiens myndigheder en vurdering, der byggede på resultaterne af kontrolbesøget i oktober 2016, og hvori der blev taget højde for den ajourførte korrigerende handlingsplan.

    (8)

    Slutresultaterne af vurderingen viser, at Etiopien opfylder kravene i STCW-konventionen, har afhjulpet de konstaterede mangler og har truffet passende forholdsregler til at forhindre svig i forbindelse med kvalifikationsbeviser.

    (9)

    Medlemsstaterne har modtaget en rapport om resultaterne af vurderingen.

    (10)

    Foranstaltningen i denne afgørelse er i overensstemmelse med udtalelse fra Udvalget for Sikkerhed til Søs og Forebyggelse af Forurening fra Skibe —

    VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

    Artikel 1

    Etiopien anerkendes i henhold til artikel 19 i direktiv 2008/106/EF for så vidt angår ordningerne for uddannelse af og udstedelse af kvalifikationsbeviser til søfarende.

    Artikel 2

    Denne afgørelse er rettet til medlemsstaterne.

    Udfærdiget i Bruxelles, den 6. juli 2017.

    På Kommissionens vegne

    Violeta BULC

    Medlem af Kommissionen


    (1)  EUT L 323 af 3.12.2008, s. 33.


    Top