EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32016R0960

Kommissionens delegerede forordning (EU) 2016/960 af 17. maj 2016 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 596/2014 for så vidt angår reguleringsmæssige tekniske standarder for hensigtsmæssige ordninger, systemer og procedurer for markedsdeltagere, der videregiver viden som led i markedssonderinger (EØS-relevant tekst)

C/2016/2859

EUT L 160 af 17.6.2016, p. 29–33 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

Legal status of the document In force

ELI: http://data.europa.eu/eli/reg_del/2016/960/oj

17.6.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 160/29


KOMMISSIONENS DELEGEREDE FORORDNING (EU) 2016/960

af 17. maj 2016

om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 596/2014 for så vidt angår reguleringsmæssige tekniske standarder for hensigtsmæssige ordninger, systemer og procedurer for markedsdeltagere, der videregiver viden som led i markedssonderinger

(EØS-relevant tekst)

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 596/2014 af 16. april 2014 om markedsmisbrug (forordningen om markedsmisbrug) og om ophævelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/6/EF og Kommissionens direktiv 2003/124/EF, 2003/125/EF og 2004/72/EF (1), særlig artikel 11, stk. 9, tredje afsnit, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Det er nødvendigt med hensigtsmæssige ordninger, procedurer og registreringsforpligtelser for at sikre, at markedssonderingsaktiviteter forvaltes og kontrolleres effektivt. Markedsdeltagere, der videregiver viden, bør som led i de hensigtsmæssige ordninger udarbejde procedurer, der beskriver, hvordan markedssonderinger skal foretages. Det bør fremgå af disse procedurer, hvilke standardoplysninger der skal gives til og indhentes fra den person, der er modtager af en markedssondering, således at ingen unødvendige eller potentielt følsomme oplysninger bliver videregivet og alle de personer, der er modtagere af en markedssondering, modtager oplysninger i samme omfang.

(2)

Det er nødvendigt, at der skabes sikkerhed med hensyn til indholdet af de oplysninger, der bliver kommunikeret i forbindelse med markedssonderinger. Hvis markedssonderingerne foretages telefonisk og den markedsdeltager, der videregiver viden, har adgang til telefonlinjer med mulighed for optagelse, bør markedsdeltageren derfor benytte disse linjer. Hvis markedssonderingerne foretages via andre kanaler end telefonlinjer med mulighed for optagelse, bør der føres optegnelser over markedssonderingskommunikationen i form af lyd- eller billedoptagelser eller skriftligt. Hvis markedssonderingen foretages ved brug af telefonlinjer med mulighed for optagelse eller ved brug af lyd- eller billedoptagelse, skal der af hensyn til beskyttelse af personoplysninger indhentes samtykke til optagelsen fra den person, der er modtager af markedssonderingen.

(3)

For at gøre det lettere for de kompetente myndigheder at gennemføre undersøgelser ved mistanke om markedsmisbrug, bør de markedsdeltagere, der videregiver viden, for hver markedssondering føre optegnelser over de personer, som var modtagere af markedssondering.

(4)

For at minimere risikoen for uretmæssig videregivelse af intern viden bør en markedsdeltager, der videregiver viden, føre optegnelser over, hvilke potentielle investorer der har meddelt markedsdeltageren, at de ikke har givet samtykke til at modtage markedssonderinger. Potentielle investorer bør gives mulighed for at tilkendegive deres ønske om ikke at modtage markedssonderinger, enten i forbindelse med alle potentielle transaktioner eller kun bestemte typer af transaktioner.

(5)

Når markedsdeltagere, der videregiver viden, foretager markedssonderinger, bør de kunne nyde godt af en antagelse om, at intern viden videregives som led i den normale udøvelse af en persons arbejde, erhverv eller opgaver som omhandlet i artikel 10, stk. 1, i forordning (EU) nr. 596/2014. I denne forbindelse bør den markedsdeltager, der videregiver viden, kun anses for at handle som led i den normale udøvelse af arbejde, erhverv eller opgaver, hvis denne opfylder samtlige krav, herunder de registreringsforpligtelser, der er anført i artikel 11 i forordning (EU) nr. 596/2014 samt i denne forordning.

(6)

I betragtning af at det kan være kompliceret at vurdere, hvad der udgør intern viden, jf. artikel 11, stk. 3, i forordning (EU) nr. 596/2014, bør markedsdeltagere, der videregiver viden, føre optegnelser over alle markedssonderinger, herunder også dem, som markedsdeltageren ikke anser for at medføre videregivelse af intern viden. Sådanne optegnelser er en hjælp for markedsdeltagere, der videregiver viden, til at forelægge dokumentation for korrekt adfærd for de kompetente myndigheder, navnlig hvis oplysningerne ændrer karakter efter markedssonderingen, eller hvis den kompetente myndighed ønsker at gennemgå processen for kategorisering af oplysningerne.

(7)

Denne forordning er baseret på det udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder, som Den Europæiske Værdipapir- og Markedstilsynsmyndighed har forelagt Kommissionen.

(8)

Den Europæiske Værdipapir- og Markedstilsynsmyndighed har afholdt åbne offentlige høringer om det udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder, som ligger til grund for denne forordning, analyseret de potentielle omkostninger og fordele og anmodet interessentgruppen for værdipapirer og markeder, der er nedsat i henhold til artikel 37 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1095/2010 (2), om en udtalelse.

(9)

For at sikre velfungerende finansielle markeder er det nødvendigt, at nærværende forordning træder i kraft hurtigst muligt, og at bestemmelserne i nærværende forordning anvendes fra samme dato som bestemmelserne i forordning (EU) nr. 596/2014 —

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

Artikel 1

Generelle krav

Markedsdeltagere, der videregiver viden, skal sikre, at de ordninger og procedurer, som de fastsætter med henblik på at efterleve artikel 11, stk. 4, 5, 6 og 8, i forordning (EU) nr. 596/2014, jævnligt gennemgås og ved behov opdateres.

Artikel 2

Procedurer for markedssonderinger

1.   Markedsdeltagere, der videregiver viden, skal fastlægge procedurer, der beskriver, hvordan markedssonderinger skal foretages.

Markedsdeltagere, der videregiver viden, kan kommunikere oplysninger i forbindelse med markedssonderinger til personer, der er modtagere af markedssonderinger, enten mundtligt, ved personligt møde, via telefon eller videotelefon, eller skriftligt, pr. brevpost, fax eller elektronisk kommunikation.

2.   Markedsdeltagere, der videregiver viden, skal fastlægge procedurer for markedssonderinger, der foretages telefonisk, og skal sørge for, at der benyttes telefonlinjer med mulighed for optagelse, hvis markedsdeltageren har adgang til dette, og hvis de personer, der er modtagere af markedssonderingen, har givet deres samtykke til, at samtalen bliver optaget.

3.   De procedurer, der er omhandlet i stk. 1 og 2, skal sikre, at personer, der i henhold til ansættelseskontrakt eller på anden måde arbejder for en markedsdeltager, der videregiver viden, kun benytter udstyr, som markedsdeltageren selv stiller til rådighed, når denne person foretager eller modtager telefonopkald og sender eller modtager elektronisk kommunikation i forbindelse med markedssonderinger.

Artikel 3

Standardoplysninger, der skal kommunikeres til personer, der er modtagere af markedssonderingen

1.   Markedsdeltagere, der videregiver viden, skal have etableret procedurer for udveksling af standardoplysninger under markedssonderinger med personer, der er modtagere af markedssonderingen, i en forud fastsat rækkefølge.

2.   De standardoplysninger, der er omhandlet i stk. 1, fastsættes af den markedsdeltager, der videregiver viden, for hver markedssondering, inden den foretages. Den markedsdeltager, der videregiver viden, skal anvende standardoplysningerne i forbindelse med alle de personer, der modtager den pågældende markedssondering.

3.   Hvis den markedsdeltager, der videregiver viden, vurderer, at denne markedssondering vil medføre videregivelse af intern viden, skal de i stk. 1 omhandlede standardoplysninger omfatte og være begrænset til følgende, i den anførte rækkefølge:

a)

en erklæring, der præciserer, at kommunikationen finder sted i forbindelse med en markedssondering

b)

hvis markedssonderingen foretages ved brug af telefonlinjer med mulighed for optagelse eller ved brug af lyd- eller billedoptagelse: en erklæring om, at samtalen bliver optaget og at den person, der er modtager af markedssonderingen, samtykker i optagelsen

c)

en anmodning til den kontaktede person om at bekræfte, at den markedsdeltager, der videregiver viden, kommunikerer med den person, som af den potentielle investor er bemyndiget til at modtage markedssonderingen, samt svaret på denne anmodning

d)

en erklæring om, at hvis den kontaktede person samtykker i at modtage markedssonderingen, vil denne person modtage oplysninger, som af den markedsdeltager, der videregiver viden, anses for at være intern viden, samt en henvisning til den forpligtelse, der er fastsat i artikel 11, stk. 7, i forordning (EU) nr. 596/2014

e)

om muligt et skøn over, hvornår oplysninger ophører med at være intern viden, hvilke faktorer der kan ændre dette skøn, samt, i alle tilfælde, hvilke oplysninger om, hvorledes den person, der er modtager af markedssonderingen, vil blive underrettet om eventuelle ændringer i et sådant skøn

f)

en erklæring til den person, der er modtager af markedssonderingen, om de forpligtelser, der er fastsat i artikel 11, stk. 5, første afsnit, litra b), c) og d), i forordning (EU) nr. 596/2014

g)

en anmodning til den person, der er modtager af markedssonderingen, om at samtykke i at modtage intern viden, som omhandlet i artikel 11, stk. 5, første afsnit, litra a), i forordning (EU) nr. 596/2014, samt svaret på denne anmodning

h)

hvis det samtykke, der kræves i henhold til litra g), bliver givet: de oplysninger, der videregives i forbindelse med markedssonderingen, med angivelse af, hvilke oplysninger den markedsdeltager, der videregiver viden, anser for at være intern viden.

4.   Hvis den markedsdeltager, der videregiver viden, vurderer, at markedssonderingen ikke vil medføre videregivelse af intern viden, skal de i stk. 1 omhandlede standardoplysninger omfatte og være begrænset til følgende, i den anførte rækkefølge:

a)

en erklæring, der præciserer, at kommunikationen finder sted i forbindelse med en markedssondering

b)

hvis markedssonderingen foretages ved brug af telefonlinjer med mulighed for optagelse eller anden lyd- eller billedoptagelse: en erklæring om, at samtalen bliver optaget og at den person, der er modtager af markedssonderingen, samtykker i optagelsen

c)

en anmodning til den kontaktede person om at bekræfte, at den markedsdeltager, der videregiver viden, kommunikerer med den person, som af den potentielle investor er bemyndiget til at modtage en markedssondering, samt svaret på denne anmodning

d)

en erklæring om, at hvis den kontaktede person samtykker i at modtage en markedssondering, vil denne person modtage oplysninger, som af den markedsdeltager, der videregiver viden, ikke anses for at være intern viden, samt en henvisning til den forpligtelse, der er fastsat i artikel 11, stk. 7, i forordning (EU) nr. 596/2014

e)

en anmodning til den person, der er modtager af markedssonderingen, om at samtykke i markedssonderingens gennemførelse, samt svaret på denne anmodning

f)

hvis det samtykke, der kræves i henhold til litra e), bliver givet: de oplysninger, der videregives i forbindelse med markedssonderingen.

5.   Den markedsdeltager, der videregiver viden, skal sikre, at der bliver kommunikeret samme type oplysninger om samme markedssondering til samtlige personer, der er modtagere af markedssonderingen.

Artikel 4

Data vedrørende personer, der er modtagere af markedssonderingen

1.   Den markedsdeltager, der videregiver viden, skal for hver markedssondering udarbejde en liste med følgende oplysninger:

a)

navne på alle fysiske og juridiske personer, til hvem der er videregivet oplysninger i løbet af markedssonderingen

b)

dato og tidspunkt for hver kommunikation af oplysninger, som har fundet sted i løbet af eller efter markedssonderingen

c)

de kontaktoplysninger til personer, der var modtagere af markedssonderingen, som blev anvendt i forbindelse med markedssonderingen.

2.   Markedsdeltagere, der videregiver viden, skal udarbejde en liste over alle potentielle investorer, som har meddelt, at de ikke ønsker at modtage markedssonderinger, for så vidt angår enten alle potentielle transaktioner eller bestemte typer af potentielle transaktioner. Den markedsdeltager, der videregiver viden, skal undlade at kommunikere oplysninger i forbindelse med markedssonderinger til sådanne potentielle investorer.

Artikel 5

Procedure for meddelelse af, at oplysningerne er ophørt med at være intern viden

Hvis markedsdeltagere, der videregiver viden, vurderer, at intern viden, der i løbet af en markedssondering er blevet videregivet, jf. artikel 11, stk. 6, i forordning (EU) nr. 596/2014, er ophørt med at være intern viden, skal de give følgende oplysninger til den person, der modtog markedssonderingen:

a)

identiteten på den markedsdeltager, der videregav viden

b)

angivelse af den transaktion, der var genstand for markedssonderingen

c)

dato og tidspunkt for markedssonderingen

d)

en erklæring om, at de videregivne oplysninger er ophørt med at være intern viden

e)

den dato, hvor oplysningerne er ophørt med at være intern viden.

Artikel 6

Registreringsforpligtelser

1.   Markedsdeltagere, der videregiver viden, skal sikre, at der føres optegnelser over nedenstående på et varigt medium, som sikrer deres tilgængelighed og læsbarhed i den opbevaringsperiode, der er fastsat i artikel 11, stk. 8, i forordning (EU) nr. 596/2014:

a)

de i artikel 1 og 2 omhandlede procedurer

b)

de standardoplysninger, der i henhold til artikel 3 fastsættes for hver markedssondering

c)

data om personer, der er modtagere af markedssonderingen, jf. artikel 4

d)

al kommunikation af oplysninger, der i forbindelse med en markedssondering har fundet sted mellem den markedsdeltager, der videregiver viden, og alle de personer, der har været modtagere af markedssonderingen, herunder alle eventuelle dokumenter fra markedsdeltageren til de personer, der er modtagere af markedssonderingen

e)

de oplysninger, der fører til den vurdering, at de oplysninger, der bliver kommunikeret i forbindelse med en markedssondering, ophører med at være intern viden, samt de relevante meddelelser, der er omhandlet i artikel 5.

2.   Den markedsdeltager, der videregiver viden, skal med henblik på artikel 6, stk. 1, litra d), opbevare:

a)

hvis kommunikationen af oplysninger har fundet sted ved brug af telefonlinjer med mulighed for optagelse: optagelser af disse telefonsamtaler, forudsat at de personer, til hvem oplysningerne er kommunikeret, har givet deres samtykke til optagelsen

b)

hvis kommunikationen af oplysninger har fundet sted skriftligt: en kopi af korrespondancen

c)

hvis kommunikationen af oplysninger har fundet sted ved brug af lyd- eller billedoptagelse: optagelser af disse møder, forudsat at de personer, til hvem oplysningerne er kommunikeret, har givet deres samtykke til optagelsen

d)

hvis kommunikationen af oplysninger har fundet sted under møder eller telefonsamtaler, der ikke er blevet optaget: de skriftlige referater eller noter fra disse møder eller telefonsamtaler.

3.   De skriftlige referater eller noter, der er omhandlet i stk. 2, litra d), skal udarbejdes af den markedsdeltager, der videregiver viden, og behørigt underskrives af både markedsdeltageren og den person, der er modtager af markedssonderingen, og skal indeholde:

a)

dato og tidspunkt for mødet eller telefonsamtalen samt identiteten på de deltagende

b)

nærmere bestemmelser vedrørende de oplysninger, der i løbet af markedssonderingen er blevet udvekslet mellem den markedsdeltager, der videregiver viden, og den person, der er modtager af markedssonderingen, herunder oplysninger, der er givet til den person, der er modtager af markedssonderingen, og anmodet om fra den person, der er modtager af markedssonderingen, jf. de standardoplysninger, der er fastsat i artikel 3

c)

dokumenter og materiale, som den markedsdeltager, der videregiver viden, har givet til den person, der er modtager af markedssonderingen, i løbet af markedssonderingen.

Hvis den markedsdeltager, der videregiver viden, og den person, der er modtager af markedssonderingen, ikke inden for fem arbejdsdage efter markedssonderingen er blevet enige om indholdet af de skriftlige referater eller noter, skal markedsdeltageren registrere dels en udgave af de skriftlige referater eller noter underskrevet af markedsdeltageren og dels en udgave underskrevet af den person, der er modtager af markedssonderingen.

Hvis den person, der er modtager af markedssonderingen, ikke har givet den markedsdeltager, der videregiver viden, en underskrevet udgave af de skriftlige referater eller noter senest fem arbejdsdage efter markedssonderingen, skal markedsdeltageren opbevare en kopi af den skriftlige udgave af referaterne eller noterne underskrevet af markedsdeltageren.

4.   De optegnelser, der er omhandlet i stk. 1, 2 og 3, skal på anmodning forelægges for den kompetente myndighed.

Artikel 7

Ikrafttræden

Denne forordning træder i kraft dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Den anvendes fra den 3. juli 2016.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 17. maj 2016.

På Kommissionens vegne

Jean-Claude JUNCKER

Formand


(1)  EUT L 173 af 12.6.2014, s. 1.

(2)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1095/2010 af 24. november 2010 om oprettelse af en europæisk tilsynsmyndighed (Den Europæiske Værdipapir- og Markedstilsynsmyndighed), om ændring af afgørelse nr. 716/2009/EF og om ophævelse af Kommissionens afgørelse 2009/77/EF (EUT L 331 af 15.12.2010, s. 84).


Top